M. L. Nathanson: Politivennens sidste Redaktør. (Efterskrift til Politivennen)

Nedenstående er 5. del af materiale om Politivennens sidste redaktør 1845-1846, "Gale"-Nathansen. Det øvrige materiale kan enten findes under tagget Nathanson (redaktør Politivennen), eller ved at kigge i indholdsfortegnelsen nederst på introduktionen. 

Indlagt igen: 1844

I 1844 blev Nathanson indlagt på Bistrupgård igen. Dog ikke som sindssyg, men fordi han ikke havde betalt en bøde fra 1841 på 20 daler. Det fremgår ikke helt klart hvad sagen gik ud på. Formentlig har politiet overdraget ham til hospitalsvæsnet fordi man vidste han ville blive endnu mere sindssyg af at være indespærret? Nathanson selv beskriver denne periode som sin litterære periode, og den kulminerede med overtagelsen af Corvetten Politivennen i 1845. 

Den bekjendte Hestehandler Nathanson skal nu for sjette Gang indespærres i Daarekisten på Bidstrupgaard; Hans Kone har ladet udgaae et Opraab til det Hamborger- og Altonaer-Publikum hvori hun fortæller, at hun, da man for fem Aar siden vilde indespærre hendes Mand paa Bidstrupgaard, frelste ham ved at indgive en Klage til det danske Kancelli. Nu anraaber hun, "som Christenqvinde", sine "Medchristnes" bistand; hun fortæller, at Grev von Blücher-Altona hidtil har forhindret hendes Mands sjette Indspærring; at hans Paarørendes Hævngjerrighed imidlertid er grændseløs, og at han nu alligevel skal indspærres sjette Gang paa Grund af en Mulkt paa tyve Daler, som han allerede blev idømt 1841. "Skulde denne haarde Skjæbne vække Deeltagelse", skriver hun: "saa maa Hjælpen komme snart, hvis en Familie, der har søgt Redning i Christendommens Skjød, skal holdes paaføde. Min Mand har aldrig været gal, men man vil med Magt knuse ham. (Randers A. siger, at N. ikke skal indespærres i en Daarekiste, men at hans Indespærring hidrører fra en Mulkt, som han er idømt og som han, i Mangel af Betaling, skal afsone med hensidden paa Vand og Brød).  

(Fyens Stifts Kongelig ene privilegerede Adresse- og politiske Avis samt Avertissementstidende. 21. oktober 1844) 

- Hestehandler M. L. Nathanson, som for to Aar siden, med sin Kone og sine to Døttre, traadte over til Christendommen, har en Søn, 24 Aar gammel, som i disse Dage skal døbes i Jacobykirken i Hamborg. Hamborgerblade omtale, at Hr. Nathanson kan gjøre Regning paa en fast Ansættelse, hvoraf han kan leve. Ved samme Leilighed fortælle de, som noget Mærkværdigt, at hans Moder, som ogsaa har havt et meget bevæget Liv, og som opholder sig i Randers, har opnaaet en Alder af 102 Aar, og er i fuld Besiddelse af alle sine Sandser. Hun er en født Polakinde.

(Flyveposten. 27. februar 1845) 

- Hr. Hestehandler Nathansen har i "Bergedorfer Wochenblatt" ladet indrykke et Digt, hvoraf vi, i Oversættelse, levere følgende Stropher som Prøve:

Sex samfulde Aar jeg nu har lidt,
Som Mand har jeg baaret mit Kors og Stridt;
Men - ikke tilfreds med denne Bod -
Man vil mig berøve mit Hjerteblod!

Mit Valgsprog var stedse "Ret eller Død!"
Nu sukker jeg i den dybeste Nød.
for at faae, hvad Kone og Børn behøver,
Jeg maa nu blive Betler eller Røver
(Aarh. Av.)
(Flyveposten. 1. april 1845) 

- Der gives visse Tilfælde, hvor Offentliggiørelse af Eet og Andet, der ellers ifølge sin Natur ikke hører Hjemme under samme, kan være en bydende Nødvendighed for Vedkommende. Hr. Michael L. Nathanson - forhenværende Kiøbmand i Randers - har tilstillet os følgende Ansøgning til Kongen med Anmodning om at optage samme, og vi har af den Grund ikke villet negte Optagelsen, som vi fuldkommen vel veed, at Avertissements-Tidenderne, hvorunder ellers Artikler af denne og lignende Natur mest passende henhører, ikke optager nogensomhelst Artikel, som vedkommende Udgivere kunde have den allerfierneste Skygge af Formodning om, at de i allermindste Maade kunde være høie, høiere eller høieste Vedkommende ukiær, fordi disse Blade - og i Kiøbenhavn Berlingske Tidende og Adresse-Avisen - er allernaadigst privilegerede og paa Grund deraf i en fuldkommen slavisk Afhængighed, med mindre de først betryggende har forvisset sig om, at høie, høiere og høieste Vedkommende ikke vil see unaadig til dem for Optagelsen, eller med andre ord: at det allernaadigst er tilladt, og da disse nysnævnte Blade aldeles ikke har noget andet Formaal end at trække saa meget Guld og saa mange blanke Stykker af Publikums Lomme, som muligt og da de i saa Henseende giør en ublu rig Høst paa deres ofte fattige Medborgeres Bekostning og dette skeer under hans Majestæts allernaadigste Beskyttelse og ved Allerhøistsammes allernaadigste Bistand, saa er det jo meget naturligt, at ethvert Ord, enhver Tøddel maa overveies paa det Nøieeste og de fornødne Betænkninger indhentes paa vedkommende Steder uden hensyn til Publikums Fordringer, som man naturligviis blæser af - i det Mindste indtil videre - ved Tanken om en saadan Beskyttelse som hans Majestæts egen alleerhøieste. Hr. Nathansons Ansøgning lyder som følger:

Allernaadigste Konge!
Naar jeg i dybeste Underdaning for sidste Gang nærmer mig Deres Majestæts Trone, saa nærer jeg den fasteste Overbeviisning om, at Danmarks ædle Konge utvivlsomt nu vil redde en Familie fra Undergang. "Christian den Ottende er retfærdig og naadig!" disse høist betydningsfulde Ord udsendte jeg over hele Landet, forinden jeg betraadte Deres Majestæts Residents, for at sikre mig for, at mine hevnsyge Slægtninger ei maatte fornye deres skandaløse Handlinger imod mig. I tre samfulde Aar har jeg blandt Deres Majestæts Tydske Undersaatter, om end stundom kummerligt, dog levet tilfreds; dette Gode har i mit Fædreland ei endnu været mig til Deel. Majestæt! en af deres tro Undersaatter, som ei allene har den Lykke personlig at være kiendt af Deres Majestæt, men endogsaa tør sige, uden at træde Beskedenheden for nær, at have gavnet sit Fædreland, beder sin Konge om Retfærdighed. Alle tænkelige skriftlige Beviser til at oplyse en Sag, hvorpaa min og Families Fremtids Vel beror, er nu i mine Hænder, og mange Veltænkende seer med Længsel dens Tilveiebrigelse imøde. Mine Slægtninger derimod maa bede Deres Majestæt om Naade, thi uden den vilde være tabt, naar Sagen paa det "Strengeste og Nøiagtigste" undersøges. Derfor, min allernaadigste Konge! De besidder jo tvende gode Egenskaber: Retfærdighed og Naade; tildeel os dem, da først vil Fred og Ro kunne tilbagevende i en Familie, som i sex samfulde Aar forgieves smegtede efter deres Ret. Vende tilbage til Kone og Børn uden at have seiret, det kan jeg ei; hellere vil jeg falde der, hvor Misgierningen udøvedes mod mig. Men Deres Majestæts høie Viisdom vil visselig ogsaa i denne Sag bevise Alle og Enhver at "Dannmarks Konge er retfærdig og naadig. Kiøbenhavn den 21de Juni 1845
Deres Kongelige Majestæts
allerunderdanigste
Michael Leonard Nathanson.
(Morgenposten. 26. juni 1845) 

Hr. M. L. Nathanson har bekjendtgjort Følgende: "Da jeg har bragt i Erfaring, at det Rygte skal være udbredt, at min søn Michael Nathanson, Smedesvend af Profession, skal have indlagt sig her i Sølvgadens Kaserne under det Navn Minden, for ei alene at ombytte sin Profession med Musketten, men tillige for at overtræde til den christelige Religion, saa nødsages jeg herved at bringe til offentlig Kundskab, at min Søn allerede for nogle Aar siden er traadt over til Christendommen i Tydskland, og at han foretrækker at arbeide for sit Brød som Smed i Altonas Jernbanegaards Smedie og Maskinværksted. Jeg har nøie erkyndiget mig og erfaret, at det er min Brodersøn fra Randers, hvis Fader ogsaa optraadt som Vidne mod mig, af Hævn, fordi jeg alt dengang tænkte paa at træde over til Christendommen. Nu kunde Faderen anvende alle sine Kunster for at formaae en Læge til at give ham en Attest, at Sønnen ikke er ved sine fulde 5 Sandser; thi at træde over til Christendommen blot af den Aarsag at blive Soldat, dette Motiv er vist ei christeligt. Pastor Glahn skal undervise ham i Christendommen og en Excerceermester af 4de Bataillon i Militairvæsenet."
Samme hr. Nathanson fortæller i tydske Blade, at da han nys overrakte sin Promemoria paa Sorgenfri, sagde "einer von dem König seinen hochangestellten Höflingen" til ham at hans Majestæt havde et godt Øie til ham, og spurgte han derhos, om han ikke var bange for Kongen, hvorpaa han svarede: det glædede ham, at Kongen havde et godt Øie til ham. I forrige Tider kunde han ikke nægte, at han havde været bange for ham; men dengang var han Jøde. Nu var han derimod Christen, og aldenstund Christendommen støtter sig paa Kjærlighed, saa elsker han nu Kongen og frygter ham ikke meer. - Med denne Besked reed Adjudanten til Bernstorff, hvor Kongen lod sig male af en tydsk Kunstner, og samme Dag var Nathanson's Promemoria i Hs. Ms. Hænder.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende. 26. juli 1845)