De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

Røveren fra Wesselsgade. (Efterskrift til Politivennen)

Røveren fra Wesselsgade idømt 5 Aars Tugthus.

Efter at han havde drukket sine Penge op, foretog han to Røverier.

Nævningetinget behandlede i Gaar Sagen mod den 31-aarige Helge Nybroe, som var tiltalt for Røveri og Vold samt Tyveri af en Haandtaske fra en gammel Dame paa Assistens Kirkegaard.

Røveren og hans Forsvarer.

Dommerne var Axel Rasmussen, Bohn Rasmussen og Hvidt, medens Anklagemyndigheden repræsenteredes af Statsadvokat Gammeltoft, og som Forsvarer mødte Overretssagfører Oluf Bay.

Som Nævninger blev udtrukket:

Repræsentant Aistrup. Kommunelærer Baltzar, Toldbodarbejder Baggesen, Hospitalsforvalter Borch, Kontorchef Boyesen, Konduktør H. P. Kristensen, Prokurist J. H. Erichsen, Prokurist C. M. Hansen, Bogholder Heinricy, Former Anthon Rasmussen, Varemægler Simmelhag og Bogholder Pelck.

Nævningerne valgte til Ordfører Hospitalsforvalter Borch.

Anklagen.

Statsadvokaten forelagde derefter Anklageskriftet, der lød paa, at Nybroe sættes under Tiltale for en Aften i Wesselsgade at have overfaldet en 63-aarlg Dame Fru Bodil Madsen og slaaet hende ned med en Jernstang. Derefter løb han ind paa Assistens Kirkegaard, hvor han stjal en Taske fra en ældre Dame .

I det første Tilfælde var hans Optræden af en saadan Karakter, at det er et Under, at han Ikke knuste Hovedet paa den gamle Dame. Som Følge heraf sættes han under Tiltale for Forsøg paa Drab, men da han aabenbart i nogen Grad er aandssvag, kan der være Tale om formildende Omstændigheder.

Røverens Forklaring.

Retsformanden forelog nu en Afhøring af Helge Nybroe. Den Tiltalte oplyste, at han, da han var 10 Aar gammel, blev anbragt paa et Optagelseshjem, hvor han opholdt sig i 7 Aar. Men han kunde ikke fortælle noget om Aarsagen til, at han var blevet anbragt paa Hjemmet.

Da han var 17 Aar gammel, kom han ud at tjene, og senere fik han Arbejde paa en Sølvvarefabrik. Hvorfor han maatte forlade den Plads, kunde han ikke give nogen Forklaring om.

Efter den Tid har han haft Plads forskellige Steder. Som arbejdsløs fik han 20 Kroner om Ugen i Arbejdsløshedsunderstøttelse. Af dette Beløb skulde han betale sine Forældre 12 Kroner om Ugen for at bo hos dem i deres Havehus. Men i flere Tilfælde brugte han alle Pengene, og hans Fader havde derfor sagt til ham, at hvis han en Gang til drak alle Pengene op, kunde han godt blive borte.

Retsformanden: Saa kom den 10. August, da De paany soldede Pengene op.

Tiltalte: Ja, den Dag købte Jeg en Snes Bajere hos en Urtekræmmer, og senere tabte jeg Resten af Pengene ved at rafle paa Værtshus med nogle, som jeg ikke kender.

- Hvorfor gik De ikke hjem.

- Jeg turde ikke. Jeg gik ud paa Fælleden og sov til Kl. 10 om Søndagen. Derefter gik jeg rundt i Gaderne til jeg kom til Biaagaards Plads. Her satte jeg mig til at spekulere over at skaffe Penge.

Det farlige Vaaben findes.

Nybroe forklarer videre, at han fra Biaagaards Plads gik ind i en Gaard i et nødvendigt Ærinde. Inde i Gaarden fandt han en Jernstang, der var formet som et Vinkeljern. Det faldt ham ind, at han kunde bruge Jernstangen til et Indbrud. Men da han kom ud paa Gaden, saa han den gamle Fru Bodil Madsen komme gaaende med en Mælkekande i den ene Haand og en Portemonnæ i den anden Haand. Han fik da den Idé at følge efter hende og slaa hende ned for at røve Portemonnæen, som han troede indeholdt en Del Penge.

Statsadvokaten: De har tidligere forklaret, at De allerede ude paa Fælleden havde besluttet at gaa ind i en Gaard for at finde et Vaaben, som kunde anvendes til at slaa et Menneske ned.

Nybroe: Det kan jeg ikke huske.

Retsformanden: Tænkte De ikke paa, at De kunde slaa den gamle Kone ihjel?

Nybroe: Det har jeg ikke skænket en Tanke.

- Hørte De hende sige: "Nu har jeg aldrig kendt Mage?"

- Nej, jeg hørte hun raabte, og saa løb jeg.

Nybroe forklarede videre, at han derefter gik rundt paa Assistens Kirkegaard til han saa sit Snit ti! at stjæle en Haandtaske, men da han vilde løbe bort med den, blev han anholdt.

Vidneforklaringerne.

Derefter mødte Fru Bodil Madsen i Skranken som Vidne. Hun fortalte jævnt og naturligt om, hvorledes hun, da hun gik opad Trappen, blev slaaet ned bagfra af en Mand, der havde en Jernstang i Haanden. I første Øjeblik havde hun ikke nogen Opfattelse af, hvor haardt hun var blevet ramt, men da hendes Naboerske kom til og saa Blodet flyde, blev der tilkaldt en Ambulance. Den gamle Kone fik derefter et Hospitalsophold paa 3 Uger.

De Betjente, der foretog Anholdelsen, forklarede derefter at Nybroe var fuldkommen ædru, og at han straks havde sagt, at han havde været inde i en Gaard for at finde et Vaaben.

Nybroe: Naar Betjentene siger det, maa det vel være rigtigt.

Dommen.

Der oplæstes en Erklæring fra Professor Wimmer om, at Nybroe ikke er sindssyg, men noget drikfældig og i lettere Grad aandssvag.

Proceduren blev derefter foretaget, og efter den kendte Nævningerne Tiltalte skyldig i Røveri af særlig farlig Karakter og i Tyveri. Men de tog samtidig Taabeparagrafen i Anvendelse.

Dommerne idømte derefter Nybros 5 Aars Tugthus.

(Social-Demokraten 5. december 1929).

Et Barn skændet og myrdet i København. (Efterskrift til Politivennen)

Dyrisk Forbrydelse paa Vesterbro i Nat. - Morderen er flygtet, men kendes og jages af Politiet.

København.

I Morges er der paa Vesterbro konstateret en Ugerning af den mest afskyelige Art, idet en otteaarig Pige er fundet skændet og myrdet.

Barnet, hvis Navn er Alice, havde af sine Forældre, Repræsentant Jensen og Hustru, Oehlenschlägergade 30, ved 4½ -Tiden i Gaar Eftermiddags faaet Lov til at gaa ned paa Gaden for at lege med nogle jævnaldrende Kammerater. Hun fik bestemt Paalæg om at komme op igen i god Tid, for man skulde spise til Aften, men Alice kom ikke.

Naturligvis blev Forældrene ængstelige og søgte efter hende paa alle tænkelige Steder, men forgæves, og man underrettede da Politiet. Et større Opbud af Betjente blev øjeblikkelig sat i Eftersøgning, men Resultatet var negativt.

Ud paa Natten blev ogsaa Opdagelsespolitiet underrettet, og den samlede Politistyrke foretog nu omfattende Afhøringer af Alices Legekammerater og Beboere i Gaden. Men først i Morges kom det for Dagen, at den forsvundne Pige var set i Mattæusgade sammen med en berygtet Mandsperson, der i Kvarteret gaar under Navnet "Røde Carl".

Saa snart denne Oplysning indløb paa Politigaarden, tog Opdagelsespolitiets Chef, Thune Jacobsen, sammen med flere Medlemmer af det flyvende Korps til "Røde Carl" s Bopæl i Mathæusgade 34, første Sal. Man brød Døren op og fandt i Lejligheden det savnede Barn som Lig, kvalt af et Stykke Sejlgarn og med tydelige Spor af en dyrisk Forbrydelse. Liget var laaset inde i et Klædeskab.

"Røde Carl" jages.

Opdagelsespolitiet konstaterede straks, at "Røde Carl" er identisk med en ofte straffet Voldsforbryder Carl Vilhelm Jørgensen, som boede i Lejligheden sammen med sin Moder. Denne var den foregaaende Dag rejst til Jylland, og "Røde Carl" har derfor kunnet udføre sin uhyggelige Gerning uforstyrret.

Politiet har udsendt Stikbreve af Forbryderen til alle Politicentraler i Provinsen og det nærmeste Udland, og det flyvende Korps er i fuld Aktivitet i Hovedstaden.

Endnu ved 11-Tiden i Formiddags var Forbryderen paa fri Fod, men Stikbrevene med hans Signalement dukkede allerede op paa Søjler og Plakattavler over hele Byen. Gerningsmanden beskrives som middelhøj, 27 Aar gammel, bredskuldret og rødhaaret.

Det er konstatere at Morderen har været hjemme i Morges.

Morderen melder sig selv.

Senere meddeles:

Kort efter Middag meldte den efterlyste Morder sig paa Politigaarden og tilstod sig skyldig i Forbrydelsen.

Han vil i Eftermiddag Kl. 3 blive fremstillet i Grundlovsforhør.

(Bornholms Social-Demokrat 23. september 1929).

I Herning Avis 23. september 1929 blev han beskrevet som "kendt i KVarteret som en Drivert, der nødigt vilde bestille noget. Han har, saavidt det vides, ikke været paa Forbryderbanen før ... Han har været gidt, men hans Hustru forlod ham efter kort Tids Forløb."

Retssagen fandt sted ved et nævningeting 4. februar 1930. Han erklærede sig skyldig, og blev idømt livsvarigt tugthus, hvilket Jørgensen var tilfreds med.

En ung Piges Tragedie. (Efterskrift til Politivennen)

Bevæget Optrin i Byretten

Hun skal være Moder om en Maaned. - Smaarapserier af Ting uden Værdi

Oppe i Byrettens 7. Afdeling oprullede i Gaar et af Livets smaa Dramaer, et af dem, hvori en ung Pige er bleven Kastebold for en Skæbnes onde Lune, fordi hun i sin ensomme Tilværelse ikke har haft Rygrad nok til at staa imod, naar Fristelserne kom op i hende. 

Det lille stilfærdigt Pigebarn, Marie Nielsen, blev som Arrestant fremstillet for den saa varmt forstaaende Dommer Victor Hansen.

Marie har tjent hos Fru Huckstadt, Nørrevold 16, og her har hun tilegnet sig et Strygejern, noget Undertøj og en Kjole. Hos en Fru Schmidt. Sundvej 10, hvor hun ogsaa har haft Plads, har hun taget et Par Strømper til en Værdi af en Krone.

Hulkende indrømmer hun at have været straffet to Gange tidligere for Smaatyverier

- Jeg ser af Rapporten, sagde Dommeren, at De om en Maaneds tid skal føde et Barn. Det er altsaa i den Tilstand. De har begaaet Tyverierne. De ved hvor alvorlig straffen er for tredie Gang begaaet Tyveri, og det er jo kun Bagateller De har tilegnet Dem. Kan De ikke lade være at stjæle?

Marie Jensen fremstammer, at hun ikke ved, hvad det er, der faar hende til at tage disse nærmest værdiløse Ting.

- Hvad skal vi gøre? spurgte Dommeren hendes Forsvarer, Overretssagfører Dragsted. Vi kan ikke forsvare at løslade hende den Stilling, fordi hun ingen steder har at være.

Saa anmodede Overretssagføreren om at Forhøret maatte blive afbrudt lidt, for at man kunde tale sammen. Forsvareren og Marie havde derefter en Konference i Dommerens Værelse med det Resultat, at den unge Pige indvilligede i at faa Dom med det samme.

Paa Dommerens Spørgsmaal oplyste Pigen, at en Gardist var Fader til Barnet, men hun var ikke forlovet med ham, og han havde heller ikke lovet at gifte hende. Alt forklarede hun under fortvivlet Graad,

- Da det er tredie Gang, De skal straffes, kan jeg ikke idømme Dem mindre end 8 Mdrs. Forbedringshus. Men De skal ikke være ked af det Jeg skal anbefale et Andragende om, at Straffen maa blive omsat til almindelig Fængselsstraf.

- Saa skal jeg føde mit Barn i Forbedringshuset, udbrød den unge Pige og sank fuldstændig sammen.

Men Dommer Victor Hansen trøstede hende igen.

- Nej, det kommer De ikke til. Naar Fødslen nærmer sig, vil De blive indlagt paa Sygehuset eller Fødselsstiftelsen, og til den Tid haaber jeg, Ministeriets Svar om Formildelsen er kommet.

Saa førtes den ulykkelige unge Kvinde tilbage til Arresten.

(Aftenbladet (København 10. august 1929).

Det første Lagkagehus. (Efterskrift til Politivennen).

Rønnerne ved Sct. Jørgens Sø skal rives ned!

De to hundredaarige Huse er solgt til et Konsortium, der bygger et femetages Hus paa den gamle Tomt.

Vodroffsgaard-Husene, der er dømt til Nedrivning.

De gamle Rønner ved St. Jørgens Sø, Vodroffsgaard-Husene, har længe været mærket af Tidens Tand, en uskøn Streg i Billedet af Byen, men de har ogsaa været beboet af Mennesker, og derfor har Myndighederne, i disse boligknappe Aar, modsat sig, at de gamle Huse blev solgt til Nedrivning.

Nu er Dommen over Rønnerne afsagt. Efter maanedlange Forhandlinger har de nuværende Ejere, Ingeniør, cand. polyt. Anders Møller og tre Søstre af ham overdraget et Konsortium, der repræsenteres af Højesteretssagfører Otto Bang, to af de gamle Ejendomme, Nr. 2 A og 2 B. Salgssummen - oplyser Overretssagfører Vibe - Hastrup, der er Ejernes Repræsentant, er 125,000 Kroner.

Det nye Konsortium river de gamle Huse ned og opfører paa den flerhundredaarige Tomt en moderne, femetages Bygning med lutter store Lejligheder. Beboerne i 2 A og 2 B er med Huslejenævnets Godkendelse sagt op til Fraflytning den 1. Marts, og er Frosten gaaet af Jorden til den Tid, er det Meningen at begynde Nedrivningen allerede næste Dag! 

Arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller, der skal bygge Huset, hvor Rønnerne har staaet, rejser her paa Grænsen mellem København og Frederiksberg det helt moderne Hus. Kay Fisker giver Huset fladt Tag, anlægger et storstilet Haveanlæg paa det flade Tag og bygger ud mod Søen Balkoner og Terrasser. Med andre Ord: Den sjældne Beliggenhed udnyttes helt. Genboen til Gaden bliver Kinopalæets Bygning. Det er Meningen at fremskynde Arbejdet, saaledes at de tyve Lejligheder, Søhuset faar, kan være færdige til Indflytning til Oktober Flyttedag. Byggesum- men er trekvart Million Kroner.

Vodroffsgaard-Husene 2 A og 2 B er saa gamle, at Ejerne Ikke kender deres Alder, men Krøniken fortæller, at de er bygget af Sten fra Blaataarn, Leonora Christines Fængsel. I 1881 overtog en i hine Tiders København kendt Mand, Maltgører O. P. B. Møller, de gamle Huse som en Arv efter sin Svigerfader, Bagermester N. N. Johansen. O. P. B. Møller overdrog ved sin Død Vodroffsgaard-Husene til sine Børn, Ingeniør Anders Møller og hans tre Søstre.

I mange Aar har Ejerne ønsket at skille sig af med de to Huse ved St. Jørgens Sø, baade fordi de, som Tiden gik, forfaldt, og fordi der hyppigt var Uro med Lejerne. Men Huslejeloven stillede sig hindrende i Vejen. De gamle, faldefærdige Huse skulde blive staaende!

I alt fald een dramatisk Episode knytter sig til Vodroffgaard-Husene. Opdagelsespolitiets Overrumpling af Forbryderen Schøndorff-Hansen. I Maaneder var han jaget, men ingen tænkte paa, at den skikkeligt udseende Glarmester (med falsk Skæg) fra "den gamle Butik" var Schøndorff-Hansen, den flygtede Stortyv.

Es.

(Nationaltidende, 16. februar 1929).

De nye Huse i den gamle Stad

Efter alle Tidens Fordringer.

Den nye, moderne Beboelsesejendom paa Vodroffsvej.

Den store højmoderne Ejendom, som under Ledelse af Arkitekterne Kay Fisker og C. F: Møller opføres ved Vodroffsvej, nærmer sig nu stærkt sin Fuldendelse - og der er sikkert mange af Byens gode Borgere, som lægger deres Vej forbi den for at faa et Indtryk af dens Arkitektur.

Den vækker Opsigt! I København er denne moderne Arkitektur jo flunkende ny - men hvad enten man nu kan forlige sig med dens ukunstlede, skarpe Linier eller ej, vil man sikkert gerne indrømme, at Bygningen lader til at være praktisk indrettet.

Arkitekt Møller fortæller i en tidlig Morgensamtale, at hvad man først og fremmest tænkte paa, da man planlagde Ejendommen, var at sørge for Vinduer, Karnap'er og Altaner, saa Beboerne kunde faa godt af Udsigten over Søerne.

Naar Huset er opdelt vandret med røde og hvide Striber, er det nærmest for at "holde sammen paa det". Sagen er, at der i et moderne Hus findes alle mulige Vinduestørrelser, idet man programmæssigt holder paa, at der kun maa være ét Vindue i hver Stue, og hvis man i saadanne Tilfælde ikke brugte en kraftig vandret Opdeling, vilde Bygningen inaaske arkitektonisk komme til at virke noget uroligt.

Forøvrigt rummer Ejendommen 18 Lejligheder og 6 Butiker. Lejlighederne, der er paa 4 og 5 Værelser med Badeværelse, Køleskab. varmt Vand og alle andre moderne Bekvemmeligheder, er allerede udlejet, skønt de naturligvis ikke hører til de billigste her i Byen. Af Butikerne er endnu nogle tilbage.

- Hvad hedder den Stil, som Ejendommen er opført i? spørger vi til Slut Arkitekten.

- Den har ikke noget Navn. Vi kalder den bare moderne. Den er et Produkt af alle de Fordringer, som har slaaet den tidligere Arkitektur ned.

(Aftenbladet (København) 8. oktober 1929).

Danmarks første Lagkagehus

Det første Udslag af det moderne Boligbyggeri.

Paa den store Bygge- og Boligudstilling fik man en Forsmag paa, hvorledes Fremtidens Huse vil blive. Tendensen stræber mod større Hygiejne, bedre Lysforhold, og saa naturligvis indrettet med den Komfort, som Tiden uvægerligt kræver.

Men de moderne Arkitekter har ganske glemt at tænke over det hyggelige Hjem. 

København har i disse Dage i Praksis faaet Del i det moderne Boligbyggeri, idet der paa Grunden ved Svineryggen over for Kinopalæet er rejst en ejendommeligt udseende Bygning, er mere minder om en amerikansk Opdragelsesanstalt, end om et civilt Beboelseshus. I Københavnermunde har man omdøbt den famøse Bygning til "Lagkagen", fordi den netop minder om en saadan Kage, - men hverken i Smag eller Delikatesse svarer til Navnefaderen. Bygningen er paa 6 Etager, der er "lagt oven paa hinanden", saaledes at det minder om et Hus, udført af Byggeklodser. Mellem Etagerne er der store Loggiaer, og hver Lejlighed er et eneste Glasrum, hvor Lyset samler sig. men Hyggen udebliver.

Der er ingen Tvivl om, at Arkitekterne C. F. Møller og Kay Fisker har ment Københavnerne det godt, da de opførte dette Hus, hvis Celler hver for sig er projekteret til Kæmpepriser, der i Alle Bladene er Befolkning. Men Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse vil sikkert udstøde Ramaskrig. - Stærekassen, som bygges bag Det kgl. Teater ser ikke værre ud end denne Fængselskare med Glas og mærkelige, firkantede Udspring. Den danske Vinter vil sikkert tage Charmen bort fra de store Vinduer, - men Hygiejne og Komfort er som sagt ledende - saa er den hjemlige Hygge et underordnet Spørgsmaal.

Københavner, jun.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 23. oktober 1929).

I Nationaltidende 1. januar 1930 omtales huset også som "Lagkagehuset"

Foto fra Social-Demokraten 18. december 1929.

"Lagkagehuset" på Vodroffsvej som det ser ud, næsten 100 år efter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den omtalte Schøndorff Hansen var Svend Aage Schøndorff Hansen (foto fra Social-Demokraten 31. december 1927). Han blev opdaget på en barberstue  af et par opdagere, og var tidligere straffet for alfonseri, han blev indsat på Sundholm, men flygtede og levede en tid under falske papirer som Svend Bryn. Han udførte over 120 indbrud som han senere tilstod. 

Hans retssag begyndte i november 1927, og han blev idømt 3 års forbedringshuse. Han var indsat i Vestre Fængsel, men indlagt på Sundby Hospital da han blev syg - også her lykkedes ham at flygte den 19. december 1927. I januar skrev han til en bekendt og meddelte at han var flygtet til Rusland. Ved en tilfældighed fandt politiet imidlertid i februar 1928 på Vesterbrogade 65, 4. sal, en hans "hule" hvor han opholdt sig med kæresten. Hun blev arresteret og fik senere 1 måneds fængsel for sin medvirken ved flugten. Men det lykkedes ham at flygte. Schøndorff-Hansen var i det hele taget ret koldblodig: Ved et indbrud i Torvegade, udgav han sig for vicevært over for politiet og deltog i eftersøgningen af tyven, indtil han så sit snit til at stikke af.

Han blev i september 1928 pågrebet på Vodroffsvej nr. 2 hvor han havde opholdt sig i længere som glarmester.

Storforbryderen Schøndoff-Hansen paagrebet paa Vodroffsvej.

Han havde starten en Glarmesterforretning og havde anlag Skægog Briiller.

I et halvt Aar har han holdt sig fri af Politiet efter den natlige Flugt fra Sundby Hospital.

Billedet forestiller Ejendommen Vodroffsvej 2, hvor Storforbryderen Schøndorff-Hansen blev paagrebet.

Den længe eftersøgte Storforbryderen Schøndorff- Hansen er, - som meddelt i Aftenudgaven - i Gaar Eftermiddags blevet anholdt af Opdagelsespolitiet i sin Lejlighed paa Vodroffsvej 2.

Han fulgte roligt med, idet han var klar over, at Slaget var tabt.

Det var 1 December, han ved Nattetid flygtede fra Sundholm Sundby Hospital og han har saaledes i over et halvt Aar holdt sig fri af Politiet. Det overordentlig store Arbejde, Eftersøgelsen har givet, vil formentlig have den Virkning, at Autoriteterne fremtidig er varsommere med at anbringe syge Forbrydere paa andre Hospitaler end Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Flugten.

 - - Paa Politigaarden vakte til ikke ringe Opsigt, da Sundby Hospital om Aftenen ved 10-Tiden den 19. December meddelte, at Schøndorff-Hansen var flygtet.

Efter at han i en halv Time havde opholdt sig i et Afklædningsrum, anede Personalet Uraad og sprængte Døren, da han ikke svarede. Det viste sig nu, at han var forsvundet ud gennem et

lille, smalt Vindue.

Politiet var straks paa det rene med, at han havde haft Hjælpere. Om Eftermiddagen havde Schøndorff-Hansen haft Besøg af sin Kæreste, der havde faaet Adgang for en Afskedsvisit. Han var nylig idømt en Straf paa 3 Aars Forbedringshusarbejde, og nu vilde hun gerne tage Afsked med ham ....

Det flyvende Korps arbejder.

Øjeblikkelig blev der iværksat en Eftersøgelse. Det flyvende Korps blev alarmeret, og Flygtningen blev i Maaneder eftersøgt Dag og Nat. 

Tilsidst drog man Tropperne ind, hvorefter to unge Opdagere, Rønde og Holton, der begge tidligere har gjort sig fordelagtigt bemærkede, satte sig Opsporingen som særlig Opgave.

I det forløbne Halvaar har de hjemsøgt Vesterbro og en halv Snes Gange været paa Sporet. Men naar de troede at have ham, - glippede det i sidste Øjeblik. Blandt Kammeraterne begyndte man saa smaat at smile ad Energien, idet man mente, at den Efterlyste, der er tidligere Artist - og sprogkyndig - forlængst havde forladt de hjemlige Kødgryder og var naaet en af Udlandets Storbyer. 

De to Opdagere var af en anden Mening; de hørte af og til lidt nyt, som gav dem Anledning til at tro, at han stadig var i deres Nærhed. I over en Maaned .skyggede de hans Kæreste; men det gav intet Resultat. Saa fik de at vide, at han havde opholdt sig paa Frederiksberg - dog, ogsaa det var blind Alarm. Da Opdagerne kom, var Fuglen fløjet.

Sporet.

Men Mandag Aften fik Opdagerne et nyt Spor, og denne Gang naaede man Maalet.

En Meddelelse gik ud paa, at Schøndorff-Hansen i den sidste Tid til Stadighed var set i Kvarteret omkring Vodroffsvej. Ganske vist havde den omtalte Person anlagt Skæg og Briller og skiftet Frisure; men det maatte være ham. I Gaar Middags saa Opdagerne Schøndorff-Hansens Kæreste komme ud fra en Glarmesterforretning, der var bleven etableret i et lille Hus, nærmest lignende et Skur, der er beliggende paa Vodroffsvej Nr. 2.

De fik ved Forespørgsler at vide, at det var "en underlig Mand", der havde Forretningen. Den var ofte lukket flere Timer ad Gangen.

Rønde gik ind i Forretningen og bad om at faa et Billede indrammet. Da han saa "Glarmesteren" var han omtrent sikker i sin Sag, og af taktiske Grunde trak han sig tilbage, idet han sagde, at han vilde gaa hjem efter Billedet.

Fra tidligere Lejligheder vidste man, at Forbryderen vilde forsøge en Flugt. Rønde telefonerede derfor til Politigaarden om Assistance, og faa Minuter senere ankom fire opdagere i Automobil. De listede ind omkring Ejendommen, og derefter tog Rønde og Holton paany

Offensiven.

Schøndorff-Hansen var i samme Nu klar over, at han var fanget. 

- Er der Betjente ved Bagdøren? spurgte han. 

- Ja, svarede Opdagerne i Kor, De kan være ganske tryg.

- Naa, lød Svaret, Ja, saa er der altsaa intet at gøre.

Anholdelsen.

Godvillig fulgte han med til Politigaarden, hvorefter der i hans lille Hjem blev foretaget en grundlg Ransagning.

Udbyttet var betydeligt. Der maatte to Lastautomobiler til at bringe Tyvekosterne op til Poilitigaarden.

Endnu ved Midnatstid var man ikke færdig med Afhøringen, men Schøndorff-Hansen var medgørlig og tilstod, at han i den lange Tid udelukkende havde holdt Livet oppe ved Tyverier. Forretningen havde kun været et Skalkeskjul og et Tilflugtssted.

Han vil blive fremstillet i Dommervagten i Dag - og naar hans Sag en

Gang bliver færdigbehandlet, vil han faa en alvorlig Tillægsstraf, dels for sine mange nye Tyverier, dels for sin Flugt.

(Nationaltidende 14. september 1928).

Foto af Vodroffsvej 2 fra "Klokken 5" 15. september 1928 2. udgave.

Flugtforsøgene fortsatte. I begyndelsen af oktober sprang han under en afhøring ud af et vindue i 1. sals højde, men brækkede benet, så benpiberne stak ud. Under retssagen påstod Schøndorff-Hansen at det ikke var et flugtforsøg, men et selvmordsforsøg. Byretten idømte ham en tillægsstraf på 18 måneders forbedringshuse. Landsretten forhøjede i december 1928 dette til 2 år. Man kunne dokumentere tyverier for i alt 3.400 kr. 

Under hans sygeophold på Kommunehospitalet blev han opsøgt af en vis stenografdame Nancy Schøndorff-Hansen (født Andersen), datter af en fremstående kontorembedsmand, og efter eget udsagn forlovet med Schøndorff-Hansen da han endnu udgav sig for at være glarmester Petersen. Hun påstod at have trukket sig fra ham da han blev arresteret, men hendes følelser var blusset op igen, og nu ville hun gerne have nogle penge udbetalt. De blev herefter gift på Kommunehospitalet. Schøndorff-Hansen var allerede gift og senere skilt med en kone der opholdt sig i udlandet. Politiet overvejede derfor at anlægge sag for bigami, såfremt kvinden ikke var en svindler.

Herefter forsvinder Schøndorff-Hansen ud af aviserne, så man skal i arkiverne hvis man skal finde hans videre skæbne.

Straffefangen, der gik Tur med sin Kone i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

En fuldkommen fantastisk Affære afsløret.

Den vidtstrakte Frihed paa St. Hans 

En nærmest utrolig Affære er kommet for Dagens Lys. Dens Sandhed er allerede bekræftet af de paagældende Autoriteter.

Paa St. Hans Hospital opholder sig for Tiden en Forbedringshusfange William Jensen, som i Sommer overførtes hertil fra Straffeanstalten. I Løbet af forholdsvis kort Tid opnaaede han at blive rykket frem til den saakaldte "Frihedsklasse", og fik derved forskellige Begunstigelser. Saaledes fik han - Straffefangen! - lov til at færdes frit omkring i Boserup Skov. Og om Søndagen kulminerede Idyllen.  

Det resulterede i at Fru Jensen nu kan imødese en Arvings Ankomst, en Begivenhed, som man i dette Tilfælde ikke kan betegne med det vante Ord "glædelig", men nærmest maa kalde sørgelig. Saaledes benævnes den i hvert Fald af Fru Jensens Paarørerende, der i Forvejen kun har haft Sorg og Ulykke af hendes Forbindelse med Straffefangen William Jensen. 

De idylliske Forhold i Roskilde og Omegn.

Med den dybeste Forbløffelse vil Offentligheden erfare denne Historie. Det virker nærmest som en Bombe, at sligt kan finde Sted i en Tid, hvor der tales saa meget om Raceforbedring.

Det er en kendt Sag at adskillige St. Hans Patienter har Tilladelse til at færdes frit omkring i Roskilde, ja endog kan rejse til København og hilse paa Venner og Bekendte, naar disse ikke har Tid til at komme til en lille Middag paa Hotel "Prinsen" i Domkirkebyen ...

Den rene Parodi er det naturligvis, naar denne Frihed indrømmes Folk, der er indespærret som farlige for den offentlige Sikkerhed, jævnfør Tilfældet Valdemar Andersen, men vi er inde i det glade Vanvid, naar Straffefanger indrømmes Begunstigelsere af denne Art. 

Med den største Interesse maa vi afvente, hvad der kommer ud af den Undersøgelse af dette mærkelige Forhold, som nu vil blive iværksat paa Fængselsmyndighedernes Foranstaltning.

(Aftenbladet 4. januar 1929).

Nationaltidende havde en nogenlunde enslydende artikel, og havde en samtale med afdelingslæge Hendriksen på St. Hans:

- Foreløbig kan vi egentlig ikke sige noget nærmere om Sagen, oplyste Dr. Hendriksen, men der vil ganske sikkert komme en Indberetning fra Overlæge Bisgaard til Justitsministeren.

- Hvordan ser De selv paa Friheden indenfor Anstalten.

- Den bliver fastsat i hvert Tilfælde, efter hvad Behandlingen kræver eller tilsiger.

- Er der ingen særlige Regler for Patienter, som overføres fra Fængslerne.

- Vi har ikke Fanger her. Det er er Hospital, og vi har kun Patienter, som vi behandler efter deres Sygdom.

Naar der er tale om farlige Personer, kommer de paa Nykøbing Sikringsanstalt. 

(Nationaltidende 4. januar 1929, 2. udgave. Uddrag).

"Henrik Skæg". (Efterskrift til Politivennen)

Fra 1921 var der blevet indrettet et folkekøkken i en tilbygning på bagsiden af Axelborg, en to-etages bygning med kælder, med kælenavnet "Valborg". Navnet hentyder til sagnet om Axel og Valborg. Det blev nedrevet i 1961 i forbindelse med at Landbrugsrådet (der havde overtaget bygningen i 1925, en overgang sammen med Statsradiofonien) byggede et nyt Axelborg. 

Folkekøkkenet som Forbrydernes Samlingssted

"Henrik Skæg", "Christian Vesterbro" og hans Fæller. - En Bande, der har begaaet en Række store Indbrud.

Folkekøkkenet i "Axelborg" har i Forvejen ikke noget godt Navn paa sig. Gang paa Gang bliver det omtalt i Politirapporten som et Sted, hvor Forbryderne træffer hinanden, og efter den sidste Sag, som Politiet i al Stilfærdighed har arbejdet med, vil Folkekøkkenets Navn ikke blive bedre.

I Folkekøkkenet har 11 Mand, som alle har været mere eller mindre i Berøring med Politiet, fundet hinanden og aftalt alle de Kup, da efterhaanden lavede. Hovedmanden er Henrik Larsen, kaldet "Henrik Skæg", og Chr. Larsen, kaldet "Christian Vesterbro". Banden har begaaet en Række store Indbrud. Foreløbig er man naaet til Tallet 30, men der er sikkert meget mere. Banden har i en udstrakt Grad benyttet sig af store Sten, hvormed de har knust Butiksruder. Den Fremgangsmaade har de bl. a. benyttet mod Svend Thomsens og Johannes Nielsens Forretninger, hvorfra de gik med et rigt Bytte af Ure.

Henrik Larsen har ved et af Indbrudene "arbejdet" sammen med en Mand ved Navn Nielsen. Denne blev for nogen Tid siden dømt for det paagældende Tyveri, men han røbede ikke Henrik Larsen. Nu vil han blive hentet herover til Retten fra Tugthuset.

Om kort Tid vil Sagen komme til offentlig Behandling.

(København 1. juli 1927).

Ved retssagen løb antallet af tyverier op i 78, det største i urforretninger i Bagerstræde 1 og 2. "Henrik Skæg" havde tidligere været under anklage for tyveri. Ved underretten var han blevet idømt 4 års tugthus, men landsretten frifandt ham. Ved byretten fik han dom for to tyverier begået i Oehlenschlägersgade 37 og barberforretningen Helgolandsgade 4. Henrik Skægs dom blev på 4 års forbedringshus.

Dømt Bande.

60 Personer implicerede.

I Byrettens 7. Afdeling hos Dommer Gøtzsche har der i lang Tid været behandlet en Sag. som omfatter 60 Implicerede. En Del af Hovedpersonerne, bl. a Lederen Henrik Larsen, kaldet Henrik Skæg, har forlængst faaet deres Dom.

Forleden var Sagen paany til Behandling i Byretten, og der blev gennemgaaet et halvt Hundrede Tyverier, hvorefter en Del af Arrestanterne fik deres Dom. 

Edvard Larsen fik 2 Aars Tugthus, Adolf Larsen 1 Aars Forbedringshus. Hans Pretorius 5 Maaneders Forbedringhus som Tillægsstraf, Robert C. 60 Dages Fængsel Axel Jensen et halvt Aars Tugthus til de 4 Aar, han er i Færd med at afsone, Carl Christensen 8 Maaneders Forbedringshus, Harald Handschoh 2 Aars Forbedringshus og Niels Kjeldsen 1 Aars Forbedringshus, endvidere fik en Nybegynder 80 Dages Fængsel.

(Social-Demokraten 25. juli 1927).

Bissedrenge jaget ud af Domhuset.

Da "Henrik Skæg"s Bande skulde fremstilles.

Assessor Mundt har i længere Tid behandlet en Sag mod en Bande unge Mennesker, der har begaaet Tyverier under Ledelse af en kendt Forbryder, der hedder Henrik Larsen, men kaldes Henrik Skæg. I Gaar skulde Banden fremstilles for Dommer Eide. Ude paa Gangen havde en Mængde af Bandens Kammerater samlet sig, og hver Gang et kendt Ansigt viste sig sammen med en OpdageIsesbetjent, brød Knægtene ud i rene Hyldestraab.

Ordenspolitiet blev tilkaldt, og det varede ikke længe, før Domhuset var ryddet.

To af Arrestanterne fik i Gaar deres Dom. Kaj Jensen fik en Tillægsstraf paa 8 Maaneder, mens Niels Peter Knudsen blev idømt 18 Maaneders Forbedringshus.

Om kort Tid falder Resten af Dommene.

(København 24. august 1927).

I september 1927 blev yderligere 12 mand dømt, dog kun for småtyverier, ialt til 20 års forbedringshusarbejde.

Betleren i Selskabsdragt.

Om Dagen Betler - men smokingklædt Tilskuer i Scala om Aftenen, Betleren, der tiggede Tøj om Dagen, men havde et Hot Hjem og fine Vaner. - Nye Oplysninger om "Henrik Skæg"s Bande.

Politiet har haft en Del Arbejde med "Henrik Skæg"s Bande. I Gaar fik de to sidste af Banden deres Straf. Det var Søren Vilh. Hansen og Peter Poulsen. Den første idømtes 120 Dages Fængsel, den anden fik 2 Aars Forbedringshus. De var tiltalt for Hæleri, men i Retssalen blev der yderligere rejst Tiltale mod Peter Poulsen for Betleri.

Grossist i sammentiggede Beklædningsgenstande.

Det viste sig, at Poulsen ikke blot gik ud og bad om Tøj, men at han var en Art Grossist paa dette Område. I Herberget i Saxogade kendte han flere Betlere, som han ogsaa fik til at gaa ud og tigge Tøj sammen. Han købte da, hvad de kom med, altid for Smaapenge, og solgte Tøjet videre til Marskandisere og tjente mange Penge paa denne Maade.

Den smokingklædte Tigger.

Der er under denne Sag kommet interessante og mærkelige Ting frem, hvis Rigtighed Politiet har konstateret.

Det har saaledes vist sig, at et af Medlemmerne i Henrik Skægs Bande, Kaj Sørensen, har ført en eventyrlig Dobbelttilværelse.

Ogsaa han havde til "Specialitet" at bede om aflagt Tøj. Det er ikke sjældent sket, at han i Bil er taget til Provinsen, hvor han har hjemsøgt de store Gaarde. Han fik mange Steder en Del godt Tøj, og dette bragte han til Bilen, han havde holdende et Stykke fra de Steder, han hjemsøgte.

Kaj Sørensen havde her i Byen et meget smukt Hjem, og det er konstateret, at han i ikke faa Tilfælde har været i Scala, klædt i ulastelig Smoking og paa de bedste Pladser.

(Klokken 5 (København) 8. februar 1928)

"Henrik Skæg"s Bande paany paa Spil.

For et Par Aar siden behandlede Byretten en Sag, hvori flere Personer var Impliceret. Det drejede sig om en Del Tyverier fra Butikker og Lysthuse i Byens Periferi. Banden kaldtes "Henrik Skæg"s Bande, og Medlemmerne havde nu udstaaet deres Straf. I Dag blev dog Føreren. Henrik Chr. Alexander Larsen, der kaldes "Henrik Skæg", og 3 af Bandens Medlemmer, Helbert Eigil Clausen, Ernst Carlo Petersen og Eiler Bernhard Mathiesen, paany sendt i Fængsel. Det oplystes, at de hade gjort sig skyldig i Vold paa sagesløse Personer paa Værtshuse i den Indre By. Desuden havde de 3 førstnævnte forsøgt Indbrud i en Skotøjsforretning paa Nørrebrogade, men Udbyttet var kun et Par Laksko, og de blev overrasket paa Stedet. Dommeren Idømte Larsen, Clausen og Petersen Forbedringshusarbejde i henholdsvis 2, 2 og 1 Aar. Mathiesen fik 40 Dages Fængsel paa sædvanlig Fangekost.

(Randers Dagblad og Folketidende 8. juni 1932).

Støvlehælen som fældende Indicium.

En tidligere straffet Person, Henrik Ejnar Larsen, blandt sine Venner kendt under navnet "Henrik Skæg", er sat under Fængsling, sigtet for Tyveri af en Pengekasse fra Frelsens Hær i Saxogade i København. Han nægtede sig skyldig, men Politiet har fundet et Aftryk af Larsens ene Støvlehæl paa Gerningsstedet. - Han er nylig løsladt fra et længere Ophold paa Vridsløse.

(Herning Avis, 4. juli 1935).

- Det er ikke min Hæl, Politiet har fundet, sagde Larsen. Jeg har overhovedet ikke været inde i Herberget. Hele Dagen gik jeg sammen med Kaj Jensen, "Indianer-Kaj"; vi fik nogle "Hørkrammerbajere", indtil vi gik ind paa Beværtningen paa Hjørnet af Saxogade og Matthæusgade.

Dommeren bestemte at "Indianer-Kaj" og Tjeneren fra Restauranten skal afhøres som Vidner, for at man kan faa oplyst, hvor "Henrik Skæg" opholdt sig, da Tyveriet i Herberget foregik. Sagen blev derfor udsat.

(Dagens Nyheder, 7. juli 1935. Uddrag).

"Henrik Skæg" blev frifundet for tyveriet da dommeren fandt bevismaterialet mangelfuldt og politiet i øvrigt frafaldt tiltalen. Måske også fordi Henrik Skæg ville have fået en meget hård dom. Men da han havde undladt at melde sig til protokollen over mistænkelige personer, fik han 60 dages fængsel.

Liget kom godt i Jorden. (Efterskrift til Politivennen).

Liget kom godt i Jorden

De, der gjorde Boet op, havde revet de sidste Klude af det. 
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskabet ved deres mægtige Honorarer af det.
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskaber ved deres mægtige Honorarer.

Som bekendt er Bank- og Sparekassbedrageri ved at blive en national dansk Næringsvej. Dertil kommer nu ogsaa Stillingen som Likvidator i Likvidationsboer, den sidste synes endda at være ved at blive den mest Indbringende. I den beretning om Likvidationen at "International Assurance Compagni", der er udsendt, faar man at vide, at de tre Likvidatorer, Højesteretssagfører Bache, Direktør Jacob Tannenberg og Direktør C. Østergaard, "foranlediget ved Udtalelser af de to interesserede Banker" har ansat Honoraret til 275,000 Kroner, "uagtet Likvidatorerne i samtlige andre sammenbrudte Forsikringsselskaber har beregnet mindst 10 pCt. af Nettoaktierne, der her er ca. 6½ Million". Det vil altsaa sige, at de Herrer egentlig mener at have Ret til at beregne sig 650,000 Kroner. Vil man sige; Hvorfra kommer denne Ret? ja saa hedder det, at det er Praksis i Konkursboer, og derfra er denne Praksis gaaet over i Likvidationsboer. Saaledes faar man, om man saa maa sige, Metode i Galskaben.

Mon mod denne Metode har bankerne da heldigvis protesteret, thi som en Protest maa Bemærkningen om de faldne Udtalelser forstaas. Og Protesten synes heldigvis forfulgt paa Kreditormødet og Generalforsamlingen, der skal afholdes i de kommende Dage, og det er Meningen at lade Sagen gsa til retslig Afgørelse.

Med Hensyn til Henvisningen til Konkursboerne, saa er Forholdet det, at der her jo som oftest er Tale om mindre Boer og deraf følgende mindre Værdier. En Beregning af 10 pCt. vil her ofte være rent naturlig og absolut ikke for meget i Betaling for Arbejdet med Afviklingen, men hvad der er naturligt her, bliver unaturligt - Ja ligefrem Graadigheden sat i System, naar der er Tale om Selskabernes Millionboer.

- - - -

Der er den lille interessante Omstændighed ved det Hele, at fhv. Trafikminister Haasing-Jørgensen - o, salig Ihukommelse!  ogsaa har været med i Likvidationen; han sad der, indtil han efter Diskontobankens Sammenbrud fandt det formaalstjenligt at bosætte sig mellem Schweitz' Bjerge. Han har saaledes Krav paa en Andel af de store Honorarer, vel 50.000 Kroner. Ak, javist har vi store Mænd her i Landet; de er bare en Smule kostbare.

- - - -

Det er at haabe, at der maa komme noget ud af denne Protest. - Det er paa Tide, at der sker Ændringer i dette Forhold, at et sammenbrudt Selskabs Restværdier paa den Maade skal beklippes i en saa uhyre Grad for at faa de sidste Regnskaber sluttet og de sidste Værdier realiseret. Saasom man jo kan forvente, at der endnu af og til vil bryde et eller andet Selskab sammen, saa er det paa Tide, at der kommer en ganske anden Ordning end den, der nu finde; den, der jo i Virkeligheden kun har kunnet praktiseres, fordi den er bleven tolereret uden Protest.

Ellers staar vi en skønne Dag dér, at Likvidatorerne tager Rub og Stub, saa at vi kan skrive samtlige sammenbrudte Selskabers Gravskrift i de Linier: Liget kom godt i Jorden. De, der gjorde Boet op, havde revet de siste Klude af det.

J. H. 

(Aftenbladet (København), 23. juni 1927).

En skarp Protest mod de høje Likvidations-Honorarer.

Domstolene skal afgøre Spørgsmaalet.

Kreditormødet i "Intern. Assurance Compagni" blev afholdt i Gaar, og Hovedpunktet i Forhandlingerne blev, som det var at vente, de høje Likvidationshonorarer.

Efter at Højesteretssagfører Bache havde indledet og havde henvist til Hovedpunkterne i Regnskabet, kom Kritiken til orde. Overetssagfører Angelo førte Øksen med haard Haand. Her kan selvfølgelig kun inden for rimelighedens Grænser almindeligvis regnes med det Likvidations-Salær paa 10 pCt., som Beretningen henviser til. Men her er der jo Tale om Millionsummer, og saa er vi ude i Urimelighederne. Det ser ud, som d'Herrer Likvidatorer vil have os til at det saaledes, at det er en elskværdig Imødekommenhed, at de ikke har taget 10 pCt. Vi kan ikke se det saadan, ja vi kan ikke en Gang mene, at 6 pCt. er rimeligt.

For et Par Aar siden blev der taget 200,000 Kr. a conto paa Likviditionssalæret. Jeg protesterede som Revisor i Selskabet ved en Antegning i Protokollen. Og med Hensyn til det nu foreliggende Regnskab protesterer jeg igen over for det samlede Beløb paa 375,000 Kr. Bankerne finder ligesom jeg, at 3 pCt. vilde være en passende Takst. Hvad der ligger højere, er og bliver urimeligt.

Højesteretssagfører Steglich-Petersen sluttede sig til den fremsatte Kritik (Højesteretssagføreren repræsenterer Handelsbanken og Diskontobanken.) Det er givet, sagde Hr. S.-P., at der skal ydes et passende Honorar for et saa ansvarsfyldt Arbejde, men naar man kommer op paa saa store Beløb som her, saa maa der kræves en anden Motivering end den, d'Herrer har givet. En almindelig Sammenligning med andre Boer er ikke nok.

Højesteretssagfører Bache svarede derefter: - Ja, de fremsatte Bemærkninger om Salærerne kommer jo Ikke overraskende efter hvad der har staaet I Pressen. (Steglith Petersen: Nmh ja. og efter hvad vi har sagt til Dem paa Forhaand.) 

Saa fortsatte Hr. Bache: Jeg skal ikke komme nærmere ind paa den Kritik, der har rejst sig. Jeg vil blot spørge d'Herrer, om de vil akceptere en Afgørelse her, eller de vil gaa til Domstolene.

Steglich-Petersen svarede straks: Vi akcepterer ikke.

Bache: De fastholder, at De vil gaa til Domstolene.

Stegl.-P.: Ja, det gør vi.

Bache: Saa er det jo ørkesløst at diskutere Sagen her.

Alligevel blev der diskuteret om Kontorer og Hjælp og Sagfører-Salærer og om Pressens Stilling til Sagen.

Hr. Bache forlangte til sidst en Afstemning, fik den ogsaa, men den betød intet som helst. Det Hele var kun Indledningen til den Retssag, hvor Spørgsmaalet om Honorarernes Størrelse vil blive endelig afgjort.

(Aftenbladet (København), 25. juni 1927).

Sagen startede i Landsretten i oktober 1927. Landretten afgjorde i april 1928 at honoraret skulle nedsættes med 125.000 kr. til 250.000 kr. Sagen blev ikke appelleret..

Bankskandalen i Valby. (Efterskrift til Politivennen)

Privatbankens Valby-Afdeling bedraget for ca. 600,000 Kr.

Bestyrer Hoffmann, - der er forsvundet, - har arbejdet i Fællesskab med Bogholder Knud Andersen, Kasserer Helge Svendsen og Bankassistent Hoff-Hansen.

De plyndrede afdøde Carl Allers Sparekassebog, og forfalskede Reskontrobogen.

Opdagelsespolitiet har i Gaar faaet Meddelelse om en Bedragerisag af en forbløffende og særlig uhyggelig Karakter. Den drejer sig om, at nogle Funktionærer i Privatbankens Valby-Afdeling igennem flere Aar har besveget Banken, indtil de er naaet op paa et Beløb, der ligger omkring 600,000 Kr.

Privatbankens Valby-Afdeling.

Bedragerne er konstitueret Bestyrer Arne Friis Hoffmann, Bogholder Knud Andersen og Kasserer Helge Svendsen, - og Selskabet forøgedes senere med fhv. Bankassistent Hoff Hansen, der tidligere har været ansat i Afdelingen.

I Fællesskab har de plyndret en Sparekassebog, hvorpaa indstod Millionbeløb. Aar efter Aar rullede Svikmøllen, uden at nogen andre end de Implicerede kunde se det.

Men i Gaar skulde Sparerens Penge udbetales. Det viste sig nu, at der manglede over en halv Million Kroner. og der var da intet andet for, end at Bogholderen og Kassereren maatte gaa til Bekendelse. Hoffmann havde ikke været i Banken siden i Forgaars. Han erklærede, da han forlod sit Kontor, at han skulde til Læge.

Bogholder Andersen og Kasserer Svendsen blev i Gaar Middags sat under Anholdelse og førtes op paa Politigaarden, hvor de kom i Forhør hos Lederen af Bedrageriundersøgelser, Løjtnant, Overvagtmester Balle. De røbede inden længe den fjerde Mand, Hoff Hansen.

hovedmanden efterlyses i Radio og paa Film..

Samtidig med, at Overvagtmester Balle, Opdageren Glud og flere andre Medlemmer af Opdagerkorpset satte sig til at skrive Rapporter, henvendte Opdagelsespolitiet sig til Direktør Francois Monterossi med Anmodning om Udsendelse og Efterlysning pr. Film af den flygtede Storbedrager Friis-Hoffmann.

Hr. Monterossi har en fast Aftale med Opdagelsespolitiet om denne moderne Efterlysningsmaade. Sidste Gang, Film-Efterlysningen skete, var i Estlandsgademordet. Ved den Lejlighed havde man en film færdig til Udsendelse i Løbet af 3 Timer. I Gaar forcerede man Arbejdet saa stærkt, at en Film kunde udsendes allerede efter en Times Forløb. Pr. Automobil blev Filmen - der er 15 Meter - kørt rundt til 20 Biografteatre og kunde straks efter sættes paa Programmet. 

Bestyrer Friis-Hoffmann.

Ved speciel justitsministeriel Tilladelse skal disse Films ikke underkastes Gensur. I Dag udsendes Filmen til Biograferne i Provinsen. Ogsaa i Radio-Avisen blev Friis-Hoffmann efterlyst

Et signalement.

Han er født i Næstved den 15. September 1895 og har i ca. 15 Aar været i Privatbankens Tjeneste. 

Han er af almindelig Højde, kraftigt bygget, har mørkt, tyndt Haar, skægløs, fyldigt Ansigt, smaa Hænder.

Var ved sin Bortgang iført graa, blod Hat med nedadbøiøt Skygge, svær Covercoat-Frakke med Bælte og stort Spænde, blommefarvet, meleret Jakkesæt og sorte Sko.

Hoffmann meldte sig selv pr. Brev.

Da Carl Allers Sparekassebog skulle afregnes.

Ejeren af den Sparekassebog, Bedrageren har benyttet, er afdøde Bladudgiver Carl Aller. I Gaar skulde der af Boet hæves en kvart Million Kroner, og naar dette var sket, var det Hensigten, at Bogen skulde afregnes.

Hoffmann var i Forgaars klar herover. Da Kontoen var plyndret, saaledes at der ikke kunde præsteres den ønskede Udbetaling, uden at det kunde ses i Banken, indsaa han, at Spillet var tabt. Han tilskrev derfor Bankens Direktion, at han - desværre - havde tilegnet sig en halv Million Kroner fra Kontoen under fejlagtig Angivelse af, at Sparekassebogens Ejer havde hævet Pengene.

Saa snart han havde lagt Brevet i Brevkassen, forlod han sit Hjem. Han er imidlertid set her i Byen Torsdag Aften paa Frederiksberg, og Opdagelsespolitiet er af den Opfattelse, at han endnu er her i Byen eller den nærmeste Omegn.

Bogholderen og Kassereren røbede overfor Opdagerne, at Hoff-Hansen - der i sin Tid var Assistent i Valby-Afdelingen - , havde været Hoffmanns Medskyldige. Derefter blev han straks afhentet af Politiet.

Alle fire Bedragere er Mænd først i Trediverne. De har alle været i Privatbankens Tjeneste en halv Snes Aar.

De tre Mand, man har i Behold, forblev i Arresten Natten over. Det er Hensigten, at de i Formiddag fremstilles i Dommervagten, hvor Opdagelsespolitiet vil begære dem fængslede.

Friis-Hoffmann anholdt i Nat.

Han har siden 1918 spekuleret i Valuta - for andres Penge.

Hele det Eftersøgelsesapparat blev sat i Virksomhed, og en Sværm af Opdagere blev sendt ud i Byen og Omegnen. I Aftenens Løb modtog Politiet Efterretning om, at en Herre af den Efterlystes Signalement var set i Dyrehaven.

En Eftersøgning her førte dog ikke til noget Resultat.

Opdageren Dahl-Mikkelsen havde faaet Post i Friis-Hoffmanns Lejlighed paa Valby Langgade, og ved Midnatstid indfandt den Eftersøgte sig.

Opdageren erklærede ham straks for anholdt. Friis-Hoffmann tog Situationen med megen Ro. Han fulgte med til Politigaarden, hvor Opdagerne Glud og Loldrup paabegyndte Afhøringen.

Han tilstod straks sin Skyld og viste sig villig til at fortælle alle Detailler.

Han er født i Næstved, men kom som ganske ung Mand til København og fik Ansættelse i Privatbanken. Allerede i 1918 begyndte han at spekulere - for andres Penge. Det var navnlig Spekulationer i tyske Mark, finske Mark og Francs, han kastede sig over. Til at begynde med drejede det sig om Smaabeløb, som han tilvendte sig fra forskellige Konti ved falske Indførsler i Reskontrobogen.

I Følge hans Forklaring er det rigtigt, at hverken Svendsen eller Andersen har modtaget nogen Penge af ham eller været impliceret paa anden Maade end ved, at de vidste Besked med, hvad han foretog.

Efterhaanden som Tabene ved Valutaspekulationeme steg, maatte han angribe større Konti, og han kom saa ind paa at fingere Udtræk paa Carl Allers Konti, der viste Millionbeløb.

Han stoppede op med Spekulationerne i 1921. Hans samlede Tab var da 400-450.000 Kr. Resten er løbet paa Renter af de Penge, han havde tilegnet sig.

Klokken 6 i Gaar Morges tog han ud til Dyrehaven og drev omkring til en sen Aftentime. Til sine Medvidere havde han fortalt, at han vilde aflive sig. Han har afsendt Breve til de tre andre Anholdte om sin Tilstaaelse til Bankens Direktion, og Andersen og Svendsen var saaledes forberedt paa, at Politiet vilde komme. De to Funktionærer blev anholdt i deres Kontor i Banken.

Friis-Hoffmann fortalte, at han havde givet sin Forlovede Løfte om at undlade at aflive sig, og efter hele Dagen at have overvejet Stillingen, rejste han i Aftes tilbage til København.

Tilsyneladende var han dybt bevæget, da han gjorde Rede for sine Forhold. Hans Hovedforbindelse havde været Vekselererfirmaet Friis Wenck & Co., og han oplyste, at han, foruden sine Bedragerier i Banken, havde gjort sig skyldig i Forbrug af 10,000 Kr., der tilhører hans Moder, der er Enke.

Hoff-Hansen har, efter Friis-Hoffmanns Forklaring, ialt faaet 15,000 Kroner.

Naar han overhovedet var kommet ind paa Bedragerierne, var det, fordi hans Gage ikke slog til. Han havde haabet at kunne dække det Underskud, han fik, ved sine første Spekulationer, og hans Kammerater havde troet paa ham, men i Stedet sank han stedse dybere i Gæld. Han gjorde da det første Greb i Kassen paa 20,000 Kr. Nogle Maaneder senere var han oppe paa det tredobbelte.

Opdagerne fortsatte Afhøringerne Natten igennem. I Løbet af Dagen i Dag vil Sagen formentlig foreligge saa godt som fuldt oplyst.

(Nationaltidende, 19. marts 1927).

Mægtig Svindel-Affære i Privatbankens Valby-Afdeling.

Bankbestyreren og tre af hans Medhjælpere har stjaalet 600,000 Kroner af Familie-Journalens Penge.

Hovedmanden blev i Aftes paagrebet i sit Hjem. - Affæren har strakt sig over en halv Snes Aar.

Et kæmpemæssigt Bedrageri blev i Gaar opdaget i Privatbankens Afdeling i Valby. Selve Filialbestyreren, Arne Friis Hoffman, og tre andre af Personalet har gjort sig skyldig i Bedrageri til et Beløb af 600,000 Kr. De har simpelthen dannet et Komplot og stjaalet Pengene fra en stor Indskyders Konto, netop det samme Trick, som Bankassistenterne i Aalborg Diskontobank benyttede i 1913, da de plyndrede Banken for det efter Datidens Forhold store Beløb af en halv Million Kroner.

Hoffmann.

Bedragerierne har strakt sig over en halv Snes Aar, og i al den Tid har de fire Mænd, der nu er afslørede, formaaet at holde sammen, saa Svikmøllen har kunnet løbe rundt.

Hvorledes Opdagelsen skete - En trist Morgenhilsen.

I Gaar Morges modtog Kontorchef Svane i Privatbanken et Brev fra Bestyrer Hoffman, der kort og godt meddelte, at han nu var klar over, at Bedrageriet vilde blive opdaget. Han var derfor sammen med en af sine Medskyldige, fhv. Bankassistent Joachim Godske Hoff-Hansen rejst ud af landet. Han udtrykker i sit Brev Haabet om, at han nu maa vinde Hærdning til at vende tilbage til hæderlige Mands Kreds og til Betaling af den Gæld, han har paadraget sig ved sine Bedragerier.

Kontorchef Svane lod straks Privatbankens Hovedledelse og Politiet underrette, og det varede ikke længe, inden Overbetjent Glud foretog Anholdelse af do to unge Mænd, der endnu arbejdede i Banken.

Da det naturligvis kræver lang Tid at afgøre, om de to Anholdte, der begge nægter at have modtaget nogle af Pengene, er direkte Medskyldige, er der blevet afsagt en foreløbig Anholdelsesbeslutning over dem, og hele Dagen til langt ud paa Aftenen var de i Forhør.

De to Hovedmænd.

Politiet savnede imidlertid de to Hovedmænd og gjorde derfor paany Brug af den Aftale, der er truffet med Monterossis Bureau om Efterlysning af forsvundne Forbrydere. En Time efter, at Monterossi havde faaet Fotografier og Signalement af Flygtningene, kunde man se deres Billede og Signalement i 20 Biografteatre rundt i Byen.

Don officielle Efterlysning af de to Flygtninge lød saaledes:

For Bedrageri sigtes:

Bankbestyrer Arne Friis Hoffman, født i Næstved den 15. September 1895, almindelig Højde, kraftig bygget, mørkt, tyndt Haar, skægløs, fyldigt Ansigt, mangler en Tand i højre Overmund, smaa Hænder, iført graa, blød Hat med nedadbøjet Skygge, svær Covercoat-Frakke, Bælte med Spænde, blommefarvet, meleret Jakkesæt, 

og fhv. Bankassistent Joachim Godske Hoff-Hansen, født i Levring den 11. April 1892, middelhøj, slank, skægløs, lyseblond, bruger Briller med buede Glas, formentlig Iført blaat Tøj og mørk Overfrakke.

Begge har været savnede siden i Gaar.

Bankinspektøren aner intet.

Straks efter at Meddelelsen om Bedrageriet var blevet publiceret havde vi en kort Samtale med Bankinspektør Hald.

Vi spurgte ham. om han vidste, hvorledes et saadant Bedrageri havde kunnet foregaa gennem en halv Snes Aar uden at blive opdaget ved Revision eller Inspektion.

Bankinspektøren svarede Imidlertid kun, at han overhovedet ikke havde hørt neget om Bedrageriet, og derfor kunde han naturligvis ikke udtale sig om Sagen.

Interview med Bankdirekør C. C. Clausen.

Vi havde derefter en Samtale med Privatbankens ledende Direktør Hr. C. C. Clausen. Han udtalte, at der her forelaa et Bedrageri, som ingen Bank i Verden kan vare sig imod. 

- Der foreligger her - udtalte han - et Komplot, som har arbejdet sammen i mange Aar, og da det er paa Sparekasse-kontoen, de har hævet Pengene, har ingen Kontrol kunnet afsløre dem.

C. C. Clausen.

Det er jo ikke saaledes, at msn indkalder Sparekassebøger til Revision.  Naar der sker Udbetalinger paa disse, ledsages Udbetalingerne af Bilag, der noteres af Bogholder og Kasserer, og naar de to sammen med Bestyreren er enige i at begaa et Bedrageri, er det umuligt at etablere nogen Kontrol.

- Hvorledes opdagedes Bedrageriet?

- Ved at Bestyrer Hoffman skrevet Brev om. at han sammen med de andre havde trukket paa en stor Konto.

- Hvem havde den Konto?

- Det kan jeg ikke udtale mig om, men den var paa et langt større Beløb end det, der er Tale om her.

Nu skete der det, at Kontoen skulde bruges. Det erfarede Hoffman og dermed var han klar over, at Bedrageriet blev afsløret. Han sendte os da et Brev, som vi modtog i Morges, hvorefter Politiet belv underrettet og samtidig blev Bogholder Knud Andersen og Assitent Helge Svendsen, der befandt sig i Banken, anholdte.

Hvad er Pengene gaaet til?

- Hvad har Bedragerne brugt Pengene til?

- Jeg formoder, at det er til Spekulation. Ingen af dem var gift eller levede tilsyneladende overdaadigt. Mere ønskede Bankdirektøren ikke at udtale om den Sag, men de kommende Dage vil sikkert ogsaa bringe Oplysning ved Politiets Undersøgelse af Sagen.

Det var Carl Allers Penge.

Vi erfarer fra anden Side, at den Konto, som Bedragerne har trukket paa, tilhørte Boet efter den fornylig afdøde Udgiver af "Familie Journalen" Carl Aller. I mange Aar har han ikke trukket paa sin Konto, hvilket forklarer, at Svindelen har kunnet foregaa. Nu ved hans Død skal Skifteretten kontrollere Boets Aktiver, og man har derfor for- overordnede, ikke har turdet give langt en Udskrift af hans Konto Meddelelse om Bedragerierne, til Sammenligning med Sparekassebogen. Da det Krav blev stillet, var Filialbestyrer Hoffman klar over, at Svindelen blev opdaget.

Han har derfor underrettet sin Ven Hoff-Hansen, og de er blevet enige om at forsvinde. Formentlig har de sikret sig fornøden Kapital til en Udenlandsrejse, men herom er der endnu intet oplyst. 

Nu jages de imidlertid over hele Landet og i det nærmeste Udland.

De Efterlyste anholdt.

Sent i Aftes flk Politiet hurtigere end ventet fat paa de to Hovedmænd. De har aabenbart opgivet deres Flugtplaner.

Hoffman blev anholdt ved 11-Tiden paa sin Bopæl i Valby Langgade 21, hvor en Opdager sad og ventede paa den Mulighed, at Bedrageren vilde vende hjem. 

Da Hoffman kom og saa Opdageren, erklærede han sig straks villig til at gaa med til Politigaarden. Undervejs betroede han Opdageren de samme Oplysninger, som vi har anført ovenfor.

Ved Ankomsten til Politigaarden kom han i et kort Forhør hos Overbetjent Glud, og han gentog sin Tilstaaelse

Omtrent samtidig blev Hoff-Hansen anholdt. Han blev fundet hos Bekendte, der bor paa Købmagergade. Ogsaa han aflagde straks en klar Tilstaaelse.

Forhøret over de fire anholdte blev derefter fortsat i flere Timer. Vi har spurgt Overbetjent Glud om der ved Afhøringen er fremkommet nye Momenter. Overbetjenten svarede imidlertid, at han nu ansaa Sagen for fuldt oplyst, men at han efter Anholdelsen af de to Hovedmænd maatte foretage en detaljeret Gennemgang af Forklaringerne, inden Rapporterne i Dag skal forelægges i Dommervagten.

Pengene er brugt til Spekulationer.

I Nat ved 2-Tiden erfarede vi, at Forhørene over de fire Anholdte stadig fortsættes. De har alle aflagt Tilstaaelse om deres Forhold. Hovedmanden, Hoffman. har brugt Pengene til tvivlsomme Spekulationer.

Hoff-Hansen har modtaget en Del af Pengene og har med disse spekuleret i forskellige Opfindelser, der aldrig er kommen frem. 

De to andre fastholder, at de ikke har modtaget Penge, men at de af Frygt for Hoffmann, der var deres Overordnede, ikke har turdet give Meddelelse om Bedragerierne.

(Social-Demokraten 19, marts 1927).

Privatbankens Valby-afdeling lå på Valby Langgade 44. Bygningen er fra 1916 og tegnet af arkitekt Axel Berg (1856-1929).

Under afhøringerne kom det frem at Hoff-Hansen bl.a. havde investeret 20.000 kr i opfinderen Oldens luftige kvæstofudvindingsmaskine. Pengene gik op i den blå luft, ligesom Olden selv. 

Bestyrer Arne Friis-Hoffman fik 4 års forbedringshusarbejde, Hoff-Hansen 18 måneders forbedringshus, kasserer Helge Svendsen og assistent Knud Andersen hver 8 måneders forbedringshus. De dømtes endvidere til at betale Privatbanken det bedragne beløb af 574.566 kr.