På forunderlig vis fik Politivennens sidste udgiver, M. L. Nathanson en rolle at spille som angiver på nogle protester der skulle finde sted 22.-23. maj 1840. Som et eksempel på dette, her en artikel bragt den 23. maj 1840 i Kjøbenhavnsposten. I denne diskuteres en artikel fra Berlingske Tidende. Der er formentlig tale om den danske politiker og jurist Balthazar Christensen (1802-1882), redaktør af Fædrelandet 1839-41. 1840-43 sad han i Københavns Borgerrepræsentation og var fra 1841 medlem af Roskilde Stænder, hvor han blev talsmand for bønderne. Han blev senere medstifter af Bondevennernes Selskab.
Sendebrev fra en Borger
Red. har modtaget efterstaaende Skrivelse, som vi ikke have taget i Betænkning her at meddele Læserne, skjøndt samme indeholder flere Anskuelser, navnlig om den sidste Actionsordre mod Procurator Christensen, og de Ytringer af denne, der have givet Anledning dertil, som vi ikke kunne dele med Indsenderen:
"Naar man har paastaaet, at de liberale Blade kun ere Udtryk for en liden Clique af overspændte Folk, da har man vistnok gjort en høist urigtig Paastand. Jeg skal ikke sige, hvad jeg ikke veed, men det veed jeg, at jeg taler i de Allerflestes Navn, jeg kjender, naar jeg siger: Der er især med Hensyn til Form og Fremstilling Adskilligt, som vi ei billige; men de Anskuelser, som lede dem, ere ogsaa vore; den Retning, de i det Hele taget anvise, ere også den, hvoraf vi haabe en bedre Tilstand for vort Fædreland, og saalænge Regeringen ikke slaaer ind paa den Vei, maa vi holde os til Oppositionen. - See vi hen til Danmarks Fortid, da see vi, hvorledes det i Aarhundreder har sukket under en forholdsvis ussel Regering, først under Aristokratiets, dernæst under enevoldsregenterns, og Frederik den Store af Preussen har vistnok ikke havt Uret, naar han siger: Danmark maa være et velsignet Land, siden man har gjort sig al Umage for at ødelægge det og dog ikke formaaet det. Under Bernstorffs Ministerium indtraadte heri en mærkelig Forandring; men efter hans Død lykkedes det ikke Frederik 6 at faae Mænd ved sin Side, som lignede ham, og en lang Kjæde af nationale Ulykker havde deri en af sine Grundkilder; ligesom det samme var Aarsag til at de paafølgende Fredsaar ingenlunde ere benyttede, som man matte have ønsket og ventet det. Nu derimod have vi vovet at haabe paa en Gjenfødelse af vort elskede Fædreand; og desaarsag ønske og forlange vi en Regering, som omgiver sig med Nationens dygtigste og bedste Mænd, saa at den kan faae indsigt og Kraft til at fuldbringe reformværket. Og forsaavidt dette ikke kan skee og blev ved uden Constitutionelle Former, maa disse ogsaa høre til det, vi indstændigen ønske og paa alle lovlige Veie maae arbeide for.
Men fremdeles forlange vi Trykkefrihed, som nødvendig for Landets Velfærd og et ædelt Folks Værdighed. Det var et af Enevoldsregeringens første Skridt, at den indførte Censur, som Regeringen fandt det i sin Interesse siden at vedligeholde indtil Struensees Tid, saa at der ikke turde ytres et Ord, som kunde være Hoffet eller detts Tjeneres Tjenere ubehageligt. Og hvo veed ikke hvor hemmende den har virket paa Litteraturen (man høre f. ex. Holberg, hvorledes hans Arbeider bleve plukkede), hvorledes den har standset Culturen og nedkuet Folkeaanden? Struensee gjorde Pressen fri; og Bernstorff vedligeholdt dens frihed i den Overbeviisning, at den ikke vilde skade en æde og klog Regering, en overbeviisning, hvis Rigtighed ogsaa erfaringen paa det klareste stadfæstede. Men neppe var denne store Mand død, før Pressen paa Grund af nogle Ubetydeligheder igjen blev lagt i Baand skjøndt det blev sagt, at Kongen yndede Trykkefriheden. Og disse Baand har Regeringen Gang efter Gang siden den Tid strammet, saa at der nu ikke tør skrives om Landets udvortes Forhold, saa at Cancelliet kan efter eget Godtbefindende løse og binde, saa at Skribenter trues med Tugthuset, saa at der paalægges Straf for Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed. Og skulde man nu troe, at man efter Alt dette kunde høre Ord som disse, at det beroer paa Pressen selv, om den skulde være fri eller ikke? Skulde man troe, at der kunde være Tale om flere Indskrænkninger? Vistnok maa det være Regeringen ubehageligt, naar Pressen ofte angriber den: men er Pressens frihed ikke en Velgjerning for Landet? er ikke dens Indskrænkning et Tab for Folket? Og er Regeringen til for Folkets Skyd eller Folket for Regeringens? Bør man, som en berømt Forfatter med Rette for nylig har sagt, hindre Brugen for at qvæle Misbrugen? Sandelig! ligesom Englænderne, i Erkjendelsen af Nationens Værdighed og den frie Presses velgjørende Indflydelse, hellere taale alle dens Misbrug end de ville finde sig i at det Mindste af dens Frihed bortgives, saaledes mener jeg at om end Pressen hos os var ti Gange værre, tør der aldrig være Tale om Indskrænkning. Man indvendte ikke, at der jo nu tør skrives meget frit og at Censor jo lader særdeles meget passere; thi dertil svare vi naturligviis: Ja men en saadan Maxime an forandres hvilket Øieblik det skal være, eftersom Vedkommende finder for godt, og det er ikke Naade vi vil, men Ret.
Men endnu mere gjør vi Fordring paa talefrihed. Bladene have gjort Allarmskrig over de Demonstrationer, der kunde synes at ville true den, og deri mener jeg, de have gjort Ret og været paa deres Post.
[Lettere forkortet her]
Og hvad er det da Procurator Christensen har sagt? Det er vel en Opfordring til Oprør og Blodsudgydelse, eller maaske store Fornærmelser mod Kongens Person eller deslige? nei, det er nogle Ord om en regeringshanding ... der characteriseredes skarpt og haardt; Andet er det dog ikke, hvorfor Regeringen greb til en saa usædvanlig og ængstende Forholdsregel. Hvad nu disse Ord i sig selv angaaer, da vi jeg ikke billige dem; men Graden af det Daddelværdige ved dem vi vist findes meget forskjellig bedømt af de forskjellige Mennesker. Den, som har været vant til at betragte Thronen og Alt hvad der udgaaer fra den, om ikke med Tilbedelse, saa dog med en Følelse, der meer eller mindre nærmer sig dertil, vil naturligviis finde disse Ord i høieste Grad oprørerende, og dette kan han naturligviis fremhæve med al den høitidelige Harme, han selv finder for godt [udeladt her]. Men fremfor Alle ville de for forbitres over Hr. Christensens Ord, som selv have havt Deel i de Loves Affattelse, han paaanker, og at de lægge sig ind under Konge, og ville, at han skulde være angreben i deres Person, er ikke at undre paa. Men de derimod, som finde de paaankede Trykkelove skadelige for det Almindelige og saarende for Folkets Værdighed, ville, om end langt fra billige Hr. Christensens Ord, dog see dem i et langt mildere lys, ja endog formene, at der er en Deel Rigtigt i dem. [Herefter citeres Berlingske Tidende for at støtte indgrebet mod Christensen, og der sluttes således:] Sagens Standpunkt (er) ikke den at Procurator Christensen er bleven sat under tiltale for de blot i hiint Selskab udtalte fornærmende Ord, men kun for de af ham selv gjennem Pressen gjentagne". Alt dette kan være godt nok, men hvoraf beviser Forfatteren os dette? og hvorledes vil han faae os til at antage en anonym Forfatter under Grosserer Nathansons Vinger for at være saa god som en officiel Statsautoritet? Jeg mener derfor nu som strax, at denne Actionsordre maa være meget foruroligende for Danmarks Indvaanere. Thi vel troe vi ikke, at det her nogensinde vil komme til et saadant Spionerisystem, som man har seet i andre Lande, men man maa dog være bekymret for at miste endog det mindste af den Smule Frihed, man har her, hvor der i Statsforfatningen ikke er garanteret os det Allermindste, men hvor vi med Personer og eiendom ere ganske afhængige af et andet Menneskes gode Villie. [Noget udeladt] Det samme sagde man om Frd. 27 Septbr. 1799, og man gjentog tidt nok: "Kongen under Trykkefriheden"; og dog har efterhaanden den ene Indskrænkning fulgt efter den anden. - Naar Forf. i den Berl. Tidende beraaber sig paa den særegne Tilfælde her, at Procurator Christensen gjentager skriftligt, hvad han mundtligt havde sagt, da mener jeg, at det kan siges at være i sin Orden, at Cancelliet lagde Sag an imod hine skrevne Udtryk; men jeg i det mindste forstaaer ikke, hvorfor dette skulde være en nødvendig Grund til at det ogsaa skulle actionere ham for det mundtlige; tvertimod synes mig, at dette netop her er en overflødig Forholdsregel, da man jo kan søge Straf over ham for det skriftlige. - Naar endelig Forf. roser Frederik den Sjettes ædle tænkemåde, at han ikke bekymrede sig om uoverlagte, ja selv ilde meente Ord, da forekommer dette mig ikke at være nogen Compliment for den nærværende Regering, der anlægger Actioner mod det mundtlige Ord.
(Kjøbenhavnsposten 23. maj 1840).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar