Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

En Købmand i Damtofte paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Tyendesag en Tjenestekarl af Skovshoved straffet efter Tyendelovens eller Straffelovens Bestemmelser for den 19de Juni d. A. om Aftenen, medens den Indklagede endnu var i Klagerens Tjeneste, i dennes Bolig at have udskældt ham for en Drabant, Kæltring, Skurk og Æsel, og ved samme Lejlighed at have tilføjet ham et Slag i Ansigtet, hvorved Blodet kom til at flyde, og hvorved der ifølge en i Sagen fremlagt Lægeerklæring var blevet tilføjet Klageren forskellige mindre Læsioner omkring del ene Øje og paa Næsen, hvorhos Klageren paastod sig tilkendt Sagens Omkostninger hos den Indklagede, medens denne paastod sig frifunden. Efterat to af Klageren førte Vidner havde forklaret, at de en Aften i Juni Maaned havde hørt, at der paa Trappegangen i Købmandens Ejendom fandt et højrøstet Skænderi Sted mellem ham og hans Karl, samt at de havde sét, at Klageren stødte Karlen i Ryggen, hvorpaa denne slog Klageren med sin Haand i Ansigtet, saa at han kom til at bløde derved, indrømmede den Indklagede, at han, efter at Klageren havde stødt ham i Ryggen, derefter stødte igen til Klageren, men uden at tilføje ham noget egenlig Slag. Naar imidlertid hertil kom et tredje Vidnes Forklaring, hvorefter Vidnet en Aften i Juni Maaned under et højrøstet Skænderi i Klagerens Bolig hørte, at der faldt et Slag, efter Lyden som af en slap Haand i et Ansigt, hvorefter Klageren straks efter samtidig med den Indklagede kom udenfor Huset med blodigt Ansigt og med Haanden for Næsen og sagde, at han var bleven slaaet af den Indklagede, fandtes der ikke at kunne være nogen Tvivl om, at Sagen var gaaer saaledes til, at Parterne havde været i Skænderi, under hvilket Klageren har givet den Indklagede et Puf eller Stød i Ryggen, hvorefter den Indklagede har givet Klageren et Slag i Ansigtet, hvilket Slag har foraarsaget nogle ubetydelige Læsioner. Den Indklagedes Handling maatte saaledes nærmest betragtes som foretagen af Nødværge, og da saadanne Handlinger ifølge Straffelovens § 40 er straffefrie, vilde der ikke kunne paalægges den Indklagede noget Straffeansvar. Parternes Forhold vilde desuden være at henføre under Straffelovens § 206. Ifølge det Foranførte vilde den Indklagede saaledes i det Hele være at frifinde for Klagerens Tiltale; Sagens Omkostninger ophævedes.

(Social-Demokraten 26. august 1877).