Bemærkninger ved et Besøg paa Almindeligt Hospital.

Mens der i en række af år nu og da har rejst sig mange anklagere mod vores fængselsvæsens indretning, men især også med mest grund imod fængslernes ulighed med endog det ringeste opholdssted for menneskelige væsner, skulle man gøre sig ganske andre forestillinger om tilstanden på ovennævnte hospitals såkaldte lemmestuer end der ved øjesyn virkelig opstå. Hvad har fængselsvæsnet at bestille med fattiglemmerne på Almindelig Hospital? vil læserne måske tænke. Vist nok er der forskel, men der er også lighed mellem fattiglemmernes stilling og arrestanternes for så vidt nemlig begges underholdning påhvilet det offentlige. Er der altså med grund klaget over fængslernes dårlige tilstand, så må man også være beføjet til at klage over tilstanden i nævnte hospital, når den ikke er fri for de mangler man i disse har påpeget. Og denne føje er desto større som det på ingen måde vil kunne nægtes at den fattige uden anden sammenligning har ret til en bedre bolig end den præsumtive forbryder.

Vist nok kan der ikke være tale om at gøre store fordringer til en stiftelse som Almindelig Hospital der er forpligtet til at optage de mest elendige mennesker af den lavere klasse og i reglen ikke kan undgå at antage enhver dertil trængende. Men hvis det er tilfældet overalt som der hvor indsenderen har været, da indtager sandelig hospitalet en alt for ydmyg stilling i rækken af vores øvrige stiftelser. Forfatteren af disse linjer kom for nogle dage siden tilfældigvis til at aflægge et besøg på en af nævnte hospitals såkaldte lemmestuer. Aldrig er han blevet mere skuffet i sine forventninger end ved nævnte visit.

Forsættet førte ham til den såkaldte nye bygning som er beliggende inde i gården. Dersom nogen ikke før har haft den levende anskuelse af skidne trapper og vægge, stinkende atmosfære osv. da behøver han kun at begive sig hen på det betegnede sted. Men ikke alene dette må tiltrække sig opmærksomheden. Værelserne selv er opfyldt med alt for mange individer, af hvilke enhver har sin seng i samme stue, hvori de må opholde sig om dagen. Pladsen er så kneben at lemmernes tøj må sættes i gangen udenfor. Alle disse mangler lader sig rette uden mange vanskeligheder, ja den eneste betingelse derfor er egentlig kun den tilbørlige nidkærhed hos den ansvarlige autoritet. Hvorfor holdes trapperne ikke rene? Er det ikke nok at vaske dem en gang ugentligt, da bør det utvivlsomt ske oftere, to eller tre gange, eftersom omstændighederne gør det fornødent. Trapperne og gangene bør på et sådant sted fremfor alt andet holdes rene og ordentlige. Og når man ser de i disse værende vægge skidne, da falder der en begrundet dadel på de ansvarlige tilsynsmænd, i hvad navne disse end måtte føre. Er det utilstrækkeligt at lade væggene hvidte kun en gang om året, hvorfor sker dette da ikke oftere? Bekostningen kan dog vist ikke bære skylden, for i forhold til de enorme summer som årlig udredes af byen til Fattigvæsnet, kan det dertil behøvende kun anses for en ubetydelighed.

Endnu værre end disse mangler er den stygge atmosfære i gangen som går så vidt at man næsten må få ondt af væmmelse. Dersom dette ikke lader sig forandre med den nuværende bygningskonstruktion, da burde direktionen foranstalte sådanne forandringer som ville gøre det muligt at få frisk luft også i gangene, hvorfra nu stanken må trænge ind i værelserne hvert øjeblik dørene lukke op. At denne usunde luft især for sådanne svage og syge mennesker som lever her, er skadelig, er selvklart, og man vil ikke i dette stykke kunne forsvare den nuværende tilstand med noget som helst påskud. Umuligt kan det dog aldrig være at få den friske luft ledt ind, og selv om der behøvedes at gøre nogen betydelig bekostning i dette øjemed, må man ikke vægre sig for det. For en sådan mangel som den her nævnte, er fordærvelig både for sjæl og legeme, og mens den nedbryder sundheden, lader den den fattige og lidende tillige føle deres ulykkelige stilling dobbelt tung. Især må dette naturligvis være tilfældet med sådanne som blot på grund af legemsbræk er kommet i den nødvendighed at måtte tage til takke med at blive lemmer på hospitalet. Blandt disse findes der en del af den yngre alder der før var vant til en bedre stilling, mens de kunne tjene for deres brød. Så meget desto tungere må det da være for sådanne stakler at se sig omgivet af urenlighed.

Overalt er det en utilgivelig skødesløshed af de ansvarlige at de ikke sorterer lemmerne i visse klasser efter deres alder, sygdomsbeskaffenhed, opførsel og før udviste forhold. Det er næppe rigtigt at et skikkeligt og ordentligt menneske som fx ved at brække et ben, mister en arm osv. bliver udygtig til selv at ernære sig, skal kastes ind i et værelse som er folk med al slags pak, dels forhenværende liderlige, dels trættekære og gemene individer. Ikke alene rimelighed kræver at man i almindelighed gør forskel på mennesker efter deres opførsel, men her bliver det endog tillige en retfærdighedssag at denne uskik af de mest uensartede individers sammenblanding hæmmes. For direktionerne er jo statens lønnede embedsmænd, det er da utvivlsomt også deres pligt at bære omsorg for hospitalets bedre udenfor de egentlige kontorforretninger. I sig selv er det aldeles ikke forbundet med nogen vanskelighed at afdele værelserne efter visse klasser af individer og derefter sørge for at der så vidt muligt kommer sådanne sammen som passer bedst for hinanden.

Endnu en lille bemærkning skal indsenderen tillade sig at gøre. Foruden det at der i disse stuer er en alt for stor mængde senge stuvet sammen, så at der ved hver seng kun er plads til en stol og et lille bord langs med sengen (ikke tvært over fra seng til seng, for da var der tilstrækkelig plads) findes der heller ingen skærmbrætter. Det stygge syn af denne sengeparade kunne betages øjet ved at et skærmbræt sættes for enden af hver seng i den forreste rad. Da disse jo meget godt kunne være af allersimpleste kvalitet, ville bekostningen derved kun blive ubetydelig.

Ovenstående bemærkninger har indsenderen troet at burde offentliggøre for muligt at gavne sagen. Det er nemlig hans overbevisning at der både i Fattigdirektionen selv som også udenfor samme blandt andre formående autoriteter findes mange brave og ædle mænd som vil antage sig en sådan sag når den øjensynlig ses at have krav på understøttelse.

(Politivennen nr. 1314, Løverdagen, den 6te Marts 1841. Side 145-150).

Københavns Museum har dette foto af lemmer på Almindeligt Hospital. Uden årstal. Her kan man få et indtryk dels af bygningerne, dels af hospitalets beboere. 

Redacteurens Anmærkning

Forholdene på Almindeligt Hospital må have været under al kritik, hvilket bl.a blev bekræftet under koleraepidemien 1853. Af de 467 angrebne døde de 415. Hospitalet var sandsynligvis også et sted hvorfra koleraen bredte sig.

Anmeldelse til Bestyreren af Vaisenhusapotheket.

Søndag den 10. i denne måned lod indsenderen 6 igler købe på oven nævnte apotek, hvorfor blev betalt 4 mark 8 skilling. Ved anbringelsen af disse igler viste de sig meget bidske på nær en der opfyldte sin pligt. De øvrige blev sendt tilbage med anmodning om at få dem ombyttet med bedre. Men man fik til svar formodentligt af et subjekt at iglerne var gode og bed nok når stedet de skulle anbringes blev vel vasket. Skønt den person som anbragte iglerne var vant til denne forretning og allerede havde iagttaget dette, blev forsøget gentaget, men med samme følge, for ingen af iglerne ville bide. To af dem var vel at undskylde da de var døde undervejs. De 4 mark 8 skilling var således kastet ud uden nytte. For mange en ubetydelig sum, men i sandhed trykkende nok for en fattig familie at udrede. Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed.

Da Vaisenhusapoteket har ry for at kunne levere de bedste og mest friske varer, på grund af dets store omsætning, lader mange endog dem som bor langt fra, deres medicin hente der. Det kan derfor vist næppe være apotekets ejer ligegyldigt om sådan forseelse eller ligegyldighed som formodentlig hidrører fra et subjekt som er ansat ved apoteket, oftere skulle gentage sig., hvorfor man herved har villet gøre opmærksom på det. 

(Politivennen nr. 1211, Løverdagen, den 16de Marts 1839. Side 174-176)

"Man lod derpå hente 4 igler hos hr. apoteker Tychsen som alle straks udførte deres forretning til største tilfredshed." (Det røde hus yderst til venstre er Gothersgade 37 hvor apoteker Tychsen holdt til. Nr. 35 er uden for billedet. Eget foto, 2016)

Redacteurens Anmærkning

Vaisenhusapotek lå på Politivennens tid og indtil 2003 på hjørnet af Købmagergade og Kronprinsensgade. Apoteker og assessor pharmaciæ i Sundhedskollegiet J. L.Tychsen boede ifølge Krak 1839 i Gothergade 336. Dette hus var i 1806 ejet af apoteker Nikolaj Tychsen. I 1836 blev det delt: 336 A (opført 1836-37 af apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 37. 336 B (opført 1800-01 for apoteker Nicolai Tychsen) hed fra 1859 Gothersgade 35. Begge huse findes stadig.

Noget om den svenske Mirakelpiges Undercurer.

Det er ofte blevet sagt at man i provinserne en gang imellem ved bedre besked om København end i København selv. Dette stadfæster sig da også i henseende til den svenske lægepige. Mens man i de københavnske blade kappes om at nedrive hendes rygte og gøre hende latterlig, giver Aalborg Avis os den underretning at mange er kurerede af hende, blandt andre en søofficer, kommandør de. C. som var så plaget af gigt i ryggen at han næppe kunne tåle at køre hen til hende. Da hun havde anvendt sin kurmetode, gik han sund og rask bort. Forfatteren i Aalborg Avis siger at hun uden tvivl er begavet med større del elektricitet end andre mennesker, og at derfor gnidning med hendes hånd har en særdeles lægekraft. Derimod har forfatteren i Københvans tidsblade som formodentlig misunder hende de 2.000 rigsbankdaler hun tjente i København, villet indbilde publikum at hun heksede, at hun helbredte ved signen og manen osv. Sådanne urimeligheder gendriver sig selv, for man må dog vel tiltro mennesker af de højere klasser især fyrstelige personer, så stor fordomsfrihed at de ikke ville på en så plump måde lade sig føre bag lyset af en bondepige.

Det var ønskeligt for opdagelsen af sandheden om nogle af dem som har været i hendes kurer, ville offentliggære resultatet. For man skulle dog ikke tro at hun aldeles uden grund havde fået sin landsherres tilladelse til at praktisere eller at hun havde vundet et sådant ry, at så mange mennesker langvejs fra ville med store bekostninger rejse til hendes hjem for at underkaste sig hendes kurer. Mærkeligt er det at også i Raumburg tæt ved Neustadt an der Oder, er fremtrådt en bødkersvende der ved magnetisk strygen har foretaget mange heldige kurer, og ved at helbrede en læge i særdeleshed har tiltrukket sig den almindelige opmærksomhed.

(Politivennen nr. 1203, Løverdagen, den 19de Januar 1839. Side 42-43)

Kan Menneskeblod helbrede for Slag?

Blandt den ringere almue er den tro temmelig almindeligt udbredt at nydelsen af menneskeblod i det øjeblik det udgydes, kan helbrede mennesker der har slag, ligfald osv.

Af denne grund har man ved flere henrettelser set mennesker nærme sig skafottet for at få blod af den henrettede, hvilket også var tilfældet i tirsdag da en bondedreng drak en portion af Worms blod.

Spørgeren er overbevist om at et sådant middel er aldeles unyttigt, og at troen på det stammer fra ældre tider da skarpretterne især i udlandet spillede en betydelig rolle, og er således lige som megen anden overtro forplantet til os. Han tillader sig derfor herved at anmode en eller anden af vores kyndige læger om at offentligt fremsætte sin mening om det, og skulle det da være tilfældet at denne var af samme mening som spørgeren, var det måske muligt som det var ønskeligt at der udkom et forbud mod en skik der sikkert i andre henseender kan have de sørgeligste følger og som frembyder et skue der må virke frygteligt på de tilstedeværende da alene tanken herom vækker ækelhed og væmmelse.

(Politivennen nr. 1195, Løverdagen, den 25de November 1838. Side 750-751)

Redacteurens Anmærkning

Petri Worm (1814 – 1838) blev halshugget 20. november på Amager Fælled 1838 for rovmordet på litteraten Jens Peter Tønder 18. juli 1836. Se Redacteurens Anmærkning for artiklen 15. december 1838, med tilhørende fyldig gennemgang fra Kjøbenhavnsposten.

Noget om Frederiks Hospital.

Det er blevet skik i den senere tid at hver gang man har noget at anke over ved en eller anden genstand, begynder man med at opregne alle fuldkommenhederne ved denne for ligesom at vise at man påskønner disse. Denne indledning vil vi denne gang og herefter når vi har noget at påtale, udelade og straks skride til teksten. Denne gang vil vi påanke alle de bryderier den uformuende har frem for den der har evne til at betale for at blive indlagt på hospitalet. og denne anke tror jeg fremføres bedst ved at berette sandfærdigt om en episode desangående.

Jeg kom en formiddag op til min bror og fandt ham sengeliggende og temmelig stærkt angrebet. Han bad mig at "gøre anstalter" for at få ham på hospitalet da han boede ene og ingen pleje kunne få. Og sygdommen var desuden smitsom. Han ville meget gerne derud samme dag. Jeg lovede at gøre hvad jeg kunne. Jeg gik nu til hospitalet hvor jeg fik en blanket som skulle udfyldes og påtegnes. Den lød på at patienten var "arm og nødlidende" og "ingen understøttelse havde". Med denne gik jeg da til en af fattigforstanderne, tillige medbringende hans testimonium paupertatis og nogle andre pålidelige attester. Men disse hjalp ikke. Jeg skulle også skaffe attest fra hans vært. Denne var borte, og konen kunne hverken læse eller skrive, og ingen af dem kunne da desuden på nogen tænkelig maner vide hvor mange "understøttelser" han havde osv. Imidlertid, for ikke at spilde tiden, fik jeg hende til at undertegne en linje jeg selv havde skrevet som jeg læste for hende, hvori der stod "at patienten N.N. er fattig, attesterer N. N." Det var for resten godt at konen ikke kunne læse. For ellers havde hun måske tabt al kredit for sin "nødlidende" lejer. 

Med denne "tilstrækkelige" attest begav jeg mig da atter til forstanderen og det var allerede blevet sent om eftermiddagen. Han var da ikke hjemme før om en time og denne mellemtime kunne jeg ikke benytte til at skaffe blanketten påtegnet af den anden forstander, for den anden skulle påtegne først. Da jeg nu havde fået hans påtegning, måtte jeg helt ud ved Amagerport for at få den andens påtegning. Denne var heldigvis hjemme, men alligevel var det blevet aften. Jeg ilede da fra Amagerport til hospitalet (pulchrum vides intervallum!) med denne seddel og bad om han måtte blive indlagt endnu samme aften. Men dette kunne ingenlunde ske. "I morgen formiddag engang" kom kandidaten til ham. Altså endnu en nat måtte han ligge ene og uden pleje. Først næste dags aften var preliminærerne til ende så han kunne køres derud hvor han havde kunnet komme straks hvis han havde haft råd til at betale.

Det er nu ikke vores mening at alle og enhver som kræver det, skal frit indlægges på hospitalet. Men vi mener at alle disse formaliteter (for andet er det da ikke) kunne indskrænkes betydeligt, og i alle tilfælde mener vi at enhver, han være sig rig eller fattig, burde kunne kræve en kandidat til sig samme dag og lade sig indlægge straks, mod at stille sikkerhed for den tid der medgår inden papirerne bringes i deres orden, som vi har vist, hvilket er møjsommeligt i høj grad.

 (Politivennen nr. 1158, Løverdagen, den 10de Marts 1838. Side 145-148)

"Jeg gik nu til hospitalet hvor jeg fik en blanket som skulle udfyldes og påtegnes". (Frederiks Hospital, 2016. Eget foto.)

Redacteurens Anmærkning.

En artikel fra Kjøbenhavnsposten 29. august 1844 beretter om de sanitære forhold:

- Den nylig i "Fædrelandet" omtalte "Correspondance mellem en Cloak ved Frederiks Hospital og Vandrenderne sammesteds", er nu ogsaa bleven Gjenstand for Omtale i et af Provindsbladene (O. Th. Av.) hvor det med end klarere Ord hedder: "Man har længe klaget over den slette Beskaffenhed af Vandet paa Frederiks Hospital, og har endelig besluttet at lade Vandrenden eller Vandrenderne undersøge. Man har derved gjort den forbausende opdagelse, at en Vandrende ligger klods op til en Rende, der udfører Uhumskhederne fra Hospitalet, navnlig fra Anatomikammeret, og da begge Render ere pilraadne, har Svineriet staaet i den venskabelige Forbindelse med Vandet. Det kunde være interessant at vide, hvor mange Mennesker, der ere slaaede ihjel paa Hospitalet ved dette Vand".

Anmodning til det høie Commantskab, fra nogle sygelige og nervesvage beboere i Frederiksberggaden, Nygaden og Vimmelskaftet.

Enhver kan vel indse hvor stærk virkningen af trommelarmen er i snævre gader og hvor ubehagelig den må være for syge og nervesvage mennesker. I førnævnte gader ligger så vidt vides ingen soldater indkvarteret. Man kan derfor ikke begribe hvorfor tappenstregen skal gå den lange vej fra Vesterport næsten lige til Amagertorv, og kan kun betragte det som en meget forældet skik. Når jægerne har vagt ved Nørreport, har man dog med fornøjelse bemærket at hornblæserne, gående og stående omkring ved vagten, blæser retræten. Hvorfor kan tambourerne ved Vesterport ikke gøre lige sådan? Reveillen slås jo kun for vagterne. Hvorfor skal tappenstregene gøre en så lang vej?

Gamle og syge folk vil være det høje kommandantskab meget taknemmelig om det var muligt de kunne blive befriet for denne stærke, fæle larm. I særdeleshed i oven nævnte smalle gader. Ligeledes ville soldaterne, især gefreiterne, som alligevel har meget at løbe, om i vinterens tid, spare meget på deres fodtøj. Derved ville også forebygges ulykker, da heste som tit holder i gaderne, bliver sky og løber løbsk. Det har indsenderen bemærket adskillige gange.

(Politivennen nr. 891, Løverdagen den 26de Januar 1833, s. 69-70) 

Om en Sygs Transport til Hospitalet og et Ønske i denne Anledning.

Veed fredag den 28. oktober ved midnatstid at passere Dronningens Tværgade, stødte anmelderen på et menneske der lå på fortovet udenfor den gård hvori det kongelige museum findes, og som det lod til var meget hårdt angrebet af en sygdom. Foruden adskillige som omgav den syge, var også 3 vægtere til stede samt en læge som var i færd med at give ham et lægemiddel. Da jeg mærkede at den syge havde anfald af krampeslag, ytrede jeg for de tilstedeværende at det var rigtigst at han blev transporteret til hospitalet, og tilbød at betale en vogn når nogen ville hente den, hvortil en af vægterne svarede at der var ingen vognmand der ville køre den syge, da vognen derved ville tilsøles. Omsider da de omstående mærkede at de af lægen indgivne midler ikke virkede, besluttede de at bære patienten til Frederiks Hospital. Ved ankomst til porten i Bredgade, ringede en vægter der var fulgt med, på klokken, hvorpå der fra et vindue som åbnedes i første etage, gaves den besked at porten ikke åbnedes om natten. Jeg erklærede da at jeg var villig til at betale for den syges forplejning, hvilket jeg også gentog for en anden person der forsynet med en lygte kom over gården hen til jernporten og gennem gitteret så hvem der havde ringet. Men vi fik påpeget at vi måtte bringe den syge om til den anden port i Amaliegade. Af frygt for at man også her skulle vægre sig for at modtage den syge der ved et forlænget ophold og i den stilling hvori han blev båret, muligvis kunne dø undervejs, foreslog jeg at bringe ham til Almindelig Hospital hvor der straks efter at der var ringet på klokken, blev åbnet, og den syge efter anmeldelse var sket, modtaget og indlagt, formodentlig i ligstuen, da her lå en og måske flere døde. Efter at have afgivet den forklaring om den syge som vi var i stand til, opholdt vi os der omtrent et kvarter for at ville overvære den syges behandling, men endnu var der ingen læge kommet hvorimod vi fik påpeget at vi alle kunne forlade hospitalet med undtagelse af den syges mester som var med i følget.

Ved at fremsætte denne fortælling, kan jeg ikke undlade at ytre det ønske, at hospitalets port ud til Bredgade også må natten måtte åbnes til syges modtagelse, eller hvis dette af vægtige grunde ikke kan ske, dette da må bekendtgøres for vægterne for at således både disse og de som kommer dem til hjælp ved en sygs transport, kan undgå megen tidsspilde som nu forvoldes ved først forgæves at bringe den syge til denne port, og derpå føre ham den lange vej om ad Fredericiagade til hospitalets anden port, hvilket ophold kan have uberegnelige følger når en syg behøver hurtig hjælp. Men på en tid da man frygter for og har truffet flere foranstaltninger mod kolera, var det vist nok mere hensigtsmæssigt om der valgtes et sted hvortil syge som blev fundet på gaden, kunne bringes hen, og hvorfra de ikke måtte bortføres før den derværende læge havde overbevist sig om at den syge ikke var angrebet af kolera. At forsigtighed burde anvendes med de personer der havde været i umidddelbar berøring med den syge, er en selvfølge. Havde den før omtalte syge været angrebet af kolera, kunne de der havde transporteret ham og i længere tid opholdt sig i nærheden af ham, let have været anstukne, og således udbredt smitten til mange. At indlægge en syg i en ligstue eller i et værelse hvori der ligger en død, er vist nok ikke aldeles rigtigt. For man har eksempler på at skuet af et lig har haft dræbende virkning hos mennesker der er kommet til sig selv efter et ellers ikke farligt sygdomstilfælde.

(Politivennen nr. 827, Løverdagen den 5te November 1831, s. side 759-763)

Redacteurens Anmærkning.

Artiklen følges op i Politivennen nr. 828, 12. november 1831, side 782-787.

En billig Anmodning til Herr' Stadschirurg Tønder.

Efter forlydende skal der fra 2. livregiment have været indstillet 80 rekrutter til første kassation i denne session, og noget derefter nok et klækkeligt antal. Da et så betydeligt antal uduelige subjekter i et regiment må give formodning om en meget fæl influenza i samme som dets bekendte geniale regimentskirurg hr. stadskirurg, ridder af dannebrog og dannebrogsmand Tønder ikke har kunnet få bugt med. Og det er noget foruroligende ikke blot for en enkelt at samtlige respektive regimentskirurger her i garnisonen efter forlydende skulle have været samlet i disse dage i denne anledning og afgivet et resultat der skal være meget afvigende fra ovennævnte hædersmands. Så ville det være i overensstemmelse med manges ønske at hr. stadskirurgen meddelte det offentlige den sande årsag til denne forunderlige svaghed i regimentet, hvilken ikke sjældent skal vise sig i samme i den tid der kasseres, og derved beroligede ethvert foruroligende rygte i en tid hvori man så gerne tror enhver ringe omstændighed at stå i forbindelse med kolera der nu engang er blevet en bussemand i almuens hoved.

(Politivennen nr. 816, Løverdagen den 20de August 1831, s. 591-592)

Redacteurens Anmærkning

R. tønder var i følge Krak 1831 stabskirurg ved den danske arme, ridder af dannebrog og dannebrogsmand, Frederiksborggade 140 (nuværende Frederiksborggade 7). 2. Livregiment som var oprettet i 1657, holdt 1786-1852 til i Sølvgade Kaserne. Chef var i 1831 J. H. Hegermann-Lindencrone.

Kongens Have.

Det er på denne tid at mange syge eller svagelige personer må bruge grønkuren eller andre sådanne kure som kræver bevægelse i fri luft tidligt om morgenen. Man ser således flere sådanne patienter i Kronprinsessegade om morgenen mellem 6 og 7 vandre frem og tilbage, ventende med længsel på portens åbning til Kongens Have som i almindelighed først sker kl. 7.15,og blandt disse har indsenderen heraf set damer og herrer af høj stand. At det ville være velgørende om der blev taget en foranstaltning i hvis følge indgangen til denne offentlige have åbnedes herefter, årligt fra april måneds begyndelse, kl. 6 om morgenen, er vist indlysende.

(Politivennen nr. 803, Løverdagen den 21de Mai 1831, s. 367-368)

Fornødent Gjensvar paa Anken i forrige Politieven, betræffende den af Undertegnede oprettede Sygekasse for Tjenestefolk.

Indsenderen af bemeldte stykke hr. ølhandler C. Hansen boende på Amagertorv nr. 4 i stuen, har heri ikke undset sig ved at bringe for lyset så æqvivoque udtryk at enhver let måtte forledes til at tro at jeg blot havde søgt at indkassere penge uden efter den tid, i overenstemmelse med det i min udstedte indbydelsesplan givne løfte at interessere mig for at de indkomne bidrag blev anvendt efter bestemmelsen. Og han slutter dette mod mig så vel affattede produkt med in parenthesi at bede vedkommende in specie: attrående nye interessenter behageligt at tage det af ham anførte i overvejelse.

Jeg kan ikke nægte at det krænkede mig ved første øjekast i et offentligt blad der almindeligvis læses med så megen interesse, at blive fremført til skue i et så ufordelagtigt lys som indsenderen har gjort sig al mulig flid for at fremstille mig i da mine bestræbelser for at få denne indretning i udførelse næppe fortjener en så æreskrænkende behandling. Men ved nærmere at tænke over samme, finder jeg at måtte yde hr. Hansen tak for hans anførte i denne henseende. For jeg får derved lejlighed til at vise hvad kassen der så nyligt er stiftet, har virket, som også årsagen til at hr. Hansen er blevet så ugunstigt stemt imod den.

Mette Gottfriedsdatter, konditionerende hos ølhandler Hansen på Amagertorv nr. 4 blev anmeldt til det Kongelige Frederiks Hospital den 27. januar kl. kvart over elleve om formiddagen, visiteret dagen efter og efter lægens påtegning på anmeldelsessedlen "må indtages" blev denne leveret hospitalets kontrollør for at patientinden kunne blive indlagt når turen efter den orden hvori hun var anmeldt, tilkom hende.

Fredag den 29. januar der var udskrivningsdagen, blev så få fruentimmerpatienter udskrevet at de meldte ekspectanter ikke alle kunne komme ind den dag, og følgen blev den at nævnte patientinde måtte blive henliggende til næste udskrivningsdag, tirsdag den 2. februar da der gik bud til hr. Hansen at hans pige kunne indlægges. Men hospitalets kontrollør har ifølge hr. Hansens ytring givet anmeldelsessedlen den påtegning: "Patienten var tilbudt indlæggelse den 2. februar hvilket efter eget ønske ikke skete.

Dette er årsagen til hr. Hansens spørgsmål og udfald mod mig. Enhver vil let indse at hospitalet der i denne hårde vinter bestandig har været belagt, ikke er i stand til at indtage syge, med undtagelse af tilskadekomne, undtagen hver udskrivningsdag, som også at hr. Hansen eller enhver anden interessent i sygekassen ikke kan kræve større rettighed end andre betalende, hvilken ikke heller er lovet.

I den af mig udstedte indbydelsesplan har jeg anført at denne indretning ville blive lig den der finder sted for de respektive laug her i staden. Men da ingen svend når der er mangel på pladser bliver modtaget i hospitalet før den tid kommer i følge hvilken han efter sin tur er berettiget, hvilket kan vare flere dage, så må hr. Hansen heraf kunne indse at tingen var i sin orden. Da det lader til at hr. Hansen særdeles har interesseret sig for denne indretning, har han vist også læst Kjøbenhavns-Posten for 30. november forrige år nr. 190 hvor han da på sidste sige, pagina 774, første spalte, linje 17 og 18 vil finde anført "at enhver patient vil blive modtaget i hospitalet efter den orden hvori han er anmeldt."

Jeg kan ikke indse det er nødvendigt udførligt at forklare mig i denne henseende da enhver vil heraf indse at kassens interessenter nyder samme rettighed som hver anden betalende patient og ingen fornuftig vil rimeligvis kræve større rettighed.

I den af mig udstedte indbydelsesplan er for at kassen skal kunne vedblive at virke, kalkuleret på 1 syg af hver 13. At derfor ingen der holder 4 eller flere tyende må melde 1 eller 2 er en nødvendig betingelse, hvorpå i førnævnte Kjøbenhavns Post pag. 773, 2. spalte, linje 20 til 30 inklusive så udtrykkeligt er gjort opmærksom, og hvorom jeg også har underrettet enhver som til mig har henvendt sig for at blive indtegnet i sygekassen.

At der ikke skete hr. Hansen nogen indvending ved anmeldelsen af hans syge pige, ved han bedst selv, uagtet han efter det sidste til politiassistenten indsendte skema, holder 4 tyende, nemlig 2 karle og 2 piger.

"Hr. ølhandler C. Hansen boende på Amagertorv nr. 4 i stuen, har heri ikke undset sig ved at bringe for lyset så æqvivoque udtryk at enhver let måtte forledes til at tro at jeg blot havde søgt at indkassere penge." (Ølhandleren boede i det lave hvide hus midt i billedet. Eget foto, 2015) 

Da hr. Hansen har spurgt hvortil den sygekasse nytter som jeg har behaget at modtage penge til, tillader jeg mig at anføre de personer der for sammes regning nyder kur og pleje, samt den orden hvori de er anmeldt og indkomne, mv.

• Ellen Hansdatter, indtaget fra Kompanistræde nr. 69, anmeldt den 3. januar kl. kvart i ni formiddag, visiteret og indlagt samme dag kl. 7 aften, udgået den 15. januar.
• Ane Elisabeth Sørensen, indtaget fra Sølvgade nr. 418, litra B, anmeldt den 18. januar kl. 10 formiddag, visiteret den 19. indlagt den 20. januar kl. 3 om eftermiddagen, udgået den 2. februar.
• Marie Pedersdatter, indtaget fra Kattesundet nr. 210, anmeldt den 25. januar kl. kvart i et eftermiddag, visiteret den 25., indlagt den 27. januar kl. 1 eftermiddag, udgået den 5. februar.

Efterfølgende patienter ligger endnu på hospitalet:

• Ane Sophie Hansdatter, indtaget fra Støre Grønnegade nr. 278, anmeldt den 18. januar kl. 10 formiddag, visiteret samme dag og indlagt den 19. januar kl. 2 formiddag.
• Henriette Lind, indtaget fra Bredgade nr. 194, anmeldt den 28. januar kl. 2 eftermiddag, visiteret den 29. og indlagt den 30. januar kl. 4 eftermiddag.
• Johanne Dyring, der var tilskadekommet, indtaget fra Gothersgade nr. 126, meldt kl. kvart i et eftermiddag den 30. januar, visiteret og indlagt samme dag, kl. 6 eftermiddag.
• Sophie Amalie Liesepzka, indtaget fra Store Købmagergade nr. 5, meldt den 1. februar kl. halv fire eftermiddag, visiteret den 2. og indlagt den 5. februar kl. 4 eftermiddag.
• Ane Marie Christensen, indtaget fra Vestergade nr. 47, anmeldt den 4. februar kl. 2 eftermiddag, visiteret den 5. og indlagt den 6. februar kl. halvto eftermiddag.

Som ekspectanter der er anmeldt og venter plads er nu da jeg nedskriver dette den 9. februar 4.

Jeg tillader mig at bemærke såvel for de nærværende interessenter som dem der til 1. maj har tegnet sig og fremdeles agter at bidrage til samme at der gives tider på året hvor patienten må vente flere dage. For at ingen med hr. Hansen skulle stå i den fejlagtige mening at en patient der har svaret til sygekassen, har noget som helst fortrin for andre betalende. Men er nødsaget til at vente indtil han efter den orden hvori han er anmeldt, kan indtages.

At de flere forskellige spørgsmål hr. Hansen har fremsat, forekommer også: Ret til af mig at kræve omkostningerne til læge og lægemidler, opvartning mv. erstattet for den tid hans pige blev behandlet hjemme. At jeg ikke hertil i fjerneste måde er forpligtet, tror jeg efter det anført enhver upartisk vil indse. Dog, da sygdomsperioden var så kort fra visitationsdagen til den tid pigen kunne blive indlagt, 4 dage, og sygdommen formodentlig har været ubetydelig, tilbyder jeg hr. Hansen for hans venlige sindelag imod mig, dog uden herved at pådrage mig nogen forpligtelse til andre, der i fremtiden måtte komme i lignende tilfælde, straks at tilbagebetale de 3 rigsbankdaler sedler han har indbetalt til sygekassen, når han tilsender mig min ham derfor i sin tid meddelte kvittering. 

Gylling. 

(Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 97-105)

Et Par Ord, betræffende den af Herr' Copiist Gylling oprettede Sygekasse for Tjenestefolk.

En sygekasse for tjenestefolk må unægtelig være meget ønskelig. Og det kan derfor ikke være underkastet tvivl at adskillige jo ville melde sig som interessenter i en sådan indretning ifølge den af kopiist Gylling i februar måned forrige år udstedte indbydelse, hvorefter kassen skulle træde i virksomhed allerede den følgende maj. Betalingen for hvert tyende bestemtes til 1 rigsbankdaler, 48 skilling sedler og tegn halvårlig, imod at patienten da nød kur og pleje på hospitalet.

Indsenderen heraf lod sig straks efter at indbydelsen var sket, tegne for to tjenestetyende, betalte sit kontingent og har endog betalt det årlige bidrag for halvåret, indtil 1. maj 1830. Lige så beredvillig som bestyreren af kassen var til at modtage hans penge, lige så sikkert havde indsenderen også ventet at når tilfældet blev som nu virkelig i vinter er indtruffet, at et af hans tyende blev sygt, han da uden omstændighed eller indvending kunne få samme indlagt på hospitalet på kassens regning. Men dette har ingenlunde været tilfældet. Tværtimod har han for egen regning hjemme hos sig selv måttet foranstalte tyendets kur og pleje. 

Man tillader sig her at spørge: Hvortil nytter nu den sygekasse som hr. Gylling har behaget at modtage pengene til? Kan det nytte enten husbonden eller det syge tyende at der måske endelig og endelig føjes anstalt til dets indlæggelse på hospitalet når det næsten er restitueret og principalen imidlertid har måttet bære alle de byrder som han netop ved at entrere i en sygekasse ville undgå? Enhver ved hvor bekosteligt og vanskeligt det er ikke alene med hensyn til læge og lægemidler en syg skal bruge, men også med hensyn til det nødvendige lokale og den fornødne opvartning. Her spørges igen: Om en interessent i hr. Gyllings sygekasse ikke af denne med ret kunne fordre disse udgifter godtgjort?

Indsenderen beder om at vedkommende (in specie: attrående nye interessenter i hr. Gyllings sygekasses) behageligt vil tage foranførte i overvejelse.

(Politivennen nr. 736, Løverdagen den 6te Februar 1830, s. 81-83)

Et langt senere foto af Frederiks Hospital til Amaliegade. Fundet på Rigshospitalet og uploadet til Væggen af Peter Højsted.

Redacteurens Anmærkning

Der er formentlig tale om fuldmægtig Joh. Gylling, Frederiks Hospital, Amaliegade 142, som beskrevet i Krak 1829. 

Denne form for sygekasse adskiller sig en del fra de sygekasser der udsprang fra midten af 1800-tallet af at ubemidlede sluttede sig sammen om en sygekasse. Bl.a. laugsvæsnet finansierede sygehjælp af bøder fra laugskassen. Og da det blev ophævet i 1857, blev der indført mere faste former for sygekasser på landet og i byerne. 

Amagertorv 4 er nutidens Amagertorv 8. Huset er fra omkring 1738, ombygget o. år 1800 og eksisterer endnu. (Huset ved renæssancehuset)

Artiklen besvares i Politivennen nr. 737, Løverdagen den 13de Februar 1830, s. 97-105.

Egenmægtig Vægteradfærd mod en Skindød.

Forleden mandag den 19. oktober om aftenen mellem kl. 10 og 11 fik indsenderen ved at passere Store Kongensgade øje på en gammel, velklædt mand der pludselig forandrede sin ellers regelmæssige gang, idet han nemlig tog sin tilflugt til muren ved hvilken han støttede sig i nogen tid, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet. Indsenderen ilede ham straks til hjælp og erfarede da at manden slet ikke var beruset, men at hans fald måtte tilskrives et pludseligt opstået sygdomstilfælde. En overbevisning som endnu mere foranledigede indsenderen til i største hast at løbe ned i en frugtkælder i nærheden hvor han udbad sig koldt vand og et tændt lys, hvilket sidste indsenderen holdt mens frugthandleren bestænkende den syges ansigt med vandet. 

"En gammel, velklædt mand forandrede sin ellers regelmæssige gang, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet." (Wilhelm Marstrand: Spadserende ældre borgerpar, 1850erne. Statens Museum for Kunst.)

Den tilstimlende folkemængde såvel som indsenderen anmodede derpå gadevægteren om at hente barberen som boede overfor, en anmodning som gadevægteren beredvilligt opfyldte. Men barberen udeblev, hvorfor man fandt det mest rigtigt at vægteren besørgede den syge bragt til hospitalet. Ved at støde i sin pibe tilkaldte vægteren et par af sine kammerater, af hvilke den ene straks påtog sig overkommandoen, stødte indsenderen til side, slukkede lyset som han holdt i hånden for at assistere den person der holdt den syge i oprejst stilling og den mand der stænkede ham med mere vand, og lagde i det hele taget ved sin uartige adfærd for dagen at han ikke havde vidst at tilegne sig det mindste gran af den humanitet det i så høj grad karakteriserer hans foresatte.

I en hast blev en vægterstige bragt til veje, hvorefter nævnte vægter rev den syge ud af armene på den mand der holdt ham oprejst, kastede ham overende og slængte ham hen på stigen, til hvilken han blev fastbundet med sejlgarn. Alt dette skete trods alle de forestillinger den forsamlede mængde i forening med indsenderen gjorde derimod, og trods de gentagne bønner om en mildere behandling med en syg og ikke beruset person. Men alt var forgæves. Den syge skulle efter vægterens mening absolut være drukken og behandles som sådan.

Indsenderen der havde ondt ved at undertrykke sin harme over en så skændig behandling, bad endvidere at der måtte lægges noget under den syges hoved, hvortil vægteren svarede: "Jeg har ingen hovedpude," men da det blev ham betydet at den syges hat kunne tjene i stedet for en sådan, bekvemmede han sig da endelig til at benytte denne.

Netop som den formentlige drukne skulle føres i procession gennem gaderne, kom en læge gående forbi, hvem indsenderen formåede til at besigtige den til vægterstigen fastbundne patient, der straks blev erklæret for skindød, hvorhos lægen udlod sig med at han i største skynding måtte bringes til hospitalet, hvilket da også skete, eftersom vægteren formodentlig frygtede voldsomme optrin af den forbitrede mængde. Og det er rimeligt at antage at noget sådant ville have fundet sted, hvis han havde fuldbyrdet sit første forsæt. Ved ankomsten i det almindelige hospital blev manden konstateret død og var ikke at bringe i live. Såvel indsenderen som flere med ham er ikke utilbøjelige til at antage at nævnte vægters adfærd har fremskyndet om ikke just bevirket mandens død. Og man tillader sig derfor herved at fremsætte anmodning om at stadens vægtere måtte få fornyet instruktion om hvorledes de skal omgås skindøde så at flere ikke skal komme i et lignende, rædsomt tilfælde.

Bülow
Assistent

(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 703-707)

Redacteurens Anmærkning

Den underskrevne assistent Bülow findes ikke umiddelbart i Krak 1830. De to eneste der ikke er fornemme mænd, er Fr. Chr. Bülow, kopiist under Statsgælden, Farvergade 150 og Joh. Bülow, bud i Hof-og Stadsr., Frederiksberggade 22

Spørgsmaal til Directionen for Fattigvæsenet.

Hvilken adfærd er der bestemt mod den distriktslæge som forsømmer sine pligter?

Kan en distriktslæge forsømme at lade sine patienter ligge i 5 dage, ja endog i længere tid, uden mindste tilsyn?

Ved et besøg sidste fredag den 13. marts i armodens boliger i Amaliegade nr. 132 forefandt indsenderen blandt flere lidende en kone med et 4 års barn som især tiltrak sig hans opmærksomhed. Kæmpende med mangelens elendigheder lå hun og barn henstrakte på sygelejet, begge led af en langvarig gulsot. På forespørgsel hvorfor de syge ikke i den tilstand de var kunne komme på hospitalet, svarede de omkringstående at lægen ved sit sidste besøg havde sagt "at der var ingen plads". Den tilstedeværende forstander spurgte om lægen havde været der siden onsdag hvorpå der blev svaret: Nej, men at han efter tilsendt bud have lovet at komme om tirsdagen.

Jeg indfandt mig igen dagen efter og forefandt de lidende i en forværret tilstand da en heftig feber havde angrebet dem begge og endnu uden lægens tilsyn uagtet der samme dag atter havde været bud hos ham. Forstanderen gav igen befaling til øjeblikkelig at sende bud til lægen.

Ved den faste beslutning i fald endnu ingen hjælp var kommet da at bidrage af yderste evne til at lindre de lidendes ublide skæbne, indfandt jeg mig igen om søndagen kl. 12. Endnu havde ingen læge ladet sig se. Ved dette besøg forefandt jeg tillige en af stadens værdige hædersmænd som selv forfærdedes ved dette syn. Og ved at høre denne fremgangsmåde. besluttede jeg derpå at opsøge lægen i hans bopæl for at formå ham til at give den fornødne hjælpe, men traf ham ikke hjemme. Klokken 4 søgte jeg igen lægen, men han var endnu ikke at træffe. Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp, hvilket han lovede skulle ske snarest muligt.

"Jeg henvendte mig derefter i forening med fattigforstanderen til den almenagtede menneskeven, overlæge hr. professor og ridder Wendt med anmodning om at yde de lidende den ønskede hjælp." (J. C. Wendt, af Frederik Ferdinand Helsted. O. 1838. Statens Museum for Kunst)

Henimod aften ønskede jeg at erfare om endnu ingen læge havde ladet høre fra sig, og gik derfor til de syges bopæl. Men min formodning blev bekræftet. Derimod erfarede jeg til min store glæde at såvel moderen som barnet næppe en time efter at jeg sidst havde været der, efter hr. professor Wendts anordning var blevet underkastet den fornødne visitation og uopholdeligt afhentet til hospitalet.

Endnu mandag den 16. lå flere hårdt lidende og sukkede forgæves efter en menneskekærlig læges omsorg.

Det er meget tungt for et følsomt menneske at se den ulykkelige fattige sukke under kuldens og hungerens lidelser. Men mere end hjerteskærende er det når sygdommens rædsler tillige forener sig at den ulykkelige da skal savne menneskekærlig pleje og omsorg i en så velordnet stad som denne, fordi der gives mennesker som så dårligt opfylder deres pligter mod deres ulykkelige lidende medbrødre.

København den 17. marts 1829
Th. J. Thønnesen.

(Politivennen nr. 690, Løverdagen den 21de Marts 1829, s. 180-183)

Redacteurens Anmærkning

Amaliegade 132 blev i 1836 delt i to, 132 A og B. A blev 1859 til Amaliegade 38, og i 1896 til Amaliegade 46. B blev 1834 sammenlagt med 307. Ejendommen lå formentlig hvor nu Mærsk ligger.

Almindelig Hospital havde på den tid en leder, læge og professor J. C. Wendt. Som muligvis kan være den omtalte i artiklen, hvorfor jeg har brugt billedet af denne. Hans beretning om Almindeligt Hospital findes på internettet.

I Krak 1830 optræder Th. J. Thønnesen som sæbefabrikant, Halmtorvet 71.

Amaliegade 42. I baggrunden anes begyndelsen til Mærsk-komplekset op mod Toldboden. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Advarsel til Medborgere imod en Kvaksalver.

Indsenderen af disse linjer anser det for en pligt at advare medborgere mod en flere gange dømt kvaksalver der stadig driver sit uvæsen blandt os og det værre og farligere end før. Værre da han nu driver det på en måde han åbenbart ved er uden nytte for patienten. Farligere da han driver det mere hemmelighedsfuldt. Men hvorledes skaffer en sådan bedrager sig kunder? Med sleben tunge. Han praler af et nøje forhold hvori han står til flere af udlandets berømte læger og fra hvem og til hvem han vekselvis henter og giver råd. Han fortæller dem han vil have indført hos syge der var opgivne af virkelige læger om vidunderkure. Han ved at vinde tiltro hos patienten hvem en langvarig sygdoms ulindrede smerter eller forskellige rådspurgte lægers alt for forskellige anskuelser af sygdommen bragte til at tvivle om lægekunstens ufejlbarlighed eller hvem lettroende og selvbedragne mennesker overtale eller arvegriske slægtninge med djævlehu foresnakkede.

Da den almindelige vej: at foreskrive medicin gennem apotekerne, er aldeles spærret for ham, har han svøbt sig i homøopatiens kappe. For så kan han undvære disse. I hans vestelomme fører han et helt homøopatisk apotek. Og med en dråbe af en lille flaske eller en lille smule pulver (kaffegrums, snustobak, stødt sukker eller hvad han har nærmest vedhånden) kurerer han enhver sygdom. Dog jeg håber at det anførte er tilstrækkeligt signalement og at enhver kan kende ham og vogte sig for ham. Han udbasunerer sig desuden nok som læge- og naturkyndig.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 327-329).