Om Kirkevæsen. Der er sikkerligen i vore Dage, da Secter og Sværmerpartier træde op imod vor Folkekirke, medens det catholske Kirkenæsen i vor Hovedstad ikke forholder sig uvirksomt; der er sikkerligen, hvis man ikke vil lade Kirkens Medlemmer splittes ad, al god Grund til og Opfordring for vor Hovedstads Kirker til endnu mere at varetage Menighedens Tarv og Bedste, end skeet er, saa at Menigheden, naar Kirken siges for der at oplives og opløftes, ogsaa i Sandhed kan finde, hvad den søger. Hvad der i saa Henseende er gjort fra Kirkens Side ved den saakaldte Aftengudstjeneste, der dog kun saa sparsomt er indskrænket til een eneste Kirke i vor Hovedstad, maa man - hvor fattigt og ringe end dette Resultat er - ikke undlade at rose. Men hvormange Mangler staae ikke endnu tilbage? Hvormange Feil eg Misbrug burde ikke rettes og afskaffes? At Psalmesangen i vore Kirker just ikke udmærker sig ved dens Fynd og Kraft, er en Erfaring, som vist alle Kirkegjængere ville stadfæste; med Undtagelse af enkelte Kirker, som Slots-, Vartou- og Frue-Kirke, kan man gjerne paastaae, at Orgelet og Chordrengenes Sang i den Grad dominere, at man i Sandhed skulde troe, at Organisten eller hans Vicarius holdt privat Øvelse med sit Chor af Drenge; thi hvor skulde man kunne føle sig opbygget, naar Orgeltonerne i den Grad dæmpe den menneskelige Stemme, at man ikke er mægtig at høre sin egen endsige Menighedens Psalmesang, og er det dog ikke den, der ligesaafuldt skal, ja stundom sandere og fyldigere end Prædikenen kan vække og opløfte? Orgelet indtager i vor Gudstjeneste meer og meer en aldeles falsk Plads; istedetfor at tjene Sangen, hersker det over den, istedetfor blidt og fiint at lede og lyde den menneskelige Sangstemme, tordner og buldrer det som en altknusende Tyran, der ikke vil lade en eneste Lyd høre ved Siden af sin Røst; med herskesyg Vælde undertrykker den dem, der tvertimod skulde og burde opløftes.
Naar man behøver et Beviis for Sandheden af denne Menighedssangens opløftende Natur, - thi de ærede Organister eller Organistassistenter synes atter og atter at fordre et saadant, - da umage man sig blot at besøge den catholske Kirke eller den heri Staden nysstiftede Sects Forsamlingssal, - man bliver uvilkaarligen greben af hiin Sangs Harmoni og Ro.
For i den modsatte Retning at anføre et Exempel paa den Taktløshed, hvormed Psalmemelodierne spilles, kan anføres det Psalmespil - om det ellers kan betitles saalunde - som Trinitatis Kirke til Aftensang i Søndags den 7de December udmærkede sig ved. Af de 4 Psalmer, som spilledes, var det aldeles umuligt at følge en eneste, hvilket ogsaa viste sig deri, at der overhovedet slet ingen Psalmesang fandt Sted; med en vis utrolig Hurtighed, med en vis ubegribelig Virtuositet af Smagløshed fulgte den ene Accord i et Nu efter den anden, medens et buldrende Forte overdøvede de svage Forsøg, der gjordes paa at følge Melodien.
Hvad gavner vel Orgel, naar sligt et Spil, der har sin Mage i flere andre, som Garnisons-, Helliggeistes- og Holmens-Kirke, kan finde Sted? Jeg er overbeviist om, at Menigheden langt hellere ønskede den blotte Chorsang, i hvilken da Menighedens kunde blande sig, end den nuværende; det er saaledes rigtignok foranderligt at en Post lønnes, som man helst ønskede borte; men skulle vi beholde, hvad vi have, var det da ikke paa Tide nu og netop nu, da vor Gudstjeneste overhovedet ei taaler megen Criticeren , at vi paamindende og foreholdende forbedrede, hvad der var forslidt, at vi rettede, hvor der var Feil, erstattede, hvor der var Mangler?
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. december 1851, 2. udgave).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar