Før har det altid været skik at Roskilde Domkirke stod åben på markedsdagene, og det var da enhver tilladt at betræde dette hellige sted der tillige er et skønt oldtidsmonument og et herligt minde om vor fortids kraft og vælde. Men nu er dette ikke længere tilfældet, i det mindste var det det ikke sidste markedsdag. For kirken holdtes bestandig lukket og adgang blev kun tilladt de der henvendte sig til vedkommende for imod sædvanlig betaling at få kirken seværdigheder at se.
Anmelderen sammen med flere hundrede mennesker stod længe på kirkegården og ventede på at kirken skulde blive åbnet, men forgæves. Klokken var dog over 10 - for før bør man efter Holbergs mening ikke forulejlige nogen klokker - og graverkarlen havde allerede fået sig, hvad man kalder en seis eller en pisk. Kede af den lange venten forlod man kirken, gik et ærinde i byen og kom atter tilbage. Men skønt klokkeren da var kommet og stod ved døren med nøglerne i hånden, blev den dog ikke åbnet. Han svarede tværtimod på fleres gentagne anmodning om at indlades: "Nej, nu lukker jeg slet ikke op."
Om denne gode mand heri handlede på egen hånd eller efter ordre, vides ikke. Men desuagtet tror jeg dog at turde mene at når vedkommende tillader kirkebetjentene at tage betaling for at forevise kirkens seværdigheder, bør sidstnævnte også være forpligtet til at forevise disse til enhver tid når den bestemte betaling derfor tilbydes, og ikke efter forgodtbefindende lade den rejsende vente indtil det falder dem belejligt.
Dog dette gælder i parentes kun når man mod betaling vil bese de kirkens seværdigheder der ikke ligger åbenlyst til skue, såsom de åbne begravelser under kirken, altertavle osv., men man mener at kirken således som den er åben under gudstjenesten, bør stå åben på markedsdagene og at enhver som vil tage den i øjesyn, ikke bør formenes adgang. Hvem vil vel nægte at blandt de flere tusinder som på en markedsdag kommer til Roskilde, jo kan findes nogle som berørt af synet af al den velsignelse jorden i år har tildelt dens dyrkere, eller bevægede ved tanken om forsynets faderlige styrelse, ønsker af et oprigtigt hjerte at frembære deres inderligste tak til den Algode i dette hans helligede tempel. Bør dette da være tillukket for sådanne *)
Men er det en sandhed at være ædle konge såvel som regeringens vise mænd der har landets vel for øje, må ønske at sådanne tanker og følelser måtte mere og mere opvækkes og blive almindelige, så er det vist ikke deres vilje at man tillader sig en utidig spærring af et sted hvor sådanne tanker, følelser og gode forsætter just kunne fødes og fremspire.
Man håber derfor at kirken må stå åben både på markedsdagene og til enhver tid når en ellers usædvanlig mængde mennesker skulle indfinde sig i Roskilde. Men skulle dette håb, imod forventning ikke opfyldes og adgang til kirken være forbundet med en slags finansoperation, så fremsættes et forslag som man tror kunne være nyttigt. Man udsætter på sådanne dage en blok, eller bækkener for kirkens dør hvor 2 af stadens mest agtede borgere måtte påtage sig tilsyn med at enhver som vil gå ind i kirken, betaler en frivillig gave der dog ikke måtte være ringere end 4 sk. pr. person. På de 2 markedsdage vil man da indsamle en ikke ubetydelig sum der burde tilfalde kirken eller komme byens fattige til gode. Og da man ikke agter at beskære kirkebetjentenes indkomster, kunne det som før være dem tilladt for betaling at forevise de øvrige af kirkens seværdigheder som ikke ligger så åbenlyst til skue for enhver der betræder kirken. Dog kunne man ønske at de i sådant tilfælde ville gå frem efter en ordentlig plan ved at benytte hr. kancelliråd Behrmanns ypperlige beskrivelse over kirken; for nu ville nogle mene at forevisningen går alt for hurtigt, så at man så at sige jager den over med en harefod eller vedkommende, kede af den idelige gentagelse, undertiden springer noget over.
*) I de katolske lande står kirkerne åbne og man finder til alle tider mennesker som der holder deres andagt. Det samme er tilfældet med muselmændenes moskeer. I anmelderens ungdom eller for henved 30 år siden, har han ofte selv i hovedstadens kirker set mange eksempler på sådan andagt, og i virkeligheden ville det være et sørgeligt bevis på vor tids irreligiøsitet om denne aldeles ikke mere skulle finde sted. Desuden er vist nok ønsket at bese kirken hos mængden der kommer til Roskilde, en ikke ringe biårsag til deres rejse dertil. Hvor mange familiefædre finder ikke her ved at forevise deres børn kirken, rigeligt stof som han siden i ledige tider kan benytte til en gavnlig og lærerig underholdning for disse? Og nu den retskafne og ufordærvede landbo, hvor studser han ikke ved synet af denne kolossale bygning, hvor indelig ønsker han ikke at bese dens indre. Med hvilken ærbødighed vil han træde ind i den høje dom? Beskuelsen af før usete genstand vil overraske ham, vil opfylde hans barm med følelser der muligvis kunne give hans fremtids vandel en både for ham selv og hans medmennesker endnu gavnligere retning. Ja, hvem er den der med ligegyldighed eller kulde kan betræde dette sted eller forlade det uden i det mindste med taknemmelighed at mindes de fortjenester og dyder der pryder så mange af de hedenfarne danske konger som her hviler under det kolde marmor.
(Politivennen No. 247, Løverdagen den 23de September 1820. Side 3991-3997)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar