Hr. udgiver!
Det var at ønske at De engang ville behage at komme herud for at tage broens og den til samme stødende vejs beskaffenhed i øjesyn. De ville da få anledning til i Deres blad at bede den ansvarlige råde bod på disse steders store mangler. Beboerne herude er i sandhed virkelig at beklage, da de så nær hovedstaden ligesom er afskåret fra samkvem med samme, på grund af broens skidenhed og den dårlige vejs skyld. Skal man have et bud derind, da må dette betales dyrt, og ingen fra staden bekymrer sig om at komme herud, så at vores næring lider betydeligt under det. en af mine venner som bor på Sjælland, havde lovet at besøge mig når han kom til staden. Han var der nogle damen kom ikke til mig af ovennævnte grund. Jeg lader hans brev følge hermed, for hvis de tror det kan have gavnlige følger at De kan gøre brug af det efter behag.
___________________________________________
De ville, højstærede, venskabeligt undskylde at jeg ikke trods løfte har indfundet mig hos Dem. For jeg er nu færdig med mine forretninger her i staden, og må i dag tilbage til mit hjem hvor min nærværelse er højst nødvendig. imidlertid har jeg dog været på vejen til Dem, men hvorfor jeg ikke kunne fortsætte min vandring, vil jeg fortælle:
Torsdag formiddag besluttede jeg at benytte det smukke vejr og at gå ud til Dem. Jeg gik gennem Christianshavn, hvis gader jeg fandt temmelig rene ligesom gaderne i København. Men næppe havde jeg sat foden uden for Amagerport, før jeg trådte i dynd og skarn op over anklerne. Dog, i håb om at vejen skulle blive bedre, fortsatte jeg min gang til den yderste barriere. Her aftørrede jeg så godt det ville lade sig gøre, noget af det skarn der hængte ved mine støvler og benklæder på noget græs og ukrudt der stod ved indgangen til Fælleden. Under dette arbejde spurgte jeg en soldat som var posteret der, om denne bro ikke ligesom de andre, imellemstunder blev fejet? "Det gør den vel ikke", svarede han "den kunne ellers nok ikke være så skiden." Jeg bemærkede at det i så fald var underligt at der ikke var mangel på slaver, hvortil han svarede: "Nej, dem har vi nok af, og vil hele tiden få flere." På mit spørgsmål hvorfor han mente dette, gav han til svar: "Fordi de har for gode dage og intet at sørge for. Hvor mange husmænd eller inderster på landet som må slide fra morgen til aften hver dag, Gud lader skabe, og næppe kan tjene til tørre brød til sig og sine tror De vel vil anse det for en stor straf at være i slaveriet?"
Jeg ønskede ikke at fortsætte denne samtale, gav derfor intet svar, men begav mig på vejen igen. Jeg gik atter, eller rettere sagt gled på denne slibrige vej et godt stykke fremad, og undgik kun at falde ved at støtte mig til de der plantede træer. Håbet om snart at træffe en ophøjet fodsti opretholdt mit mod. Men da jeg endelig kom til fodstien på højre side, fandt jeg den så opkørt og så upassabel, at jeg ikke ville betræde den, for ikke aldeles at ødelægge det eneste par støvler jeg havde med fra hjemmet, hvilke havde lidt nok på den vej jag havde gået og nu skulle gå tilbage. Jeg fandt virkelig også tilbagevejen værre end udvejen. For dels var jeg ved ethvert skridt udsat for at falde, da sålernes fugtighed forøgede gangens slibrighed, dels også fordi jeg måtte gå denne vej forgæves og se min forventning, at besøge Dem og kære familie skuffet.
Jeg håber at højtærede ikke anser mig for en forkælet landmand fordi jeg ikke har brudt mig om at vandre i sådant pøl. Men jeg er ikke vant til det, såsom vor amtmand lader det sig være magtpåliggende at vejene holdes i tilbørlig stand, og indtræffer der regnvejr i nogle dage, så at vejene på nogle steder bliver sølede, betjener man sig af træsko, hvilket jo ikke er skik og brug i hovedstaden eller i dens nærhed. Men, selv om jeg havde benyttet mig af sådanne, ville jeg på vejen til Dem dog være blevet udsat for at få dem fyldt med dynd, hvorfor jeg dog nu slap, ved at samme satte sig uden på mine københavnske støvler. I sandhed, jeg beklager de fattige beboere på Amager som dagligt 2 gange må vandre denne vej for ved en lille handel med deres produkter at vinde et højst tarveligt livsophold.
Men min forbavselse over vejens slethed steg endnu højere da jeg kom indenfor Amagerport og ville, til en forandring gå uden om Christianshavn langs med volden. For her, i byen selv, var føret om muligt endnu værre end udenfor porten. Jeg gik nogle skridt fremad, men sank i til over anklerne, og desuden var der så opfyldt med menneskeekskrementer at man skulle antage stedet for et langstrakt lokum. Jeg vendte derfor tilbage og gik op på volden, hvor jeg som man siger, havde det på det tørre. Her kunne jeg ved at passere samme og bestandig have skuet af det fæle føre nedenunder mig, ikke andet end gøre mig følgende spørgsmål: Hvor er vejen neden for disse volde så skiden fremfor de der begrænser Københavns volde? Bor ikke her i den tilstødende bygninger borgere der betaler skatter og afgifter til kommunen? Kan sådant uføre om det endda tørres ved sommerens varme, dog ikke have en meget skadelig indflydelse på denne bys sundhedstilstand? Vil kolera, hvis den nærmer sig, ikke først angribe et sted hvor sådant svineri tåles? Den føromtalte skildvagts ord at vi har slaver nok, faldt mig ind, og jeg spurgte da mig selv, kunne nogle af disse ikke engang for alvor beordres til her at foretage en renselsesfest, og siden let forebygge at snavset, så at sige, ikke vokser dem over hovedet? Dog jeg bliver vel for vidtløftig i min undskyldning for mit ikkebesøg, og vil da afbryde med løfte om at jeg når jeg næste gang kommer til staden, virkelig skal komme til Dem, men - til hest.
(Politivennen nr. 1090, Løverdagen, den 19de November 1836. Side 748-753)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar