Redacteurens Bemærkning
Politivennen beskrev ofte forholdene ved og omkring Københavns Toldbod. At situationen vedblev da Politivennen var ved at lukke og slukke i 1845, kan man læse i to artikler fra Kjøbenhavnsposten, april og maj 1845. Den første artikel antyder en ansvarsforflygtigelse mellem områdets ejere rentekammeret, toldvæsnet, fattigvæsnet og magistraten, dygtigt udnyttet af havnekaptajn Eskildsen. Om sidstnævnte, se Redacteurens Anmærkning til indlægget om toldboddragerne. Det omtalte rentekammer kan nærmest sammenlignes med nutidens finansministerium:Kjøbenhavnsposten den 30. april 1845: I "Fædrelandet" for lørdags findes en artikel om adskillige vederstyggelige ting og modbydelige syn, som København frembyder ved den ydre anskuelse, og hvorved der straks må påtrænge sig den opmærksomme rejsende den overbevisning, at autoriterne forsømmer hvad der med hensyn til anstand kan fordres af en så stor kommune. I "Fædrelandet" forlanges ikke for meget, men vel for meget på een gang. Vi vil indskrænke os til nogle mindre fordringer af yderst rimelig beskaffenhed.
Og vi begynder da ved Toldboden, hvor der findes den bekendte elendige, uanstændige opgang, knap tjenlig for søvante matroser. De rejsende, som skal landsættes, betræder en rådden bro, hvor kapt. Eskildsen kommanderer og uddeler hårde ord i flæng. De halvrådne åbne både, uden dæk i regnveir, skraber markstykker ind i skæppevis; det bliver hovedsagen; hynder at sidde på leveres kun til fornemme, dem vel enhver kender. Er der mange tilrejsende, mangler der både; landsætningen er dårlig, og i mørke forbundet med fare. Hr. Eskildsen har en god gage ved budgettet, og for hvad? Som lodsoldermand intet at bestille, udover at hæve større gage. Han tjener svære penge på færgelauget og transporten til Pælene, foruden bådfarten i havnen, så at han efter v. Scholten og v. Holten er den højstgagerede embedsmand i landet.
Der burde da vel indsættes en rask og dristig kommandant på Toldboden, der kunne føre en fornuftig kommando og være tilstede, og ikke ligge på landet efter behag; eller også nedlægger man posten. Det væmmeligste syn viser sig fra vandposten til Kastelsmuren. Der ligger en kloak, fuld af rådden tang og uhumskheder, der forpester luften. Værre kan det ikke være; forlanger Hr. Eskildsen, at muddervæsenet skal borttage den og det ikke sker, da bør han anmelde det; - det hører dog vel til hans tjeneste? Vi får nu vel efter 45 års overvejelser en bro; men skal den være fuldkommen, bliver der tillige anlagt en bådehavn, og sørget for en landingsbro til alle dampskibe. Det er spørgsmålet. - Toldbodpladsen ved den rådne flydebro er ikke engang dårligt brolagt, den er slet ikke brolagt; det burde E. også indberette; for Magistraten ved det vel ikke.
Toldbodvejen, eller i dag: Esplanaden, set mod Toldboden, som dengang lå til højre (ikke som nu til venstre) for enden af vejen - det er bygningen man lige kan ane længst væk. Nærmest til venstre er den berygtede Brokkens Bod, og på den modsat side af vejen Toldbods Viinhuus. De lave bygninger ejedes af Fattigvæsnet, og gik under navne som "Lille København" og "de 100 huse". Se også ete forsøg på et nutidigt af området sidst i denne artikel.
Der burde da vel indsættes en rask og dristig kommandant på Toldboden, der kunne føre en fornuftig kommando og være tilstede, og ikke ligge på landet efter behag; eller også nedlægger man posten. Det væmmeligste syn viser sig fra vandposten til Kastelsmuren. Der ligger en kloak, fuld af rådden tang og uhumskheder, der forpester luften. Værre kan det ikke være; forlanger Hr. Eskildsen, at muddervæsenet skal borttage den og det ikke sker, da bør han anmelde det; - det hører dog vel til hans tjeneste? Vi får nu vel efter 45 års overvejelser en bro; men skal den være fuldkommen, bliver der tillige anlagt en bådehavn, og sørget for en landingsbro til alle dampskibe. Det er spørgsmålet. - Toldbodpladsen ved den rådne flydebro er ikke engang dårligt brolagt, den er slet ikke brolagt; det burde E. også indberette; for Magistraten ved det vel ikke.
Indgangen fra Toldboden til byen fører gennem en stor jernport, for snæver til at passere når man møder en vogn, hvilket dog let kunne afhjælpes ved to sideindgange for fodgængere. Og hvad der endnu lettere kunne afhjælpes, er at lade porten og muren rengøre og hvidte af en murersvend; det er en til to dages arbejde. Nu er vi da udenfor toldgrænsen. Her møder os straks det ofte omtalte lappede, lasede, snavsede, faldefærdige plankeværk, som står til skam for alle vedkommende, dernæst et meget urenligt hus, som tjener til beværtning, og så nogle naragtige boder, som i sandhed gør nar af deres ejere, dem de stadig trodser; det er værre end de såkaldte fedteboder, der før fandtes på skibsværfterne - de henhører under toldkammerbygningen! - At kammerdirektøren må have set dem, er vist; men lige så vist er det at ringmuren burde forskønnes med 10 til 12 smukke murstensbutikker, omtrent lig dem ved Kongens Have, smagfuldt opførte og renligt vedligeholdte.
Om mulig overgår rentekammeret i henseende til mangel på sans for sine bygninger endnu toldvæsenet. Det væmmeligste hus af udseende, Brokkens Bod kaldet, og som siges at sortere under rentekammeret, frembyder sig for øjet omgivet af et enkelt plankeværk. Latrinerne derved ses og lugtes enten man passerer Esplanaden eller går i Grønningen. Dette synes utroligt, men er sandt. Rentekammeret har midler, har en bygningsadministration. Der bygges vist også meget unyttigt, men dette hus skal vidne om, at der burde bygges endnu mere.
De såkaldte 100 huse frembyder et fælt syn - de sorterer under Fattigvæsenet. En tilsætning af en etage endnu med en smuk facade til gaden, med vinduer etc., ville vel betale sig og afgive bolig for mange, som nu får anden hjælp. Alt hvad her er foreslået, koster næsten intet og ville rigelig kunne betale, hvad det koster.
Vi komme nu til Sankt Annæ Plads. I mange år har her været brolægningsvæsenets skarn-, sand-, : sten- og grusoplag, som for længe siden skulle have været ryddet. Men har man mærket noget dertil endnu? - Ret morsomt er det dog for beboerne, til erstatning for den ulempe, de lider, at se 2 vogne på en gang, hvoraf den ene losser af, den anden på; det må blive et snurrigt regnskab. Vi frabeder os træer på pladsen, som hindrer udsigten over denne frie plads, der ville vinde betydeligt, når ligvognshuset blev henlagt til et andet sted og hele Huggen solgt til bebyggelse eller blot omgivet med en høj mur, indenfor hvilken ligvognevaskeriet kunne foretages, uden at overstænke folk. Denne mur kunde indeholde store rummelige butikker, og ville atter betale sig; Amalienborgs beboere må jo hente alting langvejs fra. Hvor længe fru Svendsens vederstyggelige slagterbod endnu skal stå til parade midt på denne plads, vides ikke. Dens bortskaffelse har ofte været offentlig forlangt, men til ingen nytte. Husejerne på pladsen vil vel vide at forskønne deres huse, når pladsen efter rimelighed ryddes.
Vi vil i dag ikke gå videre, for ellers kom vi vel endog ud på Christianshavn, og så Gud hjælpe os, især ifald vi undervejs lugtede Fisketorvets rendestensvand, hvormed fiskene holdes muntre og friske.
*X*
Den anden artikel bringer et dokument diskuteret i Borgerrepræsentationen, og giver et indtryk af hvorfor sagsbehandlingen måske tog så lang tid: Med en tilsyneladende grundighed og fremlæggelse af såkaldte "alternativer", synes der ikke videre skred i udviklingen.
Den anden artikel bringer et dokument diskuteret i Borgerrepræsentationen, og giver et indtryk af hvorfor sagsbehandlingen måske tog så lang tid: Med en tilsyneladende grundighed og fremlæggelse af såkaldte "alternativer", synes der ikke videre skred i udviklingen.
Kjøbenhavnsposten, 28. maj 1845:
Af Borgerrepræsentanternes forhandlinger for 8. i denne måned skal vi hidsætte efterfølgende som et bevis på, hvor grundigt og omsigtigt autoriteterne går til værks ved den mindste forandring, der skal foretages, og at man derfor ikke kan undres over den uendelige tid, ethvert spørgsmal behøver inden det kan finde sin rette besvarelse, endsige inden man kommer til at skride til handling. Det angår intet mindre end toldbodens omgivelser:
"Det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har meddelt Magistraten, at der foruden den tidligere plan, at se den grund som tilhører Toldvæsenet ud imod Toldbodvejen, hvorpå det såkaldte Toldbodviinhuus med flere boder ligger, afhændet til bebyggelse for privat regning. Endvidere er også kommet følgende to alternativer under overvejelse, for nu snarest at se sagen endelig ordnet, nemlig: enten for kongelig regning at give Toldbodviinhuset med tilbehør en hovedreparation og derefter søge det bortlejet ved ny leje, men i øvrigt at lade samtlige butikker nedbryde og materialerne bortsælge, samt lægge den derved vundne grund til Viinhusets have og indhegne den med en mur, der sluttede sig til den mur, som allerede omgiver inspektionsboligens have, ligesom en lignende mur da også måtte opføres langs det stykke af gaden, der ligger imellem Viinhuset og toldbodbygninger. Eller at sælge såvel Viinhuset som butikkerne til nedbrydning og planering, samt forene den hele derved vundne plads med den øvrige Toldbodplads og afhegne denne nye grænse for pladsen imod Toldbodvejen enten med en mur eller et jernstakit, ens på den hele strækning fra Hjørnet af Amaliegade indtil Jernporten ved selve Toldbodbygningen.
Efter de i den anledning indhentede erklæringer fra de nærmeste vedkommende, har Kollegiet fundet at det sidste af de fornævnte alternativer har mest for sig, med specielt hensyn til toldvæsenets interesse ved at befris for et i flere henseender tvivlsomt naboskab og ved allerede nu at få Toldbodpladsen således arronderet, som den retning, Københavns transithandel i mere og mere tager, muligvis om få år vil gøres ligefrem nødvendig. Den kgl. Direktion for Statsgælden og den synkende Fond har fra finansernes side heller intet villet indvende imod, at sagen i den sidst antydede retning foredrages Hs. M. Kongen, uagtet dette alternative realisation kan anslås at ville medføre et årligt tab for Statsgældskassen på cirka 1100 Rbd. (incl. renterne!) af den sum, som et jernstakit eller en mur til indhegning på den pågældende strækning vil udfordre), i sammenligning med det første alternativ, eller med det pågældende terræns afhændelse til privat bebyggelse.
Da Statsgældsdirektionen imidlertid derhos til støtte for pladsens benyttelse til bebyggelse har ytret den mening, at når sagen ikke udelukkende betragtes i toldvæsenets, men også i søfartens interesse, turde det i sig selv være meget hensigtsmæssigt, om der til bekvemmelighed for de søfarende i almindelighed og navnlig for dem, der under forbisejling kan, ganske kort tid komme i land, i Toldbodens umiddelbare nærhed fandtes såvel et forfriskningssted, som enkelte med de for søfolk mest nødvendige artikler forsynede udsalgssteder, så at vedkommende ikke var nødt til at søge højere op i byen, for at forsyne sig med sådanne sager, har Generaltoldkammer og Kommercekollegiet dog, foruden sagen allerund. foredrages Hs. Maj. udbedet sig Magistratens ytringer meddelt, om det fra kommunens standpunkt for de søfarendes tarv anses nødvendigt, at pladsen bebygges i det angivne øjemed, være sig for offentlig eller privat regning, eller om ikke søfarten trang til indretninger af den pågældende beskaffenhed i umiddelbar nærhed af Toldboden antages naturligst at ville finde fyldestgørelse ved privates vistnok i så fald ikke udeblivende spekulationer med hensyn til de i Amaliegade og på Toldbodvejen nærmest liggende bygningers indretning til forskellige slags butikker, beværtningssteder m. v. , selv forudsat, at den såkaldte Brokkensbod ligeover for toldbodvinhuset også nedrives, uden at nye bygninger på sammes plads og i lige linje dermed genopføres.
Efter de i den anledning indhentede erklæringer fra de nærmeste vedkommende, har Kollegiet fundet at det sidste af de fornævnte alternativer har mest for sig, med specielt hensyn til toldvæsenets interesse ved at befris for et i flere henseender tvivlsomt naboskab og ved allerede nu at få Toldbodpladsen således arronderet, som den retning, Københavns transithandel i mere og mere tager, muligvis om få år vil gøres ligefrem nødvendig. Den kgl. Direktion for Statsgælden og den synkende Fond har fra finansernes side heller intet villet indvende imod, at sagen i den sidst antydede retning foredrages Hs. M. Kongen, uagtet dette alternative realisation kan anslås at ville medføre et årligt tab for Statsgældskassen på cirka 1100 Rbd. (incl. renterne!) af den sum, som et jernstakit eller en mur til indhegning på den pågældende strækning vil udfordre), i sammenligning med det første alternativ, eller med det pågældende terræns afhændelse til privat bebyggelse.
Da Statsgældsdirektionen imidlertid derhos til støtte for pladsens benyttelse til bebyggelse har ytret den mening, at når sagen ikke udelukkende betragtes i toldvæsenets, men også i søfartens interesse, turde det i sig selv være meget hensigtsmæssigt, om der til bekvemmelighed for de søfarende i almindelighed og navnlig for dem, der under forbisejling kan, ganske kort tid komme i land, i Toldbodens umiddelbare nærhed fandtes såvel et forfriskningssted, som enkelte med de for søfolk mest nødvendige artikler forsynede udsalgssteder, så at vedkommende ikke var nødt til at søge højere op i byen, for at forsyne sig med sådanne sager, har Generaltoldkammer og Kommercekollegiet dog, foruden sagen allerund. foredrages Hs. Maj. udbedet sig Magistratens ytringer meddelt, om det fra kommunens standpunkt for de søfarendes tarv anses nødvendigt, at pladsen bebygges i det angivne øjemed, være sig for offentlig eller privat regning, eller om ikke søfarten trang til indretninger af den pågældende beskaffenhed i umiddelbar nærhed af Toldboden antages naturligst at ville finde fyldestgørelse ved privates vistnok i så fald ikke udeblivende spekulationer med hensyn til de i Amaliegade og på Toldbodvejen nærmest liggende bygningers indretning til forskellige slags butikker, beværtningssteder m. v. , selv forudsat, at den såkaldte Brokkensbod ligeover for toldbodvinhuset også nedrives, uden at nye bygninger på sammes plads og i lige linje dermed genopføres.
Repræsentantskabet, hvis erklæring Magistraten, denne anledning har forlangt, mente. at det med hensyn til den vigtighed, landingsstedet ved Toldboden har, og, om end adskillelsen mellem den indre og ydre havn forlagdes længere op i byen, vil beholde, vil være om end ikke aldeles nødvendigt, dog altid særdeles tjenlig for søfarten og bekvemt for de søfarende, at der i dette landingssteds umiddelbare nærhed findes et forfriskningssted og udsalgssteder for de vigtigste fornødenhedsartikler for de søfarende, og derfor ønskeligt, at sådanne bygninger der opførte, hvorhos man ikke tvivlede om, at de, når de behørige hensyn tages, ville langt bedre tjene til avenuens forskønnelse end en mur eller et stakitværk. om end disse altid må foretrækkes for den nuværende tilstand."
Et forsøg på at finde det samme sted som tegningen forrest i denne artikel er taget fra. Den gamle toldbod til højre for vejen er forsvundet. Gavlen findes dog i parkeringshuset ved Toldbodgades "knæk". Resten er fra efter udsaneringen af området. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.
Der gik yderligere en periode, hvorefter Brokkens Bod blev nedrevet i 1854. Herefter fulgt en sanering som langsomt gav området det udseende det har i dag.
Der gik yderligere en periode, hvorefter Brokkens Bod blev nedrevet i 1854. Herefter fulgt en sanering som langsomt gav området det udseende det har i dag.
