Svinepest i København. (Efterskrift til Politivennen).

Svinepest i København.

100 Svin døde af Pest i den sidste Maaned. - Tusinder af Rotter fortærer de døde Svin og bringer Pesten videre. - En skandaløs Affære. - Hvorfor skrider Autoriteterne ikke ind.

Paa "Ny Østergaard", der er beliggende ved GI. Køgevej indenfor Københavns Kommunes Bygrænse, er der for en Maanedstid siden udbrudt Svinepest, uden at Sundhedsautoriteterne har taget de mindste Forholdsregler for at standse Pestens videre Udbredelse.

Grosserer L. K. Carl, som driver "Ny Østergaard", fortæller os følgende om Pesten i hans Svinebestand:

- Den 9. Februar opstod Sygdom blandt mine Svin, hvorfor jeg øjeblikkelig lod Meldingen om dette tilflyde Landbohøjskolen. Prof. Nielsen kom til Stede.- Han erklærede, at det var almindelig Svinesyge, og at den hurtig vilde forsvinde efter en Serumsindprøjtning. Dette hjalp dog ikke det ringeste. Sygdommen viste sig hurtig at være den frygtede Svinepest, og Svinene faldt døde om. 

I den forløbne Maaned har jeg mistet ca. 100 Svin, uden at Autoriteterne har gjort det aller ringeste for at standse Sygdommen. Jeg har i Dag henvendt mig paa Landbohøjskolen for at bede Veterinærfysikus, Professor Jensen om at lade Resten af min Svinebestand, ca. 50 Stk nedslaa.

Prof. Jensen nægtede dette med den Motivering, at da jeg fodrede med Affald, vilde det Offentlige ikke skride ind - men vilde henstille, at jeg selv lod Svinene nedslaa for at standse Pestens Udbredelse. Derved faar jeg ingen Erstatning, hvad jeg ellers gør. Jeg er nu fuldstændig ruineret; men hvad bryder Autoriteterne sig om dette.

Rotterne æder Hovedet af en død Gris.

Der er imidlertid den Fare ved hele denne Historie, at Svinepesten skal brede sig til de omliggende Gaarde

I den nærliggende store losseplads er der Millioner af Rotter. I den strænge Vinter blev den Mødding, der ligger udenfor "Ny Østergaard", fuldstændig gennemhullet som et Sold af Rotter, der om Natten fyldte Staldene, og Rotterne er som bekendt de værste Smittebærere.

Forleden Morgen, da Hr. Carl kom ind i Stalden, var to Svin døde, og saa graadige havde Rotterne været, at de havde ædt hele hovedet af den ene Gris. Paa den anden Gris havde de ædt Hul bag Ørene og var herigennem kravlet ind til Indvoldene og fortæret alle Bløddelene, hvor netop Svinepesten findes.

Rotterne gaar derefter til andre Stalde, hvor de efterlader Pestbacillerne i Svinetrugene, naar de søger efter anden Føde. Paa den Maade vil Svinepesten hurtig brede sig

Sundhedspolitiet har ladet Gaarden afspærre.

For et Par Dage siden lod Sundhedspolitiet "Ny Østergaard" afspærre, idet der paa Portene blev opslaaet Plakater med Paaskrift: Adgang forbydes, og samtidig blev det forbudt andre end Ejeren, Hr. Carl, at passe Svinene. Men hvad nytter denne Foranstaltning, naar man dog ikke kan forhindre, at Rotterne i hundredvis trænger ind til Svinene. Desuden er det jo slet ikke udelukket, at Hr. Carl kan bringe Smitten ud baade til Dyr og Mennesker.

Som bekendt blev de Svin, der for kort Tid siden blev slaaet ned paa "Sundholm" og som var befængt med Pesten, bragt til Destruktionsanstalten for at undgaa Smittens Udbredelse - men paa "Ny Østergaard" faar hundrede Svin Lov til at dø uden at Øvrigheden gør andet end at slaa en Plakat op paa Porten: Adgang forbydes!

Sygdommen farlig for Menneskene.

Vi spurgte i Gaar vor Partifælle, Dr. med. Aage Melsling, om Svinepest kan angribe Menneskene. Hr. Meisling svarede:

- Ja, det kan den rigtignok. Svinepest er Paratyfus, der endog kan være meget farlig for Menne-skene. Der er Eksempler paa, at Folk, der er bleven angrebet af Paratyfus, er afgaaet ved Døden. Der er derfor al mulig Grund til at vise den yderste Forsigtigbed ved Berøringen med de syge Dyr.

Efter disse Udtalelser forekommer det os, at Sundhedsautoriteterne øjeblikkelig maa træffe energiske Foranstaltninger til Hindring af Smittens videre Udbredelse.

(Social-Demokraten, 4. marts 1924).

Svinepesten paa "Ny Østergaard".

Landbrugsministeren faar gennem vort Blad Underretning om den farlige Sygdom.

Han lod øjeblikkelig sætte en Undersøgelse i Gang.

Vi spurgte i Gaar Landbrugsminister Madsen-Mygdal, hvad Ministeriet agtede at foretage sag i Anledning af den paa "Ny Østergaard" for en Maaned siden udbrudte Svinepest, da de veterinære Surodihedsavtoriteter ikke synes at ville skride ind for at hindre Pestens videre Udbredelse.

Landbrugsministeren svarede:

- Saasnart jeg blev bekendt med Deres Artikel, gav jeg Ordre til, at Sagen med det samme skulde undersøges, og viser det sig, at det virkelig er Svinepest, vil Resten af Svinene blive slaaet ned, og der vil samtidig blive foretaget Afspærringer paa samme Maade, som da Amager og Sønderborg Amter blev afspærrede.

- Efter Ejerens Udtalelser har de veterinære Myndigheder nægtet at nedslaa Resten af Svinene, fordi han har fodret med Køkkenaffald, skønt han dog i Løbet af en Maaned har mistet ca. 100 Svin.

Landbrugsministeren: Enhver har Lov tii at fodre Svinene med Køkkenaffald, og viser der sig Difteritis i en saadan Bestand, skal den slaas ned. Men i Morgen kan vi tales nærmere ved, idet jeg saa har modtaget Indberetning om Sygdommen paa "Ny Østergaard".

Veterinærmyndighederne ved ingen Ting!

Vi havde derefter en Samtele med Professor B. Bang, der er Formand for det veterinære Sundhedsraad.

- Det er noget, som jeg slet ikke kender til, og som jeg ikke har med at gøre. Det er en Administrationssag, og De maa derfor henvende Dem til Veterinærfysikus. Prof. C. O. Jensen.

Vi fandt det mærkeligt, at Professor Bang, skønt Formand tor Sundhedsraadet, ikke havde noget med en saa opsigtvækkende Sag at gøre, men Professoren fastholdt sin Opfattelse, hvorfor vi fulgte Anvisningen og søgte Prof. C. O. Jensen, der imidlertid ikke var at træffe.

I Stedet traf vi Veterinærinspektør Povl Hansen, der dog ikke gerne ønskede at udtale sig. Han oplyste, at da Grosserer Carl ringede til Prof. Jensen og bad om, om, at der maatte blive foretaget Nedslagning af de pestbefængte Svin, var han gaaet til Telefonen, men han protesterer imod at have sagt, at Svinene ikke kunde blive slaaet ned, naar de fodredes med Affald.

Veterinærinspektøren vilde dog ikke udtale sig om, hvorfor der ikke var gjort det ringeste, skønt der nu var gaaet ca. en Maaned, og der i den Tid er død ca. 100 Svin. Derimod meddelte han, at Politi-Overdyrlæge Nielsen og han i Dag vilde aflægge Besøg paa "Ny Østergaard".

Politibilen med 3 Betjente ankom i Gaar til den pestbefængte Gaard.

I gaar Eftermiddags ankom politibilen med 3 Betjente til "Ny Østergaard" for at kundgøre for Grosserer Carl, at ingen andre end han maatte færdes paa Gaarden.

De 3 Politibetjente, der desinficerede den Vogn, der besørger de døde Dyr kørt bort, fik samtidig Lejlighed til at se en mægtig Rotte komme kravlende ud fra en af de døde Grise. Den var saa forædt, at den næsten ikke kunde slæbe sig bort. Et velrettet Slag gjorde Ende paa de pestsmittende Dyrs Liv.

Kort efter havde vi en Samtale med Grosserer Carl, der udtalte:

- Jeg maa fastholde, at Veterinærinspektør Povl Hansen har udtalt, at Svinene ikke bliver ned slaaet, fordi jeg fodrede med Affald.

- Efter Landbrugsministerens Udtalelser skal den Slags Svin dræbes, naar de er pestbefængte.

Grosserer Carl fortsatte:

- At Svinene er pestbefængte fik jeg konstateret forrige Onsdag af selve Veterinærfysikus, Professor C. O. Jensen, der ringede mig op og meddelte, at det ved Undersøgelse havde vist sig, at Sygdommen var Svinepest. Det blev samtidig meddelt mig, at der nu vilde blive truffet de nødvendige Foranstaltninger til Forebyggelse af Smittens videre Udbredelse.

Da der efter et Par Dages Forløb endnu ikke var foretaget det ringeste, telefonerede jeg til de veterinære Myndigheder, og nu fik jeg det mærkelige Svar, at den Sag kendte man slet ikke noget til!

Under en Samtale jeg senere havde med Veterinærinspektør Povl Hansen, lod jeg falde en Bemærkning om, at jeg agtede at gøre Offentligheden bekendt med den Optræden, som de veterinære Sundhedsmyndigheder havde vist i et Tilfælde, hvor det drejede sig om en saa farlig Sygdom. 

Veterinærinspektøren  blev saa ophidset, at han i Telefonen tilraabte mig: "Naa, De vil gaa til Bladene!" - saa knaldede han Røret ned.

Grosserer Carl meddelte, at der Natten til i Gaar yderligere var død 2 Svin, og at han ventede at finde flere døde i Dag. I Lørdags døde der 4 Svin og i de følgende Dage er der yderligere død 8. Disse 12 Dyr har siden henligget i Staldene til Føde for de Hundreder - ja, Tusinder af Rotter, som om Natten flokkes om de pestbefængte Kadavere. Først ! Dag vilde blive kørt til Destruktionsanstalten sammen med de Svin, der dør i Nat.

(Social-Demokraten, 5. marts 1924).

Den 14. marts 1924 kunne Social-Demokraten meddele at der også var udbredt svinepest i Sofus Olsens svinestald i Herstedøster. 13 ud af 22 svin var døde. Landbrugsminister Madsen-Mygdal meddelte dog at staten ikke kunne tage sig af sagen.

Hvor Svinene spiser Østers, Hummer, Gaasesteg og Dyreryg. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i et af Danmarks største Svinestutterier.

Til venstre: Manden for det hele, Sognefoged Chr. Christensen. Øverst: Midtergangen i en af Staldene. Nederst: Fem glade Grise.

Det er sikkert kun de allerfærreste Københavnere, der aner, at vi her i Byens umiddelbare Nærhed har et af Landets allerbedst - maaske det bedste - Svinestutteri, - en ren Mønsterbedrift, der stadig besøges af baade inden- og udenlandske Interesserede, der her høster Belæring.

Det er Sognefoged Chr. Christensen, "Stevnsbogaard", Avedøre, der ejer denne Mønsteranstalt der fra en ganske ringe Begyndelse er basret frem af sin Ejers Energi, Dygtighed og glødende Interesse til at blive førende i sin Art.

Københavnernes fineste Levninger.

Vi staar i Porten til den store smukke og yderet velholdte Gaard for at begynde en Rundgang gennem de store Svinestalde. da en mægtig Lastbil, fyldt med store Zinktønder, ruller op. "Vær saa god." siger Hr. Christensen, "der skal De se "Dinér transportable"! Der kommer Maden serveret fra Hotel d Angleterre, Phønix, Wivel, Paraplyen m. fl. første Klasses Københavner-Kaféer. - Vær saa god og kig - det er vel nok Kram"

Vi kigger i tønderne og skimter de lækreste Sager, ganske vist i en mindre appetitlig Sammenblanding, end den serveres inde paa d'Angleterre, - men Sagerne er gode nok. Der ligger et Gaaseskrog, der ikke er pillet særlig rent, der ligger Østers, hele Portioner Majonaise, en Bøf, lækre Grøntsager, Laks etc. m. m. m.

- Ja, fortæller Christensen, det er jo ikke hel almindelig Svinemad; - jeg aftager alt Affald fra alle de bedste Restauranter, og det er noget, Svinene kan lide! Jeg har gjort flere pudsige Iagttagelser, Resterne af Hummer er Grisene f. Eks. helt tossede efter, - der maa være et Stof baade i Dyrene og Skallerne, som smager særlig godt. Og Østersskæg laber de ogsaa i med stort Velbehag. Men de faar ikke en Stump, før alt er godt gennemkogt !

Og vi gaar ind i det stor Dampkøkken. hvor Affaldet koges i store Beholdere, hvorfra det føres ned i vældige Svalekar, hvor det staar, indtil det næste Morgen serveres i Foldene.

- Her koges det hele for at undgås ethvert Sygdomskim. Maden er selvfølgelig god nok, men der er dog Ting imellem, overfor hvilke man maa sikre sig, f. Eks. alle Indvolde, der er renset ud fra Fjerkræ og Vildt. De kan nemlig godt indeholde Bakterier og Tuberkler, uden at Dyret derfor har været sygt. - og det maa vi gardere os overfor. Men mine Svin trives storartet af Københavnernes Levninger. - og af den Tilsætning, jeg selv giver dem. Foruden Levningerne faar de nemlig ca. 5000 Tønder Korn, Hvede, Byg og lidt Majs. plus Mælk til et Beløb af omkring 10,000 Kroner om Aaret.

Det er Menneskene, der har vænnet Svinene til Svineri!

Saa træder vi ind i en af de store Stalde, der er afdelt i Folde, der hver rummer 10 a 12 store Svin. Her er ikke Spor af daarlig Luft eller Lugt, tværtimod friskt og luftigt, og overalt ser man den mest gennemførte Renlighed. 

- Det er en ren Misforstaaelse, at Svin skal leve i Svineri, - siger Hr. Christensen, det er kun et menneskeligt Paafund. Svin er, ligesom de fleste andre Dyr, renlige af Naturen. og de trives bedst i Renlighed. I hver Fold er Halvdelen af Gulvpladsen indrettet til Liggeplads. Over et Betonunderlag er et Lag af Molér, overtrukket med syrefrit Asfalt, der holder paa Varmen, - der ligger Svinene lunt, mens den øvrige Gulvplads bestaar af Mursten, der altid er koldere. Og Svinene undgaar selv at smudse deres Liggeplads til.

Ventilationen her i Staldene er den bedste, der overhovedet kan etableres. Her er et Kanalsystem, der ved Hjælp af en Thermostat virker ganske automatisk. Naar Luften her I Rummet naar en bestemt Varmegrad, sætter Thermostaten selv Ventilationen i Gang. og den pumper, inde fra Gulvet, hvor den daarlige Luft, som jo er den tungeste, lægger sig, alt ud gennem lange Kanaler, og samtidig strømmer den friske Luft ind ad Ledninger, der ligger langs Loftet. Man kan komme henad tidlig om Morgenen, og Luften er lige saa frisk, som om alle Vinduer havde været aabne hele Natten. Her bliver pumpet 2200 Kubikmeter Luft ind i Timen.

Vinduerne kan forresten slet ikke aabne, og det behøves heller ikke. De er alle forsynet med "Vita-Glas ", der ikke som andet Vinduesglas opsuger de ultraviolette Straaler, men lader dem frit passere, og det forhøjer i betydelig Grad Dyrenes Velbefindende.

Og ser man paa Grisene her rundt omkring, bekræfter deres Udseende Hr. Christensens Ord. Hvert Dyr er saa buttet og forbavsende rent over hele Kroppen, at det mest af alt minder om de Marcipangrise, man ser i Konfektureforretningerne. 

- Hvor stor er Svinebestanden ? spørger vi.

- Her er Plads til 700, og der gaar omkring 2000 Svin gennem mine Stalde aarlig. Jeg opdrætter ikke selv, men køber Grisene, naar de er ca. 6 8 Uger gamle, og naar de saa er fedet op til den rette Form, gaa de til Roskilde Slagteri, og derfra videre til England, - eller ind til Københavnerne, hvis Madrester de har levet af.

Her er ikke noget for Jeppe Aakjær at gøre!

Og saa gaar vi en lille Rundgang paa Ejendommen, der er en Mønstergaard helt igennem. Den har sit eget Mølleri, hvor alt Kornet males, og i Hestestalden, der rummer en halv Snes pragtfulde Dyr, præsenteres vi for et automatisk virkende Anlæg, der sørger for, at baade Foder og Vand tilføres Krybberne til bestemte Tider.

- Ja, Dyrene har det godt her paa Gaarden, - siger Hr. Christensen med berettiget Stolthed, - men derfor glemmer vi ikke Menneskene!

Og vi bliver ført ind i Tjenestefolkenes Kamre. - eller rettere Stuer - store, smukt møblerede VæreIser med baade elektrisk Lys og Centralvarme.

- Jeg tror ikke selv Jeppe Aakjær vilde finde noget at kritisere her, - siger Ejeren med et glad Smil.

Og det har han Ret i. Et Besøg paa "Stevnsbogaard" indgyder kun Stolthed over dansk Landbrugs nuværende høje Standard.

(Aftenbladet (København) 10. december 1929).

Christen Christensen døde i oktober 1936, 65 år gammel efter længere tids svaghed. August 1943 faldt en 18-årig medhjælper (Axel Hansen) ned i karret med svineføde. Han fik alvorlige forbrændinger i ansigt, bryst, ben og arme. Gården var 1972-1994 produktionsskole, og den forfaldt stille og roligt.

En forurettet Gade. (Efterskrift til Politivennen)

Fra en Eiendomsbesidder i Prinsessegade har vi modtaget følgende Klagesuk i Form af en Forespørgsel til Politidirektøren:

I Ejendomsskatterne i Kjøbenhavn findes en Post, som hedder Vægterskat, som man nu til Dags maa forstaa som en Politiskat; Kjøbenhavns Borgere betaler selv for Ordenens Overholdelse, selvfølgeligt. Ude paa Kristianshavn, som det populært hedder, er en Gade, som hedder Prinsessegade, et Stykke af den, nemlig fra Baadsmandsstræde til Orlogsværftet, har den mærkværdige Egenskab at være baade privat og offenlig, det vil sige, den er anerkendt af Kjøbenhavns Magistrat som offenlig Gade, men ejes af Marineministeriet. Ud til denne Gade er i de sidste 10 Aar opført 10 Ejendomme, næsten alle med For- og Baghus, og disse Ejendomme har hele Tiden, saa længe de har betalt Skat, betalt ovennævnte Politistat, men da Orlogsværftet har sit private Politi, mente Kjøbenhavns Kommune, at al Ordens Overholdelse paa Gaden maatte paahvile dette private Politi, uagtet de opkrævede Skatter, som andre Steder i Byen, forpligter Kommunen til Ordensoverholdelse. For et Par Aar siden kom man endelig saa vidt, at Kjøbenhavns Politi overtog Patruljetjenesten i Gaden, fra først af kun som halv Post, men senere som hel Post, der dog regelmæssig toges bort, naar der var Brug for Betjenten andet Steds, og altid inddroges Kl. 11 om Aftenen. Saa kommer imidlertid den kiære Udstilling. hvor der skal bruges en Del Politi, og da Politidirektøren formodentlig ikke har Politi nok, saa fandt han snart paa at inddrage saadanne Poster som den i Prinsessegades Forlængelse. Nu spørger jeg: Er det Meningen, at vi ikke skal betale nogen Politiskat i det halve Aar, Udstillingen varer? I modsat Fald forlanger vi fuld Patruljetjeneste, og har de ikke Betjente nok, saa maa de selv se at finde et Arrangement paa hvad Maade de kan, men der er dog ingen Mening i, at man hist og her, hvor man tror, at det kan lade sig gjøre, piller nogle enkelte Borgere ud som man lader betale den extraordinære Polititjeneste. Endvidere vilde jeg gjærne spørge, om Hr. Politidirektøren anser det for forsvarligt, at det samme Stykke Gade, som er makadamiseret, ikke vandes, navnlig i denne varme Tid. Helst flere Gange om Dagen burde det ske. Tilstanden er paa Grund af tommetykt Støv, der hvirvles i Vejret ved den mindste Vind, mildest talt uudholdelig: et Vindue kan aldrig lukkes op, uden at Værelserne fyldes af Støvet. Har vi du ingen Ret herude? Det er mig bekjendt, at der er sket Henvendelse til Marinministeriet, Gadens Ejer, om at faa den vandet; men endnu har denne Avtoritet ikke fundet det nødvendigt, uagtet det blev lovet; maaske vilde en Paamindelse af Politidirektøren gjøre den forønskede Virkning

Saa har vi endelig ud til samme Gade et stort Svineslagteri, hvor der under Tiden slagtes indtil 2000 Svin om Ugen; jeg skal slet ikke tale om den Stank, dette foraarsager, trods al anvendt Renlighed, men kun henlede Opmærksomheden paa det uhyggelige Skrigeri, som begynder Kl. 2-3 om Morgenen og fortsættes hele Dagen; jeg har ladet mig fortælle, at man andre Steder, f. Ex. i Tyskland, slagter Svinene, uden at de skriger; kunde denne Maade at slagte paa ikke ogsaa forsøges indført her?

(Morgenbladet (København) 28. juni 1888).

Svinepest. (Efterskrift til Politivennen)

Pesthuler.

Veterinærpolitiet har i Gaar erklæret, at samtlige Besætninger paa de saakaldte Lossepladser, og af hvilke største Delen hidtil er befundne sunde, dog man anses for saa mistænkelige, at en almindelig Nedslagning bør finde Sted. Den af Ministeriet allerede tidligere givne Bemyndigelse til i fornødent Fald at nedslaa hele Besætninger vil derefter blive bragt i Anvendelse i fuldt Omfang. Paa det Lovforslag til Undertrykkelse af Svinesygdomme, der vil blive forelagt Rigsdagen straks ved dens Sammentræden, vil der blive søgt Bemyndigelse til fremtidig at forbyde Svinehold af lignende Art.

Vi har i Gaar taget nogle af disse Møddinger i Øjesyn og det er ret artige Erfaringer vi har gjort derude.

Et godt Stykke Vej ude paa Amager har Magistraten lejet nogle af sine Jorder ud til Oplagsplads for Dagrenovationen og med Tilladelse for Forpagterne til at opføde Svin af Affaldet.

Av forfærdeligt dyndede Sideveje naaede vi derud. Midt paa den flade Mark laa i nogen Afstand fra hverandre tre Grupper af Bræddeskure, Svinenes Stier. Rundt om dem møder Øjet et Syn, der i al sin Modbydelighed næsten er ubeskrivelig. Alt det Snavs, som tænkes og nævnes kan, ligger her ophobet i Dynger og spredt for alle Vinde af de rodende Svin. Hver enkelt Plads er afgrænset med nogle gamle Vægter og Bræddestumper, og den første vi kom paa, gav os et klart Billede af, hvorledes Forretningen drives. Der holdt et Par Skraldevogne i Færd med at aflæsse deres støvende og stinkende Indhold. Omkring dem og inde mellem Hjulene og Benene paa Hestene væltede en Flok Svin sig i hidsig Kamp om den fedeste Bid og gørende et infernalsk Spektakel. Vi stod længe og saa til. Det er aldeles utroligt, med hvilken Glubskhed Svinene kaster sig over dette væmmelige Affald. De kan næppe vente, til Skovlen faar det kastet paa Jorden, men staar med Trynen opadvendt og hyler, til de faar en Skovlfuld kastet i Hovedet. Og hvor de hugger i sig. Kaalstokke, Kartoffelskrællinger, raaddent Kødaffald, Halm, blandet med Ajle og Snavs - alt gnasker de løs paa. I Løbet af faa Minuter var den Dynge, Vognene læssede af, jævnet ud paa Pladsen og gennemrodet samt alle Lækkerbidsknerne pillet fra.

Vi spurgte Forpagteren, om Svinene fik anden Føde end Affaldet. Nej. Der opfødes Tusinder af Svin udelukkende paa det, der læsses af Skraldevognen! Og at det er forskelligartede Ting, oplyste han os om. Køkkenaffald er selvfølgelig det bedste, men Affald fra Slagterier æder de ogsaa med stor Graadighed og helst i forraadnet Tilstand. Det kan f. Eks. ses af, at de ofte lader Kalvehoveder o. lign. ligge i nogle Dage før de æder dem. Saa var de mere møre, mente Manden. I Nødstilfælde forsmaar de heller ikke de triste Rester af en Kat, en Hund eller andre Dyr i mer eller mindre opløst Tilstand. Hestekød, mente Manden, de havde stor Forkærlighed for. At de i deres Griskhed ogsaa forsluger sig, fremgaar af, at det ikke saa sjældent hænder, at de sætter cn Portion "Rottegift" til Livs. Det er nemlig saa ofte Tilfælde, at baade Lokkemaden med Giften og de døde Rotter føres herud paa Skraldevognen, og staar Manden en Slump Svin ihjel.

Svineholdet bestaar af en større Del Tillægsdyr og deres Afkom. Dette Afkom opfødes til de er halvt udvoksede og sælges da rundt om i Landet, for Størstedelen ved Prangere, til Folk, som feder videre paa dem, indtil de er tjenlige til Slagtning. At det ikke - selv uden Pest - maa være sunde Dyr, der saaledes spredes over Vandet fra disse Møddinger, er indlysende, og et Par af Opdrætterne indrømmede da ogsaa ganske frimodigt, at der saa at sige bestandig var stor Sygelighed blandt deres Svinebesætning, og at Kødet efter deres Mening ikke var saa godt og sundt som paa Svin opfødte ved Korn eller Sligt. Det maa da være sandt, naar Mændene selv siger det, og indlysende efter den Føde Dyrene faar.

Vi var paa de 3 største af de Lossepladser, som findes paa Amager, og alle Vegne var der ens: Skandaløst!

Om Pesten derude erfarede vi følgende: Omtrent midt i Oktober begyndte man at tale om, at et Par Jordbrugere længere ude paa Amager havde Sygdom blandt deres Svin. Begge fik hver Dag et Par Læs Renovation fra Byen til Føde for deres Svinebesætning, og det er ret betegnende, at denne Renovation netop skriver sig fra Gammelholmskvarteret, altsaa indeholdende Affaldet fra de svenske Kreaturskibe. Fra disse to Steder bredte Smitten sig saa rolig videre uden at et eneste Menneske tænkte paa at sætte de slumrende Autoriteter i Bevægelse. Først da den naaede til den ene af de Lossepladser vi besøgte, den største paa Amager, meldte Ejeren det til Politiet, men der var da allerede død over hundrede Svin for ham, og inden Veterinærpolitiet begyndte Nedslagningen, bortrev Pesten ca. 230 Svin for den samme Mand. I alt har han mistet omtrent 400 Svin og Grise. Hans Nabo har Pesten skaffet af med henimod 300 og paa den tredie Plads er Sygdommen først i Forgaars og i Gaar begyndt at gøre Høst, men i Løbet af et Par Dage vil Pladsens Besætning vist være gaaet neden om og hjem.

Et er aldeles ubegribeligt og højst uforsvarligt: at ikke hele Besætningen for længe siden er slaaet ned. Vi saa hos den Mand, der har mistet 400, lidt over et halvt hundrede gaa i et Par aflukkede Folde. I den ene Fold var de formentlig raske, i den anden de vitterlig syge. Det var en Pak at se disse Dyr. De stod og laa klumpede sammen op ad hverandre med hængende Hoved og Øren. Afmagrede og elendige var de at se til, og gik de, saa ravede de, som var de berusede. Vi spurgte, hvorfor de ikte straks blev slaaet ned.

"Ja, det var ogsaa Synd", mente Manden, "men den Dyrlæge, som Dagen forud havde været der og gradet dem med et Termometer, havde sagt, at de ikke var syge nok til at slaas ned".

Hvad har vore Autoriteter gjort? Dc har ladet Landet ligge aabent for Indførsel fra Sverig, uagtet der vitterlig siden Juli har raset Svinepest der, navnlig i Skaane og Bleking. De svenske Blade fortalte om Faren, men vort dygtige Ministerium ventede, til vi havde den inden Vandets Grænser, saa lukkede de. Dernæst lod de Lossepladser være Lossepladser og satte sig først i Bevægelse, da en Mand kom og beklagede sig over, at nu var der død nogle hundrede Svin af Pest ude hos dem. Og saa roste Berlingske Tidende Ministeriet for den Fart, der havde været i det til at tage fat!

Nu har Tyskland lukket af for vor Udførsel, og at det ikke er Smaating, fremgaar af følgende statistiske Oplysninger: I den første Halvdel af Firserne, altsaa 1881-1885, udførte Danmark til Tyskland 274,300 Tvin og 6000 Grise om Aaret, til en anslaaet Værdi af ca. 21 Millioner Kroner. Desuden udførtes slagtede Dele af Svin for 2 1/4 Million og til de øvrige Lande havde vi en Udførsel for omtrent 10 Millioner aarlig, altsaa ialt 33 Millioner om Aaret, hvilkket er næsten en Femtedel af Landets hele Udførsel.

(Social-Demokraten 1. december 1887).

Tegner E. Rosenstand: Fra Lossepladserne. En Svinesti. Illustreret Tidende nr. 11, 11. december 1887.

Nedslagningen paa Lossepladserne

"Morgenbladet" modtog i Onsdags. fra velunderrettet Kilde Meddelelse om, at den af Veterinærpolitiet befalede Nedslagning af alle Svin, syge og sunde, paa Lossepladserne vilde tage sin Begyndelse Torsdag Morgen Kl. mellem 8 og 9 paa Pladserne ved Kløvermarksveien. I den Anledning sendte vi en af vore Reportere derud, og han meddeler om sin Mission følgende:

Klokken lidt over 8 var jeg paa Kløvermarksvejen; én efter én passerede jeg Lossepladserne; der var ikke det sædvanlige Liv. Skarnbunkerne laa og bredte sig i al deres Uhyggelighed, ikke et Svin var at se. og jeg begyndte saa smaat at tro, at Nedslagningen maaske alt var foregaaet.

Jeg styrede Kursen mod den sydligste, hvor en tyk Røg, der strakte sig hen over Pladsen, lod mig ane, at her dog var noget særegent paa Færde, Røgen stammede fra et i Jorden gravet Fyrsted, hvor man kogte Vand til Brug for Veterinærerne ved Obduktionen af Dyrene.

Heller ikke her var Spor af Svin, men disse lod dog snart deres Grynten høre inde fra Staldene. De var nemlig indfangede, for at være nærmere ved Haanden under Nedslagningen. Til Stede paa Pladsen var allerede Docent Gautier med tre yngre Veterinærer, der skulde foretage Undersøgelser, Sygdommen vedrørende. Ligeledes var nogle Taxationsmænd til Stede for at taxere Svinene paa den ene af Pladserne, hvis Besætning først for et Par Dage siden var bleven angreben af Sygdommen; af nævnte Besætning var allerede en Del døde, sidste Nat 3 Stk,

Da det vilde vare nogen Tid, inden Nedslagningen begyndte, tog jeg imidlertid Lokaliteterne i Øjesyn. I en Fold befandt sig ca. 50 Svin, som mentes ikke at fejle noget, men som alligevel skulde falde som Ofre for Veterinærpolitiets Bestemmelser.

I en anden Fold i et Træskur var en Snes Stykker samlede, men disse var næsten alle angrebne af Sygdommen. Dorske laa de i Solen med halvbrustne Øjne. Foruden disse fandtes en større Del Smaagrise.

Imidlertid var Sundhedspolitiet kommet til Stede, og Nedslagningen kunde begynde.

Veterinærerne trak Frakkerne af, halede Knive og Save frem og gjorde sig klare til at kunne modtage de døde Kroppe. Det blæste koldt, Støv og Snavs fra Skarndyngerne hvirvledes i Vejret, og alt i alt var det et uhyggeligt Arbejde paa dette Sted at give sig i Lag med Opskæring og Rensning af Dyrenes Indvolde - i alt Fald var det ikke behageligt at være Tilskuer til denne Proces.

Et efter et førtes Dyrene frem paa Pladsen, hylende paa Vejen fra Stalden til Slagtestedet. Fire Mand holdt Dyrene, medens en femte førte et dræbende Øxeslag mod Panden af dem. Saa snart Øxeslaget var faldet, forstummede alle Hyl, og Dyret tumlede om paa Jorden, hvor det modtog Dødsstødet ved et Stik i Hjærtet, Undertiden slap et af Dyrene bort fra deres Bevogtere og nød en kort Stund med synligt Velbehag de sidst ankomne Vognladninger med det kostelige Indhold. Det var som en dødsdømt før Henrettelsen, der faar et sidste Ønske opfyldt, Det skal siges, at de Folk, der besørgede Nedslagningen, gjorde deres Arbejde godt - kun et Par Minuter varede Dødskampen. 

Fra Bordet, hvor Undersøgelsen foregaar, bæres Svinene bort og lægges i en Dynge, der stadig bliver større. De første 20 Svin, der nedslaget, blev obducerede, Veterinærerne havde nok at gjøre, Docent Gautier deltog selv i Arbejdet. Efter disse nedslaget den øvrige Del af Besætningen uden at blive obduceret.

Derefter gik man til de andre Pladser, hvor Nedslagningen foregik paa lignende Maade. I alt blev tre Pladsers Besætninger nedslaaede, tilsammen flere Hundrede Svin, 

Paa den førstnævnte Plads er bod 225 Stkr, og nedslaaet 190 Stkr. i alt 415 Stkr,

Mens Nedslagningen foregik, havde man paa en Mark i Nærheden begyndt Gravningen af en Grav. hvori der skulde anstilles et Forsøg paa at brænde de slagtede Dyr ved at overgyde dem med Petroleum og Tjære, men da dette Forsøg først kunde gjøres sent paa Dagen, tillod Tiden ikke at afvente det, men der næredes fra Sundhedspolitiets Side ingen Tro til, at Forsøget skulde lykkes, desuden var Antallet af Dyrene saa stort, at der vilde medgaa flere Dage hertil.

Der var længere ud mod Stranden gravet en Grav i en Dybde af 4 Alen, hvortil Dyrene skulde bringes, og hvor de skulde overgydet med Kalk og Syre, hvorpaa Jorden vilde blive kastet til.

Som der er begyndt med Lossepladserne ved Kløvermarksvejen, vil man fortsætte med alle andre Lossepladser i Kjøbenhavns Omegn; det er nemlig ikke Amager alene, der har slige Svineopdrætningsanstalter, de findes baade mod Vest og Nord i rigelig Mængde.

Og Befolkningen er glad ved at blive disse Anstalter kvit. Naar Sygdommen en Gang forvindes, vil man med større Appetit kunne nyde Flæsk - Lossepladsernes Modbydelighed har tidligere hæmmet denne for mange, ingen var jo sikker paa, hvor Flæsket stammede fra.

I Dag er det Lossepladserne ved Jagtvejen, der staar for Tur.

(Morgenbladet (København) 2. december 1887).

Tegner E. Rosenstand: Fra Lossepladserne. En Svinesti. Illustreret Tidende nr. 11, 11. december 1887.

Nedslagningen paa Lossepladserne.

Det Forsøg, der i Torsdags gjordes paa Lossepladserne ved Kløvermarksvejen paa at opbrænde Svinene ved at overhælde dem med Tjære og Petroleum, mislykkedes fuldstændigt, og de blev som berørt nedgravede i en Fællesgrav og overgydte med Syre og et Lag ulæsket Kalk.

I Gaar foregik Nedslagningen af Svinene paa Lossepladserne ved Jagtvejen, og vor Meddelelse desangaaende i Gaarsnumret havde lokket en Mængde Mennesker ud for at overvære dette heldigvis sjældne Skuespil.

Der blev nedslaaet 3 Svinebesætninger med tilsammen ca. 400 Svin. De to Besætninger var aldeles sunde, hvorimod den tredje havde stor Sygelighed.

Der blev atter her gjort et Forsøg paa at brænde de døde Kroppe, men ligesom Dagen forud viste Forsøget sig frugtesløst. Der blev slængt et Par større og et Par Smaagrise paa Baalet, men de laa og futtede og sved, uden at der var nogen Udsigt til, at Forbrændingen kunde tilendebringes, hvorfor Resterne af de brændte Dyr blev kastede i en stor Grav, hvor de øvrige Svin ogsaa blev begravede, idet man benyttede samme Fremgangsmaade som ovenfor nævnt med Syre og ulæsket Kalk.

I Morgen tages der fat paa Nedslagning af Svinene paa en Losseplads ved Raadmandsmarken. Dette er den sidste Losseplads med Svinebesætning, der er tilbage paa Kjøbenhavns Distrikt.

Ved Køhlersvej og Øresundsvej findes vel en Del Lossepladser, men de henhører under Amager Birk.

Hermed kan man altsaa tage Afsked med disse Huler, der nu har anrettet saa megen Ødelæggelse. Forhaabenlig vil de aldrig mere opstaa i den gamle kjendte, modbydelige Skikkelse.

Det har været et uhyggeligt Arbejde baade for Politi og Veterinærer, og de er uendelig tilfredse med snart at være færdige med dette rædsomme Myrderi.

(Morgenbladet (København) 2. december 1887).

Lossepladserne i Belejringstilstand.

Hvem skulde have troet det?

Vi selv vilde ikke tro vore egne Øjne!

Da vi i Gaar Eftermiddags inspicerede Lossepladserne, mødte der os et uventet Syn: Gendarmerne holdt Vagt over Svinene. De kære "Lyseblaa" var om formiddagen Kl. 10 ved en Dagsbefaling udkommanderet fra deres respektive Stationer.

Det var ogsaa en ganske fornuftig Foranstaltning, man havde truffet overfor dem. De har jo lige siden Korpset blev oprettet ikke gjort sig bemærket ved andre Begivenheder end netop de blodige Aars- og Brønderslev-Affærer, og først da vi i vort Gaarsnumer gjorde opmærksom paa, at de endnu eksisterede, tog Politidirektøren øjeblikkelig Svøbet af dem, satte dem ud i den barske Efteraarsluft og permitterede Politiet.

Det var øjensynligt ikke nogen rar Bestilling for disse Skabninger; 7 Timers Vagt og 7 Timers Hvile, saavel Nat som Dag, lyder Parolen. De klagede sig allerede over den ubehagelige Post, idet en af dem bemærkede, at "den Slags var de ikke vant til". Manden havde maaske Ret, thi det er uden Tvivl bedre at sidde hjemme paa Kasernen i et lystigt Lag end vogte Svin paa Lossepladser.

Der skal være stor Glæde blandt Politibetjentene.

* * *

Nedslagningen af Svinebesætningerne paa de Lossepladser, der ligger paa Københavns Grund, blev i Gaar tilendebragt. Alt i Alt har man nu for Byens Vedkommende nedslaaet ca. 1200 Svin, deraf ca 300 Stk paa Lossepladserne ved Kløvermarksvejen paa Amager og Resten paa Pladserne ved Nørrebros Jagtvej, disse udgør fire, nemlig en ved Jagtvejen, den offenlige bag Aldersro Bryggeri og Teglværk oq to private ved Peders Mindes Vej, der ligger umiddelbart op til den førstnævnte Plads.

Nedslagningen er foregaaet paa den Maade, at man med en Slagteøkse bibringer Svinet et Slag i Panden, og derefter paa sædvanlig Maade ved et Stik. Efter Aflivningen bliver Dyrene overkalkede og straks nedgravede. Alene i Lergravene ved "Aldersro" ligger 560 Svin jordede.

Det var Veterinærernes Mening i Gaar Eftermiddags at paabegynde Nedslagningen paa Lossepladsene ved "Grøndal", et Terræn, der ligger ved Grøndalsbroen bag Falkoneralleen mod Frederikssundsvejen; men paa Grund af den fremrykkede Tid vil man først tage fat i Dag formiddag; efter at Nedslagningen her er foretagen, gaar Turen videre gennem søndre Birk, derefter nordre Birk og paa samme Tid Amager Birk, indtil alle de Svin, der overhovedet findes paa Lossepladserne, er nedslagne.

* * *

Ingen har endnu forstyrret Gravfreden

(Social-Demokraten 4. december 1887).

Pølsefabrikationen i København. (Efterskrift til Politivennen)

Blandt de Sygdomsaarsager, hvoraf det findes en saa rigelig Mængde under den nuværende Samfundsorden, spiller forfalskede og fordærvede Fødemidler en meget væsenlig Rolle, og det er da navnlig de Fattige, der maa lide under dette som under saa mange andre Onder, medens de Velhavende er i Stand til at købe og forbruge de reelle Varer. Ved Fabrikationen af Pølser drives Forbruget af fordærvet Kød i en meget vid Udstrækning, ligesom Kødet af syge og selvdøde Kreaturer benyttes i stor Mængde. hvilket nødvendigvis maa foraarsage mangfoldige sygdomme. Hos en herværende større Grosserer og Pølsefabrikant benyttes det nævnte Materiale efter en saa udstrakt Maalestok at det maa forundre, at selv det københavnske Sundhedspoliti, der som bekendt ikke stikker dybt i Undersøgelse af slige Forhold, har kunnet undgaa at blande sig deri. Den største Del af det "Materiale", den omtalte Herre benytter, forskrives i store Partier, og bestaar næsten udelukkende af sygt eller selvdødt Kvæg eller af Kød, der for længe siden har overskredet det Stadium, der kaldes at "have en Tanke". Foruden at være Sundhedsfarligt for dem, der nyder de af ham fabrikerede Varer, kan Fabrikationen, ved den Stank den udbreder, ligeledes afstedkomme Sygdomme hos de i Nærheden boende Folk. Navnlig maa det fordømmes, at det umiddelbart om "Fabriken" beliggende Rum af en i Eiendommen boende Bager benyttes til sovested for hans Arbejdere, idet Stanken der ligefrem er utaalelig. Den her omtalte Pølsefabrik er selvfølgelig ikke den eneste i sit Slags her i Byen, og det er ret beregnende for Samfundstilstanden, at deslige Forretninger drives frodigt og gør deres Ejere til velstaaende og "agtede" Folk, ligesom det er forklarligt, at Hospitalerne er overfyldte, samtidig med at Folk udenfor Hospitalerne hentæres af forskelligartede Sygdomme.

(Social-Demokraten 1. april 1883).

Fra Utterslev Mark. (Efterskrift til Politivennen)

En Indsender skriver i "Berl. Tid.": Hr. Redaktør! Tillader De, at jeg igennem Deres ærede Blad henvender mig til Sundhedskommissionen paa Utterslev Mark, hvis der iøvrigt eksisterer en saadan. Det var ønskeligt, om D'hrr. engang vilde gaa ned ad Alexandravej og gøre sig bekendt med dens overfyldte Grøfter og Vandløb, fra hvilke der udbreder sig saa mephitiske Dunster, at man for at passere Vejen maa holde sig for Næse og Mund. Det stinkende Affald hidrører fra Slagterier, Hesteslagterier, Tarmskrabere og Lossepladse med Svinehold m. m., og at der ikke i dette Strøg er opstaaet en Epidemi, skyldes i alt Fald ikke Sundhedskommissionens Aarvaagenhed. Skulde en Smitsot opstaa i dette tæt bebyggede Kvarter, vilde den snart forplante sig til selve Hovedstaden, med hvilken Flertallet af de Næringsdrivende paa Utterslev Mark jo staar i daglig Forretningsforbindelse. Der synes saaledes at være al Grund for Københavns Sundhedspoliti til at træde til for at opnaa en Regulering af de nævnte Vandløb, som vet vel nærmest paahviler Sogneraadet eller Vandopsynet at holde i forsvarlig Stand. I Sommer, da man udgravede den store Grøft, der stiller København fra Utterslev, troede jeg og mange Andre med mig, at der vilde blive gjort Noget for at tilvejebringe en Forbedring i de paaankede Forhold, navnlig for at fjerne de mange forskellige Vandløb, der paa Kryds og Tvers løbe forbi de forskellige Ejendomme, og som ved deres Stank ofte bevirke, at man neppe kan aabne et Vindue, førend man maa skynde sig at lukke det igen. Der er her et stort Onde tilstede, som let kan drage uberegnelig sørgelige Følger efter sig og det vilde ikke alene glæde mig, men mange Beboere med mig, om Autoriteterne vilde henvende deres Opmærksomhed paa Sagen og jo før jo hellere raade Bod paa en slem, næsten utaalelig Ulempe, hvori der ligger en daglig Trusel for selve Hovedstadens Sundhedstilstand.

(Social-Demokraten 23. november 1881).

Begravelse i Sundby. (Efterskrift til Politivennen)

Et uhyggeligt Optrin forefaldt ifølge "Dags-Telegraten" i Søndags paa Kirkegaarden paa Amagerbro. Da nemlig et temmelig stort Følge af Slægt og Venner til den bestemte Tid, Kl. 2, kom til den for en afdød Mands Lig bestemte Grav, fandt det - hvad der i og for sig er stødende nok - den frisk opkastede Grav fyldt med Vand, saa at det maatte vente, indtil Vandet var øst op; men endnu mere utilbørlig var det, at det, da man vilde sænke Ligkisten i Jorden, opdagedes, at Graven var gravet for kort, saa at Kisten ikke kunde komme ned; heller ikke ved at sænke den lidt paaskraa lykkedes det at faa den i Graven. Der blev tumlet og arbejdet, men det gik ikke, ja Graverkarlen, der syntes at være i en for Stedet temmelig oprømt Stemning, og hans Medhjælpere sprang endog op paa Kisten, for ved deres Vægt og Trampen derpaa at bringe den til at synke, men heri blev de bog snart forhindrede af Følget. Man blev da enig om at ty til Spaderne for at forlænge Graven, og imidlertid blev Kisten sat paa den ene Ende ned i Graven; hvilket Indtryk denne Situation gjorde paa den Afdødes tilstedeværende Enke, kan man let tænke sig! Man gravede altsaa, men Jorden skred ud, da man ikke gav sig Tid eller ikke havde Midler til at stive af; efter nogen Tids frugtesløst Arbejde kom man da til den Erkendelse, at det vilde være bedre at grave en helt ny Grav, og da Følget erklærede, at det ikke vilde gaa, før den Afdøde hvilede i sin Grav, anviste Graverkarlen et Sted, hvor man kunde opkaste en anden Grav. Arbejdet her ved begyndte da, men Jorden var blød og man havde ikke Materialier til at stive at med, saa at man efter nogle Timers Arbejde - Kl. var da 5 1/4, og Mørket var kaldet paa - maatte opgive at faa Liget jordet den Dag. Der blev da sendt Bud efter Graveren, som hurtig kom til Stede og meget beklagede, hvad der var slet, hvorefter han blev enig med den Afdødes Slægtninge at der ikke var Andet at gøre end at hensætte Liget i Ligkapellet til den følgende Dag. Man bar nu Kisten, som atter var bleven trukken op af Graven, til Kapellet, men efter Ankomsten dertil gjorde Følget en oprørende Opdagelse, idet det i det ene Hjørne af Rummet fandtes med Bræder afskildret - en Svinesti, i hvilken en Gris nok saa gemytlig kvægede sig af et Trug Svineføde. Opdagelsen syntes at være en Overraskelse for Graveren, ja selv for Graverkarlen - der ikke vilde kende del Mindste til Grisen - som nu maatte forlade sin lune Sti, før den paa en Mands Ryg allerede var paa Vejen til Politistationen for at afleveres som Hittegods; da kom han i Tanker om, at det var hans, og at han helst vilde være fri for at betale Optagelsespenge. Liget blev efter denne nye Forstyrrelse indfat i Kapellet og dette aflaaset af Graveren, hvorefter den Afdøde endelig i Mandags kom til Hvile i sin Grav.

(Socialisten 27. november 1873).

Forgiftede Sviin paa Lossepladser. (Efterskrift til Politivennen)

Forgiftning af Sviin paa Hovedstadens lossepladser. Det er bekjendt, at Eierne eller Leierne af de Pladser, hvor Nat- og Dagrenovationen udlosses, holde en stor Mængde Sviin. Disses Antal udgjorde ifjor Foraar, ifølge en af Stadslægen, Dr. Schleisner, med Sundhedspolitiets Bistand, foretagen Undersøgelse, ikke færre end 646. Blandt det Affald, som kjøres ud paa disse Pladser, findes der ikke sjelden giftige Substantser, og Dr. Schleisner beretter i sit nylig udkomne interessante Skrift: "Bidrag til Belysning af Asphyxien og Døden", at det ved den nævnte Undersøgelse viste sig, at dødelige Forgiftninger indtraf saa hyppigt, at blandt de 11 Ihændehavere af disse Lossepladser, de 10 af disse alene i eet Aar (1865) derved havde mistet c. 50 Sviin. Det oplystes bl. A., at der meget hyppigt blandt det udkjørte Affald fandtes Æsker med Rottepiller og Rottesalve (Phospor); engang fandtes der endog en heel Foustage af Phosporstikker (fordærvede ved Fugtighed), og en enkelt af de Paagjældende angav, al han for nogle Aar siden paa een Dag havde mistet 16 Sviin, i hvilket Tilfælde det senere oplystes, at det hidrørte fra Affald fra en i Byen værende Svovlstikkefabrik. Alle vare enige om, at disse Forgiftninger især fandt sted kort efter hver Flyttedag. For at overbevise sig om, at her ikke forelaa en mulig Forvexling med Miltbrand, eller maaskee med en acut Trichonose, beordrede Dr. Schleisner de næste indtrædende Dødsfald blandt Svinene anmeldte for Sundhedspolitiet, og det viste sig da i disse Tilfælde, at Døden var fremkaldt ved Phosphorforgiftning. Skjøndt nu dennes Beskaffenhed vanskelig kan miskjendes, da Kjødet derved bliver saa misfarvet, at det umuligt kan afsættes i Handelen, er det - bemærker Forf - "ikke sikkert, at jo et og andet Sviin, som fik en mindre Dosis, og som overlevede den første acute Forgiftning, kunde slippe igjennem til Slagtning", Dr. S. tilføier, "at det altsaa vil skjønnes, at Svinekjød paa tredobbelt Maade kan blive farligt, nemlig ved at overføre Trichiner, Miltbrand (der hos os væsentlig kun opstaaer hos Sviin) og Gift (navnlig Phosphor, Arsenik og Antimon), og at han af disse anseer den ucomplicerede Trichinose, hvis Dødsmaade endnu langtfra er tilstrækkelig oplyst, for "mindst farlig". Fra et sanitairt Synspunkt, bemærker han, burde det vistnok Neppe tillades at holde Sviin paa lossepladser, "men at sætte dette igjennem, vil være forbundet med overmaade store Vanskeligheder". - Det forekommer os imidlertid, at denne Sag er af saa stor Vigtighed, at Spørgsmaalet ikke bør forblive staaende derved, men at der fra Sundhedspolitiets Side maa skee Noget til Betryggelse og Beroligelse for, at ligesaalidt forgiftet som trichinbefængt Svinekjød kommer i Handelen. Dr. Schleisner indrømmer Hensigtsmæssigheden af, at en Chemiker og navnlig en Veterinairkyndig fik Sæde i Sundhedscommissionen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. marts 1868).

Ifølge opgørelse fra Københavns Politi fra 1868 var der ved udgangen af 1865 1.316, ved udgangen af 1866 946 og ved udgangen af 1868 834 svin, heraf 416 på åbne lossepladser. Koholdet var i samme årstal 3.106, 2.839 og 2.560 - ved udgangen af 1868 2.555. Svinene vedblev at være på lossepladserne. I 1887 udbrød der svinedifteritis, og besætninger blev slået ned på 7 lossepladser på Amager og 2 i Københavns Amts nordre birk. Der blev dræbt 823 svin. Lov af 14. december 1887 forbød herefter svinehold på lossepladser. Et andragende til ministeriet om at tilbagetrække loven blev afslået i 1889. I 1895 fik en husejer i Sundbyøster en bøde i politiretten for at have haft 8 store svin gående på en losseplads. Herefter blev der i aviserne stille om fænomenet.

Sundhedstilstand i Aalborg. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 29de September. Imedens Choleraen ifjor dog synes at have været en saa drøi Advarsel, som nogen, imod Alt. hvad der kan være til Skade for den almene Sundhedstilstand navnlig ved at opfylde Luften og Beboelserne med skadelige Dunster; saa har man dog derefter hengivet sig til en forbausende Ligegyldighed for alle stedlige og naturlige Krav i saa Henseende. Den stinkende Slotsgrav have vi beholdt, som man siger: paa Grund af Ingenieurernes kostbare Overslag over dens Tilkastning, der endog, Gud veed hvordan, skulde kunne medføre en Udgift af 8000 Rdlr., monstro fordi man endnu vil beholde Voldstadsen deromkring og ikke benytte den til at fylde med. Fra Justitsministeriet er heller endnu ikke indløbet Resolution i Anledning af Indstillingen om at fierne Svinerierne og Svinestierne fra Byen og man maa nøies med, hvad iøvrigt kun kan billiges, at Politimesteren provisorisk, i Henhold til hvad der er resolveret for Aarhuus, har forbudt denne Stank her i Byen. Men dette er kun en Deel af de for Sundhedstilstandene skadelige Gjenstande, der forefindes her i Byen, navnlig i forskjellige Luften aldeles inficerende Næringsveie. Saaledes hjælper det lidt, at man fordriver Svinene, naar man tilsteder et stort Svineslagteri, det endog i det af Smaafolk talrigst beboede og Slagteriet tætomgivende Qvarteer. Selve Slagteriet er en smuk Industrie og vi ønske det al mulig Fremgang, men det er i høieste Maade utilbørligt, at et saadant Slagteri tilstedes i Byen, hvor ikke heller noget af de mindre Slagterier nogensinde turde tillades udovet. Alle saadanne og andre Næringsveje, der ved deres Uddunstninger og Uhumskheder maae have en aabenbar skadelig Indflydelse paa Sundhedstilstanden, burde uden alle andre Hensyn stedse kun tillades drevne udenfor Byen. Det er det Offentliges Ret at kræve det og Pligt at udfore det. Den gjældende Lovgivning hjemler dette ogsaa og den offentlige Sundhedstilstand stiller uafviselige Krav, for hvilke de Enkeltes Interesser maae vige.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. september 1854).

Der ser nu ellers ret idyllisk ud på denne gouache af maleren Rasmus Henrik Kruse (1796-1877): Af det gamle Torv i Aalborg (1846). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Svinehold paa Vesterbro. (Efterskrift til Politivennen)

For ikke at have efterkommet et dem af Politiet givet Tilhold, actioneredes Lysestøber Niels Stæhr og Slagtermester Johan Stæhr under en af Criminalretten den 1ste Octbr. paakjendt Sag, og paastodes de derhos tilpligtede at opfylde dette under Tvang af en daglig Mulkt. Det blev oplyst, at det - i Anledning af en Politi-Rapport af 9de Juli sidstl., betræffende en i Stedet Nr. 36 paa Vesterbro værende Svinesti - den 12te f. M. ved Politidirecteurens Protocol blev betydet de Tiltalte, af hvilke Lysestøber Stæhr er Eier af det nævnte Sted og Slagtermester Stæhr har leiet en Deel af samme og navnlig den ovenmeldte Svinesti - at de uopholdelig havde at ophøre med at holde Sviin i det omhandlede Sted, men at en den 14de Juli afgiven Rapport fremgik det imidlertid, at Svineholdet endnu ikke har ophørt i Stedet, i Henseende til hvis Localiteter det bemærkes, at den paagjældende Svinesti ligger i en Afstand af ikkun 2 Alen fra et af Familier beboet Baghuus, og at der paa den mellem dette og Forhuset værende Gaardsplads, der ogsaa paa de 2 andre Sider steder til Bygninger, og ikkun er c. 200 Kvadratalen stor, desuden findes et Slagterhuus, et Lokum og en Møgkasse, Alt i en Afstand af ikke over 4 Alen fra Baghuset. At de Tiltalte, der i Forhør af 19de Juli indrømmede, at der endnu fandtes Sviin i den omhandlede Sti, forklarede Lysestøber Stæhr, at han til Medtiltalte halvaarsviis har bortleiet en Deel af Stedet, og deriblandt Svinestien til Svinehold, og at han anseer sig som Eier uberettiget til at indblande sig i Leietagerens Ret til at benytte det Leiere eller at forbyde ham dens Udøvelse, og angav Slagtermester Stæhr, som Aarsag til at han ikke har holdt sig den ham givne Tilhold efterretteligt, at han anseer Svinehold som en nødvendig Deel af hans Næringsvei som Slagter, idet Svinene fortære Affaldet fra Slagteriet, og at han ikke vidste, hvor han skulde anbringe dem. Med Hensyn til Lysestøber Stæhr, da skjønnedes den Omstændigbed, at han ved det stiftede Lejeforhold har til Medtiltalte overdraget Brugen af den paagjældende Svinesti, over hvilken han altsaa ikke har en saadan Raadighed, som han maatte have for at kunne opfylde det givne Paalæg, at maatte medføre, at der ikke kunne paadrages ham Strafansvar. Derimod blev Slagtermester Stæhr, som naturligviis ikke kunde disculperes ved hvad han, som ovenmeldt, havde anbragt som Grund til at han ikke havde efterkom med det ham givne Tilhold - for det af dam i saa Henseende udviste Forhold anseet med en arbitrair Straf, der efter Omstændigbeverne fandtes at kunne bestemmes til en Mulkt af 50 Rbd. til Kjøbenhavns Fattigvæsens Hovedkasse. Betræffende den Deel af Sagen, der angik Fremtvingelsen at det oftnævnte Paalægs Efterlevelse ved Fastsættelse af en daglig Mulct, antog Retten sig ikke competent til at bringe en saadan til Anvendelse, for derved at bevirke Opfyldelsen af det paagjældende Øvrighedsdekret.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. oktober 1853. 2. udgave).

Gårdinteriør fra Vesterbro 36/Vesterbrogade 80, april 1899. Nedbrudt samme år. Der er 46 år mellem artiklen og fotoet, men fotoet giver måske et indtryk af hvordan der har set ud. Brolægningen er ret sikkert af nyere dato end 1853. Mariboes Samling. Ingen kendte rettigheder. Kbhbilleder. 

Familien Stæhr havde ifølge kbhbilleder slagterboder på Nikolaj Plads.

Slagtermester Johan Jacob Severin (1801-) og Ane Marie Larsen (1797-) havde børnene Niels Jacob f. 1836, Johan Jacob f. 28.8.1837 samt hendes 2 sønner fra tidligere ægteskab Hansine og Jacob Magsen.

Niels Jacob Stæhr (1807-1889) var lysestøber og vognmand, husejer på Vesterbrogade 80. Gift med Anne Christine Larsen (-1849). I folketællingen 1845 boede de Udenbys, Vestre kvarter 36, Vesterbrogade 80, sammen med Georg Johannes Stæhr og Bolette Marie Stæhr, 75. Desuden børnene Niels Jacob Stæhr, 37. fra Frederiksberg, lysestøber gift med Ann Christine Larsen, 29, fra København, Niels Tønnes Johannes Stæhr, 1 fra København, deres barn, Maria Dorthea Stæhr, 38, ugift København. Maria Dorthea bestyrede gården for sin bror N. Stæhr i hans fravær og signerer Folketællingen. 

Ved folketællingen 1860 boede Stæhr-familien stadig på Vesterbrogade 80. 

Stien langs Søen. (Efterskrift til Politivennen)

Som bekjendt har Kjøbenhavn nu i et Par Aar havt en saakaldet Forstjønnelses-Comitee. Medens man ikke endnu har seet synlige Frugter af dens Virksomhed, er det ikke saa sjeldent at træffe paa nye Indretninger i en ganske anden Aand end Forskjønnelsens. Hertil kan især henregnes, foruden den sædvanlige Masse Ureenlighed indenfor Voldene, den stedse hyppigere Anlæggelse af de væmmelige, stinkende aabne Svinestier klods op til de mest besegte Spadsereveie udenfor Byen. Saadanne industriøse Svinerier har man nu ikke blot ved gamle Kongevei og Rolighedsveien ved Østerbro; men man har uden videre i denne Sommer oprettet en velbesat Svinesti lige op til Stien paa Dosseringen fra Nørrebro til Østerbro, og derved forskaffet Kjøbenhavns Drikkevand et Naboskab af en ny Art. Stierne langs Søerne ere de eneste Spadsereveie omkring Staden, hvor man kan undgaae de modbydelige Støvmasser. Men - til Vederlag derfor begynder nu Svinespeculanterne - som vi ingenlunde behøve at forskrive fra Aalborg - at opfylde Luften her med deres Fabrikers ækle Overfylde af raadne Dunster. Dersom Politiet ikke af egen Drift vil vise Sundheden og Velanstændigheden saa megen Opmærksomhed , at det vil tilholde Speculanterne at anbringe deres Svinestier paa Steder, hvor man ikke er for godt vant, saasom i afsides Kroge paa Broerne eller mellem den duftende Garnering af Møddinger, som indfatter Farimagsveien, saa var det vel ikke for meget forlangt, om Forskjønnelses-Comiteen traadte op og lagde idet mindste en negativ Virksomhed for Dagen her. Hvad har overhovedet den Mængde Svinestier at gjore paa Hovedstadens Grund? Skulle Hovedstadens Indvaanere maastee leve af Svinerierne ligesom Smaastæderne af Landbrug og Qvægavl? - e -

(Kjøbenhavnsposten den 28. juni 1844)

Det Kjøbenhavn, der forsvinder. En gammel Bygning ved Sortedams-Dosseringen i Kjøbemhavn. Illustreret Videnskab nr. 1244, 29. juli 1883.

Frue Arbejdshus. (Efterskift til Politivennen)

De Spadserende og Gaaende ved Nørrevold uden for No. 227, standses ofte paa en behagelig Maade i deres Gang, ved en af Smaapigerne i Frue Arbeidshuus af og det der, mellem dem selv indbyrdes anstillet, saare skiøn Vocalmusik. De have vakre Stemmer, og maaskee kunde deres Foresatte ved at lade dem høre et Par Timer af og til i disse Sommeraftener fra 8 en halv til 10 en halv, skaffe disse med saa megen Anlæg til Sang og Musik begavende unge Piger en ikke liden Indtægt, naar Indgang for ubestemt Priis tillodes, da Kiøbenhavnerne, som man veed, rundeligen giver, naar det gielder om at opmuntre Talent, Konst og Flid.

Dagen 25. juni 1813.

Et nyt Anlæg ved Vesterbro.

Til megen moro og behagelighed for de mange spadserende har besidderen af det jordstykke der mod nord grænser til Gammel Kongevej og mod øst til Trommesalen, anlagt en dyrehave. Han har nemlig sløjfet det levende hegn der før fandtes om jordstykket, og omgivet det med et lavt stakit for at ingen skal være udelagtig i at beskue de naturskønheder det frembyder. Med uhyre bekostning har han ladet tilføre jord og derved dannet flere høje og dale. Romantisk præsenterer en flok firbende dyr sig med deres idylliske hyrde. Skønnest når de er på den højde at de langt rager ud over det lave gærde. Malerisk har kunstneren ladet enkelte træer blive stående. I sig selv pittoresk forhøjes indtrykket derved at hyrden har prydet dem med en mængde vajende flag til ære for forbigående. 

Meningerne er dog efter hvad berettes delte om dette etablissement. Nogle bliver stødt over at havens dyr er svin, at hyrden er en svinedriver, flagene klude. Andre kan ikke fordrage en lugt der allerede skal være vidt udbredt. Men I kortsynede, betænk dog at man hele året igennem har dette livlige skuespil at se på! Når al naturen ligger i dvale, arbejder havens dyr med hyrden i spidsen ufortrødent i den nyopførte opfyldning og deler venskabeligt udbyttet. Mens alt andet er søvn og død, ser vi her et billede på rastløs arbejde og flid. Og dette vil I tale imod! "Mit hus er mit slot" kan hyrden desuden sige som manden i forsamlingen (for stakittet er bygget på skrå udad som palisader) "og jeg tåler ingen indsigelser, hverken af genboer og folk der har fine næser eller af nogen øvrighed med overdreven lugte- eller skønhedssans." 

(Politivennen nr. 1222, Løverdagen, den 1ste Juni 1839. Side 347-348)

Dyr Logis uden Kost.

Onsdag den 13. maj fik jeg tilsendt fra min søn der har etableret sig i Slimminge Kro 6 unge grise. Så uventet, kær og velkommen denne gave var mig, blev glæden dog forbitret ved følgende tilfælde:

Grisene kom til min bopæl om eftermiddagen ved Gisegårds karl som havde holdt dem i god stand, hvorfor jeg betalte ham 1 rigsbankdaler hvormed han var vel fornøjet. Men om natten derpå går de ud af gården og ned af broen hvor vægteren stødte på dem og drev dem ind på Trommelsalen hos hr,. kaptajn Stauning. Om morgenen kom vægteren til mig på Gråbrødretorv og fremlyste grisene, hvorfor jeg gav ham 20 rigsbankskilling, hvormed han var tilfreds, men lod mig vide at jeg straks måtte sende bud efter grisene da han ellers fik en irettesættelse fordi han ikke havde drevet dem til materialgården. Jeg sendte derfor straks min gårdskarl til Stauning, men han kom tilbage med uforrettet sag, det vil sige uden grisene, og forklarede at Stauning havde forlangt 4 mark for at have huset dem, men dog ville lade sig fornøje med 2 mark. Stauning havde endelig sagt ham: Du hender 2 mark, så står der 6e grise. Min karl er troskyldig nok, henter pengene og bringer dem derud, men får dog ikke grisene udleveret. Jeg nødtes derfor til at lade hr. Stauning indkalde for politiet hvor han i lørdags vedtog straks at udlevere grisene. Men ved udleveringen var en af dem død og de fem andre i højst mådelig tilstand, hvilket er let begribeligt da de i så lang tid aldeles intet havde fået til livets ophold. Havde hr. Stauning haft nogen følelse for de pligter man skylder dyrene, da havde han ikke undladt at give dem nogen føde, især da han vel vidste at jeg kunne erstatte ham samme, lige såvel som jeg kunne betale for deres ophold i hans indelukker. Jeg tror at burde bekendtgøre dette, dels for at gøre andre opmærksomme på at det ikke vil være rådeligt at overlade deres kreaturers forplejning til Trommelsalens ejer, dels for muligvis at bevæge denne til en mere barmhjertig fremfærd mod kreaturerne i fremtiden.

Vesterbro den 17. maj 1835.
J. C. Schmeltzer, slagtermester.

(Politivennen nr. 1012, Løverdagen den 23de Mai 1835, s. 339-341)

Slemt Svineri i Myntergade.

Den 27. september tog jeg logi i Møntergade nr. 50 på første sal hvor jeg havde lejet for en måned. Da jeg om aftenen var gået til sengs og alt var roligt, hørtes en uafbrudt grynten af svin, og med denne ubehagelige musik opvartedes jeg hele natten. Om morgenen erfarede jeg at denne grynten forårsagedes af en stor flok svin som var jaget ind i nogle små rum hvor de ikke havde plads at ligge. Tillige medførte denne sammendyngede masse en modbydelig stank som jeg troede ikke ville være så utålelig når jeg blev vant til det. Men nogle dage gik og det onde blev værre da to karle skulle rengøre kælderen hvor svinene slagtes og hver der samles en stor del urenligheder som tarmstumper og deslige der hurtigt går i forrådnelse. Dog denne stank blev endnu mere overgået af nogle dragter forrådnet vand der blev kastet under mine vinduer og som selv om de var lukket, forårsagede en så utålelig stank at jeg måtte forlade huset i nogle timer. 

Ved min hjemkomst var det næsten det samme. For møddingen indeholdt nu de ingredienser som kælderen før havde bevaret. Det var ønskeligt at svineslagterenken fik påtalt at lade svinene slagtet og skoldes i gården da der er et stort halvtag hvori hun ikke behøver at gemme sin mødding, der når den køres væk, opvarter huset beboere med en ingenlunde behagelig frokost. Nogle af disse for hvilke jeg ytrede min misfornøjelse over den fæle lugt, som kunne afhjælpes eller formindskes ved ikke at holde så mange svin, og tillige ved at sørge for mere renlighed, fortalte at når fedtsmeltningen blev foretaget, var det endnu værre, da smeltekedlen står således at emmen må ud gennem vinduer og døre, hvorved huset omspændes af en så utålelig stank at beboerne må forlade samme. Stod kedlen i skorstenen, kunne lugten ikke så meget falde beboerne til besvær. 

For at undgå disse ubehageligheder flyttede jeg den 11. oktober og der var den dag 15 til 16 store svin i svinehuset. Jeg håber at dette vink vil formå slagterenken til at forebygge disse her påankede ubehageligheder eller at vedkommende som sørger for ordens vedligeholdelse, vil holde hende dertil da huset beboere virkelig lider meget.

(Politivennen nr. 721, Løverdagen den 24de Oktober 1829, s. 698-700)

Redacteurens Anmærkning.

Møntergade 50 eksisterer ikke længere.