Søren Kierkegaards grav forsømmes. (Efterskrift til Politivennen).

Begravelsesvæsnet har overtaget pasningen, men lader graven gro til med græs.

Familiegravstedet på Assistens Kirkegård. Til venstre pladen med Søren Kierkegaards navn.

MANGE FREMMEDE, som besøger København, opsøger også Søren Kierkegårds grav på Asslstens Kirkegård. De bliver forbavset. De ventede ikke at finde gravstedet over en mand, hvis navn stadig trænger længere frem i tænkningens verden, så skødesløst behandlet, uden blomster, uden spor af kærlig eller ærbødig omsorg.

Graven ser ud som om den passer sig selv. Indenfor gitteret hvor Søren Kierkegaard hviler i sine forældres gravsted, gror græsset omtrent som det vil, og der gøre intet for at forskønne den jord der skjuler Danmarks mest berømte og ulykkeligste tænker. Det er ikke familiens skyld. Begravelsesvæsnet har overtaget gravens pasning.

Der lever endnu slægtninge af Søren Kierkegaard, efterkommere af hans to søstre. Indtil for få år siden passede de familiegravstedet omhyggeligt og lod hver sommer roserne blomstre foran de simple, hvide marmortavler med de indhuggede navne. Det var en smuk, dansk grav, værdig både for Assistens Kirkegård og for mindet om tænkeren, den store skribent, for hvem også blomsterne betød skønhed. Men så anmodede Begravelsesvæsenet om tilladelse til at overtage gravens pasning. Kirkegårdens ledelse fandt det heldigst, at den efterhånden alene har forsorg for alle de berømte mænds grave.

Familiemedlemmerne blev spurgt, og alle gav deres samtykke.

Desværre varede det ikke længe før roserne forsvandt, graven dækkes nu kun af græs. 

Den ene, som ønskede roserne bort.

Men gravens fattige udseende skyldes næppe ligegyldighed fra Begravelsesvæsnets side. Det fortælles, at et enkelt familiemedlem har krævet alle blomster fjernet, fordi onkel Søren hele sit liv ønskede at være så ukendt som muligt og egentlig også burde være ukendt i døden. Begravelsesvæsnet gik ind på tanken og fjernede roserne.

De øvrige familiemedlemmer er både forundret og krænket over resultatet af, at de overlod pasningen til Begravelsesvæsnet De mener, at Søren Kierkegaards grav burde være som den

oprindeligt var, og i hvert fald ikke forringes i sit udseende. Det er ganske rigtigt, at Søren Kierkegaard forsøgte at skjule sig selv, mens han levede, et mausoleum med prangende sten ville absolut være upassende og imod hans ønsker. Men han ville aldrig have været fjendtlig mod blomster.

Hvad der nu vil ske med Søren Kierkegaards grav, får vi at se til sommer, når de andre grave blomstrer på Assistens. Vågne øjne følger begivenhederne. Og mange håber, at de fremmede ikke mere med rette kan spørge :

Er det virkelig alt, hvad Danmark har til overs for Søren Kierkegaard?

Vidi.

(Dagens Nyheder, 22. oktober 1932).

Ellen Reumert (1866-1934). (Efterskrift til Politivennen).

Ellen Marie Sophie Reumert (1866 - 1934) var forfatterinde med stor succes i sin samtid. I samtiden var hun mest kendt for et meget omfattende forfatterskab. Et indtryk af hvad hun skrev og hvordan det blev modtaget får man af nedenstående artikler. Ellen Reumerts far var 61 år gammel, da hun blev født. Hendes moder var betydeligt yngre. Noget hun beskrev i erindringsbogen "To lykkelige Hjem" (1919). Hun blev undervist hjemme. Efter faderens død flyttede familien til København, hvor Ellen uddannede sig inden for musik og underviste i klaver. Hun blev 1890 gift med sin fætter Alexander Reumert (1856-1912), inspektør på Carlsberg. Hun var i familie med Poul Reumert. 

Senere startede hun sit forfatterskab, som hun som ung havde startet under pseudonymet Knud Hagen i 1892: "Novelletter". Hun udsendte dog nu bøger i eget navn. Hendes skue- og syngespil, "Tvillinger" blev opført 1904 på Folketeatret. "Sofaen" opførtes samme sted 1913. "Aflad" gik på Casino 1908. "Firkløveret" på Det Ny Teater 1912. "Jul" på Blancheteatret i Stockholm 1916. 

Kasino

Aflad - Gerda Krum.

Historien om den pæne mand der forlader sin fattige elskerinde så snart hun er med barn, for at gøre et rigt parti, er jo ikke nogen ny historie. Den er heller ikke behandlet på nogen ny måde af fru Ellen Reumert i det stykke, Kasino spillede i aftes. Fru Reumert hamrer ufortrødent løs på de sentimentale strenge som emnet frembyder, og som sjældent forfejler deres virkning. Og hun har tilsat en slutningensscene hvor den barnløse bourgeoisifrue mødes med den fattige pige som har slidt sig til døde for sin lille dreng, og hvor de to kvinder måler deres livs lykke med hinanden. Denne scene som i øvrigt blev spillet smukt af fru Marie Dinesen og frk. Dietrich, gjorde det af med resten af publikums modstandskraft.

Men der er ingen grund til at tage fortrydelse af fru Reumerts stykke, velment som det utvivlsomt er, med en passende spot mod de fine fruers hovmodige selvretfærdighed.

(Social-Demokraten, 7. marts 1908, 2. udgave)

En af hendes bøger blev anmeldt af A. C. Meyer i Social-Demokraten:

Ellen Reumer:

"Lænker".

Fortællinger. (Udkommet på I. L. Lybeckers Forlag.)

Forfatterinden Ellen Reumert har i den foreliggende bog samlet tre fortællinger og en lille dramatisk skitse. Af fortællingerne er bogens første, som bærer titlen "Gerda", ubetinget den bedste.

"Gerda", der fremtræder som en brevveksling, handler om en ung pige. som skal giftes med en præst. Han har just overtaget sit embede, der lægger meget beslag på hans tid. Imens er Gerda omsværmet af glade fætre, og en af dem attrår den unge. ubefæstede pige. Ulykken kommer over hende en dag, da hun er på cykleudflugt med fætteren. Hun giver sig hen til ham, skønt hun elsker sin præst, og først bagefter former det skete sig for hende som en forbrydelse, på hvilken hun ingen forklaring kan give.

Den tilsyneladende mærkværdighed, at en kvinde elsker en mand og giver sig hen til en anden, lader sig psykologisk forklare af Gerdas flagrende uskyld, der kender sit mål, men ikke kan nå det og i en tilstand af omtåget længsel kaster sig i fætterens arme. Forfatterinden har ikke gjort forføreren til en usympatisk person, beskæftiger sig overhovedet ikke med ham udover det der bringer Gerda i ulykke. Fortællingen refererer, hvorledes forholdet bliver åbenbart for alverden fordi Gerda skal være moder. Hun er vel blevet gift med præsten, men fødslen vil falde seks måneder efter vielsen. Hun oprives af en frygtelig sjælekamp, men ender med at betro sig til Præsten. Det kommer til en voldsom scene. Han slår hende, løber sin vej som en gal mand og vender om for at tilgive sin hustru, tids nok til at frelse hende fra at blive begravet i søen i hvis tavse vande hun ville ende sin tilværelse. 

Præsten beslutter at tage sit kors på sig, at trodse sine sognebørns kritik og foragt og sejre eller falde med hustruen ved sin side. For ingen uden hans gamle moder, hvem han har betroet alt, har anelse om, at det er en anden end netop præsten som har ejet hendes elskov i utide.

Denne Konflikt er udmærket smukt fortalt. Gerda offeret for et øjebliks svaghed, føres billedlig talt tornekranset og lænkebunden frem for den strenge dommer, hvis navn er kristelig moral. Hun får et dødfødt barn, men da hun første gang efter fødslen besøger kirken, viger folk til side for hende og straffende øjekast hudfletter synderinden. 

Men Præsten taler om kristelig kærlighed og tilgivelse, og han tvinger den hårde dommer til Mildhed. Og atter synes solen at smile til de to mennesker. Gerda bliver atter Moder. Dog - skæbnen synes ikke at unde hende nogen lykke. Hun dør fra mand og barn, den stakkels

lille Gerda, som måtte bøde så bitterlig hårdt for et øjebliks letsind.

Har Fru Ellen Reumert i denne fortælling villet andet og mere end give en ung kvindes tragiske skæbne? Løftes dette smertens ris ikke mod selve dommeren, som sidder gusten og marmorkold i sit dommersæde? Så smukt og rørende denne historie er fortalt, fører den læserens sympati helt og holdent på den unge kvindes side.

Den digteriske facon i fortællingen kan der for så vidt indvendes noget imod, som brevvekslingen kun i ringe grad præges af hver brevskrivers individualitet. Det er forfatterinden, som taler gennem hver af personerne, og hun gør utvivlsomt præsten noget for kvindagtig. 

Den næststørste af bogens fortællinger bærer titlen "Af Dr. Holmers Praksis", men er ikke noget sammenhængende hele. Den virker mere som en moralsk afhandling over visse forhold, som fx drankerens ret til at hundse sin kone uden at denne har lovens hjælp til at fordre ham anbragt på en helbredelsesanstalt.

Ved en fremstilling af denne art føres man lige ind i debatten om drankerloven, og hvad man end kan sige om den - litterær er den ikke.

Derfor kan man jo godt have glæde af at læse en novellistisk fremstilling af sygelige tilstande i samfundet, og fru Ellen Reumert er Gud ske lov aldrig kedelig.

Man lægger da heller ikke "Lænker" fra sig uden at have fået et dybt og varigt Indtryk af en ualmindelig kvindes forfatterpersonlighed. 

A. C. Meyer

(Social-Demokraten 15. juli 1910.)

Forfatteren Ellen Reumert som viser tre af sine værker. Fotograf: Julie Rasmine Marie Laurberg (1856-1925). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Et eftermiddagsbesøg

hos

fru Ellen Reumert.

Aldrig før i mit liv har jeg set et par så mægtige kopper eftermiddagskaffe som dem fru Ellen Reumert og hendes mand, driftsinspektøren på Carlsberg, satte til livs, da jeg i går eftermiddags aflagde et besøg hos "Andedammen"s forfatterinde i hendes arbejds- og musikværelse. Man må være meget sund og ligevægtig for at kunne stå for en sådan dosis koffein!

Men hvad havde ikke en dame i forvejen sagt til mig, da hun havde fået et benægtende svar på spørgsmålet om, hvorvidt jeg kendte fru Reumert: "Det er kedeligt fer Dem! Ellers ville De have været sammen med et af byens elskværdigste mennesker, sund og god og ligefrem, en dame med et udmærket humør og et fortræffeligt hjerte, en ypperlig pianistinde, moder og husmoder, og som forfatterinde . . . men det ved De dog måske?"

Jo, det vidste jeg dog. Jeg huskede både "Tvillinger", der gik på Folketeatret. "Aflad" fra Kasino, hendes bog "Lænker", der kom sidste år, og som gjorde megen lykke, og adskilligt andet af fruens snart ikke ringe forfatterskab.

Nu sad jeg overfor fru Reumert, og vi talte om fortid og nutid og fremtid, og jo mere, vi talte sammen, kom jeg til at tro på den karakteristik, der var givet mig, inden jeg kom derud.

Der var først den uforbeholdne anerkendelse af andres arbejde.

"Johannes Nielsen er ligefrem genial i sin iscenesættelse. Det første og utaknemmelige slid tog hr. Normann, medens Nielsen var syg; men nu går det jo bedre med helbredet, og som han kan arbejde! Det er ikke nogen blid omgang, - han tordner bravt, og man er efter disse lange prøver som en klud, men man lærer, lærer så uendelig meget af det. Man ser, hvor stor forskellen er på det, man har tænkt sig sådan eller sådan, og så på, hvorledes det ganske nødvendigvis må blive, når scenens krav melder sig. Om det så er skikkelserne, får de jo undertiden anden form. ... ja, der bliver såmænd ofte af replikker, man ikke har tænkt sig noget videre forbundet med, ting der aldrig er faldet en ind . . ."

Fruen ler med sin inderlige kluklatter, og så fortæller hun om den gode rollebesætning, der er

givet "Andedammen".

"Hovedpersonen, adjunkt Brasens kone, et menneske der traver lige ind i alle hjerter og som ordner alt til det bedste i den jydske, sladrende andegård, er fru Neiiendam. Jeg synes hun bliver god - hun sprudler jo af talent, og så er hun opfindsom . . . ellers spiller med Nelleman, fru Orlamundt, frk. Thorberg Sommer, Vewer, Albrecht Schmidt, fru Dinesen og frk. Kranse, så jeg kan ikke klage. 

Oprindelig skulle "Andedammen" have været oppe tidligere men så gik det jo så godt med "Karen, Maren og Mette", nu får vi se hvorledes det går mig! Om der er dialekt? Nej, absolut ikke. Den holdes alligevel ikke stykket igennem, og forøvrigt kunne handlingen lige så godt foregå i en anden landsdel end Jylland."

En gang imellem får vi et lille stikord fra hr. Reumert, der med rette beundrer sin frues energi, og de oplysninger, som disse stikreplikker giver anledning til, er bl. a., at "Andedammen" oprindeligt var i fire akter, men nu er skrevet ned til tre, (det var et slemt arbejde at plukke det hele fra hinanden! Trøst Dem. Frue! In der Begrenzung zeigt sich erst der Meister !), at Kasino med kyshånd har taget mod lystspillet "Gaflen", der skal op næste år med Sophus Neumann i hovedrollen, og at der om kort tid på Lübeckers Forlag kommer et alvorligt skuespil af fruen. "Solhøj".

"Det er mit yndlingsarbejde ... jeg har skrevet på det i flere år - og det venter jeg mig en del af. Det kan selvfølgeligt være meget tilfredsstillende at skrive en novelle, en bog, en roman . . . men skuespillet, den dramatiske produktion er dog den, der står mit hjerte nærmest. At se sine skikkelser vokse frem, høre dem sige de ord, man har givet dem - det er alligevel noget andet."

"Hvornår var det "Tvillinger" kom op?'

"Det var - jeg må se efter, for årstal kan jeg ikke med - det var den 4. december 1904 og det var ikke meningen, at det skulle være gået mere end til jul. Men så havde de jo mere livskraft, disse tvillinger, end vi havde tænkt, og de væltede endogså juleforestillingen "Maria Theresia" med Betty Nansen og spilledes - til sidst som eftermiddagsforestilling - til 16. maj. For "Aflad" der kom frem på Cafino for vistnok treår siden, fik jeg egentlig meget bedre anmeldelser, men det var sat op sammen med "Den lille pige med svovlstikkerne" - og to Dødsfald på samme aften, det var for drøveligt, så det gik ikke særlig længe."

"Andedammen" er jo et lystspil?"

"Jo. decideret lystspil!"

"Det er ikke satirisk i udpræget grad?"

"Ikke ud over det, der jo ligefrem ligger i titlen ... nej. sådan rigtig satirisk ... jeg tror, jeg er for godmodig anlagt til dertil!"

Hr. Reumert ser på sin frue og smiler - og siger uden at sige det - "det tror jeg med"

Crayon

(Nationaltidende, 24. marts 1911.)

Da Alexander døde 1912, ophørte forfatterskabet i en periode, men hun skrev mere end 40 bøger med fortællinger for både børn og voksne samt skrev og fik opført flere skuespil. Som børnebogsforfatter opnåede hun at blive meget læst, mens hendes succes som voksenforfatter var knap så stor.

Hos Fru Ellen Reumert

Et Interview med Forfatterinden, som om faa Dage udsender to nye Bøger.

Fru Ellen Reumert i sit hyggelige Hjem ved Nørrevold, fotograferet til "Natonaltidende".

I vor Tid, da Ordet Nivelering staar med usynlig Skrift som Motto for Folk og fæ i alle Livets forskellige Forhold og Foreteelser, hvor alle Særprægsskel helst maa glide ud i een stor Udvisket - er det velsignet at træffe et Menneske, der er noget for sig, og som har mod til at vedkende sig at være det. 

Et saadant Menneske er Ellen Reumert.

Et godt Hoved, et stort, varmt Hjerte og udpræget Retfærdighedssans, medfødt Humør og kunstneriske Anlæg har været de Ingredienser, der - vel brug[] - har skabt hende et Navn, man []mer med som Menneske og som Forfatterinde. - Og saa er Fru Reumert myreflittig. Hendes Arbejdskraft er ukuelig. Det hænder, at man med Sorg hører, at nu er Fru Reumert daarlig af Lugebetændelse - meget medtaget af Gigt, har smaa, ubehagelige Mus i Knæene eller anden Daarligdom - og saa et Par Dage efter læser man [] af hendes gode, menneskelige Kronikker i De Ferslewske Blade, læser, at hun er ved at lægge sidste Haand paa en Bog, at en anden udkommer i Vers, og at hun overværer de sidste Prøver paa Teatret, hvor et af hendes dramatiske Arbejder skal frem.

- Men, siger Fru Reumert - vi sidder i hendes hyggelige Hjem og snakker om "Arbejdskraften" - husk, jeg har ikke andet end mit Arbejde, har hverken Mand eller Barn at passe og derfor Tid og Ro dertil. Og altid var Arbejdet den bedste Trøst i min Ensomhed. Uden det var jeg næppe heller kommet igennem de mange store Sorger, som Livet []ndte mig. Jeg tror, at naar jeg en Gang ikke mere kan arbejde, er Livet forbi for mig. Derfor føler jeg ogsaa, at mine mange Venner hilser ethvert Livategn fra mig, stort eller lille, skrevet for Gamle eller Unge, med Glæde. Jeg selv ved, at hvad enten dette bliver venligt eller uvenligt modtaget, er der altid noget af mit Hjerteblod blandt Linierne.

- Ja, og heldigvis ogsaa noget af Deres dejlige Humor, indskyder jeg. - Det maa da ogsaa have hjulpet Dem.

- Ja, siger Fru Reumert.- Sans for Humor er en god Forbundsfælle. Men saa let i Humor, som det kunde synes, er jeg nu slet ikke af Naturen. Her, som alle Steder, har Selvtræningen meget at sige. Der er altid blevet forlangt af mig, at jeg skulde være opmuntrende. Muligvis det slider, det er vel en større Lettelse at kunne give efter for vekslende Stemninger, men man lærer at beherske sig. I Skelby Præstegaard, mit Barndomshjem, var min Far 79. da jeg var 19. Han var en retfærdig, men meget streng og alvorlig Mand. Jeg husker ham sidde for Enden af Bordet og se ud over Børn og Unge. Selv lo han aldrig, fordi "Kristus ikke lo". - Det staar nu for Resten et Steds i Bibelen, at Kristus lo, siger Fru Reumert med en af sine morsomme Overgange fra Alvor til Munterhed. - Men det gjaldt altsaa om selv at være i godt Humør ... ogsaa naar den skævbenede Lars, Præstegaardskarlen, altid kom for at hente mig paa et Tidspunkt, da det morsomme lige skulde til at begynde.

Mor derimod havde et ukueligt Humør og var rædsom grinagtig. Alle Sorger gled af hende, ogsaa det at miste en Mængde smaa Børn, og hun var den, der var Midtpunktet for alle de Unge. som i Ferien samledes i den gamle Præstegaard - en af de rigtig gamle, helt fra det 16. Aarhundrede. Hun var ogsaa den, der kunde faa Fader glad og faa den gode, Kloge Mand til at glemme - i hvert Fald for en Tid - al den Alvor. der havde været i hans Liv.

Vi Børn gyste, naar vi hørte, at Fader, da han rejste op til Færøerne, hvor han var Præst i 10 Aar, var i Havsnød, og at hans Haar blev hvidt paa en eneste Nat Men jeg lærte af Mor. Det kom mig til Gode i mit Ægteskab med min Fætter Alexander Reumert, for alle vi Reumerter er hidsige og impulsive. saa det var jo godt, at en af os havde lært at beherske sig, ler Fru Reumert. - Tænk, vi blev for Resten forlovede paa Lammefælleden, min Mand og jeg! Naa, jeg kender et Par. som blev forlovet i en Hestestald - Stedet har ogsaa mindre at sige. l i blev i hvert Fald meget lykkelige.

Uvilkaarligt kommer man til at tænke paa Alex. og Ellen Reumerts dejlige Hjem paa Carlsberg, hvor to Mennesker havde en sjælden Evne til at gøre det til en Fest at komme. Og videre gaar Tankerne til Fru Reumerts smukke Bog om de "To lykkelige Hjem" - Barndomshjemmet og Hjemmet sammen med hendes Mand. Foran mig staar en henrivende Tegning af den gamle Præstegaard, og jeg ved, at Fru Reumert er Mester for den.

- Ja, siger hun og følger mit Blik - der var mange, som undrede sig over, at jeg kunde skrive den Bog; de at hente mig paa et Tidspunkt, da det syntes, det var at udlevere sig selv og - sit eget. Men hvorfor egentligt? Naar man har været saa lykkelig, set og levet i saa meget smukt og ejendommeligt, hvorfor saa ikke give andre Del deri og muligt meddele dem en Glæde. Nu er min Bog kommet i 4. Oplag, saa nogle maa dog have glædet sig derover.

Pludseligt kommer jeg til at smile. En enkelt af de mange Smaahistorier fra Bogen rinder mig i Hu, den om den lille, tungnemme Mads, som daværende Ellen Kaarsberg skulde forsøge at lære Bibelhistorie. Efter en tids Forløb syntes den unge Lærerinde, at Drengen havde gjort Fremskridt, og hun indbød sin Moder til at overvære Eksaminationen. Det første Spørgsmaal kom værdigt: "Naa, lille Mads - hvem tror du saa paa?"

Mads saa op med sine store, blaa Øjne og svarede uden Betænkning: "Ælen - jæ - trour paa dej!"

Talen glider over paa Fru Reumerts Bondetyper, og jeg spørger, om hun i sin nye Ungpigebog, "En god Kammerat", ogsaa har haft levende Modeller.

- Noget af det. man har oplevet sammen med Mennesker, præger vel altid, hvad man skriver, og Begyndelsen af Bogen, som er henlagt til Præstegaarden. er selvfølgelig min egen Barndoms Ramme - ligesom jeg vel næppe kan sige mig fri for, at min Broder, afdøde Professor Kaarsberg. har været i mine Tanker, da jeg skrev om "Store Bror". Ellers har jeg væsentligst gennem den lille Fortælling gerne villet vise den Ungdom, som jeg elsker, hvori tit Børn saarer, ikke af Ondskab, men af Tankeløshed, hvor svært det er al være fattig, og hvor let det er at glæde den, der er det, fordi de er saa nøjsomme.

Jeg har haft meget med Børn og Unge at gøre. Efter min Faders Død gennemgik jeg Konservatoriet, spillede med Professor Neruda og begyndte saa for Alvor at undervise i Musik. Ogsaa senere, da min Datter voksede op, kom der mange Unge i vort Hjem.

- Og Deres nye Bog for Voksne? "To Fruer" er en god Titel .... fortæl lidt om den.

- Den handler - siger Fru Reumert - om den forskellige Maade, hvorpaa to Kvinder tager Deres Mands Utroskab. Den ene, en lille Kunstnerfrue, gaar efterhaanden paa Akkord med Livet, som det nu en Gang er, og trøster sig med. at hun, trods alt, ejer sin Mands Hjerte. Den anden faar sit Grundskud. Bogen er en Blanding af Lys og Skygge som selve Tilværelsen, og jeg haaber, at et Par Kapitler fra et lille, forstyrret Kunstnerhjem vil sætte mine Læsere i godt Humør.

- - -

Og saa gaar jeg - standser et Øjeblik udenfor Døren og ser den lille, firkantede Gaard med Vogne og Heste, et gammelt, københavnsk Gaardinteriør, der sammen med den gammeldags Port med Glasruderne skaber en morsom og egenartet Ramme om dens lige saa morsomme og egenartede Beboerske.

Ing. T.

(Nationaltidende 11. november 1925, 2. udgave).

Syngespillet "Synge-Jens" (1927) blev en eklatant fiasko. Hun udgav flere selvbiografiske bøger, "Mit Hjem paa Nørrevold" (1932). Hun døde af influenza og lungebetændelse.

Af alle danske forfatterinden er der ingen, der overgår fru Ellen Reumert i harmonisk menneskelighed. Det sociale spørgsmål eksisterer ikke for hende. Men hun skildrer en krans af skæbner ud fra sin rige erfaring og sin sanddru menneskelighed - der næsten er rigere og ægtere for hvert år der går ... (Har. B.)

(Social-Demokraten, 15. januar 1932)

Alexander og Ellen Reumerts gravsted på Vestre Kirkegård. Helt i tidens ånd er det Alexander som har fået et relief på gravstenen, ikke Ellen Reumert, selv om det måske er hende som mest fortjente det. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Johan Ludvig Heibergs Grav. (Efterskrift til Politivennen).

 Johan Ludvig Heibergs grav i et skandaløst forfald.

En privatindsamling med mindre tilskud fra Undervisningsministeriet for at redde graven.

Krav om at staten skal overtage denne vor betydeligste litterære grav næst efter Holberg-graven i Sorø.

Graven på Holmens Kirkegård hvor fru Gyllembourg, Johan Ludvig og Johanne Luise Heiberg hviler.

Man har en gang sagt, at en slægts kultur hl. a kan måle efter den måde, hvorpå den handler med de dødes grave.

Er det rigtigt, har vi grund til at skamme os. Det er i de senere år hændt ikke en, men mange gange, at der med fuld føje er blevet anket over den hensynsløshed og mangel på pietet, hvormed vi lod en grav forfalde, der gemte de jordiske rester af en dansk mand, hvem hele slægten skylder taknemmelighed. Af og til har den rejste kritik givet anledning til, at graven blev sat i passende stand, enten fordi de glemsomme slægtninge vågnede til handling, eller fordi beundrere at den store afdøde tog initiativet dertil.

I disse dage, da Det kgl. Teater fejrer hundredeåret for dem første opførelse af vort nationale festspil "Elverhøj", peger nulevende venner af Johan Ludvig Heibergs digtning med en forståelig harme på den fuldkommen skandaløse tilstand af forfald, hvori hans grav på Holmens Kirkegård befinder sig - dem samme grav, hvori Thomasine Gyllembourg og Johanne Luise Heiberg hviler. 

Gravens tilstand har Iænge været usømmelig. Til tider er den et fuldkomment morads, uplejet og forfalden i en hver henseende, fordi ingen har taget sig af dens pasning. Disse forhold har foranlediget, at en lille kreds af Heiberg-beundrere for nylig har taget den opgave op, som andre synes at have glemt: at redde graven for eftertiden og først og fremmest nu sætte dem i en sømmelig stand.

Der er udsendt fortrolige opfordringer til deltagelse i en privat-Indsamling, som skulle indbringe et beløb af i alt 675 kr. Det er den sum, der kræves til at sikre gravens vedligeholdelse indtil nedlæggelsen af kirkegården.

Det ejendommelige ved denne "gehejme" indsamling er, at arrangørerne af den har modtaget tilsagn fra undervisningsministeriet, om at dette godt kunne tænke sig at betale en lille del af de 675 kroner, under forudsætning af, at resten skaffedes som tænkt ad privat vej!

Med al mulig påskønnelse af den private offervillighed tør man nok med nogen forbavselse rejse spørgsmålet: Skylder Det kgl. Teater ikke Johan Ludvig Heiberg og hans minde så meget, at undervisningsministeriet uden betænkning kunne have lagt hele summen, de odiøse 675 kroner, på bordet? Og ville det ikke have set ganske pænt ud just nu ved "Elverhøj"-jubilæet! 

Teaterhistorikeren Robert Neiiendam giver os til fuldkommenhed medhold i denne betragtning, da vi forelægger ham sagen.

- Graven på Holmens Kirkegård, udtaler han, er den betydeligste litterære grav, vi ejer, næstefter Holberg-graven i Sorø, og selvfølgelig burde den gå over i offentligt eje. Derved kunne man bl. a. også få den fredet og forhindre fremtidige nye begravelser i den, så vi undgik den skandale, vi oplevede for nogle år siden, da en af adoptivdøtrene blev begravet deri, og de gamle kranier lå og flød på kirkegården. Det var en sørgelig mangel på pietet, der vistes ved den lejlighed!

Som graven nu længe har henligget, er den en skandale. Jeg har selv tegnet mig for et bidrag til den private indsamling, men i grunden giver jeg dem ganske ret i, at dette burde være en statsopgave. Om ikke andet, så burde ministeriet have søgt ekstrabevilling dertil på finansloven. Det er sagen stor nok til. Og det er da kun 675 kr., det drejer sig om. Tænk på, hvilke umådelige summer, Det kgl. Teater i årenes løb har indtjent på Heibergs stykker! Siden 1910 har teatret kunnet spille ham gratis. Hvor mange gange har ikke "Aprilsnarrene", "Elverhøj" og "Recensenten og Dyret" fyldt teatret siden da? Bare de tre stykker gik en enkelt aften, det ville jo være tilstrækkeligt til at betale graven!

Clerk.

(Nationaltidende, 4. november 1928)

Indsamlingen gav resultat, graven blev istandsat og sikret i 40 år. Heibergs gravsted som det så ud i 2020. Foto Erik Nicolaisen Høy.

J. L. Heibergs Grav paa Søetatens Kirkegaard. Illustreret Tidende, 23. august 1861.

H. C. Andersens Grav flyttes til Odense? (Efterskrift til Politivennen).

Odenseanerne vil danne et H. C. Andersen-Selskab som skal centralisere alle Andersen-minder i Odense og arbejde for en flytning af digterens jordiske levninger fra Assistens Kirkegård til Odense.

En utiltalende ide som møder stærk modstand.

I disse dage har en lille kreds af odenseanere udsendt indbydelser til et ,øde, som på torsdag aften skal holdes i Katedralskolen i Odense for at få dannet et H. C. Andersen-Selskab.

Hovedmændene for denne plan er rektor Holbech, forfatteren Nordahl-Petersen og museumsinspektør Chr. M. K. Petersen, og de formål, selskabet skal arbejde for, er ikke ringe. De går ud på varetagelsen af alle de interesser, som knytter sig til eventyrdigterens navn. Man siger, at Odense som hans fødeby har særlige forpligtelser, og det skal da være formålet at gøre Odense til midtpunktet for alle H. C. Andersen-minderne.

Alt, hvad der har med digteren at gøre, skal knyttes til Odense. Der skal pyntes på hans statue, arrangeres mindefester, indsamles breve og manuskripter, som har tilhørt ham, udgives en standardudgave af hans samlede værker, udsættes præmier og prisopgaver for at opmuntre folk til studier over hans liv, hans kilder, hans kunstneriske ejendommelighed o. s. v.

Men det største af alle formål finder udtryk i en artikel, som rektor Helbech forleden har skrevet i "Fyns Stiftstidende". Det er et krav, som synes hr. Holbech så nærliggende at man i det mindste bør forsøge at få det opfyldt. Det går ud på intet mindre end at grave H. C. Andersen op af hans grav på Assistens Kirkegård og føre hans jordiske levninger til hans fødeby. Rektor Holbech finder det upassende, at eventyrdigteren også efter døden skal "gå på gæsteri", idet han som bekendt hviler i det Collinske gravsted. I Odense ville der kunne skabes ham et monumentalt gravsted, som ville blive et valfartssted for alle dem, der elsker digteren og hans værk 

Det er en frygtelig tanke - siger kontorchef H. G. Olrik.

Det er just i dag halvtreds år siden H. C. Andersen blev stedt til hvile i det beskedne gravsted på Assistens Kirkegård, der i disse mindedage er helt dækket af smukke blomster.

Vi har da spurgt den kendte H. C. Andersen-forsker kontorchef H. G. Olrik, hvad han mener om den tanke at grave digterens jordiske levninger op og føre dem over til  Fyn.

- Det er en frygtelig tanke, svarer hr. Olrik straks, en meget styg idé, som jeg på det kraftigste vil tage afstand fra. Det faktiske forhold er, at H. C. Andersen er begravet derude efter eget ønske i samme grav som etatsråd og etatsrådinde Collin senere kom til at hvile i. Og hvordan ville man også nu efter halvtreds års forløb kunne finde hans støv .... nej, jeg synes, det lyder meget stygt.

- Hvad mener De i øvrigt om H. C. Andersen-Selskabets dannelse?

- Det er en ren misforståelse at ville centralisere et sådant selskab til Odense med forskning og indsamling af manuskripter o. s. v. København er jo en gang videnskabens sæde i Danmark, og vi kan slet ikke overlade dette til Odense. Vi har jo de store Collinske samlinger og andre minder på Det kgl. Bibliotek, og dér hører den slags ting hjemme. - Det er fuldstændig rigtigt, at Odense har gjort H. C. Andersen til æresborger, men han betragtede selv den første dag han kom til København, som meget betydningsfuld og følte sig vist som god københavner. Havde han ønsket at blive begravet i Odense, havde han nok ytret det. Næ, jeg synes oprigtigt talt, at odenseanerne her i noget for høj grad er ved at tage ham til indtægt ....

Det er absurd - erklærer Sophus Michaélis.

Blandt de indbudte til mødet i Odense på torsdag er også Dansk Forfatterforenings formand, hr. Sophus Michaélis, som imidlertid på vor henvendelse erklærer, at han ikke tager derover.

- Hvad mener De om den foreslåede flytning af Andersens grav? spørger vi.

- Jeg finder den ganske absurd, erklærer hr. Michaélis. Men Odense vil jo nu gerne gøre sig til af at være digterens fødeby, og der er her tale om en lokalpatriotisme, som ikke kan diskuteres. Et H. C. Andersen-Selskab mener jeg naturligt må centraliseres her i hovedstaden, hvor vi har samlingerne og forskerne, men jeg vil nødigt ind i en debat derom med lokalpatrioterne. Derfor intet ud over dette. 

Olk

Digterens blomstersmykkede grav.

(Nationaltidende, 11. august 1925).

Jens Orten Bøving Petersen (1864-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Orten Bøving-Petersen, 24.6.1864-24.4.1937, forfatter. 1890 mag. scient. i zoologi. I Brasilien som bestyrer af den biologiske afdeling af en landbrugsstation (1891-93). Efter hjemkomsten underviste han på forskellige københavnske skoler og tog 1931 sin afsked som lektor ved Skt. Jørgens gymnasium. Hans pædagogiske virksomhed satte sig bl. a. spor i udarbejdelsen af forskellige lærebøger for gymnasiet. Medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks naturfredningsforening fra 1921 til sin død.

Værker: 1899-1903 udgav ha Vor Klodes Dyr I-III (sammen med Waldemar Dreyer), A.E. Brehms'Dyrenes Liv I-III i "Frem", 1907 og Universels Undere, 1913-15. Skabelse og Udvikling, 1897, Havets Erobring. 1910, Vor Klodes Saga, 1912, Dybhavsforskning, 1923 og Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927. Aaret i Danmark, 1918 og i en del naturhistoriske eventyr i "Børnenes Juleroser".

Foraar og Mennesker

Om vi Mennesker tænker derover, rummer Spiring og Løvspring dybsindig Visdom bag det gryende Foraars glade Smil. Men det gælder, at vi maa have Foraaret i vort Sind. En Samtale med Forfatteren til "Aaret i Danmark", Lektor J. O. Bøving- Petersen.

Videnskabsmanden J. O. Bøving Petersen har stadig staaet i Kamp med Digteren J. O. Bøving-Petersen. Han hører til den Aargang, som kendetegnes af Navne som Johs. Jørgensen, Stuckenberg, Sophus Claussen, men fulgte i Modsætning til disse Videnskaben. Dog ofrede han for nogle Aar siden til sin gamle, aldrig glemte Kærlighed og skrev en Bog "Aaret i Danmark". Videnskabsmanden og Digteren er her gaaet op i en højere Enhed. Bøving-Petersen skildrer her Danmarks Natur i Aarets Maaneder, som Digteren føler den og Videnskabsmanden ser den, og det blev en Bog, om har bragt Glæde og Udbytte til mange.

- Den er mit Hjertebarn, siger Bøving-Petersen, da jeg opsøger ham i hans Studereværelse. Det er i en Fjerdesal paa Gammel Kongevej. Fra sin Plads ved det gamle Skrivechatol har han Udsigt over Tagene - en fredelig Piovinsidyl, og fra Vinduerne kan ses Villahaverne, hvor det spirer i Foraarssolen.

- Er det Foraaret udenom os - i Naturen, De vil have, jeg skal fortælle om, saa maa jeg have Lov at henvise til min Bog, dog helst saaledes, at den tages i smaa Portioner ad Gangen. - Var det Foraaret og Mennesker? Ja ...

Bøving-Petersens Blik glider fra Bogreolerne - det er dem, der præger Værelset - til en stor David-Statue, en Gave fra hans Hustru paa 50 Aars Fødselsdagen, og videre til de mange Stykker italiensk Skulptur, Renæssance-Skulptur, som findes i Stuen.

- De er mig et Surrogat for Troperne. Jeg har været flere Aar i Brasilien, fortsætter saa Bøving-Petersen. Den, der har levet nogle Aar i Troperne, ved maaske bedst, hvad vort nordiske Foraar betyder for Sindet. Man priser - paa Afstand - Tropernes "evige Sommer", og den er vidunderlig. Men alligevel ... er man derude, kommer der en Time, før eller senere, da man sløves og trættes af disse hede, solmættede Dage, der følger hinanden, ens som Perler paa en Snor. I en saadan Stund kan Hjemvé og Mismod pludselig komme overvældende, knugende tungt - indtil man faar det rystet af sig.

Hvor mange Ærgrelser vort hjemlige Klima end bereder os, maa vi alligevel være glade for Aarstidernes Vekslen. Hvilken af dem man saa vil foretrække, bliver den enkeltes Sag. Jeg for min Part vilde nødig undvære nogen, selv om jeg mangen en raakold Blæst- og Regnvejrsdag ønsker mig langt borte - og paa Trods af al Logik, netop ud til den "evige Sommer".

For de fleste af os, hvis vi da ikke er særlig inkarnerede Sne- og Issportsmennesker, vil Foraar og Sommer være de rivaliserende Favoriter. Men hvem af dem. der saa skal gaa af med Sejren - ja, det er det samme ældgamle Spørgsmaal om størst Lykke, som J. P. Jacobsen symboliserede i Dialogen mellem de to Pager: den Gule, som lever i Forventningens lyse Haab, og den Blaa, som har opnaaet Glæden.

Kalder vi den gule Page Foraaret og den blaa Sommeren, maa jeg for mit Vedkommende foretrække den gule - men jeg vil unægtelig have den blaa med.

Den Fornyelse og Foryngelse i Naturen, som vi nu kan følge - selv om det for de fleste Københavneres Vedkommende til daglig kun bliver i Byens Parket og Villahaver - , virker uvilkaarlig fornyende og opstemmende paa os selv Mangt et vinterknækket Haab retter sig ved at se, hvorledes de nye Livsspirer bryder op gennem den kolde Jord og det visne Løv. Og den, der nøje følger blot en enkelt Busks eller et Træs Knopbrud og ser, hvor viseligt, som man sagde i gamle Dage, Naturen har "indrettet" Løvspringet, han kan, om han tænker derover, vel ogsaa selv tage Lære af et og andet.

Enten vi nu kalder det Naturens Visdom eller moderne Tilpasning, er det lærerigt at se, hvor forsynlig en Moder Naturen er, naar det gælder Fremtidsslægtens Tarv. Tag en Knop. Yderst staar de brune, tørre Korkskel, Vinterens eneste, fattigt klædte, men haardføre blade. Naar Vaaren kommer, og de begynder at strække sig mod Solen, er deres Liv snart til Ende. Indenfor er det lille Skud, der om en Maanedstid vil udfolde sine grønne Silkefaner til Vaarens og Sommerens Pris mens de brune Skel upaaagtet drysser til Jorden - miskendte, skønt det var dem, der vandt Sejren. Endnu hviler trygt de unge Blade paa deres Leje, omhyggeligt sammenfoldede, bøjede og rullede om hinanden og om den spæde Stængelspids, saa praktisk, at de tager mindst Plads og finder bedst Beskyttelse. Ofte er Lejet polstret med bløde lune Haar, der udfylder alle Mellemrum og hjælper til at værne Kælebørnene mod Kulde og Udtørring. Jo, det er let at se, at Moder Natur har gjort sig ganske særlig Flid for at gøre netop deres Indtræden i Livet saa blid og farefri som vel muligt.

Saa megen Filosofi rummer en saftspændt Knop, der, glimrende i Foraarsregnens Draaber, strækker sig ud mod Solen. Den fortæller os ogsaa, at det, der synes nyt, allerede længe har været forberedt i det skjulte. Ogsaa Urternes Spiring og Løvspring rummer dybsindig Visdom bag det gryende Foraarsglade Smil. Se, hvorledes deres ungdommelige Skud, uden at trættes og omsider sejrende, løfter og gennembryder Skovbundens og Parkernes tykke Lag af døde Blade. Er disse grønne Spirer, der bærer de visne Lig paa deres Skuldre og skyder dem til Side, ikke selv det skønneste Symbol paa Livets Sejr over Døden - Fremtidens over Fortiden.

Helge Rode har udtrykt det saa smukt i et Digt:

De slanke Træers smidigt blanke Arme 
er strakt i Haab op mod den fine Sky.
Der gaar en Strøm af Livets Kraft og Varme
fra Rod til Top. En 9trøra af Gro og Gry. 

- - -

Nu presses Knoppen frem, fuldspændt af Saft
-  vor Sommer pakket tæt i bitte Kurve -

Men selv om man ikke filosoferer saa dybt over Foraarsfænomenerne, paavirker de uvilkaarlig Sindet og skaber en vis festlig Følelse, en fornyet "Vilje til Livet", stærkere end paa nogen anden Aarstid. Blot Synet af den første skinnende Følfod paa Grøftekanten eller af Træernes beskedne Rakler fremkalder en Gensynsglæde og en Forventning, der betyder mere for Sindet end de pragtfuldeste eksotiske Drivhusblomster. De første Humlers Brummen, Myggenes Sang over Kærene og de vaagnende Frøers Kvækken - altsammen saa fortrolige Lyde, men dog hvert Aar, takket være Vinterens lange stille Mellemakt, ny og stemningsvækkende hele Livet igennem.

Ja, Stemning er maaske netop det Ord, som bedst karakteriserer Foraarets Indvirkning paa et blot nogenlunde modtageligt Sind. Især naturligvis i de unge Dage, da vi alle er mest umiddelbart følsomme. Hvor mindes jeg endnu Stemningen over Studenteraarenes Foraarsdage - long, long ago - , da jeg sammen med en Ven, ofte Johannes Jørgensen, undertiden med Stuckenberg og Frue i Følge tog ud til Ordrup Mose, som den Gang var en rigtig Mose, til Lyngby, Frederiksdal eller blot til Damhussøen, som laa midt ude i Landet ...

Naar vi forventningsfulde og med alle Sanser opladte travede af Sted med vore Botaniserkasser, Kætsere og Glas og vor beskedne Lommemad og en Krone til en Øl og Kaffe med Wienerbrød - ja, da følte vi os lykkeligere end mangen en, der nu farer forbi det altsammen i en støvende Bil for at dejeunere paa et mondænt Kysthotel og saa køre hjem igen.

Vi havde Foraaret i vort Sind og dermed er vel egentlig alt sagt.

Wolmer

(København 25. april 1924).

Til en elsket Lærer.

Lektor I. O. Bøving-Petersen.

Naar man tænker tilbage paa sin Skoletid, dukker der mange højst ubehagelige Minder frem. Det er ikke alene Minder om besværlige Lektier og Straf og Tvang, det er især Minder om disse Lærere, der tog alting højtideligt, og som det ikke var muligt at presse et menneskeligt Smil ud af. Det var de Pædagoger, som i dybeste Alvor, uden Skygge af Lune, rasede over en glemt Bog eller et glemt Pensum, som foreholdt En det sørgelige i en Blækklat eller en Uopmærksomhed. Det var disse Lærere, som man rødmede for, naar man mødte dem paa Gaden, og om hvem man ikke tænkte sig den Mulighed, at de levede et privat, naturligt Menneskeliv, naar de havde forladt Skolen. Disse Lærere mindes man i sin høje Alder endnu med lidt Skræk i Blodet, og man vil aldrig glemme dem deres Højtidelighed. Ak, de skulde vide, hvor meget mindre Alvor der skal til. for at sætte sig i Respekt hos Børn.

Saa var der en anden Type. Det var den Lærer, som Børnene straks kunde lide. Ikke fordi han var mindre streng eller kun gav gode Karakterer. Men fordi de altid aarvaagne unge Mennesker straks kunde se, at det var en ganske almindelig Mand. som ikke spiste Spanskrør til Middag og drak Blæk til. Selv om han til Tider kunde være urimelig, nervøs og uretfærdig, tilgav maa ham let, thi der lurede et privat Smil i hans Øjne, og de altid kloge, unge Psykologer var ikke længe om at opdage, at han nok kunde skælde ud over Uopmærksomhed og Dovenskab, men han glemte ikke igen, naar han forlod Skolen og sad ikke hjemme og rugede over Hævn og Ondskab. Og man kunde behandle ham som en Kammerat, naar han var i godt Humør.

Jeg tror, at alle de gamle Drenge, som i Skolen har læst med lektor I. O. Bøving-Petersen, endnu elsker den gamle Lærer. Thi Bøving-Petersen var i Sandhed en "elsket Lærer". Ham kunde man lide straks. Der var ingen Vrøvl med ham, og hvis man gjorde sig umulig og blev skældt ud, var man klar over, at det ikke var Læreren, der var umulig, men at man selv var et Fjols, der ødelagde de behagelige Timer i Zoologi og Botanik.

Skønt det er 30 Aar siden, jeg læste med Bøving-Petersen, husker jeg hans Timer med Glæde. Og hvad jeg ved om Dyr og Blomster sætter jeg altid i Forbindelse med dat, jeg lærte i disse Timer. Det spillede vist ikke nogen videre Rolle med Lektierne. Men vi lærte at se paa et Skelet eller en Blomst. Vi lærte at undre os over Biller og Skarnbasser og deres interessante Liv. Vi var Naturhistorikere og Biologer, naar vi drog paa Blomsterjagt i botanisk Have eller ind i Skabene i Skotens naturhistoriske Samling. Timerne var altid nye og altid interessante.

Vi har hørt, at I. O. Bøving-Petersen er en Kunstner i sit Fag, en Artist som naturhistorisk Forlatter. Vi gamle Elever kan bevidne, at han ogsaa var en Kunstner som Lærer. Han forstod at give Dagen Slid Fane og han forstod at faa sine Elever til at elske den Kunst, han udøvede.

Og derfor hylder alle gamle Elever ham paa hans Hædersdag.

En gammel Elev
(fra "Lyceum".)'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 24. juni 1924).

I midten af 1924 var han på tale som afløser for direktør Dreyer i Zoologisk Have, men alderen talte imod, idet direktører her normalt sad i 15 år, og at Bøving-Petersen på det tidspunkt allerede var 60 år. Han trak sig i forløbet.

I oktober 1924 havde maleren Agnes Slott-Møller drøftet indhugning af et relief i klintevæggen der skråner ud over første afsats foran den gamle kirke i Højerup for biskop Absalon og hans kamp mod venderne. Nærmere bestemt ved Højerup i en gammel kridthal med to sider glat afsavede klintevægge i et gammelt stenskær. Projektet blev dog ikke til noget:

Vi agter at gøre, hvad vi finder rettest.

Storehedinge Borgmester siger et borgerligt Ord angaaende Absalonstatuen.

I Køgebladene skriver Borgmester J. P. Jensen-Stevns fra Storehedinge, at Naturfredningsforeningen samt alle, der opponerer imod, at der bliver indhugget et Relief af Absalons Kamp mod Venderne, er paa helt galt Spor. hvis de tror det vil skæmme Klinten. Billedet skal hugges i et gammelt Stenbrud, der vel vender ud mod Vandet, men som benyttes til Mødeplads, og hvor der i Forvejen findes Mindesmærker over andre berømte Mænd.

Borgmesteren, der særlig gaar haardt frem mod Lektor Bøving-Petersen, der protesterer paa Geologernes Vegne. Naar Lektoren, hedder det bl.a., og hans Geologer har det meste af to Mil Klint at betragte, bør de forsone sig med Tanken om, at andre muligvis disponerer over et Stykke saa stort som en Salsvæg paa den Maade, som passer dem, navnlig i Betragtning af, at den Væg er deres egen. Hr. Bøving-Petersen truer med at ville bringe Loven om Naturfredning til Anvendelse, og det meddeles udtrykkelig, at han er Medlem af Fredningsnævnets Forretningsudvalg. Han burde snarest fjernes derfra, naar han kan indbilde sig, at Loven er anvendelig paa en afsavet Kridtvæg i et gammelt Stenskær. Hr. Bøving-Petersen falder over Fru Slott-Møller, som er frejdig nok til at forsvare sit Forehavende. "Fruen nægter sig ikke noget". Fru Slott-Møller har intet Forehavende, hun er af Bestyrelsen for en privat Forening blevet raadspurgt om, hvorvidt en bestemt Tanke er kunstnerisk og økonomisk gennemførlig, og hun vil foriiaabentlig meddele sit Skøn ganske uanfægtet af Hr. Bøving-Petersens ukaldede Indblanding.

Hovedstadspressens Udtalelser om denne Sag har selvfølgelig vakt en Del Forundring paa Stevns, fordi det hele forekom os saa misforstaaet og overdrevet. Vi tillægger dem ingen som helst Betydning for vort eget Vedkommende, og vi agter ganske uden Hensyn til dem at gøre, som vi tinder rettets i denne lille Sag, som vedrører vor Hjemstavn.

(Roskilde Dagblad 25. oktober 1924)

Kunstakademiets direktør professor Anton Rosen var også imod kunstværket. 

Bøving-Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Henning Jensen 85 Aar (1838-1929). (Efterskrift til Politivennen).

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen.

85 Aar.

I Dag fylder den gamle Redaktør og Skribent, fhv. Præst Henning Jensen 85 Aar. Men det betyder ikke, at han har lagt op, langt fra. Han staar tværtimod midt i Dagens Strid med begge Hænder fulde af Arbejde, for Tiden med at skrive sine Erindringer i "Dagens Nyheder". Og det er fornøjelige Erindringer, for den Mand har virkelig oplevet noget.

Han var Præst (bl. a. i Pedersker), men tog sin Afsked. Han blev Folketingsmand en Tid, var Medarbejder ved "Social-Demokraten" og en Tid vist ogsaa ved Politiken". Og altid stod han midt i Dagens Strid og hedeste Kamptummel. Senere blev han Medredaktør af "København", blev moderat og Forsvarsven og Socialdemokraternes og de radikales voldsomste Angriber, men han vedblev en Aarrække at hævde et ret frisindet kirkeligt Stade, og Kirkepolitik var hans særlige Felt. Men da Witzansky gik fra Bladet "København" blev han snart uenig med Bladets nye Ledelse og efter en Snes Aars Samarbejde skilte han sine Veje fra det Blad og blev 84 Aar gammel ansat som Medarbejder ved "Dagens Nyheder". I religiøs Henseende er han i de senere Aar bleven en Del spiritistisk paavirket, men mener at kunne forene dette med sin Kristendom.

Saadan er denne mærkelige, urolige stridslystne Sjæl, saadan er Henning Jensen. Og saadan er han en særpræget og ejendommelig Personlighed i dansk Kirkeliv, i dansk Politik, i dansk Journalistik, i dansk Aandsliv i det hele. Og trods Aarenes Mangetal har han bevaret en frisk, levende og ungdommelig Stil og Fortælleform, saa hans Erindringer virkelig er fornøjelige at læse.

(Bornholms Avis og Amtstidende 6. december 1923).

Avisen København bragt 1923 en længere erindringsserie af Henning Jensen: "Mellem Bønder og Borgere. Betragtninger og Erindringer fra et langt Liv".

Han blev begravet på Vestre Kirkegård i København). Hans virke som præst, journalist og forfatter gik hurtigt i glemmebogen og satte tilsyneladende ikke de store spor efter hans død.

Henning Jensen og Gertrud Elisabeth Eleonora født Selmer. Vestre Kirkegård, Afdeling M, rk. 12, nr. 33. Foto Erik Nicolaisen Høy.

En bekendt kunstners datter finder sin faders ben på Holmens Kirkegård. (Efterskrift til Politivennen).

Hvorledes vore berømte mænd behandles.

I "Berlingske Tidendes" aftennummer stod i går en artikel om vore kirkegårde og gravenes hjemfaldelse og sløjfning, og den slutter med følgende stykke, der er i høj grad egnet til at vække opsigt, - vi er jo alle interesseret i kirkegårdsforhold, og en meddelelse som denne er jo stærkt egnet til at skabe uhygge.

Bladet skriver:

At kirkegårdskontorerne ikke altid er lige heldige med deres forsøg på at ville avertere de pårørende om lejemålenes udløb, giver en forhenværende teaterdirektør, hvis virksomhed særlig vil erindres på grund af hans pietetsfølelse og forkærlighed for den danske litteraturs klassiske periode os følgende eksempel på:

Fru Gyllembourg hvis jordiske rester er spredt for alle vinde.

En af vore kunstnere herhjemme, som endnu 40 år efter sin død vil mindes som en af vore største, blev begravet i sin svigerfamilies gravsted på Holmens Kirkegård. For 10 år siden hændte et dødsfald i denne svigerfamilie, og skønt gravstedet var stort nok - så stort, at der endnu var megen ubenyttet plads tilbage - undså man sig ikke for - blot for at spare sig lidt ulejlighed med at flytte en sten - at grave kunstnerens rester op og foretage en ny begravelse i samme grav .... uden at underrette den afdødes datter, der passede sin faders grav med kærlighed og højagtelse.

- Nogen tid senere kom datteren derud, og det er let at forstå hendes bevægelse og hendes lidelse, da hun opdagede, at den grav, som hun elskede og værnede om, var borte og det slog hende med rædsel, da hun ved lidt nærmere eftersyn fandt nogle enkelte benrester ligge ovenpå jorden. Man havde ikke engang gjort sig den ulejlighed at forvisse sig om, at det, der var kommen op ved gravningen af den nye grav, var fjernet igen.

Det er det lumbyeske gravsted det drejer sig om

Samtale med inspektøren på Holmens Kirkegård.

VI talte i dag med inspektøren på Holmens Kirkegård, der selvfølgelig følte sig meget ilde berørt. Han udtalte:

Der sker aldrig noget sådant her på kirkegården, og i de 17 år jeg har været her, mindes jeg ikke et eneste tilfælde, hvor en grav er blevet sløjfet før tiden var udløbet. Vi lader tværtimod altid nogen tid forløbe ud over den stipulerede.

Af store kunstnergrave her på kirkegården, kan jeg kun tænke mig en eneste, som her

kan sigtes til. Det er det store Lumbyeske gravsted, hvor der for nogle år siden blev sløjfet en slægtnings grav, gravstedet er i to afdelinger, og på den ene var en grav, der måtte sløjfes for at give plads, - men det var ganske i overensstemmelse med de gældende lovbestemmelser. Graven var hjemfalden, - og når "Berlingske" fortæller en hårrejsende historie om benrester, der ligger spredte på jorden, er dette absolut fri fantasi, - grim fantasi tilmed.

De rester, der er tilbage i sådanne grave, bliver altid, med al pietet, gravet ned i en stor grav andetsteds på kirkegården. 

Fru Thomasine Gyllembourgs jordiske rester fjernet af sin slægtning, godsejer Westenholz.

Ellers ved jeg kun et tilfælde, hvor en kendt kunstners grav er sløjfet. Det var fru Thomasine Gyllembourgs, der efter ønske af godsejer Westenhohl, der er hendes nærmeste nulevende slægtning, og som råder over gravstedet, og skulle bruge pladsen, forlangte sig denne udlagt. Men der var absolut intet tilbage i graven, alt var hensmuldret, - men hun havde jo også ligget det meste af et århundrede.

(Folkets Avis, 5. juli 1923).

Thit Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Min Yndlingskrog.

Fru Thit Jensen

- Min yndlingskrog er på en kirkegård, siger fru Thit Jensens stemme i telefonen. Hvis De vil følge mig derhen, må De gerne tage et billede af mig til KØBENHAVN ...

Tanken forekom mig i øjeblikket absurd. Ja, hvorfor ikke sige det rentud, ikke så lidt hysterisk. Men efterhånden som overraskelsen over den underlige idé havde bundfældet sig, steg en lille venlig og forstående tanke op til mit sinds overflade. Og den sagde: En kirkegård kan jo også have sin charme. I hvert fald kan man ikke refusere et forslag uden at vide hvorfor. Chaqu 'un son gout!

Og på den måde gik det til, at ovenstående billede blev taget af fru Thit Jensen på den lille, hvide bænk, som står under det store, smukke asketræ lidt indenfor på Holmens Kirkegård, omgivet af grave og gravmonumenter.

Udenfor, på den anden Side gitteret, der vender mod Øster Farimagsgade. larmer livet. Sporvognene klemter, automobilerne tuder, tunge arbejdsvogne gungrer i stenbroen, men herinde i de dødes have er der stilhed og fred. Blæsten suser gennem træernes grene i blide akkorder. Det lyder som fjern og dæmpet musik.

Vi sidder sammen paa den lille hvide bænk og lytter efter fjerne og nære lyde.

- Hvorfor holder De så meget af dette sted? spørger vi.

- Jeg har holdt af kirkegårde, siden jeg var barn, svarer fru Thit. Hjemme i Farsø i Himmerland havde vi et gammelt, forsømt gravsted. Aften efter aften kunne jeg sidde der og drømme og tænke. Her lagde jeg planer, her formede jeg mine fremtidsmål. Senere da jeg ikke længere kunne søge til barndomshjemmet, søgte jeg til kirkegårdene. De blev for mig ligesom en del af hjemmet. Det kommer måske også af, at jeg havde flere af mine søskende på kirkegården. Jeg syntes, jeg genfandt dem dér. Ikke alene paa kirkegården i Farsø, men på enhver kirkegård.

Og jeg kender mange. Kender jeg en by, kender jeg også dens kirkegård, Derhen vender jeg først mine skridt. Ikke alene herhjemme, men også i udlandet. Kirkegårde virker på mig sådan som musik virker på andre. Der er den samme stemning, og den står i så nøje forbindelse med hele mit sjæleliv. Når de levende går mig på nerverne, søger jeg derfor til de døde. De er af en betydelig fredeligere art. De giver mig den fred som de levende aldrig gav mig.

-Tænker De uden frygt på at De engang selv skal hvile her?

- Ja det er måske underligt, men jeg skal selv aldrig begraves på en kirkegård. Jeg vil brændes og - forsvinde. Så vidt som loven tillader det. Min aske skal graves ned et sted ingen kender - -

- Men fru Thit Jensen, De holder dog af livet?

- Jeg hader livet. 

Det lyder næsten som en snerren.

- Er det ikke snarere menneskene De hader.

- Nej, det er livet selv. Menneskene, dem der er nødt til at leve livet, har jeg ondt af - - Vil De sige mig hvad har man ud af det? Hvad når vi af alt det vi gerne ville?

Fru Thit Jensen sidder og ser langt bort. Det er slet ikke den mundrappe, evigt fægtende Thit Jensen der langer ud til højre og venstre efter sine modstandere, det er en kvinde der har gået sig træt, men som skal leve.

Og som i en slags intuition siger fru Thit Jensen:

- Jeg vil slet ikke forsøge at forklare at jeg ikke er nær så grum som de fleste mener. Det er der alligevel ingen der vil tro. Som barn havde jeg det blideste, fredsommeligste sind. Alt det andet skabte livet. Derfor synes jeg også livet er så svært - - Man bebrejder mig at jeg aldrig kan se mit køns, men kun mændenes fejl, og at jeg aldrig har nogen kritik overfor kvinderne. Jeg vil dertil sige at det synes jeg ikke jeg behøver. Det gør mændene så udmærket. For resten: Jeg vil overhovedet aldrig dømme kvinder. Jeg synes de er så forfordelt i livsvilkår at meget må kunne tilgives dem - - Men synes De nu ikke her er dejligt - -

Luften er så mild og forårsagtig som var det marts. Solen bryder et øjeblik gennem de grå skyer og kaster et gyldent lys over de granklædte grave med deres hvide og sorte kors og monumenter. Træerne tegner deres skarpe, regnmærke silhuetter mod himlen, og grenene spinder deres net over os.

Kan De så forstå hvorfor dette er min yndlingskrog?

Fru Maja.

(København, 25. maj 1923).

Et Attentat mod Thit Jensen

Da Faldlemmen i Vordingborg Forsamlingssal aabnede sig for hendes Fod.

Fru Thit Jenten, der for Tiden hjemsøger Provinserne og alle større Landsbyer i Danmarks Land med et Foredrag om "Mænds og Kvinders Kærlighed" eller "Kan Mænd undværes?", optraadte i Aftes i Vordingborg, hvor hendes Ry havde fyldt Byens største Sal med en Forsamling, der naturligvis overvejende bestod af Kvinder.

Dog var der ogsaa enkelte Mandfolk iblandt. Bl. a. en Smed fra en af Nabobyerne - en kæmpemæssig Grovsmed, der hørte Fruen for nogen Tid siden i sin Hjemby og aabenbart har følt sig forarget over den nedsættende og haanlige Maade, hvorpaa Fruen til Stadighed omtaler og "omskriver" alle Mænd. Thi siden har Smeden ligefrem forfulgt hende, han har smidt baade Forhammer og Skødeskind og forladt sin Ambolt for at "følge hende" - ikke som en Discipel, i Begejstring og Hengivenhed, men med et rentud fanatisk Had, der giver sig Udslag deri, at han stiller hver eneste Aften til hendes Møder og til Stadighed afbryder hende med Tilraab og Forespørgsler, der til Trods for, at Fruen, som bekendt, baade selv kan sige og kan "staa for" en hel Del, hyppigt er af en saa drastisk og uselskabelig Natur, at de har faaet selve Foredragsholdersken til at rødme.

Ogsaa i Aftes var Smeden mødt frem til Foredraget, hvor han, som han raabte ved Indgangen, "ikke kan undværes". Og han maa have været der i særdeles god tid - hvis det da, hvad Fruen bestemt mener, virkelig er ham, der har tilrettelagt det Attentat mod hendes Liv, der afsløredes, lige da hun skulde til at begynde sit Foredrag, og heldigvis saa betids, at Faren afværgedes.

Smeden - eller en anden Ugerningsmand - har i sit fanatiske Had til Thit Jensen sneget sig op under Forsamlingssalens Scene og løsnet den Faldlem, der findes i Gulvet, og gennem hvilken Skurken I de større Dramaer laver sine Forsvindingsnumre.

Heldigvis havde Smeden ikke rigtigt forstaaet Lemmens Hemmelighed, - Mekanikken, om jeg saa maa sige. Han havde ikke ladet den staa paa Faid, paa Klem, hvilket vilde have rummet den allerstørste Fare, men derimod aabnet den helt. Og saa snart Fruen betraadte Scenen og gik hen imod Talerstolen, kunde hun ikke undgaa at opdage Hullet i Gulvet, der uåbnede sig som en gabende Afgrund for hendes Fod.

Skrækslagen for den lille Frue tilbage, blegnede og saa et Øjeblik ud, som skulde hun besvime og styrte om, men - tog sig saa sammen med en Kraftanstrengelse, trippede uden om Afgrunden, steg op paa Talerstolen, purrede op i sine Krøller og begyndte:

- Mine Damer og mine Herrer! Kan Mænd undværes? - Jeg mener Ja !

- Jæj mener Næj, skreg Smeden nede fra sin Krog. Og det samme mener alle de Kvinder, Jeg har kendt og kender. Og det er rigtige Kvinder!

Hermed var Aftenens Tone anslaaet. Og den holdt sig troligt heIe Foredraget igennem, medens Begejstringen steg og steg, baade for Fruen og for Smeden!

 

Mest dog for Thit Jensen.

Thi - hun kan, trods alt, absolut ikke undværes!

Referenten

(Aftenbladet (København), 18. oktober 1928).

Folkeliv på Assistens Kirkegård i gamle dage. (Efterskrift til Politivennen)

Musik, sang og dans mellem gravene. - Kafeen i gravkapellet. - De dødes hvilested i tobaksplantagen. - Liget med klokken i hånden.

Den gamle indgangsport til Assistens Kirkegård.

Lyder det ikke som om det var scener, hentet fra en amerikansk nybyggerfllm: Kafeen i gravkapellet, - kirkegården i tobaksplantagen - musik og dans i de dødes have .... Liget med klokken i hånden! .... Man tænker sig henflyttet til de amerikanske prærier eller en afsides egn, hvor nybyggerne ret slår sig løs.

Og så er hele sceneriet hentet fra begivenheder der er passeret herhjemme i vort eget kære København, på den gamle, ærværdige Assistents Kirkegård, således som det københavnske folkeliv formede sig der for godt og vel hundrede år siden.

Det var dengang blevet en almindelig folkeforlystelse at tilbringe søndagene på kirkegården, hvor der arrangeredes fællesspisning, drikkelag med musik og dans osv. Dette løsslupne liv forårsagedes bl. a. af befolkningens trang til lidt morskab, da man dengang havde så ringe adgang til offentlige fornøjelser, og dels var det minderne fra den foregående tids overdådige gravølsgilder, der her fik lejlighed til at give sig et lille udslag.

Det må erindres, at anlæggelsen af Assistens Kirkegård fra begyndelsen af modtoges med stor uvilje af københavnerne. Begravelserne havde hidtil fundet sted inde ved byens kirker, enten i kirkens krypt eller udenfor kirkens mure, i den såkaldte "urtegård", eller på de forskellige mindre begravelsespladser, der blev anlagt midt inde mellem husene.

Men trods disse udvidelser var der pladsmangel. Inde i kirkerne var der under gulvet så fyldt op af lig at stanken trængte op i selve kirken og gjorde opholdet her uudholdeligt.

Det faldt vanskeligt at få denne uskik afskaffet, da det var velhaverne, der forbeholdt sig kirkernes krypt.

Gitteret ud mod Nørrebrogade der anbragtes i muren af hensyn til gravrøverne.

Adelen havde I lange tider vakt forargelse ved dens store begravelsesgilder.

Det gik så vidt, at folk kom fulde til kirken og ved deres bulder og skrig forstyrrede ligtalen. Enhver større begravelse gav anledning til fylderi. Det begyndte i selve dødsnatten, da de holdtes vågestue - de såkaldte vigilier - over den døde, og hvor der blev drukket tæt. Der holdtes overdådige gilder når liget blev klædt, når det blev lagt i kiste - og ikke mindst blev der ædt og drukket over al måde den dag liget blev begravet. 

Der var et almindeligt rykind i sørgehuset. Enhver nysgerrig kunne gå ind fra gaden, beundre det pyntede lig og tage for sig af de fremsatte drikkevarer og kager.

Under Københavns belejring 1660 var det en adspredelse for de hollandske søofficerer at gå ind i ligstuerne og nyde det pragtfulde skue, som de ikke var vant til fra deres eget hjemland. En udlænding skrev om forholdene i Danmark på Christian den fjerdes tid: når nogen dør, så græder og jamrer man ikke -

man ler, spiser, drikker og danser rundt omkring liget!

Det blev mode, at fornemme begravelser skulle foregå om aftenen ved fakkelskin. Således begravedes i 1672 ved fakkeltog Griffenfeldts hustru og i 1675 stadshauptmand Thuresen. 

En udlænding, der besøgte Danmark, fremhæver disse natlige begravelser som særlig karakteristiske for København. Vinduerne i de gader, som ligtoget passerede, var Illuminerede, og kisten ledsagedes af stanglygter.

Der benyttedes pragtfulde ligvogne, pyntet med store englefigurer og med guld- og sølvbeslag.

Den første ligvognsbegravelse fandt sted i København i 1566. Vognen, der var garderet af en halv snes personer med marskalstave, blev trukket af fire heste, pyntet med pleureuser og et kostbart dækken, der slæbte henad jorden.

Dette var en stor modsætning til den tidligere skik, hvor den døde, iført sin sædvanlige dragt og med blottet hovede, førtes gennem gaderne liggende på en ganske almindelig båre, der hvilede på skuldrene af et par kraftige ligkarle.

Fra gammel tid havde det været skik, at liget skulle begraves så snart som muligt - den første eller anden dag efter dødsfaldet. Men ved reformationen fik adelen denne skik afskaffet.

Christian den 3. blev først begravet 6 uger efter sin død. Moden udviklede sig med rivende hast. Det blev regnet for en ære for den afdøde, at stå længe over jorden. Fornemme lig stod ofte ubegravede i flere måneder, ja, et halvt års tid, og der anvendtes kostbare kister af tin eller bly, beslåede med guld eller sølv, og jordfæstelsen foregik under udfoldelsen af overdådig pragt, med overflødighed af mad og drikkevarer.

En adelig dame, fru Mette Hefstand, blev i 1602 fulgt til jorden af 36 adelsmænd og 88 adelige damøe. I 1676 blev Mogens Friis til Frijsenborg bisat i Trinitatis Kirke. Cort Adeler i Holmens og Niels Rosenkrantz i Nikolaj Kirke. Deres lig havde stået over jorden i henholdsvis 28, 13 og 24 uger. 

I det følgende århundrede vendte man atter tilbage til begravelser i dagslys.

Den fremtrædende rolle, som de sørgeklædte kvinder tidligere havde spillet i ligfølget, slog over i den modsatte yderlighed.

Kvinder måtte Ikke vise sig i ligfølget.

Ligbærerne - der ofte nåede op til et halvthundrede mand - kørte i kareter foran ligvognen, og til hele følget stillede sørgehuset kareter til disposition.

Fra disse pragtfulde begravelsesoptog lever endnu mindet om bedemændenes gemytlige kommandoråb: "Kør frem med kareiterne! - Ligvognen er betalt!"

Der kan ses tilbage på en broget række af skiftende begravelsesskikke i de forløbne århundreder.

Enten blev den døde ført til jorden i pompøse optog, eller han blev - af drukne folk eller slaver - ført derhen som et andet bæst.  

Gårdfacaden på det gamle tempel ved Jagtvejen med indgangen til de skindødes kapel.

Den døde har stået til beskuelse i uger og måneder, eller han er blevet sænket i jorden, når legemet knapt var koldt. Begravelser ved dagens lys har vekslet med jordfæstelse ved faklens natlige skin, pragtfulde sarkofager til velhaverne, og simple vidjekister til de fattige. Pladsen under kirkens hvælvinger har skiftet med pesttidens rakkerhuler - og bag det hele erindres de riges overdådige gravølsgilder.

Selvmordernes kirkegård ved Venders Torv.

Der blev forgæves udstedt forbud mod al denne overdådighed, dette frådseri og fylderi ved begravelser hvor følget ofte kun bestod af en flok berusede, og dinglende personer.

Det blev tillige under høje bøder forbudt at leje en flok sørgekvinder med hætter over hovedet, eller mænd med flor på hatten, eller et halvt hundrede skoledrenge med skolemesteren i spidsen til at følge efter kisten.

Og endelig kom - som følge af den rædselsfulde ligstank, der fyldte kirkerne fra de i krypten henstående lig - påbudet om, at begravelserne for fremtiden skulle ske på kirkegårde udenfor v voldene.

I 1546 var der anlagt en kirkegård på pladsen ved det nuværende Grønttorv, ud for Vendersgade. Her begravedes kun fattigfolk, henrettede forbrydere, soldater, selvmordere og jøder.

Graveren boede i et lille hus på kirkegården, og her samlede han mænd og kvinder til dobbel og drik, og husede skarnsfolk og ryggesløse.

Kirkegården var et uhyggeligt sted, som godtfolk skyede. Men ved skarpe forholdsregler blev der renset ud. Efterhånden fik kirkegården et hyggeligere præg. Træerne voksede til, og hundrede år senere var den blevet et yndet opholdssted for hovedstadens befolkning.

"Om søndagen - skriver Johan Monrad - var kirkegården fuld af folk, så jorden var som skjult af dem, idet alle folk, mænd og kvinder med deres børn og tjenestefolk gik ud af København og satte sig over hele kirkegården, som var fuld af store lindetræer og fik mad og lod hente til sig fra de omliggende haver."

Denne kirkegård blev fuldstændig ødelagt under belejringen.

I 1660 blev der anlagt en ny selvmorder- og forbryderkirkegård indenfor Peblingesøen, på pladsen, hvor senere Kommunehospitalet opførtes.

Ds Dødes Have I Tobaksplantagen.

Det var et alvorligt slag mod begravelsespladserne inde i kirkerne, da Magistraten den 5. november 1760 - altså for 162 år siden - indviede den nye Assistens Kirkegård på Nørrebro.

Arealet, der målte ca. 240.000 kvadratalen - havde været benyttet til tobaksplantage og blev hurtig beplantet i den skikkelse, som nu kendes.

Der var blot den hage ved den nye kirkegård, at ingen ville lade sig begrave derude, skønt betalingen for en grav på de gamle urtegårde ved kirkerne Inde i byen blev forhøjet til det femdobbelte af, hvad det kostede på Assistens Kirkegården.

Ingen af disse foranstaltninger hjalp.

I 25 år var Assistens Kirkegård udelukkende en fattigkirkegård.

Det var en begivenhed, da endelig den første standsperson i 1785 blev jordet derude. Det var etatsråd J. S. Augustin, der selv havde bestemt, at han ville hvile her.

Augustin blev af sin samtid prist som en ædel mand, der havde mod og sjælsstyrke nok til at sætte sig ud over fordomme og den overtro, der tillægger kirkegulvet en udmærket hellighed.

I 1796 skrev lektor Fr. Høegh-Guldberg et langt digt, i hvilket han lovpriste Assistens Kirkegård som en idyllisk plet, hvor det var herligt at vandre i de prægtige alleer.

Efterhånden blev flere stormænd jordet her, bl. a. digterne Storm og Samsøe, og der opførtes smukke og kostbare monumenter af berømte kunstnere som Abildgaard, Dajon, Wiedewelt og Weidenhaupt, der gav stedet stil og karakter.

I året 1800 var københavnerne endelig blevet fuldt fortrolige med Assistens Kirkegård, så fortrolige, at de mente, at denne prægtige urtegård ikke alene kunne benyttes til begravelser, men også til forlystelse!

Musik, dans og folkeliv på Assistens Kirkegård.

Om søndagene eller på hverdagsaftener i sommertiden drog store skarer af københavnske familier med børn ud til Assistens Kirkegård, hvor de lejrede sig mellem gravene, spiste deres medbragte mad, drak spiritus og sang af fuld hals, mens de omvandrende spillemænd mødte op og leverede den ene dansemelodi efter den anden.

Man så det særsyn, at folk dansede på de åbne plæner mellem gravene.

Det var traditionen fra den gamle selvmorder-kirkegård hundrede år tidligere, der her blev taget op påny.

Det gamle tempel ved Jagtvejen der anvendtes til ligkapel og graverbolig.

Det blev efterhånden en fuldstændig folkeforlystelse at drage til kirkegården, hvor kaffen leveredes fra den nærliggende graverbolig i gravkapellet - den lille monumentale bygning med søjlerne, der ligger i hjørnet ud mod Nørrebros Runddel.

Familierne lejrede sig nok så gemytligt om gravene, bredte dugen ud på ligstenen og dækkede op med deres medbragte spisevarer og flasker. Og så spiste de til aften med de behørige snapse og øl eller kold punsch, mens guitarer og violiner leverede taffelmusiken.

I 1816 blev denne gemytlighed forbudt - men det varede endnu lange tider før kirkegårds-selskabeligheden, alle disse gravmåltider helt gik af mode.

I en kendt gammel revyvise hedder det:

"Slikken har jeg heller aldrig våren,

for de' gør pungen tom og maven sløj.

Så går jeg hellere en tur på kerregår'en -

der er så billigt, og så svært besøj!"

Den døde i kapellet med alarmklokken.

Københavnerhumøret havde ikke fornægtet sig - man drak og morede sig ved gravene. Og man lullede sig ind i den indbildning, at man samtidig var i en slags selskab med ens kære afdøde.

Men hele denne idyl blev i 1804 opskræmt ved. at der forefaldt en del gravrøverier. Kisterne blev åbnet og ligene udplyndret.

Bl. a. blev 4 graverkarle arresteret som delagtige I disse uhyggelige forbrydelser, hvor ringe, smykker og kostbare ædelstene var blevet røvet fra ligene i velhavernes gravsteder.

Den 160-årige alle der fører tværs igennem kirkegården.

I anledning af røverierne blev i muren ud mod Nørrebrogade sat et gitter - der endnu findes - 

for at der ude fra gaden kunne være frit indblik til kirkegården.

Vi skal til slut fortælle et lille interessant træk fra den gamle graverbolig - den søjleprydede bygning ud mod Nørrebros Runddel - der er opført 1808 af Jens Bang.

Dette karakteristiske bygningsværk indrettedes tillige til et gravkapel eller ligstue. Kapellet var bestemt til midlertidig hensættelse af kister som senere skulle nedsættes i [x]rede begravelser, samt til opbevaring af formentlig skindøde.

Frygten for at blive begravet for tidlig var dengang meget udbredt, da der ikke krævedes nogen dødsattest udstedt. Der blev derfor i kapellet anbragt en klokke, som førte ind til graverens private værelser. Klokkestrengen skulle vedhæftes den dødes hænder, således at klokken ved den mindste bevægelse gav sig til at ringe. Over liget anbragtes 3 store [ord mangler - bøjler?] og et net så at den skindøde - såfremt han kom til live - ikke faldt ned på gulvet.

I 1829 blev ligstuen ophævet, og samtidig indførtes dødsattesten.

De to gravere Hattinge, fader og søn, som boede her fra 1850 til 18?? flyttede ind i ligkapellet og brugte det til - stadsstue.

N. - B.

(Social-Demokraten, 4. marts 1923)