22 januar 2022

Zigeunere. (Efterskrift til Politivennen)

En Zigeunerbande, hjemmehørende i de ungarske Kronlande, ankom til Kjøbenhavn i Fredags Formiddags med Dampskibet "Stockholm" fra Malmø. Banden, hvis Høvding kalder sig "Borgemester" Kaldaras, og hvis ærværdigste Medlem er en hvidskjægget Olding paa 82 Aar, tæller 21 Medlemmer af begge Kjøn og alle Aldre lige til nøgne, diende Børn, nemlig 5 Mandfolk, 4 Fruentimmer og 12 Børn. Det sorte, stride Haar hænger i lange Krøller eller Pidske med indflettede simple Smykker ned over de brune Ansigter; Hovederne ere paa Mandene dækkede af Huer af Læder eller Faareskind, paa Qvinderne af smudsige Tørklæder; Mandene bære Faareskindstrøier eller snorebesatte Kapper samt paa Fødderne Sandaler, Qvinderne ere iførte spraglede Skjorter og have nøgne Fødder. Deres hele Udseende er i høieste Grad fattigt og smudsigt. De føre med sig tre smaa skrøbelige Vogne og fire lave magre Heste, der i Usselhed ikke give deres Besiddere noget efter. Som Tegn paa sin Værdighed fører "Høvdingen en høi sølvbeslagen Stok. Deres ifjor af de østerrigske Authoriteter udstedte Pas lyder paa Tydskland og Danmark, og det er vistnok den samme Bande, der for et Par Maaneder siden gjæstede Berlin, hvor den vakte endeel Opsigt, indtil den pludseligt forsvandt, efter at det østerrigske Gesandtskab havde fordret et Par af de mandlige Medlemmer af Banden sendte tilbage til Østerrig for at forrette Militairtjeneste. Deres Pas er gjældende for to Aar, og de have ønsket at tilbringe Vinteren her i Danmark for at øve deres Haandtering Kjedelflikkeri, der pleier at være forbunden med et omfattende Betleri. Efter Ankomsten til Qvæsthuusbroen blev hele Banden i Droschker kjørt til Politiekammeret, imedens dens Heste og Vogne bleve staaende ved Udskibningsstedet. I Raadhuusgaarden kunde man i Fredags see de vilde Skikkelser bivouaquere, medens Mandfolk, Fruentimmer og Børn lige tappert drak deres Øl og smøgede Tobak. Efter Dbl. vilde Banden allerede i Løverdags igjen forlade Landet.

 (Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. september 1865).

 

Zigeunerne opholdt sig i Løverdags i en Baggaard paa Raad- og Domhuset, i hvilken deres Kærrer med alle deres Pjalter vare blevne trukne ind. Her gjorde de sig det ret beqvemt, opslog deres Telt og lejrede sig deels i dette, deels omkring i Gaarden og paa Karrerne. En Mængde Mennesker strømmede til for at set dette for os aldeles nye Syn, og Tilstrømningen blev opad Dagen saa stor, at Politiet fandt det fornødent at foretage en Afspærring, saa at kun et ringere Antal Mennesker ad Gangen kom ind i Gaarden. Gjenstandene for alle disse Nysgjerriges Blikke lod sig imidlertid aldeles ikke genere; de syntes ikke at bemærke de Omstaaende, men spiste, drak, røg Tobak, diede Børnene osv., aldeles som om de vare alene paa Landevejen. Det er bestemt, at Banden paa Mandag (idag) skal reise derfra. (S. Bl.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 25. september 1865).


"Zigeunerne!" "Zigeunerne!" "Hvem der blot kunde faae Zigeunerne at see!" Dette var omtrent de Ord, der paa mangfoldige Maader varieredes paa Gammeltorv igaar. Thi Gammeltorv havde igaar faaet en sand Befolkning af Nysgjerrige, som formelig belejrede Raad- og Domhuset. Ved en Politistyrke lykkedes det dog at bringe nogenlunde god Orden tilstede. Tredive eller saa omtrent ad Gangen bleve slupne ind gjennem Raadhusets Port, thi at ville sige, at de gik ind, vilde kun daarligt betegne Situationen. Gjennem adskillige underjordiske Gange kom man endelig ind i en af de inderste Gaarde, hvor hele Banden havde leiret sig. Et Telt havde de slaaet op midt i Gaarden, og i dette saae man en gammel snavset Taterqvinde, som ganske ubevægelig stod og betragtede og lod sig betragte; endvidere en gammel hvidhaaret Mand, som med en graa Frakke, han havde faaet foræret her, over Skuldrene, sad midt i Teltet paa Jorden og varmede sine magre Hænder over en jævn Tørveild. Paa et Kjøretøi, der stod i Gaarden, og som var fyldt med alskens Pjalter, sad et sandt Billed paa en hæslig gammel Taterqvinde, et Studium for en Forfatter som Carit Etlar, der nok ogsaa ved en Tolk har sat sig godt ind i disse Folks Sædvaner. Deres Modersmaal er Ungarsk, og de nødvendige Samtaler med dem føres alle ved Hjælp af en herboende Ungarer. Dog ere de ikke aldeles ubekjendte med det tydske Sprog; navnlig igaar gjorde de Brug af deres Sprogkundskab, og havde god Fordeel deraf, thi deres evigt gjentagne "A Bisle Gelt" (Ein Bischen Geld) bleve besvarede med talrige Sølvmønter fra de Besøgendes Portemonnaier. De Fleste af dem havde igaar iført sig deres bedste Pjalter, og navnlig havde de anvendt betydelig Omhu paa at frisere deres lange Tjavser af Haar, som vare indsmurte i et meget stort Qvantum Olie. Tre af disse Tatere ere portraiterede af Portraitmaleren Gertner; Billederne ville sandsynligviis i Copier blive tilgængelige for et større Publikum. - Besøget i Raadhuusgaarden varede ved til ud paa Eftermiddagen,-  da blev Massen for stor; man vilde ikke vente til Touren engang kunde komme til En, - man oversaae Politiet og begyndte at storme Porten. Følgen Heraf blev, at Adgangen, efterat Orden var bragt tilveie, blev forbudt, hvorpaa Folket langsomt skiltes ad til alle Sider.

- Det var interessant i Løverdags at see Zigeunernes Færden; i Teltet havde en Familie, bestaaende af Mand, Kone, samt voxne og smaae Børn, leiret sig paa Steenbroen omkring en kogende Suppekjedel, Alle beredte til at hugge ind, saasnart den kostelige Ret var færdig. Hist badede en Kone sit næppe 4 Maaneder gamle Barn i et Trug fuldt af koldt Vand. Barnet blev, ligesom det kom op af Vandet, svøbt fast ind i nogle Pjalter og, da Vandet var heldt af Truget, lagt i dette, hvor det laa nok saa fornøiet og saae op imod Himlen med sine store sorte Øine. Den gamle Bedstefader sad paa Hug paa Steenbroen, lænet mod en Muur, og betragtede nysgjerrigt alle de fremmede Mennester. Ved hans Fødder legede nogle halvvoxne brune Børn, af hvilke Pigebørnene vare pyntede saavel i Ørerne som om Halsen med nogle simple Smykker. Alle Mændene røge Tobak af ganske smaae Piber, medens Qvinderne tumlede med de smaae Børn eller vaskede nogle usle Pjalter. Disse Mennesker, der formodentlig aldrig have kjendt bedre Kaar, saae alle veltilfredse ud og vilde vist være glade til, om det blev dem tilladt at færdes her i Landet, hvilken Tilladelse de imidlertid ikke faae, da Politiet træffer Anstalter til at sende dem tilbage til det Sted, hvorfra de ere komne. - (Flk. Av.) 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. september 1865).

Johan Vilhelm Gertner (1818-1871) var som nævnt kendt for sine portrætter, bl.a. af Thorvaldsen, Eckersberg, Steen Steensen Blicher og Christian 8. Han elev af C.W. Eckersberg 1831-1837. Han malede også genre-, historie- og arkitekturstykker.

Den 25. september 1865 blev de i drosker kørt til dampskibet "Aurora" hvor de skulle overføres til Kiel.

Sigøjnerne kom fra Donaulandene, Rumænien og Ungarn. Af ukendte årsager begyndte de at bryde op, bl.a. til Nordeuropa. I 1865 blev der meldt om en trup i Berleburg, senere Danzig. De fleste var Kelderari-sigøjenere som bl.a. var kobbersmede (rumænsk: caldarar - kedelsmed). Fra 1866 viste de sig bl.a. i Randbøl (Vejle Amt), Thy og Hobro. I de følgende år kom de over grænsen sydfra, men blev straks transporteret tilbage over grænsen til Tyskland. 15. maj 1875 udstedtes en fremmedlov, som bl.a. bestemte: "Udenlandske tatere, musikanter, forevisere af dyr og andet, udøvere af kraft- og behændighedskunster og lignende personer er, forsåvidt de vil søge erhverv ved omvandring, ikke tilladt at tage ophold her i landet." Det stoppede dog ikke, og 19. december 1879 mindede justitsministeren om at "taerselskaber ubetinget burde formenes adgang til landet". (Se Anders Enevig: Sigøjnere i Danmark. 1969).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar