Johan Ludvig Heibergs Grav. (Efterskrift til Politivennen).

 Johan Ludvig Heibergs grav i et skandaløst forfald.

En privatindsamling med mindre tilskud fra Undervisningsministeriet for at redde graven.

Krav om at staten skal overtage denne vor betydeligste litterære grav næst efter Holberg-graven i Sorø.

Graven på Holmens Kirkegård hvor fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg hviler.

Man har en gang sagt, at en slægts kultur hl. a kan måle efter den måde, hvorpå den handler med de dødes grave.

Er det rigtigt, har vi grund til at skamme os. Det er i de senere år hændt ikke en, men mange gange, at der med fuld føje er blevet anket over den hensynsløshed og mangel på pietet, hvormed vi lod en grav forfalde, der gemte de jordiske rester af en dansk mand, hvem hele slægten skylder taknemmelighed. Af og til har den rejste kritik givet anledning til, at graven blev sat i passende stand, enten fordi de glemsomme slægtninge vågnede til handling, eller fordi beundrere at den store afdøde tog initiativet dertil.

I disse dage, da Det kgl. Teater fejrer hundredeåret for dem første opførelse af vort nationale festspil "Elverhøj", peger nulevende venner af Johan Ludvig Heibergs digtning med en forståelig harme på den fuldkommen skandaløse tilstand af forfald, hvori hans grav på Holmens Kirkegård befinder sig - dem samme grav, hvori Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg hviler. 

Gravens tilstand har Iænge været usømmelig. Til tider er den et fuldkomment morads, uplejet og forfalden i en hver henseende, fordi ingen har taget sig af dens pasning. Disse forhold har foranlediget, at en lille kreds af Heiberg-beundrere for nylig har taget den opgave op, som andre synes at have glemt: at redde graven for eftertiden og først og fremmest nu sætte dem i en sømmelig stand.

Der er udsendt fortrolige opfordringer til deltagelse i en privat-Indsamling, som skulle indbringe et beløb af i alt 675 kr. Det er den sum, der kræves til at sikre gravens vedligeholdelse indtil nedlæggelsen af kirkegården.

Det ejendommelige ved denne "gehejme" indsamling er, at arrangørerne af den har modtaget tilsagn fra undervisningsministeriet, om at dette godt kunne tænke sig at betale en lille del af de 675 kroner, under forudsætning af, at resten skaffedes som tænkt ad privat vej!

Med al mulig påskønnelse af den private offervillighed tør man nok med nogen forbavselse rejse spørgsmålet: Skylder Det kgl. Teater ikke Johan Ludvig Heiberg og hans minde så meget, at undervisningsministeriet uden betænkning kunne have lagt hele summen, de odiøse 675 kroner, på bordet? Og ville det ikke have set ganske pænt ud just nu ved "Elverhøj"-jubilæet! 

Teaterhistorikeren Robert Neiiendam giver os til fuldkommenhed medhold i denne betragtning, da vi forelægger ham sagen.

- Graven på Holmens Kirkegård, udtaler han, er den betydeligste litterære grav, vi ejer, næstefter Holberg-graven i Sorø, og selvfølgelig burde den gå over i offentligt eje. Derved kunne man bl. a. også få den fredet og forhindre fremtidige nye begravelser i den, så vi undgik den skandale, vi oplevede for nogle år siden, da en af adoptivdøtrene blev begravet deri, og de gamle kranier lå og flød på kirkegården. Det var en sørgelig mangel på pietet, der vistes ved den lejlighed!

Som graven nu længe har henligget, er den en skandale. Jeg har selv tegnet mig for et bidrag til den private indsamling, men i grunden giver jeg dem ganske ret i, at dette burde være en statsopgave. Om ikke andet, så burde ministeriet have søgt ekstrabevilling dertil på finansloven. Det er sagen stor nok til. Og det er da kun 675 kr., det drejer sig om. Tænk på, hvilke umådelige summer, Det kgl. Teater i årenes løb har indtjent på Heibergs stykker! Siden 1910 har teatret kunnet spille ham gratis. Hvor mange gange har ikke "Aprilsnarrene", "Elverhøj" og "Recensenten og Dyret" fyldt teatret siden da? Bare de tre stykker gik en enkelt aften, det ville jo være tilstrækkeligt til at betale graven!

Clerk.

(Nationaltidende, 4. november 1928)

Indsamlingen gav resultat, graven blev istandsat og sikret i 40 år. Heibergs gravsted som det så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

J. L. Heibergs Grav paa Søetatens Kirkegaard. Illustreret Tidende, 23. august 1861.

Kulsvierblod og Rejselyst. (Efterskrift til Politivennen)

En Samtale med Forfatterinden Fru Rose Bruhn.

Fru Rose Bruhn, den kendte Forfatter af Bondenoveller og historiske Romaner, holder til næste Aar 25 Aars Forfatterjubilæum og har i disse i disse Dage hos Schønberg udsendt en ny historisk Roman: Den lille Borgfrue.

Høj, statelig med det mørke, krusede Haar graaeprængt, mens de brune Øjne endnu flammer stærkt, lukker Fru Rose Bruhn mig ind i en 3 Værelsers Lejlighed i Adolfsensgade

- De ligner egentlig selv en Borgfrue - siger jeg. 

- Giv mig Borgen, min Ven, saa skal jeg heller ikke have noget imod at være Borgfrue - værsgod!

- De bor da nydeligt!

- Jamen saa smaat! Jeg har maattet sælge natten alt. Mit gyldne Renaisancemøblement staar nu oppe i Ministeriet - i Departementschefens Modtagelsessalon. Men man kan jo ikke blive ved at holde stort Hjem, naar man altid rejser - - -

- Hvorfor gør De saa det? 

- Fordi jeg har Uroen i mig. Jeg har al Tid haft den, det ligger mig i Blodet. Jeg er af Kulsvierslægt og jeg er vokset op i Gribskov og i Skovene omkring Frederiksværk. Far var Forstmand. Som Barn var det Skovene, der drog mig. Jeg løb væk Gang paa Gang for at leve ude i Naturen, i Skovene. Hjemme troede de, jeg var omkommen, og trak Net gennem Dammen, og imens vagabonderede jeg midt inde i Skovtykningen.

Lige fra ganske ung har jeg rejst Første Gang til Norge, dér traf jeg Nansen og Sverdrup - da de kom hjem fra den første Polfærd - og skrev hjem om det. Jeg har været Journalist. Rejsekorrespondent til en Mængde Blade i mit Liv. Jeg har nemlig været saa heldig, at der altid skete noget, dér hvor jeg kom, f. Eks. var jeg i ltalien under Vesuvs forfærdelige Udbrud. Jeg har skildret det i min Bog: Naar Jord og Hjerter gløder.

- Var det lige straks Historien der fængslede Dem og gav Dem Lyet til at skrive? 

- Nej, jeg begyndte med mine Bondenoveller - for jeg kendte mine Bønder og - jeg elsker dem - ligesom Mor. Mor kendte alle Bønder i mange Miles Omkreds - ikke paa deres Tøj eller deres Ansigter eller Gang, men paa deres Heste.

Det er Per dens Hest og der kommer Rasmus dits og dats Hest - sagde hun altid. Det er bleven sagt af meget ansete Kritikere, at mine Bønder var de  mest sandru, der er skildret, det er jeg stolt af.

 - Men hvordan kom De saa til at skrive historiske Romaner? 

 - Det var min Mand - jeg var jo gift med Redaktør Hans Jensen, Sorø Amtstidende, der pegede paa Anne Lykkes Slægt og spurgte, om det ikke var noget for mig.

De kan tro, det var et Arbejde med Søgen efter Kilderne i gamle Skrifter rundt paa Herregaarde. Endnu til denne ældste Bog, Den lille Borgfrue, har jeg maattet opholde mig hele Sommeren paa Svendborgegnen for at studere de gamle sydfynske Gaarde. - Hvor alt dog var skønt fra den Tid, saadan en Kunst, de har skabt, præger hver Ting der er tilbage. 

- Hvorlænge bliver De nu hjemme? 

- Her? - Fru Bruhn ser sig rundt i sine Stuer - uden at hun aner det, er der Modvilje i hendes Blik. 

- Ikke ret længe. Jeg har det bedst naar jeg rejser. Min Sørejse til Indien - ja og mit Ophold derovre - er en af mit Livs allerskønneste Oplevelser, og naar man ikke har kunnet finde Lykken andre Steder, er det dejligt, at Rejserne og bagefter det at mindes dem. mens jeg skrev, har kunnet fylde ens Liv.

Jeg rejser mig for at gaa. 

- Sikken man dog bygger derovre paa den anden Side Gaden - siger jeg og ser ud. 

- Det ligner en Fængselsgaard - svarer Fru Bruhn - tænder Lyset og trækker for Vinduerne. Gunver.

(B. T. 5. november 1925).

Rose Bruhn (1861-1939) var forfatter til cirka 15 bøger, flere skuespil og journalistik i 30 provinsblade. Hun var gift med redaktøren redaktøren af Venstre-avisen Sorø Avis - ham blev hun senere skilt fra. Hun var født i Frederiksværk som fatter af byens garver Bruhn i Nørregade 10. Stedet nedbrændte siden og i stedet blev "Generalen" opført på stedet. Rose Bruhn var med i Dansk Kvindesamfund.

H. C. Andersens Grav flyttes til Odense? (Efterskrift til Politivennen).

Odenseanerne vil danne et H. C. Andersen-Selskab som skal centralisere alle Andersen-minder i Odense og arbejde for en flytning af digterens jordiske levninger fra Assistens Kirkegård til Odense.

En utiltalende ide som møder stærk modstand.

I disse dage har en lille kreds af odenseanere udsendt indbydelser til et ,øde, som på torsdag aften skal holdes i Katedralskolen i Odense for at få dannet et H. C. Andersen-Selskab.

Hovedmændene for denne plan er rektor Holbech, forfatteren Nordahl-Petersen og museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, og de formål, selskabet skal arbejde for, er ikke ringe. De går ud på varetagelsen af alle de interesser, som knytter sig til eventyrdigterens navn. Man siger, at Odense som hans fødeby har særlige forpligtelser, og det skal da være formålet at gøre Odense til midtpunktet for alle H. C. Andersen-minderne.

Alt, hvad der har med digteren at gøre, skal knyttes til Odense. Der skal pyntes på hans statue, arrangeres mindefester, indsamles breve og manuskripter, som har tilhørt ham, udgives en standardudgave af hans samlede værker, udsættes præmier og prisopgaver for at opmuntre folk til studier over hans liv, hans kilder, hans kunstneriske ejendommelighed o. s. v.

Men det største af alle formål finder udtryk i en artikel, som rektor Helbech forleden har skrevet i "Fyns Stiftstidende". Det er et krav, som synes hr. Holbech så nærliggende at man i det mindste bør forsøge at få det opfyldt. Det går ud på intet mindre end at grave H. C. Andersen op af hans grav på Assistens Kirkegård og føre hans jordiske levninger til hans fødeby. Rektor Holbech finder det upassende, at eventyrdigteren også efter døden skal "gå på gæsteri", idet han som bekendt hviler i det Collinske gravsted. I Odense ville der kunne skabes ham et monumentalt gravsted, som ville blive et valfartssted for alle dem, der elsker digteren og hans værk 

Det er en frygtelig tanke - siger kontorchef H. G. Olrik.

Det er just i dag halvtreds år siden H. C. Andersen blev stedt til hvile i det beskedne gravsted på Assistens Kirkegård, der i disse mindedage er helt dækket af smukke blomster.

Vi har da spurgt den kendte H. C. Andersen-forsker kontorchef H. G. Olrik, hvad han mener om den tanke at grave digterens jordiske levninger op og føre dem over til  Fyn.

- Det er en frygtelig tanke, svarer hr. Olrik straks, en meget styg idé, som jeg på det kraftigste vil tage afstand fra. Det faktiske forhold er, at H. C. Andersen er begravet derude efter eget ønske i samme grav som etatsråd og etatsrådinde Collin senere kom til at hvile i. Og hvordan ville man også nu efter halvtreds års forløb kunne finde hans støv .... nej, jeg synes, det lyder meget stygt.

- Hvad mener De i øvrigt om H. C. Andersen-Selskabets dannelse?

- Det er en ren misforståelse at ville centralisere et sådant selskab til Odense med forskning og indsamling af manuskripter o. s. v. København er jo en gang videnskabens sæde i Danmark, og vi kan slet ikke overlade dette til Odense. Vi har jo de store Collinske samlinger og andre minder på Det kgl. Bibliotek, og dér hører den slags ting hjemme. - Det er fuldstændig rigtigt, at Odense har gjort H. C. Andersen til æresborger, men han betragtede selv den første dag han kom til København, som meget betydningsfuld og følte sig vist som god københavner. Havde han ønsket at blive begravet i Odense, havde han nok ytret det. Næ, jeg synes oprigtigt talt, at odenseanerne her i noget for høj grad er ved at tage ham til indtægt ....

Det er absurd - erklærer Sophus Michaélis.

Blandt de indbudte til mødet i Odense på torsdag er også Dansk Forfatterforenings formand, hr. Sophus Michaélis, som imidlertid på vor henvendelse erklærer, at han ikke tager derover.

- Hvad mener De om den foreslåede flytning af Andersens grav? spørger vi.

- Jeg finder den ganske absurd, erklærer hr. Michaélis. Men Odense vil jo nu gerne gøre sig til af at være digterens fødeby, og der er her tale om en lokalpatriotisme, som ikke kan diskuteres. Et H. C. Andersen-Selskab mener jeg naturligt må centraliseres her i hovedstaden, hvor vi har samlingerne og forskerne, men jeg vil nødigt ind i en debat derom med lokalpatrioterne. Derfor intet ud over dette. 

Olk

Digterens blomstersmykkede grav.

(Nationaltidende, 11. august 1925).

Herman Bangs Bo og hans Arving. (Efterskrift til Politivennen)

Ude i Haderslevgade bor Frisør og Barber Hans Larsen, som ved et Lune blev Herman Bangs Universalarving. Overfor vor Medarbejder, Hr. Christian Houmark, fortæller han om sin Arvelod, om den udenlandske Film og Bangs Digtning.

Hr. Larsen på Stuen.

DER findes flere Testamenter efter Herman Bang. Paa sine mange Sygelejer, der af ham bestandig betragtedes som lige saa mange Dødslejer, nød han at udstede et eller andet Testamente til en eller anden, ofte tilfældig Tilstedeværende. Snart bortskænkede han Ejendomsretten til Romanerne, snart til Novellerne, en Enkelt overlod han rundhaandet sin samlede Produktion, baade den hjemlige og den oversatte - den skrevne og den endnu uskrevne, og tog efter en saadan Opbydelse af de sidste Kræfter, en hjertelig og uigenkaldelig Afsked med den lykkelige Besidder af det ganske værdiløse, juridisk ugyldige Dokument. Mens Bang ellers nøje huskede, hvem han havde betænkt, saa syntes han ganske at have glemt det Testamente, som indsatte Portnersønnerne fra Walkendorffs Kollegium til hans Universalarvinger. Det talte han aldrig om. Derimod nævnede han hyppigt og med Glæde et andet, som, efter hans Mening, var fuldkommen lovgyldigt. Han navngav Arvingen og Vidnerne, men dette Testamente synes paa hemmelighedsfuld Maade at være forsvundet. Maaske har Bang selv, i et deprimeret øjeblik, tilintetgjort Dokumentet.

Den ene af Digterens Universalarvinger, Frisør Hans Larsen ude fra Haderslevgade, modtager i denne Tid talrige Henvendelse fra udenlandske Filmsselskaber, som ønsker at sikre sig Retten til at overføre Bangs Digtning paa Filmen

- Vidste De, at De var Bangs Arving? spørger jeg Hr Larsen en støt og stille Herre med et smukt Væsen.

- Nej. Ikke jeg, lyder Svaret. Jeg var kun tre Aar, den Gang han skrev det. Men nogle ældre Halvsøskende huskede godt, da der senere blev talt om det, at vore Forældre havde sagt, at vi var indsatte.

- Vi .... hvem?

- Min ældre Bror, Gilbert, og jeg.

- Hvor gammel er De?

- Bror er 51 og i Amerika. Jeg er 49.

- Hvad Aar blev Testamentet skrevet?

- I 1879.

- Hvordan lyder det?

- Ja, der staar, at han indsætter os, fordi vores Forældre havde været saa gode imod ham, da ingen vilde kendes ved ham, heller ikke Slægten. Han havde jo dengang ikke skrevet saadan noget videre.

- Hvorfra kendte Bang Deres Bror og Dem?

- Fra Walkendorffs Kollegium, hvor Far og Mor var Portnerfolk, og hvor han boede som Student. Han laa meget syg af Gigtfeber engang, og min Mor plejede ham og tog sig kærligt af ham; han ejede ingenting og hun hjalp ham med Mad og saadan, hvad der kunde falde fra ... Jeg kan nu ogsaa godt huske, at da Bang Byttede hen i Studiestræde hos Fru Ottesen, dér boede ogsaa Peter Nansen, saa bar min Bror og jeg Middagsmad hen til ham, som Mor lavede.

- Hvomaar døde Deres Forældre, Hr. Larsen?

- I Firs - enogfirs.

- Hvomaar saa De sidste Gang Herman Bang?

- Det var til en Børnehjælpsdag, da vidste jeg jo ikke noget om det, ellers havde jeg vel talt med ham, men det har jeg aldrig gjort Jeg har tit set ham, ogsaa hørt ham læse op.

- Og saa døde han?

- Ja, og saa blev vi jo opsøgte. De henvendte sig først paa Walkendorff. dér var der ingen, som kendte os, men ligeoverfor boede en gammel Skomager, jo, han hed Madsen, og han vidste, at vi havde en Onkel, der var Bud paa Polyteknisk Anstalt, og hos ham fik de at vide, at jeg var næringsdrivende Barber- og Frisør paa femogtyvende Aar i Haderslevgade, og saa blev jeg kaldt op til Boets Eksekutor, der fortalte mig, at jeg var Arving, men at der næppe vilde blive noget .... Familien - Bang - vilde have Testamentet omstyrtet, men det var retsgyldigt, og Vidnerne lagde Ed paa, at det var skrevet paa Kollegiet, og at Testator var ved sin Fornufts fulde Brug, og saa blev det mig.

- Men Filmen?

- Ja. Den frembød jo Vanskeligheder. Men en Voldgiftskendelse har tilskrevet mig Retten til hans Værker, til Film og Dramatisering over hele Verden.

- Og Deres Bror?

- Ham har jeg ikke hørt fra i flere Aar Jeg har søgt ham pr. Breve, men der kommer ikke noget Svar. Jeg véd ikke, om han er levende eller død .... 

- Saa er De ene Arving?

- Ja .... desværre. Men maaske afdøde Broders Gæld herhjemme er blevet betalt af hans Arv ifølge Fuldmagt af 1912, da levede han endnu, saa han vidste, han var Arving, Med-Arving. Siden 1918 har jeg ikke hørt fra ham. Der kom nok en Dansk Amerikaner en Dag for et halvt Aar og skulde hilse mig fra ham - men .... næh, den tror jeg nu ikke paa.

- Hvormeget har Boet hidtil indbragt Dem?

- Der var store Udgifter .... Voldgiften, og hver Gang jeg skulde møde i Boet, maatte jeg stille en Mand Forretningen, det er 12-14 Kr om Pagen .... aah, ikke noget videre naar jeg saadan skal se .... Jeg vilde saamænd gerne sælge Ejendomsretten til Film og det hele og trække mig ud af det, naar jeg kun de faa et ordentligt Bud. For "Mikaél" gav Filmen mig kun /> af 3500 Kr. Det er det højeste, jeg har faaet.

- Har De Ingen Pietet?

- Jo. Jeg har skrevet saadan lidt Smaasange i Familie-Lejligheder, men det ér jo ikke i Sammenligning .... ikke noget nævneværdigt.

- Hvad synes De bedst om i Bangs Digtning?

- "Mikael". Jeg gaar ogsaa tit ud paa hans Grav og ligger en lille Blomst til Erindring for mine smaa Penge, eller en lille Krans, som det nu gaar paa Stuen, det er den, jeg maa stole paa .... Jeg synes. Forfatterforeningen skulde holde Graven og rejse et Monument over ham. Han har sagt, han ikke vilde, véd jeg nok, men hvad gør det .... Han sagde ogsaa, at der ikke maatte tales over hans Grav og ikke tages Maske - og alt det skete alligevel der er ikke noget blevet overholdt .. alligevel ....

Christian Houmark.

(B. T. 11. juli 1925).

Se også artikelen om Herman Bangs død og begravelse her på bloggen.-

Ligbrændingssagens Udvikling. (Efterskrift til Politivennen)

Kontorchef Reenberg fortæller om Kamp, Modstand og fremgang.

Dansk Ligbrændings-Forening har udsendt sin Aarsberetning, og det fremgaar af denne, at det her drejer sig om en Sag, der er i kolossal Fremgang, og vi har bedt Foreningens energiske Drivkraft. Kontorchef Reenberg, fortælle lidt om Udviklingen. Han siger:

- Foreningen tæller nu 32,430 Medlemmer, og vi havde i 1924 5686 nye Indmeldelser. Der blev sidste Aar foretaget 851 Ligbrændinger i København og 28 i Aarhus, men inden vi er naaet til dette store Resultat, har der ogsaa været kæmpet en langvarig og haard Kamp. Foreningen, der er stiftet 1881 af Professor Levison, traadte først i Virksomhed i 1893, da den første Brænding her i Landet fandt Sted. - det var Bureauchef D. I. Dessau, der blev den første. Det første Aar var der kun fire Brændinger, og det var, da "Folkelig Ligbrændingsforening" blev stiftet, at det begyndte at tage Fart. Det var egentlig Digteren Sophus Schandorffs Baalfærd i 1901, der gav Stødet til denne Forenings Dannelse, - der var en Mængde Arbejdere til Stede, de følte sig tiltalt af denne Maade og stiftede Foreningen. 

Sophus Schandorffs sidste Vilje.

Dette har sikkert glædet den gamle Digter i hans Himmel, thi som De maaske ved, sluttede han sine Livserindringer med disse jævnt og ligefremme Ord: For øvrigt er min Hustru og jeg enige om, at vi vil brændes. Vi vil ikke ligge og svine Jorden til for vore Efterkommere!

I Krematoriets Urnehave.

Der er mange kendte Navne, der har fulgt Schandorffs Eksempel, jeg kan nævne: Estrup, Hørup, Holger Drachmann, Hørdum, Zartmann, Flyveren Ulrich Birck og m. m. fl. Forfatterinden Amalie Skrams Urne er f. Eks. en af de første, man læger Mærke til, i den gamle Urnehal, hvor den staar lige til højre for Indgangen. Fru Skram demonstrerer her i Døden mod sin norske Herkomst, idet hun paa sin Urne har ladet prente:

Dansk Borgerinde
Dansk Undersaat
Dansk Forfatterinde

Der er kun to Præster i København, der er Modstandere af Ligbrænding.

Det var, navnlig de første Aar, særlig fra gejstlig Side, Ligbrænding-sagen mødte heftigst Modstand. I Begyndelsen maatte Præster overhovedet slet ikke modvirke i Ornat - det opnaaede de først Tilladelee til i 1910. Nu er hele denne Modstand kun en Saga blott" - København findes der i øjeblikket kun to Præster, der er Sagen fjendtlig stemt. For øvrigt er det kun en ringe Brøkdel Ligbegængelser, der foregaar uden gejstlig Medvirkning, - sidste Aar var der kun 35,

Foreningen er nu en Faktor, man maa regne med i Begravelsesvæsenet, - her i København har vi snart 1000 Ligbrændinger om Aaret, og foruden Krematoriet i Aarhus der er tre Aar gammelt, vil der nu ogsaa i Slagelse, Helsingør, Aalborg, Kolding og Odense blive opført Krematorier i en ikke fjern Fremtid.

Larus

(Aftenbladet (København) 11. juni 1925).

Jens Orten Bøving Petersen (1864-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Orten Bøving-Petersen, 24.6.1864-24.4.1937, forfatter. 1890 mag. scient. i zoologi. I Brasilien som bestyrer af den biologiske afdeling af en landbrugsstation (1891-93). Efter hjemkomsten underviste han på forskellige københavnske skoler og tog 1931 sin afsked som lektor ved Skt. Jørgens gymnasium. Hans pædagogiske virksomhed satte sig bl. a. spor i udarbejdelsen af forskellige lærebøger for gymnasiet. Medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks naturfredningsforening fra 1921 til sin død.

Værker: 1899-1903 udgav ha Vor Klodes Dyr I-III (sammen med Waldemar Dreyer), A.E. Brehms'Dyrenes Liv I-III i "Frem", 1907 og Universels Undere, 1913-15. Skabelse og Udvikling, 1897, Havets Erobring. 1910, Vor Klodes Saga, 1912, Dybhavsforskning, 1923 og Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927. Aaret i Danmark, 1918 og i en del naturhistoriske eventyr i "Børnenes Juleroser".

Foraar og Mennesker

Om vi Mennesker tænker derover, rummer Spiring og Løvspring dybsindig Visdom bag det gryende Foraars glade Smil. Men det gælder, at vi maa have Foraaret i vort Sind. En Samtale med Forfatteren til "Aaret i Danmark", Lektor J. O. Bøving- Petersen.

Videnskabsmanden J. O. Bøving Petersen har stadig staaet i Kamp med Digteren J. O. Bøving-Petersen. Han hører til den Aargang, som kendetegnes af Navne som Johs. Jørgensen, Stuckenberg, Sophus Claussen, men fulgte i Modsætning til disse Videnskaben. Dog ofrede han for nogle Aar siden til sin gamle, aldrig glemte Kærlighed og skrev en Bog "Aaret i Danmark". Videnskabsmanden og Digteren er her gaaet op i en højere Enhed. Bøving-Petersen skildrer her Danmarks Natur i Aarets Maaneder, som Digteren føler den og Videnskabsmanden ser den, og det blev en Bog, om har bragt Glæde og Udbytte til mange.

- Den er mit Hjertebarn, siger Bøving-Petersen, da jeg opsøger ham i hans Studereværelse. Det er i en Fjerdesal paa Gammel Kongevej. Fra sin Plads ved det gamle Skrivechatol har han Udsigt over Tagene - en fredelig Piovinsidyl, og fra Vinduerne kan ses Villahaverne, hvor det spirer i Foraarssolen.

- Er det Foraaret udenom os - i Naturen, De vil have, jeg skal fortælle om, saa maa jeg have Lov at henvise til min Bog, dog helst saaledes, at den tages i smaa Portioner ad Gangen. - Var det Foraaret og Mennesker? Ja ...

Bøving-Petersens Blik glider fra Bogreolerne - det er dem, der præger Værelset - til en stor David-Statue, en Gave fra hans Hustru paa 50 Aars Fødselsdagen, og videre til de mange Stykker italiensk Skulptur, Renæssance-Skulptur, som findes i Stuen.

- De er mig et Surrogat for Troperne. Jeg har været flere Aar i Brasilien, fortsætter saa Bøving-Petersen. Den, der har levet nogle Aar i Troperne, ved maaske bedst, hvad vort nordiske Foraar betyder for Sindet. Man priser - paa Afstand - Tropernes "evige Sommer", og den er vidunderlig. Men alligevel ... er man derude, kommer der en Time, før eller senere, da man sløves og trættes af disse hede, solmættede Dage, der følger hinanden, ens som Perler paa en Snor. I en saadan Stund kan Hjemvé og Mismod pludselig komme overvældende, knugende tungt - indtil man faar det rystet af sig.

Hvor mange Ærgrelser vort hjemlige Klima end bereder os, maa vi alligevel være glade for Aarstidernes Vekslen. Hvilken af dem man saa vil foretrække, bliver den enkeltes Sag. Jeg for min Part vilde nødig undvære nogen, selv om jeg mangen en raakold Blæst- og Regnvejrsdag ønsker mig langt borte - og paa Trods af al Logik, netop ud til den "evige Sommer".

For de fleste af os, hvis vi da ikke er særlig inkarnerede Sne- og Issportsmennesker, vil Foraar og Sommer være de rivaliserende Favoriter. Men hvem af dem. der saa skal gaa af med Sejren - ja, det er det samme ældgamle Spørgsmaal om størst Lykke, som J. P. Jacobsen symboliserede i Dialogen mellem de to Pager: den Gule, som lever i Forventningens lyse Haab, og den Blaa, som har opnaaet Glæden.

Kalder vi den gule Page Foraaret og den blaa Sommeren, maa jeg for mit Vedkommende foretrække den gule - men jeg vil unægtelig have den blaa med.

Den Fornyelse og Foryngelse i Naturen, som vi nu kan følge - selv om det for de fleste Københavneres Vedkommende til daglig kun bliver i Byens Parket og Villahaver - , virker uvilkaarlig fornyende og opstemmende paa os selv Mangt et vinterknækket Haab retter sig ved at se, hvorledes de nye Livsspirer bryder op gennem den kolde Jord og det visne Løv. Og den, der nøje følger blot en enkelt Busks eller et Træs Knopbrud og ser, hvor viseligt, som man sagde i gamle Dage, Naturen har "indrettet" Løvspringet, han kan, om han tænker derover, vel ogsaa selv tage Lære af et og andet.

Enten vi nu kalder det Naturens Visdom eller moderne Tilpasning, er det lærerigt at se, hvor forsynlig en Moder Naturen er, naar det gælder Fremtidsslægtens Tarv. Tag en Knop. Yderst staar de brune, tørre Korkskel, Vinterens eneste, fattigt klædte, men haardføre blade. Naar Vaaren kommer, og de begynder at strække sig mod Solen, er deres Liv snart til Ende. Indenfor er det lille Skud, der om en Maanedstid vil udfolde sine grønne Silkefaner til Vaarens og Sommerens Pris mens de brune Skel upaaagtet drysser til Jorden - miskendte, skønt det var dem, der vandt Sejren. Endnu hviler trygt de unge Blade paa deres Leje, omhyggeligt sammenfoldede, bøjede og rullede om hinanden og om den spæde Stængelspids, saa praktisk, at de tager mindst Plads og finder bedst Beskyttelse. Ofte er Lejet polstret med bløde lune Haar, der udfylder alle Mellemrum og hjælper til at værne Kælebørnene mod Kulde og Udtørring. Jo, det er let at se, at Moder Natur har gjort sig ganske særlig Flid for at gøre netop deres Indtræden i Livet saa blid og farefri som vel muligt.

Saa megen Filosofi rummer en saftspændt Knop, der, glimrende i Foraarsregnens Draaber, strækker sig ud mod Solen. Den fortæller os ogsaa, at det, der synes nyt, allerede længe har været forberedt i det skjulte. Ogsaa Urternes Spiring og Løvspring rummer dybsindig Visdom bag det gryende Foraarsglade Smil. Se, hvorledes deres ungdommelige Skud, uden at trættes og omsider sejrende, løfter og gennembryder Skovbundens og Parkernes tykke Lag af døde Blade. Er disse grønne Spirer, der bærer de visne Lig paa deres Skuldre og skyder dem til Side, ikke selv det skønneste Symbol paa Livets Sejr over Døden - Fremtidens over Fortiden.

Helge Rode har udtrykt det saa smukt i et Digt:

De slanke Træers smidigt blanke Arme 
er strakt i Haab op mod den fine Sky.
Der gaar en Strøm af Livets Kraft og Varme
fra Rod til Top. En 9trøra af Gro og Gry. 

- - -

Nu presses Knoppen frem, fuldspændt af Saft
-  vor Sommer pakket tæt i bitte Kurve -

Men selv om man ikke filosoferer saa dybt over Foraarsfænomenerne, paavirker de uvilkaarlig Sindet og skaber en vis festlig Følelse, en fornyet "Vilje til Livet", stærkere end paa nogen anden Aarstid. Blot Synet af den første skinnende Følfod paa Grøftekanten eller af Træernes beskedne Rakler fremkalder en Gensynsglæde og en Forventning, der betyder mere for Sindet end de pragtfuldeste eksotiske Drivhusblomster. De første Humlers Brummen, Myggenes Sang over Kærene og de vaagnende Frøers Kvækken - altsammen saa fortrolige Lyde, men dog hvert Aar, takket være Vinterens lange stille Mellemakt, ny og stemningsvækkende hele Livet igennem.

Ja, Stemning er maaske netop det Ord, som bedst karakteriserer Foraarets Indvirkning paa et blot nogenlunde modtageligt Sind. Især naturligvis i de unge Dage, da vi alle er mest umiddelbart følsomme. Hvor mindes jeg endnu Stemningen over Studenteraarenes Foraarsdage - long, long ago - , da jeg sammen med en Ven, ofte Johannes Jørgensen, undertiden med Stuckenberg og Frue i Følge tog ud til Ordrup Mose, som den Gang var en rigtig Mose, til Lyngby, Frederiksdal eller blot til Damhussøen, som laa midt ude i Landet ...

Naar vi forventningsfulde og med alle Sanser opladte travede af Sted med vore Botaniserkasser, Kætsere og Glas og vor beskedne Lommemad og en Krone til en Øl og Kaffe med Wienerbrød - ja, da følte vi os lykkeligere end mangen en, der nu farer forbi det altsammen i en støvende Bil for at dejeunere paa et mondænt Kysthotel og saa køre hjem igen.

Vi havde Foraaret i vort Sind og dermed er vel egentlig alt sagt.

Wolmer

(København 25. april 1924).

Til en elsket Lærer.

Lektor I. O. Bøving-Petersen.

Naar man tænker tilbage paa sin Skoletid, dukker der mange højst ubehagelige Minder frem. Det er ikke alene Minder om besværlige Lektier og Straf og Tvang, det er især Minder om disse Lærere, der tog alting højtideligt, og som det ikke var muligt at presse et menneskeligt Smil ud af. Det var de Pædagoger, som i dybeste Alvor, uden Skygge af Lune, rasede over en glemt Bog eller et glemt Pensum, som foreholdt En det sørgelige i en Blækklat eller en Uopmærksomhed. Det var disse Lærere, som man rødmede for, naar man mødte dem paa Gaden, og om hvem man ikke tænkte sig den Mulighed, at de levede et privat, naturligt Menneskeliv, naar de havde forladt Skolen. Disse Lærere mindes man i sin høje Alder endnu med lidt Skræk i Blodet, og man vil aldrig glemme dem deres Højtidelighed. Ak, de skulde vide, hvor meget mindre Alvor der skal til. for at sætte sig i Respekt hos Børn.

Saa var der en anden Type. Det var den Lærer, som Børnene straks kunde lide. Ikke fordi han var mindre streng eller kun gav gode Karakterer. Men fordi de altid aarvaagne unge Mennesker straks kunde se, at det var en ganske almindelig Mand. som ikke spiste Spanskrør til Middag og drak Blæk til. Selv om han til Tider kunde være urimelig, nervøs og uretfærdig, tilgav maa ham let, thi der lurede et privat Smil i hans Øjne, og de altid kloge, unge Psykologer var ikke længe om at opdage, at han nok kunde skælde ud over Uopmærksomhed og Dovenskab, men han glemte ikke igen, naar han forlod Skolen og sad ikke hjemme og rugede over Hævn og Ondskab. Og man kunde behandle ham som en Kammerat, naar han var i godt Humør.

Jeg tror, at alle de gamle Drenge, som i Skolen har læst med lektor I. O. Bøving-Petersen, endnu elsker den gamle Lærer. Thi Bøving-Petersen var i Sandhed en "elsket Lærer". Ham kunde man lide straks. Der var ingen Vrøvl med ham, og hvis man gjorde sig umulig og blev skældt ud, var man klar over, at det ikke var Læreren, der var umulig, men at man selv var et Fjols, der ødelagde de behagelige Timer i Zoologi og Botanik.

Skønt det er 30 Aar siden, jeg læste med Bøving-Petersen, husker jeg hans Timer med Glæde. Og hvad jeg ved om Dyr og Blomster sætter jeg altid i Forbindelse med dat, jeg lærte i disse Timer. Det spillede vist ikke nogen videre Rolle med Lektierne. Men vi lærte at se paa et Skelet eller en Blomst. Vi lærte at undre os over Biller og Skarnbasser og deres interessante Liv. Vi var Naturhistorikere og Biologer, naar vi drog paa Blomsterjagt i botanisk Have eller ind i Skabene i Skotens naturhistoriske Samling. Timerne var altid nye og altid interessante.

Vi har hørt, at I. O. Bøving-Petersen er en Kunstner i sit Fag, en Artist som naturhistorisk Forlatter. Vi gamle Elever kan bevidne, at han ogsaa var en Kunstner som Lærer. Han forstod at give Dagen Slid Fane og han forstod at faa sine Elever til at elske den Kunst, han udøvede.

Og derfor hylder alle gamle Elever ham paa hans Hædersdag.

En gammel Elev
(fra "Lyceum".)'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 24. juni 1924).

I midten af 1924 var han på tale som afløser for direktør Dreyer i Zoologisk Have, men alderen talte imod, idet direktører her normalt sad i 15 år, og at Bøving-Petersen på det tidspunkt allerede var 60 år. Han trak sig i forløbet.

I oktober 1924 havde maleren Agnes Slott-Møller drøftet indhugning af et relief i klintevæggen der skråner ud over første afsats foran den gamle kirke i Højerup for biskop Absalon og hans kamp mod venderne. Nærmere bestemt ved Højerup i en gammel kridthal med to sider glat afsavede klintevægge i et gammelt stenskær. Projektet blev dog ikke til noget:

Vi agter at gøre, hvad vi finder rettest.

Storehedinge Borgmester siger et borgerligt Ord angaaende Absalonstatuen.

I Køgebladene skriver Borgmester J. P. Jensen-Stevns fra Storehedinge, at Naturfredningsforeningen samt alle, der opponerer imod, at der bliver indhugget et Relief af Absalons Kamp mod Venderne, er paa helt galt Spor. hvis de tror det vil skæmme Klinten. Billedet skal hugges i et gammelt Stenbrud, der vel vender ud mod Vandet, men som benyttes til Mødeplads, og hvor der i Forvejen findes Mindesmærker over andre berømte Mænd.

Borgmesteren, der særlig gaar haardt frem mod Lektor Bøving-Petersen, der protesterer paa Geologernes Vegne. Naar Lektoren, hedder det bl.a., og hans Geologer har det meste af to Mil Klint at betragte, bør de forsone sig med Tanken om, at andre muligvis disponerer over et Stykke saa stort som en Salsvæg paa den Maade, som passer dem, navnlig i Betragtning af, at den Væg er deres egen. Hr. Bøving-Petersen truer med at ville bringe Loven om Naturfredning til Anvendelse, og det meddeles udtrykkelig, at han er Medlem af Fredningsnævnets Forretningsudvalg. Han burde snarest fjernes derfra, naar han kan indbilde sig, at Loven er anvendelig paa en afsavet Kridtvæg i et gammelt Stenskær. Hr. Bøving-Petersen falder over Fru Slott-Møller, som er frejdig nok til at forsvare sit Forehavende. "Fruen nægter sig ikke noget". Fru Slott-Møller har intet Forehavende, hun er af Bestyrelsen for en privat Forening blevet raadspurgt om, hvorvidt en bestemt Tanke er kunstnerisk og økonomisk gennemførlig, og hun vil foriiaabentlig meddele sit Skøn ganske uanfægtet af Hr. Bøving-Petersens ukaldede Indblanding.

Hovedstadspressens Udtalelser om denne Sag har selvfølgelig vakt en Del Forundring paa Stevns, fordi det hele forekom os saa misforstaaet og overdrevet. Vi tillægger dem ingen som helst Betydning for vort eget Vedkommende, og vi agter ganske uden Hensyn til dem at gøre, som vi tinder rettets i denne lille Sag, som vedrører vor Hjemstavn.

(Roskilde Dagblad 25. oktober 1924)

Kunstakademiets direktør professor Anton Rosen var også imod kunstværket. 

Bøving-Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Statuen af Holger Drachmann paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen).

Drachmann faar sit Monument.

Kampen om hans Statue

Den bekæmpes til Fordel for en Pegasus af Utzon-Frank.

Om kort Tid staar Lorry-Klubben paa Frederiksberg ved det Maal, for hvilket den i sin Tid blev stiftet: Oprettelsen af et Mindesmærke for Holger Drachmann - den Digter, der i sine glade Dage kastede en vig Ilterser Glans over det glade Sted, hvor Lorry Fejlberg er bleven afløst af Waldemar Nielsen, to Værter af omtrent samme Type.

Lorry-Klubben er siden sin Start blevet saa velhavende, at den knapt nok ved, hvor den skal gøre af sine Penge. Med de aftenlige Indtægter, Klubben nyder godt af, regner man med, at Kassen nu maa indeholde ca. 100,000 Kroner. En Del af disse Penge anvendes til velgørende Formaal. Man har bl. a. hørt, at en syg Skuespiller er bleven understøttet, og at Drachmanns Edith til Hamborg har faaet 300 Kroner sendende. Men forøvrigt vil et offentligt Regnskab antagelig snart gøre udførlig Rede for den Side af Sagen.

Hvorledes det nu end er - Lorry-Kassen har forlængst ligget inde med de 20,000 Kroner, som det vil koste at rejse Holger Drachmann et stort og værdigt Mindesmærke. Men af hvad Art skal dette Mindesmærke være? Herom har der i længere Tid staaet Strid paa Frederiksberg.

Vi har forespurgt i Lorry-Klubben om denne Strid og faar Besked af et af dens Bestyrelsesmedlemmer, Musikdirektør Holger Nilsen.

- I Bestyrelsen, siger Hr. Nielsen er Stemningen afgjort for at rejse Drachmann en Statue. Nogle vil have udført en hel ny Statue, men Flertallet samler sig om en Forstørrelse af det lille Drachmann-Monument, som vi hidtil har haft staaende herude i Haven, og som i sin Tid blev afsløret under stor Bram og Brask med Taler af Borchsenius og A. C. Meyer.

- Den, der kaldes Kakkelovns-Figuren eller Buksemanden?

- Ja. Den er, synes jeg, bleven udsat for en ganske uberettiget Kritik. Den skyldes den unge Billedhugger Ivar Holther, der for nogle Aar siden døde i Fattigdom, men var et Talent med en stor Fremtid for sig. Statuen giver Drachmann udmærket, i Holdning og alle Karaktertræk, og den tilfredsstiller alle kunstneriske Krav. I Miniature, saaledes som den nu staar, kan man slet ikke bedømme den. Men den vil sikkert virke pompøst, naar vi faar den udført i Metal i halvanden Gang Menneske-Højde. Den er ogsaa forlængst blevet sanktioneret af Frederiksberg Kommunalbestyrelse, som skal overtage Statuen, engang naar Lorrys Have skal udlægges til offentlig Haveanlæg i Lighed med, hvad der er sket i den halve Del af Allégade.

- Hvornaar vil Statuen blive rejst?

- Det er Spørgsmaalet, thi nu møder der pludseligt en Del fremmede Mennesker, der fortæller os at vi slet ikke skal have nogen Statue af Drachmann, men derimod et Slags symbolsk Monument. Det er Venner af Kunstneren af Kunstneren Utzon-Frank, der samlet sig om en "Vinget Pegasus" han har udført - en temmelig kedelig Krikke, efter min Mening, der slet Ikke siger noget om Drachmanns særegne Personlighed, Saadan en Rosinante kan man stille op for Ferd. P. Vadum eller en hvilken som helst anden, der slaar Harpens Strenge.

- Kampen staar altsaa for Øjeblikket om Statue eller Pegasus?

- Ja, vi befinder os midt i Krigens Hede. Men jeg gaar ud fra, at Statuen - og afdøde Holthers Statue - vil sejre. Spørgsmaalet afgøres i disse Dage, og straks naar det er sket, gaar vi i Gang med Støbningen, saaledes at det nye Drachmann-Monument om et Par Maaneder kan staa færdig til Afsløring.

- Den Dag bliver der Fest paa Frederiksberg?

- VI har jo lidt Fest her hver Dag. Men den Dag bliver naturligvis særlig stor. Hele vor literære Verden vil antagelig deltage i den.

Saa vidt Hr. Holger Nielsen. Hovedsagen: at Holger Drachmann faar et Monument, værdig til Digterens Betydning, synes da at være i Orden. Det bliver ganske vist foreløbig i Lorrys Have. Men det bliver dog heller ikke saa langt fra en god Kollega: Adam Oehlenschläger.

(Social-Demokraten, 20. maj 1923).

Der rejses en Statue af Drachmann

Frederiksberg Kommunalbestyrelse modtager Lorry-Klubbens Gave.

Drachmann, den farende Sanger, Havets, Vinens Sanger, skulde han ikke huskes, den største i Danmark? Der var andre store Digtere fra samme Kuld, og der er yngre Planter i Skoven, der tegner til maaske engang at naa op paa hans Højde; men endnu rager han op, vældig, og de unge sænker Kaarden for den store Mester. Da den bedste af det nye Kuld, Hans Hartvig Seedorff, blev sammenlignet med den gamle Skjald, bøjede han sig beskedent og skrev:

Man sammenligner mig med Holger Drachmann,
0 var jeg blot en Tjener i hans Følge,
men jeg er blot en Krusning i lidt Brakvand.
hvor han var Havets stærke, stolte Bølge.

Skal han ikke have et Monument i Byen, et virkeligt Monument, som vi kan vise frem mellem alle de andre Mindesmærker, vi har? Ganske vist: Drachmann har jo et Monument, den unge Billedhugger Holters lille Statue ude i Drachmann Kroen; men mange har berettiget ment, at dette Miniaturarbejde Ikke var Mesteren værdig. Det skulde knejse rankere mod Himlen, som han selv gjorde, han der sad over Skyerne, hvor Himlen den var blaa, der bar sin Hat, som han vilde og brød sig Pokker om ærværdige Borgeres summende Sladder.

Marius E. Jørgensens Udkast.

Og det er da ogsaa ude fra Drachmann Kroen, at Initiativet er taget til at faa et nyt Monument rejst, Da "Lorry Klubben" startede for et Par Aar siden, blev det dens største Opgave: at faa indsamlet de nødvendige Penge dertil.

Og det er altsaa det, der nu er sket.

- Det er nogle Maaneder siden, fortæller Hr. Hermann Florenz, vi blev enige om, at nu skulde det være Alvor. Vi havde ca. 23.000 Kr. og dem overlod vi til Frederiksberg kommunalbestyrelse til Rejsningen af et Monument for Drachmann paa Frederiksberg. Kommunalbestyrelsen maa selv bestemme, hvorideee det skal se ud, hvem der skal lave det og hvor det skal staa. "Lorry klubben" har kun skaffet Pengene, som den engang lovede.

I den forløbne Tid har Sagen været behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelses tekniske Udvalg. Gaven vil formentlig blive modtaget.

Er de indkomne Midler tilstrækkelige, spørger vi Hr. Forretningsfører Emanuel Olsen. Socialdemokratiets Repræsentant i Udvalget, da han har haft Sagen til Forbehandling.

- Jeg tror det ikke, var Hr. Olsens Svar.

- Vil Kommunalbestyrelsen i saa tilfælde bevilge det nødvendige Restbeløb?

- Nej, i saa Tilfælde maa "Lorry Klubben" træde til igen; men vi overtager selvfølgelig Udgifterne til Vedligeholdelse og den Slags.

Endnu vides ikke, hvem der skal udføre det hæderfulde Arbejde, eller hvordan det kommer til at se ud. Der tales fra flere Sider om at udskrive en Konkurrence. Foreløbig har vor gamle Partifælle, Billedhuggeren Marius E. Jørgensen lavet Udkast: Drachmann som vi kendte ham med Bulehatten og Flagrekappen. Soklen er af Kampesten, indfattet Broncereliefer med Motiver hentede fra forskellige af Drachmanns Skuespil. Marius E. Jørgensens Udkast, der har vakt Glæde og Tilfredshed i vide Kredse, har faaet sig en Konkurrent i den unge Billedhugger Jean Gauguin, der har ment det bedre end at portrættere Drachmann at symbolisere ham ved en vinget Pegasus paa en høj, slank Sokkel

Jean Gauguins Udkast

Maaske vil der nu blive lidt Strid om, hvilke af disse, der skal udføres, og maaske kommer der andre Udkast til. Foreløbig menes det dog fra de indviede Kredse, at Marius E. Jørgensens Udkast vil blive det foretrukne.

Men alt det hører Fremtiden til. Forberedelserne er trufne, og om et Aar eller to vil den gamle Skjald faa sit Monument.  -en

(Klokken 5 (København), 12. juni 1923).

Skarp Protest mod Drachmann-Statuen.

En Henvendelse til Frederiksberg Kommunalbestyrelse.

Interview med Forfatteren Sophus Clausen og Folkethingsmand Friis-Skotte.

I Aftes udsendtes gennem Ritzaus Bureau følgende Protest:

Vi undertegnede tillader os at anmode Frederiksberg Kommunalbestyrelse om at undlade den paatænkte Opstilling af Drachmanns Statue, der synes os en uværdig Hyldest af Digteren.

Sophus Claussen. Vibeke Dahl. August Enna. Axel Garde. Louis Glass. A. Hauberg. Sven Lange. Viggot Lachmann. Betty Nansen, f. Krøyer. Chr. Rimestad. Edith Rode. Helge Rode. Otto Rung. Ingeborg Marie Sick

Om denne Protest udtaler Folkethingsmand Friis Skotte, som er Medlem af Frederiksberg Kommunalbestyrelse:

- Den kommer noget sent. Der har allerede været Prøveopstilling, og det er overladt til teknisk Udvalg at foretage det videre fornødne. Kommunalbestyrelsen modtog fra den saakaldte Lorry-Klub Tilbud om Opstilling af en Drachmann-Statue i Nærheden af det Sted, hvor Goldschmidt og Oehlenschlæger staar. Der blev forevist os en Sokkel med en vinget Pegasus. Den var ikke heldig. Saa fik vi Valget mellem to Statuer i overnaturlig Størrelse. Den ene var en Forstørrelse af den lille, kendte Statue, der staar i Lorry-Etablissementets Have og som skyldes en afdød Billedhugger. Den anden var en omtrent tilsvarende af en nulevende Kunstner. Vi foretrak den første, altsaa Forstørrelsen. At der nu protesteres kan skyldes dels at Kunstnerne altid skændes, dels at der raader Misfornøjelse med at denne kunstneriske Opgave løses ved Hjælp af en Danseforening. Men det maa erindres, at det var Drachmann-Klubben og ikke den nu bestaaende Danseforening, der tog Initiativet til Sagens Løsning.

Vi har derefter talt med en af Underskriverne, Digteren Sophus Clausen, som siger:

- Der er Erfaring for, at naar en Statuette forstørres, bliver Resultatet gerne pauvert. Selv Stefan Sinding led den Tort, at da hans Statuetter af Ibsen og Bjørnson forstørredes, blev de til de "Ostemændene" udenfor det norske Nationalteater. Vi Underskrivere har talt om Tingene, og vi er paa det rene med, at det vil vække Anstød at opstille den foreslaaede Statue. Drachmann fortjener et bedre Eftermæle. Jeg kender ikke Komiteen for den Danseforening, der virker for Statuen, men jeg ved at dens Handlinger er meningsløse og naive. Har Foreningen Penge, saa lad den betale til noget kunstnerisk værdifuldt.

Med denne Optakt aabnes der Udsigter til en lang og varm Debat. At det konservative Flertal i Frederiksberg Kommunalbestyrelse har indledet et intimt Samarbejde med Lorry-Klubbens muntre Tilhængere er en Sag for sig. Penge lugter som bekendt ikke. Og maaske vil den afdøde Kunstners Statuette vise sig præsentabel ogsaa i forstørret Udgave.

(Social-Demokraten, 13. december 1923).

Også København og Nationaltidende refererede protesten den 13. december 1923, sidstnævnte bragte en udtalelse fra Helge Rode og Chr. Rimestad:

Vi henvender os i Anledning af denne henvendelse først til Forfatteren Helge Rode. der er Medunderskriver, og spørger om Grunden tiI, at han ikke ønsker Statuen opstillet.

- Jeg finder, svarer Helge Rode, at Statuen kunstnerisk er ganske undervægtig. Saavidt jeg har forbinet, vil man ad mekanisk Vej forstørre den lille Statue foran Lorry, og dette vil blive et Værk, som staar langt under alle de øvrige Statuer, vi har her i København, hvilket jeg synes er uværdigt. Desuden synes jeg ikke, det er heldigt, at Lorry-Klubben skal rejse et Mindesmærke for Holger Drachmann. Klubben begyndte jo sin Virksomhed med at kalde sig Drachmann-Klubben. men den offentlige Mening vendte sig da saa stærkt imod den, at den maatte opgive det Navn. Jeg finder det derfor en Gang for alle er slaaet fast, at denne Klub ikke har nogen som helst Forbindelse med Holger Drachmann, og dette bør ikke ændres ved, at Klubben nu faar Lov til at reise Drachmann en Statue.

Chr. Rimestad havde ikke noget imod at klubben udførte statuen, men fandt den tilbudte statue uegnet. Han foreslog at lade Kai Nielsen udføre den. Han indrømmede at underskriverne ikke havde samme holdning til klubben

Drachmann-Statuen.

Forfatterforeningens Bestyrelse kommer ogsaa bagefter.

Dansk Forfatterforenings Bestyrelse tiltræder enstemmigt den fra Frederiksberg udgaaede Kunstner- og Forfatterprotest imod offentlig Opstiling af den ogsaa efter vor Formening saare uheldige Drachmann-Statue.

Sophus Michaelis, Formand. Sven Lange, Næstformand. Ingeborg Vollquarts, Thorkild Barfod. J. O. Bøving-Petersen. Hans Henriksen. Louis Levy.

(Social-Demokraten, 15. december 1923).

Den 24. marts 1924 blev sagen behandlet i Frederiksberg Kommunalbestyrelse. Der var også indkommet en protestskrivelse af fru Emmy Drachmann. Stemningen var delt, og sagen blev henvist til et kunstnerisk udvalg. 

Vor Fotograf har haft den udmærkede Ide at besøge Broncestøber Rasmussen og snuppe et Snapshot af den nu færdige Drachmann-Statue, hvis Opstilling, efter Behandlingen forleden i Frederiksberg Kommunalbestyrelse, er bleven en Kendsgerning.

Paa Billedet har har vi anbragt Statuen i de Omgivelser, hvori den vil blive opstillet, nemlig i Allégade tæt ved Krydset. Saa kan vore Læsere jo selv dømme om, hvorledes Drachmann tager sig ud her. Den almindelige Mening vil sikkert være den, at Virkningen er ganske tiltalende.

Om Statuen som Kunstværk vil det blive Kunstkenderes Sag at dømme. De vil sikkert ikke være enige - det er Kunstkendere aldrig - og om føje Tid faar vi nok se d'Hrr. fare ud i Pressens Spalter og ryge i Totterne paa hverandre over Spørgsmaalet, om "Kakkelovnsmanden" nu har vokset sig stor og smuk ved at blive forstørret af Broncestøberen. En Ting maa man imidlertid Ikke glemme og det er den, at da denne Drachmann-Figur i sin Tid blev afsløret i Lorrys Have, var det under almindelig Bifald, med Taler og Festsange af Otto Borchsenius, Charles Kjerulft og mange andre kunstneriske og Literære Navne. Den Gang var der idel Glæde over "Kakkelovns-Manden", mod hvem man kun havde den Indvending, at den ikke var stor nok.

Nu da Statuen - i hvert Fald i det rene Maal - svarer til Drachmanns Størrelse, synes der ingen særlig Grund til Hysteri.

Frederiksberg Kommunalbestyrelse har da ogsaa foretrukket denne Statue mellem tre Forslag: et Udkast af Billedhugger Marius Jørgensen og et (symbolsk) af Gaugin. Den er altsaa Resultatet af alvorlig kunstnerisk Overvejelse, og naar den nu opstilles, er det en smuk Æresoprejsning for dens Skaber, den afdøde meget sympatiske Kunstner Hother, der døde som ganske ung under højst sørgelige Omstændigheder.                    g.

(Social-Demokraten, 29. maj 1924).

Drachmann-Statuen opstillet.

Den meget omtalte Statue af Holger Drachmann, som af Lorry-klubben er skænket til Frederiksberg Kommune, blev i Gaar opstillet i Anlæget ved AIlégade.

Drachmann Statuen har faaet Plads ved Frederik den 6tes Allé, og Digteren skrider frem imod Frederiksberg Have. Statuen er modelleret af den unge Billedhugger Holter. som døde for nogle Aar siden. Ligheden er god, skønt Holter aldrig havde set Digteren, men maatte arbejde efter Fotografi og mundtlig Beskrivelse af Drachmanns Udseende.

Statuen er støbt i Bronce af Bronzestøber Rasmussen, og Soklen er udført I Paradesgranit fra De forenede Granitbrud. Frederiksberg Kommune har foreløbig opstillet Statuen paa Prøve. Hvis det viser sig, at den ikke passer i Anlæget ved Allegade, har man betinget sig Ret til at opstille den et andet Sted i Kommunen.

(København, 5. juli 1924).

Nationaltidende 12 juli 1924 pegede på at Drachmann havde dedikeret nogle sider i "Forskrevet" til forlystelsesetablissementet, og det derfor var naturligt at det nu takkede for det. København havde jo også fået masser af statuer foræret af brygger Jacobsen (Carlsberg). Holger Drachmann kunne godt lide forlystelser, og skrev bl.a. også et digt om Barrisons. Statuen står som bekendt hvor den blev opstillet på prøve, og er aldrig siden blevet flyttet til en anden plads.

Se også artiklen "Kunstdommere og Dydsdragoner" af vicestadsarkivar Lars Schreiber Pedersen  i "Frederiksberg'eren", november 2008.

Statuen af Holger Drachmann står hvor den blev opstillet på prøve i 1924. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Henning Jensen 85 Aar (1838-1929). (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen.

85 Aar.

I Dag fylder den gamle Redaktør og Skribent, fhv. Præst Henning Jensen 85 Aar. Men det betyder ikke, at han har lagt op, langt fra. Han staar tværtimod midt i Dagens Strid med begge Hænder fulde af Arbejde, for Tiden med at skrive sine Erindringer i "Dagens Nyheder". Og det er fornøjelige Erindringer, for den Mand har virkelig oplevet noget.

Han var Præst (bl. a. i Pedersker), men tog sin Afsked. Han blev Folketingsmand en Tid, var Medarbejder ved "Social-Demokraten" og en Tid vist ogsaa ved Politiken". Og altid stod han midt i Dagens Strid og hedeste Kamptummel. Senere blev han Medredaktør af "København", blev moderat og Forsvarsven og Socialdemokraternes og de radikales voldsomste Angriber, men han vedblev en Aarrække at hævde et ret frisindet kirkeligt Stade, og Kirkepolitik var hans særlige Felt. Men da Witzansky gik fra Bladet "København" blev han snart uenig med Bladets nye Ledelse og efter en Snes Aars Samarbejde skilte han sine Veje fra det Blad og blev 84 Aar gammel ansat som Medarbejder ved "Dagens Nyheder". I religiøs Henseende er han i de senere Aar bleven en Del spiritistisk paavirket, men mener at kunne forene dette med sin Kristendom.

Saadan er denne mærkelige, urolige stridslystne Sjæl, saadan er Henning Jensen. Og saadan er han en særpræget og ejendommelig Personlighed i dansk Kirkeliv, i dansk Politik, i dansk Journalistik, i dansk Aandsliv i det hele. Og trods Aarenes Mangetal har han bevaret en frisk, levende og ungdommelig Stil og Fortælleform, saa hans Erindringer virkelig er fornøjelige at læse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 6. december 1923).

Avisen København bragt 1923 en længere erindringsserie af Henning Jensen: "Mellem Bønder og Borgere. Betragtninger og Erindringer fra et langt Liv".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København). Hans virke som præst, journalist og forfatter gik hurtigt i glemmebogen og satte tilsyneladende ikke de store spor efter hans død.

Henning Jensen og Gertrud Elisabeth Eleonora født Selmer. Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 12, nr. 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En bekendt kunstners datter finder sin faders ben på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorledes vore berømte mænd behandles.

I "Berlingske Tidendes" aftennummer stod i går en artikel om vore kirkegårde og gravenes hjemfaldelse og sløjfning, og den slutter med følgende stykke, der er i høj grad egnet til at vække opsigt, - vi er jo alle interesseret i kirkegårdsforhold, og en meddelelse som denne er jo stærkt egnet til at skabe uhygge.

Bladet skriver:

At kirkegårdskontorerne ikke altid er lige heldige med deres forsøg på at ville avertere de pårørende om lejemålenes udløb, giver en forhenværende teaterdirektør, hvis virksomhed særlig vil erindres på grund af hans pietetsfølelse og forkærlighed for den danske litteraturs klassiske periode os følgende eksempel på:

Fru Gyllembourg hvis jordiske rester er spredt for alle vinde.

En af vore kunstnere herhjemme, som endnu 40 år efter sin død vil mindes som en af vore største, blev begravet i sin svigerfamilies gravsted på Holmens Kirkegård. For 10 år siden hændte et dødsfald i denne svigerfamilie, og skønt gravstedet var stort nok - så stort, at der endnu var megen ubenyttet plads tilbage - undså man sig ikke for - blot for at spare sig lidt ulejlighed med at flytte en sten - at grave kunstnerens rester op og foretage en ny begravelse i samme grav .... uden at underrette den afdødes datter, der passede sin faders grav med kærlighed og højagtelse.

- Nogen tid senere kom datteren derud, og det er let at forstå hendes bevægelse og hendes lidelse, da hun opdagede, at den grav, som hun elskede og værnede om, var borte og det slog hende med rædsel, da hun ved lidt nærmere eftersyn fandt nogle enkelte benrester ligge ovenpå jorden. Man havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at forvisse sig om, at det, der var kommen op ved gravningen af den nye grav, var fjernet igen.

Det er det lumbyeske gravsted det drejer sig om

Samtale med inspektøren på Holmens Kirkegård.

VI talte i dag med inspektøren på Holmens Kirkegård, der selvfølgelig følte sig meget ilde berørt. Han udtalte:

Der sker aldrig noget sådant her på kirkegården, og i de 17 år jeg har været her, mindes jeg ikke et eneste tilfælde, hvor en grav er blevet sløjfet før tiden var udløbet. Vi lader tværtimod altid nogen tid forløbe ud over den stipulerede.

Af store kunstnergrave her på kirkegården, kan jeg kun tænke mig en eneste, som her

kan sigtes til. Det er det store Lumbyeske gravsted, hvor der for nogle år siden blev sløjfet en slægtnings grav, gravstedet er i to afdelinger, og på den ene var en grav, der måtte sløjfes for at give plads, - men det var ganske i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Graven var hjemfalden, - og når "Berlingske" fortæller en hårrejsende historie om benrester, der ligger spredte på jorden, er dette absolut fri fantasi, - grim fantasi tilmed.

De rester, der er tilbage i sådanne grave, bliver altid, med al pietet, gravet ned i en stor grav andetsteds på kirkegården. 

Fru Thomasine Gyllembourgs jordiske rester fjernet af sin slægtning, godsejer Westenholz.

Ellers ved jeg kun et tilfælde, hvor en kendt kunstners grav er sløjfet. Det var fru Thomasine Gyllembourgs, der efter ønske af godsejer Westenhohl, der er hendes nærmeste nulevende slægtning, og som råder over gravstedet, og skulle bruge pladsen, forlangte sig denne udlagt. Men der var absolut intet tilbage i graven, alt var hensmuldret, - men hun havde jo også ligget det meste af et århundrede.

(Folkets Avis, 5. juli 1923).