02 december 2016

Om Tydsk og Dansk her og hisset.

I århundreder havde det tyske sprog haft overmagt over det danske, især i hovedstaden. Den største del af de højere embeds mænd var tyskere. Tysk var hofsproget. Befalinger og ordrer udgik i samme sprog, og armeen kommanderes på tysk. Det for nationen krænkende heri påtaltes under en fremskridende oplysning, især ved censurens ophævelse 1770, i en mængde pamfletter stilet mod tyskerne der udmærkede sig mere ved bitterhed end ved retfærdighed. At tyskerne havde deres forsvarere og at der fandtes et moderat parti, var under den frigivne trykkefrihed i sin orden. Vi vil her anføre fragmenter af et brev fra den tid, hvis forfatter synes at høre til det moderate parti, mens det frembyder et eksempel på den tids vakte nationalfølelse.
"Det er en sandhed hvorom De, min Herre! og enhver sand patriot er overbevist, at kærlighed til sit fødeland og kærlighed til dets sprog er to helt uadskillelige ting. Det lands sprog jeg elsker, er som den piges jeg elsker, det mest harmoniske i mine øren. Og dog, jeg siger det med krænket stolthed, der er intet land i Europa hvor et fremmed sprog således har eklipseret landets, især hos de højere klasser og alle deres slaviske efterlignere, som i Danmark. At fransk er det sprog hvori staterne taler til hinanden og således er blevet den store verdens sprog, det har sin gode grund. Det er sket ved almindelig aftale i Europa og har sin uimodsigelige nytte. Men hvad ret har et andet sprog, det være nok så skønt, nok så dyrket, til at udøve monopol herinde, der er ligeså kendeligt som det er fornedrende for en dansk mand? Hvad grund kan den mand anføre der har været her gennem en række af år, nydt embede i landet og ikke kan tale med dem hvis brød han spiser uden at kræve en agtelse af dem som altid er forbundet med ringeagtelse for dem selv? Hvad grund kan visse familier anføre som selv om de taler landets sprog dog giver det fortrinnet som deres aner talte, og som århundreder ikke har fundet nationalisere så meget at de ved hvilket er deres modersprog, enten tysk eller dansk? For den der kender vores lands historie er grunden let at anføre: De tyske prinsesser, selv de elskværdigste som en Charlotta Amalia, vores kongers lemfældighed og mangel af public spirit hos nationen, både hos folket og vores ældgamle danske adel, er den sande årsag. Zar Peter der ved de mange han indkaldte, søgte at forbedre sæderne hos sit barbariske folk, befalede at enhver fremmed officer inden et halvt år skulle tale russisk under straf af kassation: en lov der så streng den var, dog var en rosværdig følge af den agtelse for sit folk, hvorved en fyrste altid er vis på at vinde dets kærlighed. Christian den Fjerde, disse rigers og det oldenborgske hus' stolthed, hans nationale karakteristiske breve skal for evig forsikre ham den kærlighed og det taknemmelige minde som hans kraftfulde regering fortjente.Det sprog der taltes om hans trone af Huitfeldt, Kaas, Friis, Walkendof og Rosenkrantz, var det som folket talte i begge rigerne, var det som Knud den Store, valdemarerne og Margrete talte.
Ingen rimeligt tænkende hos os kan gøre de fordringer som engelskmænd og franskmænd at selv fremmede som rejser i deres land eller opholder sig hos dem en kort tid, skal lære at tale deres sprog. Vores land er for lille og vores litteratur har ikke kredit nok. Kun af dem der har sat sig ned og lever blandt os, kun af dem kan vi kræve det, bør vi kræve det.
At vores brødre fra Holsten får embeder og andre fordele her i landet, det kan nogen fornuftig dansk umuligt have det mindste at indvende imod. De har i følge deres lands vigtighed, i følge den måde de er forbundet med staten, ifølge kongeloven den fuldkomne ret til det. De får embeder i Danmark og danske i Holsten. Det ene er som det andet. At bestemme det passende forhold i det, dertil hører utvivlsomt visdom. At imidlertid antallet på de retskafne, virksomme og gavnlige mænd som vi har fået fra Holsten ikke er lille, det ved enhver som vil vide det. Men hvad de rimelige blandt folket ønsker er at de alle vil vise os i vores land den agtelse som vi viser dem i deres, og at de ikke bestandig vil være fremmede blandt os. Når de pånøder os deres fremmede sprog, så gør de en ubeskeden regning på vores beskedenhed. Så opvækker de mistanke om ringeagtelse. Og dette er det især som føder misundelse, misfornøjelse og råben."
Det faldt i vores nuværende, elskede konges lod at gøre ende på denne tyskhed. Ved hans første deltagelse i regeringen viste han at han elskede det danske sprog. Og under hans regering har han indsat det i dets rettigheder ved at forordne at bestallinger, anordninger osv. udfærdiges i dette sprog, ligesom han også har befalet at armeen skal kommanderes på dansk. At nationen har påskønnet dette, beviser de mange videnskabelige arbejder der i hans regeringstid er udkommet og de fremskridt til sprogets uddannelse der midlertidig er gjort, så at den før så meget påankede tyske sprogovervægt i Danmark nu er aldeles tilintetgjort.

Der er i den seneste tid talt og skrevet så meget om at det tyske sprog snart aldeles vil fortrænge det danske i den dansktalende del af Slesvig. Men heri findes intet unaturlig når man betænker Slesvigs naboskab og forbindelse med hertugdømmet Holsten hvor alt er tysk, og som er så at sige et skillerum mellem Danmark og det store tyske rige. Betænker man endvidere at de gottorpske hertuger i mange år havde hals og hånd ikke alene over Holsten, men også over den ældgamle provins Sønderjylland, så er det vel ikke at undres over at den sæd som de udsåede, endnu i vore dage bærer frugt. Bortgik så mange år inden hovedstaden, fjernt fra sådant naboskab afkastede det åg, så er det rimeligt at der vil hengå flere år inden det her afgøres hvad der skal være dansk og hvad der skal være tysk. Imidlertid vil gode danske skrifters udbredelse og ansættelse af danske embedsmænd der samvittighedsfuldt opfylder hans majestæts ønske, men især indbyggernes faste vilje, gøre udslaget til fordel for modersmålet.


(Politivennen nr. 1209, Løverdagen, den 2den Marts 1839. Side 136-141)


Redacteurens Anmærkning

Forbud mod tysk blev omtalt i Kjøbenhavnsposten den 23. februar 1836:
I en Skrivelse fra Eckerförde under 14de dennes i "Kieler Correspbl." hedder det: "Ogsaa her, altsaa i Hertugdømmet Slesvig, i et tydsk Land, som imidlertid dog ikke er underkastet det tydske Forbund, ere det unge Tydsklands Skrifter forbudne. Hvilke og hvor mange, kunne vi ikke angive, thi Bogbinderne, Leiebibliothekarerne o. s. v. vide kun at nævne nogle, og heller ikke noget Bestemt angaaende disse Forbudet er blot blevet dem forelæst paa Politikammeret, og det er derfor let at indsee, at de have glemt Navnene. Men skulde det ikke være hensigtsmæssigt, ja aldeles nødvendigt, hvis eller et saadant Forbud skal efterleves, at det blev publiceret i Bladene, eller idetmindste skriftligen insinueret dem, som det skal vedkomme? Men Politiet her har vistnok ikke handlet i den høiere Autoritets Aand; det ønsker, at der i det herværende Ugeblad ikke maa offentliggjøres noget om dette Forbud. Os forekommer en saadan Offentliggjørelse at være saa nødvendig, at vi endog mene, det vilde være hensigtsmæssigt - naar Forbud mod Bøger dog skulde finde Sted, og disse maaske skulde forøge sig - at der da Tid efter anden officielt blev udgivet og udbredt et catalogue librorum prohibitorum, saaledes som det jo pleier at skee i endeel catholske Lande, og der torde efter Analogier og Forhold være at overveie, om Udvælgelsen af et saadant ikke ogsaa burde overlades til den høiere Geistlighed, eventuelt til Generelsuperindenturen. Imidlertid ønskede vi dog først at se det Spørgsmaal besvaret, om en Bog, som er bleven kjøbt inden den blev forbuden, siden kan confiskeres hos Nogen, og om denne da ikke idetmindste bør erstattes de derfor udgivne Penge??" - Maaskee ville Mange ansee det for en Mærkværdighed, at der af "Eckernförder Wochenbl." uforstyrret er udkommet syv Nummere efter hinanden, tildeels endogsaa med Tillæg."
Under titlen "Politisk Fanatisme" blev der i Kjøbenhavnsposten den 29. juli 1838 fyret op under splittelserne mellem dansk og tysk i et svar til præster fra Flensborg (uddrag):
Men hvad skal man sige om Skaalen, naar man vil betragte den som et Udtryk af de flensborgske Præstemænds christelig-kjærlige Sindelag mod deres Embedsbrødre i selve Hertugdømmet; thi saa uvidende kunne de ikke være, at de ikke skulde vide, at der i Nordslesvig findes mange jydske Præster? Og hvad skal man sige om Invectivet, naar man betragter det som rettet mod deres egne Menigheder; thi det er vitterligt, at Flensborg Amt er beboet af Jyder (Sønderjyder) og selv den arrigste Erkeslesvigholstener skal ikke være mægtig til at kunne bevise at den fariske Stamme nogensinde har udbredt sig derhen? Om man end ikke havde historiske Documenter derfor, saa give de danske Stednavne og det endnu levende, skjøndt ved Præsters og Skolelæreres forenede Bestræbelser mere og mere hendøende, danske Almuesprog uforkastelige Vidnesbyrd derom, og det er jo desuden, som Professor Poulsen har oplyst, befalet, at ingen Præst maa ansættes i Flensborg Amt, som ikke er det danske Sprog mægtig; men den Anordning have Tydskerne puttet i Kakkelovnen, ligesom saa mange andre. 
Dette blev fulgt op i Kjøbenhavnsposten den 28. august 1838 med den danske præsts opsigelse af sin stilling:
(Dansk Præstekald i Flensborg.) Efter Forlydende skal den hidtilværende danske Præst i Flensborg have søgt om sin Afsked. Dette Præstekald besættes paa den Maade, at Magistraten i Flensborg repræsenterer tre Candidater, af hvilke saa Magistraten og de deputerede Borgere vælge een. Denne Maade, efter hvilken et dansk Præstekald besættes af tydske Collegier, kan ikke ansees for passende, og der turde derfor vel være Grund til at ophæve denne Skik og bestemme, at dette Kald i Fremtiden skulde besættes umiddelbart af Kongen. - Det danske Præstekaldo Flensborg er kun ringe i Henseende til Indtægterne, men det er vigtig, fordi Hellig-Aands Kirken i Flensborg er den eneste danske Kirke i denne By. Den hidtilværende ræstes formand Pastor Jensen, havde 800 Communicanter om Aaret og virkede desuden meget ved at give Privatunderviisning i det danske Sprog. Men den nuværende Præst har ikke gjort mere, end det høist Nødvendige. Han skal strax efter sit Kalds Tiltrædelse have svaret dem, der af ham begjærede Privatundervisniing i det danske Sprog, at han ikke kunde saa meget dansk, som der udkrævedes til at give Underviisning deri. Den danske Menighed, hvortil Enhver i Flensborg By kan holde sig, er derfor geraadet i Forfald, og Præsten har i de senere Tider ofte været dispenseret fra at prædike, fordi der ingen Mennesker kom i Kirken. Alligevel kan det ikke omtvivles, at der i saa stor en By som Flensborg, der har  14.000 Indvaanere og hvor der endnu høres meget dansk, ere Mange, især blandt de talrige, for det meste kun dansktalende Søfolk, der gjerne ville høre en god dansk Prædiken. En begavet dansk Præst, der tillige viste Nidkjærhed for det danske Sprog, vilde der vist kunne virke meget, saavel til at samle den adspredte og næsten opløste Menighed, som til Sprogets Opretholdelse. Det var derfor at ønske, at man paa høiere Steder ville tage Hensyn dertil. (Dannevirke).
Om uroligheder i Holsten - omend ikke pga. sprog, men som følge af indførelse af nye toldregler i Ditmarsken (Heide) - berettede Kjøbenhavnsposten den 7. januar 1839:
Ved extraordinair Leilighed er der tilhendekommet Redactionen det sidste Nr. af Kieler Correspondenzblatt, der indeholder tvende Meddelelser fra Heide angaaende nogle tumultariske Optrin, som der have fundet Sted Nytaarsnat, i Anledning af Toldens Indførelse. Den første er en Skrivelse fra Capitain og Digeinspecteur E. J. F. Christensen, I, saalydende: "I efterfølgende Linier meddeler jeg Dem, Hr. Redacteur, en sandfærdig Fremstilling af de tumultariske Optrin, der her have fundet Sted, som jeg beder Dem at optage i Deres Blad. Da disse Tumulter fornemmelig have været rettede imod mig, maa det være mig af Vigtighed, at Publicum erfarer Sagen saaledes som den er foregaaet, førend forvanskende Rygter udbrede sig om den. Allerede anden Juledags Aften fandt flere Opløb Sted, hvorved der bragtes Actuarius Germar og mig ironiske "Hochs", af hvilke Opløb den derværende Øvrighed ingen Notits tog. Det var almindelig bekjendt, at der Nytaarsnat skulde bryde en langt alvorligere Tumult løs: Af Landfogederiet, som  øverste Politiøvrighed, blive Placater bekjendtgjorte til Ordens Opretholdelse; desuagtet forsamlede sig henimod Midnat, efterat til den Tid alt havde været usædvanligt roligt, en Mængde Folk foran Landskabshuset, og disse trak hen foran Doctor Hübener's Huus og bragte denne tappre Forfægter af de ditmarsiske Toldprivilegier et tordnende ni Gange gjentaget "Hoch". Ved dette "Hoch" skal, som det hedder, den constituerede Landfoged, Sognefoged Boysen, selv have været tilstede; han skal ogsaa have forhindret Captain Irminger, som commanderer det her stationerede Militair-Commando, fra, som han ønskede, at drive Folkehoben fra hinanden, for at undertrykke Urolighederne i deres Spire. Efter vedtaget "Hoch" takkede Hr. Doctoren i en ziirlig Tale Folket, og skal have lovet det sin Bistand ved Forbundsdagen. Herfra gik Toget, der forstærkede sig hver Minut ved tilstrømmende Folk, under Hurraraab forbi Toldinspecteurens Bolig til det nye Toldestablissement, som det hedder, i den Hensigt, der at nedrive Toldskiltet, hvilket imidlertid endu ikke forefandtes. Efter nogen Tumulteren væltede Hobe, som jeg ikke overdrevent anslaar til 500-600 Mennesker, sig langs Torevet og Genfstrasse henimod mit Huus under frygtelige Hurraraab og vedholdende Skrig: "Ud med Forræderen, ned med Forræderen, pereat Spionen osv." og tumultuerede paa den Maade en Tid lang, indtil efter Forløb af en Snees Minutter en Infanteri-Patrouille ankom under Capt. Irmingers egen Commando, hvorpaa Pøblen lidt efter lidt adspredte sig. Ingen af Politibetjentene kunde jeg ved dette Optrin bemærke, skjønt det klare Maaneskin gav et tydeligt Overblik over hele Hoben. Til henimod Kl. 4 om Morgenen gjennemstrejfede enkelte Smaahobe af halvdrukne Mennesker gaderne og udstødte gemene Skjeldsord udenfor mit Huus. - Paafaldende maa det altid synes, at Folkets Raseri er rettet imod mig, da jeg ikke staaer i fjerneste Forbindelse med det forhadte Toldvæsen, endogsaa mere end imod selve Toldembedsmændene, og jer er min egen Ære skyldig, derover offentlig at afgive min erklæring. Da ifjor begge de nuværende Over-Toldinspecteurer bereiste Landet, for at udarbeide Forslag til Indførelsen af Tolden i disse Landskaber, vare begge disse Herrer aldeles ubekjendte med Kysternes Beskaffenhed og Localiteten, og henvendte sig derfor til mig for at erholde de nødvendige Oplysninger. Ifølge min Embedsed ansaae jeg det for min Pligt at gjøre dette og har gjort det redelig uden alle Bihensyn, uden egene Interesse, og har ikke skjult mig bag tomme Former og Udflugter. Dette er den Forbrydelse, hvorfor man beskylder mig, idet man indbilder det eenfoldige Folk, at uden min Medvirkning vilde Tolden ikke kunne være bleven indført i Dithmarsken. Hvis der maaske ere udspredte andre løgnagtige Rygter om mig, saa kunne disse kun falde tilbage paa deres jammerlige Ophavsmænd. - I dette Øieblik er her alt roligt, men det er ikke at tvivle paa, at ved den første Anledning ville lignende og da maaskee endu alvorligere excesser blive udøvede. Under disse Omstændigheder har jeg seet mig nødt til af den kongelige Regering i Gottorp at udbede mig Beskyttelse for min Eiendom og min Person og Sikkerhed imod Heider Publicums Insulter". - Den anden Meddelelse i Correspondetsbladet er af følgende Indhold: "Heide 2 Jan. Indførelsen af Tolden har her foraarsaget noget Røre. Med det nye Aars Begyndelseblev af en Mængde ansete Borgere udbragt et Hoch for Dr. Hübener, der har viist sig meget virksom for Toldfrihedens Vedligeholdelse. Dr. H. svarede i en rørende Tale, hvori han formanede til Ro og Orden og anbefalede et Klageskrift til det tydske Forbund. Derefter forsamlede sig en Mængde Mennesker af de laveste Folkeclasser, drog forbi Toldhusene, raabte "Hoch" for Toldfriheden og Heide, afsang "Ein freies Leben führen wir", begav sig endeligen til en herværende Indvaaners Huus og udstødte nogle meget fornærmende Ord. Til Haandgribeligheder kom det ikke; Grunden dertil maa vel især tilskrives den med Folkecharacteren bekjendte Øvrigheds forstandige og skaansomme Opførsel. Havde man nelig forøget den vistnok forhaandenværende Forbittrelse ved voldsomme Forholdsregler, hvortil der ikke viste sig nogen Nødvendighed, saa vilde der formodentlig uden Nytte være blevet udgydt Blod."
Den 19. april 1839 citerede Kjøbenhavnsposten et indlæg fra Dannevirke:
(Dannevirke). "En Røst i Farens Tid. Den Dag kan ikke mere være fjern, da slesvigs danske Indvaanere ville erfare om det er deres Konges og Hertugs allerhøieste Villie, at de i deres eget Land skulle vandre i Tydskhedens Trældomslænker, eller at det Aag, de hidtil have baaret, skal kastes af deres Skulder, og den til Selvbevidsthed vaagnede Nationalitet udfolde sine undertrykte Elementer til et nyt og kraftigere Folkeliv. - Vigtig er den Sag, der gjelder Folkets Frihed i dets eget Land; vigtig den Sag, paa hvis Udfald det beroer, om den af Slumren vakte Folkelighed skal skue den unge Morgens hele Herlighed, eller om den atter skal dysses i Dvale og Folkets Venner intet Bedre kunne gjøre, end af alle Kræfter virke til, at det snart kan blive almindeligt i det hele til Fortydskelse bestemte Land, at den dansk-slesvigske Bonde, ligesom hiin Apenrader, i det eneste Sprog, han kjender, kan fortælle den Fremmede: Æ er en Tydsker! - Forventningsfuldt henvende vi derfor vore Blikke til det Sted, hvor det skal afgjøres, om Folkets lydelige Bøn skal trænge igjennem, eller om Modstanderne søndenfor det danske Folk, som have eller som anmasse sig en Stemme i dets Anliggender, om de Fremmedsindede i Folkets Midte skulle  feire den Triumph, at det hidtil herskende System skal vedblive, og den danske Nationalitet fremdeles forhaanes og trædes under Fødderne. - Ængstelig bæver Hjertet ved Tanken om, at det er vort Fædrelands tydske Autoriteter, der i denne Folkesag foredrage vor Konge og Hertig deres Betænkninger; lettere føler det sig ved Forestillingen, at disse Autoriteter ere sammensatte af Landets meest dannede Mænd, og at den ægte dannelse og et saa ophøiet Standpunkt er et Værn mod eensidige Hensyn; det banker freidigt ved Overbeviisningen om, at Hans Majestæts Retfærdighed og Kjærlighed til sit Folk er saa prøvet, at hvad det danske Folk maa kunne vente af enhver Regent, der kjender og agter sine Undersaatters Folkelighed, snarest af alle kan ventes af Folkets Ven, Danmarks konge og Slesvigs Hertug Frederik den Sjette.
En Middelslesviger."
Mens Kjøbenhavnsposten fra 1838 blev stadig mere og mere anti-tysk og bragte mange artikler hvor Slesvig-Holstenske tyskere blev latterliggjort og udstillet, var der også en enkelt artikel fra en holstener, den 8. juli 1839. Her citeres et brev fra nr. 38, 1839 i Kieler Correstondenzblatt (i uddrag):
Hvorledes en Holstener skriver fra Kjøbenhavn.
"Den Kamp, som et dansk Parti under "Dannevirkes" Anførsel paa Literaturens Mark har begyndt imod det tydske Elements foregivne Overvægt i Hertugdømmet Slesvig, maa naturlig ogsaa berøre de heri Kjøbenhavn sig opholdende "Schleswig-Holsteiner" paa mangfoldig, ikke altid meget gemytlig Maade. Vi Tydskere ere noget beqvemme og holder ikke af (??) at omtumle os paa en uhyggelig Dialektiks Tourneerplads, hvor kun tørt Sand suser om Ørerne; kun naar man træder vore helligste Sympathier for nær, naar  man vil overtale os til at troe, at der for os kun gives et enesaliggjørende politisk Samfund, med de Danske, da fare vi vel undertiden med et "Donnerwetter" derimellem, medens den forundrede Danus med fornem Mine beklager vor Nationalfølelses plattydske eder. - Forgjæves søger den fredelskende Tydsktalende at indhylle sig i Taushedens Kappe, eller i alt Fald,med det i sin inderste Overbeviisning krænkede Gemyts Ironi, at smile over de hidsige Angreb paa hans udværtes politiske Existents; dog - "So kan er alle Tage her etc." - De Danske i og for sig frembryde mange elskværdige Charakteersider, muntert Lune og holbergs Vittighed, forekommende Høflighed og Artighed imod hverandre og human Adfærd i gjensidige Livsforhold. Men den hos Øboere sædvanlige Eensidighed yttrer sig med Hensyn til Fremmede paa en ofte mærkværdig Maade. Jo mere den fremadskridende Cultur fører det civiliserede Europas store Nationer en gjensidig Anerkjendelse af deres eiendommelige Character imøde, yttrer sig derimod en dansk Propaganda med en blind fanatismes hele Modbydelighed, som ikke tager i Betænkning at tilregne Modstanderne som en Forbrydelse Resultaterne af Forholdenes naturlige Udvikling. Thi forgjæves spørger man, hvilke forskrækkelige Voldsomheder da de Tydsktalende i Hertugdømmet Slesvig have udøvet, for at fortrænge det danske Sprog. Den politiske Friheds Venner kunne kun smertelig beklage, at en saa talentfuld ung Mand, som Cand. Jur. Lehmann, kan istemme den samme Tone og paatrykke denne, om og forblændede, dog høist beklagelsesværdige, lidenskabelige Færd en ædel og retfærdig Sags Stempel! (hør!!). - For den tydsksindede "Scleswig-Holsteiner" kan denne Korstogpræken kun være i høi Grad piinlig, og den forbittrer ham de aandlige Nydelser, som han ellers, ogsaa paa fremmed Grund,stræber at tilegne sig, men som med al deres blændende Glands aldrig og ingensinde kunne opveie Opoffrelsen af hans helligste Følelser"
Artiklen imødegås på en ret nedladende måde, og et af argumenterne er at artiklen forveksler holstensk med tysk, idet artiklen anerkender tyskere arbejdsomhed mm.:
Holstenerne have rigtignok hidindtil i deres af Naturen saa rigt velsignede Afkrog af Tydskland kun taget liden Deel i Germanernes store Aandelige og Statsborgerlige Bedrifter, og deres nøisomme Folkefæller i Høilandet ere ondskabsfulde nok til at paastaae, at det kommer af den megen Smør og Ost, Kjød og Flesk, Grog og punch, som aarligen fortæres i Holsten ... At de danske Slesvigere have skandinaviske Sympathier, er ligesaa naturligt, som at Holstenerne have germanske. .. At der endelig netop i Hovedstaden kjæmpes for Danskheden i Slesvig, er ligesaa naturligt, som at man gaaer til Kilden for at hente Vand. Ingen tydsk Slesviger eller Holstener, der har samme Agtelse for Andres Nationalitet, som han fordrer for sin egen, vil i Hovedstaden af den angivne Aaarsag finde sin Stilling piinlig og føle sig forstyrret i sine Nydelser; det har jeg af Mange hørt stadsfæstet.
Nis Hansen.
I en artikel fra Kjøbenhavnsposten den 9. august 1839 omtaltes det andet møde på Himmelbjerget:
(Randers Avis.) Den første Folkefest paa Himmelbjerget. Ifjor den 1ste August vare nogle - ikke en Snees - unge Mennesker samlede paa dette Danmarks høieste og skjønneste Punkt. De bestemte at ville mødes sammesteds samme Dag iaar. Kun Een af disse indfandt sig - hvilket gjør os hjerteligt ondt for de Andre, thi Vinket var givet, og nu hidkaldte det 5-600 Danske af alle Stænder og Aldere. Her var Generalen og Soldaten, Greven og Bonden, Præsten og Degnen, Barnet ved Brystet og Oldingen med Sølverhaaret. Her var Maleren, Billedhuggeren og Digteren - ja hele to: Peder Jensen fra Viby Mark og Steen Steensen fra Spentrup. Den Sidste havde ligesaavel som den Første en trykket Vise med, paa Melodien: "Danmark deiligst Vang og Vænge", der blev afsjungen (med flere ældre Folkeviser) af det glædeligt samstemmende Folk, efter først at være indledet ved den fortrinlige Regimentsmusik fra Horsens, der her paa Bjerget hilsede Folket ved sin Ankomst og frydede Hjerterne lige fra Middag og indtil Solen forlod den klare og skjønne Himmel, forgyldende Søer og Strømme, Enge, Marker, Lyngbakker og Bjergskoven - det var som Dagens Konge, til Festens Forherligelse havde forjaget de Skyer, der i lang Tid lige til Aftenen forud havde formørket og vædet Jorden. Taler bleve holdte - og det havde af Præsten og Officieren, og Skaaler tømte for det elskede Fædreland og dets Konge, og for Den, der staaer ham nærmest, og ved sit for faa Aar siden gjorte Besøg paa Himmelkuld vistnok gav første Anledning til en Folkefest, som - det tør vi frit ud spaae - aldrig vil ophøre saalænge Danmark skal være Danmark, en Fest, der er af baade saa høi og dyb en Betydning, at ethvert fædrelandsk Hjerte vil frydes, og det med noget Mere end løse Profetier og flygtige Phantasier: Her var Glæden ingen Indbildning og Haabet ingen Drøm. - Her saaes ingen Standsforskjel - ei engang i Klæderne - Alt var Borger og Borgerinde. Den, der til daglig Brug havde Rang og Titler, havde paa denne sande Folkefest ingen anden end "Dannemand"; og den, vi i daglig Tale kalde høivelbaaren, var frisindet nok til at tale med, synge med, dandse med den, som Alle sige "Du" til. Ikke fordi det skulde just være saa mærkeligt, men fordi det Glædelige ogsaa heri skal vorde Borteværende vitterligt: der var i denne - ellers siger man "blandede", men herom siger jeg "eensformige" - Forsamling ikke den ringeste Uorden, ingen Overdrivelse i Nydelsen af Guds gode Gaver, og ikke et tvetydigt Ord, eller en skjæv Mine at mærke den hele lange, herlige Dag. Den komme igjen hvert evige Aar! - Det ønsker
Een, som var med.
I Haderslev skabte valget af en ny provst og præst også diskussioner omkring tysk eller dansk, Kjøbenhavnsposten 27. januar 1840. I denne artikel bliver der sat lighedstegn mellem tysk sprog og tysksindet:
Om Provsteembedet i Haderslev.
For kort Tid siden blev ved Consistorialraad Provst Strodtmanns Død Provsteembedet i Haderslev Provsti ledigt, hvilket Embede hidtil har været forvaltet af Pastor Primarius ved Frue-Kirken i Kjøbstaden Haderslev. Da Gudstjenesten i denne Kirke er Tydsk, saa maa der naturligviis sees paa, at dette Embede besættes med en Mand, der helst er tydskfødt eller dog saaledes hjemme i det tydske Sprog, at der ingen Hindringer lægger i Veien for hans Embedsvirksomhed. Men samme Mand skal tillige være Provst for et aldeles dansk Provsti, saa at han maa med ligesaa megen Lethed kunne udtrykke sine Tanker paa Dansk, dersom han skal virke med Velsignelse for de ham undergivne Kirker og Skoler. Skulle derfor disse to Embeder fremtidigen forblive forenede, saa kunne vedkommende høiere og høieste Autoriteter ikke anvende for megen Forsigtighed og Prøvelse ved den forestaaende Besættelse deraf.
Det tydsksindede Parti befrygtede strax, at de Dansksindede vilde arbeide paa, at en Danskfødt, d. e. en i Kongeriget født, Mand maatte kaldes til dette vigtige Embede, og denne Frygt gik snart over til en aabenbar Beskyldning i de tydske Blade. "Dannevirrke" viste at denne Beskyldning var ubegrundet, og at der var skrevet saa Meget om det nordlige Slesvigs Danskhed, at en viis Regeringen nok vilde vide, hvad der skulde gjøres. Imidlertid troer jeg dog, at der vel kunde være Et og Andet at oplyse og gjøre opmærksom paa i hiin Anledning. Kort efter Provst Strodtmann døde ogsaa Provtiets anden geistlige Veteram Consistorialraad Pastor Windkilde i Vilstrup. Dette Dødsfald aabnede Udsigt til en naturlig Besættelse af Provsteembedet. Ved Besættelsen af Præsteembedet i Vilstrup, hvor Dansk er udelukkende Kirke- og Skolesprog, behøves altsaa blot at tages Hensyn til Ansøgernes Færdighed i dette Sprog. Der kunde saa i det mindste for Landets Vedkommende ikke indvendes Noget imod, at Sognepræsten i Haderslev forblev tydsk som hidentil. Erfaringen synes ogsaa at tale for, at Provsteembedet vel kan overdrages en Landsbypræst, endog naar en Kjøbstad ligger i Provstiet, hvilket er og længe har været Tilfældet i Flensborg Provsti. Paa denne Maade vilde ogsaa det unaturlige Forhold, at den eneste tydske Præst i Provstiet netop er alle de danske præsters Provst, ophøre. Hvor ønskeligt, ja nødvendigt det maa være, at en dansk d. e. dansksindet Mand bliver Provst her, viser sig især, naar vi see hen til Skolerne, som, med Undtagelse af de tvende Kjøbstadsskoler, ere og maae forblive fremherskende danske, og naar vi betænke, hvor megen Indflydelse Provsten har og efter sit Embedes Natur bør have paa Udnævnelsen af Skolelærerne. Skal en tydsk d. e. tydsksindet Mand prøve Skolelæreren, saa er det saare indlysende, at han især viil betragte Kundskab i det tydske Sprog som en Hovedsag, og Indsigt i Modermaalet, der burde være Hovedsagen, som en bisag. Jeg haaber derfor, at det ikke vil ansees for voerflødigt, hvad jeg her har fremhævet.
Artiklen er underskrevet: En Præst i Nordslesvig, men Kieler Candidat

Politivennen stoppede før udbruddet af 3 årskrigen 1848-1850. Denne blog skal derfor indskrænke artiklerne om denne. Nemlig omkring det tidspunkt hvor et nationalistisk spind gik i gang. Først en artikel fra Fædrelandet, mandag den 20. marts 1848 som nogenlunde korrekt beskrev hvad der skete:
Det er høist alvorlige Efterretninger, Damskibet "Kopenhagen" har bragt fra Hertugdommerne. Privatbreve og Reisende, som ere ankomne med dette, berette nemlig, at paa Forsamlingen i Rendsborg i Løverdags, der ikke blot bestod af Stænderdeputerede, men tillige af Mænd fra alle Egne, have mange Stemmer forlangt, at Schleswigholstein strax skulde proclameres som selvstændig Stat i Unionsforhold med Kongeriget; at forskjellige Petitioner derom forelagdes Forsamlingen, blandt dem een underskreven af en Del Menige blandt de i Rendsborg garnisonerende Tropper i Spidsen; at det imidlertid lykkedes de Mænd, der for Tiden ere de mest formaaende i Hertugdømmerne (Reventlow-Preetz, Olshausen, Clausen, Bargum?) at sætte igjennem, at man foreløbig skulde indskrænke sig til at sende en Deputation til Kjøbenhavn for at overbringe den ovenanførte Fordring paa en schleswigholsteinsk Constitution; at Grev Reventlow-Preetz staaer i Spidsen for denne Deputation, som formodentlig kan ventes hertil med Dampskibet "Skirner" paa Onsdag; endelig, at der er nedsat en permanent Comittee, som naturligvis skal varetage det videre fornødne, ifald Deputationen ikke bringer et fyldetsgjørende Svar tilbage. 
Som det korrekt fremgik af denne artikel, havde hertugdømmerne ikke proklameret sig selvstændige. Den demokratisk sindede Theodor Olshausens forslag om en slesvig-holstensk stat, uafhængig af Danmark og tilslutning til Det Tyske Forbund var blevet afvist af de stænderdeputeredes forsamling, og i stedet en sammenlægning af begge hertugdømmernes stænderforsamlinger, en fælles slesvigholstensk forfatning og Slesvigs optagelse i det Tyske Forbund ligesom Holsten  der udover at være medlem af det Tyske Forbund også var underlagt den danske helstat. Man krævede altså ikke løsrivelse fra Danmark. Det fremgik endvidere at 
I Stedet for det til Onsdag den 22de d. M. bekjendtgjorte Møde af danske Borgere i Casino vil, paa Grund af Efterreetningerne fra Hertugdømmerne, et saadant blive afholdt i Aften Kl. 8.
Såvel Fædrelandet som Kjøbenhavnsposten undlod at meddele at deputationen netop ikke stillede krav om løsrivelse fra Danmark. I Kjøbenhavnsposten skrev man den 20. marts 1848: 
I Løverdags er ved et Møde af Slesvigholstenere i Rendsborg affattet en Adresse til Regeringen, indeholdende deres sidste bestemte Fordringer, og en Deputation vil bllive sendt hertil med denne Adresse. 
De nationalliberale ville en slesvig-holstensk opstand. Og Casino-mødet holdt Orla Lehmann sin senere så berømte tale om at hertugdømmerne nu ønskede at løsrive sig. Og en sådan løsrivelse havde man brug for. Og hvis de ikke selv ville det, så kunne man i hvert fald tillægge dem motiver og handlinger til at gøre det. Med denne oppiskede stemning begav hvad man senere betegnede som et Folketog til Christiansborg. Enevælden sluttede. Men i Slesvig-Holsten blev den nye regering opfattet som anti-slesvig-holstensk, og Lehmanns forvrængning af situationen skulle nu pludselig blive til virkelighed - stik imod den nye regerings ønsker. I slutningen af marts rykkede en dansk hær ind i hertugdømmet, og  krigen var en realitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar