Karen Andersdatter (1794-1894). (Efterskrift til Politivennen)

Karen Andersdatter død. Fra Jersie skrives til os den 3. ds.: Karen Andersdatter døde den 1. December. Havde hun levet til den 8., havde hun fyldt 100 Aar, nu skal hun begraves den 8. December paa hendes 100-aarige Fødselsdag, hvilket jo er en stor Mærkelighed. Hun var født i Ølsemagle den 8. December 1794; hendes Forældre vare Gaardmand Anders Olsen og Hustru Mette Andersdatter, hendes Mand var Gaardmand Lars Jensen, Jersie, der døde den 16 Januar 1864; han har altsaa været Enke i 31 Aar. De havde 2 Børn i deres Ægteskab, en Søn og en Datter. Sidstnævnte blev gift i sit 20de Aar 1846, men døde 1½ Aar efter uden Børn; hendes Søn, Gaardmand Anders Larsen, Jersie, var gift med Abelone Petersen, de havde 3 Børn i deres Atgtestab, to Døttre og en Søn. Anders Larsen døde for 8½ Aar siden, og den gamle Kone har altsaa overlevet begge sine Børn. Hun boede nu hos sin Søns Hustru og hos sin Sønnesøn. 

Karen Andersdalter var aandsfrisk til sin Død, hun har ligget i Sengen i de sidste 14 Maaneder, den øvrige Tid var hun rask og rørig: det var morsomt at høre hende fortalle om Begivenheder fra gammel Tid, særlig da Englænderne vare i Land 1807. Hun var meget glad, naar hendes Børnebørn og Børnebørnebørn kom hjem og saae til hende.

(Roskilde Avis 5. december 1894).

Om hundred' Aar . . .

Forleden døde i Jesie ved Havdrup Station en gammel Kone, Karen Andersdatter. Paa Lørdag er det hendes Fødselsdag, og hun vilde da have fyldt 100 Aar.

Nu bliver hun i Stedet for begravet.

Hun holdt sig aandsfrisk til det sidste og hendes Omgivelser havde megen Fornøjelse af den livlige gamle Kones Fortællinger.

Vor Meddeler erindrer saaledes, at Karen Andersdatter i sit syvende Aar paa nært Hold observerede Københavns Belejring sammen med sin Fader, der til Tak for sin Nysgærrighed blev saaret af en Granatstump.

I deres Gaard ved Køgebugt brød Englænderne ind og forlangte højrøstet :

- Bier! Bier!

Hendes Moder stod da og bryggede Øl. Hun greb Tappen i Haanden og for løs paa de tørstige Soldater.

- Bier, nej, I kan tro nej. I kan faa ligesaa meget Spise og Drikkelse I vil, men Bierne, dem skal I Fanden gale mig lade være i Fred, forstaar i det?

Englænderne, der havde de strengeste Ordre til ikke at foretage nogen Plyndring, maatte trække sig tilbage uden Øl.

Med stort Lune fortalte den Gamle om, hvorledes hun med sin Fader af og til rejste ind til København.

En saadan Rejse tog da en tre Dage gemenlig. De logerede i "Skibet", den Gæstgivergaard, der laa paa Vestergade, der, hvor nu Jørgen Jensens Ejendom ligger.

Logiet kostede dem nu ikke videre. Samtlige Gæster blev nemlig anbragt paa Loftet over Stalden uden om Lemmen ned til samme. Hovedet laa inde mod Høet, Benene ud mod Lemmen. Saaledes anbragte kostede Nattelejet dem intet.

Der var naturligvis den Ubehagelighed ved denne primitive Seng, at man, hvis man Iaa for uroligt, kunde risikere at dratte ned fra Loftet og saaledes blive Barberen eller Feltskæreren en artig Penge skyldig. "Men noget saadant skete sjældent.

Paa den sidste Tid, - Karen Andersdatter har i 30 Aar været Enke - passede hun med stor Omhu en betydelig Frugthave, hvis Avl hun selv bjærgede og omsatte. Og det er ikke umulig, kære Læser, at De, hvis De i dette Øjeblik gaar hen og køber Dem en Pære, kommer til at købe den sidste af Karen Andersdatters.

Saa vil det interessere Dem at vide, at hun blev 100 Aar gammel 

(København 6. december 1894).

Knippelsbro. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør !

Tillad ogsaa mig at omtale den Skandale, som finder Sted ved den af Havnevæsenet paa Grund af Knippelsbros Utjenstdygtighed etablerede Færgefart mellem Kjøbenhavn og Kristianshavn. Dette for sin Tid virkelige Mesterværk af en Bro blev desværre lagt skjævt for Strømmen, og naar denne er stærk, er der altid Fare for, at den kan tage Styret fra det Skib, som skal gjennem Broen, og saa bliver denne paaseilet, hvad jo tidligere er skeet gjentagne Gange og nu ved den i Mandags skete Paaseiling siges at ville standse Trafiken i ca. 3 Uger. Den Færgefart, som Havnevæsenet i den Anledning har etableret, er imidlertid lidet tilfredsstillende for det store Publikum, som nødvendigvis, endog flere Gange daglig, skal fra den ene Bydel til den anden, og som ikke har Tid tilovers til al lægge Veien om ad Langebro, og den er omtrent umulig for ældre og svagelige Personer. Man har udlagt et Par Flaader, men saa lavt liggende, at Vandet skyller over dem, og fra dette lave og slibrige Sted skal man gjøre et Skridt opad paa en Alen eller mere for at naae enten op i Forenden af Færgebaadene eller op paa Rælingen af de anvendte Bugserbaade, thi de til dette Brug enkeltvis anbragte Skamler ere aldeles utilskrækkelige; fra Rælingen af Dampbaadene skal man atter gjøre et dybt Skridt eller et Spring nedad for at faae Fodfæste paa en Bænk. Ved Ankomsten til den anden Side har man de samme Besværligheder for at komme ud af Fartøiet og dumpe ned paa den af Vand overskyllede Flydebro. Denne Overfart, inkl. Ventetid, tager let en halv Time og undertiden længere Tid, i hvilken uden Personsanseelse fine Damer og Samfundets mest lurvet klædte Personer sammenstuves under Politiets nivellerende Haand. Havnevæsenets Opmærksomhed skal være bleven henledet paa Nødvendigheden af at udlægge en Pontonbro i Lighed med den mindre, som for kort Tid siden anvendtes ved Langebro, men dels mangler nok Havnevæsenet Pontoner, dels har dets Bestyrelse forskjellige Betænkeligheder, hentede fra den stærke Strøm m. M. Jeg er ikke sagkyndig nok til at bedømme disse formentlige Hindringer, men jeg tillader mig dog at tro, at de manglende Pontoner med Lethed ville kunne faaes fra Ingeniørkorpset, og at dette Korps vel endog vilde gjøre sig en Fornøjelse af paa nogle Timer at slaa en Pontonbro over Strømløbet. Hvis der ikke var det uheldige Forhold, at Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse er udelukket fra at tage Bestemmelse om Forholdene i Kjøbenhavns Havn, vilde der sikkert være truffet bedre Foranstaltninger allerede for flere Dage siden: Havnevæsenet, der tager hele Indtægten af Broen, tænker sagtens mere paa denne end paa Publikum.

Den 23. November 1894.

B

(Dagens Nyheder 26. november 1894).

Vore sorte Landsmænd: Cavling om Dansk Vestindien. (Efterskrift til Politivennen)

I 1894 udgav Henrik Cavling en bog om sit besøg i Dansk Vestindien. Henrik Cavling (1858-1933) startede med at skrive for Dagsavisen og Morgenbladet (omkring 1882). Efter politiken blev stiftet 1885, blev han fast medarbejder her 1886 (bl. a. under mærket Ignotus). Han rejste til USA (1888), Dansk Vestindien (1894), Cuba (1896). Han blev i 1905 redaktør ved Politiken. Fra bogen der efter datidens forhold blev trykt i ganske mange eksemplarer, bringes nedenfor afsnit om befolkningen. 

Hvad angår menneskesynet, så må Henrik Cavlings beskrivelser set med nutidens øjne opfattes som stærkt racistiske. Det har formentlig dannet kilde for mange danskeres opfattelse af forholdene på øen, især da de i forhold til andre samtidige var mindre racistiske. Alene dette at beskræftige sig med dem, var noget nyt. Når danske aviser anvendte ord som "befolkning", hentydede de for det meste til plantageejerne og den hvide overklasse.

Ruins left by negro uprising. Fra artiklen "Black Peril of the Danish Isles", Omaha daily bee,16 marts 1902

I bogen indgik et kapitel med en beskrivelse af arbejdernes forhold som formentlig har været nyt for læserne i Danmark. Han beskrev utilfredshed gennem strejke og sympatien ligger her på arbejdernes side. Noget som man et par årtier senere skulle se mere til. I forhold til at opfattelsen i Danmark ofte var at der var tale om blodige opstande som om fornødent skulle bekæmpes militært, kan det også have været nyt.

Illustration uden undertekst fra bogen. I teksten hentydes der dog til tegningen: "Næsten alle Forbindelser er til at begynde med illegitime, men ofte varer de i Aarevis, og ofte er de ret lykkelige og ender med, at Parret, som afbildet i Vignetten, anlægger Galla og spadserer til en Kirke for at faa den kirkelige Velsignelse." 

Vore sorte Landsmænd.

Dansk Vestindien er jo egenlig en lille Negerrepublik med en af Hs. Majestæt Kongen udnævnt Guvernør. Uden Negre vilde det - skønt det lyder som en Modsigelse - se sort ud for vore Embedsmænd. Hvis Negrene en skønne Dag flyttede til Portorico eller dersom de blev hvide, saa vilde Embedsmændene sidde net i det med deres Regeringsbygninger, deres Sekretærer, Fuldmægtige og Kopister, ikke at tale om hele det militære Apparat. Lad os være glade for de Sorte. Uden dem blev vi ikke af med vore Penge i Vestindien!

De følgende Linier være da helliget disse vore lidet kendte Landsmænd.

Fælles for dem alle er deres tykke Uldhaar, som beskytter Issen mod Solen, og deres kulsorte Hudfarve, en Farvesammensætning i Huden, der holder Varmen ude, deres tykke Læber, dito Hjerneskal og daarlige Ben. Negrene har ikke mange Kræfter undtagen i Halsen, der dog er meget tynd. De bærer Alt paa Hovedet, lige fra et Brev, som de lægger en Stén ovenpaa, og til et Klaver, som fire Mand transporterer med de fire Klaverben staaende paa de fire Hoveder. Kvinderne inddeles af de Hvide i fladbrystede og rundbrystede. De Første er hæslige, de Sidste tit af en yppig Skønhed, navnlig for en farveblind Betragter. De er alle stolte, naar de kan faa langt Haar, som de i saa Fald gerne lader hænge i en Pisk. I deres: Paaklædning ynder de stærkt spraglede Farver, bærer brandgule, flammende Turbaner, store Ringe paa Fingrene, Ørenringe med Koraller og Halsbaand med uægte Stene. Om Søndagen pynter de sig, gaar paa Strøget og sliber sig om Eftermiddagen en Skraber under Pastor Johansens Præken i den danske Kirke.

Negrene er store Børn. De pludrer og skændes, hvadenten man møder dem paa St. Thomas Gader eller i deres tarvelige, men altid renlige Hjem, der sædvanlig bestaar af en lille Træhytte, sammentømret af gamle Pakkasser og beslaaet med udspilede Sardindaaser. I Enrum taler Negren altid med sig selv, og taler han med Andre, understreger han gerne Talen med ejendommelige Haandbevægelser og uskønne Fagter. Han anvender ofte stærke Ord, saasom Djævel og Helvede og andre Kraftudtryk. Tit kan han sige meget morsomme Ting, som Tilhørerne gotter sig over med deres ubeskrivelige Grin.

Negrenes Dagløn er sædvanlig 50 Cents, men faar de noget Ekstraarbejde, henfører de det under den populære Benævnelse „Job", og saa faar de Hvide Lov til at betale, om de ikke i Forvejen har gjort Akkord. I Pengesager mellem Sorte og Hvide er det sædvanlig de Hvide, der maa op med Mønten. Til Gengæld taaler den Sorte gerne Principalens grove Ord.

Negren er meget doven, saa doven at han næsten ikke gider slaa en Spyflue af sin egen Næse. Han er letsindig til det yderste og tænker aldrig paa den næste Dag, selv om han mangler Brød. Han er løgnagtig overfor de Hvide og en Praler og Skryder overfor sine egne. Civilisationen fordærver ham. Fra Karakterens Side staar Bynegren i St. Thomas under Marknegren paa St. Croix.

Bynegrenes Usædelighed er en saadan, at den burde bringe en Neger til at rødme. Næsten alle Forbindelser er til at begynde med illegitime, men ofte varer de i Aarevis, og ofte er de ret lykkelige og ender med, at Parret, som afbildet i Vignetten, anlægger Galla og spadserer til en Kirke for at faa den kirkelige Velsignelse. At en Mulatneger gifter sig med en fuldstændig sort betragtes som en Mesalliance. Overhovedet ser en Neger med Foragt ned paa Enhver, der har en lidt mørkere Hudfarve end han selv, og pudsigt er det at høre den ene Sorte udskælde den anden Sorte for „en sort Tamp."

Negren elsker Rom, men har sædvanlig ikke saa mange Penge, at han kan tage sig en Rus. Baade Mænd og Kvinder er lige ivrige Tobaksrøgere. Negerinderne ryger Kridtpibe og Cigar paa Gaden. Af denne Grund betragtes Røgning, selv af den uskyldigste Cigaret, som upassende for Vestindiens hvide Damer.

Børneopdragelsen er yderst mangelfuld, ofte grusom. Man gaar ikke gennem Negerbyen uden at iagttage Mødre, der paa en barbarisk Maade pisker deres Børn med Læderremme, og da Børnene løber om saa godt som nøgne, er der frit Slag. I sædelig Henseende vaager Negerforældrene ikke over deres Døtre, men er snarere stolte, naar en Datter faar et lyst uægte Barn. Al Vækst og Udvikling, ogsaa Menneskets, foregaar med forbavsende Hurtighed. Man ser 12 Aars Piger, der bærer et diende Barn ved Brystet. Ofte gifter Negerinderne sig, naar de er 14 Aar.

Næsten Halvdelen af Børnene dør i deres første Leveaar og begraves uden Ligsyn. Sædvanlige Børnesygdomme er Diarrhoe og Dysenteri, saa godt som aldrig Difteritis. Voksnes og Børns Hovednæringsmiddeler Majsmelgrød med Sukker, samt Bananer og Brød og fremfor alt den saakaldte Kreolsuppe, c: Suppe kogt paa lidt Flæsk (for 1 Cent) og forskellige Sorter Blade, Frugter og Bønner.

De fleste Negre i St. Thomas lever af at bære Kul om Bord i Damperne. Dette Arbejde er meget strengt og lønnes derfor med 1 Dollar pr. Dag, altsaa det dobbelte af, hvad Bynegren faar for en Dags Arbejde i Land. Men til Gengæld er Kulbærerarbejdet ikke fast. Negren fæstes paa en Dag, og da han er tilfreds, blot han kan tjene en Dollar eller to om Ugen, saa forstaar man, at Kularbejdet, der giver let Adgang til Fridage, er det mest attraaede Negerarbejde i St. Thomas.

Nylig søgte nu Dampskibslinjerne at nedsætte den gamle Dagløn til det Halve, og i den Anledning gjorde Negrene Strejke efter evropæisk Mønster. Da de Begivenheder, der stod i Forbindelse med denne Strejke, kaster Lys over ejendommelige Forhold paa St. Thomas, skal vi i korte Træk gøre Rede for Bevægelsen.

For at forstaa, hvad der gik forud, maa man vide, at de dansk-vestindiske Øer ikke har deres egne Penge. I Kjøbenhavn forfærdiges nogle Kreditbeviser, som man kan betale Skatter med, men som ikke indløses af nogen Bank. Desuden findes der paa Øen 2 Banker, Kolonialbanken, der er engelsk, og St. Thomas Bank, der er oprettet af Kreolerne. Begge disse Banker udsteder Sedler, men saa vel disse Sedler som Bankernes Skillemønt var henimod 70erne ganske fortrængte af det meksikanske Sølv.

Man maa nu erindre, at de meksikanske Penge er en ren Handelsvare. Enhver, der ønsker det, kan sende Sølv til Meksiko og faa det præget, dog ikke i mindre Mønt end én Dollar. Disse Penge, der ikke indløses af nogen Bank, bruges især i Syd- og Mellemamerika, og alt gik udmærket, indtil Sølvet i 80erne faldt i Værdi. En meksikansk Dollar. der gjaldt for en Dollar i St. Thomas, kunde pludselig i New York købes for 50 Cents, hvilket selvfølgelig var en stor Gevinst for dem, der kunde hente deres Penge hjem fra Udlandet, altsaa for Principalerne, hvorimod Negrene, der tjente Pengene paa Stedet, blev bedragne, idet de meksikanske Dollars ved alle Indkøb kun repræsenterede Halvdelen af den tidligere Værdi.

• Samtidig kom de Handlende i den største Forlegenhed. Man erindrer, at der ikke fandtes mindre meksikansk Mønt end Dollaren. Naar nu en Neger indfandt sig i en Butik og købte for 75 Cents og betalte med en meksikansk Dollar, saa var Købmanden nødt til at give dansk-vestindisk Skillemønt igen, d. v. s. Købmanden maatte udlevere sine Varer gratis og desuden give 25 Cents i Tilgift, thi Dollaren, han havde faaet, repræsenterede jo kun en Værdi af 50 Cents.

Vilde Købmændene ikke ruineres, saa maatte de finde paa en Udvej, og de fandt derfor paa at udstede de saakaldte Checks, d. v. s. enhver Købmand lod lave Skillemønt i Blik og Kobber, som bar hans Navn og i hans Forretning gjaldt for meksikansk Mønt. Naar nu en Neger kom med sin Dollar og fik 25 Cents igen, saa fik han de 25 Cents i Købmandens egen Mønt. Paa den Maade havde man i Løbet af en meget kort Tid en Snes forskellige Møntsorter, og man forstaar, at de Sorte, der ikke forstod et Muk af det Hele, troede, at Købmændene havde sammensvoret sig for at snyde og bedrage „den kulørte Mand."

Og hvad der bestyrkede denne Opfattelse hos Negren var en Række Fallitter mellem Byens Købmænd. Naar en Neger, nu havde samlet for en halv Snes Dollars Checks, der var udstedte f. Eks. af en Købmand Brown, saa opdagede han, at han intet ejede, naar Brown en skønne Dag erklæredes Fallit. Negrene blev mere og mere opirrede, og det ikke uden Grund.

Da Forvirringen endelig - det er kun et Par Aar siden - havde naaet sit højeste, udstedte Guvernementet et Dekret om, at Købmændene fra en bestemt Dag at regne ikke længer maatte bruge Checks. Paa dette Dekret svarede Købmændene ved at erklære, at de fra den samme Dag heller ikke modtog det meksikanske Sølv. For første Gang i dette Aarhundrede blev da den lokale Mønt - Bankernes og Guvernementets Mønt - brugelig Mønt i dansk Vestindien.

Dermed havde den Historie været endt, om ikke Dampskibslinierne havde vedblevet at betale Negrene med meksikanske Penge, altsaa med Penge, som Negrene ikke kunde anvende i Butikkerne. Selvfølgelig gjorde de sorte Arbejdere Indsigelser og forlangte deres Løn udbetalt i brugelig Mønt, og efter nogen Betænkning svarede Principalerne, at de var villige hertil, dog saaledes at forstaa, at Daglønnen den meksikanske Dollar reduceredes til sin Værdi i den lokale Mønt. Derefter fik Negrene i vestindiske Penge udbetalt 50 Cents pr. Dag.

Men det fandt Negrene dog endelig var for grovt. Nu havde Arbejdsgiverne i saa mange Aar indbildt dem, at en Dollar var en Dollar, enten den var meksikansk eller vestindisk, og saa pludselig, da det stred mod Principalernes Interesser, gjorde de deres egne Ord til Skamme. Alle 10,000 Negre i St. Thomas rejste sig som en Mand, erklærede at de ikke genoptog Arbejdet uden for den gamle Dollar, og de indskrænkede sig ikke blot til dette, de forsamledes ogsaa rundt omkring i Gaderne, fægtede og slog ud med Armene og skræmmede de Forbigaaende med deres Raab og Skrig.

Et Øjeblik syntes Situationen ganske truende. Soldaterne, anførte af Overfyrværker Nielsen, trak op og lod Bajonetterne blinke for Næsen af de Sorte, der dog ikke syntes at blive videre forskrækkede. Alvorlige Uroligheder var vistnok blevet Følgen, om ikke Principalerne havde betænkt sig og i yderste Øjeblik havde givet Negrene deres Dollar. Saa genoptog de straks Arbejdet, og alt gik sin gamle Gang.

Om Negrene ved denne Lejlighed havde nogen egenlig Fører vides ikke, men af mange Kendetegn antages det, at de ikke blot havde en saadan, men at de ogsaa havde en fuldstændig Organisation.

Denne Strejke, som satte Sindene i stærk Bevægelse, er den første dansk-vestindiske Strejke, eller som en Strejke her kaldes: Negeroprør, der er endt uden at de farvede Arbejdere udgød Blod, og endda endte den med, at de hævdede deres Ret.

Fra Bynegrene vender vi os nu til de ægte, gamle, vestindiske Negre, Marknegrene paa St. Croix.

Mellem de ældste af disse finder man endnu fødte Slaver, men ikke blot over dem, ogsaa over de yngre Generationer hviler der et Skær af gamle Tider. Vil man se Negrene i Naturtilstanden, som de skildres i „Onkel Toms Hytte", maa man til St. Croix.

Fra Slavetiden har enhver Plantage sine faste Negre, der bærer saadanne pudsige Navne som: Napoleon Sørensen, Scipio Petersen og Cæsar Hansen, thi i gammel Tid antog Negrene deres Principalers Efternavne. I vore Dage kan en Neger, saa tit han ønsker det, skifte Principal, men Forholdet mellem Plantageejerne og Negrene er dog baade fastere og af en mere patriarkalsk Natur end Forholdet mellem Principal og Arbejder hjemme. Hertil bidrager, at Negrene faar en Del af deres Løn udbetalt i Naturalier, at de har fri Bolig, Læge og Medicin, samt i enkelte Tilfælde Græs til et Kreatur. I den daglige Omgangstone er Forholdet vistnok som i Slavetiden. Naar Negrene hilser Forvalteren med deres respektfulde „Good Morning Massa!" faar de ingen Genhilsen. En tidligere Guvernør ønskede, at Bestyrerne af Statsplantagerne skulde besvare Negrenes Hilsen med et Nik. Men over denne utidige Høflighed blev de Sorte ligefrem fornærmede. Den stred mod deres Sædvaner, og Guvernøren fandt det snart klogest igen at indføre Landets Skik.

Paa de gamle Plantager kaldtes Negrenes Overordnede Mesterknægt, Overseer og Driver. Disse Betegnelser er nu gaaede af Brug. En moderne Plantageejer har et Par Underforvaltere, der ligesom han selv altid er til Hest, samt en sort Driver, der staar imellem Rørene og leder Arbejdet. I Negerbyen bor denne Driver i den bedste Hytte, og han har Ret til at holde Hest og Svin og Høns. Om Morgenen Kl. 6 mønstrer han sine Folk og fører dem til Arbejdet. Bagefter Flokken, der kan tælle flere Hundrede halvnøgne Mænd og Kvinder, kommer Underforvalteren ridende i sin hvide Klædning og med den store, klædelige Planterhat paa Hovedet. Det hele Optog virker malerisk i de tropiske Omgivelser.

Medens denne Flok drives ud i Marken for at skære Rør, er Plantageejeren beskæftiget med at sætte Arbejdet i Gang paa Sukkermøllen. En vestindisk Landbruger er jo paa engang Landmand og Fabrikant. Han avler Rørene paa sin Mark og fremstiller Sukker, Rom og Sirup paa sin Fabrik. Negrene, der anvendes det sidste Sted, er ikke blot særlig dygtige, men ogsaa særlig stærke Folk, thi Arbejdet ved Valseværket saa vel som inde i det hede Sukkerkogeri ved Clarifyerne er meget anstrengende. Det betales ogsaa bedre end det lette Markarbejde. Lønnen varierer fra 15-25 Cents om Dagen. Til et større Kogehus hører 16-20 Negre. Ofte gaar de splitternøgne inde i de hede Dampe. Under Arbejdet nyder de Forfriskningerne, som er ved Haanden, idet de drikker Sukkersaft og spiser af de sødeste Rør.

Om Middagen har Marknegrene 2 Timer fri, men hviler sjældent. De samler Græs til deres Kreaturer eller fisker ved at kaste Bladene af et Træ (dog wood) i det stille Vand. Disse Blade har den Indflydelse paa Fiskene, at disse bliver døsige og svømmer ovenpaa, saa Negrene kan tage dem med Hænderne.

Man tør vistnok sige, at der nu paa St. Croix ikke findes en eneste Plantage, hvor Negrene faar Prygl i Arbejdstiden. Skulde en irsk Forpagter glemme, at han har med fri, sorte Mænd at gøre, vilde disse ufravigelig mælde ham til Politiet, og Forpagteren vilde blive idømt streng Straf. Paa Grund af Embedsmændenes spændte Forhold til Plantageejerne, kan Negrene nemlig altid være sikre paa fuldt ud at faa deres Ret. Derimod klager Plantageejerne over, at de ikke nyder samme Gunst, naar Negrene f. Eks. ved at forlade Arbejdet midt i Høsten bryder deres Kontrakter og tilføjer Principalen Tab. I saa Fald skal Negren stævnes, men han er ikke altid let at finde, og selve Sagen er forbunden med en Del Besvær, som Embedsmændene selvfølgelig helst vil undgaa. Paagribes Negren, faar han nogle Dages Fængsel, d. v. s. frit Ophold uden Arbejde, og mange Negre har intet mod en saadan Straf. At have været i Fængsel regner de for en Ære. En Neger, der kom tilbage til St. Croix fra Horsens Tugthus, gik - ligesom de fine Rejsende op og aflagde Visit hos Guvernøren. Han blev selvfølgelig smidt ned ad Trapperne. Paa de nærmeste engelske Øer faar Negrene Rotting, og de dansk-vestindiske Politimænd mener, at denne Straf ogsaa burde indføres paa St. Croix, dog kun for grovere Forbrydelser. De almindeligste Overtrædelser af Loven, Negrene begaar, er Tyveri af Kokusnødder, som de stjæler paa Plantagerne og sælger i Byen for en Cent Stykket. I alle saadanne Sager paastaar Negrene, at de kun har stjaalet, hvad de selv spiste. Er dette givet, kan de nemlig ikke idømmes Straf. Pudsige Retssager at overvære, er Paternitetssagerne. De Sorte skifter tit Koner, saa man forstaar, at der kan blive Uenighed om Børnene, dog kun Uenighed om, hvem der skal forsørge dem. Den Neger, der lever sammen med en sort Pige, kaldes hendes Keeper, og for Domstolene optræder Keeperen i alle borgerlige Forhold som Pigens Mand. Men der er Intet at stille op mod ham, naar han optræder som Keeper i et andet Hus eller gaar paa Omgang. Retsforhandlingen i saadanne Sager er altid rig paa mimiske Præstationer, og den blege, edderspændte Politifuldmægtig, Ansigt til Ansigt med de gemytlige Sorte, er af en ubeskrivelig Komik.

Naar Negrene om Aftenen kommer hjem fra Markarbejdet, indstiller Forvalteren de flittigste blandt dem til en Romsnaps eller Sirupslimonade. Fredag Aften udbetales Lønnen ved et Bord, som opstilles i Sukkerkogeriet. Ved Bordet sidder Planteren og Forvalteren, henholdsvis med Protokol og Kasse, og under Driverens Vejledning faar Negrene Foretræde og modtager deres lille Løn. Da Forvalteren trækker af for Regnvejrsdage, giver Udbetalingen ofte Anledning til Diskussion. Saa slaar Planteren i Bordet, og Forvalteren skælder ud, og Driveren skærer Tænder, men Negren holder paa sin Ret, og han opnaar næsten altid, hvad han ønsker, før han grinende gaar sin Vej.

Natten mellem Fredag og Lørdag, Pengenatten, føres der et syndigt Liv i Negerbyen. Fra Hytterne lyder Sang og vilde Raab. De Sorte spiser varm Mad, drikker Rom og fornøjer sig med Spil og Slagsmaal. Ret ofte denneNat aflægger Forvalteren sine Undergivne en Visit, og saa hænder det, at der i Mørket vanker nogle Prygl. Lørdag og Søndag arbejdes ikke, og af 100 Negre gaar næppe 10 ud om Mandagen.

Negrene ere meget renlige. De bader sig, børster omhyggelig deres store, hvide Hestetænder og friserer deres Krølhaarshoveder. Om Søndagen ifører de sig den bedste Puds, og om Hverdagen ser man tidt en ung Negerinde gaa paa Arbejde med lyseblaa Strømper, blodrøde Strømpebaand og Blondebesætninger om Hals og Arme. Hun har enten været til Bambula om Natten og har ikke gidet tageandet Tøj paa, eller hun har pyntet sig for at gøre Indtryk paa Forvalteren. I Forbindelse med Negrenes Omhu for deres Ydre staar deres Skræk for alle Sygdomme, særlig for de to hyppige Negersygdomme, Spedalskhed og Elefantiasis. Paa Hospitalerne, hvor de sorte Patienter nyder gratis Pleje, ser man talrige Spedalske og endnu flere, der gaar omkring paa Elefantben. Denne Sygdom er en Hudsygdom, som næsten altid sætter sig i Benene. Disse svulmer op indtil en halv Alens Tykkelse, sprækker som Elefanthud og afgiver et uhyggeligt Skue, som man dog vænner sig til i kort Tid. Man møder nemlig disse Elefantben overalt, i Husene, paa Gaderne, ja selv paa Bal. Negren kalder dem for Jamsben efter Jamsroden, der har en lignende Form.

For Negrenes Børn findes paa St. Croix 6 Skoler med sorte Lærere, der er udgaaede fra Negerseminariet paa den engelske Ø Antigua. Disse Læreres Foresatte er Skole-inspektøren Mr. Quin, der redigerer Øens Blad, St. Croix' Avis. Heldigvis er Mr. Quin bedre Pædagog end Journalist. Undervisningen i Skolerne er fortrinlig. De sorte Børn nævner Hovedstæderne, læser indenad og synger Salmer, saa det er en Gru.

En særlig Kres danner de Negre, man i Folketinget kalder „Negerhusmænd. “ Det er de saakaldte Squatters, der selv driver et lille Stykke Jord og sælger deres Rør til Regeringens Faktori. For en halv Snes Aar siden besluttede Guvernementet at sælge Jordlodder fra Statsplantagen Work and Rest. Til en Begyndelse udstykkede man Jord til henimod 30 flinke Negre. Hver fik en Snes Acres mod en ringe Udbetaling, men med Forpligtelse til aarligt i de kommende 20 Aar at afdrage Restbeløbet. Det var en god Idé. Negerhusmændene har næsten uden Undtagelse klaret Afgiften, og Faktoriet kan ikke noksom rose deres Rør. For den Rejsende er det en Fornøjelse at spore den voksende Selvfølelse hos disse Sorte, der langsomt hæves til et andet socialt Lag. Og som den Jord, de kultiverer, opnaar de selv Kultur. Udviklingen af NegerHusmandsstanden er efter Kyndiges Mening et af de Spørgsmaal, Rigsdagen først og fremmest bør beskæftige sig med, naar den skal til at reformere Forholdene paa St. Croix.

(Henrik Cavling: Det danske Vestindien. 1894. Side 62 ff.)

Landsbypigen. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift beretter Ignotus i "Polit." følgende rædselsfulde Skildring, som kan tjene til Advarsel for de mange vige, der med higende Længsel tragter efter blot at komme til Hovedstaden. Ignotus skriver :

Vi kjender denne Skikkelse, som ved Skiftedage vandrer fra Jærnbanestationen hen til Fæstemændenes Kontorer: Den lyshaarede unge Pige, der er saa jomfruelig undselig, saa bly og kejtet i sit Hvergarn. Frygtsom og nysgjerrig ser hun sig om i den store, straalende Verden, som skal bringe hende al den Lykke, hun drømte om ude i den stille Landsby.

Det er om en saadan ung Pige, vi vil fortælle en Historie fra de sidste Dage. Og naar De har læst den, vil De sige: Det er umuligt. Det kan ikke være sket i København.

Den unge Pige hed Marie Fuglede, og det var ikke blot Lyst til at komme bort fra Landsbyen, det var ogsaa Længsel efter den, hun elskede, der uimodstaaeligt drog hende ttl Hovedstaden. Under Efteraarsmanøvren, der havde fundet Sted paa hendes Egn, forelskede hun sig i en Infanterist, en Possementmagersvend ved Navn Køser, og gjennem Breve fra ham erfarede hun nu, at han havde faaet Løfte om en Plads i Hamborg og skulde rejse. Saa tog hun fra Hjemmet og ankom til Byen, netop tidligt nok til at faa sagt Farvel.

Nu stod hun alene. Rejse hjem vilde hun ikke gjerne, og hos Fæstemændene var der Trængsel. Hun søgte forgjæves, indtil hun tilsidst intet ejede. Da var hun glad, at hun fik en Plads i Kjælderen, Holmensgade 28. Hun anede i sin Uskyldighed intet om, hvad de fleste unge Piger vilde have anet blot ved at høre denne Gades Navn.

Vi fører nu vore Læsere ned i Kjælderen, kaldet Gummikjælderen, der ligger 8 Trapper in under ærbart Selskab.

Kjælderen bestaar af 2 Rum, af hvilket det ene og større er Samlingsstedet for de saakaldte Gummidrenge, det andet og mindre for tilfældige Gjæster. Paa Sidevæggen i den store Stue hænger Frederik den 7des Billede mellem to bibelske Stykker, hvoraf det ene bærer Titelen "Der verlorene Sohn erhält sein Erbtheil", og det andet "Der verlorene Sohn hütet die Schweine". 

Gjennem Tobaksrøgen, der fylder Stuerne, skjelnes de store Bjælker under Loftet, og paa Gulvet rundt om Bordene et Mylr af søndagsklædte Herrer, der spiller Kort og drikker Øl. Der hviler over disse Skikkelser et Præg af Sejghed, som berettiger dem til Kjælenavnet Gummidrenge. Alle Haandbevægelser foretager de med udspilet Lille finger. De bærer Nakkeskilning, Læg i Kravebrystet og kulørte Slips. Desuden har de i fortrolig Samtale deres eget Sprog.

I dette Selskab befandt den unge Pige, Marie Fuglede, sig en skønne Dag.

Hun anede ikke, hvad det var for Mennesker, der fyldte disse Stuer, og da hun intet forstod og derfor ikke rødmede, saa troede Gummidrengene, at hun tilhørte deres kreds.

Men da det lidt efter lidt gik op for dem, at hun var en ung uskyldig Pige, saa blev de baade slaaede af Forbavselse og optændte af Forbitrelse. En saadan Piges Nærværelse betragtedes af dette Selskab som et rent ud sagt usømmeligt Brud paa Traditionen.

Under Paaskud af, at hun skulde hente noget, lokkede derfor en af de mest kjendte Gummidrenge hende op paa sit Værelse i samme Gade Nr. 8, og her aflaasede han Døren, kastede sig over hende og rev Livet op paa hendes Kjole.

Den unge Pige skreg og satte sig ttl Modværge, og det med en saadan Hæftighed. at Voldsmanden blev kastet over mod Væggen. Til alt Held laa der i Stuen ved Siden af en syg Haandværkssvend, som mærkede, hvad der var paa Færde. Han var saa svag, at han ikke kunde rejse sig, men dog greb han en Støvleknægt og dunkede med den paa Læggen. Herover blev voldsmanden forskrækket, kastede den skjælvende Pige fra sig og gik, dog først efter omhyggeligt at have aflaaset Døren.

Hun laa paa Gulvet og blev liggende nogen Tid. Da traadte der pludselig 2 Banditer ind i Værelset.

De vor udsendte af Voldsmanden, hvis Navn var Fritz Sørensen, kendt under Navnet "Fritz med Hummeren". Fritz havde mødt disse Kammerater i Kælderen og havde beklaget sig for dem. Saa havde de bedt om Nøglen og traadte nu begge ind til den forfærdede Pige, hvem de behandlede paa den skændigste Maade, uden at de dog opnaaede deres Hensigt. Omsider forsvandt de, da de ved en Støj paa Trappen var blevne ængstelige for, at Folk nu paa Gaden skulde have hørt Pigen.

Men før deres Bortgang aflaasede de Døren, og da de kom ned i Kælderen, gav de Fritz Nøglen. Derpaa drak de tre Gentlemænd "en Spids".

Imedens slæbte den udmattede Pige sig hen til Vinduet og skreg om Hjælp. Men af Skøgerne, som stod langs Husrækkerne, fik hun ikke andet Svar en grove Ord og Haanlatter.

Hvillen Scene! Den syge Haandværkssvend, der ligger i sin Seng med Støvleknægten. I Vinduet den unge rædselsslagne Pige, der raaber ned til Skøgerne, og i Kjælderen de 3 Banditter, der stikker Hovederne sammen om en Spids.

Ingen forbigaaende ænsede den unge Piges Raab.

Først ved Tolvtiden indfandt Fritz "med Hummeren" sig igjen i Værelset, kastede sig atter over den ulykkelige, brødes med hende og slog hende, indtil hun besvimede. Saa røvede han hendes Ære.

Efter endt Forbrydelse lagde han sig paa sin Seng og faldt i Søvn. Og ud af hans Vestelomme tog nu den unge Pige Nøglen, aabnede Døren og løb ned paa Gaden.

Men hun løb ikke hjem. Nej, hun løb lige ud. Gade op og Gade ned med nøgne Ben, med iturevne Klæder og med flagrende Haar. Og hver Gang hun i Nattens Mørke fløj forbi en Forbigaaende udstødte hun et forfærdet Skrig.

Hun var bleven vanvittig, og som saadan indfangede man hende og sendte hende ud til Bistrup, hvor hun er i dette Øjeblik.

Selvfølgelig blev "Fritz med Hummeren" og de to andre Gummidrenge arresterede, og ligesaa blev Skøgerne, som havde hørt den unge Piges Raab. De aflagde allesammen falsk Forklaring, hvilket yderligere vil øge deres Straf.

Nu skete der det uventede, at Fritz Sørensen kort efter sin Anholdelse arvede en Sum paa 25.000 Kr. Af disse Penge vil den unge Pige faa en Erstatning, rimeligvis en halv snes Tusinde Kroner. Men af denne uventede Rigdom har hun ingen Glæde. Rædslen, hun har følt, synes for evigt at have kastet Mørke over hendes Sjæl.

Hun har været en af de friskeste Blomster, der uden Skaansel kastes paa det store Baal. Maaske hænder sligt ret ofte. Det bør dog vel en Gang imellem læses ude i de smaa Landsbyhjem - til Skræk og Advarsel.

(Aarhus Amtstidende 20. november 1894).

Under navnet "Ignotus" gemmer sig ret sikkert Henrik Cavling. Ved kriminalretten blev Fritz januar 1895 idømt 4 års tugthus samt 6.000 kr. i skadeserstatning til pigen. Kongens foged afhentede beløbet i Christianshavns arresthus. Fritz havde arvet pengene efter sin mor, enken Johanne Frederikke Vilhelmine Sørensen, Kongens Lyngby.

Gamle Stakler. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg paa Islemark.

Vi modtog forleden et Brev om Forholdene paa Brønshøj-Rødovre Fattiggaard. Det skildrede Fattiglemmernes Liv med meget mørke Farver og bad om, at der maatte blive foretaget en Undersøgelse af Forholdene.

Fattiggaarden ligger ca. 1 Mil herfra Byen paa den saakaldte Islemark, et lille Kvarters Vej fra Husum Holdeplads paa Frederikssundsbanen. Egnen er ikke smuk, og som den laa der i det raa, regnfulde Vejrlig, var den kedelig. Ensomt og fladtrykt var det hele Land, saa vidt Øjet kunde skue, og det Bahnsonske Husumfort øgede den travrige Stemning.

Dér, vis a-vis Fortet, ligger Fattiggaarden. Hvad Krigsgalskaben har strøet ud med rund Haand, er taget fra Landets Fattige, fra Børnene, de Syge og de Gamle. Skønt Fattiggaarden er opført 1885, er dens Ydre ingenlunde særlig tiltalende. Det er en høj to Etagers Bygning, som langt snarere ligner en Fabrik end et Alderdomshjem, et Hvilested for Arbejdets Veteraner og fattige Stakler.

Denne Anstalt ledes af fhv. Forpagter Hagenow, hvem Sogneraadet har overdraget Forplejningen. For hvert Fattiglem er bevilget 35 Øre, og man er her atter inde paa det skadelige Princip, at Fattigbestyreren leverer Maden. Reglementet foreskriver, at Lemmerne skal have ½ Pot Mælk, en slump Smør og to "Rundtenom'er" Morgen og Aften samt to Rundtenom'er til Middagsmaden. Det ser jo ud til at være ikke saa lidt endda for 35 Øre. Men det er "Mængden, som skal gøre det". Middagsmaden er ikke særlig rigelig selv for ældre Folk, og en Tallerken Vandgrød samt en stegt Sild hører jo ogsaa til de billigere Livsfornødenheder. I alle Tilfælde sætter Fattiggaardsbestyrerne næppe Penge til paa deres kommunale Kostgængere, som altid maa løbe den Risiko at faa mindre Næring end de burde have, selv om de faar for alle 35 Øre.

Det er en af Sogneraadsforsørgelsens Fejl. Men der er en anden, som er endnu større. Vi sigter hermed til den Anvendelse, Bestyrerne kan gøre af Lemmernes Arbejdskraft. Hr. Hagenow, der for Resten gaar for en forholdsvis human Mand, er ikke alene Fattiggaardsbestyrer, men tillige Forpagter af 10-12 Tdr. Land Jord ved Fattiggaarden. Og de af Lemmerne, som kan taale Markarbejde, anvendes derfor paa hans Jord. Det er gratis Arbejdskraft, og der vanker, efter hvad vi erfarede, ikke en Gang en ekstra Taar Kaffe til de Lemmer, som tjener ekstra Penge til Bestyreren. Den tidligere Bestyrer, Mads Hansen, som tog væk for godt en halv Snes Aar siden efter at have tjent en Del Tusinder paa Fattiggaarden, gav dog Lemmerne Kaffe eller en anden lille Opmuntring for deres nødtvungne Villighed.

Det er for Resten her ret interessant at bemærke, at da Islemark Fattiggaard, for den nye Almindelighed toges i Brug, husede et halvt Hundrede københavnske Fattiglemmer, blev disse fritagne for Arbejde. Vor Kommune udtalte, at de maatte ikke tvinges til Arbejde. Men Brøndshøj-Rødovres Fattiglemmer er forpligtede til at arbejde efter det Skøn, Bestyreren tager over deres Kræfter, de stærkeste i Fattiggaardens Grusgrav eller paa Forpagterjorden, de svagere ved hvad der falder for i den daglige Husholdning. Selvfølgelig er det ganske rigtigt at anvende Lemmernes Arbejdskraft. men i saa Fald bør det ikke være til Bestyrerens private Fordel eller uden rigelig Forplejning.

Bestyreren har dertil andre Fordele. Han faar fri Ildebrændsel og Penge til Anstaltens Vask, der besørges gratis af de kvindelige Fattiglemmer. Som man ser giver den hele Ordning adskillig Lejlighed til at profitere af de Forsørgede.

Ved vort Besøg paa Fattiggaarden spurgte vi efter en gammel Kartoffelpranger Lars Jensen, hvis Tilværelse i et Brev til os var skildret med meget mørke Farver. Paa Stuen, hvor den gamle, noget aandssløve Mand havde Ophold, var der 7 Senge. For Øjeblikket er de 6 belagte, men selv for disse seks Mennesker er Værelset altfor lille. Luften var daarlig, skønt der herskede en jævn Properhed derinde. Men den gamle Lars Jensen var syg, og hans Sengeleje var som et Barns. Han laa tidt i sine egne Udtømmelser, og havde da ingen anden Hjælp end den, en 78-aarig, gigtsvag Snedker og Anstaltens krumbøjede Korøgter ydede ham. Og skønt de med moderlig Omhu tog sig af den syge Lidelsesfælle, manglede han aabenbart Hospitalspleje. Men Fattiggaarden lader sine Sygestuer staa ubenyttede, selvfølgelig for at spare Udgift, og Lægen, Dr. Li il de paa Nørrebro, kommer kun en Gang hver Maaned i Besøg paa Fattiggaarden.

Saa ligger disse Menneskevrag uden ordenligt Tilsyn og Pleje og maa være glade til, om de er saa sløvet, at de ikke selv fatter deres Tilværelses Usselhed.

Thi ussel er denne Tilværelse i sin Blanding af Fattigdom og nedbrudt Livskraft. Derhenne ved Døren ligger en næsten blind Gamling. Det udslukte Blik søger ud mod Stuen, og det raller fra den Syges Bryst. Hvor sørgeligt, hvor uhyggeligt! Paa Stolen ved hans Seng er henlagt en Flæskelevning og et Stykke Brød, og vi erfarer, at de syge Fattiglemmer ikke faar anden Forplejning end de raske. Man tænke sig: Rugbrød og fedt Flæsk til en Syg! Det er en Kur, som ingen Sogiiebonde vilde vove at byde sit eget Øg.

De Gamle klager ellers ikke paa Opholdet. Kun Kaffen synes dem lidt tynd. Men de er glade ved, at de har faaet Lov til at lægge sig paa Sengene om Dagen, naar de føler sig trætte. Tidligere blev Sengene slaaet op efter endt Natteleje.

Hvor mange skuffede Livshaab og hvor megen menneskelig Ynkværdighed Ijnses ikke paa en saadan Anstalt med en Snes Beboere! Og hvor frastødende tager det sig ikke ud i denne Ramme af Bondenærighed!

Med Vellyst indaander vi atter den friske Blæst, skønt Regnen bløder godt igennem og Vejene er et leret Morads. Herude er Frihed. Vi er unge og glade. Livet er lyst, og det rummer stærke Haab ! Men derinde - - -

Vi taler om Alderdommen, vi to, som atter vandrer hjem til den store By. Om vi nu selv blev gamle som hine, glemt af Slægt og Venner? 

Saa vil den fremadskridende Kultur, baaret af vort unge Parti, vel have løst det endnu fim debatterede Spørgsmaal om human Forsørgelse for Gamle, Syge og Arbejdsinvalider.

(Social-Demokraten 14. november 1894).

Brønshøj-Rødovre Sogns fattiggård lå på hjørnet af Rødovrevej og Slotsherrensvej. En forgænger blev opført 1861 og havde plads til 30 fattiglemmer. Fattighjælpsmodtagerne skulle arbejde for føden, som nævnt bl. a. med at grave grus, mens kvinderne flettede måtter og lign. Den omtalte fattiggård blev opført efter en brand i 1884. 

En rar Pige. (Efterskrift til Politivennen)

Forladt Tjenesten. - Tyveri. - Rejsen til Aarhus. - Falske Attester. - Undvegen fra Sygehuset. - Straffen

En 20aarig Pige, der i Juli Maaned i Aar blev løsladt fra Straffeanstalten paa Christianshavn efter at have udstaaet 8 Maaneders Forbedringshusarbejde for Tyveri m. m., blev efter i et Par Dage at have været anbragt paa Optagelseshjemmet i Kjøbenhavn bortfæstet som Stuepige til en Familie i Holte.

Skjønt hun havde det godt i enhver Henseende, besluttede hun allerede 2 Dage efter Tjenestens Tiltrædelse at forlade sin Plads, idet hun vil have følt sig trykket af, at Familien kjendte hendes Fortid. Anden Dags Aften Kl. 10 forlod hun hemmelig Pladsen, idet hun medtog forskjelligt Familien tilhørende Tøj, saasom et Overstykke, en Straahat og en Paraply - samt tilvendte sig en Portemonnæ med Indhold, ca. 13 Kr., fra en uaflaaset Kommodeskuffe; sit eget Tøj lod hun blive tilbage, idet hun delte Værelse med Kokkepigen, der jo vilde have lagt Mærke til hendes Bortgang.

Samme Aften naaede hun til Kjøbenhavn, hvor hun logerede et Par Dage, rejste derfra med Dampskib hertil Aarhus, hvorfra hun efter et Par Dages Ophold begav sig til Grenaa, som hun dog snart igjen forlod for at vende tilbage til Aarhus. Ved at gjennemse Blade opdagede hun, at der var en Plads ledig for en Pige hos en Familie paa Frederiksbjerg. For at faa denne skrev hun nu selv en Anbefaling, undertegnet med en Hotelejers Navn fra en af Provinserne, og henvendte sig med denne falske Attest paa Familiens i Bladet opgivne Bopæl og fik ogsaa Pladsen, men da hun skulde ligge hjemme om Natten, foregav hun, at hun havde Logis hos en Svoger.

Hun tilttaadte kort efter Pladsen, der kun var ringe lønnet, ligesom Lønnen kun udbetaltes efter 3 Maaneders Tjeneste; da hun dernæst havde maattet leje sig et Logis i Sjællandsgade, stod hun snart blottet for Penge. Hun indsaa derfor, at hun ikke kunde blive i sin Plads og besluttede sig da til at forlade den. En Lørdag, da hun blev sendt paa Torvet for at gjøre Indkjøb, realiserede hun sin Plan. Forinden hun blev sendt afsted, anviste hendes Madmoder hende de nødvendige Penge til Indkjøbene, som hun kunde tage af et Beløb paa 8 Kr. 35 Øre, der laa paa en Servante i Sovekammeret. Hun tog imidlertid hele Beløbet og desuden 3 Kr., der laa i Servanteskuffen, og forlod dermed Pladsen, idet hun kastede en hende medgiven Portemonnæ bort og satte en Torvekurv, som hun ligeledes havde faaet med, af hos en Kone paa Torvet under et eller andet Paaskud.

Det medtagne Beløb anvendte hun dels til Indkjøb af Pynt, dels til dermed at betale Gebyr til en Fæstemand, til hvem hun henvendte sig for at faa en Plads. Da der blev tilbudt hende en saadan som Stuepige hos en Restauratør, udfærdigede hun paany selv en Anbefaling, underskrevet med et fingeret Navn, hvilken Attest hun derefter foreviste for Fæstemanden og Restauratøren, hvorefter hun fik Pladsen. En Uges Tid efter blev hun imidlertid anholdt, og, da hun ved Lægeeftersyn viste sig at være syg, indlagt paa det herværende Kommunehospital. Herfra undveg hun imidlertid en Nat, idet hun steg ud ad et Vindue, hvorved hun kom saaledes til Skade med sin ene Fod, at hun maatte opgive sin Plan om at gaa til en Slægtning i Odder. Næste Dags Formiddag blev hun paany anholdt. For hele sit Forhold har hun nu faaet sin Dom, der lyder paa Forbedringshusardejde i 1 Aar foruden Sagens Omkostninger.

(Aarhus Amtstidende 1. november 1894).

Jubilæum i Politietaten. (Efterskrift til Politivennen).

Den 1. november 1869 blev cand. jur. Theodor Petersen ansat som menig betjent i Københavns ordenspoliti - han kan således i dag som denne afdelings inspektør fejre sit 25-års jubilæum i politiets tjeneste.

Den omstændighed, at politiinspektør Petersen i sin tid er kommet ind i politiets tjeneste som juridisk kandidat, vil måske hos mange læsere vække formodning om, at han med ét spring har svunget sig op fra den menige betjents stilling til de overordnede poster - som det mere og mere synes at skulle blive skik i Københavns politi. Det er dog ikke tilfældet her. Th. Petersen blev, som ovenfor bemærket, ansat i ordenspolitiet den 1. november 1869; han var gadebetjent i ét år og forsattes den 1. novbr. 1870 til opdagelsespolitiet, hvor han efter atter et års forløb forfremmedes til inspektionsbetjent og den 1. januar 1873 til overbetjent; Som sådan gjorde han tjeneste, indtil han i april 1878 udnævntes til politiassistent for 1. kreds, hvor han virkede indtil den 12. marts 1885, da man overdrog ham potitiinspektoratet for 1. afdeling, ordenspolitiet.

Dette er ganske vist et smukt avancement, men man har utvivlsomt også haft øje for, at man forfremmede en meget brugbar, en flittig og dygtig mand, som på en post hvor han havde tilstrækkelig frie hænder, ville blive politiet til stor nytte. Og denne mening deles sikkert på politiinspektør Petersens jubilæumsdag af Københavns borgere. Lad være at politiinspektøren har haft og vel fremdeles vil have noget vanskeligt ved at komme i, hvad man kalder et venskabeligt forhold til borgerne - der er i hans væsen ikke så lidt tilbage af den kommanderende officer fra 64, og han kan ved adskillige lejligheder vise sig ret brysk og stundesløs men det er for det første rent ydre væsensegenskaber, der i virkeligheden blot dækker over en elskværdig, varmtfølende personlighed, og det er til syvende og sidst heller ikke herpå, det kommer an.

Københavns borgere vil anerkende, at de i hr. Th. Petersen har en energisk, virkelysten og handlekraftig politiinspektør, som ved sine dygtige assistenters hjælp har forstået at holde vort ordenspoliti i fortrinlig stand og skaffe det en respekt som borgerne kun kan glæde sig over. Adskillige heldige foranstaltninger i de senere år skyldes hans initiativ - vi skal blot minde om det kørselsreglement der var en frugt af politiinspektørens studierejse i udlandet for få år siden, og som i begyndelsen voldte masse bøder i den offentlige politiret og straks syntes så urimeligt, at folkevittigheden også tog sig af det. Men nu da inspektørens plan er blevet indarbejdet og kendt af hvert kørende menneske i hovedstaden, turde det dog være, at man glemte vittighederne og indrømmede ham, at bedre orden og større personlig sikkerhed kan der ikke i den retning ønskes på Københavns gader.

Og ved de store folkefester i de senere år - vi behøver blot at  nævne guldbryllupets og sølvbryllupets bevægede dage - har man  fra alle sider udtalt den største anerkendelse af den fortrinlige ordning af færdselen i gaderne, arrangementer, der netop skyldes politiinspektør Th. Petersens klare overblik og faste hånd.

Dette vil man mindes i dag, og man vil i håbet om et bestandig bedre samarbejde mellem hovedstadens fredelige borgere og dens ordenspoliti bringe dettes chef, politiinpektør Th. Petersen, en oprigtig lykønskning til hans jubilæum.

(Dannebrog, 1. november 1894).

Et Besøg i Kvindefængslet paa Kristianshavn. (Efterskrift til Politivennen)

(Aarhus Amtstidendes specielle Korrespondent.)

Vi Mænd nære selvfølgelig alle den største Beundring for vore Kvinder, vi se i dem Væsener af en bedre Natur, end den, vi ere skabte med, og ville helst altid bare dem paa Hænderne - men vor Tid er jo Realismens Tidsalder, vi skulle baade se for og bag, og det vil da ved nærmere Eftersyn vise sig, at Kvinderne ere ligesaa skrøbelige som vi og have maaske mere ondt end vi ved at staa mod Fristelser, ja, man vil endogsaa vide, at en Kvinde, naar hun falder, falder dybere end Manden. I alt Fald foretrække de kjøbenhavnske Forhørsdommere mandlige Arrestanter; der er intet Hold paa de kvindelige, de falde strax hen i Taarer, men vise sig selv i de alvorligste Øjeblikke blottede for Alvor; efter en som det skulde synes, sønderknusende Tilstaaelse af en alvorlig Forbrydelse, kan det mindste, der falder dem i Øjnene, bringe dem til at glemme Situationens Alvor. En ung Pige, der efter flere Nægtelser i tidligere Forhør endelig tilstod at have begaaet Tyveri, brast kort efter ud i Latter og paa Dommerens Tiltale erklærede hun, at hun maatte le, fordi en af Rettens Funktionærer var bleven "saa grinagtig klippet." De ere fulde af Løgn; det er de mandlige Arrestanter vel ogsaa, men medens man ofte maa beundre disses Aandrighed i Retning af Opstndelsesevne, ere de kvindelige Arrestanters Løgne som oftest dumme og meningsløse; endelig trodser de kvindelige Arrestanters Forfængelighed al Beskrivelse; en Stump Spejl, som de ikke have Lejlighed til at nyde i Arrestlokalerne, kan, naar de træffer det i Forhørslokalet eller Venteværelserne, bringe dem i fuldstændig Extase og lade dem glemme alt for at beskue deres Yndigheder. Tilvejebringelsen af Pandekrøller under deres ørkesløse Ophold i Arresten er en af deres største Specialiteter - den bekjendte Madam H., som under den Sag, der for nogle Aar siden omtaltes saa meget under Navnet M. M., var overbevist om at have overladt sine Smaapiger, saa snart de vare 12 a 13 Aar til gamle Vellystninge og som var fuldt bekjendt med, at der forestod hende en Straf paa mange Aars Tugthus, mødte næsten daglig til lange Forhør; man syntes, at hendes Udseende forandrede sig, og det viste sig da ved nærmere Undersøgelse, at hun i Arresten beskjæftigede sig med at skrabe saa meget Sværte, som mulig af Kakkelovnen, hvormed hun da, formentlig for at gjøre større Indtryk paa Retten, sværtede sine Øjenbryn og sit Forhaar. Alt dette bevirker, at man har ondt ved at faa nogen egentlig Sympati eller maaske rettere Medlidenhed far de kvindelige Arrestanter; mulig forholder det sig anderledes i Provinserne end i Kjøbenhavn, hvor der er saa mange løse Fugle, hvis Vej er fra Koderne til Arresten og fra Arresten til Gaderne, og som derfor saa et nøje Kjendskab til Betjentene, Dommerne og Funktionærerne og komme til at betragte Arresten og Forhørslokalerne som et andet Hjem, eller som en Scene, hvor de altid spille den samme Tragedie eller for manges Vedkommende den samme Komedie - men der kan naturligvis ogsaa her gives Undtagelser, gives Kvinder, der ved ulykkelige Omstændigheders tvingende Magt ere drevne ind paa Forbryderbanen, og hvis Forhold under deres Arrestation er saaledes, at man kun kan nære den dybeste Medlidenhed med dem.

De kjøbenhavnske Arrestantinder bevarer, saalænge deres Sag staar paa, det vil sige indtil den endelig er paadømt, under Laas og Lukke i Arresten paa Nytorv, hvorfra en lukket Gang, populært kaldet "Sukkenes Gang", over en af de store Porte til Hestemøllestræde ad et Utal af Gange og Trapper fører op til Kriminalkamrene. Falder Dommen og den lyder paa Fængsel, hvad enten det nu bliver simpelt Fængsel, Fængsel paa sædvanlig Fangekost eller Vand og Brød, forblive de i de samme Lokaler; lyder Dommen derimod paa Forbedringshus og Tugthus kjøres Vedkommende, der nu ikke er "Arrestantinde" men "Fange", i Droske ud til den kvindelige Straffeanstalt paa Kristianshavn, og det er derhen jeg i Dag stal føre "Amtstidende"s Læsere, heldigvis kun til Beskuelse.

Fotograf Emil Stæhr (1827-1912): Fugleperspektiv ud over torvet, set mod kanalen langs Torvegade med Kvindefængslets administrationsbygning til højre. 1895-1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Foreløbig maa her nu bemærkes, at der ofte, naar der tales og dømmes om "Fængslet paa Kristianshavn", selv af vel bevandrede Kjøbenhavnere sker en Forvexling, der ikke er til Gavn for det Fængsel, vi her skulle beskjæftige os med. Det paa den gamle Veterinærskoles Grund i Aarene 1862-64 opførte Fængsel, der indtil 1870 benyttedes som Kvindefængsel, medens det nuværende Kvindefængsel indtil da kun var Mandsfængsel, er nemlig udlejet til Kjøbenhavns Kommune eller om man vil til Politiet, og det bruges som Arresthus for de mandlige kjøbenhavnske Arrestanter, hvoraf kun en forsvindende Del faa Plads paa Nytorv. Dette Fængsel, der slet ikke vedrører det nuværende Kvindefængsel, afset fra at det ligger paa den modsatte Side af Gaden, er slet indrettet og daarligt omtalt. Det adskiller sig i høj Grad fra det nuværende Kvindefængsel, ved hvis hele Indretning, der er vist den største Humanitet, og hvor der, navnlig siden den nuværende Fængselsinspektør tiltraadte sin Stilling, er gjort Alt for ved Siden af den Orden og Nøjagtighed, en saadan Institution kræver, at gjøre Livet saa udholdeligt som muligt for de stakkels Væsener, der her tvinges til at tilbringe adskillige Aar af deres Liv. Her findes altsaa kun Kvinder, nemlig Kvinder, der dømmes enten til Forbedringshus eller Tugthus; medens man for de mandlige Forbryderes Vedkommende har gjennemført Sondringen mellem disse Straffearter saaledes, at Forbedringshusfanger sendes til Vridsløselille og Tugthusfanger til Horsens, findes begge Straffearter paa Kristianshavn.

De Forbrydere, vi her komme til at se, ere enten Kvinder, der have gjort sig skyldige i meget alvorlige Forbrydelser som Mord, Brandstiftelse og lignende, eller Kvinder, der gjentagne Gange forgjæves er straffede med de mindre Straffe og fremture i deres forbryderiske Vandel, og man kan efter vor nugjældende Lovgivning komme i Forbedringshuset for en højst ubetydelig Forseelse, saaledes er der paa Kristianshavn i det sidste Aar indsat 22 Fanger for Ejendomsindgreb, - navnlig Tyveri - , Bedrageri og Falsk, hvor det ulovligt Erhvervede i hvert enkelt Tilfælde ikke har haft en Værdi af 10 Kr. - tilsammen have disse 22 besveget deres Medmennesker for en samlet Sum af 94 Kr. 89 Øre, og Lønnen derfor er tilsammen 21 Aars Fængsel. Her er Retfærdigheden virkelig haard og tillige i højeste Grad kostbar for Staten, og der synes al Anledning til at søge de paagjældende Straffebestemmelser forandrede i Lighed med den svenske Lovgivnings, hvor Ejendomsindgreb under 10 Kr.s Værdi aldrig kunne medføre Straf af Strafarbejde. Ogsaa for en anden Gruppe af Forbrydere er Straffen utvivlsomt for haard, nemlig de stakkels svenske Piger, der ikke kunne modstaa Længslen efter de danske Kjærester eller Madgryder - er en saadan Pige en Gang bleven udvist af Riget med Tilhold om ikke oftere at komme til Danmark, og hun overtræder dette Tilhold et Par Gange, se vi hende snart i Forbedringshuset, selv om hun ikke har gjort sig skyldig i nogetsomhelst andet ulovligt. 

Tidligere var det en let Sag at faa Adgang til Straffeanstalterne, men paa Grund af nogle Referater om et Besøg paa Horsens Tugthus, som Autoriterne ikke fandt heldige, kræves nu en forudgaaende Tilladelse fra Fængselsbestyrelsen; en saadan var imidlertid erhvervet, og vi begave os i Gaar ud paa Kristianshavn, hvor Forhuset til Kvindefængslet optager saa godt som hele den ene Side af Torvet. Forhuset benyttes kun til Kontorer og Boliger for Funktionærer og har et ganske almindeligt borgerligt Udseende; skjønt Indgangen til Fængslet er igjennem dette, er der intet, der røber Bygningens sørgelige Bestemmelse; der er ingen uhyggelig Fængselsport, ingen Skildvagter med dragne Sabler; gjennem en almindelig kjøbenhavnsk Gadedør kommer man ind i Gangen, hvor en uniformeret Portner viser En til Rette; han førte os til Inspektørens Kontor, og der modtoges vi med den største Imødekommenhed og Velvillie af Hr. Inspektør From, en Embedsmand, der ret synes at udfylde sin Plads paa heldigste Maade. Fra sin tidligste Ungdom har han arbejdet for Fængselsvæsenet og har i en Aarrække beklædt en betroet Stilling i Fængselskontoret. Ved Rejser i Udlandet lige til Amerika har han sat sig ind i de forskjellige Staters Straffemetoder og Straffeanstalter og blev ved Justitsraad Bruuns Død dennes Eftermand; han er nu en ældre Mand, men med et lille, elastisk Legeme og venlige men bestemte Træk.

Johan Grove (1859-1917) politiker, jurist, borgmester, by- og herredsfoged: Nancy Jensine (g. Busch) (26.1.1851-30.8.1927). Omfattende levnedsbeskrivelser og 222 fotografier fra 1890-1899, overvejende fra 1896-1899, samlede af borgmester, cand. jur. Johan Grove, bogholder ved Christianshavns Tugt- og Forbedringshus 1895-1905. 1890-1898. Det kongelige Bibliotek. 

Kontorerne fylder Stueetagen; der er Kontorer for Bogholderen, kassereren og Assistenten og endelig Inspektørens Kontorer, af hvilket det største er et Slags Fælleskontor og Anstaltens officielle Modtagelsesværelse. Det er prydet med Buster af vor nuværende Konge og flere af de afdøde Konger og med en Kopi af et Oliemaleri af Lægen og Digteren Tode, der i Slutningen af forrige Aarhundrede var Anstaltens Læge, og hvis humane Interesse for Fangerne har sat sig uforglemmelige Vidnesbyrd. Paa det store med grønt Klæde betrukne Bord ligger der mægtige Albummer. Indeholdende Fotografier af alle de Forbrydere, der i de senere Aar har været Anstaltens Gjæster, ordnede dels kronologisk, dels efter Forbrydelsernes Beskaffenhed. En anden Bog indeholder kortfattede Skildringer af Fangernes Levnet og deres Forbrydelser, ret udført med Kjærlighed, hvilket viser sig saa vel ved disse Skildringers ydre Form, som ved den Omhu, hvormed der er givet Oplysning, selv om de største Ubetydeligheder, der kan antages at bidrage til Belysning af vedkommende Fanges Personlighed.

Inspektøren gav os forskjellige Oplysninger angaaende Fængslet og dets Beboere og fremhævede navnlig Adskillelsen mellem Fællesfangerne, der arbejder og opholder sig i større Værelser i Fællesskab med andre og kun om Natten har deres særskilte lille Sovecelle, og Cellefangerne, der altid - Nat og Dag - er isolerede og ikke faar Lejlighed til at se og tale med andre end Funktionærerne og Opsynet. Baade Fællessangerne og Cellefangerne er atter, hver for sig, delte i en Mængde Underafdelinger ligesom Klasser i en Skole. Den første, de kommer ind i ved Indtrædelsen i Fængslet, er den strængeste; der gives ingen Lempelser i Reglementet, selv Fællesfanger maa under Straf ikke tale med hverandre, men efterhaanden rykker de op til blidere Behandling, de faar Lov at kjøbe lidt Snustobak, til at anskaffe sig det saa meget eftertragtede Spejl og en Almanak, ligesom Fællesfangerne i de højere Klasser kan faa Tilladelse til at understøtte deres nærmeste Slægtninge med en Del af deres Arbejdsfortjeneste. Denne udgjør daglig: I 1ste Klasse 0, i 2den 4 Øre, i 3die 6 Øre, i 4de 8 Øre, i 5te 12 Øre og i Overgangsstadiet ca. 20 Øre. Anstalten, der har Plads til 300 Fanger, er for Tiden kun belagt med 136, deraf 52 Fællesfanger og 84 Cellefanger.

Vi begiver os nu ind i Fængslet og det første, der forbavser en, er den fuldstændige Mangel paa Arrestluft, den grimme, bitter-søde, tykke Lugt, der ellers ruger over Arresterne og forfølger Arrestanterne, hvor de gaar og staar, er her ikke at mærke; ad luftige om ikke meget lyse Gang, kommer vi først til Køkkenet, hvor Kommandoen føres af en kvindelig Betjent, assisteret af et Par Fanger, af hvilke vi saaledes her ser de første. Det er et Par gamle Fællesfanger, der synes glade og tilfredse med deres Stilling, de er iført den ikke meget afstikkende Fangedragt: mørk Kjole, hvidt Forklæde og en lille blaa Lærredshue. Inspektøren retter nogle venlige Spørgsmaal til dem, idet han nævner deres Numer - Navne kjendes ikke, saa snart en Fange træder indenfor Fængslets Mure er Navnet dødt og borte - og de svarer friskt og frejdigt.

Selve Køkkenet er ganske enkel. Anretningerne er jo ikke meget mangeartede. Pladsen optoges mest af 2 store Kogegryder; i den ene koges Dagens Ret til Fangerne: Rumfordsuppe med Hestekjød, der ganske vist ikke dufter og vel heller ikke smager meget delikat, men tilberedes med den største Renlighed og utvivlsomt af sunde og nærende Stoffer. Den anden Gryde Indeholder gule Ærter til Opsynet. Paa Bordet staa Mængder af store hvide Krukker, hvori hver Fange faar sin Mad serveret. I Forraadskammeret er en Fange beskjæftiget med at fordele godt udseende Svinefedt paa en Masse hvide Brikker; hver Fange faar om Morgenen en Smule Fedt til at smøre paa Brødet, om Aftenen et Stykke Ost, ellers foruden Middagsmaden, afset fra særlig Ordination af Lægen, intet andet end Rugbrød, dog faa Fangerne hver Morgen en Skaal varmt Øl, om Aftenen varm Mælk. En af de nærmeste Dage skal der serveres Blodbudding. 2 store Spande med Blodmel, som Anstalten selv præparerer, staa parate; Kosten til hver Fange koster ca. 130 Kr. aarlig.

I Nærheden af Køkkenet findes Vaskeriet med hvad der til hører og Badestuen; denne er meget godt udstyret; der findes 6 eller 8 Badekar, hvert Kar med store, hvide Omhæng, og den er i det Hele saaledes indrettet, at den maa siges i alle Retninger at staa langt over Badeværelserne paa de offentlige Anstalter heri Byen f. Ex. paa Johannes Stiftelsen, hvor man putter en 7 a 8 Menesker ad Gangen ned i et Kar. Fangerne faa et varmt Bad hver Maaned, om Sommeren dog hyppigere. Anstaltens store Dampkjedel findes ligeledes her, den paases hovedsagelig af en Fange, der blev rost as Inspektøren, fordi hun havde alt t en saa pæn Stand og havde Sans for at pynte Vinduerne med lidt Grønt i Urtepotter.

Fra den materielle Forplejning gaa vi til den aandelige, til, hvad man kan kalde, Anstaltens kultusministerielle Afdeling, til Kirken og Skolen. Kirken er et stort, lyst og højt Værelse, hvis ene Væg højt oppe optages af Prædikestolen og et til begge Sider af denne værende Galleri, hvor Opsynet har Plads og hvorfra Tilhørerne nøje kunne kontrolleres. Under Prædikestolen findes Alteret og fra Gulvet hæve Tilhørerpladserne sig amfiteotralsk op mod den Prædikestolen modsatte Væg. Kirkegangen er som Regel tvungen, det vil sige Fangerne skulle i Kirke, hvilket de iøvrigt hellere end gjerne ville, afset fra alt andet, som Adspredelse, men Cellefangerne maa jo hverken se eller ses af deres Medfanger, derfor ere de nederste Rækker af Tilhørerpladserne indrettede med Stole, lukkede saavel til Siderne som for oven, og hvori kun en Fange kan faa Plads; naar der ringes til Kirke, begive Cellefangerne sig derhen med 15 Skridts Afstand mellem hver enkelt og lukkes hver for sig ind i en Stol, hvorfra de kun kan se Præsten og Funktionærerne; er der Altergang anbringes Altergjæsterne i den nederste Stolerække paa Gulvet og Præsten rækker dem Brødet og Vinen, medens de knæle paa den i Stolen anbragte Skammel; bagved Cellefangerne sidde Fællesfangerne imellem hverandre, dog hver Klasse for sig, i aabne Stole. Kirken er i det hele net og hyggelig, den nye Inspektør har gjort meget i den Retning, navulig har man ved Lysekroner og talrige Lysestager gjort det muligt ved Juletid og lignende kirkelige Højtider at lade Kirken fremtræde med festlig Glans for at lidt Festglæde kan liste sig ind i de stakkels Tilhøreres Hjærter.

Mærkeligt nok er der i Nærheden af denne Kirke en anden, en katolsk, forsynet med Skriftestol, Madonnabilleder og alt andet Tilbehør; der er saa godt som altid Katoliker mellem Fangerne for Tiden, og den katolske Præst kommer da og holder Skriftemaal og Gudstjeneste for disse.

Skolen er ligesom en mindre Udgave af Kirken, saaledes at Lærerens eller rettere Lærerindens Katheder er anbragt ligesom Prædikestolen i Kirken og Fangernes Pladser hæve sig amfitheatralsk paa den modsatte Side; Væggene ere behængte med Kort og Billeder, og de almindelige Skolekundskaber søges her indpodede i Fangerne, der jo ofte ere meget forsømte, og derfor skulle søge Skolen, for Cellefangernes Vedkommende i Reglen indtil det 40de Aar, for Fællesfanger indtil det 30te Aar. Dog gives der ikke fællesfanger Undervisning før de rykke op i 4de Klasse, med mindre de ere under 18 Aar. De, der ønske det, navnlig af Hensyn til en paatænkt Udvandring til Amerika, undervises tillige i engelsk, for Tiden deltage 7 i en saadan Undervisning, men den falder vanskelig for de fleste, hvis Tunger ikke ere anlagte til den engelske Udtale, navnlig de vanskelige Hvislelyde. Vi overværede senere en Samtale herom mellem Inspektøren og en Fange: "Naa 35", eller 47 eller hvad det nu var, sagde Inspektøren, "Du har bedt om at blive fri for Engelsk". "Ja", sagde hun, "jeg kan ikke faa min Mund til at tale saadan". "Nej, det kan vel være svært nok". - Fangen var en ældre Husmandskone, der sammen med sin Mand havde gjort sig skyldig i Brandstiftelse. - "Men naar det er Din Mening, at Du vil til Amerika, var det jo bedst for Dig, om Du kunde Sproget". "Ja ganske vist", sagde Fangen, "men min Mand lærer det saa godt i Horsens Tugthus og saa kan jeg jo bagefter lære det af ham". "Aa ja! nu kan vi jo tale om det; naar skal Du forresten ud?" "Om 3 Aar, Hr. Direktør!" "Naa!" endte saa Inspektørens Samtale, saa har vi Tid nok tll at tale om det".

Vi besaa derefter flere af Fællesfangernes Arbejdssale, store rummelige Værelser, der med Lethed kunde have dobbelt saa stor Besætning, som de i Øjeblikket havde; overalt, hvor vi kom, rejste Fangerne sig med den største Præcision, øjensynligt glade over Besøget, og højst smigrede ved de Bemærkninger. Inspektøren henvendte til dem. Fredelige og skikkelige saa de ud alle sammen, men der var alligevel Træk i de flestes Ansigter, særlig om Munden, som skilte dem fra andre Kvinder, jeg tror, at man vilde have mærket noget abnormt hos dem, selv om man ikke havde set dem i de Dragter og paa det Sted, men naturligvis var der Undtagelser. En gammel Morderske, der havde dræbt sin Mand, og nu stod og lavede Børster, saa ud som en fredelig gammel Arbejdskone, som ikke kunde gjøre en Kat Fortræd. Alle arbejdede de; nogle lavede Papirsposer, andre strikkede paa Strikkemaskiner, syede paa Symaskiner, lavede Fiskenæt osv. Et Sted hos de mest privilegerede saa vi en Fange staa og flette en Haarpisk; forbavset spurgte vi Inspektøren, hvad det var for et Arbejde; jo, det var en Fange, der havde udstaaet sin Straf og Dagen efter skulde ud, og saa skulde hun selvfølgelig have al sin Stads, deriblandt sit falske Haar, paa. Saaledes arbejde de fra om Sommeren Kl. 5 Morgen, om Vinteren Kl. 6, til Aften tll. 8. 

Selvfølgelig er der Ophold i Spisetiderne og til Udgangsturene; Cellefangerne faa 2 Gange daglig Tilladelse til at være ½ Time ad Gangen i fri Luft, Fællesfangerne, der jo have langt mere Motion end Cellefangerne, kun 1 Gang daglig. Cellefangerne spadsere da i smaa lukkede Gaarde under Opsyn af en kvindelig Betjent, der fra et taarnagtigt Vagthus kan holde Øje med 4 Fanger ad Gangen; disse smaa Gaarde har Inspektøren bestræbt sig for at gjøre saa tiltalende som muligt. Grønt og Blomster ser man alle Vegne, og der var noget rørende i den Maade, hvorpaa han beklagede sig over, at Nattefrosten nu ødelagde hans kjære Blomster. Nætterne tilbringe Fællesfangerne, som tidligere nævnt, i særkilte smaa til midt paa Væggen oliemalede Celler; de se næsten indbydende ud med smaa rene hvide Senge og en i Væggen, for at undgaa Hængningsforsøg, løst anbragt Klædeholder. Paa Gangen udenfor Cellerne er der lange Vaskeborde med hvide Fajancevandfade og andre Toiletgjenstande, alt er pænt og net og rent, renere end i Stadens Hospitaler. Om Natten vaager saa et kvindeligt Opsyn paa hver Gang; kvindelige Opsyn sidde ogsaa paa de Arbejdsstuer, hvor de lavere Klasser af Fangerne have Ophold og hvor der ikke maa tales, i de højere Klasser ere Fangerne overladte til dem selv, men Opsynet færdes uafbrudt paa Gangen udenfor Stuerne. Opsynspladserne, der ere meget efterspurgte - de lønnes med fri Station og fra 25 til 35 Kr. maanedlig - synes at være besatte med dannede Kvinder; de bære en klædelig Uniform, sort Cachemirs Kjole med gule blanke Knapper og et forgyldt Belte om Livet, hvori hænge deres eneste Vaaben, et stort Nøgleknippe. I den kolde Aarstid have de desuden mørkeblaa Klædes Ydertrøjer, ligeledes med gule Knapper, og til Brug ved Tjenesten i Gaardene store Klædeskapper. Hele Opsynspersonalet, deri medregnet Overopsynsdamen, Sygeplejersken og Kogekonen, ere enten Enker eller ugifte Kvinder.

Cellefangerne ere fordelte paa 2 Steder i det vidtløftige Bygningskomplex, nemlig i "Nye Celle" og "Gamle Celle", Cellerne i den første Bygning ere langt rummeligere og mere bekvemt udstyrede, men selv de i "Gamle Celle" ere større og lysere end en almindelig Arrest. Ad et lille Kighul i Dørene kan man overse hele Cellen og overalt, hvor vi saa ind, var der Flid og Travlhed og der var ingen Jammer eller Elendighed at skue. Fangerne saa raske ud. Ansigtstrækkene vare vel nok blevne lidt stramme, men navnlig det sky Blik, man ellers ser hos Arrestanter, bemærkedes ikke. Cellerne vare renlige til det yderste, der var næppe et Støvgran at sinde; ved et Træbord, der er gjort fast i Væggen nærmest Vinduet, sidder Fangen og arbejder; Sengen, der om Natten hænges op i 2 Kroge, hver paa sin Væg, er rullet sammen i det ene Hjørne; paa en Hylde i det andet Hjørne findes Madkarrene, Testamente og Salmebog og hos Fangerne af de højere Klasser ogsaa andre Boger, som de kunne laane i Anstaltens Bibliotek; i hver Celle findes endelig en Vandhane med tilhørende Kumme og et Ringeapparat.

For Sygdomstilfælde haves der 2 særskilte Sygeafdelinger, en for Cellefangerne bestaaende af en Række Sygeceller, og en for Fællessangerne: en stor luftig Sygestue med Rækker af pæne hvide Senge. Sygestuen stod tom, derimod vare flere af Cellerne belagte, vi saa ind af Kighullerne, at de stakkels syge laa fredeligt i deres Senge, nogle læste, andre sov; de tilses daglig af Lægen og af et kvindeligt Opsyn, der er uddannet som Sygeplejerske, med Assistance af nogle Fællesfanger, der tillige forestaa Madlavningen i det særlige Sygekøkken. Til Afbenyttelse for de dertil trængende er der en Sygegymnastik-Stue med alle mulige Apparater.

En Invalidestue, bestemt til at optage gamle Fanger, der ikke kunne taale at arbejde, stod for Tiden tom.

Hoffotograf, filminstruktøt Lars Peter Elfelt, f. Petersen (1866-1931): Celle i kvindefængslet: mor med spædbarn og fangevogter. 1890-1931. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Nærheden af Sygeafdelingen findes Børnestuerne; man er nemlig saa human at lade unge Mødre, der enten har nyfødte Børn ved Indlæggelsen eller føde Børn paa Anstalten, beholde disse til de er 1 Aar gamle. Vi var inde i en saadan Børnestue, et stort, rummeligt Værelse. I en Trævugge laa et lille 14 Dage gammelt Barn og sov; Moderen, en ung kjøbenhavnsk Pige, sad og strikkede og syntes vel fornøjet - Reglementet giver mange Læmpelser for de diegivende Mødre, deres Kost er bedre og rigeligere og det Arbejde, der fordres af dem, mindre; men naar Barnet har fyldt Aaret, kommer den bitre Svie, saa sendes Barnet som Regel til en eller anden Fattiganstalt og Moderen sidder trøstesløs tilbage.

Endelig bliver der forevist os forskjellige til Administrationen hørende Lokaler, en Slags Foredragssal, hvor Inspektøren og de højere Funktionærer af og til samles med Opsynet, og hvor der enten oplæses noget eller holdes Foredrag; nogle Gange i sidste Sommer har Inspektøren saaledes fortalt om sine Oplevelser paa en Rejse til Amerika.

Endvidere en stor Arkivsal, hvor Masser af Dokumenter vedrørende den her omhandlede Straffeanstalt og de nedlagte Straffe anstalter som Stokhuset, Møens Tugthus o. fl., staa ordnede i pyntelige Pakker og fremkaldt Lyst til at gjøre nærmere Bekjendtskab med deres Indhold, og et Slags Museum Inspektøren har samlet, og det er ikke det mindst interessante Lokale i Anstalten. Her findes Exemplarer af mange forskjellige Arbejdsredskaber, der have været benyttede i Fængslet fra de ældste Tider, Væve, Rokke og deslige. Skabe med Straffeapparater, hvormed Fangerne i gamle Dage pintes, kan man vel sige, Piske, Stokke, syvstrengede Katte, Halsjern og Fodjern og mange andre rædselsfulde Indretninger, blandt hvilke man særlig lægger Mærke til en tyk Jernring paa en lang Stang. Ringen er forsynet med en Fjeder, saaledes at den springer op, naar den kommer i Berøring med et fast Legeme og derefter atter lukker sig; naar nu en Fange blev balstyrig, søgte man at ramme hans Ben med Ringen, hvorefter Benet omsluttedes af denne, og man kunde da tumle med ham, som man vilde.

Ogsaa sørgelige Kuriosa findes her, saaledes et 3 Tommers Søm og en stor lang Metalnaal, der var fundet i Maven paa en Fange efter hendes Død; senere oplystes det, at hun havde slugt disse Gjenstande, medens hun sad arresteret i et jysk Fængsel, men det mærkedes ikke paa hende, i tre Fjerdingaar hensad hun i Straffeanstalten indtil hun døde af Blodforgiftning. Man foreviste os her endvidere en Samling konfiskerede Breve; Fangerne have Lov til af og til at skrive, i de første 3 Maaneder dog kun 1 Gang, derefter 1 Brev hver anden Maaned og derefter gradvis flere og flere, indtil de tilsidst maa skrive hver Maaned. Ere saadanne Breve alt for utilbørlige, enten altfor løgnagtigt skildrende Forholdene i Fængslet, eller svinske og usædelige eller i det Hele ikke passende til det Sted, hvorfra de udsendes og den Tone, der bør herske, tilbageholdes de og der kan stundom tillige falde lidt Straf af.

Adskillige af disse Breve vare højst ejendommelig og sørgeligt visende, hvorledes den kvindelige Letsindighed kan bevares selv under de alvorligste Forhold. En Fange havde faaet Lyst til at imponere Opsynet og fine Medfanger med at vise dem, at en dannet Mand kunde nære Kjærlighed til hende, og hun skrev da et Brev til sig selv, underskrevet med et romantisk Navn, hvori den fungerende Brevskriver, der angaves at være "Balletdanser" formodentlig i Fangens Øjne en højst attraaværdig Stilling, erklærede hende sin dybe Kjærlighed og de mest romantiske Udtryk anholdt om hendes Haand. Hun havde ment, at dette Brev nok kunde blive besørget til hende selv, men det blev selvfølgelig konfiskeret og hun fik mulig lidt mørkt Fængsel i Tilgift.

Straffeanstaltens Bestyrelse - Direktør og Inspektør - har Straffemyndighed for Forseelser, begaaede i Fængslet: for slet Disciplin, Dovenskab, ilde Behandling af Anstaltens Inventarium og desl., men denne Straffemyndighed bruges meget humant og bestaar i Reglen kun i Idømmelsen af et Par Dages mørkt Fængsel, Indskrænkning i Kosten og lignende Smaastraffe. Korporlig Revselse er ikke bleven anvendt siden 1873, altsaa hverken i den forrige eller i den nuværende Inspektørs Funktionstid og Disciplinen er god uden det. Tidligere har det ikke altid været saaledes; i 1868 hændte den Mærkelighed, at en Fange blev besvangret i Fængslet, fødte sit Barn i Fængslet og dræbte det sammesteds, uden at dette blev opdaget før længere Tid efter. Sligt kunde nu ikke ske. Fangerne selv er overordentlig ængstelige for at overtræde Reglementet, ikke saa meget for Straffens Skyld, som for den Skade, enhver Straf tilføjer dem med Hensyn til deres Oprykning i en højere Klasse.

- Ad vildsomme Veje vendte vi tilbage til vort Udgangspunkt, Kontoret, hvor vi bragte Inspektøren en varm Tak for hans elskværdige Imødekommen og vi forlod Fængselet fuldt forvissede om, at de ulykkelige Kvinder derude i alle Henseender have det saa godt, som den menneskelige Retfærdighed tillader, og at en god, human Aand hviler over Straffeanstalten paa Kristianshavn - maatte det samme kunne siges om vore andre Straffeanstalter og Arrester!

(Aarhus Amtstidende 29. oktober 1894).

Blomstersælgersken i Fængsel. (Efterskrift til Politivennen)

2 Dage og Nætter i Kaschotten for 2 Kroners Skyld.

Mange Københavnere, der passerer til og fra Kommunehospitalet, vil have bemærket en fattig Blomstersælgerske, der med sin Kurv har taget Stade i Nærheden af Hospitalet, falbydende sine Buketter til dem, der ønsker at bringe en lille Opmuntring ind til de Syge.

Blomstersælgerskens Navn er Enke Caroline Eriksen, hendes Mand afgik for nogen Tid siden pludselig ved Døden, og nu maa hun søge at ernære sig og Børnene ved denne lille ambulante Blomsterhandel.

Men i disse Dage har hun siddet, ikke paa sin sædvanlige Plads ved Hospitalet - men i Fængsel for at afsone en Mulkt paa 2 Kr.!

For at bøde paa den knappe Indtægt har Konen nemlig ogsaa forhandlet Blomster om Søndagen, og da dette er stridende mod Loven, har Politiet to Gange noteret hende og hun er hver Gang idømt en Mulkt af 2 Kr., som hun ikke kunde betale - og saa maatte hun i Kaschotten.

I Tirsdags Morges Kl. 6 kom to uniformerede Politibetjente ind i Konens fattige Lejlighed i Vognmagergade 21, Stuen over Gaarden, og afhentede hende til Politistationen, hvor hun maatte sidde i 3 Timer til Kl. 9, hvorefter hun endelig førtes i Arrest Den ene Mulkt paa 2 Kr. blev betalt, men Resten, de andre 2 Kr., afsonede hun med 2 Dages Fængsel - hun slap ud igen i Gaar.

Og imens der saaledes for disse 2 Kroners Skyld lægges Beslag paa 2 Politibetjente, en Vogn og en Celle med Lys, Varme og Bespisning i 2 Døgn - saa sad Smaabørnene hjemme, savnende Moderen, der skaffer dem Brødet.

(Social-Demokraten 19. oktober 1894).

Et Forbud. (Efterskrift til Politivennen)

Frederik og Elisabeth Christensen maa ikke optræde i Cirkus

Vi meddelte i Torsdags, at det bekendte Kunstnerpar Frederik og Elisabeth Christensen skulde tiltræde deres Engagement i Cirkus Variete den 23. ds. Det bliver der imidlertid ikke noget af! Foreløbig har Politiet givet dem et Forbud.

Vil man spørge om Grunden, saa er det kort og godt den, at Teatrene klager over tilstrømningen til Varietéerne; at Christensens og hans Frues Optræden trækker alt for godt, og at Resultatet af deres Optræden vil være Teatrenes Ruin!

Man oplever meget mærkværdigt i denne "Storstad" med dets mærkelige Politi, men noget af det mærkeligste vilde det dog være, om vor Politidirektør i fuldt Alvor forbød Kunstneres Optræden, fordi de - spiller for godt og er for meget yndet af Publikum.

Og dog har Politidirektøren virkelig sagt dette og derved tilføjet Ægteparret Christensen et meget stort økonomisk Tab, foruden at Hr. Rasmussen ogsaa rammes haardt ved at maatte opgive et saa godt Trækplaster.

Skulde virkelig Teatrene være saa bange for at blive ruinerede ved Hr. og Fru Christensen, har de nu, efter at denne Fare foreløbig er overstaaet, en moralsk Pligt til at skaffe Ægteparret Engagement paa anden Maade. Sker dette ikke har d'Hrr. Teaterdirektører og Politiet i Forening omtrent gjort de to umulige her i Byen.

*

Da Hr. Direktør Rasmussen i Gaar modtog Politiforbudet, blev han selvfølgelig i højeste Grad overrasket. Han sendte straks Bud efter Hr. Frederik Christensen og meddelte ham Fobsbudstabet Stor Bestyrtelse! Saa henvendte de to Herrer sig til Inspektør Th. Petersen for at saa nærmere Forklaring. Han kunde imidlertid kun meddele, at Forbudet kom fra højere Steder, og at han havde sine bestemte Ordrer at gaa efter. Med et Smil henviste han endelig Supplikanterne til selve Hans Stormægtighed Politidirektøren, der meget høfligt forklarede, at Forbudet var udstedt for Teatrenes Skyld. Baade Hr. Rasmussen og Hr. Christensen tilbød, at ægteparrets Repertoire i Forvejen maatte underkastes Censur, og Hr. Christensen beviste endog, at han havde Artist-Kontrakter fra 1883, men det nyttede altsammen intet. Forbudet staar ved Magt indtil videre.

*

Direktør Rasmussen paatænker med det første at give en Forestilling til Indtægt for Ægteparret Christensen, der allerede den 18de Februar undertegnede Kontrakt med Cirkus og har havt store Udgifter til Repertoire, Rekvisiter, Kostumer osv. - Ting, som de maaske nu slet ikke faar Brug for.

(Social-Demokraten 13. oktober 1894).

Parrets optrådte på Cirkus Variété i hvert fald siden februar 1894. Det var bl. a. Folketeaterets direktør. Ægteparret synes at have klaret forbuddet ved at optræde som stumme personer - en pantomime på Frederiksberg Morskabsteater. Det kunne politiet ikke gøre noget ved, og forestillingen vakte tilsyneladende endnu mere succes end deres revysange.

Unge Ransmænd. (Efterskrift til Politivennen)

Aarhus, den 9 Oktober.

En Dreng, der gik en Mælkekusk til Haande, blev en Dag i "Spanien" i Aarhus antastet af 2 andre Drenge, en 7aarig og en 12aarig Dreng, der i de 2 sidste Maaneder er bleven straffet ikke mindre end 2 Gange. Efter at den 7aarige Peter havde budt Drengen "Klø" under Paaskud af, at han havde slaaet hans Broder, forlangte han at se, hvad han havde i Haanden. Drengen, der blev bange for dem, lukkede Haanden op og fremviste en Krone og en Halvtredsindstyveøre. Peter tog nu først Halvtredsindstyveøren og gav sin Broder og bad derefter, om han ogsaa maatte se Kronen, tog den og stak den til sig. Da Drengen nu saa, at det var deres Agt at beholdt Pengene, forlangte han dem tilbage og gjorde Anskrig for at kalde Folk til; men da de to smaa Ransmænd mærkede dette, forsvandt de hurtigst over Stakittet ind ttl Jernbanens Grund. Efter det af Drengen opgivne Signalement paa den største af Røverne, lykkedes det imidlertid snart Politiet at opdage, hvem de skyldige var. Under Forhøret tilstod de, at det var Peter, der opdagede, at Drengen gik med Penge i Haanden, hvorefter hans ældre Broder foreslog, at de skulde forsøge at faa Pengene fra ham, hvad den lille strax gik ind paa. Af Pengene brugte de 75 Øre til Slikkerier, medens de gav deres Moder 25 Øre under Foregivende af, at de havde tjent dem ved at bære Rejsetøj; Resten gravede de ned i Borupsgade. Medens bestjaalne fik de i Behold værende 75 Øre igjen, er den 12aarige Ransmand bleven idømt 25 Slag Ris foruden Sagens Omkostninger. Hans 7aarige Broder slap for Straf, fordi han er under kriminel Lavalder.

(Aarhus Amtstidende 9. oktober 1894).

"Professor Hieronymus" (1): Knud Pontoppidan (1853-1916). Grevinde Schimmelmann. (Efterskrift til Politivennen).

Kritik af "galevæsnet" fremkom gennem hele 1800-tallet. Også i Politivennen. Særlig spektakulær er sagen om hestehandler Nathansen 1796-1862 (som en kort tid var redaktør af bladet). Nathanson var en i offentligheden meget kendt person som var blevet indlagt i en dårekiste i 1839. Han følte sig uretfærdigt behandlet, og brugte en stor del af sit liv på at skrive artikler og bøger mod datidens sundhedsvæsen. Såvel Frederik 6. og Christian 8. underkendte ved flere lejligheder myndighederne. Se herom i de 12 indslag der findes her på bloggen. Knud Pontoppidan holdt en forelæsning om ham. 

Også Herman Bang havde været indlagt af Knud Pontoppidan vinteren 1891-1892 efter et selvmordsforsøg i 1890. Han skrev senere "Ludvigsbakke" (1896). 

Den norske forfatterinde Amalie Skram (1847-1905) blev efter sin debutroman "Constance Ring" (1885) en forgrundsfigur i "det moderne gennembrud" og i kvindesagen. I 1894 blev hun indlagt på Kommunehospitalet hos lægen Knud Pontoppidan. Samtidig med at hun måske havde overanstrengt sig, lå hun i skærmydsler med sin mand, forfatteren Erik Skram. Hun havde truet med selvmord, og måske i perioden op til indlæggelsen haft et overforbrug af sovepiller m.m. Hun lod sig herefter indlægge i det håb at kunne få hvile og ro. Men Knud Pontoppian havde en anden holdning, idet han anså hende for sindssyg. Opholdet på Kommunehospitalets 6. afdeling beskrev hun i romanen "Professor Hieronimus". Den angreb gennem skildringer af sindssyges ophold Knud Pontoppidan.

Knud Pontoppidan skal i et brev til Amalie Skram have skrevet: "Jeg har i øvrigt selv haft meget Udbytte af at gøre mig bekendt med ‘Professor Hieronymus’. Det er en fortræffelig Bog – for hvem der kan læse den. Den giver en naturtro Skildring af, hvorledes et sindssygt Menneskes hadefulde Forbitrelse fordrejer hendes Syn og bibringer hende forvrængede Opfattelser".

Kommunehospitalets 6. afdeling "Nerve- og sindssygeafdeling" blev oprettet i 1875. I 1939 blev den omdøbt til "psykiatrisk afdeling (Kommunehospitalet). Fra 1913 blev nervepatienter henlagt i særlige sengeafsnit. Fysisk lå den i pavillon 1, stuerne 117-139 og 112-132, samt i epidemibygningen, Pavillon 2 stuerne 109-113 og 104-110. Det blev lukket i 1994.

De "gale" blev fra midten af 1700-tallet og indtil midten af 1800-tallet indespærret fx. i Tugt- Rasp- og forbedringshuset, og Ladegården og dårekister. Ofte var opfattelsen at de var uhelbredelige. Eller isoleret (Skt. Hans Hospital). I 1800-tallet anså man kvinder som særlig modtagelige for sindssyge - hysteria kommer af ordet livmoder. Behandling var der først tale om på Skt Hans Hospital efter at dårekisterne var blevet voldsomt kritiseret, bl.a. af lægen Harald Selmer samt af - Knud Pontoppidan. Sidstnævnte var bl.a. imod medicinsk behandling. Den "moderne" psykiatri blev der imidlertid først tale om med psykoanalysen. Og psykiatrien er selv i vore dage et kontroversielt emne. For Knud Pontoppidan gik behandlingen ud på at patienterne gennem streng disciplin skulle genvinde evnen til at beherske sig selv (igen), altså "normalisere" dem i forhold til datidens standarter (læs: naturlige underdanige position).

Knud Pontoppidan havde beklaget at der ingen lovgivning var på sindssygeområdet (dette skete først med Sindssygeloven 1938). Han mente en human indstilling og vilje til at forbedre patienterne vilkår var vejen frem. Bl.a. indførte han kvindeligt personale på Kommunehospitalets urolige mandsafdeling, ligesom han afskaffede lukkede isolationsceller og erstattede dem med senge med bæltefiksering.

At der er tale om kvinder, er ikke tilfældigt. Kvinder som stod frem og mente noget, blev ofte karakteriserede som hysteriske, skøre, endog aggressive. Det er svært at forestille sig at Knud Pontoppidan ikke også skulle have haft denne patriarkalske verdensopfattelse. Den patriarkalske orden var imidlertid i slutningen af 1800-tallet under pres, der blev sat tvivl om hvorvidt mænd stod for det rationelle og kvinder for det psykisk labile. Borgerskabets kvinder forventedes at lade sig spærre inde i hjemmet. (Arbejderklassens kvinder var begyndt på arbejdsmarkedet). Bl.a. havde Knud Pontoppidans bror, Henrik Pontoppidan sat spørgsmålstegn ved denne orden. 

Amalie Skrams romaner ramte også ind i en reformproces som havde stået en del tid: Balance mellem diagnose/behandling og tvangsanbringelse. Især problematikken om at  selv om lægelige diagnoser og behandlinger kan være nok så gode, berettiger de så til tvangsanvendelse? Sindssygdom kan meget vel medføre et ophør af patientens selvbestemmelsesevne, men bevarer patienten alligevel ikke en selvbestemmelsesret?

På tidspunktet for Amalie Skrams indlæggelse var der en del offentlighed om og kritik af Kommunehospitalets behandlinger. En af de mere opsigtsvækkende var grevinde Adeline Luise von Schimmelmann (1854-1913. Hun var en tysk evangelist og grundlægger af sømandsmissionen. 1872-1890 var hun hofdame hos kejserinde Augusta.  I 1893 beordrede hendes søster i København hende til København. Hun misbilligede Adelines omgang med penge, og henviste hende under en falsk diagnose til psykiatrisk behandling. I april 1894 blev hun udskrevet. Hun rejste herefter igen til Tyskland. 

Den sidste Tvangsindlæggelse paa Sindssygeanstalt.

Den af "Politiken" rejste og af os i Gaar omtalte Grevinde Adeline Schimmelmanns Sag vækker megen Opmærksomhed i disse Dage og vil paany henlede Folks Tanker paa det urimelige i. at en Slægtning med en Læges Hjælp kan indlægge et Menneske til Observation paa Sindssygeanstalt uden videre, og uden at den voldførte Mand eller Kvinde senere vil have Udsigt til Erstatning derfor.

Under disse gentagne Konflikter, hvor dom, der kommer til Offentlighedens Kundskab, i Reglen spilles mellem en rig Mand eller Kvinde og deres Slægtninge, har navnlig én Mand spillet en Rolle, nemlig

Dr. mod. Overlæge Knud Pontoppidan.

Her fra Byen og Omegnen bliver de fleste Sindssyge indlagt paa Kommunehospitalet, og her staar Dr. Pontoppidan altid ved Døren til de indre Gemakker, hvor Patienterne lukkes ind i skumle Celler under Bevogtning af grove Betjente og iagttages af unge Studenter under mange ikke lige skønsomt valgte Vittigheder.

(Som et Kuriosum kan bemærkes, at Dr. Pontoppidan for Grevinden Indlæggelse og Behandling har modtaget 500 Kr).

"Politiken" meddeler i Dag en Fortsættelse af sine Afsløringer i dens Numer for i Gaar, og vi gengiver nedenstaaende et Uddrag af dens Oplysninger:

Grevinden har under sit Ophold forfattet nogle Dagbogsoptegnelser. Hun fortæller om sin Indlæggelse, der, som i Gaar meddelt, foregik under den Form, at man foregav, at hun fortes til Professorens Privatbolig.

Hun fortæller:

"Da jeg traadte ind i denne Privatbolig, lukkedes Døren efter mig, og jeg befandt mig i en Cellegang paa en Anstalt for almenfarlige Sindssyge og vanvittige Forbrydere. En ung Læge sagde til mig, at jeg skulde klæde mig af og lægge mig hen, og da jeg vægrede mig derved, greb han mig ved Haanden og sagde:

"Saa vil jeg gøre det med Magt!" 

Jeg sagde ham da, at han skulde lade mig være og lovede, siden jeg var tvungen dertil, at gøre det godvilligt. Mit Tøj blev taget fra mig. Jeg fik en af Anstaltens numrerede Trøjer paa og kom saa i en stenhaard Seng. Foruden denne var der kun en Stol og et lille Bord i Cellen. For Vindusruderne var der Jærnstænger ligesom i en Kælder. Døren skulde altid staa aaben, og paa Gangen larmede og hylede gale Mennesker, og nu og da kom en af dem ind til mig. Hvor jeg græd! Aldrig havde jeg vidst, at et Par Øjne rummede saa meget Vand. Om Aftenen kom Pontoppidan og erklærede mig rent ud, at jeg var bleven bragt herhen af min Familje - af Kærlighed til mig, da jeg var gal. Senere kom der et ungt Menneske, som undersøgte mig omstændeligt; derpaa 4 Studenter, som, da jeg sagde, at jeg intet fejlede, lo ad mig og kom med Vittigheder."

Om sit Ophold paa Hospitalet fortæller Grevinden ogsaa mindre lystelige Ting Hun har levet i Omgivelser, som har været tilstrækkelige til at skaffe et ellers fornuftigt Menneske af med Forstanden.

Man læse hendes Beskrivelse:

Det eneste, man havde ladet mig beholde af mine Luksussager eller af min rosenfarvede Atlaskes Seng, var den lille Hovedpude, jeg har faaet af Frøken W .... Tre Studenter holdt Stuegang og lo og talte uden at bryde sig om, hvad jeg sagde. En tog mig ved Armen og skubbede mig tilside lov at se paa den rosenrode Pude, medens han talte med Oppassersken. De gamle Drankere nedenunder mig brølede og rasede, og ved Siden af mi Kvinderne, og hvilke Kvinder! - I min gamle Celle kom én, der havde taget Livet af sig med Gift. Jeg saa hende endnu sent paa Aftenen. Næste Morgen var Gangen opfyldt af en skrækkelig Lugt. Jeg spurgte efter Kvinden og fik til Svar, at hun var død. Den næste i Cellen var en Pige, der havde Syfilis (jeg véd ikke, hvad det er. men det skal være en syndig Sygdom); hun havde faaet et Barn og døde under Jamren; Barnet bragtes bort og døde ligeledes. Saa kom en Pige, der havde drukket sig gal; hun kom altid styrtende ind til mig; derpaa et Fruentimmer, der havde Drankerdelirium. Hendes Lige havde jeg aldrig set. Jeg spurgte, om ikke de Sygdomme, disse Kvinder led af, var smitsomme, og fik det mig uforstaalige Svar: nej, ti vi faar dem først, naar Sygdommen er gammel og har slaaet sig paa Hjærnen.".

Ikke sandt, det maa være muntert at blive indlagt til Observation paa Kommunehospitalet.

Grevinden har, efterat hun har forladt Vordingborg, baade fra Sindssygeanstaltens Læge dér, Dr. Helweg, og fra en anset tysk Læge, Schuckard, erholdt Attester, der konstaterer, at det ikke skønnes, at hun kan lide af nogen sjælelig Forstyrrelse.

Turde disse talende Vidnesbyrd ikke snart godtgøre, at Overlægen paa Kommunehospitalet trænger til at have en Jurist eller fornuftig Lægmand ved sin Side?

(København 10. oktober 1894).

Den schimmelmannske Affære.

Professor Pontoppidan.

Under den Brunske og den Schimmelmannske Affære er Professor Knud Pontoppidan efterhaanden bleven anset for en Mand, i hvis Haand der er lagt en frygtelig Magt.

Blot et Blik af Professorens store, forskende Øjne, et Vink til en Betjent, og man er indrangeret mellem de Gale, hvem de fleste frygter mere end Forbryderne. Man er indrangeret der og, udelukket fra Omverdenen, Genstand for den levende Begravedes Kval.

Denne almindelige Opfattelse er saa nær rigtig, som Professoren i alt Fald for Ugers Tid raader over Ens Skæbne, - Uger, der er lange nok til, at den Fornuftigste kan blive gal. Vi saa det i den Brunske Alfære, at en "hvilken som helst" Læge sammen med den Indespærredes Søn, fik Professoren til at "gøre sin Pligt '. Og i den Schimmelmannske gjorde han det uden anden Assistance end Grevindens Broders.

I Virkeligheden handler Professoren fuldkommen enevældigt. Og han gør det uden i nogen Maade at blive krævet til Regnskab af Nogen. Han har gjort det, og det er godt. End ikke Justitsministeren, der dog maa kunne se, at den brugte Fremgangsmaade ikke er fuldt lovmedholdig, synes at turde skride ind. Han kunde jo forresten ogsaa blive erklæret for gal og blive puttet ind.

Professorens Dekreter om, at snart den og snart den er gal, vækker den pinligste Opsigt og de uheldigste Rygter blandt Befolkningen. Men Professoren tier som en Mur; hans gaadefulde Sfinxøjne stirrer ud i Rummet over Hovedet paa alt det Rak, der blander sig i Spørgsmaal, det ikke forstaar sig paa, og han mæler ikke et Ord.

Imidlertid vokser Uvisheden til en truende Højde: tør man for Folks personlige Friheds og Sikkerheds Skyld have Professoren staaende ene og ukontrolleret paa sin Plads som Overlæge ved 6te Afdeling ?

Er det forsvarligt, ufarligt?

Man vil villigt indrømme, at Professor Pontoppidan er en stor Videnskabsmand, meget stor vel ogsaa paa sit Omraade, men en fuldkommen ufejlbar Avtoritet er en farlig Ting, navnlig paa en Plads som Pontoppidans.

V i véd ikke, om Professoren har skrevet sin egen Sjælehistore fra sine unge Aar, da hans mægtige, oprullende Aand mangen Gang etter Manges Mening kæmpede en haard Kamp for at holde sig paa den rette Side af den ofte fine Grænse, der skiller mellem Geni og Vanvid.

Men i hvert Fald saa meget ved vi, at den Gang, da den Brunske Affære rykkede Professoren saa tæt ind paa Livet, og den offentlige Mening krævede en Forklaring, da lod Professoren nogle Forelæsninger offentliggøre, hvori det hævdes, at man godt kan være overordentlig dygtig, skarpsindig og klog i alle andre Maader og paa et enkelt lille Punkt være sindssyg, bl. a. nævntes de Procesgale. Det var øjensynligt, at Etatsraad Brun skulde føres ind under dem, der saaledes havde en lille Prik-, kun fik man ikke nøje at vide, i hvilken Retning det var; det med Had til hans Børn blev ikke belagt med Vidnesbyrd nok.

Vi ved vel, at Lægmanden skal tie, naar den vise Læge taler. Men vi vover os alligevel til at sige: Kunde ikke ogsaa den store Videnskabsmand ved den evige Omgang med de Syge have faaet en Prik - gaaende i Retning af at erklære andre normale Folk for gale?

Kunde den Mulighed ikke tænkes; og vilde det da i hvert Fald ikke være rart, om der gaves Professoren en Lægmand eller Jurist paa Siden, saaledes, at. der straks kunde gribes ind, naar Tilfældet syntes stærkt udtalt.

Og foreløbig at suspendere den ellers udmærkede Læge, mens han lod sig underkaste en Observation af en anden Avtoritet, vilde være noget, der vilde berolige Publikum og ikke paa nogen Maade maatte kunne anses saa urimeligt af ham selv, der til enhver Tid maa antages at ville ty til Videnskaben som den bedste Dommer i Spørgsmaal ogsaa om hans egen Dømmekraft.

Vil man ikke ordne Sagen paa den Maade, maa den tages paa en anden. Saalænge Reglerne for Folks Indespærring som Sindsyge er saa løse, som de er, vil den offentlige Mening ikke slaa sig til Ro med vrøvlede Erklæringer i "Berl. Tid.", men den vil forlange med stigende Styrke:

Professor Knud Pontoppidan maa indtil videre fjærnes fra sin Plads som Overdommer over Folks Sindstilstand.

(København 12. oktober 1894).

Hr. Pontoppidans Honorar.

Jeg læste fornylig, at der var udbetalt Hr. Overlæge, Professor Pontoppidan 500 Kr. for hans Assistance ved Grevinde Adeline Schimmelmann's Indlæggelse paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling. 

Da de syv Segl, hvormed Hr. Pontoppidans Mund var lukket i den Brunske Affære, sidder der ogsaa i den Schimmelmannske, vil det antagelig være forgæves at udspørge Hr. Professoren om dette Punkt. Naar han har troet at burde optræde med en saa overordenlig Diskretion i disse Sager, er det lidet sandsynligt, at han undtagelsesvis skulde være mindre diskret med Hensyn til Spørgsniaalet om Honoraret. Enten har man syv Segl for sin Mund, eller man har ingen Segl ; i det første Tilfælde er man stum som en Fisk, i det andet har man Talens Gave. En Mulighed som den, at Hr. Pontoppidan kun havde seks Segl for Munden, saa at der var en ganske lille Aabning, hvor det syvende skulde sidde, synes i sig selv lidet troværdig og vilde i alt Fald staa i en bestemt Modstrid med hele Seglprincipet, der kræver en absolut og ubrødelig Tavshed.

Imidlertid findes de 500 Kr. opførte paa Grevindens Regnskab, og de maa vel derfor staa til Troende. Man har af Grevinde Schimmelmanns Penge udbetalt 500 Kr. til Overlægen for at faa hendes mentale Tilstand undersøgt, og efter denne Undersøgelse, der varede ti Minuter, har Overlægen optaget hende i sin Sindssygeafdeling. Grevinden er bleven sindssyg for sine egne Penge, hun har selv betalt Gildet.

Hertil er i og for sig intet at sige. Det er kun ret og rimeligt, at en Grevinde selv betaler for de Samfundsgoder, hun nyder, selv om En og Anden maaske vil finde, at 500 Kr. er en høj Betaling for ti Minuters Arbejde. Det er jo heller ikke saa meget Arbejdstidens Længde som det opnaaede Resultat, hvorpaa det kommer an; og da Resultatet var et for Arbejdsgiverne særdeles tilfredsstillende, bør Summen alligevel næppe kaldes særlig høj. Man har set flittige Videnskabsmænd arbejde aarevis for en Sag og faa langt mindre ud af den.

Heller ikke kan der siges noget til, at en Overlæge har privat Praksis. Alle Overlæger praktiserer privat. Men for Overlægen paa en Sindssygeafdeling er Stillingen af en lidt ejendommelig Art; ban kan komme i Situationer, hvor det at drive privat Praksis ved Siden af sin offentlige Virksomhed kaster et uheldigt Skær over ham. Naar en saadan Læge i sin private Praksis og for privat Honorar undersøger en velhavende Dame, der af sine Slægtninge ønskes erklæret for sindssyg, og derefter paa Grundlag af denne Undersøgelse anbringer hende i en af de Celler, han har under sig som Overlæge, vil den ukyndige Lægmand let dømme forkert i en slig Affære. Han vil fristes til at mene, at den private Praksis her har indvirket skadelig paa den offentlige Stilling, og han vil være tilbøjelig til at drage falske Slutninger deraf.

Jeg er for mit eget Vedkommende overbevist om, at Hr. Pontoppidan har handlet efter sit bedste Skøn. Jeg tror ikke, at han vilde Lave handlet anderledes, selv om en anden Læge havde foretaget den private Undersøgelse, og jeg skal i saa Henseende henvise til den Brunske Sag, hvor det for Hr. Pontoppidan aldeles ikke spillede nogen Rolle, at det var en anden Læge og ikke ham selv, der indstillede Hr. Brun til Optagelse i Sindsygeafdelingen. Men den store Mængde dømmer desværre anderledes om en saadan Ting og derfor bør det Offentlige snarest muligt foretage Skridt til Ophævelsen af et System, der ogsaa tæller Hr. Pontoppidan blandt sine Ofre

En Opskræmmet

(København 12. oktober 1894).

Grevinde Schimmelmann.

- "Berlingske" erklærer sig - en Visit hos Grevinden - Pistolen - Frygten for Anarkisterne - en livsfarlig Gift  - et Totalindtryk.

Som det sømmer sig efter Lands Skik og Brug, naaede endelig vor officielle Avis og Regeringsblad "Berlingske Tidende" i Gaar Aftes til den sensationelle Begivenhed: Grevinde Schimmelmanns Indlæggelse paa Kommunehospitalet, der, takket "Politiken"s Afsløringer, allerede i flere Dage har beskæftiget den øvrige Hovedstadspresse og det ganske Land.

Som det ligeledes sømmer sig for et Regeringsblad møder Berlingeren op med en Erklæring, som i Valenhed og Ubestemthed søger sin Lige.

Berlingeren sér sig i Stand til at oplyse, at vedkommende Læge fandt Grevinden i "ophidset Tilstand" og bevæbnet med en Pistol, ladet med 4 Skud til Værn imod imaginære Anarkister. Han (Lægen) henvendte sig derefter til Politiet og erklærede hende for farlig.

Hvad "Berl. Tid." altsaa oplyser er, rent bortset fra, at deri findes intetsomhelst nyt, kun dette, at Lægen har forefundet og mént dit og dat.

Hvad "Berl. tid." burde have oplyst, var dette, at Pontoppidans Mening har været den rette, men det har den formentlig ikke "været sat i Stand" til. De forskellige Vidnesbyrd er saa talende for Grevinden, at der skal mere end en Notits i Berlingeren om Lægens Mening til at afkræfte de fremkomne Anker over Maaden, hvorpaa hun er indlagt.

For dog at høre nærmere om Grevindens paastaaede Frygt for Anarkismen og den ophidsede Tilstand, aflagde vi hende i Gaar en Visit.

Hos Grevinden.

Vi traf Grevinden i hendes midlertidige Lejlighed ved Nørrevold. Hun var noget anstrængt, hendes Stemme var noget træt. Hun har jo i disse Dage været meget optaget. Men der var en jovial Elskværdighed udbredt over hendes hele Væsen og Tale, der gjorde det hyggeligste Indtryk. Jævfnt og naturlig fortalte hun, medens vi saa os rundt i det store Pensionatsværelse, hvor hun boede, og hvis eneste Prydelse syntes at være en frynset Lampeskærm paa en pjedestalhøj Lampe, der stod ved Skrivebordet Vi blev ført ind af en tysktalende Matrosgut og modtoges med stor Venlighed.

- De er fra "København" ?

-Ja - Det er jo det Blad, som forleden bragte Pontoppidans Billede?

- Netop !

- Det glæder mig. Jeg har netop tænkt paa at sende Dem min Tak for Deres elskværdige Omtale af min Historie.

Vi bukkede og gjorde Grevinden bekendt med, hvad der havde staaet i "Berl: Tid." og bad hende udtale sig om de forskellige Punkter, først

Pistolen.

- Ja, begyndte Grevinden, det er rigtig, at jeg har haft en Pistol hos mig. Som De maaske véd, har Medlemmer af den Schimmelmannske Familje til alle Tider været ivrige Jægere. Som ung gik jeg tit paa Jagt med min Fader. Efter hans Død har jeg ikke øvet den Idræt Nu skal De se.

Hun rejste sig, gik hen til Skrivebordet og tog en lille Taske frem.

- Her gemmer jeg den omtalte frygtelige Pistol. Oprindelig havde jeg den med mig som Minde om min Fader. Senere i mit Liv har jeg levet under Forhold, der for en enlig Dame nødvendiggjorde en vis Grad af Forsvarsdygtighed. Tror De, man lever sikkert paa en øde ensom Ø. Naa, Faktum er. Jeg har haft Pistolen i 22 Aar. Til Tider har den været ladt, til andre Tider ikke.

- I 22 Aar!

- Hverken længere eller kortere Tid. Den har altid ligget i denne lille Taske, og jeg har endnu aldrig gjort Brug af den. Da jeg sidst kom til Hellebæk var den ladt, fordi Kaptajnen paa mit Skib fortalte mig, at det var Skik paa ethvert velordnet Skib, at have Vaaben i Beredskab.

Frygten for Anarkister.

- Hvorfra kommer, tror De, Beskyldningen for Frygt for imaginære Anarkister, som "Berl. Tid", omtaler.

- Ja, hvorfra? Det maa De nok sige! Her hjemme nærer man en overnaturlig Frygt for alt, hvad der hedder Anarkisme og Socialisme. Jeg kan forsikre Dem, at jeg har gaaet lige saa rolig mellem Berlins Anarkister og revolutionære Socialister, som jeg sidder nu her overfor Dem. Jeg har bevæget mig uhyre meget mellem de fattigste og usleste Lag i Berlins Smaagader. Men De vil forstaa, at det ogsaa her kan være nødvendigt at have Vaaben ved Haanden.

- Naturligvis. Men, hvorledes tror De, at Deres Familje, som har ladet Dem indlægge, støttende sig paa disse Momenter, har faaet den bizarre Idé?

- Jeg ved det egentlig ikke. Men jeg har en Formodning om, at to Kokkepiger, som jeg jog fra Hellebæk paa Grund af deres skinhellige Vandel, paa en eller anden Maade har benyttet Lejligheden til at hævne sig.

Grevinden rejste sig og satte den lille sorte Taske hen paa Skrivebordet.

- Men Frygt for Anarkisterne - Nej! fortsatte hun, det har jeg aldrig haft. Jeg nærer ikke Frygt for noget. Om faa Dage, paa Mandag vistnok, udkommer hos Reitzel en Bog om mit Liv og min Gerning. De vil deraf kunne se, at noget saadant ikke ligger for mig.

En livsfarlig Gift.

Vi takkede og rejste os for at gaa, da Grevinden gik hen mod sit Toiletbord og tog en lille Æske frem.

- Vent et Øjeblik. Man har ogsaa fremsat den Beskyldning mod mig, at jeg gik omkring med en livafarlig Gift. Her skal de se Giften.

Vi læste paa Laaget af den lille grønne Æske, som hun rakte os.

Der stod:

Pulver til at smøre paa Næsen, for at den ikke skal blive rød.

Grevinden lo hjærteligt og salte smilende Æsken bort.

- Det er det hele, føjede hun til.

- Endnu et Spørgsmaal, fortsatte vi. Der staar i "Berl. Tid." at Professor Pontoppidan fandt Dem i "ophidset Tilstand".

- Det er vistnok ogsaa rigtigt, men Grunden dertil er lige saa naturlig. Jeg havde den Gang i to Nætter vaaget over en febersyg Patient. De vil forstaa at man under saadanne Omstændigheder kan være nervøs. Vi kunde naturligvis ikke andet end samstemme med Grevinden heri. Vi takke for Oplysningerne og beredt os til at gaa. 

Vi savnede vor Stok.

- De mangler noget, sagde Grevinden.

- En Stok, som maa staa et Sted I Værelset.

- Her er den, sagde Grevinden og løftede paa den. Hvor den er tung. Gudskelov, at vi fandt den. Havde man funden en saadan Todtenschläger hos mig, kunde man have været i Stand til at lade mig lægge ind til Observation en Gang til, føjede hun til, mens hun smilende fulgte os til Døren.

Totalindtrykket.

Det vil af ovenstaaende fremgaa, at Grevinden har den klareste Oversigt over sine Handlinger. Hun véd paa det nøjeste Besked med de Momenter, som har ført til hendes Indlæggelse, og hun kan paa en fornøjelig Maade rede sig ud af det Væv, hvori hun har været hildet.

Endvidere er at bemærke om Grevindens Tale, at den langtfra er saa sentimental og søgt, som den plejer at være hos Personer med et saa religiøst Temperament som hendes. Den er præget af naturlig Jævnhed og Ligefremhed. Der er en himmelvid Forskel paa at tale med hende og med en af vore hjemlige Hellige.

Grevindens Omtale af Dr. Pontoppidan og dem, der har ladet hende indlægge, er fri for enhver Bitterhed. Hun har holdt paa sin Ret. Hvem dadler hende for det.

Men Professor Pontoppidan skylder Offenligheden en anden Forklaring end den sølle, intetsigende Notits i "Berlingeren". Kan han ikke belægge sin Adfærd med vægtigere Argumenter end de allerede fremkomne, \da staar det klart for Offenligheden, at der hurtigst mulig maa ske en Forandring i den Enevoldsmagt, Kommunehospitalets Overlæge har over Undersaatterne i det uhyggelige Rige, der hedder sjette Afdeling

Han hedde saa Pontoppidan eller hvad som helst andet!

Josva

(København 12. oktober 1894).

Et Vidne.

Vi bringer i Dag Billedet af den bekendte Forfatterinde.

fru Amalie Skram.

Det er i disse Dage aktuelt.

Fru Skram har sammen med Grevinde Schimmelmann opholdt sig under Professor Pontoppidan paa Kommunehospitalets Sindssygeafdeling. Hun var indlagt her paa Grund af Nervøsitet. Som vore Læsere vil erindre fra i Gaar, udtalte hun sig varmt og bestemt i Grevinde Schimmelmanns Favør og det i Ord og Sætninger, som i Klarhed intet lader tilbage at ønske og paa ingen Maade er prægede af nogen Slags Nervøsitet.

Hendes Vidnesbyrd er ingenlunde uden Værdi. Fru Skram har i alle sine Bøger vist sig i Besiddelse af betydelig psykologisk Ævne, og denne behøver ikke at tabe under en rent foreløbig nervøs Krise. Der er ingen Tvivl om, at hun har haft lagttagelsessans nok til at mærke sig, hvad der gik tor sig rundt omkring hende. Hun vil kunne fortælle interessante Ting, og det er næppe sandsynligt, at hun holder Munden længe lukket.

Hendes Vidnesbyrd i den Schimmelmannske Sag er dette, at aldrig har nogen med mindre Ret været indespærret paa et Galehospital end Grevinde Adeline.

Ogsaa af andre Grunde vil det glæde vore Læsere at gøre Bekendtskab med Fru Skrams energiske Træk. Der findes næppe mange, der ikke kender hendes dristige, frisindede Bøger.

Om ikke lang Tid vil Fru Amalie Skrams navn sandsynligvis faa Klang i den Diskussion, der i Øjeblikket rejses mod Sindssyges Indlæggelse og deres nærmere Behandling.

(København 12. oktober 1894).

Grevinde Adeline Schimmelmann

Grevinde Schimmelmann.

Forskellige Detaljer - et mærkeligt Missionshus. - I Fare. - Voldeligt Overfald. - Et møjsommeligt Iiv - Mellem Berlins Arbejdsløse.

At Grevinde Schimmelmann er en til en vis Grad eksentrisk Dame tør maaske nok være udenfor al Tvivl. Men herfra til at være Sindssyg og tilmed en af de samfundsfarlige, er der selvfølgelig et langt Spring. For nærmere at belyse Grevindens Liv opsøgte vi hende paany i Gaar og har i Dag Fornøjelsen ved Siden af hendes Billede at kunne præsentere vore Læsere nogle spredte Træk af hendes besynderlige og farefulde Liv.

Et mærkeligt Missionshus.

Den bekendte tyske Præst Furcke, har. som tidligere meddelt skrevet en varm begejstret Bog om hendes Virksomhed i "Gøhren". Langt vanskeligere har dog hendes Arbejde paa Greifswalder Øen været.

Her maatte hun hjælpe sig med en gammel Lade, som Grevinden og hendes Hjælpere selv reparerede med Lér og Træværk. En Stald indrettedes til Køkken, og i et Rum paa 8 Fod Kvadrat blev der kogt Mad til 400 Mennesker. Her beboede Grevinden selv to saakaldte Regeringsværelser. Om deres Komfort og Hygge kan man danne sig et Begreb, naar man erfarer, at der op af Gulvet voksede Blomster og Nælder.

Hvert Stykke Brød til Huset maatte hentes 5 (fem) Mil over Vandet og saa holdt det sig endda daarlig i den fugtige Luft. I daarligt Vejr kunde Baadene ikke naa Fastlandet og større Dampere havde ondt ved at naa ind. Grevinden har selv været med til under Livsfare at sejle over, og først naa til Øen, da Folkene var halvt sultede ihjel.

I Fare.

- Grevindens Virksomhed var ikke uden Fare. Hun virkede navnlig blandt Fiskere og en af hendes Foranstaltninger gik ud paa at afskaffe Brændevinshandelen. I den Anledning var hun en Tom i Øjet paa Øens Bønder, der havde Fortjeneste af samme. Hun afskedigede en Bestyrer, som havde solgt Brændevin; denne tog da, forinden det var muligt at forhindre det, alle Levnedsmidler og alt Husgeraad med sig og fik det transporteret over til en nærliggende Bondegaard, og Grevinden stod tilbage med 70 sultne Fiskere, som da fristedes fra Bondegaarden med gratis Brændevin. Men saa stor var hendes Magt over de Undergivne, at hun kunde holde dem hos sig i et helt Døgn indtil der kom Proviant.

Saa sammenrottede Bønderne sig og lagde sig i Baghold for at overfalde Grevinden. Tilfældigvis kom hun ikke forbi det Sted, hvor Voldsmændene laa. og disse opdagede hende først, da hun traadte ind i sit Værelse. Dette laa i Stuetagen og meget lavt nede. En foreslog, at man skulde springe ind ad Vinduet til hende.

Resolut slog Grevinden Gardinerne til Side, stillede sin Lampe paa Bordet, ladede sin Pistol. Saa nøjedes Hoben med Skældsord og Halløj, indtil en Flok Fiskere kom til og fik den spredt ad.

Det er den Pistol og den Frygt for "imaginære Anarkister", hvorpaa Dr. Pontoppidan begrunder hendes Indlæggelse til Observation.

Et møjsommeligt Arbejde.

For et Par Aar siden fandt Præsidenten i Stralsund, at Tilstanden paa Øen var saaledes, at Grevinden burde have en mandlig Beskytter. Grevinden var egentlig imod det. men samtykkede tilsidst i, at en "kristelig Broder" kom over.

Han havde ikke været der to Maaneder, før han erklærede, at det var under hans Dannelse. Uden Sorg saa' man ham rejse.

Grevinden var tilstrækkelig klar over, at de kristelige Brødre i Nordtyskland var for forskruede til at de kunde, virke saa praktisk, som fornødent.

Et helt Hjem for konfirmerede Drenge fik Grevinden oprettet, og skønt hun fik dem i en meget raa, usleben Tilstand, naaede hun dog saa godt som altid ved sin ubegrænsede Taalmodighed at faa noget ud af dem. Men hun har ogsaa. som hun selv siger, det fornuftige Princip:

Naar kun Hjærtet er oprigtigt og de grove Laster høre op, kan der blive en meget dygtig Karakter at bygge paa. .

Foruden dette Hjem for Drenge opdrog Grevinden særskilt sine egne Drenge, som hun paa Opfordring af Folk i Byen modtog. Den ene af dem var da næsten sindssyg, den anden noget svækket paa Grund al et stort gabende Saar i Hovedet. Tilmed var de fordærvede og vilde, men det lykkedes hurtig for hende ved omhyggelig Pleje og Undervisning at faa dem paa Retkøl, og siger Grevinden spøgende :

Ganske vist tilbød man mig Gendarmer som Sauvegarde, men jeg kunde magelig nøjes med de to; men de var ogsaa stadig om mig.

Mellem Berlins Arbejdsløse

har Grevinden arbejdet med sjælden Iver og Ihærdighed. Præsterne i Byen havde ingen Magt over Befolkningen. 20 Aar for sent gav de sig efter Grevindens Mening i Lag med den store Hær af Forsultne. Der holdtes Møder for at vinde dem, men disse blev tilsidst livsfarlige for Præsterne og forbudte. Paa et af de sidste Møder var Grevinden sammen med en Datter af den prøjsiske Kultusminister til Stede, hun fik Kærlighed til de fattige Stakler og begyndte sin Gerning mellem dem.

Men her stødte hun paa Vanskeligheder hos sine egne Trosfæller, idet det kristelige Hotel nægtede at tage mod hendes nye "Børn", fordi de var fra de mest berygtede Kvarterer i Byen. Hun fik Lokale i Ynglingeforening, hvorfra de dog efter 10 Dages Forløb blev anmodet om at gaa.

Tilslut fandt hun Ly for sine Folk i en af Hernhutternes Kirker. Det hører til Grevindens Fortjeneste, at hun indsaa, at hendes Mission ikke var endt med at prædike for Folk. Tværtimod. Hun sled for at skaffe dem Arbejde og fik oprettet et stort Snedkerværksted, hvor de kunde fortjene noget ved deres Arbejde.

Hun har haarde Ord tilovers for den Maade, hvorpaa Arbejderne er blevne tilsidesatte i Tidens Løb. Som sjælløse Arbejdsmaskiner er de blevne behandlede og oversete gennem Generationer.

* * *

Som man vil forstaa af ovennævnte Data har Grevinden udfoldet en hartad utrolig og pinagtig Virksomhed. Man kan være uenig med hende i hendes Teorier, men derom har man ikke Lov at tvivle: Hendes Arbejde har været sværere end mangen Missionærs, der drager til vilde Folkeslag.

Er da dette at have en Idé og kæmpe for den til det yderste det samme som at være gal ? Grevinden vil utvivlsomt hos de fleste herhjemme vinde Sympati for sin Idé. Hun bør ogsaa have den for sit Arbejde.

Dertil haaber vi med ovenstaaende Detaljer at have bidraget vort.

(København 13. oktober 1894).

Sagen kom op i borgerrepræsentationen den 15. oktober 1894. Her støttede flertallet op om hospitalet, mens Philipsen og socialdemokraten Jens Jensen var betænkelige ved at autoriteterne altid fandt alle klager ugrundede. Helweg (Oringe Hospital) havde i maj 1894 erklæret Schimmelmann for ikke sindssyg. Han var blevet overbevist efter at have lært hende nærmere at kende. Han gentog dette i en erklæring af 15. oktober 1894.

Et nyt Interview.

Folketingsmand J. Jensens Vidnesbyrd. - Fra Hofdame til barmhjærtig Søster. - Grevinden Familje. - lndespærringen. - Professoren og Offentligheden. - Sagen i Rigsdagen.

Vi har tidligere oplyst, at Folketingsmand Jens Jensen, der er valgt i Bælumkredsen, havde søgt at faa Grevinde Schimmelmann i Tale, mens hun var i Hr. Pontoppidans Varetægt, hvilket imidlertid blev ham nægtet.

Vi traf Folketingsmanden i Gaar og spurgte ham, om han havde talt med Grevinden, siden hendes Sag var kommen offenligt frem og havde vakt en saa enestaaende Opsigt.

Hr. Jensen svarede:

- Ja, jeg har lige aflagt hende et Besøg i Formiddags.

- Hvad Indtryk fik De af hende nu?

Et Vidnesbyrd.

- Det samme som sidst, jeg talte med hende, det var en fjorten Dages Tid, inden hun blev indespærret paa Kommunehospitalet, og det samme, som jeg har faaet hver Gang, jeg har talt med hende: at hun er en ualmindelig Kvinde, ikke blot ualmindelig ædelttænkende og varmhjærtet, men ualmindelig klart tænkende og forstandig, en Kvinde, der som faa har Klarhed over og Forstaaelse af de Spørgsmaal og Ting, der rører sig baade i Menneske- og Samfundslivet.

Vi bad Folketingsmanden fortælle os om sit Kendskab til Grevinden og hendes Forhold, og Hr. Jensen fortalte:

- Jeg har nok set Grevinde Schimmelmann som Barn eller ganske ung, naar hun sammen med sine Forældre om Sommeren opholdt sig paa Lindenborg, men mit personlige Bekendtskab med hende skriver sig kun fra tie senere Aar, efter at jeg som Rigsdagsmand er kommen til København: jeg havde hørt om hendes Virksomhed for de Fattige og Forulykkede, og da jeg en Gang traf hende paa Missions-Hotellet, blev vi snart godt kendt ; siden har jeg jævnlig talt med tiende, naar hun om Vinteren kom herind.

Fra Hofdame til harmhjærtlg Mester.

Grevinde Schimmelmann har altid været meget religiøs, og det er hendes Religion, der præger hendes Optræden og Handlemaade; hun har fortalt mig, at saalænge hun var ved Hoffet i Berlin, maatte hun deltage i Hofballerne og andre lignende Festligheder; de tilfredsstillede hende ikke, hun havde allerede Øjet aabent for Modsætningerne her i Livet, og naar hun kom hjem, knælede hun og bad sin Gud om Tilgivelse, for at hun havde været med til det. - Men saa kunde hun ikke holde det Liv ud længer, hun forlod Hoffet og tog sit Arbejde op blandt de Fattige og Forældreløse, et Arbejde, der er i nærmere Overensstemmelse med hendes Tro.

Og det er uforstaaeligt, fortsatte Hr. Jensen, at de, der har sét hendes Virksomhed kan tro, at hun er gal; hun har jo dog kun gjort godt mod de Ulykkelige. Der kan selvfølgelig være forskellige Meninger om hendes Maade at gøre godt paa er den heldigste, om hendes Opdragelsesmetode f. Eks. er den rette, osv. - skønt Resultatet jo som Regel har været godt - men det er umuligt at kunne anse hendes Barmhjærtighedsgærning som Udslag af Vanvid.

Grevindens Familje.

Til sine Sødskende og Familje har Grevinde Schimmelmann altid staaet i det bedste og kærligste Forhold, navnlig sin ældste Broder, den nuværende Lehnsgreve, der ligesom hun er en religiøs Natur, har hun følt sig særlig knyttet til. Imidlertid i de senere Aar er der sket en Forandring, og sidst jeg talte med hende inden hendes Indespærring, talte vi ogsaa om hendes Familje; hun beklagede da, at de var kolde og tilbageholdne overfor hende og ikke forstod hendes Virksomhed, men det er ganske meningsløst at tale om Forfølgelsesvanvid i dette Forhold. - Og Historien om Pistolen og den farlige Gift er jo det rene Nonsens.

Indespærringen.

Vi anmodede Hr. Jensen om at meddele, hvorledes det gik til med Grevindens Indlæggelse paa Hospitalet og hans Forsøg paa at faa hende i Tale og eventuelt ud igen, og han svarede:

- Det var fra Missions-Hotellet, hvor hun plejede at tage ind, naar hun kom til Byen, hun blev ført derud; det gik meget hemmelighedsfuldt til, men paa Hotellet vidste de det, dog. og nogen Tid efter sendte de Bud til mig, at Grevinde Schimmelmann var indlagt paa Kommunehospitalet som sindssyg. Jeg gik straks derud og traf først Reservelægen paa 6te Afdeling, Dr. Jacobsen, med hvem jeg baade da og en Gang senere havde en længere Samtale. Jeg spurgte, om jeg kunde faa Grevinden i Tale, men Svaret var: Professoren havde forbudt det.

Saa gik jeg til Professoren selv:

- Nej, det var umuligt. Grevinden trængte til Ro og maatte ikke tale med nogen. Jeg sagde, at Professoren, eller hvem han vilde, maatte gærne overvære Samtalen, da jeg blot ønskede at se og hilse paa hende. Men han blev ved sit.

Professoren bange for Offentligheden.

Da jeg udtalte Frygt for, at dette var en Gentagelse af den Brunske Affære, og at jeg vilde se at faa Sagen offentlig frem gennem Pressen, blev han meget elskværdig og bad mig om at lade være, det var ikke en Gentagelse af den Brunske Aflære - selv om det vilde se saadan ud for Publikum - men Grevinden var virkelig gal. Imidlertid, hvis jeg vilde lade være med at bringe Sagen offentlig frem, skulde jeg til Gengæld faa Tilladelse til at skrive til Grevinden. Jeg gik ind derpaa og skrev ogsaa. men han forbød hende at svare, hvis hun ikke vilde lade være at skrive, at hun ønskede at tale med mig. De første Dage nægtede hun det, men senere skrev hun et almindeligt religiøst Brev til mig.

Sagen i Rigsdagen.

Vi spurgte Hr. Jensen, om han som Lovgiver fandt disse Tilstande hyggelige eller forsvarlige; man vidste jo ikke, naar Hr. Pontoppidan kunde faa Lyst til at tage En til Observation.

Han svarede:

- Nej, jeg er ganske enig med "København" om, at Professor Pontoppidan foreløbig bør fjærnes fra sin Plads som Overdommer over Folks Sindstilstand, men den Sag er heller ikke endt endnu.

Vi forstod, at Folketingsmanden vil bringe Sagen frem i Tinget, enten nu ved Finanslovsbehandlingen eller ved en særlig Forespørgsel.

Af vort Rigsdagsreferat vil man se, at Hr. Falkenstjerne allerede i Gaar bragte Sagen paa Bane i Tinget.

(København 13. oktober 1894).

Jens Jensen var blevet medlem af borgerrepræsentationen i 1893. Men også folketingsmand 1895-1903. Herefter blev han finansborgmester for Magistratens 2. afdeling.

Alle artikler i denne serie: Indledning og Grevinde Schimmelmann. Sagen Karen Andreasen. Pensionering og død. Desuden optræder Knud Pontoppidan også i artikelserien om Politivennens sidste redaktør, M. L. Nathansson.