Det underjordiske København. (Efterskrift til Politivennen)

Kræfterne, der virker under Asfalten og Brostenene. - Tunnellerne under Havnen.

København har ingen Metro. Den lille Stump Bane under Boulevarden er der i hvert Fald i denne Forbindelse ingen Anledning til at regne med. Det er ikke hos os som i Paris. London eller New York. at Tusinder af Storbyens Mennesket hvert eneste Minut Dagen igennem farer ilsomt af Sted mange Meter nede under de Gader eller Huse, hvor det aabenbare Liv ellers leves.

Gothersgade over Jorden.

Men ikke desto mindre gives der et underjordisk København, der paa sin Vis spiller en nok saa nyttig og uundværlig Rolle som de Færdselsveje, hvormed man har undergravet de store Verdensstæder. Det er jo ellers efter Folketroen saaledes. at de onde Kræfter driver deres Spil under Jorden. Hos os er det omvendt. Det er tilmed nogle af de allerbedste Kræfter, som virker her - Kræfter, af hvis Eksistens vor Sundhed afhænger - Kræfter, der bringer os Lys og Varme - der sætter os i Forbindelse med hinanden - der skaffer os det Drikkevand, uden hvilket vi overhovedet ikke kunde leve.

Naar de underjordiske Kræfter blottes.

En Gang imellem faar vi en Anelse em at der eksisterer et underjordisk København. F. Eks. naar et af de runde Jerndæksler paa Gaderne er lettet op, og vi ser Telefonvæsenets Folk ad den lodrette Stige klavre ned i en dyb, mørk Slugt. der synes i at strække sig mod Jordens Indre. Eller naar vi oplever et af de sædvanlige, aarlige Skuespil, der efter Revyforfatterens Mening har fundet Sted siden Biskop Absalons Dage, da "Han lagde Vandrør ned i Gaderne og brak dem op i Sommerferien". Det var jo navnlig i Fjor Sommer at man fik en levende Forestilling om, hvilken Rolle det underjordiske København spiller for alle os, der lever vort Liv i Dagens klare Lys. Det var dengang, man var ved at binde og lægge de underjordiske Kræfter i Leje under Gothersgade. Kommunens Teknikere mener, at Offentligheden dengang viste baade for stor Utaalmodighed og for stor Uretfærdighed i Anledning af den Tid, som det tog med at faa Arbejdet bragt i Stand.

Gothersgade under Jorden. I Gadelinjen ligger Sporvejssporene. Alle de Anlæg, der er fjernede ved Omreguleringen i Fjor, er betegnet ved et Kryds. De hvide Figurer angiver bevarede underjordiske Anlæg; de sorte nye Anlæg.

Kigger man paa det Tværsnit, vi ovenfor viser af Gothersgade paa Strækningen fra Grønnegade og ned til Kongens Nytorv, ser man, hvor mange Kræfter der er bundet i Jorden under en af de store københavnske Hovedgader, og man vil formentlig ogsaa samtidig forstaa, hvor besværlig en Historie det maa være, naar Forholdene gør det nødvendigt at trænge ned i Dybden til disse Kræfter for at omregulere eller lægge andre og nye ved deres Side. Det var netop det, der skete i Sommer i Gothersgade; og det er det samme, der sker, hver Gang man har et lignende omfattende Gadearbejde i Gang: Man reparerer ikke alene Gaden over Jorden; man reparerer samtidig de mange Gader, der er anbragt under for de vigtige Kræfter, hvis Bestemmelse det er at opretholde Livet ovenfor.

Kloaker, der kunde befares med elektrisk Sporvogn.

Og om hvor mange forskellige Kræfter, det er, vil Planen oplyse. Der er Telefon, Elektricitet, Gas, Vand, Brand-Telegraf og Kloak. For adskillige af disse Kræfter er der endda banet flere Veje - og alle disse Veje skal hver for sig være forsvarlige og stærke og som Regel tillige godt isolerede, for at hver enkelt Kraft kan blive indenfor sit særlige Omraade og dér gøre sin Nytte.

En af de underjordiske Tunneller under Havnen.

Kloaken, der, saaledes som Planen viser. ligger dybest nede, 2½ Meter fra Gothersgades Asfalt, er jo ubetinget den mægtigste at disse underjordiske Veje. Under Gothersgade er Rørene 110 Centimeter i Diameter, men der er andre Steder i det underjordiske København, hvor man har givet dem saadanne Dimensioner, at en elektrisk Sporvogn meget vel, om det skulde være nødvendigt, kunde køre derigennem. Det er ikke i København som i Paris, at man Inviterer særlig interesserede og videbegærlige Turister ned i kloakerne og arrangerer i en Rotur for dem der. Det samme kunde iøvrigt meget vel gøres flere Steder i det underjordiske København - for Eksempel i den en Kilometer lange Hjælpeledning, der fører Spildevandet fra Kloaksystemet I det nordvestlige Bykvarter ud i Kalvebodstrand under Centralværkstederne paa Godsbaneterrænet. Det er denne Kloak, som er opkaldt efter det gamle Belvedere, som for mange Aar siden laa paa det nuværende Vesterfælledvej - Kloaken har paa sine Steder et Gennemsnit af 3 Meter.

300 Kilometer københavnsk Kloak.

Det underjordiske Kloaksystem er sikkert af langt større Omfang og Forgrening, end de fleste gør sig Anelse om. Alle de Ledninger, som er taget i Anvendelse til Bortførelse af Spildevandet fra Hovedstaden, har i Øjeblikket en Længde af 296 Kilometer - og det er et Net, som stadig gøres baade tættere og mere omspændende. Principet er, at Kloakerne skal føre Spildevandet saa langt ud i Kongedybet, at det ingen Skade længere kan forvolde. Men Hovedstadens geografiske Beliggenhed har bevirket, at denne underjordiske Passage ikke kan tilbagelægges i et eneste Sus.

Med de to Kloaker, som undermunder ved Svanemølleviadukten og paa Scherfigsvej i Hellerup, gaar det saa nogenlunde bekvemt; vanskeligere har det været med den øvrige Del af Systemet, som maa føres over Amager - her kommer jo hele den gamle Havn imellem. Principet har ved Anlæget af det københavnske Kloaksystem været helt at blive af med det uhumske Vand. Ned under Jorden med det i de der dannede Passager og derfra langt ud paa det dybe Vand! Men ved Havnen har man maattet gøre et Kompromis.

Under Gaderne langs Havnen ligger de afskærende Ledninger. Københavnerne har nok hørt dette Begreb nævne, men der har altid i Klangen været noget af en Jerndør, der faldt til og afskar al videre forstaaende Diskussion mellem Teknikere og almindelige dødelige. Og saa er Forholdet ikke destomindre det, at her findes Indgangsportene til et af de mest interessante Stykker underjordiske København.

Indgangsporten til et Stykke af det mest interessante underjordiske København.

Sagt i al Korthed er Formaalet med de afskærende Ledninger at afskære Kloakvandet fra at komme ud i Havnen. For at Ledningssystemet paa den sidste Strækning ud mod det aabne Vand ikke skal antage alt for vældige Dimensioner, er der dog hist og her under Gaderne lavet nogle saakaldte Overfaldsbygværker, som træder i Funktion under stærkt Regnskyl, saaledes at Overskudsvandmængden - Kloakvand spædt op med Regnvand - gennem Hjælpeledninger skylles ud i Havnen. Det er ganske vist et Kompromis - et af de mange Kompromiser, man maa indlade sig paa i et moderne Samfund; særlig naar det drejer sig om et forholdsvis lille Samfund.

Der er naturligvis den Fare forbundet ved dette System, at Vandet i Havnen kan stige saa højt. at det trænger op i Kloaken. Dette har man sikret sig imod ved at forsyne Hjælpeledningerne med nogle mægtige, fint virkende Stemmeporte, der kun kan lukkes ud ad, men klapper til og lukker fuldstændig tæt i samme Øjeblik, Strømmen fra Havnen begynder at trænge op i Kloaken. Det er Porte, der dækker over en underjordisk Passage af lignende Dimensioner som Hovedindgangen til Raadhuset - de er gjort af tusindpundige jernplader, men de er saa nøje afbalancerede, at der ikke behøves mere Styrke for at aabne eller lukke dem, end der gemmes i et Fingertryk.

En af de kæmpemæssige underjordiske Stemmeporte.

Men naturligvis, hvor sindrigt et saadant System end er konstrueret - uafladeligt kan det ikke virke af sig selv. Det bliver nødvendigt for Menneskehænder en Gang imellem at gribe ind for at tilse Mekanismer og udbedre de Skavanker, som har meldt sig. For at det kan ske, er der ved Havnen bygget forskellige Brønde, hvori der er anbragt Stemmeværker, som kan tørlægge de store, underjordiske Gange omkring Sluseportene.

To tunneler 20 Meter under Havnens Bund.

Der er imidlertid andre Veje under Byen, som Københavnerne ikke kender noget til, og som kun de færreste af dem nogen Sinde faar Lov til af betræde. Hvem aner saaledes, at der under Havnen fører to veritable Tunneller? Men det er ikke destomindre Tilfældet. Den ældste af disse Passager blev anlagt i Aarene 1856-58 af de engelske Ingeniører, der forestod Opførelsen af det første Gas- og Vandværk i København. Englænderne satte for Resten en Bunke Penge til paa dette Arbejde, der tilmed var yderst vanskeligt, bl. a af den Grund, at de Luftarter, som udvikledes under Arbejdet i Kalkmassen angreb Arbejdernes Øjne saa stærkt, at de kun kunde arbejde kort Tid ad Gangen.

Man kommer ned i Tunnellen gennem et Par Brønde, af hvilke den ene ligger i Havnegade, den anden paa Gammel Dok paa Christianshavn - hver af disse Brønde er 2 Meter i Tværsnit, mens Tunnellen, der er hugget ud i den faste Saltholmskalk en Snes Meter under dagligt Vande, har en Højde af næsten 4 Meter og en Bredde af godt 3 Meter. Som man ser, er det en endda meget bred og bekvem Vej, der her dybt under Havnens Bund fører over til Christianshavn. Naa, den er imidlertid afskaaret fra at spille nogen Rolle i den almen Samfærdsel. Dels er det jo ikke saa lige en Sag at komme ned i den og op af den igen, da der mangler lignende store Elevatorværker, som uafladelig er i Gang ved Elbtunnellen i Hamborg. Desuden staar den københavnske Havnetunnel under dagligdags Forhold fuld af Vand - kun naar de Vand- og Gasledninger, som gaar igennem den. skal efterses, pumpes den læns, og det er da en smal Sag af færdes hernede. Kun er det nødvendigt for de Mennesker, som skal foretage Spadsereturen, at være udrustede baade med Regnfrakke og Paraply, da Vandet fra Havnen uophørligt siver gennem den porøse Kalkmasse.

En Vandring som i en Bjergskakt.

Tæt ved Siden af denne Tunnel løber en anden, der er anlagt nogle Aar senere af det danske Entreprenørfirma Fr. Johannsen & I. Saabye, der iøvrigt kom en Del lettere fra Arbejdet end Englænderne, navnlig som Følge af, at det var blevet muligt at tage mere moderne tekniske Hjælpemidler i Anvendelse. Gennem den nyere Tunnel fører to af de mægtige Ledninger, hvorigennem Spildevandet fra Storbyens Kloaknet befordres ud over Christianshavn og Amager til Kongedybet. De to Tunneller staar i Forbindelse med hinanden ved Sidegange - at staa hernede er som at være i en mellemeuropæisk Bjergskakt.

Sien paa Kloakpumpestationen. - Regnebrædtet for Storbyens onde Handlinger.

Et Par andre Steder føres Spildevandet fra Byen gennem Havnen over til Christianshavn i saakaldte "Dykkere" - mægtige Rør, der paa den ene Kai bøjer ned mod Vandet for at bøje opefter igen ved den modsatte Kaj. De forskellige Afløbsledninger ender alle ved Kloakpumpestationen paa Kløvermarksvej. De er her kommet saa langt under Øresunds Vandspejl, at Spildevandet maa pumpes over i et nyt Rørsystem, hvorigennem det gør den sidste Rejse ud til Kongedybet.

Forinden har Vandet passeret et stort Siværk. Her er et Sted, hvor mange Ting, hvis Eksistens man har villet udslette ved at kaste dem i Gabet paa det underjordiske København, igen kommer for Dagen. Denne store, snavsede, ildelugtende Si er et Regnebrædt for Opgørelsen af meget af det onde og fæle, hvis Spor man haabede udslettet for stedse. Herigennem har mangen Barnemorderske faaet bragt sin Brøde frem i Lyset og har maattet indrømme den og og sone den, naar Hovedstadens skarpsindige Opdagerkorps har lagt de Klude el. Aviser frem for hende, hvori hun svøbte sin Førstefødte, da hun lod den glide af Sted paa den sidste evige Rejse.

Gennem Renheden gaar store Værdier til Spilde.

Rent sundhedsmæssigt set er der noget betryggende ved et Kloaksystem, der er anlagt som det københavnske. Men fra et økonomisk Synspunkt er der jo unægtelig Tale om betydelige Værdier, der gaar til Spilde ved at unddrages fra det store Kredsløb, der er lagt til Rette fra Naturens Side, og hvor enhver levende Ting. Dyr eller Plante, efter at have ophørt af eksistere kommer til at give Næring til andre levende Væsener. I Paris har det i Følge Forholdenes Natur trods Kloakerne været muligt af holde dette Kredsløb vedlige. Spildevandet fra Verdensbyen føres her ud paa nogle vidtstrakte Overrislingsmarker, hvor der dyrkes Grøntsager af alle tænkelige Slags. Spildevandet trænger efter at have afsat sine gødningsholdige Værdier her ned gennem Sandlaget og ud i Seinen - det er paa dette Tidspunkt blevet renset i en saadan Grad. at det næsten kan benyttes som Drikkevand. Adskillige af de Mennesker, som har aflagt Besøg i Berlin, vil vide, at man dér har ordnet sig paa en lignende Maade.

Fangarmene over Jorden.

Vi har her fortalt saa indgaaende om det københavnske Kloaknet - dels fordi det spiller en saa dominerende Rolle blandt de Funktioner, som foregaar i det skjulte, og dels fordi der til det knytter sig saa mange interessante Enkeltheder, der er ukendte for de fleste. Men der er jo en Masse andre vigtige Funktioner som foregaar under Asfalten og Brostenene, og af hvilke vi ikke kunde tænke os at undvære en eneste. De samme underjordiske Kræfter sender saa mange Fangarme op I Dagens Lys - Fangarme, der gør os det lettere og bekvemmere eller vel overhovedet muligt at leve Livet med de Krav, vi stiller til det. Disse underjordiske Kræfter spiller en meget stor Rolle i Øjeblikkets København - deres Betydning for det fremtidige København vil blive endnu større.

Et nyt Gas-System.

Kræfterne under Jorden udvikles og forbedres, og der lægges stadig nye til. Netop i disse Dage er man ved at indføre et nyt System for Gastilførselen gennem Trykledninger, der bringer Gassen fra Gasværkerne ud til Fordelingscentrer, hvor Trykket tages af den, saaledes at den kan gaa videre til Forbrugerne gennem almindelige Ledninger. Foreløbig er der oprettet to saadanne Fordelingscentrer, et paa Hjørnet af Korsgade og Blaagaardsgade og et i Østre Anlæg ved Sølvtorvet. Man regner med, at dette System skal være mere besparende end det hidtidige, navnlig derved, at man kan bruge Rør al andre Typer og andre Dimensioner. Gassen er vel iøvrigt nok en af de underjordiske Kræfter, som volder Storbyen mest Kval. Det har været meget vanskeligt at holde de Ledninger, man hidtil har benyttet tætte. En af Følgerne af, at Gassen saaledes trænger udenfor de regelbundne Veie, er, at Træerne paa Boulevarderne og i Parkerne gaar ud. Trykledningerne vil blive autogensvejsede og omhyggeligt isolerede, saaledes at de ogsaa kan modstaa Rust. 

Naar der ikke længere er Drikkevand nok!

Vandledningerne strækker sig langt udenfor Byens Grænser. Det bliver nødvendigt at søge længere og længere bort for at finde de Kilder, hvorfra man maa hente det Vand, som Hovedstadens Behov kræver. Man vil allerede kunne forudse den Dag. hvor der ikke vil være Vand nok i det vidtom spændende Ledningsnet - man kommer da i København rimeligvis til at lægge et nyt Ledningsnet ved Siden af det gamle, saaledes at man har en Slags Vand til Husholdningsbrug og én Slags Vand til Udskylning af W. C.'er. Gadevanding og lign. Saaledes er det i Paris, hvor man dels henter sit Vand fra Kilderne og dels fra Seinen. Hos os vil Havnen kunne levere fyldestgørende Mængder af anden Klasses Vand.

Naar Menneskene ogsaa maa søge ned under Jorden.

Saaledes er det underjordiske Liv i København. Saaledes er de Kræfter, som virker hernede i det skjulte. Derfor er det, at der er saa nær en Rapport mellem det Liv, hvori vi færdes, og det, som rører sig dybt under vore Fødder. Det er nødvendigt at give dette sidste Liv større og større Spillerum, og sandsynligvis kommer ogsaa den Dag herhjemme, hvor der bliver for lidt Plads til Menneskene over Jorden, men hvor de kommer til at grave sig deres Veje og Gader under Jorden, saaledes som man for længe siden har gjort det i de store, overbefolkede Verdenssamfund.

Irving.

(København 4. marts 1923).

Omraaderne omkring Kirkegaardene. (Efterskrift til Politivennen)

 Til Kjøbenhavns Communalbestyrelse.

Af de offentlige Tidender erfares, at en Deel af Stadens Jorder agtes bortleiede ved offentlig Auction paany for et Tidsrum af 3, 5 eller 10 Aar, og at deriblandt navnlig befindes Jordstykker , som støde umiddelbart op til eller ere i Nærheden af Stadens Kirkegaarde. Der har alt tidligere i nærværende Tidende (Nr. 24 for d. A.) været gjort opmærksom paa hvor urigtigt det er, at saadanne Jorder benyttes som Lossepladse og hvor meget det strider mod, hvad der baade skyldes de Døde og deres efterlevende Slægtninge, de paagjældende Gravsteders Eiere, at Fugtighed, inficeret af de paa Lossepladsen henlagte Uhumskheder, meer eller mindre gjennemtrænger og opfylder Gravene, medens Enhver beflitter sig paa at udsøge det tørrest mulige Sted til Grav for sig og Sine og medens man, ved at betale ikke ubetydeligt for Gravsteder, erhverver en Eiendemsret derover, som ufeiibartig krænkes ved en saadan Fremgangsmaade fra Communens Side. Det er neppe for meget forlangt, at Communalbeslyrelsen ikke bør tilsædesætte Hensyn i hertil for at indvinde en ringe Leie til Fordeel for Communen, og det er utvivlsomt, at Communal-Bestyrelsen hverken handler i Overeensstemmelse med Stadens Borgeres Ønske eller til deres Interesse, naar den tilsidesætter slige Hensyn. Det synes meget mere at være utvivlsomt, at en Strimmel Jord, som den, der ligger imellem Garnisons-, samt Fattig-Kirkegaarden og Alleen udenfor Østerport og som paa den fjerde Side begrændses af Indgangen til Garnisons-Kirkegaarden, burde indlemmes under disse Kirkegaarde og at den i alt Fald ikke burde, til Skade for disse og til Vanziir for nysbemeldte Indgang samt for den almindelige Spadserevej, som fører igjennem nysnævnte Allee, opfyldes om Vinteren med Iis og Snee, og til andre Aarstider med Gaderenovation. Det Samme gjælder om den Strimmel Jord, som findes mellem Søetatens Kirkegaard og Østerfarimagsvei, og i større eller mindre Grad ogsaa om de andre Jorder, som støde op til sidstnævnte eller til Assistentskirkegaarden (den saakaldte "Tobaksplantage" og "Kirkegaardsmarken"). Men i ethvert Fald burde disse Jorder ikke bortleies uden paa den Betingelse, at de alene maatte benyttes til Græsning og Saaening, men hverken til Oplag af Renovation og Gjødning, eller til Opbevaringssted for andre Gjenstande, som paa nogensomhelst Maade medføre Ulempe og Uorden. Det er faktisk, at der i flere Aar har fra Tid til Anden været oplagt en betydelig Gjødnings-Bunke umiddelbart udenfor det sydvestlige Hjørne af Søetatens Kiekegaard og stødende op til Veien, der fører til Fattigkirkegaarden samt at der paa den Strimmel Jord, som langs med Søetatens Kirkegaard befindes nærmest ved Østerbro, ligeledes nu i flere Aar har været hensat en Mængde gamle og smudsige Vogne eller Stykker og Stumper af saadanne, tildeels endogsaa Renovationsvogne, hvilke, foruden at frembyde et anstødeligt Syn for de mange Veifarende, som navnlig om Sommeren daglig passere derforbi, derhos ved at kjøres over Fodstien deels beskadige denne og deels genere de Spadserende. Denne Uorden har, efter hvad der er Indsenderen bekjendt, Politiet anseet det for sin Pligt at søge at raade Bod paa, men uden at denne Authoritet har formaaet at sætte dette igjennem, paa Grund af vedkommende Leier ved sin Contract med Magistraten har documenteret, at denne Authoritet har beføiet ham til at benytte Pladsen paa hvilkensomhelst Maade. Dette forholde sig nu som det vil - thi almindelige Politi-Forskrifter skulde man dog troe maatte gjælde lige saa vel mod Leiere som imod Eiere, uden Hensyn til Indholdet af hines Leiecoutracter - saa er imidlertid saameget vist, at Magistraten ved i sine Contracter at tage de Reservationer, som skyldes det Offentlige, vilde kunne forebygge slige Conflicter, der ufeilbarlig tjene til at svække Anthoriteternes Anseelse og Lyst til at virke. - Det gjælder imidlertid ikke alene om de Kirkegaarden tilstødende Jorder, at Magistraten burde tage fornødne Forbeholdenheder ved at udleie dem, men ogsaa med Hensyn til alle andre Jorder, som støde op til de offentlige Veie. Saaledes har man deels ogsaa seet Gjødningsbunker henlagte og Renovationsvogne etc. hensatte i den senere Tid andetsteds paa Farimagsveien saavelsom paa Strandmarkerne, og deels har det igjennem flere Aar ikke været ualmindeligt, at man flere Steder paa Communens Jorder, navnlig paa nysnævnte, umiddelbart op til den meget befærdede Strandvej stødende Marker (Slagtervangen) har været nødsaget til at døie det ubehagelige Syn og den ikke mindre ubehagelige Lugt, som foranlediges ved Svine-Federier og de dermed i Forbindelse staaende Bunker af Gaderenovationer. Samlen og Ophængen til Tørre af gamle Klude, de dertil hærende malpropre Indhegninger, Hytter, Vogtere osv. Naar Politiet efter den bestaaende Lovgivning ikke udenfor en vis Afstand fra den alfare Vei kan forbyde slige Svinerier, burde idetmindste Magistraten, naar den af Erfaring er blevet bekiendt med, at slige anlægges paa Stadens Jorder bidrage Sit til at befrie dens Borgere for de deraf flydende Ulemper, indtil mere hensigtssvarende Lovbestemmelser kunde blive udvirkede. Thi at saadanne Indretninger, der benyttes som Næringsvei af enkelte Borgere, som ingen Sands have for den almene Interesse eller for Sømmelighed og Reenlighed, og som saaledes alene tage Hensyn til egen Fordeel, medføre Ulemper for det hele Publicum, er almindelige anerkjendt. Men naar Magistraten, ved at udleie Communens Jorder, heller ikke tager Hensyn til Skjønhedssandsen, Sundheden eller deslige, saa foregaaer Samme unægtelig med et slet Exempel, som man neppe kan forklare sig uden ved at antage, at Kæmneren eller andre Communens ved kommende embedsmænd aldrig passere de Steder, hvor slige Uordener og Ulemper som de omtalte finde Sted, og at de saaledes aldrig have Lejlighed til at observere, hvad dog mange Andre iagttage. Denne Anskuelse bestyrkes derved, at man ogsaa i flere andre Retninger har beføielse til at antage det Samme; thi hvorledes lader det sig ellers forklare, at Strandvejen, saa langt som Kjøbenhavns Grund strækker sig, alt i lang Tid har været og fra Dag til anden vedbliver at være i saa slet Stand paa Jordveien, hvilken man paa flere Steder er nødsaget til at befare ved Forbikiørsel, at Ulykke derved kan afstedkommes paa denne meget befærdede Vei; hvorledes lader det sig ellers forklare, at saa vel Træer, der alle i lang Tid have hængt ud over den nysnævnte Vejstrækning, vedblive at faae Lov at udbrede sig meer og meer til Ødelæggelse for Veien, som at ogsaa Træer paa andre Steder omkring Byen, f. Ex. paa Jagtvejen, ligeledes ikke beskiæres, uagtet de alt længe have hængt ud over Jordvejen til Stade for denne og Gene for Ridende, for hvem Jordveien nærmest maa antages at være indrettet; hvorledes kan man ellers forklare sig, at Magistraten Dag for Dag spenderer at lade 4 Lygter tænde ved Nedgangen fra Volden ved Østerport og igjennem Kirsebærgangen, til samme Tid som Commandantskabet lader Porten til denne Nedgang tillaase, saa at der altsaa ikke kan være Tanke om, at Nogen kan drage Nytte af disse Lygters Antændelse uden i alt fald Vægteren selv, som tænder og slukker dem; hvorledes kan man ellers forklare sig, al Byens Øvrighed, uden igjennem andre vedkommende Authoriteter at træffe de fornødne Foranstaltninger til at afværge det, fra Dag til anden kan lade den meer end uanstændige Tilstand bestaae, som finder Sted umiddelbart udenfor Toldbodporten og ved Indgangen derfra til Esplanaden, hvor Mennesker i hundrede- ja tusindviis, og navnlig paa denne Aarstid mangfoldige Fremmede, færdes daglig, men neppe kunne passere uden at tilsøles af Ureenligheder, som i en ikke ubetydelig Grad bidrage til at forøge det uhyggelige og ufordeelagtige Indtryk, som frembydes af de Plankeværker og Skure, der sammesteds nu næsten have staaet saa længe interimistisk, at de ere nærved at falde ned, osv. osv. osv.

Forsaavidt der maatte være Mulighed for, at den ærede Communalbestyrelse ikke skulde finde sig foranlediget til at reflectere paa det Anførte ved den Betragtning at dens Dages Tal kan ansees for at være talte ved det af Premierministeren fremsatte Forslag til en Omorganisation, skal jeg dog tillade mig at gjøre Opmærksom paa, at, forsaavidt de averterede Jorder agtes udleiede paa en længere Aarrække (3, 5, 10 Aar), vil en ny Bestyrelse ikke have det i sin Magt igjennem denne Periode at redressere de Misgreb, som ved Bortleiningen nu maatte finde Sted, og derfor fortrøster jeg mig til at forhindre, at Auctionen ikke vil blive fremmet, uden at det først er blevet taget under Overveielse, om der ikke maatte være Anledning til at tilsidesætte den ringe Indtægt der skaffes Communen, og den Beqvemmelighed, der ydes et Par Contrahenter om Renovationens Udførsel, derved, at et Par Jorddistricter udleies, for de Hensyn, der skyldes Levende og Døde, samt om der ikke i alt Fald maatte være Anledning til at tage forskjellige Forbeholdenheder ved Udleie af flere af de paagjældende Jordlodder.

Den 8de August 1855.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. august 1855. 2. udgave)

Jerichaus Latrintønder. (Efterskrift til Politivennen)

Indtil 1849 var "priveterne" i København fortrinsvis gruber. Men i 1849 opfandt en landmand Jerichau fra Fredensborg et tøndesystem: transportable tønder som han ville udskifte to gange om ugen. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre Latringødning fra København. I hans ansøgning stod bl.a.: "Den uendelige Stank, de store Gødningsbeholdninger foranlediger, har længe været Genstand for Klage." Gødningen skulle afsættes til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til at køre det ud  gennem Nørreport til et oplag på fx Nørrebro. Forslaget blev anbefalet af en "Forening for Natterenovationens Forbedring". Borgerrepræsentanterne bevilgede Jerichau en understøttelse af 300 Rdlr. da han fik bevillingen 26. Juli 1849.

Latrin Gjødning. Ved en gjennem Indenrigsministeriet under 26de Juli ad mandatum udfærdiget allerhøieste Bevilling, hedder det i "Dep. Tid.", er det tilladt Landmand Jerichau af Fredensborg at maatte indtil videre i 3 Aar, at regne fra 1ste Januar d. A., efter Overeenskomst med vedkommende Gaard- og Huuseiere i Kjøbenhavn, udføre Latrin-Gjødning herfra Staden, dog under følgende nærmere Betingelser:

1) Latrinerne, hvorfra Renovationen udføres, saavelsom de dertil afbenyttende Beholdere, bør have en saadan Indretning, at Urinen adskilles fra de faste Dele og opsamles i et eget Rum. Beholderne bør derhos være malede, fuldkomment tætte, forsynede med velsluttende Laag, samt holdes aldeles rene udvendig. 

2) Opsamling af de udførte Ureenligheder maa ikke finde Sted indenfor St. Jørgens, Peblinge og Sortedams Sø, og heller ikke andetsteds paa Stadens Grund uden dertil af Politi, directeuren meddeelt Tilladelse, hvorved navnlig bliver at paasee, at Gjødningen ikke samles i Nærheden af alfar Vei eller paa Steder, der ligge i Nærheden af alfar Vei eller paa Steder, der ligge Vandbeholdere og Vandledninger nærmere end 300 Alen.

3) Den Latringjødning, hvis Udførelse af Bevillingshaveren overtages, skal være udbragt gjennem Stadens Porte, i Halvaaret fra 1ste April til 1ste October inden Kl. 9, og i Halvaaret fra 1ste Oktober til 1ste April inden Kl. 10 Formiddag. De dertil afbenyttende Vogne fritages for at erlægge Bropenge, om de end passere Portene inden Bommens Aabning.

4) Saafremt Bevillingshaveren i en eller anden Henseende overtræder foranførte Betingelse, bliver han i Forhold til Omstændighedernes meer eller mindre graverende Beskaffenhed at ansee med en Mulct fra 2 til 10 Rbd. efter Politidirecteurens Kjendelse.

Bevillingen indeholder iøvrigt, at den tilstaaede Rettighed ophører, naar den Maade. hvorpaa den benyttes, skulde medføre Ulemper, der maatte gjøre det ønskeligt eller nødvendigt, at Entreprisen standses; og det er derhos tilføiet, at den Paagjældende i alle de Tilfælde, hvor der maatte blive Spørgsmaal om Fortolkningen af Bevillingens Ord og Mening, skal være Indenrigsministerens Kjendelse undergivet.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1849, 2. udgave).

Christian Bayer (1841-1933): Nørrefælled med Holger Danskes Briller. Det Kongelige bibliotek. Fri af ophavsret.

Indenrigsministeriet ønskede at Jerichau i lighed med de almindelige renovationsvogne skulle have en afgiftsfri passage. Ved en fejltagelse lød bevillingen på bropenge. Den afgift vedrørte ikke Jerichaus vogne. Bomforpagter Johan Chr. Borup ved Nørreport afkrævede ham derfor efter reglerne den sædvanlige betaling. Jerichaus klager over det førte til at bomforpagter bestemte at Jerichaus vogne ikke var almindelige arbejdsvogne, men i lighed med wienervogne eller omnibusser skulle betale dobbelt så meget. 

Magistraten blandede sig. Borup henviste til den kongelige resolution af 21. Juli 1819 hvis bestemmelser om karet, chaise, jagt- eller anden vogn med dæksel på skulle betale 19 Sk. Jerichaus latrinvogne var ikke stadens arbejdsvogne, men privat entreprise. Ministeriet måtte også indrømme deres ukendskab til afgiftsreglerne. Jerichau løste så selv problemet ved at lade sine belæssede vogne holde inden for porten, indtil bommen åbnedes om morgenen. Da Borups kontrakt udløb, blev der sørget for passagefrihed for Jerichaus vogne.

Jerichau brugte firkantede kasser som blev tømt på en oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave. I de næste 3 år indførtes tøndesystemet i omtrent 400 huse samt Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen. Stadsfysikus konstaterede i 1852 at Jerichau havde forbedret de hygiejniske Forhold for ca. 18.000 Mennesker. 3000 Ejendomme benyttede stadig det gamle grubesystem. 

I 1852 fik Jerichau sin bevilling forlænget, dog nu i konkurrrence med en tidligere kollega, urtekræmmer Mygind. Sidstnævnte havde i 1853 entreprise for 700 ejendomme. Oplagspladsen ved Nørre Allé affødte klager allerede fra 1850 såvel af beboerne på Nørrebro, som de  militære der holdt øvelse på Fælleden. Bestrøning af gødningen med bark eller melkalk, blev dårligt og utilstrækkeligt udført. Oplagspladsen var omgivet af et fire alen højt plankeværk, men den flydende renovation løb under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og de tilstødende ejendomme og sandgravene hvorved stanken blev endnu mere utålelig end fra selve oplagene.

Ifølge beboerklager til Magistraten og Justitsministeriet i 1854 var forholdene ubeskriveligt væmmelige, helt ude på Jagtvej kunne man undertiden ikke åbne vinduerne i flere dage. Disse klager bevirkede at Jerichau og Mygind kun fik forlænget bevillingerne i 1855 på betingelse af at de flyttede deres oplag, det blev så Rådmandsmarken, hvor de lå op til 1890.

Se: Dr. Villads Christensen: København 1840-1857. Side 13-15 og 155-157. Gad 1912. 

Bekendtgjørelser.

Indsenderen af stykket om den nye kirkegård på Christianshavn indført i nr. 1057 af dette blad, kan ikke nægte sig den fornøjelse at bekendtgøre at det efter offentlig foranstaltning ved en gentagen yderst nøjagtig undersøgelse på stedet hvorved de på forskellig måde i sagen interesserede var til stede, er bragt til den højeste grad af evidens at det omhandlede jordstykke aldrig har været "rakkerkule" eller brugt til aflosning af natrenovation, hvilket flere tidsblade havde gjort anskrig over og at dets anvendelse til kirkegård altså er definitivt besluttet.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 338.

Redacteurens Anmærkning.

Artiker i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836,  Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836.

Bemærkninger ved Stykket i Politievennen Nr. 1057, angaaende den nye Kirkegaard på Christianshavn.

Det er muligt at det er 60 år siden at den nævnte plads som blev udset til kirkegård, har været losseplads for natrenovation. Men det er upåtvivleligt at den har været det, og når upartisk undersøgelse sker på stedet, vil umiskendelige levninger deraf endnu findes. Kan dette nu bevises, så følger nok deraf at denne plads aldrig har været, som anført, begravelsesplads, undtagen muligvis for - heste. Og da disse ikke begraves i kister, er det højst sandsynligt at de ligkister som man der har stødt på, er en heldig - drøm - passende til forsvar, og at sådanne levninger om de virkelig er fundet, stammer fra at man i fordum begravede grove forbrydere i en såkaldt rakkerkule.

Kirkens dokumenter måtte vel også kunne oplyse om og når denne plads har været brugt som kirkegård. 

Hvad jordens sumpagtighed angår da vil denne næppe hverken ved forbedret afløb eller ved opfyldning og planering ovenpå kunne afhjælpes tilstrækkeligt.

I øvrigt forsikrer forfatteren af nærværende og det i Politivennen nr. 1056 indførte stykke som omhandler den omhandlede genstand, at han ikke har mindste del i eller kender forfatteren til hvad der har været indført i "Dagen" og Adresseavisen derom. Det er altså en aldeles falsk formodning at den såkaldte skrålen er udgået af en mund.

(Politivennen nr. 1058, Løverdagen, den 9de April 1836. Side 239-240)

Redacteurens Anmærkning.

Artikler i denne serie: Nr. 1056, 26. marts 1836, Politivennen nr. 1057, 2. april 1836. Side 221-225, Nr. 1058, 9. april 1836 og Nr. 1064, 21. maj 1836..

En slem Skik af nogle Amager Bønder.

I nogen tid har en del amagere haft for skik i stedet for straks at køre den gødning de har købt fra renovationskuskene hjem på deres lod at lægge den på det jordstykke der støder til kulerne mellem glaciset og vejen til Strickers Batteri. Disse oplag afgiver ikke alene et højst ubehageligt skue for dem der passerer den vej der løber forbi der, men de formerer i meget høj grad den stank hvormed Christianshavns indbyggere nok så meget er plaget fra de egentlige renovationskuler. 

Når disse bunker gødning køres væk efter at have ligget i noget tid og dunstet, tager ejerne gerne en del af den jord som er befugtet med gødningen med, og herved opstår de store huller som man i regnvejr ser opfyldt med vand der ikke sjældent flyder ud i vejgrøfterne. Dette jordstykke synes at kunne anvendes til noget bedre og sådant oplag ikke tåles der. For det menes at stadens renovationskuler er tilstrækkelige og så hensigtsmæssigt indrettet at enhver bruger af dens gødning har fordel nok af at kunne hente direkte fra kulerne efter ordre. 

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 391-392)

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Ønske om Passage igjennem Amagerport om Natten.

For  3 til 4 uger siden var indsenderen med sin familie taget ud til besøg på Amager. Da man om aftenen ville køre tilbage til staden, begyndte det at regne meget stærkt, hvorfor man besluttede at opholde sig noget endnu, i forventning om at regnen skulle ophøre. Men denne tog snarere til end af, og da man frygtede for ikke at komme til porten forinden denne blev lukket, hvis man tøvede længere, måtte man begive sig på vejen, og kom således gennemblødte til hjemmet. Næppe ½ kvarter efter hjemkosten ophørte ikke alene regnen helt, men det blev smukt vejr og det skønneste måneskin. Havde selskabet kunnet opholde sig 1 time længere, vilde det således have undgået at blive gennemblødt, hvilket på en sen efterårsaften kan drage slemme følger med sig. 

Amagerport set fra Amager ind mod byen med Frelser Kirketårn midt i billedet. Lille Mølle (?) til højre i billedet. Vagthuset med det røde tag findes endnu, dog flyttet.

Dette giver indsenderen anledning til følgende spørgsmål: kunne det ikke lade sig gøre at follk, såvel til fods som til vogns kunne komme ind eller ud af Amagerport om natten? Porten står jo dog åben for renovationsførerne, toldbetjent og bommand er til stede, og der er vagt ved porten. Fra ingen kant af Sjælland er man om natten udelukket fra staden, man kan om end ved en lille omvej komme ind gennem Nørreport. Det der i almindelighed taler for dette gode, synes også at måtte gælde her. Der gives mange af Københavns og Christianshavns indbyggere som på Amager har gårde og fabrikker hvormed det er nødvendigt at have tilsyn, hvilket kan kræve ejernes tilstedeværelse til sent ud på aftenen, mens embedsstilling eller daglig syssel forbyder dem at være fra staden om natten. Også findes der vel ikke sjældent tilfælde hvori man kan ønske hurtig lægehjælp fra staden, og hvor en for sen hjælp kan have uoprejselige følger. Disse og flere andre grunde tror man vil vise gavnligheden af dette ønskes opfyldelse, hvis ikke der gives andre, mere begrundede, indsenderen ubekendt årsager der taler for det modsatte.

(Politivennen nr. 980, Løverdagen den 11te October 1834, s. 701-703) 

Uordener.

2) En fæl, natteroen forstyrrende støj gøres overalt i staden af de folk som udfører natrenovationen som med vedkommende vægter, trampen med træsko, og en voldsom banken med baljen på vognfjælens kanter, vækker såvel syge som sunde i huset samt hos naboer og genboer. Denne uorden kunne om ikke ganske hæves, dog betydelig formindskes når det alvorligt pålagdes karlene at fare mere lempeligt afsted, og især ved at befale dem at væde baljerne før de bruges. Herved vilde de lettere slippe deres indhold og den stærke banken på gaden ved nattetid undgås. Hvilket atter måtte være til besparelse på redskaberne der må lide meget ved sådan voldsomhed.

(Politivennen nr. 937, Løverdagen, den 14de December, 1833. Side 850) 

Ytringer af Landboeven til en Ven paa Landet.

Du studsede ved min ytring: At Christianshavn er lidt vel meget stedbarn. Jeg skal imidlertid bevise at det er tilfældet, og det påstående som følger:

Christianshavn har i sin midte en offentlig bygning - desværre  helt nødvendig for det offentlige, nemlig Straffeanstalten: Forbedringshuset. Hvorvidt dets indre svarer til navnet, kender jeg ikke, men det ved jeg at jeg - og vist flere med mig - med indignation har set og hver dag ser hvor højlig dets ydre trænger til forbedring da det forside i mere end et århundrede ligger som ruin - et vidne om dets forrige indbyggeres helt mådelige forbedring - til betydelig vansir for hovedstadens søsters eneste offentlige plads. Og husets bagside ud til St. Annægade ligner mere end røverborg end en offentlig bygning. Af mangel på evne til at se denne lidet til bedste, kan det ikke være. At den tilsidesættes så meget, må altså være af en slags ligegyldighed, som om den kunne være god nok for Christianshavns commonpiple, og sådan anskuelse forekommer mig dog at være lidt stedmoderlig.

Videre er christianshavnerne ved deres afsides beliggenhed så temmelig udelukkede fra de mange forfriskende spadsereveje omkring dens heldigere ældre søster København, der oven i købet har den skønne Rosenborg Have inden for sine volde. Christianshavnerne har derimod kun den magre Ærtekedel at rekreere sig på, da de endog til dato er afskårne fra den frie spadseren på den vold som omringer Christianshavn. I stedet for at volden omkring København tilbyder dens indbyggere den nydeligste spadseretur i skident og vådt vejr - må det ellers være lidt stedmoderligt at forholde den fattige sin så godt som eneste tilflugt? Med mindre det efter nogles mening kun skulle bero på christianshavnernes egen fejlagtige indbildning om at være udelukkede. Noget som imidlertid de herrer skildvagter - måske af misforståelse - af og til giver næring.

Fremdeles er Christianshavns gader, på Torvegade og Nobelgade ved Vandet nær, så jammerligt brolagte at det næsten var et halsbrækkende arbejde at befare dem, indtil man for kort tid siden fandt på at makadamisere hullerne for på en måde ligesom at trylle christianshavnerne ind i paradis. Men dersom Christianshavn som er at formode, bærer en ligelig andel af brolægningsudgifterne, burde den vel også nyde ligelig andel af frugterne deraf. Det modsatte er stedmoderligt.

Det ville ikke være vanskeligt at opregne flere data. Dog alle disse er mindre poster end den jeg nu til slut vil berøre. Den vedrører ikke alene Christianshavn, men hele København og afgjort hele landet i en stor målestok. Det spørgsmål har nemlig ofte og dybt trængt sig på min tanke: Hvorfor det offentlige årligt vil bortkaste tusinder på at forspilde landet hundrede tusinder? At dette til dato sker, skal jeg bevise og at det i mange år er sket, er ligeså uimodsigeligt. Men netop i disse tider hvor ølandet Danmarks, havets den evige bruds, velstandskilde, handel hvert år mere og mere tilstoppes, og næringsløshed af den grund mere end nogensinde før føles og beklages i alle stænder, må det være af største vigtighed for landet og hver af dets borger at benytte de rigdomskilder der haves i landet selv, og åbne nye når muligt måtte være. Til en sådan, og - hvorfor ikke - til enhver tid er det højst besynderligt at renovationen fra hele København med meget forhøjet årlig bekostning skal bringes fra fx Østerport helt igennem byen over Slotsholmen, hele Christianshavn igennem ud på Amager, for der at ligge uvirksom da der for længst er større beholdning af gødning - agerdyrkningens grundpille - end amagerne kan forbruge i mange år. Imens må sjællænderen betale 24 skilling pr. læs når han fra byen vil hente nogen god gødning. 

Umiddelbart ville staden årligt spare nogle 1.000 rbd. på udførslen af renovationen ved i stedet for den hidtil brugte milelange vej, at transportere 2/4 part ud af Østerport, 1/4 part ud af Nørre- og 1/4 part ud af Vesterport, samt at lade amagerne nøjes med christianshavnernes gødning. Selv om dette er den magreste part, så er Amagerland spækket nok allerede, og har desuden en temmelig rundelig beholdning for langt tid. Sandelig er vigtigheden og sandheden af dette anførte så iøjnefaldende at man vanskelig kan beskrive hvorfor ikke alene Christianshavns, men hele Københavns luft hver aften og nat skal inficeres dobbelt, ja firedobbelt ved denne færdsel, i stedet for at skille sig af med dette nødvendige onde ad korteste vej og oven i købet derved forvandle til et uberegneligt gode for en stor del af Sjælland, hvad amageren i sin bugnende overflødighed nu næppe takker for. At den gamle skik eller slendrian vel i dette som i så mange andre tilfælde vil møde med nogen indsigelse, hvem kan tvivle derom. Men der er for mange fornuftige, som nu tænker over landets velfærd, landbovæsenets fremme, til at kunne antage at disse betydningsløse indvendiger længe skulle kunne forhindre en for landet så såre vigtig forandring.

Plads til beholdningerne uden for portene ville snart være fundet. Og beholdningerne der næppe få tid til at blive så besværlige for naboerne som hovedbeholdningen hidtil på Amager. Således synes den kongelige grønlandske handels - så vidt vides - for tiden aldeles ubenyttede reberbane udenfor Vesterport, som strækker sig langt ned mod havet, straks at tilbyde en ret bekvem plads der, ligesom byens sandgrav ved Nørreport. Da Nørreport nu allerede i lang tid lang har været åben hele natten, vil det forhåbentlig så meget mindre falde vanskeligt for toldvæsenet at afgive den fornødne besætning til de 2 andre porte, som eksemplet nu engang er givet. Og toldpersonalet er desuden så rigelig kompletteret nu, fremfor i de dage da hovedstadens handel var i flor. 

Kort sagt, hindringerne er kun bagateller, men iværksættelsen heraf må blive landet en mægtig guldgrube, som kunne bøde noget på dets slappe handel, hvis tiltagen og flor landbovennen med sand glæde skulle se sit fædreland i besiddelse af. Dixi et liberavi animam meam - for at man ikke længere skal kunne møde os med den argumentation: volenti non fit injuria. Og hermed lev vel for denne gang! Det er dig ikke ubekendt at der under min paryk af og til har spøgt en og anden lignende stor ide, som muligvis, modnet i tiden, kan træde for lyset. Din og dine brødres velmenende ven. p

(Politivennen nr. 927, Løverdagen den 5te October 1833, s. 663-669)  

Redacteurens Anmærkning

"Ærtekedel" er en forvanskning og fordanskning af "Erdkehlgraven". Da Nyværk blev anlagt i slutningen af 1600-tallet blev en del af vandområdet over Refshalegrunden afskåret fra Øresund. Navnet er sammensat af to tyske ord: Erd (jord) og Kehl (strube). Området gik fra Bådsmandsstrædes Ny Artilleri Kaserne til Batterierne Qvintus og Sixtus. Den forsvandt da Nyholm blev fuldt udbygget.

"Dixi et liberavi animam meam" betyder jeg har talt og frelst min samvittighed. "Volenti non fit injuria", betyder vel lidt populært sagt: Man skal ikke kaste med sten når man bor i et glashus. Lidt mere alvorligt at hvis man frivilligt og bevidst har begået en skade, kan man ikke anklage en anden part det samme.

Dronningensgade på Christianshavn, set fra Christianshavns Vold mod Frelsers Kirkes spir. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2015.

Om alt for iilfærdige Renovations-Kudske.

Disse er en vigtig genstand for politiopsynets strengeste opmærksomhed. Ædruelighed er en almindeligvis prisværdig dyd. Men forandringen er hensigtsløs når den strengt kræves i tilfælde hvor den er af mindre vigtighed end i andre hvor den er af større, og røber mangel på dømmekraft. De som betros heste og vogne, bør frem for alt ikke som ovennævnte renovationskuske være i en fortsat rus fra morgen til aften. Andre menneskers liv og lemmer bliver alt for meget udsat for fare ved det. Indsenderen har ved dagligt at passere ind og ud gennem Nørreport, lejlighed til at se hvorledes disse karle, drukne indtil fæiskhed, næppe er i stand til at kunne holde sig på deres sæder. Og når de kommer tilbage med tomme vogne, jager de i fuld galop ad broen og endog lige ind gennem porten. 

Men fredag den 1. februar var han nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse. Mange ville vist fremdeles blive udsat for ulykke så længe dette misbrug mod lov og anordninger blive tålt. Men vel ikke alle frelst som indsenderen.

(Politivennen nr. 893, Løverdagen den 9de Februarii 1833, s. 108-109)  

"Han var nær kommet til at gøre en sørgelig erfaring da han af en af oven nævnte der kom farende som beskrevet, blev påkørt lige midt i porten. Og at han ikke faldt og kom ind under heste og vogn, ved han slet ikke at henregne til andet end forsynets vidunderlige beskyttelse." (C. W. Eckersberg: Nørreport, 1807. Statens Museum for Kunst).

En slem Uskik ved Østerport.

Ved klokken henimod 11 at passere Østerport, hænder det oftere at man træffer en hel forsamling af natrenovationsvogne der holder i række indenfor den yderste barriere indtil der hvor den egentlige bro begynder, ikke blot i en enkelt sluttet række, men i 3 ved siden af hinanden.

Det er ikke nogen anden vogn tilladt den øvrige tid passagen er åben at vælge disse steder til holdeplads, og det synes derfor så meget mindre passende at disse vogne på dette sted venter på at klokken skal blive 11, for da at køre ind i byen. For de forbikørende er det ikke alene meget ubehageligt at passere denne samling af ildelugtende vogne, men da de spærrer mere end halvdelen af kørepladsen, risikerer man at vælte med sin egen vogn, idet den let skrider ned i den temmelig dybe rendesten. Idet man tillader sig at gøre de ansvarlige opmærksom herpå, håber man at denne uorden snart vil blive afhjulpet.

(Politivennen nr. 859, Løverdagen den 16de Juni 1832, s. 408-409) .

Skiden Behandling.

Mandag eftermiddag den 12. dennes sendte indsenderen bud på renovationskontoret for at bestille 4 læs natrenovation udført fra ejendommene nr. 359 & 247 på hjørnet af Sofie- og Dronningensgade på Christianshavn, og betalte 3 rigsbankdaler S. og Tegn, med det tilføjende at jeg ønskede at måtte få nr. 5 til om tirsdag aften, men hvis dette ikke kunne ske, var det mig ligegyldigt om udførslen skete torsdag eller fredag aften derpå, kun at jeg fik nr. 5. Hvilket bogholderen lovede buddet skulle ske.

Torsdag den 15. i mørkningen kom en karl til mig for at underrette mig om at renovationskarlene ville komme natten derpå mellem kl. 3 og 4, hvortil jeg svarede at jeg ikke kunne tage imod dem på den tid, og at jeg først ville tale med bogholderen der formodentlig af en misforståelse havde givet dem denne ordre. Men desuagtet blev jeg om morgenen noget efter klokken 3 vækket ved en så voldsom ringen med gadedørsklokken at jeg troede mit hus stod i brand. Jeg stod derfor op, åbnede vinduet og da jeg så at det var renovationskarlene, erklærede jeg hvad jeg før havde sagt dem, hvorpå de da kørte bort.

Om fredagen gik jeg op til bogholderen eller hans fuldmægtig på kontoret og forklarede det passerede for ham, i den tro at det var en fejltagelse. Men han svarede mig at nr. 7 var skrevet og jeg kunne intet andet nummer få, men hvis jeg ville have renovation udført, måtte jeg løse andre tegn, samt at de tegn jeg havde fået, ville han lade mig afkræve ved politiet når jeg ellers ikke ville udlevere dem.

Da jeg altid før når jeg har bestilt vogne på kontoret, har fået det nummer jeg har udbedt mig, var det mig særdeles påfaldende at en så pludselig forandring havde fundet sted, og skulle herren på kontoret være bekendt hermed, burde han straks have underrettet mig derom, i stedet for at indrømme mit forlangende, hvilket jeg ikke kan indse kunne være til skade for nogen af de andre natteførere.

At man under disse omstændigheder vil krævebetaling på ny, finder jeg højst urimeligt, ligesom jeg også tror at da man på andre offentlige kontorer behandles på en human måde, vil dette kontors højere foresatte vel heller ikke tilstede en slags egenmægtighed der medfører ulejlighed og bekostninger for vedkommende.

(Politivennen nr. 822, Løverdagen den 1ste October 1831, s. 675-677)

Udstilling af Natterenovationsvogne i offentlig Nytte og Skue.

På Rosengården nr. 123 er en plads som har til gaden et faldefærdigt i hver fuge betydeligt åbent plankeværk. Få skridt bag dette findes om dagen nogle natrenovationsvogne opstillede, hvilke udbreder en kendelig stank der i dette varme vejrlig uden tvivl vil tiltage og give et ækelt syn for omboende. Denne udstilling vil nok formodentlig vedvare indtil vores politi gør ende derpå. -

(Politivennen nr. 749, Løverdagen den 8de Mai 1830, s. 301)

Overhaandtagende Svinerie, samt andre Uordener, i Kronprindsensgade.

Uagtet gård- og husejerne i København sjældent viser nogen ligegyldighed når det gælder om at få den leje der tilkommer dem, hænder det sig dog ikke sjældent at de viser desto større ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer. Dog findes der vist nok næppe nogen der i den henseende overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade. Det har i lang tid lidt under flere betydelige mangler. Indsenderen (og vist nok flere med ham) har ofte ved at passere gangen der fører fra gadedøren til trappen, stået i fare for at brække arme og ben, og kan ikke nok så meget takke Gud at han er sluppet med hele lemmer. 

Desuden er denne gang i tøvejr for det meste ufremkommelig, på grund af en mængde vand der fra gården samler sig i den. Hvilket forårsages ved forsømmelse i at lade rendestenen hugge op. I gården findes vel en post. Men da den højst sjældent er i den tilbørlige stand, nødes beboerne for det meste til at hente det nødvendige vand til husholdningen fra nabogårdene eller posten i Pilestræde. Hvilket især i en så streng vinter som indeværende medfører et ikke ringe ubehag. 

Lige som gården der skulle tjene til beboernes bekvemmelighed, jævnligt er opfyldt med skarn og snavs, således har også det lokum der er der, i lang tid på grund af mangel på renovationens udførelse, været så opfyldt med uhumskheder at beboerne slet ikke eller i det mindste ikke uden væmmelse, har kunnet benytte det. Da det i den henseende ikke har manglet på påmindelser, synes det som om ejeren anser disse mangler for ubetydelig. Men da lejerne sandelig ikke betragter dem fra det synspunkt, rådes ejeren i det mindste for sin egen fordels skyld snarest muligt at afhjælpe dem.

(Politivennen nr. 738, Løverdagen den 20de Februar 1830, s. 115-116)

"Der findes vist nok næppe nogen der i henseende med at vise ligegyldighed når det gælder om at opfylde lejernes mest retmæssige og rimelige fordringer, overgår ejeren af huset nr. 34 i Kronprinsensgade." (Man kan lige ane huset til venstre i billedet. Det så dog ikke ud sådan på Politivennens tid, jf Redacteurens Anmærkning.)

Redacteurens Anmærkning

Kronprinsensgade 34 er vore dages nr. 14. Huset er fra 1792 og oprindeligt tilhørte det købmand Claude Terveaux og kamfabrikant Pierre H. Picard. Omkring 1900 blev de tre nederste etager omdannet til to etager.