Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).

Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvor Helten fra "Skanse 2" døde.(Efterskrift til Politivennen).

Amagerbrogade 70-72-74, der skal nedrives.

De tre smaa hyggelige Ejendomme, Amagerbrogade 70-72-74, der ejes at Bagermester Aschengrén, har nu staaet deres længste Tid, thi om nogen Tid vil de falde for Aldersgrænsen, som saa meget af det gamle maa de vige for det nye.

Nr. 72 gemmer et Minde om en Mand, hvis Navn i sin Tid nævntes med Ærefrygt af Venner og Fjender, den tapre Løjtnant Anker fra Skanse 2 ved Dybbøl, han, der som den sidste Mand med Resterne af sit Mandskab Fod for Fod veg for Prøjsernes Stormløb, Side om Side med Løjtnant Castenschiold.

I Nr. 72 paa Amagerbrogade, hvor en Kaptajn Scheel - den daværende Ejer - overlod Anker en gratis 2 Værelsers Lejlighed, døde den tapre Dybbøl Helt som en ensom og fattig Mand.

Mon ikke den Bygning, der en Gang opføres her, burde bære en Mindeplade om løjtnant Anker?

(Aftenbladet (København) 21. april 1928).

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876). Født på Bornholm. I 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits. Forsøgte sig bl.a. som skuespiller på det københavnske forlystelsessted Alhambra. Meldte sig i 1863 frivilligt til tjeneste og blev ansat i det kgl. artilleri. Under belejringen og bombardementet af Dybbøl-skanserne vandt han stor anerkendelse som artillerikommandør i Skanse 2, og efter slaget på Dybbøl opfattet som Skanse 2's heltemodige forsvarer. Hans fanden-i-voldske facon og mundrappe talemåder sikrede ham pressens bevågenhed, fjendens beundring og kongens opmærksomhed. Den 17. april 1864 blev løjtnant Anker hædret med ridderkorset, og som en særlig gave fra kongen, fik han en kappe. Den 18. april lagde man fra preussisk side vægt på at få helten Anker i levende live, og dette lykkedes. Ved hjemkomsten fra fangenskabet blev han hyldet og fik overrakt en æressabel fra danske borgere. 

Anker forlod hurtigt militærtjenesten, da den stilfærdige fredstid ikke passede til hans temperament. De mange fester, der blev holdt til hans ære, gav ham smag på værtshuslivet. Men hans helbred blev herved ødelagt, så han døde knap 39 år gammel i 1876. Selvom militærhistorikere mener, at hans indsats var overvurderet, holdt Ankers ry sig usvækket i mange år. (Kilde: Inge Adriansen).

Han er portrætteret på sejrssøjlen i Berlin - som den eneste dansker. Anker blev afskediget (han var ikke skoledannet officer) som 26 årig og altså ikke ansat i militæret. I stedet henlevede han sit liv som arbejdsløs med en årlig pension. På hans gravsted på Garnisons Kirkegård stod: "Værger denne Sten for Heltens Minde blot saa tro som han for Dybbøl-Skanse, da vil man i sene Slægter finde Heltens Gravhøj smykt med friske Kranse".

Johannes Fibiger (1867-1928). Efterskrift til Politivennen)

"Professor Fibigers Død er et uerstatteligt Tab"

Udlandets berømteste Videnskabsmænd yder hans livsværk den største Anerkendelse.

Kræftforskeren, Nobelprismodtageren, Professor Johannes Fibiger døde i Mandags Aftes paa Rigshospitalet, hvor han var bleven underkastet en Operation.

Avisen bragt på forsiden "fremragende Videnskabsmænds Udtalelser om Professor Fibiger". Desuden en nekrolog af Fibigers nærmeste medarbejder ved Det patologisk-anatomiske Institut, prosektor Bj. Vimtrup hvorfra enkelte citater bringes i uddrag og stærkt forkortet nedenfor:

Professor Fibiger in memorian.

- - - Heldet, som fulgte ham geunem hans senere Aar, var allerede med ham i Ungdommen, thi som et Held og en Lykke, betragter han det selv, at han som ung Læge i 1890 blev Assistent hos Professor Carl Jul. Salomonsen, kort efter at denne var blevet ansat som Professor i Bakteriologi ved Københavns Universitet. Hele Professoratet, for øvrigt det første bakteriologiske Professorøt i Verden, bestod af Professoren, den ulønnede Assistent, en halv Snes Forsøgsdyr, Thermostater og Glas nt. in., altsammen installeret i to Kælderrum i det plantefysiologiske Laboratorium. ---Gennem 3 Aars intensivt Arbejde her, enhvervede han sig et indgaaende Kendskab til de moderne Laboratoriemetoder og den medicinske Bakteriologi, og samtidig nød han godt af Professor Salomonsens aandfulde og inciterende Vejledning. I de senere Aar stod disse 3 Aar for Professor Fibiger som hans lykkeligste, som hans egentlige Læreaar, de Aar, da han fik Sans for videnskabelig Forskning og udødelig Kærlighed dertil.

Som en direkte Fortsættelse af dette Studium kom Fibigers Arbejder over Difteri, et Arbejde, som paa absolut afgørende Maade dokumenterede Værdien af den den Gang helt nye Serumbehandling. Dette Arbejde, der blev fremlagt paa den internationale Bakteriologkongres i Moskva i 1897, blev udført medens Fibiger var Reservelæge paa Blegdamshospitalet. 

- - -

Fra Blegdamhospitalet flyttede Fibiger over til det patologisk-anatomiske Institut, hvis Chef var den som Philosof, Psychiater og Patolog højt ansete Professor Carl Lange, og her kastede han sig med Iver over den patologiske Anatomi.  Allerede 3 Aar senere blev han ved Carl Langes Død Professor og Chef for Institutet.

En lang Række Arbejder over patologiske Emner er udgaaet fra hans Haand. Sammen med Professor C. O. Jensen udførte han en Serie Undersøgelser over Tuberkulosens Infektionsveje, Arbejder, som allerede den Gang gjorde hans Navn bekendt og anerkendt iblandt Patologer og bl. a. bevirkede, at man fra Amerika havde Bud efter ham til at holde Foredrag herom. --- det var derfor ikke noget rent Tilfælde, naar det blev Fibiger, der paaviste Spiroptera carcinomets Aarsag- Det var i 1907, at Fibiger fandt Svulster i Maven af 3 Rotter, som han secerede. En Tilfældighed kan man sige. Men Tilfældet faldt i den rette Mands Haand. Med sejg Udholdenhed undersøgte han disse Rottesvulster, mikroskoperede og funderede og konstruerede, indtil han efter langt Slid fandt ud af, at der i Svulsterne fandtes en lille Rundorm, som Zoologerne kalder Spiroptera. Denne Orm lever som Snylter hos Kakerlaker, og naar Rotterne æder disse, faar de Ormen i sig. --- Kredsløbet er da dette, Spiroptera snylter hos Kakerlaken, denne ædes af Rotten, Spiropteraen bliver fri, vandrer ind i Væggen af Rottens Mave, hvor den fremkalder Svulst-Kræftdannelse, medens dens Æg afgaar med Rottens Fæces, der bliver ædt af Kakerlaker. 

---

Og nu fulgte Arbejderne Slag i Slag, og samtidig kom Anerkendelse udefra. Talrige Forskere søgte hertil fra fjerne Lande. Det patologisk-anatomiske Institut blev som et Centrum for don internationale Kræftforskning, og Fibiger udnævntes til Præsident for den internationale Kræftforsknings Komité, et Hverv, han beklædte med Æra gennem 7 Aar.

--- I sit daglige Liv var Prof. Fibiger stilfærdig, nærmest tilbageholdende. Indenfor sit Laboratorium vilde han helst kun mode Mennesker, han kendte noget til, Folk, som havde Tillid til ham, og som han kunde stole paa. Han var kritisk overfor andre og ikke mindst overfor sig selv og sine egne Arbejder. I et Arbejde som hans er der daglig Fare for at løbe vild, men Prof. Fibiger vilde undgaa Skuffelsen, hans Eksperimenter skulde gentages Gang paa Gang, for han stolede paa dem. Og han stillede samme Krav til andres Arbejde.

Bj. Vimtrup.

(Nationaltidende, 1. februar 1928).

Professor Fibiger død.

Livets Grumhed manifesterer sig ved denne Mands Pæl. Han var lige fyldt 00 Aar og flk for en Maaneds Tid siden Verdensanerkendelse i Form af Nobelprisen - og saa henter Døden ham undt 1 hans gode Arbejdskraft. Fuldkommen bliver Tragedien gennem den Kendsgerning, at Døden kom i Skikkelse af den Sygdom, han gennem et arbejdsomt og paa Resultater rigt Liv havde bekæmpet og med større Held end andre - Kræft.

Johannes Fibiger, der var en sjælden virksom og dybtgaaende Arbejder, var for kort Tid siden i Stockholm hvor han modtog sin fornemme Pris, og i Paris, hvor han holdt medicinske Foredrag, og begge Steder hyldede man den paa sin Vis geniale lærde.

Hjemkommen fra disse anstrengende Reiser hastede han til sit Laboratorium, tog sin hvide Kittel frem og fortsatte sit saa betydningsfulde Forskerarbejde, det havde til Formaal at befri Menneskeheden fra en paa samme Tid snigende og brutal Sygdom.

Ved Nytaarstid følte han Mavesmerter. og efter nogen Tids privat Observation, henvendte han sig til sin Kollega, Professor Schaldemose ved Rigshospitalet, og de to blev enige om, at det var bedst at skride til en Operation for at fjerne et begyndende Onde. Operationen blev heldigt gennemført, og fra alle Sider regnede man med, at Helbredelsen kun var et Spørgsmaal om en Maaneds Tid; men Sygdommen havde fast Greb i Patienten, og Natten til Tirsdag endte den saa fortjenstfulde Mands Liv.

Fra Aaret 1913 var Fibiger en af de faa Videnskabsmænd, som man ude fra den store Verden holdt Øje med og ventede sig meget. Ved en Forelæsning i Dansk medicinsk Selskab fremlagde han den Gang et Resultat, der vakte overordentlig Opsigt, nemlig hans afsluttede Forsøg med eksperimentelt fremkaldt Kræft.

Disse Studier paabegyndte Fibiger i 1907, og de foregik i saa absolut Stilhed, at kun hans Medhjælpere vidste Besked om Arbejdets Art og det epokegørende Resultat.

Lægevidenskaben havde hidtil ikke formaaet at fremkalde Kræftsygdommen hos Dyr som Eksperiment, og de Veje, Fibiger gik for at opnaa det ønskede Resultat, var trange og langvarige.

Han havde i Sukkerhuset i Helsingørsgade fundet en Art Kakerfekar, som var specielt egnet for tot Eksperimenter. L disse Smaadyr fandtes en særlig Slags Snyltere, Rundorme, som det - mærkeligt nok - ikke var muligt, at finde hos Kakerlaker fra andre Huse, og det var derfor et haardt Slag for Videnskabsmanden, at Heisingørsgades Sukkerraffinaderi brændte og dermed udryddede alle hans kostbare Forsøgsobjekter.

Fibiger maatte begynde forfra, og det lykkedes ham omsider at indpode Rundormene paa andre og modtagelige Kakerlaker, og det viste sig saa, at Rotter, der blev fodrede med rundormsbetændte Kakerlaker, fik Kræft.

Der, var disse Resultater, Professor Fibiger forelagde den sagkyndige Forsamling i Medicinsk Selskab, og Meddelelsen fløj Verden over og gav Stedet til andre, paa de opnaaede Resultaters Grund videreførte Eksperimenter.

Forinden havde to danske Kræftforskere, Professorerne Adolf Hannover og C. O. Jensen, gjort en betydende Indsats paa det samme Felt; Prof. C. O. Jensen havde formaaet at overføre Kræft fra det ene Dyr til det andet, men Fibiger var den første i Verden, som saa sig i Stand til at fremkalde Sygdommen hos Dyr uden Anvendelse af selve Kræften, altsaa med et Materiale, der ikke var Kræft.

Dette Resultat vil utvivlsomt blive bevaret i Videnskabens Historie, og man vil med Taknemlighed vende tilbage til det, naar Kræftens Kilde findes.

At dette endelige Resultat ikke lykkedes for Fibiger, er en Sag for sig, men det siger sig selv, at ethvert Skridt fremad mod Maalet: Kræftens Art og Oprindelse, er af den største Betydning, og Fibigers Arbejde giver andre Videnskabsmænd et vigtigt Fingerpeg i den rigtige Retning.

I denne Forbindelse skal det siges, at ingen var mere varsom og forsigtig i Bedømmeisen af de opnaaede Resultaters Værd end Fibiger selv. Han var en sjælden tavs Mand, der aldrig kroede sig af sin Viden og sine Resultater, men tværtimod understregede, at hans Arbejde kun var et Skridt mod det fjerne Maal, og talrige Breve fra lidende Mennesker besvarede han med et kategorisk: "Jeg er ikke Læge, men Videnskabsmand. Jeg kan ikke hjælpe. Dem .... maaske Fremtiden kan det."

Noter.

Johannes Andreas Fibiger blev født den 23. April 1867 i Silkeborg, hvor Faderen var Distriktslæge.

Efter at have taget Studentereksamen blev han i 1801 Reservelæge vod Garnisons Sygehus og senere ved Blegdamshospilalet. Aar 1900 udnævntes han til Professor og udførte derefter et omfattende Arbejde ved Hospitaler og paa Universitetet, hvor han var em afholdt og højtansat Lærer

*

Fibiger gjorde ogsaa paa Febertuberkulosens Omraade en betydelig Indsats, og sammen med Professor O. C. Jensen han at betydningsfuldt Værk, "Undersøgelser over Tuberkulose".

At han fra Ind- saavel som fra Udland modtog mange Slags Ærebeviser og Udnævnelser af videnskabelig Art er en Selvfølge. I 1925-16 var han Universitetets Rektor.

*

Fibiger blev 1804 gift med sit Næstsøskendebarn, Datter af Læge Chr. Fibiger paa Traiaskjæ- Gods. 

Slægten stammer fra Hoftrompeter C. Fibiger, der kom til Danmark under Frederik d. 3.

*

Da Fibigers videnskabelige Opdagelse blev kendt, strømmede læger fra Alverdens Lande til Fibiger Laboratorium for at lære Mesterens Metoder at kende, og det lykkedes dem at fremkalde Kræft  eksperimentelt paa Mus ved Bestrygning med Tjære, og disse Japanere fremhævede i deres Kræftskrifter. at det var den danske forskers Resultater, de her bragte videre. Fibiger fortsatte iøvrigt Japanernes Tjære-Metode og har ogsaa dermed opnaaet betydende Resultater

*

Ha Prof. Fibiger som dansk delegeret deltog i Kongressen i Washington KW. fremlagde han Beviser for. at Kvæg tuberkulosen kunde angribe Mennesker: Tyskeren Hoherl Koch havde hidtil forsikret, at noget saadant var udelukket.

Johannes Fibiger fastslog ved den Lejlighed sin Betydning som den paa samme Tid grundige og geniale Videnskabsmand.

(Social-Demokraten, 2. februar 1928).

Fibigers resultater viste sig ganske kort til efter hans død ikke at være korrekte. Det ændrer dog ikke ved at han og Th. Madsen i 1898 udviklede en serumbehandling med overraskende gode resultater. 1899 blev igangsat en produktion blev igangsat. Efterspørgsel oversteg imidlertid det antal. Johs. Fibiger og andre pegede på at det ville være hensigtsmæssigt at oprette et serumterapeutisk institut (Seruminstituttet på Amager). Ligeledes eksperimenterede han i 1902 med sammenhængen mellem tuberkulosevirus i køer og mennesker. 

Fibigers arbejde anses for medicinhistoriens første eksperimentelle arbejde, hvor der foruden den aktivt behandlede gruppe af patienter også er benyttet en kontrolgruppe, idet patienter indlagt på henholdsvis lige og ulige datoer blev allokeret til hver sin gruppe.

Forlig i en faglig strid. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderne på Garnisons Kirkegård.

Gartneriarbejder Christensen har ved Landsretten sagsøgt gartneriarbejdernes afdeling under Dansk Gartneriarbejderforbund til at anerkende hans ret til at arbejde på Garnisons Kirkegård samt til at betale ham en erstatning på 735 kr. for tabt arbejdsfortjeneste.

Årsagen til sagsanlægget er at Christensen der har arbejdet på Holmens Kirkegård, havde fået arbejde på Garnisons Kirkegård, men han kom ikke i arbejde, da foreningen nedlagde indsigelse med den motivering at fire gamle arbejdere der havde været på kirkegården fra 17 til 30 år, var arbejdsløse, og de måtte have første ret.

Afdelingen hævder at den ikke har hindret Christensen i at gå i arbejde, men kun henstillet at man også ansatte de gamle arbejdere.

Efter en meget lang procedure enedes man om et forlig gående ud på at Christensen får en erstatning på 400 kr., og sagens omkostninger. På den anden side forbeholdt forbundet sig ret til at indbringe sagen om ansættelse af arbejdere ved kirkegårdene efter anciennitet for den faste voldgiftsret.

(Social-Demokraten, 19. oktober 1927).

Johan August Wilhelm von Weiss (1833-1923). (Efterskrift til Politivennen)

Wilhelm Weiss var en af Københavns originaler, og oplysningerne om ham skal tages med et gran salt. Udover hvad udvalget af artiklerne nedenfor bringer, kan nævnes at han 1886 var formand for den nystiftede "Foreningen af 1ste Infanteriregiment 1864". Ifølge Haandbog for Hæren var der ved hans død i 1923 i alt 56 veteraner fra Treårskrigen i live. Den ældste var N. Madsen i Faaborg, den yngste kaptajn Weiss. Han blev samme år 90 år.

Dette fotografi blev første gang offentliggjort i anledning af 1. bataillons 150 års jubilæum i december 1913 (ifølge København 2. december 1913). Det skulle efter teksten være taget for 50 år siden, altså i 1864).

80 Aar.

Wilhelm Weiss.

Paa St. Annæplads, i Prins Vilhelms Palæ. bor oppe paa en 4de Sal den gamle Kaptajn som er kendt af de fleste Københavnere og som i Dag fylder 80 Aar.

Vi aflægger et Gratulationsbesøg og træffer den gamle Kaptajn i bedste Velgaaende. Den lille hyggelige Lejlighed rummer mangfoldige Gaver og Minder. - Prydelser der er Weiss' Stolthed og Glæde.

- Se her, siger han, har jeg Billeder af Kongerne Christian den 9de og Frederik den 8de; det er kære Erindringer. Her er Max Müller, min Brigadechef fra 64, og her et Billedet af Christian den 9des i Besøg i Dybbølskanse Nr. 2.

- Det er velgørende at have alle disse gode Minder, bemærker vi.

- Ja, jeg lever heroppe paa Kvisten mit Liv med mine Minder, med Duerne og Spurvene, som De ser herhenne udenfor Vinduet, samt med min Kat - Katten der paa Stolen. Og saa kigger jeg imellem paa de mange dejlige Ting, jeg har faaet af gode Venner. Vi beder om at faa lidt mere at se af Herlighederne. - Ja. her er et Maleri, som Olaf Poulsen i sin Tid malede og forærede mig. Her er en Elefant, som nylig afdøde Profossor Vilh. Bissen har modelleret og givet mig. Han stod forresten ved mit Kompagni i 1864 som Officersaspirant. Her er et Billede af min gode Ven Lars Dinesen, og her er en Sølvpokal, som Frimurerne forærede mig. da jeg havde været Frimurer i 50 Aar. Her er en smuk Pokal fra 1. Regiment af 1864, hvis Formand jeg stadig er, men af 275 Medlemmer er der nu næppe 50 tilbage. De dør nu hurtigt; vi er jo allesammen efterhaanden bleven gamle Karle. Ja Jeg holdt 50 Aars Officersjubilæum, fik jeg dette herlige Sølvskrivetøj med Landsoldaten i Mullen, og saadan kunde jeg fortsætte.

Fortæl en eller anden interessant Oplevelse, indskyder vi.

- Oplevelse t Dem har jeg nok af. jeg kan daarlig huske den ene fra den anden. Men naar vi sidder en lille Kreds om Aftenen ved et hyggeligt Bord, saa gaar det bedst.

- De er født i København?

- Ja, det kan De bande paa, men min Fader, der var Nysølvsfabrikant, døde allerede da jeg var 11 Aar, og min Moder 3 Aar efter. Der stod jeg arme Dreng; men jeg tabte ikke Modet. Da Krigen brød løs I 1848, var jeg straks paa det rene med, at jeg vilde med. Jeg havde gaaet i St. Petri tyske Realskole paa Graabrødretorv og blev udskrevet herfra netop i Efteraaret 48. Saa meldte jeg mig som Frivillig - 15 Aar og 8 Maaneder gammel. Det var en ung Rekrut, og stor var jeg heller ikke. Men med en Skipper kom jeg op til Aalborg og derfra med Dagvognen til Hjørring, hvor jeg havde en Onkel, der forsynede mig med den fornødne Mønt, hvorpaa jeg kørte med Dagvognen til Viborg for at melde mig som frivillig ved 11. Bataillons 2det kompagni. Bataillonschefen var Oberst Staggemeyer, men Kompagnichef hed Prunst.

- Havde De virkelig Kræfter til at døje Feltlivet?

- Kræfter? Ja ... Vist havde jeg det. Jeg havde baade Kræfter og Lyst. Og saa voksede man jo Dag for Dag, baade i Højde og Bredde ...

- Hvor kom De hen fra Viborg.

- Den 16. Januar 1849 blev jeg antaget til Soldat, og i Viborg gennemgik jeg derefter en slags Rekrutskole. Da den var sluttet, marcherede BataiIlonen i Krigen, og vi var med baade ved Kolding den 23 April 49, ved Fredericia den 6. Juli samme Aar og ved Isted den 25. Juli 1850.

- Er De aldrig bleven saaret?

- Nej, aldrig. Disse raadne Kugler vilde Inte mig noget; men der faldt mange omkring mig. Ved Isted var jeg Korporal, og jeg fik efter Slaget Valget imellem at blive Løjtnant eller faa Dannebrogskorset. Jeg vilde helst have haft begge Dele, men det kunde Ikke lade sig gøre, hvorefter jeg bad om at blive Officer. Jeg husker fra Isted særlig en ung Løjtnants Fald. Han hed Freiesleben, han vilde springe over en Grøft just som en Kugle traf ham i Brystet. Han havde dog Styrke nok til at faa sin Tegnebog afleveret til en Kammerat, for at Tyskerne ikke skulde faa fat i den og for at den kunde blive bragt hans Familie. Men straks efter døde den brave Soldat.

- I 1864 var De ogsaa med?

- Med! Ja, vel var jeg med, og jeg saa mangen en god Kammerat falde ogsaa her. Jeg havde i Mellemtiden været i Østrig og skulde have været mod i den fransk-italiensk-østrigske Krig i 1859. Krigsministeriet havde givet mig Rejsetilladelse, og Frederik den Syvende sendte mig ekstra 100 Rigsdaler til Rejsehjælp. Jeg kom da ogsaa ned til Wien, men saa blev Freden sluttet mellem de tre Lande, og Wilh. Weiss kom ikke med den Gang, hverken ved Magenta eller ved Solferino. I det Sted kom jeg senere med ved Sankelmark ... Jeg var bleven Premierløjtnant og Chef for 1 Batl.s 1. Kompagni. Først dog ved 7. Kompagni under Kaptajn C. Th. Sørensen, den bekendte Militærforfatter, som lever endnu i en Alder af henved 90 Aar. Vi laa paa Gottorp Slot, og hver Nat rykkede vi ud til Dannevirke. Da Stillingen saa blev rømmet, kom Sammenstødet den C. Februar ved Sankelmark. Her sendte Gablenz først de smaa lichtensteinske Husarer imod og da vi fik dem jaget væk, rykkede Fodfolket frem ...

Max Müller sendte først 11te og derefter 1ste Regiment i Ilden, og vi afslog heldigvis Østrigernes Angreb. Jeg sagde altid til mine Folk: Bare rolige! Ikke pille ved Aftrækkeren, før jeg kommanderer. Lad være med dette Pjatteri. Og saa sluttede vi Kredse eller Karré, som det almindeligt kaldes. Paa Kommandoordet "Fyr!" skød alle Mand mod de fremrykkende Ryttere, der straks efter maatte retirere tilbage i fuld Karriere. Jeg husker her, at jeg sagde til Adjutanten, Dirckinck-Holmfeldt, at han skulde skaane sig; men det gjorde han ikke, og straks efter traf 2 Kugler ham, han faldt død af Hesten. Senere besatte vi en Høj efter Ordre af Oberst Beck, og den holdt vi længe, men paa venstre Fløj faldt her en af mine tapre Folk - Jens Paludan-Müller, der vilde med i Fægtningen og vilde med i forreste Række. Han var nærsynet og kunde blevet fri, men da det gjaldt, ønskede han absolut at komme med til Fædrelandets Forsvar. 

- Fik De her Ridderkorset?

- Nej, jeg fik det senere oppe i Jylland af Kongens egen Haand. Jeg var iøvrigt indstillet til Tapperhedsmedaillen i Guld, men den Udmærkelse saa jo aldrig Dagens Lys.

- - -

Med de bedste Ønsker for den gamle Kaptajn - en af vore faa tilbageværende ægte Soldatertyper fra 1848-50 og 1864 - , tog vi Afsked. I Dag vil alle hans Venner kappes om at vise ham den varmeste Opmærksomhed i Anledning af hans 80-aarige Fødselsdag.

Holger.

(København 28. maj 1913).

80 Aar.

Kaptajn Wilhelm Weiss.

I Dag fylder en af Københavns djærveste Mandfolk, den brillante Kaptajn! Wilhelm Weiss 80 Aar.

Vi vilde gerne have hørt den Ed, den gamle Kaptajn spyede ud, da han i Morges vaagnede i sin Ungkarlelejlighed i Prins Wilhelms Palæ.

Kaptajn Weiss er gammel Soldat fra begge de sidste Krige, en gammel Veteran mod et sjældent muntert Syn paa Livet. Men trods det, at han or en livskraftig Mand, gruer vi for, hvorledes han vil klare Dagen i Dag, naar de mange Gratulationer strømmer ind.

Det bliver i hvert en anstrengende Dag.

Kaspar.

(Folkets Avis (København) 28. maj 1913).

Prins Wilhelms Palæ eller von der Ostens Palæ var bygget som adelspalæ på Sankt Annæ Plads 13, Amaliegade nr. 1 1749-51. Arkitekten er ukendt, måske har Nicolai Eigtved godkendt tegningen. 1878 blev palæet købt af restauratør Lars Larsen, der kaldte stedet for Larsens Lokale. På Weiss' tid hed det igen Prins Wilhelms Palæ ("Prins Larsens Palæ"). Som nævnt senere blev det i 1920'erne hovedsæde for olieselskaberne DDPA (Det Danske Petroleums Aktieselskab), siden Dansk Esso og sidst Statoil. På trods af at palæet siden 1918 var fredet, forhøjede DDPA 1922-23 palæet med en etage og ændrede taget. Arkitekter var Niels Hauberg og Frederik L. Levy. Det blev senere restaureret ved Alf Cock-Clausen.

Foto fra Aftenbladet 14. august 1918 om Tivolis 75 årsdag hvor kaptajn Weiss omtales.

Omkring årsskiftet 1919-1920 var kaptajn Weiss indlagt på Sct. Josef Hospital hvor han blev behandlet efter et fald i hjemmet og for åreforkalkning. Han blev udskrevet i februar 1920. Året forinden var han kun nået i Tivoli to aftener. 

Kaptajn Weiss med sin trofaste ven, hunden "Dolly" i Skovshoved fra en kort notits i Aftenbladet (København) 26. juli 1921.

Kaptajn Weiss fylder 90 Aar.

Et Besøg hos den gamle Kæmpe.

Det er helt underligt at tænke sig. at man sidder overfør en af de Frivillige fra Krigen 48. Et Ansigt, der næsten ikke har en Rynke, et velplejet hvidt Skæg og et Par Øjne, der endnu ser skarpt og bestemt paa Gæsten, der træder ind i det hyggelige Værelse Villaen paa Ingolfsvej.

Det er Kaptajn Wilhelm Weiss her er Tale om den gamle Officer og velkendte Københavner, som den 28. Mai fyIder 90 Aar. Han sidder dampende paa sin Formiddagspibe, da vi kommer op til ham, og som den gamle Kavalier, han er, forsøger han at rejse sig, men han man nøjes med at nikke.

Kom herhen og sæt Dem ned, siger han. Nu kniber det med Undersaatterne. De vil ikke makke ret, og med Synet og Hørelsen er det jo heller ikke helt godt. Men ellers maa jeg ikke klage over Helbredet. Naah, man er jo ogsaa efterhaanden kommen lidt op i Aarene

Jeg har hørt. at der er nedsat en Komité, som vil lave lidt Hallo til min 90 Aars Fødselsdag. Men se om de Satans Mennesker kommer herud og fortæller mig lidt om, hvad de har for. Det ku' de da godt gøre.

Nu holder jeg mig mest inden Døre. Lyset og Spektaklet generer mig. Jeg sidder her og mindes Ungdomstiden. Den Gang, man var med ved Fredericia og lsted, og i 1864, hvor jeg førte 1. Bataillons 1 Kompagni som Løjtnant.

Ak ja, det var en stor Tid at leve i. Nutiden bryder jeg mig ikke om. Alle de Gamle, der stod mig nær er jo døde, det eneste, jeg savner er Tivoli. Det svigtede jeg først for to Aar siden, og nu naar jeg vel heller ikke at komme derind mere. Men jeg klager ikke. Jeg har levet mit Liv og faaet baade Sol og Skygge. Nu har jeg, som sagt, Minderne at tære paa.

(Aftenbladet 23. maj 1923)

Tusinde Bomber og Granater.

Københavns sidste Original fylder 90 Aar.

Interview med Kaptejn Weiss

København har gennem Tiderne haft sine Originaler, der har præget Gadelivet, og man mindes med Vemod "Pudse-Peter" (ikke ham fra Galopbanen), Frederik den 7s Søn, Jomfru Tidsfordriv og Scheibelein m. fl.

De er nu døde og borte; men Kaptajn Welss lever, og denne gamle morsomme Københavner- og Tivoli-Original fylder den 28. Maj 90 Aar.

I den Anledning tog vi ud til Skovshoved for at interviewe den gamle Hædersgubbe; men fandt ham ikke hjemme. Hans Oppasser, en Grønskolling paa 79 Aar modtog os i Døren og førte os ind i Kaptajnens Arbejdsværelse (en Veranda med en Liggestol). Oppasseren tog til Orde:

- Vil den Herre Ikke bivuakere i dette Værelse. Kaptajnen kommer straks. Han er i Søbad.

Vi satte os imponeret. Lidt efter kom Kaptajnen, duftende af Tang og Fiskenet, kyssende paa Fingeren til et Par Backfische i Nabo-Villaen. Oppasseren gik ham i Møde og meldte os paa følgende Maade:

- Der er en Herre derinde!

- Ah! En Herre! Altsaa en Militærperson?

- Nej, en Civilist!

- Føj for Satan!

Kaptajn Weiss tog Verandatrappen I ét Spring og sendte os et gennemborende Blik:

- Hvad Dælen vi De?

- Interviewe Kaptajnen i Anledning af Deres 90-aarige Fødselsdag paa Mandag. 

- Tusinde Bomber og Granater, jeg synes jo nok, at der var noget, jeg skulde huske paa Mandag, og derfor havde jeg slaaet en Knude paa min Bandarole. Jeg vil vædde 100 Bajsere med Fedtskum paa, at var I ikke kommet med denne Meddelelse, havde jeg glemt Dagen.... Ret! Rør!.... Sit ner! (Til Oppasseren): Jens. Din Maddike, hent os 12 Bajsere!

Vi afbrød:

- Tak. ingen Øl!

- Jens, saa kun 11 Bajsere! Ved General Ryes blodige Patrontaske: Jeg er saa tørstig, at jeg næsten kunne drikke et Glas Vand.... Naa, hvad hedder Deres Avis? "Fædrelandet" eller "Dagbladet"?

- Klokken 5!

- Død og Pølse! Jeg vil staa med aabent Visir for 500 tyske Granater og Bismarksklumper om jeg kender den Avis!

- Kan Kaptajnen huske Slaget ved Sankelmark?

- Ved mine blodsprængte Husarer! leg husker denne muntre Episode som det var i Gaar!

- Onde Tunger fortæller, at De gemte Dem bag en Busk, da Tyskerne stormede!

- Det er den Onde brandstejle mig Løgn. Jeg havde netop den Dag spist 13 Tallerkner Tykmælk og et Fad med Agurkesalat og maatte et Øjeblik forlade min Post. Maven var jo ikke saa stærk dengang som nu!

- Var De med til at danne Karré ved Sankelmark?

- Danne - det hedder sgu lave Karré, elendige Civilist! Jeg var, forstaar han, en Helvedes Karl til at lave en Gryde Mad, og efter Sejren ved Sankelmark, lavede jeg en Svinekarré med Rødkaal til mine tapre Drenge, der var saa delikat, at de Døde rejste sig og bad om at faa en Bid med .... Lad mig aldrig se en Romtoddy mere, hvis det er Løgn hvad jeg siger! .... Skaal!

- Elsker De Løjtnant von Buddinge?

- Potz Sakrament, om jeg husker von Buddinge. Det var en tapper Karl. Han var med ved samme Bataillon som jeg og faldt i Slaget ved Frederitz!

- Kendte De ogsaa General de Meza?

- Vi var Dus-Brødre!

- Man sagde dog, at det ikke ham, der havde opfundet Krudtet!

- Føj for Satan, sagde man det? Saadan en Løjser! Ja. jeg syntes jo nok, at der var noget fordægtigt ved ham!

- Der fortælles, at Kaptajnen var med den Dag Tivoli aabnede i 1843?

- Ved Kanonernes Brag. Det var mig der stiftede Tivoli for Aar siden.

- VI troede, at det var Georg Carstensen?

- Det er Dælen dundrende mig den sorteste Løgn. Carstensen var Musikdirektør i Koncertsalen og H. C. Lumbye var Pjerrot paa Pantomimeteatret. Men jeg har nok hørt, at denne Carstensen gaar rundt og fortæller, at det er ham, der har stiftet Tivoli, og jeg skal brandstage mig lade ham ride Træhesten, naar jeg træffer ham.

- Han er død.

- Det har han flække mig mine Dragoner godt af!.... Skaal! Men sig mig. Du Afkom af en civil Træl: Hvem er nu Direktør i Tivoli. Er det stadig min gamle Ven Thorvald Trahne? Jeg har ikke været Inde i min gamle Have siden Slaget ved Marne!

- Var De med ved Marne?

- Potz Sakrament - om jeg var med! Jeg stod ved Siden af Marskal Stoffer under hele Træfningen.

- Hedder han ikke Joffre?

- Jo, paa det fransøsiske, men oversat paa Dansk hedder han Stoffer. Det var der, at jeg fik en tysk Kugle i Ryggen Men nu maa han undskylde mig. Jeg ser, at Jens har sadlet min Hest.

- Hvor rider Kaptajnen hen?

- Jeg skal op og træne paa Galopbanen til Løbet om Hs. Majestæt, vor elskede Konges allernaadigste Ærespæmie Ret!.... Træææd af!

Og saa traadte vi af, medens Kaptajn Weiss med kaad ungdommelig Lethed svang sig i Sadlen, og følte om Skægget og Parykken sad fast.

Tippe.

(Klokken 5 (København) 25. maj 1923)

En gammel Københavners Saga.

Af Carl Muusmann

Ude i et lille beskedent Værelse paa en af Amagervejene fylder Kaptajn Wilh. Weiss i Morgen 90 Aar.

Der er skrevet ofte og meget om denne "Danmarks yngste Veteran" som nu snart er dets ældste Soldat, men der er vist ikke mange, der har nogen rigtig Forestilling om, hvem Kaptajn Weiss egentlig er. Man har været tilbøjelig til - undertiden med et Smil - kun at betragte ham som den bandende, lidt stortalende Hugaf, uden at kende ham som Borger, Københavner og Hjertemenneske,

"Wilhelm Weiss og jeg",  som hun altid selv omtaler sin Person, er Københavner med K, I alleregentlig Forstand, idet han er født midt i ved Kongens Nytorv, der, hvor nu "Standard" rejser sit hvide Marmorpalæ.

Her havde hans Fader, E. W. Weis, der var en indvandret Sachser, en Nysølvvarefabrik, medens Moderen, født Brønnum, var af god jydsk Herkomst.

I Hjemmet, hvor der baade blev talt Tysk og Dansk, oplevede den kvikke Dreng mange store Dage, som da han fra Vinduerne saa Thorvaldsens Hjemkomst og Frederik den Sjettes Ligfærd.

Men allerede 1844, da han kun var 11 Aar gammel, døde Faderen, og 3 Aar senere i 1847 mistede han sin Moder, som han aldrig senere har glemt.

Wilhelm Weiss var nu forældreløs, og han havde sin Slægt i Tyskland. Det saa lidt sort ud for det unge Menneske, der ganske vist var kommet ind paa det daværende "Landkadetakademiet", men som endnu ikke var blevet optaget som Elev.

Saa udbryder Krigen 1848. Næsten kun en Dreng melder den lille Wilhelm Weiss sig straks i Henhold til Kongens Proklamation som Frivillig, og man kan godt tænke sig, at det er mellem ham og hans Kommandersergent, at der veksles de kendte Ord fra H. P. Holsts "Den lille Hornblæser"

"Hvad nytter du? Ja, hvis jeg kan. sagde Drengen med lidt Stammen, thi Kongen trænger, staar der jo, nu til os Allesammen!"

Da han var rask og stærk som en Bjørneunge, blev han imidlertid antaget og indrulleres som Menig i 11te Bataillons andet Kompagni i Aalborg.

Fjorten Dage senere er han Korporal, kun sytten Aar gammel, og som saadan deltager han ved Fredericia og Isted, hvor han af sine Folk bliver indstillet til Dannebrogsmand for derefter at udnævne til Løjtnant.

Saa sluttede da Treaarskrigen, og en Hovedstad og et Land jublede over Sejren, men de, der havde været med til at vinde den, maatte nøjes med Laurbærrene!

Løjtnant Weiss var der ikke længere Brug for i Hæren, og han slog sig saa i 1852 paa Landvæsenet.

Det blev den grinagtigste Landvæsenselev, der nogen Sinde er set selv i Farcerne. Han første Indsats paa det agrariske Omraade var at lave en Manege, i hvilken han dresserede Gaardens Heste til at tage Lommetørklædet op og affyre Pistoler, medens han selv optraadte som Kraftkunstner.

Det gjorde megen Lykke, naar der var Fremmede paa Gaarden om Søndagen, men det gjorde slet ingen lykke i det daglige hos Forvalteren.

Saa udbryder imidlertid den italienske Krig. Weiss forlader Danmark for at melde sig som Frivillig paa østerrigsk Side, men da han naar til sine Slægtninge i Dresden, har Napoleon den Tredie efter de store Sejre ved Magenta og Solferino hurtigst muligt sluttet Freden i "Villa Franca" den 11te Juli 1869.

I 5 Aar tumler Wilhelm Weiss saa rundt i Europa paa bedste Beskub. I disse Vandreaar slaar han ofte Følge med rejsende Cirkus eller et af de store Menagerier a la Kleeberg, men professionel Artist har han dog aldrig været, saaledes som man har fortalt.

Da udbryder Krigen 1864. Weiss vender hjem til Danmark og deltager ved Sankelmark med 1ste Regiments 1ste Kompagni, hvorefter han paa Slagmarken faar Ridderkorset ad Christian den Niende.

Atter Udmærkelse, men da Krigen er forbi, alter paa Gaden! Det bliver haarde Aar, og da Kongen en Dag træffer ham ved en Fest, spørger han.

- Hvordan gaar det, Løjtnant Weiss?

- Skidt, Deres Majestæt!

Svaret er ikke til at misforstaa. Det er tillige behageligt kort. og Kongen voterer Weiss 300 Rigsdaler aarlig af sin Chatolkasse. Men en Dag søger Løjtnant Weiss Audiens hos Christian den Niende, som vistnok er forberedt paa et udvidet Andragende, men Ordene lyder:

- Nu kan jeg klare mig selv, Deres Majestæt, saa nu er det vist bedst, at Pengene gaar til een, der trænger mere end jeg.

Det er en af den gamle Konges Omgivelser, der i sin Tid har fortalt mig, at dette Optrin ligefrem gjorde Indtryk paa Majestæten, der sagde;

- Jeg har aldrig for oplevet, at nogen har frasagt sig sin Understøttelse, selv om han er kommet i gode Kaar.

De gode, om end ikke overdaadige Kaar, i hvilke Wilhelm Weiss var kommet, hidrørte fra, at han havda slaaet sig paa sin Faders Branche, havde lært Handelen, og var blevet ansat som Bestyrer af Drewsens bekendte Sølvpletvareudsalg paa Østergade.

Her var "Løjtnant Weiss", som han altid kaldtes, beskæftiget i 28 Aar, og han blev efterhaanden en kendt Forgrundsfigur i det endnu lille København, hvor han var med paa alle de store Dage fra Hoffet ned til Tivoli og Cirkus.

l Tivoli var han Ven med de skiftende Direktører: Bernhard Olsen, Robert Watt, Thrane og Arne Petersen, og han demonstrerede sit Mod ved Datidens sportligt Vovestykke: at gaa op mod Ballon for at falde i Vandet.

I Cirkus var han endnu nærmere knyttet til Datidens Direktører: Benz, Salamonski, Schumann, Leonard, Antoni og Paul Busch.

Da de store Fredensborgdage oprandt, kom Weiss ind med de udenlandske Opdagere, og navnlig den russiske Ekscellence Raskovsky skulde altid have fat i Weiss, saa snart han kom til København, og den første Prøve, han stillede vort hjemlige Opdagelsespoliti paa, var altid, hvor hurtigt det kunde finde "Kaptajnen".

Thi Weiss havde i Mellemtiden faaet fornyet Afskedepatent som saadan.

Imidlertid blev der selvfølgelig gjort en Del Bemærkninger om, at et saadant Liv jo maatte koste mange Penge, og endelig led Kaptajn Weiss den Tort, at Ligningskommisionen drog hans meget beskedne Skatteangivelse i Tvivl.

Da var det, at jeg kom nærmere ind i Kaptajn Weiss Forhold, idet han med megen Ret gik ud fra, at jeg var i Besiddelse af større Skrivefærdighed end han selv, hvorfor han henvendte sig til mig.

Det blev en højst ejendommelig Skrivelse, der blev Resultatet af vort Samarbejde, og som ikke fyldte mere end 4 store Foliosider. Den begyndte omtrent saaledes:

"Jeg staar op om Sommeren Kl. 7, om Vinteren Kl. halv otte. Jeg laver selv min Kaffe med 2 Boller (8 Øre) - Rukbow anbefales! - derefter banker jeg mit Tøj - brug altid Benklaædestrækkere, saa kan Bukserne holde længe! - og børster mine Støvler. Derefter fodrer jeg mine Fugle (4 Øre) og gaar saa ind i min Forretning. Min lejlighed bestaar af eet Værelse en suite til Gaarden uden Sol, mit højeste Ønske er at faa et med Sol! Jeg spiser min Middag - god og billig - hos min Ven Frederik Nielsen i "Bræddehytten" - om lørdagen gratis - og drikker om Aftenen "Bajsere" - Skum til Bunden! - a 14 Øre. I Tivoli, Cirkus, Variété og Teatre gaar jeg kun paa Fribillet."

Denne Skrivelse, der var udstyret med en lang Række yderligere Detailler, isprængt med gode Raad til dem, som vilde leve økonomisk, skal have gjort et gribende Indtryk, da den blev oplæst i Ligningskommission, som aldrig mere gjorde Indvendinger. 

Et Par Sæsoner fik Weiss iøvrigt sit Ønske om Sol i Værelset opfyldt, idet han boede hos Nielsen Bahn paa første Sal i den daværende "Kiste", nu "Apollo-Teatret", og hver Morgen spadserede rundt i Tivoli, mens han fodrede Svanerne, som den store Dyreelsker han altid har været, til Trods for, at hans glubske Hund, "Boksle" ofte gjorde ham mange Knuder.

Ved Hoffet vedblev Kaptajn Weiss at være velset ogsaa i Frederik den Ottendes Tid. Prinsesserne morede sig, naar han gjorde Tryllekunster, og i det hele over hans snurrige Jargon og hans Frisprog, der bl. a. tillod ham at forlange "Køkkensalt" ved Taffelet. Paa alle Højtidsdage mødte Kaptajn Weiss som Gratulant i sin Egenskab af livsvarig Formand for "Foreningen af 1ste Regiment".

Da Verdenskrigen brød ud, var der en ung, lidt næbbet Københavner, der var kommet i Trøjen, og som, da han kom ned hos Luftskipper Johansen, hvor Weiss havde sit Sommerstambord, slog ham fortroligt paa Skulderen og sagde:

- Saa, nu skal vi ud og slaas, Gamle.

Men Kaptajnen svarede stilfærdigt:

- Nej, nu er Turen til jer Unge!

I de senere Aar var det derefter særlig "Tivoliforeningen Vi", i hvilken han er Æresmedlem, der blev det Sted, hvor Kaptajn Weiss søgte hen, naar han vilde adsprede sig nu, da hans Søster var død, da saa mange var gaaet bort, og da han begyndte at føle sig ensom.

En stor Forskrækkelse fik han i denne Periode, da "Det danske Petroleumsselskab" købte "Prins Wilhelms Palæ", hvor Kaptajn Weiss i mange Aar havde boet højt oppe mellem Himmel og Jord med Vinduer. der stadig var belejrede af Fugle. Petroleumsselskabet opsagde ganske vist ogsaa Weiss, der kun var Logerende, men det konsoliderede til Gengæld hans sorgløse Udkomme for Resten af hans Liv.

Og nu sidder "den gamle Kaptajn" altsaa ude paa Amager - Ingolfs Allé 15 - og har lagt sin tidligere sirlige Paryk til Side for at vise hele sit Kranie ep lade sit Skæg vokse, saa at han har faaet et saa værdigt Udseende, at han er kommet til at ligne Billeder af Lord Salisbury.

Hans Saga har jeg her skrevet saa udførligt, ikke blot, fordi der er saa faa, der kender denne gamle Københavner, men fordi han i sig selv er et Stykke gammelt Kongens København, en Type, der aldrig kommer igen mere, fordi den tilhører den Tid, da København var lille.

(Nationaltidende 27. maj 1923)

Det kongelige Bibliotek har et fotografi af 1. (eller 3.) infanteriregiments officersgruppe, hvor Weiss optræder. Måske den samme.

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.

Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).

Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

"Geyser" Katastrofen 1923. (Efterskrift til Politivennen).

Den uhyggelige katastrofe på "Geyser"

Der er i alt 56 sårede, deraf 16 hårdt.

Enkelte er så medtagne at der er fare for deres liv.

Krydseren "Geyser"

Om den telegrafist meddelte ulykke ved Sjællands sydspids foreligger nu følgende nærmere enkeltheder:

Da eksplosionen skete.

Katastrofen skete fredag morgen ved 8-tiden.

Ombord på krydseren "Geyser", der er kommandoskib i en øvelseseskadre, bestående af en række torpedobåde og minestrygere, afholdtes forsøg med de såkaldte "tågebomber", der ved hjælp af fosfor fremkalder kunstig tåge til anvendelse i krigsøjemed, og de fleste af eskadrens officerer overværede forsøgene. En tågebombe eksploderede for tidligt, og virkningerne var frygtelige. 52 personer af de omkringstående ramtes og såredes mere eller mindre hårdt. Der opstod panik ombord, og flere sprang i vandet, andre faldt om på dækket.

Da der var tilvejebragt nogenlunde overblik over den frygtelige situation, gav eskadrens chef, kommandør Wenck, straks ordre til de nærliggende torpedobåde om at yde hjælp, og redningsarbejdet begyndte straks. De sårede bragtes ombord i torpedobådene og førtes til Masnedsund.

Marineministeriet var imidlertid blevet underrettet pr. trådløs, og ministeriet foranledigede straks, at samtlige disponible læger og sygeplejersker i Vordingborg afgik til Masnedsund, hvor et af statsbanernes sanitetstog holdt parat. Efterhånden, som de sårede bragtes i land, førtes de til Vordingborg og indlagdes dels på det kommunale sygehus, dels på Garnisonssygehuset, hvor lægerne begyndte deres arbejde.

De sårede.

I løbet af to timer var alle de sårede forbundne, og eskadrens chef telegraferede til Marineministeriet, at der næppe var fare for nogens liv, men senere på dagen forværredes tilstanden hos 4-5 af de sårede, hvis liv man mente var i fare.

Blandt de hårdest sårede er "Geyser"s chef, orlogskaptajn Godtfred Hansen, kongens mangeårige adjudant og kendt som polarforsker.

Ombord på krydseren befandt sig bl. a. kronprins Frederik, der er næstkommanderende på torpedobåden "Delfinen", men kronprinsen kom ikke til skade.

Der forelå endnu hen på eftermiddagen intet om den tekniske årsag til ulykken, men fra Marineministeriet vil der fremkomme en officiel redegørelse.

I København vakte de første meddelelser om ulykken den største bestyrtelse, og hele dagen kimede redaktionernes telefoner med anmodninger om nærmere meddelelser eller navne på slægt og venner, der befandt sig blandt de tilstadekomne.

Ved 5-tiden udsendte Marineministeriet fortegnelsen over de tilskadekomne.

De hårdest medtagne er som meddelt: Orlogskaptajnerne Godtfred Hansen og P. Ipsen, kaptajn P. Jensen, kaptajnløjtnanterne Nellemose, Rützou, Nørgaard, Vest, Westermann og Krarup, søløjtnanterne af 1. grad Hammerich, Dahl og Bornemann, maskinmester Hauschultz, undermaskinmester Borg, artillerimester Hemmingsen og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Orlogskaptajn P. Ipsen.

Ulykken vakte stor deltagelse overalt i København, da meddelelsen blev bekendt, hvilket imidlertid først skete hen på eftermiddagen.

Der gik mange forkerte rygter om, både hvad der var sket, og hvad der skulle ske i anledning af ulykken. Således hed det sig, at kronprinsen, der er næstkommanderende på en af bådene, var mellem de sårede. Dette er jo urigtigt. Derimod er kronprinsens chef, kaptajnløjtn. Rützou, som man ser af den offentliggjorte liste, mellem de hårdest medtagne.

Årsagen til ulykken.

I et københavnsk blad meddeles, at der nu skal nedsættes en undersøgelseskommission til at fremskaffe oplysninger om årsagerne til ulykken og skaffe klarhed over, hvorledes denne er gået for sig.

Dette er imidlertid, efter hvad vi erfarer ved forespørgsel hos ministeren, ikke rigtigt.

- Der er, siger ministeren, naturligvis snarest afgået både læger og sagkyndige til fornøden hjælp og undersøgelse, ligesom generalauditør Giørtz straks er afrejst, og det er jo meget antageligt, at der kan skaffes fuld klarhed uden nedsættelse af nogen kommission. Man ved da på forhånd, at den direkte årsag til ulykken er eksplosion af en af de såkaldte tågebomber, der blev demonstrerede af et privat firma for skibets officerer og for at vise mandskabet, - hvorledes et skib lader sig indhylle i en regntåge fx for under en farlig situation lettere at kunne komme en fjende ind på livet eller måske lettere undlade.

Chefen for sø-artilleriet, kommandør Saabye, udtaler:

Først i fjor begyndte den danske marine at anvende tågebomber. Man købte et svensk patent af opfinderen Jarnberg. Man anvendte hans system hele forrige år, uden at der skete et eneste ulykkestilfælde. Man kan derfor heller ikke foreløbig udtale sig om grunden til den ulykkelige begivenhed, der nu er sket.

Tågebomben består af en cylinder, der indeholder 10 kg fosfor, der stemmes op med en jernbøjle. Man antænder en lunte, der tænder ild i tændsatsen, som igen opvarmer fosforet, der flyder ned på en jernplade og derefter udvikler en voldsom tyk, hvid røg; men der skal selvfølgelig ikke kunne ske en stærkere eksplosion end netop den der kræves til at opvarme fosforet, og anvendelsen af tågebomber skulle da være ganske farefri.

Når der i dag var kommet så mange torpedobådschefer ombord på "Geyser", skyldes det, at torpedobådene hvert år skifter chef, således at de nye befalingsmænd ikke kendte tågebomberne, men før eskadren sejlede ud på øvelse, var samtlige torpedobåde blevet forsynede med tågebomber. Disse vil selvfølgelig ikke mere blive anvendte, men på det sømilitære laboratorium vil man søge at få tågebomberne til at eksplodere, naturligvis i mindre grad og under iagttagelse af enhver forsigtighedsregel. Først gennem en sådan undersøgelse mener man, at det er muligt at komme til klarhed over årsagen til ulykken.

Hen på eftermiddagen er der afholdt forhør, og det er herved konstateret, at ulykken skete ved 9-tiden, og at praktisk talt hele flådens officerer med undtagelse af de næstkommanderende, deriblandt kronprinsen, var ombord på "Geyser" for at overvære demonstrationen. Det var den hårdtsårede undermaskinmester Borg, der tændte bomben, og det er konstateret, at han har anvendt den reglementerede fremgangsmåde, og så vidt man har kunnet konstatere, må ulykken derfor skyldes en konstruktionsfejl ved bomben. 

Det var Godtfred Hansen, der faldt over bord.

Der var to af skibets mandskab, der faldt over bord ved eksplosionen, formentlig på grund af lufttrykket. De blev dog begge reddede straks.

Efter hvad vi erfarer, var den ene af dem, der blev slynget over bord orlogskaptajn Godtfred Hansen.

Kongen har flittigt holdt sig underrettet.

Så snart meddelelsen om ulykken var nået til kongen, der jo opholder sig paa "Klitgaarden" ved Skagen, kom der øjeblikkelig anmodning fra majestæten om at blive holdt nærmere underrettet om ulykken; der er også i eftermiddags fra Marineministeriet tilgået kongen et langt

telegram med udførlig fremstilling af det passerede og meddelelse om de såredes tilstand.

33 mand ligger på sygehuset.

I alt kom der 56 mand til skade ved ulykken, men 23 af dem er ikke mere medtaget, end at de efter forbindingen kunne finde tilbage til flåden, hvilket skete i løbet af aftenen. Derimod må 33 mand, hovedsagelig officerer og underofficerer, blive liggende på sygehuset.

Næsten alle er kommet til skade ved at blive forbrændt af fosforet, og øjenvidner fortæller, at dette stof formelig åd sig ind i kødet.

Den mest medtagne er kaptajn Rützou, men også kaptajnerne Nellemose og Nørgaard samt undermaskinmester Borg og den menige Andersen er meget slemt forbrændt. Kaptajn Rützou er søn af sagfører Rützou i Nakskov og ca. 33 år gl.

Vordingborg kondolerer flåden.

I løbet af eftermiddagen har borgmester, redaktør Andersen, Vordingborg, været om bord i eskadren for at udtrykke deltagelse over ulykken

Øvelserne er indstillet.

Eskadrens øvelser er blevet indstillet, da jo næsten hele staben af officerer og underofficerer er kommet mere eller mindre til Skade.

Melding fra Vordingborg.

De såredes tilstand er uforandret.

Vordingborg, fredag.

I Masnedsund Havn henlå fredag aften alle de ved øvelserne i Smålandshavet deltagende fartøjer med undtagelse af krydseren "Geyser" og torpedobåden "Lossen", der ligger et godt stykke ude i farvandet, ved en i aften foretagen tælling af samtlige mandskaber er det konstateret, at der ingen savnes. Der har hele dagen gået rygter om, at en mand i vildelse skulle være sprunget over bord og druknet. Det er altså nu afkræftet.

De 23 mand, der har forladt sygehuset, vil senere blive ført til marinehospitalet, da deres sår stadig skal være under kontrol.

Lægerne udtaler deres ros over det udmærkede arbejde, der præsteredes af Masnedsund jernbanestations personale, som var til stor hjælp for lægerne under transporten af de sårede marinere.

Kronprins Frederik har et par gange, senest kl. 9 i aften, aflagt besøg hos de sårede.

Ved 10-tiden blev det opgivet at de såredes tilstand var delvis uforandret. Som hårdest medtaget opgives stadig kaptajnløjtnant Rützou og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Mange af de såredes familier er i aftenens løb ankommet til Vordingborg, hvor de fra officersforeningens og underofficersforeningens foranstaltning er blevet indkvarteret hos byens borgere.

Sidste efterretninger om de sårede.

Alle er ved bevidsthed. 

København, lørdag.

"København" har sent i nat haft en samtale med Vordingborg Sygehus, som meddelte, at kaptajnløjtnant Rützou havde det dårligere end om eftermiddagen.

_ _ _

Rit. Bur. har ved forespørgsel på Vordingborg Sygehus lørdag morgen kl. 7½ erfaret at der ingen egentlig forandring er indtrådt i de såredes tilstand. De er alle ved bevidsthed, og ingen klager sig.

Fosforets giftige virkninger neutraliseret.

Generallæge Bornemann har til "Kbhvn." udtalt, at der ikke synes at være fare for forgiftning ved den brændende fosfor, idet man ved anvendelsen af kalkvand menes at have neutraliseret fosforens giftige virkninger.

(Randers Dagblad 26. maj 1923).

Den uhyggelige eksplosionsulykke.

Torpedobåde i Masnedsund Havn

Der kondoleres.

Også fra udlandet.

Kongen af Sverige har overfor kongen udtalt sin deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Til den danske flådes kommanderende admiral, viceadmiral H. Konow, har de svenske marineforvaltning lørdag afsendt følgende telegram:

"Den kongelige svenske marineforvaltning udtaler sin dybe beklagelse af den sørgelige ulykke, der har ramt den danske marines personale under dets arbejde i fædrelandets tjeneste. (sign.) Lindberg."

- Kongen har fra dronning Alexandra og kejserinde Dagmar modtaget telegrammer, i hvilke disse udtaler deres hjertelige deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Islands førsteminister Eggerz har i et telegram til hs. maj. kongen udtalt deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Den kommanderende admiral har i anledning af ulykken på "Geyser" modtaget telegrammer med udtryk for deltagelse fra kongen af Norge, chefen for den finske flåde, hertugen og hertuginden af Vestergøtland, prins Carl og prinsesse Ingeborg, og fra den kommanderende admiral i Norge.

Foruden de allerede tidligere nævnte telegrammer har marineministeriet modtaget telegrammer fra et stort antal privatpersoner og en række foreninger og institutioner, der har udtalt deres deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

I bedring.

Rützou kan nu tale med sin hustru.

Vordingborg, søndag.

De sårede fra ulykken på "Geyser", som henligger på Garnisons Sygehus i Vordingborg, befandt sig søndag eftermiddag alle vel. Kaptajnløjtnant Rützou har hele tiden været ved fuld bevidsthed og har kunnet tale med sin hustru, som opholder sig på sygehuset.

I løbet af dagen er 2 af de sårede overført til Garnisons Sygehus i København.

Norge og Godfred Hansen.

Christiania, lørdag.

I anledning af eksplosionsulykken ombord på krydseren "Geyser" skriver "Aftenposten" i dag: Med sorg og dyb beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om den forfærdelige ulykke, som er overgået den danske marine og en del af dens flinke mandskab. Ikke mindst den norske sømandsstand og den norske flådes officerer og besætning vil føle med i den sorg, som er overgået Danmark. Med særlig beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om, at kaptajn Godfred Hansen er blandt de hårdest sårede. Hans navn er for stedse indskrevet mellem de udlændinge, som Norge står i særlig taknemmelighed til.

Kongen kommer i dag.

Skagen, mandag.

Kongen afsluttede søndag eftermiddag sit pinsebesøg på Skagen og afrejste kl 3,55 sydpå over Frederikshavn, ledsaget af adjudant, kapt. Dahlberg. Dronningen bliver endnu i nogen tid på Klitgaarden.

Når kongen i dag har givet audiens her i København, afrejser han i eftermiddag til Vordingborg. I aften afrejser han til Aarhus for at overvære grev Frijs' bisættelse.

Et besøg på sygehuset.

En mængde blomster og en meget udstrakt hjælpsomhed.

(Privat).

Vordingborg har på en storstilet måde vist sin hjælpsomhed i anledning af den beklagelige ulykke, ikke således at forstå, at byen som sådan har stillet midler til rådighed; det er slet ikke sagen, men der strømmer en hjælpsomhed og enestående venlighed alle i møde, der på en eller anden måde er berørt af den triste ulykke. Det mærkes straks på Garnisonssygehuset, hvor et væld af blomster liver op i gangene og på sygestuerne. Blomsterne er hovedsagelig bragt til sygehuset af unge damer fra byen, og selv ude fra omegnens gårde er der sendt blomster ind.

Garnisonens underofficerer har frivilligt taget vagt på sygehuset for at være til rede med hjælp og bistand for de såredes pårørende, så lægerne og deres hjælpere kan være fritaget for dette ofte anstrengende arbejde. Det er nemlig et meget stort antal hustruer, søskende eller venner, der er rejst til Vordingborg for at se til de syge.

Såvel officererne som underofficererne har på sygehuset et bureau, hvor disses pårørende straks får anvist logi ganske uden nogen udgift. Der er somme steder, hvor en familie har taget mod en indkvartering på hele syv personer.

De fleste af de sårede er gifte, og alle de unge hustruer befinder sig naturligvis i Vordingborg. De holder sig tapper i selve sygeværelserne, men så snart de er udenfor sygestuen, står humøret naturligvis meget lavt.

I går havde værnepligtig Carl Andersen, der ligger på samme stue som bl. a. undermaskinmester Borg og kaptajnløjtnant Nellemose, besøg af sin fader, moder og broder. Andersen er ret medtaget, men var alligevel nogenlunde tilpas i går. Imidlertid skulle forældrene af sted, og moderen i sagde da til Andersen, at nu rejste hans fader og broder, mens hun blev tilbage. Da rejste Andersen, der ligger med bind for øjnene, sig op i sengen, og sagde, så det skar i hjerterne: "Jeg vil se dem først. Jeg vil se dem". En sygeplejerske kom til og fik ham beroliget, men den lille episode gjorde dog et meget stærkt Indtryk på de tilstedeværende.

To af de sårede som atter har meldt sig til tjeneste om bord på en af torpedobådene.

Selv kaptajnløjtnant Nellemoses tapre hustru, der roligt og praktisk har passet sin mand, støttet og plejet ham med en beundringsværdig ro, fik tårer i øjnene.

Overlægen må naturligvis besvare en mængde forespørgsler, de telefoniske tager underofficererne sig af, men mange spørger jo ængsteligt overlægen: "Hvordan går det?" Og han svarer hver eneste elskværdigt og stilfærdigt.

Lykkeligvis ser det ud til, at ulykken i hvert fald næppe skal koste menneskeliv. Selv kaptajnløjtnant Rützou, der jo er meget hårdt medtaget, synes at være i bedring. Alle patienterne er blevet undersøgt på øjnene, og heldigvis ser det også på dette område ud til, at ulykken ikke får følger; så vidt man på dette tidspunkt kan skønne, vil alle de sårede beholde synet. Derimod slipper de naturligvis ikke for nogle svære ar i ansigtet efter brandsårene.

Ved middagstid i dag udstedtes den officielle bulletin, der udtaler, at alle patienterne er i bedring og nu må anses for at være udenfor fare.

Kongen har i formiddags aflagt besøg på marinehospitalet i København, hvor de lettest sårede jo befinder sig. Man venter i Vordingborg kongens ankomst kl. 5 med ekstratog, og på banegården vil han blive modtaget af kommandør Wenck, oberst Schwartz og borgmester Andersen, og på hospitalet bliver kongen modtaget af overlæge Lundstein og formanden for byens hospitalsudvalg, red. Olsen.

De såredes tilstand.

København, mandag.

I den mandag morgen gennem marineministeriet udsendte bulletin angående de på Garnisons Sygehus i Vordingborg liggende sårede hedder det, at for de flestes vedkommende er feberen lavere i dag end i går, og at sårene er ved at rense sig. Kaptajnløjtnant Rützou har sovet et godt og befinder sig noget bedre. Det højre øje er stadig meget medtaget.

Værnepligtig Carl Andersen, der i øjeblikket nok er den dårligste; lidt uklar og urolig; men iøvrigt lidt bedre.

For alle de øvriges vedkommende må meldingerne betegnes som tilfredsstillende.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. maj 1923)

Den 11. juni 1923 døde Poul Rützou af sine kvæstelser.

Kaptajn Poul Rützou, dræbt under militærets eksperimenter, føres til ligkapellet ved Holmens Kirke. Foto fra Social-Demokraten, 13. juni 1923.

Kisten bæres ud af kirken. Foto fra København, 16. juni 1923.

Følget forlader Holmens Kirke for i regn og slud at begive sig til kirkegården (Garnisonskirkegård). Foto fra Social-Demokraten 16. juni 1923.

Sørgetoget gennem byen. (Lige bag kisten ses kronprinsen). Foto fra København, 16, juni 1923.

55 blev såret ved eksplosionen: 21 søofficerer, 14 dæksofficerer og dæksassistenter, 2 midlertidige befalingsmænd, 12 faste menige og 6 værnepligtige. Kun 2 af de sårede kunne samme dag genoptage deres tjeneste om bord. 21 af de sårede blev 26. maj overført til Marinehospitalet i København, mens de 32 hårdest medtagne forblev på Garnisonssygehuset i Vordingborg. Flere af de sårede blev mærket for livstid.

Maskinmester E. Borg, der havde forestået demonstrationen, blev blind, og adskillige fik store, smertende og vansirende sår i ansigtet, på halsen, armene og kroppen. Det tog år og mange smertefulde operationer, inden sårene var helet nogenlunde. Flere af de involverede blev mærket for livstid af vansiringer og ar, som selv de dygtigste kirurger i Danmark og England kun til en vis grad kunne hjælpe, ved hjælp af plastiske operationer. Premierløjtnant Kai Hammerich gennemgik mere end 3 års behandlinger og 14 plastiske operationer i både Danmark og England.

Kammerater fra Søofficerskorpset opsatte på årsdagen for Rützous død en mindesten på hans grav, hvor der stod. "Poul Rützou, Kaptajnløjtnant i Flaaden, 1. Dec. 1892, 11. Juni 1923. Søofficerskammerater rejste dette Minde." Til stede var flere af de sårede, kaptajnløjtnant Nørgaard, kaptajnerne Bondesen og Scheibel, kaptajnløjtnant Poulsen, søløjtnant Dinesen, professor Ehlers med frue og grosserer Knud Wulff. Foto fra København 12. juni 1924.

Poul Rützous mindesten og anker på Garnisonskirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2021.