Politiindgreb på Værtshus. (Efterskrift til Politivennen)

Vi skulle ved at meddele nedenstaaende Politi-Affaire henstille til det danske Publikum at betænke, hvorledes det hos os forholder sig med den personlige Sikkerhed ligeoverfor de Individer der nærmest lønnes for at vaage over den, og om det vel i saa Henseende kan være stort værre i det Land, for hvilket man, vel nærmest af lignende Grunde, har saa stor Frygt, ved Tanken om at komme i nærmere Forbindelse dermed:

"Løverdagen den 2den Marts Kl. 11½ blev min Gadedør stødt op (den kunde ikke lukkes i Laas, da den var bulnet op) og ind traadte en frakkeklædt Mand med Stok i Haanden, havende bagefter sig 2 Vægtere, ligeledes forsynede med Knipler eller Stokke Den først Indtrædende befalede de enkelte Gjæster, der vare tilbage, (ialt 6 Personer, hvoraf 4 vare Haandværksmestere heri Staden), at de skulde gaae. Hvem berettiger Dem til at komme her ind i mit Huus og bruge dette Magtsprog, spurgte jeg Manden. "Hvad siger De, det skal jeg Fanden tordne i mig nok lære Dem", svarede han og trak en blank Plade ud fra Brystet, idet han spurgte mig, om jeg kjendte den, om om jeg nu vidste hvem han var. "Ja, jeg seer, at De bærer et Politiskildt, men her er jeg selv Politimester, og da her, som De seer, hverken ere Røvere eller Tyve, ikke heller andre mistænkelige Personer, men kun disse fredelige Borgermænd, saa beder jeg Dem i Guds Navn at gaae Deres Vei; her er intet videre for Dem at udrette"; (i det samme sluttede jeg Lamperne ved Billardet). Han begyndte igjen at tordne og gale i sig, at det skulde han nok vise mig, og om jeg vidste, hvor Politimesteren boede; jeg svarede, at jeg vel vidste, hvor han var at træffe, da jeg troede, jeg var ældre Mand end Betjenten. "Hvad regner De da mig for, er jeg en Dreng?" Jeg svarede, "det har jeg ikke sagt, men jeg gjentager min Bøn til Dem, gaae De med Gud". Nu begyndte han igjen at tordne og gale i sig, at jeg skulde nok faae noget Andet at vide. Jeg sagde, "staae nu ikke her for at bande og gale og true mig, gaae Deres Vei", og dermed slukkede jeg den Lampe som belyser min Skænk. "Ja det er jeg Vidne til", var der en Person, som svarede, "at Betjenten truer Dem". Samme Person var kommen ind i min Stue, medens alt det Ovennævnte passerede; thi nu var Kl. 11 3/4. "Hvad siger De? Dig kjende vi nok; jeg skal Fanden gale mig vise Dig noget Andet", udraabte Betjenten, hvorpaa han tilligemed begge Vægterne grebe det ulykkelige Menneske i Nakken og i Armene, puffede og stødte ham ud af Dørene, og derefter ude paa Gaden bankede ham med deres Stokke saaledes, at den Ulykkelige sank ned som død for deres Fødder, og udstødte nogle rædsomme Jammerskrig og Brøl. Paa denne Maade blev jeg for min Deel rigtignok lykkelig og vel af med Betjenten samt de tvende Vægtere; men Rædsel over den Medfart, der vederfores den anden Person, opfyldte mit Sind. Af forskrækkelse sprang begge mine Børn ud af Sengen, vækkede ved den ulykkelige Mands Brøl og Skrig ude paa Gaden, i den Tanke, at det var mig, deres Fader, som de tre Indtrængte overfaldt; min Kone, min Marqueur, min Pige og jeg vendte os bort med Gru og Afsky, og sloge Døren i. Mine Børn mere betagne af Skræk og ligesom af en Feberrystelse, saa at jeg næsten maatte vaage over dem hele Natten. Hvad der siden er bleven af den ulykkelige Mand, veed jeg ikke. Kun det har jeg faaet at vide, at Betjenten hedder Sønderby. Det, som her er beskrevet vil jeg bekræfte med Eed, og tillige skaffe flere Vidner derpaa.

Kjøbenhavn den 3die Marts 1844.

Rasmus Jensen Grottrup. Værtshusholder. Hjørnet af Fortunstræde og Gammelstrand Nr. 47 i Stuen.

(Kjøbenhavnsposten 4. marts 1844)

Det optalte værtshus nr. 47 er formentlig Plougs Gård, opført 1798-99 af Andreas Hallander. Nuværende adresse Højbro Plads 21/Ved Stranden 20.

Skilt på bygningen overfor Plougs Gård som antyder at det ikke var det eneste sted der var værtshus.

Afgørelsen kunne læses i . Det blev til frifindelse, men han skulle dog betale sagens omkostninger:

"Tiltalte Værthuusholder Rasmus Jensen Grottrup, der under nærværende Sag actioneres for Fornærmelser imod Politiet, skjønnes ikke at have gjort sig skyldig i noget strafbart Forhold derved, at han, da Opsigtsbetjent Sønderbye, tilligemed Vægterne Anders Nielsen og Jensen Jensen, med hvilke hiin patrouillerede, om Aftenen den 2den Marts d. A. efter Kl. 11 havde indfundet sig hos ham og forlangt at der skulde lukkes, samt at de tilstedeværende Gjæster skulde forføie sig bort, slukkede Lamperne i Værelserne, i det Sønderbye vilde til at optegne Navnene paa de Gjæster, der ikke vilde begive sig bort, eftersom det ikke er oplyst, at Tiltalte har gjort saadant i anden Hensigt, end den af ham anførte, at give Sønderbye en Slags Sikkerhed for, at Billardspillet skulde ophøre og Gjæsterne forlade Huset; og ligesaa lidet findes de Yttringer, Tiltalte brugte til Sønderbye om, at de intet hos ham havde at gjøre og som han forøvrigt vil have fremført paa en Tid, da han ikke vidste hvem Sønderbye var, efter deres Beskaffenhed, at kunne paadrage ham Ansvar. - Forsaavidt Tiltalte endeligen sigtes for ved den omhandlede Leilighed flere Gange at have stødt til Betjent Sønderbye, da har vel denne tilligemed de ovennævnte Vægtere beediget, at saadant er skeet efterat Lamperne vare slukkede, men da deres Vidnesbyrd herom svækkes ved de af Guldsmemester Billing, Snedkersvend Schröder, Hans Jensen Udshold og Marie Cathrine Abrahamsen afgivne ligeledes beedigede Forklaringer, kan der ikke mod Tiltales benægtelse ansees tilveiebragt Beviis i den anførte Henseende, og han vil følgelig være at frifinde for Actors Tiltale, dog at han vil have at udrede alle af Actionen lovligt flydende Omkostninger, og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuraterne Justitsraad Weidemann og Christensen, med 5 Rbd. Sølv til hver. 

(Kjøbenhavnsposten, den 9. oktober 1844)

Ved Højesteret blev Grottrup senere i 1844 idømt en mulkt på 20 Rbd. sølv til Københavns fattigvæsens hovedkasse.

Værtshusets formodede placering må være omtrent midt i billedet i kælderen, hvor der stadig lå cafe "Fortunen". Foto fra før 1910 hvor cafeen lukkede og skiftede navn til Slotskælderen "Hos Gitte Kik" ifølge Allan Mylius Thomsen. (Københavns Museum)

En Begjæring fra en lille, honnet Gade her i Byen.

Hr. politiven!

De som godhedsfuld har rådet bod på så manges brøst og nød, hjælp også mig i min store elendighed! Vel er jeg kun en lille stakket gade, men på grund af min beliggenhed stærkt besøgt af fodgængere, og det ikke alene af små nydelige kokkepiger med deres ofte rigt ladede torvekurve, men også på grund af det kongelige hotel som begrænser min søndre side, af mange høje personer der endog tit er udenbys og udenlands fra. Af alle disse må jeg hver dag tåle de allerstørste fornærmelser. I søleføre på grund af de i mit nordre fortov værende brede og dybe sår der vel efter deres alder skulle tros ulægelige, men som man dog vil påstå at en brolægger og hans jomfru kunne læge i nogle få timer. Min anden og lige så store nød der også skaffer mig mange forbandelser, er at jeg i godt vejr på samme nordre side, hele sommeren aldeles spærres af et eller to store sengelad der anbringes ganske tæt til husene og således nøder fodgængerne til en 20-30 alens omvej ud på gaden. Ja hvad som nær har bragt mig ganske til fortvivlelse er at man da det næstsidste onsdag tidligt på formiddagen regnede, vel tog sengeklæderne bort, men lod ladet stå ubrugt hele dagen til kl. 9 aften, og man vil påstå at det især skal være en mosaisk husejers blive ægtemage som tager sig denne selvrådighed over mig. Jeg kræver kun uge ret med andre gader: en fri, jævn passage hvortil alle mine beboere og betrædere må anses berettigede, og håber at De godhedsfuld vil komme mig til hjælp med at skaffe mig denne ret.

Mine kærlige forældre der har givet mig et heldspående, skønt navn, har næppe drømt om nogensinde at se mig i en så jammerlig forfatning. Og kan jeg ikke hjælpes, da må jeg ydmygt andrage på at blive omdøbt, og kaldt Akogvestræde, for det synes allerede at indeholde en bitter spot når man kalder mig

Fortunstræde.

(Politivennen nr. 969, Løverdagen den 26de Juli 1834, s. 527-529)

Fortunstræde 3-5. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om Vognes Holden ved Gammelstrand.

Vognmændene, eller måske rettere vognmændenes karle der har tilladelse til at holde ved Gammelstrand har en meget slem uskik i det de tillader sig at sætte deres ikke i brugværende foderballer uden for rendestenen på gaden ved hjørnegården, hvorved færdslen fra hjørnet af nævne gård hen til Løbels gård ofte bliver helt slem, endog farlig. I særdeleshed når en vogn kommer så hurtigt farende fra Højbro Plads til Fortunstræde eller Holmens Kanal så at fodgængerne for denne uskik ikke kan komme ind på fortovet, dels på grund af disse baller og dels på grund af fodersække, agebrætter og karle der venter på hyre mm. Det var derfor ønskeligt at det blev pålagt disse ventende at sætte disse baller, fodersække og deres egne agebrætter samt at lægge deres gamle måtter mm. på den bagved denne holdeplads værende sandkiste hvorved færdslen ville blive mindre ubekvem end nu for dem der nødes til at vandre ad denne vej. Ligesom de vel selv ikke bør hele den udslagne dag i forventning stå og optage fortovsfliserne og spærre færdslen ad disse mens de underholder hinanden med snakkeras.

(Politivennen nr. 2, Løverdagen den 27 Januari 1816, s. 19-20)

Ønske om en lille Tvang på Vognmandskarle.

Sidste onsdag var en pige blevet overkørt på hjørnet af Fortunstræde og Admiralgade af en vognmandsvogn. Når man således kommer gående på hjørnet af en gade, kan man især når der noget bag efter er en vogn, ikke let bemærke en ny der således som denne, kommer ansættendes i fuld fart. At disse vognmænd når de intet læs har, daglig bærer sig således ad, har man ofte set. Denne karl der af udseende var meget ung, kunne således her have været skyld i at et menneske ved overkørsel enten var død på en ynkelig måde, eller også for bestandigt var blevet en krøbling, da intet andet end tilfældet at pigen faldt over ad fortovet til, hvorved hun slap med at få et ben fortrådt af hesten, reddede hende.

Man ved at vores politi når sådan overtrædelse bevislig opgives, afstraffer overtræderen, men sådan opgivelse er ofte ikke så let. Det var at ønske at nogen kraftig indskærpelse kunne afholde fra at begå sådant. Man ønskede især at vognene var meget kendelig nummererede på begge sider, og at ikke alene vognmænds, men også andre arbejdsvogne.

(Politivennen. Hefte 21. Nr. 270, 25. juni 1803, s. 4310-4311)

Anmodning til Brolægnings Commissionen her i Staden.

Da Fortunstræde når samme ved brolægning bliver indrettet til en passende bredde, unægtelig meget vil bidrage til at formindske, den nu gennem Østergade alt for overdrevne kørsel og ofte deraf flydende ophold og uordener, da arbejdsvogne især fra Nyhavn, såvel som andre, sikker heller når turen faldt til denne side af byen, ville vælge at køre denne vej gennem Vingårdsstræde end undertiden at blive opholdt halve timer på den med vogne næsten altid opfyldte Østergade, så ville Brolægningskommissionen vist meget forbinde publikum ved at lade denne lille og ubetydelige gade endnu i denne sommer oplægge og forsyne med fortove på siderne, da fodgængeren nu ligeledes aldeles må sky den vej, såsom det næsten er umuligt at komme til side når man er så uheldig at møde en vogn. Og da det i Fortunstræde stående plankeværk for hr. justitsråd Koefods ny opbyggede gård formodentlig hidtil har været årsag til at det ikke allerede er sket, så da samme nu til dels er nedbrudt, tør man desto vissere håbe kommissionens opmærksomhed, da denne gades trang til brolægning fremfor enhver anden gade som af ny bliver oplagt, vist må være indlysende for alle, og det derhos er et arbejde der i meget kort tid kunne fuldføres og dog for det almindelige medføre stor nytte.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 118. 26 Juli 1800, s 1876-1877)

Uordener.

1) Uagtet alle de klager der nu og da er indrykket i Politivennen mod den uorden der begås hist og her i byen ved at udkaste vand og skarn af vinduerne på de forbigående, har anmelderen af dette dog med ærgrelse erfaret at det ikke har båret frugt på vedkommende. For da han torsdag aften den 9. maj gik forbi hjørnegården på Admiralgade og Fortunstræde og var kommet ud for de to sidste fag ind i Admiralgade, blev der nedkastet noget snavs, lig tykt sæbevand, på hans hat og på frakken. Han bemærkede ikke fra hvilken etage det blev udkastet, men formoder fra stuen hvor billardet er. Hvor ubehageligt sådant er for den det nedkastes på, vil enhver der har erfaret det, sande med anmelderen. Og at det eftertrykkeligt burde påtales, om det sker for mageligheds skyld, og endnu mere om det sker af skadefryd, vil enhver vist nok tilstå, da ingen kan vide sig sikker for sådant svineri der er lige så fordærveligt for klæderne som ubehageligt for personen det træffer på.

2) Ved at gå gennem Store Kannikestræde har jeg observeret at en gammel kone meget ofte ved højlys dag udkaster flydende sager og baker tæpper o. fl. ud af nogle vinduer på tredje etage af den røde hjørnebygning af Store Kannikestræde og Store Købmagergade. Da gården er meget lang, kan jeg ikke bestemt angive faget, men husker blot at det er ungefær over døren på venstre hånd af porten,

(Politivennen nr. 55, Maj 1799, Hæfte 5, s. 879-880)