Kvas i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

Kvaset i Boserup Skov. Vinteren er indtraadt, og for de Fattige, der bo i Nærheden af Skove, er det altid en Trøst, at de kunne værge sig nogenlunde mod Kulden og varme deres knappe Maaltider ved det Kvas, der kan samles paa skovbunden, thi ingensteds, det vi have hørt, har man negtet den Fattige at samle de nedfaldne Grene, hverken i Statens eller Kommunernes eller Privatmands Skovstrækninger. Det er en Barmhiertigheds, en Menneskeligheds Gjerning, hvortil Naturen selv ligesom har anvist Eieren ved om Vinteren at strø de udgaaede Grene over Jorden. Kjøbenhavns Magistrat eier Boserup Skov ved Roskilde, og den har givet det første Exempel paa en modsat Fremgangsmaade ved at lukke Skoven for de Fattige i St. Jørgensbjergs Sogn ved Roskilde. Vi vide vel, at den ikke har gjort det uden, at være ægget derved, at der er foregaaet ikke faa, maaske heller ikke smaa Overtrædelser fra den nævnte Befolknings Side, men vi tro paa den anden Side, at en Del af Skylden herfor paahviler Skovopsynet. Idetmindste har man forsikret os, at der langtfra ikke skete saa mange Krænkelser af skovfreden  dengang, da der var to skovbetjente, som nu, da der er tre. Lad dog den Fattige have lov til at samle Kvas i Skoven, som han har Tilladelse til at sanke Buskenes Bær og Axene paa Marken. Det har overalt og til alle Tider været Fattigmands Ret, lad ikke Kjøbenhavn gjøre Begyndelsen til at bryde den. Vi erindre, at for endel Aar siden en Domænedirektør vilde paalægge den Fattige en Afgift for Tilladelsen til at plukke Bar i Statens Skove, men han veg tilbage for den offentlige Mening, der stærkt reiste sig imod ham. Vi anmode indstændig Kjøbenhavns Magistrat om at tage sit Forbud tilbage. Lad Skovbetjentene gjøre deres Pligt; lad der blive straffet, om endelig saa skal være, men lad ikke det gaa ud over alle Fattige, som ganske vist ikke er Alles Værk.

"Bedrøv ikke en hungrig Sjæl, og forbitre ikke en Mand i hans Armod."

Jesu Sirach. Kap. IV. Vers 2.

(Dags-Telegraphen (København) 12. december 1868)

I starten af 1869 var der en pengeindsamling i gang til fordel for trængende i Sct. Jørgensbjerg Sogn.

Tørv. (Efterskrift til Politivennen)

Moserne og Kjærene udgjøre her i Kongeriget omtrent 42 Kvadratmile eller omtrent 6pCt. af hele Landets Overflade. Den langt overvejende Del af disse findes i Nørrejylland, hvor de indrage en Strækning af omtrent 37 Kvadratmile. Størstedelen af Moserne indeholde Tørvemasse, og Landet er i det Hele tager vel forsynet med dette Slags Brændsel. - Den store Masse Tørv, vi have her i Lander, maatte ganske naturlig fremkalde Tanken om at anvende den til Materiale ved industrielle Anlæg, og man har forsøgt dette f. Ex. paa Strandmøllens Papirfabrik og paa Holmegaards Glasværk; paa det første Sted har man imidlertid aldeles opgivet Forsøget og tildels paa det sidste. Transporten af Tørv er meget kostbar, da den i Forhold til sin Størrelse indeslutter en ringe Varmemængde, og den kan derfor aldeles ikke konkurrere med Stenkul, hvor den skal transporteres en Strækning, men selv hvor man har Moserne lige i Nærheden, foretrækker man dog Stenkul, forbi Tørv ikke kunne frembringe nogen stærk koncentreret Varme. Der maatte derfor opstaae Spørgsmaal om, hvorvidt det kunde være muligt at bearbeide Tørven saaledes, at denne i el mindre Rumfang indesluttede et større Kvantum Varme, hvorved den kunde blive brugelig i industrielle Anlæg og let lade sig transportere. I Holland og Ostfriesland har man anvendt megen Tid og mange Omkostninger paa slige Forsøg, og man har tilsidst opnaaet at faae et Produkt, der i Haardhed og Glands lignede Stenkul, og i hvilket man ikke kunde gjenkende den oprindelige Substants. Ved nøiere Undersøgelse er man imidlertid kommen til det Resultat, at Produktionsomkostningerne vare for store i Forhold til det Resultat, man opnaaede, idet man har lagt for megen Vægt paa at faae et smukt Produkt, og man, foruden ar gjøre Tørven bedre skikket til Brændemateriale, har villet skaffe sig en Mængde andre Biprodukter af den, som Tjære, Parafin, Creosot osv. Man har derfor i Hannover begyndt at anvende en anden Methode, og ved Hjælp af ganske simple Maskiner har man bragt det dertil, at Tørven har opnaaet en usædvanlig Haardhed og Tykkelse, men den mangler rigtignok det glatte og smukke Udseende, som det i Holland tilvejebragte Produkt havde; i Virkeligheden gjør den imidlertid samme Nytte, og den er betydeligere, saa at Rentabiliteten svarer til alle billige Fordringer. (Hob. A.)

(Ribe Stifts-Tidende 4. september 1858).

Brændeafgiften ved Stadens Porte.

Imedens al Consumtion er afskaffet existerer der endnu en Afgift af 11 sk. for hvert Læs Brænde, der indføres af Stadens Porte, der erlægges til Bomforpagteren og controlleres af Skildvagten indenfor Porten, men da ingen Instrux findes paa nævnte Steder for hvad der sorterer under Brænde og hvad der er Gavntræ, kalder denne vilkaarlig Gavntræ for Brænde, naar det falder ham ind, og undertiden ogsaa omvendt, saa at ikke sjeldent Skildvagten standser de Læs, Bomforpagteren har ladet passere, hvilket naturligviis ofte leder til scaudaleuse Optrin, naar Folk ikke godvillig vil finde sig i denne vilkaarlige Fremgangsmaade. Og navnligen er dette Tilfældet med Klodse, der dog beviisligen ere Gavntræe og hvorfor der, da Consumtionen existerede, blev svaret 15 . pr. Læs, imedens et Læs Brænde kostede 27 sk, men efter Bomforpagterens Mening er det nu Brænde altsammen.

Indsenderen var saaledes Vidne til et saadant Optrin igaar (den 22de Juni) ved Østerport ved Indførelsen af to til Marinens Brug indkjørte Egeklodse, for hvilke Bomforpagteren vilde have Afgiften, men som Kudskene naturligviis ikke fandt sig beføiede til at betale, og kunde dette snart have ledet til alvorlige Optrin, hvis disse ikke tilsidst havde givet efter. Men dette er kun et enkelt af de mange Tilfælde af samme Natur, Indsenderen, der dagligen passerer Østerport, har været Vidne til.

Det var derfor ønskeligt, hvis denne Afgift ikke aldeles kan hæves som jo unægtelig nar det Bedste, om der paa Bommen og paa Skilderhuset blev opslaaet en trykt Instrux, for hvilke Trævarer der er fri Indførsel, og for hvilke der skal svares Afgiften, hvorefter Enhver kunde rette sig, for at forebygge slige Uordener i Eftertiden.

Kjøbenhavn, den 23de Juni 1853.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. juni 1853, 2. udgave).

Højesteretsdom om Bedrag. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbet af Tørv i Læsseviis har allerede længe været i Miscredit hos Stadens Borgere, idet det har viist sig, at Tørvebønderne bruge allehaande Midler for at give Læsset Udseende af at være langt større end det i Virkeligheden er. Til hvilken Yderlighed dette Slags Bedrageri er gaaet, og hvor planmæssigt det er blevet anvendt, er imidlertid vistnok først blevet oplyst under nærværende Sag. Da det var bragt i Erfaring i afvigte Marts Maaned, at en Deel Bønder jevnligt opholdt sig i Gaarden Nr. 46 paa Nørregade og derfra udkjørte med Tørv, der i Gaarden bleve omlæssede, begav Politiet sig derhen for at undersøge Sagen. Ved Ankomsten derhen fandtes en lille Bondevogn ed tætte Spoler samt For- og Bagsmæk, belæsset med Tørv. Ved at undersøge dette Læs, befandtes saavel ved For- som Bagsmækken nedsat 2 af Træmmer sammenslaaede Smakker, saaledes at imellem Vognens virkelige Smækker var et Rum af temmelig betydelig Størrelse aabent; ligeledes fandes paa Siderne af Læsset opstablet Tørv paa Kant, hvorimod det var betydeligt huult i Midten og tildækket med Ærtehalm. Læsset havde, udvendigt fra seet, Syn af at indeholde flere Tørv end det virkelig indeholdt; thi ved at reise de falske Smækker, sank Læsset dybere end Vognens Fjeller. Ligeledes fandtes i bemeldte Gaard 5 a 600 Snese Tørv. Da det bragtes i Erfaring, at 3 med Tørv belæssede Vogne nyligt vare kjørte ud af Gaarden, eftersporede man disse og fandt dem holdende i Frederiksborggaden, hvor de bleve anholdte af Politiet. Den første af disse Vogne tilhørte Huusmand Christen Jensen af Bagsværd. Vognen var en lille Brædevogn med For- og Bagsmække. Omtrent 6 Tommer fra Forsmækken fandtes et Toug bunden over Vognen fra det ene Fjel til det andet. Paa dette Toug hvilede en anden Forsmæk af sammenslaaede Træmmer skraaes ind i Vognen, saaledes att der imellem Forsmækkene foroven var et Rum af 6 Tommer og forneden af omtrent 12 Tommer. Tørvene vare løst henkastede i Vognen og paa den øverste Rand af fjellene vare en Række af Tørv opstillet paa Kant. Den anden Vogn, der tilhørte Jordbruger Christian Frederiksen af Bagsværd, havde dobbelte For- og Bagsmækker, ligesom der paa Bunden af Vognen fandtes tvende 2 Alen lange Brædder, liggende paa Klamper 7 Tommer fra Bunden, og under hvilke ingen Tørv fandtes; langs med Fjellenes indvendige Side omtrent 3 Tommer fra Overkanten fandtes fastslagne Lægter, hvorpaa Tørv rundt omkring vare stablede, saa at det havde Udseende af, at Tørvene inde i Vognen vare stablede, uagtet det ikke var Tilfældeet. Paa hele Vognen fandtes neppe 1½ Sæk Tørv. Den tredie Vogn tilhørte Jens Olsen, Huusmand i Bagsværd, og var af samme Construction som den sidstnævnte; den indeholdt neppe 2 Sække Tørv. Disse Bønder havde formeligt indlogeret dem hos en Beenhandler her i Byen, hvor de opholdt dem den største Deel af Ugen baade Nat og Dag og drev fra denne deres Bopæl den nævnte Næringsvei med at bedrage Byens Indvaanere. For saadanne Læs som de anholdte lode de sig betale fra 9 til 12 Mk., stundom endog mere, og de solgte dem stedse Læsseviis. Da disse Tiltalte have vedgaaet at have foretaget den nævnte Trafik i en bedragerisk Hensigt, bleve de ved Kjøbenhavns Politretsdom af 12te Juni 1841 ansete efter Frdn. af 11te April 1840 § 1 cfr. § 41 med Straf af Fængsel paa Vand og Brød, den første i 3 Gange 5 Dage og de 2 sidstanførte i 4 Gange 5 Dage. Høiesteret stadfæstede denne Dom, dog saaledes at Staffetiden for Christen Jensen ligeledes fastsattes til 4 Gange 5 Dage.

(Kjøbenhavnsposten, den 20. oktober 1841, uddrag)

Ønske paa Kultorvet.

Det var ønskeligt om en politibetjent, kommissær eller anden autoriseret person om formiddagen måtte være til stede på Kultorvet for at påse at den anordning: at bønderne skal sælge deres tørv i snesevis, hvilken anordning formodes endnu at være i kraft, overholdtes, og at sælgeren ikke under påskud af læsset ikke er til at sælge i snesevis, opskruer prisen til det flerdobbelte. I sådant tilfælde skulle nævnte betjent have ret til at bestemme prisen efter rimelighed der således burde gælde som takst. 

Med hensyn til brændeved var det nok også såre meget at ønske at 1 eller 2 halve favnemål fandtes der til brug da som bekendt brænde-og tørvevogne er fyldt på bunden, dels for, dels bag, med halm eller fyldte sække som almindeligvis findes så omhyggeligt forvaret at man først ved aflæsningen bliver klar over det, og da må man nøjes med hvad man får, hvis man ikke vil høre en hel hoben bondesladder og banden når man taler om forurettelse. Disse favnemål kunne en på torvet eller i nærheden boende gårdejer anmodes om at have stående i sin gård eller måske der fandtes folk der imod en rimelig afgift for afbenyttelsen ville udleje justerede favnemål når det blev dem tilladt.

(Politivennen Nr. 1541, Fredagen den 23 Mai 1845, s. 313-314)

Kultorvet. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2019.

En farlig Kjelderhule i Magstræde.

I Magstræde nr. 24 findes en luge som ofte bliver åbnet, og hvorved åbnes adgang for folk der har lyst til at fald en 4 eller 5 alen og brække et ben eller andre lemmer. Den åbning som er tilvejebragt ved lugens oplukning, optager næsten hele fortovet, så man for at undgå faren her nødvendigvis må gå ud midt på gaden. Indsenderen troede først at det var et brat nedgående underjordisk hul. Ved nærmere beskuelse opdagede han imidlertid en trappe, men som så temmelig nær dannede en ret vinkel med jorden, hvorfor man vel til forskel fra andre kælderhalse passende kan benævne den omtale åbning en kælderhule. Da der nu intet rækværk eller noget som helst afvisende tegn findes anbragt på dette sted, ville ulykkelige hændelser næppe udeblive hvis nævnte hule for fremtiden skal stå åben. Og man må derfor bede ejeren om at gøre det fornødne, politiet om at sørge for at samme ikke bliver åbnet som hidtil. Kælderen benyttes til brænde, og der kommer vel kun lidt lysning ind gennem et lavt vindue. Men hvis det er tilfældet, burde ejeren hellere bekoste vinduet forandret eller anbragt et nyt vindue end tilvejebringe en lysning hvorved den almindelige sikkerhed kommer i fare.

(Politivennen nr. 1309, Løverdagen, den 30te Januar 1841. Side 75-76).  

Redacteurens Anmærkning

Magstræde 24 blev i 1856 delt i A og B. A blev i 1856 til Nybrogade 24 B, I 1859 Nybrogade 32. B blev i 1859 til Magstræde 19, 1919 til Magstræde 17-19, Nybrogade 30. Magstræde 23 er tidligere omtalt i forbindelse med en dansebod.

Bemærkninger ved et Besøg i Nyhavn.

Når man har passeret hjørnet af Charlottenborg for at gå ned ad Nyhavn, overhænges man først af en del kørekarle, dernæst af savskærere som tilbyder vogne, dernæst af savskærere som ligeledes tilbyder deres tjeneste og endelig af nogle lurvede subjekter som vil anvise hvor det bedste brænde fås. Erklærer man nu at man selv har vogn og at brændet ikke skal skæres, så slipper man vel fri for de to førstnævnte slags. Men det tredje er så påhængende at de følger en af skib til skib og man kan ikke komme løs fra dem uden at give dem et par skilling til brændevin, uagtet man aldeles ikke behøver deres tjeneste.

Men endnu værre er de kællinger eller voksne tøser som opholder sig i havnene hvor der sælges brænde. For disse under påskud af at være favnsætterne behjælpelige med at række dem brændet, begynder først med at opsamle barkstumper, dernæst med at afrive løse splinter af det brænde der er kastet i land, men ser de deres snit, kaprer de hele favnestykker som de indlægger i porte eller gadedøre, ja man er ikke sikker for at de når kusken under kørslen ikke ser sig om, napper et eller flere stykker af vognen.

Anmelderen som i forrige uge modtog nogle favne brænde, var vidne til sådanne optrin, og da han for at søge ly for regnen gik ind i en port, så han der 6 til 8 stykker favnetræ som således var erobrede fra købere eller skippere. Dette uvæsen selv om det er drevet i lang tid, burde dog engang sættes en grænse hvorom man herved anmoder politiet der let vil kunne overbevise sig om sandheden af oven anførte.

(Politivennen nr. 1296, Løverdagen, den 31te October 1840. Side 698-699). 

Redacteurens Anmærkning.

Der klages også over "kvindemenneskene i Nyhavn" i Politivennen 1349, 6. november 1841, s 717-718 og 1350, 13. november 1841, s. 727-729.

Vink til en Mekanikus.

Familier som bor i anden, tredje, fjerde, ja selv i stueetagen når der bor folk i kælderen, er ofte meget forlegne for at få deres køkkenbrænde, et stykke kød hvori der er ben, hugget eller spaltet, da den dundren og rystelse i huset (som undertiden har svage bjælker og enkelt loft) ofte forårsager uvenskab med de der bor nedenunder som unægteligt lider under det. Især hvis der er syge. Husværterne kan ikke heller være ligeglad med at skorstenshærden nedhugges og da huset lider også. Enhver vil indse at man skal bruge brændet således som vores egensindige savskærere hugger det, ikke stemmer overens med økonomien. Og at lade brændet blive båret ned fra bygninger som foruden kælderen er 4 til 5 etager høje, for at småhugges og siden bære det op igen, medfører megen tidsspilde. Og undertiden kan brændet formindskes undervejs ved utro tjenestefolk. 

For at forebygge al sådan ulejlighed, skal en mand for henved 30 år siden have opfundet en simpel elastisk indretning eller huggeblok hvorpå brændet kan spaltes, kød hugges og andre mere larmende arbejder som forefalder i en husholdning udføres, uden at de der bor nedenunder, kan høre nogen betydelig lyd eller at det forårsagede den ringeste rystelse. Skulle nogen være i besiddelse af en sådan indretning, da ønskede indsenderen at han ville melde det for dette blads udgiver. I andet fald ville en mekanikus ved at opfinde og forfærdige en sådan indretning, sikkert se sin umage lønnet ved en betydelig afsætning på samme.

(Politivennen nr. 1117, Løverdagen, den 27de Mai 1837. Side 326-327)

Redacteurens Anmærkning.

Det er måske denne som omtaltes i Kjøbenhavnsposten den 1. august 1837:

Det er en almindelig Klage af faste Eiendoms-Besiddere her i Staden, i Særdeleshed af Bindingsværks-Bygninger, at deres Eiendomme lide ved den Rystelse, der foraarsages ved at der hugges i de øvre Etager, saaledes at der maa foretages idelige Reparationer ved Lofterne og Skorstenene, ja det er os endogså bekjendt, at der i Leiecontracter indføres den Bestemmelse, at der ikke maa hugges Brænde i de øvre Etager, det vil derfor sikkert interessere baade Eiere og Leiere at erfare, at Herr F. W. Heins har opfundet en Huggeblok, hvis Indretning er saaledes, at der kan mær hugges paa den saameget det skal være, uden at det kan mærkes i Etagen nedenunder. Stykket af disse Huggeblokke faaes for 5 Rbd. hos Opfinderen (Magstræde Nr. 36, 1ste Sal), der træffes hjemme hver Søndag Formiddag.

En ny Industri, som smager af Bedrageri.

Nogle husmænd fra Bagsværd som opholder sig her i byen den største del af ugen, driver den industri at de på torvet køber, eller lader komme fra Birkerød, et stort løs tørv som de læsser af i Hausergade hvor de omlæsser det på deres vogne der står der og som de har indrettet til kneb. Det således at de af et læs gør 4, 5 eller 6 mindre læs, hvormed de kører omkring i gaderne og driver handel. 

Så snart de har solgt et læs, kører de op i nævnte gård igen og pålæsser et andet, og vedbliver således dermed til helt ud på aftenen. Da foregiver de gerne enten at deres vogn er gået itu til byen, eller at nogen har bestilt tørven og nu ikke kan modtage den, eller at manden som har bestilt den, ikke var hjemme og flere sådanne foregivende for at folk desto lettere skal indlade sig på at købe tørven af dem. Enhver som vil overbevises om sandheden heraf, kan blive det ved at gå ind i ovennævnte gård, hvor man da især onsdag og lørdag vil finde flere læs liggende, og de til denne industri indrettede vogne stående ved siden af. 

Ved denne handel bliver mange mindre formuende bedraget da de køber i den tanke at få et godt køb, ligesom denne handel også leder til at tørvesælgere som har ordentlige læs, misbydes. Man har troet at burde offentliggøre dette for at advare folk for at indlade sig på denne handel der tjener til at føde lediggang. Samt for at give vores politi et vink til at hæmme samme. Efter forlydende skal en lignende industri finde sted i gæstgivergården "3 Ruller" på Nørregade. 

(Politivennen nr. 1053, Løverdagen, den 5te Marts 1836. Side 152-153)

Det kunne fx være her. Hausergade, 2016. Hauser Plads til højre (Foto Erik Nicolaisen Høy).

En besværlig Kjelderbeboer i Vognmagergade.

Den uberettigede værtshusholder der bebor kælderen nr. 88 i Vognmagergade, driver den uskik dagligt at spærre såvel gaden som fortovet med opstabling af save, savbukke og bærebøre hvorved de passerende nødes til at gå midt ud på gaden når de ikke vil udsættes sig for at få deres klæder sønderrevne på hans save. Ikke alene lader han sig nøje med denne overtrædelse af anordningerne. Men for endog at drive sin egenmægtighed til det yderste, posterer han desuden i almindelighed hver morgen en savbuk på fortovet, fastsætter sine save på denne buk og giver sig derefter ifærd med at file den, idet han stiller med med den ene fod på gaden og med den anden på fortovet. Denne af nævnte eks-værtshusholder tiltagne selvrådighed er især til stor ulempe på ovennævnte tid da bøndervogne med tørv, mælk, fløde, kartofler, pindebrænde og andre sager samt bager-, brygger- og andre vogne i størst mængde befærder denne desuden snævre gade. Ja den forårsagede i sidste sommer den ulykke at en vogn læsset med græs hvorpå var 3 personer og et barn, væltede idet hjulene på vognen kom i berøring med de på savblokkene hængende save. Da de personer som sad på vognen, netop holdt deres ben ud over vognfjelden til den side til hvilken vognen væltede, slap de til al lykke derfra med hele lemmer, hvilket vist ikke var blevet tilfældet hvis vognen var kommet fra den modsatte ende af gaden. Om det på vognen siddende barn tog nogen skade, vides ikke. Så meget er vist at det græd bitterligt. Man har det håb at såvel vort årvågne politi som vedkommende korporations formænd ville behage at se lidt ind til denne selvrådige personage der nu over et halvt år på anførte måder har overtrådt de givne anordninger.

(Politivennen nr. 1048, Løverdagen, den 30te Januar 1836. Side 74-75)

Gjentaget Ønske om Licitation over Brændetransporten fra de kongelige Skove.

I forrige års december måned blev der i Politivennen nr. 990 fremsat det ønske at brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte overlades til omegnens bønder ved licitation, i stedet for at denne transport i de seneste år er overdraget skovfogederne uden licitation. De grunde hvorpå man støttede ønskets fremsættelse var:

1) At skovfogderne som i almindelighed kun holder 2 heste, ikke selv kan besørge brændets kørsel og derfor tilbyder bønderne at udføre dette arbejde for det halve, og nogen gange næppe det halve af den betaling de selv får.
2) At den fortjeneste som således tilfalder skovfogederne, synes mere rimeligt at tilfalde bønderne, da de første lønnes af starten og de sidste derimod svarer pligtarbejde og skatter tl samme.
3) At skovfogederne når brændetransporten kom til licitation, kan deltage deri på samme vilkår som bønderne.
4) At man kan vente at licitationen ville falde ud til fordel eller besparelse for staten da der ingen tvivl kan være om at bønderne lige så gerne og lige så billigt vil køre for staten som for skovfogederne.
Hertil kommer endnu:
5) At bønderne i skovegne i almindelighed har mådelige jorder så at de avler kun lidt og ved mådelige kornpriser har vanskelighed ved at udrede deres skatter og afgifter, hvorfor de kan trænge til enhver lovlig fortjeneste.

Ønsket var måske fremsat på en tid da der allerede var truffet aftale med sognefogederne om kørslen, og dette er formodentlig årsag til at der ikke blevet taget hensyn til det. Men da nu skovningen er begyndt eller snart skal begynde, tillader man sig herved at gentage det, i håb om at se det opfyldt, da det er vitterligt at høje ansvarlige i flere henseende interesserer sig for bondens stilling i staten og alvorligt arbejder på sammes forbedring.

(Politivennen nr. 1038, Løverdagen den 21de November 1835, s. 769-771).

"Brændekørslen fra de kongelige skove ved Esrum og omliggende egn til Esrum Kanal måtte ønskes overladt til omegnens bønder ved licitation." (Reminiscenser af Esrum Kanal. Trækstien hvor hestene trak tømmeret er stadig farbar som gangsti. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Esrum Kanal forbandt Dronningmølle og Esrum Sø og blev gravet i begyndelsen af 1800-tallet for at transportere brænde til København, så det kan ikke have været ubetydelige transporter der her er tale om. Resterne af den kan endnu ses, og den er delvis vandførende. Se Vandringsløse Tidende 1. juli 2016. 

En ny Tyve-Industrie.

Indsenderen af dette passerede for nogle dage siden Østergade om formiddagen og så der en ganske ny måde at drive tyveri på.

To drenge og to piger var forenet om at bestjæle de bønder som passerede med tørv i Østergade på denne måde: De to piger bar hver en pose, og drengene placerede sig hver på sin side af tørvevognen. Så snart bonden nu så til venstre, så stjal drengen til højre flere tørv fra vognen, løb tilbage til pigerne og kastede dem i posen. Og således varierede det med begge parter indtil poserne var fyldt. Da det er at formode at disse børn er tvunget til dette tyveri af forældrene og indsenderen har hørt at det endog drives meget stærkt, så anser han det for pligt at gøre de ansvarlige opmærksom på det.

(Politivennen nr. 728, Løverdagen den 12te December 1829, s. 805)

Tørvebøndernes utilladelige Bedrag.

Blandt det store flertal af bønder som dagligt kommer til København med deres varer, burde politiet især henvende dets opmærksomhed på en slags, og det er tørvebønderne, især de som sælger enkelte snese på gaderne. De fleste af disse har en stabel af meget gode tørv på den ene side af vognen, hvoraf de viser prøver. Når nu en eller anden husmoder sender en karl eller en pige som ikke rigtigt giver agt, passer disse bønder deres snit og sælger tørv som er af en meget dårligere slags end prøven. Da køberne især er af den uformuende stand (for de rige behøver ikke at prøve sådanne bønders ærlighed eller uærlighed), og da denne uskik næsten er gået alt for vidt, så anmoder man Københavns årvågne politi og at have øje med sådanne bedragerier.

(Politivennen nr. 717, Løverdagen den 26de September 1829, s. 630-631)

Replik paa Herr' Schmauchs Svar.

Enhver som læser hr. Schmauchs svar på min advarsel i Politivennen nr. 693, må falde på at tro at det jeg har anført for størstedelen var usandhed, ligesom også at jeg var tåbelig nok til at lade mig snyde af enhver ubekendt der udgav sig for en anden, med hvem jeg stod i forhold. Jeg nødes derfor til at bekendtgøre følgende.

Den 17. april tilskrev jeg hr. Schmauch og underrettede ham om den af hans karl, Rasmus, mod mig brugte urigtige fremgangsmåde, hvilken jeg med flere vidner kan bevise, og bad ham at undersøge sagen nøjere samt at lade den afgøre efter lov og ret. I sit svar til mig af 20. april skriver hr. Schmauch. at han har foreholdt sin mælkekusk Rasmus hans dårlige og underfundige handlemåde i hans navn at sælge mig fremmed og dårlig tørv, hvormed jeg var blevet bedraget og at han måtte gøre denne sag god igen ved at affinde sig med mig. 

Længere hen tilføjet hr. Schmauch at han foranlediget af den anden omstændighed havde mistanke til karlen. Men da denne om nogle dage skulle forlade hans tjeneste og rejse til sin hjemstavn på Langeland, så var det nok ikke værd at tænke på anden genoprejsning end det ufordelagtige rygte han på grund af denne sag tog med sig, samt at det var både vidtløftigt og meget bekosteligt at føre søgsmål på landet, ihvorvel han ikke kunne nægte at sådanne handlinger alvorligt burde straffes. I mit svar på dette brev tilskrev jeg hr. Schmauch at jeg overlod ganske til ham at afgøre sagen, enten ved lov og ret, eller således at jeg fik en rimelig erstatning for mit tab, hvilket han, nemlig hr. Schmauch, kunne give mig på karlens vegne. Men siden har jeg slet intet hørt fra ham.

Hensigten med min annonce i Politivennen nr. 693 var dels at bevæge hr. Schmauch til at undersøge og afgøre den omhandlede sag, dels også at advare mine medborgere mod sådanne bedragerier. Hvorledes nu hr. Schmauch efter hvad ovenfor er anført, i sit svar i Politivennen nr. 695 kan spille så aldeles fremmed og ubekendt med omstændigheder, overlader jeg til almenheden at bedømme. Ligesom også om det ikke var hr. Schmauchs pligt på en eller anden måde at forskaffe mig erstatning, da jeg havde tilskrevet ham at jeg kunne bevise at hans karl Rasmus havde udøvet denne ulovlige handling imod mig.
Petersen

(Politivennen nr. 696, Løverdagen den 2den Maj 1829, s. 283-285) 

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

Svar fra Herr' Schmauch.

I anledning af skomager Petersens indrykkelse i Politivennen nr. 693, side 222, må jeg foreløbig erindre at hr. Petersen er en mand som jeg ikke har haft det fjerneste bekendtskab til, før ved denne lejlighed, og følgelig har jeg ingen tørvehandel enten selv eller ved andre kunne slutte med ham. Men min tjenestekarl Peder Simonsen som i vinter har kørt mine tørv ind og solgt på torvet, har forklaret således: at han har solgt ham de i anmeldelsen nævnte 2 første læs tørv til 4 rigsbankdaler pr. læs, men flere læs tørv har hverken han selv eller ved andre ladet sælge til ham. Det er mig derfor meget ubehageligt om nogen anden som jeg må formode enten i mit eller nævnte min karls navn, skulle have solgt hr. Petersen tørv, og endnu mere at det har givet anledning til offentlig kundgørelse den mindste anledning fra mind side.

(Politivennen nr. 695, Løverdagen den 25de April 1829, s. 272-273) 

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

Der er ei altid Fordeeel ved at bestille Tørv i Læsseviis til bestemt Priis.

Det har indsenderen erfaring for da han i vinter et par gange har fået tørv for en bestemt pris på 4 rigsbankdaler læsset fra hr. kromand Schmauch i Bagsværd By. Indsenderen var tilfreds med denne handel da hvert læs indeholdt 10 almindelige sække eller 100 til 133 snese.

Men efter anmodning fik han den 26. i forrige måned nok et læs der kun indeholdt 5 af de samme sække som de forrige gange var blevet brugt til at bære tørv op i, og antallet af sneses udgjorde kun 43½ så at hver snes næsten kostede 9 rigsbankdaler. Vel forekom læsset ham ved ankomsten at være noget lille, men det syntes ham at være udelikat ikke at modtage det, da det var bestilt hos hr. Schmauchs karl. Dog siden har han erfaret at tørvene ville blive drøje eftersom de har været meget frosne.

Indsenderen har fremsat disse linjer for at give medborgerne et vink om at se sig for ved lignende lejligheder samt tillige at anmode hr. Schmauch at undersøge om nævnte læs er således kommet fra ham eller om det muligvis er forringet undervejs.

(Politivennen nr. 693, Løverdagen den 11te April 1829, s. 222-223)

Redacteurens Anmærkning

Artikler i denne serie: Nr. 693. 11. april 1829, nr. 694, 18. april 1829 og nr. 696, 2. maj 1829.

I census for 1834 optræder en Peter Schmauch i Bagsværd by, Kroen, født 1769. Husstanden bestod foruden Peter Schmauch (som da lever af sin formue) af konen Maria, kromand Hans Krag og kone Petrea og deres to børn, samt hele 9 tjenestefolk, hvoraf 5 er mænd, dog ingen med navnet Simonsen eller Rasmus.

Det stemmer meget godt med at han 5 år før selv bestyrede kroen. Den havde i 1775 fået tilladelse til salg af spækhøkervarer. Kroen var handelsbod for sognets beboere - men københavnere kunne åbenbart også lave handler. I 1873 kom der en købmandsforretning i forbindelse med kroen.

Noget om Tørvebøndernes smaa Læs.

Anmelderen har ofte ved at se de torvesøgende bønders tørvelæs beklaget kulturgangens fremme og den bagvendte økonomi hos en del af vores bønder, idet de kommer til torvs med sådanne læs, hvoraf 5 til 6 udgør et ordentligt læs, i særdeleshed når der tages hensyn til de nu for tiden gode, imod de ældre dårlige vogne. At sådanne læs bringes il torvet er vist nok et uvæsen som fortjener de ansvarshavendes opmærksomhed. For ikke alene gives derved ofte lejlighed til snyderi, men køberne spilder også deres tid ved 5 til 6 gange at købe det de kunne have på en gang, ligesom deres udgift forhøjes ved at lade så mange smålæs aflæsse og opbringe på loftet.

Men for bønderne har dette uvæsen endnu flere og værre følger. Den hyppige kørsel med sådanne smålæs spilder en stor del af deres tid unyttigt, holder dem fra hjemmet, hvor de ellers kunne foretage sig arbejde, der kunne være dem selv og landet til gavn og nytte.

Den sætter dem i stor bekostning til vognes og hesteslags vedligeholdelse, til bompenge, fortæring i kroer osv.

Ved denne overflødige kørsel lider også landevejene og disse hyppiges istandsættelse kræver både arbejde og betaling.

Til alt dette kommer endnu det beklageligste at man i vores oplyste tid skal plages ved synet af sådanne vogne der ved en tåbelig og lumpen økonomi er indrettet til snyderi for at vedligeholde en indgroet, fra far til søn arvet drukkenskabsvane. - Men har staten såvel som bonden tab ved dette uvæsen, så var det vist nok ønskeligt at det kunne blive hæmmet. Anmelderen mener at kan ske når det blev forordnet for de med tørv torvesøgende at deres vogne skulle have et vist mål i længde, højde og bredde for oven og neden, og det pålagdes accissebetjentene at påse samme anordnings overholdelse. Da toldbetjentene dog ved undersøgelse om kontrabane skulle have lejlighed med disse tørvevogne, så kunne de let efterse om de havde det bestemte mål, og i modsat fald drage den skødesløse og ligegyldige eller den der besjæledes af en beklagelig snyderånd, til ansvar, og således ville stadens indbyggere blive betryggede et passende læs tørv, og behøvede da kun at tage hensyn til boniteten hvorefter de kunne akkordere om prisen.

(Politivennen nr. 515. Løverdagen den 12te November 1825, s. 10237-10239)

Nogle Ord til Betænkning for den, der anmodede om nye Foranstaltninger med Kobbersmedene.

Om det er tilladt kobbersmedene at udøve deres håndværk på de offentlige gader, spørges i Politivennen, og det besvares benægtende. Imidlertid har dog kobbersmedene i mands minde ved store brygger- og brændevinskedler arbejdet disse færdige på gaden udenfor deres værksteder, og man ved aldrig at dette er blevet dem forbudt, og det vist nok af den simple grund at det ikke lod sig gøre på anden måde. Da de ikke kan få disse store kedler ud af deres værksteds- eller husdøre, undtagen man ville have at de skulle som den projektmager der i sit hus byggede en mekanisk maskine som ikke kunne gå ud af døren, og derfor lod huset nedrive. Men de kunne jo leje sig lejlighed i store gårde, hører jeg sige. Det lader sig vel sige, men ikke så let udføre. For i de store gårde er gerne brillante værelser, og sådanne er ikke passende for kobbersmede, og disse værksteder. Det ville jo også forulempe de folk der boede i samme og i de tilhørende steder, lige så meget for dem der nu bor i nærheden af deres huse. Lejen i en sådan stor gård ville blive alt for trykkende. Ja, særdeles voveligt ville det være på det uvisse hån om at få det store arbejde at blive nødt til at fæste en sådan lejlighed. For som man hører, kan de længe forgæves vente efter samme, og hos enkelte udebliver det måske hele år igennem. For de kobbersmede som ejer deres eget hus, og i en række af år har drevet deres profession i samme, ville det vist være til stor skade at fraflytte de så længe iboede huse og enten blive lejere eller også selv vide at tilkøbe sig gårde med store porte på.

Enhver ny foranstaltning i denne henseende ville altså bidrage til at en del nyttige borgere blev undertrykkede, eller måske endog ødelagte, af hvilke der desværre allerede er nok. Indsenderen tror endvidere aldrig at have hørt at heste er løbet løbsk for kobbersmedenes hamren der desuden ikke er ulig skud, hvortil de fleste heste er afrettede. Men hvem der vel egentlig havde mest årsag at besvære sig over kobbersmedene, er naboerne, og jeg tror allerede at have sagt at det ville blive det samme hvis de arbejdede i gårde hvor de der bor sammen med dem, såvel som de tilstødende naboer, ville have samme forulempelse som nu. Der bliver altså nu kun tilbage at gøre det forslag at jage alle kobbersmede ud af byen.

At hugge og save brænde på gaderne er også et slemt onde som med hensyn til heste er langt farligere, ja endog farligere for fodgængere. Men det er et onde ligesom det med kobbersmedene som det selskabeligste liv i stæderne fører med sig, og man kan vel med rette spørge den kobbersmedenes antagonist hvorfor han ikke tillige påankede disse brændehuggerværksteder midt på gaden hvorved man let både an få økser og brændestykker i hovedet som er lige så farlige og skadelige!

Indsenderen heraf er hverken kobbersmed eller står i forbindelse med disse. Det er altså ikke af interesse at disse linjer er nedskrevet. Men af agtelse for de arbejdende klaser, og fordi jeg er af den mening at man i disse næringsløse tider ikke for en lille inkonveniens bør fremkomme med ensidige ønsker om nye foranstaltninger der kunne skade en hel klasse af arbejdende og næringsdrivende borgere. Men at man i en tid som nuværende hellere med glæde måtte høre flidens hammer buldre, i hvor ubehageligt  det i og for sig selv måtte være.

(Politivennen nr. 500. Løverdagen den 30te Julii 1825, s. 9894-9898)

Redacteurens Anmærkning.

Debatten fortsætter i Politivennen nr. 504, 27. august 1825, s. 9961-9966: "Fornødent Gjensvar til Kobbersmed-Advocaten." Denne artikel er dog fortrinsvis en gentagelse af argumenter og oplysninger.

Spørgsmaal.

Kunne det ikke forbydes brændeskærere, favnesættere, vognkarle etc. som i store flokke opholder sig i Nyhavn ved Charlottenborg at ulejlige de forbigående med deres vedvarende spørgen om man skal have brænde, vogn mv. For det er vist enhver bekendt hvorhen man kan vende sig for at få sådant, og det er slet ikke behageligt for enhver anden at afgive en tyve svar på lige så mange eller flere unyttige spørgsmål, så meget mere når man derved enten forstyrres i sin tænkning eller i en samtale om andre genstande? Ved samme lejlighed kunne tillige erindres at vognene  samme sted ofte i flere timer holder så nær fortovet at fliserne ikke kan passeres, og om vognene - hvilket undertiden også kan være tilfældet - står i nogenlunde tilbørlig afstand, så opholder dog gerne kusken eller andre af hans bekendte sig på fliserne, således at passagen alligevel er spærret, hvilken uskik synes at kunne hæve at vedkommende betjente som opholder sig i havnen

(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8092-8093)

Venlig Bøn om Natteroe.

Ligesom ingen af stadens indbyggere bør ved gadeuorden ved nattetid berøve sine medborgere den ro de til deres søvn kan gøre rimelig krav på, således kan man også tro at ingen nabo bør kunne ulejlige andre med bulder eller drøn af svær brændehugning om natten. Dette synes bageren på Gammelmønt hvis bagbygning vender hen mod Sværtegade, ikke at have lagt sig på hjerte, eller måske ikke at være vidende om da han lader sine karle kløve brænde midt om natten. At vist flere ønsker med indsenderen heraf at berørte bager ville forbyde sine tyende den utilladelige buldren, derom tvivles ikke, da samme i sygdomstilfælde især, afholder de nært boende fra søvnens gode virkning og vederkvægelse. Bekendt er det at bagerne frem for mange andre af stadens borgere har deres tyende på en så god fod at man kan have så meget mere grund tl at formode at mesteren vil ved et simpelt bud kunne afværge at brændehuggeri, bulder og drøn ved nattetider, så også at han vil uden videre omstændigheder reflektere på disse her i korthed fremsatte linjer og dermed gøre sig sine naboer forbundet.

(Politivennen nr. 286. Løverdagen den 23de Juni 1821, s. 4611-4612).