Revue over Kjøbenhavns Handelsboutikker.

Anden Skrivelse

(Fortsat.)

Finder du ikke også at Gothersgade har forvandlet sig, den har butik på butik. Du er jo musikalsk, her i Lohses Musikhandel, den første i København, kan du få alt hvad en musikelsker og dyrker kan ønske sig. Men stop, nu falder det mig ind, for humle, på hvilket instrument du er sand virtuos, haves her ingen musik. Forstår du imidlertid ikke synderligt at spille nutidens yndlingsinstrumenter, guitar og fortepiano, så kan du dog spille - kort. Her i denne lave butik hos Holmblad ser du udstillet dette vigtige middel til at dræbe tiden i særdeleshed i høje kredse. Forfinelse hersker også her, ser du fx de skønne kort er sandt kunstarbejde, de er endog forgyldte på snittet. Hvilke pengebunker vil de ikke sætte i cirkulation på spillebordene. Den fattige bebrejdes at han forsøger sin lykke i lotteriet, hvor han dog kan slippe med en mark, den rige og fremme som sætter hundreder på et kort, dadles ikke, det hører til bon ton. 

Lohse tog sig også af pianofortestemning. Annonce fra Adresseavisen 8. juni 1852. 

Gå nu med mig om i Grønnegade, den omvej lønner sig ved synet af det jeg vil vise dig. Hvad synes du om det tapetpapir som hænger der i vinduerne hos Franckel. Værelser hvis vægge er bedækket med sådanne papirer kan kaldes klassiske. Emnerne til de fremstilede scener er taget af Virgils Æneide, Cervantes' Don Quixotte. Der ser du fx Don Quixotte fægte med vejrmøllerne. Der angriber han en flok får i den tanke at det er den fjendtlige hær. Her ser du ridderens tro våbendrager, den svinepoliske Sancho Pancha (en ægte kopi af en sjællandsk bonde). Fire håndfaste karle leger himmelspjæt med ham, det vil sige, de smider ham ved hjælp af et lagen op i vejret, griber igen i det, og fortsætter denne leg, der morer dem, men ængster Sancho Pancha, indtil de ikke kan orke mere. Tapeter der ligner silke- og fløjlsstoffer, med forgyldning og forsølvning fængsler også her øjet. Skade at alle disse skønne sager er franske produktioner, den danske egenkærlighed såres ved at se hvorvidt vi danske står tilbage for udlandet i denne henseende. 

Jeg kan ved denne lejlighed ikke undlade at gøre dig opmærksom på en kælder her i nærheden. Over nedgangen står på et skilt skomagermester Jungdahl, men i vinduerne hænger indbydelser fra Fru Fortuna, nemlig lotterisedler. På en seddel til 1 mark udstedes 4 aktier til 6 skilling, altså med 50 procent. Som du kan se her gennem vinduet har denne mand et helt kontorhold. Folk trænges om at få 1/4 lod i en marks seddel. Jeg kan imidlertid underrette dig om at hele byen vrimler af sådanne ekstrakollektører.

Vi går nu op ad Store Grønnegade. Gode ben, vil du barberes, så bor der i Kristen Bernikows Gade lige for os barber Christensen, et mønster for alle barberer. De kender vl nok den anekdote om en af fortidens barberer. Han spyttede nemlig på sæben og gned derpå kunden i ansigtet. På dennes anke om det, svarede barberen "jeg har netop behandlet Dem galant, en simplere kunde havde jeg først spyttet i ansiget og derpå gnedet med sæben." Her finder du derimod en barber som er gået frem med tiden, du kan nemlig her få dit eget håndklæde, din egen sæbe, kniv når du abonnerer i månedsvis. 

"I Sværtegade bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer." (Pilestræde 40 C, Sværtegade 3 er fra 1730 og opført af murermester Gotfrid Schuster. Ombygget 1791. Eget foto, 2016)

Nu er vi i Sværtegade og der bor kunstdrejer Schwartz. Faderen som du kendte, var en dygtig mand i dette fag, sønnen er trådt i hans fodspor, han er Københavns første kunstdrejer. Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Jeg be'r om forladelse, jeg ville have sagt agent Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel. Om det er hans varer eller hans veltalende svende der er skyld i det, ved vi ikke. 

"Derovre på hjørnet af Pilestræde bor silke- og klædehandler Philipsen. Skønt denne købmand bor afsides fra de øvrige, har han dog en glimrende handel." (Hjørnet af Pilestræde 35 og Kronprinsensgade 16. Eget foto, 2016).

På hjørnet af Antonigade kan du få kam til dit hår. Du må ikke antage det for en skose til din kone som imellem os sagt rigtig nok besidder lidt Xantippeblod, nej langt fra. Meningen er, her bor stadens mest brillante kammager Cathala. Skulle man tro at et fem alen højt vindue der indtager hele husets front, kan opfyldes med lutter kamme. Det er tilfældet. Taler man om kamme, tænker man uvilkårligt på håret. Du trænger til at klippes og friseres, følg med her om i Klareboderne til frisør Ebbesen. En dygtigere hårkunstner end ham, finder du ikke i København. Han vil snart omskabe dig til en dansk løve (som du ved et pariserudtryk på en herre efter den højeste mode). En smuk frisure bidrager meget til at blive introduceret i et galant hus her i byen. Derfor væk med det nedhængende naturhår. Mens du sidder her under frisørens skabende hånd, vil jeg slutte denne min anden skrivelse. Med næste post mere.

Efterskrift.
Ove Thomsen har i Fyens Avis og efter dette blad Dannevirke taget notits af en ytring i min første skrivelse til dig hvor jeg taler om at negrene i Havana ruller de såkaldte havannacigarer på deres bare korpus og da de ofte er udsatte for hudsygdomme, har vore unge herrer undertiden givet rygningen af disse cigarer skylden for en vis galant sygdom. Hrr. O. Thomsen tilføjer omtrent følgende ord: "Gid underretningen herom måtte sætte en skranke for den overdrevne brug af cigarer." Du ved, kære ven, at jeg er hader af røgtobak, jeg tilføjer derfor et amen til dette ønske hvis opfyldelse ville forhindre at store summer gik op i røg eller ud af landet.

 (Politivennen nr. 1468. Fredagen, den 16 Februar 1844. Side 97-102). 

"De første silke- og klædehandlere på Store Købmagergade er de herrer Westrup, Collin, Kirkegaards efterfølger Hvalsøe, Flensborg, Melbye, Gammeltoft og flere" (Collin holdt til i denne bygning, nu Købmagergade 32. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning.

Denne anden skrivelse indeholder fire artikler: Fra 2. februar 1844, 9. februar 1844, 16. februar 1844 og 1. marts 1844.

Om Helligdags-Arbeide.

Søndag den 25. november om eftermiddagen kl. 2.30, altså under gudstjenesten, passerede anmelderen Sværtegade og hørte at der i de nye huse som opføres der, arbejdedes med høvle og save. Jeg fandt dette urigtigt, og fortalte det til Politivens-udgiveren som vel trak på skulderen, men mente at det ikke var nogen opmærksomhed værd. Han viste mig tillige at der i Pontoppidans forklaring på det spørgsmål: "Er ingen udvortes gerning om søndagen tilladt?" gives til svar: "Jo, sande fornødenhedsgerninger som ikke kan opsættes, og kærlighedsgerninger som altid finder sted." Men da den gode mand, Pontoppidan på et andet sted siger: "at man vanhelliger hviledagen ved dans, spil, komedier, krogang og sådant som altid er synd i sig selv, men på helligdage dobbelt synd" og vi nu på helligdagene har komedier både inde i byen og udenfor samme, samt koncerter, baller og andre lystigheder, så må man vist have fejlet, og kan han fejle en gang, så kan han fejle oftere. Desuden kan jeg ikke anse dette søndagsarbejde for en sand fornødenhedsgerning, da husenes værelser jo ikke kunne eller bør bebos før påske flyttetid. Og kærlighedsgerninger er der vist endnu mindre, for folkene ville sikkert have deres dagløn. Jeg tror snarere at sådan søndagsfortjeneste bidrager til mandagshøjtideligholdelse på kroerne. Jeg er ingen lindbergianer, skønt jeg erklærer at jeg holder mig til Guds bud: Kom ihu at du helligholder hviledagen, samt til de kongelige forordninger om helligbrøde, der er udgivet i dets ånd, og endnu ikke ganske tilbagekaldte. Jeg beder derfor at Politivennens udgiver vil indføre dette, da det måske kunne vække eftertanke og bidrage til at man ikke gjorde helligdage til søgnedage. For som der siges, ved helligdagsarbejde er der ingen velsignelse.

(Politivennen nr. 883, lørdag den 1.ste December 1832, s. 799-801.)

Vægterraseri

Mandag aften den 9. i denne måned henimod 12 stod anmelderen i begreb med at tage afsked med en bekendt på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade uden for spækhøkerbutikken, og blev da pludselig opmærksom på at vægteren der har post i Sværte og begge Regnegaderne, som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt. Anmelderen og medfølger gik derpå over på det andet hjørne uden for urtekræmmerbutikken for desto bedre at kunne se hvad der skete. 

Men inden de så sig om kom nævnte vægter farende tilbage og skubbede anmelderen og medfølger til side med armene med ordene: "Fortovet er for mig, og gaden for jer". Og da han ikke fandt at anmelderen og medfølger forføjede sig hurtigt nok væk, udstødte han de skammeligste skældsord mod dem, for derpå med et lignende raseri ned ad samme gade henimod Christen Bernikowsstræde hvor han med næverne slog løs på nogle personer der fredeligt gik der og som ikke i ringeste henseende fornærmede ham eller nogen anden.

Da man nu ikke vel kan være tjent med en sådan behandlingsmåde af en vægter og da man er overbevidst om at hans foresatte ønsker den humanitet de selv besidder forplantet på deres underordnede, så har anmelderen ikke villet undlade at offentliggøre foranstående i den forvisning at nævnte rasende vægter vil blive påtalt til at opføre sig lidt mere humant i fremtiden og desuden blive på sin post og ikke tillade sig sådanne excesser på en anden mands enemærker. Til slut bemærkes det at vægteren på Gammel Mønt var et ganske roligt vidne til hans farlige kollegas udviste tapperhed.

(Politivennen nr. 650, Løverdagen den 14de Juni 1828, s. 375-377)

"Vægteren for som en rasende for løs på nogle personer der uden at gøre mindste alarm passerede op ad Gammel Mønt." (Gammel Mønt. I forgrunden hjørnet til Møntergade, ved lyskrydset i baggrunden fortsætter Kr. Bernikowsgade. Store Regnegade går til venstre, Sværtegade til højre. Eget foto, 2015)

Du skal ikke slaa ihjel.

Man hører i den seneste tid desværre ofte at stilladserne ved bygningsarbejde falder ned og håndværkere slås ihjel eller lemlæstes. I Sværtegade faldt i disse dage, som det siges, 3 mennesker ned, og en forbigående lille dreng blev hårdt beskadiget. For kort tid siden faldt 2 mennesker på Nørregade ned med en del af stilladset. Årsagen er naturligvis at stilladserne ikke er forsvarlige. Man ved jo at mange sjældent tænker på at afværge en ulykke, for det er for sent, samt at de af skødesløshed, magelighed og forvovenhed ofte udsætter sig selv og andre for den største fare. For nødigt ville man tro at mestrene af skammelig sparsommelighed undlader at sørge for tilbørlige stærke materialer. Det er altså vist nok håndværkernes egen skyld når de kommer til skade. Men det offentlige kan dog ikke ladet det bero ved det. Indsenderen mener at ved tie og se på et onde som kunne forebygges, har man selv del deri. 

Det burde pålægges enhver håndværksmester selv at undersøge ethvert stillads før han tillod sine folk at arbejde på det. Og dersom da en fejl ved stilladset var skyld i nogen sådan ulykke, burde mesteren drages til ansvar og mulkteres på nogle hundrede daler. Betænker man at det gælder menneskers liv, ville disse forholdsregler ikke synes for strenge. For da det ikke kan være staten ligegyldigt om den har krøblinger til borgere og da den skylder sine borgere enhver mulig omsorg for deres liv og velfærd, så er denne sag vist nok ikke det offentlige uvedkommende. På en tid da der bygges så meget, fortjener dette forslag vist nok at tages i betragtning af rette vedkommende.

(Politivennen nr. 521. Løverdagen den 24de December 1825, s. 10367-10368)

Aftvunget Svar paa den ligesaa ondskabsfulde som ugrundede Anke i Politievennen No. 310 over Liigkiste-Udsalget i Sværtegade

Misundelse, den laveste egennytte, lyst til at bagvaske og latterliggøre hører til dagens orden. Et nyt bevis på det giver stykket i den nævnte Politiven hvori man higer efter lumskt at nedsætte mine til salg bestemte ligkister. Med rette må jeg tro at misundelse avlede dette misfoster, for om muligt derved at fremhæve en andens arbejde. En tanke flere læsere har haft. Da imidlertid mit arbejde så at sige således er trukket frem til offentligt skue, vil det vel ikke blive mig ilde optaget at jeg i min enfoldighed fortæller sagen således som den virkelig forholder sig: 

Torsdag den 6. i denne måned kom en vis velklædt person som kalder sig translatør, ind til mig og forlangte en ligkiste. Af de flere (ikke 19, men henimod 30) jeg havde stående i mit udsalg valgte han sig en hvilken jeg rigtig nok tilbød ham for den bestemte pris af 12 rigsbankdaler. Og enhver indser let at en kiste til sådan en pris ikke kan være af de propreste. Men at den var holdbar og net er åbenbar sandhed. Imidlertid tingede han til 10 rigsbankdaler hvori jeg ikke uden tab kunne gå med til. Hvad enten han nu er forfatter af det stykke eller ikke, ved jeg lige så lidt som om han har ladet sig leje til at spionere hos mig. Men så meget ved jeg at han hverken er snedker eller arkitekt, og altså ikke kan have nogen afgørende stemme med hensyn til smag på snedkerarbejde in specie ligkister. Overalt er der en himmelvid forskel mellem smagen, for hvem vil nægte at en fx ypperligt kan bedømme brændevinsflaskens ingrediens, men er en smagløs bedømmer af kunst- eller håndværksarbejde!!!

At han ellers hos snedkermester Løwener blev fyldestgjort med hensyn til en smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler, er noget som lader sig sige. Dette var hvad jeg fandt fornødent at svare på det charteque hvorhos jeg må tilføje at ligeså lidt som jeg misunder enten Løwener eller nogen anden af mine medmestre den fortjeneste deres arbejde kan afgive, ligeså lidt kan jeg være tavs til at mit arbejde dadles urimeligt ved spionage og sammenspundet kneb. Selvom Løwener i lang tid var den første og eneste som etablerede og havde et ligkistemagasin og dette hele tiden blev udbasuneret i aviserne, er det dog langt fra at jeg nærer den tanke at han enten er misundelig over at jeg og andre snedkermestre ligeså søger at erhverve vores udkomme, eller at han skulle på så uværdig en måde søge at hæve sit arbejde på min bekostning. 

Da hans navn mildest talt er brugt imod mig, må man imidlertid heller ikke fortryde på at , jeg til aftvungen gengæld benytter mig af samme frihed. I øvrigt tillader jeg mig endnu at bemærke for at sige et ord i rette tid: at ingen af de mange der køber mine ligkister nogensinde har klaget over enten at de manglede smagfuldhed eller holdbarhed, eller at de var utætte så at de ikke kunne gemme hvad der efter naturens orden flyder fra liget, og skønt jeg har upåklagelig god afsætning, kan dog ingen med god grund beskylde mig for enten at have tiltryglet eller ved kommissionærer indtrængt mig i andres forud aftalte arbejde. Dette være nok på hint skadefro vås, og jeg slutter med at anbefale mine ligkister til den ærede del af det respektable publikum som er sat i den første nødvendighed at behøve samme, da enhver skal blive tilfredsstillet hvad enten der forlanges kister for adelsmanden eller den betlende klasse.

Müller
Sværtegade nr. 172

(Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 4997-5000).

Redacteurens Anmærkning

Artiklen er et svar på en artikel i Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4977-4979

Viel Geschrei und wenig Wolle.

Uventet modtog indsenderen heraf et sørgebudskab om en på landet boende vens dødelige afgang og tillige ordre her i staden at købe en ligkiste til ham. Indsenderen som erindrede flere gange at have læst i Adresseavisen at der skulle eksistere et lager og magasin af ligkister i Sværtegade, begav sig straks derhen tilligemed den afdødes ene og forlangte en kiste 65 tommer lang. Vi blev derpå ladt ind i det såkaldte ligkistemagasin og fandt 19, siger nitten kasser til dødes indpakning. Men vi fandt ikke for godt at vores afdøde skulle jordes i så smagløse futteraler. 

Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort, såvel dobbelt som enkelte, passende for alle klasser lige fra adelsmanden til barnet af betlende forældre, og det til særdeles billige priser. Her fik vi en meget smagfuld kiste for 12 rigsbankdaler. En pris den anden mand forlangte for en kasse der bedre passede til en egyptisk mumie end til et andet skikkeligt menneskes lig. Indsenderen bekendtgør dette for at vise hvorvidt man kan sætte lid til den idelige råben i aviserne som nu er blevet en gængs mode.

(Politivennen nr. 310. Løverdagen den 8de December 1821, s. 4989-4990).

"Vi henvendte os derfor til hr. snedkermester Løwener i Pilestræde hvor vi forefandt et udsøgt oplag af ligkister af bedste sort." (Annonce for Løwener, Adresseavisen 2. januar 1837. Adressen angives som Pilestræde 116)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen besvares i Politivennen nr. 311. Løverdagen den 15de December 1821, s. 4997-5000.

Uorden.

1) I Grønnegade, Antonigade og Sværtegade, også skønt mindre bemærket i andre gader, er i disse tider set en mængde, ja hele knipper af flåede katte henslængt hver morgen. En ækelhed for de tidlige fodgængere der forøgedes ved at se vognkørselen knuse dem. Man indser vel at denne uorden for at den er det kan vil ikke nægtes, ikke ligefrem lader sig tøjle, men var der noget middel at udfinde derimod, da måtte det højligt ønskes udfundet. 

(Politivennen nr. 568, 18. marts 1809, s. 10017)

Uordener.

2) Høkeren på hjørnet af Gammel Mønt og Sværtegade hænger sit skilt i den sidstnævnte gade således at det aldeles skjuler gadenavnet. Denne uorden der allerede en gang er påanket, er så meget mere utilbørlig som der på det lige overfor værende hjørne af Kristen Bernikows Gade og Sværtegade ikke findes gadenavne. Herved gøres det umuligt for den med byen ubekendte som fra Regnegade, fra Gammel Mønt eller fra Kristen Bernikows Gade af søger efter Sværtegade, at finde samme ved hjælp af gadenavne.

(Politivennen nr. 455, 11. januar 1807, side 7238)

Gadepoliti i Pilestræde

Da jeg om aftenen den 14. i denne måned ville gå hjem i Pilestræde, blev jeg på hjørnet af Sværtegade og Pilestræde uden for glaspusteren standset af et opløb. Jeg måtte stå stille nogle øjeblikke. Og med et fik jeg min hat og klæder oversjasket med alskens uhumskheder, som blev smidt ud af en spand fra et vindue. Da det kan bevises at der blev tømt en spand ud på gaden fra 2. sal, så måtte vel gerningsmanden blive pålagt en passende bøde.

Peter Reynst

(Politivennen. Hefte 26, Nr. 330, 18. august 1804, s. 5255)