Det glædede såvel indsenderen som de fleste af beboerne på Amager at erfare at klagen i Politivennen nr. 654 over møddingen blev fjernet. Men glæden varede desværre kort, idet man med fortrydelse ser at grundlaget til en lige så væmmelig møgdynge på det selvsamme sted dagligt vokser og formerer sig. Ikke alene derved at vognmand Berentzens egne vogne der aflæsser gaderenovationen, men endog derved at han efter sigende honorerer andre vognmænds karle for at losse på dette sted. Denne handel skal efter hvad velunderrettede vil vide, betale sig godt da ejeren sælger skarnet med megen fordel efter at det er brændt sammen, og i tilstrækkelig lang tid har ulejliget de vejfarende ved sine væmmelige uddunstninger.
Hverken misundelse, eller nogen som helst anden uædel bevæggrund har ledt indsenderens pen til at nedskrive disse anker. Men han har kun villet henlede de ansvarliges opmærksomhed på at sådanne oplag rimeligvis burde forlægges til et andet afsidesliggende sted og ikke tæt op til en offentlig landevej hvor de med laser og klude behængte stinkende vogne frembyder et lige så væmmeligt skue, og de afgiver en pestbringende stank for de vejfarende hvis sundhed derved lider betydeligt.
Der fortælles vel af naboerne skal have ført retlig anke over dette skarnoplag samt at der skal være faldet en dom hvorved ejeren forpligtes til at bortskaffe samme inden en vis tid. Men man har grund til at betvivle at dette forholder sig således. For da måtte man antage at nævnte ejer ikke turde modsætte sig øvrighedens befaling.
Indsenderen slutter med den bemærkning at enhver der måtte ville tage allerede nævnte skarnoplag og dets omgivelser i øjesyn, sikkert vil finde hvor rimelig den her fremsatte anke er.
(Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560)
Redacteurens Anmærkning
Samtlige artikler i denne serie: Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 450-452, Politivennen nr. 654, Løverdagen den 12te Juli 1828, s. 455-456, Politivennen nr. 657, Løverdagen den 2den August 1828, s. 503-507, Politivennen nr. 658, Løverdagen den 9de August 1828, s. 528 og Politivennen nr. 660, Løverdagen den 23de August 1828, s. 558-560.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar