Bygningerne paa Toldboden. (Efterskrift til Politivennen)

Der er under denne Overskrift i et andet Blad nedlagt en Protest imod Opførelsen af et Vareskur tæt foran Toldkammerbygningens Facade. Vi kunne ikke Andet end slutte os til denne Protest. Den lokale Embedsmand, som er Fader til Ideen, og hvis Iver for Tjenesten aabenbart er større end han arkitektoniske Sands, vil vel neppe gaa i sig selv og indse, at dette Byggeforetagende er en komplet Smagløshed, at det vil tage Synet saavel fra Toldkammerbygningen som fra Pladsen, hvis Længde hidtil har været temmelig anseelig, at det vil reducere Passagen foran Toldkammerbygningens tvende Portaler til et snevert Stræde, hvor fuldtlæssede Vogne, Heste, Arbeidsfotk, Søfolk, Reisende fra Dampskibene og Klarerere ofte ville geraade i et tidsspildende Virvar, at det Kontor, der benytte af Mæglerne, vil blive ganske mørkt, at Pladsen til de Tider, hvor der losses Jernstænger, Jernbaneskinner, Lerrør, Kurvevidier, Korkballer og deslige lange eller voluminøse Varer, næsten ikke vil være fremkommelig for de Vogne, der skulle afhente dem, og endelig at selve Skuret er ilde tjent med at anbringes der , idet der, for ikke at gjøre Opholdet deri rent utaaleligt, er gjort Afkald naa at forsyne det med Vægge, hvorved det Nytte i Regn- og Sneveir selvfølgelig forringes betydelig. Som sagt, vedkommende Embedsmand vil neppe komme til nogen bedre Erkjendelse og vil vel endnu mindre indrømme, at Presenninger ere det mest passende Beskyttelsesmiddel for Varer, der kun blive henlagte for kort Tid; men da det fatale Skur imidlertid med hver Dag nærmer sig sin Fuldendelse, tillade vi os at opfordre Generaldirektøren for Skattevæsenet, Hr. Kammerherre Ramus, der formodentlig har givet sit Samtykke uden ret at vide, hvilken urimelig Plads man har valgt, til at beordre Arbeidet standset og Skuret henflyttet til tt andet Sted af Pladsen, f. Ex. længere henimod Kranen eller "Kieler-Pakhus". At Skuret skulde tages ned igjen, og at Udgiften derved vilde forøges lidt, bør forhaabentlig ikke afholde fra at gjørc en begaaet Feil god igjen. 

(Dags-Telegraphen (København) 15. august 1868)

Dette foto uden årstal giver muligvis et indtryk af trængsel af gods og skibe ved toldboden. Desværre viser den ikke den søndre del. Fotografi. Det kongelige Bibliotek. Uden årstal (1870?). Muligvis beskyttet af ophavsret.

Kjøbenkavns Toldbod. Hvem der i denne Tid kommer ud paa Toldboden og af en eller anden Grund passerer den saakaldte "søndre Toldbodplads", vil blive Vidne lil, at man der atter er ilag med at opføre et af disse besynderlige Skure, hvoraf det i de senere Aaringer synes absolut nødvendigt at bygge mindst eet op hver Sommer, snart ved et, snart ved et andet Bolværk, saa at der er al Udsigt til, at vi om faa Aar ville have vore samtlige Kaier, der høre under det Offenlige, bedækkede med disse Træhuse. Vi ville lade det Sporgsmaal staae hen, om de Udgifter, som disse Skure foran ledige, ere svarende til den Nytte, de skulle medføre, og kun bemærke, at de fra Smagens eller Skjønhedssandsens Side ere høist uheldige, idet de ikke blot i sig selv ere alt Andet end arkitektoniske Prydelser, men ogsaa betage de nærliggendc Bygninger, f. Ex. Toldkammerets Hovedfacade og Kasernen i Kvæsthuusgade, deres Udseende. Kommer hertil, at de ere til Hinder for Færselen af Reisende, at de besværliggjøre Transporten af Gods fra og til Skibene, at de tilintetgjort Kaiernes ellers nogenlunde frie og luftige Beliggenhed, ja vi tør paastaae, ialfald hvad det store Skuur i Kvæsthuusgade angaaer, ligefrem ville blive til Skade for Statskassens Interesser, idet dette Skuur vil have Indflydelse paa Værdien af denne Kaserne, naar den om ikke lang Tid stilles til Auktion - saa synes der al Grund til at ønske en anden Ordning af Havnevæsenets eller andre Autoriteters Lyst til i denne Retning at forskjønne eller gavne, hvad man nu vil sætte øverst.

Men ved at betragte Opførelsen af det omtalte nye Skuur paa Toldboden, ved fremdeles at see paa den store Bygning, der er under Arbeide iaar paa den egenlige Toldbod bag Vagt- og Lodshuset og ved endelig at høre, hvorlunde man omgaaes med Planer til i en nær Fremtid at bygge og indrette vidtløftige Lokaler til Vareklarering, Veierbod og deslige paa bemeldte Toldbod, ledes man uvilkaarlig til at opkaste det Spørgsmaal, om da alle disse Indretninger, der jo dog sættes i Værk for det Offenliges c: Publikums Regning, virkelig ere svarende til dettes Fordringer, til den voxende Trafik og navnlig til Skibsfartens aarlige Udvidelse. Hvad i nu angaaer det sidstnævnte Moment, som her fornemlig skal omtales: Hensynet til Skibsfarten, hvilket Moment dog med al Agtelse for Publikums Fordringer og Handelsstandens Interesser er og maa være det Første, eftersom de andre to slutte sig til og ere afhængige af dette, saa synes det, at man bygger og indretter paa Land uden at lage mindste Hensyn til, hvorledes de Varer, man belaver sig paa at modtage og lagre, skulle kunne komme derhen, med andre Ord hvorledes Skibene skulle komme til at losse disse Varer. Et Blik nedad Toldbodkaien paa en Dag, hvor der blot er en ringe Grad af Travlhed, vil nemlig oplyse, at der ved Toldboden er en komplet Mangel paa Bolværk eller Anlægs- og Losseplads for Skibene; den søndre Toldbods Bolværker have akkurat en saadan Udstrækning, at de fuldstændig ere optagne, naar 5, siger og skriver fem Dampskibe have lagt til ved dem; arrivere flere Skibe, maae de smukt lægge sig udenpaa deres lykkeligere, forudkomne Medbeilere og afvente den Tid, da disse have tilendebragt deres Forretning; men hvilken Betydning det har, at et Dampskib, disse kostbare Indretninger, for hvilke enhver Times Stilleliggen er et Tab af et ikke saa ganske lille Beløb, saaledes af Mangel paa Plads skal opholdes hele eller halve Dage; hvilken Gene der er forbundet med, at f. Ex. Passagerer fra et Dampskib skulle vandre over et eller to andre for at naae Land, hvorved da ogsaa nu og da et Menneske falder i Vandet, et Stykke Reisegods gaaer overbord osv., og hvad det vil sige, at de Seilskibe, der af og til losse ved Toldboden, stadig maae fortrække og give Plads for ankomne Dampbaade og derved uretfærdig tilsidesættes, samt lide Tab paa Tid og Penge, - alle saadanne Smaating, der gaae for sig Aar ud og Aar ind, behøve kun at antydes for at forstaaes, og Alt har det sin Grund i een og samme Omstændighed: Mangel paa Bolværksplads. Saa besynderligt det end klinger, synes det aabenbart, at Autoriteterne - Havnevæsenet eller hvem det ellers paaligger - ikke have Sands eller Øre for den overordenlig store Mangel, eller om de have det, mulig staae i den Formening, at derved Intet er at gjøre. For Toldbodens Vedkommende, eller rettere i Henseende til dens nuværende Beliggenhed, er dette desværre ogsaa i alle Maader Tilfældet: Sønder paa er ganske vist Intet at udrette, idet Toldbodbolværket her er skarpt begrændset ved det tilstedende saakaldte østersøiske Kompagnies Plads og Pakhuse, og imod Nord er der forlængst gjort alt Muligt for - at der Intet kan gjøres i den antydede ! Retning, idet man ved Anlæget af en kostbar i Baadehavn (som, in xmientkeai bemærket, omtrent Ingen benytter), Langelinies Beliggenhed o. s. v. har umuliggjort Indretningen af Skibskaier paa den Side, ialfald uden meget betydelige Udgifter. Imidlertid er det givet, at der i høiestc Grad savnes Bolværksplads ved Toldboden, og de faktiske Tilstande bekræfte næsten daglig denne Paastands Rigtighed, saa at Nødvendigheden synes at byde, at der maa og bør gjøres et energisk Skridt for at faae dette Savn afhjulpet, og er det dethos tillige givet, at der saagodtsom Intet er at udrette i denne Henseende paa den nuværende Toldbod, ligger det jo saa nær at see sig om efter Leilighed et andet Sted og saa at sige foretage en storartet Flytning med hele Toldboden derhen, hvor dette Sted maatte kunne findes. Heldigviis besidde vi et saadant Sted, der i alle Henseender kan opfylde de Fordringer, der for en lang Fremtid kunne stilles til en god og til Forholdene svarende Toldbod, saasom tilstrækkelige Bolværker, dyb Vandstand, en let Tilgjængelighed, stor Byggeplads, god Beliggenhed o. s. v. Dette Sted er selvfølgelig den endnu ikke bebyggede Deel af Gammelholm fra Muren paa Nyhavns Charlottenborgside imod Nordvest, indbefattende den tidligere Mastegravs Terrain, imod Syd indtil det nu opførte Plankeværk mellem den Ubebyggede og endnu ødeliggende Deel af Gammelholm.

Først og fremmest skal man ikke skrækkes for de store Udgifter, en saadan Flytning maatte medføre. Selvfølgelig vilde de Bygninger, Pakhuse osv., der blev at opføre, udfordre ikke saa ganske smaa Summer; men det maa herved erindres, deels at der som foranført dog er paatænkt større, i enhver Henseende aldeles nødvendige Byggeforetagender paa den nuværende Toldbod, der eiheller ville haves for Intet, deels at Staten er Eier af udmærkede Pakhuse hersteds, navnlig den saakaldte vestindiske Handels Pakhuus, der maatte kunne afhændes til et ikke ubetydeligt Beløb. Der vil dernæst indvendes, at Finantsministeriet vil gaae glip af den betydelige Indlagt, der kan kalkuleres for Salget af det Terrain paa Gammelholm, som man vilde benytte til Toldbod; men herimod tør igjen erindres, at Staten i Erstatning herfor vilde komme i Besiddelse af det store Areal, som den nuværende Toldbod og det dertil om kort Tid hjemfaldne saakaldte "Lille Kjøbenhavn" i Amaliegade indtager, og som ved sin udstrakte Facade imod denne Gade, Toldbodgade og Toldbodveien i denne fashionable Ende af Byen maatte kunne afhændes til et Beløb, der neppe vilde staae tilbage for Værdien af de Grunde, der afstodes til Toldvæsenet paa Gammelholm. Maatte der imidlertid med alt det offres en Sum - stor eller lille - paa Forslagets Gjennemførelse, saa er det paa den anden Side klart, at denne Sum ikke vilde gives unyttig ud, men tvertimod medføre meget store Goder i forskjellige Retninger. Den nuværende Toldbod er et Komplex af Bygninger af alle mulige Størrelser, beliggende i alle mulige Retninger og uden nogen indre Forbindelse, saa at den med Lokaliteterne ubekjendte Klarerer kommer i fuldstændigt Vilderede med de forskjellige Kontorer, Pakhuse og Klareringslokaler, han skal vandre om i, et Forhold, der saa ofte er blevet baade paatalt og latterliggjort, at Saadant ikke behøver nogen videre Omtale her, men som i hvert Fald ingenlunde kan siges at være til Publikums Bekvemmelighed. Det kan vel ikke betvivles, at Noget maa kunne vindes i Retning af det Bedre ved Opførelsen af et nyt Veierbodslokale, der tillige indbefattede Pakhuus og Klareringskontorerne, men det er og bliver dog altid kun som en Lap paa det gamle Klædebon - mulig en ny Udgave af Kongens Nytorvs Vansiir: det kgl. Theater, og Gud fri os for Mere af den Sort, selv om det kun tilhører det saa lidet elskede Toldvæsen. Vilde det saaledes utvivlsomt allerede være en Fordeel - selvfølgelig alene i Publikums Interesse - at et nyt Toldklareringslokale med Pakhuse og hvad dertil videre henhører blev opført, saa vilde endnu langt Mere vindes ved, at Varernes Klarering foregik i Byens Midte, hvorved selvfølgelig Afstanden ved deres Hjembringelse betydelig vilde forkortes og derved Tid og Udgifter spares; det maa i saa Henseende bemærkes, at medens Toldboden nu er beliggende i den længst fra Handel og Vandel værende Udkant af Byen, og den hele Masse Varer, der klareres paa Toldboden, nu er undergivet en besværlig, tidsspildende og kostbar Transport pr. Are til den store Byes ofte fjerntliggende Pakhuse eller Udsalgssteder, vil en Transport fra Byens Centrum, Gammelholm, i høi Grad formindske disse Besværligheder, medens det paa den anden Side er det ankommende Dampskib, der selvfølgelig har Dampen oppe, omtrent ligegyldigt og lige bekosteligt at gaae til Gammelholm eller at lægge til ved Toldboden, naar kun det langt vigtigere Formaal: ikke at blive opholdt ved Losningen, kan opnaaes.

En anden Omstændighed ved det nærværende Forslag, der ogsaa har eller ialfald i Fremtiden kan faae sin store Betydning, er, at en direkte Forbindelse ved en Trækbane eller deslige imellem den existerende Jernveisbygning og Toldboden ikke frembyder overordenlig store Vanskeligheder, naar denne var beliggende paa Gammelholm, hvorimod disse ville forøges i en Grad, der næsten maa gjøre Foretagendet uudførligt, naar en slig Forbindelse skal tilveiebringes med Toldboden, hvor den nu er beliggende. Det tør sluttelig eiheller lades ude af Betragtning, at der i en ganske nær Fremtid maa skaffes Plads og opføres Bygninger paa Gammelholm til et nyt Havnekontor, idet Forretningerne ved deres tiltagende Mængde dersteds ikke Iængere vil kunne bestrides fra det nuværende Børsens Havnekontor, men at det dertil udfordrede Beløb vil spares, naar Toldboden, som her foreslaaet, forlægges til Gammelholm.

Idet vi hermed overgive denne for Kjøbenhavns fremtidige Søfart og Handel formeentlig meget vigtige Sag til Publikums Bedømmelse, vilde del være os kjært, om sag- og fagkyndige Mænd vilde tage del nærværende, ganske i Almindelighed fremsatte Forslag under Overvejelse og mulig foranledige en mere i Detailgaaende Diskussion om Samme. 15.

(Dagbladet (København) 21. august 1868)

Skibsforbindelse Flensborg-Faaborg. (Efterskrift til Politivennen)

Efter megen Anstrængelse fra Handelsstandens Side - hedder det i Faaborg Av., - var det endelig lykkes at faae en Dampskibsforbindelse bragt istand imellem Faaborg og Flensborg. Glæden herover var almindelig, men den var ogsaa kort. 3 Gange anløb Dampskibet "Diana" Faaborg paa Rejsen til Flensborg og lige saa ofte paa Reisen fra Flensborg til Korsør, men saa maatte denne Fart opgives. "Grunden hertil er ikke at Farten lønnede sig for slet, nei, det er Toldvæsenet, der lægger uoverstigelige Hindringer i Veien for Skibets hurtige Clarering. Nu skulde man troe, at Toldvæsenet burde fremme Alt, hvad der kunde bidrage til at forøge Toldindtægterne, og altsaa lette Samfærdselen saa meget som muligt. Men naar enkelte særligt begunstigede Pladse paa Kysterne undtages, kan man ialmindelighed, og Byerne isærdeleshed, ingenlunde glade sig over Forekommenhed fra Toldbestyrelsens Side. Toldvæsenet synes altid at have havt en afgjort Modbydelighed for Alt, hvad der har Lighed med en simpel Forretningsgang, en Paastand, der kan finde sit Beviis i en nylig udgaaet Bekjendtgjørelse angaaende endeel unyttigt Skriveri, som nu er ophævet ved Kjøbenhavns Toldsted. Der kan ikke indvendes, at vidtløftige Forholdsregler ere nødvendige for at forebygge Smugleri; thi dette kan meget godt forhindres uden at Toldvæsenet har nødig at tage sin Tilflugt til Foranstaltninger, der ere lige saa ubehagelige for de Reisende og Toldembedsmændene, som de ere kostbare og tidsspildende for Skibet, navnlig ved at lade Toldofficianter gjennemgaae hele Skibet og notere Alt, hvad der findes, lige til Forraadet i Hovmesterens Spiiskammer og Indholdet af de Reisendes Vadsække. Dersom man ved Skibets Ankomst hertil beordrede en Toldembedsmand ombord og lod ham følge Skibet til Svendborg, hvor han afløstes af en Collega, vilde man sikkert kunne forhindre Smugleri og undgaae at opholde Dampbaaden saa længe, at den ikke med Fordeel kan anløbe Byen."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. maj 1865).

Annonce i Sydfyenske Tidende, 15. april 1865.

Fra maj 1865 anløb Koch & Hendersons dampskib "Diana" Faaborg på ruten mellem Korsør og Flensborg. Skibet anløb også Sønderborg og Svendborg. I april indrykkede Koch & Henderson en annonce (se fx Korsør Avis 26. april 1865) hvori der bl.a. stod: "Paa Grund af de Vanskeligheder, de forandrede Toldforhold mellem Danmark og Hertugdømmerne medføre i Henseende til Skibets og Godsets Klarering, see vi os nødsagede til at lade Dampskibet "Diana" ophøre at anløbe Ohnsevig paa Kieler-Touren og Faaborg paa Flensborg-Touren." Dampskibet Flora sejlede i en kort periode Korsør, Svendbog, Faaborg, Assens og Haderslev.

Cornelius Peter August Koch (1816-1892) var ekspeditør kendt fra flere firmaer, fx Koch & Bird i Flensborg, samt som nævnt agent for engelske James Henderson & Son som satte skibe i fart mellem København og Flensborg. Det nævnte rederi var med Henderson jun. "Diana" var blevet købt 1856 til fart Korsør-Flensborg-Kiel. Skibet blev bl.a. brugt af H. C. Andersen i juni 1858 og juli 1862. Firmaet indgik 1866 i D. F. D. S. med fire skibe: Skruedampskibene "Arcturus" og "Aurora" og hjuldampskibene "Vesta" og "Diana".

Embedsmændsforbrydelser i Frederikshavn. (Efterskrift til Politivennen).

- Ved Postmester Hoffgaards Embedsførelse i Viborg og Toldforvalter Holsteins i Frederikshavn skal der - ifølge en Artikel i "Dagbladet" - have fundet Misligheder Sted af en saa grov og iøjnefaldende Natur, at de formentlig kunde have været forebyggede, dersom vedkommende overordnede Myndigheder ved Siden af almindelig Nøjagtighed og Samvittighedsfuldhed havde udviist noget af det Omløb, som man dog hos en hos Embedsmand maa være berettiget til at vente. Hvad angaar den arresterede Postmester Hoffgaard, da skal der have været al mulig Anledning til at se ham skarpt paa Fingrene. Det var bekjendt for Gud og Hvermand i Viborg, at han havde paadraget sig en betydelig Privatgjæld og i det Hele levede under fortvivlede Pengeforhold, medens han desuden vedblev at føre et Hus, hvortil hans Gage umuligt kunde strække til, og det kan ikke have været Postinspektøren uvitterligt, at der allerede for et Par Aar siden blev sammenskudt et Par Tusinde Daler, for at dække hans daværende Kassemangel. Den sidste graverende Handling, hvorfor han blev arresteret, var, at han havde brudt et Pengebrev og deraf udtaget 100 Rd. Blandt flere saadanne Misligheder ville vi blot nævne et Par. En Mand havde i længere Tid ventet et Pengebrev fra Fyen og flere Gange gjort Forespørgsler derom paa Postkontoret, men altid forgjæves. Da besluttede Manden endelig at vandre paa sin Fod til Fyen, og erfarede der af den ham foreviste Postkvittering, at Pengene vare for flere Uger siden afsendte til Viborg. Nu bleve Pengene ham udbetalte, men det var aldeles kjendeligt, at Konvoluten havde været aabnet. Heller ikke Privatbreve gik fri for Misbrug; der er bl. A. stor Sandsynlighed for, at et Brev fra Justitsministeriet til en Mand deri Byen har været aabnet og forseglet igjen, og det med en saadan Skjødesløshed, at Hoffgaards Segl fandtes trykket udenpaa Ministerens. Flere lignende Misligheder ere nu opdagede. Men endnu langt værre er dog, hvad der fortælles om Toldforvalter Holstein. Dennes fornemste Trafik skal navnlig have bestaaet deri, at han ved falske Angivelser og Attester gav det Udseende af, at der henlaa et betydeligt større Kvantum ufortoldede Varer paa Kreditoplag, end Tilfældet virkelig var, idet han saaledes besveg Statskassen for de Toldindtægter, som han selv forlængst havde hævet hos vedkommende Kjøbmand. Og ved disse Attester og Angivelser hedder det, at han ikke blot har efterskrevet de nuværende Handlendes Haandskrift og Navne efter en stor Maalestok, men at han endog har holdt det gaaende med Underskrifter fra Kjøbmænd, der for flere Aar tilbage ere døde eller fallerede. At et saa plumpt Falsum ikke strax kom for Dagen Lys maa tilregnes en ligefrem Forsømmelse, idet Defisor og Revisorer have undladt at konferere Attesterne med den Liste over de daværende Kjøbmænd, som jo maatte staa til deres Raadighed.

(Jyllands-Posten 7. november 1862)

Parti fra Frederikshavn. Tegnet af J. Hellesen. Illustreret Tidende nr. 326, 24. december 1865.

Postmester Ludvig Martin Hoffgaard var blevet postmester i 1851 efter Willer Hansen.

Kammerjunker Frode Hjalmar Holstein (1808-1878), fhv. løjtnant i Prins Christian Frederiks Regiment, konsumtionsforvalter i Nykøbing M. 1835, tillige toldforvalter 1841-1850. Toldforvalter i Frederikshavn 1851-1866. Holstein tilsatte sine mange penge ved at føre stort hus og afholde de store middage, bl.a. fik gæsterne forskellige servicedele i sølv. Oveni det spenderede han penge på at udtørre Store Vildmose og var kommet i forbindelse med nogle engelske pengemænd. Han udgav 1859 en trykt plan for den nævnte udtørring gennem et kanalsystem med sluser og pumper. Han blev 1862 suspenderet og 1866 afskediget fra sit embede på grund af kassemangel. Han efterfølgende have levet at arbejde på en højskole.

Illegale Skrifter confisceret. (Efterskrift til Politivennen).

Flensborg, den 26. Maj. Toldvæsenet skal i langere Tid have næret Mistanke om, at der ved Hjælp af de for Banen ejendommelige Konduktørvogne dreves Smugleri. Ved en Dag i denne Uge at undersøge en saadan Vogn fandt en herværende, bekjendt nidkjær Toldembedsmand blandt Andet en Pakke med den uskyldige Paaskrift "An den Herren Revisor Mathiesen" og i en Parenthes var der tilføjet: "Eisenbahnrechnungsbeilagen". Han forlangte denne Pakke aabnet, og den indeholdt ikke et eneste Jernbanepapir. Det var derimod en Bogpakke, afsendt af den Paagjældendes Broder, Boghandler Mathiesen i Rendsborg, og indeholdt foruden Bøger nogle Smaaskrifter, hvert i flere Exemplarer, af den Art, hvoraf Tydskland siden den sidste Slesvigske Stænderforsamling har frembragt nogle Snese, og hvori den tydske Fanatisme udgyder sil Had mod Danmark og trøster Slesvigholstenerne med, at naar de blot ville holde ud en 2-3 Aar endnu, saa skal Hjælpen ej udeblive. Der synes altsaa, som om det skrappe Gjennemsyn, vort Toldvæsen underkaster Bogpakkerne, som ankomme fra Tydskland, og som hyppig har havt til Følge, at Politiet bemægtiger sig Et og Andet af politisk Indhold, nu medfører, at man betjener sig af Omveje for at udbrede Oprørsskrifter; er det sandt, at der ved denne Lejlighed er forefundet flere Exemplarer af samme Skrift, kan der vel neppe være Tvivl om, at de skulde have været udbredte og solgte underhaanden. Den paagjældende Toldembedsmand gjorde Anmeldelse til Politiet, som strax næste Morgen indfant sig og bemægtigede sig det politiske Smuglegods. Bemeldte Mathiesen er Chef for Jernbanens Revisionskontor, var i sin Tid Insurgentofficer og en af dem, som ved afdøde Konsul Jantzens Beskyttelse blev sendt til England for at sættes ind i Forretningerne. Kompromitteret i Sagen er foruden ham en anden Jernbanekontorist, forhenværende Insurgentofficer og Adjutant hos v. d. Tann. Vore Autoriteter skulle efter Sigende tage Sagen meget alvorlig, hyppige Forhører ere blevne afholdte, dog er ingen Person belagt med Arrest, og det skal blandt Andet have vist sig, at Mathiesen selv kom fra Rendsborg med samme Tog som Pakken; man har altsaa Grund til at antage, at han selv har havt Pakken med sig og godt kjendt dens Indhold. Den er ikke tilfældig bleven tilfaldt ham under falsk Flag af hans Broder ; han er sandsynlig en virksom Deltager i Forbrydelsen. (Dvk.)

(Ribe Stifts-Tidende 5. juni 1860)

Flensborg, den 20. Juni.

Hr. Redakteur! I Deres ærede Blad fandtes for en Tid siden en her fra Byen indsendt Artikel angaaende nogle af et Par Jernbaneembedsmænd begaaede Misligheder med Hensyn til Indsmuglingen af oprørske Skrifter, i hvilken Anledning Korrespondenten i det Hele omtalte de ved den sydslesvigske Jernbane ansatte slesvigholsteenske Bestillingsmænd. Jeg skal tillade mig at meddele Dem nogle Oplysninger i Henseende til de omtalte Personligheder. - Den ommeldte Matthiessen har ikke været ansat ved Jernbanen i nogen offentlig Stilling, men hos Forpagterens Driftsbestyrer, Hr. Louth, under hvem han arbejder ved Gjennemsynet af Driftsregnskaberne. Han blev i sin Tid efter Anbefaling af Jernbanedirekteur, Kammerjunker Krieger og Consul Jansen sendt til England for at oplæres til Stationsforvalter, men efter hans Tilbagekomst modsatte man sig fra den kgl. Befuldmægtigedes Side, at han ansattes i den nævnte Egenskab eller overhovedet i en Stilling, hvor han traadte i umiddelbar Berøring med Publikum, hvorimod man ikke godt kunde hindre hans Ansættelse i en privat Stilling under Hr. Louth. Forøvrigt skildres Mathiesen af dem, der daglig arbejder sammen med ham, som en rolig Mand, der ikke blander sig synderlig i Politik, ligesom han idetmindste tilsyneladende heller ikke hører med til den junggermanische klique her i Byen. Den anden i den ommeldte Sag indviklede Person bliver ogsaa anseet for at høre til de mere uskadelige Slesvig- holstenere. Men den Allerværste af de ved vor Jernbane ansatte Slesvigholstenere, den, der var Sjælen og Tanken i dem, og hvem mange Ligesindede i den Tid skyldte deres Ansættelse, var en Hr. Hirschfeldt, der, saavidt jeg erindrer, arbejdede under Hovedingenieuren i Sir M. Petos Tjeneste, og som nok nu. bestandig i Petos Tjeneste, befinder sig oppe i Nørrejylland. denne den Allerværst, af alle Jernbanens Slesvigholstenere blev i sin Tid antagen paa Anbefaling af den danske Generalkonsul i Hamborg.

(Dannevirke 21. juni 1860)

Eskildsen sætter Skib på Grund. (Efterskrift til Politivennen)

I Onsdags Morges kom for Udgaaende en svensk Brig med Kjøbenhavns Lods ombord til at staae paa Landgrunden til N. for Qvarantaine-Broen; Vinden sydl. eller S. t. O., Bram-Seils Kuling, smukt Veir. Under saa gunstige Omstændigheder, 7 Streger rumt, er det sandeligen ei meget hæderligt for en Lods at sætte et Skib fast, og en stor Skam for Kjøbenhavns Lodseries Autoritet er det, at der ei strax, da Ulykken var skeet, blev fra dens Side gjort alt muligt for igjen at bringe det flot. Enhver, der har den mindste Idee om Vind, Veir, Strøm og Vandstand her, veed, at med den sydlige Vind, som satte ind til efter den stive N. V. Brise, vi havde havt, vilde Vandet løbe ud og derved Vandstanden blive betydelig lavere. Havde altså Autoriteten intet Begreb derom, maa man beklage, at en Mand i over 30 Aar kan have drevet om paa Toldboden, uden at have erhvervet sig denne Kundskab, og var den bekjendt med denne selvfølgelige Natur-Begivenhed, er det at beklage, at den har den totale Mangel af Espirit, ved ikke, for Kjøbenhavns Lodseries Æres Skyld, at sætte Alt øieblikkeligt i Bevægelse for igjen at skaffe Skibet flot.

Vedkommende, der er Lodsoldermanden, Havnecapitain Baadeholder Eskildsen, vil vel undskylde sig med, at der i fra hans Side blev gjort Alt, hvad der dengang kunde gjøres, men vi tillade os forud at møde denne Retfærdiggjørelse med den bestemte Erklæring, at mange Timer efter at Skibet var kommet paa Grund, var der ei gjort andet end udført et par Varp, en Foranstaltning, som han burde have vidst ei var tilstrækkeligt, da Vandet faldt meget stærkt. Imod Eftermiddagen tiltog Kulingen, dog ei mere, end at Fartøier meget godt kunde lægge paa dets Bagbord Side for at lempe det.

Indsenderen af disse Linier, der uden at være Sømand dog ei er usøkyndig, har saameget mere troet sig beføiet til at gjøre Publikum bekjendt med denne Affaire, som det er ham bekjendt, at en dygtig Mand fra Helsingør, har, for ikke længe siden, indgivet til det kgl. General-Toldkammer- og Commerce-Collegium en Deel Besværinger over Lodserierne her i Landet.

Kjøbenhavn den 11te Octb. 1844.

(Kjøbenhavnsposten 14. oktober 1844)

Albrecht Gottlob Bech Rye (1820-1894). (Efterskrift til Politivennen).

Gadeoptøierne den 20de Januar d. Aar. I et foregaaende Nr. have vi berettet, at Politiet havde arresteret et ungt Menneske, som havde havt en væsentlig Andeel i Gadeoptøierne d. 20de Januar d. A , og vi skulle nu, efter at have erfaret de væsentligste nnder Forhorene fremkomne Data, indlose vort Lefte at meddele vore Læsere en Beretning derom.

Saaledes som Arrestanten, hvis Navn er Albrecht Gottlob Bech Rye, har fortalt de Begivenheder, hvortil han har medvirket, maae de ogsaa, efter de iøvrigt fremkomne Oplysninger, antages at være foregaaede. Han havde, sagde han, overværet Plaideringen af Hr. Lehmanns Sag for Høiesteret, og var blevet i hei Grad exalteret; den 20de f. M., da Dommen blev afsagt, opholdt han sig udenfor det saakaldte Prindsens Palais, for at erfare Resultatet , og da dette var bleven forkyndt, og den forsamlede Menneskemasse salte sig i Bevægelse til lille Kjøbmagergade, formodede han, at dens Hensigt var at bringe Hr. L. et Hurra udenfor hans Bopæl, hvorfor han ilede sammesteds hen, men ad en anden Vei, for at komme hurtigere. Underveis gik han ind i en Boutik og laante der, mod at sætte sin Kniv i Pant, en Stok, for  at han kunde have Noget at værge sig med, hvis Politiet skulde falde paa med Magt at adsplitte Folkemassen, naar den raabte Hurra, men han fik ingen Anledning til at bruge den. Under det første Hurra, som udbragtes, stod han paa Kultorvet, og da han faae, at de udenfor Hr. Lehmanns Bopæl forsamlede Mennesker flygtede til begge Sider, som han antog, adsplittede af Politiet, tilraabte han med høi Stemme den Masse, der løb mod Kultorvet, at staae, og opfordrede den dernæst til at følge ham, hvorpaa han med en Deel Mennesker begav sig hen til Hr. Lehmanns Bopæl og udbragte Hurra for ham. Fra dette Sted fulgte han med Mængden ned ad store Kjøbmagergade til Østergade, idet han havde hørt Noget yttre, at man skulde begive sig til Amalienborgplads for at bede om Naade for den Domfældte; (hvilken Idee begeistrede ham.) Da den Masse, hvori han befandt sig, standsede paa Østergade, tvivlraadig og delibererende om, hvorhen den skulde vende sig, raabte han: "til Amalienborg!" og fik saaledes en stor Deel Mennesker til at følge med derhen, hvor de opstillede sig ved Statuen, ligeforan Hs. Majestæts Palai. Her udbragte han et "længe Leve" for Hr. Lehmann, hvorpaa fulgte Hurraraab fra de omkring ham Staaende. Da han i lang Tid havde tænkt paa, hvor ønskeligt det var, om Landet kunde erholde en Constitution, meente han, at nu var der meest passende Øieblik kommet til at frembære dette Ønske for Hs. Majestæt, og han udbragte derpaa "et Leve for Constitutionen"; hvilket atter ledsagedes af Hurraraab fra de Mennesker, der omgav ham. Hans Exaltation havde nu naaet sit Høieste, og efter at han havde udbragt dette sidste Raab, blev han nedstemt, ja han kom endog i en uhyggelig Stemning, især fordi han havde ventet at see HS. Majestæt vise sig paa Balconen for "Folket", hvilket ikke skete. Til den Mismod, der saaledes strax betog ham, og vedblev hele  Dagen bidrog ligeledes et Blik, han kastede paa de Omgivelser der havde ledsaget hans "Leve" for Constitutionen med Hurraraab; thi han var gaaet til Amalienborg mellem velklædte Personer, som han antog for Studenter, men han bemærkede først nu, at disse vare blevne tilbage i Frederiksgaden, og at han meest var omgivet af Gadedrenge og den laveste Pøbel. - Mismodig gik han nu omkring i Gaderne Resten af Dagen, og var vel tilstede ved nogle af de Optøier, der fandt Sted om Aftenen, men uden at deeltage deri, indtil han blev ført hjem af en af hans Bekjendtere, der havde erfaret hans Adfærd paa Amalienborg, og som opsøgte bam, for at forebygge, at han deeltog i de Excesser, man ventede om Aftenen.

Arrestantens Exaltation havde været saa stor, at han ikke nøie kan anføre ipsissima verba, han paa de forskjellige Steder havde brugt, og ene den foranledigede hans Adfærd, der, som han har forsikkret, blot skete efter Øieblikkets Indflydelse, og uden at Fornuften fulgte ham, saaledes som han ønskede, hvorfor han ogsaa senere har undret sig over sig selv og fortrød, hvad han havde gjort. Det, Arrestanten saaledes har forklaret om sin Sindsstemning, er ogsaa bekræftet af flere Personer, der have seet ham paa lille Købmagergade, eller talt med ham den samme eller de nærmest paafølgende Dage, og til dem har han blandt andet udladt sig med, at han ikke rigtig havde vidst, hvad han gjorde, at han fortrød det, og skammede sig over sine overilede Handlinger.

Ved Gjennemsyn af hans Papirer oplystes det, at han har skrevet, og tildeels indleveret, adskillige Artikler til nogle af Hovedstadens saakaldte Oppositionsblade, men der skal ikke være trykket andet deraf end et lille Stykke, "Corsaren" har optaget.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. marts 1842).

- Det er vore Læsere tilstrækkelig bekjendt, at Contoirist Albrecht Gottlob Bech Rye, fordi han den 20 Januar sidstleden gik for vidt i sin ved Hr. Orla Lehmanns Domfældelse vakre og ved en sygelig Legemstilstand endmere stimulerede Enthousiasme, af Kjøbenhavns Politi blev anseet for en for den offenlige Roligheds Vedligeholdelse farlig Person, og desaarsag først maatte udstaae en Varetægtsarrest i 4 Maaneder, uden at han ved Tilbud om Caution var istand til at opnaae sin Frihed, og endelig i den mod ham anlagte Justitssag, ved Hof- og Stadsrettens den 31te Mai sidstleden afsagte og i dette Blads Nr. 900 meddelte Dom, blev anseet med den saavel i Forhold til hans Forseelse og de samme ledsagende Omstændigheder, som for et ungt Menneske med god Opdragelse og i en anstændig Stilling, særdeles haarde Straf af 6 Gange 5 Dages Vand og Brød, samt Udredelsen af Actionens Omkostninger. Denne Dom indankede den Tiltalte selv for Høiesteret, hvor Sagen paabegyndtes igaar og endtes idag, under et ikke ringe Publicums Nærværelse. Med hvilken Dygtighed Actionen udførtes, er det overflødigt at omtale, naar vi tilføie, at den var Etatsraad Salicath overdraget, men at bemærkes, fortjener den nidkjære Omhu for den offenlige Sikkerhed og den loyale Afsky for ungdommelig Excentricitet, som charakteriserede Hr. Salicaths Foredrag, og som til Overflod maatte skaffe sig Luft i en med al sin Pomp høist tarvelig Replik paa Defensionen. Denne udførtes efter Tiltaltes Ønske af Justitsraad Guldberg, der med Varme forsvarede og undskyldte sin Clients uoverlagte Adfærd og paastod ham enten aldeles frifunden eller in subsidium straffet med simpelt Fængsel. Høiesteret billigede imidlertid Hof- og Stadsrettens Præmisser og stadfæstede dennes Dom in terminis. Dommen lyder: Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium fik Etatsraad Salicath for Høiesteret betaler Tiltalte 30 Rbd. Sølv.

(Fædrelandet 25. oktober 1842).

Toldere i Næstved og Karrebæksminde.

1848-1850, konst.

Albrecht Gottlob Bech Rye (søn af prokurator Berthel Christian R. og Christiane Schousboe), født 18. juni 1820 i Næstved (Peders), død 17. september 1894 i København. Gift 10. oktober 1851 i Nykøbing F. med Eleonore Eckhardine Marie Birgitte Bjerregaard (datter af konsumtionsbetjent Mathias Peter B. og Maren Christine Christensen), født 18. august 1828 i Nykøbing F., død 12. april 1900 i København.

Postkontorist i København. Toldbetjent i Nykøbing F. 19. august 1843. Toldopsynsassistent på Samsø 24. februar 1846. Konstitueret strandkontrollør ved Bisserup 20. maj 1848. Overtoldopsynsassistent i Rødby 8. juni 1850. Toldassistent i Korsør 21. maj 1851, forflyttet til Slagelse 16. marts 1852, forflyttet til Holbæk 28. juni 1856, forflyttet til København 29. september 1860, kgl. udnævnt 22. december 1862

En Martyr fra Christian den ottendes Dage

I Gaar blev paa Vestre Kirkegaard begravet en gammel, 74 aarig Mand, der beklædte den beskedne Stilling som Toldassistent i Kjøbenhavn. Det turde vel være lidet bekjendt, om ikke helt glemt, at denne Mand - Albrecht Gottlob Bech Rye - for lidt over 52 Aar siden en Tid lang var en af Byens, ja maaske hele Landets mest omtalte Mænd. Det blev han, ikke fordi han egenlig udmærkede sig ved nogen Stordaad i den ene eller anden Henseende, men fordi han paa en højst følelig Maade fik at mærke, at Absolutismen i Forening med Domstolene under Christian den ottende nok en Gang imellem kunde og vilde slaa ordenlig til, og fordi Anledningen til den ublide Fremgangsmaade var af den Beskaffenhed, som den var.

Den 20de Januar 1842 om Formiddagen blev nemlig efter 3 Dages Procedure daværende cand. jur. Orla Lehmann af Højesteret dømt til 3 Maaneders simpelt Fængsel for Indholdet af en Tale, han et Aar tidligere havde holdt i Nykjøbing paa Falster. Hof- og Stadsretten havde kun vurderet Talen til en Bøde paa 600 Rbdlr. Højesterets Forsal i Prinsens Palæ og Gadestrækningen nd derfor var, da Dommen blev afsagt, overfyldt af en Mængde til det, som man kaldte "den bedre Klasse" hørende unge Mennesker, deriblandt ogsaa Rye, der da var Postkontorist.

Saa snart Dommen var blevet bekjendtgjort, begav Rye sig sammen med Menneskemassen, der bestod af flere Hundrede unge Mennesker, ad Lehmanns Bopæl paa Lille Kjøbmagergade til, idet han under Vejs hos nogle bekjendte laante en Stok for at kunne afparere mulige Angreb fra Politiet, naar han deltog, hvilke, var hans Agt, i et Leve for Lehmann; han havde nemlig hørt, at Politiet Dagen i Forvejen havde slaaet dygtig løs paa Folk. De Folkemassen ved hans Ankomst var ved at vige for Politiet, raabte han med høj Røst: Staa! Staa!, hvilket ogsaa syntes at hjælpe. Han deltog derpaa i Levet for Lehmann og begav sig sammen med de øvrige Demonstranter ned ad Kjøbmagergade. Paa Hjørnet af Østergade var det ham, der ved at raabe: Til Amalienborg! fik Mængden til at begive sig derud, og idet han, medens Hovedmængden blev i Frederiksgade, samme med en Del andre stillede sig ved Statuen lige overfor Kongens Palæ, hvor Kongen iøvrigt ikke var til Stede, da han var paa Fælleden, udbragte han, eller - som det staar i Dommen - "forebragte han med høj Stemme det Ønske, som gik ud paa, at Lehmann maatte blive fri og leve længe blandt dem". Efter at dette Ønske var efterfulgt af Hurraraab, udbragte han et Leve for Konstitutionen, paa hvilket atter fulgte et Hurra. Ved at se sig om fandt han sig imidlertid nu væsenligst kun omgivet af Børn, og da han tillige blev skuffet i sin Forventning om, at Kongen fra Balkonen skulde vise sig for Folket, begav han sig bort uden at deltage i de samme Dags Aften og senere forefaldne Demonstrationer.

Otte Dage efter erfarede Politidirektør Bræstrup imidlertid den Rolle, Rye hade spillet. Han blev da arresteret og Sag anlagt mod ham, efter at der Dagen efter Arrestationen, den 28de Januar, var blevet foretaget en indgaaende Husundersøgelse hos ham samt en Ransagning af hans lønligste Gjemmer og Papirer, en Forholdsregel, som intet Udbytte gav, og som i den beskikkede Anklagers Indlæg med stærke Ord misbilliges.

I 4 Maaneder holdtes nu Rye arresteret, uagtet han udtrykkelig roses for sine aabne og oprigtige Forklaringer, hvorunder han bl. a. udtaler, at hans Tanke mod at udbringe et Leve for Konstitutionen, hvilket Leves Udbringelse synes mest at have skadet ham, var, at der ved Indførelsen af en saadan vilde bevirkes, "at Folk og Konge vilde ophøre at staa i Modsætningsforhold til hinanden, hvilket nu ofte skal være Tilfældet, men derimod virke i Harmoni til Fædrelandets Fremtarv". Slutningen af Maj Maaned falder hans Dom, der lyder paa 6 Gange 6 Dages Fængsel paa Vand og Brød, og hvis "Mildhed" begrundes ved Hensynet til hans Ungdom, samt hans Henrivelse af Øjeblikkets Exaltation, hvortil han paa Grund af legemligt Ildebefindende og sygelig Sindsstemning var stærkt tilbøjelig. Nu blev han endelig løsladt mod Kavtion, medens Sagen stod under Appel til Højesteret. Dennes Dom faldt i Slutningen af Oktober s. A. og lød paa Stadfæstelse. En af Ryes Fader indgivet Ansøgning om Benaadning blev efter Meddelelse i Datidens Presse afslaael, og det maa saaledes antages, at Rye har maattet udstaa den ham idømte Straf i al dens Strænghed. Mere værdifuld for ham end en Benaadning turde det imidlertid have været, at han allerede i Avgust 1813 blev ansat ved Toldvæsenet i Nykjøbing paa Falster, hvorved det altsaa faktisk blev erklæret, at den ham overgaaede Domfældelse ikke skulde komme ham til Skade paa Æren, hvilket ellers den Gang almindelig antoges om Idømmelse af Fængsel paa Vand og Brød.

Urolighederne i Anledning af Orla Lehmanns Domfældelse strakte sig ud over ikke saa faa Dage, i hvilken Tid Politiet blev forstærket ved Underofficerer af Hæren, stadig Patrouillering iværksat og Tropperne konsignerede. Naar Kongen i denne Tid og adskillig Tid derefter var i Theatret eller til Festligheder - i den Tid holdt netop Tivolis Carstensen sin berømte "Figarofest", der bl. a. nok havde til Hensigt at vende Folkestemningen andet Steds hen, og som Kongen overværede - holdtes Folk langt borte fra ham ved stokbebevæbnede Politibetjente i Hundredevis; saaledes berettes i hvert Fald i Oppositionsbladene. Samtidig blev Lehmann, der to Dage efter sin Domfældelse var henbragt til Stadens borgerlige Arresthus, i højeste Grad demonstrativt hædret ved Blomster, Digte Skaaltaler, Opkaldelser af Børn og Kager osv.

En lille komisk Episode fra Højesterets Forsal, da Lehmanns Dom afsagdes, bør maaske ikke aldeles forsvinde. En af dem, der opholdt sig dér for at afvente Dommens Afsigelse, blev trykket op mod en Rude, saaledes at denne gik itu. Han nægtede imidlertid, hvori de andre tilstedeværende gav ham Medhold, at erstatte dens Værdi, da Orla Lehmann jo var dømt til at betale alle "af Sagen flydende Omkostninger".

H.

(Dannebrog (København 24. september 1894).

Uro i Holstein. (Efterskrift til Politivennen)

Om uroligheder i Holstein - omend ikke pga. sprog, men som følge af indførelse af nye toldregler i Ditmarsken (Heide):

Ved extraordinair Leilighed er der tilhendekommet Redactionen det sidste Nr. af Kieler Correspondenzblatt, der indeholder tvende Meddelelser fra Heide angaaende nogle tumultariske Optrin, som der have fundet Sted Nytaarsnat, i Anledning af Toldens Indførelse. Den første er en Skrivelse fra Capitain og Digeinspecteur E. J. F. Christensen, I, saalydende: "I efterfølgende Linier meddeler jeg Dem, Hr. Redacteur, en sandfærdig Fremstilling af de tumultariske Optrin, der her have fundet Sted, som jeg beder Dem at optage i Deres Blad. Da disse Tumulter fornemmelig have været rettede imod mig, maa det være mig af Vigtighed, at Publicum erfarer Sagen saaledes som den er foregaaet, førend forvanskende Rygter udbrede sig om den. Allerede anden Juledags Aften fandt flere Opløb Sted, hvorved der bragtes Actuarius Germar og mig ironiske "Hochs", af hvilke Opløb den derværende Øvrighed ingen Notits tog. Det var almindelig bekjendt, at der Nytaarsnat skulde bryde en langt alvorligere Tumult løs: Af Landfogederiet, som  øverste Politiøvrighed, blive Placater bekjendtgjorte til Ordens Opretholdelse; desuagtet forsamlede sig henimod Midnat, efterat til den Tid alt havde været usædvanligt roligt, en Mængde Folk foran Landskabshuset, og disse trak hen foran Doctor Hübener's Huus og bragte denne tappre Forfægter af de ditmarsiske Toldprivilegier et tordnende ni Gange gjentaget "Hoch". Ved dette "Hoch" skal, som det hedder, den constituerede Landfoged, Sognefoged Boysen, selv have været tilstede; han skal ogsaa have forhindret Captain Irminger, som commanderer det her stationerede Militair-Commando, fra, som han ønskede, at drive Folkehoben fra hinanden, for at undertrykke Urolighederne i deres Spire. Efter vedtaget "Hoch" takkede Hr. Doctoren i en ziirlig Tale Folket, og skal have lovet det sin Bistand ved Forbundsdagen. Herfra gik Toget, der forstærkede sig hver Minut ved tilstrømmende Folk, under Hurraraab forbi Toldinspecteurens Bolig til det nye Toldestablissement, som det hedder, i den Hensigt, der at nedrive Toldskiltet, hvilket imidlertid endnu ikke forefandtes. Efter nogen Tumulteren væltede Hobe, som jeg ikke overdrevent anslaar til 500-600 Mennesker, sig langs Torvet og Genfstrasse henimod mit Huus under frygtelige Hurraraab og vedholdende Skrig: "Ud med Forræderen, ned med Forræderen, pereat Spionen osv." og tumulterede paa den Maade en Tid lang, indtil efter Forløb af en Snees Minutter en Infanteri-Patrouille ankom under Capt. Irmingers egen Commando, hvorpaa Pøblen lidt efter lidt adspredte sig. Ingen af Politibetjentene kunde jeg ved dette Optrin bemærke, skjønt det klare Maaneskin gav et tydeligt Overblik over hele Hoben. Til henimod Kl. 4 om Morgenen gjennemstrejfede enkelte Smaahobe af halvdrukne Mennesker gaderne og udstødte gemene Skjeldsord udenfor mit Huus. - Paafaldende maa det altid synes, at Folkets Raseri er rettet imod mig, da jeg ikke staaer i fjerneste Forbindelse med det forhadte Toldvæsen, endogsaa mere end imod selve Toldembedsmændene, og jer er min egen Ære skyldig, derover offentlig at afgive min erklæring. Da ifjor begge de nuværende Over-Toldinspecteurer bereiste Landet, for at udarbeide Forslag til Indførelsen af Tolden i disse Landskaber, vare begge disse Herrer aldeles ubekjendte med Kysternes Beskaffenhed og Localiteten, og henvendte sig derfor til mig for at erholde de nødvendige Oplysninger. Ifølge min Embedsed ansaae jeg det for min Pligt at gjøre dette og har gjort det redelig uden alle Bihensyn, uden egene Interesse, og har ikke skjult mig bag tomme Former og Udflugter. Dette er den Forbrydelse, hvorfor man beskylder mig, idet man indbilder det eenfoldige Folk, at uden min Medvirkning vilde Tolden ikke kunne være bleven indført i Dithmarsken. Hvis der maaske ere udspredte andre løgnagtige Rygter om mig, saa kunne disse kun falde tilbage paa deres jammerlige Ophavsmænd. - I dette Øieblik er her alt roligt, men det er ikke at tvivle paa, at ved den første Anledning ville lignende og da maaskee endnu alvorligere excesser blive udøvede. Under disse Omstændigheder har jeg seet mig nødt til af den kongelige Regering i Gottorp at udbede mig Beskyttelse for min Eiendom og min Person og Sikkerhed imod Heider Publicums Insulter". - Den anden Meddelelse i Correspondetsbladet er af følgende Indhold: "Heide 2 Jan. Indførelsen af Tolden har her foraarsaget noget Røre. Med det nye Aars Begyndelseblev af en Mængde ansete Borgere udbragt et Hoch for Dr. Hübener, der har viist sig meget virksom for Toldfrihedens Vedligeholdelse. Dr. H. svarede i en rørende Tale, hvori han formanede til Ro og Orden og anbefalede et Klageskrift til det tydske Forbund. Derefter forsamlede sig en Mængde Mennesker af de laveste Folkeclasser, drog forbi Toldhusene, raabte "Hoch" for Toldfriheden og Heide, afsang "Ein freies Leben führen wir", begav sig endeligen til en herværende Indvaaners Huus og udstødte nogle meget fornærmende Ord. Til Haandgribeligheder kom det ikke; Grunden dertil maa vel især tilskrives den med Folkecharacteren bekjendte Øvrigheds forstandige og skaansomme Opførsel. Havde man nelig forøget den vistnok forhaandenværende Forbittrelse ved voldsomme Forholdsregler, hvortil der ikke viste sig nogen Nødvendighed, saa vilde der formodentlig uden Nytte være blevet udgydt Blod."

(Kjøbenhavnsposten, 7. januar 1839)

Sangen "Ein freies Leben führen wir" stammer fra Schillers skuespil "Die Räuber". En dengang folkelig udbredt sang. 

Censur i Toldsag. (Efterskrift til Politivennen)

Censur i Odense.I Hempels Avis No. 75, af 17ds., læses følgende:"De bemærkninger om den seneste Toldforordning af 14 April, som have været indførte i Kjøbenhavnsposten, Argus og Apenrader Wochenblatt, og som Censuren ikke tillod blot at omtale i sidste Torsdags-Avis, læses nu udtogsviis i de fleste jydske Aviser. - Saa aldeles forskjellige og hinanden modsigende ere Begreberne om Aanden i den danske Trykkefrihed, uagtet Lovgiveren med saa rene og tydelige Ord har udtrykt samme i følgende gyldne og for den oprigtige Sandhedsven uudslettelige Ord: "Da Vi aldeles ikke ville, at fredelige og oplyste Mænd skulle hindres fra, med Frimodighed og Anstændighed offentligen at tilkjendegive deres Tanker, om hvad der, efter deres Indsigt, kunde bidrage til at fremme det almindelige Bedste; saa skal det ei heller være Nogen forbudt, at yttre sin Mening, angaaende hvad han troer, der kunde være at forbedre eller rette i Landets Love, Anordninger og Offentlige Indretninger." - En Sandhed, som Statens Overhoved saa lydelig har hyldet, vove dens Tjenere ikke at fordømme"

(Kjøbenhavnsposten 21. maj 1831)

Om Tydsk og Dansk her og hisset.

I århundreder havde det tyske sprog haft overmagt over det danske, især i hovedstaden. Den største del af de højere embeds mænd var tyskere. Tysk var hofsproget. Befalinger og ordrer udgik i samme sprog, og armeen kommanderes på tysk. Det for nationen krænkende heri påtaltes under en fremskridende oplysning, især ved censurens ophævelse 1770, i en mængde pamfletter stilet mod tyskerne der udmærkede sig mere ved bitterhed end ved retfærdighed. At tyskerne havde deres forsvarere og at der fandtes et moderat parti, var under den frigivne trykkefrihed i sin orden. Vi vil her anføre fragmenter af et brev fra den tid, hvis forfatter synes at høre til det moderate parti, mens det frembyder et eksempel på den tids vakte nationalfølelse.

"Det er en sandhed hvorom De, min Herre! og enhver sand patriot er overbevist, at kærlighed til sit fødeland og kærlighed til dets sprog er to helt uadskillelige ting. Det lands sprog jeg elsker, er som den piges jeg elsker, det mest harmoniske i mine øren. Og dog, jeg siger det med krænket stolthed, der er intet land i Europa hvor et fremmed sprog således har eklipseret landets, især hos de højere klasser og alle deres slaviske efterlignere, som i Danmark. At fransk er det sprog hvori staterne taler til hinanden og således er blevet den store verdens sprog, det har sin gode grund. Det er sket ved almindelig aftale i Europa og har sin uimodsigelige nytte. Men hvad ret har et andet sprog, det være nok så skønt, nok så dyrket, til at udøve monopol herinde, der er ligeså kendeligt som det er fornedrende for en dansk mand? Hvad grund kan den mand anføre der har været her gennem en række af år, nydt embede i landet og ikke kan tale med dem hvis brød han spiser uden at kræve en agtelse af dem som altid er forbundet med ringeagtelse for dem selv? Hvad grund kan visse familier anføre som selv om de taler landets sprog dog giver det fortrinnet som deres aner talte, og som århundreder ikke har fundet nationalisere så meget at de ved hvilket er deres modersprog, enten tysk eller dansk? For den der kender vores lands historie er grunden let at anføre: De tyske prinsesser, selv de elskværdigste som en Charlotta Amalia, vores kongers lemfældighed og mangel af public spirit hos nationen, både hos folket og vores ældgamle danske adel, er den sande årsag. Zar Peter der ved de mange han indkaldte, søgte at forbedre sæderne hos sit barbariske folk, befalede at enhver fremmed officer inden et halvt år skulle tale russisk under straf af kassation: en lov der så streng den var, dog var en rosværdig følge af den agtelse for sit folk, hvorved en fyrste altid er vis på at vinde dets kærlighed. Christian den Fjerde, disse rigers og det oldenborgske hus' stolthed, hans nationale karakteristiske breve skal for evig forsikre ham den kærlighed og det taknemmelige minde som hans kraftfulde regering fortjente.Det sprog der taltes om hans trone af Huitfeldt, Kaas, Friis, Walkendof og Rosenkrantz, var det som folket talte i begge rigerne, var det som Knud den Store, valdemarerne og Margrete talte.

Ingen rimeligt tænkende hos os kan gøre de fordringer som engelskmænd og franskmænd at selv fremmede som rejser i deres land eller opholder sig hos dem en kort tid, skal lære at tale deres sprog. Vores land er for lille og vores litteratur har ikke kredit nok. Kun af dem der har sat sig ned og lever blandt os, kun af dem kan vi kræve det, bør vi kræve det.
At vores brødre fra Holsten får embeder og andre fordele her i landet, det kan nogen fornuftig dansk umuligt have det mindste at indvende imod. De har i følge deres lands vigtighed, i følge den måde de er forbundet med staten, ifølge kongeloven den fuldkomne ret til det. De får embeder i Danmark og danske i Holsten. Det ene er som det andet. At bestemme det passende forhold i det, dertil hører utvivlsomt visdom. At imidlertid antallet på de retskafne, virksomme og gavnlige mænd som vi har fået fra Holsten ikke er lille, det ved enhver som vil vide det. Men hvad de rimelige blandt folket ønsker er at de alle vil vise os i vores land den agtelse som vi viser dem i deres, og at de ikke bestandig vil være fremmede blandt os. Når de pånøder os deres fremmede sprog, så gør de en ubeskeden regning på vores beskedenhed. Så opvækker de mistanke om ringeagtelse. Og dette er det især som føder misundelse, misfornøjelse og råben."

Det faldt i vores nuværende, elskede konges lod at gøre ende på denne tyskhed. Ved hans første deltagelse i regeringen viste han at han elskede det danske sprog. Og under hans regering har han indsat det i dets rettigheder ved at forordne at bestallinger, anordninger osv. udfærdiges i dette sprog, ligesom han også har befalet at armeen skal kommanderes på dansk. At nationen har påskønnet dette, beviser de mange videnskabelige arbejder der i hans regeringstid er udkommet og de fremskridt til sprogets uddannelse der midlertidig er gjort, så at den før så meget påankede tyske sprogovervægt i Danmark nu er aldeles tilintetgjort.

Der er i den seneste tid talt og skrevet så meget om at det tyske sprog snart aldeles vil fortrænge det danske i den dansktalende del af Slesvig. Men heri findes intet unaturlig når man betænker Slesvigs naboskab og forbindelse med hertugdømmet Holsten hvor alt er tysk, og som er så at sige et skillerum mellem Danmark og det store tyske rige. Betænker man endvidere at de gottorpske hertuger i mange år havde hals og hånd ikke alene over Holsten, men også over den ældgamle provins Sønderjylland, så er det vel ikke at undres over at den sæd som de udsåede, endnu i vore dage bærer frugt. Bortgik så mange år inden hovedstaden, fjernt fra sådant naboskab afkastede det åg, så er det rimeligt at der vil hengå flere år inden det her afgøres hvad der skal være dansk og hvad der skal være tysk. Imidlertid vil gode danske skrifters udbredelse og ansættelse af danske embedsmænd der samvittighedsfuldt opfylder hans majestæts ønske, men især indbyggernes faste vilje, gøre udslaget til fordel for modersmålet.

(Politivennen nr. 1209, Løverdagen, den 2den Marts 1839. Side 136-141)

Redacteurens Anmærkning

Se også om Slesvig.

En forgjeves Reise.

Indsenderen heraf, borger og professionist, rejste den 8. dennes ned til Roskilde for at forhandle mit arbejde hos købmændene, og ved fremvisning af den befalede passerseddel lod den vagthavende portbetjent mig passere. Men jeg havde kun været hos nogle få købmænd og intet afsat endnu, da to politibetjente kom og befalede mig at jeg skulle følge med til justitsråden. Jeg måtte altså følge. Da vi kom på kontoret, var der ingen anden end fuldmægtigen til stede som straks sagde at varerne var konfiskeret og tillige skulle jeg betal ene mulkt som var mere end varernes værd. Jeg blev derover meget ilde til mode og viste ham mit borgerskabsbrev som jeg havde taget med, men det hjalp ikke. Endelig lod han sig dog bevæge imod at jeg skulle give betjentene en dusør. Jeg tilbød dem da 3 mark som de sagde var for lidt, og da fuldmægtigen sagde at jeg ikke kunne give dem ringere end 1 rigsbankdaler, og dernæst at jeg straks skulle forlade byen, så efterkom jeg begge dele.

Jeg tillader mig derfor at spørge: må en mand ikke når han ikke kan blive af med sit arbejde i her i byen, søge at afsætte det i de andre købstæder? En rettænkende mand ser dog alletider  at ernære sig og sin familie på en redelig måde uden at falde det offentlige til byrde.

(Politivennen nr. 742, Løverdagen den 20de Marts 1830, s. 187-188)

Ønske for Kroholdere paa Landet.

Det er temmelig almindelig bekendt at adskillige kroholdere på landet køber deres brændevin i København, og at de for at vinde den godtgørelse som gives ved indførelsen af brændevin fra København til de mindre købstæder, må køre flere mil af deres vej for at passere igennem en af disse købstæder og derved skaffer sig hjemmel til at oppebære nævnte godtgørelse som udgør noget over 3 rigsbankdaler pr. tønde.

Denne som det synes unødvendige kørsel medfører foruden tidsspilde, en del slid på heste og vogne. Og det ville derfor være meget gavnligt for sådanne kroholdere hvis der ved udførslen af brændevin fra hovedstaden straks udbetaltes dem sådan godtgørelse, uden hensyn til noget foregivende om at brændevinen skulle til en eller anden købstad. En sådan omvej med brændevin vækker desuden megen misfornøjelse hos brændevinsbrænderne i den købstad gennem hvilken turen går, da det forekommer dem at der ligger noget ulovligt i førnævnte i sig selv urigtige foregivende.

Vist nok kunne de også have nogen anledning til det, særdeles når en kroholder finder sin regning ved at hente 4 til 6 tønder brændevin i København og dermed at køre sin egen dør forbi flere mil frem til en købstad og tilbage ad samme vej for at opnå ovennævnte godtgørelse.

Indsenderen ønsker derfor de høje ansvarliges opmærksomhed henvendt på om ikke der kunne gøres den påpegede forandring.

(Politivennen nr. 582. Løverdagen den 24de Februar 1827, s. 117-119).

(Et kobbel heste uden for en kro, 1878. Legendarisk maleri af Otto Bache. Statens Museum for Kunst)

Svar paa det af Joh. Andr. Struwe i Politievennen Nr. 572 Indrykkede under Titel: "Inhuman Opførsel af en Toldbetjent i Roeskilde".

I henseende til de klagepunkter som Joh. Andr. Struwe har troet sig beføjet til at anføre imod mig 1. at jeg nemlig har nægtet ham godtgørelse på en passerseddel som var over 24 timer gammel, og 2. at jeg i denne anledning har vist ham grovheder, da erklærer jeg det første klagepunkt imod mig for sandfærdigt som overensstemmende med de kongelige konsumptionsanordninger og den mig meddelte instruks. Modsat ville jeg have handlet mod min pligt, med rette fortjent mine foresattes tiltale og pådraget mig selv ansvar. Retfærdiggjort ved landets love behøver jeg altså intet forsvar for min handlemåde i denne henseende. 

Men hvad det andet punkt angår, da vil enhver fornuftig indse at der i denne sag umuligt kunne være nogen anledning for mig til at være grov, men rimeligere for den som ved sit alt for lange ophold i byen tabte sine deponerede penge, og skulle jeg have sagt Struwe noget ubehageligt eller stødende ord som jeg dog ikke kan tro, må det sikkert have været til genmæle på de grovheder som han rimeligt har sagt mig fordi jeg nægtede ham godtgørelsen. Hvilket jeg vel heller ikke havde nødigt at tåle i det øjeblik jeg stod på min post og gjorde min pligt. 

Det er en let sag at gøre beskyldninger mod en betjent som er alene på posten og uden vidner og hvis forretninger desuden er forbundet med ubehageligheder og chikaner af de forskellige slags folk han har med at gøre. Men når man vil beskylde nogen, må man være belavet på at bevise beskyldningerne, og jeg opfordrer derfor herved Struwe til at opgive de grovheder der af mig skulle være fremførte imod ham. For at jeg sagde at passersedlen ikke var 4 skilling værd, er dog vel ingen grovhed. 

Dette er ikke mit forsvar, for min handlemåde i denne sag behøver intet forvar. Men mit svar på Struwes usandfærdige klagepunkter og jeg ville end ikke have værdiget disse noget svar, hvis ikke det havde været for at fremstille sagen i sin sande skikkelse for min høje foresattte og for det offentlige hvis dom aldrig er ligegyldig for mig.

Roskilde den 8. januar 1827
Clausen.

(Politivennen nr. 577. Løverdagen den 20de Januar 1827, s. 38-40)

Til Portbetjenten i Ringsted.

Den påfaldende uoverensstemmelse mellem anmelderens klage over den ringstedske portbetjents uartigheder og dennes erklæring desangående nødsager anmelderen til at erklære at han med to vidner (for der var to personer på vognen foruden ham) kan bevise sandheden det der er fremført mod samme portbetjent, skønt sidstnævnte gør sig til af i ledtog med møllerkusken at ville bevise at anmelderen skulle have været ikke blot den angribende, men endog den fornærmende. Og dernæst at anmelderen aldeles ikke trænger til portbetjentens tilgivelse for de udtryk der er brugt mod ham i Politivennen, allermindst på grund af at han ikke kender anmelderen da han jo, hvis han tror sig til den grad forurettet, at han trøster sig til at sagsøge denne, kan få at vide hvem han har at bestille med, og desuden nok ved at her til lands alle personer er lige for retten. Personen overhovedet aldeles intet gør til sagen.

(Politivennen nr. 573. Løverdagen den 23de december 1826, s. 846-847)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.

Inhuman Opførsel af en Toldbetjent i Roeskilde.

Ligesom jeg i flere år har taget til Roskilde marked for at gøre indkøb af fødemidler, således indfandt jeg mig der også i år den 25. oktober i år i ovennævnte øjemed. Da jeg kørte ind i Roskilde by, betalte jeg accise af mine varer og blev tillige af betjenten indprentet at jeg ved udkørslen mod at foreviste den seddel jeg havde fået ville få hvad jeg havde betalt for godtgjort.

På grund af det meldte jeg mig den påfølgende 27. oktober da jeg ville køre her til staden hos toldbetjent Classen eller Clausen med min passerseddel. Hvilken han inden jeg kunne nå at fremsætte nogen anmodning om at få den lovede godtgørelse, straks erklærede for alt for gammel og i det hele taget for ugyldig.

Da jeg nu søgte at forestille hr. Clausen at jeg dagen i forvejen ingen lejlighed kunne få til København og at det syntes mig underligt at jeg skulle tabe min ret fordi jeg havde opholdt mig to nætter i Roskilde, blev han yderligere grov og erklærede at min passerseddel var 22½ time for gammel, samt at han ikke ville give 4 skilling for den. Mine øvrige forestillinger om hvor urimeligt det var at jeg skulle betale to gange accise hvis jeg ingen godtgørelse fik, besvarede betjent Clausen i en så stødende tone og på en så uartig og hånlig måde at jeg priste mig lykkelig ved at blive denne tysk-danske person kvit, og måtte da nu finde mig i at betale anden gang ved min ankomst til København.

Foranlediget heraf kan jeg ikke tilbageholde det ønske - for det er mig aldeles ikke om pengene at gøre - at en sagkyndig mand ville fremkomme med forslag til en måde hvorpå i det mindste nogle gran af den humanitet der besjæler landets højeste embedsmænd, kunne blive forplantet til sådanne småpersoner.

Joh. Andr. Struwe.

(Politivennen nr. 572. Løverdagen den 16de december 1826, s. 831-833)

Købstæderne var ligesom København toldområder, dvs man skulle fortolde sine varer når man kom ind i byen. Her ikke i Roskilde, men Vesterport i København. En kvinde har forsøgt at smugle et klæde ind, men opdages af "posekiggeren" med sin hund og stang til at stikke i sække, vognlæs o. lign. (Vilhelm Marstrand, 1831. Københavns Museum)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares i Politivennen nr. 577. 20. januar 1827, s. 38-40.

Svar fra Portbetjenten i Ringsted.

I anledning af et i Politivennen nr. 561 indrykket stykke med overskrift: "En uforskammet portbetjent i Ringsted" kan jeg ikke undlade at melde: at der aftenen den 8. september kl. 7 ankom en vogn til min post i denne bys Vesterport. Og den som kørte samme råbte: "Vil De komme ud!". Ikke som anmelderen har udtrykt sig "Vil De ikke være så god!". Hvorpå jeg da jeg just i samme øjeblik havde en afskrivning i Møllebogen, bad nævnte herre (hvem det var ved jeg ikke) "Vær så god at stige af vognen, og træd indenfor for at forklare hvad De har i Deres vogn!". Hvilket jeg på grund af forordning af 1. februar 1797 dens § 204, troede mig berettiget til. At jeg efter at anmelderen havde bevaret min anmodning om at komme ind med et nej skulle have på den mest uforskammede og truende måde befalet: "Vil De straks øjeblikkeligt stige ud af vognen, eller jeg skal lære Dem noget andet", erklærer jeg for en usandhed. Hvilket jeg kan modbevise med møllerkusken som forinden var ankommet og som fik afskrevet i møllebogen.

Ligesom det efter anmelderens opgivende var helt vanskeligt at se fra vognen om jeg sad  kongelige forretninger, lige så lidt var det vel også fra samme at bedømme om et sådant medførte sandhed eller ikke. Og da det er bevisligt at jeg i samme øjeblik som anmelderen ankom, havde kongelige forretninger at iagttage, som ingen opsættelse tålte, var det vel ikke så stort et under at jeg ekspederede disse forinden jeg varetog at oplukke en rejsende der kun ved et råb fra sin vogn havde anmeldt sig. At jeg kom ud i største embedsiver med mit jernscepter (urigtig benævnelse) og spurgte hvad der var på vognen, samt med bemeldte jernscepter undersøgte samme, er noget som anmelderen har gjort mig en ære ved at omtale. For havde jeg blindt hen og uden at undersøge vognen ladet ham køre forbi, kunne han måske have været ligeså tilbøjelig til at anmelde dette for på den måde at søge min skade som han i nævnte Politivennen har forsøgt. 

Hvad angår at jeg har ladet nævnte herre deponere 16 skilling for sit syltetøj, så vil jeg vel erkende at dette fra min side er en fejl. Men denne tror jeg at være en af de tilgivelige da toldforordningen nævner både multebær og tyttebær, syltede eller ikke nævnes ikke. Ved gennemlæsningen af anmeldelsen vil man behageligst erfare at anmelderen ikke har overholdt toldforordningens § 204. For at holde udenfor porten og fra vognen råbe "kom ud" anser jeg ikke for nogen melding. Hvilket vist nok heller aldrig har været lovgiverens hensigt, at skulle antages for sådan.

Anmelderens uforskammede udtryk imod mig vil jeg tilgive. Dels da han ikke er navngiven, og dels fordi han formentlig er ukyndig om tjenesten ved konsumptionsvæsenent.

Behmann

(Politivennen nr. 568. Løverdagen den 18de November 1826, s. 756-759)

Redacteurens Anmærkning

Artikelserie: Politivennen nr. 561. 30. september 1826, s. 655-656, Politivennen nr. 568. 18. november 1826, s. 756-759 og Politivennen nr. 573. 23. december 1826, s. 846-847.