Forleden mandag den 19. oktober om aftenen mellem kl. 10 og 11 fik indsenderen ved at passere Store Kongensgade øje på en gammel, velklædt mand der pludselig forandrede sin ellers regelmæssige gang, idet han nemlig tog sin tilflugt til muren ved hvilken han støttede sig i nogen tid, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet. Indsenderen ilede ham straks til hjælp og erfarede da at manden slet ikke var beruset, men at hans fald måtte tilskrives et pludseligt opstået sygdomstilfælde. En overbevisning som endnu mere foranledigede indsenderen til i største hast at løbe ned i en frugtkælder i nærheden hvor han udbad sig koldt vand og et tændt lys, hvilket sidste indsenderen holdt mens frugthandleren bestænkende den syges ansigt med vandet.
"En gammel, velklædt mand forandrede sin ellers regelmæssige gang, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet." (Wilhelm Marstrand: Spadserende ældre borgerpar, 1850erne. Statens Museum for Kunst.)
Den tilstimlende folkemængde såvel som indsenderen anmodede derpå gadevægteren om at hente barberen som boede overfor, en anmodning som gadevægteren beredvilligt opfyldte. Men barberen udeblev, hvorfor man fandt det mest rigtigt at vægteren besørgede den syge bragt til hospitalet. Ved at støde i sin pibe tilkaldte vægteren et par af sine kammerater, af hvilke den ene straks påtog sig overkommandoen, stødte indsenderen til side, slukkede lyset som han holdt i hånden for at assistere den person der holdt den syge i oprejst stilling og den mand der stænkede ham med mere vand, og lagde i det hele taget ved sin uartige adfærd for dagen at han ikke havde vidst at tilegne sig det mindste gran af den humanitet det i så høj grad karakteriserer hans foresatte.
I en hast blev en vægterstige bragt til veje, hvorefter nævnte vægter rev den syge ud af armene på den mand der holdt ham oprejst, kastede ham overende og slængte ham hen på stigen, til hvilken han blev fastbundet med sejlgarn. Alt dette skete trods alle de forestillinger den forsamlede mængde i forening med indsenderen gjorde derimod, og trods de gentagne bønner om en mildere behandling med en syg og ikke beruset person. Men alt var forgæves. Den syge skulle efter vægterens mening absolut være drukken og behandles som sådan.
Indsenderen der havde ondt ved at undertrykke sin harme over en så skændig behandling, bad endvidere at der måtte lægges noget under den syges hoved, hvortil vægteren svarede: "Jeg har ingen hovedpude," men da det blev ham betydet at den syges hat kunne tjene i stedet for en sådan, bekvemmede han sig da endelig til at benytte denne.
Netop som den formentlige drukne skulle føres i procession gennem gaderne, kom en læge gående forbi, hvem indsenderen formåede til at besigtige den til vægterstigen fastbundne patient, der straks blev erklæret for skindød, hvorhos lægen udlod sig med at han i største skynding måtte bringes til hospitalet, hvilket da også skete, eftersom vægteren formodentlig frygtede voldsomme optrin af den forbitrede mængde. Og det er rimeligt at antage at noget sådant ville have fundet sted, hvis han havde fuldbyrdet sit første forsæt. Ved ankomsten i det almindelige hospital blev manden konstateret død og var ikke at bringe i live. Såvel indsenderen som flere med ham er ikke utilbøjelige til at antage at nævnte vægters adfærd har fremskyndet om ikke just bevirket mandens død. Og man tillader sig derfor herved at fremsætte anmodning om at stadens vægtere måtte få fornyet instruktion om hvorledes de skal omgås skindøde så at flere ikke skal komme i et lignende, rædsomt tilfælde.
Bülow
Assistent
(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 703-707)
"En gammel, velklædt mand forandrede sin ellers regelmæssige gang, indtil han blev betaget af en sådan afmagt at han faldt omkuld på fortovet." (Wilhelm Marstrand: Spadserende ældre borgerpar, 1850erne. Statens Museum for Kunst.)
Den tilstimlende folkemængde såvel som indsenderen anmodede derpå gadevægteren om at hente barberen som boede overfor, en anmodning som gadevægteren beredvilligt opfyldte. Men barberen udeblev, hvorfor man fandt det mest rigtigt at vægteren besørgede den syge bragt til hospitalet. Ved at støde i sin pibe tilkaldte vægteren et par af sine kammerater, af hvilke den ene straks påtog sig overkommandoen, stødte indsenderen til side, slukkede lyset som han holdt i hånden for at assistere den person der holdt den syge i oprejst stilling og den mand der stænkede ham med mere vand, og lagde i det hele taget ved sin uartige adfærd for dagen at han ikke havde vidst at tilegne sig det mindste gran af den humanitet det i så høj grad karakteriserer hans foresatte.
I en hast blev en vægterstige bragt til veje, hvorefter nævnte vægter rev den syge ud af armene på den mand der holdt ham oprejst, kastede ham overende og slængte ham hen på stigen, til hvilken han blev fastbundet med sejlgarn. Alt dette skete trods alle de forestillinger den forsamlede mængde i forening med indsenderen gjorde derimod, og trods de gentagne bønner om en mildere behandling med en syg og ikke beruset person. Men alt var forgæves. Den syge skulle efter vægterens mening absolut være drukken og behandles som sådan.
Indsenderen der havde ondt ved at undertrykke sin harme over en så skændig behandling, bad endvidere at der måtte lægges noget under den syges hoved, hvortil vægteren svarede: "Jeg har ingen hovedpude," men da det blev ham betydet at den syges hat kunne tjene i stedet for en sådan, bekvemmede han sig da endelig til at benytte denne.
Netop som den formentlige drukne skulle føres i procession gennem gaderne, kom en læge gående forbi, hvem indsenderen formåede til at besigtige den til vægterstigen fastbundne patient, der straks blev erklæret for skindød, hvorhos lægen udlod sig med at han i største skynding måtte bringes til hospitalet, hvilket da også skete, eftersom vægteren formodentlig frygtede voldsomme optrin af den forbitrede mængde. Og det er rimeligt at antage at noget sådant ville have fundet sted, hvis han havde fuldbyrdet sit første forsæt. Ved ankomsten i det almindelige hospital blev manden konstateret død og var ikke at bringe i live. Såvel indsenderen som flere med ham er ikke utilbøjelige til at antage at nævnte vægters adfærd har fremskyndet om ikke just bevirket mandens død. Og man tillader sig derfor herved at fremsætte anmodning om at stadens vægtere måtte få fornyet instruktion om hvorledes de skal omgås skindøde så at flere ikke skal komme i et lignende, rædsomt tilfælde.
Bülow
Assistent
(Politivennen nr. 722, Løverdagen den 31te Oktober 1829, s. 703-707)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar