Høkerhandel. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 2den Februar.

Fra flere Stæder reiser sig Modstand imod Lovforslaget om Høkerhandelen paa Landet som indgribende i Kjøbstædernes "Privilelegier" og deres Velvære. Privilegium paa Handel og Høkeri have nu Kjøbstæderne, som bekjendt, slet ikke; ellers vilde der heller ikke alt være Handel og Høkeri paa Lander rundtom. Det forundrer os imidlertid endnu meer, at man ikke vil erkjende, at det hidtil fulgte Bevillingsvæsen ved Tilstedelse af Handel og Høkeri paa Landet alt i og for sig er en Adgang til Misbrug og personlig Gunst for Enkelte, og at det fornemmelig er ved alle disse rundtom strøede Bevillinger at Kjøbstæderne lide, fordi derved Concurrencens og Kiøbstadhandelens Indflydelse herpaa udelukkes, imedens det er det store Gode, netop for Kiøbstæderne, ved det nye Lovforslag, at Bevillingsvætenet ophører og den stedlige Concurrcnce indtræder. Kjøbstæderne faae da, som Handelspladse, almeen Indflydelse paa og medvirkende Deelagtighed i Landhandelen, der nu fortiden er given i Enkeltes Vold og derved udelukker Kjøbstædernes Handelsvirksomhed derfra, istedetfor den nye Indretning vil medføre det Modsatte. Efter vor Overbeviisning have Kjøbstæderne, navnlig dens Handelsdrift, især naar den ikke skal være Høkeri, snarere Grund til at glæde sig over den nye Landhøkerlov, som jo tillige maa befordre Omsætningen og Vareforbruget paa Landet, der atter maa søge sin Kilde i Kjøbstaden, og hvilket Forbrugs Tiltagen overhovedet er Kjøbstadhandelens og Kjøbstædernes Velværes Kilde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. februar 1855).

i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. februar 1855 var en 2 spaltet artikel af "en af de større og virksomste handlende og industrielle samt mangeårig vigilant kommuneforstander" som bakkede ovennævnte op. Argumentationen var nogenlunde samme som ovenstående. 

- Den af Ribe Borgerrepræsentation til Landstinget indgivne Adresse i Anledning af Høkerloven lyder saaledes:

"Det til Folkethinget indbragte og der antagne Forslag til "Lov om en ny Ordning af visse Handelsfag udenfor Kjøbstæder og Handelspladser" har ikke saameget forundret os med Hensyn til Ideens Opfattelse af Indbringeren, som Thingets villige Indgaaen derpaa høiligen har forbauset os. Det har svækket den Tro, vi hidtil have havt: at de Anliggender, der forhandles i Thinget, forhandles med Indsigt, Retfærdighed og med billigt Hensyn til de Parters Interesser, der berøres ved en Lovs Tilblivelse.

Forflaget foreligger nu det høitærede Landsthing til Afgjørelse.

For ikke at trætte med en Gjentagelse af de Bevisgrunde for Forslagets Utilraadelighed, som fra mange andre Kjøbstæder ere udtalte for det høitærede Landsthing, tillade vi os at henvise til den Udtalelse af "Bestyrelsen for den jydske Kjøbstadforening i Randers", der er tilstillet Landsthinget, hvoraf en Afskrift er i vore Hænder, og hvilken Udtalelse af Sagens skadelige Følger vi dele.

Vi tillade os blot at vedfoie nogle Oplysninger, hentede fra Erfaring, der kunne bestyrke det i nævnte Kjøbstadforenings Andragende Udtalte.

Ribe By, mod syd grændsende til Slesvig, har før staaet i ugunstigere Handelsforhold end dens nærmeste Opland. Dette havde den Tid til Følge, at Byens Handel næsten var hævet. Mange Varesorter kiøbtes endog af Byens Befolkning hos Landhøkerne. Byens Befolkning forarmedes. Regeringen fandt det nødvendigt, for ikke at lade Byen synke aldeles, at tilstaa den Handelsbegunstigelser. Disse havde til umiddelbar Følge, at der igien kom Handel til Byen; men Høkerhandelen for den Deel af Byens Opland, der grændser mod syd, og som hører under Slesvig, vedblev.

Skjøndt Adgangen til de slesvigske Privilegier ikke er saa let som Adgangen til Handelen paa Landet i Kongeriget vil blive, naar Forslaget skulde blive til Lov, saa bevirke de dog her, at der i den Deel af Byen der grændser mod syd, uagtet dens Opland i høi Grad er det meest befolkede og rigeste, ikkun boe enkelte Kiøbmænd, fordi Landbefolkningen syd fra kun meget sparsomt forsyner sig med Varer i Byen, da den finder dem i Hjemmet; medens den Deel der støder mod nord, hvis Opland er ulige mindre befolket og mindre frugtbart, paa Enkelte nær, indeholder hele Byens Købmandsstand, fordi det er Landbefolkningen nordfra, hvor der kun befindes enkelte Landhøkere, der forsyner sig her i Byen med Varer, og som bringer sine Producter til Salg hertil. Og det er Resultatet ved en mere begrændset Handelsfrihed end den Folkethinget bar ment at burde indramme Landbefolkningen i Kongeriget.

Skulde dette Forslag blive til Lov, da ville Kjøbstædernes Existence, som saadanne, snart være hævet. Enhver ung Kjøbmand, der etablerer sig, vil naturligviis søge den Plads, der viser ham den bedste Udsigt til Erhverv, og det bliver uafviselig Landet, under de i Udsigt staaende Forhold. Kjøbstadbefolkningen, der er bunden til Byen af mangfoldige Aarsager, som ikke kunne hæves, vil forarmes og Eiendommene ville tabe betydeligt i Værd.

Og det er ikke ligegyldigt for Statens Velvære at Kjøbstæderne bestaa. Det er ved en dygtig og erfaren Handelsstand, der har Udsigt til at hoste Frugter af sine Bestræbelser, at vi kunne vente med Tiden at gjøre os aldeles fri for den Underordnethed og den Afhængighed i Handel, som vi, i saa mangfoldige Tider have staaet i til Hamborg og Lübeck, og som Kjøbmandene i Jylland, og sikkerligen ogsaa i de andre Provindser i de senere Aar, ved directe Handel, have søgt at giøre og tildeels have gjort sig fri for. En Indskrænkning i Kjøbmændenes Afsætning i den Grad, som vil blive Tilfælde naar Forslaget bliver til Lov, vil umuliggjøre større Handelsforretninger, der ere nødvendige for den directe Handel. Vi ville falde tilbage til den Afhængighed, til den Kræmerhandel, fra hvilken vi med Held have begyndt at løsrive os.

Det er ikke en ensidig Betragtning af Sagen, hentet fra Enkeltes Interesse, det er Hensynet til hvad der tjener Staten i dens Helhed, der opfordrer os til at bede det høitærede Landsthing at prøve Forslaget alsidigt, og vi tør da haabe, at det vil blive afvist, eller antaget med Modifikationer, der forhindre at Kjøbstadbeboernes Existence undergraves for at hjelpe Landbefolkningen til lettere at kunne forskaffe sig Handelsvarer, som ikke engang henhøre til de egentlige Livsfornødenheder, og som de, hvad Erfaringen hidtil har vist, uden væsentlig Besvær kunne kjøbe i Kjøbstæderne."

(Ribe Stifts-Tidende 16. februar 1856).

Om de hvidtede Huse. (Efterskrift til Politivennen)

Om de hvidtede Huse. Indsenderen af efterstaaende Aftryk af "Ugeskrift for Læger" Nr. 19 d. A. har i en lang Række af Aar lidt under det Onde, som deri paaankes. Jeg boer nemlig ligeoverfor en Mand, som føler en høi Grad af Tilfredsstillelse ved regelmæssige hver Sommer at hvidte sit Huus paa det omhyggeligste, og derved at frembringe et Lyshav, som i Ordets egentlige Forstand svider til mig og Mine. Jeg har for mange Aar siden indstændigt anmodet min Gjenbo om at skaane mig for denne Plage; jeg har tilbudt at udrede Omkostningerne til et eller andet Farvestof, hvilketsomhelst; jeg har forestillet ham, hvor inhumant og ubilligt, for ikke at sige uchristeligt, det er saaledes at berøve sine Medmennesker Udsigt og frift Luft; han har i mange Aar seet, hvorledes vi hver Eftermiddag maa tillukke og tildække vore Vinduer; han er ovenikjøbet selv i en Stilling, som fremfor enhver anden maae gjøre ham vidende om den Skade og Plage, ban foraarsager, og dog - har jeg ikke erholdt andet Svar end et vredt Ansigt og: "Huset er mit." - Man vil heraf see, at min Gjenbo hverken hører til de Fiintfølende eller til de Tjenstvillige, og det saameget mindre, som det Huus, hvori jeg boer, altid har en mørk Farve. Vilde man nu deraf slutte, at min Plage er noget Extraordinairt, og at Faren, som de hvidtede Huse foraarsage, dog vel ikke er saa stor, eftersom Folk i Almindelighed ikke kunne tilskrives en saa total Mangel paa Følelse, eller tre saa utjenstvillige, saa svarer jeg dertil, at det neppe kan kaldes en god Samfundsorden, hvor mit Velvære er betinget af saa tilfældige Egenskaber hos min Gienbo. Jeg paastaaer tvertimod, at Loven ogsaa i denne Henseende bør værne om mit Vel, og det glædede mig derfor saare meget at støde paa en Læges (Doctor Giersings) Yttringer, som efter min ringe Forstand udtømmende beviser, at jeg har Ret i ovennævnte Paastand. I min egen saavelsom i de Manges Interesse, der ere besværede paa den omhandlede Maade, ønsker jeg saaledes Doctor Giersings lille Artikel en udvidet Læsekreds. Gid den ikke maa blive en Røst i Ørkenen.

Om de hvidtede Huse i Byerne.

I mine Medicinalindberetninger har jeg i flere Aar tilladt mig at henlede det høie Sundhedscollegiums Opmærksomhed paa den store Ulempe, som hvidtede Mure i Gaderne foraarsage de respektive Gjenboere, i den Formening, at der for Sundhedspolitiet var tilstrækkelig Grund til at skride ind for Kjøbstædernes Vedkommende, og det saameget mere, hvis det forholder sig saaledes, som det er mig meddeelt, at der allerede for Hovedstaden existerer et Forbud imod, at Husenet Facader maae være hvidmalede. Da min ringe Stemme imidlertid ikke synes at have trængt tilstrækkeligt igjennem, og jeg dertil dagligen selv lider af slige solbestraalte hvidtede Mure, saa har jeg anseet det for hensigtsmæssigt korteligt gjennem Pressen at omtale denne Gjenstand med Opfordring til mine ærede Colleger trindt omkring i Landet at forene deres vægtigere Stemmer i denne Sag, hvis den virkelig maatte forekomme dem at være nogen Anstrengelse værd. Efter min Formening fortjener den i ikke ringe Grad Sundhedspolitiets Opmærksomhed.

Enhver Læge i en Kjøbstad vil have havt rig Leilighed til at iagttage, hvorledes slige hvide Mure fortrædige baade Sunde og Syge. Ikke alene de, der maae søge deres Livsophold ved Øinenes stadigt Brug, men ogsaa Embedsmænd med jevnlige Synstvirforretninger, hele den qvindelige Befolkning, der tilbringer en stor Deel af Dagen ved Syarbeide, ja selv Børnene i Skolerne ere i høieste Maade generede, naar de ere saa uheldige at komme til at boe ligeoverfor en saadan skinnende hvid Væg. Hvormeget den tiltagende Synssvækkelse og de hyppige Klager over Symptomer herpaa have deres Grund i de hvide Mure, er vistnok ikke let at afgjort; men de synes ad den rationelle Vei at maatte have en betydelig Deel den, ligesom det ogsaa er vist, at jeg undertiden har hørt slige Klager forsvinde, efterat en Gjenbo har været saa skikkelig at give sit Huus en Farve. Naar vi erindre, hvilken Virkning de resterterende Straaler fra en stor Sneeflade have paa Øiet, saa kan der vel neppe være Tvivl om, at de fra hvide Mure tilbagekastede Solstraalers stadige Indvirkning maa være høist stadelig.

Men lad os et Øieblik tænke os, at den, som er saa uheldig at faae et sligt Gjenboskab, bliver angreben af en Øienbetændelse, f. Ex. af en scrophulos med dens charakteristiske Lyssky, da vil der vel neppe yttre to Meninger om, at en Saadant Lidelser blive forøgede baade i Styrke og Udstrækning, ikke at tale om de pecuniaire Udgivter og Lægens sørgelige Stilling, at han ikke er istand til at hæve maaskee den væsentligste Grund til Sygdommens Vedbliven uagtet han har den ligefor Øinene. Den mere velhavende Syge kan vel her, som i saamange Tilfælde, hjælpe sig; men det fattige scrophnlose Barn, hvis Forældre ikke kunne undvære Daglyset i den eneste Stue, maa ligge med Ansigtet i Puderne hele Dagen, og trykke det saameget dybere ned i dem, som Solen skinner klart paa Gjenboens hvide Huus. Skulde her da ikke være Anledning for Sundhedspolitiet til efter Evne at værne om Menneskets ædleste Sands, som paa denne Maade staaer Fare for at at svækkes hos saa Mange, og at bidrage til, at de Øiensvage kunne befries fra unødvendige Lidelser, helbredes hurtigere, eller idetmindste ikke staae Fare for mere og mere at miste Synet? Man indvende ikke, at Vedkommende kunne skifte Boliger; thi man vil let tænke sig alle de Vanskeligheder, der under forskjellige Omstændigheder kunne reise sig herimod. Og selv om det lod sig arrangere, hvo indestaaer da for, at den nye Gjenbo ikke om kort Tid finder, at hans Huus dog seer bedre ud, naar det bliver hvidt? Tilmed bestaaer den hele Foranstaltning, hvorved Kjøbstadbeboerne kunne blive befriede fra et føleligt Onde, blot deri, at det paalægges enhver Huuseier at give sit Forhuus en anden Farve til Gaden end den hvide eller lysegule, et Paabud, som for et almindeligt Kjøbstadhuus kan foraarsage en Udgivt af høist 1 Rbd.

Enhver Læser af disse Linier, som i Hovedsagen maatte dele mine Anskuelser, opfordrer jeg derfor til efter Evne at gjøre det indlysende for høie Vedkommende, at her er Grund til Forandring i de bestaaende Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847)

Pietro Købke Krohn (1840-1905): En købstadsgade. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Om Stadsmusikant-Bestillingen.

Et reskript til stiftamtmændene i Danmark og Norge af 14. juni 1780 om at der til stadsmusikanter i købstæderne skal tages medlemmer af det Kongelige Kapel, indledes med følgende ord:

"Da den musik som man overalt i købstæderne har, er mådelig og på de fleste steder besynderlig slet, og kongen gerne så at endog heri en bedre smag kunne udbrede sig, ligesom Kunstakademiet allerede ser en forbedring at udbrede sig til provinserne, så har kongen til dette øjemed intet bedre middel fundet, end at gøre sit eget kapel til skole hvorfra kan udgå sådanne som, efter at være lærte og øvede i den nye og bedre musik, kunne forplantes efterhånden om i provinserne."

I de 58 år der er tilbagelagt siden reskriptet, er uendelig meget forandret i vores købstæder, og da også i dyrkelsen af musikken, så at den almindelige bemærkning vel kan passe endnu på de meget små byer, hvor man aldrig har kendt til stadsmusikanter, men næppe til de større, især de hvor der findes regiments- eller korpsmusik. I enhver nogenlunde anselig købstad vil man finde både mere og mindre bemidlede som har smag for musik og lære samme af folk som har gjort musikundervisning til næringsvej, og i sådan by vil der heller ikke let mangle duelige subjekter til balmusik. Man kan altså med rette spørge om stadsmusikantbestillingen er nødvendig eller ikke. Nødvendig ville den være hvis man ikke uden sådan bestillingsmand kunne få ordentlig musik, eller hvis han oplærte unge mennesker i musik qva håndværk. Men det første er næppe tilfældet og sjældent det andet.

Stadsmusikant vil som oftest blive en person hos hvem man bestiller musikpersonale og som er pligtig at sende samme til bestemt tid og sted, vel at mærke for så vidt der er så mange musikanter i byen, men er de på anden måde engagerede, så er også han undskyldt. For denne ringe ulejlighed og ansvar, vel også måske en gang imellem for at låne et enkelt kostbart musikinstrument, beregner han sig en klækkelig del af betalingen for hver musikant til fordel, men andre ord, han bliver betalt for så godt som intet. Men hertil kommer endnu den rettighed, at ingen i byen selv må engagere musikanter til hvilken som helst festlighed, uden først i det mindste at affinde sig med stadsmusikanten. Sker det ikke, bliver musikken ulovlig, og bøder blev da let musikkens endelige finale.

Det hører til tidsalderens bestræbelser at løsrive sig fra alle ufornødne bånd og pålæg, og som sådant tager indsenderen af dette ikke i betænkning at nævne den anførte skat til en person hvis tilværelse er mere eller mindre overflødig. I de fleste byer vil man uden stadsmusikant kunne få god musik til baller og festligheder og den bekostelige mellemmand kan derfor helt vel undgås. En anden sag er naturligvis at de nuværende stadsmusikanter bør blive i besiddelse af deres rettigheder. Fordi man ønsker en forandring i det bestående, derfor mener man ikke at betage nogen det gode der engang er ham givet. 

(Politivennen nr. 1157, Løverdagen, den 3die Marts 1838. Side 129-131)

En Reisendes Bemærkninger om Slagelse.

Købstaden Slagelse er som en af de største også en af de smukkeste købstæder på Sjælland. Den største del af dens gårde og huse er opført af grundmur og godt vedligeholdt, så at staden for den rejsende har et renligt og venligt udseende. Man finder ikke her som i de fleste andre sjællandske købstæder stråtage. For disse er forsvundet efter den ildebrand som overgik byen for et par årtier siden. Og de huse som siden blev bygget er ifølge anordningerne belagt med tegltag. Da rejseruten går herigennem til Fyn, Jylland og Holsten, bliver byen besøgt af mange rejsende der klager meget over gadernes dårlige brolægning og vist nok ikke uden grund. For disse er i en meget mådelig tilstand, med undtagelse af en eneste som kaldes Natmandsstræde. Denne mangel må i sandhed mest føles af byens indbyggere. Men er også til besvær for den rejsende der under sit ophold der har forretninger som nøder ham til at bevandre gaderne. Eller der ked af at opholde sig i byens eneste herberg hvor der ikke findes synderlig adspredelse, ønsker at fordrive tiden med at bese byen. Især synes Bredgade der går midt gennem byen og er den mest befærdede , først at burde komme i betragtning når man vil begynde på brolægningens forbedring. Man må med fornøjelse tilstå at der imidlertid bæres en priselig omhu for gadernes renholdelse og at intet henlægges som kan være til hinder for passagen så at byen i den henseende ikke står tilbage for hovedstaden.

En anden mangel som også finder sted, er gadernes navne ikke findes på hjørnehusene. Er dette savn måske ikke føleligt for byens indbyggere, så er det dog for rejsende der har ærinde til en eller anden og nu må vandre fra hus til hus for at spørge sig frem. Denne mangel kunne dog let og uden synderlig bekostning afhjælpes når byens øvrighed ville opmuntre til det, heller ikke finder den sted i byer der er af mindre omfang og betydning end Slagelse.

Sankt Michaels Kirke er i dens nuværende tilstand ikke nogen pryd for byen, da den i allerhøjeste grad trænger til oppudsning. Men dens kirkegård er en sand skandale. Altid åben tjener den ikke alene til gennemgang for de der vil gå fra en gade til en anden, men de tilstødende huses og gårdes beboere benytter den endog som baggård idet man der snart ser vaskekoner sysle med deres dont og ophænge vasketøj til tørre næppe to skridt fra gravene. Snart udføres et og andet arbejde som ikke burde foretages på en kirkegård. En del af stedet er brolagt, og hist og her ser man en nedtrådt grav eller ituslået ligsten så at det ser ud som om man havde begravet lig på en gade. Da byen nu har fået en assistenskirkegård, var det vist nok rigtigst at lade den omhandlede sløjfes og brolægges, så at kirken kom til at ligge frit, hvilket i flere henseender var ønskeligt.

På hjørnet af Skovsøgade og Natmandsstræde er en anden begravelsesplads som man næppe skulle antage for at være en sådan, hvis ikke et beskadiget gravmonument *) og en ligsten over en ung pige vidnede om at her ligger mennesker begravet. For gravene er helt nedtrådt og skjult af nælder, torne og tidsler som næsten af mandshøjde udbreder sig over hele pladsen. At denne begravelsesplads og Sankt Michaels kirkegård er i så yderst slet tilstand, mens Sankt Peders Kirke og kirkegård i byens vestre ende er så fortræffeligt vedligeholdt at de tjener til pryd for byen, er ligeså påfaldende som det er umuligt at gætte årsagen til det.

Efter før at have bemærket at den største del af byens borgere bidrager til dens forskønnelse ved deres ejendommes vedligeholdelse, tillader anmelderen sig at anføre et par eksempler på, at nogle også ved at forene det behagelige med det nyttige. Således har en urmager Holst på sit hus i enden af Bredgade ladet opsætte et med transparent skive forsynet ur, hvilket han holder i regelmæssig gang og lader oplyse om aftenen. Herved har denne mand gjort sig fortjent såvel af byens indbyggere som af rejsende, hvilke sidste på grund af købstadsurenes mindre nøjagtige gang, ofte kan forsinkes i deres forehavende rejse. Ligeledes har assessor pharmaciæ og apoteker Knudsen i forening med flere borgere begyndt på at anlægge en spadserevej der efter planen skal føres rundt om hele byen. Skønt dette foretagende er gået i stå, på grund af nogle ejendomsbesidderes vægring ved dertil at overlade noget af deres jord, fortjener hr. assessoren dog indbyggernes tak for det offer han har gjort af sin egen jord og det skønne han har ladet udføre på det. Denne smukke med blomster-kvarterer prydede promenade besøges meget hyppigt, og påskønnes med megen taknemmelighed, da Slagelse indbyggere før ikke havde andre forlystelsessteder end det længere fraliggende Antvorskov.

Må anmelderen når han på sin næste rejse kommer til Slagelse, finde nogle af de her fremsatte mangler afhjulpet, og nye forbedringer udført, ville det gælde ham meget, og han vil da ikke fortryde at have anvendt et par timer til at fremsætte disse bemærkninger.

*) På monumentet står følgende indskrift:
Her hviler
Justitsraad Sören Munk
forhen
Secretair i Geneneralpostamtet.
Födt d. 16 Januar 1733.
Död d. 1. July 1801
Viis han sig itide drog tilbage
Efter möiefulde Embeds-Dage,
I din blive Favn, Natur! til Roe,
Ach! Han nöd den ikkun kort herneden,
Nu Han nyder den i Evigheden,
Did Han gik, ved Livets Aften froe 

(Politivennen nr. 1036, Løverdagen den 7de November 1835, s. 731-737).