Hvor Skiftedags-Livet pulserer. (Efterskrift til Politivennen)

Larsbjørnstræde med de mange Fæstekontorer.

I disse Dage rejser en stor Skare af Landboere ind til Storkøbenhavn for at se paa Staden, inden de igen vender ud til den sunde, men noget ensformige Beskæftigelse paa Bondelandet. Larsbjørnstræde, som ellers ligger upaaagtet hen, oplever da en af sine store Dage. Den før saa stille Gade fyldes med en Sværm af solbrændte, vejrbidte Skikkelser, som særlig holder til i Nærheden af de mange Fæstekontorer, der fra Arilds Tid menes at være nødvendige for at skaffe Bonde og Landarbejder i Forbindelse med hinanden. Foreløbig har Kontorerne ikke saa travlt; men i røbet af de kommende Dage vil de faa en Del at bestille - for saa igen at føre en upaaagtet Tilværelse indtil næste Skiftedag. Der synes i Aar at være en Opgang at spore i Lønningerne. Det er jo et glædeligt Tidens Tegn, som ikke mindst Landarbejderforbundet den faglige Organisation, kan tilskrive sig Æren for.

Desværre er endnu ikke alle  Landarbejdere organiserede; men der er ingen Tvivl om, at Maalet en Gang vil blive naaet. Allerede nu er Landarbejderne bleven Faktorer, der maa regnes med.

Aakjærs gyldne Digterord: "Her kommer fra Dybet den mørke Armé og fordrer af Verden et Svar" er gaaet op for de bedste indenfor denne Befolkningsklasse og det er som sagt kun et Tidsspørgsmaal hvornaar Efternølerne kommer med.

(Social-Demokraten, 3. november 1923).

Kjøbenhavns Bombardement 1807. (Eftereskrift til Politivennen)

Muurmester Schabers Gaard paa lille Kjøbmagergaden, som aldeles blev lagt i Aske under Bombardementet, kan betragtes som een af de ulykkeligste blandt de afbrændte Bygninger. Ikke en eneste af Husets Beboere fik noget af sin Eiendom reddet, og Hr. Schaber selv mistede en anseelig Samling Malerier og Konstsager.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 102, 3 October 1807)

Paa Amalienborg, hvor de kongelige Palæer ere, skal kun være falden een Bombe; men den dræbte Generaladjutant Lindholms eneste Barn.

(Den Kongelige privilegerede Viborger Samler, 21. september 1807)

Under Bombardementet har man havt Prøver paa Aandsnærværelse og Uforsagthed, hvoraf ikke faa fortjene offentlig Bekjendtgjørelse. Blandt andre er følgende især mærkelig: Medens Oversprøjtemester Damborg var 8 Dage paa Vagt i Citadellet, forskaanedes hans Huus i lille Larsbjørnsstræde for Bomber. Men uagtet dette Huus havde 22 Beboere, var dog ikke en eneste af dem tilstede, for i paakommende Ildebrandstilfælde at kunne hjelpe at slukke. Endog hans Drenge, som han havde bedet om at blive ved Huset, vare gaaede ned i Kjelderen, hvor 30 Mennesker vare samlede. Den tredie Nat kom en Bombe og slog Gavlen og qvisten af Huset itu, hvorved Gangen blev spærret. Damborgs uforsagte Kone, som forgjeves havde anmodet Folk om at staae hende bi, arbeidede sig nu igjennem den trange og af søndersplittede Bræder spærrede Vei med en Spand Vand i Haanden, og slukkede Bomben, som netop var sprrungen og havde tændt Ild i en Seng. Nu løb hun ned for hurtigt at faae nogle Folk til Hjelp, og var saa lykkelig at træffe en brav Mand, som ilede med hende op paa Loftet, men i det samme de kom derop sprang atter en Bombe. Dog, det skrækkede hende ikke; hun slukkede ligesaa uforsagt denne som den forrige Bombe.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 1, 14 October 1807)

(Red.:Vejviseren angiver en snedker, R. P. Damborg, lille Larsbjørnstræde 181 (i dag Lars Bjørnsstræde 19. Huset er fra 1797)

Bestyreren for Døvstummes Institut i Kjøbenhavn har under 26de f. M. indberettet, at han, efterat have saa meget som mueligt betrygget eet af Skoleværelserne mod Bomber, opholdt sig tillligemed alle Instituttets Elever, under den første Nat af Bombardementet i dette Værelse. Bomberne regnede fra Begyndelsen af i Gaden, saavelsom i Stiftelsens Hauge som i Nabohuse. Imellem Kl. 1 og 2 kom en Bombe ned i hans Etage, gik igjennem hans Chatoul og sprang, i det den passerede ned i Skoleværelset, hvor de alle opholdt sig og Bestyreren blev saaret. Da Bomben tændte overalt, maatte han med sin Familie og eleverne forlade Huset, af hvis Vinduer Ilden nu stod ud, men som ved Brandfolkenes Hjelp blev slukket inden ½ Time. Den anden Nat var han med Børnene paa Christianshavn. Men allerede den første Nat var der kommen saadan en Skræk i Børnene, at de zittrede hver Gang de saae en Bombe springe i Luften. Han tog derefter til Amager med dem, hvor han forblev i 12 Dage, indtil Værelserne i Institutet bleve satte nogenlunde istand igjen. Den 17de f. M. begyndte Undervisningen igjen, efterat have været standset fra midt i August.

(Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn. No. 2, 17 October 1807)

Den i Provstegaardens Kjelder brændte store og sttærke Jern-Stiftskiste vedkom allene Stiftsprovstiet og indeholdt mange af dets Protokoller og Documenter. Dog bleve dette Embedes betydeligste Pengepapirer og enkelte af dets Protokoller reddede i en brandfri Kjelder paa Nørregade ved Hr. Conferetsraad Holtermans Godhed. Stiftsarkivet, som ogsaa i gamle Dage kaldtes Stiftskisten, og findes hos Biskoppen, er i Behold. 

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

Iblandt flere partikulaire Efterretninger læses i Provindsialaviser ogsaa af et Fruentimmer fra Kjøbenhavn en beskuelig Beskrivelse af Tilstanden i den ulykkelige Stad, under Bombardementet. "Hvilke skrækkelige Dage vi have oplevet - hedder det - mangler jeg Ord til at udtrykke, og kan Ingen, uden den, som har været nærværende, gjøre sig noget rigtigt Begreb om. I nyere Tid haves vel ei heller noget Exempel paa, at en Stad har lidt saa meget ved et 4 Dages Bombardement, som denne, fordi man ved Fienden Overlegenhed, Trods al Garnisonens og det brave Jægerkorps's Anstrængelse, ikke havde kundet forhindre, at jo Fienden opkastede sine Forskandsninger tæt uden for Staden, hans Bomber kunde altsaa bestride hele Staden og lovede ham uden stort Tab fra sin Side en vis Seier. Resten er blot bekjendte Begivenheder. Til Slutning maler Forfattersken, hvorledes hun ved Bombernes Skin, som oplyste Mørket, forlod med sit spæde Barn paa Armen, sin Mand og Ammen Huset. "Døden var for og bag og paa alle Sider af os. Ikke langt fra Slotspladsen slaaer en Bombe ned. Skildvagten raaber til os, at vi skulde kaste os ned paa Jorden, ellers bleve vi dræbte. Jeg trykker mit Barn tæt til mig og ventede saaledes paa den kommende Død. Men S..... trækker os over paa den anden Side af Gaden; Bomben falder 10 Skridt fra os i Sidegaden ved Billes Palats, som beskyttede os for de omspringende Stykker" o.s.v.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 6, 30 October, 1807)

Gråbrødretorv, med Ulfeldts skamstøtte til højre og tårnene fra Frue Kirke og Sankt Petri kirke bagest. (Det kongelige Bibliotek).

Næst Frue Kirke har ingen Kirke liidt mere ved Bombardementet end St. Petri. Den ødelæggelse, som indvendig er anrettet, overgaaer al Forestilling. Hele Alteret, endeel af Orgelværket og mange af Stolene ere aldeles sønderslåaaede. Bomberne ere gaaede lige ned i de dybeste Hvælvinger, og have sønderslaaet Ligkisterne. Igjennem de splittede Kister kan man endog see Ligene. Blandt Gravmælerne i Capellet have de Schulinske og Fiedlerske liidt meest. Et kostbart Malerie af Krok, forestillende Christi Opstandelse, som Menigheden har været budet 1000 Rdlr. for, og Altertavlen af samme Mester, ere aldeles sønderrevne. Man regner, at der ialt er faldet over 500 Bomber, foruden Brandraquetter etc. ned i denne Kirke, som maa have været en bestemt Sigtepunkt for Fienden. I Capelhvelvingerne ligge mangfoldige Bomber og Kugler af hvert Slags. Alting ligger forstyrret imellem hinanden. Anmelderen stødte med Foden paa den berømte Jomfru Bihls Ligplade, der formodentlig er bleven kastet i Veiret, da en Bombe faldt ned i Capellet og sønderslog hendes Ligkiste. Det besynderligste er, at denne Kirke, trods denne Bomberegn, dog blev sparet for Luerne; vel opkom der Ild indvendig, men den blev strax slukket igjen. Der er kun svag Udsigt til at denne gamle og i mange Henseender smykke Bygning kan blive istandsat igjen. Man har beregnet, at dens Istandsættelse vilde koste imellem 30 og 40,000 Rdlr. Desuden er ogsaa St. Petri og Thyms Pleiehuus i Larsleistræde afbrændt. Lemmerne have nu faaet Plads i det Peltiske Hospital, som lykkeligviis undgik Ødelæggelse. - Paa Kirkegaarden er der ligeledes faldet en Mængde Bomber og Kugler, som deels have sønderslaaet Ligstene, deels boret sig ned i Jorden.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 8, 7 November, 1807)

Een af de offentlige Bygninger, som baade i den store Ildebrand og under Bombardementet har undgaaet den truende Fare, at blive ødelagt, er det Kongelige Skuespilhuus. Endskjønt Bomberne regnede ned i Gjethuset, faldt der dog kun et eneste Bombestykke i Theaterbygningen, og foraarsagede ingen synderlig Skade.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 8, 7 November, 1807)

I det forrige dramatiske Selskabs Værelser i store Kongensgade have Bomberne især anrettet stor Ødelæggelse. I alt faldt der 18 Bomber, af hvilke een faldt i et Værelse, hvor ti Mennesker befandt sig, uden dog at tilføie nogen af dem nogen Skade. Det er nu anden Gang, at dette Selskab har maattet friste en saa haard Skjebne. I den store Ildebrand 1795 bleve deres Værelser i Frederiksberggaden ødelagte. Det er nu opløst, efterat det i en Række af 25 Aar har havt første Rang blandt alle Hovedstadens dramatiske Selskaber, og leveret den Kongelige Skueplads adskillige gode Subjecter.

H. H. Prinds Christian og Gemalinde er ankommen i Gaar til Kjøbenhavn. Hs. Hds. Palais er bleven istandsat. En svær Bombe var faldet i Hovedgangen, og anrettet betydelig Skade. En anden, som var faldet i Bibliotheket, havde kastet adskillige Hylder omkuld og beskadiget endeel Bøger.

(Nyeste Skilderie af København, nr. 10, 14 November, 1807)

Anmodning til Traadhandleren paa Hjørnet af Studii- og Larsbjørnstrædet.

Renlighed er visselig en god ting, og det er derfor smukt at den gode mand, trådhandleren på hjørnet af Studiestræde og Larsbjørnstræde vil have rene skjorter, bukser og andre sådanne sager. Men det kan ikke roses at han hænger dem til tørre på det desuden meget smalle fortov. For ved mindste luftning flagrer disse stykker om hovedet på de forbigående, hvilket af flere grunde ikke er behageligt. I dag - torsdag den 22. maj - fik indsenderen således en gammel våd nathue om ørerne. Han har indrettet et permanent apparat af snore og stænger til denne tørring, og benytter dem dagligt, om ikke til andet, så dog til at blege sin tråd. Den gode mand bedes venligst at afskaffe om muligt denne for de fortovet passerende lidt besværlige, og gaden lidet prydende indretning.

(Politivennen nr. 647, Løverdagen den 24de Maj 1828, s. 338-339).

Atter et ubehageligt Slave-Besøg

Den opmærksomhed kommandantskabet har værdiget de gentagne anker som er fremsat i dette blad over slavebesøg i husene, berettiger anmelderen til den formodning at det vil være samme kært at blive gjort opmærksom på enhver mulig overtrædelse af disse for stadens samtlige indbyggere så velgørende befalinger.

Således var anmelderen med flere fredag den 11. august om morgenen kl. 8 vidne til at en slave overladt til sig selv gik ned i kælderen under hjørnehuset af Vestergade og Store Larsbjørnsstræde nr. 13 hvor han opholdt sig omtrent et halvt kvarter og traskede da videre uden nogen som helst opsyn med noget legetøj under armen, som han rimeligvis ville falbyde eller allerede havde falbudt.

En anden vederstyggelig uorden hvorover anmelderen ofte har ærgret sig, er den at slaver som besørger offentlige arbejde, i deres hviletid sidder på befærdede steder i fuld gang med at befri sig fra lus og andet utøj. Ved den forretning blotter de ikke sjældent deres pudenda. Anmelderen finder denne uorden så meget mere skammelig som han er overbevist om at de herrer ansvarlige under hvem slaveopsynet henhører, selv i forbryderen agter mennesket, og at der vist nok er draget omsorg for den fornødne renlighed uden at det er nødvendigt at samme tilvejebringes på den nævnte måde.

(Politivennen nr. 556. Løverdagen den 26de August 1826, s. 567-568)

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følger op på nr. 547, 24. juni 1826, s. 407-409. nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439, og nr. 552, 29. juli 1826, s. 491.

Det omtale hjørnehus er formentlig Vestergade 13 med Store Larsbjørnsstræde nr. 13. Det har skiftet nummer en del gange, men senest i 2008 til Larsbjørnsstræde 1-3/Vestergade 16. Huset eksisterer stadig, med kælder og det hele.

Slavebesøg i Adelgaden.

Man har før - og det med rette - anket over den besværlige og farlige uskik at slaver aflagde husbesøg hos stadens beboere, dels for at købe, dels for at sælge, ja rimeligt endog i et tredje øjemed. Og til ære for vedkommende autoritet bør man ikke lade ubemærket at sådanne besøg i lang tid ikke har været så hyppige som før.

Men man mener at have bemærket at dette uvæsen atter begynder at gribe om sig. Og man holder det derfor rigtigt i tide at henlede de ansvarliges opmærksomhed på det.

Således har anmelderen tirsdag den 20. juni om morgenen kl. 5 været vidne til at kommandøren over en med slaver forspændt kærre gjorde holdt uden for huset nr. 227 i Adelgade og gik selv tillige med en del af mandskabet ind til den spækhøker som bor sammesteds, hos hvem de opholdt sig omtrent 10 minutter. Det tidsrum benyttede de blandt andet til at spise frokost og muligt til mere. Om kærrekommandøren trakterede eller lod sig traktere er anmelderen ubekendt. Anmelderen er af den mening at der eksisterer forbud mod sådanne besøg. Skulle han imidlertid tage fejl i i det, så tillader han sig at bringe i forslag at privilegerede slaveværter måtte etablere sig i forskellige gader. Det ville da i det mindste forebygge et så ubehagelig sammentræf som den at anstændige folk indfinder sig for at købslå i en butik fyldt med slaver.

Det er uden for anmelderens hensigt at udvikle de mangeartede misbrug sådanne slavebesøg kan foranledige. Kun tør han mene at de ikke sjældent har undvigelse til følge. For ikke at tale om den skræk de indjager personer af det andet køn.

Således hændte det sig for omtrent 14 dage siden at en slave hvem kommandøren rimeligt også havde tilladt for en kort tid, skjulte sig i et andet sted af Adelgade, og først blev fundet efter gentagen undersøgelse og efter at naboer og genboer havde udstået en mere end tilstrækkelig skræk. *)

Måtte disse velmente ytringer have den tilsigtede virkning så er anmelderens hensigt opnået.

*) Efter en senere indkommet anmeldelse havde brændevinsbrænderen i nr. 230 i Adelgade fredag den 23. i denne måned et besøg af en slaveunderofficer og 4 slaver.
Udgiveren.

(Politivennen nr. 547. Løverdagen den 24de Juni 1826, s. 407-409)

Dronningegården, Adelgade. Det var i dette område det hele fandt sted. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Redacteurens Anmærkning

Artiklen følges op i nr. 549, 8. juli 1826, s. 438-439, i nr. 552, 29. juli 1826, s. 491 og nr. 556, 26. august 1826, s. 567-568.

Adelgade 227 blev i 1859 til Adelgade 48, og i 1943 indbefattet i matrikel 650 "Dronningegården", dvs. det store byggekompleks Borgergade/Dronningens Tværgade. Adelgade nr. 230 er nu nr. 54. Ingen af disse huse eksisterer længere.

Hastværk i Larsbjørnstræde.

(Indsendt)

Indsenderen der siden flyttedagen bor i Larsbjørnsstræde, er ofte om morgenen når det næppe er lyst, blevet ubehagelig vågnet ved en karavane af 6 til 7 natvogne som hvor morgen uagtet de gentagen forbud, i skarpeste trav farer igennem gaderne til deres hjem ved Nørrevold. Det var derfor meget at ønske at disse skarnkuskes husbond alvorligt ville forholde dem at køre langsomt, dels for at forebygge skade, dels for at unde godtfolk nattero.

(Politivennen nr. 88, Løverdagen den 6te September 1817, s. 1473)

Uordener.

2) I 192 i Store Larsbjørnsstræde bliver en mængde garverhår vaskede og beredte til en og anden brug. Så priselig som denne flid i sig selv er, så besværende er det derved i mængde indskyllede stinkende vand for en mængde af beboerne i de huse der tager sin flugt forbi. Man ønsker at vedkommende selv ville være så veltænkende ikke at udslå vandet før om natten efter den tid da spaniefarerne kører.

(Politivennen nr. 381, 11.august 1805, side 6063)

Overfald på Gaden

Mandag den 14. kl. 11 om formiddagen i denne måned havde jeg den ubehagelige oplevelse at blive udsat for et overfald, og det på følgende måde:

Jeg kom fra volden og ville gå ned ad Studiestræde, da 5 matroser, som jeg havde set stå uden for en kælderdør, pludselig samlede sig omkring mig, viste mig deres knapper, som de havde i tøjet, og spurgte om jeg ville købe sølv? Jeg svarede nej. Så fejede de forbi mig. Kom senere tilbage, omringede mig igen og spurgte om jeg ville købe sølvknapper? Jeg svarede nej. Hvorpå de begyndte at skubbe mig mellem sig, fra den ene til den anden. Jeg bad dem om at lade mig i fred, og sagde at det var for galt at man ikke kunne gå på gaden i fred. Så tog en af dem fat i min stok, som jeg holdt temmelig godt fast i. Men alligevel vred de den ud af hånden på mig, og løb så deres vej ned ad Larsbjørnsstræde, og gik ned i kælderen. Jeg forfulgte dem i det håb at møde enten nogle betjente eller politi, for at få i det mindste en af dem arresteret. 

Omtrent på dette sted på Studiestræde blev skribenten passet op af fem matroser, efter at komme fra volden længst væk, lige foran Palads Bio. Skumle kældre som under kafe The Log Lady (Twin Peaks) præger området. Fotoet er taget i krydset ved Larsbjørnstræde. Matroserne stak derefter af bag om fotografen og op mod højre, hvor også Teglgårdsstræde støder til. De fleste af husene på fotoet eksisterede også i den skikkelse i 1805. De var da forholdsvis nyopført af forskellige håndværksmestre.

Fra den omtalte kælder kom de straks op og gik ned i en anden kælder i Teglgårdsstræde, hvor der er et rulleskilt over døren. Der stod de i nogen tid og opfordrede mig til at komme ned, så skulle jeg få min stok. En mod fem turde jeg ikke. Jeg opsøgte i stedet en bekendt der bor i gaden, som uheldigvis ikke var hjemme. Jeg holdt imidlertid øje med disse matroser, forfulgte dem i det håb at møde en eller anden jeg kunne alliere mig med. Men da de mærkede dette, forsøgte de da de kom til Vestergade at sprede sig mellem vognene. Dog beholdt jeg to i syne, heriblandt ham som havde taget stokken og holdt den under sin jakke. 

Forfulgte dem op ad Vestergade til volden. Men da de kom nær volden, begyndte de at løbe og jeg tabte dem af syne. Jeg passede dog nøje på overalt og opdagede dem igen nede ved Vartov Hospital. Opsøgte to politibetjente der boede i nærheden, men forgæves. Og så endelig disse to matroser gå ned i en kælder i Prindsensgade, hvor de forblev. 

Da min umage for at få fat i disse karle således var forgæves, og da jeg ikke kender dem, heller ikke kan få dem afstraffet, så vil jeg for den offentlige ordens skyld ønske, at dette bliver offentliggjort til advarsel for andre. Stokken bekymrer mig ikke så meget, men den forskrækkelse jeg fik i det øjeblik har taget på mit helbred.

København den 15. januar 1805
Mathias Mejer
Magstræde nr. 28

(Politivennen nr. 352, 18. januar 1805, s. 5589-5592)

Redakteurens Anmærkninger

Matroser

Der var et betydeligt antal matroser på Politivennens tid. Ifølge Callisen (s. 525) var 5.953 mandfolk og 4.235 kvindfolk matroser, ud af en samlet befolkning på knap 101.000 altså omkring 10% af Københavns befolkning. Matrosernes udfordrende opførsel viser ringe respekt for spidsborgerne. Måske et udslag af de revolutionære stemninger siden den franske revolution? Måske ment som en trussel om at i flok kunne de godt afvæbne borgeren. Men dog også tilpas bange for at gøre alvor af deres trusler.

Politivennens skribenter - der må formodes at være fra Københavns finere spidsborgerskab - omtaler med jævne mellemrum matroser. Altid i flok og som regel truende, anmassende og i gang med et eller andet halvkriminelt. Fx som billethajer der maser sig foran i køen for at opkøber teaterbilletter.

Prindsensgade 

Der kan være tale om Ny Kongensgade, som dog allerede optræder med dette navn på Geddes Kort fra 1761 hvorfor det er mærkeligt at artiklen stadig skulle bruger det gamle navn. Om en lille forbindelsesgade mellem Borgergade og Adelgade. Eller Prinsessegade på Christianshavn, som hed Prindsensgade indtil 1859. 

Vognene i Vestergade

Vestergade førte som Nørregade og Østergade mod byens port fra byens centrum Gammel- og Nytorv. For Vestergades vedkomende til Vesterport (nu Rådhuspladsen). Her var tit trafikprop af vogne som skulle ud eller ind af porten.

Før ordenspolitiets tid

Politimester Hans Haagens politistyrke bestod på dette tidspunkt af 3 assessorer, 6 fuldmægtige, 3 kopister, 1 adjudant, 1 torvemester, 1 fyrbøder, 30 politibetjente inden for volden, 6 politibetjente på broerne og 1 politibetjent med speciale i fremmede jøder. Til en befolkning på over 100.000. Vægterkorpsets knap 300 vagter synes Politivennens skribenter ikke at have haft særlig stor tiltro til.