Brøndstræde og Vognmagergade inden Nedrivningen, 1908-1909. (Efterskrift til Politivennen).

Kvarteret omkring Brøndstræderne i København blev i starten af 1900-tallet af flere aviser betegnet som en ghetto. Jødeforfølgelserne i Rusland 1905 førte til at ca. 3.000 russiske jøder flygtede til København hvor de fortrinsvis levede i de fattigste kvarterer som skomagere og skræddere. Særlig mange levede i kvarteret omkring Lille og Store Brøndstræde, et område der et lille årti forinden havde været kendt og berygtet for prostitution. Fx voldsomme udbrud af kopper i 1908. Især østeuropæere søgte området: russere og polakker.

Store Brøndstræde 12. Fotograf Fritz Theodor Benzen. Københavns Museum. Public Domain.

Danmarks første socialdemokratiske borgmester, Jens Jensen (1859-1928) blev interviewet 16. oktober 1908. Jens Jensen var finansborgmester i København 1903-24. En af de vigtigste borgmesterposter i Magistraten. I hans borgmestertid blev meget af nutidens København etableret: Fælledparken, Bispebjerg Hospital, socialt boligbyggeri mm.

Brøndstrædekvarterets ombygning.

Der udgik i går meddelelser til husejerne mellem Møntergade og St. Brøndstræde om at opsige lejerne.
Borgmester Jensen udtaler sig om ombygningsplanen.

Som meddelt i vort nummer i går, har finansministeren stillet det titnævnte beløb 2½ million kroner til rådighed for Københavns Kommune gennem en ratevis udbetaling og yderligere erklæret sig villig til, mod finansårets slutning at forhandle med kommunen om en udbetaling af resten - 1½ million - fs det ved lov fastsatte lånebeløb, for så vidt den ikke forinden er tilsagt en eller flere købstadkommuner til ombygning af usunde bydele.

Vi har i går spurgt borgmester Jensen, om alle vanskeligheder nu efter hans opfattelse var fjernede, og borgmesteren svarede, at der efter hans mening ikke længere var nogen vanskelighed på dette punkt. Der forelå ham bekendt, intet om, at nogen købstadkommune tænkte på at benytte sig af loven af 27. maj 1908, og selv om der mod forventning skulle blive disponeret over fx en halv million til en anden kommune, så lykkedes det vel nok at komme over den ting.

Der vil, fortsatte borgmesteren, i alt fald nu blive taget fat på forberedelserne til ombygningsplanens gennemførelse. Man tager dog ikke det hele på en gang. 

Økonomikontoret meddeler i dag husejerne i kvarteret mellem Møntergade, Vognmagergade, Gothersgade og Store Brøndstræde, at man vil skride til ekspropriation af de pågældende ejendomme, således at ejerne, hvis de ikke vil risikere at ifalde erstatningsansvar overfor lejerne, må opsige disse nu til flyttedagen. For butikkernes vedkommende gælder det vel gennemgående, at der kræves et halvt års varsel for opsigelsen, og til april flyttedag overtager kommunen ejendommene mellem Møntergade og Store Brøndstræde til nedrivning. Planen er da denne, at lejerne i den øvrige del af kvarteret, altså mellem Store Brøndstræde, Vognmagergade, Landemærket og Gothersgade opsiges ved april flyttedag, for at disse ejendomme kan blive revet ned i efteråret 1909. Lille Brøndstræde bliver således stående endnu et år.

Vi spørger borgmester Jensen hvor højt han skønsmæssigt anslår kommunens udgifter til planen gennemførelse. Han nævner ikke nogen bestemt sum. Vognmagergade skal udvides til 25 alens og de andre gader til 20 alens bredde, og kommunen må jo bære det tab, som er forbundet med afgivelsen af areal til gadeudvidelser. Han mener, at forskellen mellem den sum, som grunderhvervelsen koster kommunen, og det beløb, der kan indbringes ved salg af grundene, vil blive holdt indenfor rimelige grænser.

Vi har tidligere fremhævet, at det er tvivl underkastet, om formen og tidspunktet for planens gennemførelse er heldigt valgt. Borgmester Jensen sammenfatter sine betragtninger angående det spørgsmål i følgende udtalelser:

"Hvis man siger, at det ikke er kommunens opgave at gribe ind i bebyggelsen - nuvel, så er det et standpunkt, ud fra hvilket man kan kritisere planen. Men dette standpunkt er for længst forladt både her og andet steds af alle partier. Der er enighed om, at der foreligger en kommunal opgave. Under den almindelige depression trækker den enkelte sig ind i sit sneglehus og lader uvejret drive over. De offentlige organer kan ikke bære sig således ad. Ved erhvervelsen og bebyggelsen af disse grunde sættes godt fem millioner kroner i cirkulation. Det spiller dog en rolle i forretningsløse og arbejdsløse tider. Jeg finder derfor, at der netop nu er grund for kommunen til at gribe ind - frem for at vente, indtil der atter er kommet gang i forretningslivet. Og forholdet er jo ikke det, at vi herhjemme har mistet evnen til at leve videre som økonomisk samfund. Der er spekuleret. Man har skruet værdierne for højt op, og nu må de revideres. Man kan gerne sige, at vi i øjeblikket sidder dårligt i det allesammen. Der er dog ingen grund til at tro, at København har kulmineret, og at vi nu står ved begyndelsen til en almindelig deroute. Hvis kommunen ikke havde nogen kredit, hvis dens hjælpekilder var sluppet op - det var en anden sag. Men nu kan vi jo netop til ombygningen få de fire millioner hos staten på fire år, og vi behøver altså ikke henvende os til pengemarkedet i den anledning."

Borgmester Jensen udtaler derefter sin fortrøstning til, at det ikke vil volde større vanskeligheder at få lejet ud i det nye kvarter. Vi berører den af "Social-Demokraten" stærkt fremhævede mulighed, at kommunen selv bliver nødt til at bygge. Borgmester Jensen svarer: "Lad os nu først se! Der er bestræbelser fremme fra privat side. Mere kan jeg ikke sige om den ting i øjeblikket.

Cac

(Dagens Nyheder, fredag den 16. oktober 1908).

Lille Brøndstræde. Fotograf Fritz Thedor Benzen. Københavns Museum. Public Domain.

Knivdrama i Brøndstræde.

En forhenværende prostitueret kvinde ved navn Johanne Jensen, kaldet "Parykken", boende i Lille Brøndstræde, blev søndag aften i gangdøren til sin bopæl, stukket i ryggen med en skomagerkniv af en af kvarterets løse eksistenser Nikolaj Nikolajsen, kaldet "den lille Cohn".

Hun transporteredes livløs af blodtabet til Kommunehospitalet, mens voldsmanden arresteredes.

(Nordjyllands Social-Demokrat, 3. november 1908).

Lille Brøndstræde 12. Porten til Sjæleboderne (7. oktober 1908). Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain.

Stadslæge Hoff om polakkvarteret.

Vi har flere gange her i bladet skildret de frygtelige tilstande der hersker i Lille Brøndstræde og Pilestræde i de ejendomme hvor polakkerne bor. I nogle rædselsfulde hummere, uden luft eller lys, klemt inde mellem nogle snævre, stinkende gårde, bor der ofte over en halv snes mennesker - kvinder, mænd og børn mellem hinanden - pakket sammen i et eneste skiddent rum. 

For at høre hvorledes sundhedskommissionen stiller sig til disse forhold, havde vi i går en samtale med stadslæge Hoff der udtalte sig således:

"Ja, de forhold hvorunder disse mennesker lever, er jo grufulde. Jeg har selv adskillige gange set dem og kan derfor tale med derom. De er ikke blot menneskeligt set demoraliserende, men tillige i højeste grad sundhedsfarlige, og under en epidemi ville de indeholde en smittekilde som vi vanskelig ville kunne komme til livs. Det er derfor en selvfølge at sundhedsautoriteterne allerede for længe siden har haft deres opmærksomhed henvendt derpå og mange gange har foretaget inspektioner af kvarteret.

Den eneste bestemmelse vi imidlertid kan avende, er sundhedsvedtægtens § 44 om overbefolkning. Særlige krav i henseende til renlighed kan vi ikke stille, da det jo er private folk det drejer sig om. Og bestemmelsen om overbefolkning er ikke let anvendelig, da beboerne skifter fra dag til dag. De fleste bor her kun kortere tid ad gangen, og det værelse vi har fundet overfyldt den ene dag, er måske omtrent tomt den næste og omvendt. At give tilhold el. lign. vil derfor omtrent være betydningsløst.

Først og fremmest har vi derfor haft vor opmærksomhed henvendt på at forebygge udbruddet af epidemier. Navnlig koppeepidemier. Mange af de russere og polakker der ankommer hertil, er slet ikke vaccinerede, og vi har i den anledning allerede for længe siden henvendt os til den russiske-jødiske hjælpekomite, gennem hvilken der er uddelt trykte sedler i kvarteret med opfordring til beboerne om at lade sig vaccinere. Dette har også haft nogen virkning - hvor stor ved jeg ikke - men adskillige polakker og russere har i hvert fald efterkommet opfordringen.

Nogen gennemgribende og hurtig ordning af beboelsesforholdene anser jeg for næsten ugørlig. Så længe disse frygtelige huler endnu består, vil der jo altid findes forkomne og fattige mennesker der må ty til dem for dog at have tag over hovedet. Heldigvis varer det jo nu ikke længe, for størstedelen af kvarteret bliver revet ned, og selv om beboernes livsvilkår til den tid rimeligvis ikke bliver bedre, vl de i hvert fald være nødt til at flytte hen til ejendomme hvor der er mere plads, og mere luft og mere lys."

(Social-Demokraten 22. november 1908).

De fattiges Sjæleboder. Gård i fortsættelsen af Lille Brøndstræde mellem Store Brøndstræde og Møntergade. Set fra Store Brøndstræde 12. 8. oktober 1908. Fotograf Ernst Nyrop Larsen. Københavns Museum. Public Domain. 

En letsindig maler.

Købh. tirsdag.

Det er den gamle historie vi her har at fortælle om. En yngre malermester fra Herning der havde tjent godt i sommer, var kommet til hovedstaden for at ordne nogle forretninger og få tegnebogen luftet lidt på en anden måde.

I aftes nåede han at få den således udluftet at en støvsuger ikke kunne gøre det bedre. I Vognmagergade kom han i selskab med kvarteret kendte navne, og her festedes til langt ud på morgenen, indtil den letsindige maler havnede i en rendesten uden ur og penge,

Sådan fandt politiet ham - og sendte ham hjem til den lille hedekøbstad hvor livets fristelser ikke er så vanskelige at modstå.

Kat.

(Holbæk Amts Venstreblad, 3. december 1908).

En sindssyg i  Vognmagergade.

En i Vognmagergade 15 boede arbejdsmand Carl Hansen fik i går eftermiddags pludselig et anfald af sindsforvirring. Da manden var farlig for sine omgivelser, tilkaldtes politiet, og den sindssyge blev under bevogtning af to betjent bragt til Kommunehospitalet i en droske og indlagdes på 6. afdeling.

(Social-Demokraten, 9. december 1908).

Udvandring af russere og polakker.

Politiets fremfærd mod de herværende russere og polakker har bevirket at disse har påbegyndt en almindelig udvandring fra landet.

I går forlod ikke mindre end en snes familier af disse mennesker København, og blandt dem der rejste bort, var den logivært i Pilestræde hos hvem Wolkoff blev pågrebet. 

Et par stykker der manglede rejsepenge, skjulte sig om bord på en damper som "blinde passagerer", men blev opdagede og sendt i land. En af dem havde dog gemt sig så godt at man først opdagede ham da damperen kom til Helsingør. Der blev han så sat af.

Det forlyder at assessor Meyer ved 1. kriminalkammer om nogle få dage vil løslade de 6 russere som blev arresterede efter razziaen i Blegdamskvarteret. I russerkredse frygter man meget for at opdagelsespolitiet derefter skal sende de pågældende tilbage til Rusland hvor de er døden vis. Det er nemlig politiske flygtninge.

(Aftenbladet (København), 9. december 1908).

Røveri på åben gade.

En tidligere straffet person overfaldt i går i Vognmagergade i København en ældre mand hvem han tilføjede et par kraftige slag i hovedet for derefter at frarøve ham hans ur og kæde. Fyren blev kort efter anholdt af politiet.

(Viborg Stifts-Tidende, 19. december 1908).

Originalen og viktualiehandleren.

En 85-årig pensioneret kopist, Erik Petersen der var kendt som original - "Fortovsmanden" - og som boede i stor elendighed på kvisten i vognmagergade 28 i København, havde i flere dage ikke ladet sig se.

I går blev døren til hans lejlighed sprængt, og den gamle fandtes liggende døende på gulvet.

Politiet besørgede ham indlagt på Kommunehospitalet.

I lørdags fandt man detajlhandler Petersen der havde forretning i Eskildsgade 7 i København, liggende hjælpeløs i sin lejlighed.

Han blev indbragt på hospitalet hvor han døde få timer efter.

(Horsens Social-Demokrat, 12. januar 1909).

Et stort tyvekomplot afsløret.

I en beværtning i Vognmagergade anholdtes forleden dag en ung fyr der havde undladt at melde sig til politiets protokol over ofte straffede personer. Ved anholdelsen satte han sig kraftigt til modværge, overfaldt betjenten med spark og slag, men blev til sidst overmandet og bragt på stationen. Her fik man snart oplyst at han var gerningsmand til en del indbrudstyverier i den indre by.

Imidlertid var man samtidig klar over at han ikke kunne have udført tyverierne alene, og i nat anholdtes da tre af hans kammerater. De har endnu ikke tilstået, men øjensynlig står politiet her overfor et større tyvekomplot.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 16. januar 1909).

En dansetyv.

I en beværtning i Vognmagergade i København opererede en såkaldt dansetyv, der mens han svinger folk omkring, stjæler fra dem, forleden med afgjort held.

Under dansen med et af sine ofre stjal han således 60 kr. Den entreprenante tyv havde imidlertid i går det uheld at han blev anholdt af politiet.

(Roskilde Avis, 22. januar 1909).

Storbyens bærme.

En forvalter Sørensen blev for en uges tid siden lokket ned i en beværtning i Vognmagergade.

Sørensen traf her sammen med et par alfonser, Sophus Jørgensen og August Mau; disse to fyre i forening udplyndrede forvalteren. Men da denne senere blev ædru, meldte han sagen til politiet.

Den unge, dygtige assessor Heide-Jørgensen ved 3. kriminalkammer fik sagen til behandling.

De to alfonser blev anholdt hos deres kærester i Lille Brøndstræde og nægtede først alt, men assessoren tog derpå en del af kvarterets piger i forhør, og de fremkom med fældende vidnesbyrd.

Tre af disse kvinder forklarede at det var den almindelige forretningsgang i kvarteret at pigerne slæbte "ofrene" ned i den pågældende beværtning hvor det blev udplyndrede, og pigerne opgav navnene på 5 andre røveralfonser hvoraf de tre straks blev anholdte, nemlig Axel Andersen, Carl Hansen og Amandus Jensen. De to andre, Christian Nifinger og Anders Christensen leder politiet endnu efter.

I de anholdtes logis fandt man fuldt op af gamle tegnebøger, portemonnæer og lånesedler på ure. 

(Folkets Avis - København, 26. januar 1909).

Tiggerskens død,

I et uhyggeligt lille hummer oppe under loftsbjælkerne i en af Vognmagergades gamle rønner har i det sidste års tid boet en 60-årig enlig kvinde som on dagen tiggede de få øre sammen hun brugte til sin mad og til husleje. Det loftsrum hun beboede, var mørkt og koldt, for nogen kakkelovn fandtes her ikke, og lige akkurat så stort at hun kunne ligge udstrakt på sit af gamle sække og lift halm bestående leje,

Husbeboerne åbnede i aftes døren ind til hendes loftsrum. En frygtelig stank trængte ud, og på gulvet begravet i klude og halm, lå den gamle tiggerske død.

Så vidt man kunne se, havde hun været død allerede i flere dage. Synet af hende som hun lå der på sit elendige og svinske leje, var noget af det uhyggeligste vi længe har set. Hun var skindmager, huden var gusten og gul og bedækket med snavs, munden var ganske fordrejet og øjnene trådte frem i deres huler.

Og dog, skønt døden her så så hæslig ud, så er den dog kommet som en befrier til dette stakkels menneskevrag.

(Folkets Avis - København, 4. februar 1909).

I Folketinget blev polakkernes situation diskuteret den 13. februar 1909 i form af førstebehandling af et lovforslag om ændring af Polakloven. Klaus Berntsen (1844-1927), var dengang indenrigsminister (Venstre) 1908-1909. Han var 1910 konseilspræsident og forsvarsminister, 1920-1922 forsvarsminister, 1922-1924 minister uden portefølje:

Forandringer i Polakloven.

Det socialdemokratiske forslag om en forandret affattelse af polakloven kom herefter til 1. behandling.

Stavning udtalte, at hensigten med forslaget var at udvide beskyttelsen for de udenlandske arbejdere. Han troede, at hvis der sikredes dem en bedre behandling her i landet, ville det bidrage til at man slap for sådanne tilfælde som det morderiske overfald på Højbjerggård, idet de fremmede arbejdere, kvinder som mænd, ofte bliver meget slet behandlede. Han fremdrog forskellige eksempler herpå.

Forslagsstillerne ønsker bl. a ny og for arbejderne gunstigere kontraktbestemmelser: de foreslår at arbejdslønnen for de fremmede arbejdere ikke må være lavere, end den i faget gældende tarif fastsætter, eller den ellers er på egnen; at arbejdstiden ligeledes skal være den tarifmæssige, eller som det er stemmende med egnens skik. Der foreslås ny regler for de udenlandske arbejderes boligforhold, for politiets optræden i tilfælde af tvist mellem arbejdere og arbejdsgivere, for tilsynet med overholdelse af de sanitære forholdsregler osv.

Indenrigsminister Kl. Berntsen mindede om, at det endnu ikke var et år siden der blev vedtaget en lov om disse forhold; den vedtoges med tilslutning også fra Socialdemokraterne, og det bestemtes, at den skulle revideres 1911. Det forekom ham derfor mærkeligt, at socialdemokraterne stillede forslag til forandringer af en lov der endnu ikke er trådt i kraft. Det forekom dog ministeren naturligt, at man ventede og så hvorledes loven virkede, inden man ændrede den. Han havde for nylig udsendt cirkulærer til de pågældende myndigheder hvori det indskærpes, at det er hensigten med loven, at der skal skabes betryggende retssikkerhed for de udenlandske arbejdere og forsvarlige levevilkår, også med hensyn til boligernes indretning. Han havde sørget for, at den vedtagne lov var blevet oversat i det polske sprog, og at dens vigtigste bestemmelser blev optrykte i kontrakterne, ligeledes på polsk. Disse kontrakters bestemmelser vil i alle tilfælde blive skærpede.

Flere af de foreslåede bestemmelser anså ministeren for absolut uheldige Således når det foreslås, at kontrakterne skal kunne opsiges med 8 dages opsigelse. Landet vil ikke kunne være tjent med så løse arbejdsforhold, som en sådan bestemmelse ville give anledning til. Andre bestemmelser anså han for ganske overflødige, og atter andre ville kunne indføres administrativt, om det gjordes ønskeligt. Som minister skulle han vide at hævde de i den vedtagne lov fastsatte bestemmelser l deres fulde omfang.

Th. Larsen sluttede sig til de af ministeren fremsatte udtalelser. Flertallet finder den forelagte lov overflødig. Vi vil afvente, hvorledes den vedtagne lov virker, og ikke gå med til forandringer, før de indvundne erfaringer har gjort det ønskeligt. Men det så jo ud som om socialdemokraterne nærmest havde til hensigt at få vedtaget et forbud mod indførsel af fremmed arbejdskraft. I så fald burde de hellere have sagt det lige ud.

Stauning forsvarede endnu en gang forslaget. Det glædede ham at ministeren ikke ville lægge fingrene imellem ved lovens gennemførelse, men han kunne selvfølgelig ikke indrømme berettigelsen af de fremsatte indvendinger.

Ministeren mindede endnu en gang Stauning om at han i fjor havde stemt for polakloven, efter at have opgivet sine ændringer. Det er da ret ubegribeligt, at han nu er så ivrig i at få den forandret, inden man endnu har set hvordan den vil virke.

Th. Larsen gjorde opmærksom på at de polske arbejdere her i landet opnår en løn, som er meget større, end den de kan opnå hjemme. Det turde da ikke være så påkrævet at træffe farlige bestemmelser for lønforholdenes regulering.

Stauning har været med til at stille forslaget, fordi han tænkte sig, at Ballotti-affæren måske havde blødgjort sindene, så man kunne komme videre i år, og mulig derved hindre ny forbrydelser.

Ministeren: Det er meget naivt af Stauning at tro at man kan hindre forbrydelser ved at vedtage nogle lovændringer.

Lovforslaget henvistes til et 15-mands udvalg.

(Bornholms Tidende, 15. februar 1909).

Udsnit af kort fra 1896 som viser placeringen af de nu forsvundne gader, Lille og Store Brøndstræde. Lille Brøndstræde i den nordlige del blev bebygget med Gutenberghus 1912-1914. Nu Det Danske Filminstitut og Cinemateket. 

Kort over samme område fra 1847 som samtidig angiver belysningsvæsnets placering. Begge kort fra Københavns Stadsarkiv. Det ses at to nye gader opstod: Lønporten, opkaldt efter en port som angiveligt skal have været i den vold som blev nedlagt 1647, og Sjæleboderne, opkaldt efter småhuse for fattige. Se også artiklerne.

Kommunens oprydning af Brøndstrædekvarteret.

Stor utilfredshed blandt ejere og lejere.
Der har hidtil ikke meldt sig lysthavende til grundene.

Siden ejerne af ejendommene i karreen Vognmagergade, Møntergade, Gothersgade og Brøndstræde i oktober indsendte - således som de var anmodede om - priser på deres ejendomme til kommunen, har de ikke senere hørt et eneste muk fra de kommunale autoriteter. Ejendomsbesidderre i karreen er med rette indignerede over denne hensynsløse behandling og mener, at de nok efter så lang tid kunne have fået svar på hvorvidt deres priser var accepterede eller ej. For de fleste af dem er det jo af største betydning at få at vide så snart som muligt, hvad de kan få for deres steder, af hensyn til de dispositioner de må træffe vedrørende deres fremtidige eksistens og virksomheder.

Det forlyder ganske vist at Magistraten nu vil ekspropriere ejendommene, men nogen bekræftelse på dette forlydende har hverken ejerne eller andre fået.

At kommunen er kommet i en klemme ved dette projekt, er sikkert. De dårlige tider har bevirket, at der ikke - som til Møntergade-kvarteret - har meldt sig noget privat byggekonsortium. Den omstændighed, at den ene og lidet flatterende side af Vognmagergade skal blive stående, gør heller ikke planens realisation lettere.

Det er i øvrigt i den sidste tid blevet en stor del ledige lejligheder på sidst omtalte side af gaden. Den forestående nedrivning på den anden side gør udlejningen mere end vanskelig. Ejerne af disse gamle ejendomme må derfor også være utilfredse.

Trods alle ugunstige forhold påtænker kommunen at få raseret til april flyttedag 1910 karre nr. 2 i kvarteret, nemlig den der afgrænses af Vognmagergade, Landemærket, Gothersgade og Brøndstræde. Til en del af grunden i denne karre søger Magistraten at få en statsinstitution som lejer, og man har efer forlydende plejet underhandlinger herom i den sidste tid.

(Dannebrog (København), 23. februar 1909).

Knivsstik i øjet.

En gammel, arbejdsløsbager Larson, Vognmagergade 31, 1 o. g. blev i aftes ved 6-tiden overfaldet i Landemærket på hjørnet af Gothersgade af en ham ubekendt mandsperson. Vedkommende tilføjede Larson et knivstik i øjet, hvorpå han forsvandt. Larson transporteredes  stærkt lidende til Kommunehospitalet hvor han blev forbundet. Politiet har fået underretning om sagen og søger nu voldsmanden.

(Aftenbladet, 11. marts 1909)

Russer-slagsmål.

Sent torsdag aften opstod der i Vognmagergade i København et voldsomt og uhyggeligt slagsmål mellem to russere. Den ene kastede en flaske i hovedet på modstanderen og bibragte ham derved så farligt et sår at han måtte føres på hospitalet. Voldsmanden tog politiet sig af. 

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis. 13. marts 1909).

Muligvis er der tale om samme episode som denne:

Et blodigt overfald i Vognmagergade.

Politiet har i går arresteret en polsk stukkatør, Kajtska der under en uenighed med en kammerat, Wassilow, i Vognmagergade har overfaldet ham og tildelt ham et frygteligt slag i hovedet med en fyldt halvflaske. Den overfaldne fik et dybt sår fra issen hen til højre øre og måtte føres til Frederiks Hospital. Her ligger han endnu i en sådan tilstand at lægerne mener at hans liv ikke står til at redde.

(Folkets Avis - København, 15. marts 1909).

"Krateret"

"Den frie Scene"s næste forestilling bliver et socialt drama af den unge forfatter J. J. Kronstrøm.

Hr. Kronstrøm fortæller os at grundakten i stykket er varsel om den sociale revolution der en gang efter hr. Kronstrøms mening, må komme.

Handlingen er hentet fra det store gravrøveri i Roskilde. Kronstrøm forsøger navnlig at udvirke medlidenhed for Wernikewitz der med de mange kostbarheder i sin varetægt, dog måtte sulte og lide nød.

Typerne i stykket er russiske revolutionære og scenen foregår i Vognmagergadekvarteret.

Hen henblik på hr. Kronstrøms tidligere arbejder, navnlig hans udmærkede digtsamling "Fra fattiggården", har man al god grund til at vente sig et virkelig godt socialt drama. 

(Folkets Avis - København, 21. marts 1909).

Jens Johannes Kronstrøm (1878-1933), journalist og bibliotekar. Stykket blev opført to dage, 29. og 30. marts 1909 på Den fri Scene.

"Krateret"

Socialt skuespil af J. J. Kronstrøm
Den fri Scene i aften

Den fri Scene møder i aften med et nyt stykke af en ung dansk forfatter - hr. J. J. Kronstrøms sociale skuespil "Krateret".

Hr. Kronstrøm har søgt sit motiv i omgivelser som sikkert i sig selv frembyder megen interesse, nemlig blandt medlemmerne af den russisk-jødiske koloni som efter revolutionens skibbrud i hjemlandet er forslåede her til byen. Hans stykke foregår i Vognmagergadekvarteret hvor de fremmede flygtninge lever mellem det københavnske pjalteproletariat, og hans skildring går ud på at vise hvorledes den fælles ulykke blander de mest forskelligartede mennesker mellem hverandre. Fattigdommens kludemølle maler godt sammen med ondt, den rene idealisme med fordærvelse og forbrydelse.

Der er fire russiske jøder i stykket. Den gamle patriarkalske og godhjertede Apschekow, de to søskende Abraham og Tekla, hvis far er myrdet af den "sorte bande", og godsejersønnen Iwan som ligeledes har mistet alt hvad han ejede. De håber alle på den kommende omvæltning, men mens Iwan er socialdemokrat og sætter sin lid til arbejdernes organisation, har sult og fortvivlelse drevet Abraham ud i en vild anarkisme. Han er parat til alt. 

I denne desperate sindsstemning bliver han et let bytte for sønnen af den værtinde hos hvem de bor. Det er en rå krabat ved navn Ferdinand som lige er sluppet ud af tugthuset. Han overtaler Abraham til at deltage i et indbrudstyveri hos en juveler, men da tyveriet har fundet sted, flygter han selv ud af landet og lader Abraham i stikken. Politiet kommer hurtigt på spor efter tyvene, og Abraham som har givet sin søster en pakke med diamanter til opbevaring, vender efter nogle dages rådvild omflakken i stykkets tredje og sidste akt tilbage til det usle logi hvor Iwan og Tekla i mellemtiden har betroet hinanden deres kærlighed.

Politiet kommer, Abraham overrumples og lægges i håndjern, men da betjentene også vil føre Iwan med sig, sætter denne sig til modværge. Under den kamp som derved opstår, dræbes Iwan af et revolverskud, betjenten slæber af med Tekla, og tæppet falder.

Hr. Kronstrøms stykke vil utvivlsomt blive fulgt med opmærksomhed ved forestillingen i aften, som skal vise hvor meget scenisk virkning der bor i det

(Social-Demokraten, 29. marts 1909).