Christian 8de. (Efterskrift til Politivennen)

Christian VIII fik nedenstående ord med sig i Allgemeine Zeitung da han døde i 1848:

Kongen af ​​Danmark, hertug af Slesvig-Holsten og Lauenburg, Christian 8. er afgået ved døden. En blodforgiftning påført ved en åreladning resulterede i at kongen bukkede unde, i en alder af 61 år 4 måneder og 2 dage, efter at han besteg tronen for 8 år og godt 6 uger siden. Hans efterfølger i regeringen, kronprins Frederik Karl Christian, født 6. oktober 1808, vil som konge bære navnet Frederik VII. Den afdøde konge efterlader sig en berømmelse af at have elsket og fremmet videnskaberne og kunsten og selv at have ledet regeringen af ​​helstaten under sit scepter, efter at have erhvervet sig ikke ringe viden om de komplicerede interne stats- og administrative forhold. Befolkningerne i Danmark og hertugdømmerne havde store forventninger om at den tidligere giver af den norske grundlov ved sin tronbestigelse fik en fri styreform. Men tog ikke i betragtning at kongen i Norge et kvart århundrede tidligere forsøgte at erhverve en trone gennem folket, mens han nu var kaldet til at regere af legitimitetsretten, og at den norske grundlov ikke var et værk af hans vilje, men kun for at blive godkendt. Kongen viste sig som enevældig i Danmark og hertugdømmerne; den frie udvikling som han virkelig ønskede, skulle kun bevæge sig inden for en grænse som han selv havde trukket og opretholdt. Han forstod at hæmme forfatningsmæssige bestræbelser ved at fremme nationale forskelle. Da han i de sidste uger af sit liv udarbejdede en slags juridisk forfatning, blev han mere styret af sin indsigt og forsigtighed end af sin vilje; under alle omstændigheder ville han have måttet opretholde den overvægt, som nationale modsætninger gav ham. Både nationalt og dynastisk var han en dansker, og mere dansk end sin forgænger, og han fejlede den traditionelle vanskelige opgave: at forene det tyske og det danske statsborgerskab, samtidig med at begges rettigheder bevares og under hensyntagen til de forskellige tronfølgere der vil komme i fremtiden. Offentlig retsbevidsthed og retssikkerhed i særdeleshed er blevet krænket og sat i fare i Slesvig-Holsten, både generelt og i specifikke henseender. Den store moralske skade forårsaget af belønningen af ​​dem der forråder deres nationalitet og velstanden for de mange hyklere i indenrigspolitikken, er uoverskuelig. Så de gevinster som de offentlige finanser, hvis begyndende orden og fremme af handels- og transportmidlerne som havne-, jernbane- og vejanlæg også gav hertugdømmerne, er at betragte som små. Var hans forgænger Frederik VI's regering så fuld af ulykker i udenrigsforholdene at den gamle mand i slutningen af ​​sit liv måtte udbryde: "Hvordan vil historien huske mig!"; så var Christian VIII's korte regeringstid fuld af ulykker og triste begivenheder i indenrigspolitikken - den afdøde konge kunne ikke glæde sig over lykkefølelse på sin trone. Han er blevet nægtet at se de nye kreationer som han havde til hensigt at fuldføre. Hans død vil imidlertid næppe fremskynde løsningen af ​​vores forvirring, med mindrenoget uventet skulle dukke op. Den næste vigtige forandring der kun berører riget, kunne være afskaffelse af kongens lov og af den absolutte suverænitet, som allerede er faldet gennem den danske nations fremskredne bevidsthed. Det tør vi ikke gætte på. Folkets tillid kommer den nye konge i møde. I hertugdømmerne er han helt ukendt, efter at have tilbragt mindre end en snes dage blandt slesvig-holstenerne. Også her vil tronskiftet om end på en anden måde end i riget, bevirke en ikke ubetydelig generel bevægelse, og mange ønsker vil trænge sig på for at blive højlydt udtrykt. 

Carl Andersen: The Chronological Collection of the Kings of Denmark, 1878. 

Christian VIII

Der König zu Dänemark, Herzog zu Schleswig-Holstein und Lauenburg, Christian VIII ist aus dem Leben geschieden. Ein Aderlass gegen einen schlagartigen Zufall angewandt hatte eine Venennentzündung zur Folge, welcher der König in einem Alter von 61 Jahren 4 Monaten und 2 Tagen erlegen ist, nachdem er vor 8 Jahren und reichlich 6 Wochen, darüber den Thron bestiegen. Sein Nachfolger in der Regierung, der Kronprinz Friedrich Karl Christian, am 6 October 1808 geboren, wird als König den Namen Friedrich VII führen. Der verstorbene König hinterlässt den Ruhm Wissenschaften und Künste geliebt und gefördert, und nach der von ihm erworbenen nicht geringen Kenntniss der verwickelten innern staatlichen und administrativen Verhältnisse dis Regierung der unter seinem Scepter vereinigten Staaten selbst geleitet zu haben. Die Völker in Dänemark und den Herzogthümern machen an den früheren Verleiher der norwegischen Constitution bei seiner Thronbesteigung grosse Ansprüche auf Gewährung einer freien Staatsform, ohne zu bedenken dass ein Vierteljarhundert früher der König in Norwegen einen Thron durch das Volk zu erwerben versuchte, während er jetzt durch das Recht der Legitimität zum Herrscher berufen war, und dass die norwegische Constitution nicht das Werk seines Willens, sondern nur seiner Zulassung war, weil er sie nicht verhindern konnte. Der König zeigte sich gegen Dänemark und die Herzogthümer absolutistisch gesinnt; die frie Entwicklung, welche er wirklich wollte, sollte nur innerhalb einer von ihm gezogenen und erhalteten Begränzung sich bewegen, die constitutionellen Bestrebungen wusste ere durch Förderung der nationalen Gegensätze zu hemmen. Wenn er in den letzten Wochen seines Lebens eine Art Rechtsconstitution vorvereitete, so ward er darin mehr von seiner Einsicht und Klugheit als von seinem Willen geleitet; er würde jedenfalls das Uebergewicht, welches ihm die nationalen Gegensätze gewährten, zu erhalten gemusst haben. Sowohl national als dynastisch durchaus Däne, und mehr dänisch als selbst sein Vorweser, schiterte er an der überkommenen schwierigen Aufgabe: die deutsche und die dänische Nationalität, unter Erhaltungder Rechte beider und in Verücksichtigung der künstig eintretenden verschiedenen Thronfolge, mit einander zu versöhnen. Das öffentliche Rechtsbewusstseyn, die Rechtssicherkeit im einzelnen ist sowohl im allgemeinen als in speciellen Beziehungen verletzt und gefährdet worden in Schleswig-Holstein. Der grosse moralische Schaden welchen die Belohnung der Verräther ihrer Nationalität und das Gedeihen der vielen Heuchler in der innern Politik mit sich führte, ist unberechenbar, so dass dagegen der Gewinn gering anzuschlagen steht den die Oefffentlichkeit der Finanzen, deren beginnende Ordnung sowie die Förderung der Mittel des Handels und Verkehrs als die Hafen-, Eisenbahn- und Chausseebauten auch den Herzogthümern gewährten. War die Regierung seines Vorfahrts Friedrich VI in den Zuständen der äussern Politik reich an Unglücksfällen, so dass der alte Mann am Abend seines Lebens bekümmert ausrufen musste: "Wie werde ich in der Geschichte dastehen!"; so war die kurze Regierungszeit Christians VIII reich an Unglücksfällen und betrübenden Ereignisse in der innern Politik - der verstorbene Königerfreute sich nichts des Bewussttseyns des Glückes auf seinem Thron. Es ist ihm versagt worden die neuen Schöpfungen welche er beabsichtigte zu vollenden. Sein Tod aber wird die Lösung unser Wirren sehr beschleunigen, ohne dass wir Unerwartetes mit in Anschlag bringen. Die näcste wichtige Veränderung, welche indess nurr das Königreich berührt, dürfte die Vernichtung des Königsgesetzes und der absoluten Souveränetät seyn, welche durch das fortgeschrittene Bewusstseyn der dänischen Nation schon gefällt ist. Darüber wagen wir keine Vermuthungen zu äussern. In Dänemark kommt das Vertrauen des Volkes dem neuen König entgegen, in den Herzogthümern ist er gänzlich unbekannt, da er kaum ein Duzend Tage in der Mitte der Schleswig-Holsteiner verlebt hat. Der Thronwechsel wird indess auch hier, wenn zwar in anderer Weise als im Königreich, eine nicht geringe Bewegung allgemein hervorrufen, und viele Wünsche zum lauten Aussprechen drängen.

(Allgemeine Zeitung 2. februar 1848)

Christian 8.'s Død og Liigbegjængelse Januar-Februar 1848 (Efterskrift til Politivennen)

Den 12. januar meldte aviserne at Christian 8. pludselig var blevet syg. Den 21. januar kunne de så meddele at han var død. Forværringen af kongens tilstand fremgik af små notitser i Kjøbenhavnsposten:

Kjøbenhavn den 12. januar 1848.
Angående hs. m. kongens befindede bekendtgøres i dag at den betændelse i armen, hvoraf hs. m. kongen i nogle dage har lidt, endnu ikke er i aftagende. Skønt den ledsagende feber ikke er heftig, har hs. m. dog kun sovet lidt i nat.
(Kjøbenhavnsposten, 12. januar 1848)

Hs. maj. kongen har i nat af og til sovet roligt. Betændelseshævelsen i armen er noget formindsket og feberen har siden i går været ringe.
Den 13. januar 1848. E Dahlerup.
(Kjøbenhavnsposten, 13. januar 1848).

Hans majestæt kongen har såvel i går eftermiddag som i nat haft noget stærkere feber, og har af den grund kun sovet nogle timer i begyndelsen af natten. Armens tilstand er ikke forandret siden i går.
Den 18. januar 1848. E: Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten 18. januar 1848)

Hans Majestæt Kongen har siden i går eftermiddag næsten uafbrudt haft feber. Natten har været søvnløs og kræfterne er derved aftaget.
Den 19. januar 1848.
E. Dahlerup
(Kjøbenhavnsposten, 19. januar 1848).

Hans Majestæt Kongen har i dag haft mindre heftig feber, har sovet noget, og befinder sig i aften lidt bedre. Hævelsen i armen er noget aftaget og en god suppuration begynder at vise sig i incisionssårene.
Den 19. januar, om aftenen kl. 9. E. Dahlerup.

Hans majestæt kongen har haft en søvnløs nat. I øvrigt er alderhøjstsammes befindende og armens tilstand omtrent som i aftes.
Den 20. januar 1848. E. Dahlerup.

Den i går formiddags udgivne mistrøstige bulletin angående hs. m. kongens sygdom havde op på dagen fremkaldt en overordentlig bekymring blandt en stor del af hovedstadens befolkning, hvorfor talrige menneskemasser hele aftenen strømmede ud til Amalienborg for nøjere at erkyndige sig om hs. m.'s tilstand. Den almindelige bevægelse der vistnok vidnede om en oprigtig deltagelse, blev ikke bilagt før omtrent kl. 9, da politidirektøren kom ned fra det kgl. palæ og meddelte ovenstående efterretning angående kongens befindende. Fra i morges af har ligeledes en talrig mængde mennesker været i stadig bevægelse fra og til Amalienborg.
(Kjøbenhavnsposten, 20. januar 1848).

Christian VIII (1845). Maleri af J. V. Gertner (1818-1871). Public Domain. 

Idag proclameredes

Christian den Ottendes Død og Frederik den Syvendes Thronbestigelse.

Uventet skønt ikke pludselig, er denne forandring indtrådt, der finder så mange uforberedt og så meget ufuldendt. - Det var kun i otte år Christian den Ottende beklædte tronen. Under de største forhåbninger fra folkets side besteg han den. Forhåbninger, der grænsede til vished; men nu er tiden udløbet; der kan ikke opfyldes mere af disse forhåbninger end der allerede er sket. - I et sådant øjeblik må et folk vel kunne føle hvad det er at have sine forhåbninger beroende hos en enkelt personlighed, at overlade byrden til ham alene. - Christian den Ottende har ført en lykkelig regering; lykkelig som få eller ingen af hans forgængere; men den blev for kort for ham til at opfylde, hvad man havde ventet af hans indsigt og kundskaber, af hans ungdoms eksempel. Man kom i de vigtigste spørgsmål for stat og folk under hans regering ikke videre end i det højeste til forberedelserne. Derfor vil hans regeringstid ikke alene blive kaldt lykkens men også forberedelsens tid. At den som sådan var så lang, har man ikke ret til at sige, var hans skyld; det må meget mere tilskrives fortidens forhold og folkets mangel på kraft og på den rette selvbevidsthed. -
  
At han kunne handle hurtigt og afgørende, tilsidesatte alle hindringer når han var ledsaget af et folk, der ikke blev tilbage i den afgørende time, det vidner Norge og dets fortræffelige grundlov om! - Det er ikke alene Danmarks absolutte konge, men også den, der engang var Norges første konstitutionelle konge, hvis liv i nat er udslukt. - Historien vil gemme hans navn såvel i Norge som i Danmark; - det var den sidste Konge, der havde regeret, om også til forskellige tider i de to skandinaviske riger. - Norge har allerede i en hel menneskealder nydt frugten af den frihedens tilstand, hvori han efterlod det ved sin bortgang. - I Danmark var det kun de lange forberedelser til en lignende tilstand, som det blev hans lod at udføre. - Men er de nu udførte? Er denne forberedelsens tid for Danmark nu virkelig snart til ende? Det er et spørgsmål, som det danske folk vel må gøre sig selv i dette øjeblik; hele den civiliserede verden gentager det. -  

Frederik den Sjettes fornemste værk i hans lange, ofte af modgang hjemsøgte regering, var indførelsen af rådgivende provinsialstænder, efter en meget indstrænket valglov og adspiltede i fire forskellige forsamlinger. - Udviklingen af denne første begyndelse til en fuldstændig repræsentativ forfatning var den første og højeste forventning, folket satte og kunne sætte til Christian den Ottende ved hans tronbestigelse - Men de rådgivende provinsialstænders institution er under Christian den Ottende forblevet som den var. Forberedelserne til at udvide og udvikle den, hører til det som det ikke var forbeholdt Christian den Ottende at fuldføre. Mange af den afdøde konges foranstaltninger, der vidnede om ualmindelig indsigt og et folkeligt sindelag, kunne vistnok henregnes til disse forberedelser. Oplysningen har i alle retninger  gjort betydelige fremskridt under Christian den Ottendes korte regeringstid, og man kan vel antage, at meget som dertil endnu behøvedes, kun ventede på en sidste afgørelse. 

Men det store skridt står endnu tilbage at udføre. Det er det han han efterladt sin søn og efterfølger som åndelig arv, det er det hvortil folket ved enighed og selvbevidsthed skal bidrage, ved at understøtte den unge konges stræben med tilkendegivelsen af hvad det behøver og trænger til. - En konge i vore dage og især en konge i Danmark kan ikke ville andet end hele sit folks vel, men til at komme til overbevisning om hvad dertil udfordres, er det for en sådan konge ikke nok at høre sine embedsmænds råd og mening, han må også vil høre folkets råd og mening. Det er dertil at stænderinstitutionen blev indført af Frederik den Sjette, men denne opgave har den hidtil ikke kunnet opfylde i nogen væsentlig grad, fordi kun den mindste del af folket, kun enkelte klasser er delagtige i den derved indførte repræsentation - Hvad der ikke var modent i 1839, skulle det ikke være blevet det i 1848? - Folket har gjort mere end en betydningsfuld erfaring i denne periode. Det har lært at indse meget, som endnu var uklart i 1840. 

Det danske folks forhåbninger 1839 knyttede sig ikke blot til Christian den Ottendes indsigter og kundskaber, men fornemmelig til hans ungdomsgerning. - Det danskef olks forhåbninger nu knytter sig hovedsagelig til Frederik den Syvendes folkelige egenskaber. Det har overbevisningen om, at han så højt som nogen konge før ham elsker Danmark og det danske folk, og dette giver forvisningen om, at han også vil gøre det stærkt ved at føre det friheden i møde, ved de Midler og ad den vej uden hvilke den ikke kan vindes. Det nærer forvisningen om, at han vil opfylde den repræsentative ides fordringer, gennemføre den for hele folket, for at han trygt kan støtte sig til hele folket. Måtte overbevisningen om at han ene derved kan få den mest fuldkomne sikkerhed mod alle ydre og indre fjender, der nu eller nogensinde måtte true hans krone, finde overvejende indgang i hans hjerte og bestemme hans beslutninger, og måtte han dertil finde, at forberedelsens tid nu har varet længe nok, at enhver længere udsættelse ville være skadelig og unødvendig, så vil ikke blot fremtiden regne hans regering til Danmarks betydningsfuldeste, den, fra hvis begyndelse det dansk, folks statsborgerlige modenhed daterer sig, men fjern og nær blandt alle nutidens oplyste nationer vil hans navn blive ophøjet og æret. 

Christian den Ottende tilhører nu historien, men er det end først forbeholdt en fjernere fremtid at bedømme hans regering over det danske folk klart og upartisk, så har den dog givet en lære, der taler tydeligt til nutiden, og det er den at det er nødvendigt at handle mens man har tid dertil. Måtte derfor Danmarks nuværende konge dybt føle at det nu står til ham at udføre og fuldføre hvad der kan sikre den danske stats fremtid, hvad der kan føre det danske folk fremad til frihed og en højere indre orden.

Fred og erkendtlig påskønnelse med Christian den Ottendes minde! Frihed og folkelighed følge Frederik den Syvendes regering!

Dronning Caroline Amalie (1796-1881). Gift med den senere Christian 8. i 1815. Hun var datter af hertugen af Augustenborg og som sådan set med nogen mistro i konflikten i Slesvig-Holsten. Denne modvilje mod hende var især stærk omkring det tidspunkt hvor kongen døde og situationen i Slesvig-Holsten spidsede til. De fik aldrig børn sammen, Frederik 7. var fra Christian 8.s første kone, Charlotte Frederikke. (Statens Museum for Kunst - Public Domain).

(Kjøbenhavnsposten, 21. januar 1848)


- Højsalig kong Christian den Ottendes tilstand var siden onsdag formiddag så godt som håbløs; om aftenen syntes, som den da udstedte bulletin udviser, nogle symptomer at antyde en forandring til det bedre, men det var kun livskraftens sidste opblussen, og torsdag formiddag indtrådte varslerne om dødens nærmielse. Kongen led i sine sidste timer sikkert meget store smerter, men bevarede stor ro og hengivenhed i sin skæbne, og havde i det mindste af og til næsten lige til det sidste øjeblik sin bevidsthed. Torsdag eftermiddag kl. omtrent 3 lod kongen sig nadveren meddele, hvori dronningen deltog, og tog derpå afsked med sin Familie. I dødsøjeblikket var, foruden hendes majestæt, overhofmarskal v. Lewetzau og Geheimeetatsråd Adler til stede. 

Det kongelige lig er siden bevogtet af en adjudant og en læge; i går er dels desektion foretaget, og i dag begyndes dets balsamering, hvorpå det efter vanlig skik vil blive udstillet på lit de parade. Det skal af de udståede lidelser være så udtæret og forandret, at det er vanskeligt nok at genkende trækkene. Budskabet om kong Christian den Ottendes død overbragtes hans søn og efterfølger, der efter at have taget afsked med sin fader, torsdag eftermiddag havde begivet sig til Christiansborg, af generaladjudanten, general Edvald og kabinetssekretæren, kammerherre Tillisch, hvorpå den nye konge tog hovedetagen i Christiansborg i beboelse og straks efter modtog statsrådets medlemmer og flere høje embedsmænd. Efter forlydende har overhofmarschal v. Lewetzau, kammerherre Tillisch og etatsråd Lunding fået det hverv, at tage i bevaring og ordne den afdødes portefølje, papirer og brevskaber. - Den kongelige familie er naturligviis nedsunket i dyb sorg, der vistnok af ingen føles bittrere end af hendes majestæt enkedronning Caroline Amalie, som stedse skænkede sin kongelige ægtefælle et kvindeligt hjertes fulde hengivenhed, og som med en overordenlig udholdenhed og opoffrende troskab i de sidste dage næsten uafbrudt har dvælet ved hans smertensleje og deltaget i hans pleje. (Fædrel.) -

- Adresse-Avisen for i dag indeholder følgende bekendtgørelse:
- Søndag den 23. jan. bliver sorgen for højsalig kongen på følgende måde anlagt, og vedvarer i 6 månder fra bemeldte dag at regne, nemlig: For kavalerer: 3 måneder førte klæder med klædesknapper, kort kårde og spænder, bredsømmede manchetter, og pleureuser for de 3 første klasser af rangen. 2 Måneder førte klæder med klædes-knapper, blå kårde og spænde og smalsømmede manchetter. 4 uger førte klæder med silkeknapper og knaphuller, blank kårde og spænder, kammerdugs manchetter med frynser i de første 14 dage, og de sidste 14 dage kniplingsmanchetter. For damer: 3 måneder dybeste sorg med snip og krepflor med brede sømme, kraver og lange ærmer, samt slør. 2 måneder spejlslør , men ikke snip. 14 dage førte klæder med frynser, og 14 dage med kniplinger. De af den 1. klasse i rangen giver deres domestikker sorte livreer, distingveredc ved skulderbånd, som kan være af alle farver, kun ikke ganske røde eller røde og sorte. De lader deres ekvipage overtrække med sort piqueret klæde, samt forsyner med våben på siderne af vognene, hvilke, såvelsom de sorte livreer, kun bruges i de 5 første måneder af sørgetiden. 

Lidt over en måned senere blev kongens kiste så ført til Roskilde hvor den stadig står til skue. Begravelsen foregik fredeligere end Frederik 6.'s

Kjøbenhavnsposten, 22. januar 1848)

København, den 26. februar 1848.
- Kong Christian den Ottendes ligbegængelse gennem hovedstaden foregik i aftes med megen højtidelighed. Foruden de anordnede sørgeceremonier blev ved Charlottenborg af kunstnerne udført en smuk sørgesang, mens ligvognen standsede, ligesom også ved Vesterport en lignende sang udførtes af flere samlede sangforeninger. På Højbroplads havde en del mænd fra Amager med faner og brændende vokskærter sluttet sig til den der opstillede Borgervæbning. Den udenfor porten oprejste og smukt oplyste æresport afgav i særdeleshed et imposant skue; her blev ligeledes en sang afsunget. Vi skulle i et følgende
nummer meddele noget mere om disse æresbevisninger samt om højtideligheden i dag i Roskilde. Med sørgetoget her gennem staden fulgte også til fods Københavns Magistrat, borgerrepræsentanter, gejstlighed, oldermænd og formænd. En uhyre folkemasse var fordelt på alle de torve og gader og den vejudenfor byen, som sørgetoget passerede, og endnu langt ud på natten trængte man sig frem og tilbage igennem stadens snævre udgange, dog overalt med den mest mulige orden og passende rolighed.

(Kjøbenhavnsposten, 26. februar 1848).

Christian VIIIs kiste i Roskilde Domkirke. Udgivet i public domain under CCL.


(Aalbo. Av.) I Viborg har bureaukratiet atter, denne gang det gejstlige, været på spil og forbudt afsyngningen af en kirkekantate på kong Christian den Ottendes bisættelsesdag, i den hellige iver for at overholde forbuddet imod "offentligt spil". Det er dog virkelig kosteligt hvor vidt devotismen mod anordningernes bogstav kan bringe det. Ved selve kongeligets bisættelse i Roskilde turde derimod udføres en kantate for fuldt orkester i Roskilde Domkirke, ligesom lignende festligheder var arrangeret for flere af hovedstadens kirker, og i selve Viborg har man fredag aften blæst fra tårnene uden at den høje gejstlige er blevet forarget deruver. Det er virkelig skade at salig Holberg er død. Han ville vist nok ellers nu have taget bopæl i Viborg.

(Kjøbenhavnsposten, 3. marts. 1848).

"Figaros Foraarsfest". (Efterskrift til Politivennen)

Igaar Aftes begyndte "Figaros Foraarsfest" i Christiansborg Slots Ridehuus, der omtrent var decoreret og oplyst paa samme maade som ved Nytaarsfesten. Hr. Carstensen har denne Gang ved at indrette en Tombola, hvorved 210 Gevinster, bestaaende af Buster, Statuetter og levende Blomster i Potter, ved Lodtrækning fordeles til Publikum, bestræbt sig for at skaffe Festen en større Afvexling, ligesom der ogsaa er sørget for, at det ene Musikcorps øieblikkelig afløser det andet, saa at der aldeles ikke indtræder nogen Standsning i Musiken. Gevinsterne ere opstillede med megen Smag paa smaae Piedestaler, der ere anbragte paa forskjellige Steder af Væggene; saaledes, at to Figurer bestandigen indeslutte en Gruppe af smukke blomstrende Potteplanter. Den hele uhyre, af 4000 Lys oplyste Sal, faaer herved et særdeles festligt og pynteligt Udseende, der virkeligen fremtryller Foraaret for de Besøgende og sætter Enhver i den gladeste Stemning. Foraarsfesten var igaar ret godt besøgt og beæredes med Nærværelsen af Deres Majestæter og det hele Kongehuus. Vi ville haabe, at Entrepreneuren, der unegteligen ved slige Leiligheder er utrættelig i sine Bestræbelser for at more og underholde Publikum, denne Gang i det Mindste maa faae sine betydelige Udgifter dækkede, hvilket, efter hvad vi have erfaret, langtfra ikke skal have været Tilfældet med Nytaarsfesten. Iaften og imorgen Aften fortsættes Festen, og paa Mandag kunne de ved Tombola'en vundne Sager afhentes.

(Kjøbenhavnsposten, den 16. april 1842)

Sendebrev fra en Borger. (Efterskrift til Politivennen)

På forunderlig vis fik Politivennens sidste udgiver, M. L. Nathanson en rolle at spille som angiver på nogle protester der skulle finde sted 22.-23. maj 1840. Som et eksempel på dette, her en artikel bragt den 23. maj 1840 i Kjøbenhavnsposten. I denne diskuteres en artikel fra Berlingske Tidende. Der er formentlig tale om den danske politiker og jurist Balthazar Christensen (1802-1882), redaktør af Fædrelandet 1839-41. 1840-43 sad han i Københavns Borgerrepræsentation og var fra 1841 medlem af Roskilde Stænder, hvor han blev talsmand for bønderne. Han blev senere medstifter af Bondevennernes Selskab.

Sendebrev fra en Borger

Red. har modtaget efterstaaende Skrivelse, som vi ikke have taget i Betænkning her at meddele Læserne, skjøndt samme indeholder flere Anskuelser, navnlig om den sidste Actionsordre mod Procurator Christensen, og de Ytringer af denne, der have givet Anledning dertil, som vi ikke kunne dele med Indsenderen:

"Naar man har paastaaet, at de liberale Blade kun ere Udtryk for en liden Clique af overspændte Folk, da har man vistnok gjort en høist urigtig Paastand. Jeg skal ikke sige, hvad jeg ikke veed, men det veed jeg, at jeg taler i de Allerflestes Navn, jeg kjender, naar jeg siger: Der er især med Hensyn til Form og Fremstilling Adskilligt, som vi ei billige; men de Anskuelser, som lede dem, ere ogsaa vore; den Retning, de i det Hele taget anvise, ere også den, hvoraf vi haabe en bedre Tilstand for vort Fædreland, og saalænge Regeringen ikke slaaer ind paa den Vei, maa vi holde os til Oppositionen. - See vi hen til Danmarks Fortid, da see vi, hvorledes det i Aarhundreder har sukket under en forholdsvis ussel Regering, først under Aristokratiets, dernæst under enevoldsregenterns, og Frederik den Store af Preussen har vistnok ikke havt Uret, naar han siger: Danmark maa være et velsignet Land, siden man har gjort sig al Umage for at ødelægge det og dog ikke formaaet det. Under Bernstorffs Ministerium indtraadte heri en mærkelig Forandring; men efter hans Død lykkedes det ikke Frederik 6 at faae Mænd ved sin Side, som lignede ham, og en lang Kjæde af nationale Ulykker havde deri en af sine Grundkilder; ligesom det samme var Aarsag til at de paafølgende Fredsaar ingenlunde ere benyttede, som man matte have ønsket og ventet det. Nu derimod have vi vovet at haabe paa en Gjenfødelse af vort elskede Fædreand; og desaarsag ønske og forlange vi en Regering, som omgiver sig med Nationens dygtigste og bedste Mænd, saa at den kan faae indsigt og Kraft til at fuldbringe reformværket. Og forsaavidt dette ikke kan skee og blev ved uden Constitutionelle Former, maa disse ogsaa høre til det, vi indstændigen ønske og paa alle lovlige Veie maae arbeide for. 

Men fremdeles forlange vi Trykkefrihed, som nødvendig for Landets Velfærd og et ædelt Folks Værdighed. Det var et af Enevoldsregeringens første Skridt, at den indførte Censur, som Regeringen fandt det i sin Interesse siden at vedligeholde indtil Struensees Tid, saa at der ikke turde ytres et Ord, som kunde være Hoffet eller detts Tjeneres Tjenere ubehageligt. Og hvo veed ikke hvor hemmende den har virket paa Litteraturen (man høre f. ex. Holberg, hvorledes hans Arbeider bleve plukkede), hvorledes den har standset Culturen og nedkuet Folkeaanden? Struensee gjorde Pressen fri; og Bernstorff vedligeholdt dens frihed i den Overbeviisning, at den ikke vilde skade en æde og klog Regering, en overbeviisning, hvis Rigtighed ogsaa erfaringen paa det klareste stadfæstede. Men neppe var denne store Mand død, før Pressen paa Grund af nogle Ubetydeligheder igjen blev lagt i Baand skjøndt det blev sagt, at Kongen yndede Trykkefriheden. Og disse Baand har Regeringen Gang efter Gang siden den Tid strammet, saa at der nu ikke tør skrives om Landets udvortes Forhold, saa at Cancelliet kan efter eget Godtbefindende løse og binde, saa at Skribenter trues med Tugthuset, saa at der paalægges Straf for Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed. Og skulde man nu troe, at man efter Alt dette kunde høre Ord som disse, at det beroer paa Pressen selv, om den skulde være fri eller ikke? Skulde man troe, at der kunde være Tale om flere Indskrænkninger? Vistnok maa det være Regeringen ubehageligt, naar Pressen ofte angriber den: men er Pressens frihed ikke en Velgjerning for Landet? er ikke dens Indskrænkning et Tab for Folket? Og er Regeringen til for Folkets Skyd eller Folket for Regeringens? Bør man, som en berømt Forfatter med Rette for nylig har sagt, hindre Brugen for at qvæle Misbrugen? Sandelig! ligesom Englænderne, i Erkjendelsen af Nationens Værdighed og den frie Presses velgjørende Indflydelse, hellere taale alle dens Misbrug end de ville finde sig i at det Mindste af dens Frihed bortgives, saaledes mener jeg at om end Pressen hos os var ti Gange værre, tør der aldrig være Tale om Indskrænkning. Man indvendte ikke, at der jo nu tør skrives meget frit og at Censor jo lader særdeles meget passere; thi dertil svare vi naturligviis: Ja men en saadan Maxime an forandres hvilket Øieblik det skal være, eftersom Vedkommende finder for godt, og det er ikke Naade vi vil, men Ret.

Men endnu mere gjør vi Fordring paa talefrihed. Bladene have gjort Allarmskrig over de Demonstrationer, der kunde synes at ville true den, og deri mener jeg, de have gjort Ret og været paa deres Post.

[Lettere forkortet her]

Og hvad er det da Procurator Christensen har sagt? Det er vel en Opfordring til Oprør og Blodsudgydelse, eller maaske store Fornærmelser mod Kongens Person eller deslige? nei, det er nogle Ord om en regeringshanding ... der characteriseredes skarpt og haardt; Andet er det dog ikke, hvorfor Regeringen greb til en saa usædvanlig og ængstende Forholdsregel. Hvad nu disse Ord i sig selv angaaer, da vi jeg ikke billige dem; men Graden af det Daddelværdige ved dem vi vist findes meget forskjellig bedømt af de forskjellige Mennesker. Den, som har været vant til at betragte Thronen og Alt hvad der udgaaer fra den, om ikke med Tilbedelse, saa dog med en Følelse, der meer eller mindre nærmer sig dertil, vil naturligviis finde disse Ord i høieste Grad oprørerende, og dette kan han naturligviis fremhæve med al den høitidelige Harme, han selv finder for godt [udeladt her]. Men fremfor Alle ville de for forbitres over Hr. Christensens Ord, som selv have havt Deel i de Loves Affattelse, han paaanker, og at de lægge sig ind under Konge, og ville, at han skulde være angreben i deres Person, er ikke at undre paa. Men de derimod, som finde de paaankede Trykkelove skadelige for det Almindelige og saarende for Folkets Værdighed, ville, om end langt fra billige Hr. Christensens Ord, dog see dem i et langt mildere lys, ja endog formene, at der er en Deel Rigtigt i dem. [Herefter citeres Berlingske Tidende for at støtte indgrebet mod Christensen, og der sluttes således:] Sagens Standpunkt (er) ikke den at Procurator Christensen er bleven sat under tiltale for de blot i hiint Selskab udtalte fornærmende Ord, men kun for de af ham selv gjennem Pressen gjentagne". Alt dette kan være godt nok, men hvoraf beviser Forfatteren os dette? og hvorledes vil han faae os til at antage en anonym Forfatter under Grosserer Nathansons Vinger for at være saa god som en officiel Statsautoritet? Jeg mener derfor nu som strax, at denne Actionsordre maa være meget foruroligende for Danmarks Indvaanere. Thi vel troe vi ikke, at det her nogensinde vil komme til et saadant Spionerisystem, som man har seet i andre Lande, men man maa dog være bekymret for at miste endog det mindste af den Smule Frihed, man har her, hvor der i Statsforfatningen ikke er garanteret os det Allermindste, men hvor vi med Personer og eiendom ere ganske afhængige af et andet Menneskes gode Villie. [Noget udeladt] Det samme sagde man om Frd. 27 Septbr. 1799, og man gjentog tidt nok: "Kongen under Trykkefriheden"; og dog har efterhaanden den ene Indskrænkning fulgt efter den anden. - Naar Forf. i den Berl. Tidende beraaber sig paa den særegne Tilfælde her, at Procurator Christensen gjentager skriftligt, hvad han mundtligt havde sagt, da mener jeg, at det kan siges at være i sin Orden, at Cancelliet lagde Sag an imod hine skrevne Udtryk; men jeg i det mindste forstaaer ikke, hvorfor dette skulde være en nødvendig Grund til at det ogsaa skulle actionere ham for det mundtlige; tvertimod synes mig, at dette netop her er en overflødig Forholdsregel, da man jo kan søge Straf over ham for det skriftlige. - Naar endelig Forf. roser Frederik den Sjettes ædle tænkemåde, at han ikke bekymrede sig om uoverlagte, ja selv ilde meente Ord, da forekommer dette mig ikke at være nogen Compliment for den nærværende Regering, der anlægger Actioner mod det mundtlige Ord.

(Kjøbenhavnsposten 23. maj 1840).

Spørgsmaal til "Politivennen".

Højstærede!

Dengang Frederik den sjette højlovlig ihukommelse, var gået til sine fædre, og Christian den ottende blev hans efterfølger, befandt undertegnede sig blandt dem der indgik med en adresse the hans majestæt, i hvilken vore ønsker og forhåbninger på en loyal måde blev ytret. Hans majestæt henviste os som bekendt til stænderne, hvilken henvisning også blev fulgt, idet de nødvendige petitioner blev indgivet for fra de af folket udvalgte deputerede at blive forelagt hans majestæt. Så vidt var alt godt. Men nu desværre har flere af vore allerunderdanigske ansøgninger ikke fundet hans majestæts bifald og er derfor blevet afslået eller ikke besvaret. Som en simpel ulærd mand henvender jeg mig af den årsag til Dem, hr. politiven der jo som De selv har sagt, er en ven af "ret og orden", hvori vi altså stemmer overens, og tillader mig at spørge Deem til råds.

Ærbødigst

E. Petersen. Fuldmægtig.

Min herre!

Som skyldigst svar på Deres meget ærede spørgsmål har jeg kun at anføre dette: De erklærer Dem selv for en ven af orden, altså - følg denne og De vil vide hvad De har at gøre. Ved atter at indgive Deres andragende til stænderne, vil De gå den lovlige og tilladte vej. Dette er den eneste måde på hvilken De som en ynder af lov og ret muligvis vil kunne opnå det af dem tilsigtede øjemed.

Jeg forbliver osv.

"Politivennen".

(Politivennen nr. 1387, Løverdagen, den 30te Juli 1842. Side 481-482). 

Audients for rangløse Personer fremfor Rangspersoner.

I en tid som den vi lever i, er der intet der har vakt så megen glæde blandt alle dem der ikke er så lykkelige at være benødede med en rang, som den efterretning Frihedstræet har meddelt at hans majestæt kongen har befalet at der skal gives alle rangløse personer adgang til hans person fortrin frem for rangspersoner en gang om måneden, nemlig den sidste dag i samme. Hvilken glæde at vi simple folk 12 gange om året kan have ret til at nærme os hans majestæt fremfor de som er benådet med rang, som altså må vige pladsen for os, og foredrage vore bønner og ønsker for den ophøjede! Lad os da også benytte denne tilladelse med forstand og ikke overhænge monarken med utidige forlangender!

(Politivennen nr. 1382, Løverdagen, den 25de Juni 1842. Side 405-406)

Man bør ikke forsmaae Hjælp i Nøden.

Til at se det kongelige middagsspisning på Christiansborg Slot indtogsdagen blev som bekendt udstedt adgangsbilletter til riddersalens galleri. Imidlertid er det beklageligt at de herrer livjægere ikke så sig i stand til at holde pøbelen ude, og at således denne sidste uden billetter gik op, mens de der havde billetter, måtte begive sig bort uden at kunne benytte dem. Om korpset en anden gang ikke forsmåede politiets assistance, ville sådan uorden næppe finde sted, eftersom pøbelen har en sømmelig respekt for politiskilt og stok.

(Politivennen nr. 1331, Løverdagen, den 3die Juli 1841. Side 431).