Jens Orten Bøving Petersen (1864-1937). (Efterskrift til Politivennen)

Jens Orten Bøving-Petersen, 24.6.1864-24.4.1937, forfatter. 1890 mag. scient. i zoologi. I Brasilien som bestyrer af den biologiske afdeling af en landbrugsstation (1891-93). Efter hjemkomsten underviste han på forskellige københavnske skoler og tog 1931 sin afsked som lektor ved Skt. Jørgens gymnasium. Hans pædagogiske virksomhed satte sig bl. a. spor i udarbejdelsen af forskellige lærebøger for gymnasiet. Medlem af hovedbestyrelsen for Danmarks naturfredningsforening fra 1921 til sin død.

Værker: 1899-1903 udgav ha Vor Klodes Dyr I-III (sammen med Waldemar Dreyer), A.E. Brehms'Dyrenes Liv I-III i "Frem", 1907 og Universels Undere, 1913-15. Skabelse og Udvikling, 1897, Havets Erobring. 1910, Vor Klodes Saga, 1912, Dybhavsforskning, 1923 og Svundne Fortidsverdener og deres Fabeldyr, 1927. Aaret i Danmark, 1918 og i en del naturhistoriske eventyr i "Børnenes Juleroser".

Foraar og Mennesker

Om vi Mennesker tænker derover, rummer Spiring og Løvspring dybsindig Visdom bag det gryende Foraars glade Smil. Men det gælder, at vi maa have Foraaret i vort Sind. En Samtale med Forfatteren til "Aaret i Danmark", Lektor J. O. Bøving- Petersen.

Videnskabsmanden J. O. Bøving Petersen har stadig staaet i Kamp med Digteren J. O. Bøving-Petersen. Han hører til den Aargang, som kendetegnes af Navne som Johs. Jørgensen, Stuckenberg, Sophus Claussen, men fulgte i Modsætning til disse Videnskaben. Dog ofrede han for nogle Aar siden til sin gamle, aldrig glemte Kærlighed og skrev en Bog "Aaret i Danmark". Videnskabsmanden og Digteren er her gaaet op i en højere Enhed. Bøving-Petersen skildrer her Danmarks Natur i Aarets Maaneder, som Digteren føler den og Videnskabsmanden ser den, og det blev en Bog, om har bragt Glæde og Udbytte til mange.

- Den er mit Hjertebarn, siger Bøving-Petersen, da jeg opsøger ham i hans Studereværelse. Det er i en Fjerdesal paa Gammel Kongevej. Fra sin Plads ved det gamle Skrivechatol har han Udsigt over Tagene - en fredelig Piovinsidyl, og fra Vinduerne kan ses Villahaverne, hvor det spirer i Foraarssolen.

- Er det Foraaret udenom os - i Naturen, De vil have, jeg skal fortælle om, saa maa jeg have Lov at henvise til min Bog, dog helst saaledes, at den tages i smaa Portioner ad Gangen. - Var det Foraaret og Mennesker? Ja ...

Bøving-Petersens Blik glider fra Bogreolerne - det er dem, der præger Værelset - til en stor David-Statue, en Gave fra hans Hustru paa 50 Aars Fødselsdagen, og videre til de mange Stykker italiensk Skulptur, Renæssance-Skulptur, som findes i Stuen.

- De er mig et Surrogat for Troperne. Jeg har været flere Aar i Brasilien, fortsætter saa Bøving-Petersen. Den, der har levet nogle Aar i Troperne, ved maaske bedst, hvad vort nordiske Foraar betyder for Sindet. Man priser - paa Afstand - Tropernes "evige Sommer", og den er vidunderlig. Men alligevel ... er man derude, kommer der en Time, før eller senere, da man sløves og trættes af disse hede, solmættede Dage, der følger hinanden, ens som Perler paa en Snor. I en saadan Stund kan Hjemvé og Mismod pludselig komme overvældende, knugende tungt - indtil man faar det rystet af sig.

Hvor mange Ærgrelser vort hjemlige Klima end bereder os, maa vi alligevel være glade for Aarstidernes Vekslen. Hvilken af dem man saa vil foretrække, bliver den enkeltes Sag. Jeg for min Part vilde nødig undvære nogen, selv om jeg mangen en raakold Blæst- og Regnvejrsdag ønsker mig langt borte - og paa Trods af al Logik, netop ud til den "evige Sommer".

For de fleste af os, hvis vi da ikke er særlig inkarnerede Sne- og Issportsmennesker, vil Foraar og Sommer være de rivaliserende Favoriter. Men hvem af dem. der saa skal gaa af med Sejren - ja, det er det samme ældgamle Spørgsmaal om størst Lykke, som J. P. Jacobsen symboliserede i Dialogen mellem de to Pager: den Gule, som lever i Forventningens lyse Haab, og den Blaa, som har opnaaet Glæden.

Kalder vi den gule Page Foraaret og den blaa Sommeren, maa jeg for mit Vedkommende foretrække den gule - men jeg vil unægtelig have den blaa med.

Den Fornyelse og Foryngelse i Naturen, som vi nu kan følge - selv om det for de fleste Københavneres Vedkommende til daglig kun bliver i Byens Parket og Villahaver - , virker uvilkaarlig fornyende og opstemmende paa os selv Mangt et vinterknækket Haab retter sig ved at se, hvorledes de nye Livsspirer bryder op gennem den kolde Jord og det visne Løv. Og den, der nøje følger blot en enkelt Busks eller et Træs Knopbrud og ser, hvor viseligt, som man sagde i gamle Dage, Naturen har "indrettet" Løvspringet, han kan, om han tænker derover, vel ogsaa selv tage Lære af et og andet.

Enten vi nu kalder det Naturens Visdom eller moderne Tilpasning, er det lærerigt at se, hvor forsynlig en Moder Naturen er, naar det gælder Fremtidsslægtens Tarv. Tag en Knop. Yderst staar de brune, tørre Korkskel, Vinterens eneste, fattigt klædte, men haardføre blade. Naar Vaaren kommer, og de begynder at strække sig mod Solen, er deres Liv snart til Ende. Indenfor er det lille Skud, der om en Maanedstid vil udfolde sine grønne Silkefaner til Vaarens og Sommerens Pris mens de brune Skel upaaagtet drysser til Jorden - miskendte, skønt det var dem, der vandt Sejren. Endnu hviler trygt de unge Blade paa deres Leje, omhyggeligt sammenfoldede, bøjede og rullede om hinanden og om den spæde Stængelspids, saa praktisk, at de tager mindst Plads og finder bedst Beskyttelse. Ofte er Lejet polstret med bløde lune Haar, der udfylder alle Mellemrum og hjælper til at værne Kælebørnene mod Kulde og Udtørring. Jo, det er let at se, at Moder Natur har gjort sig ganske særlig Flid for at gøre netop deres Indtræden i Livet saa blid og farefri som vel muligt.

Saa megen Filosofi rummer en saftspændt Knop, der, glimrende i Foraarsregnens Draaber, strækker sig ud mod Solen. Den fortæller os ogsaa, at det, der synes nyt, allerede længe har været forberedt i det skjulte. Ogsaa Urternes Spiring og Løvspring rummer dybsindig Visdom bag det gryende Foraarsglade Smil. Se, hvorledes deres ungdommelige Skud, uden at trættes og omsider sejrende, løfter og gennembryder Skovbundens og Parkernes tykke Lag af døde Blade. Er disse grønne Spirer, der bærer de visne Lig paa deres Skuldre og skyder dem til Side, ikke selv det skønneste Symbol paa Livets Sejr over Døden - Fremtidens over Fortiden.

Helge Rode har udtrykt det saa smukt i et Digt:

De slanke Træers smidigt blanke Arme 
er strakt i Haab op mod den fine Sky.
Der gaar en Strøm af Livets Kraft og Varme
fra Rod til Top. En 9trøra af Gro og Gry. 

- - -

Nu presses Knoppen frem, fuldspændt af Saft
-  vor Sommer pakket tæt i bitte Kurve -

Men selv om man ikke filosoferer saa dybt over Foraarsfænomenerne, paavirker de uvilkaarlig Sindet og skaber en vis festlig Følelse, en fornyet "Vilje til Livet", stærkere end paa nogen anden Aarstid. Blot Synet af den første skinnende Følfod paa Grøftekanten eller af Træernes beskedne Rakler fremkalder en Gensynsglæde og en Forventning, der betyder mere for Sindet end de pragtfuldeste eksotiske Drivhusblomster. De første Humlers Brummen, Myggenes Sang over Kærene og de vaagnende Frøers Kvækken - altsammen saa fortrolige Lyde, men dog hvert Aar, takket være Vinterens lange stille Mellemakt, ny og stemningsvækkende hele Livet igennem.

Ja, Stemning er maaske netop det Ord, som bedst karakteriserer Foraarets Indvirkning paa et blot nogenlunde modtageligt Sind. Især naturligvis i de unge Dage, da vi alle er mest umiddelbart følsomme. Hvor mindes jeg endnu Stemningen over Studenteraarenes Foraarsdage - long, long ago - , da jeg sammen med en Ven, ofte Johannes Jørgensen, undertiden med Stuckenberg og Frue i Følge tog ud til Ordrup Mose, som den Gang var en rigtig Mose, til Lyngby, Frederiksdal eller blot til Damhussøen, som laa midt ude i Landet ...

Naar vi forventningsfulde og med alle Sanser opladte travede af Sted med vore Botaniserkasser, Kætsere og Glas og vor beskedne Lommemad og en Krone til en Øl og Kaffe med Wienerbrød - ja, da følte vi os lykkeligere end mangen en, der nu farer forbi det altsammen i en støvende Bil for at dejeunere paa et mondænt Kysthotel og saa køre hjem igen.

Vi havde Foraaret i vort Sind og dermed er vel egentlig alt sagt.

Wolmer

(København 25. april 1924).

Til en elsket Lærer.

Lektor I. O. Bøving-Petersen.

Naar man tænker tilbage paa sin Skoletid, dukker der mange højst ubehagelige Minder frem. Det er ikke alene Minder om besværlige Lektier og Straf og Tvang, det er især Minder om disse Lærere, der tog alting højtideligt, og som det ikke var muligt at presse et menneskeligt Smil ud af. Det var de Pædagoger, som i dybeste Alvor, uden Skygge af Lune, rasede over en glemt Bog eller et glemt Pensum, som foreholdt En det sørgelige i en Blækklat eller en Uopmærksomhed. Det var disse Lærere, som man rødmede for, naar man mødte dem paa Gaden, og om hvem man ikke tænkte sig den Mulighed, at de levede et privat, naturligt Menneskeliv, naar de havde forladt Skolen. Disse Lærere mindes man i sin høje Alder endnu med lidt Skræk i Blodet, og man vil aldrig glemme dem deres Højtidelighed. Ak, de skulde vide, hvor meget mindre Alvor der skal til. for at sætte sig i Respekt hos Børn.

Saa var der en anden Type. Det var den Lærer, som Børnene straks kunde lide. Ikke fordi han var mindre streng eller kun gav gode Karakterer. Men fordi de altid aarvaagne unge Mennesker straks kunde se, at det var en ganske almindelig Mand. som ikke spiste Spanskrør til Middag og drak Blæk til. Selv om han til Tider kunde være urimelig, nervøs og uretfærdig, tilgav maa ham let, thi der lurede et privat Smil i hans Øjne, og de altid kloge, unge Psykologer var ikke længe om at opdage, at han nok kunde skælde ud over Uopmærksomhed og Dovenskab, men han glemte ikke igen, naar han forlod Skolen og sad ikke hjemme og rugede over Hævn og Ondskab. Og man kunde behandle ham som en Kammerat, naar han var i godt Humør.

Jeg tror, at alle de gamle Drenge, som i Skolen har læst med lektor I. O. Bøving-Petersen, endnu elsker den gamle Lærer. Thi Bøving-Petersen var i Sandhed en "elsket Lærer". Ham kunde man lide straks. Der var ingen Vrøvl med ham, og hvis man gjorde sig umulig og blev skældt ud, var man klar over, at det ikke var Læreren, der var umulig, men at man selv var et Fjols, der ødelagde de behagelige Timer i Zoologi og Botanik.

Skønt det er 30 Aar siden, jeg læste med Bøving-Petersen, husker jeg hans Timer med Glæde. Og hvad jeg ved om Dyr og Blomster sætter jeg altid i Forbindelse med dat, jeg lærte i disse Timer. Det spillede vist ikke nogen videre Rolle med Lektierne. Men vi lærte at se paa et Skelet eller en Blomst. Vi lærte at undre os over Biller og Skarnbasser og deres interessante Liv. Vi var Naturhistorikere og Biologer, naar vi drog paa Blomsterjagt i botanisk Have eller ind i Skabene i Skotens naturhistoriske Samling. Timerne var altid nye og altid interessante.

Vi har hørt, at I. O. Bøving-Petersen er en Kunstner i sit Fag, en Artist som naturhistorisk Forlatter. Vi gamle Elever kan bevidne, at han ogsaa var en Kunstner som Lærer. Han forstod at give Dagen Slid Fane og han forstod at faa sine Elever til at elske den Kunst, han udøvede.

Og derfor hylder alle gamle Elever ham paa hans Hædersdag.

En gammel Elev
(fra "Lyceum".)'

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 24. juni 1924).

I midten af 1924 var han på tale som afløser for direktør Dreyer i Zoologisk Have, men alderen talte imod, idet direktører her normalt sad i 15 år, og at Bøving-Petersen på det tidspunkt allerede var 60 år. Han trak sig i forløbet.

I oktober 1924 havde maleren Agnes Slott-Møller drøftet indhugning af et relief i klintevæggen der skråner ud over første afsats foran den gamle kirke i Højerup for biskop Absalon og hans kamp mod venderne. Nærmere bestemt ved Højerup i en gammel kridthal med to sider glat afsavede klintevægge i et gammelt stenskær. Projektet blev dog ikke til noget:

Vi agter at gøre, hvad vi finder rettest.

Storehedinge Borgmester siger et borgerligt Ord angaaende Absalonstatuen.

I Køgebladene skriver Borgmester J. P. Jensen-Stevns fra Storehedinge, at Naturfredningsforeningen samt alle, der opponerer imod, at der bliver indhugget et Relief af Absalons Kamp mod Venderne, er paa helt galt Spor. hvis de tror det vil skæmme Klinten. Billedet skal hugges i et gammelt Stenbrud, der vel vender ud mod Vandet, men som benyttes til Mødeplads, og hvor der i Forvejen findes Mindesmærker over andre berømte Mænd.

Borgmesteren, der særlig gaar haardt frem mod Lektor Bøving-Petersen, der protesterer paa Geologernes Vegne. Naar Lektoren, hedder det bl.a., og hans Geologer har det meste af to Mil Klint at betragte, bør de forsone sig med Tanken om, at andre muligvis disponerer over et Stykke saa stort som en Salsvæg paa den Maade, som passer dem, navnlig i Betragtning af, at den Væg er deres egen. Hr. Bøving-Petersen truer med at ville bringe Loven om Naturfredning til Anvendelse, og det meddeles udtrykkelig, at han er Medlem af Fredningsnævnets Forretningsudvalg. Han burde snarest fjernes derfra, naar han kan indbilde sig, at Loven er anvendelig paa en afsavet Kridtvæg i et gammelt Stenskær. Hr. Bøving-Petersen falder over Fru Slott-Møller, som er frejdig nok til at forsvare sit Forehavende. "Fruen nægter sig ikke noget". Fru Slott-Møller har intet Forehavende, hun er af Bestyrelsen for en privat Forening blevet raadspurgt om, hvorvidt en bestemt Tanke er kunstnerisk og økonomisk gennemførlig, og hun vil foriiaabentlig meddele sit Skøn ganske uanfægtet af Hr. Bøving-Petersens ukaldede Indblanding.

Hovedstadspressens Udtalelser om denne Sag har selvfølgelig vakt en Del Forundring paa Stevns, fordi det hele forekom os saa misforstaaet og overdrevet. Vi tillægger dem ingen som helst Betydning for vort eget Vedkommende, og vi agter ganske uden Hensyn til dem at gøre, som vi tinder rettets i denne lille Sag, som vedrører vor Hjemstavn.

(Roskilde Dagblad 25. oktober 1924)

Kunstakademiets direktør professor Anton Rosen var også imod kunstværket. 

Bøving-Petersens gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.