Indtil 1849 var "priveterne" i København fortrinsvis gruber. Men i 1849 opfandt en landmand Jerichau fra Fredensborg et tøndesystem: transportable tønder som han ville udskifte to gange om ugen. Han ansøgte i 1848 Indenrigsministeriet om tilladelse til at udføre Latringødning fra København. I hans ansøgning stod bl.a.: "Den uendelige Stank, de store Gødningsbeholdninger foranlediger, har længe været Genstand for Klage." Gødningen skulle afsættes til landmænd på Sjælland. Derfor ønskede han tilladelse til at køre det ud gennem Nørreport til et oplag på fx Nørrebro. Forslaget blev anbefalet af en "Forening for Natterenovationens Forbedring". Borgerrepræsentanterne bevilgede Jerichau en understøttelse af 300 Rdlr. da han fik bevillingen 26. Juli 1849.
Latrin Gjødning. Ved en gjennem Indenrigsministeriet under 26de Juli ad mandatum udfærdiget allerhøieste Bevilling, hedder det i "Dep. Tid.", er det tilladt Landmand Jerichau af Fredensborg at maatte indtil videre i 3 Aar, at regne fra 1ste Januar d. A., efter Overeenskomst med vedkommende Gaard- og Huuseiere i Kjøbenhavn, udføre Latrin-Gjødning herfra Staden, dog under følgende nærmere Betingelser:
1) Latrinerne, hvorfra Renovationen udføres, saavelsom de dertil afbenyttende Beholdere, bør have en saadan Indretning, at Urinen adskilles fra de faste Dele og opsamles i et eget Rum. Beholderne bør derhos være malede, fuldkomment tætte, forsynede med velsluttende Laag, samt holdes aldeles rene udvendig.
2) Opsamling af de udførte Ureenligheder maa ikke finde Sted indenfor St. Jørgens, Peblinge og Sortedams Sø, og heller ikke andetsteds paa Stadens Grund uden dertil af Politi, directeuren meddeelt Tilladelse, hvorved navnlig bliver at paasee, at Gjødningen ikke samles i Nærheden af alfar Vei eller paa Steder, der ligge i Nærheden af alfar Vei eller paa Steder, der ligge Vandbeholdere og Vandledninger nærmere end 300 Alen.
3) Den Latringjødning, hvis Udførelse af Bevillingshaveren overtages, skal være udbragt gjennem Stadens Porte, i Halvaaret fra 1ste April til 1ste October inden Kl. 9, og i Halvaaret fra 1ste Oktober til 1ste April inden Kl. 10 Formiddag. De dertil afbenyttende Vogne fritages for at erlægge Bropenge, om de end passere Portene inden Bommens Aabning.
4) Saafremt Bevillingshaveren i en eller anden Henseende overtræder foranførte Betingelse, bliver han i Forhold til Omstændighedernes meer eller mindre graverende Beskaffenhed at ansee med en Mulct fra 2 til 10 Rbd. efter Politidirecteurens Kjendelse.
Bevillingen indeholder iøvrigt, at den tilstaaede Rettighed ophører, naar den Maade. hvorpaa den benyttes, skulde medføre Ulemper, der maatte gjøre det ønskeligt eller nødvendigt, at Entreprisen standses; og det er derhos tilføiet, at den Paagjældende i alle de Tilfælde, hvor der maatte blive Spørgsmaal om Fortolkningen af Bevillingens Ord og Mening, skal være Indenrigsministerens Kjendelse undergivet.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. august 1849, 2. udgave).
Indenrigsministeriet ønskede at Jerichau i lighed med de almindelige renovationsvogne skulle have en afgiftsfri passage. Ved en fejltagelse lød bevillingen på bropenge. Den afgift vedrørte ikke Jerichaus vogne. Bomforpagter Johan Chr. Borup ved Nørreport afkrævede ham derfor efter reglerne den sædvanlige betaling. Jerichaus klager over det førte til at bomforpagter bestemte at Jerichaus vogne ikke var almindelige arbejdsvogne, men i lighed med wienervogne eller omnibusser skulle betale dobbelt så meget.
Magistraten blandede sig. Borup henviste til den kongelige resolution af 21. Juli 1819 hvis bestemmelser om karet, chaise, jagt- eller anden vogn med dæksel på skulle betale 19 Sk. Jerichaus latrinvogne var ikke stadens arbejdsvogne, men privat entreprise. Ministeriet måtte også indrømme deres ukendskab til afgiftsreglerne. Jerichau løste så selv problemet ved at lade sine belæssede vogne holde inden for porten, indtil bommen åbnedes om morgenen. Da Borups kontrakt udløb, blev der sørget for passagefrihed for Jerichaus vogne.
Jerichau brugte firkantede kasser som blev tømt på en oplagsplads på en jordlod ved Nørre Allé i nærheden af de gamle sandgrave. I de næste 3 år indførtes tøndesystemet i omtrent 400 huse samt Frederiks Hospital og Fødselsstiftelsen. Stadsfysikus konstaterede i 1852 at Jerichau havde forbedret de hygiejniske Forhold for ca. 18.000 Mennesker. 3000 Ejendomme benyttede stadig det gamle grubesystem.
I 1852 fik Jerichau sin bevilling forlænget, dog nu i konkurrrence med en tidligere kollega, urtekræmmer Mygind. Sidstnævnte havde i 1853 entreprise for 700 ejendomme. Oplagspladsen ved Nørre Allé affødte klager allerede fra 1850 såvel af beboerne på Nørrebro, som de militære der holdt øvelse på Fælleden. Bestrøning af gødningen med bark eller melkalk, blev dårligt og utilstrækkeligt udført. Oplagspladsen var omgivet af et fire alen højt plankeværk, men den flydende renovation løb under plankeværket og bredte sig helt hen til Nørre Allé og de tilstødende ejendomme og sandgravene hvorved stanken blev endnu mere utålelig end fra selve oplagene.
Ifølge beboerklager til Magistraten og Justitsministeriet i 1854 var forholdene ubeskriveligt væmmelige, helt ude på Jagtvej kunne man undertiden ikke åbne vinduerne i flere dage. Disse klager bevirkede at Jerichau og Mygind kun fik forlænget bevillingerne i 1855 på betingelse af at de flyttede deres oplag, det blev så Rådmandsmarken, hvor de lå op til 1890.
Se: Dr. Villads Christensen: København 1840-1857. Side 13-15 og 155-157. Gad 1912.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar