Gertrude Barrison Død. (Efterskrift til Politivennen).

 

Inger og Gertrude Barrison der i 1898 optrådte i Cirkus Varieté. Det er Gertrude - til højre på billedet - der nu er død.

Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.

I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:

Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.

Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest. 

Senior.

(Social-Demokraten, 4. september 1946).

Den sidste af de fem.

En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.

De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.

Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.

Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.

(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).

På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet. 

Familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. På den viste langside står der "Erica Bareisen // I. Corvinus // fød ?? 18?? // død i København 27. juli 1905". Teksten på den viste korte side er ulæselig. En kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Kopier af sarkofagen er brugt overalt i verden, bl.a. på Vestre Kirkegård over Emil Chr. Hansen, samt bag lapidariet på samme kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hvor Helten fra "Skanse 2" døde.(Efterskrift til Politivennen).

Amagerbrogade 70-72-74, der skal nedrives.

De tre smaa hyggelige Ejendomme, Amagerbrogade 70-72-74, der ejes at Bagermester Aschengrén, har nu staaet deres længste Tid, thi om nogen Tid vil de falde for Aldersgrænsen, som saa meget af det gamle maa de vige for det nye.

Nr. 72 gemmer et Minde om en Mand, hvis Navn i sin Tid nævntes med Ærefrygt af Venner og Fjender, den tapre Løjtnant Anker fra Skanse 2 ved Dybbøl, han, der som den sidste Mand med Resterne af sit Mandskab Fod for Fod veg for Prøjsernes Stormløb, Side om Side med Løjtnant Castenschiold.

I Nr. 72 paa Amagerbrogade, hvor en Kaptajn Scheel - den daværende Ejer - overlod Anker en gratis 2 Værelsers Lejlighed, døde den tapre Dybbøl Helt som en ensom og fattig Mand.

Mon ikke den Bygning, der en Gang opføres her, burde bære en Mindeplade om løjtnant Anker?

(Aftenbladet (København) 21. april 1928).

Johan Andreas Peter Anker (1838-1876). Født på Bornholm. I 1858 udnævnt til sekondløjtnant ved Bornholms milits. Forsøgte sig bl.a. som skuespiller på det københavnske forlystelsessted Alhambra. Meldte sig i 1863 frivilligt til tjeneste og blev ansat i det kgl. artilleri. Under belejringen og bombardementet af Dybbøl-skanserne vandt han stor anerkendelse som artillerikommandør i Skanse 2, og efter slaget på Dybbøl opfattet som Skanse 2's heltemodige forsvarer. Hans fanden-i-voldske facon og mundrappe talemåder sikrede ham pressens bevågenhed, fjendens beundring og kongens opmærksomhed. Den 17. april 1864 blev løjtnant Anker hædret med ridderkorset, og som en særlig gave fra kongen, fik han en kappe. Den 18. april lagde man fra preussisk side vægt på at få helten Anker i levende live, og dette lykkedes. Ved hjemkomsten fra fangenskabet blev han hyldet og fik overrakt en æressabel fra danske borgere. 

Anker forlod hurtigt militærtjenesten, da den stilfærdige fredstid ikke passede til hans temperament. De mange fester, der blev holdt til hans ære, gav ham smag på værtshuslivet. Men hans helbred blev herved ødelagt, så han døde knap 39 år gammel i 1876. Selvom militærhistorikere mener, at hans indsats var overvurderet, holdt Ankers ry sig usvækket i mange år. (Kilde: Inge Adriansen).

Han er portrætteret på sejrssøjlen i Berlin - som den eneste dansker. Anker blev afskediget (han var ikke skoledannet officer) som 26 årig og altså ikke ansat i militæret. I stedet henlevede han sit liv som arbejdsløs med en årlig pension. På hans gravsted på Garnisons Kirkegård stod: "Værger denne Sten for Heltens Minde blot saa tro som han for Dybbøl-Skanse, da vil man i sene Slægter finde Heltens Gravhøj smykt med friske Kranse".

Johannes Fibiger (1867-1928). Efterskrift til Politivennen)

"Professor Fibigers Død er et uerstatteligt Tab"

Udlandets berømteste Videnskabsmænd yder hans livsværk den største Anerkendelse.

Kræftforskeren, Nobelprismodtageren, Professor Johannes Fibiger døde i Mandags Aftes paa Rigshospitalet, hvor han var bleven underkastet en Operation.

Avisen bragt på forsiden "fremragende Videnskabsmænds Udtalelser om Professor Fibiger". Desuden en nekrolog af Fibigers nærmeste medarbejder ved Det patologisk-anatomiske Institut, prosektor Bj. Vimtrup hvorfra enkelte citater bringes i uddrag og stærkt forkortet nedenfor:

Professor Fibiger in memorian.

- - - Heldet, som fulgte ham geunem hans senere Aar, var allerede med ham i Ungdommen, thi som et Held og en Lykke, betragter han det selv, at han som ung Læge i 1890 blev Assistent hos Professor Carl Jul. Salomonsen, kort efter at denne var blevet ansat som Professor i Bakteriologi ved Københavns Universitet. Hele Professoratet, for øvrigt det første bakteriologiske Professorøt i Verden, bestod af Professoren, den ulønnede Assistent, en halv Snes Forsøgsdyr, Thermostater og Glas nt. in., altsammen installeret i to Kælderrum i det plantefysiologiske Laboratorium. ---Gennem 3 Aars intensivt Arbejde her, enhvervede han sig et indgaaende Kendskab til de moderne Laboratoriemetoder og den medicinske Bakteriologi, og samtidig nød han godt af Professor Salomonsens aandfulde og inciterende Vejledning. I de senere Aar stod disse 3 Aar for Professor Fibiger som hans lykkeligste, som hans egentlige Læreaar, de Aar, da han fik Sans for videnskabelig Forskning og udødelig Kærlighed dertil.

Som en direkte Fortsættelse af dette Studium kom Fibigers Arbejder over Difteri, et Arbejde, som paa absolut afgørende Maade dokumenterede Værdien af den den Gang helt nye Serumbehandling. Dette Arbejde, der blev fremlagt paa den internationale Bakteriologkongres i Moskva i 1897, blev udført medens Fibiger var Reservelæge paa Blegdamshospitalet. 

- - -

Fra Blegdamhospitalet flyttede Fibiger over til det patologisk-anatomiske Institut, hvis Chef var den som Philosof, Psychiater og Patolog højt ansete Professor Carl Lange, og her kastede han sig med Iver over den patologiske Anatomi.  Allerede 3 Aar senere blev han ved Carl Langes Død Professor og Chef for Institutet.

En lang Række Arbejder over patologiske Emner er udgaaet fra hans Haand. Sammen med Professor C. O. Jensen udførte han en Serie Undersøgelser over Tuberkulosens Infektionsveje, Arbejder, som allerede den Gang gjorde hans Navn bekendt og anerkendt iblandt Patologer og bl. a. bevirkede, at man fra Amerika havde Bud efter ham til at holde Foredrag herom. --- det var derfor ikke noget rent Tilfælde, naar det blev Fibiger, der paaviste Spiroptera carcinomets Aarsag- Det var i 1907, at Fibiger fandt Svulster i Maven af 3 Rotter, som han secerede. En Tilfældighed kan man sige. Men Tilfældet faldt i den rette Mands Haand. Med sejg Udholdenhed undersøgte han disse Rottesvulster, mikroskoperede og funderede og konstruerede, indtil han efter langt Slid fandt ud af, at der i Svulsterne fandtes en lille Rundorm, som Zoologerne kalder Spiroptera. Denne Orm lever som Snylter hos Kakerlaker, og naar Rotterne æder disse, faar de Ormen i sig. --- Kredsløbet er da dette, Spiroptera snylter hos Kakerlaken, denne ædes af Rotten, Spiropteraen bliver fri, vandrer ind i Væggen af Rottens Mave, hvor den fremkalder Svulst-Kræftdannelse, medens dens Æg afgaar med Rottens Fæces, der bliver ædt af Kakerlaker. 

---

Og nu fulgte Arbejderne Slag i Slag, og samtidig kom Anerkendelse udefra. Talrige Forskere søgte hertil fra fjerne Lande. Det patologisk-anatomiske Institut blev som et Centrum for don internationale Kræftforskning, og Fibiger udnævntes til Præsident for den internationale Kræftforsknings Komité, et Hverv, han beklædte med Æra gennem 7 Aar.

--- I sit daglige Liv var Prof. Fibiger stilfærdig, nærmest tilbageholdende. Indenfor sit Laboratorium vilde han helst kun mode Mennesker, han kendte noget til, Folk, som havde Tillid til ham, og som han kunde stole paa. Han var kritisk overfor andre og ikke mindst overfor sig selv og sine egne Arbejder. I et Arbejde som hans er der daglig Fare for at løbe vild, men Prof. Fibiger vilde undgaa Skuffelsen, hans Eksperimenter skulde gentages Gang paa Gang, for han stolede paa dem. Og han stillede samme Krav til andres Arbejde.

Bj. Vimtrup.

(Nationaltidende, 1. februar 1928).

Professor Fibiger død.

Livets Grumhed manifesterer sig ved denne Mands Pæl. Han var lige fyldt 00 Aar og flk for en Maaneds Tid siden Verdensanerkendelse i Form af Nobelprisen - og saa henter Døden ham undt 1 hans gode Arbejdskraft. Fuldkommen bliver Tragedien gennem den Kendsgerning, at Døden kom i Skikkelse af den Sygdom, han gennem et arbejdsomt og paa Resultater rigt Liv havde bekæmpet og med større Held end andre - Kræft.

Johannes Fibiger, der var en sjælden virksom og dybtgaaende Arbejder, var for kort Tid siden i Stockholm hvor han modtog sin fornemme Pris, og i Paris, hvor han holdt medicinske Foredrag, og begge Steder hyldede man den paa sin Vis geniale lærde.

Hjemkommen fra disse anstrengende Reiser hastede han til sit Laboratorium, tog sin hvide Kittel frem og fortsatte sit saa betydningsfulde Forskerarbejde, det havde til Formaal at befri Menneskeheden fra en paa samme Tid snigende og brutal Sygdom.

Ved Nytaarstid følte han Mavesmerter. og efter nogen Tids privat Observation, henvendte han sig til sin Kollega, Professor Schaldemose ved Rigshospitalet, og de to blev enige om, at det var bedst at skride til en Operation for at fjerne et begyndende Onde. Operationen blev heldigt gennemført, og fra alle Sider regnede man med, at Helbredelsen kun var et Spørgsmaal om en Maaneds Tid; men Sygdommen havde fast Greb i Patienten, og Natten til Tirsdag endte den saa fortjenstfulde Mands Liv.

Fra Aaret 1913 var Fibiger en af de faa Videnskabsmænd, som man ude fra den store Verden holdt Øje med og ventede sig meget. Ved en Forelæsning i Dansk medicinsk Selskab fremlagde han den Gang et Resultat, der vakte overordentlig Opsigt, nemlig hans afsluttede Forsøg med eksperimentelt fremkaldt Kræft.

Disse Studier paabegyndte Fibiger i 1907, og de foregik i saa absolut Stilhed, at kun hans Medhjælpere vidste Besked om Arbejdets Art og det epokegørende Resultat.

Lægevidenskaben havde hidtil ikke formaaet at fremkalde Kræftsygdommen hos Dyr som Eksperiment, og de Veje, Fibiger gik for at opnaa det ønskede Resultat, var trange og langvarige.

Han havde i Sukkerhuset i Helsingørsgade fundet en Art Kakerfekar, som var specielt egnet for tot Eksperimenter. L disse Smaadyr fandtes en særlig Slags Snyltere, Rundorme, som det - mærkeligt nok - ikke var muligt, at finde hos Kakerlaker fra andre Huse, og det var derfor et haardt Slag for Videnskabsmanden, at Heisingørsgades Sukkerraffinaderi brændte og dermed udryddede alle hans kostbare Forsøgsobjekter.

Fibiger maatte begynde forfra, og det lykkedes ham omsider at indpode Rundormene paa andre og modtagelige Kakerlaker, og det viste sig saa, at Rotter, der blev fodrede med rundormsbetændte Kakerlaker, fik Kræft.

Der, var disse Resultater, Professor Fibiger forelagde den sagkyndige Forsamling i Medicinsk Selskab, og Meddelelsen fløj Verden over og gav Stedet til andre, paa de opnaaede Resultaters Grund videreførte Eksperimenter.

Forinden havde to danske Kræftforskere, Professorerne Adolf Hannover og C. O. Jensen, gjort en betydende Indsats paa det samme Felt; Prof. C. O. Jensen havde formaaet at overføre Kræft fra det ene Dyr til det andet, men Fibiger var den første i Verden, som saa sig i Stand til at fremkalde Sygdommen hos Dyr uden Anvendelse af selve Kræften, altsaa med et Materiale, der ikke var Kræft.

Dette Resultat vil utvivlsomt blive bevaret i Videnskabens Historie, og man vil med Taknemlighed vende tilbage til det, naar Kræftens Kilde findes.

At dette endelige Resultat ikke lykkedes for Fibiger, er en Sag for sig, men det siger sig selv, at ethvert Skridt fremad mod Maalet: Kræftens Art og Oprindelse, er af den største Betydning, og Fibigers Arbejde giver andre Videnskabsmænd et vigtigt Fingerpeg i den rigtige Retning.

I denne Forbindelse skal det siges, at ingen var mere varsom og forsigtig i Bedømmeisen af de opnaaede Resultaters Værd end Fibiger selv. Han var en sjælden tavs Mand, der aldrig kroede sig af sin Viden og sine Resultater, men tværtimod understregede, at hans Arbejde kun var et Skridt mod det fjerne Maal, og talrige Breve fra lidende Mennesker besvarede han med et kategorisk: "Jeg er ikke Læge, men Videnskabsmand. Jeg kan ikke hjælpe. Dem .... maaske Fremtiden kan det."

Noter.

Johannes Andreas Fibiger blev født den 23. April 1867 i Silkeborg, hvor Faderen var Distriktslæge.

Efter at have taget Studentereksamen blev han i 1801 Reservelæge vod Garnisons Sygehus og senere ved Blegdamshospilalet. Aar 1900 udnævntes han til Professor og udførte derefter et omfattende Arbejde ved Hospitaler og paa Universitetet, hvor han var em afholdt og højtansat Lærer

*

Fibiger gjorde ogsaa paa Febertuberkulosens Omraade en betydelig Indsats, og sammen med Professor O. C. Jensen han at betydningsfuldt Værk, "Undersøgelser over Tuberkulose".

At han fra Ind- saavel som fra Udland modtog mange Slags Ærebeviser og Udnævnelser af videnskabelig Art er en Selvfølge. I 1925-16 var han Universitetets Rektor.

*

Fibiger blev 1804 gift med sit Næstsøskendebarn, Datter af Læge Chr. Fibiger paa Traiaskjæ- Gods. 

Slægten stammer fra Hoftrompeter C. Fibiger, der kom til Danmark under Frederik d. 3.

*

Da Fibigers videnskabelige Opdagelse blev kendt, strømmede læger fra Alverdens Lande til Fibiger Laboratorium for at lære Mesterens Metoder at kende, og det lykkedes dem at fremkalde Kræft  eksperimentelt paa Mus ved Bestrygning med Tjære, og disse Japanere fremhævede i deres Kræftskrifter. at det var den danske forskers Resultater, de her bragte videre. Fibiger fortsatte iøvrigt Japanernes Tjære-Metode og har ogsaa dermed opnaaet betydende Resultater

*

Ha Prof. Fibiger som dansk delegeret deltog i Kongressen i Washington KW. fremlagde han Beviser for. at Kvæg tuberkulosen kunde angribe Mennesker: Tyskeren Hoherl Koch havde hidtil forsikret, at noget saadant var udelukket.

Johannes Fibiger fastslog ved den Lejlighed sin Betydning som den paa samme Tid grundige og geniale Videnskabsmand.

(Social-Demokraten, 2. februar 1928).

Fibigers resultater viste sig ganske kort til efter hans død ikke at være korrekte. Det ændrer dog ikke ved at han og Th. Madsen i 1898 udviklede en serumbehandling med overraskende gode resultater. 1899 blev igangsat en produktion blev igangsat. Efterspørgsel oversteg imidlertid det antal. Johs. Fibiger og andre pegede på at det ville være hensigtsmæssigt at oprette et serumterapeutisk institut (Seruminstituttet på Amager). Ligeledes eksperimenterede han i 1902 med sammenhængen mellem tuberkulosevirus i køer og mennesker. 

Fibigers arbejde anses for medicinhistoriens første eksperimentelle arbejde, hvor der foruden den aktivt behandlede gruppe af patienter også er benyttet en kontrolgruppe, idet patienter indlagt på henholdsvis lige og ulige datoer blev allokeret til hver sin gruppe.

Forlig i en faglig strid. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejderne på Garnisons Kirkegård.

Gartneriarbejder Christensen har ved Landsretten sagsøgt gartneriarbejdernes afdeling under Dansk Gartneriarbejderforbund til at anerkende hans ret til at arbejde på Garnisons Kirkegård samt til at betale ham en erstatning på 735 kr. for tabt arbejdsfortjeneste.

Årsagen til sagsanlægget er at Christensen der har arbejdet på Holmens Kirkegård, havde fået arbejde på Garnisons Kirkegård, men han kom ikke i arbejde, da foreningen nedlagde indsigelse med den motivering at fire gamle arbejdere der havde været på kirkegården fra 17 til 30 år, var arbejdsløse, og de måtte have første ret.

Afdelingen hævder at den ikke har hindret Christensen i at gå i arbejde, men kun henstillet at man også ansatte de gamle arbejdere.

Efter en meget lang procedure enedes man om et forlig gående ud på at Christensen får en erstatning på 400 kr., og sagens omkostninger. På den anden side forbeholdt forbundet sig ret til at indbringe sagen om ansættelse af arbejdere ved kirkegårdene efter anciennitet for den faste voldgiftsret.

(Social-Demokraten, 19. oktober 1927).

Johan August Wilhelm von Weiss 1833-1923. 3/3 Dødsfald. (Efterskrift til Politivennen)

Kaptajn Weiss er død.

Den gamle Kaptajn.

I Gaar døde Kaptajn Wilhelm Weiss, mæt og træt og 90 Aar gammel.

Man kaldte ham en fuldblods Københavner, skønt Sandheden er, at hans Fader var tysk som nogen, Sachser af Fødsel, og kun ved et Tilfælde blev Wilhelm Weiss født i København dér, hvor nu Hotel d'Angleterre ligger.

Han bevarede da ogsaa hele sit Liv igennem en stor Interesse for Tysk og Tyskland, hvad der ikke forhindrede ham i at deltage i Krigene 1848-50 og 1864 paa dansk Side, lystrende sit for Æventyr oplagte Temperament. Om hans krigeriske Bedrifter vides kun lidt, men han bevarede sin Uniform og flk over sig en militaristisk Patina, der ledede Tanken hen paa Løjtnant von Buddinge.

Han kom - som denne hostrupske Figur - meget ofte i "Selskaber" og var indenfor en vis Kreds selvskreven Gæst paa "Skydebanen" og paa Skovture.

Skønt han var fuldkommen blottet for det, man kalder "Aand", kunde han udmærket godt more sine Omgivelser ved at fortælle Krigskrøniker og krydre dem med en Del kunne paabegynde sin Procedure drastiske Soldatereder og pudsige efter Frokostpausen Kl. 12. Vendinger som f. Eks.: "Katten skal rive i mine blaa Husarstrømper."

For en Snes Aar siden var han Stamgæst i den gamle "Bræddehytte", hvor han vakte Opsigt ved at drikke en formidabel Bunke Bajere, og da "Hytten" forsvandt, slog han sig for Sommeren ned hos Luftskipper Johansen i "Grøften", hvor hans - stadig kolossalt mange - "Bajsere" blev tempererede ved Hjælp af et særligt Varmeapparat. Om Vinteren holdt han til i "Prins Wilhelms Palæ".

Hans Hovedinteresse knyttede sig til Cirkus, dets Artister og Heste, og han mødte saa at sige ved enhver Forestilling hos Bentz, Busck og andre tyske Cirkusdirektører.

Naar han efterhaanden fik en Slags "Glorie" over sit Hoved, skyldtes det hans høje Alder og æventyrlige Helbred. Han blev 70, 80 og 90 Aar, og overalt, hvor han viste sit hvide Haar (som forøvrigt var Paryk), blev han hilst med Pietet og Ærbødighed.

Hans Omgangskreds fra 70'erne og 80'erne er forlængst gaaet i Graven, og i de sidste Aar havde han kun faa og betydelig yngre Venner, som med stor Velvilje tog sig af den gamle "kuriøse" Mand, om hvis Boheme-Tilværelse der endnu i mange Aar vil gaa sære Sagn.

(Social-Demokraten 11. september 1923).

Bræddehytten er behandlet andetsted på denne blog, hvor der også er en tegning hvor kaptajn Weiss er med.

Kaptajn Weiss er død.

Kaptajn Wilhelm Weiss er Onsdag Morgen Kl. 6½ afgaaet ved Døden.

Da han den 28. Maj i Aar fylde 90 Aar, bragte vi en lang, udførlig Artikel om den gamle Veteran og Hædersmand, og vi skal derfor i dag erindre om hans Data.

Født paa Kongens Nytorv som Søn af den fra Sachsen indvandrede Sølvvarefabrikant E. W. Weiss, følte han sig hele sit Liv som ægte Københavner med K.

Da Krigen brød ud i 1848-50, meldte den halvvoksne Dreng sig straks som Frivillig og kom med i Felten i andet Krigsaar, hvor han bl. a. deltog i Kampene ved Fredericia og Isted.

Efter Krigen blev han Løjtnant, men afskedigedes ved Hærreduktionen, hvorfor han drog til Udlandet og tumlede rundt i Tyskland og Italien, indtil han ved Krigens Udbrud 1864 ilede hjem og i Slaget ved Sankelmark var Chef for første Bataillons første Kompagni og blev dekoreret paa Valpladsen.

Efter Krigen stod Weiss atter uden Beskæftigelse og blev saa ansat som Bestyrer af Drewsens Pletvarefabriks Udsalg paa Østergade, ligesom han senere fik Karakter af Kaptajn.

Lige til de sidste Aar hørte gamle Kaptajn Weiss til Forgrundsfigurerne i København, særlig paa Vesterbro, i Cirkus og i Tivoli. Men for nogle Uger siden gik det nedad med Helbredet, og han, der aldrig tidligere havde været syg, blev ramt af et apoplektisk Tilfælde, der lammede hans venstre Side.

Kaptajn Weiss boede nu hos sine Slægtninge ude paa Amager, og her er han død, hvad alle ældre Københavnere vil erfare med Vemod.

This han var et ægte Barn af sin By!

O. M.

(Dagbladet (København) 13. september 1923).

Viggo Cecil Bauer (1861-1930): Johan August Vilhelm von Weiss (1833-1923). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kaptajn Weiss blev begravet 16. september 1923 på Garnisonskirkegård. Følget var ifølge Social-Demokraten ikke så stort som ventet. Hans cigaretrør kan ses på Tivolimuseet.

"Geyser" Katastrofen 1923. (Efterskrift til Politivennen).

Den uhyggelige katastrofe på "Geyser"

Der er i alt 56 sårede, deraf 16 hårdt.

Enkelte er så medtagne at der er fare for deres liv.

Krydseren "Geyser"

Om den telegrafist meddelte ulykke ved Sjællands sydspids foreligger nu følgende nærmere enkeltheder:

Da eksplosionen skete.

Katastrofen skete fredag morgen ved 8-tiden.

Ombord på krydseren "Geyser", der er kommandoskib i en øvelseseskadre, bestående af en række torpedobåde og minestrygere, afholdtes forsøg med de såkaldte "tågebomber", der ved hjælp af fosfor fremkalder kunstig tåge til anvendelse i krigsøjemed, og de fleste af eskadrens officerer overværede forsøgene. En tågebombe eksploderede for tidligt, og virkningerne var frygtelige. 52 personer af de omkringstående ramtes og såredes mere eller mindre hårdt. Der opstod panik ombord, og flere sprang i vandet, andre faldt om på dækket.

Da der var tilvejebragt nogenlunde overblik over den frygtelige situation, gav eskadrens chef, kommandør Wenck, straks ordre til de nærliggende torpedobåde om at yde hjælp, og redningsarbejdet begyndte straks. De sårede bragtes ombord i torpedobådene og førtes til Masnedsund.

Marineministeriet var imidlertid blevet underrettet pr. trådløs, og ministeriet foranledigede straks, at samtlige disponible læger og sygeplejersker i Vordingborg afgik til Masnedsund, hvor et af statsbanernes sanitetstog holdt parat. Efterhånden, som de sårede bragtes i land, førtes de til Vordingborg og indlagdes dels på det kommunale sygehus, dels på Garnisonssygehuset, hvor lægerne begyndte deres arbejde.

De sårede.

I løbet af to timer var alle de sårede forbundne, og eskadrens chef telegraferede til Marineministeriet, at der næppe var fare for nogens liv, men senere på dagen forværredes tilstanden hos 4-5 af de sårede, hvis liv man mente var i fare.

Blandt de hårdest sårede er "Geyser"s chef, orlogskaptajn Godtfred Hansen, kongens mangeårige adjudant og kendt som polarforsker.

Ombord på krydseren befandt sig bl. a. kronprins Frederik, der er næstkommanderende på torpedobåden "Delfinen", men kronprinsen kom ikke til skade.

Der forelå endnu hen på eftermiddagen intet om den tekniske årsag til ulykken, men fra Marineministeriet vil der fremkomme en officiel redegørelse.

I København vakte de første meddelelser om ulykken den største bestyrtelse, og hele dagen kimede redaktionernes telefoner med anmodninger om nærmere meddelelser eller navne på slægt og venner, der befandt sig blandt de tilstadekomne.

Ved 5-tiden udsendte Marineministeriet fortegnelsen over de tilskadekomne.

De hårdest medtagne er som meddelt: Orlogskaptajnerne Godtfred Hansen og P. Ipsen, kaptajn P. Jensen, kaptajnløjtnanterne Nellemose, Rützou, Nørgaard, Vest, Westermann og Krarup, søløjtnanterne af 1. grad Hammerich, Dahl og Bornemann, maskinmester Hauschultz, undermaskinmester Borg, artillerimester Hemmingsen og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Orlogskaptajn P. Ipsen.

Ulykken vakte stor deltagelse overalt i København, da meddelelsen blev bekendt, hvilket imidlertid først skete hen på eftermiddagen.

Der gik mange forkerte rygter om, både hvad der var sket, og hvad der skulle ske i anledning af ulykken. Således hed det sig, at kronprinsen, der er næstkommanderende på en af bådene, var mellem de sårede. Dette er jo urigtigt. Derimod er kronprinsens chef, kaptajnløjtn. Rützou, som man ser af den offentliggjorte liste, mellem de hårdest medtagne.

Årsagen til ulykken.

I et københavnsk blad meddeles, at der nu skal nedsættes en undersøgelseskommission til at fremskaffe oplysninger om årsagerne til ulykken og skaffe klarhed over, hvorledes denne er gået for sig.

Dette er imidlertid, efter hvad vi erfarer ved forespørgsel hos ministeren, ikke rigtigt.

- Der er, siger ministeren, naturligvis snarest afgået både læger og sagkyndige til fornøden hjælp og undersøgelse, ligesom generalauditør Giørtz straks er afrejst, og det er jo meget antageligt, at der kan skaffes fuld klarhed uden nedsættelse af nogen kommission. Man ved da på forhånd, at den direkte årsag til ulykken er eksplosion af en af de såkaldte tågebomber, der blev demonstrerede af et privat firma for skibets officerer og for at vise mandskabet, - hvorledes et skib lader sig indhylle i en regntåge fx for under en farlig situation lettere at kunne komme en fjende ind på livet eller måske lettere undlade.

Chefen for sø-artilleriet, kommandør Saabye, udtaler:

Først i fjor begyndte den danske marine at anvende tågebomber. Man købte et svensk patent af opfinderen Jarnberg. Man anvendte hans system hele forrige år, uden at der skete et eneste ulykkestilfælde. Man kan derfor heller ikke foreløbig udtale sig om grunden til den ulykkelige begivenhed, der nu er sket.

Tågebomben består af en cylinder, der indeholder 10 kg fosfor, der stemmes op med en jernbøjle. Man antænder en lunte, der tænder ild i tændsatsen, som igen opvarmer fosforet, der flyder ned på en jernplade og derefter udvikler en voldsom tyk, hvid røg; men der skal selvfølgelig ikke kunne ske en stærkere eksplosion end netop den der kræves til at opvarme fosforet, og anvendelsen af tågebomber skulle da være ganske farefri.

Når der i dag var kommet så mange torpedobådschefer ombord på "Geyser", skyldes det, at torpedobådene hvert år skifter chef, således at de nye befalingsmænd ikke kendte tågebomberne, men før eskadren sejlede ud på øvelse, var samtlige torpedobåde blevet forsynede med tågebomber. Disse vil selvfølgelig ikke mere blive anvendte, men på det sømilitære laboratorium vil man søge at få tågebomberne til at eksplodere, naturligvis i mindre grad og under iagttagelse af enhver forsigtighedsregel. Først gennem en sådan undersøgelse mener man, at det er muligt at komme til klarhed over årsagen til ulykken.

Hen på eftermiddagen er der afholdt forhør, og det er herved konstateret, at ulykken skete ved 9-tiden, og at praktisk talt hele flådens officerer med undtagelse af de næstkommanderende, deriblandt kronprinsen, var ombord på "Geyser" for at overvære demonstrationen. Det var den hårdtsårede undermaskinmester Borg, der tændte bomben, og det er konstateret, at han har anvendt den reglementerede fremgangsmåde, og så vidt man har kunnet konstatere, må ulykken derfor skyldes en konstruktionsfejl ved bomben. 

Det var Godtfred Hansen, der faldt over bord.

Der var to af skibets mandskab, der faldt over bord ved eksplosionen, formentlig på grund af lufttrykket. De blev dog begge reddede straks.

Efter hvad vi erfarer, var den ene af dem, der blev slynget over bord orlogskaptajn Godtfred Hansen.

Kongen har flittigt holdt sig underrettet.

Så snart meddelelsen om ulykken var nået til kongen, der jo opholder sig paa "Klitgaarden" ved Skagen, kom der øjeblikkelig anmodning fra majestæten om at blive holdt nærmere underrettet om ulykken; der er også i eftermiddags fra Marineministeriet tilgået kongen et langt

telegram med udførlig fremstilling af det passerede og meddelelse om de såredes tilstand.

33 mand ligger på sygehuset.

I alt kom der 56 mand til skade ved ulykken, men 23 af dem er ikke mere medtaget, end at de efter forbindingen kunne finde tilbage til flåden, hvilket skete i løbet af aftenen. Derimod må 33 mand, hovedsagelig officerer og underofficerer, blive liggende på sygehuset.

Næsten alle er kommet til skade ved at blive forbrændt af fosforet, og øjenvidner fortæller, at dette stof formelig åd sig ind i kødet.

Den mest medtagne er kaptajn Rützou, men også kaptajnerne Nellemose og Nørgaard samt undermaskinmester Borg og den menige Andersen er meget slemt forbrændt. Kaptajn Rützou er søn af sagfører Rützou i Nakskov og ca. 33 år gl.

Vordingborg kondolerer flåden.

I løbet af eftermiddagen har borgmester, redaktør Andersen, Vordingborg, været om bord i eskadren for at udtrykke deltagelse over ulykken

Øvelserne er indstillet.

Eskadrens øvelser er blevet indstillet, da jo næsten hele staben af officerer og underofficerer er kommet mere eller mindre til Skade.

Melding fra Vordingborg.

De såredes tilstand er uforandret.

Vordingborg, fredag.

I Masnedsund Havn henlå fredag aften alle de ved øvelserne i Smålandshavet deltagende fartøjer med undtagelse af krydseren "Geyser" og torpedobåden "Lossen", der ligger et godt stykke ude i farvandet, ved en i aften foretagen tælling af samtlige mandskaber er det konstateret, at der ingen savnes. Der har hele dagen gået rygter om, at en mand i vildelse skulle være sprunget over bord og druknet. Det er altså nu afkræftet.

De 23 mand, der har forladt sygehuset, vil senere blive ført til marinehospitalet, da deres sår stadig skal være under kontrol.

Lægerne udtaler deres ros over det udmærkede arbejde, der præsteredes af Masnedsund jernbanestations personale, som var til stor hjælp for lægerne under transporten af de sårede marinere.

Kronprins Frederik har et par gange, senest kl. 9 i aften, aflagt besøg hos de sårede.

Ved 10-tiden blev det opgivet at de såredes tilstand var delvis uforandret. Som hårdest medtaget opgives stadig kaptajnløjtnant Rützou og værnepligtig Carl Andreas Andersen.

Mange af de såredes familier er i aftenens løb ankommet til Vordingborg, hvor de fra officersforeningens og underofficersforeningens foranstaltning er blevet indkvarteret hos byens borgere.

Sidste efterretninger om de sårede.

Alle er ved bevidsthed. 

København, lørdag.

"København" har sent i nat haft en samtale med Vordingborg Sygehus, som meddelte, at kaptajnløjtnant Rützou havde det dårligere end om eftermiddagen.

_ _ _

Rit. Bur. har ved forespørgsel på Vordingborg Sygehus lørdag morgen kl. 7½ erfaret at der ingen egentlig forandring er indtrådt i de såredes tilstand. De er alle ved bevidsthed, og ingen klager sig.

Fosforets giftige virkninger neutraliseret.

Generallæge Bornemann har til "Kbhvn." udtalt, at der ikke synes at være fare for forgiftning ved den brændende fosfor, idet man ved anvendelsen af kalkvand menes at have neutraliseret fosforens giftige virkninger.

(Randers Dagblad 26. maj 1923).

Den uhyggelige eksplosionsulykke.

Torpedobåde i Masnedsund Havn

Der kondoleres.

Også fra udlandet.

Kongen af Sverige har overfor kongen udtalt sin deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Til den danske flådes kommanderende admiral, viceadmiral H. Konow, har de svenske marineforvaltning lørdag afsendt følgende telegram:

"Den kongelige svenske marineforvaltning udtaler sin dybe beklagelse af den sørgelige ulykke, der har ramt den danske marines personale under dets arbejde i fædrelandets tjeneste. (sign.) Lindberg."

- Kongen har fra dronning Alexandra og kejserinde Dagmar modtaget telegrammer, i hvilke disse udtaler deres hjertelige deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Islands førsteminister Eggerz har i et telegram til hs. maj. kongen udtalt deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

- Den kommanderende admiral har i anledning af ulykken på "Geyser" modtaget telegrammer med udtryk for deltagelse fra kongen af Norge, chefen for den finske flåde, hertugen og hertuginden af Vestergøtland, prins Carl og prinsesse Ingeborg, og fra den kommanderende admiral i Norge.

Foruden de allerede tidligere nævnte telegrammer har marineministeriet modtaget telegrammer fra et stort antal privatpersoner og en række foreninger og institutioner, der har udtalt deres deltagelse i anledning af ulykken på "Geyser".

I bedring.

Rützou kan nu tale med sin hustru.

Vordingborg, søndag.

De sårede fra ulykken på "Geyser", som henligger på Garnisons Sygehus i Vordingborg, befandt sig søndag eftermiddag alle vel. Kaptajnløjtnant Rützou har hele tiden været ved fuld bevidsthed og har kunnet tale med sin hustru, som opholder sig på sygehuset.

I løbet af dagen er 2 af de sårede overført til Garnisons Sygehus i København.

Norge og Godfred Hansen.

Christiania, lørdag.

I anledning af eksplosionsulykken ombord på krydseren "Geyser" skriver "Aftenposten" i dag: Med sorg og dyb beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om den forfærdelige ulykke, som er overgået den danske marine og en del af dens flinke mandskab. Ikke mindst den norske sømandsstand og den norske flådes officerer og besætning vil føle med i den sorg, som er overgået Danmark. Med særlig beklagelse vil man i Norge modtage meddelelsen om, at kaptajn Godfred Hansen er blandt de hårdest sårede. Hans navn er for stedse indskrevet mellem de udlændinge, som Norge står i særlig taknemmelighed til.

Kongen kommer i dag.

Skagen, mandag.

Kongen afsluttede søndag eftermiddag sit pinsebesøg på Skagen og afrejste kl 3,55 sydpå over Frederikshavn, ledsaget af adjudant, kapt. Dahlberg. Dronningen bliver endnu i nogen tid på Klitgaarden.

Når kongen i dag har givet audiens her i København, afrejser han i eftermiddag til Vordingborg. I aften afrejser han til Aarhus for at overvære grev Frijs' bisættelse.

Et besøg på sygehuset.

En mængde blomster og en meget udstrakt hjælpsomhed.

(Privat).

Vordingborg har på en storstilet måde vist sin hjælpsomhed i anledning af den beklagelige ulykke, ikke således at forstå, at byen som sådan har stillet midler til rådighed; det er slet ikke sagen, men der strømmer en hjælpsomhed og enestående venlighed alle i møde, der på en eller anden måde er berørt af den triste ulykke. Det mærkes straks på Garnisonssygehuset, hvor et væld af blomster liver op i gangene og på sygestuerne. Blomsterne er hovedsagelig bragt til sygehuset af unge damer fra byen, og selv ude fra omegnens gårde er der sendt blomster ind.

Garnisonens underofficerer har frivilligt taget vagt på sygehuset for at være til rede med hjælp og bistand for de såredes pårørende, så lægerne og deres hjælpere kan være fritaget for dette ofte anstrengende arbejde. Det er nemlig et meget stort antal hustruer, søskende eller venner, der er rejst til Vordingborg for at se til de syge.

Såvel officererne som underofficererne har på sygehuset et bureau, hvor disses pårørende straks får anvist logi ganske uden nogen udgift. Der er somme steder, hvor en familie har taget mod en indkvartering på hele syv personer.

De fleste af de sårede er gifte, og alle de unge hustruer befinder sig naturligvis i Vordingborg. De holder sig tapper i selve sygeværelserne, men så snart de er udenfor sygestuen, står humøret naturligvis meget lavt.

I går havde værnepligtig Carl Andersen, der ligger på samme stue som bl. a. undermaskinmester Borg og kaptajnløjtnant Nellemose, besøg af sin fader, moder og broder. Andersen er ret medtaget, men var alligevel nogenlunde tilpas i går. Imidlertid skulle forældrene af sted, og moderen i sagde da til Andersen, at nu rejste hans fader og broder, mens hun blev tilbage. Da rejste Andersen, der ligger med bind for øjnene, sig op i sengen, og sagde, så det skar i hjerterne: "Jeg vil se dem først. Jeg vil se dem". En sygeplejerske kom til og fik ham beroliget, men den lille episode gjorde dog et meget stærkt Indtryk på de tilstedeværende.

To af de sårede som atter har meldt sig til tjeneste om bord på en af torpedobådene.

Selv kaptajnløjtnant Nellemoses tapre hustru, der roligt og praktisk har passet sin mand, støttet og plejet ham med en beundringsværdig ro, fik tårer i øjnene.

Overlægen må naturligvis besvare en mængde forespørgsler, de telefoniske tager underofficererne sig af, men mange spørger jo ængsteligt overlægen: "Hvordan går det?" Og han svarer hver eneste elskværdigt og stilfærdigt.

Lykkeligvis ser det ud til, at ulykken i hvert fald næppe skal koste menneskeliv. Selv kaptajnløjtnant Rützou, der jo er meget hårdt medtaget, synes at være i bedring. Alle patienterne er blevet undersøgt på øjnene, og heldigvis ser det også på dette område ud til, at ulykken ikke får følger; så vidt man på dette tidspunkt kan skønne, vil alle de sårede beholde synet. Derimod slipper de naturligvis ikke for nogle svære ar i ansigtet efter brandsårene.

Ved middagstid i dag udstedtes den officielle bulletin, der udtaler, at alle patienterne er i bedring og nu må anses for at være udenfor fare.

Kongen har i formiddags aflagt besøg på marinehospitalet i København, hvor de lettest sårede jo befinder sig. Man venter i Vordingborg kongens ankomst kl. 5 med ekstratog, og på banegården vil han blive modtaget af kommandør Wenck, oberst Schwartz og borgmester Andersen, og på hospitalet bliver kongen modtaget af overlæge Lundstein og formanden for byens hospitalsudvalg, red. Olsen.

De såredes tilstand.

København, mandag.

I den mandag morgen gennem marineministeriet udsendte bulletin angående de på Garnisons Sygehus i Vordingborg liggende sårede hedder det, at for de flestes vedkommende er feberen lavere i dag end i går, og at sårene er ved at rense sig. Kaptajnløjtnant Rützou har sovet et godt og befinder sig noget bedre. Det højre øje er stadig meget medtaget.

Værnepligtig Carl Andersen, der i øjeblikket nok er den dårligste; lidt uklar og urolig; men iøvrigt lidt bedre.

For alle de øvriges vedkommende må meldingerne betegnes som tilfredsstillende.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. maj 1923)

Den 11. juni 1923 døde Poul Rützou af sine kvæstelser.

Kaptajn Poul Rützou, dræbt under militærets eksperimenter, føres til ligkapellet ved Holmens Kirke. Foto fra Social-Demokraten, 13. juni 1923.

Kisten bæres ud af kirken. Foto fra København, 16. juni 1923.

Følget forlader Holmens Kirke for i regn og slud at begive sig til kirkegården (Garnisonskirkegård). Foto fra Social-Demokraten 16. juni 1923.

Sørgetoget gennem byen. (Lige bag kisten ses kronprinsen). Foto fra København, 16, juni 1923.

55 blev såret ved eksplosionen: 21 søofficerer, 14 dæksofficerer og dæksassistenter, 2 midlertidige befalingsmænd, 12 faste menige og 6 værnepligtige. Kun 2 af de sårede kunne samme dag genoptage deres tjeneste om bord. 21 af de sårede blev 26. maj overført til Marinehospitalet i København, mens de 32 hårdest medtagne forblev på Garnisonssygehuset i Vordingborg. Flere af de sårede blev mærket for livstid.

Maskinmester E. Borg, der havde forestået demonstrationen, blev blind, og adskillige fik store, smertende og vansirende sår i ansigtet, på halsen, armene og kroppen. Det tog år og mange smertefulde operationer, inden sårene var helet nogenlunde. Flere af de involverede blev mærket for livstid af vansiringer og ar, som selv de dygtigste kirurger i Danmark og England kun til en vis grad kunne hjælpe, ved hjælp af plastiske operationer. Premierløjtnant Kai Hammerich gennemgik mere end 3 års behandlinger og 14 plastiske operationer i både Danmark og England.

Kammerater fra Søofficerskorpset opsatte på årsdagen for Rützous død en mindesten på hans grav, hvor der stod. "Poul Rützou, Kaptajnløjtnant i Flaaden, 1. Dec. 1892, 11. Juni 1923. Søofficerskammerater rejste dette Minde." Til stede var flere af de sårede, kaptajnløjtnant Nørgaard, kaptajnerne Bondesen og Scheibel, kaptajnløjtnant Poulsen, søløjtnant Dinesen, professor Ehlers med frue og grosserer Knud Wulff. Foto fra København 12. juni 1924.

Poul Rützous mindesten og anker på Garnisonskirkegården. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2021.

Percy Howard Hansen - og andre Victoria-Korsmodtagere. (Efterskrift til Politivennen)

Percy Howard Hansen (1890-1951). Født i Durban eller Dresden. I London 1900. 1914 kaptajn, adjudant ved 6. bataljon. Han deltog sommeren 1915 ved Gallipolli, august 1915 ved Yilghin Bumu. Udnævnt til brigademajor, 170th Lancashire brigade. Efter krigen var han under den palæstinensiske opstand 4 måneder der i 1936. Under 2. verdenskrig forfremmet flere gang. Trak sig tilbage i 1946.

Kaptajn Percy Hansens deltagelse ved Gallipolli var en del af det berømte slag ved Gallipolli som stod på fra februar 1915 til januar 1916. Målet var at erobre Konstantinopel (Istanbul). Det mislykkedes, og 131.000 soldater døde, mens 262.000 blev såret. Slaget var blevet indledt 19. februar 1915 med flådeangreb. Dette blev opgivet 18. marts 1915. Fra april var taktikken at knuse det tyrkiske artilleri for at fremføre minestrygere. Et angreb startede 25. april 1915. Krigen udviklede sig herefter indtil august til en skyttegravskrig med adskillige slag. 6 august 1915 forsøgte englænderne en ny taktik, og forsøgte en landgang ved Suvla for at sikre sig nogle højdedrag. Også det mislykkedes endeligt ved et omfattende slag 21. august. I oktober 1915 besluttede englænderne at evakuere. Den 9. januar havde englænderne trukket sig helt ud. 

Kortet viser Gallipolli-halvøen ved indsejlingen til Marmarahavet, med Istanbul helt til højre,øverst.

To andre danskfødte fik  victoriakorset i 1. verdenskrig: Korporal Jørgen Christian Jensen (1891-1922), april 1917 og Løjtnant Thomas Dinesen (1892-1979). august 1918.

Kaptajn Percy Hansen, V. C.

En ung dansk-engelsk officer, kaptajn Percy Howard Hansen har, som omtalt, for få dage siden fået den højt værdsatte militærdekoration victoriakorset.

Kaptajn Percy Howard Hansen - der er søn af den kendte storkøbmand Ed. Hansen, tidligere i Sydafrika - for for tiden tjeneste som adjudant ved et Lincolnshire-regiment på Gallipolli-halvøen. I de officielle engelske beretninger fremhæves hans modige forhold på følgende måde:

Efter for anden gang at have stormet og taget "den grønne knold" ved Yilghin Burnu den 9. august, blev kaptajn Percy Hansens bataljon tvunget til at gå tilbage og måtte efterlade nogle sårede som man ikke kunne få med på grund af den voldsomme hede fra budskadset der var stukket i brand. 

Da delingen var ført tilbage, løb kaptajn Hansen efter egen tilskyndelse sammen med 3-4 frivillige flere gange 3-400 alen frem over åbent terræn og under voldsom ild, løb ind i buskadset og reddede ikke færre end 6 sårede engelske soldater som ellers uundgåeligt ville have lidt døden i flammerne

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. oktober 1915, 2. udgave).

Mr. Viggo Hansen og frue, f. Been, er i disse dage rejst hjem til London for at være sammen med deres ældste søn, kaptajn i den engelske hær Percy Hansen, der har fået 3 måneders orlov for i London at komme til kræfter efter det anfald af dysenteri han har pådraget sig under ekspeditionen til Dardanellerne.

Det er mr. Viggo Hansen og frues hensigt senere på vinteren at vende tilbage hertil, hvor deres yngste søn, mr. Edgar Hansen, forbliver boende, da han har modtaget en ansættelse under den herværende negelske generalkonsulat.

(Nationaltidende, 30. oktober 1915).

Suvla Bay area, Gallipolli, august 1915. Mænd fra den brittiske hær Scottishh Horse forsamlet på stranden efter landing fra transportskibe. Australien War Memorial. Public Domain.

Kaptajn Percy Hansen fortæller.

Den unge dansk-engelske officer der fik victoriakorset.
Endnu en dristig dåd.

Den unge engelske officer, kaptajn Percy Hansen, søn af den danske storkøbmand Viggo Hansen - modtog, som tidligere omtalt, for nogen tid siden den høje militære udmærkelse Victoria-korset for glimrende tapperhed, udvist den 3. august ved Yilghei Bunu på Gallipoll-halvøen. Kaptajn Hansen er nu som såret kommet hjem til London, hvor han på "Royal Free Hospital" har fortalt en medarbejder ved "Times" om sine oplevelser.

Tre dage efter at kaptajn Hansen ved 6. bataljon af Lincolnshire-regimentet var kommet til land ved Suvla-bugten, var han med ved englændernes andet forsøg på at tage den såkaldte "Green Knoll", toppen af højen kunne de Ikke holde på grund af den voldsomme hede fra buskadset der var stukket i brand, og efter at de var gået tilbage, løb kaptajn Hansen flere gange sammen med 3-4 frivillige over fuldstændigt åbent terræn ind i det brændende buskads og reddede flere engelske sårede fra døden i flammerne,

"Der er såmænd ikke så meget at fortælle," sagde kaptajn Hansen, "og jeg ved knap nok nu, hvad der er foregået." Men af hans nøgterne beretning fremgik alligevel at det havde været en frygtelig kamp under en glødende sol, og at den dåd der havde skaffet den unge officer den højt skattede udmærkelse, vel var denne værd.

"Green Knoll" er en lille med tornebuske bevokset høj, som måtte tages, forinden man kunne føre angrebet videre frem mod det højere terræn længere tilbage. Et forsøg den 8. august på at besætte højen, var ikke lykkedes, og derfor fik den følgende dag kl. 2 om morgenen 33. brigade - hvortil Lincolnshire-regimentet hører - ordre til i mørket at gå frem fra strandbredden og gøre et nyt forsøg. Kl 5 begyndte stormangrebet, og i løbet af et kvarter havde englænderne besat toppen af højen, hvorefter der fulgte en fortvivlet kamp for at holde den. Alt som man kom længere op på dagen blev heden mere og mere utålelig, og der manglede vand.

Tyrkerne beskød de engelske afdelinger med granater og vedligeholdt en uafbrudt geværild mod dem. Ved middagstid tændte en granat ild i buskadset og det tørre bregne- og tjørnekrat brændte så voldsomt.

En 30 fod høj væg af ild

flammede i vejret og løb ned over siden af højen. Nu var det umuligt at gå længere frem, og snart efter viste det sig også nødvendigt at gå tilbage, hvorpå englænderne satte sig fast i en skyttegrav 400 alen nedenfor højen.

Lincolnshire-regimentet var på 700 mand da det rykkede frem, men der var kun 120, da det gik tilbage De der nåede skyttegraven, vidste, at der lå hundreder af deres kammerater ude i det åbne terræn prisgivne til døden i flammerne. Kaptajn Percy Hansen gjorde sig det da straks klart, at der måtte gøres noget for at søge at redde nogle af dem, og spurgte folkene om der var nogen der frivillig ville hjælpe ham. Der meldte sig straks tre, og sammen med dem krøb kaptajn Hansen op af skyttegraven og løb frem mod det brændende buskads. En efter en fik de 6 sårede hentede ned ad højen. Kuglerne peb dem om ørene og slog ustandselig i jorden omkring dem. men først da flammevæggen nåede stedet, opgav de uforfærdede redningsmænd yderligere forsøg. 

Det decimerede regiment holdt så skyttegraven indtil mørket og gik derefter længere tilbage.

Om landingen ved Suvla

fortæller kaptajn Hansen, at hans division var den første der kom i land her. Landgangen foregik under ringe modstand fra tyrkernes side. Mod Lincolnshire-regimentet blev der ikke fyret et eneste skud, og i begyndelsen gik alting udmærket. Først da englænderne var kommet 3 mil frem, blev tyrkernes modstand effektiv. Om tyrkerne som soldater har Kaptajn Hansen kun rosende ord. De var "clean fighters" og anvendte ikke giftgas eller andre lidet soldatermæssige kneb. "Det var en ren fornøjelse at slås med dem. De behandlede riflerne udmærket,  men deres granatskydning var nærmest farceagtig

Selvfølgelig sled det på soldaterne bestandig at være i ilden, men folkene på Gallipolli-halvøen har dog efter kaptajn H.s mening holdt modet oppe i forbavsende grad. Ånden i den franske styrke er glimrende og forholdet mellem de allierede fortrinligt.

- Efter tildragelsen den 9. august har kaptajn Hansen i øvrigt udført en ny dåd, der har skaffet ham endnu en udmærkelse. Den 9. september foretog han en meget farefuld rekognoscering langs kysten af Suvla bugten. Han klædte sig fuldstændig nøgen af, og kun udstyret med en revolver og et tæppe tilbagelagde han en lang strækning, dels ved at svømme, dels ved at kravle over klippestykkerne langs bredderne. En gang var en tyrkisk patrulje på 15 mand lige ved ham uden at se ham, en anden gang stødte han på en enlig tyrk, som han skød ned. Det lykkedes på denne tur kaptajn Hansen at stedfæste en højst generende tyrkisk kanons position og at skaffe yderligere værdifulde oplysninger.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften, 18. november 1915).

Den tapre dansker.

Major Percy Hansen

Denne 25-årige dansk-englænder, hvis ualmindelig hurtige karriere vor korrespondent i London forleden omtalte i et telegram, er født i Dresden, hvor hans danske forældre - købmanden Viggo Hansen og hustru (f. Elisabeth Been, søster til rentier Julius B. og den afdøde kunsthistoriker Charles B.) - dengang var bosiddende. Efter at forældrene var flyttede til London, kom Percy Hansen sammen med sin yngre bror Edgar (der nu er knyttet til det engelske konsulat her i København) på Eton College; senere gennemgik han Sandhurst Militærskolen, blev løjtnant i Lincolnshire-regimentet, som han stadig tilhører, og lå i 2 år ved Gibraltar; derefter gjorde han tjeneste et par år på Bermudas-øerne, og han opholdt sig netop med en 3 måneders orlov på besøg hos sine forældre her i landet, da krigen brød ud forrige sommer; han skyndte sig da tilbage til England for at indtage sin plads i hæren.

Indtil et godt stykke indeværende år måtte han imidlertid nøjes med at uddanne rekrutter hjemme i Syd-England, men omsider kom han da af sted til kamppladsen, og han beordredes til at deltage i Gallipoli- Affæren. Hvorledes han der udmærkede sig ved tapperhed og uforfærdethed og for sin dødsforagt belønnedes med selve "Victoriakorset", - hvorledes han lå syg i Alexandria, kom tilbage til London for at tilbringe rekonvalescens-tiden der, hvorledes han, der nylig var blevet udnævnt til kaptajn, nu i en enestående ung alder er blevet yderligere forfremmet til major, er allerede meddelt; derimod er det næppe bekendt, at major Percy Hansen, så snart hans helbred vil tillade ham det, vil vende tilbage til krigsskuepladsen ved Dardanellerne, men denne gang som medlem af generalstaben.

Alle danske - ikke mindst familierne Beens og Hansens mange personlige venner - vil med glæde have modtaget efterretningerne om de udmærkelser og de avancementer, der er blevet den unge sympatiske Percy Hansen til del fra den engelske hærledelses side.

(Nationaltidende, 24. november 1915

Hos Percy Howard Hansen

Et interview med den tapre dansk-engelske major
- Fra vor korrespondent -

London, 16. november 1915.

Det var hertugen af Wellington som sagde at slaget ved Waterloo blev vundet først på legepladserne i Eton.

Deroppe på den berømte skole nær Windsor Slot har i århundreder Englands bedste ungdom fået den træning, den harmoniske udvikling af legeme og sjæl, af åndens gaver og af moralske egenskaber som har skaffet England ikke blot mange af dets største statsmænd, men også dets berømteste soldater og generaler.

Og i denne store krig er The Eton Boys repræsenteret kanske mere talrig end i nogen anden af de talløse krige som England har haft at kæmpe, og når krigen engang er over, og Eton College skal optage fortegnelse over dem af dets sønner hvis bedrifter har kastet den største glans over den berømte skole, vil sikkert major Percy Howard Hansens navn blive nævnt blandt dem som mest har hædret den gamle opdragelsesanstalt for landets aristokratiske ungdom.

Percy Howard Hansen er ikke blot en Eton Boy og en engelsk gentleman, men han er også dansk af afstamning og hans danske blod fornægter sig ikke i hans dybe sympati for Danmarks folk og land. Både hans far og mor er danske, og en bror er ansat ved det britiske generalkonsulat i København. Faderen er den velkendte danske storkøbmand hr. Viggo Hansen der drev store forretninger nede i Britisk Sydafrika, i Port Elizabeth og som nu er bosat i London.

Jeg traf kaptajn Percy Hansen oppe i "Royal Free Hospital" i Grey's End Road. Det var udenfor hospitalets besøgstid, og major Hansen sad på sengekanten i et af de store sygeværelser og fortalte. Som alle der har udrettet noget stort i denne verden, er også major Hansen en af de fåmælte. Først mange spørgsmål får hans tunge på gled, skønt man vanskelig vil kunne træffe en mere elskværdig, ligefrem og beskeden mand end denne unge officer.

"Jeg lå oppe i Skodsborg da krigen brød ud," fortalte major Hansen. "Jeg var rejst derop for at genvinde mit helbred efter et blodforgiftningstilfælde som jeg havde pådraget mig nede i Bermudas, hvor jeg havde været i militærtjeneste efter at have været ved garnisonen i Gibraltar. Og jeg kom først  til England, to dage efter at krigen var erklæret. Jeg havde dengang endnu ikke tilstrækkeligt genvundet mit helbred til straks at drage i felten og måtte derfor til at begynde med nøjes med at træne de unge mandskaber for lord Kitcheners arme, så det var først i juli at jeg drog ned til Dardanellerne."

Og det var da derned at major Hansen vandt de to højeste udmærkelser som en engelsk militær kan vinde, først Victoriakorset den 9. august og akkurat en måned senere "The Military Cross".

"It was an extraordinary luck," sagde major Hansen smilende, "at jeg fik det militære kors, for det var et par dage før in forfremmelse til major fandt sted, skønt jeg personlig først nu de sidste dage har fået nys derom. Sagen er nemlig den at The Military Cross er forbeholdt løjtnanter og kaptajner, så hvis min forfremmelse til major havde været kendt, ville jeg ifølge ordenens statutter ikke kunnet få det. The Military Cross som rangerer nærmest efter victoriakorset, blev oprettet af kong George efter krigens udbrud, og i hele den britiske arme er der så vidt jeg ved, foruden mig kun en officer til som har fået både Victoriakorset og militærkorset.

Major Hansen viste mig de to udmærkelsestegn. Victoriakorset er ubetinget det smukkeste; det bæres i purpurrødt bånd og er af bronze, af samme form som det såkaldte malteserkors, med den britiske løve i den øvre del af korset, med kronen i korsets midte og under står der skrevet: "For Valour". Der kan næppe tænkes noget mere enkelt end dette lille kors som hverken hofgunst eller millioner kan købe, Victoriakorset er demokratisk, for så vidt som den simpleste soldat kan vinde det på ærens mark, men alligevel sætter selv en feltmarskal sin højeste ære i at bære det. Lord Roberts som var overhængt med ordener fra alverdens fyrster, satte sit enkle victoriakors højest af alt. The military Cross er i sølv, også ganske enkelt, men en krone i hver af krosets fire ender. Det er, forekommer det mig ikke så smukt som Victoriakorset, og har da heller ikke dets lange ærefulde historie med traditionens glans over sig." 

Jeg spurgte major Hansen hvor han var blevet såret.

"I was not wounded at all," sagde majoren. Jeg fik dysenteri og blev derfor sendt hjem. Først kom jeg til det store militærhospital i Alexandria hvor jeg var en måned, og derfra vendte jeg for et par uger siden hjem med et hospitalsskib, sørejsen har haft en gavnlig virkning på mit helbred så jeg håber inden et par dage at kunne forlade hospitalet, og om jeg da får en længere ferie, agter jeg, om det blot er muligt, at rejse over til Danmark, - bare jeg ikke undervejs skulle risikere at blive fanget af tyskerne," tilføjede majoren med et smil. Ingen skulle heller så på major Hansen at han har været syg. Han måler sine seks fod og har den slanske,, elegante holdning som man så ofte finder hos engelske gentlemen der alle elsker det frie, ubundne sportsliv.

Fra Eton College kom major Hansen til Sandhurst, den bekendte kadetskole, og han er ikke alene en udmærket officer, men også en dygtig sprogmand, hvilket vel vil komme ham til gode, efter at han ved sin forfremmelse til major er blevet ansat i generalstaben. Han taler lige flydende fransk og tysk, og dansk er jo så at sige ved siden af engelsk hans modersmål. Major Hansen har gjort en karriére, som kun meget få kan se tilbage på. I 1911 blev han løjtnant, og nu, kun 25 år gammel, er han allerede major med generalstabsofficers rang.

Det var den 9. september, at major Hansen vandt sit Military Cross, og jeg vil hidsætte en oversættelse af hvad "Times" ved den anledning skrev, fordi det i al sin militære ordknaphed er så meget sigende. Det hedder: "Kaptajn Percy Howard Hansen, V. C., adjudant ved den sjette bataljon, Lincolnshire Regiment. For glimrende tapperhed i Suvla Bay den niende september 1915. Han foretog en rekognoscering langs kysten efter at have kastet af sig de fleste klæder, så han havde blot en blankets og en revolver. Han svømmede og klatrede over klipper, hvorunder han fik mange alvorlige skrammer og sår, men det lykkedes ham dog at erholde meget værdifulde oplysninger, ligesom han kunne konstatere den nøjagtige position af en kanon, som havde forvoldt os store tab. Hans foretagende var meget voveligt. Ved en lejlighed mødte han en patrulje på tolv tyrkiske soldater som imidlertid ikke så ham. Senere stødte han på en enkelt tyrkisk soldat som han dræbte. Han vendte tilbage til vor arme, stærkt medtager af de store strabadser han havde udstået."

De bedrifter som vandt for major Percy Hansen Victoria-korset, vil vist nok i store træk allerede være bekendt. Det var under en træfning ved Yilghin Burnu i Gallipolli. Major Hansen var et par dage i forvejen landet ved Suvla Bay sammen med sjette bataljon af Lincolnshire Regiment. Landingen var foregået med forholdsvis lethed idet ikke et skud blev løsnet mod The Lincolnshires, som avancerede næsten tre engelske mil før tyrkerners modstand blev blev virkelig effektiv. Det lykkedes regimentet at erobre den såkaldte "Chokolade-Højde" uden at lide større tab. Major Hansen er for øvrigt begejstret over de tyrkiske soldaters mod og deres militære opførsel. De er som han siger, Clean Fighters, og de er særlig dygtige til at bruge riflen, skønt deres granatild var nærmest en farce.

Det gjaldt om at erobre en lille højde, kaldet "The green Knoll". Den måtte komme i de engelske besiddelse for at de kunne have udsigt til at besætte en højde af stor militær betydning. Klokken 2 om morgenen den 9. august satte den treogtredivte brigade hvoraf The Lincolnshire udgjorde en del, sig i bevægelse for at gøre et angreb på de tyrkiske linjer... Angrebet begyndte ved femtiden om morgenen, og i løbet af et karter var toppen af højden i englændernes hænder. Men efterhånden som timerne gik, tiltog kampen i heftighed, så vi var udsat for en kontinuerlig granat- og geværild fra tyrkernes side, og ved middagstiden var hele buskadset i fuldt fyr og flammerne steg op til tredive meter i luften. Det var derfor umuligt at avancere, så vi havde intet andet at gøre end at trække os tilbage til vore løbegrave, 400 meter nedenfor højden. Vi var syv hundrede af Lincolnshireregimentet som gik i kampen, og kun 120 vendte tilbage. Men vi vidste at der lå hundreder af sårede mellem vore linjer og tyrkerne. Da var det at major Hansen, ledsaget af tre tapre mænd, besluttede sig til at gøre alt for at frelse de sårede kammerater, og til trods for at kuglerne hvislede dem om ørene og flammerne slog højt i vejret, lykkedes det majoren og hans mænd at frelse seks soldater som de var på deres ryg tilbage til løbegravene hvor de holdt sig, indtil mørket faldt på da de kunne trække sig tilbage.

"Vi led svære tab", sagde major Hansen, "Men tyrkerne led endnu værre, for fire a fem tusind af deres mænd satte ved den lejlighed livet til."

Major Hansen blev ikke træt af at rose sine soldaters mod og deres gode humør, og forholdet mellem de britiske og franske soldater var den hele tid det mest udmærkede. Franskmændene sendte englænderne deres røde vin, og englænderne forærede franskmændene cigaretter og tobak. Uheldigvis var der i Suvla Bay intet marketenderi, hvad soldaterne svært savnede, da intet kunne fås hverken for guld eller grønne skove. Den som havde haft noget at sælge der, ville kunne have tjent en pæn lille formue, sagde majoren.

--

Der stod i en engelsk avis forleden at da major Hansen tog farvel med sin sekretær, så sagde han: "If ever I have half a chance of doing anything, I mean doing it."

Major Hansen har holdt sit løfte, og det har skaffet ham Victoria-korset og det Militære Kors, en majorstitel og en stilling i generalstaben. Og hvad mere er, hans navn vil stadig mindes blandt dem som i verdenshistoriens største krig har øvet en heltedåd som sent vil glemmes.

(Nationaltidende, 25. november 1915).

En helt fra Gallipolli

Hvorledes kaptajn Percy Hansen, son af den danske direktør Viggo Hansen vandt Victoria-korset og militærkorset.
Reddet sårede fra at blive dræbt.
Et interview.
(Eftertryk er ikke tilladt).

London, 12. novbr.

Kaptajn Percy Hansen, søn af den kendte forretningsmand, direktør Viggo Hansen i London, som vandt Victoria-korset for fremtrædende tapperhed den 9. August ved Yilghin Burnu på Gallipolli-halvøen, er nu ankommet til London og opholder sig på Royal Free Hospital, Grays Inn-road, London.

Han deltog med 6. (Service) Bataljon af Lincolnshire-Regimentet i landingen ved Suvla Bay og var tre dage senere med, da Green Knoll blev taget for anden gang. Denne højde kunne ikke holdes på grund af den frygtelige hede fra krattet, som tyrkerne havde skudt i brand, og efter at et tilbagetog var blevet iværksat, løb han og tre frivillige adskillige gange frem og tilbage over den åbne grund, udsat for den forfærdeligste beskydning, og det lykkedes derved at redde ikke mindre end seks sårede folk fra den uundgåelige død i flammerne.

Kaptajn Hansens skildring. 

"Der er ikke meget at fortælle," sagde Kaptajn Hansen til en af "Times"' medarbejdere, som besøgte ham på hospitalet og stillede en række spørgsmål for at få en sammenhængende beretning om denne skrækkelige dag, hvor britterne kæmpede under en svidende sol, og hvor den dåd blev udført, der vandt den eftertragtede dekoration til denne unge, tapre officer. "Jeg har aldrig været så bange i mit liv," sagde han med et smil, "og jeg vidste knap nok, hvad der hændte."

"The Green Knoll" var efter Kaptajn Hansens beskrivelse en lille med gyvel bevokset højde som måtte stormes, før angrebet mod det højere land kunne forsøges. Det første angreb, der fandt sted den 8. august, havde ikke været heldigt, og klokken to om morgenen den 9. begav den 33. brigade, hvortil også Lincolnshire-regimentet hørte, sig på vej fra kysten i bælgmørke for at gøre et nyt angreb på de tyrkiske linier. Angrebet begyndte klokken fem om morgenen, og i løbet af et kvarter var bakketoppen vundet. Derefter fulgte en desperat kamp for at holde fast ved det vundne terræn. Efterhånden som solen kom højere på himlen, blev varmen værre og værre, og den føltes så meget desto mere, fordi der ikke var særlig meget vand at få. Tyrkerne bombarderede den angribende styrke og vedligeholdt en uophørlig Ild. Ved middagstid stak en eksploderende granat krattet i brand, og de knastørre gyvelbuske fængede så villigt, at der snart rejste sig en formelig mur af flammer, som i en højde af 30 fod rullede frem, nedover bakkeskrænten. Ikke blot var al videre fremrykning umulig, men tropperne blev tvunget til at opgive højden og falde tilbage til en skyttegrav, 400 fod længere nede.

Af 700 var kun 120 tilbage.

Lincolnshire-regimentet gik i kamp med 700 mand. Da det trak trak sig ud af kampen, var kun 120 mand tilbage, og de, der nåede sikkerhed i skyttegravene, vidste at hundreder af deres kammerater lå sårede ude i det åbne terræn og prisgivet de grådige luer. Kaptajn Hansen besluttede da at så mange som muligt skulle bringes tilbage i sikkerhed. Han bad om frivillige til at hjælpe sig med at bringe de hjælpeløse ind. Tre tapre mænd var villige til at risikere eventyret, og med kaptajnen i spidsen klatrede de ud af skyttegraven og styrtede sig ind i krattet. Hvinende og fløjtende susede projektilerne dem om ørene, og flammerne stormede frem imod dem og udsendte en utålelig hede. Men de nåede frem til de sårede, og det lykkedes dem at bringe seks mand ind, en efter en, i sikkerhed. Hidtil havde kuglerne ikke formået at standse dem; men hvad kuglerne ikke kunde, det udrettede flammerne. Til sidst var det umuligt at holde stand længere ....

Den splittede styrke holdt ud i skyttegraven, indtil mørket faldt på og gjorde det muligt for dem at falde tilbage. De tyrkiske tab var meget store. "De gjorde det af med os," sagde kaptajn Hansen, men til gengæld gjorde vi det af med fire-fem tusinde af fjenden."

Kaptajn Hansen roser de tyrkiske soldater. 

Idet han talte i al almindelighed om Gallipoli-kampagnen, sagde kaptajn Hansen, at hans division var den første til at lande ved Suvla Bay. Landingen foregik med meget lille modstand. Ikke et skud blev affyret imod Lincolnshire-regimentet og til at begynde med gik alting udmærket. Man vandt tre miles frem, før tyrkernes modstand blev effektiv, og "Chocolate Hill" blev taget med forholdsvis små tab.

Tyrkerne, sagde han, var ærlige krigere. De brugte ikke gas og gjorde sig ikke skyldige i uærlige kampmåder. "Det er virkelig en fornøjelse at slås med dem," bemærkede han. Om fjendens færdighed i riffelskydning talte han med respekt, derimod beskrev han tyrkernes artilleriild som farcemæssig. Naturligvis var det en prøvelse for soldaterne bestandig at være under Ild, men der var i virkeligheden ikke noget at blive særlig nervøs over.

Kammeratskabet imellem de allierede.

Tropperne ned på halvøen holdt på en glimrende måde humøret oppe. Kaptajn Hansen sagde: "Forholdet til franskmændene var aldeles udmærket, og der eksisterede et absolut kammeratskab mellem de allierede tropper. Det var ganske almindeligt, at en fransk oberst sendte en spand rødvin over til britterne, og disse forsynede så til gengæld franskmændene med cigaretter. Folkene, tilføjede han, savnede dog maketutten. Det var umuligt at give en penny ud i land og hvem som helst havde kunnet tjene en formue ved at forsyne tropperne med de små luksusartikler, de længtes sådan efter.

Kaptajn Hansens sidste ord var, at det, til trods for alle strabadser og skuffelser på Gallipoli, var det bedste i verden at være en britisk soldat.

Militærkorset.

Som det vil vides, vandt kaptajn Hansen Militærkorset (the Military Cross) for fremtrædende tapperhed ved Suvla Bay den 9. september 1915. Han foretog den gang en rekognoscering langs .Kysten . Han tog afsted efter at have afført sig sine klæder og medbragte kun et tæppe til at forklæde sig i samt en tjenesterevolver. Han svømmede en betydelig afstand og måtte klatre op mellem skarpe klipper, hvorved han blev slemt forslået og skåret. Men han skaffede værdifulde oplysninger og lokaliserede en kanon, der havde voldt megen ødelæggeise. På denne tur traf han 12 tyrkere som ikke så ham, og senere en som han dræbte. Yderst udmattet nåede han tilbage til de britiske linjer.

(Aarhuus Stifts-Tidende, 2. december 1915).

En engelsk-dansk major.

Den unge engelske major Percy Hansen ved Lincolnshire-regimentet, søn af den kendte dansk-englænder hr. Viggo Hansen og frue, opholder sig i disse dage her i landet hos sine forældre. Den unge major der kun er 28 år gammel, har indlagt sig stor hæder under verdenskrigen og er dekoreret med mangfoldige tapperhedstegn. Hans forældre vil i morgen fejre hans hjemkomst ved et større bal på Hotel d'Angleterre.

(B. T. 22. januar 1919)

Percy Hansen er begravet på familiegravstedet på Garnisons Kirkegård. Hans navn står nederst. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Jørgen Christian Jensen:

En jyde der tog 50 tyskere til fange.

En 26-årig jysk sømand fra Løgstør-egnen der i nogle år har opholdt sig i Australien, gik ved krigens begyndelse med på australsk side. Han har ifølge København for sjælden tapperhed og omtanke fået Victoria-korset og er udnævnt til sergent. Dette kors er i de tre første krigsår kun uddelt til 306, og det giver efter krigen 18 kr. om ugen i pension. Jørgen Christian Jensens bedrift var også ualmindelig. Af egen drift stormede han under en kamp over i fjendens stilling, betvang ved håndgranater (mens kuglerne susede over ham) en hel skyttegravs besætning og tog alene 50 tyskere til fange. Da kong Georg overrakte ham korset, talte kongen dansk til ham.

(Østsjællands Folkeblad. Dagblad for Storehedinge-, Faxe- og Kjøgekredsen, 15. september 1918).

I Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis, 5. december 1918 og Jyllands-Posten 1. december 1918 fortalte maskinarbejder Leo Winstrup Fischer fra Slagelse om en lignende episode, hvor udøveren var en Hans Nielsen fra Jerne ved Esbjerg. Her noteres at han blev indstillet til Victoria-korset. Om der er tale om samme person, og Fischer ikke har husket navnet korrekt, kan ikke konstateres.

Mens Percy Hansen altså blev særdeles omtalt i aviserne, gik det anderles med Jørgen Christian Jensen (1891-1922). Han emigrerede til Australien i 1909, statsborger her i 1914. Han meldte sig frivillig til den australske hær hvor han gjorde tjeneste 1915-18 ved 50th Battalion of the Australian Imperial Force. Han blev dekoreret 1917 Victoria Cross for tapperhed fordi han sammen med fem kammerater angreb en barrikade, bag hvilken 45 fjendtlige soldater med et maskingevær havde forskanset sig. En af kammeraterne skød maskingeværskytten, medens menig Jensen stormede barrikaden og smed en håndgranat. Derefter, med en håndgranat i hver hånd, truede menig Jensen resten af de fjendtlige soldater til at overgive sig. Han sendte en af sine fanger til en anden fjendtlig gruppe, med ordre til at de også skulle overgive sig, hvilket de gjorde. Men så begyndte hans egne at beskyde gruppen, som havde overgivet sig, hvorefter menig Jensen, trods faren sprang op på barrikaden svingende sin hjelm, hvorefter beskydningen stoppede. Han sendte herefter sine fanger tilbage til egne linjer.

Han døde alkoholiseret i Australien og blev begravet med militær honnør.

En avisartikel henviser også til en John Nyegaard som angiveligt også skulle have fået Victoria-korset. Hvilket ikke umiddelbart kan verificeres, da han ikke står på listen over modtagere:

En dansker i krigen

"Han var engelsk matros, og han bar det danske navn John Nyegaard..."

Han var matros i den engelske flåde. han bar det danske navn John Nyegaard, og han stod foran en amerikansk domstol anklaget for at have stjålet en banjo.

Han nægtede ikke at have taget den og dommeren skulle lige til at afsige straffen, da hs. juridiske velbårenhed fik øje på et kors, som matrosen bar på brystet.

"Hvad betyder det kors?" spurgte hs. velbårenhed.

"Det er Victoria-Korset!" svarede matrosen.

Da Victoria-Korset frelste Nyegaard.

Så rettede dommeren sig i sædet, og der blev bevægelse i retslokalet, for enhver amerikaner ved at det engelske tapperhedskors er den vanskeligst opnåelige af alle militære udmærkelser og kun uddeles til mænd, der har udført usædvanlige bedrifter.

Dommeren underkastede sagen en ny undersøgelse og fik opklaret, at Nyegaard havde været fuld og i drukkenskab havde taget den omtalte banjo. Men den dansk-engelske matros var ellers kendt som en fuldt ud hæderlig mand, og da der blev telefoneret til det engelske konsulat, sagde konsulen god for ham, så dommeren suspenderede straffen, og Nyegaard forlod retten som en fri mand.

*

Jakob Nyegaards Livs r o m a n.

Men forinden fortalte han sin historie. Han var født i Danmark, 23 år gammel og gift. 1 september 1914 havde han meldt sig som frivillig til den engelske hær og var i general Frenchs lille armé, da denne hjalp til at standse tyskerne ved Marne. Han var med i alle de følgende kampe og forblev usåret indtil juli 1915, da han blev sendt til et hospital.

*

En flugt fra den tyske fangelejr.

Efter en måneds sygeophold korn han tilbage til sit regiment og var med ved Ypres, hvor han blev taget til fange. Han blev sendt til en tysk fangelejr og led der sådanne kvaler, at han besluttede at gøre et desperat forsøg paa at flygte.

Sammen med en anden englænder bragte han planen til udførelse. De dræbte en aften to tyske fangevogtere, iførte sig tyskernes uniformer og begav sig på vej til grænsen. Efter fire dages og fire nætters vandring var de i sikkerhed og blev sendt til London.

Medtagne af fangenskabets lidelser blev de to mænd afskedigede fra hæren med pension; men så snart han var kommet til hægterne igen, gik Nyegaard som frivillig ind i den engelske flåde.

Til Søs!

Hermod var hans prøvelser imidlertid ikke til ende. Det skib, han kom om bord på "Columbia", blev torpederet, men blandt de reddede var Nyegaard. Senere gjorde han tjeneste på en minetrawler i Kanalen, og også dette skib gik det galt, idet det stødte på en mine og sprang i luften. Kun 8 mand slap fra det med livet, blandt dem Nyegaard.

Det var ved denne lejlighed, han udførte den bedrift, som forskaffede ham Victoria-Korset; men herom ville Nyegaard ifølge gammel engelsk tradition ikke udtale sig.

*

Kong Georg hylder den unge dansker.

Han fortalte kun. at han efter ulykken måtte på et hospital, og at han her fik besøg af selve kong Georg, som udtalte, at hvis alle var så tro i tjenesten som Nyegaard, ville krigen snart være forbi.

Så snart han var kommet sig efter chocket, meldte Nyegaard sig til aktiv tjeneste igen, og det var under et besøg i Amerika om bord på et engelsk krigsskib, at han havde fået for meget af de våde varer.

"Men fra nu af er jeg afholdsmand", sagde John Nyegaard, da han forlod retslokalet i New York. Og dommeren nikkede opmuntrende.

G. E. V. R.

(Sorø Amts Dagblad - Slagelse, 16. november 1918. Viborg Stifts-Tidende, 16. november 1918).

Til gengæld fik Karen Blixens bror, Thomas Dinesen korset:

Blandt de danske der har udmærket sig i verdenskrigen, er den unge Thomas Dinesen, en søn af afdøde kaptajn W. Dinesen til Rungstedgård. Han tog til Canada, indtrådte som frivillig i det canadiske kontingent til den engelske hær og fik Victoriakorset (der kun er uddelt til ca. 300) efter en fægtning under hvilken han fem timer  træk alene stormede frem og uskadeliggjorde fjendtlige maskingeværer idet han gjorde det af med ikke mindre end 12 tyskere.

Dinesen der siden er blevet udnævnt til premierløjtnant, skriver i brevene til sine pårørende her, at han "kæmper for Sønderjylland og Danmark".

(Nationaltidende, 25. november 1918).

Thomas Fasti Dinesen (1892 – 1979, Vejle) forfatter, soldat og civilingeniør, søn af Wilhelm Dinesen og bror til Karen Blixen. Han blev som menig i et canadisk regiment (Quebec Regiment – Royal Highlanders of Canada) sendt til vestfronten i Frankrig. Her blev han tildelt det engelske Victoria Kors den 12. august 1918 ved Parvillers for tapperhed. Han blev også dekoreret med den fornemme franske orden Croix de Guerre. Han blev senere udnævnt til løjtnant.