Værtshuset "Nordpolen". (Efterskrift til Politivennen).

"Nordpolen"

"Signe med kongenæsen"
Den danske "Skalle"
Ignatus fortæller i "Politiken"

"Nordpolen" er en af de få virkelig forbryderfælder der findes her i byen. Man stiger fra Vognmagergade ned ad en smal trappe og befinder sig i et underjordisk, af borde, stole, diske og flasker opfyldt lokale, hvor ordenen mellem vagabonderne opretholdes af et par solide kæmper, der passer handsker nr. 12. Gennem en dør i baggrunden opdager man et glimt af værten, der dog ikke viser sig uden ved højtidelige lejligheder. 

Til venstre for den egentlige beværtning ligger der et aflangt rum, som kaldes "Stuen". Dette rum hvori der som regel er slagsmål i den ene ende, medens en halv snes driverter ligger og sover i den anden, er unægtelig interessantere end gaskælderen i "Sherlock Holmes". Rundt om på de fedtede bænke sidder forbrydere, der har tilbragt deres meste tid i Vridsløselille, og mellem forbryderne Vognmagergades friserede alfonser, de såkaldte "krasseka'le", "blæsere" eller "embedsmænd" (betegnelserne "alfons", "hopsaka'l" og "gummidreng" er opfundne af bladene og ukendte i kvarteret). 

Mellem damerne, der næsten uden undtagelse ryger træpibe, er den mest bekendte en tidligere værtshusholderske som bærer navnet "Signe med kongenæsen". Når hun er drukken, synger hun en sentimental sang. 

I denne stue sad i gamle dage "den dovne Dreng" (han er nu i Horsens Tugthus), og her soldede "Tevehår" og "Bernhardt med Patten" for de penge, de havde tjent ved indbrud. Mange pladser er nu blevet tomme efter Lersøaffæren. "Og alt det", siger Bræddestablen. "fordi de fingererede lidt ved en politibetjent."

Bræddestablen er en mand med ydre optræden og måske i øjeblikket den af vagabonderne, der renest har bevaret kvarterets sprog. Den 35-årige mand er høj og velvoksen, med et rødligt, stærkt bygget ansigt, med en dobbelt overlæbe, knækkede fortænder og med et knivstik-ar på underlæben. I henseende til toilette er han på højden af de moderne fordringer. Han taler gerne og understreger enkelte ord med stærke armbevægelser. Og hvad er det ikke for besynderlige ord!

Forbryderne i kvarteret har deres eget sprog, som dels er ejendommeligt ved de adjektiviske betegnelser (en pibe med et stort hoved kaldes fx for "bredskuldret") dels ved en ironisk ombytning af ord fra bogsproget, som når fx en bisse ufravigelig kaldes "prins". (Ordet bisse er opfundet af skribenter). Yderligere benyttes disse ord til dannelse af verber. En prins der om natten sover i en retirade, siger, at han "prinser den", og damer som han møder på logisstedet kaldes prinsesser. Hr. sprogforsker! Tal med Bræddestablen og Strile-Karl, og De vil opdage, hvor uvidende De er i dansk sprog!

Han "går og skyder" betyder, at han går og stjæler, "et skud" er et stykke tyvegods (ladegårdslemmerne kalder i øvrigt en cigarstump "et skud"). "Kan du være i vognen" betyder: Kan du klare dig? At "gå på'en" betyder at bekende. At "blive solgt" er at blive overlistet i et krydsforhør. "Vil du springe?" betyder: Vil du slås? Og "Så siger jeg nik" betyder: parat til at drikke en skalle.

At drikke en skalle er at træde et par skridt tilbage, lynsnart at fare frem og med den øverste del af panden at ramme modstanderen over næsen og knuse denne med et stærkt stød. Nordpolens stamgæster viser i så henseende en forbavsende færdighed. Man må personlig se dem drikke en skalle eller dog betragte deres skade, knækkede næser for at få en forestilling om det frygtelige våben. Danske slagsbrødre, der om bord på skibe henflyttes til andre egne her drikker fremmede slagsbrødre skaller, vækker på en gang forfærdelse og forbavselse. En lignende benyttelse af hovedet til slagsmål er ganske ukendt andre steder end i Danmark. Bræddestablen viser styrken af sin pandebrask, idet han drikker kældervæggen en skalle, så det bogstavelig talt knager i den gamle, sure rønne. Endda erklærer han at Lars med Patten er hans overmand. En gang i ungdommens dage drak han Bræddestablen en skalle, der "blev siddende", og at denne mester i faget nu i 2 år skal være forhindret i at præstere ordentligt arbejde, forøger yderligere Bræddestablens misfornøjelse med de bestående samfundsforhold.

Ved afskeden gør han følgende klassiske bemærkning:

"Man går op af pølen og fingererer ved en panser (gadebetjent). Værså'artig, ind i svededåsen med det samme. Man danderer den med seven (grøn sæbe, som benyttes til at knuse ruder med i udhængsskabe), og aldrig så snart har han lugtet til et par skaldede brocher, førend den står på kul (vand og brød). I Leret (Lersøen) må man ikke komme, og forladning i pistongen er der ikke over det hele. Man kan li'så godt straks gå ud på går'en og slå de tre slaw."

Derefter vendte Bræddestablen sig til Signe med Kongenæsen og sagde:

"Sine! La vos så få de to drosler!"

(Aalborg Tidende, 1. marts 1902).

Fotoet viser ikke Nordpolen, men en kælderbeværtning i Lille Brøndstræde 12. Bagest porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

I en omtale af en bog af Albert Gnudtzmann og Helmer Lind, bragte Fredericia Social-Demokrat 26. februar 1907 nogle citater fra bogen:

Vi vælger at aflægge "Nordpolen" et besøg. Det stemmer os for brystet da vi efter at være klatrede ned ad den stejle trappe, befinder os i et lokale hvor en snes mennesker trænges sammen i to rum der hver for sig er af størrelse som et pigekammer i en ældre københavnsk ejendom. Et lokale hvor den ubeskriveligste stank af last og dyrisk ligegyldighed lægger sig tyngende på åndedrættet, og hvor kærligheden til snavset har overtrukket de nøgne vægge med en fedtet og klæbrig patina.

Af de to rum er det ene skænkestue, det andet "dameværelse". Ved denne elegante betegnelse forstås at stedets furier her har deres residens. Ikke alene opholder de sig der på de tider af dagen da de ikke virker i deres kald, men de sover her også, hvilende på borde og bænke eller simpelt hen på gulvet, hvor det tommetykke snavs er stampet sammen til en fast, ubestemmelig masse. Når dagens jagt efter de usle skillinger de behøver til megen brændevin og en smule mad, er endt, og kavalererne er gået ud for at forsøge hvad nattens timer kan kaste af sig, synker det hærgede kvindelegeme sammen her, svækket og udmarvet af last, arrest og pint af utøj, stinkende af spiritus.

(Fredericia Social-Demokrat, 26. februar 1907).

Fra Brøndstrædekvarteret. (Efterskrift til Politivennen).

Tegneren Axel Thiess skriver en længere artikel i "V. L." om et besøg han for nylig aflagde i "Brøndstrædekvarterets" huler sammen med en opdager.

Ekspeditionen foretoges en af de tunge grå aftner, hvor selv himlen synes at ville smudse jorden til med skidne røgfyldte tåger, der dæmper søvnige gasblus og trækker et fugtigt slimet overtræk over de elendige rønner .

I den usikre belysning så beboerne endnu mere smudsige og sorte ud som de skubbede sig op af kælderhalse og listede langs husrækkerne hjem til den usle hummer med trøsteren. brændevinsflasken, klemt i favnen af den magre arm.

Så står vi foran et af de celebre tilflugtssteder for tyve, bondefangere og andre forbrydere.

Opdagerens brede ryg fylder ganske den lille dør. idet vi dukker ned i den lavloftede hule

Det er øjensynligt at han et godt kendt af gæsterne. Nogle kommer slesk hilsende fra en lille bagstue. Det stikkende blik i de onde øjne harmonerer kun dårligt med de venlige forespørgsler til betjentens befindende.

Andre sidder trodsigt surmulende uden så meget som at rykke i hatteskyggen, blot gravende hænderne endnu dybere i bukselommerne og strækkende benene demonstrativt fra sig med et triumferende smil over. at det denne gang ikke er bud efter dem. I en krog sidder "Gnistersmeden", "Bamschen" og "Svedsken" drøftende det sidste kup, mens en gamling der er blevet hvidhåret I forbrydertjenesten, hæver sit frygtelige fjæs fra den ret, han er i færd med at nyde, kogt koyver med dyppelse, og sender en lang misbilligende spytteklat efter os. 

Det viser sig at den mand der eftersøges, ikke findes der, og vi styrer derfor vore skridt til en kælder på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde,

Her er lidt pynteligere, og gæsterne er af en noget anden karakter. Det er kvarterets alfonser og dansebulernes fejrede skallesmækkere, der volder til. 

De dybt nedskårne flipper med det røde slips og den friserede lok ned i panden karakteriserer godt nok en del af disse kavalerer der driver tiden hen med svir og kortspil.

Ofte går det livligt til her: Når der opstår uenighed mellem Brøndstrædes houris, så vanker der brådne pander, og blodet flyder, mens kvinder og mænd under hæse skrig vælter sig i en kæmpende klynge på gulvel mellem itubrudt bohave og splintrede flasker og glas.

Så må politiet, ofte særdeles mandstærkt, med stort besvær rydde bulen og smide samtlige gæster på gaden, hvad der ikke er nogen let sag, da mange af dem er professionelle slagsbrødre. 

Der findes heller ikke få invalider mellem politiets betjente, der har hentet deres sår, bogstavelig talt, på selve valpladsen; navnlig kan et rasende fruentimmers bid være meget farligt.

Da vi ikke finder den eftersøgte i "Dukkehjemmet", går vi til kvarterets allerværste bule,

Man gvr sig intet begreb om det indtryk, den lave kælder gør på den indtrædende, en frygtelig os af dårlig tobak, spiritus, kulrøg og branket hestefedt slår os i møde. Der er mange gæster i de små og lave rum, og der er celebre navne imellem. Der er bondefangeren "Månekongen" og flæskesjoveren "Svingeren", men to kære stamgæster savnes, det er "den dovne Dreng" og "Menneskeæderen", der for tiden er "på huset", som Vridsløselille benævnes. 

Opdageren går lige hen mod en rødhåret mand, som duknakket hænger over et bord. Idet han lægger sin hånd på hans skulder, farer han sammen og vender sig med et meget talende udtryk af rædsel mod politimanden .

Da den eftersøgte er den. der har fundet barneliget og derfor opfordres til at give nogle oplysninger, føler han sig synlig lettet. Farven vender alter tilbage til det for et øjeblik dødblege ansigt, han føler sig som en interessant mand, der skal til en konference under fire øjne med opdageren ude i køkkenet.

Imedens sidder den der skriver disse linjer, alene tilbage i den uhyggelige skænkestue uden at turde forlange noget, til trods for, at cognacen til 6 øre snapsen unægtelig er fristende. Inde I sidestuen hænger et sovende fruentimmer over bordet, et par andre laller døddrukne i munden på hinanden. I den længst bortliggende krog på gulvet skimter vi en bylt pjalter der rører sig, men den lille osende hængelampe formår ikke at oplyse noget nærmere om det er en mand eller en kvinde, og vi tør ikke flytte os fra  pladsen, da de øvrige gæster begynder at indtage en truende holdning. 

De spankulerer trodsige op og ned med ondskabsfulde hentydninger til "snushanernes venner" og dirigerer med virtuositet spytteklatterne der synes at være en uundværlig form for afsky, mod vore støvler, som vi trækker helt op under stolen.

Konferencen i køkkenet synes at trække ud, og det er med en vis ængstelse vi skotter op ad kældervinduet for at forvisse os om at gadebetjentens solide fedtelæders ben er plantede lige ud for kælderhalsen. 

Endelig kommer opdageren igen fulgt af den meget vigtige hjemmelsmand. Bøllerne trækker følehornene lidt til sig ved synet af politimanden, og ved bortgangen springer "Bræddestablen" til, åbner døren og siger med et ironisk buk:

"Væs'arti! - Rejs ad Helvede til!"

Gadens kvalme, røgfyldte luft forekommer en ganske forfriskende, den ujævne stenbro, der synes som overtrukket med et lag af sort leverpostej, synes ren imod knejpens lokaler.

Opdageren smiler ad vor snappen efter luft, rasler med håndjernene i lommen og siger:

"Det var godt at vi ikke kom i går. Der var stort folkeslag, og bulen blev lukket allerede kl. 8."

(Fyns Social-Demokrat (Odense), 8. januar 1901).

Københavns Whitechapel. (Efterskrift til Politivennen).

I en artikel, der handler om politistationerne i København, har "Vort Land" bragt nogle ganske interessante skildringer og billeder fra det såkaldte "Brøndstrædekvarter", som ligger midt hovedstadens hjerte og hvor dens værste udskud af bøller og forbrydere holder til. Vi gengiver et afsnit af artiklen.

Der er jo det mærkelige og for politiet heldige ved dette udskuds liv og færden, at de i en forunderlig grad er konservative i deres tilbøjeligheder. I det kvarter, hvor de en gang er sunket til bunds, bliver de boende. Den beværtning, hvor de hyppigst har uddelt og savet prygl, hvor de først er blevet anholdt, hvorfra de det fleste antal gange er blevet smidt ud; den står med et vist rosenskær over sig for dem. Her har de tilhold, i denne søle er deres hjem.

Så stærkt holder disse fyre på sentensen: "my house is my castle", at de end ikke tillade bøller fra andre kvarterer i byen at slå sig ned i deres eget. De har som sjakalerne deres "revir", hvor de ikke tåler andre; hvis et af de "kendte navne" fra "Blodkoppen" eller "Tordenfluen" i Farvergade viser sig i "Dukkehjemmet" eller "Tyskekjælderen", bliver der alvorlig "fest"!

Alle disse slagsbrødre, tiggere og flæskesjovere har som andre velrenommerede forbrydere, deres ofte meget malende øgenavne. I de to sidstnævnte kældre nævner vi blandt "stamgæsterne": "Bræddestabelen" og hans broder "Fløjtedrengen", "Peter Saft", "Gnistersmeden", Peter Ordrup", "Singlekarl", "Tyskejens" osv.

Ved siden af disse bøller, hvis liv kun er "fægteriet', d. v. s. det tilfældige tiggeri og sjov, møder samme steds en anden bande, der dog driver en profession, nemlig bondefangeriet. Herned lokker de den unge rekrut, som kommer lige hjemme fra Usserød med mad i bylten og nogle kroner i pungen, eller den lille gårdmand, der vil ind på et billigt værtshus.

En Bøllemenu.

"Tyskekjælderen" har fået dette navn efter sin indehaver, en tysker, medens "Dukkehjemmet" er opkaldt efter et fruentimmer, der har sit tilhold her, og blandt hvis specialiteter er den at være ganske overordentlig lille af vægt. Derfor kaldte de herrer hende "Dukkebarnet". Indtil fornylig hængte på væggen i "Dukkehjemmet" en plakat hvorpå læstes følgende der udmærket karakteriserer ånden hernede: "De ærede gæster anmodes om ikke at ituslå møblementet. Der står knipler bag kakkelovnen". Og bag ovnen fandt man så i nødsfald en stor samling itubrækkede stoleben!

Det er naturligvis ikke nogen særlig stor frokost - dette er for disse folk dagens eneste måltid - der bydes på i disse kældre. Som et eksempel kan vi tage frokosten i "Nordpolen", en lignende snask i Vognmagergade.

Frokosten er her 17 øre og for denne pris serveres for 2 øre yver, for 22 øre sauce, 1 pægl brændevin, et meget lille glas øl og en rundtenom rugbrød. Møblementet består af øltræer, over hvilke der ligger brædder.

Madammen bag buffeten.

Imidlertid - de 17 øre skal jo også skaffes. Og på en mærkelig, tilsyneladende noget upraktisk måde, men en måde der har vundet hævd, skaffer fyrene da de nødvendige penge til veje.

Om dagen sammentigger de her og der en del mad på køkkentrapperne, og når det så er blevet aften, stiller de i kælderen med rovet. Her sælger de det sammentiggede brød for en billig penge til madammen, der lægger det, sirlig ordnet, op på disken for eventuelle lysthavende. Dog leveres der ikke penge, men brændevin for maden, og aftenen går nu i et glad sold sammen med "R»de An", "Tæskomarie", "Hummerpigen" osv., indtil de da endelig om natten dingler afsted til logishuse, gratis-herberger eller om sommeren til Fælleden.

Ved morgengry komme de atter tilbage til kælderen og for de småpenge, de i løbet af natten - "Å, go' Herre, har De ikke lidt til en rejsende håndværkersvend?" - har "fægtet" sig sammen, køber de nu det gamle smørrebrød de solgte aftenen i forvejen tilbage! Man vil indse at dette ikke er nogen dårlig geschæft for madammen, men stillingen er jo også noget udsat. For der er øjeblikke hvor disse herrer ikke vil finde sig i nægtelse af kredit. Forleden sparkede en af bøllerne benet ver på madammen i en sådan anledning og en anden gang tog de en uhyggelig hævn over "Tyskekælderen" af lignende grunde.

Da de var blevet smidt ud, hentede de fra gården i nærheden en serie latrintønder ud og styrtede disse ned i kælderen, ad trapperne og vinduerne. Hver har sin måde at ekspedere rykkere på! 

Idyllen

Dog må man ikke tro, at disse bøller slet ikke kender idyllen. Forleden opdagede nogle betjente denne på en ganske aparte måde. Man ledte efter en fyr der skulle arresteres, og om hvem man vidste, at han havde tilhold med en af de kendte bøller i Brøndstrædekvarteret. På sin jagt nåede man da dennes bopæl, et tagkammer i Aabenraa til 1½ krone om måneden. Døren var så lav at betjentene måtte krybe ind på alle fire. Og inde i hullet, hvor en gammel madras var det eneste møblement, fandt de så en 5-6 personer, der lå omkring en flaske brændevin og en kande mælk. Bøllen havde fødselsdag og havde derfor inviteret sine venner hjem til hjemmets hygge frem for Tyskekælderens elegance. Man bliver så ked af det kafeliv!

(Aarhuus Stiftstidende, onsdag den 23. marts 1898).

Stor batalje. (Efterskrift til Politivennen).

Over 50 soldater i vild kamp.

Søndag aften ved titiden var beværtningen Sydpolen, der ligger i en kælder i Lille Brøndstræde i København, overfyldt af soldater af alle mulige våbenarter, men matroser og vestindiske soldater var i flertal. En matros og en gendarm kom pludselig i klammeri, og klammeriet blev til en hidsig nævekamp, under hvilken gendarmen var ved at blive den lille, sprang da pludselig tilbage, trak sit våben og for ind matrosen. Inden nogen kunne forhindre det, havde han tilføjet ham et dybt blødende sår i den ene hånd og flænget kinden på ham. 

Dette blev signalet til vild kamp over hele linjen

Matroserne og de fleste folk af de hjemlige våbenarter tog parti overfaldne, mens gendarmerne og enkelte andre sluttede sig til vestinderne. Sabler og bajonetter lynede i skæret af gasblussene, blodstænkte kroppe væltede sig på gulvet i kamp, borde og stole faldt og splittedes ad, - kopper og tallerkener faldt på gulvet.

På dette tidspunkt kom en politibetjent forbi oppe på gaden. Han hørte det infernalske spektakel, men da han så den kamp, der rasede i lokalet, var han klar over, at på den valplads var han absolut magtesløs. Han løb til den nærmeste telefon og rekvirerede alt disponibelt mandskab fra St. Kongensgades politistation, ti mand.

Inden de kom til stede, havde kampen bredt sig til "Kap Horn", der ligger i stuen i samme ejendom. Gæsterne var her blandet af de samme ingredienser som i kælderen. Da betjentene nåede ejendommen, for bord- og stoleben ud gennem vinduer og døre, og sårede soldater kom vaklende ud med blodet flydende ned over ansigtet.

De 7 betjente ilede først op i stuen. Ved synet af den mandsstærke politistyrke stilnede kampen øjeblikkelig af, og soldaterne forlod lydigt beværtningen. Deretter kom turen til Sydpolen hvor det gik på samme måde, men medens værten satte skodderne for vinduerne og stængede døren, genoptog det halve hundrede soldater, der nu var samlet på gaden, slagsmålet med fornyet kraft.

Det var ifølge "B. T." umuligt at foretage nogen anholdelse i dette mylder af slagsbrødre; betjentene måtte nøjes med at skille de kæmpende ad. Efterhånden trak kampen hen mod Nyhavns bolværk, og sidste akt udspilledes på et hyttefad, på hvilket fire mand faldt ned og Iå og sloges, så vandet sprøjtede omkring dem.

(Social-Demokraten for Randers og Omegn, 11. januar 1916).

Brøndstrædekvarterets Endeligt, Maj-September 1910. (Efterskrift til Politivennen)

Under nedrivningen og den efterfølgende udgravning fandt man den brønd som Københavns statholder, Christopher Valkendorf lod bygge, og som gav navn til Brøndstræde. Den ligger nu under Vognmagergade 8. Desuden fandt man rester fra "Absalons Vold" på tværs af Gothersgade. Den ældste byvold. I slutningen af september 1910 afsluttedes nedrivningen af Brøndstrædekvarteret.

Provinspressens kronikker: Det lyssky København

(Eftertryk forbydes).

Det fyger med kalkstøv i det gamle Københavns forfaldne og uhumske kvarterer. En efter en brydes de møre kasser ned, som ormstukne tænder, der trækkes ud. På tomterne rejser der sig elegante beboelseshuse med hele den tyrkiske musik af WC, elektrisk lys, badeværelse, varmt vand, bankealtaner, elevatorer osv. osv. Eller hovne forretningsbygninger kroer sig og maver sig med karnapper og gesvejsninger. Således forsvandt den gamle Farvergade med kronjuvelen "Holger Danske". Fra Mikkel Bryggersgade vil der blive indgang til Paladshotellets koncertsal. Og om kort tid kan man ikke bo mere mondænt ind i Didrik Badskærs Gang eller Lille Brøndstræde - eller de gader der afløser dem. 

Meget kryb - både på to ben og på seks - er ved de skete forandringer blevet husvildt. Men endnu findes der et lyssky København, en verden, der rører sig i afkrogene, i skidne kipper og mørke bagtrappelejligheder. Endnu står jo Borger- og Adelgadekvarteret med de renommerede kloakker Helsingørs- og Prinsensgade; endnu har vi den uforfalskede gamle Holmensgade som en stinkende rendesten lige op ad Strøget.

I disse gaders skumle kældre holder hovedstadens forbryderverden til. Som alle store byer har også København sine gader, hvor lovløse eksistenser har et vist spillerum. Men man skal ikke tænke sig noget i smag med Londons Whitechapel eller de parisiske forbryderkvarterer. Hverken kvantitativt eller kvalitativt. Den københavnske vaneforbryder har intet til fælles med den onde, skulende apachetype, der kendes fra verdensbyerne - intet uden netop den forbryderiske virksomhed. Her er en mand, der lever sit liv efter andre love end de gængse. Men han er ikke blottet for moral, og han er inderst inde en skikkelig fyr, elskværdig, harmløs, i besiddelse af et godmodigt humør.

Risikoen ved at opsøge ham på hans stamknejpe er da i reglen heller ikke stor. - "De kan sidde li' så ugenert og kumfortabelt hernere mellem os, som om De sad på dette her D'angletær eller D'angleber' eller hvad det nu hedder", sagde en gammel tyveknægt, hvem jeg lærte at kende i en af Helsingørsgades kipper, en gang til mig. "De eneste, der er sådan lidt spydske en gang imellem, det er disse her bedre folks sønner. De kan jo ikke glemme, at de har fået den finere opdragelse. Derfor kan de godt lide, når de kommer til at putte lidt stål i livet på en bedre herre en gang imellem."

Med myndighederne står forbryderne på en ganske god fod. De tager de straffe, der idømmes dem, som noget, der nu en gang hører med til håndteringen, men det kunne ikke falde dem ind at nære noget personligt nag mod dem, der nu en gang har fået det hverv at værne vort samfund imod dem.

- "Han var en dejlig mand", sagde min gamle ven om en afdød birkedommer i Københavns nærmeste omegn. "Han kunde s'gu godt skælde ud; han var ikke til at putte i næsen, det må De ikke tro, min herre. Men aldrig b'e man puttet i spjældet, uden at der b'e serveret et målt'd varm mad; jeg betænker mig ikke på at sige, at der var ikke et arresthus i hele landet, hvor man fik så god en forplejning som der, og jeg har dog sat i nogle arrester i mine dage. Nå, når man så kom og sagde tak for mad, så sagde han jo gerne: "Nå, hvad er det så, vi har på hjerte denne gang, Peter Larsen, det er jo Dem, der har lavet det bræk på Roskildevejen, tilstå De det li'så godt med det samme." Somme tider, når man var i godt humør, så gav man ham jo også den tilståelse, for man ville jo gerne vise manden en villighed. Mer hvis ikke man ville, så skal De ikke tro, at han skar knapperne af ens bukser eller kom kløpulver i sengen. Nej, han kom der ikke! "Når ikke De vil tilstå, Peter Larsen," sa' han, "så lad i Guds navn være, og så bliver det værst for Dem selv." Og så kunne han se virkelig så bedrøvet på en. Så kunne det jo hænde, at man gik på den og gav ham den tilståelse. Ak ja, han var en stor gavtyv, men en herlig mand. Det var ligefrem en fornøjelse at arbejde sammen med ham."

Således er der, hvor de vedkommende myndigheder viser den rette snedighed, etableret et samarbejde, der i mange tilfælde bærer bedre frugter end en streng og energisk politiforfølgelse. Der er opdagere, der nyder ligefrem popularitet i forbryderkvarteret. Når politimanden går sin tur gennem gaden, hilses han med en blanding af respekt og fortrolighed.

Ja, man kan sige, at bøllen gerne har en særlig forkærlighed for den politimand, der har anholdt ham. De to har arbejdet sammen, og knytter der sig ingen særlig pinlige minder til affæren, opfriskes den gerne, når de senere træffes. Forbryderen tiltaler opdageren med Du - et tegn på hans særlige bevågenhed - og kan han uden at krænke kammeratskabets love, der i den lyssky verden måske er stærkere end noget andet sted, gøre ham en tjeneste, så gør han det gerne.

" - Kan Du huske", har jeg hørt en forbryder sige til en opdager, "den gang Du tog mig for de fyrretyve krus, som at jeg havde fået en aften hos en herre, der lå' og sov på Boulevarden? Den var jo ikke så gunstig, den stod på Brasen (Vridsløselille), men Du var s'gu rigtig flink imod mig; den ros skal Du ha'e. Du sørgede for, at jeg fik nok både at spise og at drikke. "Det gør ikke no'et, om osse Du skulle få dig en lille streg, sa'e Du, nu skal Du jo ind og være afholdsmand i et års tid eller mere." - Ja, jeg siger: Bare man kunne få sig en lille kradser en gang imellem og så en skrå, så sku' jeg ikke ha' noget imod Brasen, om de så aldrig slap mig ud igen, for man har det godt i mange måder, det ved Gud man har. Og kost og losji faar man jo, uden at man behøver at tigge nogen om'et; det er li'som en hel pensionering."

Det er ikke politiet eller fængselsmyndighederne, der er disse folks naturlige fjender. Det er selve samfundet, det trygge, velklædte, hæderligt arbejdende borgerskab. Ja, man kan sige, det er selve luften og lyset - og renligheden. Den københavnske bølle, der ellers ikke er bange for ret meget, tigger og beder for sig i vild rædsel, første gang han tvinges til at tage et varmt bad. 

For proletaren, der hensidder sin tilværelse i en snavset baggård, befinder sig, når han kommer ud derfra, ligesom en hest, der i årevis har arbejdet i en kulgrube uden nogensinde at se dagens lys.

Derfor holder han sig helst til de omgivelser, hvor han hører hjemme. Det er kun meget sjældent at han bøjer om ad hjørnet til strøggaderne. Når han går sin daglige tur fra sit usle logis til brændevinsknejpen og tilbage igen, kan han for enden af gaden se drosker og sporvogne fare forbi; han kan skimte det bestandige tog af mennesker, forretningsfolk, der haster hjem til det hyggelige, borgerlige hjem, damer, der er ude at gøre indkøb, bydrenge, bude og unge butiksdamer. Men det falder ham ikke ind at sammenligne sin skæbne med deres. Det falder ham ikke ind - lige så lidt som vi andre grubler synderligt over, hvorfor vi ikke bor i New Yorks millionærgade i stedet for i en fem værelsers lejlighed på Frederiksberg. 

Det udelukker imidlertid ikke, at han har sine filosofiske stunder, hvor han efter ringe evne tænker over denne underlige tilværelses mange gåder. Han bliver let sentimental og er ikke blottet for religiøs følelse. For åndens arbejdere har han en vis sky ærbødighed. Han har fornemmelsen af, at de er en slags pionerer i den stadige kamp for at føre menneskeslægten fremad - og at deres bestræbelser måske en gang i tiden kan føre til resultater også for folk af hans slags.

Men til den tid er han selv sagtens ikke mere. Brændevinen har fuldbragt sit værk, og en morgen findes han død på en bunke klude; nogle kistebrædder smækkes sammen om ham, og en rustvogn fører ham til kirkegårdens fattigafdeling, hvor han uden alt for mange ceremonier gemmes i det hul, der er gravet til ham. Eller: skulle det blive i tugthuset? Det kan han nu ikke rigtig lide, for han har hørt, at de, der dør dér, risikerer at blive udleveret til hospitalerne til at skæres i stykker og sættes i spiritus. Og han ville dog så gerne have en ordentlig, kristelig begravelse.

Foreløbig er han tilfreds, om han får lov til at leve nogle år endnu i den snavsede gade, hvor han har tilbragt sit liv.

Den dag kommer jo imidlertid sikkert, da han ikke mere kan det.

Byggeiveren vil fordrive forbrydelsen og elendigheden også fra de sidste skanser, som den endnu holder besat i den indre by. 

Og beboerne vil udvandre til byens yderkanter. Vil de finde det hyggeligt der? Næppe. Snavs og stank behøver de ikke at mangle, men der er ingen brøndlignende baggårde, ingen bælgmørke korridorer, ingen lavloftede blykamre. Der er bare rå kalkpuds og store, nøgne gårde, hvor solen skinner ned, anmassende og brutalt.

Og i dens stråler vil de komme til at se på sig selv og andre og drage sammenligning. Den dag de gør det, vil de lære at hade.

Og der vil udvikle sig, også hos os, den forbrydertype, verdensbyerne kender: den blege, rå og onde anarkist og hader. Allerede begynder han at vise sit fjæs også i København. Sædelighedspolitiet ved adskilligt at fortælle derom.

Kanske burde dette betænkes, inden hakken sættes alt for tappert i det, der endnu står tilbage af det gamle elendighedens København. Det er sandt at disse gader ikke pynter på byen og deres beboere ikke på samfundet. Men intet er så galt, at der ikke kan tænkes noget værre.

Og navnlig kan der tænkes noget langt værre end de mennesker, der udgør hovedstammen i vore straffeanstalters og fængslers beboere. Det er forsømte, karaktersvage og for det meste dovne og drikfældige mennesker. Men mennesker er de - endnu.

De, der følger efter, bliver nærmest at henregne til dyrene.

Albert Gnudtzmann.

(Slagelse-Posten, 27. maj 1910)

Landemærket. Vejen midt gennem billedet er Lille Brøndstræde. 2. oktober 1910. Københavns Museum. Ingen kendte rettigheder. Ukendt fotograf.

Det er naturligvis umuligt at fotografere de samme huse fra samme vinkel. Men her en mere spids: Yderst til højre huset ved Gothersgade. Kun de tre huse til højre synes genkendelige fra det ældre foto. Husene blev i 1970'erne ført tilbage til deres oprindelige udseende. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Det ny København

Et besøg i Brøndstrædekvarteret.

København den 7. juli.

Det går rask med at rive de gamle rådne rønner ned i Brøndstrædekvarteret; hele partiet mod Gothersgade og Pilestræde er nu forsvundet, og tilbage står kun et enkelt hus på hjørnet af Landemærket og to huse på hjørnet af Lille Brøndstræde. Alle de andre er jævnede med jorden, og pladsen, de har stået på, er oversået med murbrokker, gammelt jern og frønnede træbjælker. For første gang i mange år kaster solen nu atter sine varmende og sundhedsbringende stråler ned over resterne af de gårdspladser, hvorfra den så længe har været udelukket.

På stykket nærmest Møntergade, hvor de første nedrivninger fandt sted, har der været arbejdet siden først i maj måned med udgravningerne til opførelsen af Københavns Belysningsvæsens store ny ejendom. Nu er udgravningerne imidlertid færdige, og vi bad derfor i dag arkitekt Westergaard, der har ledet arbejdet, om at fortælle lidt om, hvad der er fundet ved gravningerne på dette gamle historiske sted.

"Det er snart fortalt," svarede arkitekten, "vi har fundet resterne af den gamle Walkendorffs Brønd, hvoraf de to Brøndstræder har fået navn, samt noget af den gamle voldgrav og en løngang - det er det hele !" 

Hvad er det en mængde tykke pæle, der rager op over alt i udgravningen? 

Det er postetræerne fra de gamle gårde, som har ligget her. Dem er der imidlertid intet sjældent ved, de findes nemlig over alt i den gamle by, når der graves grund; disse bliver enten trukket op eller savede over, når her skal bygges !"

Der er dog fundet adskilligt mere ved grundgravningen. Hele arkitektens kontor er langs væggene optaget af kakkelskår, glas, fajance og gamle jernplader fra ovne. Det meste stammer fra Christian den fjerdes tid. I et hjørne står en lille høj af mærkeligt formede røde munkesten; det er såkaldte formsten fra det gamle Sancte Clare Kloster, der har ligget her. Foroven krones denne stenhøj af adskillige gamle, forrustede kanonkugler, ligeledes fra Christian den fjerdes Tid; ved siden af står en mærkeligt formet støbegryde af jern med to hanke. I vindueskarmen finder vi en mængde gamle dekorerede glas og forskellige både ældre og nyere småting; på en hylde for sig selv ligger et hæfte til en af de gammeldags rytterkårder. Mønter har man fundet meget få af - kun en lille tyndslidt sølvmønt og nogle kobberskillinger - , men derimod har man fundet adskillige mindre brugsgenstande samt et mærkeligt formet broncelod og en såkaldt klædeplombe af bly.

Midt i den store udgravning, der strækker sig fra Pilestræde til Gothersgade og fra Møntergade til det gamle Store Brøndstræde, ligger resterne af den firkantede mur om Walkendorffs Brønd midt i en grønskimlet mudderpøl. I øjeblikket er den ganske opfyldt af sten og snavs men om et par dage begynder udgravningen af den, og så venter man her og hisset at finde adskillige interessante ting på dens bund.

Endnu er der ikke taget bestemmelse om, hvad der skal gøres ved de fundne sager, men sandsynligheden taler for, at der i den kommende store bygning indrettes et værelse som et slags museum for dem. Desværre kan Walkendorffs Brønd ikke bevares på sin nuværende plads, da den ligger i vejen for fundamenterne; men grundet på den interesse, der knytter sig til den og dens anlægger, samt for de gamle interessante stens skyld, den er opført af, er den blevet fotograferet og målt fra alle sider og bliver antagelig muret op nøjagtigt, som den er funden, i en af bygningens overdækkede gårde. Samtidig er det hensigten at indmure en tavle i den, hvis inskription kan give de senere tider oplysninger om dens fund og om den omtumlede tilværelse, dens sten har ført, inden de endte som brøndsten.

A-t.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 9. juli 1910)

Sabroe og gæstgiveren i Brøndstræde.

Folketingsmand Sabroe blev i dag af kriminalretten idømt 100 kr. i bøde fordi han i august i fjor i anledning af nogle spektakler i beværtningen "Hellig Olav" i Lille Brøndstræde havde kaldt værten, hr. Rasmussen, for en bandit og betegnet beværtningen som en bondefangerforretning.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis, 7. januar 1911).

Russerne der stjal et svin.

For nogen tid siden blev et par af de indvandrede russere i Brøndstrædekvarteret enige om at de skulle se at skaffe sig noget mad ved at hjemsøge hovedstadens nærmeste omegn. De satte da kursen ud ad Amager til, og et enligt beliggende svinehus som hørte til en større gård, forekom dem egnet til operationsfelt. Som tænkt, så gjort. I nattens mulm og mørke brød de ind i svinehuset og stjal en gris som de slagtede på stedet, hvorefter de slæbte flæsket ind til København. Straks efter, da tyveriet blev opdaget, lykkedes det politiet at pågribe en af gerningsmændene, og han er i dag ved kriminalretten blevet idømt 8 års forbedringshusarbejde og udvisning af riget. 

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 1. februar 1911).

Bøllerne i hovedstaden

Uvæsnet griber om sig.
Et "slag" i Tivoli

Kbhvn d. 19. sept.

Bølleuvæsenet er blevet særlig slemt i hovedstaden i dette efterår. Der går næppe en dag uden at der meldes om blodige overfald på sagesløse personer fra forskellige steder i byen, og det lykkes kun i de færreste tilfælde politiet at få fat på voldsmændene.

Netop de sidste dage har bragt en mængde af den slags overfald der som oftest sker i forbindelse med røveri og tyveri. Damer er blevet frarøvede deres håndtasker og portemonnaier. Herrer er blevet slået til jorden og udplyndrede i forstædernes sidegader, ja. i sidegaderne på Vesterbro kan en herre ikke vise sig med en nogenlunde præsentabel hat på hovedet, uden at den straks bliver taget fra ham, ligesom stokke med sølvhåndtag er særlig eftertragtede af bøllerne.

Og det er ikke nok med at folk vanskeligt kan gå i fred på gaden. Også de offentlige anlæg er udsatte for hærværk af forskellig art. Således er der af ondsidede personer blevet tilføjet flere af de mange smukke statuer, som brygger Jakobsen har skænket byen, alvvtlig overlast, ligesom man daglig ser nybygninger hvor alle vinduesruderne er slået ind 

Under ildfesterne på Fælleden var bøllerne naturligvis også på færde. De brækkede hver aften plankeværkerne og indhegningerne ned når fyrværkeriet var forbi, og lavede store bål af bræderne. Ikke engang ved Tivolis afslutningsfest i aftes kunne man være i fred for dem. Da tiden kom at etablissementet skulle lukkes, trængte en snes bøller ind gennem indgangene og drog hujende og skrigende gennem haven, medens gæsterne rædselsslagne flygtede for dem. Ved søen brækkede de illuminationsanlægene ned og ødelagde dekorationerne til den italienske by. Til sidst mødte kontrollørerne og funktionærerne mandstærkt op, og det kom til et formeligt "slag", under hvilket der vankede brodne pander på begge sider. Omsider lykkedes det dog at få bøllerne overmandede og overgivet til politiet.

Årsagen til at uvæsenet således griber om sig, må vist nok for størstedelen søges i den store omkalfatring i den indre by som har fundet sted i de sidste år. Tidligere holdt bøllerne næsten allesammen til i bestemte kvarterer, navnlig Brøndstræde- og Farvergadekvarteret. hvor der altid var en større politistyrke posteret til at passe på dem. Nu er disse kvarterer imidlertid revet ned og ombyggede, og de sølle eksistenser er derved blevet spredt ud over hele byen, så at det er umuligt at etablere en så effektiv vagttjeneste over for dem som tidligere. Nu er det som nævnt, mest forstædernes sidegader - samt Adelgadekvarteret - der danner skuepladsen for bøllernes Tumle bedrifter, og der er det vanskeligt at passe på dem

Det synes dog nødvendigt, at der må gøres noget for at råde bod på ondet, og en ordentlig afklapsning af en mand der overfalder en sagesløs person, vil sikkert være på sin plads. Kriminalretten må antagelig hylde den samme anskuelse, for man har med tilfredshed kunnet konstatere, at dommene over voldsmænd i den senere tid har været forholdsvis strenge 

Anders Jyde.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 20. september 1910).

Fotografi bragt i Aftenbladet (København), 20. oktober 1911. Det viser belysningsvæsnets bygning under opførelse (nu KVUC), til højre Rosenborg Brøndanstalt i Gothersgade.

Brøndstrædekvarteret i dag, set fra hjørnet af Landemærket ned gennem Vognmagergade. Bygningerne blev erstattet af tre store byggerier: Gutenberghus (forrest) opført 1911-, tegnet af arkitekt Bernhard Ingemann (1869-1923), senere udvidet af Alf Cock Clausen (1886-1983). Belysningsvæsnets røde bygning der lige anes under broen (nu KVUC) blev opført 1912-13, tegnet af arkitekterne Gustav Bartholin Hagen (1873-1941) og Rolf Schroeder (1872-1948). Længst væk Møntergården mellem Sjæleboderne og Møntergade. Mellem de to første forløber Lønporten. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Brøndstrædekvarteret i dag: Sjæleboderne langs Møntergården opført 1916 til grosserer A. C. Illum, tegnet af arkitekt H. P. Jakobsen. En helt ny og meget anonym gade. Til venstre skimtes Belysningsvæsnets bygning, for enden af gaden Kongens Have. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Foto fra belysningsvæsnet bygning, et af de nyåbnede kontorlokaler. (Social-Demokraten, 15. april 1913)

Foto fra den nyåbnede politklinik i belysningsvæsnet bygning. Social-Demokraten, 30. april 1913.

Brøndstrædekvarteret i dag set fra Gothersgade: Møntergården mellem Møntergade og Sjæleboderne, dernæst Belysningsvæsnets røde bygning, Længst væk Gutenberghus, nu Cinemateket. Foto Erik Nicolaisen Høy.

"Den dovne Dreng" (3): Lovlydig borger. (Efterskrift til Politivennen)

3. del af artikelserie om August Peder Jensen også kaldet "Den dovne Dreng" som består af tre dele: Perioden 1893-ca. 1900 hvor hans "renomme" bliver oparbejdet, perioden ca. 1900-1910 hvor politi og retsvæsen slår hårdt til gennem bl.a. ophold i forbedringshus og tugthus, og endelig nedenstående som omfatter perioden 1910-1912 hvorefter det ser ud til at "Den dovne Dreng" holdt op med at drikke, blev lovlydig borger og endog organiserede en strejke blandt kreaturtrækkerne. Herefter forsvinder han ud af historien, kun hans renomme levede videre endnu et par årtier.

En strejke på Kvægtorvet.

I går formiddags var der stor bevægelse blandt kreaturtrækkerne i København der besørger trafikken fra Kvæsthusbroen til Kvægtorvet. I kreaturtrækkernes række træffer man bl.a. celebre navne som "Bræddestablen", "Den dovne Dreng" og "Skovser-Wilhelm".

Hidtil har taksten været 1 krone for at trække fire kreaturer. Nu forlangte korpset 5 øre mere pr. kreatur. Men dette forlangende vakte stor modstand hos kommissionærerne.

Efter en hård kamp lykkedes det dog kreaturtrækkerne at sætte kravet igennem, og kort efter gik "Bræddestabelen" og hans fæller på ny frem og tog tyrene ved hornene og køerne ved halen.

(Ribe Stifts-Tidende, 13. oktober 1910).

Den dovne Dreng blokeret.

Københavns kreaturtrækkere drager i leding - Generalstrejke under opmarch - "Skovser-Wilhelm" aflægger visit på "Aftenbladets" kontor.

Som vore læsere nok erindrer, udbrød der i forrige uge en lille rask strejke på Kvæsthusbroen.

Kreaturtrækkerne nedlagde arbejdet for at tvinge deres arbejdsgivere til at give dem en lille forhøjelse af lønnen.

Det hele var iscenesat af Peter Jensen (den "dovne Dreng"), og på en fuldt ud arbejdermæssige måde idet han først høfligt havde bedt om en forhøjelse, men da trækkerne fik et overlegent svar, sendte de så arbejdsgiverne et strejkevarsel.

Og netop på dagen som de havde forkyndt i forvejen, nedlagde alle mand arbejdet.

Resultatet blev at arbejdsgiverne måtte give sig, og stor blev glæden blandt trækkerne.

Men den lille strejke har fået et mindre behageligt efterspil, idet "Den dovne Dreng" nu er blevet blokeret af arbejdsgiverne.

Da han tilligemed sine kammerater indfandt sig i går morges på Kvægtorvet, optrådte en forvalter F. Jørgensen for "Københavns Kreaturtransport" og protesterede imod at "Den dovne Dreng" tog fat med de andre.

- Man ønskede ham fremtidig ikke på arbejdspladsen! - havde forvalteren sagt.

Som svar på forvalterrens optræden nedlagde Kvægtorvets ca. 70 kreaturtrækkere på nær tretten mand arbejdet.

De tretten der straks blev døbt "de sorte får", gik på trods af kammeraterne opfordring i gang med losning af en kreaturdamper der var kommet fra Riga.

Vi havde i aftes besøg af "Skovser-Wilhelm" som ret forståeligt var meget indigneret over "de trettens" optræden.

Det ser unægtelig heller ikke videre fint ud at de tretten herrer vægrer sig ved at støtte en kammerat, og da navnlig den af deres kammerater som for ikke otte dage tilbage fik gennemført den lønforbedring de nu alle nyder godt af. 

- Det er sjofelt! - sagde "Skovser-Wilhelm", og vi må give ham ret.

Vi skal holde vore læsere a jour med slagets gang på Kvægtorvet de følgende dage.

Reporter.

(Aftenbladet (København), 18 oktober 1910).

Et møde mellem rønnerne.

Fabrikantfruen og arbejderen
To menneskeskæbner

De svage lys fra gadelygterne og de små kælderbeværtninger står som sløvede strjerne i en uendelighed af mørke. Vognmagergade er i dobbelt forstand den mørkeste gade i København. Der driver triste stakler forbi, mennesker som nøden slog til jorden med sine ulveklør eller som lasten tog livsmodet fra. Man ser dem et øjeblik i den svage belysning, så forsvinder de igen i mørket som gengangere der efter en kort spøgelsesvisit i livet atter går ind i skyggeriget. Se hende, den pjaltede kone der kommer gående ned ad trappen og nu skrumler hen til den nærmeste knejpe for at få brændevinsflasken fyldt. Det er kun få år siden hun som den velhavende fabrikanthustru modtog sine gæster i et strålende lyshav i en elegant salon. Efter mandens død rullede pengene som savsmuld mellem hendes fingre, og nu skjuler en mørk gade og et skråt tagkammer hendes elendighed.

Se så ham der kommer der. Det er en høj, kraftig mand. Engang var han kendt som den værste urostifter i kvarteret. "Den dovne Dreng", som han kaldtes, herskede med en tyrans voldsomhed i kvarteret. Der er betjente der endnu bærer minder om de kampe de måtte udkæmpe med ham. Så blev han afholdsmand, og da han slap brændevinen, slap mørket og lasten ham. Nu går han forbi de kendte steder. Med et smil på vejen hjem fra sit arbejde. Og ved lysskæret fra en enlig lygte mødes de to. Hun der oppe fra er på vejen nedad, og han der kommende nedefra er på vejen opad.

To mennesker som skæbnen fører i diametralt modsatte retninger og hvis historie man ligesom i et kort øjeblik læser ved skæret af en af Vognmagergades døsende lygter.

Aoe

(Aftenbladet (København), 5. maj 1913).

Herefter ser det ud til at aviserne har tabt interessen for "Den dovne Dreng"

Lille Brøndstrædes Nedrivning starter, April 1910. (Efterskrift til Politivennen)

 "Grundejerbladet" skriver således:

"Under de nuværende forhold anses iværksættelsen af større samlede byggeforetagender for ganske uforsvarlig?"

Med andre ord: Lad blot arbejderne sulte! Lad de handlende ruineres! Lad hele vores erhvervsliv og vores økonomiske evne blive forringet, når bare husejerne derved - ganske uden nogen grund - kan mele deres kage!

Mere udæskende brutalt har man sikkert aldrig set spekulationen i folkets blod! Sulten og fattigdommen med alle dens følger skal nu, da tiderne synes at åbne udsigt til at de kan lindres, fremtvinges ad kunstig vej? Arbejderne skal sulte for at grundejerne kan mættes i overflod!

Dette er ikke blot brutalitet, men råhed.

Og hvad nås der så, om det lykkes grundejerne at gennemføre deres plan?

Der nås det at folk må indskrænke sig. De der hidtil har haft råd til at bo i en 3 værelsers lejlighed, må flytte ind i en 2-værelsers. De der har kunnet bo med deres børn i de luftigere og sundere lejligheder i forstæderne, må nu pakke sig sammen i rønnerne i de skidne smøger i byens indre. Huslejens forhøjelse vil således bevirke at de ledige værelsers antal yderligere forøges. Heraf følger igen mere arbejdsløshed og mere elendighed. Samtidig med at alle de hygiejniske fremskridt som de sidste år har ført med sig i henseende til valg af bolig, nu igen skal lægges øde. 

Vi har fået raseret de modbydeligste dele af Brøndstrædekvarteret med deres arnesteder for sygdomme og moralsk pest. Vi har fået lyse boliger rundt i byen hvor det har været muligt for arbejderne at b o, fordi de har kunnet skaffe den leje der krævedes. Nu skal altså mange af disse arbejdere påny tvinges ind i de huler som det har været umuligt at få lejet ud fordi det mange steder er sundhedsfarligt at bo i dem. 

Sygdomme, arbejdsløshed, elendighed!

Lad dem blot brede sig!

Når man blot med vold og magt kan holde byggeriet i stå! Og husejerne kan stikke deres profit i lommen!

(Social-Demokraten, 14. februar 1910).

Det København der falder.

Lille Brøndstræde.

Midt i det gamle Københavns elendige rønner ligger Lille Brøndstræde som selve midtpunktet for denne fortid. Hvis Brøndstrædekvarteret er fra Christian den fjerdes tid, så må Lille Brøndstræde stamme fra kong Hans. Det er en perle af en gammel mørk og trist gyde. Lille Brøndstræde hvor århundreders smuds næsten synes dynget op. Men nu forsvinder det også. Den ene side af gaden er allerede rammet. Der ligger bl. a. huset, hvor Bulotti blev fanget; det er den ejendom, hvorfra lygten stikker ud. På den anden side af af gaden bor der endnu mennesker som (tre ord mangler) de også drage bort. Der er dem der gør det med sorg i hjertet. En gammel kone der havde boet der i tredive år, gæød da hun skulle derfra. Sådan er den menneskelige natur. Den hænger ved det gamle selv om det er mørkt og fattigt.

(Aftenbladet, 19. marts 1910).

Flyttedagen

Brøndstræde-kvarteret ryddet.

Flyttedagen i går forløb forholdsvis roligt. 

Der sås ikke synderligt mange flyttelæs, og gaderne var så rene og pæne som på den fineste søndag. Hvilken forskel på svineriet for nogle år siden, da gaderne var losseplads for alt sIags skrammel og skidt.

Et stort antal af de familier, der denne gang skulle forandre bopæl, har været så forsynlige at besørge flytningen i de forudgående dage.

Der har i år ikke været så mange ny lejligheder at råde over som for nogle år siden, da der var ca. 12.000 til disposition. I år er der kun ca. 8.000 ledige lejligheder at vælge imellem. Nedgangen i antallet har altså været ikke mindre end 4.000.

*

FIyttedags-institutionen går så langt tilbage i tiden som til den gamle skånske lov, der kun fastsatte en flyttedag om året, og den var lagt tæt op til påsken. Senere i tiden blev flyttedagen rykket hen til slutningen af april, eller den 1. maj - men stadig var der kun tale om denne ene årlige flyttedag. Det er først i den nyeste tid, at der forordnedes to flyttedage årligt, og de fastsattes til den tredie tirsdag i april og oktober - altså den ordning, som vi endnu lever under, og som der nu atter gøres forgæves forsøg på at få ændret, således at flyttedagen lægges til den 1. maj og den 1. november.

6 udsættelser i går.

På byfogedkontoret var som sædvanlig assistenter rede til at foretage eventuelle udsættelsesforretninger. Der blev foretaget 6.

April flyttedag 1909 blev der foretaget 2 udsættelser og oktober flyttedag samme år 3 udsættelser, hvorimod der i 1908 ikke fandt nogen udsættelsesforretning sted 

Udrykningen fra Brøndstrædekvarteret.

Det livligste flyttesjov i går var det dødsdømte kvarter ved Brøndstræde. Her flyttede lejerne ud om formiddagen. I aftes var der nogle enkelte beboere, som endnu ikke var rykket ud. De risikerer at få taget revet ned over hovedet på sig.

I dag tages der fat på nedbrydningen.

Arbejdet er taget i entreprise af to entreprenører, d'herr. Valdemar Jensen som betaler 4800 kr. for karreen mod Gothersgade, og Ole Petersen som har overtaget karrens anden halvdel mod Vognmagergade for ca. 2.000 kroner.

Entreprenørerne skal selv sørge for pladsens indhegning så længe nedbrydningsarbejdet varer. Det antages at nedbrydningen kan være fuldført i løbet af 2 til 3 måneder.

Og så bliver der plads til opførelsen af det tidligere omtalte store bygningskompleks for belysningsvæsnet. 

(Social-Demokraten, 20. april 1910, 2. udgave).

Lille Brøndstræde falder. 

I går har man påbegyndt nedrivningen af den sidste del af det gamle kvarter mellem Gothersgade, Landemærket og Vognmagergade i København. Det uhyggelige Lille Brøndstræde falder samtidig og dermed er en god portion af det aller uhyggeligste København forsvundet.

Lige til nu har de gamle ruiner huset mennesker og fattigvæsnet har måttet tage sig af mange stakkels forhutlede mænd og kvinder som hidtil har holdt til i rønnerne, men nu står uden tag over hovedet.

Snart vil det gamle Brøndstræde med morderen Bulottis tagkammer, beværtningerne "Guldkuren", "Det lille Apotek" og "Det røde Horn" være en saga blot og på tomterne rejser Københavns Kommune en ny prægtig bygning for belysningsvæsnet.

(Kolding Social-Demokrat, 28. april 1910).

Gamle rønner

Brøndstræde-kvarterets nedrivning.

København 28. april.

I disse dage påbegynder Københavns Magistrat den sidste del af det store nedrivningsarbejde i den indre by, og dermed falder resten af det ilde berygtede Brøndstræde- og Vognmagergade- kvarter, hvori byens værste bærme, dens løse eksistenser og faste stamgæster i arresthusene i årevis har haft deres faste tilholdssteder. Den sidste del som falder nu, omfatter 21 ejendomme og danner en firkant, begrænset af Gothersgade, den åbne plads mod Møntergade, hvor de sidst nedrevne huse har stået, Vognmagergade og Landemærket, og midt i karreen ligger Lille Brøndstræde, hvori snavset og elendigheden altid har kulmineret. I alt står disse gamle, elendige ejendomme Kommunen i ca. en halv million kr. efter den nu foretagne vurdering, og for en uge siden måtte de sidste beboere rømme lejlighederne.

Vi gik i dag en tur gennem den resterende stump af Lille Brøndstræde, hvor arbejdsmændene allerede har taget godt fat med økser og brækjærn, og sjælden har vi set mage til elendighedens huler, som disse såkaldte "lejligheder", der findes her. Huset hvori Ballotti blev fanget, synger allerede på sit sidste vers; der står endnu kun en stump af sidehuset ud mod Lille Brøndstræde; Gavlen er revet ned - og en trappe, der er så snæver og lav at et voksent menneske ikke kan passere den oprejst, snor sig endnu op gennem etagerne. Vi stiger indenfor i en af de endnu urørte ejendomme, og det syn, der møder os, er så frygteligt, at man næsten skulle forsværge, at disse "lejligheder" har været benyttede til menneskeboliger. Et sted, hvor vi kommer ind, er "gården" mellem for- og baghus - alle ejendomme i Lille Brøndstræde er nemlig dobbelte - kun 7 alen i længden og højst 3 i bredden, og denne fri plads, hvis bestemmelse det er at skaffe det fornødne lys og luft mellem husene, optages fuldstændig af en mægtig retirade, en stor skarnspand, hvis indhold endnu flyder over alle bredder, og en frygteligt stinkende kloak. Baghuset i denne ejendom er så usselt, at dets gulmalede ydermur midt på har slået en stor bule, og højere oppe er den begyndt at læne sig over mod forhuset. At trappeopgangen er fælles for for- og baghuset siger sig selv. Men her er den dog indbygget. I en anden ejendom ved siden af optages en gård af lignende størrelse fuldstændigt af en trappegang, der er så rådden, at den er stivet af med både brædder og bjælker, og hvis trin giver efter da vi går op ad den.

Denne ejendom er noget af det elendigste man kan tænke sig. Ikke en solstråle kan trænge ned i "gården", grundet på taget over trappen og ved hver afsats er der opsat en ganske lille støbejernsvask, som står i forbindelse med nedløbsrøret. Den har dannet beboernes køkken. Vandet de skulle bruge, har de måttet hente på bunden af det mørke trappehul hvor der lige kan skimtes en post. Man må forundres over at der overhovedet har kunnet leve mennesker her, og dette indtryk forstærkes når man kaster et blik ind i baghusets etværelseslejligheder hvis døre overalt mangler låsetøj, og i mangel af bedre lukkes med en jernstang eller et stykke sammensnoet, rustent ståltråd.  Her kommer man først ind i en slags forstue, som væsentligst optages af et stort åbent og sodet fyrsted. Lavt til loftet er her og knapt med plads, men værre er der dog i "stuen", hvis fastspigrede vinduer aldrig har set en klud, og hvis vægge er tapetserede med gamle aviser. Vinduespudsning er i det hele noget, man ikke har givet sig af med i Lille Brøndstræde, men hvad skulle det også til, når der intet lys var. Når en rude gik i løbet, erstattedes den glat væk med en gammel las eller et stykke pap. Mørket i stuerne blev ikke tættere for det! Synet af disse huler, hvori man næppe kan stå oprejst, med deres tidligere beboeres efterladenskaber af snavs, ekskrementer, aske og papirdynger, ville få de fleste til at gyse, og man kan dårligt få sig selv til at tro, at sundhedspolitiet virkelig har tilladt, at de blev beboede af mennesker.

Men Brøndstræde-kvarteret har også haft sine muntre tilholdssteder, hvor gadernes faste stok af "gamle drenge" aften efter aften samledes om brændevinen og øllet. Vi kigger ned i "Cafe" Smedekælderens lave, tilrøgede skænkestue, hvor loftet af frygt for nedstyrtning er afstivet med brædder og bjælker, og hvor kvarterets lyrik har svulmet om kap med kvarterets pigers overdådige former. Disse mandhaftige kvindelige væsener ser man malede på "Kafeens" små vinduer, med ølglas i hånden, der er lige så store som de selv, og med "digteriske" udgydelser som denne:

"Vi vil ha' øl.
det koster sølv!"

I almindelig udtale passer rimet ikke, men for "de gamle soldesvende" var disse linjer guldkorn. På loftsbjælkerne i Smedekælderen fandt vi yderligere følgende perler:

"Kom tit igen,
Min gamle ven!
Hold dig som mand
Drik så længe du kan"

En opfordring der sikkert i fulde mål er blevet fulgt. 

Nu forsvinder altså endelig denne rest af det ældste og mest uhumske København - om et par uger er der ikke sten på sten tilbage af dette kvarter og af de usseldommens huler hvori der er udspillet mange tragedier, hvorfra megen åndelig smitte har bredt sig over byen og hvorfra også byens sidste pestepidemi i 1856 spredte død og ødelæggelse over København. 

Clas.

(Kolding Folkeblad 29. april 1910, 2. udgave)