En sig kaldende "tydsk Reisende", som sikkert hører til "Prøverytternes" Klasse, har meddeelt Kelnerbladet en Skitse, der har den pralende Overskrift "Politiske Stemninger i Danmark". Den er deels for taabelig, deels for lang til at meddele heelt; Lidt deraf maae vi dog gjengive som Prøve. Maleriet begynder sort nok: Næppe har en europæisk Stat fremviser i Øieblikket saa sørgelige Forhold som Danmark (det har Fyren haft i et af Redactionens Blade); de forskjellige politiske Partier staae imod hinanden med et Had saa bittert, at det kun finder sin Lige i Nordamerika hos Unionisterne og de Confoedererede, og navnlig er det da Eiderdanskerne og "de strenge Monarchister" - som han kalder Augustforeningens Medlemmer - , der kæmpe om Herredømmet med diabolsk Fanatisme. Begge give hinanden Skylden for Danmarks Ulykker . . . Det democratiske Parti beskylder de høiere Officierer for Forræderi, og i mangen kjøbenhavnsk Kneipe nævnes Summerne, som man har givet for Dannevirkes og Jyllands Rømning . . . Landhæren paa sin Side er usigelig forbittret paa Kbhavns Democrater; mange Regimenters Had til dem er saa stort, at man af Frygt for Følgerne ikke har turdet lægge dem i Garnison der ... . I det Hele er Landhæren fuldkommen demoraliseret . . . Mange dygtige Officierer ere yderlig opbragte paa det democratiske eiderdanske Parti og tørste efter Hævn; andre ere ligegyldige og træffe sig i deres Mismod tilbage i Eensomhed; atter andre ville træde ud af Armeen og enten søge deres Lykke i Nordamerikas Rakker eller gaae over i andre Livsstillinger. Dog ere de ikke alle saa forknytte; endeel har endnu Mod til at haabe - paa Udbruddet af den nye Krig, hvori de skulle tugte Preusserne, deres Dødsfjender. Snart skal den danske Armee gaae med Franskmandene mod Preussen, snart med Russerne, snart med Østerrig mod Preussen... Meget spændt er Forholdet mellem Landhæren og Flaaden. Denne sidste siger, at Landhæren har stridt slet, og Landarmeen paastaaer, at Flaaden ved ingen Leilighed har understøttet den, kortsagt Strid og Tvedragt overalt! . . . Overalt i Danmark udenfor Hovedstaden hader man Kbhavnerne for deres Overmod, Servilitet, Forlystelsessyge, Praleri osv. . . Befolkningen i Provindsen adskiller sig mærkeligt fra Hovedstadens. I Provindsen hersker overalt en meget alvorsfuld Stemning (Gud give der gjorde!); man hører ingen larmende Forlystelser, og mange Familier vise sig kun sørgeklædte . . . Ganske anderledes i Kbhavn. Her synes man ved larmende Glæder at ville glemme denne Sommers Ulykke. Alle offentlige Forlystelsessteder, Theatre, Concerter, Boutiker og fremfor Alt Værtshusene ere overfyldte med Besøgende. Især consumeres der en Masse Punsch (!), og selv i London har jeg ikke seet saamange fulde Folk som nys i Kjøbenhavn . . . Meget i Tiltagen er det skandinaviske Parti, som dannes af den dannede Ungdom. Selv Officierer af Armeen udtale aabenlyst, at Danmark kun i en Union med Sverrig-Norge vil faae en Fremtid . . . Ogsaa haaber man i Kjøbenhavn at en Tilslutning til det nære Sverrig vil forøge Handelsvirksomheden og give Velstanden et Opsving, hvilken ellers maa gaae tilbage nu, da man ikke længere har det rige Slesvigholsten at malke (ausbeuten). Dog i det "Indre af Landet", hvor den "gammeldanske Stolthed" endnu har dybe Rødder, der er man fjendsk imod Unionsideen . . . Efter derpaa at have omtalt Kongens Forhold til Folket og Folkets til Kongen paa en Maade. der er ligesaa letsindig og overfladisk, som Tonen og Tanken i den hele flaue Fremstilling, slutter Iagttageren med det skarpe Blik med følgende Penselstrøg: "Saaledes er for Øieblikket det sørgelige, ikke af en eneste Lysstraale opklarede Chaos, som de danske politiske Tilstande danne. Det er ikke til at beregne, hvorledes dette sørgelige Virvar vil opløse fig. Dog har jeg den Tro, at Danmark efter mange politiske Storme, som det endnu vil have at bestaae, dog tilsidst naaer til en skandinavisk Union". - Det var isandhed ikke godt, om det i Virkeligheden saae saa sort ud. Men ligemeget om Skildringen er nok saa overdreven, nok saa overfladisk, Noget kunne vi altid lære deraf. (Rd. Av.)
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 14. november 1864).
"Flensborger "Nordd. Ztg." søger at berolige Stemningen i Slesvig med Hensyn til Fredstractatens Opfattelse. "Vi gjøre vel i at huske paa - siger Bladet - at det ikke er os Slesvig-Holstenere, der have dicteret Freden, og at vi aldrig vilde have været istand til at gjøre det. Vi ville komme til at føle et svært Tryk, hvis vi virkelig skulle udrede hele Krigsomkostningernes Beløb til den allierede Armee. Men vi haabe, at der vil lade sig finde Veie til ubilligere Arrangement for begge Parter. Naar vi beredvilligt indrømme Preussen den Stilling her i Landet, som det alligevel nødvendigviis maa fordre i sin egen og Tydsklands Interesse, saa vil ogsaa Spørgsmaalet om Pengegodtgjørelsen antage en anden Charakteer." (B. Td.)
Politiet i Flensborg har i Tirsdags ved Gensd'armerne ladet confiskere endeel Exemplarcr af en Brochure, som var skreven til Fordeel for Storhertugen af Oldenborgs Candidatur. Skriftet var holdt i en populair Tone og blev gratis omdeelt; det synes at være udgaaet fra Cappeln, hvor en "Angler Zeit." udgives, som virker i Storhertugens Interesse. Fra Flensborg erfares endv. at Trykningen af det officielle "Verordnungsblatt", som tidligere var overdraget til Bogtrykker Ponton, nu er overgiven til Døvstummeinstitutet i Slesvig. Flere større flensborgske Kjøbmænd og Fabricanter agter at sælge deres Ejendomme for at flytte til Kongeriget; man mener, at ikke faa Forretningsmænd ville følge dette Exempel. En af de større Isenkræmmere i Flensborg lader afholde Auction over sit hele Lager. (S. Bl.)
Prindsen af Noer har, som Følge af sit Ægtestab med Frøken Lee, der som Americanerinde leer ad alle saakaldte Fødselsfortrin, maattet opgive alle sine indbildte Rettigheder som Medlem af et "souveraint" Huus, da hun har afslaaet Noer-Prindsens fornemtladende Tilbud om et morganatisk Ægteskab. Paa egen Anmodning er han af Kejseren af Østerrig nu bleven optagen i den østerrigske Fyrstestand under Navnet Fyrste af Noer. Maaskee Børnene af dette Ægteskab skulle have Titel af Greve af Noer. Titlen "Durchlaut" vil Prindsen for Fremtiden ikke føre. Hans agnatiske Rettigheder gaae nu over til hans eneste Søn af første Ægteskab.
Efter at Kirkerne længe have været brugte til Agitation for Krigen, skal der, ifølge "Nord. Ztg.", snarest muligt finde en almindelig Kirkehøitidelighed Sted "i de to Hertugdømmer i Anledning af Freden.
Civilcommissairerne have udnævnt en Vicar i Rave til Sjælesorger for alle Catholiker, der boe fra den jydske Grændse indtil Sydgrændsen af Flensborg og Tønder Amter. Pastor Rave skal boe i Flensborg, som saaledes faaer 2 catholske Præster.
Gablenz forlægger i denne Uge sit Hovedqvarteer til Hamborg, og i næste Uge vil Østerrigernes Tilbagemarsch være fuldført paa en Brigade nær, som bliver tilbage i Hertugdømmerne.
Geheimeraad Bræstrup er, efter "Berl. Td.", udnævnt til som Commissair at overtage
Jyllands Administration under de allierede Troppers Udmarch i Henhold til Artl. II i den Freddstractaten bilagte Protocol.
- - -
I dette Øieblik, da Slesvig, om end forhaabentlig ikke for stedse, rives bort fra Danmark, bringer en Inds. i "Fdrl" en Taksigelse til de Slesvigere, der ville mindes for den Hjælp, de have ydet vore saarede og fangne Krigere. Flensborg har været det store Midtpunct, hvori Syge og Saarede, Fanger og Frigivne uafladelig kom og gik, og hvor Beboerne kappedes om at yde disse Alt, hvad de trængte til. Enkelte af Lederne for disse Bestræbelser ere af og til nævnte med Tak, men mærkeligt nok er den, der fra den første Dag har gaaet i Spidsen og upaatvivlelig ydet Meer end Nogen, aldrig bleven nævnt. Det er den brave Kjøbmand Stahnkes Hustrue, som stadigt har sørget for Alt og idelig i Forening med sin Familie har varet paafærde for at faae indkjøbt, syet, strikket osv. Hendes Virksomhed har forøvrigt kun været en skjøn og fuldkommen Gjentagelse af, hvad hun allerede i forrige Krig udførte. Inds. gaaer derefter over til at vise, hvorledes man, da Dyppel faldt og Forvovenhederne steg, var nødsaget til at henvende sig til andre Byer. Begyndelsen skeete med, at en Kjøbmand henvendte sig til en Bekjendt i Haderslev, og det havde ikke saasnart rygtet sig i Haderslev, hvad man trængte til i Flensborg, for Alle strømmede til med deres Gaver, saa at allerede, inden en Tag var omme, en Mand kunde reise til Flensborg med en 5-600 Rd. og Løfte om Linned osv. inden faa Dage. Inden et Par Uger var der fra det nordlige Slesvig heelt op til Kongeaaen indkommet 5-6000 Rd. foruden uhyre Masser af Linned og andre Fornødenheder, deriblandt ogsaa en Mængde navnlig religieuse Bøger. Disse rige Gaver indsamledes fornemmelig i den nu afdøde Patriot Møller Schrøeders Huus, hvis Datter ved opoffrende Virksomhed i denne Retning har erhvervet sig særlig Adkomst til Tak og Paaskjønnelse. Gaverne anvendtes paa Lazaretherne i de forskellige Byer, hvor det imidlertid ikke var lige let for de venligt sindede Beboere at komme til at yde de danske Soldater Hjælp og Pleie. I Rendsborg turde de saaledes ikke for Pøbelen; i Slesvig kunde dog Enkelte vove det, men allerede i Glücksborg var det meget bedre; der havde et lille Antal Familier paataget sig skifteviis dagligt at sende Smørrebrød, Thee og Andet til at hjælpe paa den reglementerede Forplejning. Øverst iblandt alle Byerne staaer imidlertid Flensborg. Ogsaa Sundeved har i høi Grad fortjent de saarede danske Krigeres og med dem alle Danskes levende Taknemmelighed. Bønderne have kappet med Præster, Skolelærere osv. i at gjøre dem godt. En Farver i Uldtrup har taget sig levende af Uddelingen af de frivillige Gaver; en Kromands Kone sammesteds har i lang Tid dagligt kogt Mad til de Saarede osv.
(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. november 1864).
"En Ven af det Offentlige" har i "Aarh. Av." ladet indrykke følgende "Henstilling til Krigsministeriet":
"Ifølge Bekjendtgjørelse i "Berlingske Tidende" skal det ikke ubetydelige Antal af 960 Heste sælges ved offentlig Auction paa forskjellige Steder i Sjælland og Fyen i Tidsrummet fra den 21de til 29de d. M. Indsenderen tillader sig i den Anledning at henlede den høitærede Krigsministers Opmærksomhed paa, hvormeget det vil være saavel i Statens som i Provindsen Jyllands (den, der dog vistnok under de nuværende forhold er al Anledning til at tage Hensyn til) særlige Interesse, at en Forauctionering af endeel af disse Heste finder Sted i Jylland, og da navnligen her i Aarhuus, der er Centralpunctet for al Communication i Jylland, og det vil formeentlig ikke medføre stor Vanskelighed, ved Hjælp af Marinens Transportfartøier eller tillands over Middelfart at befordre Hestene dertil. Det er bekendt, hvormange Heste der under Occupationen ere borttagne her af Fjenden; den større Deel af dem, der have mistet deres Heste, afvente kun Fjendens Udrykning for at gjøre Indkjøb af Heste istedetfor de dem berøvede, og Tidspunktet til Salg af Heste her i Jylland fremfor i de andre Provindser vil derfor vistnok kunne ankes for saa gunstigt som muligt. Det kan vel antages, at Krigsministeriet har ønsket saa hurtigt som muligt at komme af med de Heste, der ere blevne overflødige ved Freden, og at bestemmelsen om Salget er taget forinden det kunde forudsees, naar Fjendens Udrykning vilde finde Sted, men da det nu er givet, at denne vil finde Sted for Aarhuus's Vedkommende med Udgangen af denne Uge, vil der saaledes Intet være til Hinder for, at en Forauctionering af Hestene vil kunne finde Sted uden yderligere Udsættelse af Tidsfristerne; dette vil blive i Statens Interesse, medens det tillige vil blive paaskjønnet af Provindsens Beboere. Hvad der er sagt om Hestene gjælder for endeel ogsaa om Vogne og Seletøier, da Mange her have faaet deres Vogne og Sektorer ødelagte og opslidte ved Ægtkjørseler for Fjenden. - Aarhus, den 13de Novbr. 1864."
(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 16. november 1864).
Ukendt fotograf: 1864 i May Maaned paa Lasaretet i Flensborg. Personerne er navngivet og beskrevet på Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.
Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:
Fra Slesvig-Holsten, 12. nov. Den hjemlige presses holdninger til freden bunder generelt i at befrielsen fra det danske åg ved de tyske stormagters våben er en bedrift, mod hvilken den fredsbyrde som hertugdømmerne medførte samt tabene i jord og mennesker og andre ofre ikke kan anses for ligeværdige. Det er også det grundsyn der hersker i landet, som afhængigt af de forskellige partistandpunkter der har dannet sig i løbet af det sidste år, stadig har forskellige farvetoner. Den Schleswig-Holsteinische Zeitung der udkommer i Altona, giver den mindst gunstige dom, mens Kieler Zeitung holder midten, og Flensburger-Norddeutsche Zeitung maler freden så rosenrød som muligt. Nogle af de sidste bemærkninger fremkalder faktisk modbemærkninger. I en artikel med titlen "Der Frieden" siger bladet ordret:
Det der først berører os slesvig-holstenere ligger i at vi ikke selv deltog i kampen for vores frigørelse, noget vi også mærker i al dens smertelige betydning. Men at stormagterne skulle have ladet den gunstige situation i Europa passere uudnyttet af det tidspunkt, hvor dannelsen af en slesvig-holstensk hær skulle være sat i gang, og Slesvig skulle have givet op for presset fra et hensynsløst fjendtligt militærstyre, er noget som ingen endnu er kommet frem til at forstå eller samvittighedsfuldt vil mennesket påstå længere. Men hvis ikke folket i Slesvig-Holsten, så burde og kunne i det mindste tyskerne, lyder en klage, have været indbragt for at kæmpe mod Danmark. Lad os gøre det klart hvad der egentlig menes med dette, hvad der kan menes. I bund og grund ikke andet end at stormagterne skulle have tilladt mellem- eller småstaterne at deltage, for kun med hære, dvs. med folkets militært organiserede magt kan der i vore dage føres krig. Der var absolut ikke noget militært behov for at involvere andre stater. Vi forstår, at det ville have været ganske behageligt for centralstatens regeringer at fremlægge bevis for deres staters levedygtighed på denne måde; Men hvad der ville have tjent det tyske folk og deres stræben efter national enhed med dette ret billige (!) og ufuldstændige bevis, indrømmer vi gerne at vi ikke kan se. Og vi vil kun minde Dem om én ting, at i alle de store tyske krige i nyere tid har centralstaterne ikke haft nogen del, i det mindste på tysk side, og at ikke desto mindre er Rotzbachs, Leipzigs og Waterloo's dage mindeværdige og den tyske nations sejrsdage kunne mærkes og fejres. At de opfører sig på denne måde er ikke en bebrejdelse for befolkningen i disse stater, men for deres statslige organisation."
Aus Schleswig-Holstein, 12 Nov. Die Betrachtungen der inländischen Presse über den Frieden laufen im allgemeineen darauf hin aus dass die Befreiung vom Dänenjoch durch die Waffen der eutschen Grossmächte eine Errungenschaft sey gegen welche die durch den Frieden herbeigeführte Belastung der Herzogthümer, sowie die Einbutze an Land und Leuten und sonstige Opfer nicht als Aequivalent gelten könne. Das ist auch die im Land herrschende Grundansicht, welche, nach den verschiedenen Parteistellungen die sich während des letzten Jahrs gebildet haben, noch verschiedene Färbungen erhält. Am wenigsten günstig urtheilt die in Altona erscheinende "Schleswig-Holsteinische Zeitung," während die "Kieler Zeitung" die Mitte hält, und die "Flensburger-Norddeutsche Zeitung" den Frieden so rosenfarben malt als nur möglich. Einige Bemerkungen der letzten fordern in der That Gegenbemerkungen heraus. Das Blatt sagt in einem "Der Friede" überschriebenen Artikel wörtlich:
Was zuerst uns Schleswig-Holsteiner betrifft, so liegt in der Thatsache dass wir selbst an den Kampf um unsere Befrieung nicht theilgenommen haben, nicht theilnehmen konnten, ein Etwas das auch von uns in seiner ganzen Schmerzlichen Bedeutung empfunden wird. Aber dass die Grossmächte bis dahin wo die Bildung einer schleswig-holsteinischen Armee ins Werk zu setzen gewesen wäre, die Gunst der europäischen Lage ungenutzt vorübergehen lassen und Schleswig dem Druck einer schonungslosen feindlichen Militärherrschaft hätten Preis geben sollen, das wird noch jetzt kein verständiger und gewissenhafter Mann mehr behaupten wollen. Wenn aber nicht das schleswig-holsteinische Volk, so doch wenigstens das deutsche, so lautet eine Klage, hätte man zum Kampf gegen Dänemark herbeiziehen sollen und könnnen. Machen wir uns klar was hiemit eigentlich gemeint ist, gemeint seyn kann. Im Grunde doch nichts weiter als dass die Grossmächte an dem Mittel- oder Kleinstaaten hätten theilnehmen lassen sollen, denn nur mit Armeen, d. h. mit der militärisch organisirten Volksmacht, kann man heutzutage Krieg führen. Eine militärische Nothwendigkeit zur Heranziehung anderer Staaten lag entschieden nicht vor. Dass es den mittelstaatlikchen Cabinetten ganz angenehm gewesen wäre in dieser Weise einen Beweis der Lebensfähigkeit ihrer Staaen zu liefern, begreifen wir; was aber dem deutschen Volk und dem nationalen Einheitsstreben desselben mit diesem ziemlich wohlfeilen (!) und unvollständigen Beweis gedient gewesen wäre, das gestehen wir gern nicht einsehen zu können. Und nur noch an eines wollen wir hier erinnern, daran dass an allen grossen deutschen Kriegen der neueren Zeit die Mittelstaaten wenigstens auf deutscher Seite keinen Theil gehabt haben, und dass nichtsdestoweinger die Tage von Rotzbach, Leipzig und Waterloo als Ehren- und Siegestäge der deutschen Nation empfunden und gefeiert werden. Dass dietz sich so verhält, ist kein Vorwurf für die Bevölkerung dieser Staaten, wohl aber für ihre staatliche Organisation."
(Allgemeine Zeitung 16. november 1864. Uddrag)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar