Husassistenternes Fagskole. (Efterskrift til Politivennen)

Husassistenternes Fagskole flyttede til Fensmarksgade 65, hvor den 23. september 1927 blev indviet ved en stor højtidelighed. Indvielsen skete ved borgmester Petersen, og der blev afsunget en kantate af A. C. Meyer. Blandt talerne var overpræsident Jens Jensen, handelsminister Slebsager, forstanderinde Marie Christensen. Dansk Kvindesamfund var desuden repræsenteret.

Før skolen flyttede til Fensmarksgade. Lærerinde Marie Christensen med x. Aftenbladet (København) 13. oktober 1922.

Husassistenternes egen Højskole.

Hvor unge Piger opdrages i huslig Gerning. - Fremtidens Husmødre maa vide Besked om Penge, Vitaminer og Kalorier.

Husassistenternes Fagskole, der har Lokale i sin egen store og smukke Bygning i Fensmarksgade paa Nørrebro i København, afslutter i disse Dage sit halvaarlige Kursus for Begyndere. Et nyt Kursus begynder 1. August.

Det er 15 unge Piger, der nu forlader Skolen efter at have gennemgaaet et alsidigt Kursus i det Arbejde, der forefalder i en almindelig Husholdning, og som Afslutning afholdes Prøver i de forskellige Fag. Vor Korrespondent aflagde i Gaar efter Indbydelse Besøg paa Skolen og traf Husmoderforeningens Formand, Fru Carla Meyer, fuldt optaget af at bedømme Vask og Strygning, Rengøring, Bagning og Madlavning.

Der dufter renligt og appetitligt overalt i den store Bygning, og de unge Piger, man møder i Køkken og Vaskelokale, Gange og Spisestue, er sirlige, fornøjede og fixt klædt paa. De befinder sig aabenbart i deres Es her paa Skolen, hvor der hersker Orden Disciplin og Arbejdsflid, men hvor der er lyst, venligt og lærerigt at være.

Husassistenternes Fagskole er opført efter Frk. Marie Christensens Initiativ. Husassistenternes Forbund drev i adskillige Aar en Fagskole for Husassistenterne i lejede Lokaler i Rosengaarden. Der var kun Plads til en halv Snes Elever, og der var stadig forgæves Efterspørgsel efter Optagelse. Selv for det lille Antal Elever var Pladsforholdene smaa. Den ny Bygning, der indviedes i Fjor, har Plads til 70 Elever, der bor paa Skolen, og alle Plader er stadig optaget.

Fagskolen i Rosengaarden havde opsparet en Kapital paa godt 100,000 Kr. som Byggefond. KøbenhavnsKommune gav Grunden, der vurderedes til 70,000 Kr., og Staten ydede et rentefrit Laan paa samme Beløb. Gennem Prioriteter skaffedes Resten af de ca. 600,000 Kr., som Bygningen kostede.

Til Forskel fra andre Husholdningsskoler, hvis Udgifter maa bestrides i det væsentlige af Elevernes Skolepenge, driver Husassistenternes Fagskole en betydelig Virksomhed som Pensionat og Restaurant, hvorved adskillige Penge indvindes, og Husholdningsarbejdet bliver mere alsidigt, end det ellers kunde blive. Desuden modtages Vasketøj ude fra Byen, hvilket ogsaa giver Indtægter. Som Følge heraf og et Tilskud fra Stat og Kommuner har Skolen kunnet sætte Betalingen for Ophold, Kost, Bolig og Vask saa forholdsvis lavt som 40 Kr. pr. Maaned pr. Elev for det halvaarlige Begynderkursus.

Dette omfatter flere Afdelinger, Stueafdelingen med Undervisning i Borddækning m. v.. Syning, Reparation og Rengøring af Værelser, Køkkenafdelingen med al Slags Madlavning og Bagning, Ernæringslære, Husholdningsregnskab m. v., Vaskeafdelingen med alt til dette Fag henhørende og endelig Bageafdelingen, hvor der undervises i al finere Bagning, selv de lækreste Konditorkager.

De Prøver, som Køkkenafdelingen ved Afslutningen af det 6 Maaneders Kursus giver paa Mad, er i enhver Henseende fortrinlige, og den Mand, der faar en Kone med Uddannelse fra denne Skole, er aabenbart sikker paa, at i hvert Fald denne Side af Ægteskabets Dagligliv ikke vil give Grund til Klage.

(Horsens Social-Demokrat 26. juli 1928).

Tjenestepigen Signe Gundersen død af Sult i Esbønderup. (Efterskrift til Politivennen)

Da tjenestepigen Signe Gundersen der havde tjent i 27 år hos enken Petrea Larsen, blev fundet død under elendige forhold, vakte det opstandelse i de fleste aviser i hele landet:

Den gamle Tjenestepiges mystiske Død.

Politiet optager Rapport paa Esbønderup Sygehus.

HILLERØD, Lørdag (Privat)

En 58-aarig Pige, Sofie Gundersen, der tjente hos Enkefru Larsen paa Villerødegnen, blev den 15. ds. indlagt paa Esbønderup Sygehus, og her afgik hun i Dag ved Døden under saadanne Omstændigheder, at Politiet blev underrettet og optog Rapport.

Sofie Gundersen havde for en 14 Dages Tid siden skrevet til en Broder og fortalt ham, at hun var syg og trængte til Hjælp. Sygehuslæge Dahl, Esbønderup, tog da ud til det afsides liggende Sted, og her fandt han Pigen i en elendig Forfatning, liggende i en gammel Lo, hvor der var mørkt og hundekoldt. Sengen var en gammel Slagbænk og Sengetøjet en smule Pjalter. Den ulykkelige Pige var tilsyneladende i høj Grad underernæret, og hun var fyldt med Utøj. Hun blev naturligvis straks ført til Sygehuset, men Hjælpen var kommet for sent.

Sofie Gundersen havde tjent hos Fru Larsen i ikke mindre end 27 Aar. Hun var saa indskrænket, at hendes rette Plads egentlig havde været paa en Anstalt. At hun af sin Madmoder har faaet en uforsvarlig Behandling, synes efter det hidtil oplyste at være en given Sag. Fru Larsen havde selv en 4 Værelses Lejlighed, og Penge havde hun ogsaa. Hun skal saaledes til Skattevæsenet have opgivet en Formue paa 70,000 Kr.

Sofie Gundersens Lig blev i Dag obduceret af Amtslæge Hansen, Hillerød, og en Assistent fra Retsmedicinsk Institut, men Politimesteren havde endnu ikke i Aften modtaget det officielle Dokument om Resultatet.

(København 27. april 1924).

Frederiksborg Amts Avis 27. april 1924 tilføjede at stedet var øst for Villingerød, i området "Rusland" hvor Rudolf Tegner har opstillet Ødipus og Antigone.

Det store Sulte-Drama.

I Gaar aflagde en af "Klokken 5"s Medarbejdere Besøg paa Ejendommen, hvor den gamle Pige, Sofie Gundersen, blev plaget, pint og sultet ihjel.

En Samtale med den Afdødes uhyggelige Plageaand.

Sophie Gundersens Broder fortæller "Klokken 5" om sin Søster og hendes gerrige, velhavende Madmoder.

Vor Medarbejder tog i Gaar dette Billede af den hovedrige Petrea Petersens Ejendom i "Rusland". I Skuret til højre havde den syge Tjenestepige sit Opholdsrum.

"Klokken 5"s Omtale af Sultedramaet i Nordsjælland har vakt den største Opsigt. Flere Morgenblade beskæftiger sig i Dag med Affærens Enkeltheder.

Dramaet var i Gaar Samtaleæmne overalt i København. Vi fortsætter i Dag med at bringe nye opsigtsvækkende Enkeltheder.

Hvor Dramaet foregik.

En af vore Medarbejdere paa den uhyggelige Gaard.

For rigtig at kunne give vore Læsere et Indtryk af, hvad der er foregaaet, hvad den stakkels Kvinde har maattet gennemgaa, suste en af "Klokken 5" s Medarbejdere i Gaar Eftermiddags paa Motorcykle til Villingerød, for paa selve Aastedet for Dramaet at samle de Oplysninger, der foreligger og give vore Læsere en Skildring af den uhyggelige Tilværelse den ulykkelige Kvinde har levet det sidste Aarstid.

Villingerød ligger midt imellem Hornbæk-Villingerød og Esrom knap ½ Times Gang fra Kysten. Ca. 15 Minutters Gang fra Byen Nordøst paa ligger

Petra Larsens Hus,

hvor Dramaet udspillet. I Nærheden ligger to andre Boelsmandshuse; men ellers er der langt til Mennesker herude, øde og tomt. De store Sand- og Lyngbakker har da ogsaa faaet Navnet Rusland.

Her ligger som sagt det Hus, hvor den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen i Vinter har

gennemgaaet de frygteligste Pinsler.

Huset er en lang Længe med en Sidebygning, et typisk dansk Boelsmandsted. Værtinden Petrea Larsen sidder inde bag Vinduet og stirrer os i Møde; hun rejser sig op og skygger med Haanden for Øjnene, da vi nærmer os Huset, og før vi endnu er indenfor Hørevidde, har hun lukket Døren op og placeret sig i den.

En uhyggelig Kvinde.

Vi blev advaret.

Hos den 80-aarige.

Hun er 80 Aar og ser nærmest uhyggelig ud. I hele sit Liv har hun sparet og spinket for at samle Penge sammen. Vi holder os i behørig Afstand fra den noble Kvinde, der lod sin gamle Tjenestepige dø af Sult. En Gaardejer nede I Byen havde advaret os mod at komme hende for nær, da vi ellers risikerede ikke at komme til at gaa alene derfra, men i Selskab med en skrækkelig Mængde Utøj.

- Hvor var det, De lod Deres gamle Tjenestepige ligge syg og hjælpeløs hele Vinteren? spurte vi.

Den Gamle mumler noget uhørligt og peger over mod det Træskur, der udgør Ejendommens Sidebygning.

- Hvorfor hjalp De hende ikke da hun blev syg og ikke kunde klare sig?

Paa dette Spørgsmaal fik vi intet Svar. Petrea Larsen smækkede skyndsomt Døren i for os og forsvandt, medens hendes lille Hund halsende efter os ned gennem Lyngbakkerne.

Børnene døde og Manden hængte sig.

Men der er andre end Petrea Larsen, der ved noget om hendes Liv og Levned; der er Naboens og Genboens, og her gaar vi ind.

- Jo se, siger Manden, hun har jo saa rædsom mange Penge. Der er dem, der siger 200.000 Kr., og det skal ogsaa nok passe, idet hun sidste Aar 70,000 Kr. til Skattevæsenet i Formue. Og herude bruger man kun at opgive en Tredjedel af det vi virkelig ejer.

- Kommer De aldrig sammen med hende?

- Nej, nej. Man risikerer jo at blive fyldt med Utøj, og forøvrigt nænner hun ikke engang at spise sig selv mæt, langt mindre at give andre Mennesker en Bid Brød.

- Hvor har hun faaet sine mange Penge fra?

- Hun og Manden har haft to store Gaarden inde i Byen, hvor Jorden er god; men den sidste Gaard solgte hun for nogle Aar siden, da Manden hængte sig.

- Hvorfor hængte han sig.

Han havde da ikke økonomiske Sorger.

- Nej - nej. Saa langt fra, men jeg tænker mig, og det gør vi alle herude, at hun har gjort ham ked af Livet ved daglige Pinsler, og for at blive hende kvit har han søgt Døden ....

- Har hun ingen Børn?

- Nej. Hun har haft to, men de døde lægge som mindreaarige. Den Gang fortalte Rygtet, at de var døde af Mangel paa Pasning, og det kan synes meget troligt nu, da man ser den Behandling, hun har givet.

Hun er en arrig Kvinde, der sikkert en skønne Dag dør af Mangel paa Næring. Hun nænner Ikke selv at spise sig mæt bare for at pude Penge sammen. Alt, hvad hun faar ind af sine Høns, lægger hun til Side for engang, naar hun kommer til Byen, at sætte dem i Sparekassen. - Ja, det maa være en underlig Tilværelse, slutter vor Hjemmelsmand.

Hos den døde Kvindes Broder.

Fra Villingerød kørte vi over Esrum til Harritshøj, hvor den afdøde Tjenestepige har en Broder. I et lille Hus udenfor Byen bor han, der af Profession er Murer, men forøvrigt dyrker en halv Snes Tdr. Land, der hører til Huset.

- Det er jo en meget kedelig Historie, siger Gundersen, men hvad skal man gøre. Jeg har hele Vinteren ligget meget syg, og er først for et Par Dage siden kommet op, saa jeg har ikke kunnet se over til min Søster - jeg har heller ikke vidst at hun var syg, før at hun skrev til mig, og da tog min Kone ogsaa øjeblikkelig derover for at hjælpe hende - men det var altsaa for sent. Havde hun bare skrevet noget før, saa var det nok ikke sket.

- Fru Gundersen, der var i Villigerød hin Aften for at hente Svigerinden, kommer frem i Døren.

- Ja,

De kan tro, at den stakkel Kvinde har lidt meget. 

Hun har sikkert aldrig faaet Mad nok, men har dog ikke beklaget sig til os, fordi hun frygtede, at vi skulde tage hende bort fra Pladsen. Petrea Larsen havde nemlig fortalt hende, at hvis hun vilde blive, saa skulde hun - Petrea - hvert Aar sætte nogle Penge ind paa en Sparekassebog til hende.

- Har hun gjort det?

- Nej - nej. Det er bare noget, hun har bildt den stakkels, svagt begavede Kvinde ind for at beholde hende - saa længe hun var rask, var hun jo til stor Nytte i Huset.

Liget i Pjalter

Hun laa derinde i den mørke Lo.

Ingen Mennesker gør sig Forestilling om, i hvilken Forfatning den stakkels Kvinde laa, da vi den Aften kom ind for at hente hende herhjem. Hun var mere død end levende og sagde selv, at hun ikke kunde flyttes. Hun laa derinde i den mørke Lo med Lergulvet - i en slags Slagbænk. Hendes Sengeklæder var Pjalter og uden ringeste Varmeevne. Her har hun syg og sulten tilbragt den Vinter, der nu ligger bag os. Et rask Menneske kunde ikke holde det ud, langt mindre et sygt.

Det vrimler med Utøj paa Hende,

da de nogle Dage senere fik hende op paa Sygehuset og tog Klæderne af hende, viste det sig, at 

Utøjet havde gravet store Huller rundt om paa hendes Krop.

Hvad hun i denne Vinter har gennemgaaet uden at Petrea Larsen har gjort det ringeste for at hjælpe hende, gør man sig ingen Forestilling om.

- Hvad sagde hendes Madmoder, da De kom for at hente hende?

- Jeg bebrejdede hende, at hun ikke havde tilkaldt en Læge til det syge Menneske, saaledes at hun kunde komme paa Hospitalet.

- Ja - sagde hun saa - men jeg synes nu

at hun ligesaa godt kan ligge og dø derude som paa Hospitalet.

I Morgen skal den Ihjelsultne Kvinde begraves fra Tikøb Kirke. Broderen havde foreholdt hendes Madmoder det rimelige i, at hun betalte Begravelsen, der dog kun vilde være et yderst beskedent Afdrag paa den Løn, som den Afdøde efter 27 Aars Arbejde har fortjent. Men nej, det vilde hun ikke. Skal hun begraves, ja, saa maa enten Familien eller Sognet betale det, siger hun. Selv Døden kan ikke gøre hende mere rundhaandet.

25 Øre om Ugen.

- Fik hun ikke anden Løn for sit Arbejde end den, der skulde indsættes paa Sparekassebogen?

- Jo, 25 Øre om Ugen, som hun købte Sigtebrød for, da hendes Madmoder ikke vilde give hende andet end Rugbrød.

- - -

Saaledes lyder Familiens Beretning om Dramaet og om den Kvinde, der i sin sygelige Gerrighed sulter et andet Menneske ihjel.

Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst.

Døden maa antages at skyldes Underernæring.

Liget af den afdøde Sofie Gundersen blev i Gaar obduceret paa Hillerød Sygehus under Medvirkning af en Læge fra Retsmedicinsk Institut. - Ved Obduktionen konstateredes det, at Sofie G., der er 58 Aar gammel og 138 cm. høj, kun vejede 22½ kg.

Iøvrigt meddeler den officielle Rapport om Obduktionen følgende konklusion:

"Dødsaarsagen er ikke med Sikkerhed oplyst ved Obduktionen, men der er ved den paavist en Afmagring i saa udpræget Grad, at Døden maa antages at skyldes en udtalt Underernæring, idet der ikke er paavist andre Tegn til Sygdommen, ejheller Vold".

Nu vil Sagens Akter blive tilstillet Statsadvokaten, der skal træffe Afgørelse om, i hvilket Omfang der skal rejses Tiltale mod den uhyggelige Madmoder.

(Klokken 5 29. april 1924)

Den omtale artikel var blevet bragt dagen før, 28. april 1924.

En Gaardmandsenke i Nordsjælland sulter sin Tjenestepige ihjel.

[Første del af artiklen minder om artiklen i Klokken 5]

Drevet sin Mand i Døden.

Men Petrea Larsen, der skildres som en sand Djævel i Menneskeskikkelse, har allerede for 17 Aar siden forvoldt et andet Menneskes Død - nemlig sin egen Mands. Han var en velstaaende Gaardejer i Horneby ved Hornbæk. Gaarden solgte han, fordi Konen vilde se rede Penge, og han nøjedes nu med et Parcelliststed i Villingerød. Men en Dag hængte han sig, Enken solgte Ejendommen og købte det Hus, hun nu bebor i "Rusland". Om Grunden til, at Manden tog sig af Dage. fortæller Sognefoged Johansen følgende:

- Hun pinte og mishandlede sin Mand, som hun har pint og mishandlet Sofie Gundersen. Skønt hun ejer over 100,000 Kr., nænner hun ikke at købe ordentlige Klæder til sig selv, langt mindre har hun nænnet at give sin Tjenestepige Føde. Medens Manden endnu levede og boede i Hornbæk, tvang hun ham en Dag til at bære Hovedet og Indvoldene af en Ko 1 1/4 Mil i en Sæk. Manden mødte en Bekendt, der spottede ham og opfordrede ham til at gaa hjem og spænde en af Hestene for en Vogn. Det var dog en nemmere Maade at transportere Koresterne paa. Det gjorde Larsen ogsaa, men da han kom hjem, modtog Konen ham med Hug og Slag og tvang Iram til at gaa tilbage med Sækken.

Medens de to boede i Villingerød, tvang Konen sin Mand til at tage et Aag paa Nakken og bære to tunge Beholdere med Frugt til Markedet i Helsingør. Det var tre Mil frem og tilbage, men der stod 4 Heste i Stalden, som ikke maatte benyttes, fordi de i saa Fald aad for meget.

Dette er blot nogle faa Exempler paa Petrea Larsens Sind og Karakter. Alt, hvad hun foretager sig, udspringer af Begærlighed og Havesyge, og hendes Ringeagt for Hensynet til andre er uden Grænse. Naar hun ikke allerede i Lørdags blev anholdt, skyldes det udelukkende hendes høje Alder. Saaledes viser Politiet dette Umenneske større Hensyn, end hun nogensinde har vist sine Omgivelser.

Bliver Straffen en Bøde?

Men selv om den gamle Pengepugerske ikke er fængslet, vil hun, efter Obduktionen af Sofie Gundersens Lig, ikke kunne undgaa, at der rejses Tiltale. Spørgsmaalet er blot, om vor humane Tidsalder, som navnlig Storagrarerne saa hidsigt angriber, kan tillade, at en 75-aarige Kvinde anbringes bag Laas og Slaa. Paa Egnen er der dem, der mener, at en meget høj Bøde tor uforsvarlig Adfærd vil ramme den gerrige Gamling haardede end en kort Fængselsstraf.

I Morgen vil der finde nyt Forhør Sted, og først da faar Statsadvokaten til Opgave at bestemme, paa hvilket Grundlag Anklagen skal rejses.

Dette er maaske til syvende og sidst underordnet Men den uhyggelige Tildragelse giver Indseende med sociale Forhold af saa rystende og oprørende Art, at end ikke Hovedstadens skumleste Baggaarde kender dem værre. Gang paa Gang har "Bondekulturen" rejst sig mod Tidens Humanisme. Og Gang paa Gang har det vist sig, at Humanismen forgæves søger at trænge ind i "Bondekulturens" Allerhelligste, dér hvor Egoisme og Raahed trives, medens Underklassen holdes nede i Snavs, Elendighed, Sult og Raaddenskab.

Begivenheden i Villingerød vil ogsaa for Efterslægten blive staaende som et Udtryk for, hvilke skjulte Forbrydelser der endnu i 1924 kunde udøves af de rige mod de fattige.

(Social-Demokraten 29. april 1924).

En Samtale med Sultedramaets Hovedperson

DET LILLE HUS, der beboes af den rige Enke. Bag det lille Vindue (x) boede Pigen.

DET UHYGGELIGE HUL, hvori Sofie boede.

Enken fra Villingerød fortæller om den døde Pige, "Jeg har behandlet hende godt, men hun truede med at slaa mig ihjel."

Naar man taler med Beboerne paa den smukke Egn omkring Villingerød om det Sulte-Drama, der er udspillet i den gamle Enkes Hus, saa rystes der uforstaaende poa Hovedet. Man kan ikke begribe, at noget saadant kan passére. Men paa den anden Side hor man alligevel længe varet klar over Forholdet, uden at man har fundet det nødvendigt at skride ind.

GAARDMANDSENKEN Enke Petrea Larsen, der beskyldes for at have sultet sin Pige, Sofie Gundersen, ihjel.

Enken paastaar, at Pigen har sultet sig selv.

Den gamle Enke, om hvem der gaar saa mange Rygter i disse Dage, tager sig det hele ganske let. Trods de 80 Aar er hun en robust og kraftig Kvinde, der mere end alt andet ligner en af de gamle Kulsvierkoner. Hun fortæller om den afdøde Pige at det var hende selv, der ikke vilde have Mad.

- Tænk, siger hun, jeg kunde saamænd ikke faa hende til at spise Kalvesteg, eller Syltetøj eller Pandekager. Hun tog sin Bitterflaske, sit Stykke Rugbrød, en Kop The med Sirup. Hun blev taget med fra Gaarden i sin Tid.

Det var hende selv, der vilde. Hvis hun var misfornøjet, saa kunde hun jo være gaaet for længe siden.

Jeg gaar ikke til Politiet.

skal De jo i Forhør en af Dagene?

- Jeg i Forhør? Det vil sige hvis Politiet vil tale med mig, maa Politiet komme her. Jeg flytter mig ikke herfra.

- Fik den gamle Pige nogen Løn

- Ja. hun fik 6 Kr. om Maaneden og saa fik hun Klæder og Kost.

Naar man har set de Pjalter, som Signe Gundersen har gaaet med, forstaar man, at den gamle Enkes Udgifter til Klæder ikke har været særlig store.

Petrea Larsen gør alt, hvad hun kan, for at sværte den Afdøde. Hun var en Gris. Det var umuligt at faa hende til at vaske sig. Og saa var hun tilmed ond. En Gang truede hun med at slaa mig ihjel. Og det havde hun saamænd ingen Grund til. Men det kan nok være, at jeg fik hende til at bede om Forladelse. Det skal ogsaa nok vise sig ved Undersøgelsen, siger den Gamle, at jeg intet har gjort. Jeg har passet mig selv, og bare alle andre Mennesker vilde gøre det samme, saa var der ikke saa meget ondt til.

Jeg skal ikke slaas ihjel -

Vi spurgte Enken, hvordan hendes Forhold var til Manden, der døde for nogle Aar siden.

Der kom ligesom et Glimt i den Gamles kolde Øjne.

- Naa, ja, ham. Jo, Sagen er den, at jeg i mine unge Dage holdt af en anden Mand. Jeg vilde have ham for alt i Verden. Men min Fader og en anden, satte sig derimod. De tvang mig den Mand paa, som jeg saa senere blev gift med. Men baade han og vore to Børn er døde ....

- Har De mange Penge?

- Jeg har ca. 60,000 Kroner og saa Ejendommen. Der er saa mange Mennesker, der har søgt at faa fat i de Penge paa forskellige Maade. Da det blev vanskelige Tider for Bankerne var der flere, der sagde til mig, at jeg skulde tage Pengene ud af Banken, for den var ikke sikker. Men saadan et Fjols var jeg dog ikke. Jeg skal ikke slaas ihjel for mine Penges Skyld.

- Har De været i Forhør?

- Nej, det har jeg ikke, men der kom en Mand her for nogen Tid siden og talte med mig om Pigens Død. Da han havde faaet en Del Oplysninger, spurgte han mig, om jeg vilde laane ham 3000 Kr. Del vilde jeg naturligvis ikke. Saa spurgte han mig, om ogsaa vilde kautionere for ham, men det fandt jeg heller ingen Grund til.

- - -

Som man ser af det hele, tager Petrea Larsen sig Sagen let.

Nu har Politimesteren i Hillerød modtaget de Rapporter som Sognefogden og Politiet har udarbejdet, og Sagen vil derefter gaa til Statsadvokaten. Antagelig vil Enken komme Forhør en af Dagene.

Ad sandede Hedeveje kommer man over et smukt lyngklædt Terræn til Enke Petrea Larsens Gaard.

(B. T. 30. april 1924, 2. udgave).

Sulte-Dramaets sidste Akt.

Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard.

Den rige Enke havde 200,000 Kroner paa sin Bankbog. - Alligevel sultede hun sin trofaste Pige og gik Tiggergang.

Gaardmandsenken Petrea Larsen.

Den gamle Tjenestepige Sofie Gundersen, der blev sultet ihjel, begraves i Dag paa Tikøb Kirkegaard. Vor Omtale af denne Affære har fremkaldt den største Indignation mod den dødes rige Plageaand og den største Medfølelse med hendes ulykkelige Offer.

De tavse Naboer

Hjælpen der kom for sent.

Men det er for sent at vise Sympati, naar Hjælpen og Sympatien er overflødig. Den skulde selvfølgelig være ydet den Gang, der var Haab om at redde Sofie G.s Liv - redde hende ud af den hjerteløse Kvindes Vold. Vi kan ikke tro andet end at de to Nabofamilier har vidst, hvorledes det var fat derovre I Nabohuset, og de har ogsaa til Betjenten udtalt, at de har set den stakkels Kvinde slæbe sig hjælpeløs og afkræftet hen over Gaardspladsen. Det vilde derfor ikke have været mere end deres Pligt at underrette Familien eller Sogneraadet om, at der var noget, som ikke var rigtigt. Det er et tungt Ansvar, der hviler paa alle dem, der bar forsømt deres Pligt som Mennesker.

Samvittighedens Røst! 

SIipper den rige Enke fri for Straf?

Tilsyneladende gaar Undersøgelsen af Sagen meget Langsom fremad. Politibetjent Hviid. Gilleleje, har foretaget de foreløbige Forhør saavel over Madmoderen som den afdødes Familie og de to Nabofamilier, men den gamle ondsindede Kvinde, der ganske følelsesløst lod sin gennem 27 Aars Tjeneste veltjente Pige ligge og da af Sult, synes ikke engang at være ramt af Samvittigheden. Hun er saa sygelig karrig, at hun end ikke begriber det forfærdelige hun har gjort. Det anfægter hende ikke. Hun mente, at den syge Kvinde lige saa godt kunde dø i sine Pjalter paa Loens Lergulv som paa et Hospital. Og hvis Sofie Gundersen iikke havde samlet Kræfter til at tilkalde sin Broder - ja, saa vilde Døden have Indhentet hende i Loen, og den stenrige Enke vilde ikke fælde nogen Taare af den Grund. Nu mærkede den gamle ulykkelige Pige et Strejf af Venlighed i Dagene før sin Død. Hvis det stod til hendes Madmoder, skulde Sofie Gundersen være begravet i Fattigjord paa Sognets Regning

Den rige Enke i Pjalter.

Tiggersken med en Formue paa 200,000 Kroner.

Den rige Enkes Gerrighed var grænseløs. Om Sommeren klædte hun sig i Pjalter og vandrede til Hornbæk, hvor hun tiggede hos Landliggerne. Hun gik med Tiggerstaven, medens der stod 200,000 Kroner paa hendes Bankkonto. Ofte har Naboerne set hende komme hjem med sin Kurv fuld af Mad. Og de kontante Beløb, hun tiggede sammen, vandrede lige l Sparekassen. Maden nænnede hun ikke at spise, den stod ofte og blev fordærvet, medens hendes Tjenestepige langsomt sultede ihjel.

Skal den 80-aarige straffes?

Petra Larsen - den rige Enke - er 80 Aar. Et Menneske, der har handlet saaledes, som hun har gjort det, mod et af sine Medmennesker, kan ikke være tilregnelig. Det er Ikke vor Sag at dømme. Det maa Samfundet om. Men naar den stakkels forpinte Sofie Gundersen i Dag er sænket i Jorden paa den Lille Kirkegaard, saa vil vi huske, at hendes Plageaand lever. Vi maa forlange, at denne Sag undersøges til Bunds, og at der gives klar Besked om Sultedramaets Enkeltheder.

Sagen er først i Gaar af Politibetjent Hviid afsendt til Politimester Hutzen i Hillerød. En Gang i Løbet af Dagen i Dag eller maaske først i Morgen vil Statsadvokaten træffe sin Afgørelse med Hensyn til Tiltaltes Ansvar. En Ting er givet: Befolkningen paa Egnen har Intet højere Ønske, end at den gamle hjærteløse Gnierske maa komme til Erkendelse af, at hun har begaaet en Forbrydelse mod sin Tjenestepige. Ikke en Røst vil rejse sig til Petra Larsens Forsvar, dersom Politimyndighederne forlanger hende straffet.

(Klokken 5 (København) 30. april 1924).

Dødsannonce fra Frederiksborg Amts Avis 30. april 1924. Begravelsen foregik stilfærdig, præsten var provst Petersen. 

Den gamle Tjenestepiges Død.

Hun var sær og aandsløv; hendes Føde bestod af Rugbrød, Sirup og The.

Politimester Hutzen i Hillerød har igaar fra Statspolitiet faaet Indberetning om de nærmere Omstændigheder, der har foraarsaget den 57aarige Tjenestepige Sofie Gundersens Død paa Esbønderup Sygehus, hvor hun blev indlagt for 14 Dage siden.

Paa vor Henvendelse udtalte Politimesteren iaftes:

- Den gamle Pige er utvivlsomt død af Mangel paa Næring og som Følge af Forsømmelse og Vanrøgt, selv om der ikke ved Obduktionen er fremkommet egentligt Bevis for, at hun er død af Sult.

Hun har i mange Aar tjent bos den næsten 80aarige Enkefrue Petrea Larsen, og de to Kvinder levede meget isoleret.

Sofie Gundersen var noget aandssløv, og Fru Larsen, som er bleven afhørt, har til en Politirapport forklaret, at Pigen var meget sær med, hvad hun vilde have at spise. Hun vilde saaledes aldrig have Kød, men kun Rugbrød, Sirup og The.

Denne Forklaring af Fru Larsen bekræftes for saa vidt af Sygeplejersken paa Sygehuset, overfor hvem hun. medens hun laa syg, stadig forlangte de tre mærkelige Retter. Det er jo ikke helt sandsynligt, at den gamle Pige, som i saa mange Aar har boet hos sin paaholdende Madmoder, har levet sig saaledes ind i de usle og elendige Forhold, at hun aldrig har savnet noget, men hun var meget uhyggelig at se paa og vejede kun ca. 50 Pund.

- Vil der blive rejst Tiltale mod Fru Larsen?

- Naar jeg er færdig med Undersøgelsen, vil Sagen blive indsendt til Statsadvokaten, der skal træffe Bestemmelse derom, men det kan jo blive vanskeligt nok at finde nogen Paragraf i Straffeloven, der rammer et saadant Tilfælde, naar man ikke ligefrem vil anvende Paragraferne om Manddrab. Der er formentlig ikke øvet nogen Tvang mod den gamle Pige, saa jeg kan ikke i Øjeblikket se, hvad Tiltalen mod den 80aarige Fru Larsen skulde gaa ud paa. Det er jo saadan, at man har Straffebestemmelser om Vanrøgt af Dyr, men ikke af Mennesker.

- Er der noget om, at Fru Larsen skulde have været Skyld i sine Børns Død?

- Det er vist kun Fantasi, og jeg har ikke tænkt mig at undersøge det. Saa vidt jeg véd, er hendes to Børn døde i den spæde Alder, men da hun nu er omtrent 80 Aar, maa det jo ligge mindst 40 Aar tilbage i Tiden, og den Undersøgelse kan vist ikke give noget Resultat.

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 30. april 1924)

Storbonde-Enken forsøger at forsvare sin Optræden mod Tjenestepigen Signe Gundersen.

Politimester Hutzen slutter i Morgen Undersøgelsen og sender Sagen til Statsadvokaten.

I en Del nordsjællandske Aviser har Storbonde-Enken Petrea Larsen, Villingerød, faaet optaget et Forsvar for den uhørte Hjærteløshed, hun har lagt for Dagen overfor sin gamle Tjenestepige Signe Gundersen. Vi gengiver her Petrea Larsens Indlæg, som bærer tydeligt Præg af at være formet af en velnæret Storbonde-Journalist:

Undertegnede Enke Petrea Larsen, Villingerød Mark, skal i Anledning af de i Bladene Indrykkede Angreb paa mig m. H. t. Signe - ikke Sofie - Gundersens Død bemærke, at det absolut ikke forholder sig rigtigt, hvad der er anført om, at jeg skulde være Aarsag i nævnte Signe Gundersens Død ved at sulte hende ihjel. Signe Gundersen har, lige til hendes Sygdom Indtraf, haft samme Adgang som jeg selv har til at gaa ud i Spisekammeret og der tage Føde til sig.

Da hun blev syg, laa hun i en Stue op til Køkkenet Der var flere Ting, som hun ikke vilde spise. Derimod brugte hun en Del forskellig Medicin. Med Hensyn til Utøj, da har hun haft det i den Tid hun har været hos mig, og da jeg sagde til hende, at hun skulde tage til et Sygehus og lade sig rense, svarede hun, at det vilde hun ikke, saa vilde hun hellere... - . , ,. gaa paa Hovedet i en Tørvegrav. Hun sagde, at hun kunde pille sig. Da jeg i sin Tid tog ophold i "Rusland", vilde Signes Moder, at jeg skulde tage Signe med, og jeg gjorde det, idet jeg sagde, at hun kunde følge med for Føden og Klæderne, hvilket Moderen og Signe indgik paa. Noget almindeligt Fæstemaal blev ikke indgaaet. Signes Broder og dennes Hustru er flere Gange kommet til mig og har set til Signe. Det vilde være mærkeligt om de, hvis der havde været noget forkert i mm Behandling af Signe, Ikke havde skredet ind og forlangt at Signe skulde flytte fra mig. De har aldrig udtalt sig om noget saadant for mig.

At ovenstaaende er i Overensstemmelse med Sandheden, kan jeg edelig bekræfte.

Petrea Larsen.

Her foreligger Tilstaaelse for, at den uhyggelige "Mad"moder i 27 Aar har ladet sin aandssvage Tjenestepige plage af Utøj. Og man søger forgæves en Benægtelse af, at Petrea Larsen har ladet den dødssyge Stakkel ligge i Loen i en Kasse fyldt med skidne, stinkende Klude. Hvor vidt denne Kasse stod i Nærheden af Spisekammeret eller ej er komplet ligegyldigt, eftersom den syge Kvinde hverken kunde gaa eller staa og altsaa heller Ikke slæbe sig hen til Spisekammeret. Men selv om hun havde været i Stand dertil, havde det nyttet hende lidet. Spisekammeret Indeholdt nemlig kun, hvad den robuste Petrea Larsen kunde taale, ikke hvad den svagelige Tjenestepige turde spise.

Men medens hun laa i den mørke Lo, dækket af Pjalter, som krøb mød Utøj, var der én, som glemte hende og forsømte hende. Det var Petrea Larsen, Storbonde-Enken med de 100,000 Kr. paa Kistebunden. Overfor disse kendsgerninger virker alle Forsvarsskrifter som en Krænkelse af de simpleste Sømmelighedshensyn. Der er for Petrea Larsen kun et Standpunkt at tage, nemlig dybt at angre sin grænseløse Ondskab overfor et Medmenneske, der i 27 Aar har været en trofast Tjenerinde. Men her er det, at Offentligheden staar allermest uforstaaende: End ikke efter Signe Gundersens ynkelige Død har "Mad"moderen antydet Gnist af Medfølelse eller lagt mere Deltagelse for Dagen, end om det var en skabet Rotte, der var død i sit Hul. Selvbebrejdelser havde man næppe ventet fra en Storbonde-Enke af denne Type. Men at hun Uskyldighed, er dog et Numer for groft.

Iøvrigt var Politimester Hutzen, Hillerød, i Gaar i Villingerød for personlig at sætte sig Ind i Sagen. Han meddeler, at Signe Gundersen for 30 Aar siden led af Tyfus, og siden den Gang den Gang var hun ikke blot aandssløv, men led ogsaa af daarlig Mave. Dr. Krieger advarede hende mod at spise saltholdig Mad, og denne Advarsel har hun omhyggelig respekteret i 30 lange Aar, ligesom hun ogsaa stadig brugte den Medicin, som der blev anvist hende. Hun vilde gerne have Fisk eller Mælkemad og allerhelst Sødsuppe. Men det fik hun bare ikke. Det var Petrea Larsen, der fastsatte Spisesedlen, og hun havde - mærkeligt nok - en Forkærlighed netop for Saltmad.

Politimester Hutzen indrømmer, at den Afdødes Opholdsrum var et Menneske uværdigt, og han erkender at her foreligger grov Vanrøgt.

- Men, siger Politimesteren, skulde jeg træffe Beslutning, vilde jeg ikke rejse Tiltale, for der findes, saa vidt jeg kan se, ingen Lovbestemmelse, der straffer Petrea Larsens Adfærd.

Politimesteren har tidligere udtalt, at drejede Sagen sig om et Dyr, var han ikke i Tvivl om. at Petrea Larsen skulde sættes under Tiltale. Nu er det kun et fattigt Menneske, der er død paa Grund af Vanrøgt.

Politimester Hutzen slutter Undersøgelsen i Morgen, og Sagens Akter sendes derpaa til Statsadvokaten, der dog maaske kan finde en Paragraf, hvorefter Storbonde-Enken kan drages til Ansvar. Det er maaske ogsaa tænkeligt, at Justitsministeriet vil Interessere sig for denne Sag, der brutalt afslører Underklassens elendige Kaar ude i Landets mørke Egne.

(Social-Demokraten 3. maj 1924).

Storbonde-Enken tilbyder 3000 Kr. i Bestikkelse

Affæren i Villingerød tager en sensationel Vending.

Sagen skulde dysses ned.

Et Blad bragte forleden i forblommede Udtryk den Meddelelse, at Storbonde-Enken Petra Larsen, Villingerød, havde været udsat for Pengeafpresning. En Person havde henvendt sig til hende og sagt, at dersom hun vilde betale ham 3000 Kr., eller kautionere for et saadant Beløb, skulde han drage Omsorg for, at Offentligheden intet fik at vide om Tjenestepigen Signe Gundersens frygtelige Behandling.

Efter den Form Bladmeddelelsen havde, kunde det se ud som om det var en Øvrighedsperson, der saaledes havde misbrugt sin Stilling, og Sagen har da ogsaa givet Anledning til, at der paa Egnen verserer Rygter af den Art. Politimester Hutzen, Hillerød, har derfor ladet iværksætte en grundig Undersøgelse, og den har givet et ret forbløffende Resultat. Herom meddeler Politifuldmægtig Gemzøe.

- Efter at Signe Gundersen havde tilskrevet sin Broder i Harritsø, at hun laa syg og hjælpeløs, tog en Bekendt af Familien til Villingerød Mark for at undersøge hvordan Sagen egentlig forholdt sig. Han fandt den døende, udsultede Kvinde liggende i sin skidne Kasse, dækket af stinkende Pjalter, og oprørt over dette Syn bebrejdede han nu den rige Enke, Petrea Larsen, at hun bød sin fattige Tjenestepige saa dyriske Kaar. Den gamle, gridske Bondekone blev ængstelig og bød Manden 3000 Kr. for at tie med, hvad han havde set. Manden tog ikke mod Tilbudet, men efter at være kommet hjem, tænkte han over sin Situation, og da han var i Forlegenhed, henvendte han sig paany til Enken, idet han opfordrede hende til at yde ham et Prioritetslaan paa 3-4000 Kr. Nu var Enken imidlertid kommet paa andre Tanker og afslog at yde Laanet. Først derefter kom den uhyggelige Sandhed for Dagen, og Signe Gundersen førtes til Sygehuset, hvor hun døde.

Det forekommer os, at denne grimme Tilføjelse til den i Forvejen saa hæslige Affære, stiller Storbonde-Enken i et endnu mere uheldigt Lys. Hun har overfor en konservativ Presse besvoret, at hun har en god Samvittighed, men den der tilbyder en anden Penge for at dække over noget, røber netop en meget befængt Samvittighed. At den nærige Enke i sidste Øjeblik fortrød sit Tilbud ændrer intet ved Sagen.

De her tilvejebragte Oplysninger vil antagelig bidrage til, at Statsadvokaten kræver kriminel Undersøgelse indledet.

(Social-Demokraten 4. maj 1924).

Den gamle Tjenestepiges ynkelige Død.

Politimesteren tvivler om, at der kan rejses Tiltale mod Madmoderen.

Politimester Hutzen i Hillerød har nu afsluttet Undersøgelserne i sagen om den gamle Tjenestepige, Signe Gundersen, der døde af Underernæring.

Gaardmandsenken, Petrea Larsen, Villingerød, har været i indgaaende Forhør, og har forklaret og godtgtort, at hun virkelig har købt Medicin til Pigen, senest den 3. Marts, men om denne "Omsorg" for Pigen er af nogen Værdi, er vist meget tvivlsomt, eftersom man stadig har brugt Medicin efter en Recept, der er udstedt for 15 Aar siden.

løvrigt dækker Gaardmandsenken sig under det Forhold at, den afdøde Kvinde var aandsløv og "sær" og tildels selv Skyld i de ynkelige Forhold, under hvilke hun levede - hun nægtede for Eksempel bestemt at tage Ophold paa Sygehuset for at blive renset for den utrolige Masse Utøj, hun var befængt med, og af den Grund havde Enken ikke villet have hende ind i Stuerne.

De to Kvinder boede meget afsides og alene, og der er ingen, der tilfulde kender dette Forhold, og der er derfor kun Enkens Forklaring at holde sig til.

Politimoster Hutzen erklærer, at han ikke nærer Tvivl om, at den gamle Pige er blevet frygteligt vanrøgtet, men det er dog meget tvivlsomt, om der paa det foreliggende Grundlag kan rejses Tiltale mod Enken.

Statsadvokaten vil nu komme til at sige det afgørende Ord i denne uhyggelige Sag.

(Aftenbladet 5. maj 1924)

Den gamle Tjenestepiges Død.

Ingen Tiltale mod Madmoderen?

Politiet i Hillerød har foretaget en Række Afhøringer i Anledning af den 58-aarige Tjenestepige Sigrid Gundersens Død, og Sagen vil en af de første Dage blive indsendt til Statsadvokaten, som skal tage Bestemmelse om, hvorvidt der skal rejses Tiltale mod den gamle Piges Madmoder, Enkefru Petrea Larsen i Villingerød. "Berl. Tid." har spurgt Politimester Hutzen, om der var kommen noget Nyt frem i de sidste Dage.

- Jeg var i Fredags i Villingerød for at afhøre Fru Larsen, udtalte Politimesteren, og hun gav mig en lang Forklaring om sit Forhold til Pigen. Jeg nærer ikke Tvivl om, at Signe Gundersen er bleven vanrøgtet; men jeg saae dog, at der stod flere Medicinflasker med Pigens Navn paa, og dem maa Fru Larsen have betalt, da Pigen ingen Penge havde. Den sidste var fra 5. Marts i Aar, og der stod en anden Flaske med Kinaroborans, som ogsaa var kjøbt fornylig. Pigen har for 15 Aar siden søgt Dr. Krieger, som gav hende Recept paa noget Medicin, og den gamle Recept er hun vedbleven at kjøbe efter. Dr. Krieger havde sagt, at hun ikke maatte faa Salt, derfor levede hun mest af The, Mælk, Honning, Sirup og andre søde Sager. Hun havde efter Fru Larsens Udsagn ikke villet spise Kjød, men ellers faaet "almindelig Bondekost". Før hun kom paa Sygehuset, laa hun til Sengs paa Gaarden i 8 Dage, og i de første Dage havde hun spist normalt, medens hun intet nød i de sidste Dage. Hun var dog ikke mere syg, end at hun kunde skrive til sin Broder om at komme over og se til hende.

- Har man det Brev?

- Nej, det har Broderen brændt; men efter hvad man siger, indeholdt det ingen Beklagelser eller Bebrejdelser mod Fru Larsen.

- Hvorfor har Familien ikke tidligeretaget sig af Pigen?

- Ja, det er jo ogsaa mærkeligt, at Broderen, der boer i Nærheden, ikke har set til hende i det sidste Aar. For Resten blev der jo ikke øvet nogen Tvang mod hende; hun kunde være gaaet sin Vej, hvis hun syntes, hun blev daarligt behandlet.

- Men de Forhold, hun levede under, var dog meget usle og elendige? 

- Ja, de var nærmest frygtelige. Hun var jo bl. A. fyldt med Utøj, og det var Grunden til, at Fru Larsen ikke vilde have hende inde i Stuen, men lod hende ligge ude i Rummet ved Loen. Fru Larsen forklarede, at hun havde tilbudt Pigen at komme paa Sygehuset for at blive renset for Utøj; men saa havde hun svaret, at hun hellere vilde springe i en Tørvegrav end ind paa Sygehuset. Dette er jo kun Fru Larsens Forklaring; og at den gamle Pige i betydelig Grad har lidt under Mangel paa ordentlig Behandling og Pleje, er der ikke Tvivl om; men hun har jo nok været sær og har maaske ikke ønsket det anderledes.

- Det siges, at Fru Larsen har tilbudt en Mand 3000 Kr. for at hindre, at der kom noget offentligt frem om Pigens Død.

- Ja, det hører jeg i Dag, men det vidste jeg ikke i Fredags. Hun fortalte selv, at en Mand havde villet laane 3000 Kr. af hende, men ikke, at hun selv tidligere havde tilbudt Pengene.

- Vil der kunne rejses Tiltale?

- Jeg tror det næppe; men det bliver jo Statsadvokaten, der skal afgjøre det. Vi har jo i Grunden ikke andet end Fru Larsens Forklaring at holde os til. da Ingen paa Egnen og heller ikke Pigens Familie kom paa Gaarden; og Pigen kunde skrive, hvis hun havde haft noget at beklage sig over; men det har hun altsaa ikke gjort.

(Jyllandsposten 7. maj 1924).

Kinaroborans var en bitter med påståede styrkende egenskaber. Formentlig en slags mirakelmiddel. 

Petrea Larsen blev i slutningen af maj 1924 indkaldt til retten. Dommeren havde stillet et køretøj til rådighed for hende, men hun mødte ikke op. Statsadvokaten rejste ikke tiltale. Politimesteren rejste efterfølgende tiltale efter tyendelovens §§ 7 og 8. Hun blev efterfølgende frifundet for tiltalen efter §7, men fik en bøde på 100 kr. for at have overtrådt tyendelovens § 8 angående natteophold i et uhyggeligt rum m.m., idet det var enkens pligt at drage omsorg for at pigen blev renset for utøj.

Politimester Harry William Hutzen (f. 1872 i Vejle, cand. jur. 1896) var blevet politimester i Hillerød Købstad m. v. fra 24. marts 1921. Hans embedsbolig var i slotsgartnerboligen på Batzkes Bakke.

Vandringsløse Tidende har en nutidig beskrivelse af egnen hvor disse begivenheder fandt sted.

Den mystiske sag fra Nykøbing. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen i går. Kredslæge Jensen afgiver en højst besynderlig forklaring.

Fra søndre Kapel på Vestre Kirkegård begravedes i går middags tjenestekarlen Paul Møller, hvis uforklarlige død i Tolsager ved Nykøbing S. i stedse voksende grad beskæftiger offentligheden.

Før begravelsen henvendte pastor Jørgensen sig til afdødes moder, fru Marie Møller, som er enke efter en togfører. Præsten ønskede at vide, om han skulle holde nogen tale. Da imidlertid hr, Jørgensen under tidligere samtaler med moderen havde antydet, at han ville benytte lejligheden til at drage hårdt frem mod selvmord, som han anser for syndigt og ugudeligt, bad fru Møller ham indskrænke sig til en kort bøn. Den stakkels moder ønskede ikke sit afskedsøjeblik med sønnen forvandlet til en skændescene. 

Følget bestod af over hundrede deltagere, og en mængde kranse dækkede den smukke kiste. Da kisten sænkedes ned i graven, var de tilstedeværende grebet af dyb bevægelse. Umiddelbart efter modtog "Socialdemokraten" følgende tak for afdødes moder:

En Tak,

Jeg bringer herved på egne og familiens vegne en dybfølt tak til "Social-Demokraten" for dens omtale af omstændighederne ved min ulykkelige søns død. Fra mange sider har jeg, efter at "Social-Demokraten" har bragt sagen frem, modtaget beviser på sympati, og jeg har den følelse, at alle deler mit håb om at få kastet lys over de mange gådefulde enkeltheder, der knytter sig til den triste tildragelse. 

Ved "Social-Demokraten"s hjælp stoler jeg på, at dette håb vil blive opfyldt. Først da får jeg fred i mit sind.

Maria Møller.

Fru Møller skal ikke forgæves have anmodet om “Social-Demokratens” hjælp. Efter at have sat os i forbindelse med statspolitiet har vi senere rettet henvendelse til kredslæge Jensen i Nykøbing. Hans udtalelser er højst overraskende. Han fortalte at han ved det legale ligsyn klippede alt det snavsede arbejdstøj af liget, således at det lå fuldstændig nøgent. Hvad det da også skal være ved sådanne lejligheder. Da kredslægen og politifuldmægtigen forlod stedet, var liget kun dækket af et klæde. Ikke desto mindre lå det fuldt påklædt, iført arbejdstøj og strømper, i den tæt tilskruede kiste, da denne åbnedes af fru Møller. Fire personer kan beedige dette, nemlig foruden fru Møller og hendes datter de to mænd der åbnede kisten og afførte liget de snavsede og blodige klæder. 

Hvad er der da foregået? Har gårdejer Carl Christensen givet ordre til at liget skulle klædes på? og hvorfor har man valgt at lægge ligklæderne oven på det  fuldt påklædte Lig? Hvad er det dog for en besynderlig og hensynsløs adfærd, der er udvist i denne sag?

Herom modtager vi hver dag forespørgsler. En lærer, der dog kun underskriver sig med forbogstaver, og hvis brev vi derfor ikke kan optrykke, skriver at han troede sig hensat til det 14. århundrede da han læste om gårdejer Christensens og Pastor Baggers optræden. Han forfærdes over, at en præst, der skal være talsmand for næstekærlighed, kan udvise en sådan hjerteløshed, og han slutter med at kræve sagen undersøgt til bunds, for at de skyldige kan blive draget til ansvar.

Endvidere har vi fra bogholder Joh. Hansen, Valdemarsgade 61. modtaget et brev, af hvilket vi gengiver et brudstykke:

En køn præst.

Ingen af os, som læste "Social-Demokraten" den 6., har kunnet undgå at undres over den optræden, en vis pastor Bagger, Asnæs, udviste overfor enkefru M. Møller og hendes ledsagere. -  Er der noget, som mere end den slags episoder tjener til at forbitre arbejderne og gøre dem fjendtligt sindede overfor kirken?

Jeg tror det Ikke! Lad os håbe, at det inden alt for længe lykkes at få sagen lagt klar for offentligheden. - Det kunne da være passende i denne forbindelse at sige: Hvis kirkens mænd venter, at arbejderne skal stille sig på deres side, må vi kræve, at den slags præster som hr. Bagger øjeblikkelig fratages kjole og embede.

Joh. Hansen.

Disse henvendelser synes at være udtryk for en dyb og almindelig misstemning. Det er på høje tid, at der fra autoriteterne fremkommer en officiel redegørelse for sagen og at gårdejer Christensen giver en forklaring på sin optræden overfor den unge mand før og efter hans død.

( Socialdemokraten, 8. september 1920)

Elisa(beth) Baridon (1834-1912). (Efterskrift til Politivennen)

Elisabeth (Elisa) Baridon (1834-1912) blev født i Piémonte (norditalien). Det er stort set hvad vi ved om hende, indtil hun blev husbestyrerinde hos Ferdinand Bertouch formentlig fra et tidspunkt efter 1859 til hans død i 1902. Og selv da er det næsten ingenting vi får at vide.

Carl Christian Ferdinand von Bertouch (1810-1902?) var hofjægermester og oldtidsforsker. Bertouch var/er en tysk adelsslægt som indvandrede til Danmark i 16-1700-tallet. Som ung boede han bl.a. 3 år i Amaliegade Nr. 16 (admiral Kaas’ gård) i København. 1836-1838 ejede han herregården Gottesgave ved Nakskov. Efter at have giftet sig med morbroderens datter Maren Wallmoden, rejste parret næste 15 år rundt i Europa. I Frankrig oplevede de bl.a. at Louis Philippe blev afsat i 1848 og republikkens indførelse. De tog til Italien hvor de bl.a. fordrev tiden med at overvære skuespil, operaer og balletter af de kendteste kunstnere, samt mødtes med danskere som Kierulff og dr. Aarestrup, Sten Billes, kammerherre Johan Bülows, danske Officerer Ernst og Kiøpke, Frk. Puggaard, Werlauf og Juliane Heger. Fra 1853 også Marstrand og Bissen, samt 1854 H. C. Andersen. Ferdinand Bertouch var medlem af Oldskriftsselskabet og foretog ærkæologisk-historiske studier (bl.a. refereret i Berlingske 1854), medvirkede ved udgravningerne i Luni (1858) og gjorde sig her fortjent til tre Bronzemedailler (1867). 

Maren døde 1859. Herefter tog Ferdinand ophold i Paris tæt på broderen Ernst der var legationsråd.  Formentlig efter dette tidspunkt har han antaget en husbestyrerinde. Disse var ansat på gårde, hos en ugift mand eller en enkemand. Det sidste var tilfældet for Elisabeth Baridon. Måske var hun ansat mens han boede 10 år i Paris, og i hvert fald i 1870 hvor hun spiller en ret stor rolle, hvilket fremgår af følgende brev:

Nathalie Bertouch-Lehn, [. Hoick, til Ferdinand Bertouch.

Lungholm, den 29. Maj 1870.

Kjære Ferdinand!

Hvad maae De dog troe om mig? at jeg saa længe ikke har ladet høre fra mig; det er en stoer Skam, især da jeg veed hvor megen venlig Interesse De har for os Alle. Siden vi kom til Kjøbenhavn har jeg havt saa meget at bestille, og efter Lines Forlovelse var der for mig ikke et Minuts Ro til at skrive, saa dette veed jeg at De selv kan indsee og tjener derfor til min Undskyldning. Nu ere vi da alt 4. Uger her paa Lungholm, men efter at have været 4. Maaneder herfra, var der jo flere Ting i Huuset, der skulde udrettes og arangeres, saa Tiden ogsaa var optaget her. — Efter at vi i Hovedstaden endte med at modtage Gratulantere og gjøre Visitter, saa begyndt vi forfra med det Samme her paa Lungholm og nu vente Egnebeboerne at faae en Forlovelses-Middag naar Wedell kommer; vi vente ham sidst i denne Uge. Cathinka var saa glad over Lines Forlovelse saa hun omfavnede og kyssede Wedell, det er jo saa lykkeligt naar alle Parter ere tilfredse. — Line er jo meget forvendt saa Gud veed! hvorledes hun vil finde sig i m indre Kaar, men det kan jo vare længe med Brylluppet, da han ingen Ansættelse har, og der nok ikke saa snart er Udsigt til nogen Skovrider Plads. Wedell er et smukt og elskværdigt Menneske som sikkert nok vil gjøre sin Kone lykkelig. Jeg vil ret haabe at Line vil gjøre ham lykkelig og være noget for ham , da hun hidindtil kun har tænkt paa sit eget lille Jeg. — For Øieblikket er det en rørig Tid i Hovedstaden, da Ministerne ere gaaet af, og man endnu ikke har nogen Idee om hvilket Ministerium der nu bliver dannet. (Vort stakkels lille Danmark!) — At Geheimeraad Raben er død ved De vel alt, og at han har udsat Legater paa 400,000 Rbd til Videnskabsmænd og Kunstnere er jo overordentligt smukt. Baron Otto Rosenørn Lehn er blevet Directeur for den kongelige Malerisamling paa Christiansborg efter Professor Høiens Død. (Hvad syntes De?) Min Poul er begyndt paa at spille Violin, men han syntes bedre om at spille efter Gehør end efter Noder. Nu er Poul meget flittig, thi Bertouch vil jo have ham i Roeskilde-Skole til Vinteren, det finder jeg en redsom Idee. Poul trænger til megen Bevægelse og at komme stadig i Luften for hans stakkels Øine, som ere meget angrebne, han siger selv at hans Syn har taget af i det sidste Aar. I September Maaned skal Poul confirmeres her i Erindlev Kirke. — Bertouch lider af en stadig Hoste og i denne Tid af en smertefuld Gigt. — Min Søster Schulin er taget til hendes Datter Brockdorff som venter sin Nedkomst i Juny Maaned. Lily Schulin tager nogle Dage til Tølløse og den 13. Juny til Dannemands Sølvbryllup paa Aastrup. De to smukke Malerier have Bertouch og jeg nu hængt op i Havestuen, hvor de tage dem meget smukt ud, De veed nok kjære F erdinand de to Portraitter som de have været saa venlig at sende os. De venligste Hilsener sendes Dem og den elskværdige Elisa [Baridon] fra os Alle her.

Glæd snart med nogle Linier Deres meget hengivne

Lungholm den 29/5 1870. Nathalie Bertouch Lehn

Da Kommunardopstanden udbrød i 1870, flygtede Ferdinand fra Paris uden selv det nødvendigste. Han boede på kredit på et Hotel i Antwerpen indtil hans husbestyrerinde (formentlig Elisa Baridon) der netop opholdt sig hos Cathinka i Danmark, kunne skaffe ham den fornødne hjælp. I 1871 var Ferdinand Bertouch på Lungholm og åbenbart er han endnu 1873 i Danmark. Lungholm var/er en herregård på Lolland som i flere århundreder har været ejet af familien Bertouch-(Lehn). I 1800-tallet baron Poul Godske von Bertouch(-Lehn), baron Johan Julian Sophus Ernst Bertouch-Lehn og fra 1905 baron Poul Abraham Bertouch-Lehn. (Se Slægten Bertouch.)

Han rejste kortvarigt tilbage til Paris, og fra sommeren 1878 slog han sig ned i Malines (Mecheln) i Belgien hvor han boede indtil sin død, trods det republikanske Frankrig formentlig næppe var hans kop te. Han var da over 60, rejste sjældent og aldrig langt fra sit Hjem, førte altså et stille liv, bl.a. med genealogiske studier, undersøgelser af sin slægts historie i Belgien. Han levede af rentepenge fra det Wallmodenske Legat og synes at have været mistrøstig og ensom. I 1889 fik han et slagtilfælde men levede dog endnu 13 år. Han blev bisat Ferdinand Bertouch ved sin hustrus i det Wallmodenske Kapel. Hans husbestyrerinde, Mile. Baridon, ledsagede kisten fra Belgien til Danmark og tog siden ophold hos St. Josephs Søstrene i København. 

Fotograf Charles Peter Linck: Immaculata Kirken på Strandvejen, 1906, altså på det tidspunkt hvor vi må antage at Elisa Baridon opholdt sig der i Sankt Joseph Søstrenes kloster i Hellerup. Klosteret fungerede i 111 år, men måtte lukke pga. manglende søgning og bygningerne blev sat til salg i 2014. Der er nu plejehjem og seniorbofællesskab. Den gamle klosterbygning er fra 1905. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Ca. 10 år efter døde hun i 1912. Og dødsfaldet blev nævnt i nedenstående brev:

Julian Bertouch-Lehn til Broderen Rudolph:

Prince Albert, Sask., den 18. Februar 1912.

Kjæreste lille store Rudolph. Jeg maa fortælle Dig, at jeg holder saa meget af Dig. Hvor er det underligt, at Du vor lille Bror, som Du jo var, da vi var Børn, nu er vokset op til at blive vor store Bror; thi det er Du, vi maa se op til Dig for Din store Energi og Flid Du udviser og for den Glæde Du spreder over Pe’s og Far og Mors Liv. Ogsaa vi — jeg tør sikkert regne med P. J. — glæder os usigelig over Dig, og mit Hjerte banker altid med Taknemmelighed, naar jeg seer, hvor Du holder af mig. Du mener maaske, at dette er noget Vrøvl og Fremstillingsmaaden er det maaske, men Tanken kommer fra mit Hjerte og jeg haaber den vil naa Dit. Tusind Tak for Dine Breve, som har kastet lidt Glæde ind i min Træthed. Ja jeg vil sige Dig, som vor Moder sagde i et Brev til mig, at "kan man ikke trives i Canada, kan man intetsteds trives". Men i Gang skal man jo først og den grimm e Sygdom ruinerede jo alt for mig. Veed Du at Pr. . . . her tog S 72 for min Sygdom [Tyfus], var det ikke raat, det er saadan noget som 266,40 Kr. dansk, men en Del ef det er betalt paa den Maade, at det er bleven taget af min Løn; jeg kalder det at flaa Folk til Skindet . . . Tal ikke om Reconvalescens eller Rekreation — en Uge efter at jeg var kommen op af Sengen arbejdede jeg igen, skjønt jeg neppe kunde staa paa mine Ben. . . . Jeg tænker jeg tager op til Douglas Currie i Barrow's, men om jeg gjør det og hvad jeg tager fat paa, er endnu i det uvisse, da jeg end ej har talt med Vennen min. Jeg siger intet definitivt for ej bagefter at staa som en der væver Usandhed. Her i Westen er det ofte, man hirer sig til en Plads, men paa Rejsen til denne opdager man noget bedre og dropper saa ganske stille den første.

Jeg skal prøve at fordele Stoffet, men naar jeg først begynder, kommer det ene efter det andet, og jeg synes jeg maa fortælle Dig alt. Jeg har haft Brev fra Tante Beatrice, men det var før hun vidste noget om M.lle Elisas [Baridon] Død. Hvor er jeg bedrøvet over hende, hun holdt saa trofast paa Familien, tænk at jeg aldrig skal se hendes lille rare Ansigt mere. Har Du lagt Mærke til, hvor de en efter en gaar bort, der bliver saa tomt omkring. Ingen er som Barndomsvennerne . . . .

Hun blev begravet på Vestre Kirkegårds katolske afdeling, men graven blev nedlagt og stenen opsat på lapidariet nord for Nordre Kapel. 

Elisa Baridons gravsted på Vestre Kirkegård. Oprindelig stod den i katolske afdeling i St. Josephs Søstrenes Gravsted (afd. IV, række 5, nr. 68), men står nu på lapidariet nord for Nordre Kapel. "Ici repose Mlle Elisa Baridon. * 17. Mai 1834 +21 Janvier 1912. R. I. P." Foto Erik Nicolaisen Høy.

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Sigtelse for Barnefødsel i Dølgsmaal. De nærmere Omstændigheder ved en af Kriminal- og Politiretten den 23de Sepbr. paakjendt Aktionssag , hvorunder en tiltalt Tjenestepige -  der er født den 27de Juli 1840 og ikke funden førhen straffet - sigtedes for Barnefødsel i Dølgsmaal, eller uforsvarlig Omgang med sin Barnefødsel, vare, ifølge den af Tiltalte afgivne Forklaring og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger i det Væsentlige følgende. Da Tiltalte i Oktober Maaned f. A. antog, at hun var frugtsommelig, underrettede hun strax sin Kjæreste om sin Tilstand, og han lovede at yde hende al den Hjælp, hvortil han var istand, ligesom de i Forening aftalte hvorledes hun skulde forholde sig, naar Fødselen, som hun ventede i Midten af Juli Maaned, forestod, men forøvrigt omtalte hun ikke sin Tilstand for Nogen forinden i April Maaned d. A. , da hun henvendte sig til en Jordemoder. Da hun derpaa den 1ste Mai kom til at tjene hos R. R., og dennes Hustru havde fattet Mistanke om, at hun var frugtsommelig, vedgik hun sin Tilstand, og blev det hende tilladt at forblive i Tjenesten indtil videre. Tiltalte, der allerede havde begyndt at tilberede Børnetøi, følte sig ilde Løverdagen den 17de Mai d. A., i hvilken Anledning der, da hun fortalte sin Madmoder dette, blev af denne gjort hende det Spørgsmaal, om det ikke var Fødselen, der forestod, hvortil Tiltalte dog bemærkede, at hun ikke antog, at det var saa nær, og efterat Tiltalte derpaa var gaaet tilsengs om Aftenen Kl. 10½ i sit Kammer, hvor hun laa alene, men som forøvrigt kun var adskilt fra hendes Herskabs Soveværelse ved en smal Gang, vaagnede hun efter omtrent en Times Forløb med heftige Smerter over Lænderne, som dog kun varede ganske kort. Hun stod da upaaklædt op af sin Seng, itet hun endnu ikke vil have tænkt sig. at det var Fødslen, der forestod; men da hun kom ud paa Gulvet, sank hun i Knæ, og i det Samme gik der Noget fra hende, som hun i Mørket ikke kunde see, men som ganske blev adskilt fra hende, uden at hun følte synderlig Smerte derved. Tiltalte, der har erkjendt, at hun var ved sin Bevidsthed, tændte derpaa Lys og saae nu, at det var et Barn, hun havde født, hvorhos hun tog Barnet, hvis Legemsdele hun kunde see, vare fuldt udviklede, men hos hvilket hun intet Liv kunde spore, og som hun derfor ansaa for dødfødt, op til sig indsvøbte det i noget Linned og lagde det i Sengen hos sig, saa at det frit kunde drage Aande, i den Tanke, at Barmen muligen kunde bringe det tillive, men derimod foretog hun sig Intet for at skaffe sig og Barnet Hjælp, og tilkaldte navnlig ikke sin Madmoder, og da hun den følgende Morgen stod op, lod hun Barnet ligge i Sengen, Indtil hun om eftermiddagen ikke længer kunde tvivle om, at Barnet var aldeles dødt, lagde det ned i en Potte, hvor det senere fandtes i en krumbøiet stilling, efterat Tiltalte der ikke havde omtalt det Passerede, hvortil hun har angivet som Grund, at hun ikke kunde faae Leilighed til at tale med sin Madmoder - først den paagælgende Mandag Formiddag af denne var bleven spurgt om hendes Tilstand, og da havde fortalt, hvad der var foregaaet. Tiltalte har vedblivende paastaaet, at det ikke har været hendes hensigt at føde hemmeligt eller at holde fødselen skjult og endnu mindre at foranledige Barnets Død, hvorimod Fødselen paakom hende, der ikke tidligere har født noget Barn, og antog, at hun endnu havde et Par Maaneder tilbage af sit Svangerskab, aldeles uventet, samt at Grunden til, at hun ikke strax tilkaldte Hjælp, var, at hun intet Tegn til Liv kunde spore hos Barnet, og derfor antog det for dødfødt, saa meget mere, som hun i de sidste 3 a 4 Dage for Fødselen - heller intet Liv havde sporet hos Fosteret. Medens der ikke kunde blive Spørgsmaal om at ansee Tiltalte for Barnefødsel i Dølgsmaal efter D. L. 6-6-8, da Betingelserne for Anvendelsen af dette Lovsted ikke vare tilstede, fandtes hun dog ikke at kunne undgaae Ansvar for at have undladt at tilkalde Hjælp, hvortil hun efter sin egen Forklaring vel havde været istand ialfald strax efter Fødselen, og hvorved Barnet muligen kunde have været kaldt til Live, og blev Tiltalte herfor anseet med en efter Lovgivningens Analodi lempet arbitrair Straf, der efter Omstændighederne fandtes at burde bestemmes til Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage, hvorhos hun tilpligtedes at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salair til de beskikkede Sagsførere med 5 Rd. til hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. september 1862)

Olivia Kirsten Hansen vs. Lars Michael. (Efterskrift til Politivennen).

Hof- og Stadretten har afsagt Dom t en Sag, hvorunder Gaardmand Lars Michael af Nylarsker paastod Bornholms Vesterherreds Politierets Dom af 16de Juni 1856 - hvorved Tjenestepige Olivia Kirst. Hansen, der havde indkaldt ham "for i Drukkenskab og Vanvid at have behandlet hende saaledes, at hun ikke længere ansaae sig sikker paa Liv og Helbred", overeensst. med sin Paastand blev kjendt berettiget til at forlade sin Tjeneste hos ham og denne tilpligtet at betale hende i Løn 15 Rd., Kostpenge 14 Rd., foruden Sagens Omkostninger - forandret derhen, at der tillægges ham Frifindelse for hendes Tiltale, og at hun derimod tilbørligt ansees efter Tyendelovens § 47, navnlig med Løns Forbrydelse, med at bøde ½ Aars Løn saavelsom Mulct! Ved Politieretten var det oplyst, at førnævnte Olivia Hansen en Dag i sidste April er seet kommende løbende fra Citantens Gaard ud over Marken og forfulgt af Citanten, som havde en Kjep i Haanden, saavelsom at Citantens Foregivende, at han ikke forfulgte hende, "men løb efter nogle Kreaturer", er urigtigt. Da dette Forhold af Overretten antoges retteligt af Underdommeren ar være henført under Tyendelovens § 43 Nr. 1, "til hvis Anvendelse det ikke skjønnedes at kunne udfordres, at Mishandlingen skal være skeet ved Slag", og da Underretsdommerens øvrige Bestemmelser, derunder Nægtelsen af den af Cit. paastaaede Mortification paa de ovennævnte i Klagen af Olivia K. Hansen brugte Udtryk, ligeledes billigedes af Overretten, blev af Samme bem. Dom i det Hele stadfastet.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. januar 1857)

Edle Rosine Rousing vs. Forpagter Christensen. (Efterskrift til Politivennen)

Overretten har afsagt Dom i en Sag, anlagt af Tjenestepige Edle Rosine Rousing imod Forpagter Christensen af Stødou Mark paa Mols, hvem hun havde sagsøgt for Mishandling, Trudsler og fremførte ugrundede og grove Beskyldninger, der vare krænkende for hendes gode Navn og Rygte m. v. , og hvilket havde foranlediget hende til uden Opsigelse al forlade hans Tjeneste. Underretten paa Morsø var nemlig kommen til det Resultat, i Forpagterens Faveur, at Pigen skulde til ham have "forbrudt" sin for sidste Fardag fortjente Løn, samt endvidere betale ham et halvt Aars Løn og Sagens Omkostninger med 1 Rd.! Men at det tvertimod var Pigen, der ifølge sin Klage var skeet Uret og ved sin Huusbondes Behandling virkelig bleven nødsaget til at forlade hans Tjeneste uden Opsigelse, udgaaer af Overretsdommen, hvorved Pigen frikjendtes for Forp. Christensens Tiltale og denne dømtes til at betale den hende for Tidsrummet indtil 9de Juli f. A. tilkommende Løn med 6 3/4 Rd. samt endvidere i Procesomkostninger for begge Retter 16 Rd.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. januar 1857).

Urtekræmmernes Nytaarsgaver. (Efterskrift til Politivennen)

Der circulerer i denne Tid iblandt Urtekræmmerne heri Byen en Opfordring til samtlige disses Interessenter om i Forening at virke for Ophævelsen af den hidtil stedfundne Uskik med Hensyn til Uddeling af Jule- og Nytaarsgaver til disses Kunder, eller sammes Tienestetyende.

Der er jo vistnok oftere gjort lignende Forsøg i denne Retning, ja samme ere endog, saavidt vides, for ikke mange Aar tilbage, udgaaede fra det Offentlige, men alle de gjorte Forsøg ere hidtil mislykkede. Den egentligt Grund, hvorfor dette Uvæsen hidtil ikke er blevet afskaffet, ligger jo derfor ikke saameget hos den Handlende, som hos Modtageren af slige Gaver, rimelige Beviser herfor ville ogsaa kunne fremføres, og troer jeg ikke at samme ere uden Interesse for Enhver.

Man har nemlig utallige Exempler paa, at mange Madmødre ved at indfæste deres Tjenestetyende, give samme et omtrentligt Register over hvor stort Beløb der til Nytaar vil kunne hæves hos Urtekræmmeren, Høkeren, Bageren etc., for derved at kunne bespare noget af Lønnens Størrelse, og omvendt, bliver meget ofte Madmoderen ved lignende Leilighed, paa lignende Maade adspurgt. Man har ofte havt Exempler paa at mangen saakaldet Frue eller Madamme har ladet deres Tyende tilbagelevere det hos een eller anden Handlende erholdte "Nytaar", med Paastand paa et større Beløb, ja, man har endog hyppigen havt de Tilfælde, at en Madmoder, over Utilfredshed med den erholdte Gave, har beordret sit Tyende, for stedse at forlade den paagjældende Handlende med sin Tegning; og stadigen seer man Huusmødre fordele deres, ofte kun ubetydelige Indkjøb, paa 3 a 4 forskjellige Steder, for paa hvert Sted især, at kunne hæve Jule- eller Nytaarsgave.

Det vilde sandelig være til stor Velgjerning om der af det Offentlige blev fastsat samme Straf for disse Modtagere af Gaver eller Presenter (Nytaarsgratulanter), som Loven bestemmer for den fattige Stakkel, der ialmindelighed kun forlanger een eneste Skilling, der vilde derved ikke alene blive forebygget meget Uvæsen, men enhver Huusmoder sikkert ogsaa finde bedre Regning derved.

Det er forresten beklageligt at, hvad denne Sag angaaer, Fornuften ikke kommer i bedre Anvendelse, og at ikke enhver rettænkende Huusmoder strængt forbyder sit Tyende at modtage slige Gaver, thi man maa betænke, at Størstedelen af Detailhandlerne paa denne Maade ere beskattede med 200, 300 ja endog flere med 600 Rbd. aarlig, og at denne Skat for Mange, især den mindre Formuende, er saa trykkende, at samme meget ofte giver Anledning til deres Ruin, thi aarligen at trække en saadan Capital ud af en, især mindre betydelig Handel, istedetfor at tilflyde samme, kan sandelig ikke virke velgjørende.

Skulde der ogsaa findes de Handlende, som af paagjeldende Madmødre paa anden Maade lade sig betale hvad der ydes dem eller deres Tjenestetvende, da er Sagen ikke engang dermed afgjort, thi mangen rettænkende Kjøbmand tvinges derved ikke alene til, maaskee , at behandle sin Næste ureelt, men hans Betjente og Lærlinge kunne derved letteligen have grundlagt Begyndelsen til fremtidig Umoral.

Jeg troer her korteligen at have fremstillet denne Sag i sin nogenlunde rigtige Form, og skal kun henstille til de Paagjældendes egen Dom om det kan ansees for Ære eller Skam at modtage disse oftomtalte Gaver. 309.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 26. november 1847)