15 februar 2025

Professor, Dr. phil. Emil Chr. Hansen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 1. Juli 1877 begyndte daværende cand. phil. Emil Chr. Hansen de Arbejder over Gjær og Gjæringsorganismen, som ere blevne fortsatte i de siden forløbne 25 Aar, og som har skaffet den den Gang ukendte Mand et Navn med Verdensry, lagt en Glans over den Institution, hvis Forstander han et Par Aar senere blev, Carlsberg Laboratoriets physiologiske Afdeling, saa den kjendes og højagtes Verden over som kun faa andre danske Institutioner, og givet et Bidrag vægtigt som de færreste til at hævde en hæderlig Plads for dansk Videnskabelighed. Det er derfor i sin gode Orden paa denne Dag med et Par Ord at oplyse den danske Almenhed lidt om, hvilke de Arbejder ere, hvorpaa denne Mands velfortjente Ry hviler, saavel som lidt om ham selv, og hvorledes han er naaet til sin nuværende Stilling, saa meget mere som baade hans Arbejder og han selv vel nok er saa temmelig ukjendte for de fleste uden for Fagfolkenes snævrere Kreds, hvad der har sin Grund dels i, at hans Arbejder falde paa et Omraade, der ligger Folk i Almindelighed temmelig fiernt, dels i hans egen store Tilbageholdenhed.

Som alt nævnt, er det Undersøgelse over Gjær og Gjæringsorganismen, der er Hovedsagen i Professor Emil Chr. Hansens Arbejde. For at lette Forstaaelsen af dem og af, hvorledes de har kunnet faa praktisk Betydning, vil det være nødvendigt at kaste et Blik tilbage over Gjæringsindustriens og især Ølbryggeriets Historie. Øl har man brygget saa langt tilbage, paalidelig historisk Efterretning haves og for, og Fremgangsmaaden har vist væsentlig i de store Træk været den samme kom nu qjennem alle Tider: Man har paa en eller anden Maade af Korn fremstillet en sukkerholdig Vædske (Urt), som man har tilsat Gjær, hvorved Sukkeret er blevet delvis omdannet til Alkohol. Skjønt Fremgangsmaaden saaledes er gammel nok, har man dog i faa eller ingen andre Fabrikationer i den Grad været prisgivet uforudsete Omstændigheders Indflydelse som i denne, idet man i Gjæren har havt med levende Væsener at gjøre uden at vide det, idet disse Væsener nemlig ere af en saa overordentlig ringe Størrelse, at først Mikroskopets Opfindelse i det 16. Aarhundrede bragte en Mulighed for at trænge ind i deres hemmelighedsfulde Verden. Det varede dog længe efter den Tid, før man blev klar over Gjærens Natur som et levende Væsen, der ernærer og forplanter sig. Endnu den berømte tyske Kemiker Liebig hævede med stor Kraft i Aarene 1839-40, at Gjær var et Slags raadnende Æggehvidestof, der paa en eller anden Maade paavirkede Sukker, saa det spaltedes i Alkohol og Kulsyre. Det var først Pasteur, der uigjendrivelig godtgjorde, at Gjæren var en Plante, der ganske vist kun bestod af en eneste Celle, men dog et levende Væsen, og at Gjæringen udelukkende skyldtes denne Plantes Livsvirksomhed. Disse Pasteurs Arbejder bragte vel et stort Fremskridt i Retning af den videnskadelige Forklaring af, hvad der foregaaer i en gjærende Vædske men de fik alligevel forholdsvis ringe praktisk Betydning. Der manglede nemlig endnu en Sten i Bygningen den blev det Emil Chr. Hansens lykkelige Lod at finde og føje ind. 

Pasteur talte vel sommetider lidt om forskjellige Slags Giær, men kom aldrig til at gjøre rigtig Alvor af at forsøge en Skjelnen imellem dem, saa for ham var der i Virkeligheden kun een Slags. Emil Chr. Hansen opdagede imidlertid, at det, man kaldte Gjær, ingenlunde var noget, der f. Ex. kunde sammenlignes med en veldyrket, ren Hvedemark, men derimod meget snarere med en Ager Blandsæd tæt opfyldt af mange forskjellige Ukudtsplanter og han indsaa snart, at vilde man rigtig til Bunds i de Hemmeligheder, Gjæringsforeteelserne endnu skjulte, saa maatte man fremfor Alt se at faa Ageren renset, se at blive vis paa, at de Virkninger, man iagttog, kun var den samlede Virkning af en enkelt Art, og ikke af en Blanding, hvis enkelte Bestanddele man ikke kjendte. For at opnaa dette, var der ingen anden Vej at gaa end at tage en enkelt Celle ud af Vrimlen, lade den formere sig under saadanne Forhold, at man kunde iagttage den hele Tiden. Det er denne Kunst, at tage den enkelte Celle, fodre og pleje den og lade den formere sig, pine og sulte den og lade den formere sig iagttage dens Afkoms Færd under alle Livets Omskiftelser, som Professor Hansen har forstaaet som Ingen før ham, og det er den, der har bragt ham de store Resultater. Derigjennem har han lært, at Gjær og Gjær ikke blot kan være to, men mange forskjellige Ting, saa forskjellige f. Ex., at medens en Art kan give det fineste Øl, kan en anden aldeles fordærve det. Og han er gaaet endnu videre, idet han har forstaaet at paavise, at der ikke blot gives forskjellige Arter af Gjær, med store indbyrdes Forskjelligheder, som disse, men ogsaa forskiellige Racer, der vel afvige mindre indbyrdes, men dog hver have sine Ejendommeligheder, som betinge, at det Produkt, der fremstilles ved deres Hjælp, ogsaa bliver forskielligt. Dette betyder i videnskabelig Henseende et stort Fremskridt i Erkjendelse, men det vilde endnu ikke have faaet nogen videre praktisk Betydning, dersom ikke Professor Hansen samtidig været i Stand til samtidig at angive, hvorledes man paa en nogenlunde nem Maade kan kiende de forskiellige Racer fra hverandre og forskaffe sig den Race, der passer for En, i tilstrækkelig Mængde. At han ogsaa har formaaet dette sidste, har givet hans Arbejder en praktisk Betydning, som kun de færreste videnskabelige Arbejder kunne rose sig af. De have nemlig intet mindre end gjort Gjæringsteknikeren seende paa Hovedpunkter i hans Virksomhed, hvor han før gik i Blinde.

Naar der tidligere f. Ex. i et Bryggeri indtraf Vanskeligheder, hvis Oprindelse Bryggeriet ikke kunde finde, saa vidste han intet andet Raad end at skaffe sig ny Gær fra et andet Bryggeri; somme Tider hjalp det, andre Tider gjorde det ondt værre, og denne Usikkerhed har voldt Ængstelser og Ærgrelser uden Tal for ikke at tale om Tab af Penge. Nu derimod kan Bryggeren udvælge sig en Gjær, der netop fremtvinger det Øl, hans Kunder ønsker sig, og han kan ved Hjælp af særlige Apparater stadig bevare Stammen ren, saaledes at han altid kan være sikker paa, at uforudsete Vanskeligheder ikke kan indtræde fra den Kant.

Gæringsfysiolog Emil Christian Hansen (1842-1909). Prof. Hansen i det gamle Carlsberg Laboratorium (Efter maleri af prof. Otto Haslund). Det Kongelige Bibliotek.

Naar her er talt saa meget om Bryggerierne og Bryggere, er det, fordi det er dem, der hidindtil have draget størst Nytte af Professor Hansens Arbejder; men disse ere iøvrigt ligesaa vel Indledningen til en Omvæltning i al anden Gjærigsindustri og begynder ogsaa nu om end langsomt at trænge ind i Vin og Spritfabrikation, Mejerier (Flødens Syrning) o. l. saa man behøver ikke at være Profet for at forudse, at hans Anskuelser og Methoder der alle gaa den samme Sejrsgang som de, efter at den første Modstand er brudt, nu efter i de sidste 10 Aar er gaaet gjennem snart sagt Alverdens Bryggerier.

Emil Christian Hansen er født i Ribe den 8. Maj 1842. Hans Fader, Malermester Hansen, var en Mand, der havde oplevet meget i sine Dage og bestaaet adskillige Eventyr i fremmede Lande; men han levede i smaa Kaar og evnede ikke at give Sønnen anden Undervisning end Almueskolens, skjønt dennes Lærere ikke lod det skorte paa Opfordringer til at sætte den lærelystne Dreng i Latinskolen. Efter sin Konfirmation kom han, efter at have forsøgt forskjelligt, i Malerlære hos sin Fader. Efter endt Læretid gik han paa Vandring som Malersvend og kom derved 1861 til Kjøbenhavn, hvor han vilde uddanne sig til Kunstner, han ogsaa havde Talent i den Retning. Den aldrig stillede Kundskabstørst fik imidlertid der ny Næring ved Besøg paa de forskjellige Bibliotheker, og den tog tilsidst Magten fra Kunstneren, saa han besluttede at lægge Penselen paa Hylden. Dermed var han da slaaet ind paa den Vej, der skulde føre ham fra fattig Malersvend til verdensberømt Videnskabsmand. Enhver vil forstaa, at der ikke danses paa Roser paa det første Stykke af denne Vej; men den unge Mand overvandt alle Hindringer med en Jernvillie og en Energi, som kun Faa ere i Besiddelse af. Pladsen tillader ikke en nærmere Skildring af de derpaa følgende Aar, men efter at have taget Skolelærerexamen i 1864, 1. Del af Artium i 1865 og 2. Del i 1871, viede han efterhaanden sine Kræfter til Studiet af de lavere Planteformer, og i 1877 kom han som sagt ind paa Studiet af Giæringsforeteelserne. 1879 udgav han den første Frugt deraf i en Doktordisputats om "Organismer i Øl og Ølurt", og kort efter at være bleven Dr Phil., udnævntes han endelig til Forstander for Carlsberg Laboratoriets physiologiske Afdeling, efter i et Aars Tid at have været konstitueret som saadan.

De vigtigste Arbejder, han siden har offentliggiort, ere følgende: Undersøgelsen over Organismer i Luften i og omkring Gl. Carlsberg, som kan udvikles i Ølurt (1879-82); Undersøgelser over Alkoholgiærsvampenes Physiologi og Morfologi (1881-1902) og Undersøgelser fra Gjæringsindustriens Praxis (1879-92) samt Undersøgelser over Eddikesyrebakterier (1879-1900), foruden forskiellige mindre. 

Som et Vidnesbyrd om den Anerkiendelse, disse Arbejder have faaet ud over den, at de ere blevne brugte, hvilket er den Anerkendelse, Prof. Hansen sætter mest Pris paa, kan nævnes blandt Andet, at han er Medlem af Videnskabernes Selskab i Kiøbenhavn og Kristiania, Ridder af Dannebrog og flere fremmede Ordner. Som et yderligere Bevis derpaa vil der i Morgen efter forudgaaet Indbydelse af Videnskabsmænd og Gjæringsteknikere fra alle Lande blive overrakt ham en Guldmedaille, hvis Forside bærer hans veltrufne Portræt, udført af Billedhugger Brandstrup, medens Bagsiden bærer en allegorisk Figur af Stephan Sinding, og hvortil Stemplerne ere skaarne af Medaillør Gunnar Jensen. Al anden Festlighed har Jubilaren frabedt sig; som hans Arbejde hidtil har været udført i Studerekamrets og Laboratoriets Stilhed. saaledes ønsker han ogsaa helst at leve sit Liv ubemærket, idet han glæder sig over, at det har lykkedes ham at udføre Arbeider, som ere blevne til Nytte i det praktiske Liv og har fundet Anerkjendelse ikke mindst i de fremmede Lande, saa han ved at bygge sin egen Berømmelse tillige har kastet Glans over sit Fædreland, Kunde man see til Bunds i Professor Hansens Hjerte, vilde man sikkert finde, at det Sidste ikke kunde glæde ham mindst. Som han glæder sig ved at være dansk, saaledes ville alle Danske glæde sig ved, at han er det, og forene sig med de Fremmede i ønsket om, at han endnu i mange Aar maa kunne fortsætte sine Arbejder til Gavn for Videnskaben og til Ære for ham selv og for Danmark.

S. S. 

(Nationaltidende 30. juni 1902).

https://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis/record/doms_aviser_page%3Auuid%3A8b14ea18-74e0-4081-aa26-13b46003c8aa/page/doms_aviser_page%3Auuid%3A8b14ea18-74e0-4081-aa26-13b46003c8aa

Se også Hvordan Kaj Lykkes Hoved kom paa anatomisk Museum. (Efterskrift til Politivennen).


Emil Christian Hansens gravmæle på Vestre Kirkegård - et af de mest imponerende her. Sarkofagen er en kopi af Lucius Cornelius Scipio Barbatus' sarkofag fra 3. årh. f.Kr., nu i Vatikanmuseet i Rom. Han var konsul i Rom for ca. 2200 år siden. Den er tegnet af Carl Brummer (1864-1953). Brygger Carl Jacobsen havde set sarkofagen på en rejse til Rom og havde angiveligt en lille sort model af den på sit skrivebord. Kopier som denne er brugt overalt i verden. Bl.a. på Vestre Kirkegård bag lapidariet, samt på Garnisons Kirkegård (i mindre udgave). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar