Louis Czarnewski Sasse. (Efterskrift til Politivennen).

En af de første i offentligheden kendte personer som blev begravet på Vestre Kirkegård, var Louis Czarnewski Sasse. Og så nåede han endda kun at være begravet der i mindre end en uge før han blev flyttet til Holmens Kirkegård! Hans historie er dog ret spændende, så den følger her, som den så sig ud i aviserne dengang.

Louis Czarnewski Sasse var født 1798? i Posen eller Warschawa. Ifølge folketællingerne i 1850 og 1860 blev han gift med Francisca Henni(ng),  født 1801? i Mont(pellier)? i Frankrig. I Viborg Stitstidende og Adresse-Avis, 24. maj 1856 angives Franciska Casse, f. Henni til at være død, 55 år. Af børnene fremgår det at de rejste meget rundt: De fik sønnen Ludvig Sasse, 1826? i Batteburg, Schlesien, som i 1850 var fraværende som frivillig i den danske arme. Mathilde Sasse 1829? i Ratheburg eller Dresden/Sachsen, Josephine Marie Sasse, 1838? i Amsterdam. 

Han kom sommeren 1843 til København, måske fra Amsterdam, Ifølge "Fotografer i og fra Danmark". Han beskæftigede sig som daguerrotypist dengang. I 1845 boede ham sammen med familien på Vesterbro med titel af mechanicus. hvor han optog portrætter Gråbrødretorv 98 (nu 14) daglig fra kl. 9-4 for 2 specier pr. stk. Oktober 1843 var han i Malmö på rejse til Stockholm og Petersburg, og igen september 1844 i Malmö. Han var den første daguerrotypist i Malmö.

Daguerreotypiske portrætter aftages dagligt fra kl. 9 formiddag til kl. 4 eftermiddag a 2 specier pr stykket, på Gråbrødetorv nr. 98.

(Kiøbenhavns Kongelig alene priviligerede Adresse-Contoirs Efterretninger, 25. juli 1843).

Fra 21.10.1845 boede de i Randers, Nørregade nr. 613. Han anbefaler ved afrejsen 27.12.1845 sin søn. Randers Amts Avis 22.10.1845-2.1.1846. Maj 1846 i Hjørring, gæstgiver Ryes gård på Nørregade. Hjørring Amtstid. 25.4.-26.5.1846. Iflg. ann. sst. 27.6.1846 ab denne dato i Frederikshavn en kort tid. Aug./sept. 1846 i Thisted hos snedkermester A. C. Schou. Var iflg. to ann. i Horsens Avis - Skanderborg Amtstidende 27.2.1846 i Horsens hos gæstgiver Münster, hvor han dels s.m. J. L. Ussing daguerreotyperede, dels underviste i botaniske voksarbejder.

Louis Sasse: Portrait of Adelheid Heckscher. Creative Commons – Attribution Non-commercial, No derivatives (BY-NC-ND).

Endnu i maj 1847 at daguerrotyp-atelieret hos skomagermester Hammershøy i St. Mathiasgade, Viborg er åbent hver dag 9-17. Men det ser imidlertid ud til at forretningen gik dårligt:

De hr. professor daguerreotypist Ludvig Casse tilhørende effekter vil om 3 uger blive solgt, hvis mit tilgodehavende inden bemeldte tid ikke bliver betalt.

E. A. Mønsted.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling, 27. april 1847.)

 7. august 1847 annonceres i Viborg Stifts-Tidende at der i urmager Topps gård i Viborg fremvises et camera obscura for 1 mark for voksne og det halve for børn. En overgang ser det så ud til at han forsøgte sig som foredragsholder og "physicalske forelæsninger":

Viborg. Professor Sasse med søn, der førstkommende søndag ville holde deres andet fysikaliske foredrag, agter at lade dette ske på teatret i købmand Worres gård, da eksperimenterne, foretaget fra et højere beliggende sted, bedre vil kunne ses af samtlige tilskuere, end klublokalet tilsteder. Denne forandring er dog fornemmelig bestemt med hensyn til de interessante eksperimenter, hr. Sasse agter på søndag at foretage med det såkaldte gasmikroskop. Vi tvivler ikke om, at enhver der fra et nogenlunde gunstigt standpunkt overværede de herrer Sasses med forklaring ledsagede eksperimenter afvigte søndag, vil have fundet dem underholdende og lærerrige samt finde forøget opfordring til at overvære deres andet foredrag under de nævnte gunstigere lokaleforhold.

(Kongelig allernaadigst privilegerede Viborg Stifts-Tidende, 26. oktober 1847)

Anmeldelse.

Som en Følge at jeg forfærdiger forskjellige nye Instrumenter, som jeg agter at anvende ved interessante Experimenter, maa jeg udsætte min sidste physicalchemiske Aftenunderholdning til Søndag AFten d. 13. ds., hvor jeg da vil opbyde Alt for at tilfredsstille det herværende kunstelskende Publikum. Ogsaa vil jeg producere forskjellige Tryllestykker, som den berømte græske Taskenspiller Wiljalba her har udført, og derhos forklare det dermed forbundne Hexeri. Ogsaa vil jeg forklare alle de Kunster, som jeg viser, paa det tydeligste. Skuepladsen bliver atter i Unionens Sal hos Hr. T. Erichsen, Entreen 1. Plads 12 Sk., 2. Plads 6 Sk. for Børn det Halve. Begyndelsen præcis Kl. 7.

Ærbødigst

L. Casse

Professor.

(Dannevirke 9. februar 1848).

Professor Sasse agter i Randers i løbet af næste måned at give tre aftenunderholdninger i eksperimental-fysik og kemi, der såvel for damer som herrer lover at blive både interessante og lærerige. Således vil han ved den første forestilling vise, hvorledes man ved elektricitet kan antænde et halvt hundrede lys i et sekund (et af prof. Döblers bedste kunststykker); hvorledes man af vand kan tilberede en stærk belysning; en elektrisk helvedmaskine; forskellige eksperimenter med elektriciteten; interessante eksperimenter med magneten; forskellige gasarter samt et gasfyrværkeri; ligesom også en fremvisning af hydro-oxygen-gaslyset, hvis stråler ligner solens og forbrænder alle metaller (alt med oplysende forklaringer). Også vil der blive forevist glaspuseri. Abonnementsprisen er 4 mark per person for alle 3 forestillinger. 

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 27. oktober 1852).

Iflg. ann. i Randers Avis 17.8.1848-27.5.1850 synes han i to år væsentlig at have optrådt som optiker, instrumentmager og foreviser af et solmikroskop. Men 10., 17. og 20.7.1850 nævner han atter, at han aftager daguerreotypiportrætter. KB har daguerreotypi fra ca. 1850 af Adelheid Koppel, gift Heckscher.

I 1850 boede de i von Hattenstræde 4, Randers, i 1860 i Slotsgade 149, Randers. Hans stilling i 1860 opgives som enkemand, husfader, ortopædist, og han har tjenestepigen Else Kirstine Nielsen, 23 år fra Vejle Amt.

- I "Rand. Av." læses følgende Bekendtgjørelse: "Til Publikum! Da jeg troer, at have overbeviist mig om, at ingen Sygdom er smitsommere end Charletaneriet, saa har jeg, smittet heraf, fundet mig foranlediget til at gjøre Publikum opmærksom paa, at det ogsaa hos mig kan erholde alle Slags "velproberede og anbefalede" Kobberplader og Ringe som Cholera-Afledere - ja paa Forlangende kan endog erholdes hele Kobberkyradser, der dog efter al Sansynlighed maae være meest virkende mod Epidemien. - Efter megen Studering er jeg kommen til det Resultat, at de saa særdeles stærkt anbefalede Plader maae staae i samme Forhold til Smitten, som Aflederen til Lynstraalen, hvorfor jeg tillader mig at anbefale de Vrede, der ville benytte dette "ufejlbarlige Middel" til end mere Sikkerhed at anbringe een eller fiere Metaltraade fra Pladen langs Benene til Jorden, for saaledes at lede Sygdommen til et uskadeligt Sted. For at bidrage Mit til, at Publikum tydeligere maatte kunne indsee Nytten af ovennævnte Apparaters Brug, har jeg tilladt mig at fremsætte disse Bemærkninger; thi hverken Hr Hahnemann eller øvrige Contributions-Opfindere ved Kobberplader, Ringe, Kjæder etc. have angivet materielle Beviser for, paa hvad Maade deres Apparater kunne aflede epidemiske Sygdomme. NB. Da "Troen gjør salig", kunne Lysthavende hos mig erholde Apparaterne paa Bestilling til 2/3 Priis af hvad Sligt ellers bliver solgt til. L. Casse"

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 26. september 1853).

Fra omkring 1855 rejste han rundt som ortopæd:

Orthopædiske maskiner.

bliver forfærdigede hos undertegnede. Børn og unge mennesker som lider af skævhed i skulderbladet, rygraden eller på andre dele af legemet, modtager jeg til helbredelse. Smerter i brystet, siden eller ryggen hidrørende fra skævhed, ophører straks efter anlæggelsen af de til hensigten svarende indretninger. Honoraret bestemmes efter beskaffenheden af sygdommen, og sker behandlingen under tilsyn af den her i byen praktiserende læge hr. Bohse.

Randers i februar 1856

L. Casse, professor.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 6. juni 1856)

I henhold til mine tidligere annoncer i dette blad, om forfærdigelse af ortopædiske maskiner etc. undlader jeg ikke herved at bekendtgøre for mine patienter, såvelsom for dem der muligvis kunne ønske at benytte mine maskiner, at jeg på en gennemrejse til Fredericia indtræffer til Skanderborg mandag den 10. ds. hvor jeg vil opholde mig hos hr. gæstgiver Nielsen fra kl. 9 formiddag til 2 eftermiddag, og til Horsens tirsdag den 11. ds. hvor jeg vil være at træffe hos hr. gæstgiver Jørgensen fra kl. 9 formiddag til 2 eftermiddag.

Randers, den 3. november 1856

L. Casse.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende, 7. november 1856)

Professor Casses Orthopædiske Helbredelsesanstalt

i Randers for skæve og halte.

Jeg tager mig herved den frihed at gøre mine patienter og dem som ville anbetro deres børn til min behandling, opmærksomme på at jeg er at træffe i Skanderborg den 12. januar fra om morgenen kl. 7 til eftermiddag kl. 4 i "Hotel Skandinavien" og i Horsens den 14. fra kl. 11 formiddag til kl. 6 eftermiddag i Jørgensens Hotel.

L. Casse, professor.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 11. januar 1858)

Lignende annoncer ses i de følgende år hvor han turnerer til fx Haderslev, Ribe, Skanderborg, Horsens, Vejle, Skive, Aalborg mm. Men i 1862 var hans turnevirksomhed åbenbart blevet en torn i øjet på nogle læger:

Advarsel imod den såkaldte professor L. Casse.

Hr. L. Casse er ikke læge og derfor uberettiget til at tale om "sine patienter", han er ikke professor; hr. overlæge Rathje følger ikke med på hr. Casses rejse, om han overhovedet har noget med ham at gøre. Hvad moderationen i pris efter præsteattest angår, da kan vi fra Nyrip i København skaffe lettere, bekvemmere og mere hensigtsmæssige bandager og transport iberegnet til en billligere pris, end hr. Casse sælger sine varer med den omtale moderation.

Ovenstående finder vi os i sandhedens interesse beføjede til at bekendtgøre.

M. Gleerup. E: Flemmer.

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 27. maj 1862)

Orthopædisk Anstalt

ved Professor L. Sasse

i Randers.

Herved underrettes mine patienter, samt andre, som måtte ønske min hjælp for skævhed i ryggen, hals, arme, ben etc. om, at jeg indtræffer til

Holstebro den 12. oktober fra Kl. 10 til 4;

Struer den 13. oktober fra Kl. 10 til 2;

Lemvig den 14. oktober fra Kl. 10 til 2;

Ulfkjærkro den 15. oktober fra Kl. 8 til 4.

Uformuende kan, medbringe præsteattest erholde betydelig moderation.

Hr. overlæge Rathje har tilsyn ved anstalten. 

L- Sasse,

Professor.

Da jeg nu atter tiltræder min sædvanlige rejse på Vestkysten og også agter at besøge Holstebro, vil jeg ikke undlade at besvare Dhrr. Glerup & Flemmers angreb på mig af 26. maj d. å. Deres yttringer om, at jeg ingen læge er og ingen ret har til at befatte mig med lægevidenskabelige kure kan jeg kun besvare således, at det aldrig er faldet mig ind at udgive mig for en sådan, eller at befatte mig med slige kure. Det stulle da være, at jeg for menneskehedens skyld har givet nogen det råd af den afdøde, verdensberømte doktor Burhave i Amsterdam, som lyder således:

Haltet die Füsse varm,

Den Kopf kalt,

Ueberladet nicht den Tarm,

So werdet Ihr alt."

(Holder fødderne varme, hovedet koldt, overlæsser ikke maven, så skulle I blive gamle).

Hvad overlæge Rathje angår, så har jeg hverken i mine annoncer eller mundtligt ytret, at han fulgte med på mine rejser. Det ville i sandhed være latterligt, at ville indbilde publikum sådant, fordi ethvert fornuftigt menneske meget let vil kunne indse, at ikke alene ingen kongelig overlæge, men lige så lidt nogen privatlæge kunne befatte sig med at følge med mig på mine ofte meget langvarige rejser, og derved forsømme sine patienter. At overlægen har tilsyn ved anstalten, kan jeg bevidne ved de patienter, som have modtaget deres maskiner hjemme hos mig, hvilke sidste han har set og anerkendt for at være gode. I øvrigt vil enhver, der har læst mine avertissementer kunne se, at jeg der alt i 15 år har boet i Randers, hverken ved charletaneri eller ved at producere attester har søgt at tilvende mig publikums opmærksomhed, Men da de herrer G og F, jeg ved ikke af hvilken Grund, søger at nedsætte mine maskiner, så vil jeg dog her vedføje en attest af hr. doktor Hald i Randers, og enhver, som ønsker det, kan hos mig, gennemse en mængde breve, som forældrene til de unge mennesker, der er blevet behandlede i min anstalt, har tilskrevet mig med den inderligste taknemmelighed uden nogensomhelst anmodning fra min side, alene ledet af glæden over deres børns helbredelse.

Den omtalte attest lyder saaledes :

Hr. Professor Sasse har for ikke lang tid tilbage forfærdiget mig til en patient en maskine eller et snøreliv med fjedre, som bæres mod skævhed og krumning af ryggen. I henseende til smukt arbejde, soliditet og akkuratesse står den ikke tilbage for dem som leveres ved det orthopædiske Institut, og i henseende til konstruktion hører den til de bedste og hensigtsmæssigske, man for tiden kender. Jeg tør på det bedste anbefale dette hr. professorens arbejde, så meget mere som jeg tror allerede deraf at spore gavnlige Virkninger.

Randers, den 18. august 1851.

Hald,

praktis. læge.

Og hermed må jeg overlade til Dhrr. at skrive og gøre, hvad de ville; fra min side er disse ord de sidste i denne sag.

L. Sasse

Professor

(Holstebro Avis og Avertissementstidende, 2. oktober 1862)

Advarslen mod Casse ser ikke ud til at have påvirket hans turnevirksomhed, for annoncerne fortsætter til i hvert fald 1866. Efter der ophørte hans annoncer, selv om der stadig i 1867 åbenbart var lidt aktivitet:

Min søn, Johan, 1½ år gl., er ved en af hr. professor Sasse forfærdiget bandage blevet for størstedelen helbredet for en medført skævhed i foden, i hvilken anledning jeg føler trang til herved at bevidne hr. Sasse min påskønnelse.

Thisted, den 12. februar 1867

Chr. Andersen,

Sømand.

(Thisted Amtsavis, 14. februar 1867.)

Han var på det tidspunkt også blevet bosat i Thisted:

Bopælsforandring

Undertegnede er flyttet fra Nørregade og bor nu i forrige købmand Krabbes gård på det lille torv, hvilket herved bekendtgøres. Opgangen fra porten.

L. Sasse

Orthopæd.

(Thisted Amtsavis, 9. november 1867)

(Der er muligvis tale om købmand Krabbes Gård, Storegade 15, Thisted).

Et Tilfælde af Skindod. Ved at overvære en Prøve, som foretoges med Grosserer Jm. Pfeiffers elektromagnetiske Signal Apparat "Vitalmetret", kom jeg til at mindes en mærkværdig Begivenhed, der med Hensyn til Spørgsmaalet om "Skindøde" ikke vil være uden Interesse. Efterat jeg som ungt Menneske med den polske Legion havde bivaanet Napoleon den Førstes Felttog i Rusland og senere i Tydskland, vendt jeg i Aaret 1818 fra Frankrig tilbage til mit Fædreland, hvor jeg i længere Tid opholdt mig i Warschau. Et dengang berømt tydsk Operaselskab, under Direktion af Hr. Døblin, gjæstede netop Warschau i længere Tid. Da jeg ofte besøgte Operaen, traf det sig, at jeg stiftede Bekjendtskab med Direkteur Døblins to Sønner, Conrad og Carl, der omtrent vare paa min Alder, og blev ved dem indført i deres Forældres Hus. Da jeg en Dag i August Maaned l818 vilde besøge Døblins, traf jeg flere af Familiens Medlemmer i Forværelset, nedslaaede og opløste i Taarer, og før jeg kunde henvende et Spørqsmaal til dem, erfarede jeg, at Direkteur Døblin pludselig og uden forudgaaende Sygdom var afgaaet ved Døden. Han var Frimurer og beklædte en høiere Grad i Logen. Dette bidrog til, at mange Læger og Professorer indfandt sig ved hans Dødsleje, hvoriblandt Flere i Begyndelsen nærede Tvivl om, hvorvidt han virkelig var død. Disse Videnskabsmænd foretog derfor alle mulige Forsøg til hans Oplivelse, men da Alt viste sig frugtesløst, erklæredes han enstemmig for død. Denne Erklæring blev afgiven 5 eller 6 Dage efter hans pludselige Hensoven, og den følgende Dag skulde Begravelsen finde Sted, hvortil alle Forberedelser alt vare trufne. En ung Læge, som hele Tiden havde tvivlet paa, at Døden virkelig varindtraadt, indfandt sig igjen i sidste Øieblik og anmodede om endnu engang at maatte foretage nogle Oplivningsforsøg med den Afdøde. Denne unge Læge havde ikke vovet ligeoverfor de mange erfarne Læger og Professorer at yttre sin Tvivl, da han ikke knude støtte sin Mening med sikkre videnskabelige Grunde. Han fik ogsaa strax Adgang til den Døde og foretog sine Forsøg og Undersøgelser paa mange Maader, men kunde ikke komme til noget Resultat. Endelig spurgte han den unge Conrad Døblin, om han kunde sige ham, hvad der mest opmuntrede hans Fader, da han levede. "Et Glas god Champagne" var Svaret. Lægen rystede paa Hovedet og spurgte videre: "Har De ikke lagt Mærke til, om der gaves Et eller Andet, der især kunde virke opmuntrende paa hans Følelser, hans Sandser, f. Ex. et bestemt Instrument eller en Sang, som fortrinsvis tiltalte ham?" Den unge Døblin svarede efter kort Betænkning: "Jo, Moder sang undertiden en Sang af Operaen "Azur, König von Ormus", naar Fader var i daarligt Humeur, og denne Sang havde altid den Virkning at opmuntre ham." Det var nemlig denne Sang, hvormed Fru Døblin, født Meser, Søster til Komponisten Meser, første Gang debuterede for sin tilkommende Mand. Lægen lod sig nu føre til den sørgende Hustru og formaaede hende til at synge den omtalte Sang med Guitar-Akkompagnement ved Kisten. Fru Døblin begyndte sin Sang med sagte og usikker i Stemme, men i Følelsen af sin alvorsfulde Opgave gjenvandt hun snart sin Fatning og foredrog Sangen saa sjælfuldt og smukt som nogensinde før. Lægen iagttog den Døde med spændt Opmærksomhed, og jeg saa, at han særlig henvendte sin Opmærksomhed paa de halvtaabne Øine. Efterat Sangen var foredragen et Par Gange uden tilsyneladende Virkning, saa vi Lægens Ansigt pludselig blive opklaret, og med ængstelig Hast tilvinkede han Fru Døblin at vedblive. Alle de Andre, som befandt sig i Værelset, gav han ved Tegn at forstaa, at de maatte forholde sig tause. Han vedblev med Haanden at tilvinke Fru Døblin Mod til at vedblive, medens hans Blik lige som ved en magisk Kraft var fæstet til den Dødes Øine. Nu viste sig for os Alle svnlige Livstegn, idet den Skindødes Øine begyndte at rulle frem og tilbage. Lægen gav os ved Tegn at forstaa, at vi maatte fjerne os fra den Skindøde, hvorefter vi sagte trak os tilbage i Baggrunden. I samme Øieblik reiste den Syge sig op fra sit Leie, idet han udstødte et dybt Suk, og ligesom vaagnende efter en svær Drøm sagde han med svag Stemme: Hvad er det? Alle Nærværende maatte nu efter Lægens Ønske forlade Værelset, og den Gjenoplivede blev overladt til sin lykkelige Redningsmands Omsorg. Hvad denne videre foretog sig til den Syges Helbredelse, er mig ikke bekjendt. Saaledes blev Hr. Døblin reddet fra at blive levende begravet, han blev igjen fuldkommen rask og ved godt Helbred, men var dog siden noget tungsindig, og hans Hukommelse var ikke saa god som før. Han var dengang en Mand paa nogle og 60 Aar og levede efter denne Tildragelse endnu i 7 Aar. Den unge Læge, som tidligere kun havde ubetydelig Praxis, erhvervede sig ved denne Begivenhed et berømt Navn, som desværre er gaaet ud af min Hukommelse.

L. Sasse

Nørrebro, Ravnsborggade.

(Dagens Nyheder 29. april 1869).

Fra 1870 blev aviserne tavse omkring ham. Men var altså flyttet til København, hvor han nævner sig selv som krigsveteran - et forhold som ingen af de tidligere avisartikler har antydet noget om. Han genoptog her sin ortopæd-virksomhed i Sankt Hansgade 10, stuen.

På søndag kl. 11:30 bliver der på Vestre Kirkegård jordet en gammel kriger, Louis Czarnewchi Sasse, der som officer har tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag. Den afdøde, der tillige var med i storarmeens tog til Rusland 1812, flyttede senere til Danmark og opholdt sig i en årrække i Jylland, hvor han virkede som ortopæd. I 1848 bestræbte han sig for at undervise den jydske "Landstorm" i brugen af leen, som benyttedes af de polske bønder under opstanden i 1830, hvori den afdøde skal have deltaget.

(Folkets Avis - København, 28. april 1882.)

Dødsfald. I en alder af næsten 89 år er død i København Louis Czarnewski Sasse, der tillagde sig titel af professor og kom her til landet som ortopæd eller bandagist. Han var polak af fødsel og havde som officer tjent under Napoleon den Store og deltaget i flere slag samt i tilbagetoget fra Rusland. Han havde en tidlang bolig i Randers og gjorde sig i 1848 bemærket ved at forsøge at organisere et korps af lemænd til forsvar mod oprørerne.

(Skive Avis, 29. april 1882.)

Få dage efter han var blevet begravet på Vestre Kirkegård, blev han imidlertid gravet op igen, og flyttet til "Skibskirkegården" (Holmens Kirkegård) af ukendte årsager. Hvis det skulle være fordi han var soldat, burde det snarere have været Garnisons Kirkegård.

Glasphotographier. (Efterskrift til Politivennen)

Hr Laus Udstilling af Glasphotographier, som daglig staaer aaben for Publicum, er den righoldigste Samling af denne Art, der endnu har været foreviist her. Billederne ere desuden valgte med megen Skjønsomhed, saa at Samlingen i sine henved 1000 Prospecter fra alle Egne af Jorden omfatter den største Deel af de Landskaber, Byer, Bygninger og Kunstfrembringelser, som til alle Tider have været Touristernes Maal. Schweiziske Landskaber med høitoptaarnede Klippemasser og Gletschere med uhyre Iisblokke, Panoramer af Prag, Paris, Venedig, Neapel osv., de deilige reserverede Haver ved Paladset Pitti i Florents." Ruinerne i Rom og Athen, Bosphorus' Bredder, de mærkelige ægyptiske Oldtidsmonumerter ligefra Pyramiderne til Memnonsstatuerne, Pagoder i Siam, Gader i Amboyna med Alleer af Sagopalmer, tropiske Steve paa Molukkerne, Processioner paa Sumatra, en javanesisk Sultan med sine Gemalinder og Dandserinder, japanesiske Templer og Theehuse: Niagarafaldet ved Sommertid og behængt med Iis, Victoriabroen ved Montreal, Broadwaygaden i New York - disse og lignende Billeder kappes om at tildrage sig Beskuernes Opmærksomhed og for at give et Begreb om Samlingens Righoldighed er ret tilstrækkeligt at sige, at selve Paris (uden at regne Versailles og øvrige Omgivelser) er repræsenteret i 50 Afbildninger. Men man gjøres ikke alene bekjendt med de seeværdigste Byer og Landskaber: ogsaa Kunsten er repræsenteret her i en Række Billeder, af hvilke vi indskrænke os til at nævne Thorvaldsens Museum, Sculpturafdelingen i Chrystalpaladset i Sydenham (deriblandt Alhambragaarden), de mærkeligste Statuer i Louvre og Antikerne i Vaticanet. Samtlige Prospecter og Kunstfrembringelser ere, som man seer ved første Øiekast, tagne efter Naturen og udmærker sig rerfor ved den Rigdom af enkeltheder, som Photographien alene er istand til at yde. Det ydre Arrangement er særdeles bekvemt, idet Samlingen er opstillet 39 store Steroskoper, hvert med 25 Billeder, om man efter Behag kan skifte ved at dreje paa en Knap. Man kan saaledes betragte Hvert enkelt Prospect, saa længe man vil, og behøver blot at reise sig fra sin Plads, naar man har seet 25 Billeder igjennem. Samlingen fortjener i høi Grad at tages i Øiesyn, og man vil ikke fortryde at have anvendt et Par Timer paa at gjøre sig bekjendt med den.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. november 1867)

Hoffotograf C. A. Lau var fra Breslau og udstillede Nytorv 3, hvor tidligere a Portas konditori havde været. Bygningen blev nedrevet og en ny opført i 1890.

Mestertyven Niels Frederiksen fra Hjembæk (1823-1875)

Niels Frederiksen sad i fængsel en stor del af sit liv. Af avisartiklerne fremgår at han mest stjal fra meget rige mennesker. Det meste af udbyttet ser det ud til at han brugte på sig selv, men dog også på sin mor og på en prostitueret som han fik ud af et bordel og sendt hjem. Måske er det årsagen til at han skal have været beundret af folk. Moderen solgte hvedebrød, og allerede som dreng stjal han et ur og gemte til oppe i tagrygningen. Herefter blev det bare til mere og mere indtil han endeligt blev fanget og forblev indespærret i 1865:

Ringsted, den 29de Juni. En af Kjøbenhavns Politi efterlyst, meget farlig Indbrudstyv, for hvis Anholdelse der var udlovet 200 Rdl., blev igaar paagreben paa Ringsted Banegaard af Politibetjent Holm her af Byen. Den Paagrebne, som for et Par Dage siden var ankommen hertil, var i Besiddelse af en Mængde deels hele, deels itubrukne Sølv- og Guldsager, en stor og 27 mindre Nøgler, en med 6 Skud ladet Revolver, samt endeel forskjellige andre Sager. Det er sandsynligt, at det er ham som har forøvet Indbrudstyverierne i Skibby Kro, idet noget af det der stjaalne Sølvtøi gjenkjendtes, paa Sorgenfri Slot, i Vallø Kirke, samt endvidere forsagt Indbrud paa Hagestedgaard og paa Aastrup. Ved det af Konferentsraad Harhoff strax optagne foreløbige Forhør vedgik Anholdte, at han tidligere har været straffet til forskjellige Tider, første Gang da han i en Alder af 19 Aar tjente i Kallundborg med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for Besiddelse af uhjemlet Gods, senere blev han for Hestetyveri i Leire Herred straffet med 1 Aars Forbedringshuusarbeide; Aaret efter idømtes han samme Straf i 5 Aar, men han undveg inden Tiden var udløben og blev senere paa Grund af Besiddelse af uhjemlet Gods idømt 8 Aars Forbedringshuusarbeide. Efter endt Straffetid agtede han sig til Amerika, men han kom kun til Hamborg, hvorfra han begav sig til Jylland, som han gjennemstreifede paalangs og paatvers, og kom derefter i Begyndelsen af Sommeren igjen tilbage til Sjælland. Hans Navn er Niels Frederiksen Hjembæk og han er født i Byen Marke, Kundby Sogn, Holbæk Amt, hvor hans Forældre vare Huusfolk. Chefen for Kjøbenhavns Opdagelsespoliti, Inspecteur Hertz, ankom iaftes hertil for at afhente Arrestanten til Kjøbenhavn,

(Sjællands-Posten (Ringsted) 29. juni 1865).

Niels Frederiksen kom langt omkring. Aastrup Gods ligger ret øde og langt ude i nutidens Lejre Kommune. Godset ejedes som det står i artiklerne, på daværende tidspunkt af Frederik 6.s "hemmelige" søn (Frederik Vilhelm Dannemand, 1813-1888) med sin elskerinde Bente Frederikke Rafsted. Han havde købt det i 1842 og indrettede det til et "kloster" Det Grevelige Dannemandske Stift for uformuende frøkener og enker af hans egen slægt. Han måtte pga. økonomiske vanskeligheder sælge det i 1884 til Frederick Brockdorf - en handel der dog pga. et testamentes bestemmelser måtte gå tilbage. Foto Erik Nicolaisen Høy.

- Om den anholdte farlige Indbrudstyv Niels Frederiksen Hjembæk have vi fra velvillig Haand faaet følgende Oplysninger:

Født 1823, og altsaa nu 42 Aar gammel, begyndte han sin Forbryderbane 18 Aar gammel med nogle mindre Tyverier. 1844 brød han første Gang ind i et karlekammer og opbrød en kiste, hvorved han blev overrasket, men undgik at fanges ved at true med en medbragt knippel; ikke destomindre blev han overbevist og straffet med 39 Dages Vand og Brød. Fra et nyt Indbrudstyveri kort eller at han var løsladt, slap han ved haardnakket Benegtelse. Atter anholdt for Hestetyveri, blev han straffet med et Aars Forbedringshusarbeide; men undgik atter kort efter sin Løsladelse ved Benægtelse Straf for nogle paa Sjælland begaaede Indbrud. Endelig blev ban i 1859 anholdt for et stort Indbrudstyveri paa Ledreborg, hvorved han havde tilvendt sig en Mængde Sølvtøj, og uagtet han atter haardnakket benegtede, blev han dog dømt til Strafarbeide i 5 Aar. Han saae imidlertid Ledighed til at undvige i December 1861, begik nye Indbrudstyverier og fik nu Tugthusarbeide paa 8 Aar. Efter disse 13 Aars Strafarbeide blev han løsladt 21 de Januar d. A.

I Straffeanstalten havde han ved sjelden Flid, Dygtighed, Udholdenhed og Sparsommelighed ved Overarbeidsfortjeneste samlet sig en Capital af noget over 600 Rd., foruden 20 Rdl. aarlig, som han lod tilflyde sin gamle fattige, i Hjembæk boende Moder. Det var hans Ønske, at opsøge sig et nyt Hjem ved at udvandre til Amerika, for at faae kastet et Glemselens Slør over sin Fortid, hvilket han indsaae neppe lod sig gjøre her i Landet, og endskjønt det paa det Alvorligste fraraadedes ham at paabegynde denne Reise strax efter hans Løsladelse, da Vinteren just da var allerstrengest, fastholdt han dog sin Beslutning, i hvilken Anledning han, efterat have aflagt et Besøg paa nogle Dage hos Moderen, afgik herfra til Hamborg den 28de samme Maaned, og senere lod han Intet høre fra sig.

Da Birkedommeren i kjøbenhavns Amts nordre Birk, Justitsraad Flensborg, havde meddelt Kjøbenhavns Politi, at der Nætterne til den 24de, 28de og 29de Mai var skeet meget dristige Tyverier ved Indbrud paa Sorgenfri Slot, Sølyst og Christiansro, uden at nogetsomhelst Spor var at finde af Gjerningsmanden, uagtet der umiddelbart derefter ved Birkets Politiassistent, Blom, i Forening med flere af Egnens Beboere, patrouillerede om Natten, og ingen Opoffrelse eller Anstrængelse blev skyet for at faae ham udfunden og paagreben anmodede Birkedommeren Politidirecteuren om at sætte Kjøbenhavns Opdagelsespoliti i Bevægelse for at efterspore Forbryderen. Som Følge heraf henvendte dette sin specielle Opmærksomhed paa de i den senere Tid løsladte større Forbrydere, og ved at gjennemgaae Rækken af disse, dvælede Tanken ved Niels Frederiksen Hjembæk som den af dem Alle, paa hvis hele forbryderske Virksomhed, navnlig hans eiendommelige Udførelsesmaade m. v., slige Tyverier som de anmeldte kunde passe; men da Hjembæk antoges velforvaret i Amerika, kunde denne Tanke ikke strax vinde Indgang.

Ved nu underhaanden at lade anstille Forespørgsel i Hamborg desangaaende, viste det sig imidlertid, at Hjembæk ikke var reist til Amerika, men derimod tagen tilbage til Danmark i den første Halvdel af April Maaned, efter at have ført et meget vildt og tildels udsvævende Liv, og desuden spillet Philanthrop, det han havde anvendt c. 250 Mark Courant til dermed at udløse af et Bordel et offenligt fruentimmer - en Landsmandinde - i hvis Følge han havde forladt Hamborg. Dette gav unegtelig Mistanken en forøget Styrke, og da de herfra udsendte Betjente fandt noget af Sølvtøiet fra Sølyst samt en Ring fra Tyveriet paa Sorgenfri pantsat i Hamborg hos en Jøde, der i et ham forevist photographisk Visitkort af Niels Frederiksen Hjembæk gjenkjendte den Person, som havde pantsat Sølvtøiet hos ham, havdes der selvfølgelig ingensomhelst Tvivl længer om, at den rette Gjerningsmand var udfunden. Der blev desaarsag sat al kraft paa hans Eftersøgelse, idet et større Antal af Kjøbenhavns Opdagelsesbetjente udsendtes dels i Sjælland, dels andensteds; men her viste det sig, hvor vanskeligt det er at fange en saa lunefuld og snedig Forbryder som Hjembæk, idet de Betjente, der stadig fulgte hans Spor og stundom kun vare fjernede fra ham fra kro til anden, dog tabte Sporet ved at Hjembæk pludselig gjorde en lille Svingning og undertiden gik samme Vei tilbage, hvorfra han var kommen. Under sin hele Vandring søgte han stadig at skaffe sig Underretning om Folks Mening angaaende Gjerningsmændene til Tyverierne, og undlod ikke at bringe Samtalen hen paa dette Emne, hvor han kom frem. Saaledes sagde han til en Færgemand, der talte ham over en Arm af Isefjorden, at det var de "Satans Svenskere", som laa og seilede over til den danske Kyst om Natten og gjorde Indbrud og saa strax tog tilbage med kosterne; men nu havde Politiet faaet fat i dem, det "havde staaet i Avisen", og nu vilde de nok faae deres velfortjente Straf. Paa denne Maade søgte han at skaffe sig Underretning om, hvorvidt der havde været Spørgsmaal om hans egen Person, og det sees saaledes heraf, hvor vigtigt det er, at slige Eftersøgninger foretaget med den størst mulige Hemmelighed. Dette blev strengt overholdt i nærværende Tilfælde, og uagtet Hjembæk blev efterfulgt af Kjøbenhavns Opdagelsesbetjente i over 14 Dage, havde han end ikke Tanke om, at Politiet vidste det Mindste om hans Tilstedeværelse her i Landet, thi i saa Tilfælde vilde han - dette erklærede han ligefrem ved det over ham af vedkommende Politiinspecteur optagne Udenretsforhør - øieblikkelig have sørget for at forsvinde saavel fra Sjælland, som fra den øvrige Del af Riget.

Imidlertid indløb der Anmeldelse om et natligt Tyveri i Skiby kro, og da det tillige bragtes i Erfaring, at der Matterne til den 25de og 26de f. M. har forsøgt Indbrud paa Aastrup og Hagestedgaard, turde Politiet ikke længere lade Localøvrighederne være uvidende om denne farlige Persons Nærværelse i de forskjellige Jurisdictioner, og derfor udsendtes under 26de s. M , efter i Forveien at have besat samtlige Færgesteder paa Sjælland, Efterlysninger med Hjembæks photographiske Portrait til alle Politiøvrighederne i Sjælland, hvorhos der udlovedes en Belønning af 200 Rdl. for hans Paagribelse. Dette ledede til, at han 2 Dage efter, nemlig den 28de, blev anholdt af Politibetjent Holm med udmærket Assistance af Baneinspecteur Olsen paa Ringsted Banegaard, hvor han havde løst Billet til og var i Begreb med at afgaae til Korsør, for videre at begive sig over til Fyen. Han lod sig anholde paa en rolig og freidig Maade, men udgav sig dog strax for at være Snedker fra Kjøbenhavn og opgav sit Navn at være Poulsen. Han fandtes ved sin Anholdelse i Besiddelse af kosterne fra Tyveriet i Skiby kro samt en Del Nøgler fra Tyveriet paa Sorgenfri og desuden en skarpladt, sexløbet Revolver.

I del Hele taget er han, omtrent hver Gang han er bleven anholdt af Politi, funden i Besiddelse af skarpladte Pistoler, ligesom han ogsaa under Tilførelsen af sine Tyverier i Reglen har været forsynet med en knippel eller andet Lignende, og det lader saaledes til, at han, hvis han var bleven overrasket eller havde mødt Modstand under Udførelsen af Tyverierne, just ikke havde ladet sig anholde for godt Kjøb, endskjønt han forsikkrer, at den hos ham fundne, ovenfor omtalte Revolver er anskaffet til Brug for hans paatænkte amerikanske Reise.

Næste Dag blev han af tvende af Opdagelsespolitiets Betjente afhentet fra Ringsted, hvorhen Inspecteuren for Opdagelsespolitiet strax havde begivet sig for omhyggelig at tage Alt i Bevaring, hvad den Anholdte førte med sig m. v., ligesom han derhos udbetalte Anholderen, den fornævnte Holm, den udlovede Belønning af 200 Rdl. Efter at være ankommen til Kjøbenhavn, lykkedes det her for første Gang ved det tidligere berørte af Inspecteuren for Opdagelsespolitiet optagne Udenretsforhør at bringe Forbryderen Niels Frederiksen Hjembæk til at gaae i sig selv og aabent bekjende sin Brøde.

Det havde været hans fulde Agt at afgaae til Amerika, men da han i Hamborg maatte vente saa længe paa Skibsleilighed, stiftede han slette Bekjendtskaber og tilsatte det Meste af, hvad han havde havt med sig, og deraf en ikke liden Del paa det ovenberørte Fruentimmer, der egenlig hører hjemme paa Fyen. Efter at have ledsaget hende gjennem Holsten og Slesvig til Jernbanestationen i Vojens, forlod han hende og tog samme Vei tilbage til Hamborg. Her morede han sig endnu en Maanedstid; men da var hans Pung saa godt som tom, og han besluttede derfor at vende tilbage til Sjælland for ved et eller andet dristigt og heldigt Coup atter at komme i Besiddelse af de fornødne Midler til sin Udvandring. I denne Anledning tog han i April Maaned over Lübeck til Korsør og derfra tilfods om i Sjælland. Efter først at have aflagt Grev Dannemand paa Aastrup et natligt Besøg, ved at gaae ind gjennem et aabentstaaende Vindue og tilvende sig en stor Del Sølvmedailler m. m., ankom han i Midlen af Mai Maaned til Lyngby. Han drev om deri Egnen i nogle Dage og fattede endelig den Beslutning at gjøre Indbrud paa Sorgenfri Slot, idet han havde den hos Almuesfolk ikke sjældne Formening, at her maatte saa godt som Alt bestaae af Guld og Sølv. Tyveriet udførte han ved at sætte en Stige, som han fandt henstaaende ved et Hus j Nærheden af Brede, til den høie Stue og krøb derefter ind gjennem Vinduet, som han havde faaet aabnet ved at trykke en Rude itu. Han satte sig i Besiddelse af en Mængde forskjellige Gjenstande, saasom Taffeluhr, Armstager, Klokkestrengs-Haandtag, Beslaget af en Æske m. m M. og troede derved formodenlig at være forsynet med Guld for hele sin Livstid, men da han kom udenfor og fik sit Bytte rigtig undersøgt, viste det sig, at Alt var af - Bronce paa en Ring og to Signeter nær, og han kastede derfor det Meste fra sig igjen. Efter at have skjult sig i Dyrehaven et Par Dages Tid, gik han atter ud paa Rov denne Gang med bedre Held. Det var Baron Freytag paa Sølyst, han gjæstede, ligeledes ved at bryde ind gjennem et Vindue. Her stjal han en betydelig Del Sølv- og Guldgjenstande og desuden en Krandsekage, som han forøvrigt i al Ro og Mag satte sig til at spise det Meste af strax paa Stedet, han har altid givet sig god Tid og ligeledes her; thi da han antog, at der befandt sig Penge i et i Stuen staaende Dameskrivebord, bar han dette udenfor i Haven tilligemed alle Kosterne, som han havde indpakket i et Shavl eller Bordteppe, og slog Skufferne itu, og først da det var blevet aldeles lyst, og efterat en Mand, som han antog for Gartneren, var kommen ud i Haven, uden dog at bemærke, hvad der var foregaaet, forlod Hjembæk Stedet med alle sine Koster. Hele den paafølgende Dag skjulte han sig tilligemed sit Bytte i Dyrehaven og benyttede den paafølgende Nat til at gjøre Indbrud paa Christiansro, hvor han satte sig i Besiddelse af en hel Del Gjenstande, som han antog vare af Sølv, hvilket dog senere viste sig ikke at være Tilfældet, og desuden en Portion Rødgrød - med eller uden Fløde og Sukker, derom melder Historien Intet.

Efter derpaa at have gjort en Sviptour til Hamborg med flere Steder i Udlandet og afsat sine Koster, kom han i Midten af forrige Maaned tilbage til Sjælland og begyndte sin Omdriven paany. Udbyttet havde nemlig ikke svaret til hans Forventninger, han var endnu omtrent lige rig.

Løverdagen den 17de Juni om Eftermiddagen kom han til Skiby Kro, Horns Herred, hvor han opholdt sig et Par Dage. Han var nu udpyntet med 3 á 4 Guldringe paa Fingrene, Guldringe i Ørene, en meget stor bred og massiv gul - ikke Guld - Vestekjæde og desuden iført en ganske net sort Klædesdragt. Han udgav sig for Commissionair for en udenlandsk Linnedhandler, gik i Kirke om Søndagen og var tilsyneladende meget rørt. Den Præst, som den Dag prædikede, var netop en Slægtning af Eierinden af Skiby Kro, og efter endt Gudstjeneste gik Hjembæk ind - formodenlig for nærmere at gjøre sig bekjendt med Leiligheden - og takkede Pastoren meget for den opbyggelige Tale, han havde holdt. Efterat have spist til Middag med familien og ret gjort sig bekjendt med Localiteterne, forlod han kroen og begav sig hen i Omegnen af Jægerspris, men vendte tilbage Natten mellem den 20de og 21de Klokken omtrent 2, gik ind i Kroen paa sædvanlig Maade - det vil sige, den Maade, Hjembæk synes at foretrække, nemlig gjennem el Vindue - og satte sig her i Besiddelse af en ikke ubetydelig Del Sølvtøi m. m., som han Alt fandtes i Besiddelse af ved Anholdelsen.

Angaaende Tyverierne i Vallø Kirke, paa Hagestedgaard og det seneste paa Aastrup har han ingen Besked villet vide og mener, at han maa troes i hvad han siger, da han meget godt veed, at Straffen, der venter ham, bliver lige stor, nemlig Tugthusarbeide paa Livstid.

Ved denne Persons Paagribelse er Samfundet heldigvis for lang Tid og maaskee for stedse befriet for en af Landets dristigste Indbrudstyve.

(Fædrelandet 3. juli 1865).

Genealogisk Forlag har dette foto af Niels Frederiksen med følgende beskrivelse: “Niels Frederiksen, Hjembek, født i Marke 10/1 23, Tjenestekarl og Væver; er straffet ofte senest med 8 Aars Tugthusarbeide for uhjemlet Besiddelse; har alsentret(?) sig fra Straffeanstalten. – Han er en fræk Tyv, men synes godmodig i Omgang; har gode Evner og er en udmærket Arbeider i forskjellige Haandværk. – /: See Bortsendelsesprot: :/ 77”. [1865]. Niels Frederiksen, 10.1.1823. Født i Kundby sogn, Marke, Tuse herred, Holbæk amt. Kbh.'s Politi. 2. politiinspektorat. Arkivserie: Forbryderalbum 1863-1868.

En Corresp. i det sydlige Sjælland har meddeelt Flvp. følg. komiske Politiebegivenhed. For nogle Dage siden bleve et Par temmelig lurvede Personer antrufne tæt ved Byen N., og da de paa Forespørgsel, om de kunde legitimere sig med Papirer eller paa anden Maade, besvarede delte benægtende, bleve de førte til Politiekammeret. Ankomne der, bleve de af den derv. Fuldmægtig adspurgte om Navn og øvrige Forhold, men de vægrede sig ved at afgive nogen Forklaring undtagen for Politiemesteren selv, og da denne kom tilstede, nægtede de at svare eller forklare Nogetsomhelst uden til Politimesteren alene uden Andens Tilstedeværelse. Dette usædvanlige Ønske blev da ogsaa opfyldt og kort efter saae man de to Vagabonder, hvis Forklaring og Legitimation maa have været fuldkommen tilfredsstillende, forlade Politikkammeret og atter begive sig paa Vandring. Velunderrettede have nu forklaret Sammenhængen saaledes: Som bekjendt have Kjøbenhavns Politiebetjente i stor Mængde været udsendte for at efterspore den nu anholdte Indbrudstyv Hjembæk, og flere af dem havde, for lettere og meer ubemærket at komme i hans Nærhed, valgt allehaande Forklædninger; dette var saaledes Tilfældet med de to Betjente, som i ovennævnte Skikkelse bleve antrufne, og da det selvfølgelig var af Vigtighed, at saa Faa som muligt fik Kundskab om hvad der stak indenfor Vesten, foretrak de en kort Anholdelse fremfor at afgive en Forklaring til Andre end vedkommende Politimester personlig.

Der er stor Glæde blandt Kjøbenhavns Politie over Mestertyven Hjembæks Paagribelse, hvorfor Opdagelsespolitiets dygtige og energiske Chef, Politieinsp. Hertz, har Æren. Det var nemlig ham, der fra Først af fik Mistanke til Hj., som formodedes al være i America, og det var ham, der baade satte det store Maskineri igang og ledede det saaledes, at Hj. tilsidst maatte falde i hans Hænder. Hertz's Dygtighed er almindeligt bekjendt og anerkjendt, og det er ogsaa derfor at han, der begyndte som Væverdreng i det dav. Salomonske Væveri i Viborg, hurtigt er stegen til den vigtige, ansvarsfulde Post som Chef for Hovedstadens Opdagelsespolitie og bleven decoreret med Dannebrogsordenens Sølv- og Ridderkors. Tyvene ere virkelig bange for ham, og dette er maaskee Grunden til, at der forefalder saa mærkværdig faa (?) egentlige Tyverier i Kjøbenhavn. Den Arrestforvarer i Ringsted, der paagreb Hjembæk, er 80 Aar gl.; han kjendte ham efter det Photographie, som var blevet sendt rundt omkring. Photographien har i det Hele taget spillet en stor Rolle i denne Affaire, og havde man ikke havt et Photographie af Hj., taget i Januar, da han kom ud af Tugthuset, var han maaskee aldrig bleven paagreben; men ved Hjælp af det fik man at vide, at han ikke var reist til America, idet Pantsætteren i Hamborg, hos hvem han havde pantsat Enkedronningens Ring, kjendte ham efter det, og ved Hjælp af det blev han jo ogsaa paagreben. Det er nu Skik og Brug, at enhver Forbryder, Politiet faaer med at gjøre, bliver photographeret, og disse Billeder opbevares paa Politiekammeret i et colossalt Album, som iblandt Personalet har faaet det smukke Navn "Familiealbumet". (Hors. Av.)

Forøvrigt har Hjembæks Paagribelse, efter Rand. Av, ialt kostet den ikke ubetydelige Sum af 1600 Rd. I henved 3 Uger have nemlig ca. 20 af Kjøbenhavns dygtigste Opdagelsesbetjente gjennemkrydset Sjælland, og samtidigt har der været posteret Betjente i de svenske Kjøbstæder, i Lübeck, Kiel og Hamborg. Nogle af disse Betjente have viist en overordentlig Dygtighed og Udholdenhed, og et Par af dem siges saaledes paa deres Fod at have vandret over 100 Miil i 20 Dage. Den gamle Politiebetjent Holm i Ringsted, som ved Hjælp af de lithographerede Stikbreve og photographiske Visitkort, hvoraf 250 vare udsendte, havde Æren af at fange Hjembæk, erholdt en Douceur af L00 Rd.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 7. juli 1865).

Hjembækiana. I flere af Dagbladene er der efter "Sorø Avis" optaget "en Episode af Niels Hjembæks Liv". Da der heri ikke tales om den Virksomhed, som Kjøbenhavns Politi dengang udfoldede, ere vi ved velvillig Meddelelse satte istand til at suplere dels denne, dels vor tidligere Beretning med Følgende:

Da Indbrudstyveriet i sin Tid blev forøvet paa Ledreborg, vakte det ualmindelig Opsigt, dels paa Grund af den Dumdristighed, hvormed det var udført, og dels paa Grund af den store Mængde Sølvtøi, som var stjaalet, og som Følge deraf blev Kjøbenhavns daværende Opdagelsespoliti strax sat i Bevægelse. Det erfaredes meget snart, at en Person, der betegnedes som en Bondekarl, Dagen efter at Tyveriet var forøvet paa Ledreborg, havde været hos en Handlende i Kjøbenhavn og spurgt, om han købte og hvormeget han gav for Pundet, og efter hvad Politiet underhaanden fik oplyst, havde samme Dag en lignende Bondekarl henvendt sig til en af Kjøbenhavns mistænkelige Personer og spurgt ham, om Guldsmeden i Sorø endnu befattede sig med at kjøbe skinnende *) Sølvtøi, og da dette var besvaret bekræftende, var der god Grund til at antage, at Personen vilde tage til Sorø for at sælge Sølvtøi, mulig det, som var stjaalet paa Ledreborg, til Guldsmeden, som han havde spurgt efter. Denne Guldsmed havde været impliceret i flere store Tyvesager i Kjøbenhavn som sigtet for at have kjøbt Tyvekoster, og han var saaledes godt kjendt af Politiet, der havde den Mening, at han i Sorø, hvor han boede drev den samme Trafik, nemlig kjøbte Tyvekoster, naar Lejlighed tilbød sig, men da det tillige vidste, at han var en snild Person og strax vilde søge at tilintetgjøre ethvert Bevis, dersom han kjøbte noget af del stjaalne Sølvtøi, var det om at gjøre at vinde ham for at være Politiet til Tjeneste, dersom det stjaalne Sølvtøi skulde blive falbudt til ham.

Det hændes undertiden, at Politiet i en eller anden vigtig Sag maa søge Assistance hos Personer, der give sig af med Forbrydelser, og i de fleste Tilfælde føle saadanne Personer sig meget smigrede ved den Tillid, der vises dem, og gjøre da god Nytte. Den samme Fremgangsmaade anvendte Politiet ved den ovennævnte Leilighed imod Guldsmeden i Sorø, idet han uforbeholdent fik Underretning om, at der var stjaalet en betydelig Mængde Sølvtøi, og for det Tilfælde, at noget af dette skulde blive falbudt ham, blev han anmodet om at være Politiet til Tjeneste ved at sørge for,  at Falbyderen blev anholdt, hvilket bevirkede, at han senere henvendte sig til Politimesteren i Sorø og meddelte, at en ham ubekjendt Person havde været hos ham og falbudt endel Sølvtøi, som upaatvivlelig var stjaalet, eftersom Personen, da han havde erklæret sig villig til at kjøbe det for en bestemt billig Pris pr. Lod, havde lovet at komme igjen i Mørkningen, for at de kunde følges ad til det Sted, hvor Sølvtøiet var gjemt. Efter denne Anmeldelse fra Guldsmeden tog Politimesteren i Sorø sine Forholdsregler, hvorefter Politiet blev istand til at holde Øie med den paagjældende Person og paagribe ham i et beleiligt Øieblik. Efter Aftale indfandt han - som viste sig at være Niels Frederiksen Hjembæk eller Marke - sig ganske rigtig i Mørkningen hos Guldsmeden, der ikke længe efter gik sammen med ham ud ad Landeveien til en lille Træplantage; men herfra vendte de kort efter tilbage, og Guldsmeden havde da en Pakke under Armen, hvis Indhold lod til at være Sølvtøi, eftersom Skaftet af en Sølvpotageske stak ud. Da Guldsmeden mente, ar det vilde vække Opsigt, naar de gik gjennem Byen, og Skaftet af Skeen stak ud af Pakken, bevægede dette Hjembæk til at modtage Skaftet af Potageskeen og gjemme det i sin Frakkelomme. Medens Hjembæk og Guldsmeden havde været borte, vare nogle Politibetjente blevne skjulte i den Sidstes Bopæl, og ved Hjemkomsten foranledigede Guldsmeden at Hjembæk i Nærheden af Betjentenes Skjulesteder kom til at ytre sig om Salget af Sølvtøiet paa en saadan Maade, at der ikke kunde næres nogen Tvivl om, at han var ifærd med at sælge det hjembragte Sølvtøi til Guldsmeden. Hjembæk havde saa travlt med at undersøge Leiligheden for at overbevise sig om, at han ikke var gaaet i en Fælde og ikke blev udspioneret, at han endnu ikke havde lagt Skaftet af Potageskeen fra sig, da Politiet sprang til og paagreb ham i Besiddelse af dette og en med Kugle ladt Pistol, som han dog ikke forsøgte at bruge. Besiddelsen af Skaftet til Potageskeen i Forbindelse med hans Udtalelse om Salget af Sølvtøiet var tilstrækkelig til at overbevise ham om, at han havde været i uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster, eftersom det til Gulvsmedens Bopæl hjembragte Sølvtøi tilligemed Skeskaftet, som fandtes hos Hjembæk, var omtrent Halvdelen af det Sølvtøi, som var stjaalet ved Indbrudstyveriet paa Ledreborg. Hjembæk tilstod Intet, hverken da han blev anholdt eller ved de senere Forhør, men mærkværdig nok opstod der en Slags Mistanke om, at Guldsmeden havde afkjøbt ham den anden halve Del af Sølvtøiet, forinden han meddelte Noget til Politiet, og der blev anstillet en Undersøgelse paa hans Bopæl i den Anledning, men den ledede ikke til Noget, og, saavidt bekjendt, er intet af det resterende Sølvtøi fra Tyveriet paa Ledreborg senere kommet tilstede.

Da Undersøgelserne imod Hjembæk vare tilendebragte i Sorø, afreiste Kjøbenhavns Politi, som havde været tistede, derfra for at anstille Undersøgelser omkring paa Landet om Hjembæks Forhold, og det fremgik blandt Andet af disse Undersøgelser, at han havde gjort et varmt Indtryk paa flere af de landlige Skjønheder, som han var kommen i Berøring med; det hørte næsten til Dagens Orden at erfare, at der, hvor Hjembæk havde udgivet sig for at være en velhavende Mand, havde han enten friet til Husjomfruen eller Datteren paa Gaarden, og der, hvor han havde gereret sig som Tjenestekarl, spillede han gjerne Kjæreste med en eller flere af de yngste Tjenestepiger paa Gaarden, hvor han opholdt sig, eller i Nabolavet. Han havde mærkværdig nok brugt en principmæssig Fremgangsmaade ved at love alle de bedre stillede Fruentimmer, han kom i Berørelse med, Ægteskab, saasnart han havde kjøbt sig en Gaard i Jylland, som han sagde at staa i Handel om, hvorimod han var meget gavmild med Penge og Klædningsstykker til de simplere Tjenestepiger, som han agerede Kjæreste med. Efterat Kjøbenhavns Politi var færdig med Undersøgelserne paa Landet, tog det til Ledreborg, hvor det lykkedes at faa fuldstændig Eierdomsbevis til Skaftet af den Potageske, som Hjembæk var funden i Besiddelse af, og dette i Forening med de mande Oplysninger, som Kjøbenhavns Politi fik tilveiebragt til Bestyrkelse for, at Hjembæk var Gjerningsmanden til Indbrudstyveriet paa Ledreborg, bidrog upaatvivlelig meget til, at han blev dømt for uhjemlet Besiddelse af stjaalne Koster til 5 Aars Straffearbeide, saa at Samfundet dengang blev befriet for en saa farlig Person, som Hjembæk altid med Rette har været anseet for.

Det var dengang saavel som nu Kjøbenhavns Politis Virksomhed, der befriede Samfundet for denne store Forbryder og afholdt de mange Udgifter, dette medførte, og man tør dristig paastaa, at Hovedstadens Politi altid, naar det dreier sig om store Forbrydelser, udfolder en betydelig Virksomhed for at opdage Gjerningsmændene, selv om Forbrydelserne ere begaaere paa Landet, men det Uheldigste herved er, at denne Virksomhed koster mange Penge, og da disse kun sjelden blive refunderede fra den Landjurisdiktion, hvor Forbrydelserne ere begaaede, er dette tilstrækkeligt til at virke hæmmende paa Kjøbenhavns Politis Virksomhed med Hensyn til Opdagelsen af Forbrydelser, begaaede udenfor Kiøbenhavns Jurisdiktion. Af denne Grund kunne vi ikke undlade at fremhæve Nødvendigheden af, at en bestemt Ordning indtræder, hvorefter Udgifterne ved den Virksomhed, som Kjøbenhavns Politi maatte udfolde for at opdage Forbrydelser begaaede udenfor Kjøbenhavns Jurisdiktion, kunne afholdes uden dog ganske at falde Kjøbenhavns Kommune til Byrde.

*) Hans Maade at betegne stjaalet Sølvtøi paa.

(Dags-Telegraphen (København) 9. juli 1865).

I januar 1866 blev Niels Frederiksen ved overretten dømt til 16 års tugthusarbejde. I april 1866 stadfæstede Højesteret denne dom. Han døde formentlig i fængsel i 1875, efter at have udstået ca. 10 år af sin straf.

Se også: Jan Sohn: Borgerkrigen I Holbæk. Og andre fortællinger om byen i 1800-tallet (2018). Heri: Niels Frederiksen, Mestertyven fra Hjembæk, s. 76-81.

Utugtige Fotografier. (Efterskrift til Politivennen)

Utugtige fotografier. Etter mange frugtesløse Forsøg er det lykkedes Politiet at anholde en herboendes Fotograf, der i stort Omfang har fabrikeret og udspredt en Mængde utugtige Fotografiske Billeder. Flere Dusin fotografiske Plader samt færdige Billeder er konfiskerede og tagne i Bevaring til Sagen, der er afgiven til Kriminalretten. Det er glædeligt, at der herved er sket en Begyndelse til at hæmme Udbredelsen af disse Billeder, som maa antages al være bleven dreven i et ikke ringe Omfang her i Byen, og derved ville formodentlig ogsaa uhyggelige Rygter, som i lang Tid have cirkuleret her med Hensyn til Billeder af denne Art, men som vi, efter hvad vi have erfarer, have Grund til at antage, have grund til at antage ere fuldstændig blottede for Sandhed, ophøre at spøge i Folks Fantasi.

(Dags-Telegraphen (København) 31. maj 1865).

Konfiskerede Fotografier. Politiet, der havde skaffet sig Beviis for, at en her i Byen boende Fotograf forfærdigede og forhandlede utugtige Fotografier, indfandt sig i Tirsdags i Fotografens Atelier og konfiskerede cirka 150 Billeder samt endeel Plader. De fleste af Billederne ere slette Kopier efter franske Billeder, men ogsaa enkelte originale. Foruden Konfiskationen vil Fotografen neppe slippe uden en betydelig Mulkt.

(Folkets Avis - København. 1. juni 1865).

De photographiske Billeder, hvis Fabricant man nu har fundet og som alle ere blevne confiscerede ere ligefrem utugtige og det i en saadan ad, at de ere aldeles væmmelige, saa man næsten ikke kan begribe, hvor noget Menneske gider kjøbe dem. Ikkedestomindre har han havt god Afsætning paa dem, og Politiet har længe forgjæves eftersporet ham. Photographen, der neppe slipper mindre end med en Bøde paa 2-300 Rd., er en gammel Bekjendt af Politiet ved Navn Moyel. For nogle Aar siden gjorde det Bekjendtskab med ham, da han bekjendtgjorte i Bladene, at det var overdraget ham at bortgive et Legat paa 200 Rd., men at Ansøgningerne derom kun kunde skrives af ham og kostede 2 Rd. Stykket. Politiets Opmærksomhed blev henledet derpaa og det viste sig da, at det Hele var en Spekulation af M., der selv havde udsat de 200 Rd., men tjent godt derved, da han havde skrevet for mange hundrede Rd. Ansøgninger. Han blev derfor tiltalt og straffet og maatte tilbagegive Pengene. (Hors. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. juni 1865. 2. udgave).

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 9. september 1865. Han holdt også til på Vimmelskaftet 36. Om det er den omtalte Moyel, ved jeg ikke.

Julius Wilhelm David Borgen Moÿel (1825-1898) var fotograf og aeronaut. Kabinetkort, Kongelige Bibliotek. Iflg. Ochsner (Danske fotografer 1986) var Moyel søn af arkitekt og gæstgiver Jacob Wilhelm Moyel. Moyel var fotograf fra 1864-1875, med flere adresser i indre by København. Han er omtalt på denne blogs indslag om Tardinis ballon. Luftfartøjet købtes af en mand der hed Moyell , hvem ingen den gang kendte. Han foretog en række opstigninger og sidder nu som pensionist i Vartov som æresformand for "Dansk aeronautisk Forbund".  Ballonen "Sampson" blev købt af Moyel, som endte på Vartov, og måtte sælge ballonen til svenskeren Victor Granberg der 12. juli 1857 efter en uheldig opstigning fra ridebanen, gav ophav til udtrykket "den går ikke, Granberg!"

Mors. Krigsfanger. 1ste August 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om besættelsen af Mors:

Besættelsen af øen Mors

Kolding, 18. juli. Nykøbing, hovedbyen på øen Mors er en venlig by med 1800 indbyggere. Dens gunstige beliggenhed ved Limfjorden gør den til ind- og udgangsstedet for al trafik på den frugtbare ø; sidstnævnte vedrører hovedsagelig eksporten af ​​majs og godt kvæg. Dampbåde går herfra tre gange om ugen til Aalborg og en gang til København og lige så ofte i den modsatte retning. En østrigsk vagt var allerede blevet sendt den 14., og kun østrigske soldater var at se i de ensomme gader. Indbyggerne som aldrig havde set fremmede tropper, havde frygtsomt og forventningsfuldt trukket sig tilbage i deres huse i de første dage af byens besættelse; man så dem stå bag vinduerne med spørgende, bekymrede blikke. Men det ændrede sig hurtigt, for alle så at de "tyske barbarer" uventet opførte sig lige så godt som de danskere der var rejst herfra, og da hver husstand om aftenen erkendte at intet familiemedlem, ikke engang det mindste, var blevet ofre for "tyske antropofager", genvandt de harmløse øboere hurtigt deres selvtillid, og byen genvandt sit tidligere travle ry.

Det første der slog mig, da jeg gik gennem de brede gader, var en proklamation fra de danske myndigheder som bad beboerne om at forholde sig roligt og forsigtigt over for de forventede østrigske tropper og til at opfylde deres indkvarteringspligter etc. til tiden. Og det må indrømmes at danskerne lydigt adlød disse anvisninger, den eneste undtagelse var under våbenhvilen hvor de sidstnævnte straks atter svingede deres våben som de siden genoptagelsen af ​​fjendtlighederne har måttet betale dobbelt for. Udover denne proklamation blev talrige plakater der dækkede de danske våbens mange succeser mod de allierede, opført, ja, selv tilfangetagelsen af ​​fjendtlige soldater blev annonceret. Nå, beboerne i Nykøbing og øen Mors har selvfølgelig gjort sig deres egne tanker om hvad de skal synes om disse danske bulletiner. Selvom general V. Hegermann-Lindencrone og hans korps havde været hos dem for længe uden at bryde ud af sit asyl, og da det skulle dække den nordlige strækning af Jylland ud over Limfjorden mod en fjendtlig invasion, flygtede han ved den første nyhed om fjendens avancement væk på skibene.

Artiklen beskriver herefter antallet af skibe i fjorden, samt at et forsøg på at føre en undersøisk telegraflinje til Mors mislykkedes. Herefter skriver avisen:

Et ejendommeligt ved de danske kroer i nord er den konsekvent kvindelige tjener som afløser vores tyske tjenere her, og det på ingen måde til skade for gæsterne. På dette tidspunkt mindes jeg ufrivilligt en ekstremt naiv scene som jeg var vidne til for et par dage siden på hotellet i Skive. Mens jeg sad sammen med flere bekendte og fik en kop kaffe, bærer de to fremmødte servitricer over til en af ​​de tilstedeværende betjente. Den yngste, en smuk blond lille pige, tog ordet efter at have rømmet sig og kiggede genert rundt i lokalet flere gange for at se, om der var nogle inkompetente ørevidner, sagde hun i en halv hvisken: "Herre, kunne østrigerne ikke tage værten (godsejeren) med når De trækker Dem tilbage? Ingen kan lide ham, og han er ulidelig vred på os." Den ældste stod ved siden af ​​og bekræftede hvad der var blevet sagt, med de livligste fagter. Denne naive anmodning og den mest oprigtige alvor, hvormed den blev præsenteret, vakte naturligvis et latterbrøl. Den onde "vært" havde i øvrigt fremragende københavnsk øl, som til en vis grad talte til hans fordel.

Artiklen fortsætter så i øvrigt i mere rejsebeskrivende stil om andre byer i Jylland.

Forlagsbureauet, København: Hesterøveri af Windisch-dragoner og Lichtenstein-husarer på Mors, 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Besetzung der Insel Mors.

Kolding, 18. Juli. Nykjöbing, der Hauptort der Insel Mors, ist ein freundliches Städtchen mit 1800 Einwohnern. Seine gunstige Lage am Lymfjord macht es zum Ein- und Ausfuhrplatz des Gesammtverkehrs der fruchtbaren Insel; letzterer bezieht sich in der Hauptsache auf die Ausfuhr von Getreide und trefflichem Vieh. Dreimal gehen in der Woche von hier die Dampschiffe nach Aalborg und einmal nach Kopenhagen, und eben so ofte kommen sie in umgekehrter Richtung. Eine österreichische Wache war bereits am 14. aufgezogen, und in den einsamen Strassen sah man nur österreichische Soldaten. Die Einwohner, die nie fremde Truppen gesehen, hatten sich in der ersten Zeit der Besetzung der Stadt schüchtern und erwartungsvoll in die Häuser zurückgezogen; man sah sie mit fragenden besorgten Blicken hinter den Fenstern stehen. Doch das änderte sich schnell, denn all man sah, dass die "deutschen Barbaren" sich unverhoffter Weise wohl ebenso manierlich benahmen als die von hier abgezogenen Dänen, und als nun gar Abends jede Haushaltung erkannte, dass kein Familienglied, nicht einmal das kleinste, den "deutschen Anthropophagen" zum Opfer gefallen war, kehrte rasch das Vertrauen der harmlosen Inselbewohner zurück, und das Städtchen gewann sein früheres belebtes Ansehen wieder.

Das erste was mir bei einem Gang durch die breiten Strassen auffiel war eine Proklamation der dänischen Behörden, welche die Bewohner aufforderte sich angesichts der zu erwartenden österreichischen Truppen ruhig und besonne zu benehmen und ihren Quartierpfichten etc. pünktlich nachzukommen. Und man muss gestehen, diesen Weisungen kommen die Dänen mit Folgsamkeit nach, wovon es nur während der Waffenruhe Ausnahmen gab, indem letztere ihnen sofor wieder den Kamm schwellte, wofür sie aber seit dem Wiederbeginn der Feindlichkeiten doppelt zu büssen hatten. Neben jener Proklamation bedeckten zahlreiche Affichen die vielen Erfolge der dänischen Waffen gegen die Verbündeten aufgezählt waren, ja selbst die Gefangennahme von Soldaten des Gegners bekannt gegeben wurde. Nun, die Bewohner von Nykjöbing und der Insel Mors haben sich natürlich zur Genüge überzeugt, was von diesen dänischen Bulletins zu halten ist. Hat doch General v. Hegermann-Lindencron mit seinem Corps zu lange bei ihnen gelegen, ohne sich aus seinem Asyl hervorzusagen, und als es darauf ankam den nördlichen Landstrich von Jütland jenseits des Lymfjord gegen eine Invasion des Gegners zu decken, da flüchtete er, auf die erste Kunde von dem Anrücken der Alliirten, auf die Schiffe.

- - -

Eine Eigenthümlichkeit der dänischen Gasthöfe im Norden ist die durchweg weibliche Bedienung, die hier unsere deutschen Kellner ersetzt, und zwar keineswegs zur Beeinträchtigung der Gäste. Hiebei fällt mir unwillkührlich eine äusserst naive Scene ein, der ich in dem Hotel in Skive vor wenigen Tagen beiwohnte. Indem ich mit mehreren Bekannten bei einer Tasse Kaffe sass, tragen die beiden anwesenden Kellnerinnnen zu einem der anwesenden Offiziere. Die jüngste, ein hübsches blondes Måadchen, nahm nach einigem Räuspern das Wort, und sich scheu mehrmals im Zimmer umblickend, ob kein unbefufener Ohrenzeuge da sei, sagte sie halb flüsternd: "Herr, könnten die Oesterreicher wohl nicht den Gastgieber (Wirth) mitnehmen, wenn sie abziehen? Kein Mensch mag ihn leiden, und gegen uns ist er unerträglich böse." Die ältere stand dabei und bestätigte das Gesagte mit den lebhaftesten Gesticulationen. Diese naive Bitte und der aufrichtigste Ernst womit sie vorgetragen wurde, erregte selbstverständlich ein schallendes Gelächter. Uebrigens hatte der böse "Gastgieber" treffliches Kopenhagener Bier, was einigermassen wieder zu seinen Gunsten sprach.

(Neues bayerisches Volksblatt 1. august 1864)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Østrigske officerer i Koldinghus Slotsgård 1864. Fotoet er kun et af mange hundrede af Brandts fotoer der kan findes på Det Kongelige Bibliotek. Optagelsen af dem omtales i nedenstående tyske artikel. Under branden den 30. marts 1808 styrtede tårnet sammen og to af de fire kæmpestatuer med det. En statue af Hannibal der holdt det danske våbenskjold, styrtede ned under en storm den 3. oktober 1854, men blev opstillet i Slotsgården. Under krigen 1864 blev den imidlertid sønderslået da der blev afholdt væddeløb mellem preussiske og østrigske kanonforspand. (se Fyens Stiftstidende 15. oktober 1867).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Militærbreve fra den nordiske krigsscene. XLIV

---

Den kompetente fotograf Brandt fra Flensborg har opholdt sig her siden i går for at tage flere billeder her og i Fredericia. Siden i dag er han begyndt at fotografere det østrigske hovedkvarter med hele det tilknyttede personale, formentlig 60 personer, i fem grupper på lige så mange plader, som så overføres til én plade. Kunstneren valgte interiøret af den majestætiske slotsruin "Koldinghus" i den herværende til fotografiet, så en slotsfløj, den såkaldte slotskirkefront, danner den maleriske baggrund. Præstationen ser ud til at være fremragende. I hvert fald skabes en yderst værdifuld souvenir ikke kun for alle medlemmer af hovedkvarteret, men også til officerer etc. fra det østrigske 6. armékorps, hvis flag så værdigt repræsenterede hele den herlige hær i dette felttog her.

Militärische Briefe vom nordischen Kriegsschauplatz. XLIV

---

Seit gestern weilt der tüchtige Photograph Brandt aus Flensburg hier um mehrere Aufnahmen hier und in Friedericia zu machen. Seit Heute hat er begonnen das österreichische Hauptquartier mit dem gesammten zugehörigen Personal, wohl an 60 Personen, zu photographiren, und zwar in fünf Gruppen auf eben so vielen Platten, die alsdann auf eine Platte übertragen werden. Der Künstler hat sich zur Aufnahme das innere der hiesigen majestätischen Schlossruine "Koldinghuus" gewählt, so dass ein Schlossflügel, die sogenannte Schlosskirchenfront, den malerischen Hintergrund bildet. Die Darstellung scheint eine vorzügliche zu werden. Jedenfalls wird damit ein äusserst werthvolles Andenken nicht nur für sämmtliche Mitglieder des Hauptquartiers geschaffen, sonder auch für die Officere etc. des österreichischen 6. Armeecorps, dessen Fahnen die ruhmreiche Gesammtarmee in diesem Feldzug hier so würdig vertraten.

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864. Uddrag)

Friedrich Christian Brandt (1823-1891) fotograferede under næsten hele krigen, flere hundrede af hans billeder er bevaret på Det Kongelige Bibliotek (søg på "brandt christian friedrich").

Oversættelse af tysk artikel om præster i Nordslesvig. Original følger nedenfor:

- - - Da så mange præster i den dansksprogede del af Slesvig for nylig er blevet afskediget, volder besættelsen af ​​posterne ofte store vanskeligheder på grund af mangel på egnede kandidater; flere præster er blevet tilbage kun af den grund at der ikke i øjeblikket kan findes vikarer der kan den danske dialekt. Der blev brugt flere kandidater fra Holsten og Sydslesvig samt langvejs fra; som følge heraf er der opstået følsomme huller i de nævnte landsdele, og dog er behovet endnu ikke afhjulpet; fødte danskere kan let finde vej til den nordslesvigske dialekt; Slesvigere skal være født eller uddannet der hvis de skal kunne håndtere befolkningen. Efter forlydender er udnævnelsen af ​​en ny generalsuperintendent for Slesvig (siden 1853 bar disse gejstlige embedsmænd navnet "biskopper") i skikkelse af provsten af ​​provstiet Aabenraa, pastor Godt. Dette er en af ​​de nyudnævnte præster, der før 1848 var ansat i Sundeved og senere tog til Tyskland. - De sidste par uger er de tilbageværende danske eller dansksindede præster i Slesvig blevet bedt om at redegøre for deres holdning til det nye slesvigske styre. Den 18 d. var præsten i den danske menighed i Flensborg uden for de gamle sogne, pastor Graae, kateket ved samme, pastor Munk og pastor Ewaldsen i Flensborg indbudt foran kirkevisitatoriet der for at afgive udtalelser om, hvorvidt de stadig følte sig bundet af eden til Christian IX. Den danske direktør for et større institut for piger, kollaborator Monrad, skulle forklare samme spørgsmål. Herrernes svar er endnu ikke blevet kendt.

- - - Da in der letzten Zeit so viele geistliche in dem dänischsprechenden Theil Schleswigs entlassen worden sinde, so macht die Neubesetzung der Stellen wegen Mangels geeigneter Candidaten oft grosse Schwierigkeiten; mehrere Geistliche sind nur aus dem Grunde noch geblieben, weil keine Stellvertreter die des dänischen Dialekts kundig augenblicklich zu finden sind. Man hat aus Holstein und dem südlichen Schleswig, sowie aus der Ferne mehrere Candidaten verwendet; dadurch sind in den genannten Landestheilen empfindliche Lücken entstanden, und dennoch ist dem Bedürfniss noch nicht abgeholfen; geborene Dänen konnten sich leicht in den nordschleswigischen Dialekt finden; Schleswiger müssen dort geboren oder erzogen seyn wenn sit mit der Bevölkering sollen umgehen können. Dem Vernehmen nach steht die Ernennung eines neuen Generalsuperintendenten für Schleswig (seit 1853 führten diese geistliche Beamten den Namen "Bischöfe") in der Person des Probstes der Probstei Apenrade, Pastor Godt, bevor. Es ist diess einer der neu eingesetzten Geistlichen welcher vor 1848 im Sundewitt angestellt war und später sich nach Deutschland begeben hatte. - Den zurückgebliebenen dänischen oder dänischgesinnten Geistlichen in Schleswig sind in den letzten Wochen Erklärungen über ihre Stellung zu dem neuen schleswigischen Regiment abgefordert worden. Am 18 d. wurden der Geistliche der in Flensburg befindlichen, ausserhalb der alten Kirchspiele stehenden dänischen Gemeinde, Pastor Graae, der Katheket bei derselben, Pastor Munk, und Pastor Ewaldsen in Flensburg vor das Kirchenvisitatorium daselbst geladen, um Erklärungen abzugeben ob sie noch durch den Christian IX geleisteten Eid gebunden fühlten. Ueber diesselbe Frage sollte auch der dänische Director eines grösseren Mädcheninstituts, Collaborator Monrad, sich erklären. Die Antwort der Herren ist bisher nicht bekannt geworden. 

(Allgemeine Zeitung 1. august 1864)

Kollaborator var en medarbejder eller medhjælper, især ved en (lærd) skole; næsten kun ved de lærde skoler i Slesvig før 1864, som titel for en lærer rangerende ml. rektor (kon- og subrektor) og adjunkt, svarende til en (yngre) overlærer i kongeriget.

Der bliver nu gjort saa Meget hjemme for at afhjælpe al mulig Slags Trang og Nød. At heller ikke de danske Krigsfanger blive forbigaaede er smukt af de gode og veltænkende Givere. Iblandt Andet kommer her ogsaa Aviser, og de læses med Begjærlighed af Alle, dog de som ere fra Ens egen Fødeegn ere kjærest, fordi man muligen deri kan læse om en eller anden Ting, som man jo fra tidligere Tid har en Smule Kjendskab til. Saaledes var det og sidste Gang her kom Aviser; Jeg fik endelig opspurgt en "Lollands-Post", iblandt Andet saae jeg ogsaa deri, at der ved Grundlovsfestens Afholdelse den 5te Juni i Nøbbøllegaards Skov var indsamlet 500 Rd., og at deraf de 200 Rd. skulde sendes de lollandske Krigssanger. Men de lollandske Krigsfanger have ikke bekommet disse Gaver, medmindre de ere deelte ud saavel til Jyder, Sjællændere som til Lollændere. Særskilt have vi ingen Penge modtaget. Det er jo langtfra at vi kunne gjøre Paastand paa Hjælp, især nu. da vi ere berøvede Evnen til den Hjælp, som vi ere skyldige al yde vort kjære Fødeland Men at der ligefuldt gjøres Alt før at lindre vor tunge Stilling her i Fangenskabet, og at de Bidrag, der blive ydede os, ikke komme os Lollændere tilgode efter de høitærede Giveres Villie, føle vi os pligtige at underrette vedkommende velvillige Givere om, hvilket bedst lader sig gjøre gjennem Aviserne. Her kommer mange Penge til Uddeling; men at Fordelingen ikke gaaer for sig som den maaskee burde, er temmelig vist. Saaledes kom her for 2 Dage siden 100 preussiske Daler. Fire Navne vare opgivne, som skulde fordele disse blandt 32 trængende Kammerater. Og da det var fire Kjøbenhavnere, saa blev Følgen, at ikkun Kjøbenhavnerne kunde faae Deel deri, selv om de befandtes i stor Trang. 25 Rd. kom samtidig, men hvor og hvem der har faaet Part og Deel i dem, veed jeg ikke. En Gang fik Kjøbenhavnerne hver 45 Groschen, omtrent en dansk Specie, og flere Gange, saavel fra Kjøbenhavn, Sjælland og flere Steder, er der kommet særskilt Hjælp. Hvorfor skulde ikke ogsaa Lollænderne selv dele de Gaver, som blive indsamlede til dem? De Penge, som komme til Alles Bedste, faaer den Menige forsaavidt kun ringe Deel i, fordi dHrr, Underofficerer tage store Procenter, og de raade jo for at tage hvad og hvormegel saavel af Penge som andre os tilsendte Gjenstande, som de finde for godt. Derfor var det ønskeligt, om Indsamling af Gaver oftere skulde skee, at de ærede Komiteer for Indsamling til lollandske Krigssanger selv vilde sende deres ædle Gaver direkte til Fæstningerne, hvor vi med Taknemmelighed ville modtage dem. De Bidragydende sende vi Alle vor hjerteligste Hilsen og Tak for hvad de have følt og gjort for os,

Güstrin i Preussen, den 18de Juli 1864.
Paa flere Kammeraters Vegne: 
N. Petersen, J. Knudsen, af 18de Regiment.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 1. august 1864)

Embarquement a Travemunde des prissoniers danois libere par suite de la paix. (Le monde illustré: journal hebdomadaire. 3. september 1864)