En mærkelig skæbne.
En Højesteretsdom, der var 200 år om at gå i opfyldelse.
Den 5. september 1661 ved middagstid kunne man i København iagttage et mærkeligt syn. Portene til slottet blev slået åbne, og skarpretterens kærre kom ud; men det var ikke en ulykkelig dødsdømt, som sad fastbundet på vognen. Det var en kunstfærdigt fremstillet dukke, som var lavet af træ og voks. Billedet, der forestillede oberst Kaj Lykke, og som havde været indsat i Blåtårn - så efter en gammel beskrivelse således ud: Størrelse som Kaj Lykke selv med blegt ansigt og sortebrun paryk (som havde kostet 4 rigsdaler). Dragten var fin. Den bestod af kammerdugsskjorte, sorte nye raskes klæder, således som Kaj Lykke plejede at gå i, nemlig en vid kjole a la mode, vide bukser med silkebånd rundt om og kanoner, d. v. s. knæmanchetter besat med kniplinger, skjorten var uddragen for hænderne og forsynet med store håndklapper af fint lærred, om halsen var der bundet et kammerdugsklæde med silkebånd, og yderligere var statuen forsynet med nye, hvide sko og kridhvide handsker.
Sluffen, hvorpå dette imponerende billede stod, blev trukket af en hvid hest, og om halsen havde det en plakat, hvorpaa der stod: "Kaj Lykke, dømt for den højeste ret at straffes på sit liv således propter crimen læsæ majestatis (majestætsfornærmelse)". Rakkerknægten red på den hvide hest, og en stor vagt omgav sluffen, som kørtes til retterstedet, hvor soldaterne dannede en kreds; derpå blev billedet taget ned og ansigtet vendt mod slottet, hvor kongen selv, dronningen og de kongelige børn samt en hel række højfornemme personer stod. Derpaa løsnede rakkerknægten tørklædet og bandt det om billedets øjne, og man løftede håret op, og med to hug skilte skarpretteren hovedet fra kroppen, efter at han først havde hugget den højre hånd af. Hovedet og den afhuggede hånd blev derpå lagt mellem billedets ben, og dette på rakkersluffen slæbt over Holmens Bro, langs stranden gennem Højbrostrædet over Amagertorv og videre gennem staden til Gammeltorv, hvor det afhuggede hoved og hånden fæstnedes på en stage, medens legemet blev ført til mestermandens bolig, hvor det blev fremvist for betaling. Tre dage senere blev hovedet taget ned og legemet begravet under galgen.
Hele dette tragikomiske skuespil dannede afslutningen på en lang proces, som blev ført mod den tidligere så mægtige adelsmand Kaj Lykke, og processen havde sin forhistorie. For mere end fem år tilbage, da Kaj Lykke stod på sin lykkes tinder, havde han haft en maitresse, Sofie Abelsdatter, som han i et privat Brev havde fortalt noget meget nedsættende om dronningen. Senere blev hun gift med Kaj Lykkes ridefoged, en yderst intrigant og slet person ved navn Peter Børting. Og da Kaj Lykke ved en bestemt Lejlighed beskyttede en af sine folk mod denne mands overgreb, hævnede han sig ved at sende brevet til rigets regering. Kaj Lykke tilbød da sagen kom frem, at afgøre det med en bøde på 100.000 rigsdaler, hvilket kongen tog Imod. - Frederik den Tredje førte sig i det hel taget med fyrstelig værdighed i denne sag. Men da Kaj Lykke ikke betalte bøden, blev sagen bragt for retten, og så kom den knusende dom, der berøvede ham frihed, ære, liv og gods. Han reddede sig imidlertid ved flugt, og så udførte man dommen på hans billede. Kaj Lykkes hoved, som blev dømt til at skulle skilles fra kroppen, blev siddende på sin plads, og langt senere, da dronning Sofie Amalie var død i året 1685, gav Christian den Femte Kaj Lykke tilladelse til at vende tilbage til Danmark, og her levede han til den 8. juli 1699. Han døde pludselig på Bramminge, og han blev begravet i en trækiste, som hensattes i begravelsen under Bramminge Kirke.
Men ingen tænkte på at dommen over 200 år efter skulle gå i opfyldelse, og at Kaj Lykkes hoved skulle skilles fra kroppen på en mærkelig måde. Kaj Lykkes legeme henligger stadig under Bramminge Kirke, men hans hoved findes på Anatomisk Musæum i København, og hvordan det kom der, er en mærkelig historie for sig. At Kaj Lykkes hoved kom til København, skyldes to berømte afdøde danske videnskabsmænd. Professor Japetus Steenstrup havde i sin tid som medhjælper til sine moseundersøgelser den senere så berømte videnskabsmand, professor Emil Chr. Hansen, der her udførte et stort og omhyggeligt arbejde. En dag kort før en sommerferie spurgte professor Steenstrup sin medhjælper, hvor han skulde tilbringe sommeren, og da professor Hansen svarede, at han skulle til Bramminge, hvor hans fader havde malerarbejde ved kirkens restaurering, bad Steenstrup ham om at tage Kaj Lykkes hoved med hjem. Den unge videnskabsmand fortalte faderen om professor Steenstrups ønske, og faderen, der var en eventyrnatur som i sin tid havde været hele Europa rundt - han havde gjort tjeneste som soldat i Spanien og som dansk spion i den første slesvigske krig - hjalp ham med at hente hovedet nede i krypten, Det var professor Hansens mening at hovedet skulle bringes tilbage igen, men professor Steenstrup erklærede at det slet ikke havde været Kaj Lykkes hoved, det var et andet hoved, for tyske turister havde stjålet det rigtige.
Sandheden var imidlertid at han ikke vidste, hvor hovedskallen var blevet af, og først langt senere blev det opdaget i Anatomisk Musæum, hvor det på en eller anden måde var havnet. Det lå professor Hansen på sinde at få hovedet bragt tilbage, men det lykkedes aldrig. Nu hviler den gamle professor under mulde under den herlige marmorsarkofag på Københavns Vestre Kirkegård, men Kaj Lykkes legeme henstår stadig uden hovede; men kunne disse linjer bidrage til at Kaj Lykkes hoved kom tilbage, hvor det hørte til, da ville man derved fæstne endnu et blad i den smukke mindekrans over professor Emil Christian Hansen, der selv ved sit arbejde medvirkede til at gøre Danmarks navn berømt over hele verden. Selv nåede han aldrig at bringe hovedet tilbage, men dersom ikke hans bratte død havde bortrevet ham midt i hans arbejde, ville han sikkert have gjort sit til at Kaj Lykke, som hverken i livet eller døden kunne finde hvile, omsider flk den endelige ro i graven
Polyhistor
(Aarhus Amtstidende, 15. april 1922)
Ifølge "Danmarks Kirker" (om Bramminge Skt. Knuds Kirke), blev kraniet fjernet 1858 af den medicinstuderende Gabriel Michael Friis (1832-1900). Hvordan det herefter havnede i København, er der delte meninger om. Men Emil Christian Hansen kan have fungeret som mellemmand, i givet fald var han 16 år dengang. Kraniet kom i 1970’erne tilbage til Bramminge: Videnskab.dk. Bramminge Egnsmuseum har en lang redegørelse om Kaj Lykke. Her nævner man dog ikke at det skulle være Emil Christian Hansen:
"I 1858 rejste to medicinstuderende fra København til Bramming for at studere Kaj Lykkes kranie. Kraniet lå i krypten i Skt. Knuds kirke. Det vides ikke, om de fik lov, men de valgte at tage kraniet med tilbage til København og Normalanatomisk Museum for at undersøge det nærmere. Grunden til interessen for Kaj Lykkes kranium, skyldes den særlige hovedform, der havde fællestræk med dele af et kranie fra en tidligere menneskerace fundet i Neanderthal i Tyskland i 1856. Lykkes kranie var usædvanligt småt og havde en meget vigende pande. Kraniet var derfor et bevis på, at man ikke behøvede at være et forhistorisk menneske, selvom de havde fælles træk. Desuden mente de dengang, at man kunne se et menneskes personlighed ud fra deres kranie. Da Lykke havde et meget lille kranie, mente de derfor at han måtte have været mindre begavet. Der er dog intet i kilderne, der tyder på, at det skulle være tilfældet. Kaj Lykkes kranie var, pga. den specielle hovedfacon, et samtaleemne i hele Europa langt op i 1900 tallet."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar