03 januar 2017

En besværlig Kjelderbeboer i Vognmagergade.

Den uberettigede værtshusholder der bebor kælderen nr. 88 i Vognmagergade, driver den uskik dagligt at spærre såvel gaden som fortovet med opstabling af save, savbukke og bærebøre hvorved de passerende nødes til at gå midt ud på gaden når de ikke vil udsættes sig for at få deres klæder sønderrevne på hans save. Ikke alene lader han sig nøje med denne overtrædelse af anordningerne. Men for endog at drive sin egenmægtighed til det yderste, posterer han desuden i almindelighed hver morgen en savbuk på fortovet, fastsætter sine save på denne buk og giver sig derefter ifærd med at file den, idet han stiller med med den ene fod på gaden og med den anden på fortovet. Denne af nævnte eks-værtshusholder tiltagne selvrådighed er især til stor ulempe på ovennævnte tid da bøndervogne med tørv, mælk, fløde, kartofler, pindebrænde og andre sager samt bager-, brygger- og andre vogne i størst mængde befærder denne desuden snævre gade. Ja den forårsagede i sidste sommer den ulykke at en vogn læsset med græs hvorpå var 3 personer og et barn, væltede idet hjulene på vognen kom i berøring med de på savblokkene hængende save. Da de personer som sad på vognen, netop holdt deres ben ud over vognfjelden til den side til hvilken vognen væltede, slap de til al lykke derfra med hele lemmer, hvilket vist ikke var blevet tilfældet hvis vognen var kommet fra den modsatte ende af gaden. Om det på vognen siddende barn tog nogen skade, vides ikke. Så meget er vist at det græd bitterligt. Man har det håb at såvel vort årvågne politi som vedkommende korporations formænd ville behage at se lidt ind til denne selvrådige personage der nu over et halvt år på anførte måder har overtrådt de givne anordninger.

(Politivennen nr. 1048, Løverdagen, den 30te Januar 1836. Side 74-75)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar