Om Sproget i Sønder-Jylland.

(Til dels rejsebemærkninger.)

Det er sørgeligt nok at et gammelt had mellem landsmænd som syntes aldeles hendøet, nu skal oppustes på ny fordi en enkelt mand, hr. Petersen, landmand i Dalby ved Kolding for at tjene andre giver sig af med sådant. Men ve dem som er egentlige ophavsmænd!
Jeg tror ikke jeg tager fejl ved at påstå at en del af de tyske bureaukrater i hvis hænder folket er overleveret, har andel i det. Det er uden eksempel i nationernes årbøger at et folk er behandlet således af dem der lønnes for at varetage deres tarv. De handler som om de beherskede et erobret land. De ter sig som dets egentlige herrer. Og i en vis henseende er de det. For ellers turde de ikke vove så åbenlyst trodse det velgørende lovbud som blev udstedt for 28 år siden, som tilholder dem at hædre og udbrede dannersproget, ikke at tilintetgøre det. De kender aldeles ikke det de foragter. De dømmer efter almuens mundart som de heller ikke formår at vurdere. Den samme mundart tales i og ved Ribe, Vejle, Kolding, Snoghøj, indtil Horsens, og på en del af Jyllands vestside. Men aldrig har man der hørt embedsmændene klage over at almuesproget ikke klang smukt nok i deres ører, lige så lidt som på Bornholm og Lolland, hvis sprog er endnu langt mindre smukt *). Havde de den mindste sans for deres nye fædreland, da ville de ligesom embedsmændene i andre danske egne danne sig selv et omgangssprog eller i det mindste ikke påtvinge det folk der giver dem underhold, et fremmed tungemål i kirke og skole, i rettergangssager og skattebøger, i ethvert dokument, enhver resolution. 

De bør heller ikke tilsidesætte kongens lov. For han er deres suveræn ligesom det øvrige Danmarks, secundum tenorem legis regiæ, som det hedder i den hyldningsakt der udstedes af ridderskab og prælater efter erobringen, hvortil også kongen har henholdt sig ved stadfæstelsen af privilegierne i året 1816, nemlig "for så vidt som kongens uindskrænkede enevoldsmagt over hertugdømmet tilsteder", mod hvilken klausul vedkommende ikke har kunnet gøre indvendig, og som endog synes at tilintetgøre benævnelsen hertugdømme der egentlig bør bortfalde, uagtet det ræsonnement som vedkommende bygger på Christian 1.s for længst kuldkastede indvilligelse. Man bør dog vel agte kendsgerninger som historien forkynder med klare ord. 

Uagtet sprogusurpationens stræben i århundreder er sprogets udbredelse dog ikke lykkedes på denne side af Flensborg. I Haderslev og Åbenrå taler kun embedsmænd og købmænd tysk, og de sidste taler det kun dårligt. På landet tales overalt dansk, ligeledes mellem Tønder og Husum og på hele vestsiden hvor det danske nu fortrænger det frisiske. I Flensborg tales endnu meget dansk, især af de ældre når man taler dansk til dem. Dette er endog tilfældet med embedsmændene, uagtet de ligesom almuen tror at Flensborg ligger i Holsten. De yngre forstår kun lidt dansk, hvilket viser den tiltagede fortrængning uagtet kongens lovbud af 1811. Søfolkene taler for det meste dansk. Flensborg har 3 tyske kirker, rummelige og til dels pragtfulde, men kun en dansk, ubetydelig af udseende og med en mådelig prædikant for også på denne måde at bidrage til at få dannesproget tilsidesat og ringeagtet, ligesom man i Åbenrå prædiker dansk til aftensang, men har tyske salmebøger for at tjenestefolk og andre fra landet ikke skal kunne synge dansk som er det eneste sprog de forstår. 

Øst for Flensborg tales mere tysk end dansk, men i landsbyerne mod vest og syd taler indbyggerne indbyrdes kun dansk. Det tyske nødes de til at tale med embedsmændene som aldrig taler til dem undtagen på tysk!!! endog i Brodersby omtrent 1½ mil fra Ekernförde (egentlig Ekernfjord som det i Flensborg med rette kaldes) tales endnu meget dansk. Det er også en ubehagelig omstændighed for vedkommende som gerne ville udslette ethvert spor af danskhed i dette oprindeligt danske land, at de ikke altid med lige held har kunnet gøre stednavene ukendelige. Søgård er fx gjort til Seegard, som hverken er tysk eller dansk. Lyxborg til Glücksburg, Haderslev eller Harsløv (fordum Hedeby) er meget urimeligt gjort til Hadersleben (et liv fyldt af had og kiv), og Gammel-Thing i Haderslev er på den latterligste måde forvansket til Alter Ding, som findes på to gadehjørner. 

Derimod findes stednavnene uden forkvakling på de stenmærker som vejvæsnet har anbragt ved vejene til rettesnor for lodsejerne ved bestemmelsen af deres vejstykker, fx Bodum, Løjt, Kirkby, Skovby, Hobdrup m.fl. mellem Haderslev og Apenrade. Ligeledes Bolstrup, Alby, Avntoft, Bøgelund, Brodersby m.fl. mellem Flensborg og Ekernförde. I Kiel og staden Slesvig ophører al dansk tale, og personnavnene er for det meste tyske, hvorimod det danske fordum taltes endog på den side af Ejderen. I Flensborg har mangfoldige købmænd danske navne som Hansen, Jensen, Petersen, Mortensen osv. Besynderligt ellers at Petersen i Dalby kan tro at kongen vil bifalde et forslag som kuldkastede hans egen lov!

*) Almuesproget på Lolland er til dels skrigende, men det plattyske i Kiel er heller ikke smukt, og har ofte urimelige betoninger. Selv det højtyske er tit hårdt og slæbende. 

(Politivennen nr. 1205, Løverdagen, den 2den Februar 1839. Side 65-69)

Redacteurens Anmærkning

Den nævnte hr. landmand Petersen fra Dalby er formentlig Andreas Petersen (1792-1870) fra Dalby. Han var deputeret ved stænderforsamlingen i Slesvig og ejede en af Danmarks største bondegårde. I maj 1836 havde Andreas Petersen afleveret et andragende til stænderforsamlingen om at "alle skolelærere som ansættes i hertugdømmet Slesvig, for fremtiden skulle underkaste sig en eksamen i det tyske sprog, og at der i de distrikter hvor skoleundervisningen sker i det danske sprog, nogle timer ugentlig skal undervises i det tyske sprog". Heroverfor var der et andet forslag som ville indsende en petition til kongen om at indføre dansk rets- og øvrighedssprog i de områder hvor almuens sprog og undervisningen var dansk. Stænderforsamlingen behandlede begge forslag igen maj 1838.

Den danske stat bestod på Politivennens tid af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg - og de oversøiske kolonier. Styreformen var enevældigt monarki med København og Kiel som administrative poler. Rets- og forvaltningssproget i hertugdømmerne var tysk. Som artiklen påpeger var kultur og sprog overvejende dansk i Slesvig. Men Hamburgs stærke økonomi betød at tysk sprog og kultur bredte sig nordpå. Sammen med de demokratiske kræfter. 

I første omgang havde Frederik 6. forsøgt at bremse op på denne med de fire rådgivende stænderforsamlinger, hvoraf to (Slesvig og Itzehoe) havde tysk som forhandlingssprog. Artiklen må ses som et udtryk for et spirende oprør mod den slesvig-holstenske bevægelse og det tyske embedsapparat. I maj 1840 udstedte Christian 8. en forordning om at hvor der blev talt dansk i skoler og kirker, skulle dansk også være rets-og forvaltningssprog. Sprogstriden brød for alvor ud i efteråret 1842, og endte som bekendt med krigene 1848-50 og 1864.

(Se fx Johann Runge: Sønderjyden Christian Paulsen (1981), specielt siderne 169-279)

Se også under Slesvig.