I 1894 udgav Henrik Cavling en bog om sit besøg i Dansk Vestindien. Henrik Cavling (1858-1933) startede med at skrive for Dagsavisen og Morgenbladet (omkring 1882). Efter politiken blev stiftet 1885, blev han fast medarbejder her 1886 (bl. a. under mærket Ignotus). Han rejste til USA (1888), Dansk Vestindien (1894), Cuba (1896). Han blev i 1905 redaktør ved Politiken. Fra bogen der efter datidens forhold blev trykt i ganske mange eksemplarer, bringes nedenfor afsnit om befolkningen.
Hvad angår menneskesynet, så må Henrik Cavlings beskrivelser set med nutidens øjne opfattes som stærkt racistiske. Det har formentlig dannet kilde for mange danskeres opfattelse af forholdene på øen, især da de i forhold til andre samtidige var mindre racistiske. Alene dette at beskræftige sig med dem, var noget nyt. Når danske aviser anvendte ord som "befolkning", hentydede de for det meste til plantageejerne og den hvide overklasse.
I bogen indgik et kapitel med en beskrivelse af arbejdernes forhold som formentlig har været nyt for læserne i Danmark. Han beskrev utilfredshed gennem strejke og sympatien ligger her på arbejdernes side. Noget som man et par årtier senere skulle se mere til. I forhold til at opfattelsen i Danmark ofte var at der var tale om blodige opstande som om fornødent skulle bekæmpes militært, kan det også have været nyt.
Vore sorte Landsmænd.
Dansk Vestindien er jo egenlig en lille Negerrepublik med en af Hs. Majestæt Kongen udnævnt Guvernør. Uden Negre vilde det - skønt det lyder som en Modsigelse - se sort ud for vore Embedsmænd. Hvis Negrene en skønne Dag flyttede til Portorico eller dersom de blev hvide, saa vilde Embedsmændene sidde net i det med deres Regeringsbygninger, deres Sekretærer, Fuldmægtige og Kopister, ikke at tale om hele det militære Apparat. Lad os være glade for de Sorte. Uden dem blev vi ikke af med vore Penge i Vestindien!
De følgende Linier være da helliget disse vore lidet kendte Landsmænd.
Fælles for dem alle er deres tykke Uldhaar, som beskytter Issen mod Solen, og deres kulsorte Hudfarve, en Farvesammensætning i Huden, der holder Varmen ude, deres tykke Læber, dito Hjerneskal og daarlige Ben. Negrene har ikke mange Kræfter undtagen i Halsen, der dog er meget tynd. De bærer Alt paa Hovedet, lige fra et Brev, som de lægger en Stén ovenpaa, og til et Klaver, som fire Mand transporterer med de fire Klaverben staaende paa de fire Hoveder. Kvinderne inddeles af de Hvide i fladbrystede og rundbrystede. De Første er hæslige, de Sidste tit af en yppig Skønhed, navnlig for en farveblind Betragter. De er alle stolte, naar de kan faa langt Haar, som de i saa Fald gerne lader hænge i en Pisk. I deres: Paaklædning ynder de stærkt spraglede Farver, bærer brandgule, flammende Turbaner, store Ringe paa Fingrene, Ørenringe med Koraller og Halsbaand med uægte Stene. Om Søndagen pynter de sig, gaar paa Strøget og sliber sig om Eftermiddagen en Skraber under Pastor Johansens Præken i den danske Kirke.
Negrene er store Børn. De pludrer og skændes, hvadenten man møder dem paa St. Thomas Gader eller i deres tarvelige, men altid renlige Hjem, der sædvanlig bestaar af en lille Træhytte, sammentømret af gamle Pakkasser og beslaaet med udspilede Sardindaaser. I Enrum taler Negren altid med sig selv, og taler han med Andre, understreger han gerne Talen med ejendommelige Haandbevægelser og uskønne Fagter. Han anvender ofte stærke Ord, saasom Djævel og Helvede og andre Kraftudtryk. Tit kan han sige meget morsomme Ting, som Tilhørerne gotter sig over med deres ubeskrivelige Grin.
Negrenes Dagløn er sædvanlig 50 Cents, men faar de noget Ekstraarbejde, henfører de det under den populære Benævnelse „Job", og saa faar de Hvide Lov til at betale, om de ikke i Forvejen har gjort Akkord. I Pengesager mellem Sorte og Hvide er det sædvanlig de Hvide, der maa op med Mønten. Til Gengæld taaler den Sorte gerne Principalens grove Ord.
Negren er meget doven, saa doven at han næsten ikke gider slaa en Spyflue af sin egen Næse. Han er letsindig til det yderste og tænker aldrig paa den næste Dag, selv om han mangler Brød. Han er løgnagtig overfor de Hvide og en Praler og Skryder overfor sine egne. Civilisationen fordærver ham. Fra Karakterens Side staar Bynegren i St. Thomas under Marknegren paa St. Croix.
Bynegrenes Usædelighed er en saadan, at den burde bringe en Neger til at rødme. Næsten alle Forbindelser er til at begynde med illegitime, men ofte varer de i Aarevis, og ofte er de ret lykkelige og ender med, at Parret, som afbildet i Vignetten, anlægger Galla og spadserer til en Kirke for at faa den kirkelige Velsignelse. At en Mulatneger gifter sig med en fuldstændig sort betragtes som en Mesalliance. Overhovedet ser en Neger med Foragt ned paa Enhver, der har en lidt mørkere Hudfarve end han selv, og pudsigt er det at høre den ene Sorte udskælde den anden Sorte for „en sort Tamp."
Negren elsker Rom, men har sædvanlig ikke saa mange Penge, at han kan tage sig en Rus. Baade Mænd og Kvinder er lige ivrige Tobaksrøgere. Negerinderne ryger Kridtpibe og Cigar paa Gaden. Af denne Grund betragtes Røgning, selv af den uskyldigste Cigaret, som upassende for Vestindiens hvide Damer.
Børneopdragelsen er yderst mangelfuld, ofte grusom. Man gaar ikke gennem Negerbyen uden at iagttage Mødre, der paa en barbarisk Maade pisker deres Børn med Læderremme, og da Børnene løber om saa godt som nøgne, er der frit Slag. I sædelig Henseende vaager Negerforældrene ikke over deres Døtre, men er snarere stolte, naar en Datter faar et lyst uægte Barn. Al Vækst og Udvikling, ogsaa Menneskets, foregaar med forbavsende Hurtighed. Man ser 12 Aars Piger, der bærer et diende Barn ved Brystet. Ofte gifter Negerinderne sig, naar de er 14 Aar.
Næsten Halvdelen af Børnene dør i deres første Leveaar og begraves uden Ligsyn. Sædvanlige Børnesygdomme er Diarrhoe og Dysenteri, saa godt som aldrig Difteritis. Voksnes og Børns Hovednæringsmiddeler Majsmelgrød med Sukker, samt Bananer og Brød og fremfor alt den saakaldte Kreolsuppe, c: Suppe kogt paa lidt Flæsk (for 1 Cent) og forskellige Sorter Blade, Frugter og Bønner.
De fleste Negre i St. Thomas lever af at bære Kul om Bord i Damperne. Dette Arbejde er meget strengt og lønnes derfor med 1 Dollar pr. Dag, altsaa det dobbelte af, hvad Bynegren faar for en Dags Arbejde i Land. Men til Gengæld er Kulbærerarbejdet ikke fast. Negren fæstes paa en Dag, og da han er tilfreds, blot han kan tjene en Dollar eller to om Ugen, saa forstaar man, at Kularbejdet, der giver let Adgang til Fridage, er det mest attraaede Negerarbejde i St. Thomas.
Nylig søgte nu Dampskibslinjerne at nedsætte den gamle Dagløn til det Halve, og i den Anledning gjorde Negrene Strejke efter evropæisk Mønster. Da de Begivenheder, der stod i Forbindelse med denne Strejke, kaster Lys over ejendommelige Forhold paa St. Thomas, skal vi i korte Træk gøre Rede for Bevægelsen.
For at forstaa, hvad der gik forud, maa man vide, at de dansk-vestindiske Øer ikke har deres egne Penge. I Kjøbenhavn forfærdiges nogle Kreditbeviser, som man kan betale Skatter med, men som ikke indløses af nogen Bank. Desuden findes der paa Øen 2 Banker, Kolonialbanken, der er engelsk, og St. Thomas Bank, der er oprettet af Kreolerne. Begge disse Banker udsteder Sedler, men saa vel disse Sedler som Bankernes Skillemønt var henimod 70erne ganske fortrængte af det meksikanske Sølv.
Man maa nu erindre, at de meksikanske Penge er en ren Handelsvare. Enhver, der ønsker det, kan sende Sølv til Meksiko og faa det præget, dog ikke i mindre Mønt end én Dollar. Disse Penge, der ikke indløses af nogen Bank, bruges især i Syd- og Mellemamerika, og alt gik udmærket, indtil Sølvet i 80erne faldt i Værdi. En meksikansk Dollar. der gjaldt for en Dollar i St. Thomas, kunde pludselig i New York købes for 50 Cents, hvilket selvfølgelig var en stor Gevinst for dem, der kunde hente deres Penge hjem fra Udlandet, altsaa for Principalerne, hvorimod Negrene, der tjente Pengene paa Stedet, blev bedragne, idet de meksikanske Dollars ved alle Indkøb kun repræsenterede Halvdelen af den tidligere Værdi.
• Samtidig kom de Handlende i den største Forlegenhed. Man erindrer, at der ikke fandtes mindre meksikansk Mønt end Dollaren. Naar nu en Neger indfandt sig i en Butik og købte for 75 Cents og betalte med en meksikansk Dollar, saa var Købmanden nødt til at give dansk-vestindisk Skillemønt igen, d. v. s. Købmanden maatte udlevere sine Varer gratis og desuden give 25 Cents i Tilgift, thi Dollaren, han havde faaet, repræsenterede jo kun en Værdi af 50 Cents.
Vilde Købmændene ikke ruineres, saa maatte de finde paa en Udvej, og de fandt derfor paa at udstede de saakaldte Checks, d. v. s. enhver Købmand lod lave Skillemønt i Blik og Kobber, som bar hans Navn og i hans Forretning gjaldt for meksikansk Mønt. Naar nu en Neger kom med sin Dollar og fik 25 Cents igen, saa fik han de 25 Cents i Købmandens egen Mønt. Paa den Maade havde man i Løbet af en meget kort Tid en Snes forskellige Møntsorter, og man forstaar, at de Sorte, der ikke forstod et Muk af det Hele, troede, at Købmændene havde sammensvoret sig for at snyde og bedrage „den kulørte Mand."
Og hvad der bestyrkede denne Opfattelse hos Negren var en Række Fallitter mellem Byens Købmænd. Naar en Neger, nu havde samlet for en halv Snes Dollars Checks, der var udstedte f. Eks. af en Købmand Brown, saa opdagede han, at han intet ejede, naar Brown en skønne Dag erklæredes Fallit. Negrene blev mere og mere opirrede, og det ikke uden Grund.
Da Forvirringen endelig - det er kun et Par Aar siden - havde naaet sit højeste, udstedte Guvernementet et Dekret om, at Købmændene fra en bestemt Dag at regne ikke længer maatte bruge Checks. Paa dette Dekret svarede Købmændene ved at erklære, at de fra den samme Dag heller ikke modtog det meksikanske Sølv. For første Gang i dette Aarhundrede blev da den lokale Mønt - Bankernes og Guvernementets Mønt - brugelig Mønt i dansk Vestindien.
Dermed havde den Historie været endt, om ikke Dampskibslinierne havde vedblevet at betale Negrene med meksikanske Penge, altsaa med Penge, som Negrene ikke kunde anvende i Butikkerne. Selvfølgelig gjorde de sorte Arbejdere Indsigelser og forlangte deres Løn udbetalt i brugelig Mønt, og efter nogen Betænkning svarede Principalerne, at de var villige hertil, dog saaledes at forstaa, at Daglønnen den meksikanske Dollar reduceredes til sin Værdi i den lokale Mønt. Derefter fik Negrene i vestindiske Penge udbetalt 50 Cents pr. Dag.
Men det fandt Negrene dog endelig var for grovt. Nu havde Arbejdsgiverne i saa mange Aar indbildt dem, at en Dollar var en Dollar, enten den var meksikansk eller vestindisk, og saa pludselig, da det stred mod Principalernes Interesser, gjorde de deres egne Ord til Skamme. Alle 10,000 Negre i St. Thomas rejste sig som en Mand, erklærede at de ikke genoptog Arbejdet uden for den gamle Dollar, og de indskrænkede sig ikke blot til dette, de forsamledes ogsaa rundt omkring i Gaderne, fægtede og slog ud med Armene og skræmmede de Forbigaaende med deres Raab og Skrig.
Et Øjeblik syntes Situationen ganske truende. Soldaterne, anførte af Overfyrværker Nielsen, trak op og lod Bajonetterne blinke for Næsen af de Sorte, der dog ikke syntes at blive videre forskrækkede. Alvorlige Uroligheder var vistnok blevet Følgen, om ikke Principalerne havde betænkt sig og i yderste Øjeblik havde givet Negrene deres Dollar. Saa genoptog de straks Arbejdet, og alt gik sin gamle Gang.
Om Negrene ved denne Lejlighed havde nogen egenlig Fører vides ikke, men af mange Kendetegn antages det, at de ikke blot havde en saadan, men at de ogsaa havde en fuldstændig Organisation.
Denne Strejke, som satte Sindene i stærk Bevægelse, er den første dansk-vestindiske Strejke, eller som en Strejke her kaldes: Negeroprør, der er endt uden at de farvede Arbejdere udgød Blod, og endda endte den med, at de hævdede deres Ret.
Fra Bynegrene vender vi os nu til de ægte, gamle, vestindiske Negre, Marknegrene paa St. Croix.
Mellem de ældste af disse finder man endnu fødte Slaver, men ikke blot over dem, ogsaa over de yngre Generationer hviler der et Skær af gamle Tider. Vil man se Negrene i Naturtilstanden, som de skildres i „Onkel Toms Hytte", maa man til St. Croix.
Fra Slavetiden har enhver Plantage sine faste Negre, der bærer saadanne pudsige Navne som: Napoleon Sørensen, Scipio Petersen og Cæsar Hansen, thi i gammel Tid antog Negrene deres Principalers Efternavne. I vore Dage kan en Neger, saa tit han ønsker det, skifte Principal, men Forholdet mellem Plantageejerne og Negrene er dog baade fastere og af en mere patriarkalsk Natur end Forholdet mellem Principal og Arbejder hjemme. Hertil bidrager, at Negrene faar en Del af deres Løn udbetalt i Naturalier, at de har fri Bolig, Læge og Medicin, samt i enkelte Tilfælde Græs til et Kreatur. I den daglige Omgangstone er Forholdet vistnok som i Slavetiden. Naar Negrene hilser Forvalteren med deres respektfulde „Good Morning Massa!" faar de ingen Genhilsen. En tidligere Guvernør ønskede, at Bestyrerne af Statsplantagerne skulde besvare Negrenes Hilsen med et Nik. Men over denne utidige Høflighed blev de Sorte ligefrem fornærmede. Den stred mod deres Sædvaner, og Guvernøren fandt det snart klogest igen at indføre Landets Skik.
Paa de gamle Plantager kaldtes Negrenes Overordnede Mesterknægt, Overseer og Driver. Disse Betegnelser er nu gaaede af Brug. En moderne Plantageejer har et Par Underforvaltere, der ligesom han selv altid er til Hest, samt en sort Driver, der staar imellem Rørene og leder Arbejdet. I Negerbyen bor denne Driver i den bedste Hytte, og han har Ret til at holde Hest og Svin og Høns. Om Morgenen Kl. 6 mønstrer han sine Folk og fører dem til Arbejdet. Bagefter Flokken, der kan tælle flere Hundrede halvnøgne Mænd og Kvinder, kommer Underforvalteren ridende i sin hvide Klædning og med den store, klædelige Planterhat paa Hovedet. Det hele Optog virker malerisk i de tropiske Omgivelser.
Medens denne Flok drives ud i Marken for at skære Rør, er Plantageejeren beskæftiget med at sætte Arbejdet i Gang paa Sukkermøllen. En vestindisk Landbruger er jo paa engang Landmand og Fabrikant. Han avler Rørene paa sin Mark og fremstiller Sukker, Rom og Sirup paa sin Fabrik. Negrene, der anvendes det sidste Sted, er ikke blot særlig dygtige, men ogsaa særlig stærke Folk, thi Arbejdet ved Valseværket saa vel som inde i det hede Sukkerkogeri ved Clarifyerne er meget anstrengende. Det betales ogsaa bedre end det lette Markarbejde. Lønnen varierer fra 15-25 Cents om Dagen. Til et større Kogehus hører 16-20 Negre. Ofte gaar de splitternøgne inde i de hede Dampe. Under Arbejdet nyder de Forfriskningerne, som er ved Haanden, idet de drikker Sukkersaft og spiser af de sødeste Rør.
Om Middagen har Marknegrene 2 Timer fri, men hviler sjældent. De samler Græs til deres Kreaturer eller fisker ved at kaste Bladene af et Træ (dog wood) i det stille Vand. Disse Blade har den Indflydelse paa Fiskene, at disse bliver døsige og svømmer ovenpaa, saa Negrene kan tage dem med Hænderne.
Man tør vistnok sige, at der nu paa St. Croix ikke findes en eneste Plantage, hvor Negrene faar Prygl i Arbejdstiden. Skulde en irsk Forpagter glemme, at han har med fri, sorte Mænd at gøre, vilde disse ufravigelig mælde ham til Politiet, og Forpagteren vilde blive idømt streng Straf. Paa Grund af Embedsmændenes spændte Forhold til Plantageejerne, kan Negrene nemlig altid være sikre paa fuldt ud at faa deres Ret. Derimod klager Plantageejerne over, at de ikke nyder samme Gunst, naar Negrene f. Eks. ved at forlade Arbejdet midt i Høsten bryder deres Kontrakter og tilføjer Principalen Tab. I saa Fald skal Negren stævnes, men han er ikke altid let at finde, og selve Sagen er forbunden med en Del Besvær, som Embedsmændene selvfølgelig helst vil undgaa. Paagribes Negren, faar han nogle Dages Fængsel, d. v. s. frit Ophold uden Arbejde, og mange Negre har intet mod en saadan Straf. At have været i Fængsel regner de for en Ære. En Neger, der kom tilbage til St. Croix fra Horsens Tugthus, gik - ligesom de fine Rejsende op og aflagde Visit hos Guvernøren. Han blev selvfølgelig smidt ned ad Trapperne. Paa de nærmeste engelske Øer faar Negrene Rotting, og de dansk-vestindiske Politimænd mener, at denne Straf ogsaa burde indføres paa St. Croix, dog kun for grovere Forbrydelser. De almindeligste Overtrædelser af Loven, Negrene begaar, er Tyveri af Kokusnødder, som de stjæler paa Plantagerne og sælger i Byen for en Cent Stykket. I alle saadanne Sager paastaar Negrene, at de kun har stjaalet, hvad de selv spiste. Er dette givet, kan de nemlig ikke idømmes Straf. Pudsige Retssager at overvære, er Paternitetssagerne. De Sorte skifter tit Koner, saa man forstaar, at der kan blive Uenighed om Børnene, dog kun Uenighed om, hvem der skal forsørge dem. Den Neger, der lever sammen med en sort Pige, kaldes hendes Keeper, og for Domstolene optræder Keeperen i alle borgerlige Forhold som Pigens Mand. Men der er Intet at stille op mod ham, naar han optræder som Keeper i et andet Hus eller gaar paa Omgang. Retsforhandlingen i saadanne Sager er altid rig paa mimiske Præstationer, og den blege, edderspændte Politifuldmægtig, Ansigt til Ansigt med de gemytlige Sorte, er af en ubeskrivelig Komik.
Naar Negrene om Aftenen kommer hjem fra Markarbejdet, indstiller Forvalteren de flittigste blandt dem til en Romsnaps eller Sirupslimonade. Fredag Aften udbetales Lønnen ved et Bord, som opstilles i Sukkerkogeriet. Ved Bordet sidder Planteren og Forvalteren, henholdsvis med Protokol og Kasse, og under Driverens Vejledning faar Negrene Foretræde og modtager deres lille Løn. Da Forvalteren trækker af for Regnvejrsdage, giver Udbetalingen ofte Anledning til Diskussion. Saa slaar Planteren i Bordet, og Forvalteren skælder ud, og Driveren skærer Tænder, men Negren holder paa sin Ret, og han opnaar næsten altid, hvad han ønsker, før han grinende gaar sin Vej.
Natten mellem Fredag og Lørdag, Pengenatten, føres der et syndigt Liv i Negerbyen. Fra Hytterne lyder Sang og vilde Raab. De Sorte spiser varm Mad, drikker Rom og fornøjer sig med Spil og Slagsmaal. Ret ofte denneNat aflægger Forvalteren sine Undergivne en Visit, og saa hænder det, at der i Mørket vanker nogle Prygl. Lørdag og Søndag arbejdes ikke, og af 100 Negre gaar næppe 10 ud om Mandagen.
Negrene ere meget renlige. De bader sig, børster omhyggelig deres store, hvide Hestetænder og friserer deres Krølhaarshoveder. Om Søndagen ifører de sig den bedste Puds, og om Hverdagen ser man tidt en ung Negerinde gaa paa Arbejde med lyseblaa Strømper, blodrøde Strømpebaand og Blondebesætninger om Hals og Arme. Hun har enten været til Bambula om Natten og har ikke gidet tageandet Tøj paa, eller hun har pyntet sig for at gøre Indtryk paa Forvalteren. I Forbindelse med Negrenes Omhu for deres Ydre staar deres Skræk for alle Sygdomme, særlig for de to hyppige Negersygdomme, Spedalskhed og Elefantiasis. Paa Hospitalerne, hvor de sorte Patienter nyder gratis Pleje, ser man talrige Spedalske og endnu flere, der gaar omkring paa Elefantben. Denne Sygdom er en Hudsygdom, som næsten altid sætter sig i Benene. Disse svulmer op indtil en halv Alens Tykkelse, sprækker som Elefanthud og afgiver et uhyggeligt Skue, som man dog vænner sig til i kort Tid. Man møder nemlig disse Elefantben overalt, i Husene, paa Gaderne, ja selv paa Bal. Negren kalder dem for Jamsben efter Jamsroden, der har en lignende Form.
For Negrenes Børn findes paa St. Croix 6 Skoler med sorte Lærere, der er udgaaede fra Negerseminariet paa den engelske Ø Antigua. Disse Læreres Foresatte er Skole-inspektøren Mr. Quin, der redigerer Øens Blad, St. Croix' Avis. Heldigvis er Mr. Quin bedre Pædagog end Journalist. Undervisningen i Skolerne er fortrinlig. De sorte Børn nævner Hovedstæderne, læser indenad og synger Salmer, saa det er en Gru.
En særlig Kres danner de Negre, man i Folketinget kalder „Negerhusmænd. “ Det er de saakaldte Squatters, der selv driver et lille Stykke Jord og sælger deres Rør til Regeringens Faktori. For en halv Snes Aar siden besluttede Guvernementet at sælge Jordlodder fra Statsplantagen Work and Rest. Til en Begyndelse udstykkede man Jord til henimod 30 flinke Negre. Hver fik en Snes Acres mod en ringe Udbetaling, men med Forpligtelse til aarligt i de kommende 20 Aar at afdrage Restbeløbet. Det var en god Idé. Negerhusmændene har næsten uden Undtagelse klaret Afgiften, og Faktoriet kan ikke noksom rose deres Rør. For den Rejsende er det en Fornøjelse at spore den voksende Selvfølelse hos disse Sorte, der langsomt hæves til et andet socialt Lag. Og som den Jord, de kultiverer, opnaar de selv Kultur. Udviklingen af NegerHusmandsstanden er efter Kyndiges Mening et af de Spørgsmaal, Rigsdagen først og fremmest bør beskæftige sig med, naar den skal til at reformere Forholdene paa St. Croix.
(Henrik Cavling: Det danske Vestindien. 1894. Side 62 ff.)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar