Kjøbenhavns offentlige Politiret. Juni 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns offentlige Politiret,

1ste Afdeling, Assessor Sporon.

Mandagen den 12te Juni.

- Havde Høker D. Nielsen blot i Fredags instrueret det Bybud rigtigt, som forleden gav Møde for ham i Retten, saa havde han sluppet med 4 Mark for sin Helligbrøde, medens han nu idag maatte af med 1 Rd.

- Da Fjerhandler Haunstrup har konfereret med Politiet angaaende Duns Ud- og Indførsel i Vingaardstræde og er villig til at rette sig efter Politiets Forskrifter, saa kan han ogsaa idag slippe med en Advarsel.

- I over 20 Aar har det været Kutume blandt Nørrebros havebesiddende Beboere, at Latrinudførslen fra Eiendommene skeer ved, at man fører der ildelugtende, men kraftige Gjødningsstof ud i Haverne, hvor det nedgraves, for at Træerne kunne have godt deraf. Men have Træerne godt deraf, saa have Naboerne ondt deraf, og derfor blev det idag betyder Fuldmægtigen for Restauratrice Jfr. Olsen paa Nørrebro, at Latrinudførslen for Fremtiden skal ske paa den anordningsmæssige Maade. 

- Den gamle Sag mod Jens Christiansen, som forleden ved at transportere 9 Grise havde tabt en uskyldig lille Gris paa Gaden, hvorved Grisen stødte sin ene Taa saa stærkt, at den ikke kunde reise sig og derfor blev liggende, var atter for idag, og Jens Christiansen skulde for sin uforsvarlige Kjørsel have indbetalt i Rd., men da han ikke i lang Tid havde seet 1 Rd., betalte Slagter Østergaard, som var mødt, fordi der muligvis kunde være Grund til at antage, at han havde gjort sig fyldig i Dyrplageri, Mulkten for Jens, hvormed Sagen hævedes, da der oplystes, at Slagtermesteren aldeles ikke havde gjort sig skyldig i Dyrplageri.

- Snedkermester Thorsen var stævnet, fordi Latrinerne i hans Eiendom vare i Uorden, men hans Søn, Urtekræmmet Th., mødte og erklærede meget smagfuldt, "at hans Fader hverken kunde give Møde eller skrive nogen Fuldmagt. da han var ifærd med at reise af til Storarmeen." Sagen hævedes med en Advarsel, da Thorsen jun. oplyste, at Uordenerne i rette Tid vare hævede.

- Vognmand Søren Nielsen havde forleden Søndag med sin Karetvogn taget uberettiget Holdeplads paa Kongens Nytorv, og ved sin megen Snakken frem og tilbage idag i Retten, hvorved han understøttedes heldigt af et af ham medtaget Vidne, Billedskærer Bruun, lykkedes det ham at trække Sagen en halv Time i Langdrag. Paa Onsdag vil Vognmanden faa sin Dom. 

- For Vandspild betalte Grosserer Schoustrup 2 Rd.. og en lignende Bøde udrededes af Snedkermester Kaalund, der havde ladet et Par Læs Murgrus udkaste fra sin Eiendom paa Nørrebrogade. 

- En Skomagersvend, der havde overtraadt Politiets Tilhold om Anmeldelse ved Politiprotokollen, fik i den Anledning en Advarsel, da han dog havde gjort den fornødne Anmeldelse til Politiassistenten. 

- Sidse Marie Rasmussen, der havde forladt Ladegaarden mod Politiets Forbud, fik en Anvisning paa den samlede Ret, og Frederik Wilhelm Wildborg, der havde begaaet den samme Forseelse, maatte vente til et senere Retsmøde for at faa sin Dom at høre.

(Dags-Telegraphen (København) 13. juni 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Wallick.

Lørdagen den 17de Juni.

- - -

- I et af de forrige Retsmøder var der fremstillet en 15aarig Dreng, der var anholdt for Tyveri af er Uhr. Uhrets Eiermand, Bødkermester Thorngreen, havde i sin Anmeldelse til Politiet rettet en stærk Mistanke mod Drengen, hvem han Udligne havde antruffet i Tyveri, navnlig af nogle Gummiballoner. Drengen, der har været i Lære hos Thorngreen, har vel tidligere engang taget nogle Gummiboldte paa Bødkerens Loft for at lege med dem, og paa dette ubetydelige og aldeles intetsigende Faktum havde Thorngreen ikke taget i Betænkning at reise en bestemt Anklage mod Drengen. Drengens Moder erklærede for Skranken, at Thorngreen ikke var bekjendt for at behandle sine Læredrenge godt, ja at det endogsaa aldrig havde været muligt for nogen Læredreng at holde ud hos Thorngreen, til han blev Svend. Ved det sidste Gang og idag afholdte Forhør fremkom der imidlertid ikke det Allermindste, der kunde bidrage til at anse Drengen for den Skyldige, og Sagen blev derfor hævet, efterat Thorngreen havde faaet en Paamindelse om, at man ikke burde være saa rask med at mistænke den Første den Bedste.

- - -

(Dags-Telegraphen (København) 18. juni 1865)

Svineri i Dronningensgade paa Christianshavn.

På Christianshavn hvor sordida paupertas især har opslået sit sæde, finder mange uordener sted. Man vil ikke omtale de mange pjaltede lazaroner og ditto gadedrenge der synes at have gjort sig til herre af volden, så at intet ordentligt menneske, langt mindre fruentimmer tør vove at spadsere der, heller ikke om det grænseløse svineri som findes især henimod nedgangen af volden ikke langt fra Amagerports vagt da sådant før er påanket. Men i den senere tid har man i den nordre ende af Dronningensgade set fortovet langs kirkens gitter besat med menneskeekskrementer så at man skulle tro at intet lokum findes der i nærheden. At sådanne sager kan henligge til stads i flere dage, er virkelig forunderligt. For påligger det ingen anden at borttage samme, så mener man dog at graverkarlen burde feje for kirkens dør.

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 343-344)

En afbrudt Vandring til Amager.

Hr. udgiver!

Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.

___________________________________________

De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:

Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?" 

På dette kort fra 1814 kan man se hvor anderledes Amagerbro så ud: Christianshavns rudeformede gader ses øverst til venstre. Midt i billedet stadsgraven med broen, og nederst til højre Sundbyerne. Det var formentlig her artiklens forfatter var på vej hen. (Københavns Stadsarkiv.)

Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.

Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.

Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.

(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753) 

Slagelse Sct. Mikkels Kirkegaard.

For længere tid siden har adskillige i flere offentligt blade omtalt denne kirkegårds tilstand. Dernæst tav man i nogle år, jeg kan tro fordi man så at sognepræsten var en gammel og affældig mand, og fordi man ventede at når døden engang bortkaldte ham, efterfølgeren da sikkert ville bringe forandring deri. Men da dette aldeles ikke er sket, og alt endnu er fuldkommen i den gamle uorden, tror indsenderen at skylde Slagelse offentligt at give en skildring af denne kirkegård for om muligt derved at kunne virke til en forandring. Vi vil altså skride til beskrivelsen.

Indgangene og indkørslerne hvoraf der omtrent findes seks (foruden de private som vi senere skal nævne) står nu alle åbne, og er i allerhøjeste grad urenlige. En af dem overskylles fx aldeles af en rendesten fra rådhuset, og da der slet ikke er sørget for at aflede vandet, findes det ofte at indgangen står under vand, og derigennem overlades det kirkegængerne at vade. En anden er ikke engang brolagt og ofte ufremkommelig. Byens laveste pøbel og især gadedrengene anser disse som kirkegården i almindelighed (jeg siger det med din tilladelse, min højstærede læser, for sandheden må frem) som stedet til at forrette deres naturlige fornødenheder. Ve derfor den der her ikke agter på den vise Salomons ord: Forvar de fod når du går til Guds hus. For uden at have foretaget behørig renselse, tør han ikke atter nærme sig menneskeligt selskab.

Den der ønskede i korthed at få et begreb om kirkegården uden at gå i det detaljerede, ville jeg råde blot at stikke hovedet ind ad den første indgang der mødes når man kommer fra Nytorv,og derpå se sig til højre, men tillige anbefale at gøre det holdende sig for næsen. -Træder man ind på kirkegården, vil man finde den ligesom besået med større eller mindre gråsten, murbrokker, stumper af sønderslåede ligsten, kalk osv., gravene nedtrådt, stakitterne sønderbrudte, marmorplader med inskriptioner knust ved stenkast, enhver blomst eller busk en slægtning plantede på en afdøds grav, afbrudt eller nedtrådt - kort sagt alt bærer ødelæggelsens tegn. Men dette vil ikke kunne forundre nogen når jeg tilføjer at fx en bager, hvis baghus støder til kirkegården, deri har døre ud til den og på den selv undertiden sit brænde stående, hvilket endog kløves der. Når jeg siger at det hører til dagens orden at se møllelæs passere tværs over den lige forbi kirkedøren, at gadedrengene leger bold, spiller klink osv. på den, at stakitværkerne omkring gravene bruges til at tørre tøj på, eller til at udspænde snore imellem til dette brug. Og endelig at der så vidt indsenderen er bekendt, ikke gøres noget for at forhindre dette væsen. Men at man endog nu har fået døre på de tilstødende hus der hvor man før lagde sten til for at gå ind igennem vinduerne.

Denne Sct. Mikkels kirkegårds tilstand har naturligvis i mange år vakt ønsket at få en assistenskirkegård for alle der hører til sognet, og med megen bekostning har man endelig fået den. Men den henligger endnu uindviet og ubenyttet, hvorfor de der elsker deres afdøde og har råd til det, lader dem begrave på Skt. Peders Kirkegård der danner den mest påfaldende kontrast mod den her er beskrevet, og viser at denne kunne være anderledes, og vi ville slutte med det håb og det  ønske at den engang bliver det.

At denne beskrivelse af en kirkegård kan forekomme en eller anden af læserne utrolig, begriber indsenderen let. Men jeg beder denne om han får lejlighed dertil at bese kirkegården, og da at dømme. Kan han finde den forandret siden jeg skrev dette, da skulle det i sandhed glæde mig.

Sørensen. Student.

(Politivennen nr. 1064, Løverdagen, den 21de Mai 1836. Side 323-326.)

Redacteurens Anmærkning.

Med den nye præsts menes formentlig Gerhard Giese Salicath (1788-1848) der var præst i kirken 1833-1848. Desuden virkede 1818-1836 sognekapellan Peter Uldahl Andreas Riis (1788-?). Dette embede blev kortvarigt nedlagt indtil 1862. Riis var herefter sognepræst for Oure og Veistrup på Fyn.

I Politivennen nr. 1073, 23. juli 1836. Side 482-483 bekendtgjordes at en del gravstene, murbrokker, kalk osv. var fjernet og at stakitporten ud til Nytorv var blevet lukket. I Politivennen nr. 1075, 6. august 1836, side 515 meddeltes at assistenskirkegården nu var blevet indviet, og taget i brug første gang den 4. (enten juli eller august). Denne kirkegård kendes i dag under navnet Sct. Mikkels Kirkegård.

Den i artiklen nævnte kirkegård blev nedlagt 1858, og den sydlige del omdannet til et grønt anlæg med plæne og store træer.

Den bundløse Plads i Kjøbenhavn.

En rejsende fremmed der i nogen tid har opholdt sig her i staden, gav for nylig sin forundring til kende over den tilstand han fandt en af pladserne i denne ellers så skønne hovedstad. På hans spørgsmål hvad dette næsten bundløse morads kaldtes, sagde man til ham efter at han havde udpeget beliggenheden, at det hed Hauser Plads. Han erfarede nu fremdeles om denne plads at den om sommeren er en tumleplads for hele nabolagets gadedrenge der uophørlig foruroliger og forskrækker de omkringboende ved skrigen, skrålen, stenkast og boldspil og at den da bestandig på grund af den løse grund står i en støvsky der gør den næsten lige så modbydelig på denne årstid som den er om forår, efterår og vinter ved sin skidenhed. Ja at man endog på nævnte plads tillader sig at henkaste døde hunde og katte samt fejeskarn, ja selv menneskelige ekskrementer.

For at det nu ikke skulle falde en fremmed ind at give en beskrivelse over denne plads lig den en englænder for en del år siden gav over Holmens Bro, men især for de der boendes skyld da disse må betale samme brolægningsskat som alle andre i staden, er man så fri at gøre de ansvarlige autoriteter opmærksomme på dette uvæsen der muligvis kunne være ubekendt. Dertil anmoder man dem om at påtage sig denne ulykkelige plads' sag og sørge for at den ikke behandles så stedmoderligt. Hvilket måske alene har sin grund i at dens beliggenhed ikke er midt i hovedstaden.

Konferensråd Hausers minde fortjente vel at pladsen skænkedes nogen opmærksomhed. Den ene skønne bygning hæver sig rask efter den anden i dens omkreds, og disses ejere ville sikkert yde enhver rimelig hjælp for at lette den gensidige kommunikation over dette morads der virkelig ved vådt vejr er næsten ufarbar. Måske kunne de sten der kasseres fra Kongens Nytorv som nu får en ny brolægning, uden synderlig bekostning for det offentlige anvendes til denne stakkels plads' beklædning.

(Politivennen nr. 1044, Løverdagen, den 2den Januar 1836. Side 9-10)

En stinkende Grøvt paa Stokhuslængden.

Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren. I den ene ende af samme er opført et træhus hvori holdes heste og køer hvis urenlighed gennem en rende ledes ud fra huset til den dybe grøft uden om haven. Men da denne grøft på nogle steder er af forskellig dybde, kan urenlighederne ikke finde afløb, men må forblive stående straks ved udløbet indtil de efterhånden kan trænge i jorden. Herved fremkommer en afskyelig stank der især på varme dage er så utålelig at de der bor lige overfor, ikke kan have et vindue åbent. Ved den ene ende af grøften ligger en bunke gødning hvorpå man undertiden opøser det vand der har samlet sig i grøften når dette står for længe inden det trækker i jorden. Men det er så langt fra at denne operation tjener til at formindske stanken at den endnu mere forøger den. 

"Langs den del af volden der begrænses af Stokhuslængden fra opkørslen til Peuchens Bastion til henimod Krudttårnet, er anlagt en frugthave der skal tilhøre voldmesteren." (Fra Historiske Meddelelser om København 1936, s. 708)

Man kan ikke fortænke ejeren i at han ved at holde køer vil udnytte den ham muligt tilståede del af voldens græs og affald fra haven. Men man kan forlange at dette ikke falder gadens beboere til tab eller besvær. Og dette lider virkelig flere ejendomsbesiddere i gaden, da disse enten ikke kan få deres værelser lejet ud, eller hele tiden får det lejede opsagt fordi beboerne som ønsker at bo ved volden i den forventning at nyde en renere luft end inde i staden, heri føler sig skuffet. 

Man indvender ikke som et bevis på det modsatte at den keglebane som ligger lige over for haven på hjørnet af Stokhusgade bliver meget besøgt, så at man især på helligdagene fra morgen til aften såvel før og efter som under gudstjenesten kan høre kuglen rulle og keglerne falde. For de som kommer der, underkaster sig frivilligt et midlertidigt onde i håb om en gevinst eller fornøjelse, mens gadens beboere er tvunget til at opholde sig bestandigt i en atmosfære svanger med fæle dunster. Man har derfor det håb at ejeren vil finde denne anke så beføjet at han skaffer sig et andet passende lokale for sine kreaturer eller i mangel heraf at de ansvarlige som borgernes velvære og sundheds opretholdelse ligger på hjertet, vil formå ham til det. 

(Politivennen nr. 1018, Løverdagen den 11te Juli 1835, s. 440-442).

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen "En stinkende Grøvt paa Stokhuuslængden" Politivennen nr. 1060, 23. april 1836. Side 259-261 gentager næsten ordret klagen over grøften. Det hjalp dog ikke: I Politivennen nr. 1067, 11. juni 1836. Side 382-383 blev der atter klaget over stanken af komøg.

En slem Skik af nogle Amager Bønder.

I nogen tid har en del amagere haft for skik i stedet for straks at køre den gødning de har købt fra renovationskuskene hjem på deres lod at lægge den på det jordstykke der støder til kulerne mellem glaciset og vejen til Strickers Batteri. Disse oplag afgiver ikke alene et højst ubehageligt skue for dem der passerer den vej der løber forbi der, men de formerer i meget høj grad den stank hvormed Christianshavns indbyggere nok så meget er plaget fra de egentlige renovationskuler. 

Når disse bunker gødning køres væk efter at have ligget i noget tid og dunstet, tager ejerne gerne en del af den jord som er befugtet med gødningen med, og herved opstår de store huller som man i regnvejr ser opfyldt med vand der ikke sjældent flyder ud i vejgrøfterne. Dette jordstykke synes at kunne anvendes til noget bedre og sådant oplag ikke tåles der. For det menes at stadens renovationskuler er tilstrækkelige og så hensigtsmæssigt indrettet at enhver bruger af dens gødning har fordel nok af at kunne hente direkte fra kulerne efter ordre. 

(Politivennen nr. 1015, Løverdagen den 13de Juni 1835, s. 391-392)

Gadepatrol.

1) Ved det gamle bindingsværkshus på hjørnet af Farver- og Gåsegade står en afviser på fortovet i sidstnævnte gade. Da fortovet her er meget smalt, og afviseren er til ingen nytte, men tværtimod kan bevirke mange farlige fald på mørke aftener, ønskes den borttaget.

2) Det skilderhus som er placeret på hjørnet af gennemgangen i Domhusbygningen (før kaldet Slutterigade) og Kattesundet, findes næsten dagligt at være besudlet med ækle ekskrementer og vil snart oprådne da det synes som om mængden har valgt den krog hvori det står, til urinsted. Skildvagten som har sin post inde i gangen, kan i regnvejr ikke søge ly i skilderhuset hvor det nu står, da han ikke derfra kan have tilbørlig opsyn med arrestvinduerne. Det synes derfor mere rigtigt om det flyttedes ind i gangen selv, hvorved de her nævnte ulemper ville forebygges.

3) Så vidt vides er det befalet at de handlende eller andre som vil have at vægteren skal vække dem tidligt om morgenen, skulle anskaffe sig en klokke i deres værelse for at vægteren ikke ved støjende banken skal forstyrre syge eller andre der bor i nærheden, og som ikke behøver at være så tidligt på færde, i deres morgensøvn. Er dette sådan, da overtrædes denne befaling af nogle handlende i Adelgade neden for Dronningens Tværgade hvor vægteren ved stærk banken på vinduesskodder og kælderdøre om morgenen kl. 5 vækker mange som på den tid ønskede at sove.

4) Landkadetakademiet der i det hele taget trænger til afpudsning, mangler påmalingen af begge gadernes navne. En sådan mangel burde mindst finde sted ved en offentlig bygning.

5) I den senere tid har natvognskuskene behaget at holde med deres skidne vogne straks indenfor Amagerport indtil kl. 6 om morgenen mens de efter endt nattefart, tager sig frokost i en kælder der findes der. Dette synes ikke at burde tillades, da disse vogne afgiver en væmmelig stank, hvormed Christianshavns indbyggere desuden plages fra mere end en side.

6) De skure som er anbragt over lærredsbutikkerne ved Helligåndskirken, er i en sådan tilstand at de skæmmer kirken og mispryder gaden. De som er halvt oprådnede, burde fjernes og nye, smagfuldere anskaffes, hvis sådant findes nødvendigt. Man mener butikkerne afgiver så meget i leje at dette nok kunne ske uden videre udgift for den i andre henseender ret godt doterede kirke.

(Politivennen nr. 999, Løverdagen den 21de Februar 1835, s. 124-126)

Redacteurens Anmærkning.

Skilderhuset blev borttaget og et nyt placeret samme sted ifølge en bekendtgørelse i Politivennen nr. 1000, 28. februar 1835, s. 143.

Ønske ved Laboratoriet.

Ved laboratoriet på Christianshavn findes to urinrender der vender ud mod den række nye huse der er opført på skibsbyggerpladsen ved Langebro. Da benyttelsen af disse render sker meget hyppigt, og er et højst ubehagelige skue for de lige over for boende, ønsker disse meget at der måtte opføres et plankeværk eller en skærm for samme.

(Politivennen nr. 998, Løverdagen den 14de Februar 1835, s. 112)

Slem Parfume ved Nybørs.

Udenfor konditorens port ved Nybørs findes næsten altid nogle pøle af stinkende urin der blandet med det vand der kommer ud fra porten, oversøler gaden og forbliver stående der da der ikke er nogen rendesten hvori det kan finde afløb. Det synes derfor nødvendigt at der anlagdes en smal rendesten langs flisestenene mellem fortovet og gaden eller at der ved porten opsattes et par urinkummer som de der findes på bege sider af indgangen til Børsen og som har afløb under jorden.

(Politivennen nr. 984, Løverdagen den 8de November 1834, s. 785-786)

Til en slem Vertinde.

Hvorvidt strækker sig vel en husejers herredømme over beboernes tjenestetyendemed hensyn til brugen af de i den senere tid i mode værende trætøfler? Man spørger blot beskedent en husværts mundstærke gemalinde, som bor i midten af byen, om hun virkelig tror at kunne forbyde husets piger at gå op og ned af trapperne med samme? Indsenderen tror nej, og mener at De, gode frue, endnu langt mindre på en nedværdigende måde tør forbyde pigerne at bruge sådanne tøfler ved udførelsen af deres arbejde i gården eller ved vandposten. Formodentlig gør De det for ikke at erindres fortiden da De selv ikke bar andet. Eller skulle måske Deres høreorgan have forfinet sig således?

Mig synes at jo ældre en ting bliver jo mere forslidt bliver den, men hos Dem er det nok omvendt såvel medhørelsen som med lugten. For Deres forfinede næse kan heller ikke tåle at lugte at en pige udtømmer en pot-de-chambre kl. 10om aftnerne. Dog De kan jo tåle den slemme lugt når De midt om formiddagen ved en bonde lader udføre hestegødning blandet med menneskeekskrementer, hvilket dog unægteligt er meget mere ubehageligt. Men da De som oftest lurer efter om en eller anden af husets piger skulle lade sig se eller høre med trætøfler, eller også i den nys nævnte forretning, så er det vel ikke så meget for hørelsens eller lugtens skyld som for at have noget hvorved De kan lade Deres tunge frit løbe, eller også for at vise at De er værtinde. De anmodes derfor venskabeligst om at bruge en lidt mere human fremgangsmåde, hvis ikke, udsætter de Dem kun forstørre ubehageligheder.

(Politivennen nr. 970, Løverdagen den 2den August 1834, s. 544-546)

Utaalelig Svinerie fra Jødernes Fribolig i Krystalgaden.

Næsten dagligt behager det nogle af de jøder der bor i friboligen, at sende en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have, tilhørende nr. 106 i Peder Hvitfeldts Stræde. Indsenderen har på værtens vegne påtalt dette uvæsen og klaget over det hos en mand der kaldtes inspektør og som også lovede at formå de skidenfærdige jøder at beholde deres skarn hos dem selv. Da det imidlertid ikke har hjulpet hidtil, så tager indsenderen sig herved den frihed at anmode politiet om muligt at standse dette uvæsen. Så vidt vides fører boligen navn af Meiers Minde, men næppe har det været et sådant minde den afdøde der skal have været en skikkelig mand, har villet efterlade naboerne.

Dog er det ikke at undres over at jøderne der ikke kan holde fred i deres Guds hus ikke holder den med dem der er så uheldige at være deres naboer.

(Politivennen nr. 926, Løverdagen, den 28de September, 1833. Side 658-659) 

"Nogle af de i friboligen boende jøder sender en hoben papir med menneskelige ekskrementer ind i den tilstødende have" (Haven lå bag ved nr. 9, midt i billedet ved lygten. I baggrunden Krystalgade. Synagogen ligger når man går til. Eget foto, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Matrikel nr. 106 optræder i jævnførelsesregisteret sammen med matrikel 105 som nutidens Peder Hvitfeldts Stræde 9. Huset er fra 1811.  

Udtog af et Brev fra Kjerteminde.

---- Da jeg på min sommerrejse på Fyn kun var 2 mil borte fra Kerteminde, besluttede jeg også at se denne by. Vejen dertil var god, udsigten behagelig og byen tog sig ret godt ud i nogen afstand. Dens beliggenhed ved havet, den lange bro man må passere for at komme ind i den, lod os formode at vi kom ind i en nænsom og driftig handelsby, men vor forventning blev fælt skuffet som du straks vil erfare. Ved indkørslen spurgte vi en mand der kom ud fra byen, hvor vi skulle gøre hen til en gæstgivergård. Han gav os det svar at der var ingen anden gæstgivergård i byen end apoteket. Vi kørte da derhen, men da der kun var en dør på huset hvorigennem vi ikke kunne pasere med heste og vogn, måtte vi køre den lange gade igennem og næsten byen rundt for at komme til apotekets bagside hvor der var en indkørsel.

Vi gik nu ud for at bese byen og styrede først vores kurs til havnen. Her lå en eneste lille skude som havde været i København, en anden ditto var under reparation, resten intet andet end små fiskerbåde som lå optrukket på landet. Vi hørte også siden at handelen var meget ubetydelig, og at fiskeri udgjorde byens vigtigste næringsdrift. De kendte Kerteminde rådmænd kommer jo også herfra. Vi gennemvandrede, eller rette sagt, gennemhoppede nu alle byens gader uden at møde et eneste voksent menneske, hvilket er mærkeligt nok da vores vandring varede i to timer, nemlig fra kl. 5 til 7. Byen må altså enten ikke være meget folkerig, eller det må have været på den tid da en del af indbyggerne der er meget religiøse, holder deres andagt.

Derimod traf vi i de fleste gader en del legende barbenede børn og flokke af haltende gæs. Årsagen til disse sidstes bensygdom formodede vi at være gadernes meget mådelige brolægning. Dog er det muligt at vi fejlede heri, og at sygdommens årsag må hidrøre andet steds fra. I øvrigt har byen et par enkelte smukke gårde, en del sådanne som almindeligvis findes i vore gamle og næringsløse købstæder,  og en måske for stor del med stråtage, inden den frist som forordningen desangående sætter, er udløbet, kunne afløses af teglstenstage. For på nogle af dem er sparværket så skrøbeligt at det ikke kan bære tegltag, og at bygge husene op at nyt, vil vist falde mange vanskeligt, om ikke umuligt.

I den nordøstlige del af byen ligger nogle små bitte huse - egentlig burde jeg sige hytter - som bebos af diskere. En lille gyde som løber langs med disse hytter, fandt vi så opfyldt af menneskeekskrementer at vi i ordets egentligste forstand måtte vade derigennem. At der i disse små hytter ikke er plads til ordentlige afføringssteder er muligt, men at man ikke her som på andre steder fører sig sådant til nytte, er besynderligt da det dog kunne bidrage til at skaffe brød til fisken. Imidlertid kan jeg ikke nægte at en sådan henkastet samling af sådanne ting i nærheden af menneskers opholdssteder, viser at man ikke er så bange for kolera som på mange andre steder hvor man af frygt for den, sørger for sundhedens vedligeholdelse ved renlighed både inde i husene og udenfor samme. ---

(Politivennen nr. 878, lørdag den 27de October 1832, s. 728-732) 

En slem Uskik paa Nicolai Kirkegaards-Plads.

I Politivennen nr. 580 for 10. februar 1827 findes indført følgende anke:

"Bag ved de kallundsboder på Nikolaj Kirkegårdsplads som vender ud mod Holmensgade, behager det opsynsmanden over pladsen at henlægge fejeskarn og al anden uhumskhed der andet steds plejer at udbringes på renovationsvognene. Da dene måde at skille sig ved sit skarn både vansirer pladsen og afgiver et væmmeligt skue, samt især om sommeren en ubehagelig stank, så kan man ikke undlade at fremsætte ønske om at der måtte haves lidt nøjere opsyn med opsynsmanden, så at denne uorden kan blive afskaffet".

Hvorvidt denne anke har båret frugt, ved anmelderen ikke. Men derimod har han nyligt erfaret at den mand der har opsyn med arbejderne på pladsen, lader indholdet af det for disse bestemte lokum nedkastes i kuler der er gravet på selve pladsen og tildækkes med jord når de er fyldt. Da brandkommissionen betaler for renovationens udførsel af det lokum der er bestemt for lejerne af butikkerne, samt tårnets beboere, er det rimeligt at brolægningsvæsnet der har lejet pladsen til stenoplagssted, også godtgør opsynsmanden renovationsudførslen af det lokum der er bestemt for arbejderne på pladsen. Men i ethvert tilfælde bør omhandlede uskik ikke tåles, da den samlede urenlighed afgiver især på varme dage en ulidelig stank til stor ubehagelighed for butiklejerne og deres kunder.

(Politivennen nr. 848, Løverdagen den 31de Marts 1832, s. 210-211)

Bøn til Hr. Skrædermester Holm, Eier af Huset Nr. 179 i Nillikegaden, "om lidt mere Reenlighed i samme Huus".

Med sandhed kan man sige i nævnte hus hersker det mest mageløse svineri. Det er et dagligt skue at se trappegangen her tilsølet med menneskelige ekskrementer, skønt lejerne beflitter sig på renlighed, da ejerens børn eller tyende enten af den skændigste magelighed eller af den laveste mangel på sans for renlighed, ikke umager sig længere end ud på gangen for at blive deres væmmelige overflødighed kvit. Et sidestykke til nævnte trappegang er husets gård. For at nå til lokummet - det stadigt er i en så uren tilstand at det kun kan benyttes fordi det er en nødvendighed - hvorved dog den ængsteligste omhu må anvendes da man er i den største fare for at medføre noget af lokummets indhold på sine kælder - er et par brandstøvler ganske uundværlige. Da dette svineri så ofte forgæves er påtalt til ejeren, så vælges denne vej for muligvis at se samme afhjulpet.

(Politivennen nr. 844, Løverdagen den 3.die Marts 1832, s. 141-142)

Redacteurens Anmærkning.

Der er to forklaringer på hvad Nellikegade var: Den ene at det er nuværende  Asylgade. Den anden at det var en del af Fredericiagade. Af artiklen fremgår ikke hvilken der er tale om.

I en bekendtgørelse i Politivennen nr. 847, 24.marts 1832 s. 199-200 erklærede ejendommens ejer, A. S. Holm at forfatteren til klagen, skomagermester J. F: Nielsen nu blev sagsøgt af ham for at blive draget til ansvar for hans højst usandfærdige beskyldninger.

Bøn til Brolægningsvæsenet.

Ved at passere over brolægningsvæsnets oplagssted på Sankt Annæ Plads har anmelderen bemærket den uorden som lige meget strider mod politianordningerne og den offentlige velanstændighed. Arbejderne samme sted forretter deres nødtørft snart mellem stenbunkerne, snart i og ved en stor kedel der ligger ved korntørringsmagasinerne. Da denne vej især om sommeren benyttes af mange spadserende, så tør man vel håbet at det snarest muligt bliver gjort ende på dette ublu svineri ved at lade indrettes et lokum på pladsen. Det behøver vel ikke at tilføjes at såvel årstiden som de for tiden på andre steder grasserende sygdomme bør tilskynde enhver nu at bruge den største forsigtighed.

(Politivennen nr. 810, Løverdagen den 9de Juli 1831, s. 489-490)

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 814, 6. august 1831, side 562-563 bekendtgjordes at arbejdsfolkenes uterlighed nu var endt, men frygtede at for fremtiden ville naturen gå over optugtelsen.

Carl Emil Baagøe (1829-1902): Sankt Annæ Plads set fra havnen med dampskib. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Styrtebad paa Østergade.

Motto: "Fy for en ulykke, det lugter hverken af vin eller vand". Holberg komedie.

Onsdag aften den 1. september kl. 11 passerede et selskab af damer og herrer forbi huset nr. 77 på Østergade. Idet man gik forbi nævnte hus, blev man opvartet med et bad af det ubehageligste slags, som blev nedsendt direkte over hovederne på flere af selskabet. En følge heraf var at en dame fik sjal og indsenderen en klædning aldeles ødelagt og plettet til. Da naturligvis ingen kan være tjent med på denne måde at komme i berøring med udkasteren, så har man valgt den vej gennem dette blad at anmode ham om i fremtiden at udkaste sådanne våde sager andre steder end netop over hovedet på forbigående, da om endogså denne uforsvarlige og lovstridige fremgangsmåde er den mindst ulejligende for udkasteren, man dog kan forsikre ham om at den ingenlunde er det for den som et sådant overflødighedsshorn bliver udgydt over.

(Politivennen nr. 767, Løverdagen den 11te September 1830, s. 583)

Det er ikke lykkedes mig at lokalisere Østergade 77, så her bare et billede fra Østergade. Foto: Erik Nicolaisen Høy, 2018.

Modbydeligt Svineri paa Christianshavns Torv.

Ruinerne af det for flere år siden afbrændte Tugt-, Rasp- og Forbedringshus har længe afgivet et så misprydende skue på Christianshavns Torv, at denne ellers temmelig skønne plads er aldeles skamskændet ved det. Og det turde vist nok ikke bare af denne grund være ønskeligt at man ikke lod det forblive ved de for flere år siden affattede tegninger, men snarest muligt skred til genopførelse. Hvilket vel endog med tiden ville medføre besparelse for straffeanstaltens kasse da samme derved ville kunne undgå udredelsen af en ikke ubetydelig sum for for de på Søkvæthuset lejede lokaler.

Hvad der imidlertid endnu mere bidrager til at støde øjet såvel som lugteorganerne er det svineri der finder sted ved den midterste dør på den afbrændte facade der vender mod torvet. I nogenlunde god vejr er selve døren altid opfyldt med en slump lappede usselhedskandidater af begge køn der her har deres samlingssted, og som i fuld måde benytter begge kroge på hver side af samme til at skille sig såvel ved deres faste som flydende ekskremener. Dette sidste frembyder vel til enhver tid et ubehageligt og væmmeligt syn, men dog på nærværende årstid dobbelt besværlig.

Da man nu har lagt mærke til at gadefejningen besørges af fangerne, så tillader man sig herved at ytre ønske om at disse måtte tilholdes at udskylle disse væmmelige urinkroge i det mindste hver fejedag hvis det ikke kan ske hver dag, hvorimod der dog vel ikke kan indvendes meget grundigt  da straffeanstalten desværre ikke har mangel på sådanne ulykkelige som måske endog ville finde en behagelig afveksling i at pelje dette arbejde, og indsenderen anbefaler således dette, vist nok lige så beskedne som rimelige ønske til den kongelige direktions bevågne foranstaltning.

(Politivennen nr. 754, Løverdagen den 12te Juni 1830, s. 367-369)

Hjælp snart!

Hr. Udgiver!

Mandag den 3. maj om formiddagen bestilte jeg på renovationskontoret 3 læs skarn udført fra mit hus i Brogade på Christianshavn. Men endnu i dag, den 12. maj har ingen indfundet sig for at skille os ved vor overflødighed. Mine husbeboere klager over den stank som den samlede mængde forårsager, og truer mig med at ville føre mig den snustobak de nødes til at bruge, til regning. De har vel imidlertid taget til takke med at Knippelsbro er i nærheden og at deres trængsel der kan lindres. Men da det ikke altid er belejligt at gå ud i sådant ærinde, og nogle er af den mening at det lange ophold af den nødvendige udkørsel stammer fra mig som dog er aldeles uskyldig deri, beder jeg hr. udgiver at De vil anmode renovationskontoret at se i nåde til os, og lindre vore kvaler.

(Politivennen nr. 750, Løverdagen den 15de Mai 1830, s. 312-313)

Nyanlagte Møddinger paa store Kjøbmagergades Fortouge.

Det er underligt at folk som af politianordningerne er blevet pålagt at holde fortovene rene og som man om morgenen virkelig også ser bortfejer al urenlighed, endog den nyfaldne, fine hvide sne, at disse folk, siger jeg, kan bilde sig ind at det på nogen måde kan være tilladt på de samme fortove at udbære og henlægge den mest urenlige af al urenlighed, den hvoraf al anden låner sit kraftigste navn - gødning fra kreaturer. Og dog ser man hyppigt på Købmagergade og formodentlig også på mange andre gader at rendestensbrædderne er valgt til møddingesteder. 

I landsbyer (hvor NB en stor mødding er den bedste skat) har møddingen rigtig nok som oftest sin plads ud mod gaden. Men her i staden vil det dog vel næppe tåles. Især er de små møgbunker som ligger tværs over fortovene, meget farlige for fodgængerne der ikke har så megen dansemesterraskhed at de ved et par kunstfærdige bukkespring - som for resten er komiske nok at se på når der ikke sker skade - kan genvinde den balance de har tabt, ved at snuble over det uformodede anstød. Når disse bunker er hvide af sne, kan de ikke ses i tusmørke og ved lygteskinnet, selvom endog temmelig gode øjne ser sig for. Og når det falder i tø, kommer man på sådanne steder til at vade i en møddingepøl.

Man kan vist nok håbe at vores årvågne politi vil sørge for at afskaffe denne uskik.

(Politivennen nr. 731, Løverdagen den 2den Januar 1830, s. 4-5)

Købmagergade. Hvor der åbenbart var mange møddinger. Bemærk udtrykket "dansemesterraskhed", et selvkonstrueret, men også selvinstruerende ord. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.