Om Stadsmusikant-Bestillingen.

Et reskript til stiftamtmændene i Danmark og Norge af 14. juni 1780 om at der til stadsmusikanter i købstæderne skal tages medlemmer af det Kongelige Kapel, indledes med følgende ord:

"Da den musik som man overalt i købstæderne har, er mådelig og på de fleste steder besynderlig slet, og kongen gerne så at endog heri en bedre smag kunne udbrede sig, ligesom Kunstakademiet allerede ser en forbedring at udbrede sig til provinserne, så har kongen til dette øjemed intet bedre middel fundet, end at gøre sit eget kapel til skole hvorfra kan udgå sådanne som, efter at være lærte og øvede i den nye og bedre musik, kunne forplantes efterhånden om i provinserne."

I de 58 år der er tilbagelagt siden reskriptet, er uendelig meget forandret i vores købstæder, og da også i dyrkelsen af musikken, så at den almindelige bemærkning vel kan passe endnu på de meget små byer, hvor man aldrig har kendt til stadsmusikanter, men næppe til de større, især de hvor der findes regiments- eller korpsmusik. I enhver nogenlunde anselig købstad vil man finde både mere og mindre bemidlede som har smag for musik og lære samme af folk som har gjort musikundervisning til næringsvej, og i sådan by vil der heller ikke let mangle duelige subjekter til balmusik. Man kan altså med rette spørge om stadsmusikantbestillingen er nødvendig eller ikke. Nødvendig ville den være hvis man ikke uden sådan bestillingsmand kunne få ordentlig musik, eller hvis han oplærte unge mennesker i musik qva håndværk. Men det første er næppe tilfældet og sjældent det andet.

Stadsmusikant vil som oftest blive en person hos hvem man bestiller musikpersonale og som er pligtig at sende samme til bestemt tid og sted, vel at mærke for så vidt der er så mange musikanter i byen, men er de på anden måde engagerede, så er også han undskyldt. For denne ringe ulejlighed og ansvar, vel også måske en gang imellem for at låne et enkelt kostbart musikinstrument, beregner han sig en klækkelig del af betalingen for hver musikant til fordel, men andre ord, han bliver betalt for så godt som intet. Men hertil kommer endnu den rettighed, at ingen i byen selv må engagere musikanter til hvilken som helst festlighed, uden først i det mindste at affinde sig med stadsmusikanten. Sker det ikke, bliver musikken ulovlig, og bøder blev da let musikkens endelige finale.

Det hører til tidsalderens bestræbelser at løsrive sig fra alle ufornødne bånd og pålæg, og som sådant tager indsenderen af dette ikke i betænkning at nævne den anførte skat til en person hvis tilværelse er mere eller mindre overflødig. I de fleste byer vil man uden stadsmusikant kunne få god musik til baller og festligheder og den bekostelige mellemmand kan derfor helt vel undgås. En anden sag er naturligvis at de nuværende stadsmusikanter bør blive i besiddelse af deres rettigheder. Fordi man ønsker en forandring i det bestående, derfor mener man ikke at betage nogen det gode der engang er ham givet. 

(Politivennen nr. 1157, Løverdagen, den 3die Marts 1838. Side 129-131)