Forleden døde det sidste medlem af det i sin tid meget omtalte varietéensemble "Barrison Sisters". Den gamle dame boede på Østerbro og arbejdede til det sidste på en bog der skulle genopfriske ungdommens gyldne minder og skildre de 5 skønne Barrison-søstres triumftog gennem de glade halvfemseres internationale kabaretlokaler. I mandags blev hun begravet i stilhed.
I anledning af Gertrude Barrisons død skriver en gammel københavner:
Engang i slutningen af 1894 læste man en morgen i sin avis, at Københavns Politi havde advaret varietédirektørerne mod at engagere et dameensemble "The Sisters Barrison" der optrådte i Wintergarten i Berlin. Forbudet motiveredes med at truppens impresario var den tidligere journalist ved "Social -Demokraten" William Fleron, der allerede i 80'erne var faldet i unåde på grund af sine politiske anskuelser.
Det usædvanlige forbud mod damernes optræden bidrog kun til at pirre nysgerrigheden. Det hed sig at de var i en alder af 15-18 år havde fået en første klasses uddannelse i dans i New York og havde debuteret paa et stort Teater i Chicago under verdensudstillingen 1898. Folk der havde set nummeret i Berlin eller Paris fortalte, at de som alle engelske og amerikanske danserinder var "pikante", som man udtrykte det dengang; men desuden var Barrisons ualmindelig smukke og yndefulde. - Barrison -Truppen kom aldrig til at optræde i København. Den blev nemlig opløst i 1897, men året efter optrådte to af damerne, Inger og Gertrude, i Cirkus Varieté med stor succes. Den ældste, Lona - besunget af Drachmann - havde så sent som i 1902 engagement samme sted med et elegant nummer til hest.
Senior.
(Social-Demokraten, 4. september 1946).
Den sidste af de fem.
En dødsannonce meddeler at Gertrude Barrison er gået bort. Bag denne lakoniske meddelelse ligger afslutningen på et enestående artisteventyr idet Gertrude Barrison var den sidste af de verdensberømte Barrison Sisters, fem danske piger som dansede sig den store berømmelse til, skriver Ben i Ekstrabladet.
De fem Barrison Sisters var ud af en Nyboder-familie og var født Bareisen. De kom til USA, hvor deres start fortaber sig i et eller andet amerikanske balletkor, men det varede ikke længe før de fem Barrison Sisters dukkede op. Det var fem kønne piger, og de satte New York på den anden ende med deres dansenummer. Fra New York gik turen til London, Paris og Berlin - og til nye triumfer.
Så forfærdelig mange år holdt det verdensberømte artistnummer ikke. Kærlighed og ægteskab bortførte først den ene og så den anden fra varietéscenerne. Berømtest af pigerne var Lona, som var den kønneste, men hun er død for adskillige år siden. Også de andre tre - hvoraf Ingeborg var gift med en norsk tivolidirektør, men hviler i København - er døde, og med Gertrud Barrison er altså den sidste Barrison Sister gået bort.
Gertrude Barrison levede sine sidste år i en af de stille gader på Østerbro. Hun tilbragte en del af sin tid med at samle stof til en bog om de berømte Barrison Sisters, men hun fik så vidt vides aldrig bogen skrevet.
(Aarhus Amtstidende, 4. september 1946).
På Garnisons Kirkegård i København rummer gravmælet over Barrisons moderen Erika (død 27. juli 1905), Sophie (død 27.februar 1907) og Inger (28. december 1918, urnen nedsat 25. februar 1926). Selvom Gertrud (senere Gertrud Corvinus, død 28. august 1946) også er begravet på Garnisons Kirkegård, ligger hun dog ikke i familiegravstedet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar