Lysttoure med Jernbanen. (Efterskrift til Politivennen)

Lysttoure paa den sjællandske Jernbane. Det er Synd at sige, at der ikke til bydes Kjøbenhavns Befolkning Lejlighed nok til at forlyste sig, baade Vinter og Sommer, og det saavel i Staden selv og dens nærmeste Omkreds, som i længere Afstand fra samme. Vesterbro med det tilliggende Frederiksberg har alt i flere Aar vidst at hæve sig til Rangen af et "St. Pauli" eller "Hamburger Berg" hvad man helst vil kalde det - for "Nordens Athen". Saasnart man er kommen vel udenfor den Aabning, der tidligere tilsnævredes af den gamle Vesterport, høilovlig Ihukommelse! kan man lige fra Tivoli og til den zoologiske Have ved Frederiksberg Slot finde en Masse Forlystelsessteder af forskjellig Art, Ølhaller med klassiske Navne, henlede fra den græske og nordiske Mythologi, Sangerpavilloner med Syngeselskaber af den meest heterogene cg forbavsende Sammensætning, større Etablissementer, som "Alhambra"og "Sommerlyst", kort sagt, flere end Steder nok til at slaae Tiden ihjel, eller, som det hedder, "more sig i sin Fritid". Vi maa her gjøre den Bemærkning, at vi ingenlunde betragte disse Nutidens mange Forlystelsessteder som lutter Belials Værker, der kun gaae ud paa at trække Penge ud af Lommen paa Folk; vi indrømme, at de navnlig for Ungdommen kunne frembyde Fristelse til at give Mere ud til Fornøielse, end den strengt taget har Raad til, men samtidig dermed have disse Forlystelsessteder havt den i Virkeligheden gavnlige og priisværdige Indflydelse paa den mindre bemidlede Middelklasses private Liv, at medens Familiefaderen i tidligere Tider gik alene ud paa en eller anden Kneipe og lod Familien skjøtte sig selv hjemme, tager han nu Kone og Børn med og giver ikke flere Penge ud for i Fællesskab at fornøie sig med dem, end han tidligere gav ud for sin egen Person alene til Spil, Drik og anden mindre priisværdig Morskab. - De tvende andre Forstæder have ikke i den her omtalte Retning taget samme Opsving som Vesterbro. Nørrebro har rigtignok - ja, smil ikke, kjære Læser! fordi Talen er om Forlystelsessteder, men Sagen er en Kjendsgjerning - den har sin Assistentskirkegaard, hvorhen mangen en mindre bemidlet Familie om Søndageftermiddag gjør sig en lille billig Fornøielsestour, og hvor den, ligerviis som "Hingsten, græsser stolt paa Fædres Grave", medens den ved sine Kjæres Grav i al Gemytlighed fortærer et medbragt Slukke Smørrebrød og en Mindesnaps. - Østerbro staaer i den her nævnte Henseende paa samme Trin som Nørrebro, den har ogsaa sin "Kirkegaard", ja endog to, dog er det kun navnlig Søetatens, hvortil der om Søndagen valfartes, men saa har den sit ejendommelige Etablissement: "De Fattiges Dyrehave", hvis Navn er sikkret mod Forglemmelse ved Henrik Hertz's morsomme Lystspil af samme Navn.

Det var imidlertid ikke om Forlystelsessteder i Hovedstadens nærmeste Omkreds, vi her skulle tale, men om Lysttourene paa Jernbanen. Disse falde nu i tre Slags: 1) De daglige Lysttoure paa Klampenborgbanen, og Søndagstourene med Extratog til nedsat Priis paa 2) den nordsjællandske og 3) den vestsjællandske Jernbane.

Klampenborgtourene skulle vi ikke her videre berøre. Hvermand, baade Kjøbenhavnere og tildeels Tilrejsende, kjende eller lære snart at kjende deres Formaal og Endemaal. De frembyde herlige Udsigter, prægtige Skove, pyntede Kjøbenhavnere i en saadan Masse, at man knap kan see Skoven, ikke for Træer, men for Krinoliner og Parasoller og gode Beværtningssteder, som "Bellevue" og Klampenborgs Restauration, ikke at tale om de utallige mindre Spiseanstalter i Skikkelse af Trav og Lærredshuse, hvor den sultne Gjæst kan faae stillet sin Hunger med Noget, der kan henføres under den fælles Benævnelse "Skovmad", hvorom det forresten undertiden kan være vanskeligt nok bestemt at sige, hvoraf den er lavet.

Tourene paa den nordsjællandske Bane frembyde tilvisse en større Afvexling af Naturskjønheder, især naar man fortsætter Touren lige til Helsingør og dens Omegn. Nordsjælland med sine mægtige Skovstrækninger og deilige Skovsøer (Esromsø, Gurresø osv.) sit af vexlende jevne og bakkede Terrain, og sin hele kraftige, livlige Friskhed frembyder en Mængde Punkter, hvorimellem den Reisende kan have Vanskelighed nok med at bestemme sig, hvor han helst skal dvæle. Allerede i Frederiksborg føler man, at man har naaet et Skovbelte, hvor den deilige danske Bøgeskov og Blandingsskov af Eg, Bøg og andre Træsorter tager sin Begyndelse for at strække sig videre i nordlig Retning. Man kan godt udstrække sin Dagstour hertil og finde sig vel ved Udflugter i den nærmeste Skovegn. Dertil kommer, at man i Frederiksborg kan erholde anskændig Spise og Drikke, og som bekjendt: "foruden Øl og Mad er Helten Ingenting", og Touristen ikke mindre. Det nyopførte Frederiksborg Slot er naturligviis en Seeværdighed. Staaer det end ikke længere som et Minde om Christian den Fjerde, saa staaer det dog i sin nuværende Skikkelse som et Minde om Frederik den Syvendes kjæreste Ophold, saa og om Professor Meldahls architektoniske Dygtighed. Og med alt det gjør det dog, saa smukt det end har rejst sig af sin Aske, et ejendommeligt, jeg maa for mit Vedkommende sige, næsten mindre behageligt Indtryk. Den ydre Form er der, saa skuffende, at det seer ud, som om det gamle Slot kun var blevet oppudset. Men hvor ere de mange synlige Tegn for Slottets ærværdige Alderdomsminder, som det tidligere indesluttede i sit Indre? Ja, de er der ikke mere - Luerne have fortæret dem. Uvilkaarlig paatrænger det Spørgsmaal sig Beskueren: "Hvad vilde have gjort dybest Indtryk paa Dig, at see det gamle Slot som Ruin, eller see det i sin nuværende foryngede Skikkelse?" Jeg tør ikke besvare dette Spørgsmaal. Dog hermed Nok om Frederiksborg. Det nærmeste Dvælepunkt for Touristerne paa den nordsjællandske Bane er Fredensborg. Her vil han finde sig midt i det store nordsjællandske Skovkomplex; den venlige lille By, det smukke Landslot med sin velanlagte Have; den deilige skovkrandste Esromsø ville være tilstrækkelige til at gjøre dette Sted til et behageligt Dvælepunkt for Touren. Vil han vælge Helsingør, da vil han have tilstrækkelig Tid til i Dagens Løb at kunne gjøre sig bekjendt med Naturen nordfor denne By og denne Naturs ejendommelige Skjønheder, og hvad vi atter udtrykkelig maa bemærke, han vil hverken i Fredensborg eller Helsingør savne en god Naturalforpleining.

Paa den vestsjællandske Bane er der egentlig kun to Punkter af Interesse for Touristen, og det er Roeskilde og Sorø. Vælger han at opslaae sit Hovedqvarteer i Roeskilde, da vil han der finde tilstrækkelig Leilighed til at sørge for sit materielle Velvære og udfylde sin Tid. Domkirken er Byens udelukkende Seeværdighed, eg i sin nuværende Skikkelse fortjener denne at sees af Enhver. Om Forandringer i den ydre Form kan der naturligviis ikke være Tale, men kun om dens Omgivelser og Indre. Af de Førstnævnte er snart Alt fjernet, hvad der kunde støde Øiet, og hvad det Indre angaaer, da staaer denne mægtige Kirkebygning ved den Smag og Udholdenhed, hvormed den nuværende Forvalter, Hr. Kammerraad Friis fremfor nogen Anden har arbeidet paa at gjengive den sin oprindelige architechtoniske Storhed, som et næsten forbausende Exempel paa, hvad den gothiske Bygningskunst har forstaaet at udrette med tre Farver: Rødt, Hvidt og Graat. Har man anvendt en Timestid paa at see dette herlige, storartede Gudstempel, vil man kunne vælge imellem at gjøre en Udflugt til det smukke Ledreborg eller til den deilige friske Boserup Skov, der med Hensyn til en rig Flora maaskee kun har Charlottenlund til Konkurrent. Vil man ikke blive i Roeskilde kan man enten lade sig slutte med et af de vakkre Smaadampskibe "Frederik den Syvende" eller "Adjudanten" til Jægerspriis eller Frederiksværk, en Tour, man heller ikke vil fortryde, etter man kan begive sig lige til det andet Dvælepunkt Sorø. Her er unægteligt smukt. Kraftige Skovpartier, en prægtig Sø, en pæn By, Akademiet, og Kirken med sine historiske Minder, men med alt dette, er der noget Indesluttet, noget Beklumret ved hele Byen og dens Omgivelser. Det er ligesom den lærde lille Byes philosophiske, philologiske og æsthetiske Luft lagde sig trykkende paa den besøgende Lægmand, samtidig med at den absorberede alle grovere materielle Gjenstande, saaledes at den Reisende maa drage sulten derfra, naar han ikke har været saa forsynlig selv at tage Noget med sig. Dette er idetmindste en ofte gjentagen Klage over Sorø By, og jeg maa tilstaae, jeg har personlig fundet den bekræftet. Og hermed kunde det maaskee være Nok for denne Gang om den sjællandske Jernbanes Lysttoure.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. juli 1865).

Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdagene.

Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt for dem der henvendte sig til de ansvarlige for imod den sædvanlige betaling at få kirkens mærkværdigheder at se.

Markedsdag på torvet foran Roskilde Domkirke. Det har dog med garanti set anderledes ud i 1830. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulle blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage, men skønt klokken da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at blive lukket ind: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."

Om den gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror man dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens mærkværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling for det tilbydes, og ikke efter for godt befindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt. 

Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens mærkværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavlen osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjeneste, bør stå åben om markedsdagene, og at ingen som vil tage den i øjesyn, bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinde som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse, jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønske af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette ham helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *). Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse derhen. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise sine børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse? 

Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning. Hvor inderlig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstande vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker, endnu mere gavnlig retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det, uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor?

Kongerne hviler under det kolde marmor.I hvert fald nogen af dem. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Men er det en sandhed at vor ædle konge, såvel om regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere vækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.

Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kan være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok eller bækkener for kirkens før, hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave, der dog ikke må være ringere end 4 skilling pr. person. På de to markedsdage vil man man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken, eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens mærkværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmans ypperlige beskrivelse over kirken. For nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den vedvarende gentagelse, undertiden sprang noget over. 

* * * 

Forestående som for 10 år siden har været indført i dette blad, har endnu ikke båret frugt, så at kirken når deri ikke holdes gudstjeneste, bestandig er lukket. Og det beror ene og alene på klokkerens forgodtbefindende, om rejsende må få dens mærkværdigheder at se eller ikke, hvorpå jeg havde et eksempel på sidste markedsdag.

Interiør fra Roskilde Domkirke. Det koster stadig penge at komme ind. Og man behøver ikke en rundvisning. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Tirsdag den 19. oktober tog jeg og min kone til Roskilde. Henimod middag gik jeg op til kirken, men fandt den lukket. Jeg spurgte en person som jeg mødte i nærheden, til hvem jeg skulle henvende mig for at få kirken lukket op. Og fik det svar: at jeg måtte gå til klokkeren, men at det måske dog ikke ville lykkes mig at få mit ønske opfyldt, da denne var en rig og magelig mand der ville have det godt betalt når han påtog sig en ulejlighed. Imidlertid gik jeg hen ti klokkeren som bor i Skomagergade, og forebragte mit ønske om at bese kirken, hvortil han svarede: at han ikke lukkede op for enkeltpersoner, men at jeg kunne gå op til kirken, hvorhen han siden selv ville komme, og når der da var flere, kunne vi komme ind. Efter at have udrettet et ærinde, gik jeg atter til kirken og fandt nu døren åben, og klokkeren indenfor samme. Jeg spurgte ham da om jeg måtte gå ind i kirken, men han kom ud ti mig og sagde at det kostede 2 Rdb. Da jeg erklærede at det var for meget, eftersom han ikke skulle gøre sig nogen ulejlighed med at vise mig omkring, og at jeg nok ville give noget for blot at bese det indvendige af kirken, svarede han at der ret straks kom et selskab som ville bese kirken, og jeg kunne da bede det om tilladelse at følge med. Da jeg nu ikke ville tiltigge mig en gunst hos et mig aldeles ubekendt selskab og ikke skøttede om at berige klokkeren med 2 rbd., måtte jeg gå bort uden at se mit ønske opfyldt.

Jeg vil ikke anstille betragtninger over klokkerens forhold da foranstående stykke som jeg har bedt udgiveren atter at lade aftrykkes, indeholder alt hvad der kan siges for at kirken ikke bør være utilgængelig når fremmede ønsker at bese den.

*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som holder deres andagt der. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderen ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker, set mange eksempler på sådan andagt, og virkelig vilde det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Og mere opvækkes og blive almindelige så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdage og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventing, ikke opfyldes, og adgang til kir

(Politivennen nr. 774, løverdagen den 30te October 1830, s. 687-695)

Øienglasset i Roeskilde Domkirke, Søndagen den 15de Julii.

At man engang imellem ser narre blandt mandekønnet som ligeså fuldt benytter øjenglas i Guds hus som i Komediehuset, kan desværre ikke nægtes. Men at pigebørn på 13-14 år også nu benytter sig at sådant et redskab for at forulempe en værdig prædikant samt agtsomme tilhørere ved deres uanstændige lorgnetteren ledsaget med uafbrudt fnisen er dog alt for galt. Især når et pigebarn er i selskab med ældre fruentimmer som var tilfældet den 15. juli. For ellers kunne fejlen tilskrives uvidenhed, når den unge mangler en foresat, der kan gøre hende bekendt med hensigten af sit komme i Guds hus og som burde forbyde et pigebarn at hænge et øjenglas om sin hals for ikke i enhver henseende at ligne aberne.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4713-4714.

Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdagene.

Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt de der henvendte sig til vedkommende for imod sædvanlig betaling at få kirken seværdigheder at se.

Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulde blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig, hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage. Men skønt klokkeren da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at indlades: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."

Om denne gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror jeg dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens seværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling derfor tilbydes, og ikke efter forgodtbefindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt.

Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens seværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavle osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjenesten, bør stå åben på markedsdagene og at enhver som vil tage den i øjesyn, ikke bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinder som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønsker af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette hans helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *)

Men er det en sandhed at være ædle konge såvel som regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere  og mere opvækkes og blive almindelige, så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.

Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdagene og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventning ikke opfyldes og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kunne være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok, eller bækkener for kirkens dør hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave der dog ikke måtte være ringere end 4 sk. pr. person. På de 2 markedsdage vil man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens seværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmanns ypperlige beskrivelse over kirken; for nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den idelige gentagelse, undertiden springer noget over. 

*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som der holder deres andagt. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderens ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker set mange eksempler på sådan andagt, og i virkeligheden ville det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse dertil. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise deres børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse? Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning, hvor indelig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstand vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker endnu gavnligere retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor.

(Politivennen No. 247, Løverdagen den 23de September 1820. Side 3991-3997)

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 170 Indrykkede Noget om Roeskilde

For så vidt der i anmeldelsen omtales: At det gamle plankeværk i domkirken i flere henseender skulle være yderst farlig for ildsvåde især fordi det vender ind til det med tømmer og brædder fuldt proppede kapel, må jeg til det offentliges beroligelse bekendtgøre: At anmelderen i så henseende har blæst alarm uden mindste grundet anledning, da det omtalte kapel hverken er eller nogensinde har været fuldt proppet med tømmer og brædder, undtagen hvis der menes de stilladser der er opslået til brug ved den endnu manglende afpudsning. Videre kan med sandhed forsikres: At så længe indsenderen heraf har kendt kapellet eller haft med et at bestille har der aldrig på nogen måde været omgået hverken med ild eller lys. Da anmelderen således ikke vil kunne påstå eller godtgøre at mindste skødesløshed har fundet sted, og ovennævnte stillads og plankeværk dog ikke kan antænde sig selv, så følger heraf at den anmeldelse kun var blind alarm.

Hvad angår døren fra det kongelige palæ ind til domkirken er der heller ingen fare. Den har stået i over hundrede år, og står der endnu. Selv i det ulykkelige tilfælde at palæet brændte ville det dog være let at redde denne dør og altså kirken med på det punkt. Især da der omkring døren i lang afstand ikke er andet end mur. Selv loftet i løngangen der fører til denne dør er muret gevølvt og ikke af træ, som anmelderen alligevel har udråbt det for. Dette er da et bevis mere for at han ikke har taget det så nøje med sandheden, hvilket dog i mange henseender rimelig kan både ønske og kræves.

(Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

Erklæring fra Roeskilde

At det som i nr. 170 er indrykket fra Roskilde er den reneste sandhed derom kan enhver overbevises, i øvrigt indlader indsenderen deraf sig aldeles ikke med at besvare al den grovhed som i bladet nr. 172 er indført. Hans ved mange lejligheder på vedkommende højere steder fremlagte attester fra pålidelige mænd her i Roskilde vil fuldt ud kunne bevise hans forhold således som regnskabsfører som privatmand, ligesom han også har bevis på sine høje foresattes særdeles bevågenhed og yndest der ikke kan fordunkles af bagvaskeren.

(Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

Svar i Anledning af det i Politievennen No. 170 Indrykkede, angaaende Noget om Roeskilde

(Indsendt)

De bemærkninger indsenderen har gjort i og ved Domkirken i Roskilde er for den indviede vist nok af så lille betydning at den ikke engang fortjente den simpleste tak, selv om de virkelig var nedskrevet i det gode øjemed at lede kirkens foresatte øvrighed til opmærksomhed på mangler, hvilke den ikke selv formåede at indse.

Således som Roskilde Domkirke nu befindes, er den, og vist nok efter enhvers upartiske dom, hensigtsmæssigt og sirlig opført. Og det kongelige kapel som en tilbygning til domkirken er, hvilket indsenderen i sin ivrighed har overset, ikke fuldført endnu. Og som følge deraf er der for porten af samme ind til kirken oprejst et bræddeskur som det med hensyn til sin bestemmelse er urigtigt at kalde et plankeværk. 

"Det kongelige kapel som en tilbygning til domkirken er, hvilket indsenderen i sin ivrighed har overset, er ikke fuldført endnu". (Det 1820 færdigopførte kapel kan lige anes til venstre i fotoet der i øvrigt viser kapitelhuset fra 1200-1400-tallet. Eget foto)

Farligere for ildsvåde end alle på grunden stående og i luften svævende træstole er vel dette ikke, og kun dårens øje kan blive forarget.

Om kapellet i øvrigt er fuldt proppet af tømmer og brædder, må vel forvalteren ved det kongelige palæ under hvis opsigt det står og som dertil har nøglen bedst vide.

Hvad byens gader angår, da vil det vist nok være indsenderen bekendt som den der har haft med byens økonomiske sager at gøre, indtil han til den ubetydelige post blev uskikket: At det såkaldte Bondeting i året 1817 tilligemed med Kirkegade der er en fortsættelse af den mindre landevej til Køge, blev liciteret til brolægning. Men at arbejdet af den første gades brolægning måtte udsættes fordi at den sidstnævnte gade kostede byen over 6.000 rigsbankdaler. En udgift der allerede var følelig nok for byens indbyggere at udrede. Det vil være meget påfaldende (udntagen indsenderen i sine kulrede perioder) at den jordfyld der i mellemtiden henligger ved siden af stengærdet i Bondetingsstrædet og som er bestemt til dermed at forhøje gaden når byens økonomiske forfatning igen tillader at begynde arbejdet, ikke skulle kunne ligge der uden at nogen fornuftig grund, og anse Bondetingets rigtig nok ubetydelige bygninger for privilegerede vandhuse. Bredgade og byens øvrige sidestræder vil man næppe kunne tjene indsenderen med at lade brolægge som et foretagende der kun meget mådeligt ville bestå med byens tarv, men vel dels belagte med chausse og muligt i sin tid aldeles afskaffede.

Det var vel ønskeligt at nogle af de trapper og jernrækværk på hovedgaderne der fra ældre tider rager ud over fortovene tilligemed de kælderhalse der ligger på samme, hvilket sidste indsenderen dog ikke har omtalt, kunne blive afskaffet til bekvemmelighed for fodgængerne og pryd for gaderne. Men dette har hidtil været uden for politiets myndighed her på stedet at virke på.

Dersom indsenderen i øvrigt tør påstå at der i Roskilde finder anden slags handel eller værtshushold sted under gudstjenesten, end der eksisterer i hovedstaden eller i enhver anden købstad hvor der gives et velordnet politivæsen, da erklæres indsenderen herved offentlig for en løgner *).

Indsenderen har også urigtigt bemærket at der i Roskilde for tjenestetyende gives skadelige danseboder, da dans dog kun finder sted ved enkelte lejligheder og med politiets specielle tilladelse. Men desuden kan tjenestepiger nok få lejlighed og have lyst til at løbe, især når de er blevet vant til at løbe med husbonden i forvejen, hvilket måske er tilfældet med indsenderens. 

Dersom indsenderen endelig absolut vil gøre sig fortjent ved at virke for det offentliges vel, hvortil det må antages at han føler at have større styrke og kraft end de hvis kald det er blevet og i særdeleshed vil opofre af sin private formue, hvorpå muligt ingen ægte livsarvinger kan gøre krav, da henledes herved venskabeligt hans opmærksomhed på Gråbrødre Kirkegård i Roskilde. Hans nærmeste hjem.

*) Uden at indvende noget imod sammenligningen mellem København og Roskilde i denne henseende og uden at blande sig i omhandlende sag, kunne udgiveren dog her ønske et mildere udtryk. Udg. anm.

(Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

Noget om Roeskilde

I anledning af de i Politivennen indrykkede tanker om Roskilde Domkirke må jeg bemærke at det gamle plankeværk som nævnes og som i flere henseender er yderst farlig for ildsvåde. Det vender ind til et med tømmer og brædder fuldt proppet stort kapel hvortil er en port ud til kirkegården. Det kunne let komme ild derfra og så var domkirken uden redning Ligeledes er fra det kongelige palæ en løngang til kirkens øverste omgang. For denne er en dør og karm af træ. Hvis der opstod ildebrand ville denne dør være til stor skade for kirken. Bedre ville det være hvis døren og karmen var af jern, samt gulvet i løngangen af sten og loftet af mur. 

"For så vidt hovedgaden angår er disse upåklagelige med undtagelse af nogle fortov der kunne behøve forbedring" (Algade i Roskilde. Dom Apothek er fra 1650 og var apotek indtil 1995. Det gule hus er Bagergården (Eget foto).

Endvidere bemærkes om Roskilde gader: For så vidt hovedgaden angår er disse upåklagelige med undtagelse af nogle fortov der kunne behøve forbedring. Men sidegaderne, fx Bredgade, et stykke af Bondetinget med øvrige stræder er ganske ufremkommelige og opfyldt med store dynger af skarn så man næsten skulle formode de var privilegerede vandhuse. Når der pålagdes hver husejer at sørge for oprydningen og dertil de indbyggere som har heste og vogne kørte med sten og sand, ville det ikke blive så bekosteligt at omlægge disse uden al licitation mv. Fortovene ved enden af Olsgaden kunne i allerhøjeste grad behøve at blive omlagt for fodgængerne.

Ligeledes findes endnu et par trapper med lange fremstående jernrækker i de store gader til megen skade for fodgængerne.

Man mærker endnu ingen foranstaltning af politiet hvad angår handel og værtshushold under gudstjenesten, muligt samme er ingen elsker af kirkegang, men derfor må det dog efterkomme sin embedspligt. Danseboder finder også meget sted i denne by til stor skade for tjenestetyende der næsten ikke kan holdes hjemme.

(Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne debatserie: Politivennen nr. 170, Løverdagen den 3die April 1819, s. 2731-2733, Politivennen nr. 172, Løverdagen den 17die April 1819, s. 2766-2770, Politivennen nr. 174, Løverdagen den 1ste Maj 1819, s. 2809 og Politivennen nr. 176, Løverdagen den 15de Maj 1819, s. 2836-2838.

De "tidligere indrykkede tanker" er muligvis dem fra 16. januar 1819. Det omtalte Frederik V's kapel var under opførelse 1774-1820 med dels C. F. Harsdorff dels C. F. Hansen som arkitekt. Så det var i april 1819 stadig under opførelse. Emnet har været diskuteret og kommenteret på Facebook, i forbindelse med en klage bl.a. over træk i kirken. Med værdifulde kommentarer af velinformerede stedkendte.

I Politivennen nr. 77, lørdag den 30. oktober 1830, s. 687-695 beklager "Om Spærring af Roeskilde Domkirke paa Markedsdge" skribenten sig over at domkirken ikke som tidligere er åben på markedsdage.

Tanker i Roeskilde Domkirke

(Indsendt)

Hvad kan vel være årsag til at man som oftest ser så få tilhørere i Roskilde Domkirke, da et så ærværdigt tempel, gode religionslærere, duelige kirkebetjente og alt forener sig her til højtidelig gudsdyrkelse? Den bestandige handel og værtshushold under gudstjenesten er vel formentlig årsag til udeblivelse. Men det kunne jo forebygges ved politiets årvågenhed. Dernæst er den overordentlige trækvind som dog nok mest føles meget besværlig af kirkens lærere. Årsagen til denne trækvind er fornemmelig det gamle plankeværk på søndre side, nu 48 år gammelt. Når dette blev nedtaget og solgt, kunne en god mur og en tæt dør forebygge megen kulde. Især når stærke rullefjedre på mellemdørene ved kirken dækkede indgangen. At byens indbyggere ikke er få, erfarede man jubelfestens dage forrige år.

(Politivennen nr. 159, Løverdagen den 16de Januari 1819, s. 2572)

"At byens indbyggere ikke er få, erfarede man jubelfestens dage forrige år". Disse indbyggere i Roskilde boede formentlig i huse som det lille røde, Hersegade 14 fra 1780. De øvrige huse er opført senere. De to til højre for det røde hus hhv 1896 (nr. 12)  og 1898 (nr. 10). Til venstre for hhv. 1900 (16) og 1848 (18).

Uorden i Roskilde Domkirke

Der er stadig adskillige ruder, endda hele partier, af vinduerne på denne skønne gamle bygning ødelagt. Rygtet vil vide at det meste af denne skade har stået siden 3. november. Man havde i det mindste håbet, at de påmindelser som før er givet i dette blad, havde båret frugt, da det gjaldt en mangel der endda kan skade kirkegængernes helbred. Det er nok muligt at kirkeforstanderens fravær af nogle mil fra Roskilde kan hindre ham i at føre det fornødne tilsyn. Men helt at undskylde ham, kan denne omstændighed ikke. Kan man ikke bestride sin post alt for godt, så kan man jo nedlægge den. Man synes også at det tilkom kirkens præster at give ham tilbørlige påmindelser om det.

Flere uordener foregår i denne kirke, som ikke er mindre kritisable. En rejsende fandt for nyligt at Dronning Margretes næse var slået i stykker, og at man med kul havde malet noget usømmeligt tøj på hendes pande.

(Politivennen. Hefte 18. Nr. 224, 7. august 1802, s.3580-3581)

Uorden i Roeskilde.

Blandt de uordener som findes i Roskilde, er især at lægge mærke til domkirkegården der nok næppe findes mage til i landet. Den ligner en landsbygade opfyldt med ler og grus, rendestensskarn og møddinger. I vådt vejr udsættes man for at gå i skarn til midt på fødderne som det nylig var tilfældet ved prinsessens bisættelse. Næppe kunne herrerne træde ud af vognen for skarn, gravene ligger nedtrampede, ligstenene sønderknuste. Man forbigår kirkens vinduesruder der enten er udblæst eller ituslået. Man ønsker at sådant må hæmmes af de ansvarlige. Men kirken mangler vel evne til at holde alt i tilbørlig stand?

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 203, 12 Marts 1802, s. 3241)