Et Udvandrerhotel. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavn er i denne Sommer blevet en Hovedplads for Udvandringen til Amerika, idet det Kontingent, som Norden stiller til Befolkningen af den nye Verden hinsides Atlanterhavet, for Størstedelen gaaer over Kjøbenhavn. Der forløber næsten ingen Uge, i hvilken de herværende Udvandringsagenter ikke befordre hele Skibsladninger af Udvandrere, især til England, og ved Ordningen af den direkte Dampskibsforbindelse to Gange maanedlig mellem Kjøbenhavn og New-York er Trafiken bleven forøget i en betydelig Grad. Virkningerne heraf spores allerede; man kan derfor ogsaa jævnlig i Byens Gader møde Skarer af de let kjendelige Udvandrere, især Svenske, og navnlig i Nyhavn og paa St. Annæplads sees disse i stor Mængde udenfor Indgangene til de forskjellige Udvandringsagenters Kontorer, der befinde sig der. Det er derfor heller ikke mere end rimeligt, at Kjøbenhavn nu i Lighed med de andre større Hovedpladser for Udvandringen har faatt sit Udvandrerhotel. Et Besøg i dette er vel Umagen værd for den, der interesserer sig for at erfare, hvorledes Udvandrerne tilbringe de sidste Dage paa Landjorden, førend de begive sig ud paa den lange Reise over Atlanterhavet.

Udvandrerhotellet er beliggende paa Hjørnet af St. Annæplads og Amaliegade i det fordum grevelige Palais, der nu er leiet af Udvandringsagent Bølle, som har indrettet el Par Etager deri til Bolig for Udvandrere. Det er let at finde derhen; thi man kan altid være sikker paa at træffe en Flok af disse udenfor den aabentstaaende Port, og man behøver blot at se ind i Gaarden for at være vis paa, at maa er paa det rette Sted. De Fysiognomier og Klædedragter, man iagtager her, vidne tydelig om, at de tilhøre Folk, som have forberedt sig til en lang Reise. Nogle Smaahandlende og Kagekoner mene dog, at ikke alle Forberedelserne ere afsluttede, og søge med Opbydelsen af alle deres Talegaver at paanøde Udvandrerne deres Varer.

I Værelserne paa 1ste Sal minder man levende om Mellemdækket paa et Udvandrerskib, kun med den Forskjel, at her ikke er fuldt saa overlæsset, men langt mere lyst og højt til Loftet, skjøndt dette Sidste ikke forhindrer, at her findes en meget slet Atmosfære, som er en nødvendig Følge af Forholdene. Langs Væggene er der opslaaet numererede Køier i to Etager, hver til to Personer, og i disse, der ere opfyldte af alle mulige Gjenstande, saasom Seng- og Gangklæder, Rejseposer, Vadsække osv., finder man Værelsets Beboere henslængte sovende, læsende, rygende eller skrivende og indtagende alle mulige og umulige Stillinger. Fysiognomierne og Klædedragterne tyde paa, at Størstedelen af de henved 400 Beboere, Hotellet rummer, ere Svenske. Her sidder en ung svensk Pige og læser andægtig i sin Psalmebog, medens en Karl ved Siden af hende er ifærd med at affatte sin første Epistel til Hjemmet; at det just ikke falder ham let seer man af de lange Pavser, han hvert Øieblik gjør, medens han med et fortvivlet Udtryk i Ansigtet tygger paa Penneskaftet og tørrer Sveddraaberne af Panden. Midt paa Gulvet staaer en Gruppe af ældre Mænd, dampende af deres korte Piber eller rygende en Cigar, i en alvorlig Samtale om det nye Land og om dens Forhaabninger ved Ankomsten dertil. Paa andre Steder ligge smaa Børn, boltrende sig i Sengene, og af og til opfører en lille Skrighals en Koncert, til hvis Diskant de Sovendes dybe Snorken danner Bassen. Forresten er Gulvet naturligvis opfyldt med Sengesteder og Udvandrernes Kister og Kasser, hvorpaa disse, blandt hvilke der findes Mænd og Kvinder i alle Aldere, bivuakere spisende, drikkende, rygende. Nogle med Hænderne i Skjødet, stirrende ud for sig, Andre i fortrolig Samtale med deres Slægt og Kammerater. Blikspande og andre Redskaber ligge henslængte rundt omkring i Vindueskarmene.

Det gamle grevelige Hotel har saaledes i betydelig Grad skiftet Udseende, og dets tidligere Beboere vilde vist undre sig i høi Grad, hvis de kunde se, hvem deres Efterfølgere ere. Billedet af en af de fordums Beboere hænger endnu i et af Værelserne, Side om Side med over national heroes, en Samling Portræter af Mænd, der have udmærket sig i Kampen mellem Nord- og Sydstaterne, og Kort over Amerika, Lister over Dampskibsruter osv. Der er et broget Virvar her i disse Sale, men det danske Udvandrerhotel kan dog nok maale sig med flere af de fremmede, f. Ex. "Zum grossen Auswandererhaus" i Hamborg, hvor de danske Arbeidere skulde bo paa Veien ttl Pariserudstillingen - sørgelig Ihukommelse.

(Dags-Telegraphen (København) 10. juni 1869)

Hjørnet af Amaliegade og Sankt Annæ Plads (det andet hjørne har en lignende bygning). Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ejendommen var købt i foråret 1869 af ritmester Allan Dahl og lejet ud til udvandringsagent Bølle. Han engagerede håndværkere til på kort tid at omdanne den store bygning.

Kjøbenhavns Toldbod (Efterskrift til Politivennen)

Redacteurens Bemærkning

Politivennen beskrev ofte forholdene ved og omkring Københavns Toldbod. At situationen vedblev da Politivennen var ved at lukke og slukke i 1845, kan man læse i to artikler fra Kjøbenhavnsposten, april og maj 1845. Den første artikel antyder en ansvarsforflygtigelse mellem områdets ejere rentekammeret, toldvæsnet, fattigvæsnet og magistraten, dygtigt udnyttet af havnekaptajn Eskildsen. Om sidstnævnte, se Redacteurens Anmærkning til indlægget om toldboddragerne. Det omtalte rentekammer kan nærmest sammenlignes med nutidens finansministerium:
Kjøbenhavnsposten den 30. april 1845: I "Fædrelandet" for lørdags findes en artikel om adskillige vederstyggelige ting og modbydelige syn, som København frembyder ved den ydre anskuelse, og hvorved der straks må påtrænge sig den opmærksomme rejsende den overbevisning, at autoriterne forsømmer hvad der med hensyn til anstand kan fordres af en så stor kommune. I "Fædrelandet" forlanges ikke for meget, men vel for meget på een gang. Vi vil indskrænke os til nogle mindre fordringer af yderst rimelig beskaffenhed.

Og vi begynder da ved Toldboden, hvor der findes den bekendte elendige, uanstændige opgang, knap tjenlig for søvante matroser. De rejsende, som skal landsættes, betræder en rådden bro, hvor kapt. Eskildsen kommanderer og uddeler hårde ord i flæng. De halvrådne åbne både, uden dæk i regnveir, skraber markstykker ind i skæppevis; det bliver hovedsagen; hynder at sidde på leveres kun til fornemme, dem vel enhver kender. Er der mange tilrejsende, mangler der både; landsætningen er dårlig, og i mørke forbundet med fare. Hr. Eskildsen har en god gage ved budgettet, og for hvad? Som lodsoldermand intet at bestille, udover at hæve større gage. Han tjener svære penge på færgelauget og transporten til Pælene, foruden bådfarten i havnen, så at han efter v. Scholten og v. Holten er den højstgagerede embedsmand i landet.

Der burde da vel indsættes en rask og dristig kommandant på Toldboden, der kunne føre en fornuftig kommando og være tilstede, og ikke ligge på landet efter behag; eller også nedlægger man posten. Det væmmeligste syn viser sig fra vandposten til Kastelsmuren. Der ligger en kloak, fuld af rådden tang og uhumskheder, der forpester luften. Værre kan det ikke være; forlanger Hr. Eskildsen, at muddervæsenet skal borttage den og det ikke sker, da bør han anmelde det; - det hører dog vel til hans tjeneste? Vi får nu vel efter 45 års overvejelser en bro; men skal den være fuldkommen, bliver der tillige anlagt en bådehavn, og sørget for en landingsbro til alle dampskibe. Det er spørgsmålet. - Toldbodpladsen ved den rådne flydebro er ikke engang dårligt brolagt, den er slet ikke brolagt; det burde E. også indberette; for Magistraten ved det vel ikke.

Toldbodvejen, eller i dag: Esplanaden, set mod Toldboden, som dengang lå til højre (ikke som nu til venstre) for enden af vejen - det er bygningen man lige kan ane længst væk. Nærmest til venstre er den berygtede Brokkens Bod, og på den modsat side af vejen Toldbods Viinhuus. De lave bygninger ejedes af Fattigvæsnet, og gik under navne som "Lille København" og "de 100 huse". Se også ete forsøg på et nutidigt af området sidst i denne artikel.

Indgangen fra Toldboden til byen fører gennem en stor jernport, for snæver til at passere når man møder en vogn, hvilket dog let kunne afhjælpes ved to sideindgange for fodgængere. Og hvad der endnu lettere kunne afhjælpes, er at lade porten og muren rengøre og hvidte af en murersvend; det er en til to dages arbejde. Nu er vi da udenfor toldgrænsen. Her møder os straks det ofte omtalte lappede, lasede, snavsede, faldefærdige plankeværk, som står til skam for alle vedkommende, dernæst et meget urenligt hus, som tjener til beværtning, og så nogle naragtige boder, som i sandhed gør nar af deres ejere, dem de stadig trodser; det er værre end de såkaldte fedteboder, der før fandtes på skibsværfterne - de henhører under toldkammerbygningen! - At kammerdirektøren må have set dem, er vist; men lige så vist er det at ringmuren burde forskønnes med 10 til 12 smukke murstensbutikker, omtrent lig dem ved Kongens Have, smagfuldt opførte og renligt vedligeholdte.

Om mulig overgår rentekammeret i henseende til mangel på sans for sine bygninger endnu toldvæsenet. Det væmmeligste hus af udseende, Brokkens Bod kaldet, og som siges at sortere under rentekammeret, frembyder sig for øjet omgivet af et enkelt plankeværk. Latrinerne derved ses og lugtes enten man passerer Esplanaden eller går i Grønningen. Dette synes utroligt, men er sandt. Rentekammeret har midler, har en bygningsadministration. Der bygges vist også meget unyttigt, men dette hus skal vidne om, at der burde bygges endnu mere.

Disse huse i Amaliegade tættest på Esplanaden var genboer til fattigvæsnets boliger nu Mærsk-komplekset. De er opført i slutningen af 1700-tallet: Amaliegade 49/Esplanaden 48 (1788), Amaliegade 47 (1790), Amaliegade 45/Esplanaden 46 (1790-91), Amaliegade 43 (1790-93),

De såkaldte 100 huse frembyder et fælt syn - de sorterer under Fattigvæsenet. En tilsætning af en etage endnu med en smuk facade til gaden, med vinduer etc., ville vel betale sig og afgive bolig for mange, som nu får anden hjælp. Alt hvad her er foreslået, koster næsten intet og ville rigelig kunne betale, hvad det koster.

Vi komme nu til Sankt Annæ Plads. I mange år har her været brolægningsvæsenets skarn-, sand-, : sten- og grusoplag, som for længe siden skulle have været ryddet. Men har man mærket noget dertil endnu? - Ret morsomt er det dog for beboerne, til erstatning for den ulempe, de lider, at se 2 vogne på en gang, hvoraf den ene losser af, den anden på; det må blive et snurrigt regnskab. Vi frabeder os træer på pladsen, som hindrer udsigten over denne frie plads, der ville vinde betydeligt, når ligvognshuset blev henlagt til et andet sted og hele Huggen solgt til bebyggelse eller blot omgivet med en høj mur, indenfor hvilken ligvognevaskeriet kunne foretages, uden at overstænke folk. Denne mur kunde indeholde store rummelige butikker, og ville atter betale sig; Amalienborgs beboere må jo hente alting langvejs fra. Hvor længe fru Svendsens vederstyggelige slagterbod endnu skal stå til parade midt på denne plads, vides ikke. Dens bortskaffelse har ofte været offentlig forlangt, men til ingen nytte. Husejerne på pladsen vil vel vide at forskønne deres huse, når pladsen efter rimelighed ryddes.

Sankt Annæ Plads 1861. (Illustreret tidende). Oplagspladserne er blevet fjernet, ligesom ligvognevaskeriet.

Vi vil i dag ikke gå videre, for ellers kom vi vel endog ud på Christianshavn, og så Gud hjælpe os, især ifald vi undervejs lugtede Fisketorvets rendestensvand, hvormed fiskene holdes muntre og friske.

*X*

Den anden artikel bringer et dokument diskuteret i Borgerrepræsentationen, og giver et indtryk af hvorfor sagsbehandlingen måske tog så lang tid: Med en tilsyneladende grundighed og fremlæggelse af såkaldte "alternativer", synes der ikke videre skred i udviklingen.

Kjøbenhavnsposten, 28. maj 1845:

Af Borgerrepræsentanternes forhandlinger for 8. i denne måned skal vi hidsætte efterfølgende som et bevis på, hvor grundigt og omsigtigt autoriteterne går til værks ved den mindste forandring, der skal foretages, og at man derfor ikke kan undres over den uendelige tid, ethvert spørgsmal behøver inden det kan finde sin rette besvarelse, endsige inden man kommer til at skride til handling. Det angår intet mindre end toldbodens omgivelser:

"Det kongl. Generaltoldkammer og Kommercekollegium har meddelt Magistraten, at der foruden den tidligere plan, at se den grund som tilhører Toldvæsenet ud imod Toldbodvejen, hvorpå det såkaldte Toldbodviinhuus med flere boder ligger, afhændet til bebyggelse for privat regning. Endvidere er også kommet følgende to alternativer under overvejelse, for nu snarest at se sagen endelig ordnet, nemlig: enten for kongelig regning at give Toldbodviinhuset med tilbehør en hovedreparation og derefter søge det bortlejet ved ny leje, men i øvrigt at lade samtlige butikker nedbryde og materialerne bortsælge, samt lægge den derved vundne grund til Viinhusets have og indhegne den med en mur, der sluttede sig til den mur, som allerede omgiver inspektionsboligens have, ligesom en lignende mur da også måtte opføres langs det stykke af gaden, der ligger imellem Viinhuset og toldbodbygninger. Eller at sælge såvel Viinhuset som butikkerne til nedbrydning og planering, samt forene den hele derved vundne plads med den øvrige Toldbodplads og afhegne denne nye grænse for pladsen imod Toldbodvejen enten med en mur eller et jernstakit, ens på den hele strækning fra Hjørnet af Amaliegade indtil Jernporten ved selve Toldbodbygningen.

Efter de i den anledning indhentede erklæringer fra de nærmeste vedkommende, har Kollegiet fundet at det sidste af de fornævnte alternativer har mest for sig, med specielt hensyn til toldvæsenets interesse ved at befris for et i flere henseender tvivlsomt naboskab og ved allerede nu at få Toldbodpladsen således arronderet, som den retning, Københavns transithandel i mere og mere tager, muligvis om få år vil gøres ligefrem nødvendig. Den kgl. Direktion for Statsgælden og den synkende Fond har fra finansernes side heller intet villet indvende imod, at sagen i den sidst antydede retning foredrages Hs. M. Kongen, uagtet dette alternative realisation kan anslås at ville medføre et årligt tab for Statsgældskassen på cirka 1100 Rbd. (incl. renterne!) af den sum, som et jernstakit eller en mur til indhegning på den pågældende strækning vil udfordre), i sammenligning med det første alternativ, eller med det pågældende terræns afhændelse til privat bebyggelse.

Da Statsgældsdirektionen imidlertid derhos til støtte for pladsens benyttelse til bebyggelse har ytret den mening, at når sagen ikke udelukkende betragtes i toldvæsenets, men også i søfartens interesse, turde det i sig selv være meget hensigtsmæssigt, om der til bekvemmelighed for de søfarende i almindelighed og navnlig for dem, der under forbisejling kan, ganske kort tid komme i land, i Toldbodens umiddelbare nærhed fandtes såvel et forfriskningssted, som enkelte med de for søfolk mest nødvendige artikler forsynede udsalgssteder, så at vedkommende ikke var nødt til at søge højere op i byen, for at forsyne sig med sådanne sager, har Generaltoldkammer og Kommercekollegiet dog, foruden sagen allerund. foredrages Hs. Maj. udbedet sig Magistratens ytringer meddelt, om det fra kommunens standpunkt for de søfarendes tarv anses nødvendigt, at pladsen bebygges i det angivne øjemed, være sig for offentlig eller privat regning, eller om ikke søfarten trang til indretninger af den pågældende beskaffenhed i umiddelbar nærhed af Toldboden antages naturligst at ville finde fyldestgørelse ved privates vistnok i så fald ikke udeblivende spekulationer med hensyn til de i Amaliegade og på Toldbodvejen nærmest liggende bygningers indretning til forskellige slags butikker, beværtningssteder m. v. , selv forudsat, at den såkaldte Brokkensbod ligeover for toldbodvinhuset også nedrives, uden at nye bygninger på sammes plads og i lige linje dermed genopføres.

Repræsentantskabet, hvis erklæring Magistraten, denne anledning har forlangt, mente. at det med hensyn til den vigtighed, landingsstedet ved Toldboden har, og, om end adskillelsen mellem den indre og ydre havn forlagdes længere op i byen, vil beholde, vil være om end ikke aldeles nødvendigt, dog altid særdeles tjenlig for søfarten og bekvemt for de søfarende, at der i dette landingssteds umiddelbare nærhed findes et forfriskningssted og udsalgssteder for de vigtigste fornødenhedsartikler for de søfarende, og derfor ønskeligt, at sådanne bygninger der opførte, hvorhos man ikke tvivlede om, at de, når de behørige hensyn tages, ville langt bedre tjene til avenuens forskønnelse end en mur eller et stakitværk. om end disse altid må foretrækkes for den nuværende tilstand."

Et forsøg på at finde det samme sted som tegningen forrest i denne artikel er taget fra. Den gamle toldbod til højre for vejen er forsvundet. Gavlen findes dog i parkeringshuset ved Toldbodgades "knæk". Resten er fra efter udsaneringen af området. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Der gik yderligere en periode, hvorefter Brokkens Bod blev nedrevet i 1854. Herefter fulgt en sanering som langsomt gav området det udseende det har i dag.

Anmodning til Herr' Grosserer Rønnenkamp.

Når man ser hen til de betydelige opofrelser De har ydet for at omdanne en gammel smagløs gård til en af nutidens smukkeste gårde, ved at indrette de mindre hensigtsmæssige værkbygninger bedre og nyttigere, ved at indrette og anlægge en her hidtil fremmed fabrik, uvis om den ville svare regning, da bør man vist ikke nære tvivl om at pengebesparelse ikke har været årsagen om noget ved de af Dem på Sankt Annæ Plads anlagte sukker- og saltraffinaderier kan anses mindre fuldkomment. Og ses fremdeles hen til at disse fabrikker efter grundens størrelse er henlagt så afsides for færdslen som muligt, kan det ikke heller betvivles at De herved har søgt at afværge at nogen skulle generes af røg, fordampning eller på anden måde ved de af Dem anlagt værker.

Imidlertid er det dog tilfældet at røgen fra disse værker forulemper naboer og genboer i den grad at de ikke alene ofte om sommeren er hindret i at kunne opholde sig i deres haver, men endog hele året igennem når vinden står på, får værelser og lofter fyldt med røg fra værkernes fyrsteder, og selv indsenderen har af samme grund ikke længere kunnet benytte et tørreloft som velvilligt er blevet overladt ham i nærheden af fabrikkerne.

I lige måde lider vegetationen af de saltdampe der kommer fra saltraffinaderiet.

Da der efter hvad indsenderen har hørt, at af hr. mekanikus Winstrup måske af flere, skal forfærdiges hensigtsmæssige, røgfortærende indretninger til fyrsteder, og at det ikke heller er usandsynligt at en eller anden mekanisk indretning lod sig udfinde til om ikke aldeles at hæve, så dog betydeligt formindske saltdampenes skadelige virkning på vegetationen, forventer man at hr. Rønnenkamp ikke vil tage hensyn til en lille pengeopofrelse for snarest muligt at befri naboer og genboer for de påankede ulemper, hvorfor mange vil være Dem forbundet.

(Politivennen nr. 830, Løverdagen den 26de November 1831, s. 825-827)

Prospekt af Sankt Annæ Plads 30 år senere, Illustreret Tidende, 20. oktober 1861

Redacteurens Anmærkning

Christian Rønnenkamp (1785-1867) grundlagde et sukker- og saltraffinaderiet på Sankt Annæ Plads. Han skænkede senere ejendommen til Grosserersocietetet. To nærmere gennemgange findes på Alda.dk, med en senere opdatering, med dokumentation fra Adresseavisen.

Bøn til Brolægningsvæsenet.

Ved at passere over brolægningsvæsnets oplagssted på Sankt Annæ Plads har anmelderen bemærket den uorden som lige meget strider mod politianordningerne og den offentlige velanstændighed. Arbejderne samme sted forretter deres nødtørft snart mellem stenbunkerne, snart i og ved en stor kedel der ligger ved korntørringsmagasinerne. Da denne vej især om sommeren benyttes af mange spadserende, så tør man vel håbet at det snarest muligt bliver gjort ende på dette ublu svineri ved at lade indrettes et lokum på pladsen. Det behøver vel ikke at tilføjes at såvel årstiden som de for tiden på andre steder grasserende sygdomme bør tilskynde enhver nu at bruge den største forsigtighed.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 489-490)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562-563 bekendtgjordes at arbejdsfolkenes uterlighed nu var endt, men frygtede at for fremtiden ville naturen gå over optugtelsen.

Carl Emil Baagøe (1829-1902): Sankt Annæ Plads set fra havnen med dampskib. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forslage, til høiere Vedkommendes Bedømmelse, betræffende den paatænkte Kirke for Mosaisterne.

Det så ofte ytrede ønske at få de mange for en stor del vel endog upassende små synagoger afskaffede og forenet i en sirlig kirke, skal nu være målet nær, idet en del af den mosaiske menighed til dette øjemeds udførelse skal have subskriberet for en ikke ubetydelig kapital. Kun skal man være forlegen for en byggeplads, og det hedder man i denne henseende har henvendt opmærksomheden på Hauser Plads.

Denne turde imidlertid næppe være den bedste, både fordi de kirkesøgende meget må foruroliges af de bønder der dagligt besøger Kultorvet fra morgenstunden, og fordi Kultorvet allerede er lille nok. Kan man ikke få private grunde, synes det mere hensigtsmæssig at anmode om at blive overladt enten Gråbrødretorv, hvorved den så ofte påankede skamstøtte kunne forsvinde, eller et stykke af den del af Sankt Annæ Plads som nu bruges til det for kongeboligens nærhed upassende stenoplag *) og slagterbod eller det stykke af Rosenborg Have mellem eksercerhuset og brandvæsnets depothus, hvilket ligger helt ubrugt og hvis salg ville indbringe den kongelige kasse en ikke ubetydelig kapital, samt hvis bebyggelse ikke ville være til mispryd, men snarere til pryd for haven og Gothersgade. 

På hvilket af disse steder kirken blev opført, ville det vist både være mere hensigtsmæssigt og for staden sirligere end på Hauser Plads. Måske kunne det også være passende at benytte de ellers hensmuldrende ruiner af den engang påtænkte Frederiks Kirke og med mursten fuldføre efter det engang gjorte udkast. Hvor svag grunden end monne være, vil den dog når behørige forholdsregler tages, kunne bære en kirkebygning af mursten.

*) Til stenoplag ville andre pladser i mængde kunne fås, både i selve staden og på Christianshavn.

(Politivennen nr. 708, Løverdagen den 25de Juli 1829, s. 477-479)

Christen Købke: Portræt af en gammel polsk jøde, 1833. (Statens Museum for Kunst.)
 

Redacteurens Anmærkning

Jøderne havde siden 1684 tilladelse til at afholde offentlig gudstjeneste i private hjem eller i lejede lokaler. 1764-1795 havde de en synagoge i Læderstræde, som nedbrændte ved bybranden i 1795. Herefter blev oprettet ca 20 private synagoger. 

Ingen af de steder som skribenten foreslår i artiklen, blev brugt til synagoge. Men i 1800 var købt en grund i Krystalgade, og så tidligt som i 1804 havde Peter Meyn tegnet et projekt, som dog ikke blev opført. Det blev det heller ikke senere, men i stedet blev den nuværende bygning opført 1830-33, tegnet af G.F. Hetsch. En annonce fra Adresseavisen, 21. december 1829 antyder at der i Krystalgade 71 var en melbutik, hvor der få år efter kom til at ligge en synagogen:

I Krystalgaden Nr. 71, i Meelboutiken, faaes extra godt Hvedemeel af forskjeellige Fiinheder, fine Perlegryn, Bankebyg og Havregryn, sjeldne gode graae og gule Ærter, med flere Sorter særdeles gode Gryn, godt rugbrød, m. m. Alt meget billigt.

Allerede inden synagogen var færdig, afslørede adskillige artikler i Politivennen at jøderne var splittet mellem ortodokse og reformvenlige omkring den kommende overrabbiner Abraham Alexander Wolff. I Adresseavisen den 29. maj 1829 var annonceret at hans tiltrædelsestale nu kunne købes i boghandlen:

So eben ist erschienen: "Predigt beim Antritte seines Amtes als Priester der mosaischen Gemeinde zu Kopenhagen, am Sabbathe Emor 5589, den 16ten Mai 1829, gehalten von Dr. Abraham Alexander Wolff;" und wird zum Besten der Armen für 2 mk. verkauft in H. J. Bings Schulbuchhandling, Kronprindsensgade Nr. 36.

Der forekommer artikler fra begge "lejre". Mere om det i august, hvor årgangene 1831-1832 bliver publiceret. Se fx læse artiklen i Den Store Danske.

Det Kongelige Teater bidrog til udbredelsen af borgerskabets fordomme mod jøderne. I Thomas Overskous lystspil "Østergade og Vestergade, eller: Det er nytårsdag i morgen", der havde premiere på Det Kongelige Teater 31. december 1828 og blev spillet ca. 15 år, optræder en af teatrets komikere Johann Christian Ryge i rollen som karikeret jøde Ephraim Golz. Karikaturen består i at beskrive Golz' appetit på kristne pigers uskyld og deres fædres formue. Samtidig med at han optræder som udlåner og spekulation. Overskou var ikke den eneste. Oehlenschläger (Sanct Hansaften-Spil), Heiberg. Datidens revolutionære tanker i Europa blev i diktaturstaten Danmark i nogen grad omdirigeret til udslag i jødeforfølgelser. 

At sådanne forestillinger forplantede sig nedad i samfundet, fremgår af at efter grundstenen til synagogen var nedlagt den 13. september 1830 sneg nogle drenge og lærlinge ind på byggepladsen, lukkede deres kammesjukker ind og kastede sten mod Meyers Minde. Da Nathan Aaron Glodzier forsøgte at stoppe dem, begyndte mængden at slå løs på ham, uden at han dog kom alvorligt til skade. Seks betjente fik hurtigt stoppet mishandlingen. Overfaldsmændene blev idømt 30 dages vand og brød eller straffet med ris. Aftenen efter blev der dog igen slået ruder ind i Læserstræde, Pilestræde og kompagnistræde. Igen greb politiet hurtigt ind.

Thomas Overskous familiegravsted på Frederiksberg Kirkegård. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Frit Hønsehold i Amaliegaden.

I Amaliegade nærmest Sankt Annæ Plads ser man dagligt en flok høns som efter al formodning har til huse i en kælder på den venstre side af gaden når man kommer fra oven nævnte plads.

Disse høns som synes at være sat på kostpenge, eftersom de går ind i de omboendes gårde og tilsnylter sig et måltid så ofte gårdenes ejere fodrer deres fjerkræ, kunne man ikke alene af nys nævnte årsag, men endog fordi de skader belægningen, ønske indelukket så at de ikke kom på gaden.

(Politivennen nr. 615 Løverdagen den 13de October 1827, s. 646).

"I Amaliegade nærmest Sankt Annæ Plads, ser man dagligt en flok høns som efter al formodning har til huse i en kælder." (Venstre side af Amaliegade, Sankt Annæ Plads i baggrunden. I øvrigt kun ganske få hundrede meter fra Amalienborg. Eget foto, 2016).

Uorden.

I gården nr. 61 på Sankt Annæ Plads er det i den senere tid blevet skik at udhænge til skue for genboerne i gården nr. 63 en samling af mange slags kirurgiske rariteter, hjerneskaller og dødningehoveder, rygrade, ribben, lår osv. Da disse sager dagligt udstilles fra den tidlige morgenstund lige indtil solens nedgang, og dertil anbringes på en mur hvortil flere familiers bopælsværelser vender ud, synes denne uskik at fortjene politiets opmærksomhed.

(Politivennen nr. 439. Løverdagen den 29de Mai 1824, s. 8003-8004)

Redacteurens Anmærkning

Formentlig er der tale om nuværende Sankt Annæ Plads 8 der er fra 1819, og nabogården på hjørnet, Lille Strandstræde 24 fra 1820.

Varsko i Amaliegade.

Fra den nordre hjørnegård af Amaliegade og St. Annæ Plads har man både denne og forrige vinter hafrt den vane om aftenen mellem kl. 10 og 11 at udkaste en hel portion vand (?) fra øverste etage, et af de sidste fag fra St. Annæ Plads og uden tvivl det 3. fag fra naboens i Amaliegade. Anmelderen som den 27. f. m. kl. omtrent 10:15 just ikke var kommet lige under, fik dog sin tilstrækkelige portion deraf, da den stærke vind bragte det hele hen på ham. For ikke at tale om denne ubehagelighed for forbigående der fra sådan et sted mindst skulle vente sig sådant, synes det endog fra en anden side højst uforsvarligt, da det på det der værende glatte fortov straks fryser og folk af den grund let udsættes for at brække arme og ben. Man lover sig at ejeren blot behøver at vide denne uorden for at sætte grænse derfor. 

(Politivennen, Hæfte 4, nr. 50, den 6. april 1799, s  793-794)