Høkerhandel. (Efterskrift til Politivennen)

Aalborg, den 2den Februar.

Fra flere Stæder reiser sig Modstand imod Lovforslaget om Høkerhandelen paa Landet som indgribende i Kjøbstædernes "Privilelegier" og deres Velvære. Privilegium paa Handel og Høkeri have nu Kjøbstæderne, som bekjendt, slet ikke; ellers vilde der heller ikke alt være Handel og Høkeri paa Lander rundtom. Det forundrer os imidlertid endnu meer, at man ikke vil erkjende, at det hidtil fulgte Bevillingsvæsen ved Tilstedelse af Handel og Høkeri paa Landet alt i og for sig er en Adgang til Misbrug og personlig Gunst for Enkelte, og at det fornemmelig er ved alle disse rundtom strøede Bevillinger at Kjøbstæderne lide, fordi derved Concurrencens og Kiøbstadhandelens Indflydelse herpaa udelukkes, imedens det er det store Gode, netop for Kiøbstæderne, ved det nye Lovforslag, at Bevillingsvætenet ophører og den stedlige Concurrcnce indtræder. Kjøbstæderne faae da, som Handelspladse, almeen Indflydelse paa og medvirkende Deelagtighed i Landhandelen, der nu fortiden er given i Enkeltes Vold og derved udelukker Kjøbstædernes Handelsvirksomhed derfra, istedetfor den nye Indretning vil medføre det Modsatte. Efter vor Overbeviisning have Kjøbstæderne, navnlig dens Handelsdrift, især naar den ikke skal være Høkeri, snarere Grund til at glæde sig over den nye Landhøkerlov, som jo tillige maa befordre Omsætningen og Vareforbruget paa Landet, der atter maa søge sin Kilde i Kjøbstaden, og hvilket Forbrugs Tiltagen overhovedet er Kjøbstadhandelens og Kjøbstædernes Velværes Kilde.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 2. februar 1855).

i Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 6. februar 1855 var en 2 spaltet artikel af "en af de større og virksomste handlende og industrielle samt mangeårig vigilant kommuneforstander" som bakkede ovennævnte op. Argumentationen var nogenlunde samme som ovenstående. 

- Den af Ribe Borgerrepræsentation til Landstinget indgivne Adresse i Anledning af Høkerloven lyder saaledes:

"Det til Folkethinget indbragte og der antagne Forslag til "Lov om en ny Ordning af visse Handelsfag udenfor Kjøbstæder og Handelspladser" har ikke saameget forundret os med Hensyn til Ideens Opfattelse af Indbringeren, som Thingets villige Indgaaen derpaa høiligen har forbauset os. Det har svækket den Tro, vi hidtil have havt: at de Anliggender, der forhandles i Thinget, forhandles med Indsigt, Retfærdighed og med billigt Hensyn til de Parters Interesser, der berøres ved en Lovs Tilblivelse.

Forflaget foreligger nu det høitærede Landsthing til Afgjørelse.

For ikke at trætte med en Gjentagelse af de Bevisgrunde for Forslagets Utilraadelighed, som fra mange andre Kjøbstæder ere udtalte for det høitærede Landsthing, tillade vi os at henvise til den Udtalelse af "Bestyrelsen for den jydske Kjøbstadforening i Randers", der er tilstillet Landsthinget, hvoraf en Afskrift er i vore Hænder, og hvilken Udtalelse af Sagens skadelige Følger vi dele.

Vi tillade os blot at vedfoie nogle Oplysninger, hentede fra Erfaring, der kunne bestyrke det i nævnte Kjøbstadforenings Andragende Udtalte.

Ribe By, mod syd grændsende til Slesvig, har før staaet i ugunstigere Handelsforhold end dens nærmeste Opland. Dette havde den Tid til Følge, at Byens Handel næsten var hævet. Mange Varesorter kiøbtes endog af Byens Befolkning hos Landhøkerne. Byens Befolkning forarmedes. Regeringen fandt det nødvendigt, for ikke at lade Byen synke aldeles, at tilstaa den Handelsbegunstigelser. Disse havde til umiddelbar Følge, at der igien kom Handel til Byen; men Høkerhandelen for den Deel af Byens Opland, der grændser mod syd, og som hører under Slesvig, vedblev.

Skjøndt Adgangen til de slesvigske Privilegier ikke er saa let som Adgangen til Handelen paa Landet i Kongeriget vil blive, naar Forslaget skulde blive til Lov, saa bevirke de dog her, at der i den Deel af Byen der grændser mod syd, uagtet dens Opland i høi Grad er det meest befolkede og rigeste, ikkun boe enkelte Kiøbmænd, fordi Landbefolkningen syd fra kun meget sparsomt forsyner sig med Varer i Byen, da den finder dem i Hjemmet; medens den Deel der støder mod nord, hvis Opland er ulige mindre befolket og mindre frugtbart, paa Enkelte nær, indeholder hele Byens Købmandsstand, fordi det er Landbefolkningen nordfra, hvor der kun befindes enkelte Landhøkere, der forsyner sig her i Byen med Varer, og som bringer sine Producter til Salg hertil. Og det er Resultatet ved en mere begrændset Handelsfrihed end den Folkethinget bar ment at burde indramme Landbefolkningen i Kongeriget.

Skulde dette Forslag blive til Lov, da ville Kjøbstædernes Existence, som saadanne, snart være hævet. Enhver ung Kjøbmand, der etablerer sig, vil naturligviis søge den Plads, der viser ham den bedste Udsigt til Erhverv, og det bliver uafviselig Landet, under de i Udsigt staaende Forhold. Kjøbstadbefolkningen, der er bunden til Byen af mangfoldige Aarsager, som ikke kunne hæves, vil forarmes og Eiendommene ville tabe betydeligt i Værd.

Og det er ikke ligegyldigt for Statens Velvære at Kjøbstæderne bestaa. Det er ved en dygtig og erfaren Handelsstand, der har Udsigt til at hoste Frugter af sine Bestræbelser, at vi kunne vente med Tiden at gjøre os aldeles fri for den Underordnethed og den Afhængighed i Handel, som vi, i saa mangfoldige Tider have staaet i til Hamborg og Lübeck, og som Kjøbmandene i Jylland, og sikkerligen ogsaa i de andre Provindser i de senere Aar, ved directe Handel, have søgt at giøre og tildeels have gjort sig fri for. En Indskrænkning i Kjøbmændenes Afsætning i den Grad, som vil blive Tilfælde naar Forslaget bliver til Lov, vil umuliggjøre større Handelsforretninger, der ere nødvendige for den directe Handel. Vi ville falde tilbage til den Afhængighed, til den Kræmerhandel, fra hvilken vi med Held have begyndt at løsrive os.

Det er ikke en ensidig Betragtning af Sagen, hentet fra Enkeltes Interesse, det er Hensynet til hvad der tjener Staten i dens Helhed, der opfordrer os til at bede det høitærede Landsthing at prøve Forslaget alsidigt, og vi tør da haabe, at det vil blive afvist, eller antaget med Modifikationer, der forhindre at Kjøbstadbeboernes Existence undergraves for at hjelpe Landbefolkningen til lettere at kunne forskaffe sig Handelsvarer, som ikke engang henhøre til de egentlige Livsfornødenheder, og som de, hvad Erfaringen hidtil har vist, uden væsentlig Besvær kunne kjøbe i Kjøbstæderne."

(Ribe Stifts-Tidende 16. februar 1856).

Om de hvidtede Huse. (Efterskrift til Politivennen)

Om de hvidtede Huse. Indsenderen af efterstaaende Aftryk af "Ugeskrift for Læger" Nr. 19 d. A. har i en lang Række af Aar lidt under det Onde, som deri paaankes. Jeg boer nemlig ligeoverfor en Mand, som føler en høi Grad af Tilfredsstillelse ved regelmæssige hver Sommer at hvidte sit Huus paa det omhyggeligste, og derved at frembringe et Lyshav, som i Ordets egentlige Forstand svider til mig og Mine. Jeg har for mange Aar siden indstændigt anmodet min Gjenbo om at skaane mig for denne Plage; jeg har tilbudt at udrede Omkostningerne til et eller andet Farvestof, hvilketsomhelst; jeg har forestillet ham, hvor inhumant og ubilligt, for ikke at sige uchristeligt, det er saaledes at berøve sine Medmennesker Udsigt og frift Luft; han har i mange Aar seet, hvorledes vi hver Eftermiddag maa tillukke og tildække vore Vinduer; han er ovenikjøbet selv i en Stilling, som fremfor enhver anden maae gjøre ham vidende om den Skade og Plage, ban foraarsager, og dog - har jeg ikke erholdt andet Svar end et vredt Ansigt og: "Huset er mit." - Man vil heraf see, at min Gjenbo hverken hører til de Fiintfølende eller til de Tjenstvillige, og det saameget mindre, som det Huus, hvori jeg boer, altid har en mørk Farve. Vilde man nu deraf slutte, at min Plage er noget Extraordinairt, og at Faren, som de hvidtede Huse foraarsage, dog vel ikke er saa stor, eftersom Folk i Almindelighed ikke kunne tilskrives en saa total Mangel paa Følelse, eller tre saa utjenstvillige, saa svarer jeg dertil, at det neppe kan kaldes en god Samfundsorden, hvor mit Velvære er betinget af saa tilfældige Egenskaber hos min Gienbo. Jeg paastaaer tvertimod, at Loven ogsaa i denne Henseende bør værne om mit Vel, og det glædede mig derfor saare meget at støde paa en Læges (Doctor Giersings) Yttringer, som efter min ringe Forstand udtømmende beviser, at jeg har Ret i ovennævnte Paastand. I min egen saavelsom i de Manges Interesse, der ere besværede paa den omhandlede Maade, ønsker jeg saaledes Doctor Giersings lille Artikel en udvidet Læsekreds. Gid den ikke maa blive en Røst i Ørkenen.

Om de hvidtede Huse i Byerne.

I mine Medicinalindberetninger har jeg i flere Aar tilladt mig at henlede det høie Sundhedscollegiums Opmærksomhed paa den store Ulempe, som hvidtede Mure i Gaderne foraarsage de respektive Gjenboere, i den Formening, at der for Sundhedspolitiet var tilstrækkelig Grund til at skride ind for Kjøbstædernes Vedkommende, og det saameget mere, hvis det forholder sig saaledes, som det er mig meddeelt, at der allerede for Hovedstaden existerer et Forbud imod, at Husenet Facader maae være hvidmalede. Da min ringe Stemme imidlertid ikke synes at have trængt tilstrækkeligt igjennem, og jeg dertil dagligen selv lider af slige solbestraalte hvidtede Mure, saa har jeg anseet det for hensigtsmæssigt korteligt gjennem Pressen at omtale denne Gjenstand med Opfordring til mine ærede Colleger trindt omkring i Landet at forene deres vægtigere Stemmer i denne Sag, hvis den virkelig maatte forekomme dem at være nogen Anstrengelse værd. Efter min Formening fortjener den i ikke ringe Grad Sundhedspolitiets Opmærksomhed.

Enhver Læge i en Kjøbstad vil have havt rig Leilighed til at iagttage, hvorledes slige hvide Mure fortrædige baade Sunde og Syge. Ikke alene de, der maae søge deres Livsophold ved Øinenes stadigt Brug, men ogsaa Embedsmænd med jevnlige Synstvirforretninger, hele den qvindelige Befolkning, der tilbringer en stor Deel af Dagen ved Syarbeide, ja selv Børnene i Skolerne ere i høieste Maade generede, naar de ere saa uheldige at komme til at boe ligeoverfor en saadan skinnende hvid Væg. Hvormeget den tiltagende Synssvækkelse og de hyppige Klager over Symptomer herpaa have deres Grund i de hvide Mure, er vistnok ikke let at afgjort; men de synes ad den rationelle Vei at maatte have en betydelig Deel den, ligesom det ogsaa er vist, at jeg undertiden har hørt slige Klager forsvinde, efterat en Gjenbo har været saa skikkelig at give sit Huus en Farve. Naar vi erindre, hvilken Virkning de resterterende Straaler fra en stor Sneeflade have paa Øiet, saa kan der vel neppe være Tvivl om, at de fra hvide Mure tilbagekastede Solstraalers stadige Indvirkning maa være høist stadelig.

Men lad os et Øieblik tænke os, at den, som er saa uheldig at faae et sligt Gjenboskab, bliver angreben af en Øienbetændelse, f. Ex. af en scrophulos med dens charakteristiske Lyssky, da vil der vel neppe yttre to Meninger om, at en Saadant Lidelser blive forøgede baade i Styrke og Udstrækning, ikke at tale om de pecuniaire Udgivter og Lægens sørgelige Stilling, at han ikke er istand til at hæve maaskee den væsentligste Grund til Sygdommens Vedbliven uagtet han har den ligefor Øinene. Den mere velhavende Syge kan vel her, som i saamange Tilfælde, hjælpe sig; men det fattige scrophnlose Barn, hvis Forældre ikke kunne undvære Daglyset i den eneste Stue, maa ligge med Ansigtet i Puderne hele Dagen, og trykke det saameget dybere ned i dem, som Solen skinner klart paa Gjenboens hvide Huus. Skulde her da ikke være Anledning for Sundhedspolitiet til efter Evne at værne om Menneskets ædleste Sands, som paa denne Maade staaer Fare for at at svækkes hos saa Mange, og at bidrage til, at de Øiensvage kunne befries fra unødvendige Lidelser, helbredes hurtigere, eller idetmindste ikke staae Fare for mere og mere at miste Synet? Man indvende ikke, at Vedkommende kunne skifte Boliger; thi man vil let tænke sig alle de Vanskeligheder, der under forskjellige Omstændigheder kunne reise sig herimod. Og selv om det lod sig arrangere, hvo indestaaer da for, at den nye Gjenbo ikke om kort Tid finder, at hans Huus dog seer bedre ud, naar det bliver hvidt? Tilmed bestaaer den hele Foranstaltning, hvorved Kjøbstadbeboerne kunne blive befriede fra et føleligt Onde, blot deri, at det paalægges enhver Huuseier at give sit Forhuus en anden Farve til Gaden end den hvide eller lysegule, et Paabud, som for et almindeligt Kjøbstadhuus kan foraarsage en Udgivt af høist 1 Rbd.

Enhver Læser af disse Linier, som i Hovedsagen maatte dele mine Anskuelser, opfordrer jeg derfor til efter Evne at gjøre det indlysende for høie Vedkommende, at her er Grund til Forandring i de bestaaende Forhold.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. november 1847)

Pietro Købke Krohn (1840-1905): En købstadsgade. Statens Museum for Kunst. Til fri brug.

Om Stadsmusikant-Bestillingen.

Et reskript til stiftamtmændene i Danmark og Norge af 14. juni 1780 om at der til stadsmusikanter i købstæderne skal tages medlemmer af det Kongelige Kapel, indledes med følgende ord:

"Da den musik som man overalt i købstæderne har, er mådelig og på de fleste steder besynderlig slet, og kongen gerne så at endog heri en bedre smag kunne udbrede sig, ligesom Kunstakademiet allerede ser en forbedring at udbrede sig til provinserne, så har kongen til dette øjemed intet bedre middel fundet, end at gøre sit eget kapel til skole hvorfra kan udgå sådanne som, efter at være lærte og øvede i den nye og bedre musik, kunne forplantes efterhånden om i provinserne."

I de 58 år der er tilbagelagt siden reskriptet, er uendelig meget forandret i vores købstæder, og da også i dyrkelsen af musikken, så at den almindelige bemærkning vel kan passe endnu på de meget små byer, hvor man aldrig har kendt til stadsmusikanter, men næppe til de større, især de hvor der findes regiments- eller korpsmusik. I enhver nogenlunde anselig købstad vil man finde både mere og mindre bemidlede som har smag for musik og lære samme af folk som har gjort musikundervisning til næringsvej, og i sådan by vil der heller ikke let mangle duelige subjekter til balmusik. Man kan altså med rette spørge om stadsmusikantbestillingen er nødvendig eller ikke. Nødvendig ville den være hvis man ikke uden sådan bestillingsmand kunne få ordentlig musik, eller hvis han oplærte unge mennesker i musik qva håndværk. Men det første er næppe tilfældet og sjældent det andet.

Stadsmusikant vil som oftest blive en person hos hvem man bestiller musikpersonale og som er pligtig at sende samme til bestemt tid og sted, vel at mærke for så vidt der er så mange musikanter i byen, men er de på anden måde engagerede, så er også han undskyldt. For denne ringe ulejlighed og ansvar, vel også måske en gang imellem for at låne et enkelt kostbart musikinstrument, beregner han sig en klækkelig del af betalingen for hver musikant til fordel, men andre ord, han bliver betalt for så godt som intet. Men hertil kommer endnu den rettighed, at ingen i byen selv må engagere musikanter til hvilken som helst festlighed, uden først i det mindste at affinde sig med stadsmusikanten. Sker det ikke, bliver musikken ulovlig, og bøder blev da let musikkens endelige finale.

Det hører til tidsalderens bestræbelser at løsrive sig fra alle ufornødne bånd og pålæg, og som sådant tager indsenderen af dette ikke i betænkning at nævne den anførte skat til en person hvis tilværelse er mere eller mindre overflødig. I de fleste byer vil man uden stadsmusikant kunne få god musik til baller og festligheder og den bekostelige mellemmand kan derfor helt vel undgås. En anden sag er naturligvis at de nuværende stadsmusikanter bør blive i besiddelse af deres rettigheder. Fordi man ønsker en forandring i det bestående, derfor mener man ikke at betage nogen det gode der engang er ham givet. 

(Politivennen nr. 1157, Løverdagen, den 3die Marts 1838. Side 129-131)

Om Brændevinsbrænden paa Landet.

Da der ved kongelig resolution af 19. august d. å. er givet håb om at ejere af større gårde på landet under visse betingelser kan vente at få tilladelse til at brænde brændevin, og da denne sag har en almindelig interesse, vil det måske ikke være mange ukært at læse en afhandling om denne materie, selvom talen deri er om en friere eller mere almindelig tilladelse til at brænde. Den har været fremsat i dette blads nr. 466 og lyder således:

*   *   *  

For henved 440 (nu 50) år siden ønskede man ivrigt at brændevin måtte være en mindre almindelig drik såvel i stæderne som på landet. Man mente at dens umådelige nydelse svækkede folket, især de ringere klasser, og fortærede deres formue, ligesom også meget kort blev forbrugt, hvorved kornpriserne måtte stige. At standse denne driks nydelse ved aldeles at forbyde sammes fabrikation ville have haft sine vanskeligheder da gammel vane gjorde nydelsen nødvendig, og man altså ville til større skade for staten have søgt at forskaffe sig udenlandsk fra, hvad man selv kunne producere. 

En klog regering som ikke mener at kunne hæmme et onde, søger at drage det størst mulige gode deraf. En forordning om brændevinsbrænden udkom hvori det blev forbudt landmanden at brænde, og at det blot i stæderne blev tilladt at producere og sælge denne drik mod en bestemt afgift eller accise *)

Forandrede omstændigheder plejer som oftest at fremvirke et forandret resultat. Nu produceres langt mere korn i Danmark end for 30 til 40 år siden. Men da nogle nationer har et forspring i agerdyrkningen for os, og da de som før trængte til vores kornvarer, nu selv avler det meste de bruger, så mangler vi afsætning på vores overflødighed og priserne er flaue. Det er derfor naturligt at det ønske måtte opstå at bonden måtte gives lejlighed til ved selv at forædle sit produkt, at ophjælpe eller bøde på de dybt sunkne kornpriser. Nogle har troet at det ville opnås når det blev tilladt landmanden at brænde brændevin, og da en kongelig kommission er sammentrådt for at give sine betænkninger over denne sag, tror forfatteren heraf det ikke ugavnligt at fremsætte nogle før ytrede meninger, såvel for som imod tilladelsen til at brænde brændevin på landet.

De som er for tilladelsen, holder for

1) At når bonden selv brændte, havde han sit brændevin for lettere køb, end når han skal købe samme i staden.

2) Han kunne bruge bærmen til sine kreaturers føde og feden.

3) Mere korn ville blive forbrugt hvorved prisen ville stige.

4) En mindre mængde stenkul ville medgå da de fleste egne ikke mangler brænde eller tørv.

Modpartiet mener derimod:

1) At når det blev bonden tilladt at brænde, ville det have en højst skadelig indflydelse for standen i almindelighed, idet brændevinsdrikken ville blive endnu mere udbredt end den allerede er. Enhver der kender bonden, ved at han tager rundeligt til det han har i huset, og således ville han ikke nægte sine børn og tjenestefolk det han selv anser for et gode, hvorved disse tidligt ville vænnes til en drik, hvis misbrug kunne have højst ulykkelige følger for dem. Men skal bonden ud med penge, så trykker han sig ved enhver ikke nødvendig udgift. Selv om han selv drikker en snaps engang imellem, så nænner han dog ikke at give børn eller tyende noget med, fordi det koster ham penge. Ser man undertiden en og anden bonde der hjemme aldrig drikker brændevin, komme beruset fra købstaden, så skønner man let hvad lejligheden til at få brændevin bevirker. Landsbykroerne blev nedlagt fordi man fandt dem skadelige da bønderne der drak deres formue op og gjordes uskikkede til deres dont, men hvad ville ske når bonden selv tilberedte denne drik og havde den i overflødighed i sit hus?

Brændevinbrænding er desuden en kemisk operation som har modtaget og kan modtage megenøkonomisk forbedring. De som i købstæderne får tilladelse til at foretage dem, må i forvejen aflægge prøve på at de kender omgangsmåden dermed. Man ved også at destillationen i det store er mere fordelagtig og medtager ikke så meget brændsel og menneskearbejde som når den foretages i det mindre. Bonden med sin ukyndighed,med sit mindre og måske mådeligt konstruerede apparat, ville ikke bringe det ud af kornet som man under andre omstændigheder kunne få. Meget korn ville derved bortødsles og udbyttet dog blive en sveden drank, der efter rigtig beregning kom ham lige så dyrt som om han købte godt og drikkeligt brændevin i købstæderne hvor det sælges for 14 skilling potten.

2) Brændte bonden til sin egen fornødenhed, så ville det lille kvantum bærme han derved fik, ikke bidrage til at han fødede eller fedede et eneste kreatur mere. Nu derimod fødes og fedes mange kreaturer ved de brænderier som er i uafbrudt virksomhed. Ejerne af købstadsbrænderier har forsikret at de under nærværende konjunkturer, aldeles ingen anden fordel har af deres brændinger end bærmen. Men når de jævnligt kan brænde, er de i stand til at holde 20-25 kvægshøveder hvoraf en del giver mælk, og nogle fedes for at sælges til slagtere. Så snart et eller flere høveder er solgt, køber de igen magre i disses sted, og de føder således bestandigt det ovenfor nævnte antal. Regner man det antal af kreaturer som således fødes og fedes ved samtlige brænderier i alle købstæder, så vil man vist ikke finde det ubetydeligt, og næppe ville det blive så stort når det kvantum korn som nu forbrændes i købstæderne, blev forbrændt på landet i mindre portioner.

3) Det er indlysende at når bonden brændte sit brændevin selv, måtte købstadsbrænderne aftage og til sidst standse af mangel på afsætning, og om da en større mængde korn ville forbruges end nu, da et enkelt brænderi forbruger nogle tusinde tønder årligt, er vist nok et spørgsmål man har grund til at fremsætte. At imidlertid en stor del korn ville opsvides, og på grund af ukendskab med den rigtige omgangsmåde bortødsles, er der vist ingen tvivl om. Men at kornet af den grund skulle stige i pris, var næppe ønskeligt. Enhver, det være sig embedsmand eller borger, ønsker vist at bonden må få noget mere for hans produkt, de ville ikke finde det trykkende om de måtte betale kornet 1 til 2 ribs. dyrere når prisens stigning stammede fra vore produkters udførsel til fremmede, så at derfor kom penge i landet til gavn for det almindelige, men at betale kornet dyrere for at bonden skulle drikke sig fuld i brændevin, skøtter næppe nogen om.

4) Det er bevisligt og før omtalt at brænding i det mindste medtager mere brændsel end når den foretages i det større. Vore skove er så vel medtagne at de trænger til fredning, og med tørven bør der heller ikke ødsles. Det kvantum stenkul som brænderierne forbruger, er desuden ikke så betydeligt som man muligvis forestiller sig. Københavns og nogle købstæders brænderier brænder ved stenkul, men de købstæder som ligger fjernt fra stranden, og hvor landtransporten gør kullene dyrere, bruger tørv til deres brændinger, fx Frederiksborg, ringsted, Slagelse med flere.

Således søger modparten at modsige de grunde som anføres af dem der ønsker tilladelse for landmanden at brænde brændevin. Hertil kan endnu føjes:

1) Ildebrand kan let forekomme når brændingen foretages af ukyndige, skødesløse eller drukne personer.

2) Afgiften som svares af brænderierrnee, vil lettere og sikrere kunne ses betalt når der alene brændes i stæderne.

3) Når det blev tilladt bonden at brænde, ville købstadsbrænderierne gå ned, og da det er ene og alene disse der holder hovedet oppe på vores skrantne især sjællandske købstæder, så ville brænderiernes undergang have købstædernes ruin til følge.

For nærværende tid er talen vel ikke om en almindelig tilladelse for landmanden til at brænde. Men at der muligvis måtte oprettes kommune- eller sognebrænderier. Om disse ville føre de samme ulemper med sig som ville flyde af en almindelig tilladelse til at brænde, vover forfatteren heraf ikke at bestemme. Men det synes klart for ham at anlæg af sognebrænderierne mindst ville have samme indflydelse på bondens levemåde, velfærd og morral som de skadelige landsbykroer der før fandt sted, men blev nedlagt i de byer hvorigennem ingen landevej fører. Så ønskeligt det kunne være om afgiften for brænderierne blev noget forringet, så skadeligt menes det at ville være om denne forringelse skulle bevirkes ved sognebrænderiernes anlæg. For disse ville aldeles svække købstadsbrænderierne og sætte ejerne ude af stand til at betale nogen som helst afgift. Sagen fortjener derfor den alvorligste og varsomste undersøgelse. 

At de mænd hans majestæt allernådigst har betroet dette vigtige hverv vil med kyndighed og nøjagtighed behandle det og ikke beslutte noget der kunne synes at gavne enkelte, men ville skade mange eller det hele, derfor borger deres kald og fædrelandssind. 

*) At man har ment det alvorligt med at standse brændevinens alt for hyppige brug, ses af den under 2. august 1786 udkomne strenge forordning angående brændevinsbrænden og krohold på landet, hvoraf slutningen lyder således: For resten vil kongen med besynderligt velbehag anse at øvrigheden og jordgordsejerne på landet lader dem ære angelegent at se al overflødig brug af brændevin så meget muligt indskrænket og afskaffet ved bøndernes bryllupper, barsler og andre værtsskabet og gilder, hvor indenlandsk brændevin må bruges alene til tarvelighed, og når det forhandles fra købstæderne.

(Politivennen nr. 1031, Løverdagen den 3die October 1835, s. 643-653).

Redacteurens Anmærkning.

I Politivennen nr. 1032, 10. oktober 1835, s. 669-678 bragtes et brev som var vedlagt artiklen.

Om de omvandrende Haandværkssvende.

De mange omvandrende håndværkssvende bliver stadig ved med at ulejlige landboerne. Og da de undertiden kommer 2 til 3, ja 4 i følge, sætter de især de afsides beliggende beboere i skræk. Og for at undgå deres grovheder, nødes de ofte til at give dem hvad de selv kunne have nødig. Især er de bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget. Hvem ved også hvorfra de mange ildebrande der synes påsatte, er kommet?

"De kommer 2 til 3, ja 4 i følge og sætter de afsides beliggende beboere i skræk. Og de er bange for at hvis disse vandrere blev opbragte, vil de om natten sætte ild på stråtagene og straks flygte derfra uden at frygte for at blive opdaget." (Jens Juel: En sjællandsk bondegård under et optrækkende uvejr. Eigaard ved Ordrup, 1793. Statens Museum for Kunst)

Disse omstrejfende svende er virkelig en slags privilegerede betlere da de er forsynet med pas der ikke blot lyder på et eller flere nævnte steder hvor de har opgivet at ville hen, men endog ofte er tilføjet "og videre" så passet hjemler dem at gå hvor de vil og hvilken vej de finder for godt under foregivende af at søge arbejde, skønt tiggeri er hovedsagen. Hvilket de mange påtegninger viser da de har krydset rundt omkring i landet, frem og tilbage, og flere gange i samme egn, uagtet de vidste at intet arbejde var at få der. Politiet på landet bekymrer sig ikke om dem, og kan vel ikke forbyde dem at spadsere med deres pas hvor de vil, skønt de ved at de bedriver tiggeri. Hvad skulle disse mennesker også foretage sig for at ernære sig når der intet arbejde er at få og ingen tager sig af dem?

Kommer derimod arbejdere fra landet til købstæderne og betler fordi de ikke kan få arbejde der, og for at få noget så de kan komme hjem igen med, er politiet straks rede til at jage dem ud af byen, eller vel endog at lade dem blive bragt til vedkommende sogn hvor de har hjemme for at forsørges der. Ja hvad endnu er mere: har en arbejder fra landet fået arbejde i en købstad eller for dens regning i nærheden, men kommer til skade på arbejdet, er man godt nok så god at bringe ham til et hospital for at kureres, men lader regningen for kuren sendes til det sogn hvor han hører hjemme, tilligemed personen selv så fattigkassen må betale en sådan kur der kan løbe op til over 200 rigsbankdaler og desuden forsørge ham som krøbling. Eksempler på det kan desværre opgives. De arbejdsløse håndværks- og fabrikssvende hører dog nok egentlig til købstæderne, hvor de er blevet svende. For på landet må jo enkelte visse håndværkere der ikke kan udlære drenge, ikke bo. 

De håndværkere- og fabriksdrenge som købstæderne ikke behøver eller ikke må værne om, slipper da således ud at vandre for at fødes af landboerne. Desuden griber købstæderne ind i landboerhvervene da de avler kornsorter på deres skattefri jorder. Det er landmandens vigtigste indtægtskilde, og for den må han betale skatter og tiender og mange ydelser. Han må derimod ikke drive nogen slags købstadserhverv, ja end ikke forædle sine produkter.

Forholdet mellem købstads- og landerhvervenes kår er derfor vel næppe helt så passende. Dog hvad egentlig de omflakkende, arbejdsløse svende angår: mon der da ikke skulle kunne udtænkes noget virksomt middel der befriede landboerne for denne plage og skaffe i det mindste den skikkeligste del af dem deres nødtørftige udkomme på en bedre måde end næsten nøgne at strejfe fra sted til sted for at betle sig til underhold.

[Siderne 250-252 indeholder skribentens forslag]

(Politivennen nr. 642 Løverdagen den 19de April 1828, s.247-250).

Redacteurens Anmærkning

En artikel i Dagen for 20. marts 1818 fra Helsingør Politikammer fortalte om omrejsende svende allerede i 1818.

Ønske for Kroholdere paa Landet.

Det er temmelig almindelig bekendt at adskillige kroholdere på landet køber deres brændevin i København, og at de for at vinde den godtgørelse som gives ved indførelsen af brændevin fra København til de mindre købstæder, må køre flere mil af deres vej for at passere igennem en af disse købstæder og derved skaffer sig hjemmel til at oppebære nævnte godtgørelse som udgør noget over 3 rigsbankdaler pr. tønde.

Denne som det synes unødvendige kørsel medfører foruden tidsspilde, en del slid på heste og vogne. Og det ville derfor være meget gavnligt for sådanne kroholdere hvis der ved udførslen af brændevin fra hovedstaden straks udbetaltes dem sådan godtgørelse, uden hensyn til noget foregivende om at brændevinen skulle til en eller anden købstad. En sådan omvej med brændevin vækker desuden megen misfornøjelse hos brændevinsbrænderne i den købstad gennem hvilken turen går, da det forekommer dem at der ligger noget ulovligt i førnævnte i sig selv urigtige foregivende.

Vist nok kunne de også have nogen anledning til det, særdeles når en kroholder finder sin regning ved at hente 4 til 6 tønder brændevin i København og dermed at køre sin egen dør forbi flere mil frem til en købstad og tilbage ad samme vej for at opnå ovennævnte godtgørelse.

Indsenderen ønsker derfor de høje ansvarliges opmærksomhed henvendt på om ikke der kunne gøres den påpegede forandring.

(Politivennen nr. 582. Løverdagen den 24de Februar 1827, s. 117-119).

(Et kobbel heste uden for en kro, 1878. Legendarisk maleri af Otto Bache. Statens Museum for Kunst)

Spørgsmaale.

1) Er det tilladt arrestforvarere, portnere osv. i købstæder at holde værtshus, marketenderi etc. hvortil fremmede har adgang og muligvis således kunne få lejlighed til at tale med arresterede personer? På landet ved man nok at der i nærheden af tingstedet bør være krohold for langvejsfra kommende personer, men i købstæder og især i København hvor man har flere korporationer af sådanne, synes sådant privilegium temmelig overflødigt.

2) Er det i overensstemmelse med urtekræmmernes og malernes laugsartikler at nogle af førstnævnte i deres butikker sælger reven oliefarve?

(Politivennen nr. 397. Løverdagen den 9de August 1823, s. 6435)

Anmærkninger fra Frederikshavn.

Ved at læse plakaten af 20. marts dette år som indeholder de nærmere bestemmelser om 2. afdelings nyere organisation, undrede det indsenderen som nøje kender Frederikshavn, at 2. afdeling skal vedblive der (såvel som i de flere danske købstæder, hvor de er dresserede artilleri og jægerkorps), for der eksisterer ikke nogen. Der er nu forløbet omtrent fire år siden byen fik købstadsprivilegium, og endnu er der ingen borgere, altså heller ikke borgervæbnings 1. og 2. afdeling. I flere henseender ligner byen mere en flække henhørende under landet, end en købstad. Skatterne betales endnu som før på amtstuen. Ingen markeder er ansat. Ingen torvedage holdes. Ingen vægter i byen hvilket dog er nødvendigt. Stråtagene tiltager i stedet for at formindskes. Således så indsenderen i fjor sommer 8 fag nyt hus at bygges og tækkes med strå som dog er meget i strid med brandforordningerne. 

Klager over at en del retsgebyrer i tilfælde af eksekutioner beregnes ikke eftersom byen er købstad, men ganske som den sorterede under landet, hører man jævnlig fra dem som er truffet af dette hårde stød. En del af byen er konsumtionspligtig, en anden del er fri. Er dette øvrighedens og toldvæsnets skyld, hvorfor er det ikke blevet rettet? Og af hvad årsag har det henstået så længe? For regeringens milde og vise hensigt at ophjælpe byen og det den allernådigst givne privilegium ligger jo helt uudnyttet. Burde den skade som ved at beregne retsgebyrer (der skal være højere for landet end købstæder) som om byen endnu var under herredet, er sket siden den tid den fik privilegium ikke af vedkommende erstattes?

(Politivennen nr. 331. Løverdagen den 4de Maj 1822, s. 5299-5300).

"I flere henseender ligner byen mere en flække henhørende under landet, end en købstad." (Mens København led et alvorligt tilbageslag efter bombardementet i 1807, gik det anderledes med Fladstrand. Kanonbådene fik nemlig base her, og betød en opblomstring af byen som i 1818 blev til købstaden Frederikshavn. En vandmølle som Nygaards Mølle 10 km fra byen tyder på en betydelig industrialisering, også i omegnen. Foto: Martin Schmidt-Nielsen, 2015).

Redacteurens Anmærkning

Det er uvist om skribenten bevist eller ubevist spiller på en misforståelse mellem købstaden Frederikshavn i Jylland eller Kastellet, som blev kaldt Citadellet Frederikshavn på Politivennens tid. Som han bemærker var der opstået to bebyggelser: flækken og citadellet Fladstrand. Som 1818 var blevet til købstaden Frederikshavn. Men der kan sås tvivl om hans oplysninger om stedets tilstand i 1822.

Befæstningen citadellet Fladstrand havde siden slutningen af 1600-tallet haft en garnison (Krudttårnet er et levn fra den, om end senere flyttet til sin nuværende placering). På Politivennens tid var garnisonen og byen imidlertid sygnet hen. Krigsfange og skotsk skibspræst James McDonald skrev endnu 20. november 1808 "Fladstrand, en ubetydelig by med nogen skibsfart, en dårlig havn og beskyttet mod søsiden af et batteri". Men ironisk nok var det netop Englandskrigene som sparkede liv i Fladstrand: En ny havn var blevet anlagt 1805. Og endnu mere fart kom der efter Københavns Bombardement i 1807 hvor der blev anlagt en kanonbådsbase. Byen blomstrede så meget op at Fladstrand blev til købstaden Frederikshavn i 1818. 

Kanonbådene i bl.a. Fladstrand spillede 1815-1833 en stor rolle, indtil Danmark havde fået opbygget en bare nødtørftig flåde. Englænderne havde besat Anholt 1809-ca. 1814 og brugte den som flådebase. (Et speciale fra Aalborg Universitet giver hovedlinjer og litteraturhenvisninger til interesserede i kanonbådene i Fladstrand). Herefter var det ikke længere garnisonen som dannede grundlag for Frederikshavns vækst.

Uforgribelige Tanker om Slangerups Købstadsrettigheders Nedlæggelse

Det har unægteligt været til stor skade for Danmark at dette lille rige har næsten 100 stæder og deraf kun 2 betydelige (nu kan man regne 3 da Holsten er indlemmet i Danmark). I stedet for at det ville være vundet meget ved at have kun 20 stæder fx. Men alle større og mere kraftfulde end de usle ting vi nu beærer med navnet købstad og nogle 5 til 6 hvad man med rette kan kalde store handelsstæder.

Hvis dette godtages, som den der skriver dette tør håbe, for et bevis for den uimodsigelige sandhed, da synes følgen at måtte være det ønske at antallet efterhånden nedsættes ved at nedlægge de usleste og overflødige indtil kun det passende tal var tilbage.

Af vore usle købstæder synes Slangerup at være en af de mest usle. Den egner sig også på alle måder til at nedlægges eller fratages sine købstadsrettigheder.

1) Den er ingen nødvendighed for omegnen som købstad. Kun en mil derfra ligger købstaden Frederikssund, og kun to mil derfra på den anden kant Frederiksborg, der vel begge er små, især den første, men dog bedre handelsstæder end Slangerup. Hvad der blev tabt for bonden i form af længere vej, blev vundet hjem igen i prisen, da Slangerup selv må have sine varer til dels fra Frederikssund, og dels fra København på akseltorv. Desuden ved man ganske udmærket at Sjællands bonde kun lidt ser på en eller to mil i vejen.

Kun en mil fra Slangerup ligger købstaden Frederikssund. Bønderne har ikke noget imod at rejse dertil (Eget foto).

2) Indbyggerne selv ønsker ikke at beholde købstadsrettighederne. Der er kun 2 købmænd i byen, kun et værtshus, og slet ingen håndværkslaug. Altså er deres tal at anse som intet, der egentlig har godt af privilegierne, mens den store hob lider ved dem, da de må betale konsumsion, og ingen ejendom og udskiftning kan få på deres jorder.

3) Byens jorder er i alt ved 2.000 tønder land. Et sådant areal nærer et større antal landsbyfamilier og det bedre end dette gør i Slangerup.

4) Den næring som nu egentlig adskiller Slangerup fra en landsby, er brændevinsbrænderiet. Man vil sige at kongen altså tabte betydelig ved at det blev nedlagt. Men heller ikke dette blev tilfældet. For der går kun 5 kedler, og hver af dem kan efter middeloverslag kun holde 4 tønder. Kongens rene indtægt er da omtrent 1.600 rigsdaler af disse brænderier. Men denne bliver ikke tabt når de der nu driver brænderierne, som rimeligt er beholdt denne rettighed, uagtet de forblev boende i den til landsby forvandlede stad, så længe de levede, og da betalte til kongen ligesom de til brænderi berettigede kroejere hist og her i Sjælland. 

5) Det er naturligt at den lille handel Slangerup nu driver, med tiden om ikke straks faldt til Frederikssund eller Frederiksborg. Derhen gik også til sidst brænderierne. Derhen gik håndværkerne. Der blev konsumtionen. Med færre betjente blev udrettet mere, og altså vandtes for kongen og landet også deri.

6) Når Slangerup blev til en landsby, kunne de jorde der nu ligger fælles, udskiftes. Hvor langt bedre bedre disse jorde da ville drives end nu, kan man uden videre let indse. Og overdrevet ville egentlig først da begynde at drives, for nu er afbenyttelsen den ringeste der kan tænkes. For hvad der ikke tilhører nogen, ænser ingen.

For at imødegå den mulige indvending som indbyggerne kunne gøre, at de som købstadsindbyggere er fri for soldaterpligt, behøves vel ikke nogen bevisførelse. Købstadsindbyggerne er pligtige til borgerbevæbning, og forskellen er ikke mere så stor som førhen. Imidlertid ville heller ingen kunne have et ord at indvende i denne henseende, når de nulevende indbyggere, der valgte at forblive boende på stedet, fritoges fra videre våbenpligt, end den de hidtil var under.

Fra alle sider betragtet vil det altså findes, at Slangerups købstadsprivilegier med føje og til nytte kunne fratages den. Derved var da en begyndelse gjort til at få færre, men bedre købstæder. Næst Slangerup kunne Frederiksborg eller Hillerød nedlægges. For købstæderne inde i landet fordyrer kun varerne for bonden. Når da senere Frederikssund fulgte de to ovennævnte stæder, da ville Roskilde og Helsingør kendeligt tiltage i kræfter. København ville vel sluge den største del af vindingen, men der ville det ikke mærkes så meget.

(Politivennen nr. 535, 30. juli 1808, s. 8587-8591)

Redacteurens Anmærkning

Slangerup med sine i 1801 336 indbyggere mistede vitterligt sine købstadsrettigheder kort tid efter, nemlig i 1809. Og rettighederne overgik til Frederikssund med 262 indbyggere i 1801. Indtil 1857 havde købstæderne eneret på at drive handel, håndværk og anden "borgerlig næring". Selv om man også på landet havde ret til at udøve bestemte former for købstadsnæring. Først flere årtier senere da der for alvor kom gang i industrialiseringen, voksede byernes indbyggertal, se tabel over byer med mere end 1.500 indbyggere under Samtiden.

Om Fattigvæsnet i Småstæderne

Hvorfor forsøger man ikke i købstæderne uden for København at efterligne fattigvæsnet som nu i nogle år har medført så megen orden og nytte? Er det af mangel på midler til at finde udveje til det, eller ligger denne mangels årsag alene i indbyggernes uvilje til at bidrage til et så prisværdigt formål? I stedet for at man i købstæderne stadig tillader byens fattige som privilegerede tiggere at bestorme indbyggernes huse om lørdagen, hvilken trop må give fremmede rejsende en underlig ide om det der værende fattigvæsen, ville det være til væsentligt mere nytte at starte en indsamling hos de indbyggere som giver og afsatte en ugentlig almisse til disse tiggere.

Det slår ikke fejl, at en betydelig sum indsamlede midler af fattigvæsnets bestyrere kunne anvendes langt mere hensigtsmæssig end de nu bortgivne midler. For 1) derved undgik man at uværdige, dovne arbejdsdygtige tryglere, som nu blander sig i tiggerskaren, blev understøttet i deres ladhed, og i stedet henvist til at forsørge sig selv. 2) Syge og sengeliggende fattige, som mangler evne og især benkraft til at følge med hoben, og derfor lider større nød, ville få mere understøttelse og bedre pleje. 3) Blev vi andre ikke berøvet den tid fra forretninger som nu anvendes til næsten hele lørdagen at opvarte disse fattige, og 4) ville man undgå at se tiggerskaren. Når enhver for at blive fri for denne tryglen havde tegnet sig for at indsamle ugentligt, kunne det pålægges fattigfogeden hver mandag eller lørdag at indkræve disse gaver, som efter en fastsat indretning kunne blive uddelt på 1 eller 2 bestemte dage i ugen.

(Politivennen. Hefte 16. Nr. 207, 10. april 1802, s. 3305-3306)

Atter et Par Ord for de Rejsende i Danmark.

I anledning af det der blev erindret i Politivennen nr. 127 angående de nøgne agestole som en rejsende må finde helt ubekvem, kan endnu tilføjes den ubehagelighed som så ofte møder en rejsende: at komme til en købstad hvor ingen offentlig herberger er. En fremmed som ingen bekendtskab har på sådant sted, er udsat for mange ulejligheder. Man forespørger sig ved porten hvor man kan tage ind. Svaret bliver da, at det vides ikke, måske hos den eller den. Man kører eller rider ind i byen, kommer til disse steder, men kan ikke imodtages. Hvad skal en fremmed nu gribe til? Gå fra hus til hus for at ophøre et logi, og når dette nu indtræffer ved nattetider, man banker på folks porte og døre hvor det ofte ikke er rimeligt eller muligt at få logi, banker så længe til et menneske ganske fortrædelig står ud af sengen, kommer til vinduet og spørger: hvad er på færde? Og da så snart han hører at man er forlegen for logi, svarer i den fortrædelig tone, her er ingen, slår vinduet i og går igen til sengs. Enten må man da forlade byen igen eller blive om natten på gaden, måske i regn, blæst, frost og sne. Nu kan spørges, var det ikke rimeligt at den første øvrighedsperson, borgmester eller byfoged skulle være pligtig enten selv at herbergere fremmede rejsende, eller inden en halv times forløb at skaffe forsvarlig herberg for samme, så længe indtil stedets øvrighed besørgede et offentligt herberg. Begyndelsen kunne ske med Randers som en af de største byer og stæder.

*   *   *

Udgiveren vil i en lille sandfærdig anekdote meddele rejsende som lider under de små købstæders dårlige herbergsanstalter, et probat råd: En officer af artillerikoret kom for en halv snes år siden om natten kørende ind i Maribo. Efter at have holdt for to tre købmænds porte der havde borgerskab på at - brænde og herbergere - for egentlige herberger er der ikke, og på hvert sted være afvist, befalede han kusken at køre til byfogeden. Han lod her sit tøj læsse af bære ind i stuen hvor han selv tog posto og forlangte seng og opvartning. Dette havde den virkning at byfogden øjeblikkelig skaffede ham modtaget et sted i byen.

(Politivennen 1800, Hæfte 10, nr. 129. 11 October 1800, s 2053-2055)

Slet Politi i Købstaden ******* i Sjælland.

Hr. Politiven!

For nogle dage siden var jeg vidne til en tildragelse der synes at kunne tjene til oplysning om hvorvidt politiet er berettiget til at uddele stokkeprygl. To grøftegravere fra Holsten der havde arbejde i nærheden af en lille købstad, sad om eftermiddagen før Kristi Himmelfartsdag i en købmands skænkestue og drak brændevin for ikke at kedes over at de måtte vente på nogle af deres kammerater der havde noget at forrette andetsteds i byen. Uvante til stærk drik blev de snart tunge i hovedet og man ville ikke skænke mere for dem. En nabo der var politibetjent i byen, kom ind, fik dem ud på gaden og derfra ind i sit hus, hvor de atter drak stærk drik han lod hente til dem, hvorved den lette rus gik over til den sande fuldskab. Om betalingen opstod uenighed mellem de drukne, og en ædru kammerat som kom til og et slagsmål begyndte hvori værten, politibetjenten tog parti derved at han ville kaste de drukne ud af huset. Tumult opstod. Den anden af byens politibetjente kom til, og i stedet for at tage fornødent mandskab blandt borgerne til hjælp for at binde de fulde, blinde og uvane mennesker, indlod de sig i ordentlig slagsmål med dem og slog dem hvis hoved stedse var for tungt, ofte i rendestenen. Byfogden sendte så snart han fik underretningen, sin fuldmægtig der også da han kom, greb fat i de drukne uden at æske hjælp, og disse forvildede mennesker forsvarede sig det bedste de kunne, fordi de ikke kendte eller kunne kende nogen af politiet på et par lappede frakker. 

Endelig indfandt byfogden sig, og efter en mængde stokkeprygl uden nytte var tildelt de fulde og de ikke mere kunne stå på benene, blev de først taget fat og blev slæbt til rådstuen langs ad gaden. Alt efter om de enten faldt, ikke ville eller kunne gå, blev de af byfogden smurte med en stok. Den de dog slet ikke kunne fornemme. 

Fredag morgen blev de forhørt. Politibetjenten i hvis hus opløbet skete, gjorde ingen påstand mod dem på nogen måde. De vedtog godvilligt for at slippe for den arrest med videre som de blev truet med, ved at betale hver 3 rigsdaler, og tilstod at de intet havde at klage over politiets medfart siden det blev dem gjort klart at hvis de ikke var tilfreds med det, måtte arrest og søgsmål vedblive. De erklærede at de intet kunne erindre af det forefaldne, kun erfarede de ved opvågningen i arresten at klæderne var tilsølet, hovedet forstødt, samt en hånd slet forslået. Under forhøret skulle de have vist sig så anstændige og brave at man ikke nogensinde ved arrestanters forhør har truffet sådanne. Deres kammerater der misbilligede ganske deres fuldskab, bevidnede om dem at de ingenlunde før havde gjort sig skyldige deri eller forårsaget offentlig ro forstyrret.

Spørgsmål bliver nu efter alt dette: Om de burde betale mere end hver 1 rigsdaler og 24 skilling for arresten? Dette er Københavns takst. Havde politiet forsynet med kendemærke som politi, taget nødvendigt mandskab med, ja endog reb for at binde disse fulde mennesker, da havde de vist ingen ømme hoveder eller forslåede hænder haft at vånde sig ved. Havde man bundet dem på en stige, da de dog ikke turde gå af fuldskab, da havde de været befriede fra de vedvarende stød som faldene måtte forårsage dem og som let kunne have skilt dem ved deres førlighed og legemes bekvemhed til ved arbejde siden at ernære sig. Og politimesteren kunne have sparet sin arm under marchen til arresten for at uddele så hyppige prygl der ingen virkning havde eller kunne have, og som så let ved et urigtigt træf i hovedet kunne berøve dem livet, var det endog blot en hasselkæp. Var 2 nætters arrest og 11 rigsdaler 24 skilling ikke straf nok for fuldskab? Bør menneskelig elendighed ikke hellere formindskes end ved uforsigtige midler let forstørres.
Hilsen og respekt
X Y Z

(Politivennen. Hæfte 5, nr. 57, den 25 Maj 1799, s 897-901)