Smugkroer og Spillebuler. (Efterskrift til Politivennen)

I 1920'erne vrimlede det med omtaler af ulovlige smugkroer som var blevet afsløret af politiet. Især i Prinsensgade synes det at have gået livligt for sig. Men også på Vesterbro. Smugkroerne opstod især efter at restaurationer måtte lukke tidligt. Fx drev prostituerede ofte natbeværtning til høje priser, disse "damerestaurationer" holdt især til på Nørrebro i skumle baggårde.

Nedenfor et par eksemplariske omtaler, samt et par større sager. 

Fra den lange liste af omtaler, her ganske kort: Fru Winther holdt systue - og smugkro, Søndergade 14, Vesterbro. Fru Oline Hansen, Magstræde 20 i et bagværelse. Tjener Søren Jensen, Borgergade 72 havde indrettet sin lejlighed til smugkro. Johanne Mortensen, Gasværksvej. Spåkonen Johanne Jønsson, Prinsensgade 9 - hun blev idømt 80 dages fængsel. Handelsmand Eklin, Prinsensgade 15. Handelsmand Oluf Mortensen Carlsen, Prinsensgade 12, 1. sal over gården. Fyrbøder Marius Dünweber, Prinsensgade 8, 2. sal over gården. Rebslager Christian Jensen, Prinsensgade 8. "Traver-Valde", translatør Valdemar Petersen, Peder Hvidtfeldtstræde 13. Bøderne blev afsonet i Vestre Fængsel. En "løsagtig kvinde", Martha Larsen, Søndre Boulevard fik december 1922 en bøde for 400 kr. Hun var dømt 4 gange for samme forseelse.

En Smugkro.

To Kvinder, Fruerne Ragna Petersen og Jenny Hansen, som bor paa Søndre Boulevard, har i deres Lejlighed holdt Smugkro. Jenny Hansen, der tidligere har haft en Bøde paa 600 Kr. for samme Forseelse, var mødt, men vilde ikke modtage en Bøde paa 500 Kr. Ragna Petersen var udeblevet: hun vil nu blive efterlyst.

(Nationaltidende, 24. april 1923, 2. udgave).

Meine Tante -deine Tante paa Vesterbrogade Nr. 17.

En Spillebule stormet i Nat.

17 Spillere i et lillebitte Kammer.

Politiet har i længere tid haft sin Opmærksomhed henvendt paa Ejendommen Vesterbrogade Nr. 17. hvor man efter den ordinære Cafe Lukketid om Natten ved 1 -Tiden til Stadighed har kunnet se mystiske Skikkelser forsvinde ind gennem Gadedøren. og derfor snart følte sig overbevist om. et der blev drevet enten Spillebule eller Smugkro.

I Nat mobiliseredes derfor alle Svendsgadestationens civile Betjente. og efter at man havde konstateret. at der i hele Huset kun fandtes Lys i et enkelt Vindue oppe paa 4. Sal, skred man til mandstærkt Angreb paa den paagældende Lejlighed baade fra Hoved- og Køkkentrappen. En af Politimændene, Jørgensen-Rødvig gættede sig til et Rankesignal paa Hoveddøren ; denne blev aabnet paa Klem og i samme Nu stormede Betjentene ind i Stuen med Lyset - saa godt dette da lod sig gøre! 

Thi Stuen var et lillebitte Kammer der under normale Forhold kun var bestemt til Ophold for et Par Mennesker. Men p. t. opholdt der sig ikke mindre end 17 Personer derinde - Værten, en yngre Malermester Schrøder, der bor tilleje hos den Familie, som egenlig har Lejligheden, samt 16 Gæster, af hvilke det overvejende Antal var Kellnere fra de prominente Restaurationer omkring Raadhuspladsen og Tivoli, der her afleverede deres indtjente Dagløn.

Der blev spillet ."Meine Tante - Deine Tante", Hazardspillet med de to Kortbunker, af hvilke den ene tilhører Spilleme, den anden Bankøren. Og Gæsterne hang bogstaveligt taget paa Ryggen af hinanden for at naa Ind til "det grønne Bord".

Af Penge lykkedes det ikke politifolkene at beslaglægge noget nævneværligt af den simple Grund at de slet ikke kunde komme ind i den lille overfyldte Stue, inden Sedlerne var revet væk af Bordet og forsvundne i Lommerne. Men samtlige 17 Spillere maatte i et mægtigt Optog der mindede om en Flok lam paa Vej til Slagtehuset vandre den pinlige Gang hen paa Svendsgades Politistation, hvor de maatte opholde sig, til man havde konstateret Rigtigheden af de af dem opgivne Navne og Adresser.

Senere kommer det endnu pinligere Møde i Politiretten.

(Aftenbladet (København) 15. juni 1923).

En Kelner Hans Olsen, der havde drevet Smugkro i Eskilsgade for Kvarterets letlevende Kvinder, blev i Gaar idømt 300 Kr. i Bøde.

(Nationaltidende 4. juli 1923).

Cigarhandlerskens lille Ølhalle.

Cigarhandlerske Ida Mathilde Groskopt, Hambroesgade 23, der tidligere er mulkteret for Overtrædelse af Næringsloven, stod atter i Gaar i Byretten, sigtet for at have solgt Bajerskøl i sin Butik til Fortæring paa Stedet.

Rapporten oplyste, at der i Forreningen var stillet Kasser og Bænke frem til Kunderne at sidde paa, medens de lod Bajerne løbe ned.

Der var mødt en halv Snes Vidner. Da hun nægtede at afgøre Sagen med en Bøde paa 90 Kroner, gik den til nærmere Undersøgelse.

(Folkets Avis - København 23. december 1926).

Kampagnen imod Smugkroerne.

Tre Anholdelser i Formiddags.

Som vi tidligere har omtalt, findes der i Adelgade- og Borgergade-Kvarteret et Utal af Smugkroer, som Politiet i den senere Tid har slaaet ned paa, hvorefter Indehaverne har faaet alvorlige Bøder.

I Eftermiddag skal der hos Dommer Eide behandles en Saag angaaende en Smugkro i Borgergade 54, som indehaves af Arbejdsmand Thorvald Petersen, Musiker Scheffczik og Skorstensfejer Orla Mathiassen i Fællesskab. 

Det ser ud til, at dette Tilfælde er af en særlig ondartet Karakter, idet Politiet i Formiddags har sat de tre Indehavere under Anholdelse.

Formentlig har man ønsket at sikre sig mere selvstændige Forklaringer, end det mulig blev Resultatet, hvis de tre Herrer havde Lejlighed til at konferere med hinanden.

(Nationaltidende 28. marts 1928, 2. udgave).

Politiets Kamp imod Smugkroerne.

Husassistentens dyre "Sjus"

Politiet fører, som tidligere omtalt, en energisk Kamp imod det Smugkrouvæsen, der dærlig drives omkring Adelgade- og Prinsensgadekvarteret.

For nogen Tid siden anmeldte en Husassistent Ella Sørensen, som havde været natilig Gæst i Repræsentant Holger Christiansens Smugkro, Klerkegade 26, at hun havde købt en "Sjus", som hun havde betalt med 2 Kroner. Politiet rejste paa dette Grundlag Sag imod Christiansen, der i Gaar af Dommer Victor Hansen blev idømt 300 Kr. i Bøde. For ikke længe siden fik han 100 Kr. i Bøde for et lignende Forhold.

Landsretten idømmer en Smugkrovært Fængselsstraf.

I Gaar afholdt Landsretten en anden Sag indenfor samme Kategori.

Den Tiltalte hedder Søren Jensen og har haft Smugkro i Adelgade. For Tiden opholder sig i Vestre Fængsel, hvor han er i Førd med at afsone en Bøde paa 600 Kr.

Under en ny Sag var han ved Byretten idømt en Bøde paa 800 Kr.

Landsretten forhøjede Straffen til simpelt Fængsel i 30 Dage.

(Nationaltidende 1. maj 1928).

"Smugkro" i Absalonsgade.

En "Husassistent" Agnes Jørgensen, der i Absalonsgade 35 driver en Smugkro, var blevet anmeldt af nogle af Gæsterne, hun var blevet Uvenner med.

I Retten hos Dommer Eide har hun nægtet at have modtaget Betaling for de Drikkevarer, hun har serveret.

Frk. Jørgensen blev idømt en Bøde paa 300 Kr. for ulovligt Værtshushold.

(Nationaltidende 15. juli 1928).

Den største Smugkro i Byen ryddet af Politiet.

Et uventet og uvelkomment Besøg. - Automobilvaskeriet paa Halmtorvet viste sig at være Nat-Restaurant.

Om faa Dage vil Dommer Eide faa forelagt en ny Smugkrosag, og denne Gang drejer det sig efter Politiets Mening om den største Smugkro i København.

I nogen Tid havde Opdagerne holdt Øje med et Automobilvaskeri paa Halmtorvet, og undret sig over, at der Natten igennem ankom en Række Automobildrosker til Stedet, fyldte med glade Damer og Herrer.

"Automobilvaskeriet" var installeret l en stor Hal, der tilhørte Belysningsvæsenet.

Ved nærmere Undersøgelse fik man Viden om, at Vaskeriet var meget populært i visse Dele af Vesterbro, hvor Restaurantgæsterne ved Lukketid drøftede, om man skulde tage en lille Tur over til "Gasværket"  hvilket var Stedets Kælenavn - for at se, hvorledes det stod til.

Til sidst blev Politiet klar over, at man nu kunde foretage Afsløringen af en Smugkro, og forrige Nat trængte en større Skare Betjente ind i Lokalet, hvor man fandt et Selskab paa en Snes Personer. De maatte alle med til Politigaarden, medens Betjentene konstaterede, at "Vaskeriet" var omdannet til en moderne Nat-Restaurant.

Inden Politiet forlod Ejendommen, rullede adskillige Automobiler frem, og det ene Selskab efter det andet blev stoppet og ført til Politigaarden, for at Navne og Adresser kunde blive fastslaaet. Det er en Sølvfølge at diaae intetanende Gæster blev højlig forskrækkede ved at blive modtaget af Betjentene. De paaberaabte sig, at de jo intet ulovligt havde foretaget. Men desuagtet kunde de ikke undgaa at komme til at give Forklaring om, hvad Hensigten var med det natlige Besøg. Ogsaa Chaufførerne blev afhørte.

Vaskeriet er lejet af et Par Garagemestre, Hansen og Petersen, i Fællesskab med Restauratør Kai Sørensen fra Lille lstedgade.

3000 Bajere ugentlig.

Mærkeligt nok har ingen af Kuskene, der daglig bragte Øl til den ulovlige Restaurant, fattet Mistanke. Der var omsat 3000 Bajere ugentlig, saa Kuskene maa være gaaet ud fra, at Vaskeripersonalet har været usædvanlig tørstigt, uanset den kølige Sommer.

(Nationaltidende 17. august 1928).

"Vestre Automobil-Vadskeri" var ejet af restauratør Sørensen og lejet til chaufførerne Carl Vilhelm Nielsen og Niels Chr. Petersen. De fik hver 150 kr. i bøde.

Smugkroen på Halmtorvet under dække af en bilvask. Autovask, står der med store bogstaver på siden af bygningen. Foto fra Klokken 5 (København) 14. september 1928.

En Smugkro paa Godsbanegaarden.

Marketenderen sættes under Tiltale - men Statsbanerne siger god for ham!

Gennem Beværterorganisationerne har Politiet faaet Anmeldelse om, at der paa Godsbanegaardens Terræn blev drevet Smugkro, og Politidirektøren har rejst Tiltale mod Marketenderiets Indehaver Anders Jensen, for den 20. August at have solgt Bajere fra en Trækkevogn paa Godsbanegaardens Terræn til fire Mænd fra den nærliggende Flæskehal.

I Gaar var Sagen til Behandling i Byrettens 2. Afdeling, hvor Beværter Jensen mødte med Overrestssagfører Byrdal, der oplyste at Anders Jensen havde Kontrakt med Statsbanerne om ogsaa at have en Vogn staaende inden for POrten paa Godsbanegaarden. Vognen havde staaet der i 27 Aar, ogi Kontrakten havde man af Hensyn til Portærerne forlangt, at Vognen skulde staa der. Desuden havde Jensen Beværterborgerskab.

Dommer Victor Hansen henstillede, at Overretssagfører Byrdal ansøgte Indenrigsministeriet om Tilladelse til at lade Vognen staa paa Terrænet, og Sagen blev udsat for at forvente Ministeriets Svar.

(Nationaltidende 23. september 1928).

Tre Vidner anholdt i Retten.

I Gaar afholdt Dommer Eide Forhør angaaende en Smugkro og Hasardsalon, der skulde findes i Klerkegade 26 hos Tjener Algot Sjøgreen. En Mand havde anmeldt, at han var blevet blanket af i Hasard, og at han havde betalt nogle Drikkevarer, han nød.

 Sjøgreen nægtede at have modtaget Penge, og hævdede ligeledes, at der ikke var spillet Hasard.

 Under den videre Forhandling afgav tre Vidner, Carl Hansen, Georg Andersen og Kristiane Andersen saa vaklende Forklaringer, at Dommeren lod dem sætte under Anholdelse for falsk Forklaring.

 Sagen blev derefter udsat til Mandag.

 (Nationaltidende 26. januar 1929).

En Smugkro i Sct. Pederstræde.

I Politiretten behandledes i Formiddags en Sag, der er rejst mod Handelsmand Brenaa som bag en Cigarforretning i St. Pedersstræde havde etableret en Smugkro. Det var Politibetjent Thybjerg, der havde afsløret Kroen, hvor det gik livligt til, da Politiet kom til.

Der var 27 Mennekser til Stede, og de fortalte, dels at de var til Generalforsamling, dels at de var til Fødselsdagsgilde, og begge Dele var selvfølgelig urigtigt.

Alle disse Mennesker skulde have været afhørt i Retten i Dag; men Breenaa vedtog i Mindelighed en Bøde paa 100 Kr., og Vidnerne blev derefter sendt hjem uden at være bleven afhørt.

(Nationaltidende 5. marts 1929, 2. udgave).

"Vasby Kro". (Efterskrift til Politivennen)

Sommerfesten i Vasby Kro.

Et muntert Retsmøde.

I Gaar behandlede i Byrettens 3 Afdeling den tidligere omtalte Affære fra Vasby Kro, hvor forleden Aften en Skare af Egnens livlige Elementer ude fra Gaarden gennem Ruderne bombarderede Gæsterne og den gamle Vært. Rasmus Hansen, med Flasker med det Resultat at Værten blev liggende paa Valen med en dyb og stærkt blødende Flænge i Panden.

Da Politiet kom med "den grønne Bil", havde Voldsmændene taget Flugten og det lykkedes kun at faa fat i to at dem. Robert Jensen og Villy Toft. Og det var dem, der i Gaar maatte staa Regnskab overfor Dommer Troels-Lund for hele Armeens Synder.

Under Forhør kom det forøvrigt til et lille muntert Optrin, idet de to Arrestanters Defensor, Overretssagfører Knud Jarner i sin Iver for at gøre sine Klienters Brøde saa ringe som muligt udtalte, at Vasby Kro var kendt som en obscur Beværtning - en Bemærkning der fik den gamle Rasmus Hansen til at fare op fra sin Stol, som var han bleven stukket af en Bi:

- Hva' er'et. han si'er? En obscur Beværtning' Min Kro! Min pæne Kro, som jeg allid holder Bisserne fra, saa vidt en gammel Mand da kan'et'

Næppe havde Rasmus Hansen faaet Luft for sin Fornærmelse over Sagførerens Tankeløshed gennem denne Udtalelse, før den ene af Arrestanterne Robert Hansen røg i Hovedet paa ham og gav sig til at skælde ud endnu værre end Rasmus Hansen over Udtrykket , "Bisser". 

- Hverken maj eller mine Kammerater er Bisser, a Di vedet. Di rødnæsede Alkoholhøker!

Og det saa et Øjeblik ud til at Retsmødet skulde ende i det rene Anarki og Slagsmaal! Men da skred Dommer Troels-Lund ind og afbrød Diskussionen, der lød paa at Robert Jensen skulde have 60 Dages og Toft 14 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost

Derimod fik gamle Rasmus Hansen ingen Erstatning hverken for sin flækkede Pande eller for sine knuste Ruder og dito Flasker.

(Aftenbladet 2. september 1924).

Vasby Kro. Foto fra Klokken 5 (København) 26. oktober 1927.

Politidirektøren paa "Kostumebal"

Mandfolk i Kvindeklæder.

I al Stilhed har Københavns Politi forleden Nat gjort et Kup, - desværre af sørgelig Art.

Ude ved Sydhavnen, hvor Forholdene danner et helt københavnsk "Far-West", findes en gammel, faldefærdig Bindingsværksbygning, der gaar under det Blichersk klingende Navn "Vasby Kro". Da Havnen blev til, var den gamle Kro Tilholdsstedet for de mange Arbejdere, siden har den været paa skiftende Hænder og under omskiftelig Skæbne, men i den senere Tid har det givet Plads for en Række "Baller" hvis særegne Art kom Politiet for Øre. Det hed sig, at der foregik uhyggelige Ting, med Dans mellem Mænd i Kvindeklæder, i det hele taget en Række Udskejelser af den mest utiltalende med heldigvis sjældne Art. For et Par Aar siden fandtes en lignende uhyggelig Klub paa Frederiksberg, men da Politiet her greb ind, troede man at have faaet Bugt med Uvæsenet. Desværre var det altsaa ikke Tilfældet. De Oplysninger, Politiet modtog om Forholdene i "Vasby Kro", var af en saadan Art, at Politidirektør Fabricius Hansen og hans højre Haand, 1. Politiinspektør Mellerup, personlig tog Affære.

Politidirektøren i Forklædning.

Af Erfaring véd Politiet, hvor vanskeligt det er at komme disse lyssky Foretagender til Livs, og hvor forsigtig man maa gaa frem for at gribe Deltagerne paa fersk Gerning. I al Stilhed lod man derfor civilklædte Politimænd tage Affære, et Par indmeldte sig under falske Navne i Klubben, - hvis Navn er "Thor", - og paa denne Maade skaffede man de nødvendige Adgangskort for Politidirektøren og hans Ledsager.

I forgaars Nat skulde Slaget staa. To jævnt klædte Herrer indfandt sig ved 11-Tiden i Kroens Nabolag og lod Automobilen holde. Paa Politigaarden holdt den store Udrykningsbil parat til Udrykning. Iført den allerjævneste Paaklædning og uden at vække nogen som helst Opsigt, fik de to Herrer, Politidirektøren og Politinspektøren, Adgang til Kroen og satte sig stilfærdigt ved et Bord for at se paa Tingene. Og der var unægtelig nok at se paa.

"Valencia".

I Lokalet opholdt sig godt og vel 150 unge Mennesker, vel at mærke alle unge Mænd, de fleste klædt i udfordrende Damedragter, nedringede, iført Brokadessko og lynende af Similismykker. "Primadonnaen" var en ung Vesterbro-Fyr, der var maskeret og kostumeret som Parisernes Mistinguette, og som optraadte med Mlle Mistinguettes Bravournumer "Valencia" til Akkompagnement af en anden udhalet "Dame". Det hele gjorde et afskyeligt Indtryk, der forøgedes ved den Kendsgerning, det aldeles ikke var Vesterbros Bærme, der optraadte. Selskabet talte tværtimod adskillig. Folk med pæne og velkendte Navne.

Den store Overrumpling,

De to Politimænd blev siddende en Timestid og gjorde deres Iagttagelser. Af og til kom "Damerne" hen til deres Bord, men iøvrigt havde ingen af Deltagerne nogensomhelst Mistanke om, hvem de to Herrer var. Paa et Tegn af Politidirektøren forlod Politiinspektør Mellerup Kroen og ringede fra den nærmeste Telefon til Politigaarden, og faa Minutter efter rullede Politibilen med en Snes civilklædte Betjente op foran Kroen, der blev omringet. Overraskelsen var almindelig, men ingen forsøgte at gøre Modstand. I Biler blev det uhyggelige Selskab i Nattetimerne kørt til Politigaarden, hvor hver enkelt maatte opgive Navn og Adresse.

Resten ligger nu i Politidirektørens Haand.

(Herning Avis 26. oktober 1927)

Vasby Kro lå på hjørnet af Enghavevej/Sydhavnsgade og P. Knudsensgade. Tjener Einar Olsen (arrangøren) fik en bøde på 100 kr, repræsentant Alfred Andersen 80 kr, tjener Knud Heimann 15 kr. og restauratør Rs. Hansen 60 kr. 

Mændene i Kvindeklæder

En uhyggelig Side ved det københavnske Natteliv.

"Damen" paa Halmtorvet og Skønhederne i Café "Blomsten. - Naar Mand udklæder sig som Kvinde.

Man erindrer endnu den uhyggelige Affære fra Vasby Kro, hvor natlige Baller blev afholdt, og hvor det viste sig, at de tilstedeværende var Mænd, klædte i Kvindeklæder. Den ene af "Damerne" sad i dybt nedringet Kvindekostume ved Klaveret og sang, andre, ogsaa dybt nedringede Mænd i Kvindedragter, dansede paa udfordrende Maade.

Disse Baller blev standsede. Det var selveste Politidirektør Fabricius-Hansen og Politiinspektør Mellerup, der foraarsagede det, idet de en Aften, ukendte, skaffede sig Adgang til et af disse Baller.

Hele denne Sag vil snart komme for Retten.

Men det bliver ikke den eneste i sin Slags.

Den paatrængende "Dame" paa Halmtorvet.

- Paa Onsdag kommer Dommer Preisler Knudsen til at behandle en lignende Sag i Byretten.

For nogen Tid siden saa den paa Halmtorvet patruljerende Betjent en Dame, der var stærkt udmejet, og som paa paatrængende Maade tiltalte de Mænd, der gik forbi hende.

Den Slags or jo ikke ukendt paa Vesterbro. Mon denne Dame var særlig ivrig for rat kapre sig Herrebekendtskaber.

Betjenten skred ind og tog hende med paa Svendsgades Politistation. Og her indtraf Sensationen. Den stærkt udmejede Dame viste sig at være - en Mand.

En uhyggelig Opdagelse i "Blomsten".

Et lige saa uhyggeligt Tilfælde indtraf i Fredags Aften i Café "Blomsten" i Istedgade.

En Mand, der ikke er vant til at komme her, var gaaet ind i "Blomsten" for af se paa Nattelivet paa Vesterbro.

Han satte sig alene ned ved et Bord og bestilte sig en Sjus. Da han havde siddet ved Bordet i nogle Minutter, kom to Damer hen til ham og satte sig ved Bordet og talte med ham, og slog paa, at han skulde give noget.

Da Samtalen havde varet et Par Minutter opdagede han, at de to Gæster var Mænd i Kvindeklæder. Han bebrejdede dem deres Opførsel. De to i Kvindeklæder udmejede Mandfolk blev grove og skulle til at overfalde ham, hvilket dog forhindredes.

Mon disse Tilfælde synes at bevise, at Manden i Kvindeklæder er ved at præge det københavnske Natteliv i uhyggelig høj Grad.

(Klokken 5 (København) 2. december 1927).

Københavner-Aften i Vasby Kro. (Efterskrift til Politivennen)

Som et Slags Jævnere Konkurrent til Københavner-Aftenerne paa Anders Jensens Marienlyst og de andre Storetablissementer langs Øresunds Kyst havde den gamle Vasby Kro ude ved det yderste af Enghavevejen paa Hjørnet af Vasbygade i Aftes faaet samlet sig et talrigt og, efter Omgivelserne særdeles udsøgt Publikum, der svang sig over Skænkestuens Gulvsand til de lokkende Toner af en Mundharmonika og en med denne afstemt Redekam.

Stemningen kom efterhaanden fuldt paa Højde med Marienlyst's. Og da Klokken var halvti, var Rekorden derfra endda slaaet med et Par Hestelængder. Thi da var Festdeltagerne saa fulde at man sikkert vilde kunne have trawlet Strandvejen og Kysten herfra til Gilleleje uden at opdrive bare en Rus, der var saa grundmuret som samtlige Vasby Kros, og Værten, Rasmus Andersen, der stod stor og bred bag Disken var klar over. at det maatte ende med Eksplosion.

Den kom ogsaa mægtig og uafvendelig som en Tyfon. Først fik de to Musikere henholdsvis Mundharmonikaen og Redekammen slaaet ned i de respektive Halse og da der saaledes var lukket af for Dansens Fortsættelse kunde de muntre Festdeltagere tage fat paa deres egentlige Formaal, at gennembanke hinanden, saavidt deres Evner og Kræfter rakte.

Det blev en Fest nøjagtigt Mage til de gamle Valhal-Einheriers Fester. naar de havde ædt Rygstykkerne af Odins Gris "Serimner" og drukket hans Mjødanker ud til Bunden. De Vasby Folk brød først alle Rasmus Andersens Borde og Stole i Stykker for at have noget at slaas med i Nærkamp og derefter ryddede de Buffet en og Skænken for Glas og Flasker for at have tilstrækkeligt med Kasteskyts. Og i det næste Kvarter lignede den gamle Kro derefter en lille Klat Ingen Mands-Land umiddelbart før en Løbegravsstorm. Luften var fyldt af Bomber og Granater. Gulvene af faldne og blødende Kæmper, og den arme Vært, der straks ved Kampens Begyndelse havde faaet en Invitation til Deltagelse i denne ved en Inderlig Skalle, der masede hans Næseben og lukkede hans fjærner Øje, havde nok at gøre med at dukke sig bag Diskens Skandse.

Tilsidst forlagdes Kampens Centrum ud i Gaarden. Men da Einherierne her opdagede, at de havde glemt Værten, greb de alle de tomme til kasser, der stod derude, og hev dem som Kæmpebomber ind gennem Etablissementets Spejlglasruder saa der ikke blev en hel Rude tilbage.

Saa kom Politibilen. Den hørtes langt i det Fjærne: Hu - huh - hu - huh - Bot - Bot! Og i samme Øjeblik greb Festdeltagerne Flugten og forsvandt over Rækværker og Mure som en Spurveflok, naar Høgen er over dem: Sauve qui peut, som Franksmanden siger: Stik af, hvem der kan!

Der var ikke en eneste Spurv tilbage hverken i Kroen eller i Omegnen, da Bilen naaede frem til Kamppladsen, saa den maatte køre Hjem igen uden Bytte. I Dag er alle Vesterbros Opdagere paa Klapjagt efter Festdeltagerne. Og da man kender de fleste af dem, findes de jo nok efterhaanden.

Men der bliver ingen ny Københavner-Aften i Vasby Kro foreløbig, i hvert Fald ikke i den første Uge - !

Svip.

(Aftenbladet (København) 2. august 1924).

De eneste to som man fandt, kom for retten den 1. september 1924. De fik hhv. 60 og 14 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Rasmus Hansen fik ingen erstatning.

Se også indslaget om Vasby Kro andetsteds på bloggen. Vasby Kro blev regelmæssigt hærget af slagsmål. 5. december 1920 havde 5-6 halvfulde værftsarbejdere kastet sig over en mand ved navn Munkeboe. Det lykkedes i første omgang værten og et par kraftige mænd at få stoppet det, men så fik de brækket noget af trappegelænderet. 

Kroen blev nedlagt i 1931.

Vasby Kro var ikke den eneste som blev stormet af politiet. I Aftenbladet kunne man i resten af 1924 læse om flere andre steder.

Jægerhuset forsvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det vil ligesom give et lille Stik i mangen gæv gammel Vesterbroborgers Hjerte, naar han hører, at Jægerhuset nu synger paa sit sidste Vers.

Jægerhuset er den lille lave Rønne, der ligger paa Hjørnet af Sønder Boulevard og Enghavevej. I gamle Dage laa her i Kongens Enghave et Traktørsted, hvor Jagtbetjentene holdt til, naar der fra Frederiksberg Slot blev afholdt Jagter i Enghaven. Senere i den første Jernbanes Tid, var Jægerhuset Ledvogterhus, og derefter blev det Restauration igen i den gode, gamle Stil med Keglebane og Lysthuse i Haven, hvortil Familierne inde fra Vesterbro kom dragende med Barnevogn og Madkurv. Vesterbro strakte sig den Gang ikke saa langt ud som nu, og det var en hel lille Skovtur at tage ud i Jægerhuset.

Jægerhuset laa frit og aabent, omgivet af Træer. Da Enghavevejen blev hævet for at gaa over den nuværende Banestrækning, forsvandt Jægerhuset halvvejs i Dybet, hvor det laa i den lille Stump Have, der var bleven tilbage, og kippede med de øverste Vinduer ud mod Gaden. Efterhaanden voksede der høje Bygninger op rundt om det, og nu forsvinder det helt for at give Plads for en moderne Hjørneejendom med Butiker og Bankealtaner m. m., men Mindet om det vil vedblive at leve hos den ældre Generation paa Vesterbro, til hvis nøjsomme Glæde det hørte at faa en Pot Kegler i Jægerhusets Have, medens Mutter dækkede Bord i et Lysthus og Børnene dansede til de ikke altid lige rene Toner af et Fortepiano og en Violin, der om Sommeraftenerne og Søndag Eftermiddag leverede Musiken derude.

(København 3. juni 1924)

Jægerhuset havde allerede i 1917 fået sin dødsdom. Stedet var vist berømt for æggekage og store dramme, kaffepunser mm. Foto fra Folkets Avis - København 25. september 1917.

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.

Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente - han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland - , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:

En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Bagsværd Kroe.

Blandt de mange steder hvor politiet vel kan undværes er den ovennævnte kro af de allerværste. hele året igennem er her forsamlingssted for en mængde forvorpne, drikfældige og brutale individer som på deres vej fra og til København her har deres bedested og for en stor del sætter al fortjenesten til. Ofte forekommer også slagsmål og alskens uorden af beskænkede mennesker. Det var derfor ikke af vejen at der bestandig fra politiets side var opsigt med dette sted. Så vidt vides havde den forrige birkedommer justitsråd Knudsen samme steds ansat en politibetjent i dette øjemed. Men det fandtes utilstrækkeligt. I stedet for da at ansætte to, forblev det ved det gamle slendrian, og al opsigt faldt bort. Dersom det lader sig gøre at ansætte to betjente, er der ingen tvivl om at det også bør ske, og idet man anbefaler dette til birkedommerens overvejelse, nærer man det håb at denne energiske mand vil vide at holde over ordenen i hans jurisdiktion og ikke hvile før han ser sig i stand til at lægge en tømme på den kådhed, det fylderi, trekortspil osv. som drives her. 

Det synes mere end tilstrækkeligt når bonden her hviler en time eller i det højeste halvanden. Det bør da forhindres at de sidder der flere timer. Bønderne selv ville stå sig godt ved det, især de fattige som i byen samler sig alt hvad de har til indtægt, og hvis familie lider under den uordentlige sviren i kroen. I al fald er det politiets sag at holde over den udvortes orden, og når fx ved Bagsværd Kro gaden spærres af en lang række vogne, er dette en uorden som absolut ikke bør finde sted. Imidlertid kunne dette også forhindre på en anden måde når nemlig det offentlige købte ejeren ud af det sted som ligger straks over for kroen, hvorved gaden blev så bred at passagen i alle tilfælde kunne være uhindret.

(Politivennen nr. 1318, Løverdagen, den 3die April 1841. Side 221-222). 

Redacteurens Anmærkning

Der blev tidligere klaget over kroen 7. juni 1828 og over kroværten i 1829. 

Ingen Kaffe i Bloustrød Kro.

Da jeg på en rejse til København natten mellem 1. og 2. oktober såvel som min karl og mine heste trængte til en forfriskning, kørte jeg ind i staldlængen ved Blovstrød Kro og lod hestene give foder. Da dette var besørget, gik jeg tilligemed min karl ind i skænkestuen, og da jeg der traf værten selv, bad jeg om at få to kopper kaffe. På mit forlangende gav han til svar at han vidste ikke om han havde nogen, men ville se ad og gik derpå ind i en anden stue, men kom straks tilbage med det svar at ingen af kvinderne var oppe, så at jeg ikke kunne få det forlangte, men derimod kunne jeg få brændevin. Da jeg ikke brød mig om det, begav vi os tilbage til stalden og da hesten havde fået fortæret deres foder, fortsatte vi vores rejse.

I denne anledning tillader jeg mig at fremsætte det spørgsmål om det ikke er en privilegeret kroholders pligt at forsyne de rejsende, til hvilken tid det forlanges, enten nat eller dag, med de allersimpleste forfriskninger? Skulle dette spørgsmål besvares bekræftende, som man håber, så anmodes værten, hr. Holm der ellers så vel vedligeholder og oppudser kroens bygninger om ikke at lade de rejsende forgæves søge sådanne forfriskninger hos sig, hvortil de kan trænge efter at have kørt en lang vej ved nattetider, så at man ikke på hans kro og beværtning skal kunne anvende ordsproget: Butten blanck binnen krank.

P. Olsen

(Politivennen nr. 1241, Løverdagen, den 12te October 1839. Side 645-646)  

Redacteurens Anmærkning

Blovstrød Kro stammer tilbage fra 1763. Den ligger på Kongevejen 21 i Blovstrød.  

Asminderød Kro.

Med kromanden Hammers enkes død ophørte privilegiet til at holde kro i Asminderød. Men siden dette dødsfald som indtraf første påskedag, er der bestandig krohold på stedet. Er forordningen om landsbykroers nedlæggelse ikke ophævet, så ville det være meget passende om denne kro straks efter dødsfaldet var blevet nedlagt da ingen ville tabe, men manges moral og arbejdsomhed vinde ved det. Hvor overflødig denne kro er, vil ses deraf at den er den 13. i en omkreds af 2 mil, og næppe findes der i Danmark en egn der er således forsynet eller rettere overfyldt med kroer. Den omhandlede kro ligger således kun 1/4 mil fra Fredensborg hvor der er to kroer, en halv mil fra Tikøb, en mil fra Esrum som hver har sin kro. Desuden er der i en afstand af omtrent 2 mil fra samme kroer i Harrebæk, Gilleleje, Snekkersten, Humlebæk, Nivå, Sletten, Nøddebo samt på landevejen Nye Kro og Amsterdam. At kroer i landsbyer hvorigennem ingen landeveje går, er skadelige idet de giver lejlighed til lediggang og svir, er en gammel erfaring der også har foranlediget emanation af forordningen af 30. april 1734. Men da der i disse kroer også konstant sælges alle slags fornødenheder, skader de tillige købstadsindbyggernes handel, hvorfor det er ønskeligt at de overflødige kroer nedlægges ved ejerens død og in specie at den her omhandlede straks må nedlægges i overensstemmelse med nys nævnte forordning.

(Politivennen nr. 1173, Løverdagen, den 23de Juni 1838. Side 401-402)

Asminderød Kro som den ser ud i i nutiden. (Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020).

Redacteurens Anmærkning

Skribentens klage var forgæves. Asminderød Kro blev ikke lukket, den lever tilmed stadig. Kroen kan føre sin historie tilbage til 1678-79 hvor den også drev landbrug og købmandshandel. På Politivennens tid blev den drevet af Johannes Chr. Hammer. Hans søn, Fritz Hammer var kendt fra Københavns Bombardement 1807, hvor det lykkedes ham at ramme den engelske general Baird. Imponeret af dette hilste generalen på ham efter slaget. Som belønning fik han en pung med guldstykker og to meget smukke, sølvindlagte pistoler. De findes stadig, og Steen Steensen Blicher skrev et digt om begivenheden. Fritz arvede kroen i 1839.

Til Birkedommeren paa Hirschholms District.

Det vil næppe være undgået fleres opmærksomhed at mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten, men nedsætter prisen hvor sådant lader sig gøre. Da sidstnævnte kro også i andre henseender har fortrin for den førstnævnte, nemlig i hurtigere og bedre beværtning, så kan man ikke antage at man ved den nedsatte pris tilsigter at skaffe sig større søgning. For den vil Amsterdam Kro alligevel efterhånden få når ikke andet liv kommer i Hørsholm Postgård. Men årsagen må være at kroejeren finder at han kan levere en del under taksten og dertil også ser på de rejsendes fordel. Det var på grund af det ønskeligt om hr. birkedommeren ved næste kvartals gæstgivertakst efter behørig undersøgelse ville foretage nogle forandringer. For det må vist nok anses urimeligt at man skal betale 20 eller 25 procent mere på det ene end på det andet sted fordi postkarlene af visse grunde helst bringer den rejsende til Hørsholm Postgård, eller fordi dagvognene skifter heste der og de dermed befordrede er afskåret valget.

 (Politivennen nr. 1081, Løverdagen, den 17de September 1836. Side 608-609) 

"Mens man på Postgården i Hørsholm kræver alt hvad man blot kan være bekendt at kræve efter gæstgivertaksten, er derimod ejeren af Amsterdam Kro langt billigere og retter sig i flere dele aldeles ikke efter taksten" (Det tidligere Hørsholm Hotel. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

I Politivennen nr. 1101, 4. februar 1837, side 791 bekendtgjordes at anmodning ikke var uden virkning. "Hr. kammerjunker og birkedommer Haxthausen har foretaget adskillige hensigtsmæssige forandringer, og om disse end ikke stemmer med sidstnævnte værts ønsker, så har dog de rejsende som besøger ikke ham - for han er altid usynlig - men hans gæstefrue derved fået nogen oprejsning for den mindre hurtige, vel også for den mindre gode beværtning end i Amsterdam."

På grund af de forbedrede veje og den øgede landevejstrafik var Hørsholm blevet et yndet trafikknudepunkt på artiklens tilblivelsestidspunkt.

Postgården (senere Hørsholm Hotel, nu kontorer mm) var et resultat af de nye kongeveje i Nordsjælland. Hørsholm lå fordelagtigt i forhold til de gode nye transportforbindelser. Her kunne man få skiftet heste, og passagererne kunne hvile ud og få et måltid mad. Der opstod flere købmandsgårde, gæstgiverier og værksteder af forskellig art. I 1845 opklarede Haxthausen ret hurtigt et postrøveri.

Amsterdam Kro lå ca. 1 km nord for Hørsholm Slot hvor nu Kongevejscenteret ligger. Den stammer tilbage fra 1774 hvor den dog blev kaldt Christinedals Kro. På Politivennens tid havde den skiftet navn til Amsterdam Kro. Kroen eksisterede til ind i 1900-tallet.