To Politiretssager. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Sporon.

Lørdagen den 11te Juli.

- I Ejendommen Nr. 19 i Aabenraa, tilhørende Fjerhandler Amsel Meyer, er der efter Rapporten et saa storartet Svineri, at denne Eiendom under en mulig udbrydende Epidemi maatte antages for særlig at være et mageløst Sæde for Smitstoffet. Gaardspladsen afgiver saaledes Oplagsplads for alle mulige Urenligheder. Sæderne paa Latrinerne ere saa skrøbelige, at man maaske heri kan søge Grunden til, at Gulvet i en Kjælder i Sidehuset har været aldeles oversavet med Gjødning, og Bagtrappen er saa snavset, at det er umuligt at se, af hvilket Materiale denne Trappegang er udført. Hr. Amsel Meyer benegtede idag Rapportens Rigtighed og paastod, at han boldt Ejendommen i den propreste Tilstand af Verden, og Dommeren udsatte derfor Sagen til næste Lørdagsmøde.

- - -

- Vognmand Braunstein var tiltalt for at have været opsætsig mod Politiet, men han havde indgivet Klage over Betjent Nr. 133, som formentlig skulde hare gjort sig skyldig i Misbrug af sin Myndighed. Hr. Braunstein havde efter Betjentens Udsagn om Aftenen den 6te ds. paa Kongens Nytorv blandet sig i en Strid mellem en Kudsk og nogle Medlemmer af "Cigarmagerforeningen", og ved denne Leilighed skulde han have forbudt Kudsken at kjøre bort, skjøndt Politiet befalede det, samt have ytret om Betjentene, "at man dog ikke altid behøvede at lade sig bide af de Hunde". Denne Forklaring stemmede naturligvis ikke med Hr. Braunsteins Klage, idet han erklærede, at Betjentene havde slæbt ham bort, da han som Entreprenør for Kjørselen for hele den ovenomtalte Forening vilde udjævne en Strid mellem en af hans Kudake og nogle af Foreningens Medlemmer. De idag afgivne Vidneforklaringer talte imidlertid mest til Betjentens Favør, men Sagen udsattes , for at Hr. Braunstein kunde føre sine Vidner i næste Retsmøde.

(Dags-Telegraphen (København) 16. juli 1868)

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Sporon.

Tirsdagen den 14de Juli.

- Da Sagen mod Vognmand Braunstein, som var tiltalt for at have samlet, Gadeopløb ved sin Opsætsighed mod Politiet, idag atter blev foretagen, havde Tilhørerne den Glæde at more sig over en Cigarmager, som holdt et længere Foredrag over alle mulige Gjenstande, indtil Dommeren endelig kaldte ham til Orden. Resultatet af Vidneforklaringerne blev imidlertid, at Sagen mod Hr. Braunstein blev hævet, hvorimod det blev betydet Betjent Nr. 133, Stramboe, at han maatte ansees for at have misbrugt sin Myndighed ved den omtalte Leilighed.

(Dags-Telegraphen (København) 18. juli 1868)

Den tidligere behandlede Sag, hvorunder Vognmand Braunstein tiltaltes for en Nat at have været opsætsig paa Kongens Nytorv mod en Politibetjent, der anmodede ham om at forsvinde fra Torvet, blev atter foretagen i dag. Efterat bl. A. et Vidne havde forlystet Tilhørerne med et længere Foredrag om Drikkepenge og om en Landtour, han havde gjort med en Forening, og flere andre Vidner vare blevne afhørte, der gave lidt bedre Oplysning i den foreliggende Sag, blev det betydet Betjent Nr. 133, Stramboe, at denne maatte ansees for at have misbrugt sin Myndighed; for Braunsteins Vedkommende blev Sagen hævet.

(Flyveposten 15 juli 1868).

Der kan muligvis være tale om vognmand Carl Braunstein.

Uberettiget Kjørsel. (Efterskrift til Politiven nen)

Uberettiget Kjørsel. Under en af Kriminal- og Politiretten den 27de Septbr. paakjendt privat Politisag paastod Formanden for Kjøbenhavns Vognmænd en indklaget Jordbruger i Utterslev for den 17de August formeentligen uberettiget at have befordret Personer mod Betaling med Heste og Vogn fra Holdepladsen ved "Trianglen" udenfor Stadens østre Indkjørsel til Skoven, anseet med Mulkt efter Forordn. af 27de januar 1804 § 46, samt tilpligtet at betale i Fragterstatning 2 Rd. 1 Ml. 8 sk og Sagens Omkostninger skadesløst, hvorimod Indklagede procederede til Frifindelse med Tillæg af disse. Indklagede indrømmede, al han har afgivet den omhandlede Befordring, men støttede sin Frifindelsespaastand paa, at han som Jordbruger, der holder Heste og Vogn , var berettiget til al befordre Personer mod Betaling fra Kjøbenhavn til Skoven under den saakatde Kildetid i Jægersborg Dyrehave, som, efter hvad der fra Klagerens Side blev ertjendt for rigtigt, iaar har varet til den 18de August. Heri kunde Indklagede ikke gives Medhold, idet Plakaten af 13de April 1822 - hvori den nu gjældende Regel for Omfanget af den Landboerne tilladte Befordring imod Betaling fra Kjøbebhavn til Skoven indeholdes - fastsætter, at saadan Befordring kan afgives fra 1ste Juni til sidste Juli ethvert Aar, uden at denne Tidsbestemmelse er sat i nogen Forbindelse med den fornævnte Kildetid, hvilket desuden ikke kan have været Plakatens Mening, da Kildetiden, dengang Plakaten emanerede, efter hvad Indklagede ogsaa havde erkjendt, ikke ordinairt varede til den 31te Juli.

Som Følge heraf blev Indklagede, der har ertjendt den paastaaede Fragterstatnings Størrelse for rigtig, dømt efter Klageren Paastand, der har Hjemmel i den paaberaabte lovbestemmelse, kfr. lov af 1ste Mai 1851 § 4, saaledes at Mulkten, 4 Rd., tillagdes Stadens Vognmænds Kasse, og at Sagens Omkoftninger bestemtes til 2 Rd. 2 Mk. 12 sk.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1862).

Bredfælget Vogn. (Efterskrift til Politivennen)

Offentlig Politisag. Under en af Criminal- og Politiretten den 11te Novbr. paadømt offentlig Politisag, hvorunder Tiltalte, Vognmand Niels Frandsen, boende paa Stadens Nørrebro, tiltaltes for Overtrædelse af Placat af 7te Februar 1845 angaaende Indførelse af bredfælgede Hjul paa Arbejdsvogne i Kjøbenhavn, var det ved Tiltaltes egen af de iøvrigt oplyste Omstændigheder bestyrkede Tilstaaelse godtgjort, at han den 6te September d. A. har benyttet en med 2 Heste forspændt Fjedervogn med Fjellefadning, hvis Hjulfælger ikkun havde en Bredde af 2½ Tomme, til at kjøre et Læs Sild ind i Staden til Forhandling paa Torvet. Da han ikke fandtes at kunne disculperes ved de af ham anførte Omstændigheder, at Vognen, der var indrettet til 4 Agestole, af hvilke de 3 ved den omhandlede Leilighed vare aftagne, ikke kunde ansees som en Arbejdsvogn og at den kun var afbenyttet til at indkjøre Varer fra Landet til Forhandling her, men ikke til at transportere Varer fra et Sted til et andet i Staden eller paa dens Grund, idet den citerede Placat ikke giver Anledning til at udelukke Vogne af den omhandlede Slags fra Begrebet om Arbejdsvogne, naar de, forspændte med 2 Heste bruges til Transport af Gods eller Varer, og det derhos som Betingelse for Pligten til at benytte bredfælgede Hjul paa en saadan Vogn kun fordres, at den, som i det foreliggende Tilfælde, tilhører Beboere i Kjøbenhavn og dens Forstæder, og er afbenyttet paa Stadens Grund, blev Tiltalte anseet efter den ommeldte Placat 2 med en Kjøbenhavns Politikasse tilfaldende Mulct af 5 Rdlr., hvorhos han tilpligtedes at betale denne Sags Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. december 1856).

Overtrædelse af et af Politiet givet Tilhold. (Efterskrift til Politivennen)

Den 11te September f. A. blev af Vicepolitidirekteuren foretaget et Eftersyn af de Vognmændene tilhørende Droschker, hvoriblandt vare Vogmand Anders Thomsens, resp. med Nr. 77, Nr. 77 A og Nr. 77 B. mærkede Droschker, af hvilke de 2 sidstnævnte befandtes at være i en saa maadelig Forfatning, at de ikke burde afbenyttes, hvisaarsag det tilkjendegaves, at de ikke maatte bruges, førend de igjen vare blevne fremstillede i forsvarlig Stand. Den 14de September om Eftermiddagen saae imidlertid Politibetjent Windekilde Droschken nr. 77 A., paa hvilken Bogstavet A. var udslettet, kjøre fra Amagertorv nedad lille Kongensgade til Kongens Nytorv, hvor Vognmand Thomsen har Bopæl, og nogle Damer samt en Herre, der havde kjørt i Droschken, afsattes, og Windekilde anmodede da Kudsken Christen Nielsen, der indrømmede, at det var Droschken Nr. 77 A., men at Bogstavet var blevet overmalet, om at kjøre den til Stadens Materialgaard, hvortil han var villig, men Thomsens Hustru kom til og erklærede, at det maatte ikke skee, og da Thomsen kort efter indfandt sig og blev af Windekilde gjort bekjendt med hans Forlangende, trak han Hesten og Droschken ind i Gaarden, hvorefter Windekilde maatte begive sig bort, uden at faae Droschken til Materialgaarden. Endvidere bemærkede Politibetjentene Grove og Wulff den 19de September, at der paa Kongens Nytorv udenfor det Sted, hvor Thomsen har Bopæl, holdt en forspændt, ikke med Nummer forsynet Droschke, hvorpaa et saadant kunde sees tidligere at have været anbragt, men at være overstreget, i Henseende til hvilken vedkommende Kudsk, Anders Nielsen, paa given Anledning Yttrede, at han havde kjørt en Tour med den, hvorefter Betjentene Grove og Wulff lode den henkjøre til og indsætte paa Materialgaarden. Vognmand Thomsen indrømmede under den derefter indledede Undersøgelse, at han samme Dag, som Eftersynet af Droschkerne fandt Sted, lod Nummeret udslette paa Droschken Nr. 77 B., fordi han vilde benytte den som Wienervogn, men, næst at anføre, at han ikke førend en af de første Dage i den paafølgende Uge, lod Droschen Nr. 77 A. henkjøre til vedkommende Maler, paastod han , at han, som var overbeviist om at have idetmindste afbenyttet den ene af de paagjeldende Droschker, efter at de vare blevne casserede, var uvidende om, at det ved Eftersynet var blevet forbudt at bruge dem , og navnlig at han hverken personlig eller paa anden Maade var bleven underrettet om , at han ikke maatte afbenytte dem. At han ikke havde været i den af ham saaledes paaskudte Uvidenhed, blev imidlertid tilstrækkeligt beviist, og blev han, der ved Criminalrettens Dom af 23de Juni 1849 er, for ved uforsvarlig Kjørsel at have foraarsaget, at en Person tilføiedes en Legemsbeskadigelse, anseet med en Mulct af 25 Rbd., nu idømt en Mulct af 20 Rbd. for Overtrædelse af det ovennævnte Tilhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1853, 2. udgave).

En strafværdig handlemaade af en Hyrekudsk.

Natten mellem den 5. og 6. juni blev min hustru overfaldet af fødselssmerter og da jeg ifølge min stilling næsten hele dagen må være udenfor mit hus og beskæftiget på andet sted, var vi blevet enige om at hun skulle benytte de af det classenske legat på fødselsstiftelsen indrettede konestuer.

I min kære hustrus lidende stilling kunne eller ville jeg ikke forlade hende, og anmodede af den grund vægteren om at besørge mig en vogn for at kunne bringe hende til Fødselsstiftelsen. Denne mand opfyldte med velvilje min anmodning, idet han begav sig til vognmand og hyrekusk Mortensens enke som bor i Strandgade på Christianshavn for at bestille den attråede og med smerte ventende vogn. Ved ankomsten på dette sted mødte imidlertid den hindring at den person der formentlig bestyrer vognmand og hyrekusk Mortensens enkes hyrekuskeri nægtede den bestilte vogn med mindre han fik forudbetaling for turen, uagtet han med hensyn til den vognen bestillende persons dragt (vægteruniformen) kunne se at denne ikke var nogen lazaron eller dagdriver.

Imidlertid afholdt denne vægring ikke denne brave mand skønt han ikke havde så mange penge hos sig, som blev opkrævet for vognen, fra at besørge sit ærinde. For han trak sit ur op af lommen og deponerede dette som sikkerhed for vognlejen.

Af forestående fremgår at min kone uden denne brave mands tjenstvillighed måtte have tilbragt en lang tid i en lidende tilstand da der ikke bor flere end den samme hyrekusk på Christianshavn.

Da der i vores nuværende og af sine undersåtter højstelskede konges regeringstid er emaneret en forordning der dikterer maget betydelige korrektioner og straffe for sådanne personer der viser uhjælpsomhed imod deres i fare stedte medmennesker, så indstilles til høje ansvarlige til modnere overvejelse om der ikke er anledning til at foranstalte vedkommende tiltalt og straffet for denne højst urigtige opførsel, for ikke at tale om det hverken var mere eller mindre end hans pligt at opfylde den gjorte anmodning.

Franck, tøjmagersvend.

(Politivennen nr. 1067, Løverdagen, den 11de Juni 1836. Side 371-373).

Strandgade 28.Foto Erik Nicolaisen Høy

Redacteurens Anmærkning.

Ifølge Vejviseren er der tale om M. C. Mortensens enke, Strandgade 44, Christianshavn. Adressen blev 1856 til Strandgade 28/Wildergade 41, i 1934 henlagt til Strandgade 28-30/Wildersgade 39-43. Strandgade 28 er fra 1626, ombygget flere gange. Også huset i Wildersgade er det fra dengang.

Fra Farver og Vognmand Rasmussen i Kjøge.

I nr. 1024 af Politivennen d. å. har en anonym der skal være en vis cand. jur. Nyholm, anket over den befordring jeg afgav med dagvognen fra Køge til København onsdag den 12. dennes, og i den anledning finder jeg mig beføjet herved at erklære: Den påankede vogn var en holstensk kurvevogn med 3 rummelige, udstoppede og bekvemme agestole, forsynet hver for sig med 2 fjedre under sædet, og antaget af den kongelige generalpostdirektion som lovmæssig, hestene var jo ikke så vel ved magt som hr. Nyholm, men dog i arbejdsdygtig stand, og er ligeledes af vedkommende autoritet erkendte befordringsdygtige, sikkert ikke uden grund, siden de tilbagelagde vejen mellem Køge og København, som er over 5 1/4 mil, den omhandlede dag, ikke som indsenderen beretter i 5, men i 4½ time, bedetiden iberegnet, hvilket kraftløse heste vist nok ikke formår, og postillonen sm skønt halt, dog havde fornøden førlighed til at køre et par heste, var medgivet reglementeret mundering. Om han ikke ha iført sig den undervejs, ved jeg ikke. Men i alt fald kan dette ikke lægges mig til last hvorimod den rejsende som sad ved siden af ham, kunne have pålagt ham at tage denne beklædning på dersom den øvrige ikke behagede ham. 

Uoverensstemmelsen mellem disse bemærkninger hvis rigtighed jeg tilbyder i fornødent fald at bevise, og dn anonyme indsenders fortælling godtgør således at denne referent farer med usandhed og derved har karakteriseret sig som en person der i det hele ikke kan stå til tro, ja endog må formodes at være ledet til sin færd af lave bevæggrunde.

At overalt den måde som Anonymus har valgt at fremføre sin anke på, bestyrker at ædel interesse for sagen ikke er hans drivfjeder, behøver næppe nogen udvikling.

Køge den 21. august 1835
H. Rasmussen.

(Politivennen nr. 1026, Løverdagen den 29de August 1835, s. 572-573).

Redacteurens Anmærkning.

En artikel underskrevet Interveniens i Politivennen nr. 1027, 5.september 1835, s. 586-589, stilet til den kongelige generalpostdirektion, spørger om det virkelig kan være rigtigt at de omtalte heste var godkendt til befordring.

Endnu en klage i Politivennen nr. 1075, 6. august 1836. Side 501-503 beskrev nogle af de miserable heste som Rasmussen brugte. 

Farver Rasmussen, Vognmand i Kjøge. Dyrplageri. Kjøge Dagvognsvæsen.

Onsdag den 12. august 1835 kørte indsenderen med Køge dagvognsbefordring fra Køge til København, og var så uheldig at få plads på den sidste bivogn (af hvilke der den dag kun var 7), som efter dagvognsekspeditørernes og kuskens udsagn, var leveret af farver Rasmussen, vognmand i Køge. Nævnte bivogn var en af de gamle bekendte postvogne som hverken havde fjedre under fadningen eller under stolene, på hvilke man derfor også ret til gavns får Køgevejens ujævnheder at føle. Kusken var en stakkels krøbling der måtte hinke afsted ved en krykke, og hans beklædning og uddunstning var ubehagelig nok for den rejsende der måtte sidde ved siden af ham. Men det mest miserable af alt var hestene, en brun og en grå der var så magre at man kunne tælle hvert ben i deres elendige kroppe, og så kraftløse at de kun ved de yderste anstrengelser fra kuskens side kunne i bestemt tid drives til målet. Disse kuskens - aldeles nødvendige - anstrengelser var det højst oprørende at måtte være vidne til. Indsenderen tør nemlig forsikre at der fra udkørslen af Carl Hansens gæstgivergård ved Køge indtil ankomsten i Knabstedgård på Rådhuspladsen i København ikke hengik noget minut eller måske rettere halvt minut, i hvilket kusken ikke måtte anvende alle sine kræfter og al sin kunst på at bibringe de udtærede øg sådanne piskeslag som kunne bevæge disse stakkelse skabninger til at ile fremad. Til sidst var endog piskesnerten utilstrækkelig, uagtet den blev anbragt på de ømfindtligste steder, og han måtte tæske løs med den tykke ende af skaftet.

Farver Rasmussen kan vist næppe fortænke nogen i at man efter i 5 timer at have set på et sådant ved ham foranlediget dyrplageri, ønsker ham selv blot hundreddelen af den behandling hans heste ved før nævnte lejlighed måtte lide, for at han kunne lære at indse hvor ubarmhjertigt den handler mod sine medskabninger der påfører dem en spådan lidelse.

Ved denne lejlighed kan man heller ikke tilbageholde det ønske at dagvognsvæsnet i Køge der uden tvivl er vognmandslaugets bedste kunde, ville formå dette til at anskaffe flere vogne med fjedre, og i særdeleshed at nævnte dagvognsvæsen ville påse at de heste der leveres til bivognene, er i stand til at nå bestemmelsesstedet i den fastsatte tid uden at de rejsende skal behøve at være vidner til en sådan mishandling som den oven beskrevne. Mod farver Rasmussens brune og grå heste tror indsenderen tilstrækkeligt at have advaret.

-20, 21, 22. -

(Politivennen nr. 1024, Løverdagen den 15de August 1835, s. 543-545).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen besvares af vognmand Rasmussen i Politivennen nr. 1026, 29. august 1835, s. 572-573.

Om Bøndernes Holdepladse i Kildetiden.

Deres blad, hr. udgiver har som jeg hører medvirket til afskaffelsen af mange misbrug. Jeg tør derfor håbe at jeg ikke forgæves henvender mig til Dem for at søge oplysning i en for os bønder vigtig sag.

De holdepladser som ved plakat af 16. februar 1780 er anvist bønderne i kildetiden, er nu så opfyldt af vognmænds og hyrekuskes vogne at kun lille plads levnes bøndervogne, og Gud ved hvorledes det går til, disse må som oftest søge de bagerste pladser hvor folk ikke gerne går til dem.

Da imidlertid såvel forordning 27. januar 1804 som plakat 13. april 1822, kun tillader vognmændene hjemme at udleje befordring, så bedes at en kyndig mand gennem dette blad ville give underretning om til hvem bønderne skal henvende sig for at få bortvist fra pladserne de vogne som er uberettigede til at holde der, ved hvilken lejlighed muligvis også de skriftkloge som på holdepladserne søger at indbilde bønder at det kun er dem fra Københavns Amt der har rettighed til at køre i kildetiden, kan bringes til tavshed. For den gængse tale at bonden aldrig får ret, gælder ikke længere. Ved jeg blot hvor jeg skal henvende mig for at påtale min ret, og vedkommende øvrighed oplyses om at bondens rettighed krænkes, da vil denne blive lige så godt hævdet som nogen anden stands.

(Politivennen nr. 967, Løverdagen den 12te Juli 1834, s. 497-498)

En altfor nærgaaende Vognmand.

Hr. vognmand og hyrekusk Jacobsen i Løvstræde har ved næppe nogen hjemlet ret til at spærre hele gaden med sine tilsølede last- eller mere pyntelige stadsvogne? Såvel den side hvor han selv bor, som den anden side af gaden, besættes dog af ham med vogne af begge slags, dels med, dels uden forspænd, således at de andre af gadens beboere ikke kan komme ud af deres gårde med heste og vogne uden først at tiltigge sig den fornødne plads. Holder nu dertil en bryggers, en bondes eller en andens vogn i gaden for at af- eller pålæsse nødvendighedsvarer, da er færdslen i denne desuden temmelig smalle gade aldeles spærret for enhver kørende fra hvilken side han måtte komme. Ja selv fodgængere som nødvendigvis må ty til de meget smalle fortove, er her højligt besværede da vognene står så nær ved fortovet at man hele tiden er udsat for at få klæderne ødelagt af tjære eller skarn hvis man ikke ejer en åls tyndhed og evne til at sno sig. Denne uorden fortjener vist nok med rette at kaldes besværende, men farlig bliver den endog når hr. Jacobsen lader heste stå på gaden der med glubsk bid kaster forbigående over ende, hvilket naboer og genboer kan bevidne er sket.

Allerede for over 30 år siden har i Deres almenagtede blad der har hævet og endnu hæver så mange uordener, været ytret ønske om et regulativ for at forhindre vognmænds anmasselser på den her omtalte måde, kan dette endnu ikke ske, af grunde som dog ikke er let at indse, håber dog anmelderen at man vil yde denne sag opmærksomhed når den som her går så vidt over skrævet.

(Politivennen nr. 919, Løverdagen, den 10de September, 1833. Side 540-542) 

Bøn til Vognmanden i Strandstrædet.

I Strandstræde holder ofte en række af vogne der især på regnfulde dage på grund af den brede rendesten og det smalle fortov gør passagen endog for gående vanskelig.

Da denne er en af stadens mest befærdede gader, så kunne man ikke undlade at anmode ejeren af nævnte vogne om at vælge en anden plads for sit befordringstøj (fx pladsen ved sandkisten), da han derved sikkert vil gøre sig mange, selv blandt det smukke køn, forbundet.

(Politivennen nr. 772, Løverdagen den 16de October 1830, s. 664)

Om Slavers Arbeide hos Private.

For få år siden gik det rygte at det af høje vedkommende var forbudt at slaver måtte arbejde for private folk. Men alligevel har man forrige sommer set hele flokke af slaver med deres vogtere at blive afhentet om morgenen og om aftenen blive ført til deres fængsel. At den største del af disse har arbejdet for private, er troligt. Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes førhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten, hvorfra 2 løb bort og siden blev efterlyst i aviserne. 

Tænker man sig hvor mange af de mest simple arbejdere der i forrige lange og hårde vinter var kommet i gæld for husly og føde, som han håbede at kunne betale om sommeren, men at han da måtte føre samme klage over mangel på arbejde, så må man vel ønske at det må forbydes slaverne at arbejde for private, eller om der eksisterer et sådant forbud, at det da måtte blive overholdt. For vel syntes det godt at slaverne kunne fortjene noget til at bøde på de bekostninger deres underhold udfordrer. Men fratages den fattige, simple arbejder lejligheden til at tjene det mest nødvendige, bliver han af nød forbryder og formerer antallet af disse. Gevinsten er derfor kun tilsyneladende.

(Politivennen nr. 723, Løverdagen den 7de November 1829, s. 727-728)

"Således har anmelderen set slaver arbejde på justitsråd Langes forhen tilhørende gårde i Falkoner Alle, hos tømmerhandler Kellermann, på Store Ravnsborg, på vognmand Loreks gård på vejen til Lygten." (Nicolai Abilgaard: En slave skubbende en trillebør. Statens Museum for Kunst.) 

Redacteurens Anmærkning

Hvis den nævnte justitsråd Lange er identisk med Christian Lange (1754-1823) giver det mening. Omend han da ville være død på det tidspunkt. Men hans "førhen" tilhørende gårde ville da være Nørre Alleenlyst, Marienlyst m.fl. Han får i artiklen ikke just noget skudsmål som en humanistisk indstillet godsejer. På et tidspunkt ejede han også Edelgave, hvis senere ejere (Tutein) bl.a. baserede deres rigdom på slavearbejde på Sankt Croix, se Vandringsløse Tidende.

Emnet berøres også i "Om Slavers Anvendelse til Privatarbeide." Politivennen nr. 1251, lørdag den 21. december 1839, side 795-799. 

Advarsel til den lange Herr' Holst i Skindergade.

Da indsenderen sidste juleaften kl. omtrent 10 kom gående fra Dyrkøb ned ad Skindergade, hørte han et skrækkeligt spektakel udenfor den vognmand der bor der og begav sig da derhen for at erfare årsagen. Han blev da underrettet om at vognmand Holsts lange søn med sine herkuliske kræfter havde kastet en af karlene baglæns ned mod stenbroen så at han næppe var i stand til at rejse sig og at dette hans forhold understøttet af en slump eder og forbandelser havde foranlediget dette optrin.

Indsenderen som dog ønskede at erfare enden på legen, blev tilligemed en anden velklædt person stående en kort tid midt på gaden, og skønt der hverken i ord eller gebærder blev givet personen den mindste anledning til misfornøjelse, søgte han dog af al magt lejlighed til også at komme i klammeri med os. Han henvendte sig fx til indsenderen med et spørgsmål fremsat i hånlig tone: "er der noget i vejen?", "vil De have lidt med?" osv uden at det dog kunne lykkes ham at opnå hvad han ønskede, fordi indsenderen altid gav et koldsindigt og undvigende svar.

Endelig kom vægteren der anmodede indsenderen og den ovenomtalte person om at gå bort og tilføjede at det var juleaften og at hvad den unge hr. Holst havde nydt muligvis virkede lidt vel stærkt på ham, og at han måske i denne tilstand ville vise sin myndighed over folkene.

Vægterens anmodning blev straks opfyldt, uagtet vi ikke anså os forpligtede til at vige for en person som hr. Holst der ved indsenderens bortgang endog truede med de ord: "Det er ham med den blå chenille jeg vil have fat på". Den omtalte anden person der fulgte med og som havde været vidne til at indsenderen aldeles ikke havde fornærmet den lange Holst, ytrede for vægteren sin fortrydelse over at han således ustraffet kunne tillade sig fornærmelser imod en aldeles uskyldig person og var yderst opbragt over at indsenderen så tålmodigt lod sig overfuse af ham, hvortil vægteren svarede: "Gud trøste ham, dersom hans far får det at vide, da kan han være sikker på sine rene, skære prygl."

Ved at offentliggøre denne affære har indsenderen ikke villet undlade at advare den lange hr. Holst for at udvise en så upassende opførsel i fremtiden samt at anmode ham om at beflitte sig på et sådant forhold at han ikke skal volde sin alment agtede far flere krænkelser af lignende slags.

(Politivennen nr. 681, Løverdagen den 17de Januar 1829, s. 41-43)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i næste nummer, 682, 24. januar 1829.

Holst i Skindergade må ifølge Kraks Vejviser 1829 være P. Holst, vognmand og hyrekusk, Skindergade 33 & 34. Og Chr. Holst hans "lange" søn. Denne matrikel tæt på Jorcks Passage hedder i dag Skindergade 31. Alle bygninger er fra 1890'erne, og artiklens åsted derfor ikke synligt i dag.

Atter om et væmmeligt Skarnoplag paa Amagerbro

Det glædede såvel indsenderen som de fleste af beboerne på Amager at erfare at klagen i Politivennen nr. 654 over møddingen blev fjernet. Men glæden varede desværre kort, idet man med fortrydelse ser at grundlaget til en lige så væmmelig møgdynge på det selvsamme sted dagligt vokser og formerer sig. Ikke alene derved at vognmand Berentzens egne vogne der aflæsser gaderenovationen, men endog derved at han efter sigende honorerer andre vognmænds karle for at losse på dette sted. Denne handel skal efter hvad velunderrettede vil vide, betale sig godt da ejeren sælger skarnet med megen fordel efter at det er brændt sammen, og i tilstrækkelig lang tid har ulejliget de vejfarende ved sine væmmelige uddunstninger.

Hverken misundelse, eller nogen som helst anden uædel bevæggrund har ledt indsenderens pen til at nedskrive disse anker. Men han har kun villet henlede de ansvarliges opmærksomhed på at sådanne oplag rimeligvis burde forlægges til et andet afsidesliggende sted og ikke tæt op til en offentlig landevej hvor de med laser og klude behængte stinkende vogne frembyder et lige så væmmeligt skue, og de afgiver en pestbringende stank for de vejfarende hvis sundhed derved lider betydeligt.

Der fortælles vel af naboerne skal have ført retlig anke over dette skarnoplag samt at der skal være faldet en dom hvorved ejeren forpligtes til at bortskaffe samme inden en vis tid. Men man har grund til at betvivle at dette forholder sig således. For da måtte man antage at nævnte ejer ikke turde modsætte sig øvrighedens befaling.

Indsenderen slutter med den bemærkning at enhver der måtte ville tage allerede nævnte skarnoplag og dets omgivelser i øjesyn, sikkert vil finde hvor rimelig den her fremsatte anke er. 

(Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560)

Redacteurens Anmærkning

Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.

Efterretning for Vedkommende.

Anmelderen har hørt at befordringsvognene eller de såkaldte returvogne hvert år bliver besigtiget for at de skal være forsvarlige og således at rejsende som benytter dem, intet har at udsætte på dem. Men hvis dette er tilfældet, da må det være længe siden et sådant syn fandt sted. For forleden dag så anmelderen i Store Kongensgade en sådan vogn der skulle befordre to damer til Helsingør, og som manglede alt hvad man kan henregne til bekvemmelighed. Ja selv trinnet op på den venstre side af vognen var borte. Karlen havde ingen stige, og det havde set slemt ud for de stakkels damer dersom ikke en husejer i nabolaget der så deres forlegenhed, havde ladet en karl hente en trappestige ved hvis hjælp de endelig slap op på den høje og umagelige vogn.

Man anmelder dette da det kunne være muligt at vognen kunne få retur med fremmede rejsende og der er vist ingen tvivl om at disse da ville finde en sådan befordring dårlig og ubekvem, især med hensyn til betalingen. At nogen vognmand skulle befordre rejsende med vogne der ikke var synet og godkendt, kan man vel ikke formode. Hvem denne omtalte vogn tilhørte, ved anmelderen ikke. Men kusken var en næsvis holstener der besvarede de spørgsmål han blev stillet, studs og inurbant.

(Politivennen nr. 646, Løverdagen den 17de Maj 1828, s. 316-317).

Et sørgeligt Ulykkestilfæde til Advarsel for Kudske og Fragtmænd.

Der har flere gange i dette blad været tale om den, imod politianordningerne stærke kørsel på gaderne, ligesom også den uskik at mange kørende forlader heste og vogn uden at spænde skaglerne fra, hvorved ulykker ville forebygges, når hestene, forskrækket ved et eller andet, løber løbsk. Men endnu har ingen omtalt den skødesløshed som man sædvanligt ser fragtmænd og kørekarle udvise når de enten dag eller aften kører på landevejene, idet de overgiver sig til søvn, og således lader hestene gå deres egen gang. At sådan skødesløshed kan have de sørgeligste følger, tjener efterstående ulykkestilfælde til bevis på, og da man kan håbe at det vil tjene til advarsel for andre, har man troet det rigtigt at fremsætte samme offentligt.

Natten mellem den 18. og 19. f. m. kørte Jensen Jensen, fragtmand i Frederiksborg, fra København til sit hjem. Da han var kommet forbi Blovstrød (klokken var da omtrent 11) kom efter hans fortælling, et dyr løbende over vejen, lige foran hestene som derved blev sky, og sprang til siden, så at vognen der var læsset med tunge varer, væltede, hvorved kusken styrtede ned, kom til at ligge på maven med den så stærkt læssede vogn oven på sig, dog således at han havde den øverste del af legemet frit. Den den første forvirring greb han efter tømmen for at dreje hestene bort fra sig. Dette lykkedes ham, og så at han nu ikke havde noget at frygte af disse, der forblev rolige, efter at de forgæves havde forsøgt på at trække vognen. Jens Jensen forsøgte nu på at arbejde sig bort fra vognen, men denne var for tung, og han måtte således opgive håbet om at reddes på denne måde. Han gav sig nu i færd med at klæde sig af, i håb om således lettere at opnå sin hensigt, men heller ikke dette lykkedes. Nøden, opfindelsernes moder, og den ubeskrivelige smerte han led, bragte ham nu på den ide at grave et hul med hænderne, i den tanke at kunne underminere vejens overflade og derved frelses. Men alt var forgæves. Udmattet af disse gentagne, til intet ledende forsøg, var han ikke i stand til at klæde sig på. Han måtte blive liggende halvnøgen i den rædsomste, og ulykkeligste forfatning og råbe om hjælp. Ingen hørte hans ængstelige råb, ligesom ingen er i stand til at beskrive hans pinsler der endnu forøgedes derved at det hul han havde gravet under sig ved indfaldende regn, løb fuldt af vand, i hvilket han måtte ligge med den blottede mave. Først kl. 8 om morgenen kom mennesker ham til hjælp. Han blev ført til Frederiksborg og taget under  kur, men han har kun et svagt håb om sin helbredelse, dog levede han endnu den 29. d. m.

Foranlediget af ovenstående højst sørgelige ulykkestilfælde, indstiller anmelderen til sagkyndiges bedømmelse hvorvidt de indretninger der findes på adskillige kalvevogne og som har til følge at læsset ikke kan falde på kusken, i tilfælde af væltning, fortjente at komme mere i brug.

(Politivennen nr. 518. Løverdagen den 3die December 1825, s. 10326-10329)

Ubehageligt Møde på Vesterbro.

Sidste lørdag den 21. maj besluttede indsenderen af dette sammen med to bekendte at gøre en rejse på 3 mil ud på landet for at profitere af de behageligheder som denne årets skønne tid giver os lejlighed til at benytte. Til den ende ønskede vi os en kørelejlighed, hvilken vi også var så heldige straks at få, og som vi anså meget bekvem for os, da det netop var en af os bekendt bonde fra den by vi havde bestemt os for at tage til. Bonden tilbød straks at befordre os uden at ønske, langt mindre at kræve nogen betaling for det .

Lige så snart vi var færdige til rejsen, gik vi op på vognen og ved hjælp af vores kusks raske befordring så vi os snart ude af hovedstaden. Idet vi nu således ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger ved at en mand der kom os i møde, greb tøjlerne på vores heste og med en bydende tone bød vores kusk at holde stille. Vi formåede bonden til at adlyde vores modstanders befaling og måtte for at undgå almindelig opsigt køre ind i en ved landevejen liggende gæstgivergård hvor vi snart så os omringede af ganske mange ubekendte mennesker der angav at være udsendt fra politiet og anså sig derfor berettiget til at anholde vores kusk fordi denne af velvilje havde påtaget sig den ulejlighed at befordre os til vores bestemmelsessted. Vi søgte klart at gøre dem den urigtigt fremgangsmåde mod os begribelig, idet vi sagde at bonden på ingen måde kørte for betaling, men kun på grund af det bekendtskab han stod i til den familie, til hvilken vi agtede os. 

 "Idet vi ved enden af Vesterbro hvor den skønne landlige natur for første gang viste sig for vores øjne, var beskæftiget med dette herlige syn, blev vi pludselig vækket i vores betragtninger". (Udsigt over det landlige Vesterbro fra Frederiksberg, 1919. H.G. F. Holm)

Men alt var forgæves. Ja der var endog en mand mellem disse vore modstandere som angav sig for at være en vognmand Jacobsen, hvilket også siden blev fundet at være en sandhed, der på en uhøflig måde befalede vores kusk til at forlade heste og vogn og følge ham til et i gården anvist værelse hvor han blev tvunget til at lægge en mulkt af 2 rigsbankdaler sedler for hans, som de mente ulovlige kørsel. Anmelderen nærmede sig derpå værelset for at bidrage sit til at kusken snart kunne blive frigivet og så da i samme til sin store forundring den samme mand der førhen sagdes at være vognmand Jacobsen, sidde som dommer for et bord og tilføre det politibetjentene løseligt tilmeldte ham angående vores anholdelse i en såkaldt protokol der imidlertid hvad anmelderens øje synes at bemærke, snarere var omslaget af en kardus virginiatobak end en protokol. Jeg indlod mig imidlertid ikke med denne besynderlige dommer, men fandt mig i at lægge de 2 rigsbankdaler de krævede af os, hvorfor jeg forlangte kvittering. Men da de fest nægtede at give mig en sådan, måtte jeg finde mig i efter at være blevet opholdt 1 times tid at fortsætte den afbrudte rejse.

Jeg er derfor nu så fri at forespørge hos en mere kompetent dommer end hr. vognmand Jacobsen om det kan anses tilladt og overensstemmende med de herhen hørende anordninger at anholde rejsende som søger befordring på den måde som jeg og mit selskab og ydermere om sådanne personer skal have tilladelse til på stedet hvor anholdelsen sker at idømme mulkter. Eller om det ikke måtte kunne anses for mere hensigtsmæssigt at denne kompetence alene blev vedkommende øvrighed til del. Og videre om det er disse fra politiet udsendte betjente i selskab med en vognmand tilladt vilkårligt at udsætte rejsende for fornærmelser.

(Politivennen nr. 492. Løverdagen den 4de Juni 1825, s. 9733-9737)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen efterfølges af en næsten enslydende beretning "Standret midt på Landevejen" som yderligere oplyser at stedet var på vejen tæt ved Frederiksberg Bakke og at alle modstanderne var vognmænd, altså ikke betjente.

Om Vognes Holden paa Gaderne.

Når i en stad som København gaderne er for den offentlige passage og ingen handlende må udstille noget på fortorvene, hvorved passagen for fodgængere indskrænkes eller optages, har da vognmænd og hyrekuske rettighed til at optage en stor del af gaden ved at lade deres kareter, ja endog gadevogne holde i lange rækker udenfor og i nærheden af deres bopæl? I smalle gader fx Store Strandstræde er sådan holden af vogne ikke alene til megen hinder for de mange vogne som skal til kirke og til palæerne, men de stopper vogne ikke alene til megen hinder for de mange vogne som skal til kirke og til palæerne, men de stopper også adgangen til de næringsdrivende uden for hvis døre de holder eller betager skuet af et eller andet som i vinduer er udsat til skilt, så at ofte derved forvoldes tab i næringen. Dersom det er en selvtaget ret, så kunne man ønske den indskrænket. For enhver næringsdrivende borger bør jo på egen bekostning skaffe sig det til hans drift fornødne lokale og uden at hans medborgere for hans skyld skal lide skår i deres ret.

(Politivennen No. 477, Løverdagen den 19de Februar 1825. Side 9489-9490)

Spørgsmaal.

Kunne det ikke forbydes brændeskærere, favnesættere, vognkarle etc. som i store flokke opholder sig i Nyhavn ved Charlottenborg at ulejlige de forbigående med deres vedvarende spørgen om man skal have brænde, vogn mv. For det er vist enhver bekendt hvorhen man kan vende sig for at få sådant, og det er slet ikke behageligt for enhver anden at afgive en tyve svar på lige så mange eller flere unyttige spørgsmål, så meget mere når man derved enten forstyrres i sin tænkning eller i en samtale om andre genstande? Ved samme lejlighed kunne tillige erindres at vognene  samme sted ofte i flere timer holder så nær fortovet at fliserne ikke kan passeres, og om vognene - hvilket undertiden også kan være tilfældet - står i nogenlunde tilbørlig afstand, så opholder dog gerne kusken eller andre af hans bekendte sig på fliserne, således at passagen alligevel er spærret, hvilken uskik synes at kunne hæve at vedkommende betjente som opholder sig i havnen

(Politivennen nr. 445. Løverdagen den 10de Julii 1824, s. 8092-8093)

Stop ham!

Det er ikke sjældent tilfældet at såvel vognmandskarle (især en kejthåndet der kører et par brune heste), som også andre kuske henimod Toldbodsidens ende, ikke alene jager i fuld galop gennem den ydre Amaliegade, men endog krydser gaden for at komme omkring hinanden. Hvor meget farligt denne lovstridige måde at køre på, er både for voksne børn hvoraf mange jævnligt opholder sig på gaden, indses let. Og man vover derfor at ytre det ønske at det må blive gadekommissionen pålagt ofte at besøge gaden i denne tid for at bidrage til at hæve sådan farlig uorden.

(Politivennen nr. 434. Løverdagen den 24de April 1824, s. 7013-7014)

Om Kiørsel til Charlottenlund.

Indsenderen i selskab med sin familie gik søndag eftermiddag udenfor Østerport i den hensigt der at leje en vogn til skoven, hvorpå der da heller ikke var nogen mangel. Men hvis ejere til alles forundring erklærede at de vel måtte køre folk til skoven, men ikke til skoven under mulkt af 5 rigsbankdaler sølv. - Indsenderen med mange flere var i den største forlegenhed da de ikke følte nogen lyst til med nogle børn og en del at bære at begive sig på den just ikke korte vej hvorfor de meget utilfredse måtte gå til byen igen for den sælsomme forordnings skyld der byder folk at gå når der har lyst og evne til at køre da det dog er bekendt at stadens vognudlejere om søndagen (når vejret er godt) langt fra ikke kan tilfredsstille alle dem der ønsker vogne. - Det er indsenderen ubekendt hvilke omstændigheder der forårsager at så strengt og underligt forbud eksisterer der er de fattige og simple af denne næringsvej til så megen skade uden at være deres rige medbrødre til nogen gavn. - Imidlertid må han formode at enerettigheder som uretmæssigt strengt overholdes afstedkommer denne ubehagelighed. Men spørgsmål bliver det dog om de bestemmelser der i så henseende flere år tilbage er sat under nuværende sørgelige omstændigheder ikke nødvendigt trænger til forandring da det for at forebygge en overhåndtagende armod vel kunne tillades de fattige af enhver håndtering - deres formuende medkollegers rettigheder ukrænket at erhverve sig livets ophold på enhver for deres næring passende og tilladelig måde. Den frygt at sådan frihed skader de store vognmænd er sikkert ubegrundet da der i en så stor by aldrig mangler på tåbelige der giver hvad uforskammethed fordrer. - Høje vedkommende ville sikkert vide at afhjælpe den uskik, hvorover stadens indbyggere ikke uden grund have årsag til at være misfornøjede.

(Politivennen nr. 293. Løverdagen den 11. Augusti 1821, s. 4703-4705.

(Nr. 292, 18. august 1821 mangler i Københavns Bibliotekers samling)