Foreviisning af usædelige Billeder. (Efterskrift til Politivennen)

Foreviisning af usædelige Billeder. Under en den 13de dennes af Criminal- og Politiretten paakjendt Justitssag blev det beviist, at Værtshuusholder Erik Mortensen, der har Tilladelse til paa sin Bopæl for Betaling at forevise et af ham forfærdiget Panorama, havde paa sin nuværende Bopæl, navnlig i Forbindelse med Foreviisningen af bemeldte Panorama, foreviist i høi Grad usædelige Billeder og andre Gjendstande af utugtig Beskaffenhed, og blev det blandt Andet oplyst, at der ved en den 10de October sidstleden om Aftenen stedfunden Foreviisning vare nærværende 4 Læredrenge i en Alder af fra 15 til 17 Aar. Det af Tiltalte saaledes udviste Forhold fandtes i Henhold til Lovgivningens Grundsætninger, der in specie udtale sig i Loven af 3die Januar d. A. §§ 8 og 16, at være af den Natur, at det maatte paadrage ham Strafansvar, og skjønnedes Straffen efter Omstændighederne at kunne fastsættes til en Mulkt af 100 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, hvorhos han tilpligtedes at tilsvare alle af Actionen flydende Omkostniger, derunder Sallair til Actor og Defensor 5 Rbd. til hver. Dommen er appelleret til Høiesteret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. december 1851, 2. udgave).

Der er ret sikkert tale om værtshusholder E. Mortensen i Kattesundet 10. Kattesundet 10/Frederiksberggade 10 er nutidens Kattesundet 6/Frederiksberggade 15. Det er opført 1795-96 for brændevinsbrænder Peder Michelsen Hiarup, og ombygget 1907.

Hjørnet af Kattesundet (til venstre) og Frederiksberggade (til højre), omkring århundredskiftet 1900. Paul Fischer. Kbhbilleder, Public Domain. 

Sagen kom 26. januar 1852 for Højesteret. Dommen faldt den 9. februar 1852: Mulkten blev forhøjet til 300 Rbd., Mortensen skulle betale sagens omkostninger, og de usædelige billeder mv. konfiskeredes.

Som det fremgår af nedenstående annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. marts 1852, 2. udgave er det højst sandsynligt ham:

Teksten lyder: "Undertegnedes Kunst- og Naturalie-Cabinet staar daglig aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab med mange interessante og seeværdige Gjenstande, tilligemed forskjellige Panoramaer, som hver Uge blive forsynede med nye Gjenstande. Særskilt forevises: et efter Naturen dannet mechanisk Kunstpanorama, forfærdiget af Undertegnede, hvortil erholdes et Program med nøiagtig Forklaring over alle de i Kabinettet udstillede Gjenstande. Jeg maa gjøre det ærede Publicum opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Kabinettet er tilgjængeligt saavel for Damer som for Herrer. Hjørnet af Frederiksberggade og Kattesundet Nr. 10 i Stuen. Ærbødigst E. Mortensen.

Det gik tilsyneladende godt for Mortensen, for i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 28. juli 1855 (et eksempel af flere) ses denne illustrerede annonce (et ret sjældent syn på det tidspunkt):

Teksten til denne lyder: Kunst- og Naturalie-Cabinettet paa hjørnet af Frederiksberggaden og Kattesundet 10 i Stuen er nylig blevet udvidet og forøget og staaer dagligen aabent til mine ærede Gjæsters Moerskab, med mange interessante og seeværdige Gjenstande, samt forskjellige Panoramer, som hver Uge vexles med nye. Særskilt forevises et efter Naturen dannet mechanish Kunst-Panorama, forfærdiget af mig selv. Det ærede Publicum gjøres opmærksom paa, at min Café og Beværtning samt Cabinettet ere tilgjængelige saavel for Damer som for Herrer. E. Mortensen.

General v. Bardenfleth i Glückstadt. (Efterskrift til Politivennen)

Under overskriften: "Glückstädter edsaflæggelsesscener" læses i "Freischzz" følgende: "Da den danske general v. Bardenfleth i dette øjemed indtraf til Glückstadt, var der slet ingen til at tage imod ham. Kun en hob drenge gloede ved jernbanen på hans uniform - i det mindste et tegn på opmærksomhed. Ved selv edsaflæggelsen var soldaterne meget sørgmodige og nedslåede. Ja, en af de ældste blandt dem, en stærkbygget mand, græd endog ganske højt. Udenfor havde imidlertid dannet sig tætte grupper af Glückstadts endnu bestandig patriotisk tænkende indbyggere, og disse modtog soldaterne der nu igen havde måttet tilsværge den danske konge troskabseden, idet de trådte med sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen!"

Ribe Stifts-Tidende, 19. december 1851.

I Mellemslesvig udstedtes februar-marts 1852 de Regenburgske Sprogreskripter, der påbød dansk som skole- og kirkesprog i 48 overvejende tysktalende sogne, en provokation mod den lokale befolkning. Denne politik blev videreført til 1860 og skabte et dansk fjendebillede i Tyskland, og fik sympatien for Danmark til at falde i resten af Europa.

8. maj 1852 genetableredes den danske helstat ved London-aftalen.

Om Kirkevæsen. (Efterskrift til Politivennen)

Om Kirkevæsen. Der er sikkerligen i vore Dage, da Secter og Sværmerpartier træde op imod vor Folkekirke, medens det catholske Kirkenæsen i vor Hovedstad ikke forholder sig uvirksomt; der er sikkerligen, hvis man ikke vil lade Kirkens Medlemmer splittes ad, al god Grund til og Opfordring for vor Hovedstads Kirker til endnu mere at varetage Menighedens Tarv og Bedste, end skeet er, saa at Menigheden, naar Kirken siges for der at oplives og opløftes, ogsaa i Sandhed kan finde, hvad den søger. Hvad der i saa Henseende er gjort fra Kirkens Side ved den saakaldte Aftengudstjeneste, der dog kun saa sparsomt er indskrænket til een eneste Kirke i vor Hovedstad, maa man - hvor fattigt og ringe end dette Resultat er - ikke undlade at rose. Men hvormange Mangler staae ikke endnu tilbage? Hvormange Feil eg Misbrug burde ikke rettes og afskaffes? At Psalmesangen i vore Kirker just ikke udmærker sig ved dens Fynd og Kraft, er en Erfaring, som vist alle Kirkegjængere ville stadfæste; med Undtagelse af enkelte Kirker, som Slots-, Vartou- og Frue-Kirke, kan man gjerne paastaae, at Orgelet og Chordrengenes Sang i den Grad dominere, at man i Sandhed skulde troe, at Organisten eller hans Vicarius holdt privat Øvelse med sit Chor af Drenge; thi hvor skulde man kunne føle sig opbygget, naar Orgeltonerne i den Grad dæmpe den menneskelige Stemme, at man ikke er mægtig at høre sin egen endsige Menighedens Psalmesang, og er det dog ikke den, der ligesaafuldt skal, ja stundom sandere og fyldigere end Prædikenen kan vække og opløfte? Orgelet indtager i vor Gudstjeneste meer og meer en aldeles falsk Plads; istedetfor at tjene Sangen, hersker det over den, istedetfor blidt og fiint at lede og lyde den menneskelige Sangstemme, tordner og buldrer det som en altknusende Tyran, der ikke vil lade en eneste Lyd høre ved Siden af sin Røst; med herskesyg Vælde undertrykker den dem, der tvertimod skulde og burde opløftes. 

Naar man behøver et Beviis for Sandheden af denne Menighedssangens opløftende Natur, - thi de ærede Organister eller Organistassistenter synes atter og atter at fordre et saadant, - da umage man sig blot at besøge den catholske Kirke eller den heri Staden nysstiftede Sects Forsamlingssal, - man bliver uvilkaarligen greben af hiin Sangs Harmoni og Ro. 

For i den modsatte Retning at anføre et Exempel paa den Taktløshed, hvormed Psalmemelodierne spilles, kan anføres det Psalmespil - om det ellers kan betitles saalunde - som Trinitatis Kirke til Aftensang i Søndags den 7de December udmærkede sig ved. Af de 4 Psalmer, som spilledes, var det aldeles umuligt at følge en eneste, hvilket ogsaa viste sig deri, at der overhovedet slet ingen Psalmesang fandt Sted; med en vis utrolig Hurtighed, med en vis ubegribelig Virtuositet af Smagløshed fulgte den ene Accord i et Nu efter den anden, medens et buldrende Forte overdøvede de svage Forsøg, der gjordes paa at følge Melodien.

Hvad gavner vel Orgel, naar sligt et Spil, der har sin Mage i flere andre, som Garnisons-, Helliggeistes- og Holmens-Kirke, kan finde Sted? Jeg er overbeviist om, at Menigheden langt hellere ønskede den blotte Chorsang, i hvilken da Menighedens kunde blande sig, end den nuværende; det er saaledes rigtignok foranderligt at en Post lønnes, som man helst ønskede borte; men skulle vi beholde, hvad vi have, var det da ikke paa Tide nu og netop nu, da vor Gudstjeneste overhovedet ei taaler megen Criticeren , at vi paamindende og foreholdende forbedrede, hvad der var forslidt, at vi rettede, hvor der var Feil, erstattede, hvor der var Mangler?

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1851, 2. udgave).

Der er i dag fire orgler i Trinitatis Kirke. Fotoet viser hovedorglet som stammer fra L. D. Kastens (1733). Foto Erik Nicolaisen Høy. 

Cadovius' Kostald i Rosengaarden. (Efterskrift til Politivennen)

Overtrædelse af Plakat 24de September 1819. Ved Skrivelse af 17de October sidstleden forlangte Politidirecteuren Brændeviinsbrænder Nicolai Peter Cadovius, som den, der maatte antages at have overtraadt Bestemmelsen i ovenanførte Placat, der forbyder her i Staden at anlægge Kostalde, som vende ud til Gaden, i Henhold til Placat 9de September 1795 tilpligtet under en daglig Mulct at afskaffe en i Forhuusbygningen ved det ham tilhørende Sted i Rosengaarden Nr. 119 og 120 indrettede Kostald, der er forsynet med Vinduer ud til Gaden, hvilke Tiltalte havde erklæret at have ladet anbringe, saavel for at kunne bringe det fornødne Lys tilveie i Stalden, fom for at Kreaturerne ved Vinduernes Aabning kunde erholde frist Luft. Tiltalte, der havde angivet, ikke at have kjendt det ovennavnte, i Plakat 24de September 1819 indeholdte Forbud førend Bygningen opførtes, havde som Grund hvorfor det ikke skulde kunne paalægges ham at foretage nogen Forandring i Henseende til den oftnævnte Stald, anført, at der, da han inden Bygningsarbeidets Paabegyndelse havde til rette Vedkommende indsendt en Tegning til Bygningen, hvorpaa Kostalden var antydet, burde betimeligen varet meddeelt ham Underretning om det Ulovlige i at bygge en saaban Stald, men hvad han saaledes havde paaberaabt sig, maatte allerede af den Grund være uden Betydning, at det ifølge en af Stadsbygmesteren, Professor Malling, afgiven Erklæring, mod hvilken Tiltalte ikke havde noget at erindre, efter at den paagjeldende Tegning var bleven indsendt til Stadsbygmesteren, og af ham, samt Brandmajoren tilstillet Brandcommissionen, blev i Forbindelse med en efter Ansøgning fra Tiltalte ham meddeelt Tilladelse til at give Bygningen en Høide af 23 Alen bestemt, at Kostalden maatte bortfalde efter Plakat 24de September 1819. Som Følge af Foranførte blev Tiltalte, i Henhold til Plakat 9de September 1795, tilpligtet, inden en Frist, som fandtes at kunne bestemmes til 8 Uger, under en Mulct til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse af 3 Rbdlr. for hver Dag han sidder Dommen overhørig, at foretage en saadan Forandring ved den ommeldte Kostald, at der ikke paa samme bliver noget Vindue eller anden Aabning ud mod Gaden. Ved Dommen, der afsagdes den 25de November, blev Tiltalte derhos tilpligtet at tilsvare alle af Sagen flydende Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. december 1851, 2. udgave).

Nikolaj Peter Cadovius (1793-1869), var søn af Ludvig Rudolf Cadovius og Ane Frederikke Olsen. Bror til Karen Cadovius and Hans Cadovius. Gift med Karen Marie Stephensen; Inger Marie Smidt og Sara Johanne Cadovius. De fik børnene Kirstine Sophie Cadovius, Sophie Nicoline Degener og Birthe Marie Cadovius. 

Rosengården 119 og 120 blev 1850 sammenlagt til matr. 119 & 120. Denne blev 1862 sammenlagt til 119, 120, 121 & 122. I 1953 blot 119, og består af nuværende husnumre 11-13. Rosengården 11 blev opført 1850 for brændevinsbrænder N. P. Cadovius, Rosengården 13 blev opført 1841-42 N. P. Cadovius. Nr. 13 har i længere tid huset Den Kinesiske Butik.

Se også Juridisk Ugeskrivt 1862, sag 631/60 Brændevinsbrænder N. P. Cadovius ctr. Kjøbenhavns Magistrat , s. 212-216. Magistraten blev dømt til delvis at tilbagebetale vandskat.

Ladegaardsarbejder idømt Vand og Brød. (Efterskrift til Politivennen)

Fabriksarbejder paa Ladegaarden Frdr. Aug. Olsen var Søndagen den  3die August d. A. med Tilladelse udgaaet fra Anstalten, og efterat han med Fabrikarbeider Muhl havde varet inde paa 2 a 3 Værtshuse, indfandt de sig endelig i den af Ladegaardens Befolkning saa yndede "Dandsekjelder" paa Blaagaardsveien, hvor Muhl snart mærkede, at han ikke kunde taale mere , hvorfor han begav sig bort og faldt isøvn paa Marken. Olsen fik imidlertid en Pægel, men drak heraf kun en ringe Deel. Han vilde nu af Høker Rasmussen have Tilladelse til at gaae igjennem Disken hen til en anden Fabrikarbeider, der sad inde i Rasmussens Stue, men da dette blev ham nægtet, begyndte han herover at raabe og skrige, samt teede sig som et galt Mennesie. Medens han, siddende paa Gulvet, opførte sig saaledes, kom Politibetjent Hertz tilstede for at styre ham tilfreds, men idet Olsen nævnede Betjenten ved Navn, som derhos havde sit Skilt fremme, yttrede han: "jeg bryder mig ikke om Politiet " og at han blæste Politiet Noget, og foer ind paa Hertz, samt lagde sin Haand paa ham og truede med at ville slaae ham ihjel. Da han derefter blev ført ind til Byen i Politiarresten, udskjældte han her en af Arrestvagterne for en "Tyveknægt" og en anden for en "Skurekarl". Arrestanten har vel, under Paaskud af, at han ved den omhandlede Leilighed var aldeles drukken, benegtet at kunne mindes det Passerede, men efter hvad der desangaaende under Sagen blev oplyst, kunde det ikke antages, at han havde været i den Grad beruset, at hans Tilstand maatte udelukke Tilregnelighed. Da den af Arrestanten udviste Adfærd, med Undtagelse af hans Trudsel med at ville slaae Betjenten ihjel, hvorom der ikke tilveiebragtes fuldstændigt Beviis, var sat udenfor Tvivl ved Politibetjentens og Arrestvægternes, som og ved Høker Rasmussens og 2de tilstedeværende Snedkersvendes aflagte edelige Forklaringer herom, blev Arrestanten, der forhen oftere var straffet, ved Criminal- og Politirettens Dom af 22de Novbr. herfor anseet efter Frdn. 4de Octbr. 1833 § 16 og Lovgivningens Grundsætninger med en Straf, der bestemtes til 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. november 1851, 2. udgave).

Danske lærere og gejstlige. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Slesvig-Holsten, 20. november. [Danske lærere og gejstlige.] På katedralskolen i Slesvig blev der i stedet for den dansksindede lærer Grünfeld, der tog til København for at studere matematik og derefter blev ansat på Tønder Seminarium, ansat en seminarist Schmidt. Seminarlederen, prof. Bahnsen, som ikke ligefrem kan beskrives som en med en slesvig-holstensk tankegang, sagde: Hvis Schmidt var blevet eksamineret, ville det have været meget tvivlsomt om han ville have modtaget tredje karakter og formentlig slet ingen. Danskere som bliver latterliggjort af eleverne på grund af deres tyske sprog, blev ansat på den lærde skole der. Den samme fisker hele dagen. Med sine vandstøvler besteg han prædikestolen den dag, hvor prædikenteksten er Peters fiskedrag. Så sagde denne prædikant: Han vidste ikke rigtig, hvad han skulle sige om denne tekst, men han var sikker på at Peter ikke havde fanget nogen ål. Menighedens ledere siges at have sagsøgt ham. Hr. Tillisch afgav et løfte om at han ikke længere ville drikke grog eller anden spiritus! Alle ved hvordan provsten i Slesvig, den såkaldte Svine-Martins, klarede sig ved kirkebesøget i Søderbarup. (D.A.Z.).

Aus Schleswig-Holstein, 20. nov. [Dänische Lehrer und Geistliche.] An der Domschule in Schleswig ist statt des dänisch gesinnten Lehrers Grünfeld, der nach Kopenhagen gegangen, um Mathematik zu studiren, um dann bei dem Tondern'schen Seminar angestellt zu werden, ein Seminarist Schmidt angestellt worden. Von diesem hat der Seminariedirektor Prof. Bahnsen, der nicht eben als schleswig-holsteinisch gesinnt genannt werden kann, geäussert: Wenn Schmidt examinirt worden wäre, so würde es sehr zweifelhaft gewesen seyn, ob er den dritten Charakter und wohl vielmehr gar keinen bekommen haben würde. Dänen, die wegen ihrer deutschen Sprache von den Schülern lächerlich gemacht werden, hat man dort an der gelehrten Schule angestellt. Derselbe fischt den ganzen Tag. Mit seinen Wasserstiefeln bestieg er am dem Tage, wo der Text der Predigt der Fischzug Petru ist, die Kanzel. Da äusserte dieser Prediger: Er wisse eigentlich nicht, was er über diesen Text dagen solle, aber gewiss sey, dass Petrus keine Aale gefangen habe. Die Versteher der Gemeinde sollen ihn verklagt haben. Dem in Neukirchen in NOrdangeln angestellten Prediger nahm Hr. Tillisch das Versprechen ab, dass er keinen Grog oder sonst Spirituosa mehr trinken woll! Wie der Probst in Schleswig, der sogenannt Swinne-Martins, sich auf der Kirchenvisitiation in Süderbarup übernommen, ist bekannt. (D. A. Z.).

(Aschaffenburger Zeitung : amtliches Organ der NSDAP und der Staats- und Gemeindebehörden, 26. november 1851)

Slagsmaal mellem tydske og danske. (Efterskrift til Politivennen)

(Uddrag af et brev fra Sydslesvig). Eybye den 4. november. Her er i øvrigt intet nyt når undtages at der har været et slagsmål i en by her i nærheden som hedder Borgvedel hvor der blev afholdt et gilde og hvortil over 100 mennesker var forsamlet. 6 mand af mit kantonnement fik i sinde at gå derind, men de tysksindede syntes ikke godt om det besøg og råbte: Die Dänen heraus! og begyndte at slå løs på dragonerne med stole og andre genstande. Dragonerne lod sig ikke forskrække, men slog således for sig at hele selskabet retirerede gennem vinduer og døre. Dagen efter var sognefogden og værten hos mig for at afgive forklaring om sagens sande sammenhæng, hvilken fuldkommen stemte overens med dragonernes. Begge roste de dragonernes tapre færd, men beklagede at de måtte selv med ud af vinduerne. (Nestv. Av.).

Ribe Stifts-Tidende, 18. november 1851.

Fredsforstyrrende Adfærd under Liigbegængelse paa det mosaiske Troessamfunds Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Fredsforstyrrende Adfærd under Liigbegængelse paa det mosaiske Troessamfunds Kirkegaard. For det nævnte Forhold tiltaltes under en den 25de Octbr. af Criminalretten paadømt Justitssag, Joseph Perlstein, ved hvis egen Tilstaaelse og de afhørte Vidners Forklaringer Følgende blev oplyst. Da Talmudist Gerson Nathan den 27de Decbr. f. A. begravedes paa den ovennævnte Kirkegaard og Liget, efterat Præsten ved det mosaiske Troessamfund Dr. Wolff i det paa Kirkegaarden værende Capel havde holdt en Tale over den Afdøde, var bragt hen til Graven og nedsænket i samme, begyndte Tiltalte, førend Præsten havde foretaget Jordpaakastelsen, at kaste Jord ned i Graven. Dette syntes at være standset et Øjeblik derved at en Tilstedeværende betydede han det urigtige heri, samt da Tiltalte ikke ændsede dette, fratog ham Spaden. Præsten havde imidlertid begyndt Jordpaakastelsen under Fremsigelsen af nogle af ham ved saadan Lejlighed sædvanllgt benyttede Ord, men han endnu havde fuldendt denne, havde Tiltalte grebet en anden Spade, med hvilken han paany kastede Jord ned i Graven, og det paa samme Maade som naar en Graverkarl kaster en Grav til, og brugte han i Anledning af de Tilstedeværendes Advarsler flere høirøstede Yttringer, saasom: at han ikke vilde tillade slige hedenske Skikke, nemlig Jordpaakastelse ved Præsten, o. s. v. Tiltaltes Adfærd virkede saa forstyrrende at Præsten ikke sattes istand til at tilveiebringe den ved den stedfundne Uorden afbrudte Handling førend Spaden anden Gang var Tiltalte fravristet og han med Magt trængt tilside.

For det af Tiltalte saaledes udviste Forhold, hvorved han tilsigtede en imod den af Dr. Wolff brugte Fremgangsmaade rettet Iværksættelse af hvad der efter hans Anskuelse skulde ifølge den mosaiske Religions Grundsætninger iagttages ved Begravelse (Tiltalte har i denne Henseende forklaret, at han ikke ved sin Handling antog at have fornærmet Dr. Wolff, da han ikke kunde erkjende, at Præsten var tilstede paa Embedsvegne, hvilket denne efter de jødiske Skikke ikke kunde være, fordi Præsten som saadan Intet har med Begravelsen at gjøre, hvorimod Dr. Wolff efter hans Anskuelse ikkun var tilstede som privat Mand, og i saa Fald begik han ikke noget Ulovligt ved paa samme Tid som Præsten at kaste Jord paa, hvorimod han netop vilde have overtraadt en Pligt ved at undlade det, da den orthodoxe jødiske Ritus, hvilken han hylder, paalægger enhver Jøde ikke at staae tilbage i Opfyldelsen af sine Pligter mod den Afdøde, hvoriblandt Jordpaakastelsen; den af Dr. Wolff brugte Fremgangsmaade erkjendte han vel at være overeensstemmende med den nyere Jødedoms Grundsætninger, men da disse staa i Strid med de af ham hyldede, ansaae han sig forpligtet til at bekæmpe dem), blev han ved Rettens Dom anseet med en efter Lovgivningens Analogilempet arbitrair Straf, der bestemtes til en Mulct af 50 Rbd., som tilfalder Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse, hvorhos han tilpligtedes at betale Actionens Omkostninger, hvoriblandt Salair til Actor og Defensor, Prøveprocurator Raasløff og Procurator Larsen, 5 Rbd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1851, 2. udgave).

Fotograf Thorvald William Hammeron: Lotterikollektør Joseph Perlstein (1822 eller 1823-1889) og Helene Perlstein, f. Levy (1826-1901). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Joseph Perlstein stod bag en åben henvendelse til dr. Wolff (se Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 24. april 1855) i hvilket han sammen "med flere" spurgte hvorfor Wolff aflagde sit ridderkors i et sideværelse i synagogens, mens han fx ved brylluppoer og på kirkegården ikke gjorde. I Morgenposten den 5. maj 1855 blev artiklen på en meget voldsom måde imødegået. 

Lotterikollektør Moses Levy der i 1853 havde oprettet en synagoge i Læderstræde Nr. 24, havde bestemt at efter hans og hans hustrus død skulle hans datter Helene eller hendes mand Joseph Perlstein være inspektør for kirken og have den dertil hørende Fribolig.

Slesvig og Slesvigere, Oktober 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Sydslesvigerne ved de københavnske bataljoner viser vel en upåklagelige opførsel, men at de ikke er tilfredse med deres ophold her, kan man dog godt skønne, og mange af dem lægger heller ikke dølgsmål på det. Ved et underligt tilfælde har kaptajn Kühle af 7. bataljon netop fået ved sit kompagni de insurgenter som var med at storme den af ham kommanderede skanse under stormen på Friedrichsstadt den 4. oktober 1850. Ved at omtale denne mærkværdige storm vil vi tilføje at ifølge et nyligt udkommet skrift af den forrige kommandør for det slesvig-holstenske artilleri, "eks-generalmajor" som han kalder sig, v. Wissel, udgjorde slesvig-holstenernes styrke 14 bataljoner og 60 kanoner, alle af svært kaliber, deriblandt 84-pundigere. Derimod havde vi at sætte 6 stykker 6 pundige kanoner og 10 kompagnier hvis styrke vi fra den pålideligste kilde ved ikke var over 2.000 mand. Men selv Wissel der for resten ingenlunde viser sig som upartisk, siger: "Die Vertheididung der Dänen war musterhaft." (Loll. Falst. T.).

Ribe Stifts-Tidende, 3. oktober 1851.

Her i byen, skrives fra Eckernförde, hersker stor skræk og forbavselse blandt Wühlerne, for tænk Dem engang, ikke alene er skolelærer Bendixen der har tjent i den "totesmüthige" arme og som alle tider har vist sig som en mand af ægte slesvig-holstenske tænke- og handlemåde, blevet forbudt at give undervisning, såvel offentligt som privat. Da han i forhøret skal have svaret amtmanden at han af fuld overbevisning havde fulgt den slesvig-holstenske fane, og hvis oprøret igen begyndte, atter ville gribe til våben mod Danmark. Men amtmand Davids har endog vovet at tage fat på vor hovedwühler, gæstgiver og deputeret borger Cordes, en lübecker af fødsel, har anlagt sag imod ham og ladet ham fængsle. Dette har gjort alle hans tro tilhængere modløse, men ved ikke hvad man skal sige dertil, og dr. Jæger vover ikke engang at referere dette faktum til "Altona Merkur" (Dvk)

Ribe Stifts-Tidende, 27. oktober 1851.

Eckernförde.

Veie i Storehedinge. (Efterskrift til Politivennen)

Storehedinge. I "Kjøge Avis" Nr. 70 for d. A. læses en Annonce, overskreven "Episode af et Reiseliv", hvori omtales Storehedinge kjøbstads Gadebro og Veien til Bøgeskoven.

Hvad nu Gadebroen angaaer, saa er det vel en Sandhed, at den er meget slet; men naar der spørges, hvorledes Autoriteterne kunne tillade saadant, saa bør bemærkes, at der fra Autoriteternes Side er gjort alt muligt for at bevirke en bedre Gadebro. Byens Borgere ere hæderlige Mænd og loyale Undersaatter, som under krigen have bragt betydelige og liberale Offre; men de ere tillige, hvad en gammel Autor forlængst har bemærket, gode Agerdyrkere, men maadelige Borgere. De mangle nemlig Mod og Energi til at fremme ethvert nyt Foretagende, som koster Penge, de ere derhos ikke gaaet frem med Tiden.

Under saadanne Omstændigheder maatte det medføre endeel Vanskelighed, at faae Spørgsmaalet om en bedre Gadebro heldigen løst. Endelig er man kommen til det Resultat, at der skal optages et Laan af 5000 Rbd. til Gadebroens Reparation og at enhver Huuseier stal levere de fornødne Brosteen og det fornødne Brosand.

Det bør ei heller oversees, at det for en mindre By altid er betænkeligt at paadrage sig en Udgivt af 8 a 10,000 Rbd., og dobbelt betænkeligt for en By, som rimeligviis inden faa Aar imødegaaer Slangerups Skjebne, at forvandles til en Landsby.

Byen har nemlig ingensinde virket Noget for at forøge og fremme Handel og Næringsvejene, meget mere lod den i Aaret 1847 Lejligheden gaae bort i til at forvandle Byens gamle Lade- og Losse-Plads ved Rødvig Skandse til en ypperlig Havn. I den Anledning gik endog et Par Borgere om, Huus for Huus, og gjorde deres Medborgere viis paa, at det foreslaaede Havneanlæg kun var til Fordeel for en Kjøbmand , der alt havde et Pakhuus ved Rødvig Skandse, og at Borgerne, ved at entrere paa samme, ville aabne Byfogden Leilighed til at sælge deres Huuse.

Da nu Borgerne ikke vilde fremme Havneanlæget, er det rimeligt, at Omegnens Bønder, som i sin Tid paabegyndte den Skibsbro, der nu findes ved Rødvig, ville forene sig med nogle enkelte indsigtsfulde Mænd og see Havneanlægget bragt i Stand, og da vil ved Rødvig Skandse opstaae et nyt Frederikssund. Thi det er neppe tænkeligt, at man vil fremdeles tilsidesætte hele Omegnene Tarv, for at conservere en By som Kjøbstad, der ikke selv har gjort noget Skridt til at fremme dens Opkomst. Og vist er det, at fra den Tid en Kjøbmand nedsætter sig ved Rødvig Skandse, kan Storehedinge regne sin Undergang som Kjøbstad.

Hvad det omhandlede Veisyn angaaer, da var samme kun indskrænket til Storehedinge Landsogn, og maa Veien til Bøgeskoven, for dette Sogns Vedkommende, ansees at være i temmelig god Stand. De omhandlede store Steen laae derimod paa Holtug Sogns Andeel af Bøgeskovsveien, hvilken Vei just staaer under Reparation, og kan saaledes ikke i være god at passere.

At Veiene omkring Storehedinge ere mindre gode, ligger ikke i at Vedkommende ere blinde, men deels i Egnens store Mangel paa Veimaterialier og deels i, at ethvert Forsøg at forskaffe sig Adgang til Klinten under Giersløv Strand, hvor Veifyld i stor Mængde findes, har været uopnaaelig. Derhos har Frdng. af 13de August 1841 §17 og Cancelli- Resolution af 5te Decbr. 1845 , hvorved Politimesterens Myndighed er indskrænket, neppe virket gavnligt paa de offentlige Biveie. 1=14/0.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1851).

Slesvig, September 1851. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Angel skrives i Aabenraaer Ugeblad: For kort tid siden fandt en bonde på at fremsætte maden for sine soldater på tallerkener hvorpå stod "Schleswigholstein meerumschlungen", og da soldaterne slog dem i stykker, fremkom han med andre, med indskriften "Es kann ja nicht immer so bleiben". Ked af disse drillerier klagede soldaterne til løjtnanten som gik hen til bonden, men fik det impertinente svar hvor der stod skrevet i loven at soldaterne skulle have deres mad på hvide tallerkener. Fortsat uartighed mod officeren fremkaldte en undersøgelse der endte med at den civile øvrighed dømte bonden til 3 gange 5 dage vand og brød.

Ribe Stifts-Tidende, 9. september 1851

Over sommeren indrulleredes 1.200 af de slesvig-holstenske soldater - formentlig stærkt mod deres vilje og sindelag - i den danske hær og flyttet til København så de var så langt væk fra Slesvig som muligt:

De udskrevne slesvigere som er ankommet itl København og hvoraf som bekendt en meget stor del har tjent i insurgentarmeen, har endnu hidtil vist en eksemplarisk opførsel, lydighed og orden. Det fortælles at da de skulle aflægge faneeden, skulle enkelte af dem have ytret betænkelighed derved ved at erklære at de før deres afrejse fra Sydslesvig "havde givet håndslag på at møde i Rendsborg såsnart opfordring skete", men da de blev gjort opmærksom på at det kun var forrædere mod konge og fædreland der havde afkrævet dem et sådant håndslag, afsagde de uden videre eden. Det hedder også at sydslesvigerne i begyndelsen ikke kunne forstå det danske kommandos, men da dette noget langsomt og tydeligt samt flere gange blev gentaget for dem, fattede de det med temmelig lethed. - Antallet af de udskrevne slesvigere der kommer til at garnisonere i København, vil beløbe sig til omtrent 1.200 (Flp).

Ribe Stifts-Tidende, 12. september 1851.

Flere artikler berettede om den stærke aversion mod tilstedeværelsen af de danske soldater der ofte oven i købet opførte sig temmelig arrogant over for sydslesvigerne, hvilket aviserne syntes var helt i orden at de gjorde. Især hvis det var når de anvendte den slesvig-holstenske fane og sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen".

Civilbestyrelsen i Holsten har ved opslagne plakater på gadehjørnerne i Kiel måttet gøre et nyt forsøg på at beskytte danske officerer mod fornærmelser og forhånelser på offentlig gade. Anledningen hertil skal være at major Neergaard og løjtnant Eibe som opholder sig i Kiel hos general Bardenfleth, forleden red gennem byen til Eckernförde og ventre tilbage og aftenen og ved denne lejlighed blev forfulgt af gadedrengene med hujen og piben. (Fdl.)

Ribe Stifts-Tidende, 15. september 1851.

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. (Efterskrift til Politivennen)

Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde. Denne Opdragelsesanstalt var først anlagt paa Hovedgaarden Fiurendal, af Hr. Lehnsgreve Kammerherre Fr. A. v. Holstein til Holsteinborg, og begyndt af undertegnede Bestyrer, i Foraaret 1833. Dens Formaal har bestandig været at virke som en god Landboanstalt for saadanne fattige Børns Opdragelse, som enten savne deres Forældre, eller mangle et godt Hjem, hvori deres Aands- og Legemskræfter kunne udvikles til Guds Ære og til Gavn for dem selv og deres Fædreland. Det ligger i Opdragelsens Natur, at en saadan Anstalt før den tidlige, eller uconfirmerede Alder maa have sin egen Underviisning, eller Huusskole, hvis ikke Børnene, i det mindste paa Veien til og fra Skolen, skulle være udsatte for den Fordærvelse, som det er Husets Opgave at bevare dem fra og vi have derfor i det forløbne Tidsrum af 18 Aar bestandig holdt vor egen private Skoleunderviisning for Børnene, omtrent 5 til 0 Timer daglig hele Aaret igjennem. Ved Siden af denne Underviisning, som Skoleanordningerne forlange, anføres Børnene i andre 5 - 0 Timer daglig, ligelig fordeelte paa Formiddag og Eftermiddag, til saadanne Arbeider, som Huset giver Anledning til ved dets Industri, Kjøkken, Qvøgrøgt,  Avlsbrug, Havevæsen og Haandværker, saaledes, at det ikke er Hovedsagen derved at benytte Børnenes Arbeide, men at opdrage dem til Virksomhed, Orden og Lydighed, for at de i Fremtiden ved egne Hænders Arbeide kunne vorde istand til selv at fortjene deres Brød, i den Retning) hvortil Naturen har givet dem Anlæg og Kræfter. Efter Confirmationen pleie Drengebørnene at forblive her i Tjeneste eller Lære, i et eller flere Aar, hver efter den Bestemmelse, som vedkommende Forsorgere have taget, og Institutet giver efter Barnets Confirmation Kost og Løn efter Skik og Brug, og efter det Arbeidea Beskaffenhed, den Unge har valgt sig. Pigebørnene søge vi derimod anbragte efter Confirmationen i andre Huse, hvor man vil antage sig deres videre Uddannelse og Oplærelse.

K. Hansen Raistrup (1896): Det gamle Holsteinsborg set fra haven. Fra artiklen "Holsteinsminde" I: Hver 8. dag: Illustreret Ugeblad (1896). I artiklen findes yderligere 3 illustrationer som nok er noget nyere. 

Den ædle Stifter afgik ved Døden i Foraaret 1830, og da Institutet ved hans Bortgang ikke var i Besiddelse af nogen Capital, som dog var forneden til dets Virksomhed, saa maatte det vedblive, fem fra Begyndelsen, at stole paa de velvillige, private Bidrag, hvormed baade Konge og Folk understøttede det, og vi havde saaledes det Held i Aarene 1836-39 at kunne opdrage og undervise hvert Aar et Antal af 32 til 40 fattige Børn, uden at forlange mere, end 30 Rbd. for hvert Barn aarlig, samt et Indskud ved Barnets Modtagelse af 30 Rbd. Imidlertid viste det sig mere og mere, at det Havebrug og de Haandværker, hvortil Stiftelsen støttede sig paa Fiurendal, vare mindre tilstrækkelige, da den savnede et passende Agerbrug, og da en af Universitetets Arvefæstegaarde i Egnen ved Nestved blev tilfals i Efteraaret 1839, saa skjænkede Enkegrevinde Holstein 4000 Rbd., og nuværende Lehnsgreve v. Holstein til Holsteinborg 2000 Rbd., for at Opdragelsesanstalten kunde komme i Besiddelse af sin egen selvstændige Eiendom. Arvefæstet paa Gaarden kjøbtes for 11,000 Rbd., og de resterende 5000 Rbd. tilveiebragtes ved et Laan af Nationalbanken, med 1ste Prioritet i Eiendommen. Denne Landeiendom, der for kaldtes "Hjortholm med underliggende Skovgaard" fik ved Kongelig Bevilling Navnet "Holsteinsminde"; men inden den kunde svare til sin ny Bestemmelse maatte Gaarden istandsættes og forsynes med endeel nye Bygninger, Besætning o. s. v., der ialt beløb sig til omtrent 7000 Rbd. , hvilken Sum blev dækket, deels ved nye Laan, deels ved milde Gaver af Institutets Velyndere. Senere er Forbedringen af Bygninger og Avlsvæsen fortsat, saa at vi kunne ansætte Institutets Eiendom til nærværende Tid for at være af omtrent 30,000 Rbd., Værdi, medens Gjælden kun er 9000 Rbd., og der kan altsaa virkes for fattige Børns Opdragelse og Underviisning med en Formue af omtrent 20,000 Rbd. , der er at regne for k00 Rbd. aarlig ; og endskjøndt Holsteinsminde, som Landeiendom med 180 Tdr. Land, maa svare aarligt i Skatter og Communeafgifter omtrent 400 Rbd., i Tiende omtrent 60 Rbd. og i Landgilde til Universitetet omtrent 140 Rbd., saa mener jeg dog, at Stiftelsen har Nytte af sin Eiendom for de nævnte 800 Rbd. om Aaret, foruden de pædagogiske Fordele, det starfer, at kunne drive sit eget Landvæsen. De aarlige Udgifter, der hvile paa Stiftelsen, som Opdragelsesanstalt betragtet, ere: Bygningernes Vedligeholdelse 150 Rbd.; Skoleundervisning med tilhørende Apparat 250 Rbd., Husets Bestyrelse, Børnenes Opdragelse, og det dertil fornødne Tjeneste tyende: 600 Rbd.; ialt 1000 Rbd. aarlig Udgift paa en Opdragelsesanstalt , der er beregnet til omtrent 60 Børn. At den paa Holsteinsminde værende Anstalt, hvis Børneantal i de senere Aar kun har været henved 30, ikke har været i den heldigste Stilling med Hensyn til disse aarlige Udgifter, vil let indsees. da saadanne Udgifter ikke formindskes, hvor faa Elever her end er. Desuden beregnes hvert Barns Kost til 40 Rbd., dets Klæder, Linned, Vask og Fodtøi til 20 Rbd. aarlig. Vi have derfor i de sidste Aar forlangt 60 Rbd. for hvert Barn i aarlig Contingent, medens der indtil Aaret 1848 i Almindelighed kun blev betalt 60 Rbd. det første Aar, og siden 30 eller 40 Rbd., indtil Barnet blev konfirmeret; men senere, da Krigen tog saa meget den private Velgjørenhed, Beslag, maatte vi holde stærkere paa de 60 Rbd. Der findes for Øieblikket een Elev, for hvem der betales 30 Rbd. om Aaret; 9 der betale 40 Rbd.; een betaler 50 Rbd. og 13 give 60 Rbd. Foruden disse 24 Børn er her 9 Confirmerede, tildeels i Tjenesteforhold. Det vil altid være i Stiftelsens Interesse at kunne nedsætte Betalingen for fattigt, velartede Børn, i samme Forhold, som der gives os Midler i Hænde til at gjøre Vel med imod Børnene; og da Rigsdagen ved sidste Samling bevilgede Institutet en Understøttelse af 1000 Rbd., saa ville vi ikke tøve med igjen at bestemme den aarlige Betaling for de Børn, som Fattigvæsener eller uformuende Forsørgere ville indsætte her, til 60 Rbd. for det første Aar, og siden 40 Rbd. aarlig. Lavere tør vi endnu ikke gaae ned, men haabe at naae igjen til de oprindelige 30 Rbd., efterhaanden som Stiftelsen forbedres i landoeconomisk Henseende, og er nogenlunde sikker paa det aarlige Tilskud, vi behøve.

Børnenes Haandkraft søge vi at anvende paa bedste Maade til deres egen Oplærelse og Husets Gavn. Pigebørnene forfærdige saaledes Alt, hvad der bruges i Huset af Strømper, Linnedsyning, deres egne Klæder; de lære at spinde, sye Navn :c. og tage Deel i Vask og Reengjøren. Drengene arbeide i Mark og Have, eller gjøre de Smaatjenester i Værkstederne, som de i den unge Alder kunne bruges til; men vort Institut er intet blot Arbeidshuus, ei heller bruge vi Børnene til saadanne eensformige Forretninger, der ofte fra Fortjenestens Side kunne være fordeelagtige, i samme Forhold som de sløve Aanden, og ødelægge Barnets Legeme. Derfor, og fordi vi selv holde Skole, kunne vi heller ikke tage imod Børn for saa lav en Betaling som de ellers udsættes i Pleie for, men vi haabe, at der altid vil findes skjønsomme Folk, der indsee, at 40 Rbd. ikke er meget, naar Talen er om et Barns virkelige Forsørgelse. Hvad der dernæst ofte gjør et Barns Opdragelse og Undervisning byrdefuld, og dermed kostbar, er, naar det i een eller anden Retning kan være mindre begavet af Naturen, saa at det behøver særlig Pleie. Underviisning og Tilsyn. I saadanne Tilfælde pleier man at kalde det fattige Barn "moralsk fordærvet" og som saadan helst at see det overgivet til Justiliens Pleie, eller til en eller anden sammensat Forening, der mener at kunne staae det stakkels huusvilde Barn i Forældres Sted. At jeg med Rette maa være imod en saadan Fordom i Folket, der skader sig en Classe iblandt Børnene, som de kalde "moralsk Fordærvede" eller et andet afstikkende Navn, er ikke sært, da ingen god Fader eller Moder, de være nok saa uheldige i at kunne opdrage deres egne Børn, vilde tillade, at disse bleve betegnede med et sligt Øgenavn. Andre Benævnelser som "forladte, forsømte, forvildede" gjør ikke Sagen stort bedre; de stille den i et falsk Lys, idet de gjøre en egen Classe af de Børn, der savne et godt huusligt Tilhold. Hvad den "moralske Fordærvelse" selv angaaer, da kan vist Ingen nægte, at den er ligesaa vidtd udbredt, om end i forskjellig Skikkelse, iblandt de Rige, som iblandt de Fattige; altsaa er det Uret, om vi ville afsondre nogle fattige Børn fra andre Børn i det menneskelige Samfund, hvori de maae opvoxe med hverandre til Guds Ære, og i Tiden vinde den Kraft hos dem selv, og den Tillid hos Andre, der er fornøden i alle Livets Stillinger, for at bevare dem fra al Fordærvelse. Man kunde fristes til at troe, at de, der give saadanne Opdragelsesanstalter stærkt betegnende Navne som: "Redningshuse, Anstalter for moralsk Fordærvede, Forvildede" etc. maatte søge den Ære, der findes ved at have udrettet noget sjeldent, noget Udmærket, som er skikket til at gjøre Opsigt i Verden; men vi vide, at enkelte sande Menneskevenner, som ikke have et saadant Maal for Øie, have valgt hine Navne, for at vække Deeltagelse for et almeennyttigt Værk, uden at betænke, hvad der tabtes for den Unge. En Opdragelsesanstalt er i det Hele ikke skikket til at gjøre Opsigt med; den trives bedst under en stille, huuslig Virksomhed, og jo flere Overordnede, der under Navn af Directeurer og Inspecerende osv. skulle have deres Stemme med, jo daarligere gaaer det gjerne, og jo mere adspredes den Kjærlighed, Flid og Eenfoldighed hos Børnene, som det er Opdragelsens Øiemed at samle og bevare i hvert Barnehjerte. Endnu eet maa jeg anføre imod vor Tids stræben efter at faae "moralsk fordærvede" Børn samlede i visse Huse, som i en Slags Tugthuse, at jeg mener, det er imod vor Lovgivnings Aand, der sætter en bestemt Alder for Tilregneligheden, om "Menneskevennerne" paa egen Haand saaledes ville "frelse" de Børn for den Fordærvelse, de kunne være udsatte for, ved at give det stakkels Barn et Skudsmaal, der er indfattet i det "Uqvemsord" som de uden Lov og Dom paahefte det, og som muligt udsætter det for større moralsk Fordærvelse, end den kunde være, der laae i dets Armod, og dets nødlidende Tilstand under Barndommens utilregnelige Alder. Mine Bestræbelser, siden jeg i Aaret 1832 fandt Gehør hos denne Opdragelsesanstalts ædle Stifter, have altid gaaet ud paa, at Stiftelsen maatte beholde det Præg, som fra dens allerførste Begyndelse var paatænkt: at være et christeligt Huus, der under "kellenbergske Former" stræbte at give de Børn, der savnede anden huuslig Tilflugt, en god Opdragelse; men da mine Bestræbelser undertiden have været misforstaaede, som om jeg var afvegen fra første Formaal, saa har jeg ikke villet undlade ved denne Leilighed at minde om, at dette ikke er skeet, og jeg tør fremdeles anbefale Stiftelsen til de Folks kjærlige Deeltagelse, som ikke ringeagte det fattige Barns Nød, om endog det ofte gaaer med Barnet, som med os alle, at det sattes meget i den Roes, det burde have i Gud. 

I Aaret 1850 er indtraadt 10 Elever i Stiftelsen, og 7 bleve confirmerede. Ved Aarets Slutning var der ialt 29 Uconfirmerede og 4 Confirmerede. De sidste tjene for Kost og Løn, eller ere i Lære. I hele tidsrummet fra Mai 1833 til Nytaar 1851, har Institutet været benyttet af 165 Elever, nemlig 59 Pigebørn og 106 Drenge. - Af Gaver og aarlige Bidrag til Stiftelsen er i Aaret 1850 indkommen 981 Rbd. 1 Mk. 13 sk., og i Contingent af Børnenes Forsørgere 1375 Rbd. 1 Mk. - Hvad der om Stiftelsens Virksomhed i den forgangne Tid kunne offentliggjøres, har jeg skrevet i "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Kbhvn. 1847" og i "Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde, Nestved 1850" - der begge sælges hos Hr. Boghandler Ditlevsen i Kbhvn., den første for 1 Mk, og den anden for 12 sk., til Fordeel for Stiftelsen.

Holsteinsminde, pr. Nestved, den 20de Augustd 1851.

Stephansen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. september 1851, 2. udgave)

I Tidsskrift for Landoekonomie, 1848 findes "Efterretninger om Opdragelsesanstalten paa Holsteinsminde", side 342-357 af Stephansen .

Anstaltens første hjemsted var Fiurendal. I 1836 købtes en bondegård i Flakkebjerg ved Slagelse. På hjemmesiden Hjortholm historie i resumerede glimt er et kort resume af anstaltens historie. Holsteins minde blev ramt af brand i 1851 efter en drengs leg med tændstikker. Året efter genopførtes bygningerne. Anstaltens nuværende adresse er Næstved Landevej 20, 4250 Fuglebjerg.

Slesvig August 1851. (Efterskrift til Politivennen).

Over sommeren og ind i efteråret 1851 bragte aviserne nyheder om sammenstød mellem de danske tropper og civilbefolkningen. Fx. blev slaget ved Isted af de dansksindede i Slesvig fejret med stor bravour, mens slesvig-holstenerne flere steder boycottede festlighederne eller afholdt sørgehøjtideligheder, fx i Eckernförde:

I går hedder det under 26. juni fra Eckernförde, har de danske under major Vett her i byen også fejret slaget ved Isted med en forlystelse i beværtningsstedet Grazholtz's Skov, en fjerdingvej herfra, da ingen vært i Eckerförde ville indlade sig derpå. Kl. 8 om morgenen holdtes der stor parade på engen, men der indfandt sig ingen tilskuere, derimod var i alle huse med få undtagelse, vinduesskodderne lukket eller gardinerne nedrullet. Hos købmændene så man i det højeste sørgeklæder eller sorte og hvide bånd. På gaderne var alt stille og dødt. De piger og børn som lod sig se, var sortklædte. Op ad formiddagen gik der underofficerer langs ad gaden og noterede husenes numre, siden kom der også en officer som opskrev indbyggernes navne. Kl. 2 udstedte politimester Langheim den befaling at der skulle åbnes for vinduer og butikker. Dette skete kun meget sparsomt. For da de danske kl. 3 drog fra plejehuset med musik gennem og ud af byen, var gardinerne endnu nede i næsten alle vinduer og intet menneske at se på gaden.

Mens Kjøbenhavnsposten efterhånden ophørte med sådanne notitser, fortsatte Ribe Stifts-Tidende, synlig forarget over slesvig-holstenernes adfærd mod danskerne. Notitserne giver indtryk af en befolknings passive og aktive modstand mod en besættelsesmagt:

RIbte Stifts-Tidende, 4. august 1851.

Natten mellem den 17. og 18. dennes er i Hollingsted passert en historie som nok så meget lærer at de slesvig-holstenske oprørere må bevogtes. Bønderne havde nemlig foranstaltet en danseforlystelse i gæstgivergården hvori også det der liggende detachement infanteri, 12 mand to del. Hen på aftenen begyndte nogle tilstedeværende indkaldte der havde tjent i insurgentarmeen, at pukke med at de ikke ville stille sig til tjeneste hos de danske, og prøvede i det hele at chikanere de danske soldater der søge at undgå alt spektakel på alle måder. Dette førte omsider til håndgribeligheder. Bønderne to borde, stole etc. og kastede dem efter soldaterne som kun var få og kun bevæbnede med sabelen, hvorfor de måtte trække sig tilbage for overmagten. Imidlertid kom sognefogden til og forbød dansen. Bønderne flokkede sig nu sammen og drog, omtrent 100 mand stærke, bevæbnede med forke etc. imod soldaterne der var trådt under våben. Den kommanderende sergents opfordring til bønderne at gå hjem, blev besvaret med piben og stenkast, hvorfor detachementet rykkede frem med fældet bajonet. Nogle bønder blev sårede, dog uden at klyngen endnu adskiltes. Der blev derfor givet en skarp salve hen over deres hoveder. Dette hjalp, enhver løb til sit. En af soldaterne skal have fået et hug i hovedet af en spade, en anden er såret af stenkast. I går indbragtes hertil 7 arrestanter som til dels var sårede. Nogle af urostifterne skulle være knebne ud. Vi tvivler ikke på at den herover anstillede undersøgelse vil lede til at de skyldige bliver opdaget og anset med den velfortjente straf. (Freja).

Ribe Stifts-Tidende, 29. august 1851.

En af de mange udgaver af P. C. Skovgaards"Statsskibet": Ministeriet Bluhme ("Januarministeriet"). Januar 1852 - april 1853. "Besætningen" bestod af premierminister og udenrigsminister: C.A. Bluhme, finansminister: W.C.E. Sponneck, indenrigsminister: P.G. Bang, justitsminister: A.W. Scheel, minister for Kirke- og Undervisningsvæsenet: P.G. Bang til 3. juni 1852, derefter C.F. Simony, krigsminister: C.F. Hansen, marineminister: St.A. Bille, minister for Slesvig: C. Moltke og minister for Holsten og Lauenborg: H.A. Reventlow-Criminil. Tegningen er også blevet brugt i andre, senere sammenhænge. (Det kongelige Bibliotek).

Aarsdagen for Slaget ved Idsted. (Efterskrift til Politivennen)

Eckernförde. Fra en agtet og aldeles paalidelig Haand have vi modtaget en Skrivelse om Festligholdelsen af Aarsdagen efter Idsted-Slaget i denne By, nærmest beregnet paa at gjendrive de hadefulde Fortællinger, som "Altonaer Mercur" i den sidste Tid har opvartet med om Besætningen der (2de Forstærknings-Bataillon). Skrivelsen lyder saaledes :

"Bataillonens Officerer, Underofficer og Mandskab vare blevne enige om i Forening at feire Aarsdagen efter Slaget ved Idsted ved en Fest; men for ikke at saare de zarte Gemytter her i Byen, bestemtes ikke at holde den her i Byen, men i en lille Skov, Grasholz, 1½ Fjerdingvei fra Byen. Musik ønskedes ved Festen, og den af Officerer, Underofficerer og Menige bestaaende Festcomitee henvendte sig derfor til Forstanderne for Christians Pleiehuus, for at faae det af Elever bestaaende Musikkorps, som ogsaa med megen Beredvillighed tillodes. For imidlertid atter at undgaae Forargelse hos Indvaanere af anden Troesbekjendelse, lod man Musiken paa egen Haand forud begive sig til Festpladsen, og Bataillonen marscherede ud Kl. 4 Eftermiddag, med sine egne tarvelige Bygelhorn. Festpladsen var decoreret med Vaaben og Guirlander. Paa den ene Side af den stod en udstoppet dansk Landsoldat med et Dannebrogsflag i Haanden, og over ham stod "Sit Løfte har han holdt"; og lige overfor ham en lignende dansk Landsoldat, med Geværet hævet til Kolbeslag og med Overskrift: "Gud hjælpe Den, som Slaget faaer". - Festen bivaanedes af nogle faa Familier her fra Byen, og Alt foregik under den bedste Stemning og uden mindste Anstød. Kl. 9½ Aften marscheredes tilbage til Byen, og Kl. 10 1/4 var Alt, under Officerernes Tilsyn, i Qvarteer uden at den mindste Uorden var forefalden. Om Formiddagen Kl. 10 holdt Bataillonen stor Parade paa Exerceerpladsen, hvor, efter Befaling, en Proclamation fra den commanderende General oplæstes, til Minde om Armeens Hædersdag.

Uagtet der i de to Maaneder Bataillonen har cantonneret her, er holdt streng Mandstugt blandt Mandskabet og ingen Uorden eller Egenraadighed fra dets eller nogen over- eller underordnet Befalingsmands Side er taalt, og uagtet al mulig Humanitet og Velvillie er udviist mod Byens Indvaanere, begyndte dog en stor Deel af disse den 25de fra om Morgenen at vise deres Uvillie mod Tropperne og mod Danskheden, idet i mellem 120 og 130 Huse og Gaarde, især i Hovedgaden, Rullegardiner eller Skodder vare for Vinduerne, eller disse decorerede med Sort og Hvidt; ligesom i Forstaden en Sørgefane var udstillet. Den største Deel af de Fruentimmer der saaes paa Gaderne, vare i Sorg. Demonstrationen var for paafaldende, til ikke at falde i Øinene. 

"Alt. Mercur" har nu fortalt, at Festen rigtignok blev holdt udenfor Byen; men at dette var fordi ingen Gjæstgiver i Byen vilde paatage sig Beværtningen. Denne Paastand er meget naiv, da den, hvis den var sand, maatte bevise en utrolig Godmodighed hos Commandanten i en By, der er i Beleiringstilstand, naar han ikke skulde kunne tvinge en privilegeret Gjæstgiver til at beværte, og det er curieust paa samme Tid at see fremført Klage over Tyranni. Den fortæller, at Bataillonen marscherede ud med Pleiehusets Musik i Spidsen. Dette er usandt; men om saa havde været, hvad Fornærmelse var der da egentligt deri? Endvidere forvandles de to udstoppede skikkelige Landsoldater til en Slesvigholstener. I Sandhed, en altfor stor Ære for vore Jenser! - At en Soldat ved Festen faldt og brak et Been, til stor Glæde for Indsenderen i "Alt. Mercur", er desværre sandt.

Dagen efter Festen, ligesom de nærmeste Dage før, havde de herværede Wühlere meget travlt og have det fremdeles, og Hang til Opsætsighed viser sig saa tydeligt, saa det er nødvendigt at stramme Tøilerne saa meget, som den endnu resterende Deel af Beleiringstilstanden hjemler. Aftenen efter Festdagen bleve 3 Personer, der Kl. 10½ fandtes paa Gaderne, uden Passeertegn (af hvilke der hidtil, uden Vanskelighed er tildelt Enhver der har anmodet Commandanten derom) arresterede, næste Dags Morgen anmeldte for Politiet og derefter af dette afhentede. De to af disse hørte ulykkeligviis til Byens Honoratiores, idet den Ene er en ivrig slesvigholsteensk Kjøbmand og den Anden en Huuslærer, der som Frivillig har været slesvigholsteensk Soldat. I en By i Beleiringstilstand høre Arresteringer af Omdrivende efter tilladelig Tid ikke til de overordentligste Sjeldenheder, og saalænge det er gaaet ud over simple Folk, har Ingen taget Notits deraf; men nu kom der Røre iblandt nogle Medlemmer af Stadtcollegiet og mange af dem, der kalde sig de Fornemmere. - Man vilde have Samlinger, der imidlertid, som ulovlige, bleve forbudte. For at kunne samle Mandskabet strax, hvis de urolige Gemytter skulde finde paa at begaae Uordener, blev den Bestemmelse indskjærpet, at Gadedørene til de Huse, hvori der er militair Indqvartering, ikke maae aflukkes om Natten, hvilket med Belejringstilstanden forbundne Forbud at flere Indvaanere overskredes. Nu var det atter galt, og "Altonaer Mercur" udspinder Historien om dansk Militairs Tyranni i det Uendelige".

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 9. august 1851, 2. udgave.)

Atter om Markufred ved Krybskytter. (Efterskrift til Politivennen)

Atter om Markufred ved Krybskytter fremstillet ved Gaardeier Kock i Uttersløv ved Kjøbenhavn.

I denne Tidende af 3die October 1849 besværede jeg mig over Markufred, som overgik mig især ved Krybskytter, og antydede, at saadant maatte ventes at blive værre, da Tilsynet af Jagten, som her er kongelig, meer og meer slappedes! Dette Forudsagte er nu indtruffet , saa at Krybskytteriet paa min Jord og ved og i den store Uttersløv Mose, til hvilken mine Jorder støde i en Strækning af 1800 Alen, i denne Sommer gaaer for sig uden al Maade. Daglig sværme disse Skytter, øvede og uøvede, om, enkeltviis og i Troppe, ofte med Hunde, saavel tilfods som vadende og ved Hjelp i Mosen af Baade, og med deres Skyden ubarmhjertigen skræmme og jage mine Kreaturer, især Heste, om i Tøiret. saa de slaae dem løse, og Græs og Sæd skammeligen nedtrædes og fordærves. Ja, jeg og mine Folk gaae ikke sikkre paa Liv og Lemmer for Vaadeskud, under vor Gjerning ved Mosen, i hvilken min Gaard tilhører en høist betydelig Græsningspart. Denne skammelige Jagen gaaer, som sagt, daglig for sig, og er der muligt en enkelt Dag, som skrider over, saa er der en anden, hvor Skydningen begynder i den tidlige Morgenstund og hvor det ene Parti afløser det andet til den sildigste Aften; ja, til Kl. 11 om Natten har jeg ofte hørt Skud paa Skud. Kort - Tilstanden synes næsten at være lovløs. - Det var mig derfor kjært, om høie Vedkommende ville befale et Vidneforhør optaget til Stadfæstelse paa det af mig her anførte og da mulig befaledes at en Advarsel udstedtes paa lovbefalet Maade og bekjendtgjorses her i Brøndshøi og Gladsaxe Sogn, fra hvilke disse Skytter, bondeklædte, synes at have deres Udspring. Dog vare Nogle kjøbstadklædte og førte det nymodens Mandhafdighedsmærke, nemlig graa Hat med Buler i. Desuden er denne Jagen et sandt væmmeligt Dyreplageri, naturligviiS fordi flere af Skytterne ere Fuskere i Faget, og desuden maa løbe bort fra deres Gjerning undertiden halvgjort. Her findes og findes efter især Vildænder, men ogsaa Stærer, Viber, Maager, ja Svaner maa holde for, saavelsom Harer, ja endog Raadyr, og ofte finder jeg af alle saadanne henliggende ynkeligen lemlæstede paa Marken.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. august 1851, 2. udgave).

Slesvig Juli 1851. (Efterskrift til Politivennen).

I Mellemslesvig ikrafttrådte februar-marts 1852 de Regenburgske Sprogreskripter, der påbød dansk som skole- og kirkesprog i 48 overvejende tysktalende sogne. En provokation mod den lokale befolkning. Denne politik blev videreført til 1860 og skabte et dansk fjendebillede i Tyskland, og fik sympatien for Danmark til at falde i resten af Europa.

Indførelse af dansk som undervisningssprog:

- Fra Slesvigs vestkyst. Lige siden begyndelsen af den såkaldte "Erhebung" har man ikke her i egnen, og navnlig i byen Tønder, følt sig så hårdt berørt af nogen begivenhed som af ediktet angående den indtrådte forandring i undervisningssproget. Roligt og uden knurren er det unge mandskab blevet udskrevet til tjeneste i den danske hær - man indser den indre intetsigenhed af "Rejsningen" - men sprogediktet har berørt livets inderste strenge. Deraf kommer også den nedtrykte stemning, som overalt er den herskende her. Da det blev til alvor med indførelsen af det danske undervisningssprog, opbød man navnlig i Tønder alt, for dog at kunne lade det hidtil værende tyske undervisningssprog bestå ved siden af det danske; man tilbød at ville oprette en egen dansk skole, hvor enhver som foretrak det danske undervisningssprog, på byens bekostning kunne lade sine børn blive undervist. Det var forgæves. Desto værre står Tønder med rette i ry for renitenz og "Wühleri"; imidlertid er det dog vist, at totaliteten af befolkningen allerede for længe siden er kommen til erkendelse af den sande betydning af den, Gud ske lov, nu bag os liggende ulykkelige periode, og til roligt overlæg og eftertanke, og man kan derfor kun beklage, at man ikke har indrømmet denne by det, som man dog har indrømmet Flensborg. De deputerede borgeres kollegium i Tønder foretog sig i sprogsagen det sidste skridt; det afsendte to i højeste grad legitimt sindede mænd, mænd, hvis politiske forhold har været aldeles pletfrit i trængslens hårdeste tider, og af hvilke den ene er i besiddelse af alle mulige kvalifikationer til at fremstille sagen med rolighed og grundighed, til den høje regering, for at udtale de ønsker, som næredes af den store flerhed i byen. Umiddelbart efter at de var vendt tilbage anordnedes den øjeblikkelige indførelse af det danske undervisningssprog i elementarskolen, og en elementarlærer fik sin afsked, fordi han ikke kan dansk, uden at der blev fastsat det allermindste angående hans fremtidige subsistens. 

Man behøver intet øjeblik at være i tvivl om at vi kan besvare det spørgsmål, "hvorhen hører Slesvig" med at det hører til Danmark, og dog kan man med hensyn til rigtigheden og det kloge i den forholdsregel være af en afgjort modsat anskuelse, således som da også personer der er fuldkomment legitimtsindede, udtale sig i denne retning og højligt beklager at denne forholdsregel har måttet afgive et støttepunkt til, hinsides Ejderen, at mistænkeliggøre den hele bestyrelse af Slesvig. Og af hvilken grund skulle ikke også meget godt forskellige nationaliteter og sprog kunne have plads ved siden af hinanden? Danner staterne sig efter nationaliteter og sprog? Imidlertid kan det ikke nægtes at det på grund af denne forskellighed bliver noget vanskeligere at regere. Men også sådanne vanskeligheder lade sig hæve når der kun findes kraftige, årvågne og samvittighedsfulde embedsmænd, som på en tilbørlig måde forhindre og straffe alle udskejelser. Man hører meget ofte sige at regeringen er af den anskuelse at udbredelsen af det danske sprog er det eneste middel, der altid mere og mere kan knytte Slesvig til Danmark og afværge gentagelsen af de sørgelige begivenheder, som bragte menneskeblod, broderblod, til at flyve. Men afset fra at der fra det etiske standpunkt lader sig indvende meget herimod, er det også mere end tvivlsomt om denne forholdsregel virkelig ville have den tilsigtede virkning. Vi nødes desto værre til at vedkende os den anskuelse, at ingen forholdsregel i højere grad er skikket til at opflamme hadet, forbittrelsen og fjendskabet end netop denne. Desuden er jeg ganske afgjort af den formening at man i denne retning tillægger skolen en betydning som den slet ikke har. Det er nemlig vist at folke- og omgangssproget - og at gøre dette til dansk er jo formålet for denne forholdsregel - aldeles ikke er afhængigt af skolesproget; for var dette tilfældet, så måtte jo naturligvis allerede for længe siden i vore frisiske distrikter hvor Kirke- og skolesproget i århundreder har været tysk, det frisiske hverdagssprog være aldeles udryddet. Er dette tilfældet? På ingen måde. 

Et sprogs udbredelse eller tilintetgørelse som folkesprog er noget som aldeles ikke er afhængigt af menneskelige edikter; det er derfor også en fejlagtig mening, når man tror at Angeln nu for størsteparten taler tysk fordi skolesproget der er tysk. Anordner man at der skal prædikes lige så meget dansk som tysk der hvor sproget er stærkt blandet, nu vel, intet fornuftigt menneske vil kunne have noget derimod; men med hensyn til skolesproget der overalt, såvel i de tyske som i de danske distrikter er forskelligt fra hverdagssproget, der bør man rette sig efter forældrenes ønske, og i det mindste lade det bero ved en fuldkommen ligestilling af begge sprog på den ovenfor omtalte måde. Og så bør man ikke overse, at en logisk vildfarelse er stærkt fremtrædende ved denne forholdsregel. Årsagen bestemmer virkningen, men denne ikke årsagen. Lad os anvende dette på det foreliggende tilfælde. Antaget, men ikke indrømmet, at det var muligt at kunne gøre det danske sprog til folkesproget lige til Ejderen; antaget, men ikke indrømmet, at man også derved ville knytte Slesvig endnu mere inderligt til riget Danmark, så spørger vi når dette skal ske, hvilket vi for øvrigt også ønsker, om da dette kun og aldeles ikke på nogen anden måde lader sig udføre end derved, at man imod befolkningen - og det oven i købet den bedre del af befolkningen - ønske og vilje griber ind i sproget? Vi er rigtignok af den mening. Hvorledes da? Ene og alene derved, at regeringen går fornuftigt frem, med alvor og kraft; at den indsætter samvittighedsfulde, loyale, årvågne og strengt retfærdige embedsmænd, og uden skånsel gør en ende på alle mulige "Wühlereien". Ak, havde vi kun haft sådanne embedsmænd før året 1848, så ville strømme af tårer og blod ikke være flydte og ovennævnte sag ville da slet ikke være kommet på bane, for hele revolutionen har i dens inderste grund og væsen været en embedsmandsrevolution. Illinc illæ lacrymæ. 

Kjøbenhavnsposten 16. juli 1851.

Dette udsnit af et kort fra 1851 med titlen: "Kaart over Danmark med Holsteen og Lauenborg", (ophav: Petersen, I. Chr. Möller, E. Chr.) viser en forskel til et kort fra 1820: Kongeriget går stadig til Kongeåen. Det område som i 1820 var markeret som "Slesvig", er nu markeret som "Sønderjylland eller Slesvig. I det nordlige Slesvig står der med en skrifttype "Sønderjylland", mens der på det sydlige Slesvig med en anden skrifttype står "Slesvig". (Det Kgl. Bibliotek, udgivet under Creative Commons Navngivelse-Ikke-Kommerciel-Ingen-Bearbejdelse 3.0 Unported Licens.)

Om det saakaldte Messefald. (Efterskrift til Politivennen)

Om det saakaldte Messefald.

En Henstilling til Cultusministeriet. 

Den Tid nærmer sig, da Kirkens Anliggender skulle ordnes i Overeensstemmelse med den nye Statsforfatning. Paa en saadan Tid er det formeentligen Pligt for Enhver, der formaaer det, at belyse og fremhæve saavel det Gode, der bør bestaae, som det Uhensigtsmæssige og Forkastelige, der bør afskaffes; og det er visseligen ikke alene Geistligheden, hvem denne Pligt paahviler, men ogsaa Menighedens Lemmer, forsaavidtsom Kirken og Haandhævelsen af dens Værdighed er dem et stort og uundværligt Gode. Formaae disse Lægfolk end ikke at gaae saaledes tilbunds i Sagen, som den lærde Theolog og grundige Kirkehistoriker, saa kunne de dog alligevel fra deres Standpunkt yttre Anskuelser, give Vink og Hentydninger, som ikke ere at foragte, og som bære Vidnesbyrd om, hvorledes Et og Andet, Kirken vedkommende, betragtes og bedømmes i Folket. Det er under Indflydelsen af denne Overbeviisning, jeg skriver Nedenstaaende.

Vor Kirke har en Skik, som kaldes Messefald, og som bestaaer deri, at Præsten, naar Forfald indtræder, lader Kirkebetjenten besørge hele Gudstjenesten. Ved et saadant Messefald gaaer det da saaledes til: Efter Bønnen i Chorsdøren synges een eller to Psalmer, hvorpaa Kirkebetjenten fremtræder i Chorsdøren med en Bog i Haanten og oplæser en Prædiken. Dernæst synges atter en Psalme, Slutningsbønnen holdes, og Tjenesten er dermed endt. Jeg har bivaanet flere saadanne Messefald og fundet Fremgangsmaaden noget forskjellig. Etsteds messede saaledes Kirkebetjenten tillige Dagens Collect og Epistel, saavelsom Collecten efter Prædiken, knælende paa Alterets Knæfald. Man sagde mig, at dette turde denne Mand gjøre, fordi han var Academicus. Paa et andet Sted stillede Kirkebetjenten en Nodestol i Chorsdøren, fremtraadte bag ved denne i et Par store, smudsige Ridestøvler og dundrede løst i et Foredrag, som man ansaae for hans eget Arbeide, og som ogsaa bar kjendelige Spor deraf. Paa et tredie Sted kom en Person  slæbende med Brochmanns Huuspostil, hvis Vægt omsider pressede Sveddraaberne af ham under den lange og kjedsommelige Opremsning. Det vilde være uretfærdigt, om jeg ikke tilføiede, at jeg ogsaa har bivaanet Messefald, hvor Kirkebetienten baade med Anstand og Værdighed forrettede den ham uvante Tjeneste, og hvor Menigheden ikke ugjerne saae ham træde frem, hvilket let kan blive Tilfældet, naar han har Dannelse nok til at vælge en god Prædiken og Gaver til at oplæse den med Frihed og Værdighed, samt naar hans Liv og Vandel har været saaledes, at ingen forstyrrende Erindringer og Sammenligninger gjøre sig gjældende hos Menigheden, ved at see ham i denne Function. At iøvrigt Præstens Dygtighed eller Udygtighed samt det gode eller mindre gode Forhold, hvori han staaer til Menigheden, har Indflydelse i denne Henseende, er en Selvfølge. Saavidr jeg erindrer omtaler Harms et Tilfælde, hvor Menigheden ved Kirkebetjentens Død sang eller sagte: "Die Zierde unserer Kirche ist gefallen." Den Mand, hvem denne Lovtale gjaldt, har sikkert blandt Andet ogsaa forstaaet at holde Messefald.

Messefaldet er paa Grund af Omstændighederne en ubekjendt Skik for Kjøbenhavns og de større Kjøbstæders Beboere, og man maa jo staae i den Formening, at det aldrig benyttes udenfor Landsbymenighederne, i hvilke der kun er een Præst. Imidlertid vilde man slutte urigtigt, naar man antog dette som Regel. Der gives en Mellemklasse af Menigheder, nemlig de mindre Kjøbstæder, og i disse tyer man ikke sjelden til dette Hjælpemiddel, endskjøndt Byen har to Præster, fordi Staten har sat den ordinerede Catechet i et heelt forunderligt og bagvendt Forhold til Kirken, Sognepræsten og Menigheden. Da man i sin Tid nedlagde de residerende Capellanier, indsaae man, hvor nødvendigt det var, at der i en Kjøbstad burde være to Præster. Man ansatte derfor ordinerede Catecheter. Men disses egentlige Embedsgjerning skulde være Stoleunderviisningen, og for at denne ikke skulde lide ved Lærerens Virksomhed som Præst, fritog man Catecheten for enhver Forpligtelse i denne Retning. Desuagtet forpligtede man Menigheden til at give ham Løn for en saadan Virksomhed, nemlig Høitidsoffer; thi hvad er Offeret andet end Løn for det Arbeide, den offentlige Gudstieneste medfører? Enhver anden Embedsgjerning betales jo særskilt, og den Lærer, som ikke har noget at bestille i Kirken, nyder jo intet Høitidsoffer. Catecheten blev altsaa Præst uden Forpligtelse til at virke som Præst, men dog med Løn som Præst. Drives han nu ikke af et indre Kald til ogsaa at arbeide som Præst, eller er Forholdet imellem ham og Sognepræsten nedbrudt, da veed man neppe af, at der foruden Sognepræsten ogsaa er en anden ordineret Mand i Byen, og bliver kun mindet derom paa Offerdagene. I slige Menigheder er det altsaa en Selvfølge, at Messefaldet ikke hører til Sjeldenhederne, skiøndt det her er vanskeligst for Kirkebetjenten at røgte dette Hverv, fordi Fordrigerne ere større, og fordi her altid ffnres Enkelte, som kunne begrunde deres Dom om det Heldige eller mindre Heldige i hans Fremtræden.

Er da MessefaIdet hævdet ved den kirkelige Lovgivning? - Jeg veed det ikke og skal derfor hverken svare ja eller nei. Man siger, at det skal være paabudt i Jylland i de Pastorater, hvor een og samme Præst har 3 Kirker at besørge, saa at der stifteviis skal holdes Messefald i een af dem. Ligesaa naturlig og nødvendig som jeg anseer denne Bestemmelse for at være, ligesaa villigt erkjender jeg, at Messefaldet nu og da kan blive uundgaaeligt i ethvert Sogn, hvori der kun er een Præst. Hvor man derimod har to Præster, burde det vistnok aldrig bruges, med mindre det sjældne Uheld skulde indtræffe, at begge have uafvendelige Forhindringer, thi man bør sikkert holde paa, at Messefaldet kan betragtes som et Middel i den yderste Nød. Men er nu Messefaldet hist og her uundgaaeligt, saa maa der ogsaa i denne Uundgaaelighed ligge en Opfordring til at bortrydde enhver Hindring, som gjør det vanskeligt for Kirkebetjenten at stille sig godt ved denne Forretning. En saadan Hindring er fremfor alt det Sted, paa hvilket man har anviist ham Plads, nemlig Chorsdøren. Allerede det Særegne ved denne Plads vækker Adspredelse hos Menigheden. Man seer strax at der skal foregaae noget Aparte, og Ingen vil vel nægte, at det ogsaa maa virke ubehageligt paa den til en saadan Fremtræden uvante Mand at fremstille sig, synlig fra Top til Taa, i den ene Ende af Kirken, hvor han, saafremt Kirken hører til de større, vanskeligen kan høres. Hvor naturligt og hensigtsmæssigt vilde det ikke være, at han oplæste sin Tale fra det Sted, som er anviist Taleren og indrettet efter denne Bestemmelse? Prædikestolen er vistnok ikke et helligere Sted end Chorsdøren. Skal der strides om disse to Steders Rang, saa turde Overvægten snarest falde paa Chorsdøren, hvorfra flere hellige Handlinger forrettes, ja hvor endog Biskoppen tager Plads, naar han taler til Menigheden. Den barokke Fordom, at Prædikestolen kun bør betrædes af den, der idetmindste har begyndt at høre theologiske Forelæsninger, burde dog neppe gjøres gjældende længere; man har undertiden haardt nok bødet, fordi den er gjældende, naar et og andet ungt Blod fra Prædikestolen har gjort os bekjendt med sine umodne Anskuelser af Christendommen og Livet. Mon ikke de Ord, som en og anden høitbegavet Præst har givet en større Udbredelse ved Pressen, og som Menighederne have modtaget med Taknemlighed, ere langt værdigere til at gjentages fra Prædikestolen, om det endog skeer igjennem en Lægmands Mund, naar det blot skeer med Anstand og Værdighed? Den Fordomsfri vil sikkert svare "jo" til dette Spørgsmaal og desuden indrømme, at naar Kirkebetjenten findes værdig til at opbygge Menigheden ved sin Oplæsning, da kan man ogsaa uden Fare for Prædikestolens Anseelse lade ham læse fra dette Sted, der forskaffer ham de Bekvemmeligheder og Hjælpemidler, som hverken Præsten eller han kunne undvære, uden at føle sig uhyggeligen situerede. Man tænke sig blot Præsten, der ikke kan uudvære sit Papiir, stillet blank og bar i Chorsdøren. Mon han der vilde finde sig vel tilmode? 

Dernæst er det en Nødvendighed at give saadanne Forskrivter, som borge for, at Messefaldet vil blive Udført paa en passende Maade. Præsten og Kirkebetjenten bør saaledes enes om en vis bestemt Samling af Prædikener, som altid er tilstede hos sidstnævnte, for at benyttes i paakommende Tilfælde. Aanden i disse Prædikener bør naturligviis stemme nogenlunde overeens med Præstens religieuse Anskuelser, saa at Oplæsningen ikke skal nedbryde, hvad Prædiken har opbygget, ligesom ogsaa Kirkebetjenten bør holde sig til een og samme Forfatter, for at han ikke under de forskiellige Oplæsninger skal komme til at tale med to Tunger i een Mund. Korthed, samt et let og flydende Sprog, burde der efter min Mening tages meget Hensyn til.

Fremdeles er det en Selvfølge, at den Kirkebetjent, som mangler de fornødne Gaver til at kunne præstere en fuldkommen god Oplæsning, saavelsom den, der i sit Ydre eller i sit Forhold har noget Væsentligt imod sig, og endelig den, der ikke har Tænksomhed nok til at bortskjære, hvad der kun passer i Sjælesørgerens Mund, og til at indsee, at der her overdrages ham et Hverv, som har Krav paa hans udeelte Opmærksomhed og paa al den Forberedelse, som Tiden Tillader, bør det aldrig tillades at holde Messefald. Endnu mindre bør det tillades den, som har Hang til "at skabe sig" eller som begjærligen griber Lejligheden i det Haab derved at kunne vise, hvorledes Skjæbnen har fourettet ham, ved at sætte ham paa et for lavt Stade. Langt hellere aflyse eller afsige man Gudstjenesten, end at lade den besørges ved nogen af disse. Analuserer man de Forhold, hvori Kirkebetjenten kommer ved den omhandlede Forretning, saa vil man finde, at neppe nogen Handling fordrer sørre sand Ydmyghed i Forening med Iver for at gjøre sig Pligt og vogte sig for Udskeielser. Saare rigtigt vilde det derfor ogsaa være, at Ingen fik Ret til at holde Messefald uden den, som havde aflagt Prøve for høiere Vedkommende, og desangaaende erholdtd et hæderligt Vidnesbyrd. Et saadant Vidnesbyrg, udstedt af en paalidelig Autoritet, vilde maaske sige mere end Testimoniet fra et Seminarium, eller ialtfald lægge en betydelig Vægt til dette; thi det feiler nepppe, at den, der læser fuldkommen rigtigt op, han tænker ogsaa sundet og rigtigt, og at han formaaer dette, bevidnes ikke i Testimoniet. Den vordende Kirkebetjent vilde altsaa tragte efter at erholde et saadant Vidnesbyrd, og naar han havde erholdt det, var han langt forud for dem, som ikke kunde naae det; men disses Tal bilde ikke blive lille, saafremt Prøven blev, som den burde være.

Idet jeg nu henstiller disse Yttringer til høie Vedkommendes modnere Overveielse, kanjeg meget godt forestille mig, at Een og Anden vil trække paa Smilebaandet og tænke, om ikke sige: "Mange Ord om Ingenting," for ikke at bruge den bekjendte franske Floskel. Men for det første skal den, der mener det vel med vor Kirke, ikke - og mindst i nærværende Tid - bruge Ordet "Ingenting" naar Talen er om at hævde Kirkens Værdighed, ved at bortfjerne Alt, hvad der strider mod denne; og for det andet bør han kunne maale sig med mig i Erfaring og Kjendskab til de omhandlede Forhold, førend han gjentager hiint Ord. Lad ham derfor reise hist og her omkring i Menighederne og jevnligen bivaane den Handling, jeg har omtalt; lad ham stifte lidt nøiere Bekjendtskab med de Mænd, som administrere denne Handling, og lad ham fremfor alt medbringe et aabent Øie for det, der stemmer overeens med eller strider imod Kirkens Værdighed, saa vil jeg møde ham ved Hjemkomsten og med Rolighed underkaste ovenstaaende Linier hans yderligere Kjendelse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juli 1851, 2. udgave)

Professor Jesper Brochmand (1585-1652), Københavns Universitet 1610-1638, var biskop over Sjælland 1638-1652. Han var med til at opbygge det dogmatiske system, som skulle danne begrundelsen for den rette lutherske lære under perioden med den lutherske ortodoksi. Han stod desuden i et nært forhold til Christian IV. Huus-Postill er et opbyggeligt skrift som i næsten 200 år var en af de mest udbredte andagtsbøger i Skandinavien.

Eksempel på en gudstjeneste på Bornholm der er ramt af messefald, Bornholms Avis. Kongelig ene privilegeret Avertissements-Tidende 4. juli 1851.