25 februar 2024

"Vasby Kro". (Efterskrift til Politivennen)

Sommerfesten i Vasby Kro.

Et muntert Retsmøde.

I Gaar behandlede i Byrettens 3 Afdeling den tidligere omtalte Affære fra Vasby Kro, hvor forleden Aften en Skare af Egnens livlige Elementer ude fra Gaarden gennem Ruderne bombarderede Gæsterne og den gamle Vært. Rasmus Hansen, med Flasker med det Resultat at Værten blev liggende paa Valen med en dyb og stærkt blødende Flænge i Panden.

Da Politiet kom med "den grønne Bil", havde Voldsmændene taget Flugten og det lykkedes kun at faa fat i to at dem. Robert Jensen og Villy Toft. Og det var dem, der i Gaar maatte staa Regnskab overfor Dommer Troels-Lund for hele Armeens Synder.

Under Forhør kom det forøvrigt til et lille muntert Optrin, idet de to Arrestanters Defensor, Overretssagfører Knud Jarner i sin Iver for at gøre sine Klienters Brøde saa ringe som muligt udtalte, at Vasby Kro var kendt som en obscur Beværtning - en Bemærkning der fik den gamle Rasmus Hansen til at fare op fra sin Stol, som var han bleven stukket af en Bi:

- Hva' er'et. han si'er? En obscur Beværtning' Min Kro! Min pæne Kro, som jeg allid holder Bisserne fra, saa vidt en gammel Mand da kan'et'

Næppe havde Rasmus Hansen faaet Luft for sin Fornærmelse over Sagførerens Tankeløshed gennem denne Udtalelse, før den ene af Arrestanterne Robert Hansen røg i Hovedet paa ham og gav sig til at skælde ud endnu værre end Rasmus Hansen over Udtrykket , "Bisser". 

- Hverken maj eller mine Kammerater er Bisser, a Di vedet. Di rødnæsede Alkoholhøker!

Og det saa et Øjeblik ud til at Retsmødet skulde ende i det rene Anarki og Slagsmaal! Men da skred Dommer Troels-Lund ind og afbrød Diskussionen, der lød paa at Robert Jensen skulde have 60 Dages og Toft 14 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost

Derimod fik gamle Rasmus Hansen ingen Erstatning hverken for sin flækkede Pande eller for sine knuste Ruder og dito Flasker.

(Aftenbladet 2. september 1924).

Vasby Kro. Foto fra Klokken 5 (København) 26. oktober 1927.


Politidirektøren paa "Kostumebal"

Mandfolk i Kvindeklæder.

I al Stilhed har Københavns Politi forleden Nat gjort et Kup, - desværre af sørgelig Art.

Ude ved Sydhavnen, hvor Forholdene danner et helt københavnsk "Far-West", findes en gammel, faldefærdig Bindingsværksbygning, der gaar under det Blichersk klingende Navn "Vasby Kro". Da Havnen blev til, var den gamle Kro Tilholdsstedet for de mange Arbejdere, siden har den været paa skiftende Hænder og under omskiftelig Skæbne, men i den senere Tid har det givet Plads for en Række "Baller" hvis særegne Art kom Politiet for Øre. Det hed sig, at der foregik uhyggelige Ting, med Dans mellem Mænd i Kvindeklæder, i det hele taget en Række Udskejelser af den mest utiltalende med heldigvis sjældne Art. For et Par Aar siden fandtes en lignende uhyggelig Klub paa Frederiksberg, men da Politiet her greb ind, troede man at have faaet Bugt med Uvæsenet. Desværre var det altsaa ikke Tilfældet. De Oplysninger, Politiet modtog om Forholdene i "Vasby Kro", var af en saadan Art, at Politidirektør Fabricius Hansen og hans højre Haand, 1. Politiinspektør Mellerup, personlig tog Affære.

Politidirektøren i Forklædning.

Af Erfaring véd Politiet, hvor vanskeligt det er at komme disse lyssky Foretagender til Livs, og hvor forsigtig man maa gaa frem for at gribe Deltagerne paa fersk Gerning. I al Stilhed lod man derfor civilklædte Politimænd tage Affære, et Par indmeldte sig under falske Navne i Klubben, - hvis Navn er "Thor", - og paa denne Maade skaffede man de nødvendige Adgangskort for Politidirektøren og hans Ledsager.

I forgaars Nat skulde Slaget staa. To jævnt klædte Herrer indfandt sig ved 11-Tiden i Kroens Nabolag og lod Automobilen holde. Paa Politigaarden holdt den store Udrykningsbil parat til Udrykning. Iført den allerjævneste Paaklædning og uden at vække nogen som helst Opsigt, fik de to Herrer, Politidirektøren og Politinspektøren, Adgang til Kroen og satte sig stilfærdigt ved et Bord for at se paa Tingene. Og der var unægtelig nok at se paa.

"Valencia".

I Lokalet opholdt sig godt og vel 150 unge Mennesker, vel at mærke alle unge Mænd, de fleste klædt i udfordrende Damedragter, nedringede, iført Brokadessko og lynende af Similismykker. "Primadonnaen" var en ung Vesterbro-Fyr, der var maskeret og kostumeret som Parisernes Mistinguette, og som optraadte med Mlle Mistinguettes Bravournumer "Valencia" til Akkompagnement af en anden udhalet "Dame". Det hele gjorde et afskyeligt Indtryk, der forøgedes ved den Kendsgerning, det aldeles ikke var Vesterbros Bærme, der optraadte. Selskabet talte tværtimod adskillig. Folk med pæne og velkendte Navne.

Den store Overrumpling,

De to Politimænd blev siddende en Timestid og gjorde deres Iagttagelser. Af og til kom "Damerne" hen til deres Bord, men iøvrigt havde ingen af Deltagerne nogensomhelst Mistanke om, hvem de to Herrer var. Paa et Tegn af Politidirektøren forlod Politiinspektør Mellerup Kroen og ringede fra den nærmeste Telefon til Politigaarden, og faa Minutter efter rullede Politibilen med en Snes civilklædte Betjente op foran Kroen, der blev omringet. Overraskelsen var almindelig, men ingen forsøgte at gøre Modstand. I Biler blev det uhyggelige Selskab i Nattetimerne kørt til Politigaarden, hvor hver enkelt maatte opgive Navn og Adresse.

Resten ligger nu i Politidirektørens Haand.

(Herning Avis 26. oktober 1927)

Vasby Kro lå på hjørnet af Enghavevej/Sydhavnsgade og P. Knudsensgade. Tjener Einar Olsen (arrangøren) fik en bøde på 100 kr, repræsentant Alfred Andersen 80 kr, tjener Knud Heimann 15 kr. og restauratør Rs. Hansen 60 kr. 


Mændene i Kvindeklæder

En uhyggelig Side ved det københavnske Natteliv.
"Damen" paa Halmtorvet og Skønhederne i Café "Blomsten. - Naar Mand udklæder sig som Kvinde.

Man erindrer endnu den uhyggelige Affære fra Vasby Kro, hvor natlige Baller blev afholdt, og hvor det viste sig, at de tilstedeværende var Mænd, klædte i Kvindeklæder. Den ene af "Damerne" sad i dybt nedringet Kvindekostume ved Klaveret og sang, andre, ogsaa dybt nedringede Mænd i Kvindedragter, dansede paa udfordrende Maade.

Disse Baller blev standsede. Det var selveste Politidirektør Fabricius-Hansen og Politiinspektør Mellerup, der foraarsagede det, idet de en Aften, ukendte, skaffede sig Adgang til et af disse Baller.

Hele denne Sag vil snart komme for Retten.

Men det bliver ikke den eneste i sin Slags.

Den paatrængende "Dame" paa Halmtorvet.

- Paa Onsdag kommer Dommer Preisler Knudsen til at behandle en lignende Sag i Byretten.

For nogen Tid siden saa den paa Halmtorvet patruljerende Betjent en Dame, der var stærkt udmejet, og som paa paatrængende Maade tiltalte de Mænd, der gik forbi hende.

Den Slags or jo ikke ukendt paa Vesterbro. Mon denne Dame var særlig ivrig for rat kapre sig Herrebekendtskaber.

Betjenten skred ind og tog hende med paa Svendsgades Politistation. Og her indtraf Sensationen. Den stærkt udmejede Dame viste sig at være - en Mand.

En uhyggelig Opdagelse i "Blomsten".

Et lige saa uhyggeligt Tilfælde indtraf i Fredags Aften i Café "Blomsten" i Istedgade.

En Mand, der ikke er vant til at komme her, var gaaet ind i "Blomsten" for af se paa Nattelivet paa Vesterbro.

Han satte sig alene ned ved et Bord og bestilte sig en Sjus. Da han havde siddet ved Bordet i nogle Minutter, kom to Damer hen til ham og satte sig ved Bordet og talte med ham, og slog paa, at han skulde give noget.

Da Samtalen havde varet et Par Minutter opdagede han, at de to Gæster var Mænd i Kvindeklæder. Han bebrejdede dem deres Opførsel. De to i Kvindeklæder udmejede Mandfolk blev grove og skulle til at overfalde ham, hvilket dog forhindredes.

Mon disse Tilfælde synes at bevise, at Manden i Kvindeklæder er ved at præge det københavnske Natteliv i uhyggelig høj Grad.

(Klokken 5 (København) 2. december 1927).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar