Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866). (Efterskrift til Politivennen)

 

August Weger (1823-1892): Johann Heinrich Bartelsen. Koffardikaptajn, senere officer i den preussiske hær. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skipper Johann Heinrich Bartelsen (1806-1866) var født i Maasholm ved Kappel nordøst for byen Slesvig ved Sliens udmunding i Østersøen. Han var af en skipper- og bondefamilie. Han blev gift i 1830 og ægteparret fik 16 børn, hvoraf 10 døtre overlevede ham. Om hans barndom, opvækst og tidlige liv vides ikke meget, men siden han blev 22 var han sømand, fra 1833 med egen jagt, Dorothea. I 1840'erne kom han i kontakt med de demokratiske og liberale strømninger i Slesvig og sluttede sig til oprøret i 1848. 

Bartelsen gjorde sig i 1849 bemærket ved Slaget i Eckernförde hvor danske krigsskibe blev nedkæmpet. Han deltog på slesvig-holstensk side, og bidrog til at redde den danske besætning på det brændende skib "Christian VIII", med fare for sit eget liv - skibet sprang i luften kort tid efter at det var blevet rømmet.

Eckernførde, 7. april. I går morges halv tre gik skipper Bartelsen fra Slesvig, medlem af søkommissionen Lorenz Karberg, skibsbygningsudstillingen fra Kiel, med 25 mand - hovedsagelig fra Arnis og Kappeln - og 10 mand fra slesvig-holstenske soldater om bord på den på reden liggende danske fregat "Gefion", tog kommandoen fra den danske besætning, gjorde det smukke skib klar til at sejle, hejste det tyske sorte, røde og guld flag under gaflen med tre begejstrede hurra og bragte denne nu tyske fregat sikkert ind i Eckernförde havn ved 5-tiden om morgenen, hvorefter kaptajn Donner - der netop var ankommet fra Holtenau med søfolk - indtog fregatten med sine folk. Fregatten bærer 60-pund, 30-pund og 18-pund kanoner.

Eckernförde, den 7. April. Gestern Morgen 2ein halb abgingen der Schiffer Bartelsen aus Schleswig, das Mitglied der Marine-Commission Lorenz Karberg, der Schiffbauconstruction Schau aus Kiel, mit noch 25 Männern - hauptsächlich von Arnis und Cappeln - und 10 Mann schleswig-holsteinischer Soldaten an Bord der auf er Rhede liegenden dänischen Fregat "Gefion", entnahmen der dänischen Besatzung das Commando, machten das schöne Schiff segelklar, hissten die deutsche schwartz-roth-goldene Flagge unter dreimaligen begeisterten Hurrah unterm Gaffel, und brachten diese nunmehr deutsche Fregatte gegen 5 Uhr Morgens sicher in den Hafen von Eckernförde, wonach der Capitain Donner - der von Holtenau mit Matrosengerade angelangt war - die Fregatte mit seinen Leuten besetzt. Die Fregatte trägt 60pfündige, 30pfündige und lage 18pfündige Kanonen.

(Neue preußische Zeitung 11. april 1849)

Slesvig, 8. april. Den vidunderlige ødelæggelse af det danske slagskib "Christian VIII" og erobringen af ​​den smukke fregat "Gefion" er af så stor betydning for vores land og vores fremtid givet den nuværende konstellation af europæiske forhold at vi stadig mangler at tilføje individuelle detaljer til alle disse som involverede sig i dette, også for at lade retfærdigheden ske. Efter at de to nævnte skibe havde smidt parlamentærflag og forhandlingerne var brudt sammen, begyndte der først ild fra det sydlige batteri. Dette besvarede skibene for en tid. "Christian VIII" forsøgte i mellemtiden at komme væk og lettede ankeret (ifølge andre, hvilket dog bestrides, blev ankertovet på det tidspunkt skudt ned). Brændingen var dog for høj, så den sejlede ind mod byen og kom til at ligge over for sydbatteriet, og så strandede den og gik så på grund, og senere strøg skibene det danske flag og hejste det hvide flag. Hvis der nu lå en overgivelse i dette, syntes der ikke at blive gjort noget for den nuværende besætning på skibene. Da flere skibskaptajner fra Kappeln, Arnis og Bartelsen fra Slesvig havde overværet begivenhederne hele dagen, ilede kaptajn Bartelsen, brødrene Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart m.fl. sig til kommandanten sammen med officerer og besætning på "Christian VIII" for at hente dem i land. Bartelsen gik derfor med overfyrmester Preutzer op på slagskibets dæk og gav kommandanten et brev, hvorpå denne efter at han havde foretaget nærmere undersøgelser, blev bragt i land med flere andre. Kommandøren blev båret i land gennem brændingen på Bartelsens anmodning, mens sømændene gik i vand til brystet. Mens Bartelsen var på skibet, fik han at vide at skibet var i brand. Han gik ned og så det brænde fire steder. Han beregnede efter at være blevet forevist krudtkammeret, at ilden ville vare til kl. 12, så ville ilden nærme sig krudtkammeret, og han siges at være af den mening at ilden måtte være udbrudt et andet sted. Tanken om at redde skibet lader ikke til at være faldet nogen ind. Efter at han og Preutzer havde aftalt at han skulle blive på skibet, anmodede Bartelsen om at de forlod det. Da danskerne ikke adlød ordren om at sætte skibet i søen, forlod han skibet sammen med kommandør Paludan. Skipper Bartelsen bad da de der stod i land, følge med til fregatten "Gefion" for også derfra at hente kommandanten. Ingen svarede dog før kaptajn Peter Petersen sprang ud i vandet og sluttede sig til ham i båden. Disse to fik så selskab af førnævnte Meyer og to fiskere fra Wesebye. Det ser ud til, at Eckernförde-fiskerne var bange. Disse mænd gik nu om bord på fregatten efter at have valgt Bartelsen som talsmand undervejs. Efter en halv time kom de; "Gefion" havde dog ikke hængt en stige ud. Men da et reb hang ned, klatrede Bartelsen op og bad om at tale med chefen for skibet. Tvunget op på dækket af en officer gik han til kaptajn Meyer i kahytten og bad ham tage sig sammen med en anden officer og 25 mand og følge ham. På spørgsmålet om, hvem der gav ordren, og hvad kommandøren i Eckernförde hed, opgav vores landsmand ikke navnet. Han svarede at han ikke kendte navnet, kun kommandoen, og at den straks skulle udføres. Da der stadig var nogen tøven og batteriet nu frygtede for Bartelsen, blev der sendt en kugle. Da Bartelsen havde sagt at hvis de ikke fulgte med, ville der blive affyret ild fra flere batterier, da hans liv var uden betydning, bragte disse skud sagen til afklaring, idet Bartelsen noterede sømændenes nedtrykte humør og forsikrede at de ikke vil blive udsat for noget. Nu gik chefen for fregatten, en anden officer og 25 mand ned i båden og blev budt velkommen af ​​de fem mænd, kl. 8.30 kom de til borgmesteren og fra da af overgivet til hertugen af ​​Coburg-Gotha. Da han fik at vide at kun unge artillerister fra Slesvig-Holsten betjente fortbatterierne, næsten uden officerer, gav kommandanten udtryk for, hvordan ulykken havde ramt danskerne i denne kamp i dag. Nu gjaldt det om at bringe skibet i havn, forgæves anmodede Bartelsen om det. Hertugen af ​​Gothas adjudant stillede derefter 1000 mark til rådighed for ham for at få den nødvendige styrke. De fem mænd fik selskab af andre fra Kappeln og Arnis, som tidligere havde været med til at redde besætningen på slagskibet, og gav Bartelsen fuld kommando. Så det lykkedes dem, også fordi den tyske flådekomité fra Kiel sluttede sig til kl. 01.00, at føre fregatten til broen i Eckernförde kl. 05.00. Så snart skibet lå for anker her, blev de resterende fanger landsat. (H.C.)

Schleswig, den 8. April.

Die wunderbare Vernichtung des dänischen Linienschiffes "Christian VIII" und die Eroberung der schönen Fregatte "Gefion" ist für unser Land und unsere Zukunft bei der gegenwärtigen Constellation der Europäischen Verhältnisse von so grosser Bedeutung, dass wir noch Einzelnes immer Nachtragen müssen, um Allen, die sich hierbei betheiligt, auch Gerechtigkeit widerfahren zu lassen. Nechdem die beiden genannten Schiffe die Parlamentair-Flagge gestrichen hatten und die Unterhandlungen abgebrochen waren, begann das Feuer zuerst aus der Südbatterie. Dieses ward von den Schiffen eine Zeitlang erwiedert. "Christian VIII" versuchte indessen fortzukommen und lichtete die anker (nach Anderen, was aber bestritten wird, wurde damals das Ankertau abgeschossen). Die Brandung war aber zu hoch, so dass es gegen die Stadt getrieben und der Südbatterri gegenüber zu liegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und der Südbatterie gegenüber zu lliegen kam, bis es dann auf den Strand gerieth und später die Dänische Flagge fallen liess; worauf die Schiffe die weisse Flagge aufzogen. Wenn nun hierin eine Uebergabe lag, so schien doch für die augenblickliche Besatzung der Schiffe nichts gethan zu werden. Da indessen mehrere Schiffscapitaine aus Cappelm Arnis und Bartelsen aus Schleswig dem Treffen den ganzen Tag über mit angesehen hatten, so beeilten sich namentlich Capitain Bartelsen, die Gebrüder Bernhardt, Meyer, Henningsen, Eberhart und Andere den Commandeurnebst Offizieren und Mannschaft von "Christian VIII" an's Land zu holeen. Bartelsen begab sich deshalb mit dem Uber-Feyerwerker Preutzer auf das Deck des Linienschiffes und überbrachte dem Commandeeur ein Schreiben, worauf dieser, nachdem er nähere Erkundigungen eingezogen hatte, mit mehreren Andern an's Land gebracht wurde. Indem der Commandeur, auf Bartelsen's Aufforderung, durch die brandung an's Land getragen wurde, mussten die Matrosen bis an die Brust durch das wasser gehen. Während bartelsen auf dem Schiffe war, wurde ihm gesagt, dass es im Schiffe brenne. Er begab sich in die unteren Räume und sah es an vier Stellen brennen. er berechnete, indem er sich die Pulverkammer zeigen liess, dass der Brand bis 12 Uhr andauern könne, bis das Feuer der Pulverkammer sich nähern werden, und soll der Mainung sein, dass das Feuer noch an einer anderen Stelle ausgebrochen sein müsse. Der Gedanke an eine Rettung des Schiffes scheint Niemanden eingefallen zu sein. Nachdem er und Preutzer sich dahin verständigt hatten, dass dieser auf dem Schiffe bleiben solle, Bartelsen's Aufforderung. Die bote von dem Schiffe in die See zu bringen, von Seiten der Dänen nicht Folge gegeben war, verliess er mitt dem Commandeur Paludan das Schiff. Hierauf forderte Schiffer Bartelsen die am Lande Stehenden auf, sich mit ihm nach der Fregatte "Gefion" zu begeben, um ebenfalls von dieser den Befehlshaber zu hoolen. Niemand meldete sich aber, bis der Capitain Peter Petersen aus Sonsackerin's Wasser sprang und sich zu ihm in's Boot begab. Diesen beiden schlossen sich dann noch der vorerwähnte Meyer und zwei Fischer aus Wesebye an. Es scheint, dass sich dis Eckernförder Fischer gefürchtet haben. Jene Männer, schifften nun an die Fregatte, indem sie Bartelsen unterwegs zum Wortführer erwählt hatten. Nach einer halben Stunde kamen sie an; allein der "Gefion" hatte keine Leiter ausgehängt. Da aber ein Seil hinab hing, so kletterte Bartelsen, an diesem bis in die Hängematten empor und verlangte den Commandeurr des Schiffes zu sprechen. Von einem Offizierauf's Deck genöthigt, begab er sich zu dem Capitain Meyer in die Kajüte und forderte diesen auf, sich nebst einem anderen offizier und 25 Mann zu übergreben und ihm zu folgen. Auf die Anfrage, von wem der Befehl komme und wie der Commandant von Eckernförde heisse, berliess unsern Landsmann seine Geistesgegenwart nicht. Er antwortete, dass er den Namen nicht wisse, nur den Befehl kenne, und dass derselbe sogleich ausgeführt werden müsse. Da noch einige Zögerung entstand und man auf der Batterie jetzt für Bartelsen fürchtete, wurde eine Kugel hingesandt. Da Bartelsen geäussert hatte, dass, falls man nicht folgen werde, von mehreren Batterien Feuer gegeben werden würde, indem es auf sein Leben dabei nicht ankomme, so führten diese Schüsse zum Abschluss der Sache, indem Bartelsen die gedrückte Stimmung der Matrosen durch die Versicherung zu heben suchte, dass ihnen keinee Unbill viderfahren werde. Nun begaben sich der Commandant der Fregatte, ein zweiter Offizier und 25 Mann in das Boot und wurden von den fünf Männern um 8½ Uhr an den Herrn Bürgermeister und von da an Se. Durchl. den Herzog von Coburg-Gotha abgeliefert. Auf die Mittheilung, dass nur junge Schleswig-Holsteinische Artilleristen fast ohne Offiziere die Schanzbatterieen bedient, sprach der Commandeur es aus, wie das Unglück die Dänen in diesem Kampfe heute verfolgt habe. Jetzt kan es darauf an, das Schiff in den Hafen zu bringen. Vergebens forderte Bartelsen dazu auf. Von dem Adjudaten des Herzogs von Gotha wurden ihm dann 1000 Mark zur Verfügung gestellt, um die nöthigen Kräfte zu bekommen. Den fünf Männern gefellten sich nun auch andere aus Cappeln und Arnis, die bisher bei der Rettung der mannschaft des linienschiffes anablässig thätig gewesen waren, bei, und übertrugen Bartelsen das volle Commando. So gelang es ihnen, denen noch um 1 Uhr das Comite der Deutschen Marine aus Kieel beitrat, die Fregatte Morgens 5 Uhr an die Brücke in Eckernförde zu führen. Sobald das Schiff hier befestigt war, wurden die übrigen Gefangenen ausgeschifft. (H. C.)

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 12. april 1849)

Efter Treårskrigen kom han under politiopsyn, men måtte dog stadig foretage sine fragter, indtil han i februar 1852 blev idømt 2 gange 4 dages vand og brød for at have udbragt en skål for Slesvig-Holsten på et værtshus. Han blev efterfølgende forbudt at besøge noget værtshus. Han var i en periode sat i husarrest af politimester Leisner som er behandlet andetsteds på denne blog. 

Han blev i danske aviser under krigen 1864 beskrevet som en landsforræder. I tyske som en helt. Om hans indsats ved Dannevirke følgende danske artikel:

En slesvigsk Forræder. Af et os meddeelt Brev optage et følgende Afsnit, der giver en ganske interessant Oplysning om en af de slesvigske Forrædere, som have vejledet Fjenden under hans Angreb paa Dannevirke:

"Lad mig tilføie et Par Ord om en Personlighed, der har spillet en Hovedrolle ved Preussernes Overgang over Slien ved Arnæs. I Byen Slesvig har der levet og lever endnu en Skipper Bartelsen, barnfødt der i Byen, alt saa dansk; med sin Jagt "Dorothea", der for Tiden ligger i Lübeck, har han holdt en stadig Fart mellem dette Sted og Slesvig. Allerede i den forrige Krig spillede han en fremragende Rolle; han var saaledes en af Hovedlederne ved den sørgelige Ekernførde-Affaire og har stadig været paa færde ved alle oprørske Foretagender. Han blev derfor ogsaa, saa vidt jeg veed, undtagen fra Amnestien, men senere paa Grund af sin store Familie benaadet; dog har han maattet udstaae en kort Fængselsstraf. Strax ved Begyndelsen af det nærværende Oprør i Holsteen var han med at forberede Demonstrationer i Slesvig, men blev nødsaget til at forlade Slesvig og begav sig da tit Kiel, hvor han stillede sig til "Hertugens" Disposition. Da denne ikke gav ham Udsigt til Virksomhed, tilbød han Prinds Friedrich Carl sin Tjeneste som Fører ved en eventuel Overgang over Slien. Han gav Prindsen meget detaillerede Beskrivelser af Dannevirkestillingen og opgav ham hvor og paa hvilken Maade den bedst kunde omgaaes. Prindsen modtog Forræderens Bistand, gav ham Officeers Rang og ansatte ham som Næstkommanderende ved Brotrainet. I denne Egenskab har Bartelsen ledet hele Overgangen over Slien. Han tilvejebragte fra Kiel og Ekernførde de 200 Baade, som blev benyttede ved Arnæs, han førte saa at sige Fjenden lige ind i Baadene han gav Forholdsregler for Overfarten og var det Hele den ledende Mand. Jeg haaber, at den Dag skal komme, da Bladet vender sig, og at retfærdig Straf da vil ramme denne skjændige Landsforræder og dem, der have forbrudt sig som han."

Dagbladet (København) 24. februar 1864)

Skipper Bartelsen havde foreslået at beskytte pontonbroen ved Egernsund (som han havde været med til at lave) den 18. februar 1864 efter Rolf Krake-affæren ved at spærre farvandet med sænkede fartøjer. Det kom dog ikke til udførelse. Han blev udnævnt til preussisk skibskaptajn med ansvar for kystbevogtningen, dvs. bevogtningen af Flensborg Fjord, observation af fjendtlige skibe og kystsignalapparaterne. Han foreslog - dog uden held - at spænde fiskenet tværs over Vemmingbund for at de kunne stoppe det danske krigsskib "Rolf Krake"s skrue.

I starten af juni blev der i danske aviser berettet om at Bartelsen i slutningen af maj havde opholdt sig på Als hvor han optrådte i civil og rekognocerede terrænet med henblik på den senere overgang. Han optrådte efterfølgende officielt med preussisk uniform. Knap en måned senere var han en af lederne ved overgangen af Alssund. Hans egen beretning om overfarten kan læses i Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864:

En Sømand, som ledede Overgangen til Als (Skipper Bartelsen fra Slesvig) melder derom i "Itzeh. N.": "Først sattes 3000 Md. over i 180 Baade, som roedes af (20) frivillige slesvigske Skippere, preussiske Pionerer og 1½ Bataillon Infanteri; de danske Batteriers Ild var meget hæftig; men kun 2 Baade kæntrede, 60 Md. saaredes og dræbtes; 100 Skridt fra Land sprang Preusserne i Vandel (2-3 Fod dybt) og stormede strax Batterierne. Efter 1 Times Forløb kom atter 3000 Md. over i Baadene; de foruroligedes ikke af det danske Skyts. Da det 3die Hold (3000 Md.) skulde sattes over, kom "Rolf Krake" til; det var et meget piinligt Øieblik ; det regnede ned omkring os med Shrapnells; niende preussiske Batterier tvang heldigviis snart "Rolf Krake" til at vende om. Artilleriet fattes dernæst over paa Dobbelt-Pontoner, der vare sammenbundne, betakkede med en Træbro og paa begge Sider forsynede med et Rækværk, saa at ethvert Par dannede en ordentlig Færge; Kanonerne kjørtes fra Pontonbroen i fuld Fart ned i Vandet, hver af 6 Heste; dernæst roede man videre. Kl. 10 om Form. var hele den preussiske Styrke paa Als: 20,000 Md. Infanteri, 2 ridende Batterier, 2 Cavalleriregimenter."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. juli 1864)

Under krigen 1864 blev han dekoreret 2 gange af preusserne. Han blev i november 1864 udnævnt som krydstoldinspektør på Slesvigs og Holstens østkyst. Ved en festlighed for 5. april 1849 fik Bartelsen i 1865 af "taknemmelige medborgere" overrakt en sølvpokal af borgmesteren i Eckernförde. I juli 1865 søgte han stillingen som havnekaptajn i Kiel. Han fik overdraget at forestå Sliens opmudring, og var rejst til Hamburg for at hente en muddermaskine, men blev samtidig smittet med kolera. Han døde deraf den 27. august 1866 i Kappeln (Slesvig - der i mellemtiden var blevet preussisk).

Jylland. 10de til 31te December 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Flensborg skrives til "Dbl." den 7de, at den danske Menigheds Ophævelse dog ikke er skeet paa anden Maade, end at alle ministerielle Handlinger kunne forlanges foretagne af den saakaldte danske Præst, uden at Vedkommende behøve at erlægge Gebyrer derfor ogsaa til den tydske Sognepræst. Men den nye "danske" Præst Karstens, tidligere Huuslærer hos en dansk Adelsmand, vil neppe faae nogen Søgning af de dansktalende Familier, da han synes ansat for at holde Folk borte fra den danske Kirke. I Søndags 8 Dage, da han havde Ordre til at oplæse Fredstractaten fra Prædikestolen, takkede han saaledes uden Ordre Gud for den "lykkelige" Fred, hvorfor da ogsaa flere af de tilstedeværende Damer strax fjernede sig med Graad i Øie. I Søndags, da Takkegudstjenesten holdtes, skal Kirken kun have været besøgt af 2 ubekjendte Damer og 3 simple Fruentimmer, alle formodentlig ikke hørende til Menigheden."

Communalbestyrelsen i Nykjøbing p. M. har igjennem Amtet modtaget en Meddelelse fra den kgl. Commissarius for Jylland, hvoraf fremgaaer, at Communen af det Beløb af 171½ Rd., som Udgifterne til Forplejningen af de vedvarende preussiske Tropper fra den 2den til den 10de August d. A. have andraget, fortiden kun erholder 16 1/3 Rd., hvoraf de 5 5/6 Rd. tilfalder Sognefogden i Tødsø for reqvireret Smør, og hvilket Beløb var indsendt med Amtets Skrivelse, medens det endnu er uvist, om de manglende 155 1/6 Rd kunne erstattes kommunen af det af det forrige Militairgouvernements Kasse udbetalte Overskud af Jyllands Indkomster under Occupationstiden. Paa Grund heraf vedtoges det, at opføre Beløbet som Krigsskade, og derom at gjøre Anmeldelse til Amtet i Forbindelse med de alt tidligere i saa Henseende anmeldte Krav, for saa stor en Deel som ikke maatte blive erstattet af det nævnte Overskud.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 12 december 1864).

Ifølge "Kold. Av." har "Fredsfesten" i de nordslesvigske Kirker, som det var at vente, gjort Fiasco: paa enkelte Steder mødte der i Kirken blot 1 eller 2 Hjemmetydskere; paa andre havde Festen et meget alvorligt og høitideligt Præg, men var alt Andet end en "Takke"-Fredsfest; i eet Sogn tog den tydske Præst det kloge Parti at faae "Fredsfeber" og udeblive fra Kirken. - I Tønderegnen blev der, ifølge en Skrivelse fra Møgeltønder til "Dbl.", paa mange Steder hverken "ringet" eller "takket"; men i Møgeltønder selv, som bekjendt, en af de afstaaede nørrejydske Enklaver, blev "Fredsfesten" holdt; dog indfandt der sig af Danske kun nogle faa Nysgjerrige og Saadanne, som om Søndagen besøge Kirken for derefter at faae sig "et  Par Punsch", til den; blandt de Tilstedeværende bemærkedes med Harme den kgl. danske Cancelliraad Holm, Ex-Byfoged i Tønder (der formodentlig venter en Gjenindsættelse i Slesvig). Noget for Kirketid indfandt sig fra Tønder en med Knipler bevæbnet Bande af tydske Seminarister fulgte af 3 bevæbnede Gensdarmer. Efter at have holdt et støiende Indtog i et Værtshuus og der samlet den behørige Courage, begav de sig til Kirken hvis Indgange besattes af Gensdarmerne. Efter Kirken svirede de igjen i en Kro og drog derpaa, brølende "Schleswigholstein" gjennem Slotsgaden; en Tjenestekarl, der istemmede en dansk Fædrelandssang, fik sit Ansigt paa det Afskyeligste sønderslaaet af en Gensdarms (en slesvigsk Deserteurs) Sabel; Banden havnede i en tredie Kro, hvor den fortsatte Sviren; dens Brøl blev saa gyseligt, at en østerrigsk Capitain yttrede Tvivl om, at det var Mennesker. En Seminarist trak en Pistol op af Lommen og truede Værtinden; -  de vare alle væbnede med slige Pufferter for at sætte Møgeltønderne i Respekt". Omsider satte Værten dem paa Døren; brølende vendte de da tilbage til Tønder. Hvad ville Civilcommissairerne sige til, at den tønderske Øvrighed rolig har tilladt saadanne Optøjer? 

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 13. december 1864).

Notits i tysk avis, original se nedenfor:

I Aabenraas skolesystem har intet ændret sig trods afstemningen om skolesproget der fandt sted for et par måneder siden, og lærerne er forblevet. Civilkommissærerne siges at have fundet det danske mindretal, der skilte sig ud ved afstemningen, og det faktum, at langt de fleste i Aabenraa taler dansk dialekt, alt for påfaldende, som de hidtil fandt. Herom var der stor begejstring i den tysksindede borgerforening i byen; i disse kredse er det indtrængende ønsket, at børnene ikke skal begrænses til privatundervisning og det lidt, der gøres i skolen for at lære tysk.

Im Apenrader Schulwesen ist trotz der vor einigen Monaten vorgenommenen Abstimmung über die Schulsprache nichts geändert worden, und auch die Lehrer sind geblieben. Die Civilcommissäre sollen die dänische Minderheit die bei der Abstimmung heraustrat, und die Thatsache dass die gross Mehrheit in Apenrade eine dänische Mundart spricht, allzu schlagend gefunden haben, als dass sie bisher fanden. Im deutsch-sinnten Bürgerverein der Stadt gab sich darüber grosse erregung kund; man wünscht in diesen Kreisen dringend dass die Kinder für das Erlernen des Deutchen nicht auf Privatstunden, und das wenige was in der Schule getrieben wird, beschränkt seyen.

(Allgemeine Zeitung 14. december 1864

Den 14. december var alle saksiske og hannoveranske tropper ude af hertugdømmerne. Da preusserne for alvor satte sig på Holsten og indsatte Edwin von Manteuffel som guvernør i stedet for Gablenz, var noget af det første han gjorde at forhindre den augustenborgske bevægelses aviser i at udkomme (Kieler Zeitung, Schleswig-Holsteinische Zeitung og Itzehoer Zeitung), samt forbyde de slesvig-holstenske forsamlinger. Hertug Friedrich VIII (1829-1880) levede nærmest som i husarrest i Kiel indtil han den 7. juni 1866 rejste til Altona, samtidig med at statholder von Gablenz og østrigerne forlod byen efter at Preussen havde bebudet at de ville rykke ind i Holsten. Den 24. januar 1867 blev hertugdømmerne officielt indlemmet i Preussen. Modviljen mod Preussen lettede lidt da den senere Wilhelm II blev gift med Friedrich VIIIs datter Auguste Viktoria (1885-1921).

Af de her i Byen ved Afmarschen efterladte 6 syge preussiske Soldater ere nu de To døde. Den først Afdøde blev for en halv Snees Dage siden baaren til Jorden af Vaabenbrødrene, og den nu senest Afdøde blev idag i Middagsstunden begravet med militair Honneur. Kisten, ovenpaa hvilken der laa Krandse og den Afdødes Pikkelhue, blev baaren af Dragoner, og over Graven, ved hvilken Pastor Bang talte nogle Ord, affyredes tre Salver. Paa det herværende Sygehuus findes endnu tre syge preussiske Soldater, der dog alle ere Rekonvalescenter; een er alt tidligere som helbredt reist hjem.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. december 1864).

Afskedigelser blandt Præsterne. (Sorø Av.) I Forbindelse med de stedfundne store Reduktioner i de forskjellige Ministerier og de paabegyndte do. i Militair Etaten vil man nu ogsaa vide, at et større Antal af de ældste Præster - efter Sigende omtrent 70 - skulle have deres Afsked, nærmest vistnok for at gjøre Plads for de talrige fordrevne slesvigske Præster, som det i saa høi Grad er naturlig at der gjøres Noget for. Efter Forlydende skal der ogsaa være paatænkt at foranstalte en særlig lempelig Examen for de fordrevne slesvigske juridiske Embedsmænd, der kun have slesvigsk juridisk Examen, men som ønske at underkaste sig den fuldstændige juridiske (den saakaldte latinsk-juridiske Prøve), for derved at gjøre sig skikkede til at beklæde juridiske Embeder i Kongeriget. Mange skulle allerede ivrigt forberede sig til denne Prøve.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 22. december 1864).

Biskop Daugaard i Ribe har i "Berl. Td." for 22te taget til Gjenmæle mod et Brev af 9de fra Ribe til "Dbl." Han tilstaaer, at han i 1849 "for tidlig tog Afsked" med sine tørring-lehnske Præster, "hvilken Sag iøvrigt til sin Tid har fundet sin Afgjørelse (hvilken?) i Kirkeministeriel". og "ønsker, at han nu, som dengang maa være kommen for tidlig med sit Afskedsord". Derimod benægter han, at han ved et Circulaire skal have tilskyndt bemeldte Præster til at indsende deres Underkastelse til Civilcommissairerne og endog raadet dem at indsende den paa Tydsk; han formoder, at der derved sigtes til, at han midt i Februar skrev til nogle Præster i de vestlige Sogne om, hvad de havde at gjøre, hvis det blev forbudt dem at bede i Kirkebønnen for Hs. Maj. Kongen; han skrev da, at "han vel ikke antog, at man af de til den danske Folkekirke hørende tørninglehnske Præster vilde forlange Noget, som positivt maatte støde mod Embedseed og gjøre det nødvendigt for dem at træde tilbage, men yttrete, at det Videste, de i saa Tilfælde kunde gaae, var: efter endt Prædiken at slutte med Doxologien, Fadervor og Herrens Velsignelse uden at fremføre nogen mere speciel Bøn, og iøvrigt henstillede det til Enhvers Samvittighed, om han troede at burde gaae saavidt."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 24. december 1864).

Die Bundescommissäre sehen in der Besetzung von Schleswig-Holstein immer noch nichts weiter als eine Execution, und bemühen sich, dieselbe nichts fruchtslos ausfallen zu lassen. (Forbundskommissærerne ser stadig ikke andet end en eksekution i besættelsen af ​​Slesvig-Holsten og forsøger at sikre, at intet viser sig frugtesløst). Kladderadatsch 25. december 1864.

Efterretninger fra Hertugdømmerne.

- I en i disse dage udkommen Bog: "Meddelelser om Begivenhederne i Slesvig siden den preussisk-østerrigske Invasion" findes en Oversigt over slesvigske Embedsmænd og Bestillingsmænd, som have været fjernede indtil den 1ste November d. A. Af Appellationsrettens 9 Medlemmer er Ingen tilbage, af dens Sekretærer kun 1; af de 7 Amtmand er ingen tilbage: af Justitsembedsmændene ere 61 fjernede, kun 25 tilbage (hvoraf 3 paa Ærø); af borgerlige Raadmænd i Byerne er 24 af satte, tilbage; af Provster, Præster, og ordinare Gejstlige ere 92 afsatte (de Tilbageblevnes Antal ubestemt), af Latinskolernes Lærere ere 43 afsatte, kun 6 tilbage: af Lærere ved Tønder Seminarium er ingen tilbage; af Lærere ved Borger- og Almueskoler ere 66 afsatte; af Medicinalembedsmændene ere 17 afsatte, kun 8 tilbage; af Oppebørselsembedsmændene ere 15 afsatte: af Toldembedsmændene 111 afsatte, kun 47 tilbage; af Postembedsmændene ere 19 affatte, kun 7 tilbage; af Embedsmændene ved Vejvæsenet 7 afsatte Ingen tilbage; af Husfogederne 12 afsatte; af Brandirektørerne 8, af Politibetjente, Retstjenere og desl. 41; andre Embeds og Bestillingsmænd, der vides fjernede, 50. Tilsammen: 583 afsatte Embeds og Bestillingsmand. (Af disse have 248 ikke været anførte i det slesvigske "Verordnungsblatt".) Hertil kommer endnu den store Mængde afskedigede Almue- Skolelærere og Retstjenere, om hvilke ingen bestemt Oplysning haves, samt de talrige lokale Fogder (Sognefogder, Bondefogder, Regnskabsmand osv.) hvilke næsten overalt ere blevne afsatte, men ikke have kunnet optages paa den i Bogen meddelte Fortegnelse.

(Ribe Stifts-Tidende 27. december 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Original følger nedenfor:

Slesvig-Holsten. - "Hellere dansk end preussisk" er den seneste sang, der bliver sunget i Slesvig-Holsten, og som slet ikke er i tråd med Preussens ønske om annektering. "Schleswig-Holsteinische Zeitung" beskyldes derfor også for stædig partikularisme, fordi den ikke vil vide noget om en forbindelse med Preussen eller endda om at blive opslugt af en sådan. Mødet med hr. v. d. Pfordten med hr. v. Beust i Bamberg tilhængerne af den specifikke preussianisme en masse sorg og vrede, fordi man godt kan være overbevist om, at der mellem de to ikke kan være udvekslet særlig pro-preussiske følelser. En korrespondent for "Kölner Zeitung" fra Berlin siger derfor, at det nye Bamberg ønsker at gøre sig bemærket i mangel af gerninger, men vil opnå lige så lidt som det gamle Würzburg. - Ikke desto mindre er man i Preussen blevet klar over at annekteringen foreløbig er et yderst tvivlsomt problem, og man ønsker i første omgang kun en føderal forbindelse, og jo før jo bedre, så spørgsmålet om den føderale forbindelse ikke slutter pga. tøver og udsætter for længe, ​​kan der stilles spørgsmålstegn ved, for hvilke udsigterne stadig er de gunstigste.

Schleswig-Holstein. - "Lieber dänisch, als preussisch" ist das neueste Lied welches in Schleswig-Holstein gesungen wird und das mit den Anneztionsgelüsten Preussens durchaus nicht im Einklange steht. Es wird deshalb auch der "Schleswig-Holsteinische Zeitung" der Vorwurf eines verstockten Partikularismus gemacht, weil sie von einer Verbindung mit Preussen oder gar von einem Aufgehen in solchem nichts wissen will. Auch macht die Zusammenkunft des Hrn. v. d. Pfordten mit Hrn. v. Beust in Bamberg den Anhängern des spezifischen Preussenthums vielen Kummer und Aerger, weil man sich wohl überzeugt halten mag, dass zwischen beiden keine besonders preussenfreundlichen Gesinnungen ausgetauscht worden sein mögen. Es sagt deshalb ein Korrespondent der "Kölner Zeitung" aus Berlin, dass das neue Bamberg in Ermanglung der Thaten von sich reden machen will, wird aber eben so wenig, wie das alte Würzburg etwas zu Stande bringen. - Trotzdem ist man in Preussen zur Einsicht gelangt, dass die Annexion vorerst ein äusserst zweifelhaftes Problem ist, und man wünscht zunächst nur einen bundesstaatlichen Anschluss, und zwar je früher desto besser, damit nicht durch zu langes Zögern und Hinausschieben die Frage des bundesstaatlichen Anschlusses, in Frage gestellt werden möge, wofür die Aussichten noch die günstigsten seien.

(Würzburger Journal 28. december 1864)

Parolen kan være opfundet af Flensburger Nordd. Zeitungs redaktør Römer (det nævnes i hvert fald i flere samtidige tyske aviser). Den må ses som et forsøg på at påvirke den politiske udvikling i Slesvig-Holsten, Det Tyske Forbund og Preussen, idet personer som fremførte paroler som "heller dansk end preussisk", ændrede det med tiden til andre, såsom fx "hellere preussisk end tysk" og lignende. Modviljen i Holsten og Slesvig mod Preussen nåede tilsyneladende et klimaks i midten af 1865. I slutningen af 1865 tog slesvigholstenske aviser dog afstand fra parolen "hellere dansk end preussisk", og det fremførtes nu at parolen var blevet opfundet for at mistænkeliggøre den augustenborgske bevægelse. "Schleswig-Holstein. Zeitung" skrev således at parolen "Lieber Schleswig-Holsteinisch sterben, als Preussisch verderben" nok mere svarede til bevægelsens idegrundlag. I 1867 synes det som om at tyske aviser mest tillægger de dansksindede nordslesvigere som ophav til parolen. Og i 1869 synes disse måske også at have taget parolen til sig.

Fred. 14de til 16de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

En sig kaldende "tydsk Reisende", som sikkert hører til "Prøverytternes" Klasse, har meddeelt Kelnerbladet en Skitse, der har den pralende Overskrift "Politiske Stemninger i Danmark". Den er deels for taabelig, deels for lang til at meddele heelt; Lidt deraf maae vi dog gjengive som Prøve. Maleriet begynder sort nok: Næppe har en europæisk Stat fremviser i Øieblikket saa sørgelige Forhold som Danmark (det har Fyren haft i et af Redactionens Blade); de forskjellige politiske Partier staae imod hinanden med et Had saa bittert, at det kun finder sin Lige i Nordamerika hos Unionisterne og de Confoedererede, og navnlig er det da Eiderdanskerne og "de strenge Monarchister" - som han kalder Augustforeningens Medlemmer - , der kæmpe om Herredømmet med diabolsk Fanatisme. Begge give hinanden Skylden for Danmarks Ulykker . . . Det democratiske Parti beskylder de høiere Officierer for Forræderi, og i mangen kjøbenhavnsk Kneipe nævnes Summerne, som man har givet for Dannevirkes og Jyllands Rømning . . . Landhæren paa sin Side er usigelig forbittret paa Kbhavns Democrater; mange Regimenters Had til dem er saa stort, at man af Frygt for Følgerne ikke har turdet lægge dem i Garnison der ... . I det Hele er Landhæren fuldkommen demoraliseret . . . Mange dygtige Officierer ere yderlig opbragte paa det democratiske eiderdanske Parti og tørste efter Hævn; andre ere ligegyldige og træffe sig i deres Mismod tilbage i Eensomhed; atter andre ville træde ud af Armeen og enten søge deres Lykke i Nordamerikas Rakker eller gaae over i andre Livsstillinger. Dog ere de ikke alle saa forknytte; endeel har endnu Mod til at haabe - paa Udbruddet af den nye Krig, hvori de skulle tugte Preusserne, deres Dødsfjender. Snart skal den danske Armee gaae med Franskmandene mod Preussen, snart med Russerne, snart med Østerrig mod Preussen... Meget spændt er Forholdet mellem Landhæren og Flaaden. Denne sidste siger, at Landhæren har stridt slet, og Landarmeen paastaaer, at Flaaden ved ingen Leilighed har understøttet den, kortsagt Strid og Tvedragt overalt! . . . Overalt i Danmark udenfor Hovedstaden hader man Kbhavnerne for deres Overmod, Servilitet, Forlystelsessyge, Praleri osv. . . Befolkningen i Provindsen adskiller sig mærkeligt fra Hovedstadens. I Provindsen hersker overalt en meget alvorsfuld Stemning (Gud give der gjorde!); man hører ingen larmende Forlystelser, og mange Familier vise sig kun sørgeklædte . . . Ganske anderledes i Kbhavn. Her synes man ved larmende Glæder at ville glemme denne Sommers Ulykke. Alle offentlige Forlystelsessteder, Theatre, Concerter, Boutiker og fremfor Alt Værtshusene ere overfyldte med Besøgende. Især consumeres der en Masse Punsch (!), og selv i London har jeg ikke seet saamange fulde Folk som nys i Kjøbenhavn . . . Meget i Tiltagen er det skandinaviske Parti, som dannes af den dannede Ungdom. Selv Officierer af Armeen udtale aabenlyst, at Danmark kun i en Union med Sverrig-Norge vil faae en Fremtid . . . Ogsaa haaber man i Kjøbenhavn at en Tilslutning til det nære Sverrig vil forøge Handelsvirksomheden og give Velstanden et Opsving, hvilken ellers maa gaae tilbage nu, da man ikke længere har det rige Slesvigholsten at malke (ausbeuten). Dog i det "Indre af Landet", hvor den "gammeldanske Stolthed" endnu har dybe Rødder, der er man fjendsk imod Unionsideen . . . Efter derpaa at have omtalt Kongens Forhold til Folket og Folkets til Kongen paa en Maade. der er ligesaa letsindig og overfladisk, som Tonen og Tanken i den hele flaue Fremstilling, slutter Iagttageren med det skarpe Blik med følgende Penselstrøg: "Saaledes er for Øieblikket det sørgelige, ikke af en eneste Lysstraale opklarede Chaos, som de danske politiske Tilstande danne. Det er ikke til at beregne, hvorledes dette sørgelige Virvar vil opløse fig. Dog har jeg den Tro, at Danmark efter mange politiske Storme, som det endnu vil have at bestaae, dog tilsidst naaer til en skandinavisk Union". - Det var isandhed ikke godt, om det i Virkeligheden saae saa sort ud. Men ligemeget om Skildringen er nok saa overdreven, nok saa overfladisk, Noget kunne vi altid lære deraf. (Rd. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 14. november 1864).

"Flensborger "Nordd. Ztg." søger at berolige Stemningen i Slesvig med Hensyn til Fredstractatens Opfattelse. "Vi gjøre vel i at huske paa - siger Bladet - at det ikke er os Slesvig-Holstenere, der have dicteret Freden, og at vi aldrig vilde have været istand til at gjøre det. Vi ville komme til at føle et svært Tryk, hvis vi virkelig skulle udrede hele Krigsomkostningernes Beløb til den allierede Armee. Men vi haabe, at der vil lade sig finde Veie til ubilligere Arrangement for begge Parter. Naar vi beredvilligt indrømme Preussen den Stilling her i Landet, som det alligevel nødvendigviis maa fordre i sin egen og Tydsklands Interesse, saa vil ogsaa Spørgsmaalet om Pengegodtgjørelsen antage en anden Charakteer." (B. Td.) 

Politiet i Flensborg har i Tirsdags ved Gensd'armerne ladet confiskere endeel Exemplarcr af en Brochure, som var skreven til Fordeel for Storhertugen af Oldenborgs Candidatur. Skriftet var holdt i en populair Tone og blev gratis omdeelt; det synes at være udgaaet fra Cappeln, hvor en "Angler Zeit." udgives, som virker i Storhertugens Interesse. Fra Flensborg erfares endv. at Trykningen af det officielle "Verordnungsblatt", som tidligere var overdraget til Bogtrykker Ponton, nu er overgiven til Døvstummeinstitutet i Slesvig. Flere større flensborgske Kjøbmænd og Fabricanter agter at sælge deres Ejendomme for at flytte til Kongeriget; man mener, at ikke faa Forretningsmænd ville følge dette Exempel. En af de større Isenkræmmere i Flensborg lader afholde Auction over sit hele Lager. (S. Bl.)

Prindsen af Noer har, som Følge af sit Ægtestab med Frøken Lee, der som Americanerinde leer ad alle saakaldte Fødselsfortrin, maattet opgive alle sine indbildte Rettigheder som Medlem af et "souveraint" Huus, da hun har afslaaet Noer-Prindsens fornemtladende Tilbud om et morganatisk Ægteskab. Paa egen Anmodning er han af Kejseren af Østerrig nu bleven optagen i den østerrigske Fyrstestand under Navnet Fyrste af Noer. Maaskee Børnene af dette Ægteskab skulle have Titel af Greve af Noer. Titlen "Durchlaut" vil Prindsen for Fremtiden ikke føre. Hans agnatiske Rettigheder gaae nu over til hans eneste Søn af første Ægteskab.

Efter at Kirkerne længe have været brugte til Agitation for Krigen, skal der, ifølge "Nord. Ztg.", snarest muligt finde en almindelig Kirkehøitidelighed Sted "i de to Hertugdømmer i Anledning af Freden.

Civilcommissairerne have udnævnt en Vicar i Rave til Sjælesorger for alle Catholiker, der boe fra den jydske Grændse indtil Sydgrændsen af Flensborg og Tønder Amter. Pastor Rave skal boe i Flensborg, som saaledes faaer 2 catholske Præster.

Gablenz forlægger i denne Uge sit Hovedqvarteer til Hamborg, og i næste Uge vil Østerrigernes Tilbagemarsch være fuldført paa en Brigade nær, som bliver tilbage i Hertugdømmerne.

Geheimeraad Bræstrup er, efter "Berl. Td.", udnævnt til som Commissair at overtage

Jyllands Administration under de allierede Troppers Udmarch i Henhold til Artl. II i den Freddstractaten bilagte Protocol.

- - -

I dette Øieblik, da Slesvig, om end forhaabentlig ikke for stedse, rives bort fra Danmark, bringer en Inds. i "Fdrl"  en Taksigelse til de Slesvigere, der ville mindes for den Hjælp, de have ydet vore saarede og fangne Krigere. Flensborg har været det store Midtpunct, hvori Syge og Saarede, Fanger og Frigivne uafladelig kom og gik, og hvor Beboerne kappedes om at yde disse Alt, hvad de trængte til. Enkelte af Lederne for disse Bestræbelser ere af og til nævnte med Tak, men mærkeligt nok er den, der fra den første Dag har gaaet i Spidsen og upaatvivlelig ydet Meer end Nogen, aldrig bleven nævnt. Det er den brave Kjøbmand Stahnkes Hustrue, som stadigt har sørget for Alt og idelig i Forening med sin Familie har varet paafærde for at faae indkjøbt, syet, strikket osv. Hendes Virksomhed har forøvrigt kun været en skjøn og fuldkommen Gjentagelse af, hvad hun allerede i forrige Krig udførte. Inds. gaaer derefter over til at vise, hvorledes man, da Dyppel faldt og Forvovenhederne steg, var nødsaget til at henvende sig til andre Byer. Begyndelsen skeete med, at en Kjøbmand henvendte sig til en Bekjendt i Haderslev, og det havde ikke saasnart rygtet sig i Haderslev, hvad man trængte til i Flensborg, for Alle strømmede til med deres Gaver, saa at allerede, inden en Tag var omme, en Mand kunde reise til Flensborg med en 5-600 Rd. og Løfte om Linned osv. inden faa Dage. Inden et Par Uger var der fra det nordlige Slesvig heelt op til Kongeaaen indkommet 5-6000 Rd. foruden uhyre Masser af Linned og andre Fornødenheder, deriblandt ogsaa en Mængde navnlig religieuse Bøger. Disse rige Gaver indsamledes fornemmelig i den nu afdøde Patriot Møller Schrøeders Huus, hvis Datter ved opoffrende Virksomhed i denne Retning har erhvervet sig særlig Adkomst til Tak og Paaskjønnelse. Gaverne anvendtes paa Lazaretherne i de forskellige Byer, hvor det imidlertid ikke var lige let for de venligt sindede Beboere at komme til at yde de danske Soldater Hjælp og Pleie. I Rendsborg turde de saaledes ikke for Pøbelen; i Slesvig kunde dog Enkelte vove det, men allerede i Glücksborg var det meget bedre; der havde et lille Antal Familier paataget sig skifteviis dagligt at sende Smørrebrød, Thee og Andet til at hjælpe paa den reglementerede Forplejning. Øverst iblandt alle Byerne staaer imidlertid Flensborg. Ogsaa Sundeved har i høi Grad fortjent de saarede danske Krigeres og med dem alle Danskes levende Taknemmelighed. Bønderne have kappet med Præster, Skolelærere osv. i at gjøre dem godt. En Farver i Uldtrup har taget sig levende af Uddelingen af de frivillige Gaver; en Kromands Kone sammesteds har i lang Tid dagligt kogt Mad til de Saarede osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. november 1864).

"En Ven af det Offentlige" har i "Aarh. Av." ladet indrykke følgende "Henstilling til Krigsministeriet":

"Ifølge Bekjendtgjørelse i "Berlingske Tidende" skal det ikke ubetydelige Antal af 960 Heste sælges ved offentlig Auction paa forskjellige Steder i Sjælland og Fyen i Tidsrummet fra den 21de til 29de d. M. Indsenderen tillader sig i den Anledning at henlede den høitærede Krigsministers Opmærksomhed paa, hvormeget det vil være saavel i Statens som i Provindsen Jyllands (den, der dog vistnok under de nuværende forhold er al Anledning til at tage Hensyn til) særlige Interesse, at en Forauctionering af endeel af disse Heste finder Sted i Jylland, og da navnligen her i Aarhuus, der er Centralpunctet for al Communication i Jylland, og det vil formeentlig ikke medføre stor Vanskelighed, ved Hjælp af Marinens Transportfartøier eller tillands over Middelfart at befordre Hestene dertil. Det er bekendt, hvormange Heste der under Occupationen ere borttagne her af Fjenden; den større Deel af dem, der have mistet deres Heste, afvente kun Fjendens Udrykning for at gjøre Indkjøb af Heste istedetfor de dem berøvede, og Tidspunktet til Salg af Heste her i Jylland fremfor i de andre Provindser vil derfor vistnok kunne ankes for saa gunstigt som muligt. Det kan vel antages, at Krigsministeriet har ønsket saa hurtigt som muligt at komme af med de Heste, der ere blevne overflødige ved Freden, og at bestemmelsen om Salget er taget forinden det kunde forudsees, naar Fjendens Udrykning vilde finde Sted, men da det nu er givet, at denne vil finde Sted for Aarhuus's Vedkommende med Udgangen af denne Uge, vil der saaledes Intet være til Hinder for, at en Forauctionering af Hestene vil kunne finde Sted uden yderligere Udsættelse af Tidsfristerne; dette vil blive i Statens Interesse, medens det tillige vil blive paaskjønnet af Provindsens Beboere. Hvad der er sagt om Hestene gjælder for endeel ogsaa om Vogne og Seletøier, da Mange her have faaet deres Vogne og Sektorer ødelagte og opslidte ved Ægtkjørseler for Fjenden. - Aarhus, den 13de Novbr. 1864."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 16. november 1864).

Ukendt fotograf: 1864 i May Maaned paa Lasaretet i Flensborg. Personerne er navngivet og beskrevet på Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Fra Slesvig-Holsten, 12. nov. Den hjemlige presses holdninger til freden bunder generelt i at befrielsen fra det danske åg ved de tyske stormagters våben er en bedrift, mod hvilken den fredsbyrde som hertugdømmerne medførte samt tabene i jord og mennesker og andre ofre ikke kan anses for ligeværdige. Det er også det grundsyn der hersker i landet, som afhængigt af de forskellige partistandpunkter der har dannet sig i løbet af det sidste år, stadig har forskellige farvetoner. Den Schleswig-Holsteinische Zeitung der udkommer i Altona, giver den mindst gunstige dom, mens Kieler Zeitung holder midten, og Flensburger-Norddeutsche Zeitung maler freden så rosenrød som muligt. Nogle af de sidste bemærkninger fremkalder faktisk modbemærkninger. I en artikel med titlen "Der Frieden" siger bladet ordret:

Det der først berører os slesvig-holstenere ligger i at vi ikke selv deltog i kampen for vores frigørelse, noget vi også mærker i al dens smertelige betydning. Men at stormagterne skulle have ladet den gunstige situation i Europa passere uudnyttet af det tidspunkt, hvor dannelsen af ​​en slesvig-holstensk hær skulle være sat i gang, og Slesvig skulle have givet op for presset fra et hensynsløst fjendtligt militærstyre, er noget som ingen endnu er kommet frem til at forstå eller samvittighedsfuldt vil mennesket påstå længere. Men hvis ikke folket i Slesvig-Holsten, så burde og kunne i det mindste tyskerne, lyder en klage, have været indbragt for at kæmpe mod Danmark. Lad os gøre det klart hvad der egentlig menes med dette, hvad der kan menes. I bund og grund ikke andet end at stormagterne skulle have tilladt mellem- eller småstaterne at deltage, for kun med hære, dvs. med folkets militært organiserede magt kan der i vore dage føres krig. Der var absolut ikke noget militært behov for at involvere andre stater. Vi forstår, at det ville have været ganske behageligt for centralstatens regeringer at fremlægge bevis for deres staters levedygtighed på denne måde; Men hvad der ville have tjent det tyske folk og deres stræben efter national enhed med dette ret billige (!) og ufuldstændige bevis, indrømmer vi gerne at vi ikke kan se. Og vi vil kun minde Dem om én ting, at i alle de store tyske krige i nyere tid har centralstaterne ikke haft nogen del, i det mindste på tysk side, og at ikke desto mindre er Rotzbachs, Leipzigs og Waterloo's dage mindeværdige og den tyske nations sejrsdage kunne mærkes og fejres. At de opfører sig på denne måde er ikke en bebrejdelse for befolkningen i disse stater, men for deres statslige organisation."

Aus Schleswig-Holstein, 12 Nov. Die Betrachtungen der inländischen Presse über den Frieden laufen im allgemeineen darauf hin aus dass die Befreiung vom Dänenjoch durch die Waffen der eutschen Grossmächte eine Errungenschaft sey gegen welche die durch den Frieden herbeigeführte Belastung der Herzogthümer, sowie die Einbutze an Land und Leuten und sonstige Opfer nicht als Aequivalent gelten könne. Das ist auch die im Land herrschende Grundansicht, welche, nach den verschiedenen Parteistellungen die sich während des letzten Jahrs gebildet haben, noch verschiedene Färbungen erhält. Am wenigsten günstig urtheilt die in Altona erscheinende "Schleswig-Holsteinische Zeitung," während die "Kieler Zeitung" die Mitte hält, und die "Flensburger-Norddeutsche Zeitung" den Frieden so rosenfarben malt als nur möglich. Einige Bemerkungen der letzten fordern in der That Gegenbemerkungen heraus. Das Blatt sagt in einem "Der Friede" überschriebenen Artikel wörtlich:

Was zuerst uns Schleswig-Holsteiner betrifft, so liegt in der Thatsache dass wir selbst an den Kampf um unsere Befrieung nicht theilgenommen haben, nicht theilnehmen konnten, ein Etwas das auch von uns in seiner ganzen Schmerzlichen Bedeutung empfunden wird. Aber dass die Grossmächte bis dahin wo die Bildung einer schleswig-holsteinischen Armee ins Werk zu setzen gewesen wäre, die Gunst der europäischen Lage ungenutzt vorübergehen lassen und Schleswig dem Druck einer schonungslosen feindlichen Militärherrschaft hätten Preis geben sollen, das wird noch jetzt kein verständiger und gewissenhafter Mann mehr behaupten wollen. Wenn aber nicht das schleswig-holsteinische Volk, so doch wenigstens das deutsche, so lautet eine Klage, hätte man zum Kampf gegen Dänemark herbeiziehen sollen und könnnen. Machen wir uns klar was hiemit eigentlich gemeint ist, gemeint seyn kann. Im Grunde doch nichts weiter als dass die Grossmächte an dem Mittel- oder Kleinstaaten hätten theilnehmen lassen sollen, denn nur mit Armeen, d. h. mit der militärisch organisirten Volksmacht, kann man heutzutage Krieg führen. Eine militärische Nothwendigkeit zur Heranziehung anderer Staaten lag entschieden nicht vor. Dass es den mittelstaatlikchen Cabinetten ganz angenehm gewesen wäre in dieser Weise einen Beweis der Lebensfähigkeit ihrer Staaen zu liefern, begreifen wir; was aber dem deutschen Volk und dem nationalen Einheitsstreben desselben mit diesem ziemlich wohlfeilen (!) und unvollständigen Beweis gedient gewesen wäre, das gestehen wir gern nicht einsehen zu können. Und nur noch an eines wollen wir hier erinnern, daran dass an allen grossen deutschen Kriegen der neueren Zeit die Mittelstaaten wenigstens auf deutscher Seite keinen Theil gehabt haben, und dass nichtsdestoweinger die Tage von Rotzbach, Leipzig und Waterloo als Ehren- und Siegestäge der deutschen Nation empfunden und gefeiert werden. Dass dietz sich so verhält, ist kein Vorwurf für die Bevölkerung dieser Staaten, wohl aber für ihre staatliche Organisation."

(Allgemeine Zeitung 16. november 1864. Uddrag)

Bortmarch. 8de til 10de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

De i Haderslev indqvarterede Ziethen'ske Husarer havde faaet Ordre til at tiltræde deres Hjemmarsch i Løverdags. Det hedder, at de østerrigske Tropper i Husum og Eiderstedt ligeledes berede sig til Bortmarschen. Fredsslutningen er i Flensborg og Slesvig af de tydske Klubber bleven høitideligholdt med Flagning, Illumination osv. I Løverdags afmarcherede fra Aarhuus sydpaa 2 Batailloner af Augustagarden og 1 Bataillon af Elisabethgarden, og igaar 2 Escadroner af EuiraSseerregimentet. Igaar Formiddags ankom nordfra 1 Bataillon af 4de Garderegiment og 2 Batailloner af 3die Garderegiment. Desuden ere tilkomne 3 Stabe, samt mange Feldtpost- og Lazarethembedsmænd og Betjente. Byen er for Øieblikket stærkere belagt med Indqvartering end den nogenfinde har været, saa at det næsten er Indqvarteringscommissionen umuligt at tilfredsstille de store Krav, der gjøres til den. Den daglige Udlevering fra Byens Providerings- og Fouragemagaziner finder Sted til 8 Batailloner Gardeinfanterie, 1 Cuirasseerregiment og 2 Batterier og bestaaer af: 48 Centner Kjød, 16 Ctr. Gryn, eller 13 Ctr. Riis, eller 32 Ctr. Ærter, 2 Ctr. Salt, 2100 Sikr. Brød a 5 Pd. 18 Lod, 200 Ctr. Havre, 51 Ctr. Ho og 102 Etr. Halm. Foruden Gardehusarregimenlet er endnu en Bataillon Infanterie anviist Forplejning fra Magazinet i Odder, og den daglige Udlevering derfra forhøies saaledes med 630 Portioner og 40 Rationer. (Aarb. Av.)

Alle Sjæles Dag (i Torsdags) afholdt det i Ribe liggende østerrigske Militair i Domkirken en Sørgegudstjeneste til Minde om de faldne og afdøde Krigere. Høitideligheden begyndte Kl 8 om Morgenen med en Sjælemesse for de Afdøde. Ved Alteret var som et Symbol paa den jordiske Forgjængeiigbed en Sarkophag henstillet, omkring hvilken var anbragt de forskjellige østerrigske Landes Vaabenskjolde, omgivne af en Skjoldvagt. Sørgemusikken og Messens hele alvorlige Præg gjorde et gribende Indtryk, Feldtpræsten besteg derpaa Prædikestolen og holdt en kort men dybt bevæget Tale, hvori han bad Krigerne ogsaa i deres Hjem, som de nu snart skulde gjensee, at mindes dem, der havde kjæmpet ved deres Side, men som de dræbende Kugler havde bortrevet og som nu laae gjemte i Jordens Skjød. (Ribe Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. november 1864).

Til "Hamb. Corr." skrives fra Kiel den 31te: "Det øieblikkelige Indtryk, som Fredens Afslutning gjorde paa Indvaanerne der, er i sine synlige Yttringer deraf meget tvivlsomt: her og der flagede man, men trak deelviis de udhængte Faner igjen ind, og man bestræbte sig i en Forsamling om Middagen paa Børsen for ogsaa at formaae Øvrigheden til at standse en Glædesyttring, der - meente man - ikke passede til Sagernes Stilling" (i Slesvigholsten). I Berlin er man - skriver samme Blad - meget utilfreds med denne holstenske Opposition mod Preussen og betragter den med langt ugunstigere Øine, end man ved Eideren synes at kunne forestille sig.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. november 1864).

2 kielske Advocater, Müller og Schroder, have under 15de Octbr. faaet Tilladelse til Praxis ved den slesvigske Appellationsret. Under 26de September og 5te Octbr. ere en deel Deel constituerede tydske Præster i den dansktalende Deel af Slesvig virkelig udnævnte, deriblandt Neiling som Hovedpræst og Provst i Sønderborg, de oftere omtalte Eckell og Matzen i Hammelev og VonSbæk. Carstens som Hovedpræst og Provst i Tønder: 2 af de bortløbne Slesvigere, Gidionsen (oldenborgsk "Hofraad") og Matthiesen, ere vendte tilbage resp. som Rektor og Subrector ved den gjenoprettede lærde Skole i Husum, der ogsaa har faaet en 5te Lærer i en Privatdocent Petersen fra det sydtydske Universitet Eclangen; for Haderslev lærd, Skole er Jessen fra Altona bleven virkelig Rector. Vollbehr fra Rendsborg Collaborator og Gymnasiallærer Behrens fra Rhinpreussen 5te Lærer Cancelljsecretair Claussen fra Lubeck er bleven const. Retsskriver i Gram Herred.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. november 1864).

Stiftsfysikus Lind i Viborg bekjendtgjør i "Viborg Stiftet.": "Da der i den senere Tid har vist sig Tyfus paa flere Steder heri Byen og dette for en Del kan tilskrives den bedærvede og forpestede Luft, der forefindes i mange af de smaa med Børn, Bohave, Madvare m. m. overfyldte Rum, hvortil Indvaanerne paa Grund af den svære Indkvartering ere blevne indskrænkede; saa finder jeg mig herved foranlediget til ret alvorligen at anmode Vedkommende om at sørge, saavidt mulig, for ren og frist Luft i saadanne smaa Stuer, ved jevnlig at oplukke Vinduer og Døre eller endog stadigen at lade et enkelt Vindue staa paa Klem. Selv om Natten bør i smaa overfyldte sovekamre gives Adgang for frisk Luft paa en eller anden Maade, dog saaledes, at de Sovende ikke udsættes for umiddelbar Træk. Stærk Varme i Sovekamret er altid skadelig, dog især i et lille Sovekammer, hvor Flere 'ligge".

(Ribe Stifts-Tidende 10. november 1864),

Robert Thomas Landells (1833-1877): Hadersleben Grosse Strasse. 29. februar 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Troppeudbrud. Aabenraa. Slesvig-holstenere i Kjøge. Afmarsch fra Aalborg. 1ste til 4de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Jylland efter Fredsslutningen. Foreløbig vil Fredsslutningen ikke bevirke nogen Forandring i Tilstanden i Jylland, idet de fjendlige Tropper, saalænge de ere der, ville beholde samme Myndighed som hidtil. Dette meddeelte Indenrigsministeren under en Sammenkomst, han i Loverdags havde med de jydske Rigsdagsmedlemmer. Ved samme Lejlighed meddeelte Ministeren endvidere, at Regeringen havde henvendt sig i Wien og Berlin (Geheimeraad Brastrup skal være sendt dertil) for at opnaae en Lettelse for Jylland i dets Byrder, men forgjæves, og at det ikke var gaaet den bedre med dens Bestræbelser hos de neutrale Magter. England havde svaret, at det aldeles ikke mere vilde have med vore Affairer at gjøre; fra Frankrig kom der slet intet Svar, og Rusland beklagede ikke at formaae Noget for Øieblikket, hvorfor det raadede os til som den Overvundne rolig at finde os i vor Skjæbne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Skandalen ved Afstemningen i Aabenraa. (Rd. Av.) Man erindrer maaskee endnu den mærkværdige Afstemning over Skolesproget, som for en Tid siden gik for sig i Aabenraa, og hvor der kom et Resultat frem saa gunstigt for Hjemmetydskerne, som de vel selv neppe havde vovet at haabe (412 stemte for Tydsk 258 for Dansk). Samme Gang som "Flb. Nordd. Ztg." med megen Bram fortalte det, debiterede Bladet foruden endeel andre Løgne (saaledes vare Tallene forvandskede) ogsaa den, at midt under Afstemningen traadte en "anseet Borger' op og erklærede med Vidner at ville bevise, at en vis Hr. N. Sørensen udbetalte 24 sk. til Enhver, der vilde stemme for dansk Sprog; denne Erklæring blev strax ført til Protokols, og som en Følge heraf blev Sørensen arresteret, hvor han sikkerlig vilde faae sin fortjente Straf for sin slette Opførsel. - Hvormange sande Ord der var i det usIe Blads hele Referat, nemlig ikke eet eneste, fremgaaer af en Erklæring, som nævnte Sørensen (bekjendt tro dansk Mand) har ladet indrykke i "Köln. Zt.' for i Torsdags. Det oplyses der, at "hin Skandalmager, som ganske vist ved sin løgnagtige og for al Grund blottede Erklæring forstyrrede Afstemningens Gang, hvorved han gav Anledning til et pøbelagtigt Udbrud af hans Kammerater, var alt andet end en "anseet Borger', idet han nemlig er en indvandret Skrædersvend ved Navn Delffs, der arbejder hos en Klædefabrikant, og følgelig hverken var berettiget til at stemme eller overhovedet til at vise sig i Salen. Hans Erklæringer og Sørensens Moderklæring bleve ganske rigtig førte til Protokols; men Undersøgelserne, der fandt Sted samme Dag, og dreves med den største Omhyggelighed, kom desuagtet til det Resultat, at det Hele var en opdigtet, grov Usandhed. Heraf følger det vel af sig selv, at Fortællingen om Arrest og Straf er Iigesaa sandhedstro. N. Sørensen har forresten anlagt Sag mod nævnte Skrædersvend for ondskabsfuld "Bagvaskelse og Æreskrænkelse"

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. november 1864).

Fra Eideren, den 23de Octbr. Efter det i Frederiksstad udkommende Ugeblad for Landskaberne Stavelholm og Eidersted, skal der være kommet Ordre fra Wien til de i Eidersted og omliggende Landskaber cantonnerende Troppers Tilbagemarsch. Man vil endvidere have erfaret at de for Tiden i Jylland værende østerrigske Troppeafdelinger skulle paa deres efter al Sandsynlighed snart indtrædende Tilbagemarsch nærmest bevæge sig henad Slesvigs Vestkyst, for idetmindste for en Deel at gaae over Eideren ved Frederiksstad. Som det endvidere af paalideligste Kilde erfares, turde det være temmelig utvivlsomt, at enkelte Afdelinger af den tilbagegaaende østerrigske Hær ere bestemte til at tage Cantonnement syd for Eideren, i Ditmarsken eller andre Districter af Holsten, og skulle de Vedkommende allerede i saa Henseende have erholdt fornødne Ordrer.

- - -

I Aalborg bekjendtgjør Politimester Johnsen den 31te, ifølge en Skrivelse af 30te fra Commandanten, "at han paa Gaderne har truffet flere civile Personer iførte kasserede og ved Auction bekomne preussiske Vaabenfrakker med fuldstændige Distinctioner, saasom Skulderknapper og Regimentsnumere, at dette ikke gaaer an og derfor forbydes, og at han vil afstraffe enhver Overtræder af dette Forbud."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 2. november 1864).

Ifølge "Voss. Zt." forlanger Preussen af den nye Stat Slesvig-Holsten følgende Rettigheder for at tage den under sine Ørnevinger: Det maa have Ret til efter de i Preussen gjældende Regler at udskrive Soldater og Matroser, hvis Underhold, Uniformering og Pensionering bestrides af Hertugdømmernes Kasse, medens Preussen afholder Udgifterne til Vaaben og Munition. Endvidere maae Hertugdømmerne betale en Trediedeel af hvad der vil behøves til Anskaffelse og Vedligeholdelse af Flaadens Materiale. Preussen overtager forpligtelsen til at befæste de slesvig-holstenske Havne og Landets vigtigste strategiske Punkter, hvorfor der tilkommer det Ret til at anlægge Krigshavne samt at benytte alle Communications- og Befordringsmidler i militaire Øiemed, paa samme Maade som i selve Preussen. Fjerdedelen af de dertil medgaaende Omkostninger udredes af Hertugdømmerne, der næsten udelukkende ville komme til at nyde Godt deraf. De i Hertugdømmerne udskrevne Tropper forblive i deres Hjem paa tre Batailloner nær, der tilligemed hele Cavalleriet forlægges til preussiske Garnisonssteder. Iøvrigt maa Preussen være berettiget til at forlægge saamange af sine Tropper til Hertugdømmerne, som Omstændighederne udkræve, da det ogsaa i Fredstider kan blive nødvendigt at concentrere en preussisk Troppestyrke ved den jydske Grændse og de nærmestliggende Havnepladser. Men ingen andre end under preussisk Commando staaende Tropper tør drage igjennem Hertugdømmerne, medmindre den preussiske Overcommando udtrykkeligt har tilladt det, og ligesaalidt bør fremmede Krigsskibe løbe ind i slesvig-holstenske Havne eller farvande. De diplomatiske Poster og Consulaterne overtager Preussen, uden at det tilstedes Hertugdømmerne at være særskilt repræsenterede. Desuden maae disse indtræde i det preussisk-tydske Toldforbund og overlade Bevogtningen af Toldgrændsen til det preussiske Militair og dets Toldembedsmand. I Krigstilfælde skal Preussen have Ret til at forbyde Ind- og Udførselen af visse Gjenstande samt til at forstærke Udskrivningen, hvorimod det overtager Forpligtelsen til i Hertugdømmerne at concentrere en Troppeafdeling og holde en Flaadeafdeling i Søen, der er den danske Armee overlegen. Hverken i Krigs- eller fredstid tør der finde andre Hvervinger eller Udskrivninger Sted end preussiske. Kun paa en Overeenskomst, der indeholder disse Betingelser, kan man vente at Preussen vil indgaae.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 3. november 1864)

"Schl. Holst. Z." det slesvigh. Democraties Organ, skriger i vilden Sky: "Det tydske Folk er bleven bedraget for denne store Times Glæde. Dersom Slesvig-Holsten var bleven befriet i oprigtigt Fællesskab mellem det tydske Folk og dets Fyrster, vilde det have været et af de smukkeste Blade i den tydske Historie; men nu har Intriguens Politik frataget denne Daad dens skjønneste Betydning, har fremkaldt Strid og Tvedragt, hvor Enigheden burde raade, og vakt en forbittrelse i Tydskland, som ei var langt fra at udarte til en Borgerkrig (i Rendsborg?). Og hvorledes har man behandlet det slesvigholstenske Folk! Med Vold er det holdt borte (!) fra Kamppladsen, den ene Udmygelse efter den anden har det maattet taale. Hverken paa Londonerconferencen eller ved selve Fredsslutningen har man tilladt det Land, om hvis Skjæbne det gjaldt, at hæve sin Røst. Man har ikke blot formeent os at gribe til Vaaben, men indtil nu forhindret enhver Sammenkaldelse af vore Stænder. Vi skulle forblive værgeløse, vi skulle ikke komme tilorde, men finde os i, at være en Hjord, over hvilken den mægtige Seirherre efter Behag træffer sin Bestemmelse." Bladet slutter med at forudsige, at Straffen snart vil ramme Stormagterne for deres Misgjerninger. "Af de Statsmænd, som have ført det afgjørende Ord ved Fredsslutningen har den ene (Grev Rechberg) igaar ophørt med at være Minister, og den anden (Bismarck), som har benyttet et stort nationalt Anliggende til Opnaaelsen af indre Partiformaal. skylde vi ingen Tak; han har allerede høstet sin Len (i det preussiske Demokraties Underkuelse)!

- - -

Aarhuus. den 3die Novbr. Det bekræfter sig, hvad vi igaar udtalte en Formodning om, nemlig at de tydske Tropper allerede med næst lige ville begynde en Række Dislokationer, der skulle forberede Udmarschen af Jylland saa hurtig som muligt, naar Fredsratificationen er givet, eller endog som det synes, naar Rigsraadet har givet sit Samtykke til Freden. De fra førstkommende Mandag begyndende Dislokationer gaae, efter hvad vi kunne skjønne, ud paa at trække Tropperne, som ligge Nord paa, ned til Egnen imellem Aarhuus og Horsens. I Borum skal der efter hvad vi erfare, oprettes et Magazin til Forplejning af c. 2000 Md. og c. 900 Heste fra førstkommende Mandag. Her i Byen ville, som det lader, forskjellige Regimenter drage igjennem og afløse hinanden i Qvartererne; men Belægningsstyrken vil indtil videre forblive den samme som hidtil, uden forsaavidt som der nok vil komme en Stab mere hertil i Qvarteer. Efter hvad der fra god Kilde meddeles, er en lignende Bevægelse allerede paabegyndt med de østerrigske Tropper, som ligge Syd paa. (Ah. Av.)

- - -

Frederikshavn, den 3die Novbr. Idag er den tredie - vi tør vel sikkert haabe den sidste - fjendtlige Okkupation af vor By hævet, idet det der liggende Compagni imorges Kl. 7 paa Vogne er befordret til Aalborg. Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, der i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog den sidste Okkupation været forbunden med betydelig Udgivt, idet Communen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de større ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feltlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturliget! følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, især har været ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maatte staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fiendtlige Soldater. (Fdrkd. A.)

- - -

Viborg. General Kaminsky med Brigadestab og 2 Batailloner afgik imorges herfra ad Aarhus til. Styrken holder Rast et Par Mile herfra, i Landsbyen Høibjerg og Omegn, hvorfra imorgen marscheres videre. Fra Skive indtraf 1 Bataillon dertil i Efterm.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 4. november 1864).

Til Kjøge ankom nylig de første Cappeler Skippere med Fødevarer. Byens Av. har imidlertid ikke seet en eneste Kjøgianer gjøre Indkjøb hos dem og betragter det som et stort Beviis paa Kjøges "patriotisme". Det forekommer os snarere at maatte være et Beviis paa, at enten ere Tiderne for magre i Kjøge eller at man er tilstrækkeligt forsynet med fødevarer til at man behøver at tye til Cappelen. Skulde det derimod være et Vidnesbyrd om Patriotisme, hvorved Kjøge saaledes har vundet en ny Berømthed, saa maa let ogsaa heri have naaet et langt højere Standpunct end Kjøbenhavn; thi der siger Dgst. med veemodigt Tilbageblik paa Kjøges stolte Daad: "Desværre kunne vi ikke sige det Samme her i Byen. Der har her, lige siden Samfærdselen med Slesvig blev aabnet, navnlig ved Gammelstrand ligget en Mængde af de bekjendte Cappeler Skibe med Ost, Smør, Frugt osv., men skulde man her bedømme Patriotismen efter den Afsætning, som disse Varer have, maatte man komme til det Resultat, at Kjøbenhavnerne eller ialtfald de kjøbenhavnske Damer ere meget lidet patriotiske. En saadan Maalestok kan nu vel ikke godt anlægges som Patriotismen (nei virkelig?), men vi skulle ikke nægte, at det er i høi Grad harmeligt for en dansk Mand at see det haanlige Smiil, hvormed flere af disse Skippere, der ere bekjendte som Slesvigholstenere af det reneste Vand, meget ofte stikke de gode danske Penge i Lommen. Og naar de saa komme hjem, fortælle de ganske sikkert skjønne Historier om "die dummen Dänen". Det maatte da være ved at see den foranstaaende Betragtning eller rettere denS Slutning, thi naar Kjøberindende have Smag for Osten, saa er det jo netop huusholderisk klogt, at de søge den hvor de maatte finde den bedst og billigst, uden at generes af dumme Smiil ombord eller af fortrædelige Blikke, naar de gaae sen dyrere Høkerkjælder forbi. Skammen eller Spotten rammer da rettere dem, "som tænke ilde derom" eller som, af Mangel paa et virkeligt Object, coquettere med en smagløs Spækhøker-Patriotisme.

- - -

Aalborg, den 4de November

Imorges afmarscherede efter Bestemmelsen 50de Regiment og imorgen afgaaer 10de Regiment paa 60 Mand nær, som paa Mandag følge efter tilligemed det svære Feldtlazareth. Det hertil idag fra Frederikshavn ankomne Compagnie af 10de Reg. afgik tilvogns her fra Byen igaar Morges Kl. 7. Frederikshavn har været occuperet af preussiske Tropper ialt 47 Dage: første Gang i fjorten Dage, nemlig fra 12te til 26de Juli, anden Gang i 3 Dage, nemlig 4de, 5te og 6te August og tredie Gang i 30 Dage, nemlig fra 4de Octbr. til 3die Novbr. Af den Bataillon, der den 4te Octbr. kom dertil og ifølge Militairgouvernementets Bekjendtgjørelse skulde have ligget i Vinterqvarteer der, marscherede imidlertid allerede den Ude de 2 kompagnier derfra; den 13de afgik nok et Compagnie, saa der blev kun eet tilbage. - Var end Antallet af de fjendtlige Tropper, som i den sidste Tid have ligget der, saaledes kun ringe, har dog, efter Byens Av., den sidste Occupation været forbunden med betydelig Udgift, idet kommunen, for at skaffe Plads til en heel Bataillon, ved Troppernes Ankomst den 4de maatte kasernere en heel Deel Mandskab i de Porre ledigværende Bygninger og anskaffe mange dertil fornødne Reqvisiter. Oprettelsen af Feldtlazarethet var ligeledes forbunden med megen Bekostning. Hvad der foruden de Ulemper og det Tryk, der for Byen og Egnen naturligen følger med de fjendtlige Troppers Nærværelse, tsar har varet ubehageligt for Landbostanden, er den forholdsviis betydelige Vognpark af 31 Vogne, der hele Tiden har maattet staae til Disposition. Over Troppernes Forhold har der iøvrigt ikke været egentlig Grund til Klage; i et Par Tilfælde have civile Personer maattet taale nogle Dages Fængselsstraf paa Grund af Klammeri med de fjendtlige Soldater.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. november 1864).

Den biennorrhoiske Øiensygdom. Fra en af Hovedstadens meest anseete og agtede Læger har "Berl. Td" modtaget en Skrivelse, hvoraf den meddeler Følgende: "Den Gift her i Staden, hvorpaa jeg herved vil henlede Opmærksomheden, er en i stærk Tiltagende værende biennorrhoisk Øienbelændelse - ogsaa en Følge af - Krigen, opstaaet nærmest ved Smitte fra de hjemvendte Soldater, der atter have faaet den fra Fjender (især Østerrigerne). Sygdommen findes i især hos fattige Børn fra Smaagaderne (Pedermadsensgang f. Ex) og Børnene smitte de Voxne - hele Familier indlægges paa Hospitalerne, og Kommunehospitalet er alt overfyldt af disse Patienter. Fra Sundhedskommissionens Side gjøres hidtil Intet, uagtet det er meldt til den, og uagtet de epidemiske Ugelister hver Uge omtale Sygdommens Tiltagen. Der burde skaffes afsondret Plads til de Øiensyge, og hyppig visiteres i alle fattige Skoler og Asyler, for at Sygdommen itide kunde komme under Behandling, og Smitte forebygges".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 4. november 1864).

Dansk landpostbud i Jylland. Illustrirte Zeitung 15. oktober 1864.

Slesvig. Eftervirkninger af Krigen. 18de til 22de Oktober 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmet Slesvig. "B. T." har modtaget følgende Brev fra Mellemslesvig, dateret den 12. Oktbr. Igaar er der i Aabenraa forefaldet en Begivenhed, der vil give de tydske Blade Stof til stort Brouteri; der er nemlig blevet foretaget en Afstemning, om Skolesproget i Byens Skoler skal vedblive at være Dansk eller forandres til Tydsk, og de Tydsksindede fik Majoriteten. Allerede for lang Tid siden havde Byens tydsksindede Parti til Civilkommissærerne indgivet en Petition, hvori de androge paa denne Forandring. Hidtil havde man ikke hørt om noget Resultat af dette Skridt, men iforgaars bleve Byens Indvaanere ganske uventet - idetmindste hvad de Dansksindede angaaer - anmodede om, den næstfølgende Dags Morgen at indfinde sig paa Raadstuen, for at afstemme om Skolesproget. Det falder strax i Øjnene, at denne korte Indvarsling har været et velberegnet Koup for at overraske de dansksindede Borgere; thi at de tydske Ledere have været bekjendte med Sagen for, kan der ingen Tvivl være om. I ethvert Tilfælde havde det alene Rigtige været, ved denne Lejlighed som andre lignende, at bekjendtgjøre Terminen for Afstemningen idetmindste otte Dage i Forvejen. Men saaledes som det skete, at Mange først hen imod Aften fik Bud om at Møde den næste Dags Morgen, ja Folk fra Byens Landsogn endog forst samme Morgen da Afstemningen skulde foretages, og Andre slet ingen Indbydelse, maatte naturligvis Mangfoldige være forhindrede i at indfinde sig, og det maatte efter Omstændighedernes Natur være de Dansksindede, som denne Skjæbne maatte ramme. - Allerede Klokken 8 1/4 aabnede Amtmand Jürgensen Forretningen ved i en tydsk Tale at underrette de Forsamlede om, at Civilkommissærerne med Hensyn til den omtalte Petitton havde paalagt Skolekollegiet at foranstalte en almindelig Afstemning, om Skolesproget for Fremtiden skulde være Dansk eller Tydsk; han fremhævede med meget Eftertryk, at Afstemningen jo ikke maatte betragtes som et politisk Foretagende men at den var af ren praktisk Betydning, der imidlertid var meget stor, da det gjaldt em intet Mindre, end om vore Børn skulde blive delagtige i tydsk Kultur og "Sittlichkeit" eller ikke; han tilføjede, at hvis Afstemningens Resultat skulde blive det danske Undervisningssprogs Bibeholdelse, saa skulde der dog blive givet de selvsamme Timer tydsk Undervisning som nu, medens i modsat Tilfælde, naar Afstemningen førte til tydsk Skolesprog, skulde der gives ugenlige Timer dansk Undervisning. Efter dette tydske Foredrag resumerede Amtmanden dets Indhold i Korthed paa Dansk, og kom ved denne Lejlighed til af afgive en Erklæring, som der ikke noksom kan lægges Mærke til. Da han nemlig talte om, at der, hvis ogsaa Skolesproget skulde blive Tydsk, dog vilde blive givet nogle Timer i Ugen Undervisning i Dansk, tilføjede han: "Det vil sige i det danske Skriftsprog, thi den danske Dialekt kan læres paa Gaden." Der ligger en overraskende Aabenhjertighed og Naivitet i denne Udtalelse. En mere uforbeholden Tilstaaelse af, at Folkesproget er Dansk, kan hverken ønskes eller gives, og at aflægge en saadan Tilstaaelse i det Øjeblik, da man vil lade afstemme om Indførelsen af tydsk Skolesprog i Almueskolerne, fortjener særlig at beundres. - Efterat Amtmanden havde endt sin Tale, begyndte Afstemningen og fortsattes med stor Hurtighed. Fra tydsk Side blev strax en stor Mængde Fruentimmer indført til Afstemning, og mange hentede ud af deres Boliger fra alle Byens Kanter: der var mødt Alt og samlet Alt, hvad der sværmer for og finder sin Fordel ved at udgive sig for Tydsk, og saaledes blev det endelige Resultat, at 412 stemte for Indførelsen af tydsk Skolesprog, 204 for Bibeholdelsen af det danske Undervisningssprog. 

Man vilde imidlertid tage højligen fejl, dersom man vilde anse disse Talstørrelsers Forhold for det virkelige Udtryk af vor Befolknings Ønske i den omhandlede Sag. Vor Byes rigelig 5000 Indvaanere kunne antages at udgjøre c. 1000 Familier, der maa altsaa ogsaa være omtrent 1000 Stemmeberettigede; men da ikkun 676 have afgivet deres Stemme, have c. 324 ikke stemt. Af det tydske Parti manglede sikkerligen ikke een stemmeberettiget Sjæl; for dets Tilhængere vare alle Omstændigheder saa gunstige som kun tænkes kan; Intet var at riskere, alle Midler vare bragte til Anvendelse. Afstemningen var snildt anordnet og blev ledet ganske i deres Favør. Den danske Befolkning derimod befandt sig i den allerugunstigste Stilling; overrasket ved Sagens uventede og uforsvarlig pludselige Fremstilling og Afgjørelse, trykket fra alle Sider og Kanter og bunden ved utallige Hensyn til Nutid og Fremtid, maa man endnu undres over, at saamange Stemmegivende mødte og stemte, - og man er fuldkommen berettiget til at paastaa, at de rigeligt 300 Stemmer, der ikke bleve afgivne, vilde være faldne paa dansk Side, naar Intet havde bundet og trykket den frie Stemmeytring, og Alting var bleven foranstaltet saaledes, som det burde være skeet. Der kan endnu tilføjes, at al Kontrol ved Afstemningen var udelukket: ingen Oplæsning af hvert enkelt Votum efter dets Angivelse fandt Sted, hele Forretningens Ledelse var udelukkende i Tydsk-sindedes Hænder, og da enhver Tilstedeværende fik Tilhold om, strax at begive sig bort efterat have stemt - naturligvis for at gjøre Plads for Andre - , kunde Ingen forblive i Salen og følge Afstemningens Gang fra Begyndelse til Ende.

En meget forargelig og forstyrrende Scene blev opført af en fremmed Skrædersvend, der arbejder her i Byen. Midt under Forretningen trængte han sig hen til Bordet, for hvilket ve Afstemmende mødte, og fremførte den aldeles usandfærdige Paastand, at Boghandler Sørensen gav Enhver 24 Skilling, der vilde stemme for dansk Undervisningssprog. Som en aldeles Ubeføjet, burde Mennesket strax af Politiet være ført ud af Salen, men hans Angivelse blev af hans Ligesindede hilset med Bravo- og Hurraraab, og der blev skreget efter Sørensen. Denne, der befandt sig i et tilstødende Værelse, traadte, saasnart han erfarede Anledningen til Spektaklet, ind i Salen og gik hen til Afstemningsbordet, hvor han erklærede højt og lydeligt, at Skrædersvendens Udsagn var en grov Usandhed, og forlangte, at Sagen maatte blive retslig undersøgt og han, der foer med Usandhed, behørig afstraffet. Borgmesteren lovede, at Sagen skulde komme til retslig Undersøgelse og Paakjendelse. Dermed var dette Intermezzo til Ende, men dets Indvirkning paa de Tilstedeværende var ogsaa til de Tydsksindedes Fordel; thi ikke faa Dansksindede forlode Salen da Tumulten begyndte, for ikke paa den ene eller anden Maade at komme i Ulejlighed.

Ligesaa hastig som Afstemningen blev sat i Scene, ligesaa hurtigt vil man nu nok sørge for at faa det naturlige Sprogforhold indført i Skolerne, saasnart Civilkommissærerne have sanktioneret, hvad Majoriteten ved Afstemningen har vedtaget, og denne Sanktion vil sikkerligen ikke længe lade vente paa sig.

(Ribe Stifts-Tidende 18. oktober 1864).

Den omtalte afstemning blev fx omtalt i Allgemeine Zeitung den 18. oktober 1864. Ved afstemningen i 1920 var der tysk flertal i købstæderne Aabenraa (2224 danske, 2725 tyske), Tønder (761 danske, 2504 tyske) og Sønderborg (2029 danske, 2601 tyske) samt landdistrikter som bl.a. Højer (219 danske, 581 tyske) og Tinglev (448 danske, 582 tyske). Haderslev var den eneste købstad med dansk flertal (5209 danske, 3275 tyske).

I "Nordslesvigsk Tidende" af 13de ds. skrives fra Haderslev: I Eftermiddag begynder vor lærde Skoles Vinterhalvaar. - Den nye Skolebygning, der hidtil har været afbenyttet som Lazareth, er nu i den nævnte Anledning rømmet og tagen i Brug af de nye Lærere med deres 110 nye Lærlinge, "der for Fremtiden ikke efter dansk (?) Methode skulle lære Ramsen udenad, men efter den tydske Methode oplæres til selvtænkende Mænd. Der vil forøvrigt med Underviisningen blive taget et saadant Hensyn til det danske Sprog, som de nordschleswigske (sic!) Forhold udkræve".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. oktober 1864).

Fra Fredericia Egnen skrives til "B. T.": Man skulde tro, at Indkvarteringstrykket i vor Egn efterhaanden vilde formindskes, men dette er desværre langtfra Tilfældet. Leverancerne til Magasinerne ere siden sidste Vaabenhvile stegne til det Dobbelte, i flere Retninger til det Tredobbelte, og nu, da alt Forraad er opspist, have mange Sogne for ublue Priser maattet indkjøbe, hvad de ikke havde. Her er den ærede Forplejningskommission i Kolding kommen Beboerne til Hjælp ved at overlade dem Havre til den meget lempelige Pris af c. 5 Rd. 3 Mk. pr. Tvnde eller 3½ sk pr. Pd. (den har ellers til almindelig Hold her i Egnen kun kostet 3 Rd. 2 Mk. a 4 Rd. pr. Tønde). At mange Sogne, ja saa godt som alle uden Undtagelse, ere komne i svære Restancer med Leveringerne, ligger i Sagens Natur - og dog maa Alt inden kort Tid præsteres, ellers trues der med militær Exekution. Ingen maa tro, at Tropperne nøjes med, hvad der leveres fra Magasinerne; i Husene er der desuden siden 26. Juni rekvireret alle mulige Gjenstande, saasom Æg, Smør, Kyllinger, Ænder, Høns, alle Slags Grøntsager, Kartofler, Mælk, Flode, Sukker, Kaffe, The osv., og paa sine Steder er det med disse Rekvisitioner gaaet til Aderligheder, der grændse til det Utrolige medens mange Officerer, navnlig af de østerrigske Tropper, have i dette Stykke som i Alt vist en Humanitet, man i høj Grad maa agte. I den senere Tid gaaer det ud over Hønsehusene og Kartoffelmarkerne - ja af denne sidste Rodfrugt beholde vi Intet for Vinteren. Hertil komme nu de vedvarende Ægtkjørsler, trekkende ril enhver Tid for Landmanden, men dobbelt troklende under en vanskelig og besværlig Høst som iaar. Det hændes ikke saa sjeldent, at naar en Mand er lige ved at kjøre sit Korn ind og vil benytte den enkelte Dags Tørvejr med det Par Heste, han endnu har tilbage kommer en Underofficer farende frem med det lidet glædelige Tilraab: "gleich aufpannenk" Af alt dette ville Øboerne kunne skjønne, hvor ilde vi ere farne, og hvor lykkelige de ere imod os, der daglig pines af et Tryk hvorpaa vi endnu ikke se Ende.

(Ribe Stifts-Tidende 19. september 1864).

Flere af de i den sidste Tid afskedigede danske Præster i Nordslesvig er det blevet forbudt at holde Afskedsprædiken, mens de forlade deres Menigheder. Dette er ibl. A. Tilfældet med den i Engsted Sogn, Apenrade Amt, ansatte Pastor Poulsen, som endog fra den nye slesvigholstenske Amtmand Jürgensen i Apenrade fik et bestemt Forbud imod at gaae rundt til sine Sognefolk for at tage Afsked, ligesom der fra Gensd'armeriets Side blev holdt et stadigt Tilsyn med Præsten for at paasee, at han ikke overtraadte det ham givne Forbud. Bønderne i Ensted Sogn, der med Undtagelse af en i Sognet bosiddende tydsksindet Bonde, en Broder til Amtmand Jürgensen, stode paa en særdeles god Fod med deres Præst og i høi Grad beklagede denne Afskedigelse, lode sig imidlertid ikke skræmme af Gensdarmerne, men indfandt sig talrigt i Præstegaarden for at tage Afsked med Pastor Poulsen, ligesom de ved hans Afreise paa forskjellige Maader lagde deres Hengivenhed for ham for Dagen. (S. BI.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. oktober 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

På de gentagne fordringer fra slesvigerne om at rydde ud i de danske embedsmand, skriver  "Nordd. Allg. Ztg." i en salig tone, at det krav var dikteret af "blindt nationalhad" og derfor sandsynligvis ville krænke nordslesvigernes krav på national lighed. - Flensborg "N.-Ztg." beskriver nu denne opfattelse som en fejlvurdering af de faktiske forhold. I 10 år havde den danske regering arbejdet systematisk med at fordanske Slesvig og havde i den forbindelse især kirken og skolen i tankerne. Med systemets fald må redskaberne dog også falde. I Nordslesvig er kirke og skole stadig i hænderne på mænd som er nøje udvalgt og installeret af et fanatisk parti. Kun ved at fjerne disse hovedagitatorer for et "Danmark til Ejderen" vil det være muligt at skabe en fuldstændig fred mellem den tysktalende og dansktalende del af Slesvigs indbyggere.

- Auf die wiederholte Forderung der Schleswiger, mit dem dänischen Beamtenthum in Schleswig aufzuräumen, antwortete die "Nordd. Allg. Ztg." in salbungsvollem Tone, dass jene Forderung von "blindem Nationalhass" diktiert und deshalb geeignet sei, die Anspüche der Nordschleswiger auf nationale Gleichberechtigung zu verletzen. - Die Flensburger "N.-Ztg." bezeichnet jetzt diese Auffassung als Verkennung det Thatsächlichen Verhältnisse. Zehn Jahre hatte die dänische Regierung die Danisirung Schleswigs systematisch betriben und hierbei namentlich Kirche und Schule im Auge gehabt. Mit dem System müssten aber auch die Werkzeuge desselben fallen. In Nordschleswig sind Kirche und Schule noch immer in den Händen von Männern, die von einer fanatischen Partei mit Vorgedacht ausgewählt und eingesetzt worden. Nur durch Entfernung dieser Hauptagitatoren für ein "Dänemark bis zur Eider" wird ein vollständiger Frieden zwischen dem deutsch- und dänischredenden Theil der Bewohner Schleswigs hergestellt werden können.

(Fürther Tagblatt : General-Anzeiger für Fürth und Umgegend 19. oktober 1864).

I Tirsdags og Onsdags fandt, ifølge "Rosk. Av.", en Fest Sted i Roeskilde for Underofficiererne og de Menige ved de i Byen og i Omegnen cantonerende 2 Infanteri-Regimenter, den første Dag for 20de Regiment og ben næste Dag for 9de Regiment. Omtrent Kl. 6 stillede Mandskabet paa Hestetorvet, og en halv Times Tid derefter gik man tilbords, Underofficiererne i det smukt decorerede Telt, som senere benyttedes til Dandsen, og Mandskabet i det med Grønt, Blomster og Flag smykkede Locale, som afbenyttes til Bazaren, og i hvis ene Ende et smukt Transparent var anbragt. Efterat Capt. Sveistrup i Comiteens Navn havde budt Gjæsterne et smukt og hjerteligt Velkommen, holdtes der en Række Taler, saaledes for Kongen, for Fædrelandet, for General Wilster, for Regimentscommandeurerne, for Officiererne, for Damerne, for Comiteen, og w. Fl. General WiIster, der begge Aftener beærede Festen med sin Nærværelse, og de øvrige tilstedeværende Officierer underholdt sig paa en ligefrem og hjertelig Maade med Mandskabet, hvilket bidrog meget til at forhøje den almindelige Glæde og Munterhed; ligeledes deeltoge saavel Generalen som de øvrige Officierer i Dandsen, som varede til Kl. 12. Arrangementet var meget vellykket.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 19. oktober 1864).

- Sundhedstilstanden her i Amtet lader fortiden Meget tilbage at ønske. Som tidligere meldt ere de sanitære Forhold paa Mors og tildels i Thy mindre tilfredsstillende, og i det nærliggende Hanherred viser der sig en ondartet Tyfus, paa sine Steder endog med Sprinkler og Blodgang.

(Thisted Amtsavis 22. oktober 1864).

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Apenrade. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.