De kvindelige Fanger. (Efterskrift til Politivennen)

Dansk Kvindesamfund kræver Amtsarrester med kvindeligt Tilsyn ude i Landet og flere kvindelige Politibetjente, samt en kvindelig Fængselslæge for de kvindelige Fanger i København

I en Artikel, optrykt i Dansk Kvindesamfunds Medlemsblad, paataler Overingeniør Simonsen det lidet heldige i den Omstændighed, at kvindelige Fanger rundt om i Landet er under Opsigt af mandlige Arrestbetjente. Han foreslaar Indretningen af særlige Amtsarrester ned kvindeligt Tilsyn for kvindelige Fanger, i Lighed med Statens Kvindefængsel her i Kobenhnvn, hvor Tilsynet formentligt er indrettet paa, at det drejer sig om kvindelige Fanger.

Til dette Krav slutter Dansk Kvindesamfund sig aldeles og tilføjer yderligere for egen Regning: 

Alligevel er Forholdene i København alt andet end ideelle, idet Kvinders Anholdelse, saavelsom deres Transport lil og fra Forhorskamrene foregaar ved mandlige Beljente, ligesom legemlig Undersøgelse af Kvinder næsten altid foregaar ved mandlige Læger.

Dansk Kvindesamfund foreslaar -

D. K. foreslaar derefter en Ordning, hvorefter der i hver Politikreds i Provinsen uddannes der bosiddende Kvinder til at bislaa Politiet og Arrestbetjentene ved Anholdelse, Transport og Bevogtning af Kvinder.

Desuden bør det baade i Provinsen og København gøres obligatorisk, at politimæssig, legemlig Undersøgelse af Kvinder skal ske ved kvindelige Læger, ganske uanset om de paagældende Kvinder forlanger det.

Desuden bør der ansættes det fornedne, overordnede kvindelige Personale indenfor saavel Københavns Politi som Statspolitiet og Anklagemyndighederne, ligesom et Par kvindelige Dommere i Københavns Byret.

Fængselsdirektør Erik Kampmann.

- Vi har forelagt en Del af Overingenior Simonsens og D. K.s Ønsker for Fængselsdirektør Erik Kampmann, der elskværdigt svarer os:

- Efter min Mening er Idealet absolut: Kvindeligt Tilsyn med kvindelige Fanger; men jeg mener, at vi, saavel ved Statens Kvindeafdeling herude paa Vestre Fængsel som ved Københavns Kommunes Kvindefængsel paa Nytorv og Arresthuset paa Blegdamsvej har det fyldestgørende kvindelige Arrestpersonale.

Jeg kan ikke se noget uheldigt i, at Fængselslægerne er Mænd, tværtimod mener jeg, at netop visse Kvindetyper, der ofte findes mellem de kvindelige Fanger, hellere man undersøges af en mandlig end af en kvindelig Læge.

Arrestforvarerens Hustru skal i Provinsen visitere de kvindelige Arrestanter.

Med Hensyn til Ønsket om kvindeligt Personale i Provinsens Arrester, er man heller ikke saa daarligt stillet, som D. K. mener. Ifølge en Lovbestemmelse helt fra 1846, er det nemlig paabudt, at Arrestforvarerens Hustru, eller i  Mangel heraf en af Politimesteren beskikket dertil egnet Kvinde, skal visitere de kvindelige Arrestanter.

Et par større Central-Kvindefængsler ude i Landet.

Yderligere Udvidelse af kvindeligt Arrestpersonale i Provinsen vil foreløbig blive alt for bekosteligt; men hvis vi en Gang faar den store Fængselsreform, som vi alle ønsker, vil der antagelig blive oprettet et eller to større Central-Kvindefængsler for de kvindelige Arrestanter ude fra Landet, der staar foran en Afsoning af længere Varighed, f. Eks. et i Jylland og et paa Fyn, og her mener jeg, at hele Personalet bør være Kvinder

Hvor findes Kvinden?

Med Hensyn til D. K.s Ønske, om Kvinder i de overordnede Stillinger indenfor Anklagemyndighederne o. s v., saa har jeg absolut intet principielt mod Sagen, blot det i saa Fald bliver en Kvinde, der i sig forener Myndighed og alle de andre til et saadant Embede nødvendige Egenskaber - og det vil maaske ikke være saa ganske let at finde hende.

Gunver.

(Nationaltidende, 18. december 1929).

Et Barn skændet og myrdet i København. (Efterskrift til Politivennen)

Dyrisk Forbrydelse paa Vesterbro i Nat. - Morderen er flygtet, men kendes og jages af Politiet.

København.

I Morges er der paa Vesterbro konstateret en Ugerning af den mest afskyelige Art, idet en otteaarig Pige er fundet skændet og myrdet.

Barnet, hvis Navn er Alice, havde af sine Forældre, Repræsentant Jensen og Hustru, Oehlenschlägergade 30, ved 4½ -Tiden i Gaar Eftermiddags faaet Lov til at gaa ned paa Gaden for at lege med nogle jævnaldrende Kammerater. Hun fik bestemt Paalæg om at komme op igen i god Tid, for man skulde spise til Aften, men Alice kom ikke.

Naturligvis blev Forældrene ængstelige og søgte efter hende paa alle tænkelige Steder, men forgæves, og man underrettede da Politiet. Et større Opbud af Betjente blev øjeblikkelig sat i Eftersøgning, men Resultatet var negativt.

Ud paa Natten blev ogsaa Opdagelsespolitiet underrettet, og den samlede Politistyrke foretog nu omfattende Afhøringer af Alices Legekammerater og Beboere i Gaden. Men først i Morges kom det for Dagen, at den forsvundne Pige var set i Mattæusgade sammen med en berygtet Mandsperson, der i Kvarteret gaar under Navnet "Røde Carl".

Saa snart denne Oplysning indløb paa Politigaarden, tog Opdagelsespolitiets Chef, Thune Jacobsen, sammen med flere Medlemmer af det flyvende Korps til "Røde Carl" s Bopæl i Mathæusgade 34, første Sal. Man brød Døren op og fandt i Lejligheden det savnede Barn som Lig, kvalt af et Stykke Sejlgarn og med tydelige Spor af en dyrisk Forbrydelse. Liget var laaset inde i et Klædeskab.

"Røde Carl" jages.

Opdagelsespolitiet konstaterede straks, at "Røde Carl" er identisk med en ofte straffet Voldsforbryder Carl Vilhelm Jørgensen, som boede i Lejligheden sammen med sin Moder. Denne var den foregaaende Dag rejst til Jylland, og "Røde Carl" har derfor kunnet udføre sin uhyggelige Gerning uforstyrret.

Politiet har udsendt Stikbreve af Forbryderen til alle Politicentraler i Provinsen og det nærmeste Udland, og det flyvende Korps er i fuld Aktivitet i Hovedstaden.

Endnu ved 11-Tiden i Formiddags var Forbryderen paa fri Fod, men Stikbrevene med hans Signalement dukkede allerede op paa Søjler og Plakattavler over hele Byen. Gerningsmanden beskrives som middelhøj, 27 Aar gammel, bredskuldret og rødhaaret.

Det er konstatere at Morderen har været hjemme i Morges.

Morderen melder sig selv.

Senere meddeles:

Kort efter Middag meldte den efterlyste Morder sig paa Politigaarden og tilstod sig skyldig i Forbrydelsen.

Han vil i Eftermiddag Kl. 3 blive fremstillet i Grundlovsforhør.

(Bornholms Social-Demokrat 23. september 1929).

I Herning Avis 23. september 1929 blev han beskrevet som "kendt i KVarteret som en Drivert, der nødigt vilde bestille noget. Han har, saavidt det vides, ikke været paa Forbryderbanen før ... Han har været gidt, men hans Hustru forlod ham efter kort Tids Forløb."

Retssagen fandt sted ved et nævningeting 4. februar 1930. Han erklærede sig skyldig, og blev idømt livsvarigt tugthus, hvilket Jørgensen var tilfreds med.

Det første Lagkagehus. (Efterskrift til Politivennen).

Rønnerne ved Sct. Jørgens Sø skal rives ned!

De to hundredaarige Huse er solgt til et Konsortium, der bygger et femetages Hus paa den gamle Tomt.

Vodroffsgaard-Husene, der er dømt til Nedrivning.

De gamle Rønner ved St. Jørgens Sø, Vodroffsgaard-Husene, har længe været mærket af Tidens Tand, en uskøn Streg i Billedet af Byen, men de har ogsaa været beboet af Mennesker, og derfor har Myndighederne, i disse boligknappe Aar, modsat sig, at de gamle Huse blev solgt til Nedrivning.

Nu er Dommen over Rønnerne afsagt. Efter maanedlange Forhandlinger har de nuværende Ejere, Ingeniør, cand. polyt. Anders Møller og tre Søstre af ham overdraget et Konsortium, der repræsenteres af Højesteretssagfører Otto Bang, to af de gamle Ejendomme, Nr. 2 A og 2 B. Salgssummen - oplyser Overretssagfører Vibe - Hastrup, der er Ejernes Repræsentant, er 125,000 Kroner.

Det nye Konsortium river de gamle Huse ned og opfører paa den flerhundredaarige Tomt en moderne, femetages Bygning med lutter store Lejligheder. Beboerne i 2 A og 2 B er med Huslejenævnets Godkendelse sagt op til Fraflytning den 1. Marts, og er Frosten gaaet af Jorden til den Tid, er det Meningen at begynde Nedrivningen allerede næste Dag! 

Arkitekterne Kay Fisker og C. F. Møller, der skal bygge Huset, hvor Rønnerne har staaet, rejser her paa Grænsen mellem København og Frederiksberg det helt moderne Hus. Kay Fisker giver Huset fladt Tag, anlægger et storstilet Haveanlæg paa det flade Tag og bygger ud mod Søen Balkoner og Terrasser. Med andre Ord: Den sjældne Beliggenhed udnyttes helt. Genboen til Gaden bliver Kinopalæets Bygning. Det er Meningen at fremskynde Arbejdet, saaledes at de tyve Lejligheder, Søhuset faar, kan være færdige til Indflytning til Oktober Flyttedag. Byggesum- men er trekvart Million Kroner.

Vodroffsgaard-Husene 2 A og 2 B er saa gamle, at Ejerne Ikke kender deres Alder, men Krøniken fortæller, at de er bygget af Sten fra Blaataarn, Leonora Christines Fængsel. I 1881 overtog en i hine Tiders København kendt Mand, Maltgører O. P. B. Møller, de gamle Huse som en Arv efter sin Svigerfader, Bagermester N. N. Johansen. O. P. B. Møller overdrog ved sin Død Vodroffsgaard-Husene til sine Børn, Ingeniør Anders Møller og hans tre Søstre.

I mange Aar har Ejerne ønsket at skille sig af med de to Huse ved St. Jørgens Sø, baade fordi de, som Tiden gik, forfaldt, og fordi der hyppigt var Uro med Lejerne. Men Huslejeloven stillede sig hindrende i Vejen. De gamle, faldefærdige Huse skulde blive staaende!

I alt fald een dramatisk Episode knytter sig til Vodroffgaard-Husene. Opdagelsespolitiets Overrumpling af Forbryderen Schøndorff-Hansen. I Maaneder var han jaget, men ingen tænkte paa, at den skikkeligt udseende Glarmester (med falsk Skæg) fra "den gamle Butik" var Schøndorff-Hansen, den flygtede Stortyv.

Es.

(Nationaltidende, 16. februar 1929).

De nye Huse i den gamle Stad

Efter alle Tidens Fordringer.

Den nye, moderne Beboelsesejendom paa Vodroffsvej.

Den store højmoderne Ejendom, som under Ledelse af Arkitekterne Kay Fisker og C. F: Møller opføres ved Vodroffsvej, nærmer sig nu stærkt sin Fuldendelse - og der er sikkert mange af Byens gode Borgere, som lægger deres Vej forbi den for at faa et Indtryk af dens Arkitektur.

Den vækker Opsigt! I København er denne moderne Arkitektur jo flunkende ny - men hvad enten man nu kan forlige sig med dens ukunstlede, skarpe Linier eller ej, vil man sikkert gerne indrømme, at Bygningen lader til at være praktisk indrettet.

Arkitekt Møller fortæller i en tidlig Morgensamtale, at hvad man først og fremmest tænkte paa, da man planlagde Ejendommen, var at sørge for Vinduer, Karnap'er og Altaner, saa Beboerne kunde faa godt af Udsigten over Søerne.

Naar Huset er opdelt vandret med røde og hvide Striber, er det nærmest for at "holde sammen paa det". Sagen er, at der i et moderne Hus findes alle mulige Vinduestørrelser, idet man programmæssigt holder paa, at der kun maa være ét Vindue i hver Stue, og hvis man i saadanne Tilfælde ikke brugte en kraftig vandret Opdeling, vilde Bygningen inaaske arkitektonisk komme til at virke noget uroligt.

Forøvrigt rummer Ejendommen 18 Lejligheder og 6 Butiker. Lejlighederne, der er paa 4 og 5 Værelser med Badeværelse, Køleskab. varmt Vand og alle andre moderne Bekvemmeligheder, er allerede udlejet, skønt de naturligvis ikke hører til de billigste her i Byen. Af Butikerne er endnu nogle tilbage.

- Hvad hedder den Stil, som Ejendommen er opført i? spørger vi til Slut Arkitekten.

- Den har ikke noget Navn. Vi kalder den bare moderne. Den er et Produkt af alle de Fordringer, som har slaaet den tidligere Arkitektur ned.

(Aftenbladet (København) 8. oktober 1929).

Danmarks første Lagkagehus

Det første Udslag af det moderne Boligbyggeri.

Paa den store Bygge- og Boligudstilling fik man en Forsmag paa, hvorledes Fremtidens Huse vil blive. Tendensen stræber mod større Hygiejne, bedre Lysforhold, og saa naturligvis indrettet med den Komfort, som Tiden uvægerligt kræver.

Men de moderne Arkitekter har ganske glemt at tænke over det hyggelige Hjem. 

København har i disse Dage i Praksis faaet Del i det moderne Boligbyggeri, idet der paa Grunden ved Svineryggen over for Kinopalæet er rejst en ejendommeligt udseende Bygning, er mere minder om en amerikansk Opdragelsesanstalt, end om et civilt Beboelseshus. I Københavnermunde har man omdøbt den famøse Bygning til "Lagkagen", fordi den netop minder om en saadan Kage, - men hverken i Smag eller Delikatesse svarer til Navnefaderen. Bygningen er paa 6 Etager, der er "lagt oven paa hinanden", saaledes at det minder om et Hus, udført af Byggeklodser. Mellem Etagerne er der store Loggiaer, og hver Lejlighed er et eneste Glasrum, hvor Lyset samler sig. men Hyggen udebliver.

Der er ingen Tvivl om, at Arkitekterne C. F. Møller og Kay Fisker har ment Københavnerne det godt, da de opførte dette Hus, hvis Celler hver for sig er projekteret til Kæmpepriser, der i Alle Bladene er Befolkning. Men Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse vil sikkert udstøde Ramaskrig. - Stærekassen, som bygges bag Det kgl. Teater ser ikke værre ud end denne Fængselskare med Glas og mærkelige, firkantede Udspring. Den danske Vinter vil sikkert tage Charmen bort fra de store Vinduer, - men Hygiejne og Komfort er som sagt ledende - saa er den hjemlige Hygge et underordnet Spørgsmaal.

Københavner, jun.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 23. oktober 1929).

I Nationaltidende 1. januar 1930 omtales huset også som "Lagkagehuset"

Foto fra Social-Demokraten 18. december 1929.

"Lagkagehuset" på Vodroffsvej som det ser ud, næsten 100 år efter. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Den omtalte Schøndorff Hansen var Svend Aage Schøndorff Hansen (foto fra Social-Demokraten 31. december 1927). Han blev opdaget på en barberstue  af et par opdagere, og var tidligere straffet for alfonseri, han blev indsat på Sundholm, men flygtede og levede en tid under falske papirer som Svend Bryn. Han udførte over 120 indbrud som han senere tilstod. 

Hans retssag begyndte i november 1927, og han blev idømt 3 års forbedringshuse. Han var indsat i Vestre Fængsel, men indlagt på Sundby Hospital da han blev syg - også her lykkedes ham at flygte den 19. december 1927. I januar skrev han til en bekendt og meddelte at han var flygtet til Rusland. Ved en tilfældighed fandt politiet imidlertid i februar 1928 på Vesterbrogade 65, 4. sal, en hans "hule" hvor han opholdt sig med kæresten. Hun blev arresteret og fik senere 1 måneds fængsel for sin medvirken ved flugten. Men det lykkedes ham at flygte. Schøndorff-Hansen var i det hele taget ret koldblodig: Ved et indbrud i Torvegade, udgav han sig for vicevært over for politiet og deltog i eftersøgningen af tyven, indtil han så sit snit til at stikke af.

Han blev i september 1928 pågrebet på Vodroffsvej nr. 2 hvor han havde opholdt sig i længere som glarmester.

Storforbryderen Schøndoff-Hansen paagrebet paa Vodroffsvej.

Han havde starten en Glarmesterforretning og havde anlag Skægog Briiller.

I et halvt Aar har han holdt sig fri af Politiet efter den natlige Flugt fra Sundby Hospital.

Billedet forestiller Ejendommen Vodroffsvej 2, hvor Storforbryderen Schøndorff-Hansen blev paagrebet.

Den længe eftersøgte Storforbryderen Schøndorff- Hansen er, - som meddelt i Aftenudgaven - i Gaar Eftermiddags blevet anholdt af Opdagelsespolitiet i sin Lejlighed paa Vodroffsvej 2.

Han fulgte roligt med, idet han var klar over, at Slaget var tabt.

Det var 1 December, han ved Nattetid flygtede fra Sundholm Sundby Hospital og han har saaledes i over et halvt Aar holdt sig fri af Politiet. Det overordentlig store Arbejde, Eftersøgelsen har givet, vil formentlig have den Virkning, at Autoriteterne fremtidig er varsommere med at anbringe syge Forbrydere paa andre Hospitaler end Vestre Fængsels Sygeafdeling.

Flugten.

 - - Paa Politigaarden vakte til ikke ringe Opsigt, da Sundby Hospital om Aftenen ved 10-Tiden den 19. December meddelte, at Schøndorff-Hansen var flygtet.

Efter at han i en halv Time havde opholdt sig i et Afklædningsrum, anede Personalet Uraad og sprængte Døren, da han ikke svarede. Det viste sig nu, at han var forsvundet ud gennem et

lille, smalt Vindue.

Politiet var straks paa det rene med, at han havde haft Hjælpere. Om Eftermiddagen havde Schøndorff-Hansen haft Besøg af sin Kæreste, der havde faaet Adgang for en Afskedsvisit. Han var nylig idømt en Straf paa 3 Aars Forbedringshusarbejde, og nu vilde hun gerne tage Afsked med ham ....

Det flyvende Korps arbejder.

Øjeblikkelig blev der iværksat en Eftersøgelse. Det flyvende Korps blev alarmeret, og Flygtningen blev i Maaneder eftersøgt Dag og Nat. 

Tilsidst drog man Tropperne ind, hvorefter to unge Opdagere, Rønde og Holton, der begge tidligere har gjort sig fordelagtigt bemærkede, satte sig Opsporingen som særlig Opgave.

I det forløbne Halvaar har de hjemsøgt Vesterbro og en halv Snes Gange været paa Sporet. Men naar de troede at have ham, - glippede det i sidste Øjeblik. Blandt Kammeraterne begyndte man saa smaat at smile ad Energien, idet man mente, at den Efterlyste, der er tidligere Artist - og sprogkyndig - forlængst havde forladt de hjemlige Kødgryder og var naaet en af Udlandets Storbyer. 

De to Opdagere var af en anden Mening; de hørte af og til lidt nyt, som gav dem Anledning til at tro, at han stadig var i deres Nærhed. I over en Maaned .skyggede de hans Kæreste; men det gav intet Resultat. Saa fik de at vide, at han havde opholdt sig paa Frederiksberg - dog, ogsaa det var blind Alarm. Da Opdagerne kom, var Fuglen fløjet.

Sporet.

Men Mandag Aften fik Opdagerne et nyt Spor, og denne Gang naaede man Maalet.

En Meddelelse gik ud paa, at Schøndorff-Hansen i den sidste Tid til Stadighed var set i Kvarteret omkring Vodroffsvej. Ganske vist havde den omtalte Person anlagt Skæg og Briller og skiftet Frisure; men det maatte være ham. I Gaar Middags saa Opdagerne Schøndorff-Hansens Kæreste komme ud fra en Glarmesterforretning, der var bleven etableret i et lille Hus, nærmest lignende et Skur, der er beliggende paa Vodroffsvej Nr. 2.

De fik ved Forespørgsler at vide, at det var "en underlig Mand", der havde Forretningen. Den var ofte lukket flere Timer ad Gangen.

Rønde gik ind i Forretningen og bad om at faa et Billede indrammet. Da han saa "Glarmesteren" var han omtrent sikker i sin Sag, og af taktiske Grunde trak han sig tilbage, idet han sagde, at han vilde gaa hjem efter Billedet.

Fra tidligere Lejligheder vidste man, at Forbryderen vilde forsøge en Flugt. Rønde telefonerede derfor til Politigaarden om Assistance, og faa Minuter senere ankom fire opdagere i Automobil. De listede ind omkring Ejendommen, og derefter tog Rønde og Holton paany

Offensiven.

Schøndorff-Hansen var i samme Nu klar over, at han var fanget. 

- Er der Betjente ved Bagdøren? spurgte han. 

- Ja, svarede Opdagerne i Kor, De kan være ganske tryg.

- Naa, lød Svaret, Ja, saa er der altsaa intet at gøre.

Anholdelsen.

Godvillig fulgte han med til Politigaarden, hvorefter der i hans lille Hjem blev foretaget en grundlg Ransagning.

Udbyttet var betydeligt. Der maatte to Lastautomobiler til at bringe Tyvekosterne op til Poilitigaarden.

Endnu ved Midnatstid var man ikke færdig med Afhøringen, men Schøndorff-Hansen var medgørlig og tilstod, at han i den lange Tid udelukkende havde holdt Livet oppe ved Tyverier. Forretningen havde kun været et Skalkeskjul og et Tilflugtssted.

Han vil blive fremstillet i Dommervagten i Dag - og naar hans Sag en

Gang bliver færdigbehandlet, vil han faa en alvorlig Tillægsstraf, dels for sine mange nye Tyverier, dels for sin Flugt.

(Nationaltidende 14. september 1928).

Foto af Vodroffsvej 2 fra "Klokken 5" 15. september 1928 2. udgave.

Flugtforsøgene fortsatte. I begyndelsen af oktober sprang han under en afhøring ud af et vindue i 1. sals højde, men brækkede benet, så benpiberne stak ud. Under retssagen påstod Schøndorff-Hansen at det ikke var et flugtforsøg, men et selvmordsforsøg. Byretten idømte ham en tillægsstraf på 18 måneders forbedringshuse. Landsretten forhøjede i december 1928 dette til 2 år. Man kunne dokumentere tyverier for i alt 3.400 kr. 

Under hans sygeophold på Kommunehospitalet blev han opsøgt af en vis stenografdame Nancy Schøndorff-Hansen (født Andersen), datter af en fremstående kontorembedsmand, og efter eget udsagn forlovet med Schøndorff-Hansen da han endnu udgav sig for at være glarmester Petersen. Hun påstod at have trukket sig fra ham da han blev arresteret, men hendes følelser var blusset op igen, og nu ville hun gerne have nogle penge udbetalt. De blev herefter gift på Kommunehospitalet. Schøndorff-Hansen var allerede gift og senere skilt med en kone der opholdt sig i udlandet. Politiet overvejede derfor at anlægge sag for bigami, såfremt kvinden ikke var en svindler.

Herefter forsvinder Schøndorff-Hansen ud af aviserne, så man skal i arkiverne hvis man skal finde hans videre skæbne.

Straffefangen, der gik Tur med sin Kone i Boserup Skov. (Efterskrift til Politivennen)

En fuldkommen fantastisk Affære afsløret.

Den vidtstrakte Frihed paa St. Hans 

En nærmest utrolig Affære er kommet for Dagens Lys. Dens Sandhed er allerede bekræftet af de paagældende Autoriteter.

Paa St. Hans Hospital opholder sig for Tiden en Forbedringshusfange William Jensen, som i Sommer overførtes hertil fra Straffeanstalten. I Løbet af forholdsvis kort Tid opnaaede han at blive rykket frem til den saakaldte "Frihedsklasse", og fik derved forskellige Begunstigelser. Saaledes fik han - Straffefangen! - lov til at færdes frit omkring i Boserup Skov. Og om Søndagen kulminerede Idyllen.  

Det resulterede i at Fru Jensen nu kan imødese en Arvings Ankomst, en Begivenhed, som man i dette Tilfælde ikke kan betegne med det vante Ord "glædelig", men nærmest maa kalde sørgelig. Saaledes benævnes den i hvert Fald af Fru Jensens Paarørerende, der i Forvejen kun har haft Sorg og Ulykke af hendes Forbindelse med Straffefangen William Jensen. 

De idylliske Forhold i Roskilde og Omegn.

Med den dybeste Forbløffelse vil Offentligheden erfare denne Historie. Det virker nærmest som en Bombe, at sligt kan finde Sted i en Tid, hvor der tales saa meget om Raceforbedring.

Det er en kendt Sag at adskillige St. Hans Patienter har Tilladelse til at færdes frit omkring i Roskilde, ja endog kan rejse til København og hilse paa Venner og Bekendte, naar disse ikke har Tid til at komme til en lille Middag paa Hotel "Prinsen" i Domkirkebyen ...

Den rene Parodi er det naturligvis, naar denne Frihed indrømmes Folk, der er indespærret som farlige for den offentlige Sikkerhed, jævnfør Tilfældet Valdemar Andersen, men vi er inde i det glade Vanvid, naar Straffefanger indrømmes Begunstigelsere af denne Art. 

Med den største Interesse maa vi afvente, hvad der kommer ud af den Undersøgelse af dette mærkelige Forhold, som nu vil blive iværksat paa Fængselsmyndighedernes Foranstaltning.

(Aftenbladet 4. januar 1929).

Nationaltidende havde en nogenlunde enslydende artikel, og havde en samtale med afdelingslæge Hendriksen på St. Hans:

- Foreløbig kan vi egentlig ikke sige noget nærmere om Sagen, oplyste Dr. Hendriksen, men der vil ganske sikkert komme en Indberetning fra Overlæge Bisgaard til Justitsministeren.

- Hvordan ser De selv paa Friheden indenfor Anstalten.

- Den bliver fastsat i hvert Tilfælde, efter hvad Behandlingen kræver eller tilsiger.

- Er der ingen særlige Regler for Patienter, som overføres fra Fængslerne.

- Vi har ikke Fanger her. Det er er Hospital, og vi har kun Patienter, som vi behandler efter deres Sygdom.

Naar der er tale om farlige Personer, kommer de paa Nykøbing Sikringsanstalt. 

(Nationaltidende 4. januar 1929, 2. udgave. Uddrag).

Liget kom godt i Jorden. (Efterskrift til Politivennen).

Liget kom godt i Jorden

De, der gjorde Boet op, havde revet de sidste Klude af det. 
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskabet ved deres mægtige Honorarer af det.
Graadige Likvidatorer ribber de sammenbrudte Selskaber ved deres mægtige Honorarer.

Som bekendt er Bank- og Sparekassbedrageri ved at blive en national dansk Næringsvej. Dertil kommer nu ogsaa Stillingen som Likvidator i Likvidationsboer, den sidste synes endda at være ved at blive den mest Indbringende. I den beretning om Likvidationen at "International Assurance Compagni", der er udsendt, faar man at vide, at de tre Likvidatorer, Højesteretssagfører Bache, Direktør Jacob Tannenberg og Direktør C. Østergaard, "foranlediget ved Udtalelser af de to interesserede Banker" har ansat Honoraret til 275,000 Kroner, "uagtet Likvidatorerne i samtlige andre sammenbrudte Forsikringsselskaber har beregnet mindst 10 pCt. af Nettoaktierne, der her er ca. 6½ Million". Det vil altsaa sige, at de Herrer egentlig mener at have Ret til at beregne sig 650,000 Kroner. Vil man sige; Hvorfra kommer denne Ret? ja saa hedder det, at det er Praksis i Konkursboer, og derfra er denne Praksis gaaet over i Likvidationsboer. Saaledes faar man, om man saa maa sige, Metode i Galskaben.

Mon mod denne Metode har bankerne da heldigvis protesteret, thi som en Protest maa Bemærkningen om de faldne Udtalelser forstaas. Og Protesten synes heldigvis forfulgt paa Kreditormødet og Generalforsamlingen, der skal afholdes i de kommende Dage, og det er Meningen at lade Sagen gsa til retslig Afgørelse.

Med Hensyn til Henvisningen til Konkursboerne, saa er Forholdet det, at der her jo som oftest er Tale om mindre Boer og deraf følgende mindre Værdier. En Beregning af 10 pCt. vil her ofte være rent naturlig og absolut ikke for meget i Betaling for Arbejdet med Afviklingen, men hvad der er naturligt her, bliver unaturligt - Ja ligefrem Graadigheden sat i System, naar der er Tale om Selskabernes Millionboer.

- - - -

Der er den lille interessante Omstændighed ved det Hele, at fhv. Trafikminister Haasing-Jørgensen - o, salig Ihukommelse!  ogsaa har været med i Likvidationen; han sad der, indtil han efter Diskontobankens Sammenbrud fandt det formaalstjenligt at bosætte sig mellem Schweitz' Bjerge. Han har saaledes Krav paa en Andel af de store Honorarer, vel 50.000 Kroner. Ak, javist har vi store Mænd her i Landet; de er bare en Smule kostbare.

- - - -

Det er at haabe, at der maa komme noget ud af denne Protest. - Det er paa Tide, at der sker Ændringer i dette Forhold, at et sammenbrudt Selskabs Restværdier paa den Maade skal beklippes i en saa uhyre Grad for at faa de sidste Regnskaber sluttet og de sidste Værdier realiseret. Saasom man jo kan forvente, at der endnu af og til vil bryde et eller andet Selskab sammen, saa er det paa Tide, at der kommer en ganske anden Ordning end den, der nu finde; den, der jo i Virkeligheden kun har kunnet praktiseres, fordi den er bleven tolereret uden Protest.

Ellers staar vi en skønne Dag dér, at Likvidatorerne tager Rub og Stub, saa at vi kan skrive samtlige sammenbrudte Selskabers Gravskrift i de Linier: Liget kom godt i Jorden. De, der gjorde Boet op, havde revet de siste Klude af det.

J. H. 

(Aftenbladet (København), 23. juni 1927).

En skarp Protest mod de høje Likvidations-Honorarer.

Domstolene skal afgøre Spørgsmaalet.

Kreditormødet i "Intern. Assurance Compagni" blev afholdt i Gaar, og Hovedpunktet i Forhandlingerne blev, som det var at vente, de høje Likvidationshonorarer.

Efter at Højesteretssagfører Bache havde indledet og havde henvist til Hovedpunkterne i Regnskabet, kom Kritiken til orde. Overetssagfører Angelo førte Øksen med haard Haand. Her kan selvfølgelig kun inden for rimelighedens Grænser almindeligvis regnes med det Likvidations-Salær paa 10 pCt., som Beretningen henviser til. Men her er der jo Tale om Millionsummer, og saa er vi ude i Urimelighederne. Det ser ud, som d'Herrer Likvidatorer vil have os til at det saaledes, at det er en elskværdig Imødekommenhed, at de ikke har taget 10 pCt. Vi kan ikke se det saadan, ja vi kan ikke en Gang mene, at 6 pCt. er rimeligt.

For et Par Aar siden blev der taget 200,000 Kr. a conto paa Likviditionssalæret. Jeg protesterede som Revisor i Selskabet ved en Antegning i Protokollen. Og med Hensyn til det nu foreliggende Regnskab protesterer jeg igen over for det samlede Beløb paa 375,000 Kr. Bankerne finder ligesom jeg, at 3 pCt. vilde være en passende Takst. Hvad der ligger højere, er og bliver urimeligt.

Højesteretssagfører Steglich-Petersen sluttede sig til den fremsatte Kritik (Højesteretssagføreren repræsenterer Handelsbanken og Diskontobanken.) Det er givet, sagde Hr. S.-P., at der skal ydes et passende Honorar for et saa ansvarsfyldt Arbejde, men naar man kommer op paa saa store Beløb som her, saa maa der kræves en anden Motivering end den, d'Herrer har givet. En almindelig Sammenligning med andre Boer er ikke nok.

Højesteretssagfører Bache svarede derefter: - Ja, de fremsatte Bemærkninger om Salærerne kommer jo Ikke overraskende efter hvad der har staaet I Pressen. (Steglith Petersen: Nmh ja. og efter hvad vi har sagt til Dem paa Forhaand.) 

Saa fortsatte Hr. Bache: Jeg skal ikke komme nærmere ind paa den Kritik, der har rejst sig. Jeg vil blot spørge d'Herrer, om de vil akceptere en Afgørelse her, eller de vil gaa til Domstolene.

Steglich-Petersen svarede straks: Vi akcepterer ikke.

Bache: De fastholder, at De vil gaa til Domstolene.

Stegl.-P.: Ja, det gør vi.

Bache: Saa er det jo ørkesløst at diskutere Sagen her.

Alligevel blev der diskuteret om Kontorer og Hjælp og Sagfører-Salærer og om Pressens Stilling til Sagen.

Hr. Bache forlangte til sidst en Afstemning, fik den ogsaa, men den betød intet som helst. Det Hele var kun Indledningen til den Retssag, hvor Spørgsmaalet om Honorarernes Størrelse vil blive endelig afgjort.

(Aftenbladet (København), 25. juni 1927).

Sagen startede i Landsretten i oktober 1927. Landretten afgjorde i april 1928 at honoraret skulle nedsættes med 125.000 kr. til 250.000 kr. Sagen blev ikke appelleret..

Fosterfordrivelse. (Efterskrift til Politivennnen).

En uhyggelig Affære.

En Fosterfordrivelses-Klinik i St. Kongensgade.

To finske Damer arresterede.

Opdagelsespolitiet har i Gaar anholdt to finske Kvinder, Fru Hilma Jensen og Fru Caroline Ekling, der i en Lejlighed paa 1. Sal i Ejendommen St. kongensgade Nr.  44 gennem længere Tid har drevet en Slags "Privatklinik" til Hjælp for unge Kvinder, der har "kommen galt af Sted".

Anmeldelsen skyldes en Mand, der gennem en kvindelig Bekendt havde hørt om den mærkelige "Massageklinik" og de to Damers Tilbud, og som i Forstaaelsen af den Fare "Operationer" af denne Art jo altid rummer for "Patienterne", mente det bedst at faa sat en Stopper for Virksomheden

Sagen blev overgivet til Mordeksperterne. Og i Gaar Middag indfandt Overbetjent Ottosen og Kriminalbetjent Strømmen sig i Lejligheden i St. Kongensgade og anholdt Fru Jensen, der var Hjemme, parat til at give "Konsultation", og straks derefter Fru E k l i n g, der havde været ude i Byen og just kom hjem, da Politiet var i Færd med at føre hendes Kollega bort.

Begge Kvinderne blev i en Politibil kørt ud til Politigaarden, hvor Overvagtmester Liktner fik dem til Afhøring.

Fru Jensen indrømmede, at det i det enkelte Tilfælde, som foranledigede Anmeldelsen, havde været Hensigten at forsøge Fosterfordrivelse. Men hun hævdede, at hun hverken i dette eller i noget andet tidligere Tilfælde havde indladt sig paa nogen Operation.

Fru Ekling, der kaldte sig "Professorinde", og som vistnok ogsaa i sin Tid har været gift med en finsk Professor, nægtede pure at kende noget som helst til Fosterfordrivelse eller nogen Sinde at have gjort sig skyldig i noget ulovligt. Men Politiet fandt ved en Husundersøgelse i Lejligheden ikke alene to Sæt Instrumenter, som anvendtes til de kriminelle Operationer, men ogsaa en omfattende Korrespondance mellem de to Damer og en Række Kvinder, der har søgt deres Hjælp, saa Dommer Troels Lund, der fik de to Fruer til Grundlovsforhør, fandt det foreliggende Bevismateriale imod dem saa fældende, at han afsagde Fængslingkendelse over dem begge.

Naturligvis vil de stakkels unge Kvinder, der har været Patienter paa Kliniken i St Kongensgade, næppe kunne undgaa at blive implicerede i Sagen. Men det plejer jo i vor moderne Tid heldigvis at gaa saaledes. at Retfærdigheden nøjes med at straffe de egentlig skyldige, som har gjort sig en Levevej at den forbryderiske Virksomhed. medens deres ulykkelige Ofre, selv om de dømmes efter Loven, jo i Reglen bliver benaadede.

Sagen vil rimeligvis fortsat blive behandlet af Dommer Troels Lund.

(Aftenbladet (København), 4. september 1926).

I oktober 1926 indrømmede de to ved Byretten af de havde haft et fosterfordrivelsesbureau. Massøsen Hilma Jensen blev ved landsretten 20. december 1926 idømt 3 års forbedringshus. "Professorinden" var i mellemtiden død på kommunehospitalet. En impliceret dame fik 8 måneders forbedringshus.

En ny pinlig Affære.

En Massør anholdt for professionel Udnyttelse af unge Kvinders Ulykke ved Fosterfordrivelse.

Han udgav sig for Provinslæge for at faa de nødvendige Operations-Instrumenter.

Politiet har i dag til Morgen foretaget en Anholdelse, der, som det allerede kan ses, danner Indledning til en ny uhyggelig Fosterfordrivelses-Affære.

Den Anholdte er en midaldrende Mand, der i en årrække har drevet en slags massørvirksomhed

ude paa Vesterbro og Anholdelsen er foregaaet under helt ejendommelige Omstændigheder.

Fanget paa Hovedbanegaarden.

I en af den indre Bys større lntrunientførretninger fik man i Gaar besøg af en Herre, der kaldte sig Dr N N fra Aarhus, og som købte en hel Del forskellige Operations-lnstrumenter af dem, der specielt anvendes at Kvindelæger.

Manden forstod meget vel at anvende de rigtige tekniske Betegnelser for de forskellige Instrumenter. Men der var alligevel noget hos ham, der vakte Ekpedientens mistanke. Og da man ved et Gennemsyn af den Fortegnelse over de praktiserende Læger, som ethvert Apotek og enhver Instrmenthandler ligger inde med, ikke fandt det opgivne Navn opført under Aarhus,

bestyrkedes Mistanken yderligere, og der skete Anmeldelse til Politi idet man samtidig meddelte delte, at den mystiske "Doktor" havde beordret de bestilte Instrumenter sendt ud i Hovedbanegaardens garderobe ved Korsørtogets Afgang i Morges.

To Opdagere blev stillet paa Vagt ved Garderoben. Og da "Doktoren" ved 8-tiden mødte og forlangie sin pakke, traadte de frem og erklærede ham for anholdt.

Manden faldt fuldstændig sammen og maatte halvvejs bæres ud til Bilen, hvoii hun blev kørt til Politigaarden. 

Her kom han straks til en Afhøring, hvorunder han, efter at have opgivet sit Navn og en Adresse, tilstod, at han skulde have brugt de bestilte Instrumenter til den forbryderiske Virksomhed, han i længere tid havde drevet, mod for en klækkelig Betaling at hjælpe unge KVinder, der var "kommen galt afsted".

Den forræderiske Korrespondance.

Da Afhøringen af "Doktoren" var til Ende, blev han sendt over i Arresten og samtidig foretoges der en Husundersøgelse i hans Hjem, hvor Politiet fandt en omfattende Korrespondance, han havde ført med sine forskellige Klienter - de stakkels unge Kvinder, der har søgt hans Assistance i deres Nød, og som nu uundgaaeligt vil komme til at møde i Retten, selv om der naturligvis som altid nu i slige Affærer vil blive taget paa dem med aI mulig Diskretion og hensynsfuldhed. 

Særlig tragisk former Sagen sig i et enkelt tilfælde. hvor det drejer sig om en herværende Embedsmands unge Hustru, der, som den beslaglagte Korrespondance viser det, er bleven "behandlet" af Massøren med sin Mands Vidende og paa han Foranledning. Thi selv om Embedsmanden mulig vil slippe med en betinget Dom, vil han jo vel uundgaaeligt miste sin Stilling, naar han bliver dømt.

(Aftenbladet (København), 15. september 1926).

Det viste sig ved forhøret at massøren der havde brugt dæknavnet dr.Griff, hed Ingerslev, og desuden havde udført pengeafpresning mod nogle af kvinderne. I oktober blev Svend Lembcke Otto anholdt for at havde skaffet kunder til "Dr. Griff".

Massage-Kliniken i Skindergade 19. (Efterskrift til Politivennen).

Massage-Kliniken i Skindergade debatteres i Byretten.

Uhyggelige Afsløringer over den 70-aarige Kvindes Misbrug af unge Piger.

Som omtalt blev der for et Par Uger siden afsløret en mystisk Klinik, der havde til Huse i en Ejendom i Skindergade. Klinikken, der fingerede at besørge Massage og Manicure, betjentes af unge Damer, der efterhaanden førtes ind i et efterhaanden alt andet end tillokkende Liv.

Institutets Leder var en ældre Kvinde, Fru Udbo, som, da Politiet fik med Sagen at gøre, blev fængslet, og hendes Sag har siden været til Behandling hos Politiassessor Seerup.

Sagen blev oprindelig anmeldt til Politiassessor Prytz, der en dansk Formand for den internationale Forening "Les amies des jeune filles", hvilket paa dansk betyder "De unge Pigers Venner" eller Foreningen mod den hvide Slavehandel. Hr. Prytz foranledigede Politiets Indblanding i Sagen, og at der har været god Grund hertil, vil enhver forstaa, naar de erfarer, hvad der oplystes under et Forhør, der i Gaar blev afholdt af Dommer Hoppe.

Assessor Seerup fremstillede den næsten 70 Aar gamle Kvinde, Fru Udbo, der fik Plads ved Siden af sin Forsvarer, Overretssagfører Warburg. 

Institutets Anklager I Forhør.

Mødet indledtes med en Afhøring af en Grosserer Olsen, der er Genbo til Institutet, og han gav en meget dramatisk Skildring af, hvorledes han har afsløret Forretningen.

Grossereren fortalte, at han flere Gange fra sin Bopæl lige overfor Institutet her bemærket, at et Par unge Damer mistænkeligt ofte blev sendt i Byen efter Spiritus. En Dag, da han stod udenfor Ejendommen, saa han den ene af de unge Damer gøre Indkøb, og han kom da med en Bemærkning om, at det vist var en rigtig Klinik, hun var ansat i. Hun havde da svaret: "Ja, det kan De tro". 

Det var ham ikke muligt at finde noget Grundlag for en Anmeldelse mod Fru Udbo, men en Dag fandt han paa at gaa op for at blive manicure. Han blev da modtaget af den samme unge Pige, som han havde talt med paa Gaden. Hun paatog sig et behandle hans Negle, men ham opdagede straks, at hun ikke havde det fjerneste Begreb om Arbejdet. De fik da en lille Samtale, hvorunder hun oplyste, at hun gennem en Annonce i et Dagblad havde faaet Ansættelse som Husassistent hos Fru Udbo.

Nogen Tid efter havde Fru Udbo anbefalet hende at flytte ind i Kliniken for at gaa til Haande der, da hun derved kunde tjene flere Penge. Fortjenesten kunde hun dele med Fruen.

Da Grossereren havde hørt dette, var det, at han henvendte sig til Politiassesor Prytz.

Dørene lukkes.

Paa dette Tidspunkt besluttede Dommeren at lukke Dørene af Hensyn til de unge Piger, der skulde afhøres som Vidner.

Først afhørtes den unge Pige, der havde talt med Grossereen. Hun er nu paa Politiassessor Prytz Foranledning sendt hjem til sine Forældre paa Landet, men i Anledning af Forhøret var hun blevet tilkaldt hertil.

Hendes forklaring refereres saaledes fra det lukkede Møde, at hun i et og alt kunde bekræfte Grosserer Olsens Anmeldelse.

Efter Afhøringen af endnu et Par Vidner, blev Dørene aabnede paany.

Klinikbestyrerinden nægter

Den gamle Dame blev nu spurgt, om hun nogensinde havde lært at give Massage.

Hertil svarede hun:

- Ja, for mange Aar siden.

- Har De nogensinde givet Undervisning til Deres Elever?

- Ja, straks efter at De havde faaet Ansættelse.

- De unge Piger siger, at de ingen Undervisning har faaet.

- Det passer ikke.

Med dette Resultat afsluttes Forhøret. Fru Udbo føres tilbage til Arresten, hvor hun vil faa Lov til at hvile tid, til Politiet, faar hele Materialet samlet.

Hun og hendes noble Klinik, der af Anstændighedshensyn Ikke kan beskrives nærmere, vil senere komme til Behandlingi1 Landsretten

(Social-Demokraten, 8. juli 1926).

Annonce fra fru Udbo, Skindergade 19, København den 6. november 1925.

Klinikken havde et fast klientel som kendte fru Udbos ulovlige virksomhed, flere af disse blev indkaldt som vidner i sagen. Landsretten stadfæstede i november 1926 underrettens dom over fru Udbo: 6 måneders fængsel for alfonseri. Hendes virksomhed foregik i Skindergade 19. Huset er fra 1796.

Skindergade 19 midt i billedet. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Frygtelig Mishandling af et 7-Aars Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En brutal Slyngel i Bevtoftegade. - Et Selskab af Radiumskandidater. - Da Moderen blev slaaet, græd den lille Dreng, og blev derfor mishandlet paa det frygteligste

Forbryderen fængslet.

I Bevtoftegade Nr. 6 paa Vesterbro er der i Forgaars Aftes begaaet en frygtelig Volds-Forbrydelse imod en 7-aarig Dreng

Her bor en Søfyrbøder Hans Larsen, der er meget fordrukken. Han lever sammen med en Kvinde, der har et Par Drenge i 7 til 11-Aars-Alderen.

Om Eftermiddagen havde Hans Larsen truffet et Par Kammerater i Saxogade og inviteret dem hjem. Her gav de tre Mænd sig til at drikke "Radium" til langt hen paa Aftenen, og deres Beruselse steg og steg. Til sidst blev Hans Larsen ondsindet og fandt Lejlighed til at overfalde sin Kæreste, som han gennempryglede. Da den 7-aarige Willy, der laa i sin Seng hørte, at Moderen blev mishandlet, gav han sig til at græde. Herover blev den berusede Mand saa rasende, at han gennempryglede Willy, der var afklædt. Derefter tog han Drengen i Arme og Ben og kylede ham hen i en Krog af Værelset. Drengen slog Hovedet imod en Sæbeskaal og fik el stort, blødende Saar over det ene Øje. Men Vreden var endnu ikke løbet af den brutale Mand Han tog atter den lille Dreng og slyngede ham op imod Loftet. Han faldt og slog Hovedet imod Sengekanten.

Willys 11-aarige Broder havde set til, men nu blev det Drengen for meget. Han fo'r ind paa den berusede Mand for at værge sin Broder, og nu syntes ogsaa de andre Drukkenbolte, at det gik for vidt. Men imidlertid var Politiet kommet til, og Larsen blev taget med.

I Dommervagten. - Hvad Lægeerklæringen siger.

I Gaar blev Hans Larsen fremstillet i Dommervagten for Dommer Troels Lund. Han stod frækt med begge Hænder i Lommen under Afhøringen. Han afviste kort Sigtelserne. - Nok har jeg revset Drengen, sagde han, men mishandlet ham har jeg ikke.

Dommeren læste Imidlertid Læge-Erklæringen op. Den udtaler, at Willy ved Undersøgelsen havde et 2 cm langt, gabende Saar over det ene Øje. Paa venstre Laar og Bagpartiet var der Spor af meget kraftige Slag. Der var blodunderløbne Mærker af Fingrene efter den, der havde slaaet. I Munden og paa Læberne fandtes Saar. Næsen havde blødt, og der var talrige Mærker af brutale Tag. Dommer Troels-Lund fængslede den raa Volds-Forbryder og gav Politiet en Frist paa 14 Dage til Undersøgelsen.

Hans Larsen har været straffet mange Gange. Sidst har han været i Forbedringshus for Tyveri.

(Nationaltidende 2. december 1925).

To Smaadrenge, der vidnede imod deres brutale Stedfader

Barnemishandling i Bevtoftegade. - En velbegrundet Fægslingskendelse.

I Gaar afholdt Dommer Troels-Lund Forhør over den fængslede Havnearbejder Hans Larsen. der i Ejendommen Bevtoftegade 6 nylig mishandlede sin Kærestes 7-aarige Søn, Willy, paa den uhyggeligste Maade.

Kæresten, Fru Anna Lundgreen, forklarede, at Manden hyppigt havde mishandlet hende. Nu var han kommen hjem sammen med nogle Kammerater, hvorefter de havde sat sig til at drikke Radium. Pludselig for han op og vilde prygle hende, og da hun flygtede, havde han kastet sig over Willy. Kort efter vendte hun tilbage under Politiledsagelse. Hun saa da nu, at Blodet flød ned over Barnets Ansigt, og at hans Sengeklæder var blodige. Over det venstre Øje havde Drengen et dybt Saar.

Det mishandlede Barn skulde herefter give Forklaring, men da han øjensynlig var bange for at tale, medens Larsen var til Stede, lod Dommeren Arrestanten føre ud. Drengen fik en Pose Chokolade af Dommeren, og fortalte saa paa en afgjort troværdig Maade, hvordan Stedfaderen havde slaaet ham, fordi han græd af Angst for, at Moderen skulde faa Prygl; tilsidst havde Larsen kastet ham op i Luften. 

Willys 11-aarige Broder, Svend Aage, var næste Vidne. Han huskede, at Stedfaderen havde slaaet Willy i Ansigtet med knyttede Hænder. Derefter havde han taget fat i den lille Drengs Ben og slynget ham ind imod Væggen.

Saasnart disse Forklaringer var protokollerede, blev Larsen taget i Forhør. Han indrømmede at have slaaet Willy, men nægtede at have kastet ham op i Luften. Han tilføjede, at Svend Aage havde gemt sig under Dynen, saaledes at han intet kunde se.

Dommeren gjorde Larsen opmærksom paa, at en Nægtelse vilde være overflødig. Sagen var saa oplagt, som den kunde være.

Larsen ønskede dog ikke at tilstaa. Forundersøgelsen blev dermed erklæret for sluttet; Materialet tilstilles i de nærmeste Dage Statsadvokaten for at han kan udarbejde Anklageskriftet.

Arrestanten bemærkede, at han ventede at komme paa fri Fod og holde Jul, men Dommeren forlængede Fængslingsfristen til 28. December.

(København, 13. december 1925).

Hans Larsen blev i februar 1925 idømt 6 måneders fængsel på sædvanlig fængekost. Dommeren mente at han egentlig stod til forbedringshusstraf, men Hans Larsen havde vist nogen anger. 

Hjørnet af Enghavevej og Bevtoftegade (til højre). Bevtoftegade nr. 6 anes yderst til højre. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Røveri paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

En Landmand skamslaaet og plyndret.

Københavns Politi anholdt Mandag en ualmindelig raa Voldsmand, Carl Jørgensen. Den anholdte sad forleden Aften paa en Beværtning i Istedgade sammen med en af Vesterbros letlevende Kvinder Paula Bøje-Rasmussen. De var kommen i Selskab med en Landmand, der var velbeslaaet med Penge, og som ustandselig rekvirerede Spiritus. Parret syntes imidlertid, at man skulde have endnu mere og blev meget fornærmet, da Landmanden betalte sin Regning og gik. Paula Rasmussen fulgte efter og fik han til sidst overtalt til at gaa med tilbage til Beværtningen. Saa fortsattes Drikkeriet en Tid, skønt Landmanden var meget beruset.

Ved Lukketid, da Manden hverken kunde høre eller se, betalte han for i anden Gang en større Regning. Jørgensen saa ved den Lejlighed, at han endnu havde en Del Penge hos sig. Saa snart Manden var kommen ud paa Gaden, gik Parret ogsaa. Jørgensen fulgte selv efter den ravende Mand. Er Stykke henne i Gaden opdagede Landmanden en aabentstaaende Gadedør, hvor han gik ind, antagelig for at sætte sig og hvile lidt paa Trappen

Næppe var han kommen indenfor, før Jørgensen indfandt sig. Skønt denne maatte have let Spil overfor den berusede Mand, slog han ham flere frygtelige Slag i Hovedet, saa han straks faldt bevidstløs om ved Foden af Trappen.

Her blev han senere fundet af nogle af Husbeboerne, der tilkaldte Politiet. Paa Politistationen kom han saa meget til sig selv. at han kunde forklare, hvad der var sket. Nogle Kriminalbetjente blev sendt ud og fandt hurtigt, hvem Parret var.

(Kjøbenhavns Amts Avis. Konservativt Organ for Gjentofte- og Lyngbykredsen 21. januar 1925)

Udbyttet blev ca. 50 kr. Poula Jørgensen blev også anholdt, men løsladt igen. Hun forklarede imidlertid at Carl Jørgensen havde allieret sig med en kammerat, Thorvald Burthoft. Han blev nogle dage senere anholdt.

De "letlevende kvinder" søgte fx husrum på Hotel Banegaarden, Istedgade 6. Alfonser kunne også være "pæne" mennesker som levede en dobbelttilværelse, fx barber Einar Viggo Jensen, der december 1924 blev anholdt for alfonseri, selv om han var gift. Han var alfons for en hel skare letlevende kvinder. Han blev anholdt i Westend 6.

"Den hvide Neger": Olaf Olsen. (Efterskrift til Politivennen).

Olaf Hans Jørgen Olsen (1882-1951). Allerede som 16-årig fik han 9 dages fængsel for vold. Og derefter fulgte i en lind strøm flere domme. Indtil han i 1902 blev han indsat i Statsfængslet i Vridsløselille og Horsens, med tilnavnet "Løvenfeldt" for alfonseri. I 1906 fik han 6 måneder. På intet tidspunkt ophørte hans smådomme for vold.

Det løb fra 1890'erne til 1930 op i mere end 20 “løsagtige kvinder”, hvad der førte til to fængselsophold på henholdsvis 1 og 1½ år. Samt talrige straffe for vold, tyveri, hæleri, fornærmelse af politiet m.m. Under fængselsopholdene opførte han sig ofte syg. Måske fordi han reelt var syg, men måske simulerede han også.

Han havde gennem årene forskellige forretninger til at dække over sin virksomhed som alfons: En cigarforretning i Viktoriagade 8 (omkring 1911). I 1915 fik politiet nys om at han ulovligt udskænkede spiritus. I 1927 åbnede han en kolonialvarehandel i Hedebygade 8, st. Den blev solgt i oktober 1929.

Legenden vil vide, at Olaf Olsen engang skal have tilsværtet sit ansigt for at kunne deltage i en maskerade. Under festen kom han til at tørre sværten af, og det fik et barn til at udbryde: “Se mor! Nu blev negeren hvid”. Ifølge Jens Christian Krebs Langes artikel om ham, citerer denne sin faster for at han vistnok havde sværtet sig i ansigtet da han var stukket af fra politiet.

Engang i 1920 eller 1921 blev han tilsyneladende forelsket i Andrea Rasmine Madsen, og indledte et forhold hvor han undtagelsesvis ikke udnyttede hende. Han opholdt sig nu nogle år i udlandet. I 1924 begyndte nette imidlertid at strammes omkring hans talrige ulovlige virksomheder, og aviserne begyndte at skrive om dem:

Den Hvide Neger.

Af en moderne Forbryders Saga.

Københavns Politi behandler i øjeblikket en Sag mod en af de sidste Aars mest berygtede Voldsmænd og Forbrydere. Hans Jørgen Olsen, kendt af Politiet og i visse Vesterbro-Sidegader under Navnet "Den hvide Neger."

Han er sigtet for Tyverier fra sine mange Kærester. og under Sagen er hans sjældne Forbryderbane blevet opklaret i alle Enkeltheder. Det viser sig, at han i aarevis har Ievet af Kvinder. Alene af en har han paa almindelig Alfonsmaner faaet over 50,000 Kr. i nogle Aar, en anden har foræret ham Møbler, en tredje et Automobil osv. Hans Indflydelse paa Kvinder har været rent ud fabelagtig. Gang paa Gang har han, trods uhyggeligt Brutalitet og forbryderisk Voldsomhed, besnæret Gadens løse Fugle, og han har i Aarevis holdt ligefrem Harem. Officielt levede han af en lille Cigarforretning paa Vesterbro, men det er Kvinderne, der har underholdt ham. Gang paa Gang er han blevet arresteret og sat i Fængsel, men hver Gang, han kommer ud, begynder han paany. Efter at være løsladt i 1914. slog han ind paa sin gamle levevej, og først da Jorden var gloende under ham, forsvandt han til Udlandet.

I nogle Aar levede han i London. Amsterdam og Paris og tilsidst i Berlin, allevegne som Alfons. Paany kom han hjem. og atter besnærede hun ulykkelige Kvinder, saaledes at han for et Par Aar siden kunde rejse til Tyskland og købe Hotel i Swinemünde. Han blev imidlertid hurtigt ked af denne borgerlige Næringsvej, og paany stod han paa den kære københavnske Asfalt som den ukuelige Kvindeforfører. Men omsider blev Forholdene for indviklede. En skinsyg Kvinde angav ham, og nu sidder han atter i Saksen. Sidste Gang slap han med Tugthus, men denne Gang er der Sandsynlighed for. at han bliver erklæret sindssyg. I et Forhør i Gaar hos Dommer Knudsen, hvor Vesterbros løse Fugle fyldte det meste af Lokalet, nægtede han frækt alt og erklærede, at han havde ernæret sig som Fremmedfører og Translatør. Ingen af de kvindelige Vidner turde for Øjnene af den frække Forbryder vidne imod ham, og Forhøret formede sig til Tider saa dramatisk, at Dommeren maatte skride ind. Det bliver antagelig en baade langvarig og omstændlig Sag, inden det lykkedes at faa den enestaaende frække Forbryder under Laas og Slaa igen

(Herning Avis 8. maj 1924)

En mystisk Hilsen fra "den hvide Neger".

Er han i London?

(Privattelegram).

København, Tirsdag.

En Restauratør paa Vesterbro har fra London faaet et Brevkort, hvorefter den frygtede "hvide Neger" skulde være naaet til London. Kortet er dateret Bryssel, 6. Juni, men forsynet med engelske Frimærker og stemplet af det engelske Postvæsen 5. juni 24, og underskrevet "Olaf J. Olsen".

Det er foreløbig Politiet en Gaade, hvorledes "den hvide Neger" skulde være naaet til London i Tiden fra Tirsdag til Torsdag, med mindre han straks er rejst til Hamborg og derfra med Flyvemaskine taget over Rotterdam til London.

Forøvrigt er der mange i København, som paastaar at have set "Negeren", f. Eks. i et Danselokale paa Frederiksberg. Endvidere skal han være set paa Kallundborg-Egnen og ved Husum.

(Ærø Avis 11. juni 1924).

"Den hvide Neger" kom i Middags.

Han blev straks indsat I Arresten.

Den hvide Neger er vendt hjem fra sin lille Udenlandsrejse.

I Gaar Eftermiddags Kl. 4 blev han og hans Ledsagerske Rigmor Lund af de norske Opdagere Brun og Malm ført om Bord i "Kong Haakon, og i Middags kom Skibet hertil og lagde til ved Larsens Plads.

Der var modt et Par danske Opdagere. Faaborg Petersen gik straks om Bord for at overtage Ansvaret for Negeren. Straks efter gik man fra Borde, og da Negeren viste sig paa Landgangsbroen hilste en Del af hans gamle Venner fra Vesterbro ham med et Hurra.

Negeren vinkede smilende og raabte: 

- Den Gang gik det ikke. men bedre Lykke en anden Gang. I en Auto førtes Negeren og hans Ledsagerske straks til Domhuset, hvor han med det samme blev overgivet til 2. Undersøgelseskammer og indsat i Arresten.

Rigmor Lund blev ført over i Opdagelsespolitiets Lokaler, hvor man ved Redaktionens Slutning var ved at afhøre hende.

Det drejer sig om al faa oplyst, hvorvidt hun har været Arrestanten behjælpelig med Flugten fra Danmark. Har hun det, vil hun antageligt blive fremstillet i Grundlovsforhør og arresteret. Hvis hun derimod, hvad man antager, kun har hjulpet ham i Udlandet, vil hun blive sat paa fri Fod.

I Morgen tager Assessor Krenchel den hvide Neger i Forhør.

(Nationaltidende 2. juli 1924).

Hs. Majestæt "Negeren"s Hjemkomst.

En Herre der "skal ta'es med det Gode"!

I Gaar afsluttedes anden Akt af den Farce, der hedder "Den hvide Negers Flugt". Med Christianiadamperen "Kong Haakon" kom Flygtningen hertil, ledsaget af to norske Politimænd, og blev modtaget paa Larsens Plads af en Stab af vore hjemlige Opdagere og med en Honnør, der mindede om en Fyrstemodtagelse i de gode gamle Fredensborgdage.

For en jævnt sund Hjerne virkede Optrinet nærmest uhyggeligt i al sin Komik: Her kom denne uappetitlige Forbryder, der, siden han blev konfirmeret, hele sit Liv igennem har snyltet paa stakkels ulykkelige Kvinders Skændsel og kun i Kraft af sin eksempelløse Frækhed har holdt sig klar af det permanente Fængselsophold, der tilkommer ham, marcherende over Landgangsbroen, iført "Kungliga Svenska Segelselskåp"s eleganteMedlemsuniform og gelejdet af de to Opdagere, Overbetjentene Sei ndal (forrest paa Billedet) og Faaborg-Petersen (umiddelbart bag Forbryderen), medens en tredie Politimand i passende Afstand bar hans Haandkuffert og hans Overfrakke, og Kajen var besat af en Skare Fruentimre med store, spraglede Hatte og mægtige Blomsterbuketter samt af en lille udsøgt Flok af hans Kolleger blandt Hovedstadens Alfonser, hvem "Negeren" naadigt og huldsaligt trykkede i Haanden og takkede for Modtagelsen.

Den holder sig altsaa endnu lige frisk, den Fiktion, "den hvide Neger" har forstaaet at opretholde under sin mangeaarige Kamp med Politi - at han skal ta'es med det Gode(!) - dette Skadedyr, der burde have alle de korporlige Tærsk, Loven blot paa nogen Maade hjemlede Tilladelse til at give ham, i Stedet for at vartes op og kæles for som en Greve.

Helt i Billedets' Baggrund ser man den "Dame", der blev anholdt sammen med ham oppe i Christiania, og som har været paa Farten med ham gennem Sverige, efter at være kaldt over til ham her fra København.

Hun hedder Rigmor Petersen og har i en Aarrække boet ovre i Londons Bærme under Navnet Rigmor Paterson eller - som gift Mis Lundh.

(Aftenbladet (København) 3. juli 1924).

Under retssagen viste det sig at Oluf Jensen syntes henrykt over at være genstand for så megen opmærksomhed. Han sad i Horsens Straffeanstalt juli 1924 til juli 1925. Udadtil gav han nu udtryk for at ville være lovlydig og anskaffede sig en cigarforretning på Østerbro. 

Den hvide Neger som Natklubvært

En Grosserer, der mener, at han har faaet Gift I Glasset. - Gæsterne fortæller om en Nat paa Vesterbro.

Det har længe været en offentlig Hemmelighed, at Nattevandrere for gode Ord og navnlig for god Betaling kunde faa sig en sidste Hjertestyrkning i en Baggaardsejendom foran paa Vesterbrogade. Den gæstmilde Vært var Ingen anden end Grosserer Oluf Olsen, ogsaa kendt under Navnet "Den hvide Neger".

Nu er Forretningen kommet frem til Rettens Behandling paa Grund af et mystisk Urtyveri.

Forleden fængsledes l et lukket Grundlovsforhør en af Vesterbros Damer, Frk. E, der sigtedes for Tyveri af et Guldur fra en Grosserer M, der havde været paa Visit i "Negerhytten". 

I Gaer var der Forhør i denne Sag hos Dommer Eide.

Politiassessor Hartvigs fremstillede Frk. E., og Landsretssagfører Borre var mødt som Forsvarer.

Tyveriet af Gulduret skal være foregaaet hos Grosserer Oluf Olsen, der driver en mindre Vinforretning med Bagværelse.

Anmelderen, Grosserer M, forklarede, at han sammen med en Bekendt havde drukket en Del paa forskellige Beværtninger. De sluttede i "Pigalle", hvor de traf Frk. E. Da "Pigalle" lukkede, gik han og Damen ind til "Den hvide Neger". Her havde de faaet lidt at drikke. Han mente dog ikke, at han var beruset, og han var aldeles sikker paa, at det var Frk. E, der havde stjaalet Gulduret. Som Støtte for denne Paastand anførte ban blandt andet, at Oluf Olsen var kommet til ham med hans Slipsnaal og hans Tændstiketui, idet han havde sagt: Det har Pigebarnet neglet fra Dem.

Oluf Oksen havde serveret fire Sjusser for Selskabet, cg M. havde den Opfattelse, at der var kommet bedøvende Midler i. da han pludseligt var gaaet "helt omkuld". Da han senere fandt sig selv paa Gaden, manglede han Uret, der havde en Værdi af 430 Kroner.

Frk. E. nægtede elg skyldig i Tyverlet og forklarede, at paa et vist Tidspunkt havde Oluf Olsen lukket hende inde i alt Soveværelse, og da hun ikke kunde faa Lov til at komme ud igen, var hun sprunget ud gennem Vinduet. Nede i Gaarden traf hun M, der ravede rundt. De fulgtes ad ud paa Gaden, hvor de kørte bort sammen i en Bil. Hun nægtede ligeledes, at hun havde haft fat I Slipsnaal og Tændstiketui.

Samme Aften havde der været en Del andre Ornater til Stede i de Olsenske Pauluner, og to af dem. Grossererne L. og T., blev afhørte som Vidner. De erklærede begge, at de havde været saa berusede, ae de intet havde lagt Mærke til.

M. forklarede derefter, at Oluf Olsen næste Dag havde tilbudt barn at skaffe Uret Igen, hvis Tyverianmeldeisen blev taget tilbage.

Na skulde Grosserer Oluf Olsen afhøres, men han rar Ikke mødt. Dommeren Idømte ham derfor en Bøde paa 20 Kroner, hvorefter der blev berammet et nyt Forhør til Onsdag, og Politiet vil da sørge for. at Olsen er til Steds.

Han kan da i billigste Tilfælde vente sig en Bøde tor ulovligt Værtshushold,

(Social-Demokraten 22. december 1925)

Nordjyllands Social-Demokrat var 23. december 1925 ikke blege for at benævne de berørte personer ved deres rigtige navn: Den bestjålne var grosserer Valdemar Michelsen. Desuden var Sigismund Rieber, Chr. Larsen og Eli Trendholm til stede. 

Skal "den hvide Neger" interneres?

I Gaar blev den saa ofte omtalte Voldsmand Otto Olsen, der gaar under Navnet "Den hvide Neger" anholdt for Alfonseri. Han er Gang paa Gang bleven tiltalt for Voldshandlinger, for at have drevet Smugkro paa Vesterbrogade osv., og det meddeles nu, at Politiet vil søge at faa ham erklæret farlig for den offentlige Sikkerhed for paa den Maade at faa ham interneret.

(Nordjyllands Social-Demokrat 23. marts 1926).

"Den hvide Neger" fængslet.

Politiet sigter ham for stadig at drive Alfonseri og vil kræve ham interneret.

Politiet har, som man vil erindre det, i den senere Tid atter beskæftiget sig med Oluf Olsen, alias "Den hvide Neger", som holder Smugkro paa Vesterbro, hvor han modtager betalende Gæster efter Kaféernes Lukketid.

Nu har Politiet besluttet sig til at undersøge hans Forhold til Bunds. Han blev i Gaar tilsagt til at møde paa Politigaarden, og under Afhøringen rejstes der Sigtelse imod ham for stadigt at drive Alfonseri. Han blev holdt tilbage, og i Eftermiddagens Grundlovsforhør blev han fremstillet for lukkede Døre og belagt med Arrest. 

Politiet vil kræve ham interneret som farlig for den offentlige Sikkerhed, som uforbederlig Alfons.

(Nationaltidende 23. marts 1926)

I julen 1926 kom han på forklædt julebesøg i København:

"Den hvide Neger" forklædt i København.

Den  berygtede Forbryder kom ind i Landet paa falsk Pas. - En ny Brutalitet mod Kæresten.

Det lader til, at det danske Politi Ikke saa let bliver fri for den berygtede københavnske Alfons Oluf Nielsen, ogsaa kaldet "Den hvide Neger". For nogle Maaneder siden blev han anmeldt af sin Kæreste, og da han mærkede, at Jorden brændte under Fødderne paa ham, og der ventede ham en længere Fængselsstraf, stak han af til Udlandet, og Politiet gjorde sig ikke synderlige Anstrengelser for at faa ham tilbage hertil.

For nogen Tid siden fik man som meddelt Underretning om, at han i Rotterdam havde faaet udstedt et falsk Pas paa Navnet Poul B. Møller, og Politiet satte sig den Gang i Forbindelse med de hollandske Myndigheder for at faa lidt nærmere Rede paa "Negerens" Forhold i Udlændigheden.

Forklædt med falsk Fuldskæg.

"Den hvide Neger" har imidlertid været frækkere, end selv Politiet formodede, thi medens Retfærdighedens Haandhævere troede, at "Negeren" sad et eller andet Sted i Udlandet, dukkede han, i F. "B. T.", den 2. Januar stilfærdigt op i København.

Han kom hertil paa det falske Pas som Styrmand Poul Møller, og han havde anlagt sig et pragtfuldt falsk Fuldskæg. Fuldskægget gjorde "den hvide Neger" saa godt som ukendelig, og i et Par Dage promenerede han nok saa flot paa de gammelkendte Steder paa Vesterbro, hvor han hilste paa Venner og Bekendte, som han navngav sig overfor, og der var Glæde og Munterhed, hvor han kom frem, da han paa ingen Maade syntes at mangle Penge, og var en flot Giver.

Han lokker sin Kæreste med til Hamburg.

Negeren havde dog et andet Formaal med at komme herop end ligefrem for at hilse paa Venner og Bekendte. Han vilde ogsaa besøge en af sine mange Kærester, Kaja Andersen, og hende kom han ikke alene i Forbindelse med, men han fik hende overtalt til at tage med til Hamburg.

Han blev dog ikke ret længe i København. Da han havde faaet Kæresten til at tage med til Hamburg, stak han af, og det var i rette Tid, da Politiet nemlig Dagen efter af en Stikker havde faaet at vide, et Negeren var i Byen, og alle Opdagerne var sendt ud efter ham, men de kom som sagt for sent.

Han truer Kæresten med en Dolk.

I det fremmede maa Kærligheden imidlertid hurtigt være forsvundet; det varede nemlig ikke længe, før den hvide Negers gamle Brutalitet kom op i ham, og han gav sig til at mishandle Kaja Andersen. Han slog hende, og en skønne Dag truede han med at myrde hende med en Dolk. Saa blev det hende for broget, og hun flygtede fra det Pensionat, hvor de begge boede. Hun havde dog ikke saa mange Penge, at hun kunde komme hjem, hvorfor hun satte sine Ejendele i Pant hos Logisværtinden, og det var Meningen, at hun skulde sende Penge, naar hun var naaet tilbage hertil.

Da hun fra København skrev efter Tøjet, som hun bad om maatte blive sendt paa Postopkrævning, fik hun det Svar, at Oluf Nielsen, alias den hvide Neger, havde været og hentet det og antagelig solgt det.

(Demokraten (Århus) 1. februar 1927)

"Den hvide Neger" slipper billigt.

Han skal kun tiltales for Overtrædelse af Beværterloven.

Det vakte for nogle Dage siden stor Opsigt, at Oluf Olsen, den saakaldte "hvide Neger", efter et Aars Efterlysning var bleven anholdt i Helsingør. Endnu mere Opsigt vakte det, at Politiet i København paa en telefonisk Henvendelse svarede Kollegerne i Helsingør, at det ikke nærede noget Ønske om at se Olsen her i Byen. Han blev derfor straks løsladt.

Oluf Olsen havde for et Aarstid siden nogle Sager løbende ved fjerde Undersøgelseskammer hos Politiassessor Prytz. Han var anmeldt baade for Vold og for Alfonseri. Der var Tale om, at han skulde interneres og Professor Wimmer afgav en Erklæring, der i nogen Grad støttede dette Krav.

Olsen havde indrettet sig en lille Vin-Shop paa Vesterbro, og her var der livligt Rykind om Natten.. Men det lader nu til, at man kun vil opretholde den sidste Anklage imod ham og saaledes kun dømme ham for ulovlig Værtshushold.

Politi assessor Prytz udtaler om Sagen, at det med Hensyn til Alfonserisigtelsen kun har været muligt at fremskaffe et meget spinkelt Grundlag. Maaske har han modtaget Penge af Anmelderinden, men han har paa anden Maade haft saa store Indtægter, at han kunde leve af dem.

Hvad Voldssigtelserne angaar drejer det sig øm Anmeldelser fra letlevende Kvinder, der i drukken Tilstand havde raget sig i Klammeri med ham, naar de sad paa Beværtninger, og Anmeldelserne er taget tilbage.

Statsadvokaten har imidlertid nu faaet Sagen til Afgørelse. Paa Forespørgsel erklærer Statsadvokat Gammeltoft, at der ikke kan gøres andet end at tiltale ham for Overtrædelse af Beværterloven.

Om nogle Dage kan man da se Oluf Olsen høj og flot betale en Bøde i Byrettens 5. Afdeling.

(Social-Demokraten 29. juni 1927).

"Den hvide Neger" i Byretten.

Da han var Smugkrovært paa Vesterbro.

I Dag bliver "den hvide Neger" paany fremstillet i Byretten. Han skal møde i Byrettens 1. Afdeling hos Dommer Scharling, overfor hvem han skal gøre Rede for sine Forhold som Smugkrovært; han drev nemlig i sin Tid en Slags Vinstue paa Vesterbrogade i en Bagbygning.

Samtidig skal "Negeren" tiltales for Overtrædelse af Næringsloven. Han driver for Tiden en Urtekramforretning her i Byen.

(Folkets Avis - København 28. september 1927).

Den hvide Neger.

I Byretten afgjordes i Gaar et Mellemværende mellem Olaf Olsen, kendt under Navnet "Den hvide Neger", og en Mandsperson samt dennes Kæreste. Efter at "Den hvide Neger" paa en Restaurant havde erklæret over for Damen, at han vilde skamfere hendes Ansigt med Glasskaar, var der senere paa Vesterbro opstaaet en voldsom Batalje mellem "Den hvide Neger", Pigebarnet og hendes Kæreste. Kæresten tildelte da Olaf Olsen nogle voldsomme Slag i Hovedet, som han har Men af, hvorfor han anmeldte Sagen til Politiet. Under Retsforhandlingerne i Dag kom det til mange dramatiske Optrin. Sagen endte med at Olsen fik en Bøde paa 50 Kr. og Pigen og hendes Kæreste en Bøde paa 30 Kr.

(Nordjyllands Social-Demokrat 15. november 1927).

Den hvide Neger i Landsretten i Dag,

Anklagemyndighederne syntes at Byretten tog for mildt paa ham.

Den hvide Neger.

Landsrettens 1. Afdeling skal i Dag behandle en Sag mod Oluf Olsen, kaldet Den hvide Neger.

Han indviklede sig for nogen Tid siden i en Sag om Værtshusuorden i en Kafe paa Vesterbro. Sagen fik dog en for ham saare uheldig Vending, idet han, der selv er en kendt Voldsmand, fik en ordentlig Omgang Klø af en stærk Slagter.

Maaske var det dette Forhold, der gjorde, at Byretten tog skikkeligt paa ham og nøjedes med at idømme ham en Bøde paa 50 Kr. Men Anklagemyndigheden mente, at dette var mildt, og appellerede Sagen til Landsretten.

(Klokken 5 (København) 2. februar 1928).

Olaf Olsen var stukket af til Hobro hvor han meldte sig selv og bad om at få afsonet straffen i Hobro Arrest. Det indvilligede Københavns Politi i april 1928. Han sad i Hobro Arresthus 1. marts til 1. maj 1928. Han giftede sig med kæresten Emma, der til stadighed forsøgte at få ham løsladt. Han rejste en del i udlandet, mens en pige passede hans forretning (hvilket bl.a. indebar prostitution). Inden det kom så vidt, var skilsmissen undervejs og en kendsgerning i 1932. 

I 1930 flyttede han til en lejlighed i Gothersgade, hvor husspektakler ofte forekom. Parret havde en lejlighed i Knabrostræde som blev brugt til prostitution. Han fik 18 måneders tvangsarbejde på Sundholm. Han blev løsladt i 1932, kun for at blive kaldt til flere forhør hos politiet.

Det nyt navn (Olsen blev til Vildorf) og et nyt ægteskab hjalp ikke, Olaf var depressiv, græd og igen voldelig. Men hans kriminelle løbebane ser ud til at være stoppet i 1934. 1935 købte han et hus, Ishøj Bygade nr. 49 og slog sig ned som fjerkræopkøber. 

I de følgende år blev han gentagne gange syg og indlagt på hospital, fik konstateret syfilis og hans mentale tilstand blev som følge af det stærkt forringet. Han døde af syfilis 3. stadium i sit hjem dem 16.4.1951. Boet blev opgjort til 65.908 kr og løsøret til 5.000 kr, hvilket var et højt beløb for den tid.

Olaf Olsens sag er grundigt gennemgået i 3 artikler i Personalhistorisk tidsskrift, se:

Personalhistorisk Tidsskrift 2012 nr. 2. Del 1 
Personalhistorisk Tidsskrift 2013 nr. 1. Del 2
Personalhistorisk Tidsskrift 2013 nr. 2. Del 3