Dernæst må man bemærke at en toldbetjents embede der er det sidste og ringeste i toldsager, i sig selv er en ringe betjening og medfører temmelig simple forretninger hvorfor det er rimeligt at det søges og besættes med personer af de såkaldte "ringere klasser" som den "gamle militære" kalder dem.
At standspersoner nu søger og har disse embeder, forandrer intet i sagen da personen skal rette sig efter embedet, og embedet ikke efter personen som beklæder samme. De kontorer som findes til brug for de posthavende betjente, er derfor indrettet med simpelhed, således at disse deri kan varetage deres simple forretninger, men ikke beregnet på at være pragtbygninger hvor en krigsråd, kaptajn eller assessor kan tage imod besøg og have det komfortabelt, og man kan derfor ikke indse hvad der mangler de nuværende møllekontorer på volden. Især tror man at indsenderen af det i forrige nummer af Politivennen indrykkede er aldeles fejlunderrettet når han tror at toldbetjentene af egne midler ville foranstalte de ønskede forbedringer ved de omtalte kontorer. For det ville kunne lidet harmonere med deres gentagne klager over at de er så knapt aflagte at de næppe har det nødvendige til sig selv. Resultatet af det foregående bliver altså at de nævnte kontorer ikke er for små for toldbetjentene, men at disse i den sidste tid er blevet for store for kontorerne.
(Politivennen nr. 1224, Løverdagen, den 15de Juni 1839. Side 380-382)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar