Frederik Petersen 1853-1917. (Efterskrift til Politivennen)

Den færøske præst og politiker Frederik (Fríðrikur) Petersen (22. april 1853-27. april 1917) blev student i Reykjavik 1875. I 1876 skrev han på Regensen en sang som en tid blev betragtet som Færøernes første nationalsang: "Eg oyggjar veit". Han skrev endvidere nytårssalmen Tíðin rennur sum streymur í á' (1892) og påskesalmen Deyði hvar er broddur tín' (1900) og den færøske version af julesalmen 'Glædelig jul' (1891). Han oversatte "Fader vor" til færøsk (1892). Sangen Tú alfagra land mítt/O Færo, så fager (1906) af højskoleforstander Símun av Skarði fra Selvstyreflokken med Petur Albergs melodi anses også for nationalhymne. 

Han blev cand. theol. 1880 og sognepræst for Sandø samme år, for Suderø 1885, for Østerø 1900. Provst for Færøerne fra 1900.

Han var valgt medlem af Lagtinget 1890 og 1892-1900, og landstingsmand for Færøerne 1894-1902 og fra 1906 til sin død. I 1906 stiftede han sammen med landstingsmand Oliver Effersøe, Andreas Samuelsen m. fl. Sambandsflokkurin (Samhørighedspartiet, svarede til Venstre i Danmark), hvis første formand han var indtil sin død i 1917. De første politiske partier på Færøerne blev dannet i 1906 ud af en splittelse i sprogbevægelsen ”Føringafelag”. Den konservative fløj dannede Sambandsflokken. Den var tilfreds med Færøernes daværende stilling som dansk amt (og ville bevare den). Den progressive fløjdannede Selvstyreflokken, der ønskede færøsk selvstændighed efter et program om hjemmestyre, som den danske regering havde tilbudt Færøerne i 1903.

I Landstinget stod han udenfor partierne, i valggruppe med Højre, som han dog ikke altid stemte sammen dem. Fx stemte han for den kommunale valglov (Sigurd Berg). 

I 1905 udtalte han at køreveje aldrig ville komme til at spille nogen rolle på øerne da havet var færingernes landevej. Han tog som bekendt fejl.

Dødsfald

Landstingsm., Provst Fred. Petersen

Landstingsmanden for Færøerne, Provst Fr. Petersen, er igaar Eftermiddags afgaaet ved Døden paa Diakonissestiftelsens Rekreationshjem i København, 64 Aar gl.

Atter har Døden tyndet ud i Landstingets konservative Medlemmer,. - Provst Frederik Petersen, Færøernes mangeaarige Landstingsmand er bukket under for en langvarig, smertefuld Sygdom, som Lægerne kaldte Betændelse i Underlivet, men som vistnok var Kræft.

Døden forudsaas allerede Onsdag i Familien som en meget snarlig Udgang; man ventede ikke, Provsten vilde overleve Natten.

- Provst Petersen var en indsigtsfuld og flittig Arbejdskraft, som i Udvalgene var sit Parti til megen Støtte genem de 18 Aar, han siden 1894 med et Par korte Afbrydelser har siddet i Landstinget som Færøernes Talsmand.

Gennem sin lange Embedstid paa Færøerne, hvor han blev Præst 1885 og Provst 1900, og sin Deltagelse i Færøernes Administration - som Medlem af Lagtinget, var han Øernes mest sagkyndige Talsmand i Rigsdagen og paa den anden Side hørte han til dem, som oppe paa Færøerne dannede en loyal Modvægt mod den fra Island indførte seperatistiske Bevægelse, som den unge Mortensen repræsenterer i Folketinget.

Ganske naturligt var Provsten en meget benyttet Ordfører af Landstingets Konservative, naar kirkelige Sager stod paa Dagsordenen, og han var da ogsaa Medlem af det kirkelige Udvalg, hvor han sammen med Nordby og Grev Holstein hørte til de bærende Kræfter.

Personlig elskværdig og beskeden i sin Fremtræden, altid urban i sin Form i Salen og til Fingerspidserne loyal i Udvalgsarbejdet var Afdøde meget afholdt og respekteret i Tinget.

Provst Petersen var Søn af den i 1901 afdøde Skolelærer, tidligere Folketingsmand Johannes Petersen, han fik sin Skolegang i Thorshavn paa Færøerne, blev Student fra Reykjavik og som ung Kandidat blev han 1880 Præst paa Øerne.

Ved Siden af sin Rigsdagsgerning og sit Embede udrettede han ogsaa gennem Aarene et stort Arbejde for Afholdssagen, og hans var Sektionsmand i Foreningen "De danske Atlanterhavsøer" .

Hans efterlevende Hustru er en Datter af afdøde Sognepræst E. B. Wesenberg.

(Fyens Stiftstidende 28. april 1917)

Fríðrikskirkjan på Nes på Eysturoy (1994) er opkaldt efter ham. Arkitekt var Høgni Würdig Larsen.

Gravsted på Vestre Kirkegård Afdeling H, rk. 10, nr. 17, for provst for Færøerne Frederik Petersen 22. april 1853-25. april 1917. Sofie Amalie Petersen, f. Wesenberg, 27. februar 1861-20 september ?. Forretningsfører Henrik Bighel. Frida Susanne Bighel. Johanne Bighel. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Lidt i Anledning af Ønsket om bedre Brændevin til Grønlænderne.

Til oplysning for indsenderen af "Ønske om bedre brændevin til grønlænderne" tjener at den ham meddelte underretning at der til forsendelse til Grønland og Island bestilles brændevin af kun 7 1/4 grads styrke er i det mindste hvad det sidste land angår, aldeles urigtig da det brændevin som sendes derhen, bestilles til 8 graders styrke og afsendes således. Rigtigheden heraf kan erfares ved toldvæsnet som også at om ikke det hele, da vist i det mindste de 9/10 af det brændevin der afsendes herfra til Island er københavns kornbrændevin.

* * *

Forinden udgiveren modtog ovenstående var det ham allerede af indsenderen af ønske i forrige nummer pålagt at berigtige at deri ved en skriverfejl var indført Island og Grønland, i stedet for Færøerne og Grønland da indsenderen meget vel ved at de islandske købmænd søger at skaffe sig sådanne varer der kan finde afsætning. Ligeledes er han i anledning af svaret i Dagen nr. 14 f. d. å. bedt om at gøre den bemærkning af man lige så lidt kan indse hvorledes en forhenværende etablissementsbestyrer kan forsikre at det brændevin der nu for tiden sendes, har den styrke det muligvis har haft i hans tid som man kan finde nogen antagelig grund for at det brændevin som sendes qva provision for under arbejdet at skænkes ud til kolonisternes underordnede mandskab, ikke bør være af samme Gehalt eller lige så godt som det der sendes til handel.

Man anser derfor ikke det ønske overflødigt at brændevinsbrænderlauget måtte deltage i leverancen da dets repræsentanter vist ville sørge for at der leveredes gode varer som holdt behørig styrke og hverken var svedent eller havde afsmag.

(Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4257-4258).

Redacteurens Anmærkning.

En ombrydningsfejl gør at artiklen også forekommer i Politivennen nr. 264. Løverdagen den 20de Januari 1821, s. 4237-4239. Artiklen er svar på en artikel i Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239

Ønske om bedre Brændevin til Grønlænderne

Man hører hele tiden klager over mangel på næring og at vi ingen handel har. Men hvad gøres der for at afhjælpe det? Søger vi at forædle vores naturprodukter eller at give vores kunstprodukter en sådan grad af fuldkommenhed at de kan sættes ved siden af fremmedes? Hvis det ikke sker, så hjælper al klynken og klagen slet intet, men vi vil komme til at tåle at selv den lille handel der endnu forundes os, går til grunde og falder i hænderne på flittigere og mere handelskyndige nationer. For hvem vil fortænke køberne i at vælge de bedste varer.

Disse tanker faldt anmelderen ind da han hørte fortælle at det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, sædvanligvis kun bestilles til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader.

"Det danske kornbrændevin som sendes til Island og Grønland, bestilles sædvanligvis kun til 7 1/4 grad efter Spendrups gradstok, mens det som sælges her i almindelighed holder 8 grader". (Den Kongelige Grønlandske Handel. N. J. Bredal, 1818. Før og Nu 1924-25)

Vil man ikke unde disse vores fattige, arbejdsomme medbrødre der lever i et hårdt klima, lige så gode produkter som vi selv har og bruger dem, så burde man dog gøre det for interessens skyld, således at man måske ikke siden forgæves skal klage over at også denne handelsgren er gået tabt til stort tab for landet. For man vil dog vel ikke anse det for en umulighed at disse mennesker, hvor nøjsomme de end har været og taget til takke med hvad man fandt for godt at byde dem, jo engang kan blive opmærksomme og få smag på noget bedre, og at der da nok vil findes de der ville sende dem gode og forsvarlige varer. Det er der ingen tvivl om.

Da de københavnske brænderier har ord for at kunne levere gode og forsvarlige varer, og da vores handel kun er lille, og som en følge heraf afsætningen på brændevin ikke betydelig, så er det troligt at mange af vores brændevinsbrændere kunne ønske at tage del i en leverance. Anmelderen anser det derfor gavnligt i flere end en henseende om vedkommende ville foranstalte en licitation når et kvantum brændevin skulle forsendes. Man ville da både få forsvarlig vare og en moderat pris.

(Politivennen nr. 263. Løverdagen den 13de Januari 1821, s. 4237-4239).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvaredes i Politivennen nr. 264. 20de Januari 1821, s. 4257-4258.

Spendrups gradstok var opkaldt efter Peter Mathias Spendrup (1747–1827). Han var teolog (sic) og brændevinsbrænder og lavede et alkoholmeter, som blev anvendt af toldvæsenet. Denne gradstoko blev afløst af vore dages procentangivelse for indholdet af ren alkohol.

Det store pakhus på Bredals billede ovenfor er det 7000 m2 store pakhus, som var blevet bygget i 1766-67. Og det findes endnu på Den Grønlandske Handels Plads. Pladsen var centrum for handlen med Færøerne, Finmarken, Island og især Grønland. Det kan være tørfisk, saltede sild, hvaltran og skind  som man er i gang med at ordne på billedet.

Et Ønske, Færøerne angående

(Efter indsendt)

Mænd som kender nøje disse små øer tilhørende den danske stat, har lagt mærke til to mangler (meningen er ikke, at der ikke skulle være flere) hvis følger er af ikke så lille skadelig indflydelse på det hele eller til hinder for landets indre opkomst.

Den første af disse mangler er den, at for den som har samlet formuer er der ingen mulighed til der at gøre den frugtbringende. Da handelen ikke er fri, kan den formuende ikke hensætte sin kapital heri. Fabrikker kan ikke forventes i sådant et land, der står så langt tilbage. Skønt det dog vel ikke kan anses umuligt, at der at skabe en fordelagtig klædefabrikation. At få sine penge gjort frugtbringende i skibe eller skibsparter, som andetsteds, er heller ikke at tænke på. For skønt det vel er enhver tilladt at have skibe, det vil sige, skønt der aldrig er tænkt på at forbyde den indfødte færøbo at eje skibe, vil dog en lille eftertanke let lede frem til at forbud mod fri handel, eller på handel med egne skibe, ikke kan opmuntre til at anskaffe sig skibe, siden man ikke engang deraf kunne have den naturligste følge, sin egen forsyning med de nødvendigste og nyttigste varer.

Den anden mangel er en naturlig følge af den første. Nemlig den at da der ikke for den der ejer penge, er nogen anden lejlighed til at gøre dem frugtbringende end at kaste dem bort, som det der kaldes, i jordegods, bringer dette jordejendommen til at stige i uforholdsmæssig grad. Den højeste frugtanbringelse det er mulig at bevirke ved jordegods på Færøerne, er på 1½ til 2 procent. Det vil sige jorderne betales med en gang mere, end de er virkelig værd, så at en mark jord der koster 400 rigsdaler, egentlig kun er 200 rigsdaler værd. Til heri at give afhjælp kan foruden frihandel, der altid bliver højligen at tilråde for landet, ønskes i dette så afsidesliggende land oprettet en bank. Mens en sådan foranstaltning ville usigeligt hjælpe fremad på handel og al slags vindskibelighed, ville de formuende som en naturlig følge gennem en bank kunne bruge deres penge til nytte for staten og tillige til langt større fordel end nu omstunder.

(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7064-7067)

Om færøske Kuls Nedbringelse til København

(Efter indsendt)

Det har nyligt været spurgt i trykken hvorfor der ikke kommer flere kul fra Færøerne?

Indsenderen tror at kunne besvare dette meget godt. Da fragterne i de sidste år har været særdeles høje og folkehyre ligeså, da vil det ikke godt kunne betale sig når skibe skal fragtes til Færøerne fra København med baglast. Fik derimod Færøerne frihandel med egne skibe, hvilket der ikke kan tvivles om at det vil forundes dem når de findes egnede til det, da ville kullene altid kunne bringes fra Færøerne til København med egne færøske skibe, og disse ville da medbringe tilbage de for landet nødvendige varer.

Den driftige kaptajn Nolsøes bestræbelser for at skaffe Færøerne, hans fædreland, hvad de i lang tid har savnet, skibe og søfolk, turde være den sikre forberedelse til Færøernes mulige frihandel med egne skibe for fremtiden. Man kan ikke heller andet end heri vente al mulig bistand af handelens foresatte. Og sikkert vil det af dem som af enhver tilstås at dersom Færøernes selv får skibe og søfolk, vil dette være et stort middel til disse så dybt sunkne lands opkomst.

(Politivennen nr. 444, 25. oktober 1806, side 7063-7064)

Tegneren N. C. Hals: Prospekter af Færøerne, 1709. Uddrag, Thorshavn og omegn. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Redacteurens Anmærkning.

For oplysninger om kaptajn Nolsø, se: Jakob Jakobsen: Poul Nolsø. Et Livs- og Tidsbillede fra Færøerne ved Slutningen af det 18de og Begyndelsen af det 19de Aarhundrede. (Historisk Tidsskrift, Bind 6. række, 3 (1891 - 1892) 1).

Indtil 1600-tallet førte færingerne selv handel med egne skibe. Men siden kontrolleredes det af forskellige, først hansestæderne og på artiklens tidspunkt som et kongeligt monopol. Poul Nolsø, eller Nolsiapol blev født 1766. Han sejlede vidt omkring i verden, men vendte tilbage til Færøerne og blev fører for et af monopolhandelens skibe mellem Danmark og Færøerne. I 1798 eller 1799 fik han eget skib. Selvom han selv anså sig for en praktisk mand, er han mest kendt for sine digte. Han var stemt for at fremskynde en fri handel. Varerne var dårlige og dyre, og smugleri var ikke ukendt. I 1805 sejlede Nolsø sin første rejse til Bergen med færøske stenkul, dernæst til København. Stenkul var frihandelsvare. Han måtte imidlertid sejle med næsten tom last tilbage til Færøerne. Hans popularitet var omvendt proportional med Handelsdirektionens velvillighed. Og han blev anklaget for smugleri. 

Han var i København under bombardementet og flådens udlevering til englænderne. Han fik af den engelske admiral Gambier et rejsepas til at sejle en ladning korn til Færøerne. Han forsvandt med en fragt korn fra England mod Færøerne januar 1809, men nåede aldrig frem. Måske sænket af en kaper.

Om det færøske Stenkul

Det har allerede i lang tid været kendt, at der i de danske lande mange steder findes det så nyttige og nødvendige mineral stenkul, der hidtil koster de danske stater store summer til England. Allerede i begyndelsen af det sidst forløbne århundrede holdt man det for ganske vist at der på Fur, en ø i Limfjorden, var brugelige stenkul. Men man har ikke hørt om det siden. For en 40 år siden fandt man at øen Nølsø mellem Færøerne næsten ikke bestod af andet, end af fortræffelige stenkul. Man sendte folk op for at efterse dem. Man skrev om dem. Man udregnede endog kulindholdet og værdien i millioner rigsdaler. Men derved blev det, og ikke et eneste kul blev brugt af det. Bornholm så nær ved hovedstaden gav større håb. Det var almindeligt kendt at der var kul. Der blev også skrevet en del derom. Men vi blev alligevel ved at købe vores kul fra de fremmede.

I de sidste år er gjort noget mere for at fremme de bornholmske kulbedrifter. Ifølge beretninger bruges de stadig mere på øen selv. Hertil kommer at mig bekendt har der ikke været annonceret med bornholmske stenkul nu i over et år.

Regeringen besluttede endelig at lade stenkul bryde for sin egen regning på Suderø mellem Færøerne, i egnen ved Qvalbo [Hvalba?]. Men da en betydelig mængde var brudt og de skulle transporteres herned, var det ikke rentekammeret muligt at få skibsfragt til en acceptabel pris. Kullene blev altså liggende.

Endelig begyndte et patriotisk selskab (Det Økonomiske Velfærdsselskab) som stiftedes for nogle år siden, også at gøre det til sin opgave, at få den færøske kuludskibning i drift. Det opmuntredes hertil ikke alene ved at få enetilladelse på at kunne købe de for kongelig regning på Suderø brudte kul for 6 rigsdaler læsten, men endog ved at få en præmie på 8 rigsdaler for hver fra Færø udskibet læst kul, for den mængde af 200 læster. Senere er denne kongelige præmie atter bevilliget for 200 læster. Selskabet har både ved fragtede og ved egne skibe indtil dato medbragt omtrent 300 læster eller 5.400 tønder stenkul.

Disse kulladninger var godt nok i de første år ikke så gode som de skotske (det må mærkes at disse kul er kakkelovnskul men ikke smedekul). Men efterhånden som arbejderne (der nu er 13 under en kongelig inspektør) kommer dybere ind i bjerget, bliver disse også bedre, og ligger nu ikke de skotske efter hvad angår kvalitet

Selskabet har i alle disse år kæmpet mod mange vanskeligheder mod kultransporten. I begyndelsen før selskabet havde selv skib, måtte man betale en ublu fragt. Da selskabet selv købte skibe, gik et ganske forlorent med ladningen på Skagen, og til stadighed er afsejlingen herfra blevet så forsinket ved hindringer af alle slags, i år ved krigen, at kun en rejse er blevet gjort om året. Alt dette gør det klart at selskabet ikke uden noget tab har kunnet gøre så prisværdig en begyndelse med kultilførslen.

Selskabet venter nu at fragterne skulle blive lavere og skibskøbet lettere. Det har for ganske nyligt taget den beslutning at drive kultilførslen med forøget iver.

Dette så nyttige selskab består allerede af henved 800 patriotisk sindede medborgere, og man bør håbe at mange hundrede flere ville tiltræde det, for at forøge dets så vel brugte virkekraft!

(Politivennen. Hefte 15. Nr. 189, 5. december 1801, s. 3018-3022)