Zigeunere. (Efterskrift til Politivennen)

En Zigeunerbande, hjemmehørende i de ungarske Kronlande, ankom til Kjøbenhavn i Fredags Formiddags med Dampskibet "Stockholm" fra Malmø. Banden, hvis Høvding kalder sig "Borgemester" Kaldaras, og hvis ærværdigste Medlem er en hvidskjægget Olding paa 82 Aar, tæller 21 Medlemmer af begge Kjøn og alle Aldre lige til nøgne, diende Børn, nemlig 5 Mandfolk, 4 Fruentimmer og 12 Børn. Det sorte, stride Haar hænger i lange Krøller eller Pidske med indflettede simple Smykker ned over de brune Ansigter; Hovederne ere paa Mandene dækkede af Huer af Læder eller Faareskind, paa Qvinderne af smudsige Tørklæder; Mandene bære Faareskindstrøier eller snorebesatte Kapper samt paa Fødderne Sandaler, Qvinderne ere iførte spraglede Skjorter og have nøgne Fødder. Deres hele Udseende er i høieste Grad fattigt og smudsigt. De føre med sig tre smaa skrøbelige Vogne og fire lave magre Heste, der i Usselhed ikke give deres Besiddere noget efter. Som Tegn paa sin Værdighed fører "Høvdingen en høi sølvbeslagen Stok. Deres ifjor af de østerrigske Authoriteter udstedte Pas lyder paa Tydskland og Danmark, og det er vistnok den samme Bande, der for et Par Maaneder siden gjæstede Berlin, hvor den vakte endeel Opsigt, indtil den pludseligt forsvandt, efter at det østerrigske Gesandtskab havde fordret et Par af de mandlige Medlemmer af Banden sendte tilbage til Østerrig for at forrette Militairtjeneste. Deres Pas er gjældende for to Aar, og de have ønsket at tilbringe Vinteren her i Danmark for at øve deres Haandtering Kjedelflikkeri, der pleier at være forbunden med et omfattende Betleri. Efter Ankomsten til Qvæsthuusbroen blev hele Banden i Droschker kjørt til Politiekammeret, imedens dens Heste og Vogne bleve staaende ved Udskibningsstedet. I Raadhuusgaarden kunde man i Fredags see de vilde Skikkelser bivouaquere, medens Mandfolk, Fruentimmer og Børn lige tappert drak deres Øl og smøgede Tobak. Efter Dbl. vilde Banden allerede i Løverdags igjen forlade Landet.

 (Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. september 1865).

 

Zigeunerne opholdt sig i Løverdags i en Baggaard paa Raad- og Domhuset, i hvilken deres Kærrer med alle deres Pjalter vare blevne trukne ind. Her gjorde de sig det ret beqvemt, opslog deres Telt og lejrede sig deels i dette, deels omkring i Gaarden og paa Karrerne. En Mængde Mennesker strømmede til for at set dette for os aldeles nye Syn, og Tilstrømningen blev opad Dagen saa stor, at Politiet fandt det fornødent at foretage en Afspærring, saa at kun et ringere Antal Mennesker ad Gangen kom ind i Gaarden. Gjenstandene for alle disse Nysgjerriges Blikke lod sig imidlertid aldeles ikke genere; de syntes ikke at bemærke de Omstaaende, men spiste, drak, røg Tobak, diede Børnene osv., aldeles som om de vare alene paa Landevejen. Det er bestemt, at Banden paa Mandag (idag) skal reise derfra. (S. Bl.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. september 1865).

"Zigeunerne!" "Zigeunerne!" "Hvem der blot kunde faae Zigeunerne at see!" Dette var omtrent de Ord, der paa mangfoldige Maader varieredes paa Gammeltorv igaar. Thi Gammeltorv havde igaar faaet en sand Befolkning af Nysgjerrige, som formelig belejrede Raad- og Domhuset. Ved en Politistyrke lykkedes det dog at bringe nogenlunde god Orden tilstede. Tredive eller saa omtrent ad Gangen bleve slupne ind gjennem Raadhusets Port, thi at ville sige, at de gik ind, vilde kun daarligt betegne Situationen. Gjennem adskillige underjordiske Gange kom man endelig ind i en af de inderste Gaarde, hvor hele Banden havde leiret sig. Et Telt havde de slaaet op midt i Gaarden, og i dette saae man en gammel snavset Taterqvinde, som ganske ubevægelig stod og betragtede og lod sig betragte; endvidere en gammel hvidhaaret Mand, som med en graa Frakke, han havde faaet foræret her, over Skuldrene, sad midt i Teltet paa Jorden og varmede sine magre Hænder over en jævn Tørveild. Paa et Kjøretøi, der stod i Gaarden, og som var fyldt med alskens Pjalter, sad et sandt Billed paa en hæslig gammel Taterqvinde, et Studium for en Forfatter som Carit Etlar, der nok ogsaa ved en Tolk har sat sig godt ind i disse Folks Sædvaner. Deres Modersmaal er Ungarsk, og de nødvendige Samtaler med dem føres alle ved Hjælp af en herboende Ungarer. Dog ere de ikke aldeles ubekjendte med det tydske Sprog; navnlig igaar gjorde de Brug af deres Sprogkundskab, og havde god Fordeel deraf, thi deres evigt gjentagne "A Bisle Gelt" (Ein Bischen Geld) bleve besvarede med talrige Sølvmønter fra de Besøgendes Portemonnaier. De Fleste af dem havde igaar iført sig deres bedste Pjalter, og navnlig havde de anvendt betydelig Omhu paa at frisere deres lange Tjavser af Haar, som vare indsmurte i et meget stort Qvantum Olie. Tre af disse Tatere ere portraiterede af Portraitmaleren Gertner; Billederne ville sandsynligviis i Copier blive tilgængelige for et større Publikum. - Besøget i Raadhuusgaarden varede ved til ud paa Eftermiddagen,-  da blev Massen for stor; man vilde ikke vente til Touren engang kunde komme til En, - man oversaae Politiet og begyndte at storme Porten. Følgen Heraf blev, at Adgangen, efterat Orden var bragt tilveie, blev forbudt, hvorpaa Folket langsomt skiltes ad til alle Sider.

- Det var interessant i Løverdags at see Zigeunernes Færden; i Teltet havde en Familie, bestaaende af Mand, Kone, samt voxne og smaae Børn, leiret sig paa Steenbroen omkring en kogende Suppekjedel, Alle beredte til at hugge ind, saasnart den kostelige Ret var færdig. Hist badede en Kone sit næppe 4 Maaneder gamle Barn i et Trug fuldt af koldt Vand. Barnet blev, ligesom det kom op af Vandet, svøbt fast ind i nogle Pjalter og, da Vandet var heldt af Truget, lagt i dette, hvor det laa nok saa fornøiet og saae op imod Himlen med sine store sorte Øine. Den gamle Bedstefader sad paa Hug paa Steenbroen, lænet mod en Muur, og betragtede nysgjerrigt alle de fremmede Mennester. Ved hans Fødder legede nogle halvvoxne brune Børn, af hvilke Pigebørnene vare pyntede saavel i Ørerne som om Halsen med nogle simple Smykker. Alle Mændene røge Tobak af ganske smaae Piber, medens Qvinderne tumlede med de smaae Børn eller vaskede nogle usle Pjalter. Disse Mennesker, der formodentlig aldrig have kjendt bedre Kaar, saae alle veltilfredse ud og vilde vist være glade til, om det blev dem tilladt at færdes her i Landet, hvilken Tilladelse de imidlertid ikke faae, da Politiet træffer Anstalter til at sende dem tilbage til det Sted, hvorfra de ere komne. - (Flk. Av.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. september 1865).

Johan Vilhelm Gertner (1818-1871) var som nævnt kendt for sine portrætter, bl.a. af Thorvaldsen, Eckersberg, Steen Steensen Blicher og Christian 8. Han elev af C.W. Eckersberg 1831-1837. Han malede også genre-, historie- og arkitekturstykker.

Den 25. september 1865 blev de i drosker kørt til dampskibet "Aurora" hvor de skulle overføres til Kiel.

Sigøjnerne kom fra Donaulandene, Rumænien og Ungarn. Af ukendte årsager begyndte de at bryde op, bl.a. til Nordeuropa. I 1865 blev der meldt om en trup i Berleburg, senere Danzig. De fleste var Kelderari-sigøjenere som bl.a. var kobbersmede (rumænsk: caldarar - kedelsmed). Fra 1866 viste de sig bl.a. i Randbøl (Vejle Amt), Thy og Hobro. I de følgende år kom de over grænsen sydfra, men blev straks transporteret tilbage over grænsen til Tyskland. 15. maj 1875 udstedtes en fremmedlov, som bl.a. bestemte: "Udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer er, forsåvidt de vil søge erhverv ved omvandring, ikke tilladt at tage ophold her i landet." Det stoppede dog ikke, og 19. december 1879 mindede justitsministeren om at "taerselskaber ubetinget burde formenes adgang til landet". (Se Anders Enevig: Sigøjnere i Danmark. 1969).

Forargelig Opførsel af Fangerne i Raadhusarresten.

I søndags kl. henved 2 havde en stor del fanger, mandelige og kvindelige, posteret sig i vinduerne hvor de klavrede sig fast i jernstængerne således at mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger i de andre arrester fra hvis inderste man hørte dybttonende svar. Ordene "ved Rundetårn - Du, min kæreste! Sig til mine forældre at jeg har fået lov at gå ud i aften, og at jeg går på komedie". Navnene Charlotte, Louise, nogle eder osv. var det referenten opsnappede ved sin gang gennem gaden. 

Man ved ikke om disse fanger alle er af det slags at det kan være ligegyldigt om de på denne måde sætter sig i rapport med deres medfanger eller endog med andre udenfor. Men at det til enhver tid er højst ubehageligt at se og høre på sådant, og især vederstyggeligt når man om søndagen vandrer til eller fra Guds hus, er vist. Er det end ikke gørligt at bringe sådanne mennesker til en værdig anvendelse af hviledagen, må de dog vel kunne bringes til at afholde sig fra en opførsel man næppe ville tåle af den frie borger.

(Politivennen nr. 1190, Løverdagen, den 20de October 1838. Side 669-670)

"Mange viste sig i fuld korpus ud til den såkaldte Slutterigade, og drev et fælt støjende væsen ved at råbe til deres medfanger." (Slutterigade 2015. Eget Foto)

Ønsker i Anledning af Forbryderes Transport igjennem Gaderne.

Straks efter ildebranden i Tugt-, Rasp- og Forbedringshuset i året 1817 kunne man i dette blad læse et forslag til de ansvarlige om at give forbrydere eller indesluttede fanger en udmærket eller afstikkende dragt for at de i tilfælde af forsøg på at sætte sig i frihed lettere kunne kendes og pågribes. Dette forslag fandt bifald. Og såvel fangerne i ovennævnte straffeanstalt som fæstningsslaverne fik klæder af forskellige farver. Denne sag er således i rigtighed. Men skønt ingen mere end indsenderen skatter denne gode foranstaltning, vover han dog at fremsætte til højere ansvarliges skøn om det ikke burde tillades forbrydere af mindre betydning eller personer der på en kort tid er hensat i stiftelsen, at aflægge denne dragt når de i et eller andet tilfælde er nødt til under tilbørligt tilsyn at vise sig offentligt uden for stiftelsen.

Hensigten med straf er at forbedre. Stiftelsens navn tyder jo dertil. Og er det sandt at flere personer efter at have udholdt deres straffetid i stiftelsen har vist sig virkelig forbedrede og ført en upåklagelige vandel, så er det lige så vist at sådanne personer ikke har tabt al æresfølelse eller agtelse for sig selv. Det synes derfor pligt for vedkommende embedsmænd at nære, ja om muligt at forøge denne fangernes æresfølelse og selvagtelse. Men hvordan må denne ikke nedbrydes når en person som af letsindighed eller ungdoms uerfarenhed og ikke af ondskab har begået et fejltrin der har forbedringshusstraf til følge, i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen, den lange vej fra straffeanstalten til Råd- og domhuset hvor den kan være befalet at fremstilles som vidne i en eller anden sag, enten for politiretten eller i kriminalkamrene. Indsenderen har for ikke længe siden set en ung kvinde gå således denne vej i et sådant ærinde. Udsat for de mange mødendes gloen og gaben og for deres lydeligt ytrede bemærkninger følte hun sig dybt beskæmmet og anså muligvis en sådan offentlig fremstilling for værre end straffen selv, eller i det mindste for en betydelig forøgelse af denne. Muligvis kunne der blandt dem hun mødte have været nogle af hendes bekendte, der hidtil var og måske bestandig ville forblive uvidende om hendes fejltrin, men som således blev underrettet om den og som ved at meddele deres opdagelse til flere, måske kunne bevirke at man til trods for forordningen af 20. februar 1789 vil lade hende det høre hele hendes levetid.

Det er vist klart af ovenanførte at det kun er mod sådanne personer der for kort tid er indsat i Forbedringshuset og af hvilke man kan vente en alvorlig forbedring at indsenderen ønsker udvist ovennævnte skånsel. Grove forbrydere derimod kan han ønske under en strengere bevogtning. Det forekommer ham nemlig ikke nok at en sådan ledsages af en eneste simpelt klædt ubevæbnet betjent. For det kan vel hænde at forbryderen eller nogle på hans vej mødende konsorter kunne forsøge på at sætte ham i frihed ved at overfalde ledsageren, der da muligvis ville savne den hjælp folk ellers i almindelighed villigt yder enhver retsbetjent i hans embedsførelse når han af det kendes som en sådan. Det ville derfor være til stor nytte når ingen vagt medfølger, at den betjent der ledsager forbryderen, var iført uniform, hvilket også er tilfældet med fæstningsslaverne. Det er jo med særdeles hensyn til at betrygge stiftelsens embedsmænd og betjent for overfald og fornærmelser tilladt disse at bære en uniform der så vidt mindes består af brun kjole med grøn krave og opslag med distinktion af tresser og forskellige bredde, grå benklæder og trekantet hat. At betjentene er forsynet med denne uniform, er altså sandsynligt uagtet indsenderen aldrig har set dem benytte samme.

(Politivennen nr. 833, Løverdagen den 17de December 1831, s. 863-867)

"Hvorledes må selvagtelsen ikke nedbrydes når en person i straffetiden føres i en så udmærket dragt gennem byen." (Martinus Rørbye: En uniformeret fængselsbetjent og to studier af en fange fra Forbedringshuset, 1833. Statens Museum for Kunst.)

Om Gadevægternes Mynstring i Raadstue-Forsalen.

Det der i særdeleshed pryder rådhuset, er dets store forsal. Men et ubehageligt syn er det at skue hvorledes denne besudles af vægterne der dagligt opstilles i samme til mønstring.

Man tillader sig på grund heraf den anmodning til høje vedkommende at vægterne herefter som før var tilfældet, måtte opstilles i gården, og i dårligt vejr, i den derved værende port eller kældergang.

(Politivennen nr. 535. Løverdagen den 1ste April 1826, s. 220)

Om offentlige Locummer.

Det forekommer indsenderen heraf at være om ikke urigtigt, så dog stridende imod rimelighed at der i en så stor offentlig bygning som råd- og domhuset ikke er noget lokun som er ulåst og hvortil adgang kunne være åben for de personer der kaldes at møde hos magistraten, landsover- samt hof- og stadsretten, forligelseskommissionen, gældskommissionen osv., og ofte må opholde sig i flere timer, i hvilket mellemrum dem let kan påkomme en naturtrang. Der forefindes 6 lokummer i bygningens ene gård, men disse er alle aflåst og kunne efter overskrifterne kun benyttes af bygningens personale der har nøgle til dørene.

Følgerne af at der intet åbenstående lokum forefindes i bygningen medfører at naboer og genboer må tåle at hine personer søge deres lokummer, hvilket forårsager gård- og husejerne både ulejlighed og bekostning. Det håbes at denne bemærkning af høje vedkommende vil blive taget i betragtninbg og manglen afhjælpes.

(Politivennen No. 482, Løverdagen den 16de Marts 1825, side 9575-9576)

Bøn om Lys i Mørke.

I en af råd- og domhusets gårde er indrettet lokummer til de forskellige autoriteters personale som findes der. Men da nævnte gård er omgivet af høje bygninger, så hersker der om aftenen et så egyptisk mørke at det er aldeles umuligt uden vejledning af en stedkendt person at finde det sted man søger. Man må derfor ærbødigst bede vedkommende om at gården måtte blive forsynet med en oplysende lygte der kunne vise stedet hvor enhver kan skille sig ved en byde det kunne være farligt at bære på længe.

(Politivennen No. 470, Løverdagen den 1ste Januar 1825, Side 9403)

Bidrag til et Skilderi af Indretningerne i Kjøbenhavns Raad- og Dom-huses Arrestbygning

(Forsat fra nr. 428)

Fordi den yderst dårlige brolægning har huller i, er gården også altid skiden, endog uden hensyn til de i den gående høns og ænder. Denne gårdens urenlighed, og som følge heraf dårlige luft, befordres desuden på flere måder, der endnu mere forøger dens uegnethed som spadsereplads. Således kastes alt fejeskarn og andet i et køkken faldende urenlighed ud i den fra både arresterne og arrestforvarerens værelser og køkken, vel også fra gangene, og opdynges i en krog lige ved gårdens lokum. For en skarnkistes anskaffelse var nok for bekostelig. 

Hertil kommer lokummets anlæg, så at sige midt i gården, og dertil på en så svinsk måde der inficerer luften så det ikke er til at tro hvis ikke der var syn for sag. For fra lokummet går en derved anbragt rende der afleder det overflødige ekskrement- og urinvand i den derved værende rendesten, hvorved just også ligger føromtalte mødding. Og da nu rendestenen på grund af gårdens dårlige brolægning ingen hurtig afledning har, men sammes skønne ingredienser oftest bliver stående i flere dage, så er det afskyeligste svineri så begribeligt som den sunde luft der kan være i en sådan gård til at røre sig i ubegribelig. Og just til denne vellugtende rendesten falder arrestanternes spadseregang, som de endda selv gør endnu mere ubehagelig ved i føromtalte rendesten for enden af spadseregangen at urinere. For på en kumme eller et stentrug til dette brug er ikke tænkt.

Dertil kommer endelig at hver tredje eller fjerde uge hjemsøges man af de såkaldte natvogne der bortførte urenligheden fra ikke alene arrestgårdens men også den derved liggende malefikantgårds latriner, og i et især mildt vejr efterlader en stank der gør arrestgården i det mindste for en dag ubrugelig. Ganske anderledes og langt mere helbredets undergang forebyggende som sund luft befordrende er derimod latrinerne anlagt og indrettet i de engelske både varetægts- og straffehuse. På en afsides plads er disse latriner opført og dog så at fangerne ved deres afbenyttelse ikke kan undgå bevogtningens fornødne opsyn. Dette tages der overalt i disse arresthuses indretninger et hensyn af de engelske arkitekter som vores danske tømrer- og murermester ikke kender. Især er indretningen i de af dem opfundne latriner så fortræffelig at den også nu er optaget i en stor del engelske private bygninger da den forebygger al stank som ellers er så sædvanlig i husene. Og da jeg er overbevist om at intet forpester luften mere i store stæder end husenes latriner ved deres svinagtige anlæg og indretninger, hvad især gælder om København i hvis gårde lokummet og vandposten ofte står lige ved siden af hinanden, så vil Politivennens læsere vist sige mig tak for, at jeg her for dem beskriver disse de nye engelske som oprindelig blev opfundet for fangehusene, men siden også er indrettet i de fleste private huses latriner.

Der er nemlig under sædet indmuret en potte af porcelæn, sten jern eller anden passende metal i form som en omvendt kegle der i bunden er åben og forenet med to rør, nemlig et der går noget til siden, og til et vandreservoir, og et andet der stiger lodret nedad, enten til en nogle alen under jordens overflade muret og bedækket skarnkiste, eller også når fængslet er anlagt i forbindelse med et ligeledes i jorden nedgravet og i behørig hældning løbende videre rør. Ved siden af sædet er anbragt et stempel, sædvanligvis af jern, som ved at hæves i vejret, åbner to klapper af hvilken den ene ligger for vandrørets nederste del, den anden derimod for det nedstigende rørs øverste ende. Vand strømmer derpå med en vis fart ind i potten, glatgør både dens og det nedadgående rørs indvendige flade, og nedskyller ekskrementerne enten i skarnkisten eller i røret underjorden, fra hvilket de siden udtømmes i det forbiløbende vand. I private huse er stemplet, ligesom her er beskrevet, anbragt ved siden af sædet, men i fængsler hvor modvilje ofte kunne foranledige at stemplet ikke hævedes hver gang privaten blev benyttet, har man i selve privatdøren eller i låget over sædet anbragt en sådan skjult mekanisme at klapperne åbnes og tillukkes med døren eller låget. 

Til at formindske svineriet i Københavns stadsarresthuses arrestgård ville det også have været meget gavnligt om i den var anlagt springvand i stedet for en post, da flere med hensyn til det hele dog kun ubetydelige omkostninger burde i en sådan bygning ikke komme i betragtning. Men på den især for en arrestant fornødne sunde luft og renlighed har bygmesteren slet ikke tænkt, da han bestemte og indrettede gården til spadsereplads. End må også i denne gård bemærkes hvad ikke lidt forøger dens som spadsereplads både urenlighed og ubehagelighed der endog spores i et par af selve gældsarresterne. Til gården har nemlig flere kælderarrester deres vinduer og udsigt. 

Skønt gården kun er justitsens eller hof-og stadsrettens, så da i vort arresthuses opførelse og indretning er taget ligeså lidt hensyn til fangernes klassifikation også i bevogtningen som til sund luft og renlighed, tilhører disse kælderarrester dels politiet, dels justitsen. For sidste kælderarrester er af den nylig afdøde arrestforvarer sørget at fangerne ikke kan lukke deres vinduer op når de vil, da en skodde udenfor er anbragt, og denne skodde er altid for om natten. I politiets arrestkældre kan fangerne derimod nat og dag efter behag åbne deres vinduer hvoraf følger flere uordener og deriblandt også den at fangerne stiger om natten op i vinduet og urinerer ud af det i gården. Dette svineri er især utåleligt for hvem der fastende og tidlig om morgenen skal ned i gården, ved hvis trappe just er en sådan politiets kælderarrest. Nu tænker man sig også at nogle, især et par, disse kælderarrester er lige under gældsarresterne, og at disse kælderarrester ofte er fyldt med 5 til 6, måske flere fanger. Hvilken stank må der da ikke opstå i gældsarrestantens værelse når det behager fangerne at lukke vinduet op for deres lige under gældsarrestens værende kælderarrest. 

For ikke at tale om at disse urolige kælderbeboere ofte forstyrrer natteroen for den lige ovenfor siddende gældsarrestant. Ja fra føromtalte politiarrest der just er i kælderen under den i anden etageværende kirke, høres ofte dels sang, dels klammeri fra det åbne vindue midt under kirketjenesten. Mens jeg er i denne gård, må jeg også omtale den for gården til gaden Hestemøllestræde opførte lave mur der ingenlunde svarer til et fangehuses hensigt. Synderlig afstikkende er også denne arrestgårdens lave mur mod den af hr. bygmester Quist lige overfor på den anden side af Hestemøllestræde opførte skønne og høje mur for stadens materialgård. Rygtet fortæller at hr. Quist just skal have opført sin mur så højt fordi han da gjorde vedkommende opmærksomme på den lave mur for et fangehuses gård, svaredes ham, grunden ikke kunne tåle en højere og sværere mur. Dog for at sikre denne lave mur har man oven på den side som vender ind til gården, anbragt spidste kortere og længere jernpikke. Men kunne de sikre fra gården at springe over muren, så burde ligedan pikke været anbragt ud til gaden, dels for endnu mere at vanskeliggøre flugten over muren, dels for at gøre det vanskeligt for nogen fra byen at hjælpe en flygtende fange i at komme over muren. 

Menneskemylder i Slutterigade gennem Råd- og Domhuset omkring 1800. (Før og Nu 1917).
 
Sidste er så meget mere at frygt som kommunikation mellem fangerne og folk uden for arresthuset ikke er ugørligt. Ja man vel derpå har haft eksempel fra også just før omtalte politiarrest i kirkelængens kælder. Dette fangehul, oftest fyldt med grove tyve, er just lige for arrestgårdens mur, lige overfor hvilken i nogen skråning ligger en høj 4 etages bygning, hvis beboere ikke altid skal være de dydigste. Københavns udlærte tyve har bragt det så vidt i deres kunst at de mellem sig har et fingersprog hvori fra dette fangehul let korresponderes med beboerne i det skråt over for liggende hus, især med dem på fjerde etage, hvilket også just for nogle år siden skal have været tilfældet, som den nu afdøde arrestforvarer Stendsler har fortalt mig. Men som denne mand virkelig skal i sine helbreds dage have været på sin post, så var han forsigtig. Kælderarresten er politiets, og han ville ifølge erfaring ikke blande sig i hvad politiets arrestforvarer vedkommer.

Imidlertid er også det en følge af arrestbygningens slette indretning, at arrester i dem således er anlagte, så den underbetjent, bevogtningen nærmest påhviler, ikke med sådanne fra sine værelser fjern beliggende arrester kan have fornøden tilsyn. En uorden der udsætter den almene sikkerhed er ikke mulig i de engelske arresthuse hvor arkitekturen har forstået så snildt at indrette alt i disse bygninger så fangefogeden eller arrestforvareren fra en standpunkt kan overse det hele og altid bemærke enhver arresthusets beboer fri eller fanger. Ifølge fangernes klassifikation som også nøje påses i de engelske arresthuse, kunne heller ikke en sådan sammenblanding af arrester under forskellige bevogtning, som den der er i Københavns arresthus, finde sted. 

Men jeg tror at have anført nok for at læseren kan overbevise sig om at der i Københavns råd-og domhus' arrestbygnings opførelse og indretning ikke er taget den højst nødvendige, ja ofte ingen, hensyn til enten den almene sikkerhed eller fangernes klassifikation, eller deres helbreds og livs opretholdelse. Kun derfor endnu den bemærkning at fra arrestgården går en port lige ud til en offentlig gade, Hestemøllestræde, hvilken udgang ikke heller synes så passende indrettes med den almene sikkerhed. Måske kunne endog denne port lette en fanges flugt, hvorfor jeg vel kunne anføre indlysende grunde.

"Der findes ikke over 6 der i almindelighed kan kaldes for tålelige, især med hensyn til den øvrige indretning. Disse 6 er de tre på første gang på første etage, og de tre på tredje gang i anden etage, alle til gården, hvortil da også alene burde fra en arrest kunne haves udsigt." (Arrestbygningen set fra Nytorv. Eget foto, 2016)

Hvad angår selve arresterne, så findes der ikke over 6 der i almindelighed kan kaldes for tålelige, især med hensyn til den øvrige indretning. Disse 6 er de tre på første gang på første etage, og de tre på tredje gang i anden etage, alle til gården, hvortil da også alene burde fra en arrest kunne haves udsigt. Desuden gives der i kirkelængen fire i sig selv gode arrester på første etage eller anden gang, men hvori om vinteren er det betydelige savn af kakkelovne formedelst mangel på skorsten i denne længe, hvortil opgives den meget utilfredsstillende grund at en skorsten hers kulle gå op gennem kirken som derved vansiredes. Men foruden at en bygmester af geni og med arkitektonisk studium vel ville vide at opføre en skorsten, så den ikke vansirede kirken, så tør jeg spørge: hvad skal en offentlig kirke til i et fangehus, i særdeles i et varetægts, og dertil i et som Københavns råds- og domhuses, hvor lokalet ikke er større end at det hele behøvedes til bygningens hovedbestemmelse som arrest- eller fangehus? Sådanne kirker findes ikke i de engelske fangehuse, men blot kapeller til hvis kirketjeneste ingen har adgang undtagen fangehusets personale. En offentlig kirke i et sådant hus, hvortil enhver har adgang er også ganske i strid med det fængselshus' bestemmelse, ja i varetægtsarresthusene endog med hensigten af en kirkes indretning i det. 

En fejl i Københavns råd- og domhus' arresthusbygning er det også at på første etage er for højt til loftet. I de andre to især tredje etage, eller i det københavnske sprog anden sal, for lavt. Ildebranden er altid kostbar, men dobbelt for arrestanten der skal købe den i lod og kvintin. For kunne arrestanten endog selv anskaffe sig eller få af en ven en halv favn brænde eller et læs tørv så mangler ganske plads til at lægge denne brændsel. Man var om vinteren derfor vel tjent med at der i nederste etages arrester var lavere til loftet, især med de i arresterne anbragte usle kakkelovne. 

På anden etages arrester til gaden sidder vinduerne så højt at arrestanten ikke kan se ud af det uden at stå op på den bænk. I fængslerne på anden sal eller på tredje etage burde så meget mindre være lavt til loftet, som der oftere er fire og flere malefikanter i et sådant fængsel, hvis dør i et døgn kun åbnes to eller højst tre gange. Uforsvarligt er det også at i et arresthus så nyt som hovedstadens råd- og domhus er anlagt de fæle kælderfængsler hvis farlighed lægerne længe før Hovard og snart lige fra medicinalpolitiets opkomst har gjort opmærksom på. Og dog bruges disse kælderarrester til at afsone med vand og brød i så fangen der for at udstå denne straf ofte må forlade et bedre fængsel, straffes altså hårdere end lovgiverens bestemmelse kan være.

(Slutningen følger i næste nummer.)

(Politivennen nr. 429. Løverdagen den 20de Marts 1824, s. 6937-6949)

(Artiklen fortsætter ikke)

Redacteurens Anmærkning

I 1805 blev rådstueretterne og de gamle landsting erstattet af to landsoverretter, en i Viborg, en anden i København. Landsoverretten i København blev slået sammen med Hof- og Stadsretten til Den Kongelige Landsoverret samt Hof- og Stadsret. Den fungerede som Københavns byret. 1845-1919 henlagdes alle straffesagerne i hovedstaden til en nyoprettet domstol, Kriminal- og Politiretten i København, også med direkte appeladgang til Højesteret. I 1919 blev Østre Landsret oprettet og videreførte Landsoverretten, mens Københavns Byret videreførte Hof- og Stadsretten og Kriminal- og Politiretten i København. 

Efter bombardementet i 1807 og indtil det nye råd- og domhus var færdigt, holdt Hof- og Stadsretten 1807-1815 til i Østergade, Matr.nr. 53. Denne matrikel fik i 1899 henlagt 1806 matrikel 99, i  1907 henlagt matrikel 98, 1918 matrikel 52 og matrikel 23, 1931 matrikel 22, matrikel 54, 55, 97, 102 og 100 & 101, 1935 matrikel 51 og matrikel 53. Som følge heraf har der været flere husnumre: 1859 Østergade 52, 1899 Pilestræde 9/Østergade 52, 1918 Købmagergade 10/Pilestræde 9/Østergade 52-54, 1931 Købmagergade 10/Pilestræde 1/Østergade 52-54, 1935 Købmagergade 10/Pilestræde 1/Østergade 52 og 2008 Pilestræde 1 og 13/Købmagergade 20/Silkegade 4/Østergade 52.

Om Huses og Gaardes Afpudsning.

Man har lagt mærke til at de fleste huse og gårde som i de seneste år er blevet bygget eller repareret her i staden, er hvidtet eller glat pudset med kalk. De offentlige bygninger synes at have været eksempel for de private. For således er foruden slottet og Rådhuset nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide. Og Studiegården vil sikkert når den engang opbygges, tilligemed de tilstødende bygninger blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger, for Københavns hvide kvarter.

"Foruden slottet og Rådhuset er nu også Frue Kirke, Katedralskolen og den såkaldte Trøstens Bolig alle hvide, og sikkert vil Studiegården blive af samme beskaffenhed så at man da rigtigt vil kunne kalde det terræn hvor de nævnte bygninger ligger for Københavns hvide kvarter" (Det Hvide Kvarter varede ikke ved. I dag er Katedralskolen eller Metropolitanskolen, 1816 bagest og en strimmel af Frue Kirke til højre ikke hvide. Eget foto, 2015)

Det er muligt at man i denne pudsningsmåde har troet at finde en besparelse. Men tager man hensyn til at denne farve i et klima som vores ikke står sig længe og at en hyppigere afpudsning hvortil kræves stilladser og arbejdsfolk bliver nødvendig, så vil man vel indse at besparelsen bliver intet, og at man i stedet for måske endog med fordel kunne have givet bygningen en maling der både ville have pyntet den og holdt sig længe. At den hvide farve ikke står længe, har man eksemplet på i slottet der for nogle år siden blev afpudset, mens det endnu stod under bygning og i råd- og domhuset der allerede længe har trængt til det.

Men hvad der er endnu værre ved denne pudsningsmåde er den skadelige indflydelse den har på synsorganerne. Mange har desværre erfaret hvor pinagtigt det er for en studerende, tegnemester, kobberstikker, urmager og enhver der måtte bruge sine øjne meget at bo lige over for et sådant hvidt afpudset hus, især når solens stråler falder på det. Men vidste mange husejere dette og hvor meget hans hvide bygning forulemper hans genboeres øjne og svækker deres syn, så ville han vist være så barmhjertig at give sit hus en anden farve, eller lade stenene beholde den de har fra naturen. Vi ser dagligt på vores gader en del endog meget unge mennesker gå med briller. Man er tilbøjelig til at anse dette for lapsestreger eller en utidig mode. Men hvem ved om det ikke hos mange er en sørgelig nødvendighed for deres svækkede syn, og hvem ved om denne svækkelse ikke stammer fra et stadigt ophold lige over for en hvidpudset bygning?

Forfatteren heraf har set at huse der før har været grå eller haft anden farve, ifølge moden nu er blevet hvidt afpudset. Ja dette har endog været tilfældet med bygninger der er muret med røde hollandske sten hvis farve ikke alene er smuk, men meget varig. Dette synes at gå vel vidt og skal denne mode således vedblive vil man om nogle år blot se hvide huse i København. Forfatteren som ved at der findes en kommission for hvilken enhver der vil bygge eller foretage nogen forandring med sin bygning skal melde sig, henvender sig til denne kommission med det ønske at den vil tage ovenstående i betragtning. Og hvis den skulle finde noget grundigt deri, da sørge for at den pudsning der tager så meget overhånd og er til skade for menneskers syn i nogen måde må blive indskrænket.

(Politivennen nr. 406. Løverdagen den 11te October 1823, s. 6565-6568)

H. G. F. Holm: Udsigt fra Rundetårn, 1837. Hvis ellers maleriet er tro, er der i forhold til i dag særdeles mange hvide bygninger.

Til høie Vedkommende, i Anledning nogle for det Offentlige høist skadelige Samtaler.

Da en del af bagbygningen i stadens arresthus som vender ud til gården og gårdspladsen nr. 121 i Farvergade, er adskilt fra sidstnævnte ejendom ved et omtrent 4 alen højt plankeværk, er det ikke sjældent at personer indfinder sig i denne gård og fra gangvinduerne som vender ud til nævnte arresthus såvel som fra gårdspladsen, indlader sig i samtaler med fangerne som er i arresterne og som har udsigt til disse steder. Det er indlysende at sådanne samtaler kan have flere skadelige følger, hvorfor anmelderen heraf har taget sig den frihed at gøre høje ansvarlige opmærksom på det for at der kan skaffes sådanne foranstaltninger hvorved noget sådant blev forebygget og tillader man sig i denne henseende at bringe i forslag en murs opførelse i stedet for eller bagved nævnte plankeværk som opføres så høj at fangerne derved bliver frataget al udsigt til gården og gårdspladsen nr. 121 i Farvergade.

(Politivennen nr. 375. Løverdagen den 8de Marts 1823, s. 6084-6085).

Hestemøllestræde fra hjørnet af Kompagnistræde. Man kan ane Domhuset på højre side af vejen. Som det fremgår er Domhuset indbygget i husrækken. Gårdspladsen befandt sig altså bag det blå og det røde hus (Urquell-skiltet)

Redacteurens Anmærkning

På ældre kort fortsatte Farvergade fra Hestemøllestræde til Rådhusstræde, altså det som i dag er Kompagnistræde. Farvergade 121 er siden 1884 Kompagnistræde 32. Huset er opført 1799 og eksisterer stadig.

Et højst farligt Besøg

(Indsendt)

Lørdag den 3. maj om morgenen kl. halv otte skete der følgende begivenhed. To arrestanter fra politiarresten havde fundet lejlighed til at undvige. De gik den vej som andres eksempel havde vist at man kan betræde uden synderlig fare. Denne vej er følgende: Arrestbygningen ved Råd- og Domhuset er skilt fra bryggergården nr. 121 i Farvergade ved et meget lavt brændeskur som tilhører Bryggergården. Over dette kravler fangerne op og kommer ned i Bryggergården. Herigennem søger de ud af porten til gaden og har således fået frihed i det mindste for en tid. 

Den ene af de to berømte buer over Slutterigade på Domhusets bagside. Den ene kaldes Sukkenes Bro hvorover arrestanter går  i forbindelse med retsmøder. Set fra Lavendelstræde. Arrestbygningen lå (og bygningen ligger stadig) umiddelbart til højre efter buen. Farvergade løber parallelt med Lavendelstræde til højre, og forbindes ved buen til højre med Hestemøllestræde. (Eget foto).

Ovennævnte morgen var det for de nævnte 2 fanger vanskeligt at komme ud af porten, da konen der bor i Bryggergårdens kælder så dem komme over det omtale brændehus. Hun løb til og lukkede stakitporten. De gik derfor op ad køkkentrappen, ind i køkkenet i stueetagen. Her fandt de den familie der bor der, en pige og en kone, af hvilke begge blev kastet til side og ved denne behandling tabte alt mod og løb væk. Da en dør til stuen som de forgæves anvendte al vold på, ikke ville åbne, gik de til en anden. Og nu ser man denne families skræk for sig (manden var allerede gået ud for at røgte sin borgerlige næringsvej og konen med sin søster og 3 børn, hvoraf den ældste kun er 11 år, var altså alene hjemme) da disse 2 personer klædt i sømandsklæder og sko kom ind. De talte ikke, men undersøgte med megen opmærksomhed alle værelsers lejlighed indtil de endelig gik til det ene vindue, åbnede samme og sprang ud på gaden, hvor de dog snart igen blev pågrebet. 

Det er vel rimeligt at enhver som således bliver overrasket vil blive grebet af den alvorligste frygt, da man jo er uvis på hvad sådanne personer vil foretage sig. Og at disse var farlige personer kunne man let se da det er en så bekendt sag at politiarrestens fanger ofte har benyttet denne udvej gennem oven nævnte bryggergård til gaden, skønt ikke gennem gårdens værelser, hvilket rigtig nok var første gang. Men det er rimeligt at frygten måtte tiltage endnu mere da kun fruentimmer og børn var de pågældende. Så længe det endda forbliver ved gennemmarchen så får man vel være tilfreds. Men det er desværre muligt at sådanne forbrydere kan gå videre og undervejs tage ens liv og ejendom med sig. 

Man kunne vel rimeligvis spørge: Hvorfor skal denne bopæl i staden ene af alle udsættes for sådan fare? Ved at opføre en høj mur der ikke alene forhindrede al overgang, men endog hindrede arrestanterne fra at se denne lejlighed for sig (man kan nemlig fra arresten se over det anførte brændehus ind i alle bryggergårdens lejligheder) skulle man dog tro at alle disse ubehageligheder kunne blive fjernet. Indsenderen har taget begge lokaler såvel gårdspladsen ved politiarresten som den til Bryggergården nr. 121 i Farvergade hørende gårdsplads i øjesyn. De høje ansvarlige der omhyggeligt sørger for enhver borgers sikkerhed, vil vist ikke tage det ugunstigt op at han finder samme meget fristende for arrestanterne at forsøge en undvigelse der muligvis kunne lykkes. Han har derfor gjort ovenstående forslag til at forhøje muren. Men hvis ham ubekendte omstændigheder forhindrer dette, tror han at en skildvagt inden i arrestgården meget ville hindre sådanne forsøg, da man ikke har sporet nogen undvigelse over den lave mur ud til Hestemøllestræde, siden en vagt har fået post der.

(Politivennen nr. 71, Løverdagen den 10de Maj 1817, s. 1206-1209)

Redacteurens Anmærkning

Arrestbygningen blev opført som et anneks til Domhuset i Slutterigade 1805-16 og forbundet med selve Domhuset med 2 store buer. Den var altså ganske ny på Politivennens tid. Den nuværende bygning har siden gennemgået flere ombygninger i 1904 og 1942-44. Det er nu kontorer. Siden 1808 stod en inskription over arresthuset ”For almeen sikkerhed”. Slutteri betyder arrest. Her blev såvel gældsarrestanter som egentlige forbrydere indsat. Annekset indeholder nu 9 retslokaler med tilhørende kontorer.

Bekjendtgjørelser

1. Dags morgen er følgende undveget fra Københavns Politiarrest:

1. Niels Waldberg, eller rettere Siøstrom, omtrent 30 år gammel, taler svensk, middel af vækst, noget koparret og har en flad næse, blonde eller lyse hår, og blågrå øjne. Han var iklædt mørkegrøn klædesfrakke, støvler, rund hat og lange blå benklæder, hvilken påklædning han muligt enten helt eller delvis har omskiftet.

2. Kirstine Elisabeth Hansdatter Lundstrøm, omtrent 24 år gammel, temmelig høj og slank, har noget udstående mund, samt fremviser veldannede tænder når han taler. Hun har store blå øjne, blondt hår og var iklædt en sort eller meget mørkegrøn frakke.

Der er grundet formodning om at disse personer enten samlet eller adskilt opholder sig her i staden. Alle advares mod at huse eller hæle dem da vedkommende i så fald på det strengeste vil blive sigtet efter anordningerne.

For opdagelsen således. At en eller begge personer igen overgives til politiet udbetales en dusør på 100 rigsbankdaler for hver person.

Københavns Politikontor, den 5. februar 1817
O. H. Hvidberg.

(Politivennen nr. 58, Løverdagen den 8de Februarii 1817, s. 910-911)

Den arresterede passer ikke på efterlysningen, men formentlig på Hvidbergs forventning. Vilhelm Marstrand: Anholdelse (1835). Københavns Museum.

Redacteurens Anmærkning

Københavns politiarrest på Nytorv var og er forbundet med Domhuset af den gangbro som populært går under navnet "Sukkenes Bro". Opkaldt sådan fordi det var herover man gik tilbage til arresten efter domfældelsen.

Det ser ud til at nr. 57 fra 1. februar mangler i samlingen.

Ønske om mere Reenlighed ved Raad- og Domhuset

Det nye råd- og domhus er unægteligt en pryd for hovedstaden og en i mange henseender vigtig bygning for alle stadens indbyggere. Under begge hensyn fortjener den borgernes erkendtlige opmærksomhed. Desto mere er det at beklage at dette skønne monument for Frederik de Sjettes landsfaderlige regering ligesom adskillige flere offentlige monumenter, er udsat for mishandlinger af alle arter, som dels tilfældet, dels pøbelagtig kådhed eller urenlighed måtte pådrage det. Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel, beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn. Og om føje tid vil enhver forbigående i særdeleshed i mærke tror at man vandrer forbi en stillestående kloak.

"Enhver forbigående hvis følelse forlystes ved synet af dette majestætiske tempel (til højre i billedet med det grønne tag), beklager at forskellige sanser nødvendigvis må lide hvis man nærmer sig. Hver en krog er opfyldt med urenlighed og stank der breder sig i en betydelig omkreds. Trapperne er som oftest opfyldt med væmmelig smuds og skarn" (Eget foto).

Anmelderen af disse velmente linjer tror, at disse uordener, der sårer alle veltænkende patrioter så meget, let kunne fjernes ved en fast skildvagt som det måtte pålægges at overvåge orden og renlighed sammesteds, samt ved en belysning der var stedsevarende og ikke lig stadens øvrige belysning, savnedes sådanne aftener da almanakken forkynder et måneskin der mellem høje bygninger ikke kan virke. De mange høje autoriteter som i råd. og domhuset udøver deres kaldspligter, ville måske selv udfinde noget bedre og mere hensigtsmæssigt. Anmelderen håber imidlertid at hans udtalte ønske vil møde velvillig og patriotisk opmærksomhed.

(Politivennen nr. 47, Løverdagen den 23. november 1816, s. 729-731)

Mere end Stadens Arresthuus.

(Indsendt)

I dette blads nr. 39 er anket over at muren mod Hestemøllestræde er for lav, og gjort forslag til dens forhøjelse i det en alen.

Vedkommende har derefter ladet anbringe skarpe jernpigge oven på muren der vender ind mod gældsarrestantgården. Men skønt det ikke kan nægtes at derved er gjort noget, mener dog anmelderen at den ønskede sikkerhed for arrestanters undvigelse over nævnte mur, meget mere at lette undvigelsen. Før piggene blev anbragt, krævedes der en medhjælper for at komme over muren. Men nu er medhjælpen mindre nødvendig da den der vil undvige, kun behøver at kaste sin kjole op mod piggene og når denne hæfter, hejse sig selv op på det brede og flade tag.

Vel udsættes han for at rive sig noget på piggene. Men hvad agtes dette af den der vil søge sin frihed. Muren selv er og ved piggenes anbringelse blevet en sten lavere. Da det er enhver b0rgers pligt at gøre det offentlige opmærksom på enhver ting hvorved borgersikkerheden kan lige, og det er en selvfølge at den forbryder som undviger, må for at opholde livet, begå nye forbrydelse, så nærer anmelderen det håb at de ansvarlige der har med stadens arresthus at gøre, betragtet som bygning, vil ved at forhøje muren som foreslået, betage stadens indbyggere den frygt at blive hjemsøgt af undvigende forbrydere.

(Politivennen nr. 43, Løverdagen den 26. oktober 1816, s. 667-669)

Ønske om Urinkummer ved Raad- og Domhuset.

Ved råd- og domhusbygningen hvortil så mange mennesker har adgang, burde unægtelig lige såvel som dette er tilfældet ved de kongelige palæer på Amalienborg, anbringes urinkummer da det ikke alene er ækelt at se de væmmelige urinfloder som findes ved de forskellige indgange, men murene og pillerne opløses derved efterhånden til stor skade for bygningen i det hele taget.

(Politivennen nr. 42, Løverdagen den 19. oktober 1816, s. 658)

Bøn fra de Domhuuskapellet søgende Stadens Borgere.

 (Indsendt)

Domhuskapellet søges på helligdagene af en stor del af stadens indbyggere, og det ikke uden grund. Men da såvel de deri anbragte piller som væggene der til sammen blot er overhvidtede, således tilsøler godtfolks klæder at man på gaden kan læse beviserne for klædeejernes religiøsitet på rygstykkerne, så nærer indsenderen med flere det håb at sådan foranstaltning træffes at de der nyder hr. Wraae kan høre hans foredrag uden at sådant behøver at ske på deres klæders bekostning.

(Politivennen nr. 38, Løverdagen den 21. september 1816, s. 588)

Ønske angaaende Domhusets Kapel.

Tavlen som viser de salmer der synges ved gudstjenesten, hænger i kapellet på den side som tilhørerne vender ryggen til, og da der ikke er mere end den ene tavle, er det meget ubehageligt hver gang en salme er til ende at vende sig om for at se den følgende. Vel ved man kapellet er bygget for fangerne, og da disse er på pulpituret, er tavlen bedst synlig for dem på det sted den hænger. Men da hr. Wraae er yndet, hvilket den mængde af tilhørere som ved gudstjenesten der af stadens forskellige sogne indfinder sig, beviser, så ønskes at der på begge eller i det mindste på den ene side af alteret blev anbragt en tavle for at forskåne tilhørerne for den ubehagelig omdrejning.

(Politivennen nr. 24, Løverdagen den 15. juni 1816, s. 361-362)

Til Udgiveren i Anledning af Nikolajkirkegaard.

Da man ser af Deres blad at kommissionen på hvis forestilling Vajsenhustomten blev foretrukket Nikolaj Kirkegård til byggeplads for rådhuset, har haft til en af sine grunde at ligene ikke kunne optages uden ulejlighed for omboerne, så underrettes herved at:

Fra Nikolaj Kirke og dens kirkegård har flere familier siden ildebranden ladet deres lig opgrave og udføre på Assistentskirkegården, dels i kister, dels i kasser for de afpillede ben, hvorved ikke den mindste stank eller ulejlighed er forårsaget naboerne. Og resten vil følge eksemplet, så snart rimelig erstatning gives dem for de købte begravelsers steder.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 134. 8 November 1800, s 2135-2136)