Den gamle Stjernemølle nedbrændt i Nat. (Efterskrift til Politivennen).

Møllen, der stod paa Volden, i Ruiner. 

"Stjernemøllen"s Rester, fotograferet i Morges.

En at de ældste Møller i Hovedstadens nærmeste Omegn, den gamle "Stjernemølle" paa Roskilde Landevej 77 ved Peter Bangsvej-Viadukten er i Nat gaaet op i Flammer. Ved 1½-Tiden opdagede nogle Cyklister, at der slog Flammer ud fra Møllegangen, og fik Ejeren Møller og Bagermester Kofoed, kaldt op. Han slog straks Alarm, og Frederiksberg Politi og Brandvæsen kom hurtigt til Stede.

Paa det Tidspunkt var Møllen imidlertid allerede et luende Flammehav, mod hvilket Vandet fra Slangerne intet kunde udrette. Ilden havde med rasende Hast forplantet sig op gennem Træværket til Hatten, der fløj af med et Brag. I Løbet af en times Tid var Møllebygningen brændt ned til Grunden, mens det lykkedes at redde Stuehuset.

AF selve Møllen stod til Morgen kun Forsiden tilbage, medens hele "Indmaden" og Bagsiden var nogle forkullede Bjælker.

"Stjernemøllen", der var den sidste paa Københavns Grund, havde i sin Tid Plads, hvor Palmehuset i Botanisk Have nu ligger. Den ejedes da af en gammel Dame, Fru Christensen, i hvis Besiddelse den havde været i ca. 60 Aar. Da Volden skulde rives ned købtes Møllen af den nuværende Ejer, Bager og Møller Kofoed, der for 31 Aar siden genopførte den, hvor den nu laa.

Hr. Kofoed anskaffede sig for kort Tid siden en kostbar Motor der nu blev et Rov for Luerne sammen med en Del Havre og 100 Sække Klid.

Skaden anslaas ialt til ca. 60.000 Kr. Den brændte Mølle vil nu blive genopbygget som en Kombination af Vand- og Motordrift.

Ilden menes opstaaet som Følge af en Kortslutning.

(Aftenbladet (københavn) 31. august 1928)

Mølle-Ulykke. (Efterskrift til Politivennen)

Igaar Middags indtraf det ualmindelige Tilfælde, at en af Stubmøllerne paa Volden, den anden fra Østerport udtil Grønlandsgaden, styrtede ned ad Voldbakken og søndersplittedes. Til al lykke kom ingen Mennesker til Skade derved, hvilket saare let kunde have været Tilfældet, saameget mere som Grønningen ved den underneden værende Reberbane ofte tjener til Legeplads for Børn. En Svend, som var i Møllen, blev indeklemt mellem endeel Meelsække, og frelstes saaledes fra Beskadigelse. Tilfældet foranlediges alene ved Møllens Brøstfærdighed, da den, i stille Veir, styrtede, i det man ville dreie den. Den tilhører Hr. Møller Rohde, der ogsaa er Eier af en anden af de paa Østervold liggende Møller.

(Kjøbenhavnsposten, 6. juni 1828)

Om Stampemøllen i St. Pederstræde.

Indsenderen som bor lige for Stampemøllen i St. Pedersstræde og som har et meget svageligt helbred, kan ikke undlade at påanke at han hvilket i hans sygelige forfatning er meget hårdt og beklageligt, på grund af oven nævnte mølles stampen som finder sted både dag og nat, ja! endog om søndagen under prædikenen, hvilket ifølge vores love er helligbrøde og altså en strafbar handling, ikke har  haft lukket et øje i 14 dage og nætter. Han gør herved politidirektøren opmærksom på denne uskik og ønsker at det må påbydes ejeren ikke at stampe undtagen om dagen og kun på hverdagene.

(Politivennen nr. 1389, Løverdagen, den 13de August 1842. Side 522). 

Nogle Bemærkninger, i Anledning af det i Politievennen Nr. 1223, for 8de Juni, indrykkede Stykke, betitlet: "Bøn til Toldvæsenets Foresatte".

I det sidste nummer af Politivennen har en som det synes, "gammel militær" beklaget sig over at hans ven og krigskammerat der er kongelig toldbetjent i København, ikke er standsmæssigt nok logeret, når han har post ved et af møllekontorerne på volden som han kalder "huller", og at det er hårdt for en "velopdragen mand" ikke at turde forlade nævnte "hul" skønt han kan derfra kan se sin familie. Hvorved han altså på en lumsk måde giver at forstå at de "velopdragne" toldbetjente hvoriblandt formodentlig hans ven, bor i nærheden af volden. Imidlertid må man gøre den ærede "gamle militære" opmærksom på at være forsigtig med således at publicere hvad hans ven kan have fortalt ham under fire øjne, nemlig at toldbetjentene "af de ringere klasser" (naturligvis ikke de nuværende standspersoner som krigsråd, assessorer, kaptajner, løjtnanter, sekretærer) forlod deres poster og sad i værtshusene da disse ytringer indeholder en direkte dadel mod de nævnte toldbetjente og en indirekte imod deres foresatte, in specie imod maleværkskontrollørerne hvis pligt det er at påse at sådanne uordener ikke finder sted.

Dernæst må man bemærke at en toldbetjents embede der er det sidste og ringeste i toldsager, i sig selv er en ringe betjening og medfører temmelig simple forretninger hvorfor det er rimeligt at det søges og besættes med personer af de såkaldte "ringere klasser" som den "gamle militære" kalder dem.

At standspersoner nu søger og har disse embeder, forandrer intet i sagen da personen skal rette sig efter embedet, og embedet ikke efter personen som beklæder samme. De kontorer som findes til brug for de posthavende betjente, er derfor indrettet med simpelhed, således at disse deri kan varetage deres simple forretninger, men ikke beregnet på at være pragtbygninger hvor en krigsråd, kaptajn eller assessor kan tage imod besøg og have det komfortabelt, og man kan derfor ikke indse hvad der mangler de nuværende møllekontorer på volden. Især tror man at indsenderen af det i forrige nummer af Politivennen indrykkede er aldeles fejlunderrettet når han tror at toldbetjentene af egne midler ville foranstalte de ønskede forbedringer ved de omtalte kontorer. For det ville kunne lidet harmonere med deres gentagne klager over at de er så knapt aflagte at de næppe har det nødvendige til sig selv. Resultatet af det foregående bliver altså at de nævnte kontorer ikke er for små for toldbetjentene, men at disse i den sidste tid er blevet for store for kontorerne.

(Politivennen nr. 1224, Løverdagen, den 15de Juni 1839. Side 380-382) 

Bøn til Toldvæsnets Foresatte.

Ved min ankomst her til staden i forrige måned søgte jeg en gammel krigskammerat der er ansat som kongelig told- og konsumtionsbetjent, og efter rygtet i en god og anstændig levevej. Men hvor studsede jeg ikke da jeg fandt ham, som karakteriseret person, og som af hans majestæt er benådet med hæderstegn, i et lokale på volden i et såkaldt kongeligt kontor hvor næppe to personer kan sidde, den ene på en taburet og den anden på en stump bænk, og i et sådant hul der er bygget i fortiden da personer af de ringere klasser blev ansat som toldbetjente, og hvor de efter rygtet gik op for at skrive hvad der kom til eller fra møllen, og siden enten gik hjem eller opholdt sig i værtshusene hvor møllernes folk vidste at søge dem. - I et sådant hul skal nu en velopdragen mand i hele uger tilbringe 13 timer af dagen uden at kunne om middagen gå bort ½ eller 1 time selv om han bor så nær ved hullet at han kan stå der og se sin familie i sine værelser, og det om der end i mange hele dage ikke kommer det ringeste til eller fra møllen. Men da nu alle de andre told- og konsumtionsbygninger her i staden er blevet indrettet så godt og bekvemt, var det ønskeligt om kollegiet ville kaste et nådigt blik på de stakkels toldbetjentes ringe opholdssted om dagen. Bekostningen ved at gøre møllekontorerne lidt større og om ikke anderledes end ved at flytte den i kontoret værende forstue uden for kontoret, ville på samtlige møllekontorer på volden sikkert ikke overstige 200 rigsbankdaler. Skulle kollegiet finde betænkelighed ved at udrede summa, ville der sikkert ved et sammenskud af Københavns samtlige told- og konsumtionsembedsmænd indkomme mere end dertil behøvdedes.

(Politivennen nr. 1223, Løverdagen, den 8de Juni 1839. Side 359-361)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 1224, 15. juni 1839, s. 380-382.

Et, af Portcontrolleur Schwarts foranlediget, tidsspildende Ophold ved Stadens Nørreport.

Lørdag den 23. september kom en af byens bagermestre til stadens Nørreport med et læs mel som han havde ladet male på Roskilde Vandmølle. Da han have tabt den på møllen modtagne vejeseddel, og ikke med vished kunne erindre hvor meget mel han havde, besluttede han sig til at angive vægten så høj at der i så henseende ikke kunne ophvile ham noget ansvar. Hvilket siden også viste sig da han havde betalt en accisse af 9 lpd. mere and han havde på vognen. Efter at melet således var vejet og vægten befundet rigtig, erklærede den konstituerede portkontrollør, premierløjtnant Schwartz tillige med en vis toldbetjent at melet skulle sorteres, hvorpå han tog prøver af 3 halve sække af ringere sort, og af 2 sække af nr. 1, forseglede derpå de 3 halve sække med dobbelt segl og erklærede at det forseglede mel skulle synes ved toldboden. Men forandrede efter tilstrækkelig lang betænkningstid denne sin beslutning idet han nemlig sendte en betjent i byen for at få melet synet hos en møller. Anmelderen der var overbevist om at melet var af den angivne kvalitet, kunne naturligvis intet have at indvende imod det intenderede syn, men ytrede blot sin misfornøjelse over det derved forvoldte lange og unødvendige ophold, især da forskellen på de flere sroter mel var så kendelig at enhver bonde ville have kunnet skelne til hvilket sort enhver prøve burde henføres. Men her var jo intet andet at gøre end at tie og lide, og først da betjenten kom tilbage, blev det anmelderen tilladt at køre ind i byen med sit mel, efter at seglene var taget bort, og efter at han var blevet opholdt fra klokken 10 til klokken 12.30, altså i 2½, skriver to og en halv time.

Om man endog i dette tilfælde vil kunne rose hr. portkontrollør premierløjtnant Schwartz og den omhandlede betjent for embedsiver, og sindig, lovlig og betænksom fremgangsmåde - noget anmelderen aldeles ikke vil indlade sig på at bedømme - så synes man dog berettiget til at antage at ingen af dem har haft eller tiltroet sig selv varekundskab nok for at kunne henføre nogle højst forskellige melsorter under deres rigtige benævnelse, eller med andre ord at de ikke var kendere af mel, hvilket man dog vel med rimelighed kunne vente sig af mænd i ders embedsstilling. Og anmmelderen slutter således denne sandfærdige fremstilling med det ønske at en eller anden sagkyndig vil fremkomme med forslag til et forebyggelsesmiddel mod sådant ubehageligt og tidsspildende ophold.

(Politivennen nr. 570. Løverdagen den 2de December 1826, s. 785-788)

Om Farligheden af Stubmøllen ved Østerport.

Lørdag den 12. april da jeg på en spadseretur over volden, omtrent kl. 5.15 gik forbi den mølle som ligger ved krudttårnet i nærheden af Østerport, var jeg vidne til at 3 børn kom op ad bakken som fører til Stenkulsgade, og uvidende om den fare de var udsat for, vedblev at gå lige mod møllevingerne som gik for nordvestlig vind. Jeg ilede dem til hjælp, men kunne ikke forhindre at de to af dem kom ind under en af vingerne som næppe i nogle tommers afstand passerede over deres hovedet. - Det tredje, et drengebarn som fulgte efter dem, ville ufejlbarligt være blevet et offer for sin uforsigtighed da han var betydeligt højere end de andre, og det var kun (efter flere tilstedeværende udsagn) ved egen livsfare det lykkedes mig at trække ham tilbage i det øjeblik den næst påfølgende vinge truende med tilintetgørelse, for imod ham. En tililende ung møllersvend viste et rosværdigt forhold da han efter at drengen var reddet, foranstaltede møllen standset, hvorved de to mindre børn uskadte blev bragt tilbage.

Anmelderen der ingen tak ønsker, for efter evne at have opfyldt hvad pligt bød ham at gøre, finder sig herved foranlediget til skøt anonym at anmode de ansvarlige om at pålægge møllens ejer at indhegne samme med et forsvarligt rækværk for i fremtiden at forebygge lignende tilfælde. Sker dette da er hensigten af denne meddelelse fuldkommen opnået. *)

*) Redaktionen må herved bemærke at et forslag om at få nævnte møller indhegnede kan læses i bladets nr. 531 og 532.

(Politivennen nr. 555. Løverdagen den 19de August 1826, s. 527-529)

Farlig Spadseregang paa Volden.

Den tredje mølle fra Østerport, eller den der har stade nærmest det store krudttårn, står unægtelig på et for passagen på volden, meget ubelejligt sted. Men da den nu engang er der, og vanskeligt lader sig bortflytte, burde dens vingers nærværelse gøres så meget uskadelig som muligt. Det elendige stakitværk der for en del omgiver mølle, måtte forhøjes med fornøden stakitport for passagen fra og til møllen. Den nærtstående skildvagt kunne det jo befales at påse at den efter brugen straks igen tillukkedes. At megen ulykke såvel for voksne som i særdeleshed for børn, derved kujne forebygges, vil vist nok enhver der med opmærksomhed er kommet denne vej, indrømme. For ikke at forglemme hvor let ridendes eller kørendes heste på volden ved så tæt og næsten uden skillerum at passere møllevinger, kunne blive sky og afstedkomme stor ulykke. Anmelderen der erindrer sig det gamle ordsprog "det er for sent at tilkaste brønden når barnet allerede er druknet i den" beder derfor høje vedkommende om snarest muligt at afhjælpe dette onde.

(Politivennen nr. 466. Løverdagen den 4de December 1824, s. 9331-9332)

Advarsel.

Mange forældre har den tro at deres børn er i sikkerhed når de ved dem spadserer på volden, især når de er ledsaget af et voksent menneske. Men at denne tro er meget fejlagtig, var indsenderen og andre øjenvidne til.

Det er bekendt at voldskytten er beordret til at skyde de løse hunde som han måtte finde på volden. Han passerer derfor dagligt denne vej, ofte med en løs hund hos sig, som indsenderen ikke tror er mere berettiget til at komme på volden end enhver anden hund, da den nok ikke kan være synderlig nødvendig på denne jagt. Ved således at passere volden for omtrent 14 dage siden forefandt han en lille mops som han vist ikke har kendt ejeren til, ved Hjelmer Mølle og besluttede altså dens død. Men skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus. Ved sådan uforsigtighed er toldbetjentene som skal opholde dem i eller i nærheden af møllekontorerne, ligeledes udsat for at blive lemlæstet af dette menneske som man sikkert formoder vil blive beordret at omgås mere forsigtigt med sin bøsse.

(Politivennen nr. 438. Løverdagen den 22de Mai 1824, s. 7086-7087)

"Han skyder så uforsigtigt at en mængde store hagl, hvoraf et var fuldkommen nok til at dræbe et barn, når det traf i hovedet, slog en del ruder i stykker på møllerens hus." (Skt. Peders Mølle på Helmers Bastion lå hvor der i dag er et trafikknudepunkt, men den nærliggende H. C. Ørstedspark har bevaret noget af voldmiljøet. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om møllen på Helmers Bastion som stod ved Jarmers Tårn o. 1651/69-1885. Den hed Skt. Peders Mølle. Denne stubmølle findes ikke længere, da den 1853 blev erstattet af en hollandsk mølle, som er en af de få overlevende voldmøller, dog nu flyttet til Nørre Jernløse ved Holbæk. Den er fredet og drives af et møllelaug som Nr. Jernløse Mølle.

Der klages over voldskytten igen i Politivennen nr. 721, lørdag den 24. oktober 1829, s. 687-690: "Bøn for Hunde, som skamskydes paa Volden"  og i artiklen "Umenneskelighed" om et anskudt dyr i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. april 1830, s. 250-251.

Trøst og Beroligelse for Nørrebroes Beboere.

Den del af Nørrebros beboere som svævede i frygt for deres ejendoms forringelse og standsning i deres næringsvej ved rygtet om en dampmølles anlæg i Blågårds bygninger, kan nu fatte nyt mod, da der efter forlydende ikke bliver noget af den indretning. Og virkelig ville en sådan mølles anlæg på dette sted, foruden at forårsage de førhen nævnte ubehageligheder, også være til skade for møllerlavets interessenter, der nu samtlige har lidt nok at bestille. Nogle af disse er vel blandt dem hvis møller afbrændtes 1807 og som efter forordningen har måttet flytte deres møller længere væk fra staden. At disse i det ringeste ville tabe en del af deres næring ved en sådan målles anlæg så nær ved staden er vist sandsynligt. 

Desuden er der nyligt på Nørre Fælles opbygget en meget stor mølle, almindeligvis kaldet tyske mølle som på grund af dens mægtige og stærkt byggede underlag der ligner en lille fæstning synes at kunne trodse tiden. At København og omegnen har møller nok synes også at kunne sluttes deraf at enkelte møllere går omkring for at skaffe sig kunder og tilbyder at male under taksten, skønt ingen har besværet sig over at taksten for melmalingen er for høj, hvilket vel ikke ville ske når der var mangel på møller eller de nuværende havde fuldt op at bestille.

(Politivennen nr. 320. Løverdagen den 16de Februar 1822, s. 5142-5143).

Et Par Ord i Anledning af Rygtet om Anlæg af en Dampmølle paa Nørrebroe.

I et af de foregående numre af Politivennen omtaltes det at Nørrebros beboere manglede et par af de goder de lige så vel som stadens indbyggere og Vesterbros beboere kunne og burde besidde, nemlig lygter og vægtere. Dersom de imidlertid ikke fik nogen af disse, så får de trøste sig så godt de kan med at da de i lang tid har undværet dem, så vil de vel også fremdeles endnu kunne undvære dem, indtil en lykkeligere time slår for dem. Og at de når de savner disse goder, er de også fri for de derved forbundne udgifter.

Men nu vil man ifølge rygtet påføre dem et onde der ikke tåler sammenligning med disse og flere lignende mangler. Der siges nemlig at der på Nørrebro skal anlægges hverken mere eller mindre end en dampmølle til melmaling i en af de bygninger af Blågård som ligger ved vejen til Assistenskirkegården, nemlig i den bygning som var indrettet i en del af det så hurtigt her opkomne, men så vidt vides ligeså hastigt igen forsvundne broncefabrik. Det kan vel ikke nægtes at denne indretning måske nok vil svare regning for interessenterne og rimeligt også vil bidrage til at det brændevinsbrænderi der for nogle år siden blev anlagt i en anden af Blågårds bygninger og lovede så meget, men holdt så såre lidt, kan komme i fuld gang, da det jo må være en stor fordel for en brændevinsbrænder at have møllen, så at i sige i samme hus. 

Men om naboer, genboer og enhver af stadens og broens indbyggere der benytter den, især i de senere år så yndede og hyppigt besøgte vej forbi Blågård til kirkegården, ja endog til Frederiksberg, ville finde sig enten tjent med eller endog kun fornøjet ved en dampmølles anlæg på det anførte sted, er et spørgsmål som enhver der har sund menneskeforstand, og som engang har været i en af Skt. Pederstrædes bygninger nær ved volden, eller endog kun i selve gaden, må besvare benægtende, om han endog selv var interessent i dampmøllen eller Blågård. 

For hvem vil vel opslå endnu en bopæl i nærheden af en sådan maskine der hele tiden udkaster og fylder værelser, haver, kort sagt alt med en modbydelig stenkulsdamp, forårsager en skrækkelig larm og rystelse og må opfylde enhver med frygt for ildebrand, især på et sted hvor det vigtigste slukningsmiddel, vand, mangler ved så mange ejendomme? Hvorfra kan ejerne vente erstatning for at de ikke længere kan få deres værelser bortlejede, og i det hele taget for deres ejendommes forringelse på grund af naboskabet med en sådan maskine? Er det i øvrigt alt andet tilsidesat rigtigt at anlægge en sådan tæt ved vejen hvor heste ved larm og røg kan blive sky og afstedkomme skade? Er det rigtigt ved en sådan indretning der kan anlægges på hundrede andre afsides liggende steder aldeles at vansire en af hovedstadens skønneste og mest besøgte forstæder?

Hvorfra skal denne dampmaskine få det fornødne vand? Dog vel ikke fra stadens beholdningssøer. For så ville disses beholdning vist nok temmelig medtages. Hvor vil man lede spildevandet hen uden at det muligt vil bidrage til at opfylde søerne med jord og mudder? Og vil endelig kuldamp og støv ikke når vinden bærer ind over søerne, kaste sig på disse og gøre vandet af samme væmmeligt at nyde?

Skønt alt forestående og det mere der kunne anføres mod dampmølles anlæg på det berørte sted, ikke kan ventes at ville undgå deres opmærksomhed,  som det påhviler at veje grundene for og imod at et sådant anlæg tillades, har man dog anset det for pligt mod sig selv herved offentlig at fremsætte sine modgrunde, og således gøre alt hvad der stod i ens magt, før man overraskes ved den efterretning at dampmøllen allerede stod der.

(Politivennen nr. 314. Løverdagen den 5te Januar 1822, s. 5037-5041).

Redacteurens Anmærkning

Læserne blev beroliget i Politivennen nr. 320. 16. Februar 1822, s. 5142-5143.

Vindmøllerne fortsatte med at male indtil slutningen af 1800-tallet. Men fra ca. 1825 begyndte de at blive udfordret af industrielle møller, eller valsemøller der kørte på dampmaskiner. De blev opfundet omkring 1770, men mødt med stor modstand fra de magtfulde møllerlaug. Londons første dampmølle blev fx afbrændt 1791 efter at have fungeret i 5 år. De første dampmøller var ikke særlig effektive, og Danmarks første fra 1799 blev ikke nogen succes.

Enevælden var som Politivennens skribent ikke til industrielle forandringer. Hambroes Ris- og Melmølle på Bodenhoffs Plads (1830) blev en enlig svale. Først under pres fra konkurrencen fra udlandet i 1880'erne kom der gang i dampmøllerne: Blegdamsmøllen, Toldbodmøllen A/S (1893), Aktieselskabet Havnemøllen (1903), Møllekompaniet Cerena (1918) og Borgergades Mølle (ca. 1932).

Rygtet dukker op igen i artiklen "Et Par Ord i Anledning af Rygtet om Anlæg af en Dampmølle paa Nørrebro" i Politivennen nr. 746, lørdag den 17. April 1830, s. 239-245. Og afvises med nogenlunde samme argumentation som ovenstående. Med citat fra bl.a. formanden for oldemandslavet, Ølund, der havde en mølle ved Nørrebros Rundel.

Spørgsmaal in duplo angaaende uforskammet og ublue Møllerprang paa landet.

1. Mon en landsbymøller med med rette kan fortjene navn af en sand Jochum Trækholdt? Han bor omtrent 3 mil fra hovedstaden, og hans vejr- og vandmølle ligger så NB for ham fordelagtigt i et distrikt at dets beboere (på grund af bundløse og ofte næsten ufremkommelige veje til en anden mølle i nærmeste distrikter) nødsages til at søge hans. I en tid da alt - lige indtil wienersvovlstikker - falder i pris, er han så yderst ublu og urimelig  at turde forlange 1 rigsbankdaler, siger og skriver een rigsbankdaler, for at male en tønde korn til gryn, hvoraf meddeles 4 skæpper, der endnu er samme betaling som forhen, da kornet kostede 9 rigsbankdaler tønden,

"En landsbymøller tør forlange 1 rigsbankdaler siger og skriver een rigsbankdaler for at male en tønde korn til gryn. Mon han ikke med rette kunne fortjene navn af en sand Jochum Trækholdt". (I mangel af samtidigt foto her Brøndbyvester Mølle fra 1888. Eget foto).

2. Bør bemeldte landsbymøller være så uforskammet og egenmægtig at opvarte sine kunder med den lave trussel at såfremt disse ikke - netop til den af monsieur Jochum fastsatte tid - afhenter det malede, må de smukt finde sig i at han beholder deres gryn for sin egen mund?

For om muligt i tiden at kunne råde bod på sådanne egenmægtige og uretfærdige behandlinger af sådanne landsbymøllere, nærer indsenderen af disse spørgsmål det rimelige ønske: at der på landet ligesom i hovedstaden må sættes takst for malningspenge af alt slags korn, hvorefter d'herrer landsbymøllere i alle tilfælde har at rette sig. Ligesom også at en eller anden retskaffen mand, når han ønskede det, måtte meddeles privilegium på at anlægge en mølle i sådanne distrikter hvor mølleren enten på fin eller grov måde således melede sin kage på beboernes bekostning!

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4235-4237).

Redacteurens Anmærkning

Hvem denne Jochum Trækholdt er har jeg ikke kunnet finde ud af. Men et bud er at skribenten mener Jens Trækholdt som er en person i skuespillet "Den 11. juni" af Ludvig Holberg.

Møllerslaget i Store Kongensgade

Sidste søndag aften omtrent kl. 9 sås i Gothersgade henved en snes møllerkarle der ved at holde hinanden under armen spærrede hele gaden for andre fodgængere. De var iført deres hvide arbejdsdragt, og overmelede altså alle der kom dem i møde og ikke kunne komme til at vige. Fra Gothersgade gik toget til Store Kongensgade hvor der blev holdt en alvorlig batalje på og udenfor en derværende dansebod. Der vankede djærve hug og forbigående var ikke sikre for at angribes af den hvide skare der kendte hinanden på klæderne, men ikke såvel kunne kende de andre der hørte til modpartiet. 

"I Gothersgade sås henved en snes møllerkarle der ved at holde hinanden under armen spærrede hele gaden for andre fodgængere." De marcherede dernæst ud af fotoet til højre, til Kongens Nytorv. "Fra Gothersgade gik toget til Store Kongensgade hvor der blev holdt en alvorlig batalje på og udenfor en derværende dansebod". (Gothersgade. Indgangen til Kongens Have. Eget foto)

Efter slaget gik troppen i samme orden tilbage. Kun med den forskel at nogle af de hvide nu var blevet sorte på den ene side af gadeskarn: Hvilket dog ikke var nogen vinding for dem der var så uheldige at komme skaren i møde. Anmelderen heraf overlader til de ansvarliges bedømmelse om det ikke kunne være godt at forbyde møllerne såvel som frisørerne at indfinde sig i deres arbejdstøj der hvor mange mennesker er forsamlet eller således at spærre gader og alfarvej, at den rolige fodgænger ikke kan passere samme uden at få sine klæder der nu er så kostbare, tilsølede og ødelagte. 

Anmelderen har flere gange set sådanne melede personer begive sig ind i trængsel af mennesker ved Komediehuset og på andre steder blot for at have sjov med at aftrykke deres hvide mærker på de omkringståendes klæder.

(Politivennen nr. 66, Løverdagen den 5te April 1817, s. 1028-1029)

En GlædesTidende for Malere, Bogtrykkere, Sæbesydere og mangfoldige andre Næringsbrugere, der behøve Roe- og Linolie

Blandt andet skændigt høkeri som drives her i København, er dette at sælgere som har fået olie fra Kongens Oliemølle har fået olie for 3 til 4 mark potten og har solgt dem igen til 6 og 8 mark. Man skulle tro at da det ikke er nogen hemmelighed at Kongens Oliemølle på retræte leverer olie til 4 mark, så ville ingen købe af disse blogigler. Men dels formår mange fattige næringsdrivende ikke at tage 40 potter på en gang, dels har man også udspredt at kongen har lagt på, dels ved mangen desværre hos os mere af, hvad der sket i Kina end her, for at bruge et stærkt udtrykt.

Store Kongens Mølle ved Halmtorvet (Rådhuspladsen, omtrent over for Industriens Hus) på Vestervold. Møllen der stod der på Politivennens tid brændte i 1853. Så det er den nye mølle man kan se her. Lille Kongens Mølle lå på Østervold (nu Østre Anlæg). (Foto fra 1860'erne). 

Man melder altså alle oliebrugende næringsdrivende og andre der ikke formår at betale de fordyrede lys, at oliemøllen på retræte sælger bestandig roe og linolie i 40 pottevis for 4 mark potten, at de mænd der bestyrer den, har sørget for at materialet ikke skal mangle i to år og at ingen sælgere får af det, så længe der er forbrugere, der ville købe. Gid vi kunne sige det samme om alle vores varer! Gid de varer opkøbte til hobe, men opkøbte på denne skønne patriotiske måde!

(Politivennen nr. 539, 27. august 1808, s. 8659-8660)

Ønske om Sikkerhed ved Møllerne

(Efter indsendt)

For at afværge en ulykke som muligvis kunne ske ved stubmøllerne på volden, har anmelderen heraf anset det for nyttigt at gøre publikum opmærksom på, at der ved disse møller ikke er anbragt bolværk til alle sider. I disse urolige tider, da så mange af byens indbyggere opholder sig der, ville det være så meget mere nødvendigt at et sådant bolværk blev opsat, da man her har set folk nærme sig møllevingerne på mindre end 1 alen. Og kun efter at være blevet advaret har undveget denne øjensynlige fare.

(Politivennen nr. 488, 29. august 1807, s. 7853-7854)

Et par Ord om vores Spadseregange og om vores Lastdyrs Skæbne

(Efter indsendt)

Af Københavns få spadseregange er volden både den mest besøgte og den allerbekvemmeste overhovedet for flertallet. Så meget desto mere kunne man ønske, at man bortfjernede alt, hvad der kunne tilintetgøre eller formindske dens behagelighed. Det er ikke tilfældet. I går den 18. april mellem 3 og 4 om eftermiddagen blev indsenderen mellem Vester- og Nørreport antastet af ikke mindre end fem betlere, af hvilke to var slaver. Den ene af disse forfulgte ham over 100 skridt med en højst ubehagelig påtrængenhed.

Ved nedgangen af volden, der hvor man stiger ned i Filosofgangen, måtte han derpå være vidne til et oprørende syn. En med vogn lastet tungt med kornsække og med to radmagre heste forspændt vognen, var i færd med at komme op ad volden til den mølle, der ligger omtrent lige ud for Lavendelstræde, og hvortil vejen går forbi enden af de barakker, der endnu står i Filosofgangen. Man pryglede på de stakkels heste, som forgæves opbød deres sidste kræfter. Under to drøje møllekarles forenede slag kravlede de et lille stykke op, men standsede så igen og overgav sig med fortvivlende tålmodighed til de smerter, som havde til hensigt få dem til at gøre det som var dem fysisk umuligt.

Her ved Lussemølle ud for Lavendelstræde ved Filosofgangen blev nogle stakkels heste drevet op til møllen med et alt for stort læs (Møllen lå hvor Københavns Borgerrepræsentations lokaler nu er. Foto fra 1875, "Strøget").

Allerede to gange før har indsenderen på samme sted været vidne til et lignende barbari. Overvældet af medlidende og harme besluttede indsenderen straks at påberåbe sig love, fornuft og menneskelighed til fordel for de mishandlede lastdyr gennem Deres Politiven. Men han var nær ved igen at fordømme denne tanke. Det faldt ham ind at flere stemmer alt for længe siden i dette blad havde hævet sig til deres bedste, men forgæves. Dog, tænkte han igen: Om det gode må man ikke fortvivle, og skulle den bemærkning vedblive at være sand, at i København kan trældyrets mishandling alene sammenlignes med de udøvendes barbari, og med tilskuernes ligegyldighed og ufølsomhed - godt så, hans hjerte frikender ham. Han har ikke tiet om det.

Logiverne i Zürich tænkte menneskeværdigt i en hård vinter hvor de ikke alene forbød at tilføje fuglene noget ondt, men også befalede at kaste brød for dem (Joh. Müller Gesch. d. Schweitz 3 B. 2 kap) og det var i året 1435! *). Hvor ædelt et træk i jydens nationalkarakter hin bekendte. Ofte med så liden øre spottede, nænsomhed over dyret, der retfærdig og øm afmålet byrden efter dets kræfter, letter det samme på enhver måde, ofte ved egen deltagelse **), og ikke sjældent skænkede det en medlidenheds tåre, når det mishandledes af, eller kom mishandlet tilbage fra, fremmede hænder.

Vi har en bestemmelse i lovgivningen om vægten af et læs. Og sikkert vil vort årvågne politi straffe overtrædelser af det, når det ser eller erfarer dem. Men det er jo en umulighed i de fleste tilfælde. Og selv om det ikke var, hvad værger da mod mishandling i de gentagne tilfælde, hvor læsset ikke er ulovlig stort, men dog alt for tungt for syge eller kraftløse heste?

Det er sikrere at forbedre kuskens eller køresvendes moral. Det burde derfor i alle almueskoler højlydt indprentes de unge, at grusomhed mod dyr er synd mod deres skaber. Og det var vist nyttigt, hvis vores gejstlige talere helligede i det mindste en af deres prædikener til den skønne hensigt, at forædle mennesket ved at forædle hans omgang mod de ham undergivne dyr.

*) Her fortjener at anføres, at det mange steder i Norge er skik, på juleaften på åben mark at udsætte en høj stang med en utorsken kærv af havre, som kaldes julekærv, til glæde for fuglene.

**) Blandt de mange eksempler som Informanten enten har hørt eller været vidne til, vil han her anføre et. På et gods i det sydligere Jylland, hvis beboere som nu velhavende, men dengang var undertrykte og usle, var en fæstebonde blevet så forarmet, at han ingen kreaturer havde om foråret til at dyrke sin jord. En ko der var med kalv, måtte spændes for harven. Bondekonen spændte sig selv i med koen, og de harvede sammen en hel ager. Hun gik derpå op til herregården for at råbe om forbøn hos herremandens frue, der var ligeså elsket, som hendes mand var forhadt. I det hun nu fremsatte sin nød og fortalte, hvorledes hun og koen havde arbejdet sammen, lagde hun grædende til: "For min skyld kunne det endda være det samme, men mit hjerte er færdigt at briste, når jeg tænker på den stakkels ko"

(Politivennen nr. 418, 26. april 1806, side 6649-6654)

Om Mangel på Møllerne på Landet

Før i tiden var vores land rigeligt forsynet med vandmøller. I hvert fald havde visse egne denne fordel, som mange nu længes efter, når vindstille standser vejrmøllernes gang og forårsager møllemangel. Mange vandmøller er fra tid efter anden blevet nedlagt på grund af agerdyrknings flid og deraf flydende vandets afgravning eller afledning. Og nogle af de endnu bestående klager over mangel på vand på grund af agerdyrkningsfliden. Vejrmøller er godt nok visse steder blevet bygget i stedet for vandmøller. Men som det ses ikke altid i den mængde, som svarer til befolkningstilvæksten, eller som anses nødvendig for at imødekomme den forventede mangel og vilkårlig behandling.

At det er sådan, viser erfaringen på landet. Når der enten er eller dårligt føre eller andre mødende hindringer er det vanskeligt at komme til møller og få malet, og selv efter at disse hindringer er ryddet bort, vokser antallet af de som søger møllerne daglig. Derfor må man i de tilfælde ofte med sendebud eller de såkaldte drikkepenge trygle om eller købe sig til at ens korn bliver malet, hvis man ikke vil stå tilbage for andre og midlertidigt savne det fornødne til husholdningen. 

Ved vindstille eller dårligt føre, eller utallige andre hindringer kan man ikke få malet sit korn. Det var ikke sket i gamle dage, hvor vi havde flere vandmøller. (I mangel af bedre, et foto af Ganløse Mølle, opført 1863).

For landmanden er det sjældent nødvendigt at opbevare et stort forråd af mel og gryn for fremtiden, og han kan altså ikke altid benytte sig af vindens, vejenes og andre bekvemme lejligheders fordele. For at forebygge disse ulejligheder og deraf følgende misbrug, ville det være tvingende gavnligt, at flere møller blev bygget på sine steder, hvorved de nuværende møllers monopol ville indskrænkes noget. 

På grund af jordenes bedre dyrkning, ved parcelliering, udskiftning osv. ved den deraf følgende befolkningstilvækst, forbruges nu mere korn i landet end før. Det synes at nødvendiggøre at forøge møllernes antal, og tillige ønskeligt i flere end en henseende. Visse kornsorter som nu sælges i den rå tilstand, kunne med fordel for landet forvandles til mel og gryn, og således eksporteres, hvorved malegevinsten vandtes for landet. Statens kasse ville ikke tabe på det, når der på kværnene efter deres dimensioner pålagdes en passende afgift til statskassen. Flere hænder blev sat i nyttig virksomhed. 

På samme måde anses det særdeles gavnligt for landmanden, om der på landet, som i købstæderne, ved kongelig anordning blev bestemt noget bestemt i malepenge for en tønde, når mel og gryn blev leveres fra møllen efter fastsat vægt, og om visse bøder blev satte for den møller, som blev taget i at kræve mere end det anordnede eller på anden måde viste sig svigagtig.

Når regeringen vil tillade opførelse af nye møller, hvor disse efter skønsmænds bedømmelse måtte anses fornødne, og i betragtning af de omliggendes ringe antal og dårlige tilstand, er jeg overbevist om at der ikke vil mangle nogen som ville benytte sig af denne tilladelse, afhjælpe manglen og sikre de omliggende hastigere og bedre behandling. Mange ville glæde sig over en sådan foranstaltning til medborgeres nytte.

***

Lige så ønskeligt det er at agerdyrkningen måtte bringe mange vandmøller til at bestå, og at den nu fremspirende omsorg for indenlandsk vandtransport måtte fuldende hvad agerdyrkningen ikke kan. Lige så rigtig er den påstand, at vindmøllernes tal bør forøges til det fornødne tal. Det ville også være ypperligt hvis man i det mindste i hvert amt havde en dampmølle for at afbøde møllemanglen i stille vejr.

(Politivennen nr. 360, 16. marts 1805, side 5729-5732)

Redakteurens Anmærkninger

Skribentens ønsker gik først i opfyldelse et par årtier senere. Handelsmøller, altså møller der malede med salg for øje, kom først rigtig i gang efter 1825, og dampmøllerne først o. 1830. Dampmaskiner var dog allerede kendt fra 1790, hvor Danmarks første dampmaskine blev installeret på flådens værft.

Et mølleønske

Var det ikke muligt at møllerne eller deres folk blev forpligtet at male den rug som Holmens folk bringer til mølle, frem for brændevinsskrå. Desto mere fordi denne rug er løn in natura, og når den ligger i 14 dage på møllen, bliver man nødt til at købe brød. Når man så ikke længere kan finde udveje for penge, må man tage den umalet tilbage fra møllen og være nødt til at sælge den, hvilket sætter fattige folk i denne klasse meget tilbage.

(Politivennen. Hefte 25, Nr. 316, 12. maj 1804, s. 5023)

Billige Påmindelser om Kronborg Geværfabrik

Første påmindelse: Da der for det meste hele tiden sættes så lidt mælk til salg fra Hellebækgård til beboerne af Grønborgs Geværfabrik så disse må nøjes med en halv pot mælk daglig, og nogen gange ikke kan få den, så er det naturligt at ønske at dette lidet måtte blive udmålt upartisk, så ingen i så fald kan besvære sig over det. Det ville være fint, hvis det blev tilladt for visse, fortrinsvis daglig at få 2 og flere potter mælk forud, på Hellebækgård, målt i deres potter før mælken kom til salg på fabrikken. At familieforbindelser kunne forårsage visse undtagelser, kan måske undskyldes, da det er meget naturligt, at ens egne bør have forud for fremmede. Men dersom en kone dagligt får fortrinsvis to eller måske undertiden flere potter mælk og sælger videre til beboerne af fabrikken under betegnelsen fløde og tager sig dyrt betalt for det, er det efter min uforgribelige mening højst uhørt, for hvorfor skal man unødigt forårsage forprang?

Anden påmindelse: Da øllet, og i særdeleshed det såkaldte hverdagsøl, for det meste ikke er alt for godt, kunne man ønske, at årsagen til dette måtte undersøges, om det enten er bryggerens efterladenhed ved ikke at rengøre sine kar og tønder etc., eller hvad andet som kan være grunden, så denne uorden kunne fjernes. Sagens vigtighed taler for sig selv. At øllet er tyndt, siger ikke noget, når blot den smager rent, men det er som oftest ildesmagende, tykt og undertiden surt, når bryggeren bringer det. En mindre vigtig ting er brændevinen, som har har tre graders styrke, kan have sin nytte, men man ville ønske at det måtte smage rent.

Tredje påmindelse: Det ville være godt om møllerkarlen blev befalet til først at male for beboerne, når de er mange, foruden han maler for fremmede, så de første ikke skulle vente til de sidste fik malet. Man håber at disse påmindelser måtte blive taget i betragtning og afhjælpes.

For de læsere, som ikke kender til fabrikken og altså ikke kan dømme om vigtigheden af disse påmindelser, tjener til orientering: At man kun kan købe mælk på Hellebækgård, og der er kun det ene bryggeri og brænderi på stedet, så folk er altså er nødt til at få deres mælk, øl osv. der.

(Politivennen. Hefte 20. Nr. 254, 4. marts 1803, s. 4056-4058)

Til Ejeren af Lavendelstrædes Mølle, med et Forslag til Politilovgivningen

Det er nok så bekendt at den mølle som står på kurtinen af Østervold, på offentlig foranstaltning blev forsynet med et rækværk (NB som man endog kunne ønske lidt bedre end det er) efter at folk var blevet skamslået og dræbt. Og man bør såvel som medkristne som enhver mølleejer tænke at han langt hellere vil betale en udgift på et par rigsdaler, end være sig bevidst at blot et eneste barn var rørt af hans møllevinger, såfremt ellers hans hjerte er som det bør være. I denne overbevisning anmoder man medborgerligt ejeren af Lavendelstrædes mølle om at sætte et rækværk omkring sin mølle. Om end den ikke som det forlyder, for nogle år siden havde slået et menneske ihjel, så har den dog bevisligt på mindre end 4 uger slået to børn meget slemt, skønt til alt held ikke dødeligt.

Tillige tør man foreslå vore politilovgivning at det ved forordning måtte fastsættes at ingen mølle herefter bygges således at vingerne ikke kommer jorden nærmere end 6 fod. En ubetydelig ting for bygherren, men en rimelig velgerning mod mange forældres hjerter!

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 226, 21. august 1802, s. 3605-3606)